1

Med sit appelskrift har Alexios Anagnostakis nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 30. september 2015, Anagostakis mod Kommissionen (T-450/12, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2015:739), hvorved Retten frifandt Kommissionen i det af appellanten anlagte søgsmål med påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2012) 6289 final af 6. september 2012 vedrørende afslag på en ansøgning om registrering af det europæiske borgerinitiativ »En million underskrifter for et solidarisk Europa«, der blev indgivet til Kommissionen den 13. juli 2012 (herefter »den omtvistede afgørelse«).

2

Første, anden, fjerde og tiende betragtning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (EUT 2011, L 65, s. 1, berigtiget i EUT 2012, L 94, s. 49) har følgende ordlyd:

[…]

[…]

3

Artikel 1 i forordning nr. 211/2011 bestemmer:

»I denne forordning fastsættes de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, jf. artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union og artikel 24 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.«

4

Denne forordnings artikel 2 har følgende ordlyd:

»I denne forordning forstås ved:

[…]

5

Den nævnte forordnings artikel 4, stk. 1-3, fastsætter:

»1.   Forud for indsamlingen af støttetilkendegivelser fra underskrivere af et forslag til borgerinitiativ skal initiativtagerne lade initiativet registrere i Kommissionen og indgive de oplysninger, der er fastsat i bilag II, særlig vedrørende det foreslåede borgerinitiativs emne og formål.

Disse oplysninger skal indgives på et af Unionens officielle sprog til et onlineregister, som Kommissionen stiller til rådighed til det formål (herefter benævnt »registret«).

Initiativtagerne skal til registret og i givet fald på deres websted afgive regelmæssigt ajourførte oplysninger om støtte- og finansieringskilder for forslaget til borgerinitiativ.

Når en registrering er bekræftet i henhold til stk. 2, kan initiativtagerne indgive det foreslåede borgerinitiativ til registret på andre officielle EU-sprog. Initiativtagerne er selv ansvarlige for oversættelsen af det foreslåede initiativ til andre officielle EU-sprog.

Kommissionen opretter et kontaktpunkt, som kan yde information og bistand.

2.   Inden for to måneder fra modtagelsen af oplysningerne i bilag II registrerer Kommissionen et forslag til borgerinitiativ under et specifikt registreringsnummer og sender en bekræftelse til initiativtageren, forudsat at følgende betingelser er opfyldt:

[…]

[…]

3.   Kommissionen afslår at registrere forslag til borgerinitiativ, hvis et eller flere af kravene i stk. 2 ikke er opfyldt.

Såfremt Kommissionen afslår at registrere et forslag til borgerinitiativ, oplyser den initiativtagerne om begrundelsen herfor samt om alle deres retlige og udenretlige klagemuligheder.«

6

Sagens baggrund, som fremgår af den appellerede dom, kan sammenfattes som følger.

7

Den 13. juli 2012 indleverede Alexios Anagnostakis et forslag til et europæisk borgerinitiativ (herefter »EBI«) med overskriften »En million underskrifter for et solidarisk Europa«.

8

Formålet med dette forslag var at fastlægge »nødretsprincippet, ifølge hvilket det, når en stats finansielle og politiske eksistens trues af tilbagebetalingen af en odiøs gæld, er nødvendigt og begrundet at nægte at betale gælden«.

9

Som retsgrundlag for dets vedtagelse henviste forslaget til EBI til den »økonomiske og monetære politik (artikel 119 TEUF – 144 TEUF)«.

10

Ved den omtvistede afgørelse afslog Kommissionen med henvisning til ordlyden af artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 211/2011 og efter at have foretaget en undersøgelse af de bestemmelser i EUF-traktaten, der var henvist til i det omhandlede EBI, herunder navnlig artikel 136, stk. 1, TEUF og »alle de andre mulige retsgrundlag«, at registrere dette forslag med den begrundelse, at det var åbenbart, at forslaget faldt uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til udstedelse af en EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne.

11

Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 11. oktober 2012 anlagde Alexios Anagnostakis sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse.

12

Til støtte for søgsmålet fremsatte han et enkelt anbringende, der er opdelt i flere led, hvorved han gjorde gældende, at Kommissionen har begået retlige fejl, idet den gav afslag på at registrere det omhandlede forslag til EBI på grundlag af artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011. Alexios Anagnostakis anførte i denne forbindelse i det væsentlige, at Kommissionen kunne imødekomme dette forslag ved at stille forslag om vedtagelse af en retsakt i henhold til artikel 122, stk. 1 og 2, TEUF og artikel 136, stk. 1, litra b), TEUF samt de folkeretlige regler.

13

Ved den appellerede dom fandt Retten, idet den ex officio undersøgte anbringendet vedrørende manglende eller utilstrækkelig begrundelse, at Kommissionen havde overholdt begrundelsespligten ved vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Den fandt desuden, at Kommissionen ikke havde begået nogen retlige fejl, da den vurderede, at det omhandlede forslag til EBI åbenbart faldt uden for dens beføjelse til at fremsætte et forslag til retsakt i denne henseende. Retten frifandt følgelig Kommissionen.

14

Alexios Anagnostakis har i appelskriftet nedlagt følgende påstande:

15

Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Alexios Anagnostakis tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

16

Til støtte for appellen har appellanten fremsat fire anbringender. Det første anbringende vedrører en retlig fejl, for så vidt som Retten fandt, at Kommissionen havde opfyldt begrundelsespligten ved vedtagelsen af den omtvistede afgørelse. Det andet, det tredje og det fjerde anbringende vedrører efterprøvelsen af, om denne afgørelse var velbegrundet, og vedrører en fejlagtig fortolkning af henholdsvis artikel 122 TEUF, artikel 136, stk. 1, TEUF og de folkeretlige regler.

