1. 

Den foreliggende sag, som omhandler en civilretlig sag mellem to virksomheder, og som indeholder en række spørgsmål for så vidt angår begrebet »aftale om værneting« i artikel 23, stk. 1, i forordning (EF) nr. 44/2001 ( 2 ), giver Domstolen mulighed for at tage stilling til visse grundlæggende spørgsmål om aftaler om værneting i henhold til forordningen.

2.

Artikel 1 i forordning (EF) nr. 593/2008 ( 3 ), som bærer overskriften »Materielt anvendelsesområde«, bestemmer i stk. 2, at:

»2.   Denne forordning finder ikke anvendelse på:

[…]

[…]«

3.

Kapitel II i forordning nr. 44/2001 bærer overskriften »Kompetence«. Forordningens afdeling 7, der bærer overskriften »Aftaler om værneting«, indeholder to bestemmelser (artikel 23 og 24). Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 bestemmer:

»1.   Såfremt parterne i tilfælde, hvor mindst en af dem har bopæl på en medlemsstats område, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetente. Medmindre parterne har aftalt andet, er denne ret eller disse retter enekompetente. En sådan aftale om værneting skal være indgået:

4.

Höszig, sagsøgeren i hovedsagen, er en juridisk person med hjemsted i Ungarn, mens Alstom Power Thermal Services juridiske forgænger (sagsøgte) ( 4 ) er en juridisk person med hjemsted i Frankrig. Alstoms juridiske forgænger ønskede at investere i eksisterende kraftværker i Frankrig inden for rammerne af et større program.

5.

Alstoms juridiske forgænger opfordrede bl.a. Höszig til at afgive et tilbud, idet der i rækken af betingelser indgik en liste over de elementer, der skulle fremstilles, og som udgjorde genstanden for kontrakten, en beskrivelse af de tekniske krav, der i den forbindelse skulle være opfyldt, og Alstoms juridiske forgængers generelle kontraktvilkår, som var gældende i december 2008. Alstoms juridiske forgænger sendte disse generelle vilkår til Höszig pr. e-mail den 18. august 2009.

6.

Höszig afgav et tilbud vedrørende projektet, på grundlag af hvilket parterne indgik flere resultatkontrakter med henblik på fremstilling af metalstrukturer, der skulle fremstilles i Ungarn og integreres i kraftværker i Frankrig. Parterne indgik kontrakterne om projektet uden at mødes fysisk.

7.

Den første af kontrakterne indgået den 16. december 2010 indeholdt en liste med overskriften »Anvendt dokumentation«, hvoraf følgende fremgik:

Dokumenterne finder anvendelse i denne rækkefølge.«

8.

På sidste side i kontrakten er det præciseret, at »bestillingssedlen opregner samtlige dokumenter og de vigtigste oplysninger, der er nødvendige med henblik på gennemførelsen; parterne bør sikre sig, at de er i besiddelse af disse dokumenter med den rigtige reference, samt de dokumenter, der kræves af de førstnævnte; i modsat fald bør De straks skriftligt anmode os om de dokumenter, der mangler«.

9.

I kontraktens sidste afsnit er det oplyst, at »leverandøren erklærer, at han er bekendt med og accepterer betingelserne i nærværende bestillingsseddel, de gældende generelle kontraktvilkår, der er vedhæftet som bilag, og betingelserne i eventuelle rammeaftaler eller ‑kontrakter«.

10.

I henhold til klausul 23.1 i de »generelle kontraktvilkår« med overskriften »Den lov, der finder anvendelse, og bilæggelse af tvister« er »bestillingssedlen og dennes fortolkning underlagt fransk ret; De Forenede Nationers Konvention om aftaler om internationale køb af 11. april 1980 finder ikke anvendelse; enhver tvist, der opstår på baggrund af eller i forbindelse med gyldigheden, afgrænsningen, gennemførelsen eller ophævelsen af bestillingssedlen, der ikke kan løses ved forlig mellem parterne, indbringes for de enekompetente retter i Paris, der træffer endelig afgørelse, herunder vedrørende hasteprocedurer, afgørelser om udsættelse og forebyggende foranstaltninger«.

11.

