4.2.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 41/4


INDKALDELSE AF FORSLAG 2016

ENKELTLANDSPROGRAMMER

Oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande i overensstemmelse med Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014

(2016/C 41/03)

1.   INDKALDELSENS BAGGRUND OG FORMÅL

1.1.   Oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter

Den 22. oktober 2014 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet forordning (EU) nr. 1144/2014 (1) om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008. Denne forordning suppleres af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1829 (2), og reglerne for dens gennemførelse fastlægges i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 (3).

Det generelle mål for oplysningskampagner og salgsfremstød er at styrke konkurrenceevnen for landbrugssektoren i Unionen.

De konkrete mål med oplysningskampagner og salgsfremstød er at:

a)

øge kendskabet til egenskaberne ved Unionens landbrugsprodukter og de høje standarder, der gælder for produktionsmetoderne i Unionen

b)

øge Unionens landbrugsprodukters og visse fødevarers konkurrenceevne og forbruget af dem og forbedre deres synlighed både i og uden for Unionen

c)

øge kendskabet til og anerkendelsen af Unionens kvalitetsordninger

d)

øge Unionens landbrugsprodukters og visse fødevarers markedsandel med særligt fokus på de tredjelandsmarkeder, der har det største vækstpotentiale

e)

genoprette normale markedsvilkår i tilfælde af alvorlige markedsforstyrrelser, tab af forbrugertillid eller andre konkrete problemer.

1.2.   Kommissionens årlige arbejdsprogram for 2016

Kommissionens årlige arbejdsprogram for 2016 blev vedtaget den 13. oktober 2015 og indeholder de nærmere bestemmelser for tildeling af medfinansiering og de prioriterede indsatsområder for forslag om enkeltlands- og flerlandeprogrammer i det indre marked og i tredjelande. Det findes på følgende websted:

http://ec.europa.eu/agriculture/promotion/annual-work-programmes/2016/index_en.htm

1.3.   Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer

Europa-Kommissionen har overdraget Forvaltningsorganet for Forbrugere, Sundhed, Landbrug og Fødevarer (herefter »CHAFEA«) forvaltningen af visse dele af oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter, der gennemføres på det indre marked og i tredjelande, herunder evalueringen af enkeltlandsprogrammer.

1.4.   Indkaldelsen af forslag

Denne indkaldelse af forslag vedrører gennemførelsen af enkeltlandsprogrammer inden for rammerne af afsnit 1.2.1.1 og 1.2.1.2 i bilag I i det årlige arbejdsprogram for 2016 vedrørende foranstaltninger under den tematiske prioritet 1 og 2, dvs. enkeltlandsprogrammer i det indre marked og i tredjelande.

2.   MÅL — TEMA(ER) — PRIORITERINGER

I afsnit 1.2.1.1 og 1.2.1.2 i bilag I til det årlige arbejdsprogram for 2016 beskrives de tematiske prioriteringer for foranstaltninger, der skal medfinansieres gennem denne indkaldelse (se også afsnit 6.2 om tilskudsberettigede aktiviteter nedenfor). Kun forslag med en direkte sammenhæng med emnet og beskrivelsen af det årlige arbejdsprogram i dette afsnit vil komme i betragtning til finansiering. Derfor indeholder denne indkaldelse ti emneområder for forslag. Ansøgninger, der indsendes i henhold til denne indkaldelse, skal høre under et af disse prioriterede områder. En organisation, der indsender forslag, kan indsende flere ansøgninger til forskellige projekter under det samme prioriterede emneområde. Det er også muligt at indsende flere ansøgninger om forskellige projekter under forskellige prioriterede emneområder.

3.   TIDSPLAN

Fristen for indsendelse af forslag er den 28. april 2016 kl. 17.00 (Bruxelles-tid).

 

Trin

Dato og tidspunkt eller vejledende periode

a)

Offentliggørelse af indkaldelsen

4.2.2016

b)

Frist for indgivelse af ansøgninger

28.4.2016

c)

Vurdering (vejledende)

29.4.-31.8.2016

d)

Underretning af ansøgere (vejledende)

< 30.9.2016

e)

Kommissionens beslutning (vejledende)

< 30.11.2016

f)

Underskrivelse af kontrakten med medlemsstaten (vejledende)

< 28.2.2017

g)

Foranstaltningens startdato (vejledende)

> 1.12.2016

4.   DISPONIBELT BUDGET

Det samlede øremærkede budget, der er planlagt til medfinansiering af foranstaltninger under denne indkaldelse, er 93 650 000 EUR.

De vejledende beløb pr. emneområde angives i tabellen »Tilskudsberettigede aktiviteter« under punkt 6 nedenfor.

Dette beløb forudsætter, at bevillingerne er til rådighed, efter at budgetmyndigheden har vedtaget budgettet for 2017, eller til rådighed efter ordningen med foreløbige tolvtedele. Beløbet er også betinget af, at der er adgang til bevillinger i de følgende tre år under hensyntagen til ikke-opdelte bevillinger.

Kommissionen forbeholder sig ret til ikke at tildele alle til rådighed værende midler.

5.   KRAV TIL ANTAGELIGHED

Ansøgningerne skal indsendes senest på den i afsnit 3 anførte indsendelsesdato.

Ansøgningerne skal indsendes online af koordinatoren via deltagerportalen (det elektroniske indsendelsessystem findes på: https://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/opportunities/agrip/index.html).

Hvis ovenstående krav ikke er opfyldt, kan ansøgningen afvises.

Forslag kan indsendes på ethvert af Den Europæiske Unions officielle sprog. Ved udarbejdelsen af deres forslag skal ansøgerne tage hensyn til, at kontrakterne vil blive forvaltet af medlemsstaterne. Derfor tilskyndes ansøgerne til at indsende deres forslag på sproget/sprogene i oprindelsesmedlemsstaten for de(n) forslagsstillende organisation(er), medmindre den pågældende medlemsstat har angivet, at den er indstillet på at underskrive kontrakten på engelsk (4). For at lette gennemgangen af forslagene, som udføres af uafhængige eksperter, der yder teknisk bistand ved evalueringen, bør forslaget ledsages af en engelsk oversættelse af den tekniske del (del B), hvis det er udformet på et andet officielt EU-sprog.

