62000C0400

1. Ved beslutning af 31. oktober 2000, indgået til Domstolens Justitskontor den 20. november 2000, har Tribunal Judicial da Comarca do Porto (Portugal) i medfør af artikel 234 EF forelagt to præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen af direktiv 90/314/EØF i forbindelse med en sag anlagt af et rejsebureau mod en kunde, som på grund af alvorlige gener under et ophold i et feriecenter nægtede at betale bureauet for dennes tjenesteydelse. Den forelæggende ret ønsker særligt oplyst, om begrebet »pakkerejse«, der afgrænser anvendelsesområdet for dette direktiv, også omfatter »skræddersyede« rejser (»à la carte«-rejser), dvs. rejser, der er arrangeret efter anmodning fra og på foranledning af forbrugeren eller en begrænset gruppe af forbrugere i overensstemmelse med deres særlige ønsker.

I - Relevante retsregler

A - Direktiv 90/314

2. Direktivet har til formål at tilnærme medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, der sælges eller udbydes til salg på Fællesskabets område (artikel 1).

3. Direktivets artikel 2 indeholder følgende bestemmelser:

»I dette direktiv forstås ved:

1) Pakkerejse: en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris, og når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning:

a) transport

b) indkvartering

c) andre turistmæssige ydelser, som udgør en væsentlig del af pakkerejsen, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering.

Særskilt fakturering af de enkelte elementer af en bestemt pakkerejse fritager ikke rejsearrangøren eller formidleren for forpligtelserne i henhold til dette direktiv.

2) Rejsearrangør: en person, der jævnligt arrangerer pakkerejser og sælger eller udbyder disse til salg enten direkte eller gennem en formidler.

3) Formidler: en person, der sælger eller udbyder en pakkerejse tilrettelagt af rejsearrangøren til salg.

4) Forbruger: en person, der køber eller erklærer sig villig til at købe en pakkerejse (»hovedkontrahenten«), eller enhver person, i hvis navn hovedkontrahenten forpligter sig til at købe pakkerejsen (»de øvrige modtagere«), eller enhver person, til hvilken hovedkontrahenten eller en af de øvrige modtagere overdrager pakkerejsen (»overtageren«).

5) Kontrakt: en aftale, der omfatter forbrugeren og rejsearrangøren og/eller formidleren.«

4. I direktivets artikel 3 bestemmes:

»1. Enhver beskrivelse af en pakkerejse, som forbrugeren får af rejsearrangøren eller formidleren, prisen på rejsen og alle de andre betingelser, der gælder for kontrakten, må ikke indeholde vildledende oplysninger.

2. Hvis der stilles en brochure til rådighed for forbrugeren, skal den let læseligt, klart og præcist angive prisen samt indeholde de relevante oplysninger vedrørende:

a) rejsemålet, de anvendte befordringsmidler samt disses karakteristika og kategori

b) indkvarteringsform, indkvarteringsstedets beliggenhed, kategori eller standard, væsentligste karakteristika samt godkendelse og turistmæssige klassificering i henhold til den pågældende værtsmedlemsstats regler

c) inkluderede måltider (meal plan)

d) rejseruten

e) generelle oplysninger om de betingelser vedrørende pas og visa, der gælder for statsborgere i den eller de pågældende medlemsstater, samt de sundhedsmæssige formaliteter, som skal opfyldes i forbindelse med rejsen og opholdet

f) det beløb eller den procentdel af prisen, der skal forudbetales, samt hvorledes restbeløbet skal betales

g) om der for at gennemføre pakkerejsen kræves et mindsteantal af deltagere, og i så fald hvornår forbrugeren senest skal underrettes i tilfælde af aflysning.

