Social- og arbejdsmarkedspolitikken

INDLEDNING

I forbindelse med de ændringer, som Amsterdam-traktaten medfører for Det Europæiske Fællesskabs social- og arbejdsmarkedspolitik, er det vigtigt at understrege betydningen af, at der integreres en udvidet aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Samtlige de direktiver, som de fjorten, der undertegnede aftalen, har vedtaget, udvides nu til at omfatte Det Forenede Kongerige.

Med denne "genforening af de femten" bliver Fællesskabets social- og arbejdsmarkedspolitik igen til et sammenhængende hele. Der burde nu blive mulighed for oftere at anvende bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab på det social- og arbejdsmarkedsmæssige område og for at udvide aktionsområderne for Fællesskabets politik. Aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken integreres stort set uændret. Der foretages dog en opstramning af visse bestemmelser, navnlig med hensyn til lige muligheder og bekæmpelse af social udstødelse.

SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKENS RETSGRUNDLAG

I den nye traktat forenes de to retsforskrifter, som social- og arbejdsmarkedspolitikken hidtil har hvilet på:

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, som indeholder bestemmelser, der vedrører samtlige medlemsstater (afsnit XI, tidl. VIII);
aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, der optræder som bilag til protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, som indeholder bestemmelser, der vedrører de fjorten medlemsstater, der har undertegnet aftalen.

I den tidligere artikel 136 (tidl. artikel 117) fremhæves det, at både Det Europæiske Fællesskab og medlemsstaterne har kompetence på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område. Selvom Fællesskabet hovedsagelig har til opgave at støtte og supplere medlemsstaternes indsats, udvides dets kompetence dog væsentligt i forbindelse med, at aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken integreres i traktaten.

Endvidere har Fællesskabet og medlemsstaterne med udgangspunkt i følgende to tekster defineret arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder, som anses for at være grundlæggende:

den europæiske socialpagt undertegnet i Torino den 18. oktober 1961 og
fællesskabspagten af 1989 om arbejdstagernes grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder.

Disse grundlæggende arbejdsmarkedsmæssige og sociale rettigheder vedrører hovedsagelig beskæftigelse, leve- og arbejdsvilkår, socialbeskyttelse, den sociale dialog og bekæmpelse af udstødelse.

INTEGRATION AF AFTALEN OM SOCIAL- OG ARBEJDSMARKEDSPOLITIKKEN

I forbindelse med regeringskonferencen i 1992 om den politiske union blev der indgået en aftale om social- og arbejdsmarkedspolitikken. Det Forenede Kongerige ønskede ikke at deltage heri. De daværende tolv medlemsstater vedtog dog en protokol, der optræder som bilag til Maastricht-traktaten, og som giver de øvrige elleve medlemsstater ret til uden Det Forenede Kongerige at anvende en mere omfattende tekst end afsnittet om social- og arbejdsmarkedspolitikken i Fællesskabet. Teksten tog udgangspunkt i fællespagten om arbejdstagernes grundlæggende sociale og arbejdsmæssige rettigheder, som samtlige medlemsstater, med undtagelse af Det Forenede Kongerige, vedtog.

Protokollen om social- og arbejdsmarkedspolitikken er bortfaldet, og aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken integreret i afsnit XI i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Det Europæiske Fællesskab kan herefter gøre en indsats eller udvide sine bestræbelser inden for følgende områder:

forbedring af arbejdsmiljøet for at beskytte arbejdstagernes sundhed og sikkerhed;
arbejdsvilkårene,
information og høring af arbejdstagerne;
integration af personer, som er udstødt fra arbejdsmarkedet;
ligebehandling af mænd og kvinder.

Denne liste optræder allerede i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, og i Amsterdam-traktaten tilføjes der en mulighed for at vedtage tilskyndende foranstaltninger, som særlig tager sigte på at bekæmpe social udstødelse.

