61996J0085

1 Social sikring af vandrende arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende - faellesskabsretlige bestemmelser - materielt anvendelsesomraade - boernepasningsydelse bestemt til udligning af modtagerens forsoergerbyrder og tildelt paa grundlag af objektive, lovbestemte kriterier - omfattet

[Raadets forordning nr. 1408/71, art. 4, stk. 1, litra h)]

2 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - ligebehandling - sociale fordele - begreb - boernepasningsydelse bestemt til udligning af modtagerens forsoergerbyrder og tildelt paa grundlag af objektive, lovbestemte kriterier - omfattet

(Raadets forordning nr. 1612/68, art. 7, stk. 2)

3 Fri bevaegelighed for personer - arbejdstagere - begrebet arbejdstager - forskelligt indhold alt efter det paagaeldende retsomraade - arbejdstager i henhold til traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 - begreb - arbejdstagere i henhold til forordning nr. 1408/71 - begreb

[EF-traktaten, art. 48 og 51; Raadets forordning nr. 1612/68 og nr. 1408/71, art. 1, litra a), og art. 2]

4 Unionsborgerskab - traktatens bestemmelser - personelt anvendelsesomraade - statsborger i en medlemsstat med lovlig bopael paa en anden medlemsstats omraade - omfattet - retsvirkninger - udoevelse af de rettigheder, der er forbundet med status som borger i Den Europaeiske Union

(EF-traktaten, art. 6 og art. 8, stk. 2)

5 Faellesskabsret - principper - ligebehandling - forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet - boernepasningsydelse - tilkendelsesbetingelser - national ordning, hvorefter der alene over for statsborgere i andre medlemsstater stilles krav om forevisning af en opholdstilladelse - ulovlig

(EF-traktaten, art. 6)

1 En ydelse som en boernepasningsydelse, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade som en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.

2 En ydelse som en boernepasningsydelse, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade som en social fordel som forudsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

Begrebet social fordel omfatter saaledes alle rettigheder, det vaere sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i det vaesentlige paa grund af hans objektive status som arbejdstager, eller allerede fordi han har saedvanlig bopael paa det nationale omraade, og hvis udstraekning til ogsaa at gaelde arbejdstagere med statsborgerskab i de andre medlemsstater maa antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Faellesskabet.

3 Indholdet af begrebet arbejdstager i henhold til faellesskabsretten er ikke entydigt, men afhaenger af det retsomraade, der er tale om. Begrebet arbejdstager i forbindelse med traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 er saaledes ikke noedvendigvis sammenfaldende med begrebet arbejdstager i forbindelse med traktatens artikel 51 og forordning nr. 1408/71.

I forbindelse med traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 skal en person, der i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, anses for arbejdstager.

Status som arbejdstager efter forordning nr. 1408/71 har derimod enhver, der er forsikret, eventuelt blot mod en enkelt risiko, i henhold til en tvungen eller frivillig forsikring som led i en almindelig eller saerlig social sikringsordning som omhandlet i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71, uanset om der bestaar et arbejdsforhold.

4 En statsborger i en medlemsstat, der lovligt har bopael i en anden medlemsstat, er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for traktatens bestemmelser om de europaeiske borgeres retsstilling og kan goere de rettigheder gaeldende, som unionsborgerne er tillagt ved traktatens artikel 8, stk. 2, herunder den i artikel 6 knaesatte ret til ikke inden for traktatens materielle anvendelsesomraade at blive udsat for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

5 Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere i andre medlemsstater, der har en anerkendt ret til at have bopael i medlemsstaten, stiller krav om, at disse foreviser en af medlemsstatens myndigheder udstedt formel opholdstilladelse for at kunne faa tilkendt en boernepasningsydelse, mens landets egne statsborgere alene skal have bopael eller saedvanligt ophold i medlemsstaten.

For saa vidt angaar tilkendelse af en saadan ydelse kan udstedelse af en opholdstilladelse saaledes ikke tillaegges en retsstiftende karakter, idet en opholdstilladelse med hensyn til spoergsmaalet om anerkendelsen af, at der bestaar en opholdsret, kun kan vaere udtryk for en bekraeftelse herpaa og dokumentation herfor.