Oplysningerne i brochuren er bindende for rejsearrangøren eller formidleren, medmindre

- ændringer i disse oplysninger klart er blevet meddelt forbrugeren, inden kontrakten er underskrevet; dette forhold skal udtrykkeligt nævnes i brochuren

- ændringerne foretages på et senere tidspunkt efter aftale mellem aftalepartnerne.«

5. Direktivets artikel 4 har følgende ordlyd:

»1. a) Rejsearrangøren og/eller formidleren giver skriftligt eller på en anden dertil egnet måde, inden kontrakten indgås, forbrugeren generelle oplysninger om de betingelser vedrørende pas og visa, der gælder for statsborgere i den eller de pågældende medlemsstater, herunder om fristerne for at opnå disse, samt om de sundhedsmæssige formaliteter, som skal opfyldes i forbindelse med rejsen og opholdet.

b) Rejsearrangøren og/eller formidleren skal skriftligt eller på en anden dertil egnet måde i god tid inden rejsens begyndelse give forbrugeren følgende oplysninger:

i) tidspunkt og sted for mellemlandinger og skift af befordringsmiddel samt nærmere oplysninger om f.eks. kabine/køje på skib eller sove- eller liggevognskupe i tog

ii) navn, adresse og telefonnummer på rejsearrangørens og/eller formidlerens lokale repræsentant, eller hvis en sådan ikke findes, navn, adresse og telefonnummer på lokale organer, som vil kunne bistå forbrugeren, hvis han kommer i vanskeligheder.

Findes der ikke sådanne repræsentanter eller organer, skal forbrugeren under alle omstændigheder have et telefonnummer, han kan anvende i nødstilfælde, eller andre nødvendige oplysninger, således at han kan kontakte rejsearrangøren og/eller formidleren.

iii) oplysninger om, hvorledes mindreårige, der rejser og opholder sig i udlandet, kan kontaktes direkte, eller hvorledes den lokale repræsentant kan kontaktes

iv) oplysninger om muligheden for at tegne en fakultativ forsikring, der dækker udgifterne, hvis forbrugeren afbestiller rejsen, eller en rejseforsikring, der dækker udgifterne ved hjemtransport i tilfælde af ulykke eller sygdom.

2. Medlemsstaterne påser, at kontrakten udformes i overensstemmelse med følgende principper:

a) Alt efter, hvilken pakkerejse der er tale om, skal kontrakten mindst indeholde de bestemmelser, der omhandles i bilaget.

b) Alle bestemmelser i kontrakten udformes skriftligt eller på anden for forbrugeren klar og tilgængelig måde og skal meddeles ham, inden kontrakten indgås; forbrugeren får udleveret en kopi af kontrakten.

c) Bestemmelserne i litra b) må ikke forhindre, at der kan reserveres eller underskrives en kontrakt på et sent tidspunkt eller i sidste øjeblik.

3. Hvis forbrugeren er forhindret i at deltage i pakkerejsen, kan han - efter at have underrettet rejsearrangøren eller formidleren i rimelig tid inden afrejsen - overdrage den bestilte rejse til en person, der opfylder alle nødvendige betingelser for at deltage i rejsen. Den person, som overdrager pakkerejsen, og den person, som overtager den, er over for rejsearrangøren eller den kontraherende formidler solidarisk forpligtet til at betale restbeløbet samt eventuelle ekstraudgifter som følge af rejsens overdragelse.

4. a) De i kontrakten fastsatte priser kan ikke ændres, medmindre kontrakten udtrykkeligt åbner mulighed for såvel prisforhøjelse som prisnedsættelse og fastlægger den præcise beregningsmetode for en sådan ændring, idet ændringen udelukkende må foretages på baggrund af ændringer i:

- transportomkostninger, herunder brændstofpriser

- skatter, afgifter eller gebyrer for visse tjenesteydelser, såsom lufthavns-, havne-, landings- eller startafgifter

- valutakurser, som anvendes i forbindelse med den pågældende pakkerejse.

b) Den i kontrakten fastsatte pris kan ikke forhøjes inden for de sidste 20 dage før det aftalte rejsetidspunkt.

[...]«

6. I henhold til bilaget til direktivet er »ethvert særligt ønske, som forbrugeren har givet udtryk for over for rejsearrangøren eller formidleren ved bestillingen af rejsen, og som de begge har accepteret« [litra j)] blandt de »oplysninger, der skal indgå i kontrakten, når de har betydning for den pågældende pakkerejse«.

B - National lovgivning

7. Direktivet er bl.a. blevet gennemført i portugisisk ret ved decreto-lei nr. 209/97 af 13. august 1997, som regulerer adgangen til og udøvelse af rejsebureauvirksomhed og turisme (herefter »lovdekretet«). Lovdekretets artikel 17 bestemmer, at begrebet turistrejser ikke alene omfatter »pakkerejser«, som disse er defineret i direktivets artikel 2, nr. 1, (jf. lovdekretets artikel 17, stk. 2), men også »skræddersyede rejser«, dvs. turistrejser, der er »arrangeret efter anmodning fra kunden for at imødekomme de ønsker, kunden har givet udtryk for« (artikel 17, stk. 3) .