17

Med sit første anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten, idet den i den appellerede doms præmis 28-32 og 34 fandt, at den omtvistede afgørelse opfyldte de krav, der følger af begrundelsespligten som fastsat i artikel 296 TEUF, har begået en retlig fejl.

18

Først fastslog Retten i den appellerede doms præmis 28 urigtigt, at den omstændighed alene, at Kommissionen i den omtvistede afgørelse henviser til artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011, udgjorde en tilstrækkelig begrundelse, henset til retspraksis vedrørende begrundelsespligten. En sådan henvisning kan nemlig ikke udgøre en detaljeret og klar begrundelse for Kommissionens »åbenbare« manglende kompetence som omhandlet i denne bestemmelse.

19

Dernæst er Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 27, ifølge hvilken Kommissionen foretog en »detaljeret undersøgelse af de i forslaget anførte traktatbestemmelser (artikel 119 TEUF – 144 TEUF) og af alle de andre mulige retsgrundlag«, ifølge appellanten heller ikke tilstrækkelig i denne henseende.

20

Det samme gælder for henvisningen i den omtvistede afgørelse til artikel 136, stk. 1, TEUF.

21

Endelig begik Retten en fejl, idet den i den appellerede doms præmis 30 og 31 fandt, at begrundelsen for den omtvistede afgørelse var tilstrækkelig, henset til afgørelsens art og den sammenhæng, hvori den var blevet vedtaget. Rettens argumentation har således på den ene side ingen sammenhæng med Kommissionens åbenbare manglende kompetence, og på den anden side fastlægger den fejlagtigt en årsagssammenhæng mellem den såkaldte mangel på »klarhed og præcision for så vidt angår det påståede juridiske grundlag for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt, der var nødvendig for gennemførelsen af traktaterne« som anført i den appellerede doms præmis 30, og pligten til at angive den begrundelse, der ligger til grund for den omtvistede afgørelse.

22

Kommissionen er af den opfattelse, idet denne tilslutter sig Rettens argumentation som angivet i det første anbringende, at dette anbringende skal forkastes som ugrundet.

23

Det skal indledningsvis bemærkes, at artikel 11, stk. 4, TEU, som blev indført ved Lissabontraktaten, anerkender, at unionsborgere under visse betingelser har ret til at tage initiativ til at opfordre Kommissionen til inden for rammerne af sine beføjelser at fremsætte et egnet forslag om spørgsmål, hvor en EU-retsakt efter disse borgeres opfattelse er nødvendig til gennemførelse af traktaterne.

24

Retten til at tage et EBI udgør – på linje med bl.a. retten til at indgive andragender til Parlamentet – et instrument vedrørende borgernes ret til deltagelse i EU’s demokratiske liv, der er fastsat i artikel 10, stk. 3, TEU, for så vidt som det gør det muligt for dem at henvende sig direkte til Kommissionen med anmodning om, at den fremsætter et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne.

25

I henhold til artikel 24, stk. 1, TEUF præciseres de procedurer og betingelser, der er nødvendige for at fremsætte et EBI, i forordning nr. 211/2011. Forordningens artikel 4 fastsætter betingelserne for Kommissionens registrering af et forslag til EBI.

26

Blandt disse betingelser fastsætter denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra b), at et forslag til EBI registreres af Kommissionen, for så vidt som det »ikke åbenbart [falder] uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne«.

27

Det er i medfør af denne bestemmelse, at Kommissionen ved den omtvistede afgørelse afslog at registrere forslaget til EBI, som appellanten havde indleveret til Kommissionen.

28

I det omfang appellanten med sit første anbringende har gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at denne afgørelse var tilstrækkeligt begrundet, skal det i denne henseende fremhæves, at pligten til at give initiativtagerne meddelelse om grundene til afslaget på at registrere deres forslag til EBI, som fastsat i artikel 4, stk. 3, andet afsnit, i forordning nr. 211/2011, udgør et specifikt udtryk – for så vidt angår EBI – for pligten til at begrunde retsakter som fastsat i artikel 296 TEUF. I henhold til fast retspraksis vedrørende denne bestemmelse skal begrundelsen tilpasses karakteren af den pågældende retsakt og klart og utvetydigt angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt den anfægtede retsakt, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret (jf. navnlig dom af 6.3.2003, Interporc mod Kommissionen, C-41/00 P, EU:C:2003:125, præmis 55).

29

Som det ligeledes fremgår af fast retspraksis, skal begrundelseskravet fastlægges i lyset af den konkrete sags omstændigheder. Det kræves ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en beslutnings begrundelse opfylder kravene efter artikel 296 TEUF, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden af denne retsakt, men ligeledes i forhold til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 150, og af 21.12.2016, Club Hotel Loutraki m.fl. mod Kommissionen, C-131/15 P, EU:C:2016:989, præmis 47).

30

Det er i lyset af disse principper, hvortil der korrekt henvises i den appellerede doms præmis 22-24, at det skal undersøges, om Retten begik en retlig fejl, da den fandt, at Kommissionen havde overholdt begrundelsespligten ved vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.