I sag C-85/96,

angaaende en anmodning, som Bayerisches Landessozialgericht (Tyskland) i medfoer af EF-traktatens artikel 177 har indgivet til Domstolen for i den for naevnte ret verserende sag,

María Martínez Sala

mod

Freistaat Bayern,

at opnaa en praejudiciel afgoerelse vedroerende fortolkningen af artikel 1, artikel 2, artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra h), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1), samt af artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467),

har

DOMSTOLEN

sammensat af praesidenten, G.C. Rodríguez Iglesias, afdelingsformaendene C. Gulmann, H. Ragnemalm og M. Wathelet samt dommerne G.F. Mancini, J.C. Moitinho de Almeida, P.J.G. Kapteyn, J.L. Murray, D.A.O. Edward (refererende dommer), J.-P. Puissochet, G. Hirsch, P. Jann og L. Sevón,

generaladvokat: A. La Pergola

justitssekretaer: ekspeditionssekretaer H.A. Ruehl,

efter at der er indgivet skriftlige indlaeg af:

- María Martínez Sala ved ledende justitsattaché Antonio Pérez Garrido, den spanske ambassade i Bonn

- den tyske regering ved afdelingschef Ernst Roeder og ekspeditionssekretaer Bernd Kloke, begge Forbundsoekonomiministeriet, som befuldmaegtigede

- den spanske regering ved statens advokat, D. Luis Pérez de Ayala Becerril, Statens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtiget

- Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber ved juridisk konsulent Peter Hillenkamp og Klaus-Dieter Borchardt, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmaegtigede,

paa grundlag af retsmoederapporten,

efter at der i retsmoedet den 15. april 1997 er afgivet mundtlige indlaeg af María Martínez Sala ved Antonio Pérez Garrido, af den tyske regering ved Ernst Roeder, af den spanske regering ved D. Luis Pérez de Ayala Becerril, af den franske regering ved ekspeditionssekretaer Claude Chavance, Juridisk Tjeneste, Udenrigsministeriet, som befuldmaegtiget, af Det Forenede Kongeriges regering ved barrister Stephen Richards og af Kommissionen ved Klaus-Dieter Borchardt,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgoerelse den 1. juli 1997,

afsagt foelgende

Dom

1 Ved kendelse af 2. februar 1996, indgaaet til Domstolen den 20. marts 1996, har Bayerisches Landessozialgericht i medfoer af EF-traktatens artikel 177 forelagt fire praejudicielle spoergsmaal vedroerende fortolkningen af artikel 1, artikel 2, artikel 3, stk. 1, og artikel 4, stk. 1, litra h), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983 (EFT L 230, s. 6), som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989 (EFT L 331, s. 1), samt af artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet (EFT 1968 II, s. 467).

2 Spoergsmaalene er blevet rejst under en tvist mellem María Martínez Sala og Freistaat Bayern angaaende Freistaat Bayern's afslag paa hendes ansoegning om boernepasningsydelse for et barn.

De relevante faellesskabsretlige bestemmelser

3 I henhold til artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 nyder arbejdstagere med statsborgerskab i én medlemsstat paa de andre medlemsstaters omraader samme sociale og skattemaessige fordele som indenlandske arbejdstagere.

4 Ifoelge artikel 1, litra a), nr. i), i forordning nr. 1408/71 forstaas ved begrebet »arbejdstager« i denne forordning enhver person, »der er forsikret i henhold til en tvungen forsikring eller en frivillig fortsat forsikring mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgaar i en social sikringsordning for arbejdstagere ...«. I henhold til artikel 2 finder forordningen anvendelse »paa arbejdstagere ... som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater«.

5 Artikel 3, stk. 1, i forordning nr. 1408/71 indeholder foelgende bestemmelse: »Personer, der er bosat paa en medlemsstats omraade, og som er omfattet af denne forordning, har de samme pligter og rettigheder i henhold til en medlemsstats lovgivning som denne medlemsstats egne statsborgere, medmindre andet foelger af saerlige bestemmelser i denne forordning.«

6 Ifoelge artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71 finder denne forordning anvendelse »paa enhver lovgivning om ... familieydelser«. I henhold til forordningens artikel 1, litra u), nr. i), forstaas ved »familieydelser« »alle natural- eller kontantydelser, der tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder inden for rammerne af en lovgivning som omhandlet i artikel 4, stk. 1, litra h), dog med undtagelse af de i bilag II naevnte saerlige ydelser i anledning af foedsel«.

7 I bilag I til forordning nr. 1408/71 hedder det i afsnit I - »Arbejdstagere og/eller selvstaendige erhvervsdrivende [forordningens artikel 1, litra a), nr. ii) og iii)]« - afdeling C (»Tyskland«):

»Saafremt en tysk institution er kompetent institution for tilkendelse af familieydelser i overensstemmelse med forordningens afsnit III, kapitel 7, anses i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii):

a) som arbejdstager, enhver person, der er tvungent forsikret mod arbejdsloeshed, eller som i forbindelse med denne forsikring modtager kontantydelser fra sygeforsikringen eller dertil svarende ydelser

b) som selvstaendig erhvervsdrivende, enhver person, der udoever selvstaendig virksomhed, og som skal:

- lade sig forsikre eller yde bidrag til alderdomsforsikring under en ordning for selvstaendige erhvervsdrivende eller

- lade sig forsikre under den tvungne pensionsforsikring.«

De relevante tyske bestemmelser og den europaeiske konvention om social og sundhedsmaessig hjaelp

8 I Tyskland er boernepasningsydelse en ikke-bidragsbaseret ydelse, der indgaar i en stoerre pakke af familiepolitiske foranstaltninger, og som tildeles i henhold til Bundeserziehungsgeldgesetz af 6. december 1985 (lov om boernepasningsydelse og orlov til boernepasning, BGBl. I, s. 2154, herefter »BErzGG«).