6.   KRITERIER FOR TILSKUDSBERETTIGELSE

6.1.   Tilskudsberettigede ansøgere

Forslag til enkeltlandsprogrammer kan kun indsendes af juridiske personer eller andre enheder, som ikke har juridisk personlighed i henhold til gældende national lovgivning, hvis deres repræsentanter er bemyndigede til at indgå juridiske forpligtelser på enhedens vegne og tilbyde garantier for beskyttelse af EU's finansielle interesser, der svarer til dem, juridiske personer tilbyder, jf. artikel 131, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (Euratom, EU) nr. 966/2012 (5) (herefter benævnt »finansforordningen«).

Ansøgerne er:

a)

organisationer som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning (EU) nr. 1144/2014

b)

repræsentanter for den pågældende sektor eller det pågældende produkt, som forslaget vedrører, som er i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 1, stk. 1, eller artikel 1, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

Forslag kan indsendes af en eller flere af de forslagsstillende organisationer, der nævnes i artikel 7, stk. 1, litra a), c) eller d), i forordning (EU) nr. 1144/2014.

Kun ansøgninger fra enheder, der er etableret i EU's medlemsstater, er tilskudsberettigede.

Ikke-tilskudsberettigede enheder: Ansøgere, der allerede modtager EU-finansiering til de samme oplysningskampagner og salgsfremstød, der er en del af deres forslag, er ikke berettiget til EU-finansiering til disse foranstaltninger i henhold til forordning (EU) nr. 1144/2014.

Med henblik på at vurdere om ansøgeren er tilskudsberettiget, skal følgende støttedokumenter vedlægges:

privatretlig enhed: uddrag af Statstidende, kopi af vedtægterne, uddrag af handels- eller selskabsregistret, kopi af bevis for momspligt (hvis selskabsregisternummer og momsnummer er identiske, som i visse lande, kræves kun et af disse dokumenter)

offentligretlig enhed: kopi af det dokument, med hvilket den offentligretlige virksomhed er oprettet, eller andre officielle dokumenter om oprettelse af det offentligretlige organ

enheder, der ikke er juridiske personer: dokumenter, hvoraf det fremgår, at deres repræsentant/repræsentanter har beføjelse til at påtage sig retlige forpligtelser på deres vegne

dokumentation, der godtgør, at ansøgeren opfylder repræsentativitetskriterierne, jf. artikel 1 i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

6.2.   Tilskudsberettigede aktiviteter

Forslagene skal være i overensstemmelse med kriterierne for tilskudsberettigelse, jf. bilag II i det årlige arbejdsprogram, dvs.:

a)

forslag kan kun omfatte produkter og ordninger, der nævnes i artikel 5 i forordning (EU) nr. 1144/2014

b)

forslag skal sikre, at foranstaltningerne gennemføres via gennemførelsesorganer, jf. artikel 13 i forordning (EU) nr. 1144/2014. Forslagsstillende organisationer skal udvælge organer, der er ansvarlige for at gennemføre programmerne, således at man sikrer størst mulig værdi for pengene og undgår interessekonflikter (jf. artikel 2 i delegeret forordning (EU) 2015/1829 og litra e) i afsnit 11.1 i indkaldelsen). Den forslagsstillende organisation garanterer, at organet med ansvar for programmets gennemførelse udvælges senest inden underskrivelsen af kontrakten (jf. artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831)

c)

hvis en forslagsstillende organisation foreslår selv at gennemføre visse dele af forslaget, skal den sikre, at omkostningerne til den foranstaltning, som den planlægger at gennemføre selv, ikke overstiger de normale markedssatser

d)

forslagene skal være i overensstemmelse med EU-lovgivningen vedrørende de pågældende produkter og afsætningen af disse og, når der er tale om foranstaltninger rettet mod det indre marked, skal være af et betydeligt omfang og have en EU-dimension som beskrevet i artikel 3, stk. 1, i delegeret forordning (EU) 2015/1829

e)

hvis et budskab, der formidles gennem et program, vedrører oplysninger om de sundhedsmæssige virkninger, skal forslagene være i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 3, stk. 2, i delegeret forordning (EU) 2015/1829

f)

hvis man i forslaget ønsker at nævne oprindelse eller mærker, skal det være i overensstemmelse med reglerne i kapitel II i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

Et forslag skal desuden ligeledes være i overensstemmelse med en af de tematiske prioriteringer, der nævnes i det årlige arbejdsprogram for 2016 for enkeltlandsprogrammer. Herunder findes uddrag af det årlige arbejdsprogram for 2016 med nærmere oplysninger om de ti emneområder, for hvilke der kan indsendes ansøgninger. I teksten beskrives emneområdet, det forudsatte beløb, målene og de forventede resultater.

Aktioner under tematisk prioritet 1: enkeltlandsprogrammer på det indre marked

Emneområder

Samlet planlagt beløb:

Årets prioriteter, tilstræbte mål og forventede resultater

Emneområde 1  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer, der har til formål at styrke bevidstheden om og anerkendelsen af EU's kvalitetsordninger som defineret i artikel 5, stk. 4, litra a), b) og c), i forordning (EU) nr. 1144/2014, med undtagelse af ordninger, der udelukkende vedrører mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af disse

10 050 000 EUR

Formålet er at styrke bevidstheden om og anerkendelsen af de specifikke EU-kvalitetsordninger:

Kvalitetsordninger: beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB), beskyttet geografisk betegnelse (BGB), traditionel garanteret specialitet (GTS) og valgfrie kvalitetsbetegnelser

Økologisk landbrug

Landbrugsprodukter med oprindelse i EU's mest perifere områder

Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod EU's kvalitetsordninger bør være en central prioritering i det indre marked, eftersom sådanne ordninger giver forbrugerne sikkerhed for det anvendte produkts eller den anvendte produktionsproces' kvalitet og kendetegn, skaber merværdi for de berørte produkter og styrker deres muligheder på markedet.

