61996C0184

I - Genstanden for naervaerende sag og indholdet af den retsakt, Kommissionen finder stridende mod traktatens artikel 30

1 Kommissionen for De Europaeiske Faellesskaber har i henhold til EF-traktatens artikel 171 (herefter »traktaten«) anlagt sag ved Domstolen med paastand om, at det fastslaas, at Den Franske Republik har tilsidesat de forpligtelser, der paahviler den i henhold til traktatens artikel 30, idet den har udstedt ministerielt dekret nr. 93-999 af 9. august 1993 om tilberedninger paa grundlag af foie gras uden at tage hensyn til Kommissionens bemaerkning vedroerende gensidig anerkendelse i dens udfoerlige udtalelse og begrundede udtalelse af henholdsvis 1. februar 1992 og 14. oktober 1994.

2 Det er ubestridt mellem sagens parter, at foie gras' image siden det 16. aarhundrede har vaeret uloeseligt forbundet med fransk gastronomisk tradition. Endnu i dag har Frankrig i oevrigt en absolut foerende position paa markedet for dette produkt, idet landet gennemsnitligt har 80% af verdensproduktionen af foie gras og 95% af dens ivaerksaettelse. Yderligere forbruges 90% af den franske raavare til foie gras og tilberedningerne paa grundlag af dette produkt paa det franske marked (1).

Men dette er ikke alt. Produktionen, forarbejdningen og forhandlingen af foie gras synes selv i de oevrige producentlande endnu i dag at vaere tilrettelagt efter de fagmaessige saedvaner og regler, der gradvis har faestnet sig i Frankrig, og som denne medlemsstats lovgiver har lovfaestet. Faktisk har - hvilket ikke kan overraske - de franske varebetegnelser for og tilberedninger paa grundlag af foie gras vaeret detaljeret reguleret ved lov i Frankrig siden 1912. De franske betegnelser bruges i oevrigt i vid udstraekning - ofte i sammenhaeng med en ordret oversaettelse til de nationale sprog - i andre medlemsstater og i USA.

3 Ovennaevnte ministerielle dekret nr. 93-999 af 9. august 1993 (herefter »dekretet«), der traadte i kraft den 1. januar 1994, fastsaetter detaljerede regler og naevner visse kriterier vedroerende fremstilling af foelgende tilberedninger paa grundlag af foie gras (jf. artikel 2): foie gras entier, foie gras og bloc de foie gras (disse tre tilberedninger fremstilles paa grundlag af gaase- eller andelever), parfait de foie, médaillon eller pâté de foie, galantine de foie og mousse de foie (sidstnaevnte fire tilberedninger fremstilles paa grundlag af foie gras enten af gaes eller aender eller af baade gaes og aender).

Dekretet fastlaegger saerlig minimumsindholdet af foie gras for hvert af de paagaeldende produkter (jf. artikel 2) (2) tillige med de ingredienser, der er tilladt, noedvendige eller tilsat (jf. artikel 3-10). Artikel 12 fastsaetter det maksimale indhold af sakkarose (0,2%) og krydderier (4%) for alle de tilberedninger, der er omhandlet i dekretet. Det fastsaetter herudover det maksimale procentindhold af frembragte fedtstoffer og homogenat (3) og/eller den maksimale vandprocent, den maksimale fugtighedsgrad samt specifikke markedsfoerings- og emballeringsmaader (jf. artikel 3-8) (4). Endelig har den franske lovgiver ved dekretets artikel 9 og 10 fastsat de betingelser, der gaelder for eventuelle varebetegnelser, der giver oplysning om indholdet af troefler, og pligt til at anfoere betegnelsen »i gelé« til supplering af varebetegnelsen, dersom tilberedningen er i gelé.

4 Ifoelge dekretets artikel 1 er det forbudt (med henblik paa salg eller gratis distribuering) at vaere i besiddelse af tilberedninger paa grundlag af foie gras, der ikke opfylder de kriterier for sammensaetning, fremstilling og markedsfoering, der er naevnt i dekretet, og som hver isaer fastlaegger ovennaevnte varebetegnelser.

5 Dekretet tillader dog markedsfoering af charcuterivarer under (andre end de i artikel 2 definerede) varebetegnelser, hvori der naevnes foie gras, dersom det anvendte procentindhold af foie gras udgoer mindst 20%. I dette tilfaelde skal varebetegnelsen suppleres med angivelsen »med foie gras af gaes« eller »med foie gras af aender« (jf. artikel 13).

II - Parternes argumenter

6 Efter Kommissionens opfattelse strider dekretet mod traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser, for saa vidt som det ikke indeholder nogen bestemmelse om gensidig anerkendelse af tilberedninger paa grundlag af foie gras, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i andre medlemsstater - dvs. i overensstemmelse med national lovgivning og efter god og traditionel fremstillingsskik - under betegnelser, der ligner dem, der er reguleret ved dekretet.

7 Kommissionen er af den opfattelse, at selv om det anfaegtede dekret uden forskel finder anvendelse paa indenlandsk fremstillede varer og varer, der indfoeres fra andre medlemsstater, udgoer den omstaendighed, at varebetegnelser alene forbeholdes tilberedninger af foie gras, der opfylder de krav til kvalitet og sammensaetning, der er fastsat af den franske lovgiver - dersom der ikke indsaettes en bestemmelse om gensidig anerkendelse - en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion.

Saerlig medfoerer dekretet en betydelig konkurrencemaessig hindring til skade for de, saerlig udenlandske producenter, der maatte have til hensigt at bruge de af den franske lovgiver foreskrevne betegnelser med henblik paa markedsfoering af varer, der kan substitueres med de traditionelle produkter, men som betyder fornyelser. Disse producenter er tvunget til at anvende betegnelser, der er forskellige fra dem, som allerede har faestnet sig paa markedet, og vil derfor blive udsat for en betydelig indskraenkning i deres konkurrencefrihed.

8 Ifoelge Kommissionen kan fastsaettelse af restriktioner for forhandling i Frankrig af levnedsmidler, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i andre medlemsstater, kun vaere lovlig, dersom den er uomgaengeligt noedvendig til varetagelse af tvingende almene hensyn, og for saa vidt den reelt staar i rimeligt forhold til forfoelgelsen af dette maal.

9 Kommissionen har dog erkendt, at dekretet er begrundet i tvingende hensyn til beskyttelse af de franske forbrugere og god handelsskik paa det nationale marked.

Kommissionen har imidlertid bemaerket, at forbuddet mod forhandling i Frankrig under en af de regulerede varebetegnelser af tilberedninger paa grundlag af foie gras, der ikke opfylder dekretets krav med hensyn til sammensaetning, fremstilling og praesentation, er saa strengt, at det tillige - medmindre der indsaettes en bestemmelse om gensidig anerkendelse - rammer udenlandske produkter, der kun i ganske marginalt omfang afviger fra den franske opskrift.

Den paagaeldende foranstaltning hindrer saaledes samhandelen mellem medlemsstaterne i et omfang, der staar i misforhold til de tilsigtede maal.

10 Kommissionen er enig i, at bekaempelsen af svig inden for handelen er et lovligt formaal, men den bestrider den loesning, der er valgt ved dekretet for at goere det muligt for forbrugerne at traeffe deres valg med fuldt kendskab til de produkter, som de tillaegger saerlige egenskaber, fordi de er fremstillet paa grundlag af bestemte raavarer eller har et bestemt indhold af en karakteristisk ingrediens. Kommissionen har gjort gaeldende, at der med henblik herpaa kan anvendes mindre restriktive midler. Blandt disse midler er ifoelge Domstolens praksis (5) en passende etikettering vedroerende den solgte vares beskaffenhed eller procentindholdet af de anvendte raavarer, altsaa en etikettering, der i henseende til de oplysninger, den indeholder, og forstaaeligheden for forbrugerne i indfoerselsmedlemsstaten kan sidestilles med den varebetegnelse, der er omhandlet i reguleringen.

I oevrigt soerger de nationale kompetente myndigheder for, at tilberedninger af foie gras, der forhandles i Frankrig under en af de i dekretet naevnte varebetegnelser, virkelig, for blot at naevne et enkelt eksempel, indeholder foie gras i overensstemmelse med de procentangivelser, der findes paa emballagen. Da de ansvarlige for salg af et produkt, der i vaesentlig grad afviger fra det, der svarer til den anvendte paagaeldende varebetegnelse, kan retsforfoelges i henhold til loven, vil gensidig anerkendelse af tilberedninger, der lovligt er fremstillet i Faellesskabet, saaledes ikke indebaere nogen saerlig risiko for illoyal konkurrence eller svig til skade for forbrugerne.

11 Som grundloest betragter Kommissionen i oevrigt det synspunkt, hvorefter en gensidig anerkendelse af tilberedninger, der lovligt er fremstillet og markedsfoert i Faellesskabet, meget vel i fremtiden kan foranledige en eller flere franske producenter - som fortsat alene skal rette sig efter de strengere tekniske og handelsmaessige krav, der er fastsat i dekretet - til at etablere sig i en anden medlemsstat (eller til denne at eksportere hele eller en del af deres produktion med henblik paa efterfoelgende genindfoersel til Frankrig) med det ene formaal at drage fordel af en mere lempelig regulering. Denne risiko er paaberaabt af den franske regering som bevis for, at dekretet staar i rimeligt forhold til disse hensyn.

Kommissionen har herom anfoert, at det med henblik paa at forebygge saadanne risici for fordrejning af handelsstroemmene havde vaeret tilstraekkeligt, at de franske myndigheder havde valgt en formulering, der indeholdt en bestemmelse om gensidig anerkendelse, der var den samme som eller svarede til den, der i sin tid blev foreslaaet af Kommissionens tjenestegrene (6), og indeholdt en henvisning til kriterierne for »vedvarende« produktion og »traditionelle« fremstillingsmetoder.

