1.

Den ved Tribunal Fiscai Aduaneiro do Porto anlagte sag vedrører en prøvelse af lovligheden af en efteropkrævning af importafgifter, der ikke var blevet opkrævet hos afgiftsskyldneren for varer, der var angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale sådanne afgifter.

2.

Artikel 2, stk. 1, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 1697/79 bestemmer:

»Såfremt de kompetente myndigheder konstaterer, at hele eller en del af den importafgift... der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet for varer, der er angivet til en toldprocedure, som medfører en forpligtelse til at betale disse afgifter, ikke er opkrævet hos debitor, kan disse foretage en efteropkrævning af det manglende afgiftsbeløb«.

Denne bestemmelse fastslår hovedreglen om obligatorisk efteropkrævning af afgifter, der forskriftsmæssigt skulle have været opkrævet, men ikke er opkrævet. Reglens begrundelse fremgår af forordningens betragtninger, hvori det anføres, at »da de i Fællesskabet gældende import- eller eksportafgifter i hovedsagen er af økonomisk betydning (første betragtning)«, er en mangelfuld opkrævning skadelig for Fællesskabets økonomi.

3.

Der gælder to undtagelser fra denne hovedregel: Toldmyndighederne er afskåret fra at foretage efteropkrævning (artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1697/79), og toldmyndighederne kan undlade at foretage efteropkrævning (artikel 5, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1697/79).

Sidstnævnte bestemmelse er affattet således:

»De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning af import- eller eksportafgift, der ikke er opkrævet som følge af en fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, såfremt sidstnævnte i forbindelse med toldangivelsen har handlet i god tro og overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter«.

4.

Afgørelsen om ikke at foretage efteropkrævning tilkommer medlemsstaternes myndigheder, henholdsvis Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, alt efter om beløbet for de omhandlede afgifter ligger under eller over 2000 ECU (artikel 2 og 4 i forordning (EØF) nr. 1573/80).

5.

Sagsøgeren i hovedsagen, importselskabet Mecanarte — Metalúrgica da Lagoa Lda. (herefter benævnt »Mecanarte«) købte et parti bestående af 42 bundter varmtvalsede stålplader hos sin leverandør i Forbundsrepublikken Tyskland, Schmolz & Bickenbach, og forelagde de portugisiske toldmyndigheder et varecertifikat EUR 1 nr. D 790072 udstedt i Düsseldorf den 18. februar 1986, hvori det var angivet, at varerne havde oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland.

6.

Da det blev lagt til grund, at varerne havde oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland, blev fællesskabsproceduren anvendt, og de blev tariferet under pos. 73.13.230.100 j og 73.13.260.000 t og indført med toldfritagelse.

7.

Ved skrivelse af 29. marts 1988 meddelte toldinspektoratet i Düsseldorf det portugisiske toldgeneraldirektorat, at varecertifikatet EUR 1 nr. D 790072 var blevet kendt ugyldigt med den begrundelse, at selskabet Schmolz & Bickenbach havde udfyldt det forkert, og at de i certifikatet omhandlede valsede stålprodukter havde oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik og ikke i Forbundsrepublikken Tyskland.

8.

Som følge af denne meddelelse foretog toldkontoret i Porto via Serviço da Conferência Final en efteropkrævning af afgifter på 3611599 ESC hos Mecanarte.

9.

Denne opkrævning, som blev opretholdt ved en afgørelse truffet af tolddirektøren i Porto, som afviste Mecanarte's krav om, at sagen tilsendtes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, for at denne kunne træffe afgørelse om ikke at foretage efteropkrævning af de omhandlede afgifter, har Mecanarte indbragt for Tribunal Fiscai Aduaneiro do Porto med påstand om annullation.

10.

Denne ret fandt, at den forelagte sag rejste visse spørgsmål med hensyn til fortolkningen og gyldigheden af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 og fortolkningen af artikel 4 i forordning nr. 1573/80.

11.

Tribunal Fiscai Aduaneiro do Porto udsatte derfor sagen ved kendelser af 16. oktober og 7. november 1989, registreret på Domstolens Justitskontor den 15. november 1989, og forelagde i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

12.

I medfør af artikel 20 i protokollen vedrørende EØF-statutten for Domstolen er der indgivet skriftlige indlæg af:

13.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 95 besluttet at henvise sagen til Tredje Afdeling og at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisoptagelse.

14.

Der er mellem den portugisiske regering, Ministério Público, Rådet og Kommissionen enighed om, at de nationale myndigheder udøver et bundet skøn i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Mecanarte har ikke taget endelig stilling til dette spørgsmål, men vil ikke afvise, at forordningens artikel 5, stk. 2, giver de nationale myndigheder et skøn.

15. a)

Den portugisiske regering har gjort gældende, at artikel 5 i forordning nr. 1697/79 er en undtagelse fra hovedreglen om obligatorisk efteropkrævning af afgifter, der efter reglerne skulle have været opkrævet, men ikke er opkrævet, under iagttagelse af principperne om retssikkerhed og beskyttelse af afgiftsskyldners gode tro. Det ville stride mod disse hensyn, som udgør selve bestemmelsens begrundelse, at give de nationale myndigheder beføjelse til at afgøre, hvorvidt de vil foretage efteropkrævning af afgifterne, når de i bestemmelsen fastsatte betingelser er opfyldt. Den portugisiske regering har i den sammenhæng henvist til Domstolens dom af 22. oktober 1987 (sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199), hvori det blev fastslået, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 skal fortolkes således, at afgiftsskyldner har krav på, at der ikke sker efteropkrævning, når samtlige betingelser er opfyldte. Når afgiftsskyldner har krav på, at der ikke sker efteropkrævning, når samtlige betingelser er opfyldt, udøver de nationale myndigheder ifølge den portugisiske regering et bundet skøn i medfør af artikel 5, stk. 2. Efter den portugisiske regerings mening skyldes anvendelsen af udtrykket »kan« en lovteknisk nødvendighed, idet artikel 5, stk. 1 : »De kompetente myndigheder kan ikke foretage efteropkrævning«, sættes i modsætning til stk. 2: »De kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning«. Stk. 1 vedrører den situation, hvor der foreligger en egentlig retlig umulighed for efteropkrævning, mens stk. 2 angiver to mulige løsninger, hvoraf den ene er, at de nationale myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning, såfremt bestemmelsens betingelser er opfyldt.