9 I § 1, stk. 1, i BErzGG af 25. juli 1989 (BGBl. I, s. 1550), som aendret ved lov af 17. december 1990 (BGBl. I, s. 2823), er det bestemt, at enhver, der 1) har bopael eller saedvanligt ophold inden for lovens territoriale anvendelsesomraade, 2) hvis husstand omfatter et barn, der skal forsoerges, 3) som drager omsorg for barnet og dets opdragelse, og 4) som ikke har fuldtidsbeskaeftigelse, er berettiget til boernepasningsydelse.

10 I henhold til § 1, stk. 1a, i BErzGG skal »en udlaending ... for at have ret til ydelsen vaere i besiddelse af en opholdstilladelse ['Aufenthaltsberechtigung' eller 'Aufenthaltserlaubnis']«. Den forelaeggende ret har oplyst, at ifoelge Bundessozialgericht's faste praksis kan kun personer, for hvem der foreligger en af udlaendingemyndighederne udfaerdiget formel attestation for opholdsret allerede fra ydelsesperiodens begyndelse, anses for at vaere »i besiddelse« af en opholdstilladelse, idet en attestation for, at der er indgivet en ansoegning om et opholdsdokument, og for, at opholdet dermed er lovligt, ikke i sig selv er tilstraekkeligt til, at den paagaeldende kan anses for at vaere i besiddelse af en opholdstilladelse som forudsat i den naevnte bestemmelse.

11 Artikel 1 i den europaeiske konvention om social og sundhedsmaessig hjaelp, der blev vedtaget af Europaraadet den 11. december 1953, og som har vaeret i kraft i Tyskland siden 1956 og i Spanien siden 1983, indeholder foelgende bestemmelse: »Ethvert af de deltagende lande forpligter sig til at sikre statsborgere i de oevrige deltagende lande, som lovligt opholder sig inden for nogen del af dets territorium, paa hvilket denne konvention kommer til anvendelse, og som savner tilstraekkelige midler, social og sundhedsmaessig bistand (i det efterfoelgende betegnet som 'hjaelp') ifoelge den til enhver tid gaeldende lovgivning for den paagaeldende del af dets territorium paa lige fod med og paa samme vilkaar som landets egne statsborgere.«

12 Konventionens artikel 6, litra a), indeholder foelgende bestemmelse: »Et deltagende land, i hvis territorium et andet lands statsborger lovligt opholder sig, skal ikke kunne hjemsende denne alene af den grund, at han har behov for hjaelp.«

Hovedsagen

13 María Martínez Sala, der er foedt den 8. februar 1956, er spansk statsborger og har siden maj 1968 haft bopael i Tyskland. Hun har dér med forskellige afbrydelser haft loennet beskaeftigelse fra 1976 og frem til 1986 og derefter kun i tidsrummet 12. september 1989 - 24. oktober 1989. Siden da har hun modtaget bistandshjaelp fra byen Nuernberg og Landratsamt Nuernberger Land i henhold til Bundessozialhilfegesetz (forbundslov om social bistand).

14 Martínez Sala fik frem til den 19. maj 1984 af de kompetente myndigheder meddelt en naesten ubrudt raekke af opholdstilladelser. Herefter fik hun alene udstedt attestation for, at hun havde ansoegt om at faa forlaenget sin opholdstilladelse. I forelaeggelseskendelsen har Bayerisches Landessozialgericht bemaerket, at den europaeiske konvention af 11. december 1953 om social og sundhedsmaessig hjaelp imidlertid var til hinder for, at hun blev udvist. Den 19. april 1994 fik Martínez Sala meddelt en opholdstilladelse, der udloeb den 18. april 1995, og dette opholdsdokuments gyldighed blev den 20. april 1995 forlaenget for yderligere et aar.

15 I januar 1993, dvs. i den periode, hvor Martínez Sala ikke var i besiddelse af noget opholdsdokument, indgav hun ansoegning til Freistaat Bayern om boernepasningsydelse for et barn, der var blevet foedt i den maaned.

16 Ved afgoerelse af 21. januar 1993 afslog Freistaat Bayern ansoegningen med den begrundelse, at Martínez Sala hverken havde tysk statsborgerskab eller var i besiddelse af en opholdstilladelse eller nogen anden form for opholdsdokument.