II - De faktiske omstændigheder og de præjudicielle spørgsmål

8. A.C. Lobo Gonçalves Garrido havde købt en rejse omfattende flybilletter og indkvartering i to uger med helpension på det græske feriecenter »Club Med i Gregolimano« for en pris af 1 692 928 PTE, hvoraf de 1 155 860 PTE var for opholdet på feriecentret, hos selskabet Club-Tour, Viagens e Turismo SA (herefter »Club-Tour«), der er et rejsebureau, som arrangerer og sælger turistrejser.

9. Med henblik på A.C. Garridos ophold henvendte Club-Tour sig til rejsebureauet Club Med Viagens Lda (herefter »Club Med«) og købte hos dette den pågældendes ophold på Club Med i Gregolimano. Det var således Club Med, der påtog sig at foretage den nødvendige bestilling på feriecentret i Gregolimano (indkvartering, forplejning og befordring) og at udarbejde programmet for opholdet og offentliggøre det, og som fastsatte den samlede pris for det som en pakkeløsning.

10. Ved ankomsten på feriecentret fik familien Garrido den ubehagelige overraskelse, at centret var hjemsøgt af tusindvis af hvepse, hvilket under hele opholdet forhindrede dem i i fuldt omfang at få glæde af deres ferie. Endvidere bad hr. Garrido med det samme om at blive flyttet over til et andet feriecenter, men hans ønske kunne ikke imødekommes af Club-Tour, idet Club Med, som Club-Tour havde taget kontakt til, havde tilkendegivet, at man ikke var i stand til hurtigt at skaffe et egnet alternativ.

11. Da A.C. Garrido vendte hjem til Portugal, nægtede han derfor at betale den pris, som var aftalt med Club-Tour. Club-Tour anlagde herefter sag ved 8° Juízo Cível da Comarca do Porto med påstand om, at A.C. Garrido tilpligtedes at betale det skyldige beløb. Til støtte for sine påstande har Club-Tour bl.a. bestridt, at direktivet finder anvendelse i den foreliggende sag, og har gjort gældende, at den pågældende rejse efter rejsebureauets opfattelse ikke kan anses for en »på forhånd fastlagt kombination« i direktivets artikel 2, nr. 1's forstand.

12. Da 8° Juízo Cível da Comarca do Porto er af den opfattelse dels, at direktivet, som det fremgår af præamblen hertil, skal beskytte forbrugeren af turistmæssige ydelser ved at gøre rejsearrangører og -formidlere ansvarlige for de skader, der skyldes en mangelfuld opfyldelse af kontrakten, dels at national ret skal fortolkes og anvendes i overensstemmelse med direktivet, har retten forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»1) Er rejser, der er arrangeret af formidleren efter anmodning fra og på foranledning af forbrugeren eller en begrænset gruppe af forbrugere i overensstemmelse med deres ønsker, og som omfatter transport og indkvartering på et feriecenter til en samlet pris, omfattet af anvendelsesområdet for begrebet »pakkerejse« i direktivets artikel 2, nr. 1, når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning?

2) Kan udtrykket »en på forhånd fastlagt kombination« i denne bestemmelse fortolkes således, at der dermed henvises til det tidspunkt, hvor kontrakten indgås mellem formidleren og kunden?«

III - Retlig vurdering

A - Det første præjudicielle spørgsmål

13. Med det første præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om begrebet »pakkerejse« i direktivets artikel 2, nr. 1, også omfatter pakkerejser, der er »skræddersyede« (à la carte), dvs. turistmæssige ydelser, der er karakteriseret ved, at de er arrangeret af formidleren efter anmodning fra og på foranledning af forbrugeren eller en begrænset gruppe af forbrugere i overensstemmelse med deres ønsker, og som derfor ikke på forhånd er fastlagt ensidigt af rejsebureauet.