31

Det er i det foreliggende tilfælde ubestridt, således som Retten har angivet i den appellerede doms præmis 28, at denne afgørelse viste, at afslaget på at registrere det omhandlede forslag til EBI var begrundet med, at det ikke overholder den betingelse, der følger af artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011. Den nævnte afgørelse anførte i denne henseende, at Kommissionen mente, at hverken bestemmelserne vedrørende den økonomiske og monetære politik, der er påberåbt i dette forslag, dvs. artikel 119 TEUF – 144 TEUF, eller noget andet retsgrundlag giver Kommissionen beføjelse til at fremsætte et forslag til en EU-retsakt, der gør det muligt at nå det mål, som det omhandlede forslag til EBI sigter imod. I denne sammenhæng har Kommissionen nærmere bestemt udtalt sig om artikel 136, stk. 1, TEUF og har angivet årsagerne til, at den ikke fandt, at denne bestemmelse kunne udgøre et passende retsgrundlag i denne henseende.

32

I modsætning til det, som appellanten tilsyneladende antyder, har Retten ikke fastslået, at hvert af disse elementer fra den omtvistede afgørelse, individuelt set, udgør en tilstrækkelig begrundelse, der kan opfylde kravene i retspraksis vedrørende begrundelsespligten. Den har heller ikke fastslået i den appellerede doms præmis 30 og 31, at en sådan begrundelse som sådan kan udledes af den omhandlede retsakts karakter og af den sammenhæng, hvori den er blevet vedtaget.

33

Retten har derimod undersøgt i overensstemmelse med den relevante praksis fra Domstolen, der er anført i denne doms præmis 28 og 29, om begrundelsen for den omtvistede afgørelse opfyldte kravene i artikel 296 TEUF på baggrund af samtlige elementer, som den indeholder, og henset til omstændighederne i den konkrete sag, navnlig arten af denne afgørelse og den sammenhæng, hvori den er blevet vedtaget.

34

Retten har i denne henseende i den appellerede doms præmis 25 og 26 i det væsentlige fremhævet, at henset til selve kernen af retten til EBI og den indvirkning, som afgørelsen om afslag på registrering af et EBI kan have på det demokratiske liv i Unionen, påhviler det Kommissionen at begrunde sin afgørelse om afslag på registrering af et sådan forslag, således at grundene til dette afslag fremgår klart. I tilfælde, hvor nævnte afslag som i det foreliggende tilfælde er støttet på artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011, skal denne begrundelse derfor angive grundene til, at Kommissionen finder, at nævnte forslag åbenbart falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne.

35

Når initiativtagerne til EBI i henhold til bilag II til forordning nr. 211/2011 i bilag til forslaget vedlægger mere detaljerede oplysninger om emnet for, formålene med og baggrunden for dette, har Kommissionen pligt til at undersøge disse oplysninger omhyggeligt og upartisk.

36

I den appellerede doms præmis 30 og 31 har Retten imidlertid også fremhævet den omstændighed, at det omhandlede forslag til EBI er meget kortfattet og mangler klarhed, for så vidt som det i det væsentlige begrænser sig til spørgsmålet om retsgrundlaget for vedtagelsen af den EU-retsakt, som forslaget vedrører, og under ét henviser til artikel 119 TEUF – 144 TEUF om Unionens økonomiske og monetære politik uden at give den mindste forklaring eller præcisering af forbindelsen mellem det nævnte forslags indhold og de 26 artikler i EUF-traktaten, som det henviser til.

37

Selv om Kommissionens websted alene gjorde det muligt at vælge rubrikken »den økonomiske og monetære politik artikel 119 TEUF – 144 TEUF« som en samlet enhed, skal det i denne forbindelse fremhæves, at i henhold til bilag II til forordning nr. 211/2011 kunne initiativtagerne imidlertid have vedlagt et bilag med mere detaljerede oplysninger om disse artiklers relevans med hensyn til indholdet af det omhandlede forslag til EBI, hvilket de ikke påberåber sig at have gjort.

38

Under sådanne omstændigheder kan det imidlertid ikke foreholdes Retten at have tilsidesat den retspraksis, der er nævnt i denne doms præmis 28 og 29, idet den i den appellerede doms præmis 31 fastslog, at Kommissionen havde ret til alene at tage stilling til de bestemmelser, der var påberåbt under ét i nævnte forslag, som den syntes var mindst irrelevant, dvs. artikel 136, stk. 1, TEUF, uden at skulle give en specifik begrundelse for hver af disse bestemmelser eller så meget desto mere at begrunde, hvorfor de andre bestemmelser i EUF-traktaten var irrelevante.

39

Under disse omstændigheder kunne Retten i den appellerede doms præmis 32 med rette konstatere, at den omtvistede afgørelse indeholdt tilstrækkelige oplysninger til, at appellanten i betragtning af den sammenhæng, hvori den var blevet vedtaget, kunne få kendskab til grundlaget for afslaget på at registrere det omhandlede forslag til EBI, og til, at Unionens retsinstanser kunne udøve deres kontrol.

40

I denne sidstnævnte forbindelse fremgår det klart af den appellerede dom, at Retten rent faktisk kunne udøve sin kontrol med hensyn til denne afgørelse, herunder for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt artikel 122 TEUF kunne udgøre retsgrundlaget for den foranstaltning, der er genstanden for det omhandlede forslag til EBI, selv om denne artikel ikke specifikt er anført i dette forslag.

41

Det følger af det ovenstående, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 34 fastslog, at Kommissionen på baggrund af de konkrete omstændigheder havde overholdt den begrundelsespligt, der påhviler den, i forbindelse med vedtagelsen af den omtvistede afgørelse.