12 Endelig har Kommissionen paa ny gjort opmaerksom paa dekretets paastaaede uforenelighed med traktatens artikel 30, idet den dog har erkendt, at en bestemmelse om gensidig anerkendelse ikke vil have oejeblikkelig virkning, fordi der ikke findes tilsvarende regler i de andre medlemsstater, og fordi det er sandsynligt, at de oevrige producenter i Faellesskabet vil overholde dekretet.

Ved at stille krav om indsaettelse af en saadan bestemmelse i et regelsaet, der er bestemt til varigt at skulle bestaa, har Kommissionen koncentreret sin opmaerksomhed paa de potentielle fremtidige virkninger af en saadant regelsaet. Bestemmelsen sikrer, at tilberedninger paa grundlag af foie gras, der ikke opfylder betingelserne for sammensaetning, fremstilling og praesentation i fransk ret, men lovligt fremstilles og forhandles paa en anden medlemsstats omraade under en af de varebetegnelser, der er reguleret ved dekretet, lovligt kan markedsfoeres under de samme betegnelser, bl.a. paa fransk omraade.

Kommissionen har i oevrigt paaberaabt sig Domstolens faste praksis for, at nationale lovgivninger, der beskytter forbrugerne, i intet tilfaelde maa medvirke til at fastlaase givne forbrugsvaner med henblik paa at fastholde en fordel, som de virksomheder, der tilfredsstiller behovet, har opnaaet (7).

13 Den franske regering har for sit vedkommende - dog i lidt tvetydige vendinger - erkendt, at dekretet »i visse henseender kan have tilsvarende virkning som kvantitative indfoerselsrestriktioner«.

Formaalet med det anfaegtede dekret er imidlertid ikke at paabyde brug af vilkaarligt fastsatte varebetegnelser, men tvaertimod at undgaa, at visse saedvanlige betegnelser - som i dag er blevet til en form for »blaat stempel« eller »garanti for kvalitet« - benyttes ved markedsfoering af produkter, der ikke opfylder de objektive kriterier for sammensaetning, fremstilling og praesentation, som disse betegnelser traditionelt indebaerer i forbrugernes oejne.

Dekretet er saaledes begrundet i tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse og god handelsskik, der saerlig fortjente at blive beskyttet for saa vidt angaar produkter, der er ret dyre. Yderligere finder den franske regering, at dekretet kan anses for at staa i rimeligt forhold til disse hensyn.

14 Hvad saerlig angaar betegnelserne »foie gras entier«, »foie gras« og »bloc de foie gras« - som ved dekretet som ovenfor bemaerket er forbeholdt tilberedninger, der udelukkende indeholder foie gras i hel form eller i stykker - har den franske regering anfoert, at dekretet er fuldt ud foreneligt med direktiv 79/112/EOEF om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger (herefter »direktivet«) (8). I mangel af harmonisering af de omtvistede varebetegnelser er dette det eneste saet faellesskabsregler, der finder anvendelse paa disse betegnelser.

I direktivets artikel 2, stk. 1, hedder det udtrykkeligt: »Maerkningen og dennes naermere udformning maa ikke:

a) vaere af en saadan art, at den vildleder koeberen, isaer:

i) med hensyn til levnedsmidlets beskaffenhed og isaer dets art, identitet, egenskaber, sammensaetning, maengde, holdbarhed, oprindelsessted eller det sted, hvor levnedsmidlet kommer fra, fremstillings- eller frembringelsesmaade.«

15 Den franske regering har i oevrigt i mere almindelige vendinger gjort gaeldende, at de anfaegtede varebetegnelser er blevet fastlagt i medfoer af direktivets artikel 5, stk. 1, hvorefter »et levnedsmiddels varebetegnelse er den betegnelse, der er anvendt i de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser, som gaelder for dette, eller dersom en saadan betegnelse ikke er fastsat, det navn, der har vundet haevd i den medlemsstat, hvor salg til den endelige forbruger finder sted, eller en beskrivelse af levnedsmidlet og om noedvendigt af dets brug, der skal vaere saa noejagtig, at koeberen oplyses om dets egentlige art og kan skelne det fra andre tilsvarende levnedsmidler, som det ville kunne forveksles med«.

16 At bestemmelserne i dekretet yderligere staar i rimeligt forhold til de tvingende hensyn til forbrugerbeskyttelse og til bekaempelse af svig, foelger efter den franske regerings opfattelse af Domstolens dom i Deserbais-sagen (9). De omtvistede varebetegnelser er nemlig fastsat paa grundlag objektive elementer, der angiver de vaesentligste karakteristiske traek ved tilberedninger paa grundlag af foie gras, nemlig sammensaetningen af produkterne (herunder saerlig deres procentindhold af raavarer) og de traditionelle fremgangsmaader for fremstilling og praesentation, der anvendes. Det er paa den anden side klart, at et produkt med et vaesentligt lavere indhold af foie gras end det minimum, der er foreskrevet af den franske lovgiver, ikke kan aspirere til nogen af de forbeholdte varebetegnelser uden at vildlede forbrugerne og skade princippet om god handelsskik, idet »produktet ikke kan antages at tilhoere samme produktgrupper«, som hver enkelt af de tilberedninger, der er omhandlet i dekretet.

17 Ved understregningen af, at tilberedninger paa grundlag af foie gras er traditionelle produkter, der ikke kan sidestilles med almindelige levnedsmidler, erindrer den franske regering om, at de omtvistede varebetegnelser, der er nedarvet ved brug fra meget gammel tid iblandt et flertal i den franske befolkning, er det bedste instrument til sikring af, at forbrugeren informeres korrekt.

18 Omvendt ville brug af en maerkning, der ikke angiver indholdet af fois gras i den enkelte tilberedning, vaere utilstraekkelig til dette formaal.

Foerst og fremmest, fortsaetter den franske regering, kunne denne alternative loesning, der er foreslaaet af Kommissionen, dog ikke tjene til tilstraekkelig underretning af koeberne vedroerende andre bestanddele, der skaber den saerlige smag og de vaesentligste kendetegn ved de i sagen omhandlede produkter, nemlig de traditionelle fremstillings- og praesentationsmaader.

19 Hvad for det andet angaar en eventuel import af tilberedninger af foie gras, der indeholder ingredienser, der ikke opfylder de franske forskrifter, vil et paabud fra de nationale myndigheders sider om at benytte en varebetegnelse, der yderligere angiver de anvendte ingredienser - som foreslaaet af Kommissionen - stride mod Domstolens praksis, naermere bestemt naar de ingredienser, der ikke er omhandlet i dekretet, allerede er opfoert paa den saedvanlige liste over ingredienser, der findes paa produktet (10).

Kommissionen har saaledes foreslaaet, at de andre medlemsstaters producenter paa fuldstaendig frivilligt grundlag kan foretage en maerkning med hensyn til det begraensede indhold af foie gras med angivelse af det procentvise indhold af denne ingrediens som foreskrevet i direktivets artikel 7, stk. 1. Den franske regering fastholder dog i denne henseende, at det ikke ville vaere et saerlig tilfredsstillende beskyttelsesmiddel for de franske forbrugere at bygge paa de udenlandske konkurrenters »gode vilje«.

20 For det tredje har den franske regering - i forbindelse med de to kriterier, som Domstolen har fastsat i Fietje-dommen (11) - erkendt, at dersom maerkningen af et produkt fra en anden medlemsstat, der ikke er i overensstemmelse med dekretet, noejagtigt angiver ikke blot sammensaetningen, men tillige fremstillingsmetoden, vil denne maerkning »mindst indeholde de samme oplysninger« som dem, der gives ifoelge den ved dekretet regulerede varebetegnelse.

Men i alle tilfaelde ville den anden betingelse, der er fastslaaet i Domstolens praksis, ikke vaere opfyldt, idet denne praksis foreskriver, at oplysningerne i maerkningen skal vaere lige saa forstaaelig for de franske forbrugere som den varebetegnelse, der er fastsat ved den nationale lovgivning. Ifoelge den franske regering har gennemsnitsforbrugeren ikke noejagtigt kendskab til minimumsindholdet af foie gras i hver enkelt traditionel type af tilberedning og end mindre til kombinationen af disse faktorer, der bl.a. er forbundet med den fremstillingsmetode, der giver hver enkelt tilberedning dens saerlige smagsegenskaber. Selv en lang og indviklet beskrivelse af sammensaetningen og fremstillingsmaaden paa produktets etikette ville saaledes ikke erstatte de traditionelle benaevnelser, som forbrugerne har vaeret vant til i lange tider, og som sammenfattende angiver de noejagtige egenskaber ved fremstillingsmaaden og smagen, som koeberne ikke noedvendigvis kender alle de afgoerende elementer i.

21 Herudover vil anvendelsen af dekretet paa importerede produkter i modsaetning til, hvad Kommissionen haevder, ikke paa nogen maade kunne medvirke til at fastlaase de franske forbrugeres vaner med hensyn til tilberedninger paa grundlag af foie gras, saaledes at den af den nationale industri opnaaede fordel ville blive fastholdt.

Den franske regering har gjort gaeldende, at de udenlandske producenter bl.a. er helt frit stillet med hensyn til at bringe nye tilberedninger, der indeholder foie gras, i omsaetning paa det franske marked, dersom de bruger varebetegnelser, der er forskellige fra dem, der er reguleret ved dekretet, og uden at overtraede forbuddet mod at omtale foie gras i varebetegnelsen, dersom det anvendte procentindhold af denne raavare er under 20%. Dekretets indvirkninger paa det grundlaeggende princip om frie varebevaegelser ligger med andre ord paa det minimum, der er tilladt ud fra det overordnede hensyn til forbrugernes beskyttelse.