Et af de forventede resultater er at styrke de europæiske forbrugeres genkendelse af logoet, der er forbundet med EU's kvalitetsordninger, idet man ved, at ifølge den særlige Eurobarometer-undersøgelse (nr. 389) genkender kun 14 % (varierende fra 3 % til 36 % afhængigt af medlemsstat) af de europæiske forbrugere logoer for produkter, der er omfattet af EU's vigtigste kvalitetsordninger, beskyttet oprindelsesbetegnelse (BOB) eller beskyttet geografisk betegnelse (BGB).

Det forventede slutresultat er at øge konkurrenceevnen for og forbruget af EU's landbrugs- og fødevareprodukter, der er registreret under en EU-kvalitetsordning, styrke deres profil og øge deres markedsandel.

Emneområde 2  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer, der sigter imod at fremhæve de særlige træk ved landbrugsmetoderne i EU og kendetegnene ved europæiske landbrugs- og fødevareprodukter med undtagelse af metoder, der udelukkende vedrører mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af disse

6 700 000 EUR

Formålet er at fremhæve de særlige kendetegn ved landbrugsproduktionsmetoder i Unionen, navnlig for så vidt angår fødevaresikkerhed, sporbarhed, ægthed, mærkning, ernærings- og sundhedsmæssige aspekter, dyrevelfærd, hensyntagen til miljøet og bæredygtighed, samt de særlige kendetegn ved landbrugsprodukter og fødevarer, navnlig for så vidt angår kvalitet, smag, mangfoldighed eller traditioner. Det vedrører alle tilskudsberettigede produkter, undtagen mælk/mejeriprodukter og svinekødsprodukter, når disse er omfattet af programmer, der ikke omfatter andre tilskudsberettigede produkter, med henblik på at styrke konkurrenceevnen for og øge forbruget af EU's landbrugs- og fødevareprodukter og derved øge deres markedsandel på det indre marked.

Et af de forventede resultater er at øge de europæiske forbrugeres bevidsthed om fordelene ved EU's landbrugsprodukter.

Den forventede virkning er at øge konkurrenceevnen for og forbruget af de berørte landbrugs- og fødevareprodukter fra EU, styrke deres profil og øge deres markedsandel.

Emneområde 3 — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer vedrørende mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af disse

9 000 000 EUR

Med hensyn til den specifikke markedssituation for sektorerne for mejeriprodukter og svinekød i 2015 er målet at øge bevidstheden om og anerkendelsen af de specifikke EU-kvalitetsordninger, der udelukkende vedrører mælk/mejeriprodukter eller svinekødsprodukter, eller at fremhæve de særlige træk ved landbrugsproduktionsmetoderne i EU, navnlig hvad angår fødevaresikkerhed, sporbarhed, autenticitet, mærkning, ernærings- og sundhedsmæssige aspekter, dyrevelfærd, respekt for miljø og bæredygtighed samt kendetegnene ved mælk/mejeriprodukter eller svinekødsprodukter, navnlig hvad angår deres kvalitet, smag, mangfoldighed eller traditioner.

De forventede resultater er at øge de europæiske forbrugeres genkendelse af logoet, der er forbundet med EU's kvalitetsordninger, at styrke bevidstheden om fordelene ved EU's mælk/mejeriprodukter og svinekødsprodukter og dermed at styrke konkurrenceevnen for og forbruget af disse produkter samt at øge deres markedsandele på det indre marked.


Aktioner under tematisk prioritet 2: enkeltlandsprogrammer i tredjelande

Emneområder

Samlet planlagt beløb:

Årets prioriteter, tilstræbte mål og forventede resultater

Emneområde 4  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod et eller flere af de følgende lande: Kina, Japan, Sydkorea eller Taiwan

11 725 000 EUR

Oplysnings- og salgsfremmeprogrammerne skal være rettet imod et eller flere lande, som identificeres under det pågældende emneområde.

Målene for disse programmer skal være i overensstemmelse med de overordnede og specifikke mål i forordning (EU) nr. 1144/2014.

Det forventede endemål er at øge konkurrenceevnen for og forbruget af landbrugs- og fødevareprodukter fra EU, styrke deres profil og øge deres markedsandel i de pågældende lande.

Emneområde 5  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod et eller flere af de følgende lande: USA eller Canada

11 725 000 EUR

Emneområde 6  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod et eller flere lande i Mellem- og Sydamerika og Vestindien

7 035 000 EUR

Emneområde 7  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod et eller flere lande i Sydøstasien, dvs. Brunei, Cambodja, Indonesien, Laos, Malaysia, Myanmar, Filippinerne, Singapore, Thailand, Timor Leste eller Vietnam

7 035 000 EUR

Emneområde 8  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod et eller flere lande i Afrika eller Mellemøsten

4 690 000 EUR

Emneområde 9  (6) — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod andre geografiske områder

4 690 000 EUR

Emneområde 10 — Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer vedrørende mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af de to rettet imod tredjelande

21 000 000 EUR

Typer af tilskudsberettigede aktiviteter

Aktioner vedrørende salgsfremme- og oplysningsprogrammer kan navnlig bestå af følgende aktiviteter, der er tilskudsberettigede i henhold til denne indkaldelse:

1.

projektforvaltning

2.

strategi

fastlæggelse af kommunikationsstrategi

fastlæggelse af kampagnens visuelle identitet

3.

PR

PR-aktiviteter

pressearrangementer

4.

websted, sociale medier

oprettelse, ajourføring og vedligeholdelse af websted

sociale medier (oprettelse af konti, regelmæssige opslag)

andet (mobilapplikationer, platforme til e-læring, webinarer m.m.)

5.

reklame

tryksager

TV

radio

online

udendørs

biograf

6.

kommunikationsmidler

publikationer, informationsmateriale, reklameprodukter

reklamevideoer

7.

begivenheder

stande på handelsmesser

seminarer, workshopper, B2B-møder, oplæring til handel/kokke, skoleaktiviteter

restaurant-uger

sponsorering af arrangementer

studieture i Europa

8.

markedsføring af salgsterminaler (POS)

prøvesmagning (dagsarrangementer)

andet: PR i den detailhandlendes publikationer, reklame på salgsstedet.

