11.5.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CA 146/1


Fællesforetagendet Clean Sky 2 (Clean Sky 2 JU) søger en administrerende direktør med tjenestested i Bruxelles

(Midlertidigt ansat — lønklasse AD 14)

COM/2017/20019

(2017/C 146 A/01)

 

Hvem er vi?

Fællesforetagendet Clean Sky 2 (Clean Sky 2 JU) er et offentlig-privat partnerskab mellem Europa-Kommissionen og luftfartsindustrien, og det blev oprettet ved Rådets forordning (EU) nr. 558/2014 af 6. maj 2014 om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky 2 (1). Clean Sky 2 JU er oprettet i Bruxelles i henhold til EU-lovgivningen for perioden frem til den 31. december 2024. Det har til formål at øge luftfartøjers brændstofeffektivitet og dermed mindske deres emissioner og støj med 20-30 % i forhold til de seneste teknologier, der blev sat i drift fra 2014. Budgettet for programmet er på ca. 4 mia. EUR, herunder mere end 2 mia., der er tilsagt fra industrien, og et modsvarende bidrag på 1,755 mia. fra Horisont 2020-programmets transportbudget.

Det første Clean Sky-program blev oprettet i 2008 for perioden frem til den 31. december 2017. Under det første Clean Sky-program samarbejder 12 førende virksomheder, 74 associerede medlemmer og mere end 500 partnere, som er udvalgt via åbne forslagsindkaldelser, inden for en række teknologiområder for at finde løsninger til at nå de fælles miljømål og for at demonstrere og validere de nødvendige teknologiske gennembrud inden for et fælles, fastlagt program.

Det nye Clean Sky 2-program blev oprettet i 2014 som en fortsættelse af Clean Sky-programmet. Det tager sigte på yderligere fremskridt i retning af mere ambitiøse miljømål og på at sikre den europæiske luftfartssektors konkurrencedygtighed i en situation med øget konkurrence. Programmet består af 16 ledere, som påtager sig at forvalte og gennemføre programmet, en række centrale partnere, som indgår en betydelig langsigtet forpligtelse over for programmet og indbringer nøglekompetencer og tekniske leverancer, og partnere, som deltager i specifikke emner og projekter inden for rammerne af en veldefineret forpligtelse. Centrale partnere og partnere udvælges på en gennemsigtig og konkurrencebaseret måde via åbne indkaldelser.

Hvad angår programstrukturen, anvender Clean Sky 2 JU stadig de integrerede teknologidemonstratorer (ITD), men omfatter også demonstration af en række systemer på én gang på et luftfartøj ved hjælp af platforme til demonstration af innovative luftfartøjer (IADP). En række nøgleområder koordineres på tværs af ITD og IADP gennem tværgående aktiviteter (TA), hvor der kan opnås ekstra fordele for programmet i form af øget sammenhæng, fælles værktøjer og metoder og delt knowhow inden for områder af fælles interesse.

Hvad kan vi tilbyde?

Den administrerende direktør er Clean Sky 2 JU's juridiske repræsentant og ansigt udadtil. Den administrerende direktør leder og forvalter Clean Sky 2 JU, har det overordnede ansvar for fællesforetagendets arbejde og sikrer realiseringen af dets mål i overensstemmelse med bestyrelsens beslutninger.

Den administrerende direktør er ansvarlig for den daglige ledelse af Clean Sky 2 JU og budgetgennemførelsen. Den administrerende direktør står til regnskab over for bestyrelsen og er ansvarlig for den årlige decharge fra Europa-Parlamentet for budgetgennemførelsen.

Den administrerende direktør udfører sine opgaver i uafhængighed og skal bl.a.:

udarbejde og med henblik på vedtagelse forelægge bestyrelsen udkastet til det årlige budget, herunder stillingsfortegnelsen med angivelse af antallet af midlertidige stillinger i hver funktionsgruppe og lønklasse samt antallet af kontraktansatte og udstationerede nationale eksperter udtrykt i fuldtidsækvivalenter

udarbejde arbejdsplanen med angivelse af de tilhørende udgifter og forelægge bestyrelsen denne med henblik på godkendelse

forelægge årsregnskabet for bestyrelsen med henblik på en udtalelse

udarbejde den årlige aktivitetsrapport med angivelse af de tilhørende udgifter og forelægge bestyrelsen denne med henblik på godkendelse

forvalte indkaldelser og forelægge bestyrelsen fortegnelsen over aktioner, der er udvalgt til at modtage støtte, med henblik på godkendelse