16.

Ifølge det portugisiske Ministério Público bør den »kan-beføjelse«, som er nævnt i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, anses for begrænset, på den ene side i kraft af hovedreglen om efteropkrævning i forordningens artikel 2, og på den anden side som følge af afgiftsskyldners krav på, at der ikke foretages efteropkrævning, når betingelserne i artikel 5, stk. 2, er opfyldt.

17.

b) Rådethar gjort gældende, at myndighedernes beføjelse i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er begrænset til at efterprøve, hvorvidt betingelserne er opfyldt for ikke at foretage efteropkrævning. Betingelserne er objektive og kan efterprøves af borgerne og eventuelt være genstand for domstolsprøvelse. Ud fra denne synsvinkel finder Rådet det ikke korrekt at tale om et »skøn«, for så vidt som lovligheden af de af de kompetente myndigheder trufne foranstaltninger kan undergives retslig prøvelse, for så vidt angår spørgsmålet, om betingelserne for at undlade at foretage efteropkrævning er opfyldt.

18.

Rådet har endvidere anført, at forskellen i formuleringen af stk. 2 — »de kompetente myndigheder kan undlade...« — i forhold til stk. 1 — »de kompetente myndigheder kan ikke foretage efteropkrævning...« skyldes, at Rådet har bemyndiget Kommissionen til at fastlægge gennemførelsesbestemmelser for anvendelsen af stk. 2 (jf. stk. 2, andet afsnit).

19.

Rådet mener, at denne fortolkning sikrer, at principperne om retssikkerhed og om beskyttelse af den berettigede forventning overholdes. Principperne indebærer, at Fællesskabets lovgivning i forhold til borgerne skal have den fornødne klarhed og forudberegnelighed, hvilket Domstolen i øvrigt har fastslået i Foto-Frost-sagen (nævnte sag 314/85).

20.

Sammenfattende foreslår Rådet Domstolen at besvare det første spørgsmål således:

»Artikel 5, stk. 2, første punktum, i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 fastsætter tre præcise betingelser for, at de kompetente myndigheder kan undlade at foretage efteropkrævning. Bestemmelsen skal derfor fortolkes således, at afgiftsskyldneren har krav på, at der ikke sker efteropkrævning, når samtlige disse betingelser er opfyldt.«

21. c)

Kommissionen har henvist til Domstolens faste praksis om, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 »skal fortolkes således, at den indebærer, at den afgiftspligtige har krav på, at der ikke sker efteropkrævning, når samtlige disse betingelser er opfyldt« (nævnte dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, dom af 23.5.1989, sag 378/87, Top Hit, Sml. s. 1359, og dom af 12.7.1989, sag 161/88, Binder Sml. s. 2415).

I lyset af denne retspraksis mener Kommissionen, at den nationale myndighed mister ethvert skøn med hensyn til at foretage efteropkrævning, så snart betingelserne i artikel 5, stk. 2, er opfyldt.

22.

d) Mecanarte har anført, at det ikke giver anledning til vanskeligheder at lade artikel 5, stk. 2, hjemle et skøn, eftersom én myndighed skal udøve skønnet, nemlig Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, for hele Fællesskabets vedkommende. Skønnet er dog ikke helt frit, men omfatter derimod visse punkter, hvor der helt klart er tale om en bunden kompetence, f.eks. kravet om, at betingelserne i artikel 5, stk. 2, først skal være opfyldt.

23.

a) Den portugisiske regering, Ministério Público, Rådet og Kommissionen har anført, at det andet spørgsmål er blevet uden genstand på grund af besvarelsen af det første spørgsmål.

24.

Rådet har desuden gjort gældende, at artikel 5, stk. 2, slet ikke tilsidesætter de af den nationale ret anførte principper, fordi alle erhvervsdrivende er underlagt de samme regler, og vurderingen af de faktiske omstændigheder står under pligtmæssig kontrol af Kommissionen, som træffer den endelige afgørelse herom.

25.

b) Mecanarte har understreget, at der ikke kan være tale om et for vidt skøn, såfremt det altid er Kommissionen, der skal træffe afgørelse om, hvorvidt der skal foretages efteropkrævning eller ej. Ifølge Mecanarte fjernes derved risikoen for, at fortolkningen bliver uforenelig med hensynet til de af den nationale ret anførte principper.

26.

a) Den portugisiske regering, Ministério Público og Kommissionen er enige om, at ordet »fejl« i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, omfatter enhver fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, og ikke kun regne- eller skrivefejl.

27.

De har ganske vist anført, at med hensyn til arten af de fejl, som er relevante i forbindelse med efteropkrævning, er det kun fejl fremkommet ved, at den nationale forvaltning har foretaget sig noget aktivt, som kan begrunde, at der ikke foretages efteropkrævning. Derfor må man udsondre de tilfælde, hvor det er forvaltningens ansatte selv, som er blevet vildledt som følge af andres fejl. I det tilfælde kan forvaltningens adfærd ikke skabe en berettiget forventning, fordi en sådan forventning altid må forudsætte, at forvaltningen har handlet med fuldt kendskab til sagen.

28.

b)Ifølge Mecanarte hænger det tredje spørgsmål nært sammen med spørgsmålet om afgiftsskyldners gode tro. Herom mener Mecanarte, at såfremt afgiftsskyldner i god tro foretager en toldangivelse, som medfører en forkert tarifering ved at vildlede toldmyndighederne, men uden forsæt til at fremkalde denne fejl, fortaber han ikke retten til, at der kan træffes afgørelse om ikke at foretage efteropkrævning for hans vedkommende. I det tilfælde er det uden betydning at undersøge, hvorvidt de omstændigheder, som har vildledt myndighederne, hidrører fra afgiftsskyldner eller ej.

29.

c)Rådet har ikke taget stilling til dette spørgsmål.