17 Ved dom af 21. marts 1994 afsagt af Sozialgericht Nuernberg fik Martínez Sala ikke medhold i den sag, hun havde anlagt den 13. juli 1993 til proevelse af denne afgoerelse, idet rettens dom blev begrundet med, at hun ikke var i besiddelse af en opholdstilladelse.

18 Den 8. juni 1994 ankede Martínez Sala dommen til Bayerisches Landessozialgericht.

19 Da Bayerisches Landessozialgericht ikke fandt det udelukket, at Martínez Sala paa grundlag af forordning nr. 1408/71 og nr. 1612/68 vil kunne have krav paa boernepasningsydelse, har retten udsat sagen og forelagt Domstolen foelgende praejudicielle spoergsmaal:

»1) Skulle en spansk statsborger med bopael i Tyskland, der indtil 1986 med enkelte afbrydelser havde haft loennet beskaeftigelse, og som herefter - med undtagelse af en kort ansaettelsesperiode i 1989 - modtog bistandshjaelp i henhold til Bundessozialhilfegesetz (BSHG), i 1993 fortsat anses for arbejdstager i den i artikel 7, stk. 2, i forordning (EOEF) nr. 1612/68 forudsatte betydning eller for arbejdstager som forudsat i artikel 2, sammenholdt med artikel 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71?

2) Skal boernepasningsydelsen i henhold til Gesetz ueber die Gewaehrung von Erziehungsgeld und Erziehungsurlaub (BErzGG) anses for en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning (EOEF) nr. 1408/71, som spanske statsborgere, der har bopael i Tyskland, i medfoer af artikel 3, stk. 1, i forordning (EOEF) nr. 1408/71 har krav paa i samme omfang som indenlandske statsborgere?

3) Skal boernepasningsydelsen i henhold til BErzGG anses for en social fordel i den i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 forudsatte betydning?

4) Er det foreneligt med Den Europaeiske Unions retsorden, at BErzGG som en betingelse for tilkendelse af boernepasningsydelse til statsborgere i en medlemsstat kraever, at den paagaeldende er i besiddelse af en formel opholdstilladelse, selv om vedkommende opholder sig lovligt i Tyskland?«

20 Der boer foerst ske besvarelse af det andet og det tredje spoergsmaal, derefter af det foerste spoergsmaal og endelig af det fjerde spoergsmaal.

Det andet og det tredje spoergsmaal

21 Med det andet og det tredje spoergsmaal oensker den forelaeggende ret naermere bestemt oplyst, hvorvidt en ydelse som boernepasningsydelsen i henhold til BErzGG, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er omfattet af faellesskabsrettens anvendelsesomraade som en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71 eller som en social fordel som forudsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

22 I dom af 10. oktober 1996 (forenede sager C-245/94 og C-312/94, Hoever og Zachow, Sml. I, s. 4895) har Domstolen allerede fastslaaet, at en ydelse som boernepasningsydelsen i henhold til BErzGG, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, skal anses for en familieydelse ifoelge artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.

23 Den tyske regering har gjort gaeldende, at Domstolen boer tage denne fortolkning op til fornyet overvejelse. Regeringen har i sit skriftlige indlaeg henvist til sit indlaeg i den naevnte sag samt, under retsmoedet, til sit indlaeg for Domstolen i sag C-16/96, Mille-Wilsmann. Da Bundessozialgericht efter afsigelsen af dommen i sagen Hoever og Zachow ophaevede sin forelaeggelseskendelse i sag C-16/96, blev sagen ved kendelse af 14. april 1997 slettet af registret.

24 Hertil bemaerkes, at den tyske regering ikke derudover naermere har praeciseret, hvilke af de principper der fremgaar af dommen i sagen Hoever og Zachow, som efter regeringens opfattelse boer tages op til fornyet overvejelse, og heller ikke har angivet nogen begrundelse for, at Domstolens praksis boer aendres, hvorfor det ogsaa i naervaerende sag maa fastslaas, at en ydelse som boernepasningsydelsen i henhold til BErzGG, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71.

25 Hvad angaar det i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68 omhandlede begreb social fordel omfatter dette ifoelge fast retspraksis alle rettigheder, det vaere sig med eller uden tilknytning til en arbejdskontrakt, som tilkommer enhver indenlandsk arbejdstager, i det vaesentlige paa grund af hans objektive status som arbejdstager, eller allerede fordi han har saedvanlig bopael paa det nationale omraade, og hvis udstraekning til ogsaa at gaelde arbejdstagere med statsborgerskab i andre medlemsstater maa antages at kunne fremme disses mobilitet inden for Faellesskabet (dom af 27.3.1985, sag 249/83, Hoeckx, Sml. s. 973, praemis 20).