underskrive individuelle aftaler og beslutninger

underskrive indkøbsaftaler

gennemføre Clean Sky 2 JU's kommunikationsstrategi

tilrettelægge, lede og føre tilsyn med Clean Sky 2 JU's drift og personale inden for rammerne af bestyrelsens delegation af beføjelser

etablere og opretholde et velfungerende og effektivt internt kontrolsystem og indberette alle betydelige ændringer heraf til bestyrelsen

sikre, at opstillede målsætninger opfyldes og tidsplaner overholdes, koordinere og følge op på ITD- og IAPD-aktiviteter samt foreslå en eventuel videreudvikling af målsætningerne og de tilhørende tidsplaner

lede det teknologiske evalueringsværktøjs styrende organ og overvåge de fremskridt, som ITD og IADP gør i retning af at nå målene, navnlig på grundlag af evalueringer af det teknologiske evalueringsværktøj.

Hvem søger vi (udvælgelseskriterier)?

Ansøgere, der har:

a)   Ledelseserfaring, navnlig:

dokumenteret evne til at udvikle en strategisk vision, formidle den og føre den ud i livet

god dømmekraft og fremragende lederevner, navnlig evnen til at lede, motivere og udvikle store teams, så deres potentiale udnyttes fuldt ud, herunder både det administrative og tekniske personale i en europæisk, multikulturel og flersproglig kontekst

særdeles god evne til at lede og føre tilsyn med store projekter

dokumenteret erfaring med forvaltning af betydelige finansielle midler i en national, europæisk og/eller international kontekst, inkl. offentlige midler.

Erfaring med gennemførelse og organisering af kvalitetssikrings- og kontrolsystemer samt risikostyringsmetoder vil være en fordel.

b)   Teknisk viden, navnlig:

et godt kendskab til EU-institutionerne, deres funktionsmåde og deres indbyrdes forhold

en god forståelse af og erfaring med europæisk og/eller international transportpolitik, navnlig luftfartspolitik

et godt kendskab til luftfartsindustrien

en god forståelse af forskning og udvikling inden for Clean Sky 2-programmets aktiviteter og kendskab til reguleringspolitik og -praksis inden for fællesforetagendets aktivitetsområder.

Erfaring i tilrettelæggelse og forvaltning af industrielle forskningsprogrammer, der involverer flere aktører, vil være en fordel.

Erfaring i at samarbejde med erhvervslivet og/eller forskerkredse samt med private og offentlige organisationer vil være en fordel.

c)   Kommunikations- og forhandlingsevner, navnlig:

fremtrædende evne til at udvikle en kommunikationsstrategi for fællesforetagendet, kommunikere effektivt med offentligheden og opbygge strategiske arbejdsrelationer med alle berørte parter

evne til at tænke innovativt, værdsætte input og frembringe nye ideer til arbejdet med at fremme, planlægge og udnytte Clean Sky 2 JU's resultater

særdeles gode evner til at samarbejde, træffe beslutninger, organisere og forhandle samt til at etablere stærke samarbejdsforbindelser med EU-institutionerne og interesseparter, samt evne til at forstå deres forretningsmæssige behov og begrænsninger

evne til at foregribe alle potentielle problemer og samarbejde med de berørte parter om at frembringe løsninger

særdeles gode kommunikationsevner, evne til at kommunikere virkningsfuldt og effektivt med alle interesseparter

da fællesforetagendets arbejdssprog er engelsk, vil et meget godt kendskab til engelsk være en fordel.

Ansøgerne skal (ansøgningskriterier):

Ansøgerne skal for at komme i betragtning ved udvælgelsen opfylde følgende formelle kriterier ved ansøgningsfristens udløb:

Nationalitet: ansøgere skal være statsborgere i en af Den Europæiske Unions medlemsstater

Universitetsuddannelse eller eksamensbevis: Ansøgere skal have enten:

en uddannelse på universitetsniveau, der er afsluttet med et eksamensbevis, og som er normeret til mindst fire år, eller

et uddannelsesniveau, der svarer til en universitetsuddannelse, som er afsluttet med et eksamensbevis, efterfulgt af mindst 1 års relevant erhvervserfaring, hvis den normerede studietid er på mindst 3 år (erhvervserfaringen på 1 år kan ikke medregnes i den erfaring, der kræves nedenfor efter endt uddannelse).

Erhvervserfaring: mindst 15 års erhvervserfaring efter endt uddannelse på et niveau, som ovennævnte kvalifikationer giver adgang til; af disse 15 år skal 5 års erfaring være fra arbejde inden for luftfart eller inden for andre områder, der er omfattet af Clean Sky 2 JU's aktiviteter

Ledelseserfaring: Af de 15 års erhvervserfaring skal mindst 5 års erfaring stamme fra arbejde som leder på højt niveau (2).

