26.4.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/20


INDKALDELSE AF FORSLAG — EAC/S03/13

Forberedende foranstaltning: Europæisk partnerskab om sport

(Offentlig indkaldelse)

2013/C 120/08

1.   Mål og beskrivelse

Denne indkaldelse af forslag tager sigte på gennemførelsen af den forberedende foranstaltning »Europæisk partnerskab om sport« i overensstemmelse med Kommissionens afgørelse om arbejdsprogrammet 2013 for tilskud og aftaler vedrørende den forberedende foranstaltning »Europæisk partnerskab om sport« og for særlige årlige begivenheder.

Formålet med denne forberedende foranstaltning er primært at træffe fremtidige EU-foranstaltninger på dette område navnlig inden for rammerne af idrætsafsnittet i forslaget til EU's program for almen uddannelse, erhvervsuddannelse, ungdom og idræt 2014-2020 (»Erasmus for alle«), som bygger på prioriteterne i hvidbogen om idræt fra 2007 og Kommissionens meddelelse fra 2011 om udvikling af sportens europæiske dimension.

Denne indkaldelse af forslag vil støtte tværnationale projekter, der er fremlagt af offentlige organer og almennyttige organisationer for at kunne identificere og afprøve hensigtsmæssige netværk og god praksis på idrætsområdet, navnlig på følgende områder:

1)

Styrke god forvaltning og dobbelte karrierer i idrætsverdenen gennem støtte til mobilitet for frivillige, trænere, ledere og personale i almennyttige idrætsorganisationer.

2)

Beskytte idrætsudøvere, særligt de yngste, mod risici for sundhed og sikkerhed ved at skabe bedre trænings- og konkurrenceforhold.

3)

Fremme traditionelle europæiske idrætsformer og spil.

Kommissionens tjenestegren med ansvar for gennemførelse og forvaltning af denne foranstaltning er kontoret for sport under Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur.

2.   Støtteberettigelse

2.1.   Ansøgere

Der kan kun ydes støtte til følgende ansøgere:

offentlige organer

almennyttige organisationer.

Ansøgerne skal:

have retlig status

have deres hovedsæde i en af EU's medlemsstater.

Fysiske personer kan ikke indsende ansøgninger inden for rammerne af denne indkaldelse af forslag.

2.2.   Forslag

For at være støtteberettigede inden for rammerne af denne indkaldelse skal forslagene:

indgives ved brug af det officielle ansøgningsskema og overholde kravene deri, og skemaet skal være behørigt udfyldt og underskrevet

være modtaget inden for den frist, der er fastsat i denne indkaldelse af forslag

omhandle foranstaltninger, som er fuldt gennemført i Den Europæiske Unions medlemsstater og

omfatte et tværnationalt netværk med deltagere fra mindst fem (5) EU-medlemsstater.

3.   Budget og projektvarighed

Budgettet for denne indkaldelse af forslag er på 2 650 000 EUR som anført under posten »Forberedende foranstaltning Europæisk partnerskab om sport« (artikel 15.05.20).

EU-medfinansiering kan højst dække 80 % af de samlede støtteberettigede omkostninger. Ansøgeren skal som minimum selv dække 20 % af de samlede støtteberettigede omkostninger. Der fokuseres især på ansøgninger med supplerende privat finansiering fra tredjepart, som vil modtage supplerende tildelingspoint. For projekter, der omfatter en bestemt procentsats af privat finansiering fra tredjepart, nedsættes EU's medfinansiering med samme procentsats.

Omkostninger til personale må ikke overstige 50 % af de samlede støtteberettigede omkostninger. Naturalydelser accepteres ikke som støtteberettigede omkostninger. Afhængigt af antallet og kvaliteten af de indsendte forslag forbeholder Kommissionen sig dog ret til ikke at tildele alle de disponible midler.

Projekterne skal iværksættes mellem den 1. januar 2014 og den 31. marts 2014 og afsluttes senest den 30. juni 2015.

Omkostningernes støtteberettigelsesperiode er lig projektvarigheden, som anført i kontrakten.

4.   Tidsfrist for indsendelse af ansøgninger

Ansøgningerne skal indsendes senest den 19. juli 2013 (poststemplets dato er afgørende) til:

Europa-Kommissionen

Generaldirektoratet for Uddannelse og Kultur — Kontor D2 (Sport)

J-70, 03/178

1049 Bruxelles/Brussel

BELGIQUE/BELGIË

5.   Yderligere oplysninger

De andre dokumenter, der er relevante for denne indkaldelse af forslag, såsom ansøgningsskemaet og programvejledningen, som indeholder de tekniske og administrative specifikationer, kan hentes på følgende internetadresse:

http://ec.europa.eu/sport/preparatory_actions/doc1009_en.htm

Ansøgningerne skal overholde alle bestemmelser i de ovenstående dokumenter og skal forelægges ved hjælp af ansøgningsskemaet.