22 For saa vidt angaar udeladelsen i dekretet af en bestemmelse om gensidig anerkendelse - der som anfoert saerlig er genstand for naervaerende traktatbrudssag - finder den franske regering, at de paastaaede hindringer for de frie varebevaegelser, som Kommissionen bebrejder den i denne sag, ikke blot ikke er aktuelle, men end ikke potentielle.

Importen til Frankrig - et marked, der som naevnt faktisk er forbeholdt den indenlandske produktion - af tilberedninger paa grundlag af foie gras hidroerende fra andre medlemsstater (12) angaar ikke blot marginale maengder, men altid alene produkter, der er i overensstemmelse med dekretets kvalitetsforskrifter (13).

23 Foelgelig synes sagsoegerens holdning i denne sag, som bemaerket af den franske regering under den mundtlige forhandling, at stride imod den holdning, sagsoegeren i sin tid indtog i sagen om varebetegnelsen »kaviar« (14). I dette tilfaelde fandt Kommissionen, at betegnelsen »kaviar« kunne »betragtes som en almindelig kendt betegnelse i Faellesskabet for det produkt, der fremstilles paa basis af rogn af stoer«, selv om to medlemsstater tillader, at denne betegnelse benyttes som artsbetegnelse for rogn.

Efter den franske regerings opfattelse maa man saaledes konkludere, at Den Franske Republik har ret til at forbyde brug paa det franske marked af de i dekretet omhandlede betegnelser for tilberedninger, der ikke har de vaesentlige egenskaber, der svarer til disse betegnelser, og denne konklusion gaelder saa meget mere i den foreliggende sag, idet det ikke i nogen anden medlemsstat er tilladt at benytte de paagaeldende betegnelser for andre produkter (15).

24 Med hensyn til den ovenfor omtalte mangel paa tilsvarende reguleringer i de oevrige medlemsstater, vil indsaettelsen af en bestemmelse om gensidig anerkendelse i dekretet som kraevet af Kommissionen ikke blot ikke vaere til fordel for den frie bevaegelighed af de paagaeldende varer i Faellesskabet, men den vil endog fremkalde retsusikkerhed til skade for baade de franske forbrugere og producenter. Indholdet af betegnelsen »varer fremstillet vedvarende og loyalt efter traditionelle fremgangsmaader« i fremstillingsmedlemsstaten er ikke knyttet til konkrete og objektive parametre. Det vil ved indfoersel til Frankrig utvivlsomt vaere forbundet med alvorlige vanskeligheder at foere bevis for lovligheden af denne betegnelse i forbindelse med en tilberedning paa grundlag af foie gras, der ikke er i overensstemmelse med dekretet. Der bestaar saaledes en umiddelbar og alvorlig risiko for, at den automatiske anerkendelse af overensstemmelsen paa fransk omraade - til skade for princippet om god handelsskik - vil komme tilberedninger paa grundlag af foie gras, fremstillet efter fremgangsmaader, der ikke opfylder industriens regler, og som ikke er underkastet nogen kvalitetskontrol i oprindelsesmedlemsstaten, til gode.

III - Retlig vurdering

25 Undersoegelsen af den paastaaede tilsidesaettelse af traktatens artikel 30, der paatales af Kommissionen, maa efter min opfattelse baseres paa visse praemisser, der kan udledes af Domstolens faste praksis i traktatbrudssager. Under en sag i medfoer af traktatens artikel 169 paahviler det Kommissionen at godtgoere, at det haevdede traktatbrud foreligger, uden at den kan paaberaabe sig nogen formodning. Kommissionen skal for Domstolen fremlaegge de oplysninger, som er noedvendige for, at denne kan traeffe afgoerelse herom (16). Spoergsmaalet om, hvorvidt der foreligger traktatbrud, skal i oevrigt vurderes paa baggrund af retstilstanden i medlemsstaten, saaledes som den var ved udloebet af den frist, som Kommissionen under den forudgaaende administrative behandling af sagen havde givet den til at rette sig efter den begrundede udtalelse.

Ganske vist har Domstolen givet udtryk for dette princip med henblik paa en situation, hvor den paagaeldende medlemsstat oensker at undgaa en dom, der eventuelt fastslaar traktatbruddet, ved for sent at fastsaette foranstaltninger, hvilket ikke er tilladt, idet Domstolen - naar den tager stilling til, om soegsmaalet er begrundet - ikke kan tage aendringer af forholdene i tiden derefter i betragtning (17). Det staar dog stadig fast, at dette princip tillige indebaerer, at samtlige de vaesentlige forhold i forbindelse med det paatalte traktatbrud skal foreligge ved udloebet af den frist, der var fastsat i den begrundede udtalelse (18).

26 Kommissionen har nedlagt paastand om, at det fastslaas, at dekretet - selv om det tillader producenter og forhandlere af tilberedninger, der indeholder foie gras, og som ikke er i overensstemmelse med de nationale forskrifter om kvalitet, at markedsfoere dem paa det franske marked - kan hindre samhandelen med de paagaeldende varer inden for Faellesskabet, i det mindste ved potentielt at goere indfoerslen fra andre medlemsstater dyrere og vanskeligere.

I mangel af en bestemmelse om gensidig anerkendelse af produkter fra andre medlemsstater vil tilberedninger af foie gras, som eventuelt maatte blive produceret i Faellesskabet efter andre forskrifter om sammensaetning og fremstillingsmaade end de i dekretet fastsatte, ifoelge Kommissionens opfattelse kun kunne saelges i Frankrig under andre varebetegnelser end dem, der er forbeholdt ifoelge loven, og som er mere tiltraekkende ud fra et handelsmaessigt synspunkt. Hvis det procentindhold af raavarer, der benyttes til en given tilberedning, er under 20%, vil dette produkt endog kun kunne saelges paa det franske marked under betegnelser, der ikke naevner foie gras. Den paagaeldende foranstaltning maa saaledes betegnes som en foranstaltning med tilsvarende virkning som en kvantitativ indfoerselsrestriktion (19).

27 Kommissionen har dog ikke overset to forhold, nemlig i) at der ikke findes nogen faellesskabsregler til harmonisering af fremstilling og markedsfoering af de paagaeldende produkter, og at medlemsstaterne i oejeblikket kan regulere dette omraade ved at begraense virkningerne af deres indgreb til deres eget omraade, og ii) at dekretet uden forskel finder anvendelse paa franske produkter og importerede produkter.

Foelgelig maa Kommissionen efter Domstolens dom i »Cassis de Dijon«-sagen (20), for at det kan anses for bevist, at den paastaaede tilsidesaettelse af traktatens artikel 30 foreligger, yderligere godtgoere, at forskrifterne i dekretet ikke maa anses for noedvendige til varetagelse af tvingende offentlige hensyn - som f.eks. kravene til god handelsskik (21) og forbrugerbeskyttelse (22), der er paaberaabt under sagen af den franske regering - der har forrang for hensynet til de frie varebevaegelser mellem medlemsstaterne.

Endelig skal dekretet, selv om det forekommer rimeligt og teknisk egnet i forhold til ovennaevnte tvingende hensyn, dog altid erklaeres ulovligt, hvis det findes, i) at den franske lovgiver - for at beskytte forbrugerne mod uredelige forretningsmetoder - kunne have benyttet foranstaltninger, der var mindst lige saa effektive, men som gjorde mindre indgreb i de frie varebevaegelser (23), ii) eller at dekretet benyttes til vilkaarlige former for forskelsbehandling eller skjulte hindringer for samhandelen mellem medlemsstater (24).

28 Dersom der ikke findes noget alment hensyn, der kan have forrang for de frie varebevaegelser, er det princip - der ogsaa er kommet til udtryk i Domstolens dom i Cassis de Dijon-sagen (25) - hvorefter det paahviler enhver medlemsstat at tillade indfoersel til sit omraade af produkter, der lovligt er fremstillet eller markedsfoert i andre medlemsstater (26), selv om de er fremstillet efter tekniske eller kvalitative forskrifter, der afviger fra dem, der gaelder i importmedlemsstaten (27), derimod anvendeligt i forhold til Den Franske Republik.

Det er netop til det princip, jeg netop har omtalt, at pligten til gensidig anerkendelse af aekvivalente regler og fremgangsmaader for produktion, godkendelse, kontrol og certificering af varer (28) logisk er knyttet. Det er saaledes dette princip - der visse steder i teorien (29) kaldes kvivalensprincippet - som Kommissionen anser for tilsidesat af de franske myndigheder ved vedtagelsen af dekretet.

De forpligtelser, som medlemsstaterne gensidigt har paataget sig over for hinanden ved deres tiltraedelse af traktaten, indebaerer nemlig, at de hver isaer »tilkendegiver deres tillid til de andre medlemsstaters evne til at overvaage fremstillingen af varer, udfoerelse af tjenesteydelser og deres erhvervsdrivendes erhvervsuddannelse. Saaledes opstaar tanken om, at lovgivningsaktiviteten i en medlemsstat kan traede i stedet for en anden medlemsstats, naar der er tale om deres respektive beskyttelsesmaessige virkninger« (30).

Som bekendt bestaar det af Kommissionen foretrukne middel - et middel, der ogsaa blevet anerkendt af Domstolen - med henblik paa i praksis at muliggoere, at varer, der lovligt eller redeligt er fremstillet i andre medlemsstater, faar fri adgang til importlandets marked, i at indsaette en bestemmelse om aekvivalens i nye forslag til den paagaeldende tekniske regulering (31).