Sprogkundskaber: Ansøgerne skal have et indgående kendskab til et af EU's officielle sprog (3) og et tilfredsstillende kendskab til et andet af disse sprog, i det omfang det kræves af hensyn til arbejdet. Udvælgelsespanelerne vil under samtalen eller samtalerne afprøve, om ansøgerne opfylder kravet om at have et tilfredsstillende kendskab til et andet officielt EU-sprog. En del af samtalen kan således finde sted på dette andet sprog.

Aldersgrænse: Ansøgeren skal ved ansøgningsfristens udløb kunne afslutte hele den treårige ansættelsesperiode, inden pensionsalderen nås. Midlertidigt ansatte ved Den Europæiske Union skal gå på pension ved udgangen af den måned, hvor de fylder 66 år (jf. artikel 47 i Ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union (4)).

Uafhængighed og erklæring om interesser

Inden tiltræden skal den administrerende direktør afgive en erklæring om, at han/hun forpligter sig til at optræde uafhængigt og handle i almenhedens interesse, og til at oplyse om interesser, som eventuelt kan have betydning for hans/hendes uafhængighed.

Udvælgelse og udnævnelse

Nærværende udvælgelsesprocedure tilrettelægges under Europa-Kommissionens ansvar i henhold til artikel 9 i bilag I til forordningen om oprettelsen af Clean Sky 2 JU.

Den administrerende direktør udnævnes af Clean Sky 2 JU's bestyrelse på forslag af Europa-Kommissionen.

Europa-Kommissionen nedsætter et udvælgelsespanel, som gennemgår ansøgningerne og udvælger ansøgerne med de stærkeste profiler set i forhold til udvælgelseskriterierne nævnt i det foregående. De udvalgte ansøgere kan blive indbudt til en samtale med udvælgelsespanelet.

Efter samtalerne udfærdiger udvælgelsespanelet en liste over de ansøgere, der foreslås indkaldt til en uddybende samtale med Europa-Kommissionens Rådgivende Udvalg for Udnævnelser (CCA). CCA, som tager hensyn til udvælgelsespanelets konklusioner, afgør, hvilke ansøgere der indbydes til en uddybende samtale.

De ansøgere, der indbydes til en uddybende samtale med CCA, vil skulle deltage i et ledelsesassessmentcenter af en dags varighed ledet af eksterne rekrutteringskonsulenter. På grundlag af samtalen og rapporten fra assessmentcentret udfærdiger CCA en liste over de ansøgere, som det anser for egnede til at varetage stillingen som administrerende direktør.

Ansøgere, der udvælges af CCA, vil herefter blive indkaldt til en samtale med den eller de ansvarlige kommissærer. Efter samtalerne opstiller Europa-Kommissionen en liste over de bedst egnede ansøgere, som sendes til Clean Sky 2 JU's bestyrelse. Bestyrelsen kan afholde en samtale med de udvalgte ansøgere. Bestyrelsen udnævner herefter den administrerende direktør. At man står på Europa-Kommissionens liste over udvalgte ansøgere er ingen garanti for ansættelse.

Ansøgerne kan blive indkaldt til yderligere samtaler og/eller prøver ud over de allerede nævnte.

Udvælgelsesproceduren vil af praktiske grunde og for at afslutte den så hurtigt som muligt — både af hensyn til ansøgerne og institutionen — kun blive gennemført på engelsk og/eller fransk (5).

Ligestilling

Fællesforetagendet Clean Sky 2 JU fører som alle Den Europæiske Unions organer en politik for ligestilling og ikkediskrimination i overensstemmelse med artikel 1d i personalevedtægten.

Ansættelsesvilkår

Den administrerende direktør udnævnes af bestyrelsen som midlertidigt ansat i lønklasse AD14, jf. artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for Den Europæiske Unions øvrige ansatte, i en periode på tre år. Efter en vurdering af den administrerende direktørs indsats kan bestyrelsen forlænge ansættelsesperioden én gang med yderligere højst fem år, jf. artikel 9 i bilag I til forordningen om oprettelse af fællesforetagendet Clean Sky 2 JU.

Der gøres opmærksom på, at alle nyansatte skal gennemgå en prøvetid på 9 måneder i henhold til ansættelsesvilkårene for øvrige ansatte.

Direktøren vil få tjenestested i Bruxelles, hvor fællesforetagendet er etableret.

Ansøgningsprocedure

Inden ansøgerne indsender deres ansøgning, opfordres de til nøje at kontrollere, om de opfylder alle ansøgningskriterierne (»Ansøgerne skal«), især hvad angår eksamensbevis, erhvervserfaring og sprogfærdigheder. Hvis et af kriterierne ikke er opfyldt, udelukkes ansøgeren automatisk fra udvælgelsesproceduren.

