Europa-Parlamentet
INDLEDNING
Den fremtidige udvidelse af Den Europæiske Union med Central- og Østeuropa nødvendiggør en revision af de europæiske institutioners måde at fungere på. For den nuværende struktur er en arv fra en organisation, der blev oprettet for seks medlemsstater, og selv om den er blevet justeret for at tage hensyn til nye medlemsstaters tiltrædelse, fungerer den stadig i dag på grundlag af de samme institutionelle principper.
Den regeringskonference, der udarbejdede Amsterdam-traktaten, ønskede på én gang at øge de europæiske institutioners demokratiske legitimitet og styrke det institutionelle apparats effektivitet med henblik på udvidelsen. Europa-Parlamentets øgede rolle efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden vil gøre det muligt at imødekomme det første mål. Det vil imidlertid være nødvendigt med endnu en regeringskonference for at forberede institutionerne på tiltrædelsen af nye medlemmer, sådan som det er fastsat i den protokol, der er knyttet til traktaterne som bilag.
Europa-Parlamentet har fået øget sine beføjelser i Den Europæiske Unions beslutningsproces. Antallet af lovgivningsprocedurer er blevet skåret ned og deres funktion forenklet. Den nye traktat fastslår, at samarbejdsproceduren vil så godt som forsvinde, og proceduren med fælles beslutningstagning vil blive udvidet væsentligt, hvilket placerer Europa-Parlamentet i en stilling som reel medlovgiver sammen med Rådet.
PROCEDUREN MED FÆLLES BESLUTNINGSTAGNING
Udvidelse af de områder, hvor der anvendes fælles beslutningstagning
De områder, hvor der anvendes fælles beslutningstagning, er blevet væsentligt udvidet. Inden for de områder, hvor der anvendes kvalificeret flertal samt inden for de områder, der er nye i den nye traktat, bliver proceduren med fælles beslutningstagning mellem Europa-Parlamentet og Rådet hovedreglen (undtagen især inden for landbrugsområdet, hvor Rådet træffer afgørelse med kvalificeret flertal, men hvor der kun kræves høring af Parlamentet). Den fælles beslutningstagning anvendes nu ligeledes inden for en række områder, hvor der træffes afgørelse med enstemmighed i Rådet. Samarbejdsproceduren anvendes ikke længere, bortset fra i forbindelse med en række beslutninger, der henhører under Den Økonomiske og Monetære Union.
Nærmere bestemt er proceduren med fælles beslutningstagning blevet udvidet til følgende områder i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (de i parentes angivne artikler svarer til den nye nummerering):
Forenkling af proceduren med fælles beslutningstagning
Den procedure, der blev indført med Maastricht-traktaten, omfattede op til tre behandlinger i Rådet i tilfælde af uenighed mellem Rådet og Europa-Parlamentet. Hvis det ikke lykkedes for Parlamentet og Rådet at nå til enighed efter andenbehandling af et forslag til retsakt, kunne Rådet bekræfte sin fælles holdning ved tredjebehandling. Teksten blev så vedtaget, medmindre Parlamentet forkastede den med absolut flertal blandt dets medlemmer. I betragtning af Europa-Parlamentets vanskelighed med at nå frem til et absolut flertal, spillede Rådet således en fremtrædende rolle i lovgivningsproceduren.
Ved Amsterdam-traktatens ikrafttræden er muligheden for at ty til tredjebehandling i Rådet forsvundet. Proceduren er blevet forkortet og i tilfælde af, at man ikke når frem til et forlig mellem de to institutioner, forkastes forslaget. Parlamentet anerkendes således som fuldgyldig medlovgiver, idet Rådet skal nå frem til et kompromis, hvis det ønsker, at teksten skal vedtages.
I øvrigt opfordrer en erklæring vedtaget ved regeringskonferencen de forskellige berørte institutioner (Parlamentet, Rådet og Kommissionen) til at overholde de tidsfrister, der er fastsat i artikel 251 (tidl. artikel 189 B). Den reelle frist mellem Parlamentets andenbehandling og afslutningen af arbejdet i forligsudvalget må ikke overskride ni måneder.
EUROPA-PARLAMENTETS FREMTIDIGE ORGANISATION
Amsterdam-traktaten fastsætter Europa-Parlamentets maksimale størrelse. Antallet af medlemmer må ikke overstige 700; det gælder også efter udvidelsen af Den Europæiske Union med de central- og østeuropæiske lande.
Europa-Parlamentet udarbejder forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde eller efter principper, der er fælles for alle medlemsstater.
Europa-Parlamentet fastsætter sine medlemmers statut efter høring af Kommissionen og med godkendelse af Rådet.
Europa-Parlamentets rolle i proceduren med udpegelse af medlemmerne af Kommissionen er blevet styrket. Indsættelsesproceduren, der blev indført med Maastricht-traktaten, er blevet ændret. Parlamentet skal indledningsvis godkende medlemsstaternes valg af formand for Kommissionen og derefter indsætte samtlige medlemmer af den fremtidige Kommission, der er udpeget af medlemsstaterne i samråd med formanden.
En protokol, der fastsætter hjemstedet for institutionerne, er knyttet til de forskellige traktater som bilag. Den bekræfter den enighed, man nåede frem til ved Det Europæiske Råds møde i Edinburgh (december 1992) og angiver, at Europa-Parlamentet har hjemsted "i Strasbourg og afholder dér de tolv månedlige plenarmøderækker, herunder også budgetmøderækken". Yderligere plenarmøderækker såvel som Europa-Parlamentets udvalgsmøder finder sted i Bruxelles. "Europa-Parlamentets Generalsekretariat og dets tjenestegrene er fortsat placeret i Luxembourg".