Der opstod en retlig uoverensstemmelse mellem parterne om gennemførelsen af kontrakterne, og Höszig indledte et søgsmål ved Pécsi Törvényszék (retten i Pécs), som var den kompetente ret efter stedet for leveringens gennemførelse.

12.

Ifølge den forelæggende ret påberåber sagsøgeren sig artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 593/2008 vedrørende »Samtykke og materiel gyldighed« og har anført, at det er åbenbart, at det ikke ville være rimeligt at bestemme virkningen af sagsøgerens adfærd efter fransk ret, idet den af sagsøgeren fremstillede vare udgør kontraktens genstand, og idet stedet for gennemførelsen ligesom stedet for fremstillingen er sagsøgerens ungarske virksomhed, hvorfor hele fremstillingsprocessen er foregået i Ungarn indtil overgivelsen til den, der afgav bestillingen.

13.

Under hensyn til det ovenstående har sagsøgeren gjort gældende, at henset til, at denne har påberåbt sig en fortolkning i henhold til ungarsk ret, skal forholdet mellem de »generelle kontraktvilkår« og kontrakterne undersøges efter ungarsk ret.

14.

Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgtes juridiske forgængers »generelle kontraktvilkår« i henhold til bestemmelserne i § 205/A og § 205/B i den ungarske lov om civil retspleje vedrørende inkorporering af de generelle kontraktvilkår i kontrakter ikke kan indgå i de kontrakter, der blev indgået mellem parterne.

15.

Efter sagsøgerens opfattelse er klausulen om, hvilket lands ret der skal finde anvendelse, og som er inkluderet i sagsøgtes juridiske forgængers »generelle kontraktvilkår«, derfor ikke relevant, idet artikel 4, stk. 1, litra b), i forordning nr. 593/2008 bør finde anvendelse, hvorefter tjenesteydelsesaftalen er underlagt loven i det land, hvor tjenesteyderen, dvs. sagsøgeren, har sit sædvanlige opholdssted.

16.

For så vidt angår den ungarske domstols kompetence er det sagsøgerens opfattelse, at denne kompetence – henset til, at sagsøgtes juridiske forgængers »generelle kontraktvilkår« af de grunde, der er anført ovenfor, ikke indgår i kontrakterne – bør fastlægges i henhold til artikel 5, stk. 1, litra a), i forordning nr. 44/2001, hvorefter domstolen på det sted, hvor den forpligtelse, der ligger til grund for sagen, er opfyldt eller skal opfyldes, dvs. Pécsi Törvényszék, bør pådømme sagen.

17.

Sagsøgeren har subsidiært for det tilfælde, at det vurderes, at sagsøgtes juridiske forgængers »generelle kontraktvilkår« indgår i kontrakterne, nedlagt påstand om, at bestemmelsen om værneting i disse generelle kontraktvilkår heller ikke opfylder kravene i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, idet værnetingsklausulen henviser til »retterne i Paris«. Dels er Paris ikke en medlemsstat, men en by, dels betegner »retterne i Paris« ikke nogen konkret ret, men en række af retter, der befinder sig inden for denne bys administrative grænser.

18.

Den forelæggende ret har endvidere forklaret, at sagsøgte har anført en formalitetsindsigelse vedrørende domstolskompetence og påberåbt sig klausul 23 i sagsøgtes juridiske forgængers »generelle kontraktvilkår« vedrørende »varer og tjenesteydelser«, som indeholder bestemmelser om, hvilket lands ret der skal finde anvendelse, og om bilæggelse af tvister.

19.

Efter sagsøgtes opfattelse indgår de »generelle kontraktvilkår« i kontrakterne, og dermed har den ungarske domstol i henhold til disses klausul 23 ikke kompetence til at pådømme tvisterne vedrørende kontrakterne. Som følge heraf hævder sagsøgte, at sagsøgeren ikke har anlagt sit søgsmål mod sagsøgte ved den kompetente ret i den foreliggende sag.

20.

Det er sagsøgtes opfattelse, at artikel 10, stk. 2, i forordning nr. 593/2008 gør det muligt at undersøge, om det er rimeligt at anvende fransk ret ved bedømmelsen af, om der foreligger samtykke.

21.