30.

a)Den portugisiske regering har anført, at »den kompetente myndighed i en medlemsstat, i hvilken der som følge af en fejl er foretaget utilstrækkelig opkrævning«, som udtrykkeligt er omhandlet af artikel 2 og 3 i forordning nr. 1573/80, kun kan være den myndighed, som har foretaget eller skal foretage efteropkrævningen. Artikel 5, stk. 2, er en undtagelse til artikel 2 i forordning nr. 1697/79 og må derfor ifølge den portugisiske regering ikke fortolkes så vidt, at den omfatter fejl begået af en anden medlemsstats toldvæsen, dvs. eksportstatens.

31.

b)Ministério Público, Mecanarte og Kommissionen har derimod samstemmende anført, at den fejl, som gør artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 anvendelig, kan være en fejl begået såvel af den myndighed, som er kompetent til at foretage efteropkrævningen, som af eksportmedlemsstaten for varen.

32.

Ifølge Mecanarte følger dette allerede af, at såfremt det første toldsted tager fejl, begår det næste automatisk den samme fejl.

33.

Kommissionen har anført, at dens fortolkning på dette punkt bekræftes af artikel 2 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 2380/89 af 2. august 1989 (EFT L 225, s. 30), som fra 1. september 1989 trådte i stedet for forordning nr. 1573/80, og hvori det præciseres, at der kan være tale om den kompetente myndighed i den medlemsstat, i hvilken fejlen er begået, men også om myndigheden i den medlemsstat, hvor den er opdaget. Kommissionen konstaterer, at dette ikke fremgik af bestemmelserne i forordning nr. 1573/80, som gjaldt på det tidspunkt, hvor det portugisiske toldvæsen traf afgørelse, og understreger, at præciseringen ikke havde til formål at ændre indholdet af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, men snarere at bekræfte dette indhold, idet der tages hensyn til alle former for fejl begået af de nationale myndigheder, uanset om disse er årsag til fejlens opståen, eller om de blot opdager den på tidspunktet for efteropkrævningen.

34.

c) Rådet har ikke taget stilling til dette spørgsmål.

35.

Den portugisiske regering, Ministério Público, Mecanarte og Kommissionen er enige om, at artikel 5, stk. 2, in fine, i forordning nr. 1697/79 finder anvendelse på det tilfælde, hvor afgiftsskyldner i forbindelse med toldangivelsen har overholdt samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter, selv når han — i god tro — har meddelt de kompetente myndigheder urigtige eller ufuldstændige oplysninger. Rådet har ikke taget stilling til dette spørgsmål.

36.

a) Den portugisiske regering har henvist til Domstolens dom i Foto-Frost-sagen (nævnte sag 314/85), hvori Domstolen understregede, at denne betingelse i artikel 5, stk. 2, var opfyldt, for så vidt som den erhvervsdrivende havde udfyldt toldangivelsen korrekt. Ifølge den portugisiske regering kan betingelsen endog være opfyldt i det tilfælde, hvor afgiftsskyldner i god tro meddeler toldmyndighederne urigtige eller ufuldstændige oplysninger.

37.

b)Mecanarte har gjort gældende, at kravet om, at »samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter« skal overholdes, skal sikre, at afgiftsskyldneren har udvist påpasselighed, men også, at den fejl, som har medført, at afgifterne ikke er blevet opkrævet, ikke er forårsaget af en fejl begået af afgiftsskyldner. Ifølge Mecanarte følger det heraf, at i det tilfælde, hvor afgiftsskyldner af anden grund end ond tro eller uagtsomhed meddeler en urigtig oplysning, bevarer han retten til at blive fritaget for at betale.

38.

c) Kommissionen har indledningsvis understreget, at den gode tro og overholdelsen af »samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter« er to adskilte betingelser i artikel 5, stk. 2, som skal bedømmes særskilt.

39.

Med hensyn til betingelsen om »overholdelse af samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter« har Kommissionen henvist til Domstolens praksis om, at de gældende forskrifter omfatter fællesskabsbestemmelser såvel som nationale forskrifter, der supplerer eller efter omstændighederne gennemfører fællesskabsbestemmelserne.

40.

For så vidt som der er sket angivelse om overgang til fri omsætning af varerne, som det er tilfældet i denne sag, fremgår de nærmere bestemmelser af Rådets direktiv 79/695/EØF af 24. juli 1979 og Kommissionens direktiv 82/57/EØF af 17. december 1981, som fastsætter, at der skal ske en angivelse om overgang til fri omsætning samt hvilke dokumenter, som skal indgives i forbindelse hermed.

41.

Efter Kommissionens opfattelse kan disse krav, uanset hvilken toldprocedure der er tale om, ikke vedrøre andet og mere end de oplysninger og dokumenter, klarereren med rimelighed kan have kendskab til og fremskaffe.

42.

Med hensyn til afgiftsskyldners gode tro finder Kommissionen, at artikel 5, stk. 2, ville miste den tilsigtede virkning, såfremt den myndighed, som har begået eller opdaget fejlen, kunne afslå ansøgningen om undladelse af efteropkrævning med den begrundelse, at klarereren havde meddelt ufuldstændige informationer eller dokumenter, når denne unøjagtighed skyldes fejlen og ikke kan lægges klarereren til last.

43.

a) Den portugisiske regering og Ministério Público finder, at det fremgår af bestemmelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 sammenholdt med artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80, at fællesskabslovgiver kun har hjemlet Kommissionens indgriben i det tilfælde, hvor de kompetente myndigheder er i tvivl om, hvorvidt der skal træffes afgørelse om ikke at foretage efteropkrævning, og i det tilfælde, hvor toldskylden er på 2000 ECU eller derover. Dette modsvarer behovet for retssikkerhed og en ensartet anvendelse af artikel 5, stk. 2, og er rimeligt under hensyn til størrelsen af de implicerede beløb og virkningerne for Fællesskabets økonomi. Ifølge den portugisiske regering støttes denne fortolkning af artikel 8 i forordning nr. 1573/80, hvorefter det skal anses for en stiltiende afvisning af kravet om at undlade efteropkrævning, såfremt Kommissionen ikke har truffet afgørelse inden for den fastsatte frist.

