1

Det skal indledningsvis bemærkes, at offentlige kontrakter i henhold til finansforordningens artikel 101 er gensidigt bebyrdende kontrakter, der indgås skriftligt mellem på den ene side en eller flere økonomiske aktører og på den anden side en eller flere ordregivende myndigheder med henblik på mod betaling af en pris, der helt eller delvis afholdes over Den Europæiske Unions budget, at opnå levering af varer eller fast ejendom, udførelse af bygge- og anlægsarbejder eller levering af tjenesteydelser. Det følger af samme artikel, at disse kontrakter navnlig kan vedrøre »ejendomme«, som bl.a. vedrører køb eller leje af en fast ejendom. Finansforordningens artikel 102, stk. 1, bestemmer endvidere, at »offentlige kontrakter, der helt eller delvis finansieres over [EU-]budgettet, skal overholde principperne om gennemsigtighed, proportionalitet, ligebehandling og ikke-forskelsbehandling«. Hvad nærmere bestemt angår reglerne for indgåelse af offentlige kontrakter bestemmer finansforordningens artikel 102, stk. 2, at »[o]ffentlige kontrakter skal indgås på grundlag af tilbud indkaldt fra så bred en kreds som muligt undtagen i de tilfælde, hvor udbud med forhandling, som omhandlet i [finansforordningens] artikel 104, stk. 1, litra d), finder anvendelse«.

2

Hvad angår den sidstnævnte procedure præciserer artikel 134, stk. 1, litra h), i delegeret forordning nr. 1268/2012, at de ordregivende myndigheder uanset kontraktens anslåede værdi kan anvende udbud med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse »ved ejendomskontrakter, efter undersøgelse af det lokale marked«. I forbindelse med en sådan procedure kan den ordregivende myndighed i praksis frit vælge, med hvilken virksomhed eller med hvilke virksomheder den vil indlede forhandlinger med henblik på indgåelse og tildeling af den pågældende kontrakt (jf. i denne retning dom af 8.5.2007, Citymo mod Kommissionen, T-271/04, EU:T:2007:128, præmis 94).

3

Det fremgår af de ovenfor i præmis 16 og 17 nævnte bestemmelser, at den pågældende ordregivende myndighed inden for rammerne af en procedure med forhandling uden forudgående offentliggørelse af en udbudsbekendtgørelse råder over et meget vidt skøn med hensyn til, om den skal indgå den omhandlede ejendomskontrakt eller ej samt følgelig med hensyn til valget af den eller de tilbudsgivere, der skal fastholdes, idet indgåelsen af en sådan kontrakt nemlig ikke nødvendigvis skal foretages på grundlag af så bred en kreds som muligt blandt de interesserede personer (jf. i denne retning dom af 8.5.2007, Citymo mod Kommissionen, T-271/04, EU:T:2007:128, præmis 111). Det samme gælder a fortiori for undersøgelsen af det lokale marked, som går forud for den egentlige forhandling af kontrakten. Under denne fase tilsigter den ordregivende myndighed i det væsentlige at forberede den eventuelle forhandling af den pågældende kontrakt bedre under overholdelse af de ovenfor i præmis 16 nævnte principper, navnlig principperne om gennemsigtighed, om ligebehandling og om forbud mod forskelsbehandling. Dette meget vide skøn er i øvrigt indrømmet den ordregivende myndighed, herunder i valget og vurderingen af udvælgelseskriterierne, når denne myndighed på forhånd har fastsat disse i udbudsdokumenterne vedrørende den pågældende procedure med forhandling (jf. i denne retning dom af 6.5.2013, Kieffer Omnitec mod Kommissionen, T-288/11, ikke trykt i Sml., EU:T:2013:228, præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).

4

På denne baggrund er Rettens prøvelsesret hvad angår såvel et udbud med forhandling for tildeling af selve ejendomskontrakten som fasen med undersøgelse af det lokale marked, der går forud for udbuddet, begrænset til at efterprøve, om den ordregivende myndighed har overholdt de processuelle regler, som den har tilsigtet at gennemføre, samt til at efterprøve overholdelsen af begrundelsesreglerne, de faktiske forholds materielle rigtighed, fraværet af en åbenbart urigtig vurdering og magtfordrejning (jf. i denne retning dom af 28.1.2016, Zafeiropoulos mod Cedefop, T-537/12, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:36, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis). Som led i sin prøvelse skal Retten endvidere efterprøve, om den pågældende ordregivende myndighed har overholdt gennemsigtighedsprincippet, proportionalitetsprincippet, ligebehandlingsprincippet og princippet om forbud mod forskelsbehandling, som anført i finansforordningens artikel 102 (jf. præmis 16 ovenfor).

[udelades]

35

På denne baggrund må anbringendets andet led forkastes.

