Åbenhed, forenkling af traktaterne og fællesskabslovgivningens kvalitet

INDLEDNING

Den Europæiske Union behandler ofte tekniske og komplekse problemstillinger. Desuden er dens institutionelle system enestående og vanskeligt at forstå ved første øjekast. Derfor er der da også opstået talrige misforståelser og forvirring i de europæiske institutioner, de nationale politiske og økonomiske miljøer og hos de europæiske borgere. For at fremme en bedre forståelse af den europæiske integrationsproces udviser institutionerne nu større og større åbenhed i deres virke og beslutningstagning.

Begrebet 'åbenhed' omfatter i alt væsentligt spørgsmål om adgang til Unionens oplysninger og dokumenter, men det har også at gøre med udarbejdelsen af klarere tekster. Der er ikke kun tale om at affatte én eneste version af hver enkelt lovtekst, der er blevet ændret (både ved en officiel kodifikation og en uofficiel konsolidering), men også om at definere regler på det redaktionsmæssige område, således at en så klar lovgivning som overhovedet mulig kan vedtages på alle Fællesskabets officielle sprog (p.t. elleve).

Amsterdam-traktaten definerer en række rettigheder for borgerne og henstillinger til institutionerne om at fremme den bedst mulige information og derigennem forbedre Den Europæiske Unions demokratiske virke.

ÅBENHED

For at afklare begrebet 'åbenhed' er der foretaget ændringer i Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab.

Der er blevet indsat en ny artikel 255. Heri står, at alle unionsborgere og alle fysiske og juridiske personer, der har bopæl eller hjemsted i en medlemsstat, har ret til aktsindsigt i dokumenter fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen.

Generelle principper for og begrænsninger i denne aktsindsigt (af hensyn til offentlige eller private interesser) fastsættes af Rådet ved fælles beslutningstagning med Europa-Parlamentet senest to år efter Amsterdam-traktatens ikrafttræden. De tre berørte institutioner indarbejder hver især i deres forretningsordener særlige bestemmelser om aktindsigt i deres dokumenter.

I øvrigt er der tilføjet et tredje stykke til artikel 207 (tidl. artikel 151). Det præciserer, at Rådet især skal tillade aktindsigt i dokumenter, der er forbundet med dets virke som lovgivende myndighed. Som minimum "skal afstemningsresultaterne og stemmeforklaringerne samt erklæringer til mødeprotokollen offentliggøres".

Disse bestemmelser afklarer borgernes rettigheder, når det gælder om at få aktindsigt og vedrører alle områder inden for første og tredje søjle, idet den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik forbliver udenfor som følge af dens diplomatiske snarere end lovgivningsmæssige karakter. I øvrigt vil aktindsigten i visse dokumenter, der stammer fra medlemsstater, kunne begrænses, hvis den pågældende medlemsstat anmoder herom (der er vedlagt en erklæring fra regeringskonferencen herom som bilag til artikel 255).

FORENKLING OG KONSOLIDERING AF TRAKTATERNE

Bortfald, tilføjelser og ændringer, der er foretaget i henholdsvis Den Europæiske Fælles Akt, Maastricht-traktaten og Amsterdam-traktaten gør det i dag vanskeligt at læse grundtraktaterne. For at gøre Traktaten om Den Europæiske Union og Traktaten om Oprettelse af Det Europæiske Fællesskab mere forståelige er der foretaget en omnummerering af artiklerne.

Parallelt hermed er medlemsstaterne i en erklæring vedtaget af regeringskonferencen blevet enige om at foretage en konsolidering af alle traktaterne. Denne konsolidering vil ikke få retskraft, men vil gøre det muligt at affatte tekster, der er blevet "afstøvet" for forældede elementer, og som er mere læsevenlige.

FÆLLESSKABSLOVGIVNINGENS REDAKTIONELLE KVALITET

Ved regeringskonferencen blev der vedtaget en erklæring, der genoptager konklusionerne fra Det Europæiske Råd i Edinburgh (den 11. og 12. december 1992) og fra Rådets afgørelse af 8. juni 1993. Den understreger, at det er af betydning for medlemsstaterne og for borgerne at have klare fællesskabslove, således at førstnævnte kan forstå dem rigtigt, og sidstnævnte kan forstå dem bedre.

Rent konkret opfordrer konferencen de tre hovedinstitutioner, der medvirker ved udarbejdelsen af fællesskabslovgivningen (Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen), til at vedtage retningslinjer, der sigter på at forbedre den redaktionelle kvalitet af de tekster, som de affatter, ændrer og vedtager.

Desuden tilskynder den til, at der sættes fart i det arbejde med at kodificere lovteksterne, der nu er i gang.