12.2.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 52/14

1)

Er den sagsøgende fredsdommers tjenstlige virksomhed omfattet af begrebet »en person med tidsbegrænset ansættelse« i henhold til artikel 1, stk. 3, og artikel 7 i direktiv 2003/88 (1), sammenholdt med § 2 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der er gennemført ved direktiv 1999/70 (2), og med artikel 31, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder?

2)

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende, kan en [ordinær] dommer anses for at være en fastansat person, der kan sidestilles med en »fredsdommer«, som er en person med tidsbegrænset ansættelse, med henblik på anvendelsen af § 4 i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev gennemført ved direktiv 1999/70?

3)

Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende, ønskes oplyst, om forskellen mellem proceduren for fastansættelse af ordinære dommere og de lovbestemte udvælgelsesprocedurer for tidsbegrænset ansættelse af fredsdommere udgør et objektivt forhold, som omhandlet i § 4, stk. 1 og/eller 4, i rammeaftalen om tidsbegrænset ansættelse, der blev gennemført ved direktiv 1999/70/EF, som kan begrunde den manglende anvendelse — i retspraksis fra Corte di Cassazione (plenum) i sag nr. 13721/2017 og fra Consiglio di Stato (den øverste domstol i forvaltningsretlige sager) i udtalelse nr. 464/2017 af 8. april 2017 — på fredsdommere, således som det er tilfældet for sagsøgeren, der er tidsbegrænset ansat, af samme arbejdsvilkår som dem, der gælder for sammenlignelige, fastansatte ordinære dommere, og om dette objektive forhold kan begrunde, at der ikke anvendes forebyggende foranstaltninger og sanktioner i forhold til ulovlig anvendelse af tidsbegrænsede aftaler i henhold til § 5 i den ovennævnte rammeaftale, der blev gennemført ved direktiv 1999/70/EF, og i henhold til den nationale gennemførelsesbestemmelse i artikel 5, stk. 4a, i lovdekret nr. 368/2001? Endvidere henvises til, at der ikke findes et grundlæggende nationalt retsprincip eller en forfatningsretlig bestemmelse, som skulle kunne begrunde forskelsbehandlingen med hensyn til henholdsvis arbejdsvilkår og det absolutte forbud mod, at fredsdommere fastansættes, idet der herved henvises til den tidligere gældende nationale lovgivning (artikel 1 i lov nr. 217/1974), som fastsatte bestemmelse om sidestilling med hensyn til arbejdsvilkår og regler om stabilisering af flere på hinanden følgende tidsbegrænsede ansættelsesforhold for honorære dommerne?

4)

Under alle omstændigheder ønskes oplyst, om den virksomhed, der udøves af fredsdommere, er i strid med artikel 47, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og det EU-retlige begreb om uafhængige og upartiske domstole, for så vidt som en fredsdommer har interesse i en bestemt løsning af tvisten til fordel for sagsøgeren, og som eneste beskæftigelse udøver retlige funktioner svarende til en domstols og kan træde i stedet for dommere udpeget i henhold til lovgivningen, henset til den øverste nationale retsinstans’ — Corte di Cassazione (plenum) — afvisning af at sikre en effektiv beskyttelse af de nævnte rettigheder, idet dommere udpeget i henhold til lovgivningen, efter anmodning, kan pålægges at frasige sig deres egen kompetence til at påkende de nævnte rettigheder, uanset om disse rettigheder — således som det er tilfældet i hovedsagen vedrørende ferie — er støttet på primær og afledt EU-ret i et tilfælde, hvor fællesskabsretten har direkte vertikal virkning i forhold til staten? Såfremt Domstolen finder, at der er tale om en tilsidesættelse af chartrets artikel 47, anmodes endvidere om en angivelse af de nationale afhjælpende foranstaltninger, der kan træffes med henblik på at undgå, at en tilsidesættelse af den primære EU-ret ligeledes medfører en fuldstændig udelukkelse i national ret af beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder, der er sikret i henhold til EU-retten på det pågældende område?