Gennemførelsesperiode

Den medfinansierede aktion (oplysningskampagner/salgsfremstød) skal gennemføres i et tidsrum på mindst et og højst tre år.

Forslagene skal indeholde en angivelse af aktionens varighed.

7.   UDELUKKELSESKRITERIER

7.1.   Udelukkelse fra deltagelse

Ansøgere vil blive udelukket fra at deltage i proceduren med indkaldelse af forslag, hvis de befinder sig i én af følgende udelukkelsessituationer (7):

a)

Den økonomiske aktør er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling, hvis dennes aktiver administreres af en kurator eller en ret, hvis denne er under tvangsakkord uden for konkurs, hvis dennes erhvervsvirksomhed er blevet indstillet, eller hvis denne befinder sig i en lignende situation i henhold til en tilsvarende procedure, der er fastsat i nationale love eller administrative bestemmelser.

b)

Det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at den økonomiske aktør har undladt at opfylde sine forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og afgifter eller bidrag til sociale sikringsordninger i henhold til lovgivningen i det land, hvor denne er etableret, i det land, hvor den ordregivende myndighed befinder sig, eller i det land, hvor kontrakten skal gennemføres.

c)

Det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at den økonomiske aktør har begået alvorlige forsømmelser i forbindelse med udøvelsen af erhvervet ved at have overtrådt gældende love eller administrative bestemmelser eller etiske standarder for det erhverv, som den økonomiske aktør hører under, eller har begået fejl, der har en indvirkning på dennes faglige troværdighed, hvis de afspejler forsætlig misligholdelse eller grov uagtsomhed, herunder navnlig følgende:

i)

forsætlig eller uagtsom afgivelse af urigtige oplysninger, der er påkrævet til verifikation af, at der ikke foreligger udelukkelsesgrunde, eller af, at udvælgelseskriterierne er opfyldt, eller i forbindelse med gennemførelsen af en kontrakt

ii)

indgåelse af aftaler med andre økonomiske aktører med sigte på at fordreje konkurrencen

iii)

krænkelse af intellektuel ejendomsret

iv)

forsøg på at påvirke beslutningsprocessen hos den ordregivende myndighed i løbet af udbudsproceduren

v)

forsøg på at indhente fortrolige oplysninger om proceduren, der kan give vedkommende uretmæssige fordele i forbindelse med udbudsproceduren.

d)

Det er ved en endelig dom fastslået, at den økonomiske aktør er skyldig i et eller flere af følgende forhold:

i)

svig, som omhandlet i artikel 1 i konventionen om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser som udarbejdet ved Rådets retsakt af 26. juli 1995 (8)

ii)

bestikkelse som defineret i artikel 3 i konventionen om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater, som udarbejdet ved Rådets retsakt af 26. maj 1997 (9), og i artikel 2, stk. 1, i Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA (10) samt bestikkelse som defineret i lovgivningen i det land, hvor den ordregivende myndighed befinder sig, det land, hvor den økonomiske aktør er etableret, eller det land, hvor kontrakten skal gennemføres

iii)

deltagelse i en kriminel organisation som defineret i artikel 2 i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (11)

iv)

hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme, som defineret i artikel 1 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF (12)

v)

terrorhandlinger eller strafbare handlinger med forbindelse til terroraktivitet som defineret i henholdsvis artikel 1 og 3 i Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA (13) eller anstiftelse, medvirken eller forsøg på at begå sådanne handlinger som omhandlet i nævnte afgørelses artikel 4

vi)

børnearbejde eller andre former for menneskehandel, som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU (14).

e)

Den økonomiske aktør har udvist betydelig misligholdelse ved opfyldelsen af væsentlige forpligtelser i forbindelse med gennemførelsen af en kontrakt, som finansieres over budgettet, og som har medført kontraktens ophør før aftalt tid, anvendelse af konventionalbod eller andre kontraktmæssige sanktioner, eller som er blevet opdaget efter inspektioner, revisioner eller undersøgelser ved en anvisningsberettiget, OLAF eller Revisionsretten.

f)

Det er ved en endelig dom eller en endelig administrativ afgørelse fastslået, at den økonomiske aktør har begået en uregelmæssighed som defineret i artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 (15).

7.2.   Udelukkelse fra tildeling

Ansøgerne udelukkes fra tildeling af medfinansiering, hvis de under proceduren for tildeling af tilskud befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 107 i finansforordningen:

a)

der består en udelukkelsessituation, som er fastslået i henhold til artikel 106 i finansforordningen

b)

har afgivet urigtige oplysninger i forbindelse med meddelelsen af de oplysninger, som er påkrævet som betingelse for at deltage i proceduren eller har undladt at afgive disse oplysninger i tildelingsproceduren.

At der ikke foreligger udelukkelseskriterier bekræfter ansøgeren ved at sætte kryds i det relevante felt ved indsendelsen af sin onlineansøgning. Alle tilskudsmodtagere skal, hvis de udvælges til medfinansiering, underskrive en erklæring på tro og love om, at de ikke befinder sig i en af de situationer, der er omhandlet i artikel 106, stk. 1, og artikel 107-109 i finansforordningen. Ansøgerne skal følge vejledningen på deltagerportalen.

8.   UDVÆLGELSESKRITERIER

8.1.   Finansiel kapacitet

Ansøgerne skal råde over stabile finansieringskilder, som er tilstrækkelige til, at de kan opretholde deres aktiviteter i hele den periode, hvor foranstaltningen gennemføres, og til, at de skal bidrage til finansieringen heraf.

Alle ansøgeres finansielle kapacitet vil blive vurderet i henhold til kravene i finansforordningen. Denne vurdering foretages ikke, hvis:

EU-bidraget, som ansøgeren anmoder om er ≤ 60 000 EUR

ansøgeren er et offentligt organ.