36

Sagsøgerne har gjort gældende, at Parlamentets vurdering af deres forslag er behæftet med en åbenbar fejl, i det væsentlige eftersom deres forslag i forhold til det i sidste ende valgte bud bedre opfyldte de bedømmelseskriterier, som var fastsat i opfordringen til at fremsætte forslag.

37

Selv om den ordregivende myndighed i beslutningen om afvisning af forslaget anførte, at sagsøgernes bud ikke var »det mest fordelagtige«, kan det i denne forbindelse ikke heraf udledes, at sagsøgernes forslag blev sammenlignet med det forslag, der i sidste ende blev valgt efter afslutningen af hele proceduren, skønt parterne er enige om, at sagsøgerne, hvis forslag blev afvist under undersøgelsen af det lokale ejendomsmarked, ikke var blandt de fem tilbudsgivere, der blev valgt til at deltage i de egentlige forhandlinger. På denne baggrund må anbringendet om et åbenbart urigtigt skøn alene anses for virksomt, for så vidt som det vedrører undersøgelsen af det lokale ejendomsmarked, hvorunder sagsøgernes forslag rent faktisk blev sammenlignet med andre forslag, herunder det af den senere tilslagsmodtager fremsatte.

38

Når dette er sagt, skal det fremhæves, at de beviser, som sagsøgerne skal forelægge med henblik på at godtgøre, at den ordregivende myndighed under vurderingen af de faktiske omstændigheder har begået en fejl, der var så åbenbar, at den kan begrunde, at beslutningen om at afvise buddet på kontrakten annulleres, skal være tilstrækkelige til, at de i den pågældende beslutning fastlagte vurderinger bliver usandsynlige. Med andre ord skal anbringendet om en åbenbar fejl forkastes, hvis den anfægtede vurdering på trods af de af sagsøgeren fremførte grunde kan tiltrædes som sande eller gyldige (jf. i denne retning analogt dom af 12.12.1996, AIUFFASS og AKT mod Kommissionen, T-380/94, EU:T:1996:195, præmis 59, og af 12.2.2008, BUPA m.fl. mod Kommissionen, T-289/03, EU:T:2008:29, præmis 221).

39

Det forholder sig navnlig således, når den pågældende beslutning er behæftet med urigtige vurderinger, der, selv om de betragtes samlet, kun er af mindre betydning og ikke har kunnet lede myndigheden i én retning frem for en anden (jf. i denne retning analogt dom af 29.9.2011, AJ mod Kommissionen, F-80/10, EU:F:2011:172, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

[udelades]

66

Hvad angår en påstand om annullation af en beslutning om tildeling af en kontrakt skal det bemærkes, at det følger af fast retspraksis, at når en tilbudsgivers forslag afvises inden det trin, som går forud for beslutningen om tildeling af kontrakten, således at det ikke sammenlignes med de andre bud, er det en betingelse for at antage den omhandlede tilbudsgivers søgsmål til prøvelse af afgørelsen om tildeling af aftalen til realitetsbehandling, at afgørelsen om afvisning af hans bud annulleres (dom af 13.9.2011, Dredging International og Ondernemingen Jan de Nul mod EMSA, T-8/09, EU:T:2011:461, præmis 134 og 135, og af 22.5.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-17/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:243, præmis 118 og 119).

67

Det er i nærværende sag ubestridt, at sagsøgernes forslag blev afvist under undersøgelsen af det lokale ejendomsmarked, således at de ikke blev opfordret til at deltage i den forhandlingsfase, der førte til udpegelsen af kontraktens tilslagsmodtager. På denne baggrund skal påstanden om annullation af beslutningen om tildeling af kontrakten afvises, eftersom påstanden om afvisning af forslaget blev forkastet, da den førstnævnte beslutning henhører under en fase i proceduren for tildeling af kontrakten, som sagsøgerne ikke havde ret til at deltage i.

68

Det skal endvidere bemærkes, at sagsøgerne i forhold til beslutningen om tildeling af kontrakten ikke har fremsat andre anbringender end dem, der er fremsat for at anfægte lovligheden af beslutningen om at afvise forslaget. Alle disse anbringender er, selv om det forudsættes, at de kan overføres på beslutningen om tildeling af kontrakten, blevet forkastet, hvorfor påstanden om annullation af beslutningen om tildeling af kontrakten, som Parlamentet med føje har gjort gældende, skal afvises af denne årsag, eftersom de to beslutninger i nærværende sag er snævert forbundet (jf. i denne retning dom af 10.10.2012, Evropaïki Dynamiki mod Kommissionen, T-247/09, ikke trykt i Sml., EU:T:2012:533, præmis 170 og den deri nævnte retspraksis, og dom af 28.6.2016, AF Steelcase mod EUIPO, T-652/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:370, præmis 94).

[udelades]

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Tredje Afdeling):