44.

b) Kommissionen har indledningsvis bemærket, at det er almindelig praksis i medlemsstaterne kun at forelægge Kommissionen de afgørelser, som skal træffes i medfør af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, når det afgiftsbeløb, som skal efteropkræves, er på over 2000 ECU, og når den nationale forvaltning anser den pågældendes ansøgning for begrundet.

45.

Kommissionen har anført, at denne praksis er begrundet i ordlyden af artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80, som kun vedrører de tilfælde, hvor den nationale myndighed har til hensigt at undlade at foretage efteropkrævning, idet alle betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, og som foreskriver forskellige fremgangsmåder alt efter om det beløb, der skal opkræves, er over eller under 2000 ECU. Den nationale myndighed kan derfor selv træffe afgørelse i det omfang, den finder, at betingelserne for at beskytte den berettigede forventning ikke er opfyldt.

46.

Selv om Kommissionen anerkender, at ordlyden i forordning nr. 1573/80 ikke nødvendigvis kræver en sådan fortolkning, følger denne fortolkning efter dens opfattelse dog af formålet med at tillægge Kommissionen en afgørelsesbeføjelse, navnlig af følgende to grunde.

47.

For det første skal det forhold, at Kommissionen er forbeholdt ret til at træffe afgørelse i de økonomisk vigtigste tilfælde, gøre det muligt at sikre fællesskabsretten ensartet anvendt. Den ensartede anvendelse ville blive bragt i fare, såfremt de nationale myndigheder fortsatte med at anvende national praksis og nationale kriterier ved fortolkningen af fællesskabsretten, bl.a. med hensyn til beskyttelsen af den berettigede forventning. Fællesskabsrettens enhed kommer navnlig i fare i de tilfælde, hvor en anmodning om ikke at foretage efteropkrævning imødekommes, da de nationale myndigheders afgørelse næsten altid er endelig, eftersom afgiftsskyldneren ikke anfægter den, og eftersom Kommissionen ikke er involveret. Derimod er virkningerne for fællesskabsrettens enhed mindre ved en afgørelse om at foretage efteropkrævning. Selv om det ikke er udelukket, at medlemsstaterne behandler disse tilfælde på forskellig måde, er det afgiftsskyldneren, som bestemmer, om afgørelsen skal søges ændret, og på den måde sikrer, at der anvendes ensartede kriterier for hans tilfælde.

48.

For det andet beror Kommissionens beføjelse til at træffe afgørelse på, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 omhandler afkald på Fællesskabets egne indtægter. Da Kommissionen er det organ, som er kompetent til at gennemføre Fællesskabets budget, er det forståeligt, at den har mulighed for at øve stor indflydelse på sådanne afgørelser. Efter Kommissionens opfattelse følger det heraf, at det ikke er nødvendigt at tildele den en beføjelse til at træffe afgørelse, når de nationale myndigheder bestemmer, at der skal ske efteropkrævning.

49.

Kommissionen er desuden af den opfattelse, at dens beføjelse til at træffe afgørelse på det omhandlede område bør forblive undtagelsen, navnlig fordi sagsbehandlingen ved Kommissionen er betydeligt dyrere end på nationalt plan. Af denne grund har Kommissionen i den senere tid bestræbt sig på i flest mulige tilfælde at overdrage sin afgørelseskompetence til medlemsstatens myndigheder. Dette er i øvrigt allerede kommet til udtryk i den nævnte forordning nr. 2380/89, som trådte i stedet for forordning nr. 1573/80.

50.

Kommissionen foreslår derfor, at det sjette spørgsmål besvares således, at dens bemyndigelse i artikel 4 i forordning nr. 1573/80 kun omhandler afgørelser om ikke at foretage efteropkrævning for beløb på over 2000 ECU.

51.

c) Mecanarte er derimod af den opfattelse, at en beføjelse for Kommissionen til at træffe afgørelse såvel om at efteropkræve som at undlade efteropkrævning er den eneste måde, hvorpå det kan sikres, at denne beføjelse anvendes ensartet og ligeligt under hensyn til Fællesskabets regler om ligebehandling af medlemsstaternes borger.

52.

Ifølge Mecanarte tages der ved det synspunkt, at de nationale myndigheder kan træffe afgørelser om efteropkrævning, selv om beløbet er over 2000 ECU, kun hensyn til den interesse, som er forbundet med efteropkrævningen af afgifterne, men ikke til kravet om, at efteropkrævningen skal finde sted på lige og ensartede betingelser, uden at der sker forskelsbehandling på grundlag af område eller nationalitet.

53.

d) Rådet har ikke taget stilling til dette spørgsmål.

54.

a) Med hensyn til det ottende spørgsmål har den portugisiske regering, Mecanarte og Kommissionen anført, at det har nær sammenhæng med det sjette spørgsmål.

55.

Den portugisiske regering og Ministério Público har understreget, at de erhvervsdrivendes ansøgninger skal indgives til de kompetente nationale myndigheder, og kun efter disses afgørelse kan beføjelserne i artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80 bringes i anvendelse. Ministério Público har henvist til, at der bør sondres mellem to situationer:

56.

Kommissionen har henvist til sine betragtninger vedrørende det sjette spørgsmål, hvoraf det følger, at de nationale myndigheder skal bedømme ansøgningen, og såfremt de kommer frem til, at betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er til stede, dvs. hvis de går ind for, at der ikke foretages efteropkrævning, skal de forelægge sagen til bedømmelse for Kommissionen, når det omhandlede beløb overstiger 2000 ECU.

57.

Mecanarte har gjort gældende, at de nationale myndigheder må frakendes kompetence til at afslå en ansøgning, som afgifts-skyldner korrekt begrundet har indgivet til dem, såfremt de har besluttet at foretage efteropkrævning, af samme grund som de ifølge Mecanarte ikke kan anses for berettiget til frit at afgøre, at der ikke skal foretages efteropkrævning.

58.

b) Med hensyn til det syvende spørgsmål har den portugisiske regering og Mecanarte indledningsvis anført, at dette fortolkningsspørgsmål er rejst, fordi den forelæggende ret hælder til, at der er en åbenbar strid mellem de portugisiske toldregler og artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80. Ifølge den portugisiske regering og Mecanarte foreligger denne modstrid ikke.