Støttedokumenterne, der skal vedlægges onlineansøgningen for at give mulighed for at vurdere den finansielle kapacitet, omfatter:

årsregnskabet (herunder balance og resultatopgørelse) for det seneste finansår, hvor regnskabet er afsluttet (for nyoprettede enheder kan forretningsplanen erstatte regnskabet)

en formular for finansiel levedygtighed, der er udfyldt på forhånd, hvori de nødvendige oplysninger fra årsregnskabet, som bidrager til vurderingen af ansøgerens finansielle kapacitet, sammenfattes.

For en koordinator eller en anden tilskudsmodtager, der ansøger om et EU-bidrag på ≥ 750 000 EUR (beløbsgrænsen gælder pr. tilskudsmodtager):

en revisionsrapport udarbejdet af en autoriseret ekstern revisor, som bekræfter regnskaberne for det seneste foreliggende regnskabsår. Denne bestemmelse finder ikke anvendelse på offentlige organer.

8.2.   Operationel kapacitet

Ansøgerne skal have de nødvendige faglige kompetencer og kvalifikationer til at gennemføre foranstaltninger.

Som bevis skal følgende oplysninger fremlægges i forslagets del B:

generelle profiler (kvalifikationer og erfaringer) for ansøgerens personale med det primære ansvar for forvaltning og gennemførelse af den foreslåede foranstaltning

den forslagsstillende organisations/de forslagsstillende organisationers aktivitetsrapport eller en beskrivelse af aktiviteter, der er udført i forbindelse med de driftsområder, der er berettiget til medfinansiering som beskrevet under punkt 6 (ovenfor).

I tilfælde, hvor de forslagsstillende organisationer ønsker at gennemføre visse dele af forslaget, skal det godtgøres, at de har mindst tre års erfaring med at gennemføre oplysningskampagner og salgsfremstød.

9.   TILDELINGSKRITERIER

Ansøgningens del B anvendes til at vurdere forslaget i forhold til tildelingskriterierne.

Generelt forventes projekterne at have en effektiv forvaltningsstruktur, en klar strategi og en præcis beskrivelse af de forventede resultater.

De enkelte forslags indhold vil blive vurderet i henhold til følgende kriterier og delkriterier:

Kriterier

Maksimumpoint

Tærskelværdi

1.

Bidrag til oplysningskampagners og salgsfremstøds overordnede og specifikke mål samt indholdets relevans i forhold til prioriteringer, mål og forventede resultater, som bekendtgøres under den tematiske prioritet, der beskrives i artikel 1.2.1.3 i det årlige arbejdsprogram (16)

20

14

2.

Projektets tekniske kvalitet

40

24

3.

Forvaltningskvalitet

10

6

4.

Omkostningseffektivitet

30

18

I ALT

100

62

Forslag, der ligger under de ovenfor anførte overordnede og/eller individuelle grænser, afvises.

Der tages hensyn til følgende delkriterier ved vurderingen af hvert af hovedtildelingskriterierne:

1.

Bidrag til generelle og konkrete mål for oplysningskampagner og salgsfremstød

a)

de foreslåede informations- og salgsfremmeforanstaltningers relevans i forhold til prioriteringer, mål og forventede resultater, der annonceres under ovenstående tematiske prioritet

b)

de foreslåede informations- og salgsfremmeforanstaltningers relevans for de generelle og specifikke mål, der opstilles i artikel 2 i forordning (EU) nr. 1144/2014

c)

de foreslåede informations- og salgsfremmeforanstaltningers relevans for målene i artikel 3 i forordning (EU) nr. 1144/2014

d)

programmets EU-dimension.

2.

Projektets tekniske kvalitet

a)

analysens kvalitet (beskrivelse af målmarkeder, udfordringer for konkurrenter fra EU, forbrugerbevidsthed osv.)

b)

programstrategiens egnethed, »SMART«-mål (specifikke, målbare, opnåelige, resultatfokuserede og tidsfæstede), nøglebudskaber

c)

klar og detaljeret aktivitetsbeskrivelse

d)

velegnet valg af aktiviteter med hensyn til mål og målgrupper, som supplerer andre private eller offentlige aktiviteter, der gennemføres på målmarkedet

e)

kvaliteten af de foreslåede evalueringsmetoder og indikatorer.

3.

Forvaltningskvalitet

a)

projekttilrettelæggelse og forvaltningsstruktur

b)

kvalitetskontrolmekanismer og risikostyring.

4.

Omkostningseffektivitet

a)

afbalanceret opdeling af budgettet i henhold til aktiviteternes anvendelsesområde

b)

sammenhæng mellem de anslåede omkostninger og den tilsvarende beskrivelse af aktiviteterne

c)

et realistisk skøn for person/dage for aktiviteter, der gennemføres af den forslagsstillende organisation, herunder udgifter til projektkoordinering.

Efter bedømmelsen opføres alle tilskudsberettigede forslag på en rangliste efter det samlede antal point. Forslaget eller forslagene med det højeste pointtal tildeles medfinansiering, hvis der er budgetmidler til rådighed.

Der udarbejdes en separat indplaceringsliste for hvert af de ti prioriterede emneområder, der står opført under afsnit 6.2 i denne indkaldelse.

Hvis der foreligger to (eller flere) forslag på det budgetmæssige skæringspunkt, der har opnået samme pointtal, udvælges det forslag, der anses for at give mulighed for den højeste grad af diversificering med hensyn til produkter eller målmarkeder, til medfinansiering. Dette betyder, at når to forslag har opnået samme pointtal, skal agenturet først vælge det, hvis indhold (for det første med hensyn til produkter og for det andet med hensyn til målmarkedet) endnu ikke er repræsenteret på den prioriterede liste. Hvis dette kriterium ikke kan anvendes, skal agenturet først vælge det forslag, der har opnået det højeste pointtal for det første af ovennævnte tildelingskriterier (»Bidrag til generelle og specifikke mål for oplysningskampagner og salgsfremstød«).

10.   JURIDISKE FORPLIGTELSER

Efter bedømmelsen opfører CHAFEA de forslag, der indstilles til tilskud, på en liste efter det samlede antal point.