29 I visse domme afsagt efter dommen i Cassis de Dijon-sagen har Domstolen udtalt, at det er i strid med proportionalitetsprincippet, saafremt den nationale lovgivning stiller krav om, at indfoerte produkter bogstaveligt og noejagtigt skal opfylde de bestemmelser eller de tekniske krav, som er fastsat for de indenlandsk fremstillede produkter, selv naar de importerede produkter sikrer det samme tvingende beskyttelsesniveau (32), som importmedlemsstatens regler har til formaal at sikre.

30 Saerlig har de af Domstolen afsagte domme, som Kommissionen har henvist til under naervaerende sag, fastsat de betingelser, hvorunder en teknisk/handelsmaessig regulering af den i sagen omhandlede type - der bygger paa tvingende hensyn til forbrugernes beskyttelse mod uredelige former for handelspraksis - lovligt kan begrunde et forbud mod eller restriktioner for salg i den paagaeldende medlemsstat af produkter, der ikke opfylder kvalitetsforskrifterne i de nationale regler, selv om de lovligt eller redeligt fremstilles eller markedsfoeres i andre medlemsstater.

Domstolen har udtalt, at saa laenge der ikke er gennemfoert nogen faellesskabsretlig harmonisering af lovgivningerne, er de nationale foranstaltninger, der er noedvendige for at sikre den rette betegnelse af produkter til undgaaelse af enhver form for forveksling hos forbrugeren og til sikring af god handelsskik, ikke i strid med traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser (33).

Hensynet til de frie varebevaegelser har dog forrang for de paagaeldende tvingende hensyn, naar man maa antage, at forbrugeren er tilstraekkeligt beskyttet ved krav om en passende etikettering med hensyn til det solgte produkts art, kendetegn og ingredienser (34).

31 Med andre ord skal det antages, at de paagaeldende importvarer sikrer et beskyttelsesniveau, der svarer til det, der sikres ved den i importmedlemsstaten regulerede varebetegnelse, naar betegnelserne paa den originale etiket - efter Domstolens opfattelse (35) - har et oplysende indhold, der mindst indeholder de samme oplysninger og er lige saa forstaaeligt for forbrugerne i importmedlemsstaten (jf. punkt 10 ovenfor) (36).

Det princip om »gensidig tillid«, der er beskrevet i punkt 28 ovenfor, indebaerer - paa forbrugerbeskyttelsesplanet i den saerlige levnedsmiddelsektor - at »hvis eksportmedlemsstatens lovgivning tillige beskytter forbrugeren paa importmedlemsstatens omraade (f.eks. ved regler om sammensaetningen), er det ikke noedvendigt at anvende de samme regler i importmedlemsstaten. Det er i stedet tilstraekkeligt at underrette forbrugeren om, at disse regler er blevet anvendt i eksportmedlemsstaten. Der er kun objektiv grund til at anvende importmedlemsstatens lovgivning, dersom eksportmedlemsstatens lovgivning ikke yder denne beskyttelse [mens anvendelsen af samtlige eksisterende nationale regler med ét formaal og vedroerende det samme produkt er forbudt], der saaledes begraenser forbrugerens valgfrihed i videre omfang end noedvendigt« (37).

Der gaelder kun én undtagelse fra det princip, jeg netop har beskrevet, nemlig det, der foelger af Domstolens praksis efter ovennaevnte dom i Deserbais-sagen (38) vedroerende svigagtig import (39).

32 Endelig har Domstolen fastslaaet, at aekvivalensprincippet ogsaa finder anvendelse i mangel af lovgivningsmaessig regulering af fremstillingen og/eller markedsfoeringen af det paagaeldende produkt i oprindelsesmedlemsstaten.

Det er i dette tilfaelde produkter, der er fremstillet i overensstemmelse med en traditionel saedvane, der loyalt anvendes i eksportmedlemsstaten, der nyder godt af de frie varebevaegelser mellem medlemsstaterne i mangel af overordnede hensyn af almen interesse (40). Det er ikke i dette tilfaelde - ved vurderingen af, om der er et rimeligt forhold mellem den statslige foranstaltning, der betegnes som restriktiv i forhold til det paagaeldende tvingende hensyn - muligt abstrakt at vurdere de paagaeldende lovgivninger i eksport- og importmedlemsstaten (eller de vaesentlige krav, der skal opfyldes af henholdsvis produktionen eller markedsfoeringen af det paagaeldende produkt). Derimod skal det konkret vurderes, om der er aekvivalens mellem niveauet af den beskyttelse, der findes for forbrugeren i forhold til det indenlandsk fremstillede produkt og det importerede produkt (41).

33 De netop naevnte principper er dem, der gaelder paa omraadet. Det er dog ikke fornoedent inden for rammerne af dette forslag til afgoerelse at uddybe spoergsmaalet om, hvorvidt dekretet staar i rimeligt forhold til det tvingende hensyn til forbrugernes beskyttelse eller god handelsskik, som har ligget til grund for dets vedtagelse.

Jeg vil derimod begraense mig til at undersoege den argumentation, der indledningsvis er anfoert af den franske regering (jf. punkt 22 ovenfor). Der er efter regeringens opfattelse kun tale om traktatbrud i det foreliggende tilfaelde, dersom det viser sig, at dekretet ved udloebet af den af Kommissionen fastsatte frist (paa to maaneder efter meddelelsen) i dens begrundede udtalelse af 14. oktober 1994, direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt hindrede samhandelen mellem medlemsstaterne. Dersom denne betingelse ikke var opfyldt, henhoerte dekretet ikke under anvendelsesomraadet for traktatens artikel 30, og problemet vedroerende begrundelsen for det faldt herefter bort.

34 Jeg vil derfor gennemgaa dette spoergsmaal. I oejeblikket bestaar importen til Frankrig af tilberedninger paa grundlag af foie gras fra de oevrige medlemsstater, der kun andrager ganske smaa maengder, under alle omstaendigheder - som anfoert ovenfor i punkt 2 - af produkter, der opfylder de kvalitetsforskrifter, som er fastsat ved dekretet. Med andre ord viser produktionen selv i disse medlemsstater - og selv i tredjelande - hvori der findes en (om end beskeden) produktion af foie gras, sig at vaere i overensstemmelse med de samme saedvaner og erhvervsmaessige regler for kvalitet, der har vaeret gaeldende paa det franske marked i aarhundreder. Dette er ikke nogen tilfaeldighed, idet foie gras er et produkt, der er uloeseligt forbundet med fransk gastronomisk tradition. Denne situation giver sig udslag i en vidtstrakt og udbredt brug af de fransksprogede varebetegnelser.

Endelig findes der ikke i nogen anden medlemsstat en regulering af den type, der er fastsat i Frankrig ved dekretet, vedroerende produktion og markedsfoering af de paagaeldende produkter. Og i oevrigt stammer de franske kvalitetsregler - alt taget i betragtning - fra en periode, hvori Faellesskabet endnu ikke eksisterede og hvor de nationale regeringer i deres »lovgivningsarsenal« fastsatte bestemmelser for at beskytte deres levnedsmiddelproducenter mod endnu mere indgribende foranstaltninger, som f.eks. statsstoette, direkte indfoerselsrestriktioner og told (42). Det skal bemaerkes, at ingen af disse udtalelser i realiteten er blevet bestridt af Kommissionen, som tvaertimod har erkendt, ikke blot at dekretet ikke har den mindste begraensende virkning i oejeblikket, men yderligere, at det vil forholde sig saaledes i den naermeste fremtid (jf. punkt 12 ovenfor).

35 Det foelger af, hvad jeg hidtil har sagt, at den pligt til gensidig anerkendelse med hensyn til lovlig forhandling paa nationalt omraade - der ifoelge Kommissionen paahviler Den Franske Republik - ikke vedroerer tilberedninger paa grundlag af foie gras, der »lovligt er fremstillet eller markedsfoert i andre medlemsstater« (en varekategori, der ikke findes i oejeblikket), men alene varer af denne art, der fremstilles under overholdelse af »traditionelle saedvaner, der loyalt anvendes« i oprindelsesmedlemsstaten.

Denne betragtning bekraeftes i oevrigt af ordlyden af den aekvivalensbestemmelse, som Kommissionens tjenestegrene i sin tid har foreslaaet de franske myndigheder (43).

Under behoerig hensyntagen til, at der kan konstateres overensstemmelse mellem de traditionelle saedvaner, der loyalt anvendes i Frankrig og de oevrige medlemsstater, der fremstiller tilberedninger paa grundlag af foie gras, finder jeg ikke, at dekretet har aktuelle eller potentielle restriktive indvirkninger paa indfoerslen af de paagaeldende produkter.

36 Jeg finder med andre ord, at Kommissionen har foretaget et ubegrundet »spring fremad« i sin tankeraekke. Man kan ikke acceptere sagsoegerens argumentation, hvorefter noedvendigheden af at indsaette en aekvivalensbestemmelse i dekretet - hvis bestemmelser sandsynligvis skal regulere det paagaeldende omraade i de kommende aar - skulle have en praeventiv funktion. Dette argument synes mig nemlig uforeneligt med Domstolens klare laere, som jeg gentagne gange har gjort opmaerksom paa ovenfor, og hvorefter Domstolen ved vurderingen af berettigelsen af en traktatbrudssag har henvist til retstilstanden i den skikkelse, hvori den har »udkrystalliseret sig« ved udloebet af den frist, som Kommissionen har fastsat for den beroerte medlemsstats gennemfoerelse af de fornoedne foranstaltninger til efterkommelse af den begrundede udtalelse. Dette princip finder - uden enhver tvivl - anvendelse paa den oekonomiske sammenhaeng og de markedsforhold, hvis underliggende beskaffenhed skal tages i betragtning, og som der henvises til i de bestemmelser, som paastaas tilsidesat.