Som tidligere kan lønforhold, organisationsret, strejkeret og ret til lockout dog ikke behandles på fællesskabsniveau.

Udvidelse af den fælles beslutningstagning inden for visse områder

Selvom Fællesskabets aktionsområde kun udvides i ret begrænset omfang, er lovgivningsprocessen dog ændret på ovennævnte områder. Under hensyn til de vilkår og tekniske bestemmelser, der gælder i hver af medlemsstaterne, vedtager Rådet direktiver med kvalificeret flertal i overensstemmelse med proceduren for fælles beslutningstagning efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget.

Rådet vedtager endvidere efter samme procedure foranstaltninger til fremme af samarbejdet mellem medlemsstaterne gennem initiativer, der tager sigte på at udvikle udvekslingen af information, fremme nytænkning og vurdere erfaringerne, med det formål at bekæmpe social udstødelse.

Bevarelse af enstemmighed inden for de øvrige områder

Følgende områder, som er defineret i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken, integreres i afsnit XI. Beslutningsproceduren forbliver uændret. Rådet træffer afgørelse med enstemmighed på forslag af Kommissionen og efter høring af Europa-Parlamentet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Som den eneste ændring i forhold til den gældende procedure i aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken høres nu Regionsudvalget.

Proceduren finder anvendelse på følgende områder:

arbejdstagernes sociale sikring og sociale beskyttelse;
beskyttelse af arbejdstagere ved ophævelse af en arbejdskontrakt;
repræsentation af og kollektivt forsvar for arbejdstagernes og arbejdsgivernes interesser (herunder medbestemmelse);
beskæftigelsesvilkår for tredjelandsstatsborgere, der lovligt opholder sig på Fællesskabets område;
finansielle bidrag til beskæftigelsesfremme og jobskabelse (uden at dette dog griber ind i bestemmelserne vedrørende Socialfonden).

Endelig skal det fremhæves, at intet er til hinder for, at de enkelte medlemsstater indfører strengere beskyttelsesforanstaltninger end de foranstaltninger, der er truffet på fællesskabsplan, når de pågældende foranstaltninger er forenelige med fællesskabsretten.

ARBEJDSMARKEDETS PARTER

Aftalen om social- og arbejdsmarkedspolitikken anerkender arbejdsmarkedsparternes grundlæggende rolle, og bestemmelserne i aftalen gengives uændret i Amsterdam-traktaten.

Kommissionen fremmer fortsat dialogen mellem arbejdsmarkedets parter og høre dem, inden den fremsætter forslag på det sociale og arbejdsmarkedsmæssige område og derefter om forslagets indhold.

Arbejdsmarkedets parter deltager i forskellige etaper i lovgivningsprocessen, hvilket gør det muligt for dem at spille en afgørende rolle både i forbindelse med udarbejdelsen af nye foranstaltninger og i forbindelse med gennemførelsen. De enkelte medlemsstater kan faktisk overlade det til arbejdsmarkedets parter at gennemføre nye direktiver.

LIGE MULIGHEDER OG LIGEBEHANDLING

Hidtil har det i traktaten heddet, at medlemsstaterne sikrer lige løn til mænd og kvinder for samme arbejde. Med Amsterdam-traktaten indføres der et nyt juridisk grundlag for foranstaltninger vedrørende lige muligheder og ligebehandling af kvinder og mænd på arbejdspladsen.

Rådet kan efter proceduren for fælles beslutningstagning og efter høring af Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtage positive særforanstaltninger, der skal sikre, at dette princip overholdes. Endvidere har medlemsstaterne mulighed for at indføre specifikke fordele, der har til formål at gøre det lettere for det underrepræsenterede køn at udøve en erhvervsaktivitet. De pågældende foranstaltninger kan ikke tage form af faste kvoter, for de blev forkastet af Domstolen i afgørelsen om Kalanke-sagen i 1995 (Dette aspekt blev også behandlet i 1997 i Marschall-sagen).

See also