Ifølge artikel 11, stk. 2, i forordning (EU) nr. 1144/2014 vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter de udvalgte enkeltlandsprogrammer, eventuelle ændringer heraf og de tilhørende budgetter (tilskudstilsagn).

Kommissionens afgørelse vil indeholde en liste over de programmer, der godkendes til et finansielt tilskud fra EU, jf. artikel 15 i forordning (EU) nr. 1144/2014. Denne afgørelse vil blive rettet til de kompetente medlemsstater. De berørte medlemsstater er ansvarlige for den korrekte gennemførelse af de udvalgte enkeltlandsprogrammer og for de relevante betalinger.

Så snart Kommissionen vedtager denne gennemførelsesretsakt, fremsender den kopier af de udvalgte programmer til de berørte medlemsstater. Medlemsstaterne underretter straks de forslagsstillende organisationer om, hvorvidt deres ansøgning er godkendt eller ej.

Medlemsstaterne indgår kontrakter om gennemførelsen af programmerne med de valgte forslagsstillende organisationer i overensstemmelse med kravene, der anføres i artikel 10 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831. Kontrakten vil navnlig indeholde nærmere oplysninger om betingelserne og finansieringsniveauet samt parternes forpligtelser.

11.   FINANSIELLE BESTEMMELSER

11.1.   Almindelige principper

a)   Forbud mod kumulering af tilskud

Der kan kun ydes ét tilskud til en aktivitet fra EU-budgettet.

De samme omkostninger kan under ingen omstændigheder finansieres to gange over Unionens budget.

Ansøgerne skal angive kilderne til og størrelsen af de EU-midler, som den pågældende i samme regnskabsår har modtaget eller ansøgt om til den samme foranstaltning eller en del af foranstaltningen eller til driften (driftstilskud), samt alle andre midler, som ansøgeren har modtaget eller ansøgt om til den samme foranstaltning.

b)   Forbud mod tildeling af tilskud med tilbagevirkende kraft

Der kan ikke ydes tilskud med tilbagevirkende kraft til allerede afsluttede aktiviteter.

Der kan kun ydes tilskud til allerede påbegyndte foranstaltninger i tilfælde, hvor ansøgeren kan dokumentere, at det var nødvendigt at igangsætte foranstaltningen, inden tilskudsaftalen blev underskrevet.

I disse tilfælde er udgifter fra perioden før indgivelse af ansøgningen om tilskud dog ikke tilskudsberettigede.

c)   Medfinansiering

Medfinansiering betyder, at de midler, der er nødvendige for at gennemføre foranstaltningen, ikke dækkes fuldt af det tildelte EU-tilskud.

Resten af udgifterne afholdes udelukkende af den forslagsstillende organisation.

d)   Balanceret budget

Det anslåede budget for foranstaltningen fremlægges i del A i ansøgningsformularen. Regnskabets indtægter og udgifter skal være i balance.

Budgettet opstilles i euro.

Ansøgere, som forventer, at der ikke vil påløbe omkostninger i euro, opfordres til at anvende den omregningskurs, der offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende:

http://ec.europa.eu/budget/contracts_grants/info_contracts/inforeuro/inforeuro_en.cfm

e)   Kontrakter som led i gennemførelsen/underentreprise

Hvis foranstaltningens gennemførelse gør det nødvendigt, at modtageren indgår aftaler (kontrakter som led i gennemførelsen), skal tilskudsmodtageren tildele ordren til den, der fremsætter det økonomisk mest fordelagtige bud, dvs. det bud, hvor der er det bedste forhold mellem kvalitet og pris, eller i givet fald til den, der fremsætter det billigste bud, idet interessekonflikter undgås, og opbevare dokumentation til brug ved en eventuel revision.

Når den forslagsstillende organisation er en offentligretlig enhed i betydningen i artikel 2, stk. 1, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU (17), skal den udvælge underleverandørerne i overensstemmelse med den nationale lovgivning til omsætning af dette direktiv.

Underentreprise, dvs. eksternaliseringen af specifikke opgaver eller aktiviteter, som er en del af foranstaltningen i henhold til beskrivelsen af forslaget, skal opfylde de betingelser, der er gældende for kontrakter som led i gennemførelsen (som beskrevet ovenfor) og derudover opfylde følgende betingelser:

De skal være begrundet i hensynet til foranstaltningens karakter, og hvad der er nødvendigt for dens gennemførelse.

Det skal tydeligt angives i de tekniske og finansielle dele af forslaget.

f)   Underentrepriser til enheder, der har en strukturel forbindelse med tilskudsmodtageren

Der kan ligeledes tildeles underentrepriser til enheder, der har en strukturel forbindelse med tilskudsmodtageren, men kun hvis prisen er begrænset til de faktiske udgifter, som afholdes af enheden (dvs. uden nogen form for overskud).

Opgaverne, som skal udføres af disse enheder, skal tydeligt angives i forslagets tekniske del.

11.2.   Finansieringsformer

Medfinansieringen finder sted i form af godtgørelsen af en bestemt andel af de faktisk afholdt tilskudsberettigede udgifter. Den vil ligeledes omfatte en fast sats til dækning af indirekte omkostninger (svarende til 4 % af de tilskudsberettigede personaleudgifter), der er knyttet til gennemførelsen af foranstaltningen (18).

Ansøgt maksimumsbeløb

EU-tilskuddet er begrænset til følgende maksimale medfinansieringsgrad på:

for enkeltlandsprogrammer på det indre marked: 70 % af programmets tilskudsberettigede udgifter

for enkeltlandsprogrammer i tredjelande: 80 % af programmets tilskudsberettigede udgifter

for enkeltlandsprogrammer på det indre marked for tilskudsmodtagere, der er etableret i medlemsstater, som pr. 1. januar 2014 eller derefter modtager økonomisk bistand i henhold til artikel 136 og 143 i TEUF (19): 75 % af programmets tilskudsberettigede udgifter

for enkeltlandsprogrammer i tredjelande for tilskudsmodtagere, der er etableret i medlemsstater, som pr. 1. januar 2014 eller derefter modtager økonomisk bistand i henhold til artikel 136 og 143 i TEUF: 85 % af programmets tilskudsberettigede udgifter.