Interesserede bedes søge via internettet på webadressen:

https://ec.europa.eu/dgs/human-resources/seniormanagementvacancies/

og følge anvisningerne for de forskellige trin i proceduren.

Ansøgere skal have en gyldig e-mailadresse. Den benyttes til at identificere ansøgningen og til al kontakt undervejs i udvælgelsesforløbet. Enhver ændring af e-mailadresse skal derfor meddeles Europa-Kommissionen.

Ansøgningen er først færdiggjort, når der er uploadet et CV i pdf-format og udfyldt en motivationsskrivelse online (maks. 8 000 skrifttegn). Af praktiske grunde og for at sikre et så kort forløb som muligt, både af hensyn til ansøgerne og institutionen, skal CV og motivationsskrivelse være skrevet på engelsk, fransk eller tysk.

Når onlineansøgningen er afsluttet, modtager ansøgeren en e-mail, der bekræfter, at ansøgningen er blevet registreret. E-mailen indeholder desuden et ansøgningsnummer, som vil være referencenummer i alle spørgsmål vedrørende ansøgningen. Hvis ansøgeren ikke modtager nogen mail med bekræftelse af ansøgningen, er ansøgningen ikke blevet registreret!

Bemærk, at det ikke er muligt at følge ansøgningens videre forløb elektronisk. Ansøgerne modtager svar på ansøgningen direkte fra Europa-Kommissionen.

Ansøgere med et handicap, som forhindrer dem i at søge online, kan indsende deres ansøgning (CV og motivationsskrivelse) på papir med anbefalet post til følgende adresse: European Commission, Directorate-General for Human Resources and Security, Unit for Senior Management and CCA, SC11 8/59, 1049 Bruxelles/Brussel, BELGIEN, med tydelig angivelse af følgende: Vacancy for the function of Executive Director of the Clean Sky 2 Joint Undertaking (COM/2017/20019), som skal være poststemplet senest på dagen for ansøgningsfristen. Al efterfølgende korrespondance mellem ansøgerne og Kommissionen vil foregå pr. post. Handicappede ansøgere skal sammen med ansøgningen indsende en attest fra et anerkendt organ, som bekræfter deres handicap. Hvis disse ansøgere mener, at der bør træffes særlige forholdsregler for at lette deres deltagelse i udvælgelsen, bedes de redegøre herfor på et særskilt ark.

Hvis der ønskes yderligere oplysninger og/eller opstår tekniske problemer, kan der sendes en e-mail til:

HR-SM-VACANCIES@ec.europa.eu

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfristen er den 13. juni 2017, kl. 12.00 middag i Bruxelles, hvorefter det ikke længere vil være muligt at søge online.

Ansøgere har selv ansvaret for at indsende den elektroniske ansøgning inden fristens udløb. Det anbefales på det kraftigste ikke at vente til sidste øjeblik, eftersom stor trafik på internettet eller eventuelle problemer med internetforbindelsen kan føre til, at den elektroniske registrering afbrydes, før den er afsluttet, hvorpå hele processen skal gentages. Det er ikke muligt at indsætte nogen oplysninger efter fristens udløb. Ansøgninger efter fristens udløb kommer ikke i betragtning.

Vigtige oplysninger til ansøgerne

Ansøgerne gøres opmærksom på, at et udvælgelsespanels arbejde er fortroligt. Det er forbudt for ansøgere og andre, der optræder på deres vegne, at henvende sig direkte eller indirekte til et udvælgelsespanels medlemmer.

Beskyttelse af personoplysninger

Kommissionen og Clean Sky 2 JU sikrer, at ansøgernes personlige oplysninger behandles i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i EU-institutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (6). Dette gælder især oplysningernes fortrolighed og sikkerhed.


(1)  EUT L 169 af 7.6.2014, s. 77.

(2)  Ansøgerne skal som minimum for de fem år, hvor erhvervserfaringen som overordnet leder er opnået, anføre følgende i deres CV: 1) lederstillingernes titel og ledelsesfunktion, 2) antallet af underordnede, 3) størrelsen af de forvaltede budgetter, 4) antallet af hierarkisk overordnede og underordnede niveauer og 5) antallet af ligestillede.

(3)  http://ec.europa.eu/education/official-languages-eu-0_da.

(4)  http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=CONSLEG:1962R0031:20170101:DA:PDF.

(5)  Ansættelsesudvalget sikrer, at personer med et af disse sprog som modersmål ikke uberettiget opnår nogen fordele.

(6)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.