42

Appellanten har desuden anfægtet begrundelsen for denne afgørelse, for så vidt som det omhandlede forslag til EBI ikke åbenbart falder uden for Domstolens kompetence i henhold til de bestemmelser, der er anført i nævnte afgørelse. Det skal imidlertid konstateres, at denne argumentation ikke vedrører begrundelsespligten som en væsentlig formforskrift, men det særkilte spørgsmål om, hvorvidt begrundelsen er materielt rigtig, hvilket henhører under realiteten for så vidt angår den omtvistede afgørelses lovlighed (dom af 29.9.2011, Elf Aquitaine mod Kommissionen, C-521/09 P, EU:C:2011:620, præmis 146 og den deri nævnte retspraksis). Denne argumentation skal derfor behandles i forbindelse med svaret på det andet, det tredje og det fjerde anbringende.

43

Under hensyn til ovenstående betragtninger skal det første anbringende forkastes som ugrundet.

44

Med det andet, det tredje og det fjerde anbringende har appellanten kritiseret Retten for – ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af artikel 122 TEUF, artikel 136, stk. 1, TEUF og de folkeretlige regler – at have fastslået, at betingelsen i artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011 ikke var opfyldt i det foreliggende tilfælde.

45

Det bemærkes indledningsvis, at hvad for det første angår registreringsprocessen for et forslag til EBI tilkommer det i henhold til artikel 4 i forordning nr. 211/2011 Kommissionen at undersøge, om et sådan forslag opfylder de anførte registreringsbetingelser i bl.a. denne artikels stk. 2, litra b). I henhold til nævnte artikels stk. 1 og 2 skal der ligeledes tages hensyn til oplysningerne om forslaget til EBI’s emne og formål, der enten obligatorisk eller af egen drift tilvejebringes af initiativtagerne i overensstemmelse med bilag II til forordningen.

46

Det skal i denne henseende bemærkes, at som det fremgår af fjerde betragtning til forordning nr. 211/2011 og artikel 4, stk. 1, sidste afsnit, i denne forordning, er Kommissionen inden for rammerne af registreringsprocessen forpligtet til at yde bistand og rådgivning til initiativtagerne til et EBI, især hvad angår registreringskriterierne.

47

Det skal dernæst fremhæves, at som det er angivet i tiende betragtning til denne forordning, skal afgørelsen vedrørende registreringen af et forslag til EBI som omhandlet i denne forordnings artikel 4 træffes i overensstemmelse med princippet om god forvaltningsskik, i henhold til hvilket den kompetente institution omhyggeligt og upartisk skal undersøge alle relevante forhold i den enkelte sag.

48

Disse krav, der er knyttet til princippet om god forvaltningsskik, finder almindeligvis anvendelse på EU-administrationens handlinger i forholdet til offentligheden (jf. i denne retning dom af 4.4.2017, Médiateur mod Staelen, C-337/15 P, EU:C:2017:256, præmis 34), og dermed ligeledes i forbindelse med retten til at indgive et EBI som borgernes middel til deltagelse i Unionens demokratiske liv.

49

I overensstemmelse med de formål, der forfølges med dette middel, således som de er angivet i første og anden betragtning til forordning nr. 211/2011, og som bl.a. består i at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere tilgængelig, skal den registreringsbetingelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 4, stk. 2, litra b), desuden fortolkes og anvendes af Kommissionen, når den er blevet forelagt et forslag til EBI, således at det sikres, at EBI er lettilgængelig.

50

Følgelig er det kun, såfremt et forslag til EBI – henset til sit emne og formål, således som disse fremgår af de obligatoriske oplysninger og i givet fald af de supplerende oplysninger, der er blevet tilvejebragt af initiativtagerne i henhold til bilag II til forordning nr. 211/2011 – falder åbenbart uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt med henblik på gennemførelsen af traktaterne, at denne er kompetent til at afslå registreringen af dette forslag til EBI i henhold til nævnte forordnings artikel 4, stk. 2, litra b).

51

Efter denne præcisering skal den kontrol, som Domstolen har kompetence til at udøve i forbindelse med denne appel, for det andet afgrænses.

52

Som generaladvokaten har anført i punkt 7, 31 og 40 i sit forslag til afgørelse, har appellanten således i løbet af nærværende procedure ved Domstolen i væsentlig grad uddybet sine forklaringer om emnet for det omhandlede forslag til EBI og det hensigtsmæssige retsgrundlag i denne henseende og har anført, at Retten ved flere lejligheder i den appellerede dom foretog en række konstateringer, der enten var ukorrekte eller ufuldstændige vedrørende dette emne.

53

Det skal imidlertid for det første fremhæves, således som generaladvokaten bl.a. har anført i punkt 30 i sit forslag til afgørelse, at vurderingen af, om Rettens ræsonnement i den appellerede dom er velbegrundet i forbindelse med dennes kontrol af, om den omtvistede afgørelse var velbegrundet, kun kan foretages på baggrund af de angivelser, der er blevet tilvejebragt af initiativtagerne til det omhandlede forslag til EBI i forbindelse med deres anmodning til Kommissionen om registrering af dette, og ikke i lyset af de præciseringer, der er blevet indgivet af appellanten inden for rammerne af denne appel.

54

Således som Retten har konstateret i den appellerede doms præmis 3, og nærmere bestemt i flere passager i denne dom, begrænsede disse angivelser sig til at beskrive formålet med dette forslag, som var i EU-retten at fastlægge »nødretsprincippet, ifølge hvilket det, når en stats finansielle og politiske eksistens trues af tilbagebetalingen af en odiøs gæld, er nødvendigt og begrundet at nægte at betale gælden«, og at henvise under ét til artikel 119 TEUF – 144 TEUF som retsgrundlag for dets vedtagelse.