59.

Den portugisiske regering har bemærket, at for så vidt angår de omhandlede portugisiske toldbestemmelser, har den portugisiske lovgiver overdraget »conferência final« og toldgeneraldirektoratet kompetencen vedrørende udøvelsen af de beføjelser, som de nationale myndigheder har i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 sammenholdt med artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80. Ifølge den portugisiske regering har fællesskabslovgiver nemlig fastlagt et område, inden for hvilket de nationale myndigheder kan handle, men overladt det til den nationale lovgiver at udpege de i så henseende kompetente toldinstanser. Ved interne gennemførelsesbestemmelser havde den portugisiske lovgiver for at rationalisere og opnå de mest korrekte afgørelser henlagt alle beføjelser vedrørende efteropkrævning eller undladelse heraf til toldgeneraldirektoratet, som bl.a. afgør ansøgninger om Kommissionens indgriben, når de opstillede betingelser er opfyldt.

60.

Mecanarte har for det første anført, at der for så vidt angår sager vedrørende et beløb under 2000 ECU ikke er nogen modstrid med fællesskabsbestemmelserne, fordi disse selv fastsætter, at afgørelsen om at foretage efteropkrævning eller ej tilkommer den nationale kompetente myndighed, hvilket i Portugal er toldgeneraldirektoratet. For det andet har Mecanarte anført, at der heller ikke er nogen modstrid med hensyn til sager vedrørende et beløb på over 2000 ECU, såfremt det lægges til grund, at den afgørelse, som generaldirektoratet skal træffe, vedrører spørgsmålet om at forelægge sagerne for Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber til bedømmelse og ikke en egen endelig afgørelse i sagen.

61.

Ministério Público er af den opfattelse, at det syvende spørgsmål ikke er et fortolkningsspørgsmål, som hovedsagens afgørelse afhænger af. Ifølge ministeriet er det muligt at bringe anvendelsen af de omhandlede portugisiske toldbestemmelser i overensstemmelse med artikel 2 og 4 i forordning nr. 1573/80.

62.

Kommissionen har koncentreret sine bemærkninger om en række principper, som skal overholdes i forbindelse med EØF-Traktatens artikel 177. Herom har den bemærket, at Domstolen ikke er kompetent til at bedømme nationale retsforskrifters rangorden, og at den heller ikke er bemyndiget til at udtale sig om, hvorvidt det er hensigtsmæssigt at foretage en præjudiciel forelæggelse. Desuden har Kommissionen understreget, at nationale retsinstanser ikke selv er kompetente til at fastslå, at Fællesskabets institutioners retsakter er ugyldige, hvorfor de bør forelægge spørgsmålet for Domstolen.

63.

c) Rådet har ikke taget stilling til det syvende og ottende spørgsmål.

—

Mecanarte ved advokaterne Ricardo Garção Soares og Adriano Garção Soares, Porto,

—

det portugisiske Ministério Público ved Isabel Aguiar, som repræsenterer Ministério ved Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto,

—

den portugisiske regering ved Luís Inês Fernandes, director dos Serviços de Assuntos Jurídicos da Direcção-Geral das Comunidades Europeias, og Maria Luísa Duarte, consultora dos Serviços de Assuntos da Direcção-Geral da Comunidades Europeias, som befuldmægtigede,

—

Rådet for De Europæiske Fællesskaber ved kontorchef Bjarne Hoff-Nielsen og ekspeditionssekretær Amadeu Lopes-Sabino, Rådets Juridiske Tjeneste, som befuldmægtigede,

—

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved Kommissionens juridiske konsulenter Jörn Sack og Herculano Lima, som befuldmægtigede.

1

Ved kendelse af 16. oktober 1989, indgået til Domstolen den 14. november s.a., har Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto i medfør af EØF-Traktatens artikel 177 stillet otte præjudicielle spørgsmål vedrørende fortolkningen og gyldigheden af artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 1697/79 af 24. juli 1979 om efteropkrævning af import- eller eksportafgifter (EFT L 197, s. 1), samt vedrørende fortolkningen af artikel 4 i Kommissionens forordning (EØF) nr. 1573/80 af 20. juni 1980 om gennemførelsesbestemmelserne til artikel 5, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 1697/79 (EFT L 161, s. 1).

2

Spørgsmålene er blevet rejst under en sag anlagt af importselskabet Mecanarte-Metalúrgica da Lagao Lda. (herefter benævnt »Mecanarte«), hvorunder selskabet har nedlagt påstand om annullation af en afgørelse om efteropkrævning af told truffet af toldkontoret i Porto.

3

Mecanarte købte et parti bestående af 42 bundter varmtvalsede stålplader hos sin leverandør i Forbundsrepublikken Tyskland, Schmolz & Bickenbach, og forelagde det portugisiske toldvæsen et varecertifikat EUR 1 nr. D 790072, der var udstedt i Düsseldorf den 18. februar 1986, og hvori det var angivet, at varerne havde oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland.

4

Det portugisiske toldvæsen, der lagde til grund, at varen var angivet med oprindelse i Forbundsrepublikken Tyskland, tariferede den i henhold til fællesskabsproceduren under pos. 73.13.230.100 j og 73.13.260.000 t i Den Fælles Toldtarif og fritog den for importtold.

5

Ved skrivelse af 29. marts 1988 meddelte toldinspektoratet i Düsseldorf det portugisiske toldgeneraldirektorat, at varecertifikat EUR 1 nr. D 790072 var blevet kendt ugyldigt med den begrundelse, at selskabet Schmolz & Bickenbach havde udfyldt det forkert, og at de i certifikatet omhandlede valsede stålprodukter havde oprindelse i Den Tyske Demokratiske Republik og ikke i Forbundsrepublikken Tyskland.

6

Som følge af denne meddelelse foretog toldkontoret i Porto via Serviço da Conferência Final en efteropkrævning af afgifter på 3611599 ESC hos Mecanarte.

7

Denne opkrævning, som blev opretholdt ved en afgørelse truffet af tolddirektøren i Porto, som afviste Mecanarte's krav om, at sagen skulle tilsendes Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, for at denne kunne træffe afgørelse om ikke at foretage efteropkrævning af dé omhandlede afgifter, har Mecanarte indbragt for Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto med påstand om annullation.