26 Den omtvistede boernepasningsydelse er en rettighed, der tilkommer enhver arbejdstager, som udoever en beskaeftigelse paa deltid. Foelgelig er ydelsen en social fordel som forudsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

27 Det tilfoejes, at eftersom forordning nr. 1612/68 indeholder en generel regulering af spoergsmaal i forbindelse med arbejdstagernes frie bevaegelighed, kan forordningens artikel 7, stk. 2, omfatte sociale fordele, som samtidig falder ind under det saerlige anvendelsesomraade for forordning nr. 1408/71 (dom af 10.3.1993, sag C-111/91, Kommissionen mod Luxembourg, Sml. I, s. 817, praemis 21).

28 Det andet og det tredje spoergsmaal maa herefter besvares med, at en ydelse som boernepasningsydelsen i henhold til BErzGG, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade som en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i forordning nr. 1408/71 og som en social fordel som forudsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 1612/68.

Det foerste spoergsmaal

29 Med det foerste spoergsmaal oensker den nationale ret naermere bestemt oplyst, hvorvidt en statsborger i én medlemsstat, der har bopael i en anden medlemsstat, hvor han har udoevet loennet beskaeftigelse og derefter modtaget bistandshjaelp, har status som arbejdstager i henhold til forordning nr. 1612/68 eller forordning nr. 1408/71.

30 Det bemaerkes foerst, at tilkendelse af boernepasningsydelse i henhold til BErzGG bl.a. er betinget af, at den paagaeldende ikke udoever erhvervsmaessig virksomhed eller erhvervsmaessig virksomhed paa fuldtid. Denne betingelse begraenser det antal personer, der baade kan oppebaere boernepasningsydelse og anses for arbejdstagere i henhold til faellesskabsretten.

31 Det bemaerkes endvidere, at indholdet af begrebet arbejdstager i henhold til faellesskabsretten ikke er entydigt, men afhaenger af det retsomraade, der er tale om. Begrebet arbejdstager i forbindelse med EF-traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 er saaledes ikke noedvendigvis sammenfaldende med begrebet arbejdstager i forbindelse med EF-traktatens artikel 51 og forordning nr. 1408/71.

Begrebet arbejdstager i henhold til traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68

32 I forbindelse med traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 anses en person, der i en vis periode praesterer ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger, for arbejdstager. Naar arbejdsforholdet er ophoert, mister den paagaeldende som udgangspunkt sin status som arbejdstager, idet der af denne status dog kan udspringe retsvirkninger efter arbejdsforholdets ophoer, og idet en person, der reelt soeger beskaeftigelse, ligeledes skal anses for arbejdstager (jf. herved dom af 3.7.1986, sag 66/85, Lawrie-Blum, Sml. s. 2121, praemis 17, af 21.6.1988, sag 39/86, Lair, Sml. s. 3161, praemis 31-36, og af 26.2.1991, sag C-292/89, Antonissen, Sml. I, s. 745, praemis 12 og 13).

33 Det bemaerkes herefter, at naar en arbejdstager, som er statsborger i én medlemsstat, har haft beskaeftigelse paa en anden medlemsstats omraade og er blevet boende dér efter at have faaet bevilget alderspension, bevarer hans efterkommere ikke retten til ligestilling i henhold til artikel 7 i forordning nr. 1612/68 med hensyn til en i modtagermedlemsstatens lovgivning omhandlet social ydelse, naar de er fyldt 21 aar, ikke laengere forsoerges af arbejdstageren og ikke selv er arbejdstagere (dom af 18.6.1987, sag 316/85, Lebon, Sml. s. 2811).

34 Den forelaeggende ret har herved ikke meddelt oplysninger, der er tilstraekkelige til, at Domstolen paa grundlag af disse principper kan afgoere, hvorvidt en person som appellanten i hovedsagen skal anses for arbejdstager i henhold til traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68, f.eks. som foelge af, at den paagaeldende maatte vaere arbejdssoegende. Det henhoerer foelgelig under den forelaeggende ret at undersoege dette spoergsmaal.

Begrebet arbejdstager i henhold til forordning nr. 1408/71

35 I henhold til artikel 2 i forordning nr. 1408/71 finder denne forordning anvendelse paa arbejdstagere og selvstaendige erhvervsdrivende, som er eller har vaeret omfattet af lovgivningen i en eller flere medlemsstater, og som er statsborgere i en af disse stater, samt paa deres familiemedlemmer.

36 En person har saaledes status som arbejdstager efter forordning nr. 1408/71, saafremt den paagaeldende er forsikret, eventuelt blot mod en enkelt risiko, i henhold til en tvungen eller frivillig forsikring som led i en almindelig eller saerlig social sikringsordning som omhandlet i forordningens artikel 1, litra a), uanset om der bestaar et arbejdsforhold (jf. herved dom af 31.5.1979, sag 182/78, »Pierik II«, Sml. s. 1977, praemis 4 og 7, og af 9.7.1987, forenede sager 82/86 og 103/86, Laborero og Sabato, Sml. s. 3401, praemis 17).