55

For det andet følger det ligeledes af fast retspraksis, at inden for rammerne af appelsagen er Domstolens kompetence i princippet begrænset til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet i første instans (jf. i denne retning dom af 30.4.2014, FLSmidth mod Kommissionen, C-238/12 P, EU:C:2014:284, præmis 42, og af 22.5.2014, ASPLA mod Kommissionen, C-35/12 P, EU:C:2014:348, præmis 39).

56

I det foreliggende tilfælde har appellanten imidlertid som fremhævet i denne doms præmis 12 til støtte for det anbringende, der blev fremsat i forbindelse med søgsmålet ved Retten, påberåbt sig artikel 122, stk. 1 og 2, TEUF, artikel 136, stk. 1, TEUF og de folkeretlige regler.

57

Heraf følger, at Domstolens undersøgelse af argumenterne, der har til formål at bevise, at Retten fejlagtigt fastslog, at der ikke forelå et passende retsgrundlag i EU-retten for at vedtage det princip, der er anført i det omhandlede forslag til EBI, skal begrænses til de argumenter, der tilsigter at bevise, at Retten begik fejl i forbindelse med fortolkningen af artikel 122 TEUF og artikel 136, stk. 1, TEUF samt de folkeretlige regler.

58

Med sit andet anbringende, som består af fire led, har appellanten kritiseret Retten for i den appellerede doms præmis 41-43 og 47-50 at have anlagt en fejlagtig fortolkning af artikel 122, stk. 1 og 2, TEUF, idet den i strid med artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011 fastslog, at disse bestemmelser åbenbart ikke udgjorde et retsgrundlag for vedtagelsen i EU-retten af det princip, der er genstand for det omhandlede forslag til EBI.

59

Ved for det første at fortolke artikel 122 TEUF isoleret uden at betragte den i sammenhæng med artikel 119 TEUF – 126 TEUF tog Retten ikke hensyn til ånden i kapitel 1, der har overskriften »Økonomisk politik«, i afsnit VIII i EUF-traktatens tredje del, hvis grundprincip er, at medlemsstaternes økonomiske politik henhører under de nationale regeringers kompetence, og at de skal være koordinerede.

60

Appellanten har bl.a. anført, at det fremgår af artikel 122, stk. 1 og 2, TEUF, at de foranstaltninger, som Kommissionen har beføjelse til at foreslå Rådet at træffe i henhold til denne artikel, kan være genoprettende eller præventive og har til formål at imødegå tilfælde af alvorlige vanskeligheder eller en alvorlig risiko for sådanne vanskeligheder, der vil kunne bringe formålene med EU i fare. Ved imidlertid at tage denne artikel ud af sin sammenhæng begik Retten en retlig fejl.

61

For det andet har appellanten fremhævet, at artikel 122, stk. 1, TEUF, som i øvrigt fastsætter princippet om solidaritet mellem medlemsstaterne, tildeler Kommissionen en vid skønsbeføjelse til at foreslå vedtagelsen af hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at imødegå alvorlige vanskeligheder for én af dem. Vedtagelsen af nødretsprincippet i en EU-tekst ville udgøre en sådan hensigtsmæssig foranstaltning. Idet Retten trods alt fandt, at det omhandlede forslag til EBI lå åbenbart uden for Kommissionens kompetence, anlagde den en fejlagtig fortolkning af artikel 122 TEUF.

62

For det tredje har appellanten først og fremmest bestridt Rettens argumentation i den appellerede doms præmis 41 vedrørende dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756). Retten begik en retlig fejl, idet den sammenlignede den foranstaltning, der er foreslået i det omhandlede forslag til EBI, med den europæiske stabilitetsmekanisme (herefter »ESM«), der er specifikt nævnt i denne dom, og som er grundlæggende forskellig fra den nævnte foranstaltning. Formålet med det omhandlede forslag til EBI er alene at indføre nødretsprincippet i EU-retten i lyset af Den Hellenske Republiks alvorlige vanskeligheder, som hidrører fra dennes gæld, og ikke at skabe en finansieringsmekaniske som ESM.

63

Dernæst har appellanten gjort gældende, at Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 42, hvorefter artikel 122, stk. 1, TEUF ville indebære, at de foranstaltninger, der er omfattet af nævnte bestemmelse, er »baseret på bistand medlemsstaterne imellem«, er retligt fejlagtig. Det fremgår af en læsning af denne artikel, at den ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne, der nævnes i denne artikel, ikke – i modsætning til, hvad Retten har fastslået – svarer til en finansielt udformet bistand mellem medlemsstaterne.

64

For det fjerde begik Retten retlige fejl, da den i den appellerede doms præmis 47-49 endnu en gang henviste til dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756), med henblik på at konkludere, at formålet med det omhandlede forslag til EBI åbenlyst ikke var omfattet af artikel 122, stk. 2, TEUF.

65

For det første kan den omstændighed, at nødretsprincippet indføres i EU-retten, i mange henseender ikke sammenlignes med ESM. For det andet fandt Retten med urette, at proceduren for at erklære nødret skal iværksættes af medlemsstaterne og ikke af Unionen. Det omhandlede forslag til EBI angiver nemlig, at det er Unionen, der i en ånd af solidaritet skal godkende en sådan erklæring. For det tredje konstaterede Retten i den appellerede doms præmis 49 med urette, at vedtagelsen af nødretsprincippet ikke alene omfatter en medlemsstats gæld til Unionen, men ligeledes gæld, som den nævnte stat måtte have til andre juridiske eller fysiske personer eller offentlige eller private aktører. Vedtagelsen af dette princip ville rent faktisk alene omfatte en medlemsstats gæld til Unionen. Under alle omstændigheder ville Kommissionen kunne have givet et delvist svar på det omhandlede forslag til EBI ved at begrænse forslagets formål alene til denne gæld, som åbenlyst er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 122, stk. 2, TEUF.

