Importbetingelser og krav til karantæne for fugle

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) nr. 139/2013 — betingelser for import af visse fugle til EU samt karantænebetingelser herfor

RESUMÉ

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den angiver hvilke fugle, der må importeres til EU, og de betingelser, de skal opfylde.

Den har til formål at sikre, at visse fugle ikke medbringer sygdomme såsom aviær influenza eller Newcastle disease.

HOVEDPUNKTER

Kun fugle fra godkendte formeringscentre i ikke-EU-lande må importeres.

Fuglene skal have været avlet i fangenskab, testet for vira én til to uger før afsendelse, og de må ikke være blevet vaccineret mod aviær influenza.

De skal hver især have et sundhedscertifikat og et individuelt identifikationsnummer på en fodring eller en mikrochip.

Hvert EU-land har godkendte karantænecentre, som fuglene transporteres til i forseglede køretøjer inden for ni timer, efter,de er blevet kontrolleret ved grænsen.

Fuglene skal forblive i karantæne i mindst 30 dage, og som minimumsforholdsregel skal de undersøges ved starten og slutningen af opholdet.

Under karantænen testes prøver fra fuglene for aviær influenza og Newcastle disease.

Hvis en sygdom bekræftes, skal alle smittede fugle aflives og destrueres, centeret skal rengøres og desinficeres, og ingen andre fugle må forlade karantænen, før resultaterne af deres egne virusprøver er negative.

Hvis det afsløres, at papegøjer, parakitter og kakaduer er inficerede, kan de behandles og skal forblive i karantæne indtil mindst to måneder, efter det sidste tilfælde blev registreret.

De nationale myndigheder skal inden for 24 timer efter et udbrud af aviær influenza eller Newcastle disease underrette Europa-Kommissionen.

De skal også indsende årlige rapporter til Kommissionen om antallet af importerede fugle, deres dødelighed og alle tilfælde af sygdom fundet i løbet af karantænen.

Lovgivningen gælder ikke fjerkræ, kæledyr, brevduer, fugle til beskyttelsesprogrammer, zoologiske haver, cirkusser, forlystelsesparker eller forsøg eller dem, der importeres fra Andorra, Liechtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz eller Vatikanstaten.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 12. marts 2013.

DOKUMENT

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 139/2013 af 7. januar 2013 om dyresundhedsmæssige betingelser for import af visse fugle til Unionen samt karantænebetingelser herfor (EUT L 47, af 20.2.2013, s. 1-17)

seneste ajourføring 05.01.2016