37 Kommissionen har paa dette grundlag gjort gaeldende, at appellanten i hovedsagen maa anses for arbejdstager i henhold til forordning nr. 1408/71, allerede fordi hun har vaeret omfattet af den obligatoriske alderspensionsforsikringsordning i Tyskland, eller fordi den sociale bistandsmyndighed lod hende og hendes boern tilknytte sygeforsikringsordningen og afholdt udgifterne til de hermed forbundne bidrag.

38 Under retsmoedet har ogsaa den franske regering gjort gaeldende, at appellanten i hovedsagen vil kunne anses for arbejdstager i henhold til de faellesskabsretlige regler om social sikring, da hun har vaeret - og muligvis fortsat er - tilknyttet en tysk alderspensionsforsikringsordning i en eller anden forstand.

39 Den tyske regering har dog anfoert, at for saa vidt angaar familieydelser, som den omtvistede ydelse henhoerer under, er det i henhold til afsnit I, afdeling C (»Tyskland«) i bilag I til forordning nr. 1408/71 alene personer, der er tvungent forsikret mod arbejdsloeshed, eller som i forbindelse med denne forsikring modtager kontantydelser fra sygeforsikringen eller dertil svarende ydelser, der kan anses for arbejdstagere.

40 Under retsmoedet har Kommissionen anfoert, at dommen af 30. januar 1997 (forenede sager C-4/95 og C-5/95, Stoeber og Piosa Pereira, Sml. I, s. 511) afsvaekker den antagelse, at forsikring mod en enkelt risiko som omhandlet i forordning nr. 1408/71 er tilstraekkeligt til, at den paagaeldende har status som arbejdstager i henhold til denne forordning.

41 Det bemaerkes herom, at Domstolen i praemis 36 i dommen i sagen Stoeber og Piosa Pereira har fastslaaet, at der ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterne bestemmer, at familieydelser kun skal udbetales til personer, der indgaar i et solidarisk faellesskab i form af en saerlig forsikringsordning, konkret en alderdomsforsikringsordning for selvstaendige erhvervsdrivende.

42 Ifoelge afsnit I, afdeling C (»Tyskland«), i bilag I, som artikel 1, litra a), nr. ii), i forordning nr. 1408/71 henviser til, er det saaledes kun personer, der er tvungent forsikret mod arbejdsloeshed, eller som i forbindelse med denne forsikring modtager kontantydelser fra sygeforsikringen eller dertil svarende ydelser, der for saa vidt angaar tilkendelse af familieydelser paa grundlag af forordningens afsnit III, kapitel 7, kan anses for arbejdstagere i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii) (dom af 12.6.1997, sag C-266/95, Merino García, Sml. I, s. 3279).

43 Som det klart fremgaar af affattelsen af denne bestemmelse, er det udelukkende for saa vidt angaar tilkendelse af familieydelser paa grundlag af afsnit III, kapitel 7, i forordning nr. 1408/71, at afsnit I, afdeling C, i bilag I har praeciseret eller begraenset raekkevidden af begrebet arbejdstager i henhold til forordningens artikel 1, litra a), nr. ii).

44 Da den situation, en person som appellanten i hovedsagen befinder sig i, ikke er omtalt i nogen af bestemmelserne i afsnit III, kapitel 7, kan den begraensende regel, der er fastlagt i afsnit I, afdeling C, i bilag I, ikke bringes i anvendelse over for en saadan person. Spoergsmaalet om, hvorvidt den paagaeldende har status som arbejdstager i henhold til forordning nr. 1408/71, maa derfor udelukkende afgoeres paa grundlag af forordningens artikel 1, litra a), nr. ii). Den paagaeldende har foelgelig de rettigheder, der er knyttet til denne status, saafremt det godtgoeres, at vedkommende er forsikret, eventuelt blot mod en enkelt risiko, i henhold til en tvungen eller frivillig forsikring som led i en almindelig eller saerlig social sikringsordning som omhandlet i artikel 1, litra a), i forordning nr. 1408/71.

45 Da forelaeggelseskendelsen ikke indeholder tilstraekkelige oplysninger til, at Domstolen kan inddrage samtlige mulige relevante omstaendigheder i hovedsagen, tilkommer det den forelaeggende ret at afgoere, hvorvidt en person som appellanten i hovedsagen er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 eller for forordning nr. 1408/71.

Det fjerde spoergsmaal

46 Med det fjerde spoergsmaal oensker den forelaeggende ret oplyst, hvorvidt faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere i andre medlemsstater stiller krav om, at disse foreviser en formel opholdstilladelse for at kunne faa tilkendt en boernepasningsydelse.

47 Ved dette spoergsmaal forudsaettes det, at appellanten i hovedsagen har en anerkendt ret til at have bopael i den paagaeldende medlemsstat.