66

Ifølge Kommissionen skal det andet anbringende afvises, for så vidt som det indeholder nye argumenter, eller under alle omstændigheder forkastes som ugrundet.

67

Indledningsvis bemærkes, at ifølge fast retspraksis skal valget af retsgrundlag for en EU-retsakt ske på grundlag af objektive forhold, som gør det muligt at foretage en domstolskontrol, herunder navnlig retsaktens formål og indhold (dom af 29.4.2004, Kommissionen mod Rådet, C-338/01, EU:C:2004:253, præmis 54, af 19.7.2012, Parlamentet mod Rådet, C-130/10, EU:C:2012:472, præmis 42, og af 18.12.2014, Det Forenede Kongerige mod Rådet, C-81/13, EU:C:2014:2449, præmis 35).

68

I det omfang appellanten med sit andet anbringende, hvis led skal behandles samlet, for det første foreholder Retten at have begået retlige fejl, idet den i den appellerede doms præmis 40-43 fastslog, at artikel 122, stk. 1, TEUF ikke udgjorde et passende retsgrundlag med henblik på vedtagelsen af en foranstaltning som den, det omhandlede forslag til EBI omhandler, skal det bemærkes, at i henhold til denne bestemmelse kan Rådet, der træffer afgørelse på forslag af Kommissionen, i en ånd af solidaritet mellem medlemsstaterne vedtage foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation, navnlig hvis der opstår alvorlige forsyningsvanskeligheder med hensyn til visse produkter, især på energiområdet.

69

Først og fremmest har Domstolen i denne henseende, som Retten med rette bemærkede i den appellerede doms præmis 41, i præmis 116 i dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756), fastslået, at artikel 122, stk. 1, TEUF ikke udgør et egnet retsgrundlag for en eventuel finansiel støtte fra Unionen til medlemsstater, der har eller er truet af alvorlige finansieringsproblemer.

70

Selv om appellanten gør gældende, at ESM, der var genstanden for den sag, der gav anledning til denne dom, i flere henseender adskiller sig fra den foranstaltning, der foreslås i det omhandlede forslag til EBI, fremgår det ikke desto mindre af nævnte dom, at artikel 122, stk. 1, TEUF ikke omfatter foranstaltninger, der i det væsentlige har til formål at afhjælpe alvoren af en medlemsstats finansieringsvanskeligheder.

71

Det må dernæst konstateres, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 42 og 43 fastslog, at henset til bl.a. ånden af solidaritet mellem medlemsstaterne, som i henhold til ordlyden af artikel 122, stk. 1, TEUF kræves i forbindelse med vedtagelsen af foranstaltninger, der er afpasset efter den økonomiske situation som omhandlet i denne bestemmelse, kan nævnte bestemmelse ikke udgøre et grundlag for at vedtage en foranstaltning eller et princip, der i det væsentlige giver en medlemsstat beføjelse til ensidigt at beslutte ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld.

72

For så vidt som appellanten nærmere bestemt har bestridt Rettens konstatering i den appellerede doms præmis 43, hvorefter det omhandlede forslag til EBI ville give en medlemsstat, der befandt sig i alvorlige finansieringsvanskeligheder, beføjelse til »ensidigt at beslutte« ikke at tilbagebetale hele eller en del af sin gæld, skal det bemærkes, at det kun er inden for rammerne af denne appel, at appellanten har angivet, at en sådan medlemsstats mulighed for at påberåbe sig nødret ville kunne underlægges betingelser, der fastsættes af Kommissionen. Som det er fremhævet i denne doms præmis 53, ville der imidlertid ikke kunne tages hensyn til en sådan angivelse med henblik på vurderingen af, om Rettens vurdering i den appellerede doms præmis 43 var velbegrundet.

73

Heraf følger, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 40-43 fastslog, at artikel 122, stk. 1, TEUF ikke udgjorde et passende retsgrundlag for vedtagelsen af en foranstaltning som den, der er omhandlet i det omhandlede forslag til EBI.

74

I det omfang appellanten med sit andet anbringende for det andet kritiserer Retten for at have begået retlige fejl, da den i den appellerede doms præmis 47-50 fastslog, at artikel 122, stk. 2, TEUF ikke udgjorde et passende retsgrundlag for vedtagelsen af en sådan foranstaltning, skal det bemærkes, at i henhold til denne bestemmelse kan Rådet på forslag af Kommissionen på bestemte betingelser yde en medlemsstat finansiel støtte fra Unionen i tilfælde af vanskeligheder eller alvorlig risiko for store vanskeligheder som følge af naturkatastrofer eller usædvanlige begivenheder, som den ikke selv er herre over.

75

Det skal i den forbindelse først og fremmest konstateres, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 48 bemærkede, at Domstolen allerede i præmis 65, 104 og 131 i dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756), fastslog, at artikel 122, stk. 2, TEUF tildeler Unionen kompetence til at yde finansiel ad hoc-støtte til en medlemsstat, der befinder sig i ovennævnte situation, men at denne bestemmelse ikke kunne berettige en lovgivningsmæssig indførelse af en mekanisme til undladelse af afbetaling af gæld, der er stiftet på grundlag af nødretsprincippet, henset især til en sådan mekanismes iboende generelle og permanente karakter.

76

Hvad dernæst angår de retlige fejl, som Retten ifølge appellanten begik i den appellerede doms præmis 49 for så vidt angår arten af den finansielle støtte, som artikel 122, stk. 2, TEUF omhandler, skal det bemærkes, således som Retten har gjort i den nævnte præmis i den appellerede dom, at det fremgår af præmis 118 i dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756), at genstanden for denne bestemmelse udelukkende er finansiel støtte, som ydes af Unionen og ikke af medlemsstaterne.