37 Beviset for, at dekretet eventuelt blot potentielt er egnet til at hindre indfoerslerne inden for Faellesskabet, ville givet have kraevet, at det blev godtgjort, at der var konkret mulighed for, at der kunne opstaa varestroemme fra andre medlemsstater af tilberedninger paa grundlag af foie gras, der opfyldte enten nationale kvalitetsbestemmelser eller fulgte gastronomiske traditioner, der var forskellige fra de i dekretet naevnte. Det er dette, der ubestrideligt fremgaar af de af Domstolen afsagte domme, der fastslaar traktatbrud fra en medlemsstats side i anledning af tilsidesaettelse af traktatens bestemmelser om frie varebevaegelser (44).

Det boer dog erindres, at der i oejeblikket ikke uden for Frankrig findes - og naturligvis heller ikke i december 1994 ved udloebet af den af Kommissionen i den begrundede udtalelse fastsatte frist fandtes - regler i lovgivningen vedroerende sammensaetningen, fremstillingen og varebetegnelsen for de her omhandlede produkter. Det er foerst fra den dag, hvor en anden medlemsstat eventuelt vedtager en saadan regulering, at man kan tale om potentielle varestroemme fra andre medlemsstater, der ulovligt kan hindres eller begraenses i medfoer af traktatens artikel 30.

38 Ovenstaaende betragtninger finder med de fornoedne lempelser anvendelse paa tilberedninger paa grundlag af foie gras, som eventuelt i fremtiden maatte blive fremstillet efter andre saedvaner end dem, der er naevnt i bestemmelserne i dekretet, men som loyalt og traditionelt anvendes i en anden medlemsstat.

Jeg vil i dette forslag til afgoerelse afstaa fra at behandle det braendende spoergsmaal om, hvad der skal vaere maalestok for den loyale og traditionelle karakter af en ikke-reguleret industriel og handelsmaessig praksis (45). Det er nemlig tilstraekkeligt i naervaerende sag at bemaerke, at det alene er at regne fra den dag, hvor man kan sige, at der i Faellesskabet eksisterer en varig og loyal produktion af tilberedninger paa grundlag af foie gras - der adskiller sig fra den franske produktion og konkurrerer med denne - at man kan tale om potentielle varestroemme i form af import til det franske marked, over for hvilke dekretet vil vaere en foranstaltning med tilsvarende virkning som en indfoerselsrestriktion.

Denne betingelse var - gentager jeg - derimod ikke opfyldt i 1994 ved udloebet af den frist, der var fastsat i Kommissionens begrundede udtalelse. Domstolen har gentagne gange fastslaaet, at det, for at foranstaltninger, der er vedtaget af medlemsstaten, skal findes stridende mod traktatens artikel 30, er tilstraekkeligt at bevise »blot at de kan hindre 'import, der uden disse foranstaltninger ikke ville have kunnet finde sted'« (46). Man maa i den foreliggende sag efter min opfattelse konkludere, at den import, der kunne have fundet sted, hvis dekretet ikke fandtes, ikke i maengdemaessig henseende ville have afveget saa meget som en ton fra den, der registres, mens dette dekret er gaeldende.

I den foreliggende sag forsoeger den paagaeldende tekniske og handelsmaessige regulering ikke - paa grundlag af et subjektivt og vilkaarligt kvalitetsbegreb - at paatvinge de franske forbrugere den nationale opskrift paa tilberedninger paa grundlag af foie gras ved at ophoeje den til en faellesskabsopskrift paa bekostning af andre tilberedninger, der afviger fra denne i henseende til sammensaetning og fremstillingsmaade, der er udbredt og vaerdsat i andre medlemsstater. I realiteten synes det faelles begreb »alment kendt«, der benyttes for de paagaeldende produkter, at vaere sammenfaldende med og fuldt daekket af det franske begreb, og det viser sig, at saedvanerne inden for forbruget af tilberedninger paa grundlag af foie gras i medlemsstaterne i lang tid havde »udkrystalliseret sig« foerend udstedelsen af dekretet. Beviset herpaa er, at den erhvervsdrivende, der til Frankrig importerede tilberedninger paa grundlag af foie gras fra andre medlemsstater, ikke i december 1994 stoedte paa og ej heller i dag stoeder paa problemet med pligt til tilpasning af den betegnelse og/eller etikettering, med hvilken produktet markedsfoeres i fremstillingsmedlemsstaten.

Man kan saaledes ikke haevde, at manglen paa en bestemmelse om gensidig anerkendelse i dekretet strider imod faellesskabsretten.

39 Jeg vil ikke i dette forslag til afgoerelse paa ny fremsaette tanken om en de minimis-regel, som Domstolen allerede har haft lejlighed til at forkaste (47).

Derimod maa man anerkende, at der findes en sondring - der utvivlsomt ikke fastsaetter klare graenser, men som i princippet er ubestridelig - mellem anlaeggelse af sag i medfoer af traktatens artikel 169 til (tilladt) paatale af en statslig foranstaltning, der aktuelt kan skabe hindringer for samhandelen, og (ikke tilladt) paatale af en statslig foranstaltning, der kun kan affoede saadanne hindringer i fremtiden, eventuelt paa betingelse af, at retstilstanden og de underliggende oekonomiske forhold undergaar aendringer i forhold til dem, der fandtes ved udloebet af fristen ifoelge den begrundede udtalelse.

40 Paa grundlag af ovennaevnte argumentation finder jeg ikke, at Den Franske Republik har tilsidesat sine forpligtelser i medfoer af traktatens artikel 30.

IV - Forslag til afgoerelse

Paa baggrund af det ovenfor anfoerte foreslaar jeg Domstolen at

- frifinde Den Franske Republik og

- tilpligte Kommissionen at betale sagens omkostninger.

(1) - Ifoelge de af den franske regering fremlagte tal for 1995 er de eneste medlemsstater - bortset fra Frankrig (med naesten 12 500 tons) - i hvilke forbruget af foie gras har naaet et naevnevaerdigt niveau, Spanien, Belgien og Tyskland (der forbrugte henholdsvis ca. 250, 150 og 100 tons af dette produkt).

(2) - I henhold til dekretet bestaar foie gras entier, foie gras og bloc de foie gras alene af foie gras tilsat krydderier; i oevrigt fastsaettes minimumsindholdet af foie gras i parfait de foie til 75%, og indholdet af médaillon eller pâté de foie, galantine de foie og mousse de foie skal vaere 50%. Det bemaerkes, at der ved beregningen af det procentvise indhold af foie gras ikke tages hensyn til visse ingredienser (f.eks. graisse de pochage - der defineres som »fedt, der udsmeltes af foie gras under forarbejdningen« - eller fraskaer for saa vidt angaar parfait de foie, galantines de foie og mousses).

(3) - Homogenat defineres som »de samlede bestanddele af den del af foie gras, der ikke har bevaret strukturen i udskaarne stykker og stykker, der vejer under 20 gram«.

(4) - F.eks. det maksimale antal stoerre stykker (med en vaegt paa mindst 20 gram) for saa vidt angaar faerdigpakket foie gras entier med en nettovaegt paa hoejst 250 gram (jf. artikel 3) og den samlede minimumsvaegt af disse stykker (med en vaegt paa mindst 10 gram), naar det paa etiketten til en bloc de foie gras angives, at de indeholder saadanne (jf. artikel 5).

(5) - Kommissionen har saerlig henvist til Domstolens dom af 16.12.1980, sag 27/80, Fietje, Sml. s. 3839.

(6) - Efter oplysningerne i dokumenterne i naervaerende sag var den af Kommissionen foreslaaede ordlyd foelgende: »Tilberedninger paa grundlag af foie gras, der vedvarende og loyalt har vaeret fremstillet efter traditionelle metoder i andre EOEF-medlemsstater, kan markedsfoeres i Frankrig.«

(7) - Jf. blandt talrige andre afgoerelser dom af 12.3.1987, sag 178/84, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1227, praemis 32.

(8) - Raadets direktiv af 18.12.1978 om tilnaermelse af medlemsstaternes lovgivning om maerkning af og praesentationsmaader for levnedsmidler bestemt til den endelige forbruger samt om reklame for saadanne levnedsmidler (EFT 1979 L 33, s. 1) med senere aendringer.

(9) - Dom af 22.9.1988, sag 286/86, Sml. s. 4907. I denne dom tog Domstolen stilling til mulige begraensninger for en medlemsstats befoejelse til ved restriktive bestemmelser med hensyn til varebetegnelsen for et bestemt produkt (i den paagaeldende sag ved at betinge brugen af betegnelsen »Edam« af et minimumsindhold paa 40% af fedt) at begraense importen af produkter af samme type - selv naar forbrugerne var sikret information vedroerende disse produkter - naar et produkt, som frembydes uden for oprindelsesmedlemsstaten under den forbeholdte varebetegnelse, »i henseende til sammensaetningen eller fremstillingsmaaden adskiller sig saa radikalt fra de produkter, der normalt baerer denne betegnelse inden for Faellesskabet, at det ikke kan antages at tilhoere samme produktgruppe«, dommens praemis 13 (dette problem var det dog ikke noedvendigt at loese under de i hovedsagen foreliggende omstaendigheder, der vedroerte indfoersel til Frankrig af en ost, der indeholdt 34% fedt). Jf. tillige den (meget kort forinden) afsagte dom af 14.7.1988, sag 298/87, Smanor, Sml. s. 4489, praemis 21-25, hvori Domstolen overlod det til den nationale ret at afgoere spoergsmaalet om, hvorvidt forskellige karakteristiske traek (saerlig maengden af levende maelkebakterier) ved dybfrosset yoghurt, der lovligt var fremstillet og bragt i omsaetning i andre medlemsstater i overensstemmelse med de krav til kvalitet, der var fastlagt ved de franske regler om frisk yoghurt, var af saa stor betydning, at de for foerstnaevntes vedkommende kunne begrunde en betegnelse, der var forskellig fra betegnelserne »yaourt« eller »yoghourt« ved indfoersel til Frankrig.