8

Da Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto havde tvivl med hensyn til fortolkningen og gyldigheden af artikel 5, stk. 2, i Rådets forordning nr. 1697/79, såvel som vedrørende fortolkningen af artikel 4 i Kommissionens forordning nr. 1573/80, udsatte den sagen og forelagde Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

9

Vedrørende hovedsagens faktiske omstændigheder, retsforhandlingernes forløb samt de skriftlige indlæg indgivet til Domstolen henvises i øvrigt til retsmøderapporten. Disse omstændigheder omtales derfor kun i det følgende i det omfang, det er nødvendigt for forståelsen af Domstolens argumentation.

10

Den foreliggende sag vedrører i det væsentlige to bestemmelser:

samt

11

I det første og det andet spørgsmål spørges der, om artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 giver de kompetente myndigheder en skønsmæssig beføjelse til at foretage eller til at undlade at foretage efteropkrævning af told, og i bekræftende fald, om denne bestemmelse er gyldig i forhold til en række grundlæggende principper i Traktaten.

12

Med hensyn til det første spørgsmål bemærkes, at det følger af Domstolens faste praksis, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 skal fortolkes således, at den indebærer, at afgiftsskyldner har krav på, at der ikke sker efteropkrævning, når samtlige bestemmelsens betingelser er opfyldt (jf dom af 22.10.1987, sag 314/85, Foto-Frost, Sml. s. 4199, præmis 22, dom af 23.5.1989, sag 378/87, Top Hit, Sml. s. 1359, præmis 18, og dom af 12.7.1989, sag 161/88, Binder, Sml. s. 2415, præmis 16).

13

I det omfang, afgiftsskyldner har en sådan ret, skal de kompetente nationale myndigheder undlade at foretage efteropkrævning, da denne ret ellers ville miste enhver betydning.

14

Det første spørgsmål bør derfor besvares således, at artikel 5, stk. 2, første punktum, i Rådets forordning nr. 1697/79 af 24. juli 1979 skal fortolkes således, at det tildeler de nationale kompetente myndigheder en bunden kompetence med hensyn til afgørelsen om ikke at foretage efteropkrævning, når de betingelser, der er fastsat i forordningens artikel 5, stk. 2, er opfyldt.

15

Med hensyn til det andet spørgsmål bemærkes, at den nationale ret kun har stillet det for det tilfælde, at det fremgår af besvarelsen af det første spørgsmål, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 giver de nationale myndigheder et skøn.

16

I betragtning af svaret på det første spørgsmål er det andet spørgsmål blevet uden genstand.

17

I det tredje og det fjerde spørgsmål, som bør bedømmes sammen, anmoder den nationale ret Domstolen om at præcisere betydningen af udtrykket »fejl, som de kompetente myndigheder selv har begået, og som debitor ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget« i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

18

Disse spørgsmål rejser tre særskilte problemer:

19

Indledningsvis bemærkes, at artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 har til formål at beskytte afgiftsskyldners berettigede forventning med hensyn til, at samtlige forhold, som ligger til grund for afgørelsen om at foretage eller undlade efteropkrævning, er korrekte.

20

Heraf følger for det første, at begrebet »fejl« ikke kan begrænses til blotte regne- eller skrivefejl, men omfatter enhver type fejl ved den trufne afgørelse, således f.eks. en forkert fortolkning eller anvendelse af de gældende retsregler.

21

I den forbindelse skal henvisningen til regne- og skrivefejl i betragtningerne til forordning nr. 1697/79 blot anses for et eksempel, der ikke udtømmende opregner de mulige tilfælde af fejl, som skal tages i betragtning i forbindelse med artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79.

22

Heraf følger for det andet, at da der ikke gives en præcis og udtømmende definition af »kompetente myndigheder« i forordning nr. 1697/79 eller i gennemførelsesforordningen nr. 1573/80, som gjaldt på det tidspunkt, som er relevant for hovedsagens faktiske omstændigheder, må enhver myndighed, der i embeds medfør meddeler oplysninger af betydning for spørgsmålet om efteropkrævning af told, og som dermed kan give anledning til en berettiget forventning hos afgiftsskyldner, anses for en »kompetent myndighed« efter betydningen i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79. Dette er bl.a. tilfældet med hensyn til eksportmedlemsstatens toldvæsen, som handler i forbindelse med toldangivelsen.

23

Heraf følger for det tredje, at afgiftsskyldners berettigede forventning kun nyder beskyttelse i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79, såfremt det er de kompetente myndigheder »selv«, som det udtrykkeligt fremgår af forordningens ordlyd, der har skabt det grundlag, hvorpå afgiftsskyldners forventning hvilede. Således er det kun fejl, som kan tilskrives de kompetente myndigheders aktive adfærd, og som afgiftsskyldner ikke med rimelighed kunne forventes at have opdaget, som giver ret til, at der undlades efteropkrævning af told.

24

Denne betingelse kan ikke anses for opfyldt, når de kompetente myndigheder er blevet vildledt, f.eks. med hensyn til varens oprindelse, af afgiftsskyldners urigtige angivelser, som myndighederne ikke skal kontrollere eller bedømme gyldigheden af. I et sådant tilfælde er det afgiftsskyldner, som ifølge Domstolens faste praksis bærer risikoen ved et handelsdokument, som ved en senere kontrol viser sig at være falsk (dom af 13.11.1984, forenede sager 98/83 og 230/83, Van Gend en Loos, Smi. s. 3763, præmis 20).

25

Er urigtigheden af afgiftsskyldners angivelser derimod selv kun en følge af, at der er givet forkerte oplysninger af de kompetente myndigheder, som binder disse, forhindrer artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1697/79, at der foretages efteropkrævning af import- og eksportafgifter.