Sagsøgte har anført, at i henhold til artikel 3, stk. 1, og artikel 10, stk. 1, i forordning nr. 593/2008, og henset til sagens omstændigheder, er valget af fransk ret som den ret, der skal finde anvendelse, fuldt ud rimeligt med hensyn til at bestemme virkningen af sagsøgerens adfærd, idet sagsøgtes juridiske forgænger var tilbudsgivers underleverandør i forbindelse med et offentligt udbud i Frankrig vedrørende en stor investering i franske kraftværker; at sagsøgte er underlagt fransk ret, og at sagsøgte med sagsøgeren indgik i et langsigtet juridisk kontraktforhold vedrørende de arbejder, som det nævnte offentlige udbud indebar, og som var sammensat af mange forskellige kontraktforhold, med henblik på fremstilling af metalliske strukturer. Følgelig har sagsøgte af de ovenfor anførte grunde gjort gældende, at valget af den lov, som en af parterne, nemlig køberen, er underlagt, er fuldt ud rimeligt og i overensstemmelse med handelspraksis, især når genstanden for handelen vil blive anvendt i køberens stat på et tæt reguleret marked. På det grundlag synes det rimeligt at anvende fransk ret med henblik på at vurdere sagsøgerens adfærd.

22.

Efter sagsøgtes opfattelse er værnetingsklausulen i klausul 23 i de »generelle kontraktvilkår« fuldt ud i overensstemmelse med artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, idet retterne i Paris er retter i en medlemsstat (Frankrig). Den omstændighed, at Paris’ retter ikke udgør alle Frankrigs retter, medfører ikke, at den nævnte værnetingsklausul bliver ugyldig. Sagsøgte finder, at den restriktive fortolkning, som sagsøgeren har foreslået, ikke tager hensyn til 14. betragtning til forordning nr. 44/2001, hvorefter parternes frihed til at indgå aftaler om værneting skal respekteres.

23.

Det er i forbindelse med behandlingen af denne sag, at Pécsi Törvényszék (retten i Pécs) ved afgørelse af 4. maj 2015, indgået til Domstolen den 15. maj 2015, har forelagt Domstolen følgende spørgsmål med henblik på en præjudiciel afgørelse:

24.

Alstom, den ungarske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De to sidstnævnte har endvidere afgivet mundtlige indlæg ved retsmødet den 21. januar 2016.

25.

Den forelæggende ret ønsker oplyst, hvorvidt den har kompetence til at træffe afgørelse i den foreliggende sag. I den forbindelse har den forelagt Domstolen to spørgsmål. Det første spørgsmål omhandler fortolkningen af artikel 10 i forordning nr. 593/2008, mens det andet spørgsmål omhandler fortolkningen af artikel 23 i forordning nr. 44/2001.

26.

Artikel 1, stk. 2, litra e), i forordning nr. 593/2008 udelukker udtrykkeligt »værnetingsaftaler« fra sit anvendelsesområde. Følgelig spiller denne forordning ingen rolle i forbindelse med afgørelsen af, hvorvidt der er kompetence.

27.

Den forelæggende ret ønsker i det væsentlige oplyst, hvorvidt artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 er til hinder for en værnetingsklausul i en af parternes generelle kontraktvilkår, hvorefter retterne i en nærmere bestemt by i en medlemsstat, i det foreliggende tilfælde Paris, har enekompetence til at træffe endelig afgørelse i tvister mellem parterne. Det er dette spørgsmål, som jeg foreslår besvares af Domstolen.

28.

I dette forslag til afgørelse henviser jeg ofte til Domstolens praksis om Bruxelleskonventionen af 27. september 1968 om retternes kompetence og om fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, herunder handelssager ( 5 ) (herefter »Bruxelleskonventionen«), idet den af Domstolen anlagte fortolkning af bestemmelserne i Bruxelleskonventionen, for så vidt som forordning nr. 44/2001 erstatter den, desuden også gælder for forordningens bestemmelser, når disse kan sidestilles med hinanden ( 6 ). Domstolen har allerede udtrykkeligt anført, at dette er tilfældet for så vidt angår Bruxelleskonventionens artikel 17, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, der stort set er affattet enslydende ( 7 ).

29.