(10) - Jf. dom af 26.10.1995, sag C-51/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3599, i hvilken Domstolen har fastslaaet, at en medlemsstat har tilsidesat sine forpligtelser efter EF-traktatens artikel 30 ved - som betingelse for markedsfoering paa dens omraade af visse levnedsmidler, der indeholder en ingrediens, der ikke er foreskrevet i en national opskrift - at kraeve varebetegnelsen suppleret med oplysning om brugen af denne ingrediens, selv om sidstnaevnte allerede er anfoert paa den fortegnelse over ingredienser, der er foreskrevet i direktivets artikel 6.

(11) - Jf. fodnote 5 ovenfor, og den relevante del af teksten.

(12) - Efter de af den franske regering fremlagte tal er de vigtigste andre lande, hvori der produceres foie gras, Ungarn, Bulgarien, Polen og Israel. Inden for Faellesskabet har kun to lande en produktion af foie gras af naevnevaerdig betydning, nemlig Spanien (165 tons om aaret) og Belgien (ca. 60 tons om aaret), og er begge nettoimportoerer.

(13) - Det er ikke nogen tilfaeldighed, understreger den franske regering, at selv Spanien - der er den eneste medlemsstat, der har indgivet skriftligt indlaeg - og som oprindelig havde bestridt begrundelsen for det franske lovforslag, der senere mundede ud i dekretet, til syvende og sidst erkendte, »at der ikke var noget aabenlyst behov for en bestemmelse om gensidig anerkendelse«.

(14) - I denne sag paastod Kommissionen, at importmedlemsstaterne har ret til paa deres omraade at forbyde brug af denne varebetegnelse for produkter som f.eks. stenbiderrogn, som ikke har den vaesentlige egenskab, der er almindeligt kendt i Faellesskabet, nemlig at de udelukkende bestaar af rogn af stoer, jf. Kommissionens fortolkende meddelelse om varebetegnelser for levnedsmidler (EFT 1991 C 270, s. 2, saerlig s. 4).

(15) - I denne henseende kan den franske regering ikke acceptere det af Kommissionen anfoerte forhold, hvorved den foreliggende sag skulle adskille sig fra kaviar-sagen (»[kaviar] er et produkt, der naesten udelukkende forhandles i uforarbejdet tilstand, [mens] der for saa vidt angaar foie gras altid kraeves et supplerende tilberedningsstadium, foerend salget til den endelige forbruger«). Den franske regering har ikke blot bemaerket, at saltningen af stoerrognen - der aendrer dennes kemiske, smagsmaessige og ernaeringsmaessige egenskaber - faktisk er en egentlig forarbejdning af produktet, men at den ikke forstaar, hvorledes Kommissionen har kunnet indfoere en forskel i den retlige behandling af foie gras paa grundlag af produktets fysiske/kemiske tilstand i salgsoejeblikket, og ikke paa grundlag af dets vaesentlige egenskaber.

(16) - Jf. blandt talrige andre, dom af 25.5.1982, sag 97/81, Kommissionen mod Nederlandene, Sml. s. 1819, praemis 6, af 25.4.1989, sag 141/87, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 943, praemis 15, af 27.4.1993, sag C-375/90, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 2055, praemis 33, og af 10.9.1996, sag C-61/94, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3989, praemis 61. Hvis Kommissionen fremfoerer forhold, der er tilstraekkelige til at godtgoere den haevdede tilsidesaettelse af faellesskabsretten, skal de forhold, den har fremfoert, betragtes som bevist, medmindre den paagaeldende medlemsstat konkret og detaljeret kan gendrive de forelagte forhold og de heraf foelgende virkninger (jf. dom af 22.9.1988, sag 272/86, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 4875, praemis 21).

(17) - Jf. blandt talrige andre, dom af 27.11.1990, sag C-200/88, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 4299, praemis 13, og af 3.7.1997, sag C-60/96, Kommissionen mod Frankrig, Sml. I, s. 3827, praemis 15.

(18) - Jf. dom af 10.9.1996, Kommissionen mod Tyskland, fodnote 16, praemis 42. Domstolen forkastede den tyske regerings argument, hvorefter spoergsmaalet om, hvorvidt der forelaa et traktatbrud, skulle bedoemmes paa baggrund af en forordning, der var traadt i kraft nogle maaneder efter den frist, der var givet i Kommissionens begrundede udtalelse, og udtalte, »at spoergsmaalet, om der foreligger et traktatbrud [under en sag anlagt i medfoer af artikel 169] skal behandles i lyset af den faellesskabslovgivning, der var gaeldende paa tidspunktet for udloebet« [af ovennaevnte frist].

(19) - Efter Domstolens faste praksis omfatter begrebet foranstaltning med tilsvarende virkning som kvantitative restriktioner »enhver af medlemsstaternes bestemmelser for handelen, som direkte eller indirekte, aktuelt eller potentielt, kan hindre samhandelen i Faellesskabet« (jf. dom af 11.7.1974, sag 8/74, Dassonville, Sml. s. 837, praemis 5). Med henblik paa forbuddet i traktatens artikel 30 kraeves det ikke, at foranstaltningerne er af en art, der maerkbart paavirker samhandelen mellem medlemsstaterne (jf. dom af 13.3.1984, sag 16/83, Prantl, Sml. s. 1299, praemis 20).

(20) - Jf. dom af 20.2.1979, sag 120/78, Rewe-Zentral, den saakaldte »Cassis de Dijon-sag«, Sml. s. 649, praemis 8. I Domstolens senere dom af 26.6.1980, sag 788/79, Gilli og Andres, Sml. s. 2071, praemis 6, er det praeciseret, at eventuelle hindringer for samhandelen i Faellesskabet, der foelger af forskelle i de nationale reguleringer af varehandel, kun er tilladt, dersom der ikke ved de nationale regler sker forskelsbehandling til skade for importvarer. Jf. tillige dom af 17.6.1981, sag 113/80, Kommissionen mod Irland, Sml. s. 1625, praemis 10, og af 20.4.1983, sag 59/82, Schutzverband gegen Unwesen in der Wirtschaft, Sml. s. 1217, praemis 11.

(21) - Jf. dom af 11.5.1989, sag 25/88, Wurmser og Norlaine, Sml. s. 1105, og af 13.10.1993, sag C-93/92, CMC Motorradcenter, Sml. I, s. 5009.

(22) - Jf. dom af 2.3.1982, sag 6/81, Beele, Sml. s. 707, og af 22.6.1982, sag 220/81, Robertson m.fl., Sml. s. 2349.

(23) - Jf. blandt talrige andre, dom af 10.11.1982, sag 261/81, Rau, Sml. s. 3961, praemis 12, og af 16.5.1989, sag 382/87, Buet og EBS, Sml. s. 1235, praemis 11.

(24) - Jf. blandt talrige andre, dommen i Prantl-sagen, anfoert i fodnote 19. Jf. bl.a. om fortolkningen af denne betingelse i teksten inden for rammerne af traktatens artikel 36 dommen i Dassonville-sagen, anfoert i fodnote 19, praemis 7, og dom af 14.12.1979, sag 34/79, Henn og Darby, Sml. s. 3795, praemis 20 og 21, af 15.7.1982, sag 40/82, Kommissionen mod Det Forenede Kongerige, Sml. s. 2793, praemis 36-40, af 27.3.1984, sag 50/83, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 1633, praemis 6-9, af 11.3.1986, sag 121/85, Conegate, Sml. s. 1007, praemis 15 og 16, og af 30.11.1993, sag C-317/91, Deutsche Renault, Sml. I, s. 6227, praemis 18-28.

(25) - Dom anfoert i fodnote 20, praemis 14 og 15.

(26) - Selv om dommen i Cassis de Dijon-sagen og Domstolens senere praksis ordret naevner varer, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i en anden medlemsstat end importmedlemsstaten, skal aekvivalensprincippet korrekt forstaas som skabende en pligt til at tillade varer, der lovligt er fremstillet eller bragt i omsaetning i en anden EU-medlemsstat. Det er det, der udtrykkeligt er fastslaaet af Domstolen (jf. f.eks. dommen i sagen Schutzverband gegen Unwesen in der Wirtschaft, anfoert i fodnote 20, praemis 12, og dom af 13.7.1994, sag C-131/93, Kommissionen mod Tyskland, Sml. I, s. 3303, praemis 10. Uden for anvendelsesomraadet for dette princip falder omvendt: i) varer med oprindelse i tredjelande (jf. R. Barents: »The Image of the Consumer in the Case Law of the European Court«, Eur. Food L. Rev., 1990, s. 6, saerlig s. 11, fodnote 23), ii) varer, der ikke opfylder de tekniske forskrifter i oprindelsesmedlemsstaten, som ikke bringes i omsaetning dér og som er i overensstemmelse med importmedlemsstatens retsforskrifter (jf. A. Mattera Ricigliano: »La libre circulation des produits alimentaires à l'intérieur de la Communauté et la mise en oeuvre du principe de la reconnaissance mutuelle«, Eur. Food L. Rev. 1990, s. 72, saerlig s. 77) og iii) varer fremstillet i en anden medlemsstat end den direkte eksportmedlemsstat, og som opfylder de tekniske forskrifter, der er gaeldende i den foerstnaevnte, men ikke i den sidstnaevnte (jf. P. Oliver: Free Movement of Goods in the European Community, London, 1996, 3. udg., s. 117).