77

Det var følgelig med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 49 fastslog, at vedtagelsen af nødretsprincippet, som det omhandlede forslag til EBI angår, ikke omfattes af begrebet »de støtteforanstaltninger, som ydes af Unionen« som omhandlet i nævnte bestemmelse, for så vidt som et sådant princip ikke alene ville omfatte en medlemsstats gæld over for Unionen, men ligeledes gæld tilhørende andre offentlige eller private aktører og derfor bl.a. medlemsstater.

78

For så vidt som appellanten i denne sammenhæng søger at anfægte Rettens konstatering, ifølge hvilken vedtagelsen af nødretsprincippet som foreslået i det omhandlede forslag til EBI ikke alene ville omfatte en medlemsstats gæld over for Unionen, skal det bemærkes, at inden nærværende appelsag har appellanten aldrig hævdet, at dette forslag alene er begrænset til den pågældende medlemsstats gæld over for Unionen. Appellantens argument modsiges desuden af andre i appellen fremførte anbringender, hvorefter forslaget har til formål at muliggøre – til fordel for medlemsstater, der befinder sig i en nødsituation – udsættelse eller eftergivelse af en del af deres gæld ikke alene over for Unionen, men ligeledes over for de andre medlemsstater. Dette argument kan følgelig ikke tiltrædes.

79

Hvad endelig angår argumentet, hvorefter Kommissionen kunne have foretaget en delvis viderebehandling af det omhandlede forslag til EBI, skal dette argument, eftersom det er blevet fremsat for første gang under appellen, afvises i henhold til den i nærværende doms præmis 55 nævnte faste retspraksis.

80

Heraf følger, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 50 fastslog, at en foranstaltning som den, der er foreslået i det omhandlede forslag til EBI, åbenbart ikke er omfattet af de finansielle støtteforanstaltninger, som Rådet har beføjelse til at vedtage på forslag fra Kommissionen i henhold til artikel 122, stk. 2, TEUF.

81

Det følger af det ovenstående, at det andet anbringende skal forkastes.

82

Med sit tredje anbringende har appellanten foreholdt Retten i den appellerede doms præmis 57-60 at have foretaget en fejlagtig fortolkning af artikel 136, stk. 1, TEUF. I modsætning til, hvad Retten har lagt til grund, kan fastlæggelsen af et nødretsprincip i EU-retten støttes på artikel 136 TEUF, der bl.a. har til formål at bidrage til »Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde«.

83

I denne henseende har appellanten gjort gældende, at det i den appellerede doms præmis 58 anførte, hvorefter vedtagelsen af et nødretsprincip ville medføre, at de kontraherende parters frie vilje erstattes af en lovgivningsmekanisme for ensidig afskrivning af nationale gældsforpligtelser, hvilket det er åbenbart, at denne bestemmelse ikke tillader, er retligt fejlagtig. Vedtagelsen af nævnte princip giver således en medlemsstat, der er i alvorlige vanskeligheder, mulighed for midlertidigt at udsætte betalingen af alle sine gældsforpligtelser for at tilpasse sin økonomiske politik til væksten ved således at tilskynde økonomiske investeringer, der er til fordel for denne, hvilket utvivlsomt vil bidrage til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde som anført i artikel 136, stk. 1, TEUF. Appellanten har i denne sammenhæng og som eksempel henvist til Det Europæiske Råds afgørelse af 21. juli 2011, hvoraf det fremgår, at afgørelsen vedrørende afskrivningen af en medlemsstats offentlige gæld kan have grundlag i EU-retten.

84

Desuden giver artikel 136, stk. 1, TEUF udtrykkeligt Rådet beføjelse til at iværksætte foranstaltninger til at udfærdige økonomisk-politiske retningslinjer. Følgelig har Kommissionen ligeledes beføjelse til at foreslå Rådet at godkende sådanne foranstaltninger.

85

Dette ville betyde, at det omhandlede forslag til EBI ikke åbenbart falder uden for Kommissionens beføjelser i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), i forordning nr. 211/2011, og at Retten i den appellerede doms præmis 59 med urette fastslog, at vedtagelsen af et nødretsprincip ikke er omfattet af bestemmelserne i artikel 136, stk. 1, TEUF.

86

Desuden ville en stabilitetsmekanisme og en mekanisme for finansiel støtte, således som det er muligt at indføre i henhold til artikel 136, stk. 3, TEUF, ifølge appellanten kunne omfatte udsættelse af betalingen af en medlemsstats gæld, når dette sker med medlemsstaternes accept, og når en af medlemsstaterne befinder sig i en nødretssituation. Under alle omstændigheder giver artikel 352 TEUF Kommissionen beføjelse til at foreslå en foranstaltning som den, der er omhandlet i forslaget til EBI, der er nødvendig for at nå et af målene i traktaten, såsom stabiliteten i euroområdet.

87

Ifølge Kommissionen skal det tredje anbringende dels afvises, dels forkastes som ugrundet.

88

Det skal bemærkes, at i henhold til artikel 136, stk. 1, TEUF kan Rådet for at medvirke til Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde og i overensstemmelse med de relevante bestemmelser i traktaterne vedtage foranstaltninger for de medlemsstater, der har euroen som valuta, for det første i henhold til denne bestemmelses litra a) med henblik på at styrke samordningen og overvågningen af deres budgetdisciplin og for det andet i henhold til nævnte bestemmelses litra b) med henblik på for disse medlemsstater at udarbejde økonomisk-politiske retningslinjer, som skal være i overensstemmelse med dem, der er vedtaget for hele Unionen, samt at sikre overvågningen heraf.