De to sidstnævnte procentsatser finder kun anvendelse på de programmer, som Kommissionen har truffet afgørelse om inden den dato, fra hvilken den berørte medlemsstat ikke længere modtager en sådan økonomisk bistand.

Som følge heraf skal en del af de samlede tilskudsberettigede omkostninger i budgetoverslaget finansieres med andre midler end EU-tilskud (medfinansieringsprincippet).

Tilskudsberettigede omkostninger

Tilskudsberettigede omkostninger afholdes af tilskudsmodtageren og opfylder alle kriterier i artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2015/1829.

Ikke-tilskudsberettigede omkostninger

Ikke-tilskudsberettigede omkostninger er omkostninger, der ikke opfylder betingelserne i artikel 4 i delegeret forordning (EU) 2015/1829, navnlig:

kapitalafkast

gæld og gældsydelser

hensættelser til dækning af tab eller gæld

skyldige renter

tvivlsomme fordringer

kurstab

omkostninger til overførsel af midler fra Kommissionen, som opkræves af en modtagers bank

omkostninger, der er angivet af en tilskudsmodtager og dækket i forbindelse med en anden foranstaltning, hvortil der er ydet et EU-tilskud Indirekte omkostninger er navnlig ikke tilskudsberettigede i forbindelse med tilskud til en foranstaltning, der er tildelt en tilskudsmodtager, som allerede modtager et driftstilskud, der finansieres over Unionens budget i den pågældende periode

bidrag i form af naturalier

uforholdsmæssigt store eller letsindigt afholdte omkostninger

fradragsberettiget moms

omkostninger afholdt, mens gennemførelsen af foranstaltningen er suspenderet.

Beregning af det endelige tilskudsbeløb

Det endelige tilskudsbeløb beregnes efter programmets afslutning og efter godkendelse af betalingsanmodningen.

Det »endelige tilskudsbeløb« afhænger af, i hvilken udstrækning programmet gennemføres i overensstemmelse med aftalens almindelige betingelser.

Dette beløb beregnes af medlemsstaten — når restbeløbet er betalt — i overensstemmelse med artikel 15 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

11.3.   Betalingsordninger

Den forslagsstillende organisation kan indsende en ansøgning om udbetaling af forskud til den pågældende medlemsstat i henhold til artikel 13 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

Den forslagsstillende organisation indsender anmodninger om mellemliggende betalinger af EU's finansielle bidrag til medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 14 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

Den forslagsstillende organisation indsender anmodninger om udbetaling af restbeløbet til medlemsstaterne i overensstemmelse med artikel 15 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831.

11.4.   Forhåndsgarantier

I henhold til artikel 13 i gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 udbetales forskuddet på betingelse af, at den forslagsstillende organisation over for medlemsstaten stiller en sikkerhed svarende til forskuddets størrelse i overensstemmelse med kapitel IV i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 (20).

12.   PR

Tilskudsmodtagerne forpligter sig til klart at gøre opmærksom på tilskuddet fra Den Europæiske Union i alle aktiviteter, der ydes tilskud til.

I den forbindelse skal tilskudsmodtagerne fremhæve Den Europæiske Unions navn og emblem på alle publikationer, plakater, programmer og andre produkter, der udarbejdes i forbindelse med det projekt, der medfinansieres.

Reglerne for den grafiske gengivelse af det europæiske emblem findes i Vejledning i Udformning af EU-publikationer (21).

Desuden skal alle visuelle materialer, der udarbejdes inden for rammerne af salgsfremmeprogrammer, som medfinansieres af EU, bære påskriften »Enjoy it's from Europe«. Retningslinjer for brugen af påskriften samt de grafiske filer kan hentes fra webstedet for salgsfremmeforanstaltninger på Europa (22).

Endelig skal alt skriftligt materiale, dvs. brochurer, plakater, pjecer, bannere, reklametavler, trykte reklamer, avisartikler, websider (med undtagelse af små gadgets), indeholde en ansvarsfraskrivelse, der er i overensstemmelse med betingelserne i tilskudsaftalen, hvori man forklarer, at materialet er udtryk for ophavsmandens synspunkter. Europa-Kommissionen påtager sig intet ansvar for anvendelsen af de oplysninger, det indeholder.

13.   DATABESKYTTELSE

Deltagelse i en indkaldelse af forslag indebærer registrering og behandling af personoplysninger (såsom navn, adresse og CV for personer, der deltager i en medfinansieret foranstaltning). Sådanne oplysninger vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (23) om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger. Medmindre andet er angivet, er de spørgsmål og de personoplysninger, der anmodes om, nødvendige for at kunne vurdere ansøgningen på grundlag af udbudsbetingelserne, og oplysningerne vil udelukkende blive behandlet af Forvaltningsorganet/Kommissionen eller tredjeparter, der handler på Forvaltningsorganets/Kommissionens vegne og på deres ansvar. De registrerede kan blive underrettet om yderligere detaljer vedrørende databehandlingsoperationerne, deres rettigheder, og hvordan disse kan håndhæves gennem henvisning til erklæringen om personoplysninger, der offentliggøres på deltagerportalen:

http://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/support/legal_notices.html

og på agenturets websted:

http://ec.europa.eu/chafea/about/data_protection.html

Ansøgerne opfordres til at gennemlæse den relevante erklæring vedrørende beskyttelse af personoplysninger regelmæssigt for at holde sig behørigt underrettet om mulige ajourføringer, der måtte blive foretaget efter indsendelsesfristen for deres forslag eller efterfølgende. Tilskudsmodtagerne påtager sig det retlige ansvar for at informere deres medarbejdere om de relevante databehandlingsoperationer, som agenturet skal foretage. Med henblik herpå skal de stille de erklæringer vedrørende beskyttelse af personoplysninger, som agenturet offentliggør, til rådighed for dem på deltagerportalen, inden de indsender deres oplysninger til agenturet. Personoplysninger kan registreres i Kommissionens system for tidlig opdagelse og udelukkelse, jf. artikel 105a og 108 i EU's finansforordning, i overensstemmelse med de gældende bestemmelser.