(27) - Jf. ligeledes meddelelse fra Kommissionen angaaende konsekvenserne af Domstolens dom i sag 120/78 af 20.2.1979 (»Cassis de Dijon«) (EFT 1980 C 256, s. 2).

(28) - Jf. det i fodnote 26 naevnte vaerk af Mattera Ricigliano, s. 81.

(29) - Jf. A. Bernel: Le principe d'équivalence ou de »reconnaissance mutuelle« en droit communautaire, Zuerich 1996, s. 136 og de i fodnote 471 og 472 citerede vaerker. Det paagaeldende princip betegnes »oprindelseslandsprincippet« af Barents i det ovenfor i fodnote 26 anfoerte vaerk, s. 12. Vedroerende grundlaget for princippet henviser jeg til fodnote 30 nedenfor og den relevante del af teksten.

(30) - Jf. det ovenfor i fodnote 29 naevnte vaerk af Bernel, s. 110. Vedroerende princippet om den »gensidige tillid« henviser jeg til dommen i sagen Wurmser og Norlaine, praemis 18, fodnote 21. Ifoelge Kommissionen »(indebaerer) [godkendelsen af princippet om den frie adgang til markedet i enhver medlemsstat for ethvert produkt, der lovligt er fremstillet og bragt i omsaetning i en anden medlemsstat], at medlemsstaterne ved udarbejdelsen af lovgivning [om sammensaetning, betegnelse, praesentation og emballering af produkter eller regler, som foreskriver overholdelse af visse tekniske forskrifter], som kan taenkes at paavirke de frie varebevaegelsers rette funktion, ikke kan betragte sagen udelukkende i nationalt perspektiv og kun kan tage hensyn til egne behov i forbindelse med indenlandsk fremstillede produkter. Faellesmarkedets rette funktion kraever, at hver medlemsstat ligeledes tager hensyn til de oevrige medlemsstaters legitime krav« (jf. den i fodnote 27 naevnte meddelelse, s. 2).

(31) - Jf. A. Mattera Ricigliano: Il mercato unico europeo. Norme e funzionamento, Torino, 1990, s. 155.

(32) - Jf. blandt talrige andre, dom af 28.1.1986, sag 188/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 419, praemis 16, og af 7.3.1989, sag 215/87, Schumacher, Sml. s. 617, praemis 19-22.

(33) - Jf. dom af 26.10.1995, Kommissionen mod Tyskland, anfoert i fodnote 10, praemis 31, og af 23.2.1988, sag 216/84, Kommissionen mod Frankrig, Sml. s. 793, praemis 11.

(34) - Jf. blandt talrige andre, dommen i Cassis de Dijon-sagen, praemis 13, anfoert i fodnote 20, vedroerende et forbud mod i Tyskland at markedsfoere alkoholholdige drikkevarer (som f.eks. den i Frankrig fremstillede Cassis-likoer) med et alkoholindhold, der var lavere end det mindsteindhold, der var fastsat for den paagaeldende kategori, dommen i sagen Gilli og Andres, anfoert i fodnote 20, praemis 7, og dom af 9.12.1981, sag 193/80, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 3019, praemis 27, vedroerende et forbud mod forhandling i Italien af produkter, der indeholdt eddikesyre, der ikke var fremstillet ved eddikegaering af vin, som f.eks. eddike fremstillet paa grundlag af aebler i Tyskland, dommen i Fietje-sagen, anfoert i fodnote 5, praemis 12, om udstraekkelse af et forbud mod salg af visse alkoholholdige drikkevarer under en anden betegnelse end »likeur« som foreskrevet i den nationale lovgivning vedroerende drikkevarer af denne art til at omfatte produkter, der indfoertes fra andre medlemsstater, hvilket forbud gjorde det noedvendigt at aendre den etiket, med hvilken de paagaeldende produkter lovligt forhandledes i eksportmedlemsstaten, dommen i Rau-sagen, anfoert i fodnote 23, praemis 17, vedroerende et forbud mod markedsfoering i Belgien af margarine eller spisefedt, dersom produktet eller dets ydre emballage ikke er terningeformet, dom af 11.7.1984, sag 51/83, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2793, praemis 15, vedroerende forbud mod import af sukkervarer med et indhold paa over 1% af gelatine af animalsk oprindelse, dom af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, praemis 35, anfoert i fodnote 7, vedroerende forbud mod forhandling i Tyskland under betegnelsen »Bier« af oel fremstillet paa grundlag af andre raavarer (som f.eks. ris og majs) end dem, der var foreskrevet i den tyske Biersteuergesetz, dom af 23.2.1988, Kommissionen mod Frankrig, praemis 9 og 11, anfoert i fodnote 33, og dom af 11.5.1989, sag 76/86, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 1021, praemis 15-18, vedroerende forbud mod indfoersel af maelkeerstatningsprodukter i pulver- eller koncentreret form under en hvilken som helst varebetegnelse, af 14.7.1988, sag 407/85, 3 Glocken og Kritzinger, Sml. s. 4233, praemis 16, vedroerende forbud mod forhandling i Italien af pastavarer fremstillet paa grundlag af bloed hvede eller en blanding af bloed og haard hvede, og af 26.10.1995, Kommissionen mod Tyskland, anfoert i fodnote 10, praemis 33 og 37, vedroerende pligt til at supplere salgsbetegnelserne bearnaisesovs og hollandaisesovs fremstillet paa grundlag af vegetabilske fedtstoffer og salgsbetegnelsen for visse former for bagvaerk, der indeholdt et tilsaetningsstof, med en supplerende angivelse af det paagaeldende stof.

(35) - I alle de traktatbrudssager, som Kommissionen har anlagt paa det paagaeldende omraade, har Domstolen stedse fastslaaet, at forbrugeren var tilstraekkelig beskyttet ved den oplysende etiket paa importvarerne. Vedroerende en omhyggelig gennemgang af begraensningerne for den forkaerlighed, Domstolen har vist for etikettering i forhold til kvalitetsforskrifter og forbehold af varebetegnelser som et instrument, der var afpasset til information af forbrugerne, henviser jeg til von Heydebrand's og H.-C. der Lasa's vaerk: »Free Movement of Foodstuffs, Consumer Protection and Food Standards in the European Community: Has the Court of Justice Got it Wrong?«, Eur. L. Rev., 1991, s. 391, saerlig s. 406-413. I modsat retning og mere lovprisende kan ses W.-G. Wils' vaerk: »Free Movement of Goods and Quality Regulation of Foodstuffs«, Eur. Food L. Rev., 1990, s. 92, og H.L. Clark: »The Free Movement of Goods and Regulation for Public Health and Consumer Protection in the EEC: The West German 'Beer Purity' Case«, Va. J. Int'l L., bind 28, 1988, s. 753. Barents opfordrer i oevrigt til ikke at identificere grundlaget for den her omhandlede retspraksis med Domstolens aerboedighed for »den oplyste forbruger« (jf. det ovenfor i fodnote 26 anfoerte vaerk). Jf. dog dommen af 26.10.1995, Kommissionen mod Tyskland, praemis 34 og 36, anfoert i fodnote 10, hvori Domstolen - idet den forkastede den tyske regerings argumentation, hvorefter de omtvistede krav vedroerende maerkningen og emballeringen af de i sagen omhandlede produkter var noedvendige for at sikre, at forbrugerne informeredes korrekt, og ligeledes sikre loyale handelstransaktioner - fastslog, at »de forbrugere, hvis valg af produkt afgoeres af dets sammensaetning, foerst laeser ingredienslisten, som ... skal vaere angivet paa produktet ... (og at) selv om forbrugerne i visse tilfaelde kan blive vildledt, er denne risiko minimal ...«. Jf. tillige S. Weatherhill: »The evolution of European consumer law and policy: From well informed consumer to confident consumer?« i Schriftenreihe des Vereinigen Instituts fuer Europaeisches Wirtschafts- und Verbraucherrecht (red. H.-W. Micklitz), bind 1, Rechtseinheit oder Rechtsvielfalt in Europa? Baden-Baden, 1996, s. 423, saerlig s. 430. Weatherhill bemaerker dog, at der af den seneste afledte faellesskabslovgivning til beskyttelse af forbrugernes oekonomiske interesser (saaledes beskyttelsen mod vildledende reklame, aftaler indgaaet uden for forretningsstedet, »pakkerejser«, forbrugerkredit og urimelige kontraktvilkaar) fremgaar en ny faellesskabsretlig opfattelse af forbrugeren, nemlig den »tillidsfulde forbruger«, der - da han ikke laengere blot passivt nyder godt af friheden inden for handelen og foelgerne af reglernes harmonisering - tilskyndes til at foretage graenseoverskridende handelstransaktioner, idet han foeler sig beskyttet i forhold til markedsfunktionerne ved et minimum af beskyttelsesregler. Weatherhill haaber, at denne nye opfattelse i lovgivningen snarest kan oeve indflydelse paa Domstolens praksis, jf. det anfoerte vaerk, s. 457-465.