Aftaler om værneting har stor betydning i internationale retstvister ( 8 ). Formålet med artikel 23, der med rette er blevet beskrevet som en af de vigtigste bestemmelser i forordning nr. 44/2001 ( 9 ), er at sikre parternes aftalefrihed i forordning nr. 44/2001 ( 10 ). Dens formål er at varetage retssikkerhedshensyn i form af, at der skabes mulighed for med sikkerhed at forudse, hvilken ret der er kompetent ( 11 ). Virkningen af en aftale om værneting er at udelukke værneting ifølge navnlig artikel 2 og 5 i forordning nr. 44/2001 ( 12 ). Man kan derfor roligt gå ud fra, at artikel 23 i forordning nr. 44/2001 »har forrang« ( 13 ) for de øvrige bestemmelser i forordningen, der omhandler kompetence.

30.

Artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 omhandler kun aftaler om værneting, og ikke kontraktens materielle bestemmelser. I Benincasa-dommen fastslog Domstolen derfor, at »[e]n værnetingsklausul – hvis sigte er processuelt – er omfattet af bestemmelserne i konventionen, der har til formål at fastlægge ensartede regler om retternes internationale kompetence. De materielle bestemmelser i den hovedkontrakt, som klausulen er indsat i, samt enhver indsigelse mod denne kontrakts gyldighed skal derimod bedømmes på grundlag af lex causa, der beror på de internationale privatretlige regler i den stat, hvori retten er beliggende« ( 14 ). En aftale om værneting er følgelig uafhængig af parternes kontrakts skæbne ( 15 ).

31.

Domstolen har endvidere efter Powell Duffryn-dommen fastslået, at begrebet »aftale om værneting« i artikel 23 i forordning nr. 44/2001 ikke blot bør fortolkes som en henvisning til national ret i en eller flere af de berørte stater, men som et selvstændigt begreb ( 16 ).

32.

Det følger endvidere af fast retspraksis, at artikel 23, stk. 1, skal fortolkes således, at valget af en ret i en aftale om værneting kun kan bedømmes ud fra de hensyn, som ligger til grund for kravene i denne artikel. Hensyn til sammenhængen mellem den udpegede ret og det omtvistede retsforhold, klausulens gyldighed og de materielle ansvarsregler, der er gældende ved den valgte ret, er uvedkommende i forhold til disse krav ( 17 ).

33.

Domstolen har fastslået, at ved at betinge en værnetingsklausuls gyldighed af, at der består en »aftale« mellem parterne, pålægger bestemmelsen den ret, for hvilken sagen er indbragt, en forpligtelse til først og fremmest at prøve, om den kontraktbestemmelse, som tillægger retten kompetence, faktisk har været genstand for parternes samstemmende vilje, som skal være udtrykt klart og præcist, og at formkravene i artikel 23 skal sikre, at parternes vilje faktisk har været til stede ( 18 ).

34.

Domstolen mener med andre ord, at opfyldelsen af de formelle krav i artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001 indebærer, at der foreligger en aftale.

35.

For så vidt angår navnlig spørgsmålet om samtykke består en aftale ud over de rent formelle krav efter sin art åbenlyst også af subjektive elementer, hvilket fører til spørgsmålet om, i hvilken grad sådanne subjektive elementer reguleres af artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, og hvorvidt eller snarere i hvilket omfang denne bestemmelse giver mulighed for at henvise til national ret, når det drejer sig om de øvrige krav til, at der foreligger en aftale, såsom retsevne, mangler ved samtykket ( 19 ) osv. ( 20 ). Grænsen mellem de elementer, som ligger henholdsvis inden for og uden for artikel 23, stk. 1, i forordning nr. 44/2001, er derfor ikke ganske klar på nuværende tidspunkt ( 21 ).

36.

Jeg foreslår derfor Domstolen, at den foreliggende sag kan afgøres på baggrund af bestående retspraksis, og den lægger efter min opfattelse ikke op til en generel drøftelse af denne grænse.

37.

Det er klart, at det tilkommer den forelæggende ret at fastslå, hvorvidt der faktisk er enighed om værnetingsklausulen mellem parterne. På baggrund af betragtningerne i punkt 28-33 i dette forslag til afgørelse og de oplysninger, som jeg råder over, mener jeg, at dette er tilfældet.

38.

