28.10.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 382/1


INDKALDELSE AF FORSLAG — EACEA/31/2014

Erasmus+-Programmet, Nøgleaktion 3 — Støtte til politisk reform

Civilsamfundssamarbejde på uddannelses- og ungdomsområdet

(2014/C 382/01)

INDLEDNING

Samarbejde med civilsamfundets organisationer på uddannelses- og ungdomsområdet er af afgørende betydning for at skabe en bred fornemmelse af ejerskab omkring strategier og politikker for livslang læring og for at tage civilsamfundet og dets aktørers idéer og bekymringer på alle niveauer i betragtning. Det er vigtigt af hensyn til at skabe øget opmærksomhed om Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse, strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020), specifikke politiske dagsordener, såsom Bologna-processen inden for højere uddannelse eller Brügge-København-processen inden for erhvervsuddannelse, samt EU's ungdomsstrategi. Det er afgørende for at sikre, at aktørerne deltager aktivt i gennemførelsen af politiske reformer i de forskellige lande, for at fremme deres deltagelse i Erasmus+-Programmet og andre europæiske programmer og for at formidle politikkerne og programresultaterne og god praksis gennem deres omfattende netværk af medlemmer.

Der vil i denne forslagsindkaldelse inden for disse rammer blive ydet støtte via følgende to partier:

1.

Civilsamfundssamarbejde på uddannelsesområdet (parti 1)

2.

Civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet (parti 2)

Bemærk, at en organisation kun kan fremsende én ansøgning under denne indkaldelse af forslag, enten for parti 1 eller parti 2, men ikke for begge.

FÆLLES ELEMENTER GÆLDENDE FOR BEGGE PARTIER

1.   Generelle mål

Formålet med denne indkaldelse er at yde strukturstøtte (driftstilskud) til europæiske ikkestatslige organisationer (ENGO'er) og EU-netværk, der er aktive på uddannelses- eller ungdomsområdet, og som forfølger følgende generelle mål:

skabe øget opmærksomhed om de europæiske politiske dagsordener på uddannelses- og ungdomsområdet, navnlig Europa 2020, Uddannelse 2020, specifikke politiske dagsordener, såsom Bologna-processen eller Brügge-København-processen, samt EU's ungdomsstrategi

øge aktørernes engagement og samarbejde med offentlige myndigheder for at gennemføre politikker og reformer på uddannelses- og ungdomsområdet, såsom de landespecifikke henstillinger, der er udfærdiget inden for rammerne af det europæiske semester

fremme aktørernes deltagelse på uddannelses- og ungdomsområdet

fremme aktørernes engagement med hensyn til udbredelsen af politikker og programaktioner og -resultater og god praksis blandt deres medlemmer og andre.

Disse mål bør være klart integreret i de ansøgende organisationers arbejdsplaner, aktiviteter og leverancer.

2.   Støtteberettigelse

2.1.   Støtteberettigede ansøgere

Denne indkaldelse er åben for to kategorier af organisationer:

—   Kategori 1: europæiske ikkestatslige organisationer (ENGO'er) på uddannelses- eller ungdomsområdet

—   Kategori 2: EU-netværk på uddannelses- eller ungdomsområdet.

En organisation kan kun fremsende én ansøgning, enten for kategori 1 eller for kategori 2.

Ansøgerne skal for at komme i betragtning:

være en ikkestatslig organisation

være en ikkeudbyttegivende organisation.

Der henvises til de detaljerede definitioner af de to kategorier af støtteberettigede ansøgere under hvert parti.

Hverken de nationale Erasmus+-kontorer eller organisationer, der i langt overvejende grad har nationale Erasmus+-kontorer som medlemmer (2/3 eller derover), er støtteberettigede organisationer i henhold til denne indkaldelse.

2.2.   Støtteberettigede lande

Ansøgninger fra juridiske enheder, der er oprettet i ét af de følgende lande, er støtteberettigede:

EU-medlemsstaterne: Østrig, Belgien, Bulgarien, Kroatien, Cypern, Tjekkiet, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige og Det Forenede Kongerige

lande, der er medlemmer af Den Europæiske Frihandelssammenslutning (EFTA) og af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS): Island, Liechtenstein og Norge

kandidatlande med en førtiltrædelsesstrategi i overensstemmelse med de almindelige principper og generelle vilkår og betingelser i de rammeaftaler, der er indgået med disse lande med henblik på deres deltagelse i EU-programmer: Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og Tyrkiet.