(36) - Begrebet »det aekvivalente beskyttelsesniveau« forudsaetter, at de parallelle nationale regler forfoelger samme maal, men ikke noedvendigvis, at der anvendes de samme midler eller former for teknik i de forskellige medlemsstater til forfoelgelse af de materielle krav, de hver isaer stiller (jf. Bernel's ovenfor i fodnote 29 anfoerte vaerk, s. 39 og 109). Jf. ligeledes dom af 15.9.1994, sag C-293/93, Houtwipper, Sml. I, s. 4249, hvorefter traktatens artikel 30 ikke er til hinder for anvendelse af nationale garantibestemmelser, der forbyder at bringe arbejder af aedle metaller i omsaetning, som ikke er forsynet med det i importmedlemsstatens lovgivning foreskrevne holdighedsstempel (der angiver maengden af det benyttede aedle metal) islaaet af et uafhaengigt organ, naar i) disse arbejder ikke i overensstemmelse med eksportmedlemsstatens lovgivning er forsynet med stempler, der er lige saa oplysende som stemplerne ifoelge importmedlemsstatens lovgivning, og som er forstaaelige for forbrugerne i sidstnaevnte stat, eller ii) naar disse arbejder er stemplet i eksportmedlemsstaten af et organ, der ikke er uafhaengigt.

(37) - Jf. Barents' ovenfor i fodnote 26 anfoerte vaerk, s. 12 (fri oversaettelse).

(38) - Jf. ovenfor i fodnote 9 og den relevante del af teksten.

(39) - Det synes i oevrigt ikke let af Domstolens praksis paa dette punkt (jf. fodnote 9 og den relevante del af teksten) at udlede sikre og objektive kriterier for afgoerelsen af, om det levnedsmiddel, hvis import der er tale om, i henseende til sammensaetning og fremstillingsmetode adskiller sig fra varer, der er almindeligt kendt inden for Faellesskabet under de samme betegnelser, i en saadan grad, at de ikke kan betragtes som hoerende under samme kategori (jf. G. Duncan og N. MacGowan, »Does Community law allow Member States to restrict the use of certain trade descriptions to products which contain a certain proportion of their characteristic ingredients?«, Irish J. Eur. L., 1994, s. 65, saerlig s. 68).

(40) - Jf. dommen i Prantl-sagen, praemis 27-30, anfoert i fodnote 19, og dom af 26.11.1985, sag 182/84, Miro, Sml. s. 3731, praemis 24-27.

(41) - Man har anfoert, at den sammenlignende bedoemmelse af de beskyttelsesniveauer, der sikres af hver af to nationale regelsaet, der vedroerer en raekke saerlige faktorer i den foreliggende sag samt de socio-oekonomiske forhold i de paagaeldende medlemsstater, i visse tilfaelde er langt fra let at foretage (jf. Bernel's ovenfor i fodnote 29 anfoerte vaerk, s. 143, og Oliver's ovenfor i fodnote 26 anfoerte vaerk, s. 116). Denne vanskelighed oeges efter min opfattelse i tilfaelde - der som det, hvorom der er tale under naervaerende sag - hvor sammenligningsgrundlaget er de samme produkter, der er fremstillet i overensstemmelse med en traditionel saedvane, der loyalt anvendes i eksportmedlemsstaten. I dette tilfaelde kan man yderligere vaere stillet over for problemet om paalideligheden af de former for kontrol, der allerede er foretaget i oprindelsesmedlemsstaten og foreneligheden med faellesskabsretten af, at de eventuelt gentages i importmedlemsstaten (jf. Bernel's ovenfor i fodnote 29 anfoerte vaerk, s. 37-42).

(42) - Jf. Heydebrand og der Lasa's ovennaevnte vaerk, s. 392, anfoert i fodnote 35.

(43) - Jf. ovenfor i fodnote 6 og den relevante del af teksten.

(44) - Jeg ser her bort fra de fortilfaelde, hvori Domstolen har fastslaaet, at den paagaeldende foranstaltning ikke fandt anvendelse uden forskel eller havde aktuelle indskraenkende virkninger paa importhandelen, jf. blandt talrige andre, dom af 9.12.1981, Kommissionen mod Italien, praemis 20-26, anfoert i fodnote 34 (konstatering af potentielle hindringer som foelge af, at betegnelsen »eddike« var forbeholdt eddike fremstillet ved eddikegaering af vin og det i Italien gaeldende forbud mod forhandling af eddike fremstillet ved eddikegaering af andre landbrugsprodukter end vin, hvoraf der fandtes en betydelig produktion og et betydeligt forbrug i forskellige medlemsstater), af 11.7.1984, Kommissionen mod Italien, anfoert i fodnote 34 (praemis 18, konstatering af potentielle restriktive virkninger som foelge af begraensning i Italien af forhandling af sukkervarer med et indhold paa over 1% af gelatine af animalsk oprindelse, der lovligt blev fremstillet og forhandlet i andre medlemsstater), af 4.12.1986, sag 179/85, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 3879, praemis 8, konstatering af potentielle hindringer for samhandelen af et forbud mod forhandling paa det tyske marked af drikkevarer som f.eks. pétillant de raisins i de traditionelle flasker af champagnetype, dvs. ved brug af den emballage, i hvilken pétillant traditionelt havde vaeret fremstillet og solgt i Frankrig siden 1956, af 12.3.1987, sag 176/84, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 1193, praemis 26 og 32, konstatering af potentielle hindringer som foelge af den graeske oelafgiftslov og levnedsmiddellov for importen af oel, der var lovligt fremstillet i andre medlemsstater paa grundlag af i) andre raavarer end bygmalt eller ii) under brug af enzymer eller iii) indeholdende tilsaetningsstoffer, der var tilladt i fremstillingsmedlemsstaten, af 12.3.1987, Kommissionen mod Tyskland, anfoert i fodnote 7, praemis 29 og 40, konstatering af potentielle hindringer som foelge af den tyske lov om det saakaldte »Reinheitsgebot« for importen af oel, der var lovligt fremstillet i andre medlemsstater, paa grundlag af i) andre raavarer end bygmalt (saerlig ris og majs) eller ii) indeholdende tilsaetningsstoffer, der var tilladt i fremstillingsmedlemsstaten, af 11.10.1990, sag C-210/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 3697, praemis 9, konstatering af potentielle hindringer som foelge af forbuddet mod markedsfoering i Italien af ost, hvis fedtindhold var lavere end det i loven foreskrevne minimum, for importen af produkter fra andre medlemsstater - som f.eks. Frankrig - hvori de var lovligt fremstillet og bragt i omsaetning. Jeg bemaerker, at det ikke skyldes nogen tilfaeldighed, at Kommissionen i en lang raekke af de sager, jeg netop har naevnt, har »startet« traktatbrudsproceduren efter anmeldelse fra de beroerte erhvervsdrivende eller andre medlemsstater.

FORSLAG TIL AFGOERELSE FORTSAETTES UNDER DOKNUM: 696C0184.1

(45) - Det er ikke helt rationelt at udstraekke omraadet for pligten til gensidig anerkendelse mellem medlemsstaterne af planen for det faelles virke paa det paagaeldende lovgivningsomraade til at omfatte omraadet for traditionen - der er et begreb, som er uden indholdsmaessig vaerdi for saa vidt angaar kvalitet, der pr. definition indebaerer, at der ikke findes kontrolforanstaltninger i oprindelseslandet (jf. Heydebrand og der Lasa's ovenfor i fodnote 35 naevnte vaerk, s. 409 og 410). Man kan nemlig givet kun plausibelt forklare Domstolens domme paa omraadet paa baggrund af den faktiske sammenhaeng i hver enkelt sag, hvoraf man kan udlede, at den vaegt, der laegges paa det importerede produkts traditionelle karakter, i hvert enkelt tilfaelde var beregnet paa at forkaste det - mere eller mindre sloerede argument fra importmedlemsstatens myndigheder - om, at det paagaeldende produkt netop var fremstillet med henblik paa i importmedlemsstaten at markedsfoere et produkt af ringere kvalitet og til en lavere pris, der var tiltraekkende for forbrugerne paa dette marked, under udnyttelse af fordelen ved den manglende lovgivning af teknisk og kommerciel karakter i oprindelsesmedlemsstaten (jf. O. Brouwer, »Free movement of foodstuffs and quality requirements: Has the Commission Got it Wrong?«, Common Mkt. L. Rev., 1988, s. 237, saerlig s. 253, note 39). Generaladvokat Sir Gordon Slynn bemaerkede i den i fodnote 44 naevnte sag 179/85, s. 3892 og 3893), at »mens proeven med 'rimelig og traditionel brug' kan vaere passende i tilfaelde som Prantl-sagen, hvor spoergsmaalet om indirekte angivelse af oprindelsesstedet opstod, mener jeg ikke, at det skal bevises i alle tilfaelde. Hvis det var noedvendigt, ville udvikling og markedsfoering af nye produkter blive undertrykt«. Yderligere er kriteriet aekvivalens mellem traditionelle produkter som bemaerket af den franske regering under denne sag saa vagt, at det er uforeneligt med det grundlaeggende krav om retssikkerhed. Hverken Domstolen eller Kommissionen har endnu redegjort for »i hvilke maengder eller hvor lang tid et produkt skal have vaeret fabrikeret og markedsfoert, foerend det kan opfylde denne betingelse« (jf. Brouwer's ovenfor naevnte vaerk, s. 254,og Oliver's ovenfor i fodnote 26 anfoerte vaerk, s. 241).

(46) - Jf. blandt talrige andre, dom af 20.2.1975, sag 12/74, Kommissionen mod Tyskland, Sml. s. 181, praemis 14, og af 16.12.1986, sag 124/85, Kommissionen mod Graekenland, Sml. s. 3935, praemis 7 (mine fremhaevelser).

(47) - Jf. dom af 21.3.1991, sag C-209/89, Kommissionen mod Italien, Sml. I, s. 1575, praemis 6, og af 17.11.1992, sag C-105/91, Kommissionen mod Graekenland, Sml. I, s. 5871, praemis 20.