Med henblik på at fastslå, hvorvidt der foreligger et klart og præcist samtykke, hvilket er et krav efter Domstolens praksis ovenfor, må det undersøges, hvorvidt de formelle krav i artikel 23, stk. 1, er opfyldt.

39.

Der er to forhold, som bør undersøges nærmere. Det drejer sig navnlig om, hvorvidt skriftlighedskravet, som er et krav efter artikel 23, stk. 1, litra a, er opfyldt, og i givet fald, hvorvidt beskrivelsen i form af »retterne i Paris« er tilstrækkeligt præcis.

40.

Jeg mener, at begge disse spørgsmål skal besvares bekræftende.

41.

Domstolen har fastslået, at »det i konventionens artikel 17, stk. 1, nævnte krav om skriftlighed, når en værnetingsklausul indeholdes i en af kontrahenternes almindelige forretningsbetingelser, som er trykt på bagsiden af et kontraktdokument, kun er opfyldt, såfremt den af begge kontrahenter underskrevne kontrakt udtrykkeligt henviser ( 22 ) til disse almindelige forretningsbetingelser« ( 23 ).

42.

Klausul 23 i Alstoms juridiske forgængers generelle aftalebetingelser, som der henvises direkte til i kontrakten, bestemmer klart og utvetydigt, at retterne i Paris skal have kompetence.

43.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt udtrykket »retterne i Paris« er tilstrækkeligt præcist, mener jeg, at dette er tilfældet. Domstolen har fastslået, at Bruxelleskonventionens artikel 17 ikke kan fortolkes således, at det er et krav, at en værnetingsklausul skal være formuleret således, at det er muligt at fastslå, hvilken ret der har kompetence, udelukkende ud fra klausulens ordlyd. Det er tilstrækkeligt, at bestemmelsen angiver de objektive forhold, som parterne er nået til enighed om med henblik på valget af den eller de retter, som de vil indbringe allerede opståede eller fremtidige tvister for. Disse forhold, som skal være tilstrækkeligt præcise til at sætte den ret, sagen er indbragt for, i stand til at afgøre, om den har kompetence til at påkende sagen, kan eventuelt konkretiseres gennem de omstændigheder, der foreligger i sagen ( 24 ). For så vidt angår argumentet om, at der er adskillige retter i Paris, der potentielt har kompetence til at træffe afgørelse i sager som den foreliggende sag, har Domstolen endvidere fastslået i Meeth-dommen ( 25 ) , at Bruxelleskonventionens artikel 17 ikke kan fortolkes således, at den udelukker, at parterne kan vedtage, at to eller flere retter skal være kompetente til at afgøre eventuelle retssager ( 26 ).

44.

Spørgsmålet er dernæst, efter hvilken lovgivning det skal afgøres, hvilken domstol i Paris der har kompetence. Her vil jeg henvise til generaladvokat Capotorti, der i Meeth-sagen for så vidt angår en klausul, der udpeger retterne i en stat, anførte, at »[j]eg mener, at det er åbenbart, at en således affattet aftale forudsætningsvis henviser til den nationale ordning vedrørende den stedlige og saglige kompetence i den vedtagne stat for nærmere at bestemme den ret, hvor der skal anlægges sag« ( 27 ). I Domstolens afgørelse i Meeth-sagen ( 28 ) syntes den at tage dette for givet og behandlede ikke forholdet yderligere. Efter min opfattelse gælder den samme argumentation her. Fransk procesret regulerer, hvilken ret i Paris der har kompetence ( 29 ).

45.

Som bekendt er forordning nr. 44/2001 blevet erstattet af forordning (EU) nr. 1215/2012 ( 30 ). Sidstnævnte forordning finder i henhold til overgangsbestemmelserne i forordningens artikel 66 ( 31 ) ikke anvendelse på tvisten i hovedsagen. Henset til, at et af hovedformålene med ombearbejdningen imidlertid var at gøre eksklusive værnetingsaftaler mere effektive, ganske vist for så vidt angår forholdet til litispendens ( 32 ) , foreslår jeg ikke desto mindre, at der foretages en kort gennemgang af den nye ordlyd.

46.