3.   Finansieringaftaler

Denne forslagsindkaldelse giver mulighed for at ansøge om

partnerskabsrammeaftaler (for parti 1 og 2) og om

årlige driftstilskud (parti 2 — kun ungdom). I dette tilfælde kan en organisation kun fremsende én ansøgning, enten vedrørende en partnerskabsrammeaftale eller et årligt driftstilskud.

3.1.   Partnerskabsrammeaftale

Partnerskabsrammeaftaler omfatter samarbejde på lang sigt på europæisk plan. Denne aftaletype formaliserer et partnerskab i tre år.

Ansøgninger om en partnerskabsrammeaftale skal omfatte:

et detaljeret 12-måneders arbejdsprogram (årligt arbejdsprogram) for 2015 sammen med de oplysninger, der er nødvendige for at beregne tilskuddet (se retningslinjerne for ansøgning, afsnit 11.2)

en treårig handlingsplan for perioden 2015-2017.

Den treårige handlingsplan bør indeholde en strategi, herunder mål, forventede resultater og leverancer i perioden 2015-2017, både samlet set og for hvert af de tre år, samt de aktioner, der skal gennemføres for at sikre opnåelsen heraf.

Det årlige arbejdsprogram skal være baseret på handlingsplanen for perioden 2015-2017 og vil danne grundlag for tildeling af et specifikt årligt driftstilskud for hvert af de tre pågældende budgetår. Sammenhængen og komplementariteten mellem de flerårige og de årlige elementer af programmet bør klart påvises.

3.2.   Årligt driftstilskud (gælder kun for parti 2 — ungdom)

Årlige driftstilskud har fokus på samarbejde på kort sigt på europæisk plan.

Ansøgninger om årlige driftstilskud skal omfatte et detaljeret 12-måneders arbejdsprogram (årligt arbejdsprogram) for 2015 sammen med de oplysninger, der er nødvendige for at beregne tilskuddet.

4.   Tildelingskriterier

Kvaliteten af støtteberettigede ansøgninger behandles ud fra følgende kriterier (1):

Relevans (højst 30 point)

Kvaliteten af arbejdsplanens udformning og gennemførelse (højst 20 point)

Antal deltagere og deres profiler samt andre lande, der er involveret i aktiviteterne (højst 20 point)

Virkninger, formidling og bæredygtighed (højst 30 point).

For at komme i betragtning til finansiering skal forslagene opnå

mindst 60 point i alt og

mindst halvdelen af det højeste antal point inden for hvert af de ovennævnte tildelingskriterier (15 point for kriterierne »Relevans« og »Virkninger, formidling og bæredygtighed«, 10 point for kriterierne »Kvaliteten af arbejdsplanens udformning og gennemførelse« og »Antal deltagere og deres profiler samt andre lande, der er involveret i aktiviteterne«).

5.   Budget

Formålet med denne forslagsindkaldelse er at udvælge de organisationer, med hvilke der kan indgås årlige aftaler om tildeling af driftsstøtte for budgetåret 2015.

Det samlede budget i budgetåret 2015 i forbindelse med denne indkaldelse (parti 1 og 2) er 6 300 000 EUR.

Forvaltningsorganet forbeholder sig retten til ikke at fordele alle de midler, der er til rådighed.

6.   Indsendelse af ansøgninger

Ansøgninger skal indgives ved udfyldelse af onlineansøgningsskemaet (eForm).

Onlineansøgningsskemaet findes på engelsk, fransk og tysk på følgende webadresse:

http://eacea.ec.europa.eu/erasmus-plus/funding/eacea312014-civil-society-cooperation_en

og skal indgives behørigt udfyldt på et af EU's officielle sprog.

Onlineansøgningsskemaet skal fremsendes behørigt udfyldt senest den 17. december 2014, kl. 12.00 (middag, lokal tid i Bruxelles) og omfatte det relevante bilag (2):

Erklæring på tro og love

Obligatoriske yderligere bilag (3) skal fremsendes pr. e-mail til forvaltningsorganet inden for samme frist.

7.   Yderligere oplysninger

Ansøgerne skal overholde bestemmelserne i retningslinjerne for ansøgning — Indkaldelse af forslag EACEA/31/2014, der findes på følgende adresse:

http://eacea.ec.europa.eu/erasmus-plus/funding/eacea312014-civil-society-cooperation_en

SPECIFIKKE ELEMENTER

PARTI 1

Civilsamfundssamarbejde: uddannelse

1.   Specifikke mål

De organisationer, der er aktive på uddannelsesområdet, forventes at udvikle og gennemføre innovative, målrettede og kreative strategier og aktiviteter til at støtte en effektiv gennemførelse af reformer og aktioner på følgende områder:

Fremme ekspertise og innovation gennem formelle, ikkeformelle og uformelle læringstiltag og elevcentreret tilvejebringelse af grundlæggende og tværfaglige kompetencer, herunder fremmedsprog, digitale kompetencer og iværksætterkompetencer, samt ved at øge opmærksomheden om innovative uddannelsestiltag, såsom åbne uddannelsesressourcer (OER) og masselæringskurser online (MOOC'er), og skabe åbne læringsmiljøer og tværsektorielle interessentpartnerskaber.