89

Retten begik ikke nogen retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 57 og 58 fastslog, at vedtagelsen af nødretsprincippet, sådan som det er foreslået i det omhandlede forslag til EBI, åbenbart ikke omfatter de foranstaltninger, der er beskrevet i den foregående præmis.

90

Retten fandt nemlig med rette i den appellerede doms præmis 57, at der ikke var noget grundlag for at konkludere – og sagsøgeren havde på ingen måde påvist – at vedtagelsen af den i det omhandlede forslag til EBI nævnte foranstaltning ville have til formål at styrke samordningen af budgetdisciplinen eller være omfattet af de økonomisk-politiske retningslinjer, som Rådet har beføjelse til at udarbejde med henblik på Den Økonomiske og Monetære Unions rette virkemåde.

91

Det var ligeledes med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 58 dels henviste til den omstændighed, at det fremgår af præmis 51 og 64 i dom af 27. november 2012, Pringle (C-370/12, EU:C:2012:756), at Unionens rolle på området for den økonomiske politik er begrænset til vedtagelse af samordningsforanstaltninger, dels fastslog, at vedtagelsen af en foranstaltning som den, der er foreslået i det omhandlede forslag til EBI, der er langt fra at være omfattet af begrebet økonomisk-politiske retningslinjer som omhandlet i artikel 136, stk. 1, litra b), TEUF, reelt ville medføre, at de kontraherende parters frie vilje erstattes af en lovgivningsmekanisme for ensidig afskrivning af nationale gældsforpligtelser, hvilket det er åbenbart, at denne bestemmelse ikke tillader.

92

Heraf følger, at det var med rette, at Retten i den appellerede doms præmis 59 tilsluttede sig Kommissionens konklusion, hvorefter det er åbenbart, at forslaget om at knæsætte nødretsprincippet, som appellanten har opfattet det, ikke er omfattet af bestemmelserne i artikel 136, stk. 1, TEUF.

93

For så vidt som appellanten inden for rammerne af det tredje anbringende i øvrigt har antydet, at nødretsprincippet, der er foreslået i det omhandlede forslag til EBI, ville kunne vedtages i EU-retten på grundlag af artikel 136, stk. 3, TEUF, om nødvendigt sammenholdt med artikel 352 TEUF, er det tilstrækkeligt at konstatere, at dette argument først blev fremført under denne appel, og Domstolen kan derfor i overensstemmelse med den i nærværende doms præmis 55 nævnte faste retspraksis ikke undersøge dette argument i det foreliggende tilfælde.

94

På baggrund af det ovenstående skal det tredje anbringende forkastes.

95

Med det fjerde anbringende har appellanten foreholdt Retten at have foretaget en fejlagtig fortolkning af de folkeretlige regler, for så vidt som den i den appellerede doms præmis 65 fandt, at tilstedeværelsen af et folkeretligt princip, såsom nødretsprincippet i det foreliggende tilfælde, under alle omstændigheder ikke ville være tilstrækkeligt til at danne grundlag for et lovgivningsinitiativ fra Kommissionens side. Desuden undersøgte Retten ikke, om argumenterne vedrørende tilstedeværelsen af et sådant folkeretligt princip var velbegrundede.

96

Eftersom appellen ifølge Kommissionen ikke indeholder nogen argumenter, der kan rejse tvivl om Rettens vurdering, hvorefter det er traktaterne og ikke en folkeretlig regel, der fastsætter tildelingen af den nødvendige kompetence til Kommissionen, skal dette anbringende forkastes, da det savner grundlag.

97

Det skal bemærkes, at i overensstemmelse med princippet om kompetencetildeling, der er fastsat i artikel 5, stk. 1 og 2, TEU, handler Unionen kun inden for rammerne af de beføjelser, som medlemsstaterne har tildelt den i traktaterne, med henblik på at opfylde de mål, der er fastsat heri.

98

Hvad nærmere bestemt angår Unionens institutioner nævnes det specifikt i artikel 13, stk. 2, TEU, at hver institution handler inden for rammerne af de beføjelser, der er tildelt den ved traktaterne, og i overensstemmelse med de procedurer, betingelser og mål, der er fastsat i disse.

99

Følgelig er det kun såfremt en kompetence er tildelt i denne henseende i traktaterne, at Kommissionen kan stille forslag til vedtagelse af en EU-retsakt.

100

Heraf følger, at Retten ikke begik en retlig fejl, da den i den appellerede doms præmis 65 fastslog, at den blotte tilstedeværelse af et folkeretligt princip, selv hvis det antages, at dette eksisterer, såsom det af appellanten påberåbte nødretsprincip, under alle omstændigheder ikke er tilstrækkeligt til at danne grundlag for et lovgivningsinitiativ fra Kommissionens side.

101

På denne baggrund kan Retten ikke kritiseres for ikke at have undersøgt, om argumenterne vedrørende tilstedeværelsen af dette princip i folkeretten var velbegrundede.

102

Følgelig skal det fjerde anbringende forkastes som ugrundet.

103

Da ingen af de af appellanten fremførte anbringender er taget til følge, skal appellen forkastes i sin helhed.

104

I henhold til artikel 184, stk. 2, i Domstolens procesreglement træffer Domstolen afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt appellen forkastes.

105

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da appellanten har tabt sagen, og Kommissionen har nedlagt påstand om, at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne, bør det pålægges appellanten at betale sagsomkostningerne i forbindelse med appellen.

På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer Domstolen (Store Afdeling):