14.   PROCEDURE FOR INDSENDELSE AF FORSLAG

Forslag skal indsendes inden den i afsnit 5 anførte frist via det elektroniske indsendelsessystem: http://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/opportunities/agrip/index.html

Forud for indsendelsen af et forslag:

1.

Find et udbud:

http://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/opportunities/agrip/index.html

2.

Opret en konto for at indsende et forslag:

http://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/organisations/register.html

3.

Registrer alle partnere via tilskudsmodtagerregistret:

http://ec.europa.eu/research/participants/portal/desktop/en/organisations/register.html

Ansøgerne informeres skriftligt om resultaterne af udvælgelsesprocessen.

Ved indsendelsen af forslag accepterer ansøgeren de procedurer og betingelser, der er beskrevet i denne indkaldelse og i de dokumenter, der refereres til heri.

Når tidsfristen for indgivelse af ansøgningen er overskredet, er det ikke længere muligt at foretage ændringer i ansøgningen. Hvis der er behov for at præcisere visse aspekter eller korrigere skrive- eller regnefejl, kan Kommissionen/agenturet kontakte ansøgeren med henblik herpå i løbet af evalueringsprocessen (24).

Kontaktoplysninger

Spørgsmål vedrørende værktøjer til onlineindsendelse bedes rettet til den IT-helpdesk, der er oprettet til dette formål, via deltagerportalen:

http://ec.europa.eu/research/index.cfm?pg=enquiries

Hvad angår ikke-IT-relaterede spørgsmål, findes der en helpdesk hos CHAFEA på: +352 4301 36611, e-mailadresse: CHAFEA-AGRI-CALLS@ec.europa.eu på hverdage mellem 9.30-12.00 og 14.00-17.00. Helpdesken er lukket i weekender og på helligdage.

Ofte stillede spørgsmål offentliggøres på CHAFEAs websted:

http://ec.europa.eu/chafea/agri/faq.html

Al korrespondance vedrørende denne indkaldelse (f.eks. ved anmodning om oplysninger eller indsendelse af en ansøgning) skal indeholde en tydelig henvisning til denne indkaldelse. Når det elektroniske udvekslingssystem har tildelt et forslags-ID, skal ansøgeren benytte dette nummer i al efterfølgende korrespondance.

Når fristen for indsendelse er udløbet, er det ikke længere muligt at foretage ændringer i ansøgningen.

Tilknyttede dokumenter:

vejledning for ansøgere med de relevante bilag

ansøgningsskema.


(1)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 af 22. oktober 2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 3/2008 (EUT L 317 af 4.11.2014, s. 56).

(2)  Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/1829 af 23. april 2015 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande (EUT L 266 af 13.10.2015, s. 3).

(3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1831 af 7. oktober 2015 om regler for anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1144/2014 om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter gennemført i det indre marked og i tredjelande (EUT L 266 af 13.10.2015, s. 14).

(4)  Disse oplysninger vil være tilgængelige på http://ec.europa.eu/agriculture/promotion/member-states/index_en.htm

(5)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(6)  Programmerne omfatter ikke mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af de to. De kan dog omfatte mælk/mejeriprodukter, svinekødsprodukter eller en kombination af de to, hvis de er knyttet til andre produkter.

Hvis en forslagsstillende organisation ønsker at beskæftige sig med flere af de prioriterede regioner i tredjelande i ét program, skal den indsende flere ansøgninger (en ansøgning pr. emneområde). En anden mulighed er at ansøge under emneområdet »Oplysnings- og salgsfremmeprogrammer rettet imod andre geografiske områder«. Dette emneområde vedrører de geografiske områder, der ikke er omfattet af emneområde 4 til emneområde 8, men det kan også vedrøre en kombination af flere prioriterede regioner i emneområde 4 til emneområde 8.

(7)  Artikel 106 i finansforordningen og dennes gennemførelsesbestemmelser som vedtaget ved henholdsvis forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 og Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012, senest ændret ved forordning (EU, Euratom) 2015/1929, og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/2462.

(8)  EFT C 316 af 27.11.1995, s. 48.

(9)  EFT C 195 af 25.6.1997, s. 1.

(10)  Rådets rammeafgørelse 2003/568/RIA af 22. juli 2003 om bekæmpelse af bestikkelse i den private sektor (EUT L 192 af 31.7.2003, s. 54).

(11)  Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA af 24. oktober 2008 om bekæmpelse af organiseret kriminalitet (EUT L 300 af 11.11.2008, s. 42).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF af 26. oktober 2005 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (EUT L 309 af 25.11.2005, s. 15).

(13)  Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme (EFT L 164 af 22.6.2002, s. 3).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/36/EU af 5. april 2011 om forebyggelse og bekæmpelse af menneskehandel og beskyttelse af ofrene herfor, og om erstatning af Rådets rammeafgørelse 2002/629/RIA (EUT L 101 af 15.4.2011, s. 1).

(15)  Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser (EFT L 312 af 23.12.1995, s. 1).

(16)  Kommissionens gennemførelsesafgørelse C(2015) 6852 af 13.10.2015.

(17)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/24/EU af 26. februar 2014 om offentlige udbud og om ophævelse af direktiv 2004/18/EF (EUT L 94 af 28.3.2014, s. 65).

(18)  Ansøgere gøres opmærksom på, at indirekte omkostninger, hvortil de modtager driftstilskud, ikke er støtteberettigede.

(19)  På datoen for offentliggørelse af denne indkaldelse: Grækenland og Cypern.

(20)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 907/2014 af 11. marts 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1306/2013 for så vidt angår betalingsorganer og andre organer, finansiel forvaltning, regnskabsafslutning, sikkerhedsstillelse og brug af euroen (EUT L 255 af 28.8.2014, s. 18).

(21)  http://publications.europa.eu/code/da/da-5000100.htm

(22)  http://ec.europa.eu/agriculture/promotion/index_en.htm

(23)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).

(24)  Artikel 96 i finansforordningen.