48 I henhold til BErzGG skal en person for at have ret til den omtvistede boernepasningsydelse opfylde de oevrige materielle betingelser for en tilkendelse heraf og derudover have bopael eller saedvanligt ophold i Tyskland.

49 En statsborger i en anden medlemsstat, der har en anerkendt ret til at have bopael i Tyskland, og som har bopael dér, opfylder sidstnaevnte betingelse. En saadan person har i denne henseende den samme stilling som en tysk statsborger med bopael i Tyskland.

50 I henhold til BErzGG skal »en udlaending«, herunder en statsborger i en anden medlemsstat, til forskel fra tyske statsborgere imidlertid for at have krav paa den omtvistede ydelse vaere i besiddelse af en bestemt form for opholdsdokument. Det er ubestridt, at en attestation for, at der er blevet ansoegt om et opholdsdokument, ikke i sig selv er tilstraekkeligt, selv om en saadan attestation dokumenterer, at opholdet er lovligt.

51 Endvidere har den forelaeggende ret bemaerket, at »saafremt [udstedelsen af et saadant opholdsdokument] af rent administrative grunde forsinkes, kan det ... medfoere materielle retstab for EU-borgere«.

52 Faellesskabsretten er ikke til hinder for, at en medlemsstat af statsborgere i andre medlemsstater, der lovligt har bopael paa dens omraade, kraever, at disse altid er i besiddelse af dokumentation for deres opholdsret, for saa vidt en tilsvarende forpligtelse paahviler landets egne statsborgere med hensyn til deres identitetskort (jf. herved dom af 27.4.1989, sag 321/87, Kommissionen mod Belgien, Sml. s. 997, praemis 12, og af 30.4.1998, sag C-24/97, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 2133, praemis 13), men dette gaelder ikke noedvendigvis et af en medlemsstat opstillet krav om, at statsborgere i andre medlemsstater for at kunne faa tilkendt en boernepasningsydelse som en ufravigelig betingelse skal vaere i besiddelse af et opholdsdokument, som det paahviler myndighederne at udstede.

53 For saa vidt angaar spoergsmaalet om anerkendelsen af, at der bestaar en opholdsret, kan udstedelse af en opholdstilladelse saaledes kun vaere udtryk for en bekraeftelse herpaa og dokumentation herfor (jf. herved dom af 8.4.1976, sag 48/75, Royer, Sml. s. 497, praemis 50). Det fremgaar derimod af den foreliggende sag, at for saa vidt angaar tilkendelse af den omtvistede ydelse tillaegges udstedelse af en opholdstilladelse en retsstiftende karakter.

54 Det maa herefter fastslaas, at et af en medlemsstat opstillet krav om, at statsborgere i andre medlemsstater for at have ret til en ydelse som den omtvistede skal forevise et dokument, der tillaegges en retsstiftende karakter, og som udstedes af medlemsstatens egne myndigheder, mens der ikke af landets egne statsborgere forlanges et saadant dokument, medfoerer ulige vilkaar.

55 Inden for EF-traktatens anvendelsesomraade og i mangel af begrundelse er saadanne ulige vilkaar udtryk for forskelsbehandling i strid med traktatens artikel 6.

56 Under retsmoedet har den tyske regering erkendt, at den i BErzGG opstillede betingelse er udtryk for ulige vilkaar i henhold til traktatens artikel 6, men gjort gaeldende, at omstaendighederne i hovedsagen hverken er omfattet af traktatens materielle eller personelle anvendelsesomraade, hvorfor appellanten i hovedsagen ikke kan stoette ret paa denne bestemmelse.

57 Hvad angaar spoergsmaalet om faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade henvises der til besvarelsen af det foerste, det andet og det tredje spoergsmaal, hvoraf det fremgaar, at den i hovedsagen omhandlede boernepasningsydelse utvivlsomt er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade.

58 Med hensyn til spoergsmaalet om faellesskabsrettens personelle anvendelsesomraade bemaerkes, at saafremt den forelaeggende ret paa grundlag af de kriterier, der fremgaar af besvarelsen af det foerste praejudicielle spoergsmaal, laegger til grund, at appellanten i hovedsagen har status som arbejdstager i henhold til traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 eller i henhold til forordning nr. 1408/71, vil de omtvistede ulige vilkaar vaere uforenelige med traktatens artikel 48 og 51.

59 Kommissionen har gjort gaeldende, at i modsat fald har appellanten i hovedsagen under alle omstaendigheder siden den 1. november 1993, da traktaten om Den Europaeiske Union traadte i kraft, haft en opholdsret i henhold til EF-traktatens artikel 8 A, hvorefter »enhver unionsborger har ret til at faerdes og opholde sig frit paa medlemsstaternes omraade med de begraensninger og paa de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemfoerelsesbestemmelserne hertil«. Ifoelge EF-traktatens artikel 8, stk. 1, er enhver, der er statsborger i en medlemsstat, borger i Den Europaeiske Union.