14. Det bemærkes for det første, at de parter, som har indgivet indlæg i sagen, dvs. den portugisiske, den østrigske, den belgiske, den spanske og den franske regering samt Kommissionen, alle har draget de samme konklusioner og foreslået Domstolen at besvare det forelagte spørgsmål bekræftende på grundlag af den argumentation, som jeg nu skal fremlægge, og som jeg endvidere - det nævner jeg med det samme - fuldt ud er enig i.

15. For det første er det gjort gældende, at dette svar følger af ordlyden af bestemmelsen, ifølge hvilken en »pakkerejse« er et vidt begreb, hvoraf det ikke kan udledes, at »skræddersyede« rejser ikke er omfattet, eller at der for disse i det mindste gælder andre regler end de almindelige regler. For at en rejse kan anses for at være en pakkerejse i direktivets artikel 2, nr. 1's forstand, er det tilstrækkeligt for det første, at den kombination af turistmæssige ydelser, som sælges af et rejsebureau til en samlet pris, omfatter to af de tre typer af ydelser, der ifølge den samme bestemmelse karakteriserer denne ydelse (nemlig transport, indkvartering og andre ydelser, som udgør en væsentlig del af »pakkerejsen«, men som ikke er direkte knyttet til transport eller indkvartering), og for det andet, at ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning. Direktivet kræver derimod ikke hverken, at ydelsen er resultatet af et forslag, bureauet har stillet over for kunden, eller, at den - bortset fra med hensyn til de nævnte elementer - er i overensstemmelse med en bestemt model for den pågældende ydelse. Eventuelle ændringer i modellen efter den enkelte forbrugers ønsker synes derfor ikke i sig selv at kunne ændre de anførte karakteristika ved det pågældende begreb.

16. Til støtte for det ovenfor anførte har forskellige regeringer og Kommissionen med rette henvist til, at Domstolen i Rechberger m.fl.-dommen udtalte, at det »ifølge direktivets artikel 2, nr. 1, er tilstrækkeligt [til] at antage, at der foreligger en pakkerejse, at der på forhånd består en kombination af mindst to af tre elementer, som nævnes dér, når rejsen sælges eller udbydes til salg til en samlet pris« (præmis 29), ligesom den nærmere har anført, at den omstændighed, at det vederlag, som køberen skal erlægge, kun er for en del af rejsen, ikke er til hinder for, at direktivet finder anvendelse. Endvidere har Domstolen tilføjet, »at det ikke har hjemmel i direktivet og vil være i strid med dets formål, såfremt man begrænser dets anvendelsesområde til pakkerejser, der tilbydes et potentielt ubegrænset antal [af] forbrugere. For at direktivet finder anvendelse, er det således tilstrækkeligt dels, at rejserne sælges eller udbydes til salg på Fællesskabets område til en fast pris, dels at den faste pris indeholder mindst to af de elementer, som nævnes i direktivets artikel 2, nr. 1« (præmis 31).

17. I samme retning skal der tillige - som flere regeringer har påpeget - nævnes dommen i sagen AFS Intercultural Programs Finland , hvori Domstolen tog stilling til en tjenesteydelse, med hensyn til hvilken der blev rejst tvivl om, hvorvidt direktivets artikel 2, nr. 1, fandt anvendelse, når der var tale om et langtidsophold, der var gratis (der var tale om en rejse i forbindelse med et udvekslingsprogram for skoleelever). I den forbindelse gentog Domstolen, at begrebet »pakkerejse« ikke kræver, at alle elementerne i direktivets artikel 2, nr. 1, er til stede, og udtalte dels, at den omstændighed, at tjenesteydelsen blev erlagt mod et vederlag, »ikke [er] et uomgængeligt element i begrebet« (præmis 26), dels, at selv om »den indkvartering, som indgår i en pakkerejse, sædvanligvis er af relativ kort varighed«, kan denne varighed »ikke anses for et afgørende element«, eftersom direktivet finder anvendelse på »alle rejser af en varighed på over 24 timer«, og »der ikke er fastsat nogen maksimumsvarighed« (præmis 27).