Afhjælpe »kvalifikationsfælden« ved at fremme effektive og bæredygtige investeringer på uddannelsesområdet, fremme analyser og debatter på europæisk, nationalt og regionalt plan for at undersøge eller udvikle innovative støttemetoder, styrke resultaterne og minimere frafaldet, forbedre læringsmiljøernes attraktivitet, fremme overgange og fleksible eller alternative læringsforløb, udvikle erhvervsuddannelse af høj kvalitet, der omfatter læring på arbejdspladsen, praktikophold eller lærlingeuddannelse, tilpasse politikken til økonomiske udviklingsstrategier, nye kvalifikationsforløb på potentielle vækstområder eller områder med mangel på kvalificeret arbejdskraft, forbedre de lige muligheder for adgang til kvalitetsuddannelse, herunder for lærende fra dårligt stillede grupper, samt fremme innovative vejlednings- og rådgivningsmetoder.

Støtte en ny generation af undervisere ved at styrke den faglige profil blandt lærere, undervisere, undervisere på læreruddannelser og skoleledere, ved at forbedre udvælgelse, ansættelse og fastholdelse, effektiv grunduddannelse, støtte tidligt i karrieren, faglig læring og udvikling gennem hele karrieren, pædagogisk feedback og incitamenter, stimulere peerlæring og læringsfællesskaber samt forbedre dataindsamling og analyser vedrørende uddannelse.

Anerkendelse og vurdering af kompetencer på grundlag af europæiske værktøjer til gennemsigtighed og anerkendelse af tidligere læring — herunder ikkeformelle og uformelle læringsresultater — og af erfaringer, sørge for, at folk i alle aldersgrupper får bedre og mere relevante kompetencer gennem livslang læring, herunder opdatere og forbedre lavtuddannede voksnes kompetencer, kursusudformning, gennemførelse og evaluering, der tager hensyn til prognoser vedrørende kompetencer og vækst og beskæftigelsesdata, samt udvikling af tværfaglige uddannelsesforløb.

Arbejdsplanen bør klart påvise organisationens potentiale og kapacitet til at skabe konkrete resultater på mindst to af disse områder.

2.   Ansøgende organisationer

Kun organisationer, der lever op til definitionerne nedenfor, vil blive betragtet som støtteberettigede under parti 1:

Kategori 1: Europæisk ikkestatslig organisation (ENGO)

I forbindelse med parti 1 skal ENGO'er:

være aktive i gennemførelsen af strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020) i mindst én af følgende sektorer — førskolepædagogik, skoleuddannelse, videregående uddannelse, erhvervsuddannelse, voksenuddannelse — eller på mindst ét centralt tværsektorielt område, såsom ikt, fremmedsprog, iværksætteruddannelse osv.

repræsentere mindst én vigtig interessentgruppe, såsom studerende, lærere/undervisere/skoleledere, uddannelsesinstitutioner, forældre osv.

operere via en formelt anerkendt struktur, der er sammensat af a) en europæisk organisation/et sekretariat (ansøgeren), der har været lovligt etableret i mindst to år i et støtteberettiget land på datoen for indgivelsen af ansøgningen og b) nationale organisationer/filialer (4) i mindst 12 støtteberettigede lande, der er lovmæssigt forbundet med den europæiske organisation/sekretariatet

være uafhængige af offentlige myndigheder, politiske partier og kommercielle organisationer

blandt sine medarbejdere have mindst én aflønnet fastansat medarbejder (fuldtidsækvivalent).

Kategori 2: EU-netværk (formelt netværk)

I forbindelse med parti 1 er et EU-netværk en paraplyorganisation for europæiske ikkestatslige organisationer (ENGO'er som defineret i kategori 1). Et sådant EU-netværk er kendetegnet ved, at dets medlemmer selv er ngo'er på europæisk plan. En europæisk paraplyorganisation repræsenterer således et meget stort antal europæiske aktører og omfatter en lang række politiske områder. Den skal:

være sammensat af juridisk selvstændige ENGO'er som defineret i kategori 1 og være aktiv i gennemførelsen af strategirammen for det europæiske samarbejde på uddannelsesområdet (ET 2020)

opfylde følgende tre krav:

a)

repræsentere mere end én repræsentativ interessentgruppe — såsom lærende (på alle uddannelsesniveauer), lærererhvervet (herunder lærere, undervisere og skoleledere), forældre osv. —

og

b)

være aktiv inden for alle nedenstående sektorer:

førskolepædagogik

skoleuddannelse

videregående uddannelse

erhvervsuddannelse

voksenuddannelse

og

c)

være aktiv inden for mere end ét væsentligt tværsektorielt område (såsom ikt-uddannelse, sprogundervisning, iværksætteruddannelse osv.), der involverer én eller flere repræsentative interessentgrupper som beskrevet ovenfor.