Artikel 25 i forordning nr. 1215/2012 bestemmer nu, at »[s]åfremt parterne, uanset deres bopæl, har aftalt, at en ret eller retterne i en medlemsstat skal være kompetente til at påkende allerede opståede tvister eller fremtidige tvister i anledning af et bestemt retsforhold, er denne ret eller disse retter kompetente, medmindre aftalen er materielt ugyldig efter loven i den pågældende medlemsstat« ( 33 ) .

47.

Man kan anføre, at denne nye formulering nu omfatter alle materielle spørgsmål, herunder krav om en aftale, og at den nye formulering derfor forsøger at ændre Domstolens praksis om en selvstændig afgørelse af, hvorvidt der faktisk foreligger samtykke ( 34 ). Jeg tøver imidlertid med at antage, at dette er tilfældet. Ordet »medmindre« tyder på en formodning om en værnetingsaftales gyldighed ( 35 ). Der er endvidere intet i ombearbejdningens tilblivelseshistorie, der tyder på, at den havde til hensigt at ændre eller påvirke Domstolens praksis på området ( 36 ). Den valgte udformning synes snarere at afspejle den tilgang, som generaladvokat Slynn indtog i Elefanten Schuh-sagen, hvorefter man med henblik på at fastslå, om der består en aftale om værneting for så vidt angår forhold, der ikke er reguleret af EU-retten ( 37 ), skal anvende loven i den medlemsstat, hvis retter er blevet udpeget ( 38 ). I henhold til artikel 23 i forordning nr. 44/2001 bør man snarere indtage den holdning, at dette spørgsmål skal afgøres i henhold til loven i den medlemsstat, for hvis retter sagen er anlagt.

48.

Under alle omstændigheder er der intet, der tyder på, at der i den foreliggende sag er tvivl om gyldigheden af aftalen om værneting. Der er derfor ikke behov for at henvise til den materielle lovgivning.

49.

Hovedårsagen til, at den ordlyd, der nævnes ovenfor, er blevet tilføjet i den nuværende artikel 25, stk. 1, i forordning nr. 1215/2012, er efter min opfattelse at tilpasse denne artikel til ordlyden af artikel 5 i Haagerkonventionen om værnetingsaftaler ( 39 ), der trådte i kraft den 1. oktober 2015 ( 40 ). Bestemmelsens stk. 1 bestemmer, at »[d]en eller de domstole i en kontraherende stat, der er fastlagt i en eksklusiv værnetingsaftale, har kompetence til at behandle en tvist, som er omfattet af aftalen, medmindre aftalen er ugyldig i henhold til lovgivningen i den pågældende stat« ( 41 ) .

50.

Unionen er både medlemmer af Haagerkonferencen om International Privatret ( 42 ) og kontraherende part i Haagerkonventionen om værnetingsaftaler ( 43 ). Henset til, at det område, som er omfattet af konventionen, er et område, hvor Unionen i henhold til forordning nr. 44/2001 og nr. 1215/2012 har udøvet sin kompetence, er der en interesse i, at der finder størst mulig tilpasning sted mellem konventionen og den ordning, som Unionen har fastlagt i disse forordninger.

51.

Mere generelt gælder i henhold til artikel 3, litra b), i Haagerkonventionen fra 2005, at en værnetingsaftale, som fastsætter, at tvister skal indbringes for domstolene i en bestemt kontraherende stat eller for en eller flere nærmere angivne domstole i en bestemt kontraherende stat, anses for at være eksklusiv, medmindre parterne udtrykkeligt har fastsat andet. Det er endvidere korrekt, således som Kommissionen har fremhævet, at den forklarende rapport til konventionen ( 44 ) specifikt berører spørgsmålet om en aftale, der generelt henviser til retterne i en stat eller en eller flere nærmere angivne retter i en stat ( 45 ).

52.

I lyset af ovennævnte betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet præjudicielle spørgsmål fra Pécsi Törvényszék (retten i Pécs) som følger:

»En klausul i en parts generelle kontraktvilkår, som kontrakten mellem parterne henviser til, og som tillægger retterne i en nærmere bestemt by i en medlemsstat enekompetence til at træffe endelig afgørelse i tvister, som ikke kan løses ved forlig mellem parterne, skal fortolkes som en »aftale om værneting« som omhandlet i artikel 23, stk. 1, i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område.«