60 Hertil bemaerkes, at det imidlertid i et tilfaelde som det i hovedsagen omhandlede er ufornoedent at undersoege, om den paagaeldende kan paaberaabe sig traktatens artikel 8 A til stoette for en fornyet opholdsret i den paagaeldende medlemsstat, idet det er ubestridt, at vedkommende allerede har en anerkendt ret til at have bopael dér, selv om udstedelse af en opholdstilladelse er blevet naegtet.

61 Som statsborger i en medlemsstat, der lovligt har bopael i en anden medlemsstat, er appellanten i hovedsagen omfattet af det personelle anvendelsesomraade for traktatens bestemmelser om de europaeiske borgeres retsstilling.

62 I henhold til traktatens artikel 8, stk. 2, har unionsborgerne de rettigheder og pligter, der er indeholdt i traktaten, herunder den i traktatens artikel 6 knaesatte ret til ikke inden for traktatens materielle anvendelsesomraade at blive udsat for forskelsbehandling paa grundlag af nationalitet.

63 Det foelger heraf, at en borger i Den Europaeiske Union som appellanten i hovedsagen, der lovligt har bopael i den paagaeldende vaertsmedlemsstat, kan stoette ret paa traktatens artikel 6 i alle de tilfaelde, der er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade, herunder saafremt vaertsmedlemsstaten forhaler eller afslaar tilkendelse af en ydelse, der udbetales til enhver, som lovligt har bopael i medlemsstaten, med den begrundelse, at vedkommende ikke er i besiddelse af et dokument, der ikke forlanges af landets egne statsborgere, og hvis udstedelse medlemsstatens myndigheder kan forsinke eller naegte.

64 Saadanne ulige vilkaar, der saaledes henhoerer under traktatens anvendelsesomraade, kan ikke anses for begrundede. Der er tale om en direkte forskelsbehandling, som udoeves paa grundlag af appellantens nationalitet, og der er ikke i oevrigt for Domstolen blevet peget paa forhold, som kan begrunde saadanne ulige vilkaar.

65 Det fjerde spoergsmaal maa herefter besvares med, at faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere i andre medlemsstater, der har en anerkendt ret til at have bopael i medlemsstaten, stiller krav om, at disse foreviser en af medlemsstatens myndigheder udstedt formel opholdstilladelse for at kunne faa tilkendt en boernepasningsydelse, mens landets egne statsborgere alene skal have bopael eller saedvanligt ophold i medlemsstaten.

Sagens omkostninger

66 De udgifter, der er afholdt af den tyske regering, den spanske regering, den franske regering, Det Forenede Kongeriges regering og Kommissionen, som har afgivet indlaeg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgoer et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at traeffe afgoerelse om sagens omkostninger.

Paa grundlag af disse praemisser

kender

DOMSTOLEN

vedroerende de spoergsmaal, der er forelagt af Bayerisches Landessozialgericht ved kendelse af 2. februar 1996, for ret:

1) En ydelse som boernepasningsydelsen i henhold til Bundeserziehungsgeldgesetz, der automatisk tilkendes personer, som opfylder visse objektive kriterier, uden at der foretages en individuel, skoensmaessig bedoemmelse af personlige behov, og som tager sigte paa udligning af forsoergerbyrder, er omfattet af faellesskabsrettens materielle anvendelsesomraade som en familieydelse som forudsat i artikel 4, stk. 1, litra h), i Raadets forordning (EOEF) nr. 1408/71 af 14. juni 1971 om anvendelse af de sociale sikringsordninger paa arbejdstagere, selvstaendige erhvervsdrivende og deres familiemedlemmer, der flytter inden for Faellesskabet, som aendret og ajourfoert ved Raadets forordning (EOEF) nr. 2001/83 af 2. juni 1983, som aendret ved Raadets forordning (EOEF) nr. 3427/89 af 30. oktober 1989, og som en social fordel som forudsat i artikel 7, stk. 2, i Raadets forordning (EOEF) nr. 1612/68 af 15. oktober 1968 om arbejdskraftens frie bevaegelighed inden for Faellesskabet.

2) Det tilkommer den forelaeggende ret at afgoere, hvorvidt en person som appellanten i hovedsagen er omfattet af det personelle anvendelsesomraade for EF-traktatens artikel 48 og forordning nr. 1612/68 eller for forordning nr. 1408/71.

3) Faellesskabsretten er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere i andre medlemsstater, der har en anerkendt ret til at have bopael i medlemsstaten, stiller krav om, at disse foreviser en af medlemsstatens myndigheder udstedt formel opholdstilladelse for at kunne faa tilkendt en boernepasningsydelse, mens landets egne statsborgere alene skal have bopael eller saedvanligt ophold i medlemsstaten.