være formelt etableret, dvs. have status som juridisk person og have været lovligt registreret i mindst to år i et støtteberettiget land på datoen for indgivelsen af ansøgninger (ansøgere skal fremsende en kopi af ansøgerorganisationens vedtægter og et officielt registreringsbevis)

have mindst 20 medlemsorganisationer (ENGO'er som defineret i kategori 1)

være uafhængig af offentlige myndigheder, politiske partier og kommercielle organisationer

blandt sine medarbejdere have mindst én aflønnet fastansat medarbejder (fuldtidsækvivalent).

3.   Aktiviteter

Støtteberettigede aktiviteter skal være direkte knyttet til de generelle og specifikke mål, der er opstillet i denne indkaldelse og skal være specificeret i et årligt arbejdsprogram.

Nedenstående er en vejledende, ikkeudtømmende liste:

aktiviteter, der letter aktørers adgang til og deltagelse i gennemførelsen af EU's politiske prioriteter på uddannelsesområdet

udveksling af erfaringer og god praksis samt oprettelse af netværk og partnerskaber med andre aktører

kapacitetsopbygning for medlemsorganisationerne, herunder peerlæring, uddannelse, rådgivning, vejlednings- og coachingaktiviteter for at forbedre effektiviteten af politiske foranstaltninger

initiativer og arrangementer med henblik på at udvikle medlemskabet af ENGO/EU-netværket

tematiske og landespecifikke studier, analyser, undersøgelser og rapporter vedrørende EU-prioriteter på uddannelsesområdet, navnlig inden for rammerne af Europa 2020-strategien (det europæiske semester, landespecifikke henstillinger) og ET 2020-strategirammen

opmærksomhedsskabelse, information, formidlings- og markedsføringsaktiviteter (seminarer, workshopper, kampagner, møder, offentlig debat, høringer, osv.) vedrørende EU's politiske prioriteter på uddannelsesområdet og EU's finansieringsinstrumenter (europæiske programmer — navnlig Erasmus+, europæiske struktur- og investeringsfonde) for at støtte disse prioriteter. Aktiviteter, der skaber synergier mellem Erasmus+-Programmet og andre støttekilder på EU-plan eller nationalt/regionalt plan, fremmes.

samarbejdsprojekter for at øge politikkens virkninger for målgrupper og/eller systemer

Aktiviteterne kan udføres på europæisk, grænseoverskridende, nationalt, regionalt eller lokalt plan.

4.   Budget

Det samlede EU-budget i 2015 for medfinansiering af civilsamfundssamarbejde på uddannelsesområdet udgør 2 500 000 EUR.

Til orientering:

Organisationer under kategori 1 (ENGO'er) vil tegne sig for ca. 90 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende uddannelse.

Netværk af ENGO'er under kategori 2 vil tegne sig for ca. 10 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende uddannelse.

Det maksimale årlige driftstilskud i 2015 under en treårig partnerskabsrammeaftale vil udgøre:

 

Kategori 1:Europæisk ikkestatslig organisation (ENGO)

125 000 EUR

 

Kategori 2: EU-netværk

200 000 EUR

PARTI 2

Civilsamfundssamarbejde: ungdom

1.   Specifikke mål

De organisationer, der er aktive på ungdomsområdet, og som vil blive støttet under denne indkaldelse, forventes at udføre aktiviteter, der har til formål at:

fremme unges beskæftigelsesegnethed, især gennem aktiviteter, der fremmer kompetence- og kvalifikationsudvikling gennem ikkeformel uddannelse

fremme unges integrering i samfundet samt give dem øget adgang til beslutningsprocesserne

bidrage til den personlige, samfunds- og uddannelsesmæssige og faglige udvikling af unge i Europa

bidrage til udviklingen af ungdomsarbejde på europæisk, nationalt, regionalt eller lokalt plan

bidrage til debatten om/udviklingen af politiske problemformuleringer, der berører unge og ungdomsorganisationer på europæisk, nationalt, regionalt eller lokalt plan

fremme interkulturel læring, respekt for mangfoldighed samt værdierne om solidaritet, lige muligheder og menneskerettigheder blandt unge i Europa

fremme inddragelsen af unge med færre muligheder i samfundet.