26

Det følger af det anførte, at det tredje og det fjerde spørgsmål bør besvares således, at artikel 5, stk. 2 i forordning nr. 1697/79 omfatter alle fejl med hensyn til fortolkning eller anvendelse af bestemmelserne om import- og eksportafgifter, som afgiftsskyldner ikke med rimelighed har kunnet opdage, og som er følgerne af en aktiv adfærd, enten fra de myndigheder, der har kompetence til at foretage efteropkrævning, eller fra myndighederne i eksportmedlemsstaten, hvilket udelukker fejl, der er fremkaldt ved afgiftsskyldners urigtige angivelser, dog bortset fra tilfælde, hvor urigtigheden af disse angivelser kun er en følge af forkerte oplysninger, der er meddelt af de kompetente myndigheder, og som binder disse.

27

Det femte spørgsmål vedrører i det væsentlige spørgsmålet, hvorvidt afgiftsskyldner, som i god tro meddeler toldmyndighederne urigtige eller ufuldstændige oplysninger, alligevel overholder samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter efter betydningen i artikel 5, stk. 2, første afsnit, in fine, i forordning nr. 1697/79.

28

Som Domstolen har understreget det i den nævnte Top Hit-dom (præmis 22 og 26), kræver overholdelsen af de gældende bestemmelser vedrørende toldangivelse, at klarereren skal meddele toldmyndighederne alle oplysninger, som er fastsat i fællesskabsbestemmelserne, såvel som i de nationale forskrifter, der i givet fald supplerer eller gennemfører fællesskabsbestemmelserne, og som vedrører toldbehandlingen af den pågældende vare.

29

Denne forpligtelse kan dog ikke gå ud over meddelelsen af oplysninger eller fremlæggelsen af dokumenter, som afgiftsskyldner med rimelighed kan have kendskab til eller indhente. Heraf følger, at såfremt en erhvervsdrivende i god tro meddeler oplysninger, som er unøjagtige eller ufuldstændige, men som er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente, og således kunne anføre i toldangivelsen, skal betingelsen om overholdelse af samtlige bestemmelser i de gældende forskrifter om toldangivelsen anses for opfyldt.

30

Det femte spørgsmål bør derfor besvares således, at artikel 5, stk. 2, første afsnit, in fine, i forordning nr. 1697/79 skal fortolkes således, at det finder anvendelse på den situation, hvor afgiftsskyldner har opfyldt alle de krav, der er fastsat i fællesskabsbestemmelserne om toldangivelse og i nationale bestemmelser, der i givet fald supplerer eller gennemfører dem, også selv om afgiftsskyldner i god tro har meddelt urigtige eller ufuldstændige oplysninger til de kompetente myndigheder, såfremt disse oplysninger er de eneste, som han med rimelighed kunne have kendskab til eller indhente.

31

Med sit sjette spørgsmål ønsker den nationale ret i det væsentlige oplyst, om Kommissionen i medfør af artikel 4 i forordning nr. 1573/80 kun er kompetent med hensyn til afgørelser om ikke at foretage efteropkrævning, eller om dens kompetence også omfatter beslutninger om at foretage efteropkrævning, når det afgiftsbeløb, som ikke er opkrævet, er på 2000 ECU eller derover.

32

Som det allerede fremgår af Domstolens dom af 26. juni 1990 (sag C-64/89, De utsche Fernsprecher, Sml. I, s. 2535, præmis 12 og 13), omfatter Kommissionens beføjelse til at træffe afgørelse i medfør af artikel 4 i forordning nr. 1573/80 kun de tilfælde, hvor de nationale kompetente myndigheder anser det for klart, at betingelserne i artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1697/79 er opfyldt, og det følgelig er myndighedernes opfattelse, at de ikke bør foretage efteropkrævning.

33

Denne fortolkning er, som Domstolen præciserede i samme dom i overensstemmelse med forordning nr. 1573/80's formål, som består i at sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet. Der er risiko for, at en sådan ensartet anvendelse ikke opnås i de tilfælde, hvor myndighederne imødekommer en anmodning om at undlade efteropkrævning, eftersom det i praksis er tænkeligt, at en medlemsstat til støtte for at imødekomme anmodningen lægger en fortolkning til grund, der — da ingen vil anfægte en sådan afgørelse — sandsynligvis ikke vil blive gjort til genstand for en prøvelse, der kan sikre en ensartet anvendelse af betingelserne i henhold til fællesskabsbestemmelserne. Denne situation foreligger derimod ikke, når de nationale myndigheder, uanset beløbets størrelse, foretager efteropkrævning. Afgiftsskyldneren kan her anfægte en sådan afgørelse ved national ret. Domstolen kan herefter via en præjudiciel forelæggelse sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet.

34

Det sjette spørgsmål bør derfor besvares således, at den kompetence, som er tildelt Kommissionen ved artikel 4 i forordning nr. 1573/80, kun omfatter afgørelser om ikke at foretage efteropkrævning af afgifter på 2000 ECU eller derover.

35

Med det ottende spørgsmål, som er snævert forbundet med det sjette spørgsmål, og som derfor bør behandles som det næste, anmoder den nationale ret Domstolen om at oplyse, hvorvidt der, såfremt det tilkommer de nationale toldmyndigheder at træffe afgørelsen om efteropkrævning i de tilfælde, hvor afgiftsskyldner indgiver en begrundet ansøgning om, at der ikke foretages efteropkrævning, da skal ske forelæggelse af en sådan ansøgning for Kommissionen, eller om de nationale myndigheder selv kan træffe afgørelse.

36

Som Domstolen udtalte i den nævnte dom af 26. juni 1990, Deutsche Fernsprecher, tilkommer det de nationale myndigheder at foretage efteropkrævning af import- og eksportafgifter uanset beløbets størrelse. I betragtning af forordning nr. 1573/80's formål, som, hvilket Domstolen præciserede i den samme dom, er at sikre, at fællesskabsretten anvendes ensartet, tilkommer det også de nationale myndigheder at træffe afgørelse i det tilfælde, hvor afgiftsskyldner indgiver en begrundet ansøgning om, at der ikke foretages efteropkrævning. Som anført ovenfor i præmis 34 er der kun pligt til at forelægge sagen for Kommissionen, såfremt de nationale myndigheder træffer afgørelse om at undlade at foretage efteropkrævning, og såfremt, det omhandlede beløb er 2000 ECU eller derover.