18. Til støtte for den foreslåede fortolkning har visse regeringer og Kommissionen tillige henvist til forarbejderne til direktivet og til de ændringer, der under forarbejderne til direktivet blev foretaget i artikel 2, nr. 1, for at udvide begrebet »pakkerejse« til en samlet pris i forhold til Kommissionens oprindelige forslag af 23. marts 1988 . Mens begrebet »pakke« i det oprindelige forslag omfattede en på forhånd fastlagt kombination og tilbud heraf til en samlet pris, hvor kombinationen skulle bestå af mindst to af de følgende elementer, forstås der nu - som anført ovenfor - ved »pakkerejse« »en på forhånd fastlagt kombination af mindst to af nedenstående elementer, der sælges eller udbydes til salg til en samlet pris« . Dette bekræfter i det væsentlige, at fællesskabslovgiver bevidst er gået fra et rejsebegreb, hvor ydelsen er fastlagt og tilbudt til salg uden nogen indblanding fra forbrugerens side, til et begreb, der ikke udelukker »skræddersyede« ydelser, dvs. en rejse, der sælges som svarende til en bestemt forbrugers særlige krav. Men det er ikke alt. Stadig i det oprindelige forslag fra Kommissionen blev »rejsearrangøren« defineret som en person, »der som led i sin erhvervsvirksomhed arrangerer pakkerejser og tilbyder dem til offentligheden i brochurer eller andre former for reklame«, hvoraf det klart fremgår, at pakkerejser svarede til modeller, der var arrangeret på forhånd og beskrevet og tilbudt til offentligheden i brochurer. I den endelige ordlyd af bestemmelsen derimod blev »rejsearrangør« som følge af betænkeligheder, som Europa-Parlamentet og Det Økonomiske og Sociale Udvalg havde givet udtryk for, idet de fandt, at denne definition af direktivets anvendelsesområde var for restriktiv, defineret som »en person, der jævnligt arrangerer pakkerejser og sælger eller udbyder disse til salg enten direkte eller gennem en formidler« .

19. Netop vedrørende de ændringer, der blev foretaget i direktivet under forarbejderne, påpegede Kommissionen i en beretning fra 1999 om gennemførelsen af dette direktiv , hvortil parterne også har henvist flere gange, at det allerede kunne udledes, at det, selv om ordlyden af artikel 2, nr. 1, ikke er tydelig på dette punkt, vanskeligt kunne hævdes, at bestemmelsen ikke også omfatter skræddersyede pakkerejser, da der er det samme behov for at beskytte forbrugerne ved rejser à la carte som ved rejser, der på forhånd er tilrettelagt af arrangøren.

20. Kommissionen har endvidere påpeget, at den generelle opbygning af direktivet peger i samme retning. I henhold til artikel 4, stk. 1, litra a), skal »alt efter, hvilken pakkerejse der er tale om, [...] kontrakten mindst indeholde de bestemmelser, der omhandles i bilaget« til direktivet. Det er dog nærmere anført i bilaget under litra j), at der blandt de »oplysninger, der skal indgå i kontrakten, når de har betydning for den pågældende pakkerejse«, skal være »ethvert særligt ønske, som forbrugeren har givet udtryk for over for rejsearrangøren eller formidleren ved bestillingen af rejsen, og som de begge har accepteret« . Dette betyder, at forbrugeren inden kontraktens indgåelse over for rejsebureauet eller rejsearrangøren kan give udtryk for særlige ønsker eller bestemte krav, og at forbrugeren ikke derved er forpligtet til kun at acceptere »den på forhånd fastlagte kombination«, som disse har tilbudt ham. Endvidere - har den østrigske regering anført - er der allerede nu adskillige rejsearrangører, som tilbyder moduler af turistmæssige ydelser, som kan kombineres fra gang til gang under hensyn til kundernes behov, på samme måde som der eksisterer pakkerejser, der på forhånd er arrangeret, men som på det tidspunkt, hvor der foretages bestilling for en bestemt kunde, kan ændres på grundlag af de særlige behov, som denne giver udtryk for.

21. Men ud over disse overvejelser, som i hvert fald efter min opfattelse i sig selv er afgørende, har parterne samstemmende fremhævet, at der ganske vist kan bestå en vis tvivl ud fra bestemmelsens ordlyd og på baggrund forarbejderne, men at denne kan bortvejres endeligt ud fra den betragtning, at det pågældende direktiv ikke skal fortolkes indskrænkende, men tværtimod skal sikre forbrugeren den størst mulige beskyttelse. De nævnte udtalelser fra Domstolen i AFS Intercultural Programs Finland- og Rechberger m.fl.-sagerne peger efter min opfattelse i samme retning, og jeg kan også henvise til, at jeg har udtalt mig kort herom i samme retning i mit forslag til afgørelse i Leitner-sagen , hvori jeg anførte, at dette fortolkningskriterium ikke alene følger af en systematisk gennemgang af ordlyden af og formålet med direktivet, men også af, at det er vedtaget med hjemmel i EF-traktatens artikel 100 A (efter ændring nu artikel 95 EF), der i stk. 3 kræver, at harmoniseringsforanstaltningerne på forbrugerbeskyttelsesområdet skal bygge på et højt beskyttelsesniveau . En fortolkning af direktivets artikel 2, nr. 1, der ville føre i den modsatte retning fra den, der her foreslås, kunne føre til en indskrænkning af forbrugerbeskyttelsen for hele området af »skræddersyede« rejser.

22. Som allerede anført forekommer disse bemærkninger fra de parter, der har indgivet indlæg i sagen, velbegrundede. Jeg foreslår derfor, at det første præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende.

B - Det andet præjudicielle spørgsmål

23. Med det andet præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om udtrykket »en på forhånd fastlagt kombination« i direktivets artikel 2, nr. 1, kan fortolkes således, at der dermed henvises til det tidspunkt, hvor kontrakten indgås mellem rejseformidleren og kunden.

24. I betragtning af den løsning, der er foreslået med hensyn til det første præjudicielle spørgsmål, nemlig, at begrebet »pakkerejse« omfatter »skræddersyede« rejser, er alle parterne enige om, at spørgsmålet skal besvares bekræftende, dog med undtagelse, anfører den spanske regering, af rejser, der er aftalt på stedet for denne ydelse eller på turistdestinationen.

25. Også på dette punkt er jeg enig i parternes bemærkninger. Da der til de turistmæssige ydelser, som er omfattet af direktivets anvendelsesområde, også hører, at sådanne, som stammer fra en tilrettelæggelse, der er foretaget i »samråd« mellem rejsebureauet og den enkelte kunde, og da et sådant »samråd« kan vare ved indtil det tidspunkt, hvor parterne bliver enige, og dermed indtil de indgår aftalen, kan udtrykket »en på forhånd fastlagt kombination« ikke tillægges den betydning, der er angivet i det pågældende spørgsmål. På den anden side ophører en turistmæssig ydelse ikke med at være en »pakkerejse« i direktivets forstand, blot fordi forbrugeren meddeler rejsearrangøren sine særlige ønsker »ved bestillingen« [jf. bilaget til direktivet, litra j)].

26. Den franske regering og Kommissionen har endvidere henvist til, at Kommissionen i ovennævnte beretning fra 1999 foreslog, at man fjernede ordene »på forhånd fastlagt«, iden den fandt, at udtrykket var tvetydigt og en kilde til usikkerhed. Hvis man som jeg antager, at direktivet også omfatter skræddersyede rejser, dvs. rejser, hvor detaljerne kan fastlægges endeligt kort før eller i forbindelse med indgåelse af kontrakten, forekommer disse ord faktisk overflødige.

27. Sammenfattende er jeg af den opfattelse, at også det andet præjudicielle spørgsmål skal besvares bekræftende.

IV - Forslag til afgørelse

28. Jeg foreslår derfor Domstolen at træffe følgende afgørelse:

»1) Rejser, der er arrangeret af formidleren efter anmodning fra og på foranledning af forbrugeren eller en begrænset gruppe af forbrugere i overensstemmelse med deres ønsker, og som omfatter transport og indkvartering på et feriecenter til en samlet pris, er omfattet af anvendelsesområdet for begrebet »pakkerejse« i artikel 2, nr. 1, i Rådets direktiv 90/314/EØF af 13. juni 1990 om pakkerejser, herunder pakkeferier og pakketure, når ydelsen har en varighed på over 24 timer eller omfatter en overnatning.

2) Udtrykket »en på forhånd fastlagt kombination« i artikel 2, nr. 1, i direktiv 90/314 kan fortolkes således, at der hermed henvises til det tidspunkt, hvor kontrakten indgås mellem formidleren og kunden.«