2.   Ansøgende organisationer

Inden for rammerne af civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet finder følgende definitioner anvendelse:

 

Kategori 1: En europæisk ikkestatslig organisation (ENGO) skal:

operere via en formelt anerkendt struktur, der er sammensat af a) en europæisk organisation/et sekretariat (ansøgeren), der har været lovligt etableret i mindst ét år i et støtteberettiget land på datoen for indgivelsen af ansøgningen og b) nationale organisationer/filialer (4) i mindst 12 støtteberettigede lande, der er lovmæssigt forbundet med den europæiske organisation/sekretariatet

være aktiv på ungdomsområdet og gennemføre aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af indsatsområderne inden for EU's ungdomsstrategi

inddrage unge i ledelse og styring af organisationen.

 

Kategori 2: Et EU-netværk (uformelt netværk) skal:

være sammensat af juridisk selvstændige nonprofitorganisationer, der er aktive på ungdomsområdet og gennemfører aktiviteter, der understøtter gennemførelsen af indsatsområderne inden for EU's ungdomsstrategi

operere via en uformel styringsstruktur, der er sammensat af a) en organisation, der har været lovligt etableret i mindst ét år i et støtteberettiget land på datoen for indgivelsen af ansøgningen, og som har til opgave at koordinere og støtte netværket på europæisk plan (ansøgeren), og b) andre organisationer, der er etableret i mindst 12 støtteberettigede lande

inddrage unge i ledelsen og styringen af netværket.

3.   Aktiviteter

De ansøgende organisationer skal fremlægge en konsistent arbejdsplan, der integrerer ikkeoverskudsgivende aktiviteter under ledelse af unge, som bidrager til at forfølge målene i indkaldelsen.

Navnlig:

ikkeformelle og uformelle lærings- og aktivitetsprogrammer rettet mod unge og unge arbejdstagere

aktiviteter for kvalitativ udvikling af ungdomsarbejde

aktiviteter for udvikling og fremme af værktøjer til anerkendelse og gennemsigtighed på ungdomsområdet

seminarer, møder, workshopper, høringer, debatter blandt unge om ungdomspolitikker og/eller europæiske anliggender

høringer af unge, der kommer til at indgå i den strukturerede dialog på ungdomsområdet

aktiviteter til fremme af unges aktive deltagelse i det demokratiske liv

aktiviteter til fremme af interkulturel læring og forståelse i Europa

medie- og kommunikationsaktiviteter og -værktøjer om unge og europæiske anliggender.

4.   Budget

Det samlede EU-budget for medfinansiering af civilsamfundssamarbejde på ungdomsområdet udgør 3 800 000 EUR.

Til orientering:

Organisationer under kategori 1 (ENGO'er), der udelukkende er rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 70 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende unge.

Organisationer under kategori 1 (ENGO'er), der har et bredere anvendelsesområde, men som også omfatter et afsnit rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 10 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende unge.

Organisationer under kategori 2 (EU-netværk), der udelukkende er rettet mod unge, vil tegne sig for ca. 20 % af det disponible budgets aktionsdel vedrørende unge.

Det maksimale årlige driftstilskud vil udgøre:

 

Kategori 1: Europæisk ikkestatslig organisation (ENGO)

50 000 EUR til ansøgninger vedrørende partnerskabsrammeaftaler

35 000 EUR til ansøgninger vedrørende årlige driftstilskud

 

Kategori 2: EU-netværk

50 000 EUR til ansøgninger vedrørende partnerskabsrammeaftaler

35 000 EUR til ansøgninger vedrørende årlige driftstilskud.


(1)  For yderligere oplysninger om tildelingskriterierne henvises til afsnit 9 i retningslinjerne for ansøgning.

(2)  Alle andre administrative dokumenter, der kræves i forbindelse med retningslinjerne for indgivelse af ansøgning, skal fremsendes pr. e-mail til Forvaltningsorganet Undervisning, Audiovisuelle Medier og Kultur senest den 17. december 2014 (middag, lokal tid i Bruxelles) på følgende e-mailadresse: Parti 1: EACEA-CIVIL-EDU@ec.europa.eu — Parti 2: EACEA-YOUTH@ec.europa.eu

(3)  For yderligere oplysninger om de bilag, der skal fremsendes, henvises til afsnit 14 i retningslinjerne for ansøgning.

(4)  ENGO'en skal fremlægge dokumentation for, at alle nationale organisationer/filialer er lovmæssigt forbundet med den europæiske organisation/sekretariatet.