37

Det ottende spørgsmål bør derfor besvares således, at når afgiftsskyldner indgiver en ansøgning om, at der ikke foretages efteropkrævning af import- eller eksportafgifter, påhviler det de nationale myndigheder at træffe afgørelse om denne ansøgning, og det påhviler dem kun at forelægge sagen for Kommissionen, når de ikke påtænker at efteropkræve afgifter på 2000 ECU eller derover.

38

Med det syvende spørgsmål har Tribunal Fiscai Aduaneiro do Porto rejst en række processuelle spørgsmål vedrørende anvendelsen af EØF-Traktatens artikel 177.

39

Det fremgår af forelæggelseskendelsens begrundelse, at den nationale ret tager udgangspunkt i, at de to relevante bestemmelser i regulativet for det portugisiske toldvæsen, som finder anvendelse i denne sag, ud over at være i strid med fællesskabsretten også er behæftet med formelle og materielle mangler, som gør dem forfatningsstridige, hvilket dels skyldes, at de er udstedt administrativt og ikke via lovgiver, det vil her sige Republikkens lovgivende forsamling, dels at de strider mod princippet om international rets forrang for national ret.

40

Det er på denne baggrund, at Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto i første række rejser spørgsmålet, om den er kompetent til at foretage en præjudiciel forelæggelse i det omfang, det fastslås, at de omhandlede nationale bestemmelser er forfatningsstridige, da spørgsmålet om, hvorvidt en intern retsforskrift er forfatningsstridig i henhold til artikel 280, stk. 3 i den portugisiske forfatning, skal forelægges den portugisiske forfatningsdomstol, hvorfor alene sidstnævnte instans er kompetent til at foretage en præjudiciel forelæggelse i sådanne sager. For det andet rejser den spørgsmålet, om en præjudiciel forelæggelse ikke er overflødig i det omfang, hvor manglerne ved en national bestemmelse kan afhjælpes i den nationale retsorden.

41

Det syvende præjudicielle spørgsmål har således rejst to adskilte problemer vedrørende de nærmere regler for anvendelsen af EØF-Traktatens artikel 177:

42

Med hensyn til det første spørgsmål bemærkes, at Domstolen ifølge artikel 177 har kompetence til at afgøre præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af Traktaterne og om gyldigheden og fortolkningen af retsakter fra Fællesskabets institutioner. Artiklen bestemmer i stk. 2, at de nationale retsinstanser kan forelægge Domstolen sådanne spørgsmål, og stk. 3, at de er pligtige til at gøre det, såfremt deres afgørelser ifølge national ret ikke kan appelleres.

43

Domstolens kompetence i henhold til artikel 177 skal i det væsentlige sikre, at de nationale retsinstanser anvender fællesskabsretten ensartet. Med dette for øje giver artikel 177 de nationale retsinstanser et middel til at løse de problemer, som kravet om at sikre fællesskabsbestemmelserne deres fulde virkning rejser i forbindelse med medlemsstaternes domstolsordninger.

44

For at opnå den tilsigtede virkning med den ordning, som er indført ved Traktatens artikel 177, skal de nationale retsinstanser i videst muligt omfang kunne forelægge sager for Domstolen, såfremt de finder, at en for dem verserende sag rejser spørgsmål, som kræver en fortolkning eller en bedømmelse af gyldigheden af fællesskabsbestemmelser, der er relevante for afgørelsen af den pågældende sag.

45

Desuden ville fællesskabsrettens gennemslagskraft blive bragt i fare, såfremt en ordning med forelæggelsespligt for forfatningsdomstolen kunne forhindre den nationale ret, som behandler en sag, i hvilken fællesskabsretten har betydning, i at udnytte sin mulighed for i henhold til Traktatens artikel 177 at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretten, således at den nationale ret kan bedømme, hvorvidt en national retsforskrift er forenelig med fællesskabsretten.

46

Følgelig bør første del af det syvende spørgsmål besvares med, at en retsinstans i en medlemsstat, som behandler en tvist, der berører fællesskabsretten, og som konstaterer, at en national bestemmelse er forfatningsstridig, ikke er afskåret fra eller fritaget for den i EØF-Traktatens artikel 177 foreskrevne mulighed for eller forpligtelse til at forelægge Domstolen spørgsmål vedrørende fortolkningen eller gyldigheden af fællesskabsretten som følge af den omstændighed, at retten efter denne konstatering har pligt til at forelægge sagen for medlemsstatens forfatningsdomstol.

47

Med hensyn til det andet problem bemærkes, at for så vidt angår den judicielle kompetencefordeling mellem de nationale retsinstanser og Domstolen i medfør af Traktatens artikel 177, følger det af praksis, at de nationale retsinstanser kan skønne over, om det er nødvendigt at afgøre et EF-retligt spørgsmål, før der afsiges dom (jf. bl.a. dom af 6.10.1982, sag 283/81, Cilfit, Sml. s. 3415, præmis 10).

48

I den forbindelse præciseres, at den nationale retsinstans' skøn efter betydningen i EØF-Traktatens artikel 177, stk. 2, også omfatter spørgsmålet om på hvilket trin af sagens behandling, der bør forelægges Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

49

Det syvende spørgsmåls andet led bør derfor besvares således, at det ifølge EØF-Traktatens artikel 177, stk. 2, påhviler den nationale domstol at vurdere dels relevansen af de retsspørgsmål, som er blevet rejst ved den tvist, som den behandler, og nødvendigheden af en præjudiciel afgørelse, for at den kan afsige dom, dels på hvilket trin af sagens behandling, der bør forelægges Domstolen et præjudicielt spørgsmål.

50

De udgifter, der er afholdt af den portugisiske regering, Ministério Público, Rådet for De Europæiske Fællesskaber og Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber, som har afgivet indlæg for Domstolen, kan ikke erstattes. Da sagens behandling i forhold til hovedsagens parter udgør et led i den sag, der verserer for den nationale ret, tilkommer det denne at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

kender

DOMSTOLEN (Tredje Afdeling)

vedrørende de spørgsmål, som Tribunal Fiscal Aduaneiro do Porto har forelagt den ved kendelse af 16. oktober 1989, for ret: