12.10.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 342/10

1.

Det Europæiske Regionsudvalg glæder sig over Kommissionens fremgangsmåde med at inddrage Det Europæiske Regionsudvalg i perspektivundersøgelsen af den fælles landbrugspolitik efter 2020 og bemærker, at landbruget, fødevaresektoren og landdistrikterne står over for store udfordringer, som gør en reform af den fælles landbrugspolitik nødvendig;

2.

understreger, at den fælles landbrugspolitik har spillet, og fortsat bør spille, en væsentlig rolle i den europæiske integration. Målsætningerne i artikel 39 i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde forbliver fuldt ud gældende inden for rammerne af den igangværende revision;

3.

bemærker, at landbrugssektoren er den sektor i EU, der har næst flest beskæftigede med 22 mio. landbrugere og 44 mio. beskæftigede i resten af landbrugsfødevarekæden, der forsyner over 500 mio. europæere med fødevarer af højeste kvalitet til overkommelige priser. Landbrugets betydning for beskæftigelsen er så meget desto større, hvis man tager højde for fremstilling, reparation og salg af landbrugsmaskiner samt af produktion og handel med landbrugsinput;

4.

opfordrer til at gøre den fælles landbrugspolitik til en landbrugspolitik, der er retfærdig, bæredygtig, solidarisk og af høj kvalitet, og som tilgodeser landbrugere, territorier, forbrugere og borgere. Udvalget mener, at kun en stærk og fælles europæisk landbrugs- og fødevarepolitik er i stand til at opretholde fødevaresikkerheden i Europa og sikre landdistrikternes dynamik;

5.

bemærker, at landbrugere og husdyravlere er hovedaktører i og målgruppe for den fælles landbrugspolitik. Uden deres medvirken er det ikke muligt at gennemføre de foranstaltninger, hvormed vi søger at opnå de ønskede mål. Den fælles landbrugspolitik bør erkende sin rolle og sit engagement og især behovet for, at landbrugsbedrifter og husdyrbrug er økonomisk bæredygtige og dermed kan udgøre en anstændig levevej, hvilket vil bidrage til opretholdelsen af et levende miljø i landdistrikterne samtidig med et passende beskæftigelsesniveau;

6.

mener, at de europæiske forbrugere bør tages i betragtning i forbindelse med udarbejdelsen af den fremtidige fælles landbrugspolitik. Formidling af fordelene ved den fælles landbrugspolitik, fødevaresikkerhed og miljøbeskyttelse er udfordringer, som de europæiske forbrugere burde tage del i;

7.

mener, at det for at gøre landbruget til et attraktivt erhverv og opretholde et sikkert europæisk landbrug af høj kvalitet er nødvendigt med regulerede markeder, som gør det muligt at sikre landbrugerne en bedre indkomst gennem anvendelse af offentlige og private forvaltningsredskaber og -foranstaltninger, der kan stabilisere priserne og forhindre illoyal handelspraksis. Udvalget anser det endvidere for nødvendigt at styrke landbrugernes position over for de øvrige aktører i forsyningskæden;

8.

erkender, at den fælles landbrugspolitiks økonomiske, sociale, miljømæssige, territoriale og internationale legitimitet er en forudsætning for dens overlevelse. Den europæiske landbrugssektor har vigtige egenskaber, der ligger til grund for konkurrenceevnen. Disse egenskaber består i innovationsevne, stærk logistik og infrastruktur, stor mangfoldighed, vigtige naturlige og kulturhistoriske kvaliteter ved landbrugsområderne, mange familiebedrifter, en højt udviklet iværksætterånd samt produkter, der lever op til strikse miljø- og sundhedsbestemmelser. Disse egenskaber indeholder et potentiale, som vi i højere grad må udnytte ved hjælp af en målrettet fælles landbrugspolitik møntet på at styrke landbruget og landdistrikterne yderligere;

9.

er overbevist om, at der er et presserende behov for at reformere den fælles landbrugspolitik med henblik på at bringe den mere i overensstemmelse med borgernes forventninger og legitimere dens budget, som der er meget rift om i en kontekst med uændrede budgetmidler;

10.

er af den overbevisning, at grunden til, at den fælles landbrugspolitik har været en succes, er, at den har været fælles, og at den ikke fremover må udvikle sig i retning af renationalisering, idet håbet er, at regionerne vil blive styrket i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Den fælles landbrugspolitik bør uden at miste sin karakter af fælles politik være så fleksibel, at den kan tage hensyn til de forskelligartede vilkår, især i regionerne i Middelhavsområdet og den yderste periferi;

11.

henleder Kommissionens opmærksomhed på, at forbrugerne — som det ses af den stigende efterspørgsel — i stigende grad interesserer sig for fødevarer, der er lokale, af høj kvalitet og til rimelige priser, som overholder standarder for dyrevelfærd og har en stor miljømæssig og social værdi, og som skaber beskæftigelse og værditilvækst;

12.

mener, at sporbarheden af fødevareproduktionsmetoderne, som er en sikkerhedsgaranti for forbrugere og producenter, bør fremmes og støttes;

13.

påpeger, at landbrugserhvervets manglende økonomiske tiltrækningskraft i mange produktionssektorer og delsektorer forværrer en alderspyramide, som er meget ugunstig for en videreførelse af bedrifterne (1). Udvalget mener, at manglen på unge, der etablerer sig inden for landbruget, udgør en trussel for det europæiske landbrugs overlevelse og for vitaliteten i landdistrikterne. Udvalget anser det for absolut nødvendigt at træffe foranstaltninger til støtte for unge landbrugeres etablering i sektoren;

14.

bemærker, at den fælles landbrugspolitik til trods for et betragteligt budget ledsages af en kraftig nedgang i beskæftigelsen i landbruget (antallet af bedrifter i EU er faldet med 20 % mellem 2007 og 2013). Udvalget konstaterer, at budgettet for den fælles landbrugspolitik gennem de seneste 30 år er faldet fra 75 % til 40 % af EU's budget;

15.

minder om, at den fælles landbrugspolitik i henhold til traktaten skal understøtte landbrugsproduktionen ved at sætte landbrugerne i stand til at oppebære hovedparten af deres indkomst via markedet til rimelige og forsvarlige omkostninger for de europæiske borgere og forbrugere. Udvalget understreger, at flere undersøgelser har vist, at den fælles landbrugspolitik har medvirket til at koncentrere landbrugsproduktionen i visse regioner på bekostning af andre i modstrid med EU's mål om territorial samhørighed;

16.

er af den opfattelse, at den fælles landbrugspolitik bør afspejle de forskelligartede agroklimatiske vilkår i Europa, især når det gælder landbruget i ugunstigt stillede egne såsom landbruget i kuperet terræn og landbruget i bjergområder, i Middelhavsområdet, i de nordlige regioner og i den yderste periferi. Den fælles landbrugspolitik bør tage hensyn til, at landbruget i disse områder medvirker til at beskytte landskaber og jordbund, understøtte samfundene i landdistrikterne og deres kulturelle værdier og bevare et aktivt socialt system i disse områder;

17.

minder om, at den offentlige støtte til trods for advarsler fra Den Europæiske Revisionsret stadig er meget ulige fordelt mellem bedrifterne og medlemsstaterne. Udvalget bemærker, at udbetalingen af direkte arealbaseret støtte har ført til en stærk koncentration af landbrugsjord og af direkte betalinger, selvom disse burde tage mere hensyn til de mange forskellige landbrugsmodeller, indkomstniveauet, den producerede merværdi og de arbejdspladser, der skabes, samt sørge for at bevare landbruget i alle regioner;

18.

fremhæver, at mange landbrugere har meget lave indkomster, som ligger under fattigdomsgrænsen, og at det strider mod Romtraktatens mål om at »sikre landbrugsbefolkningen en rimelig levestandard« (artikel 39), og at man er nødt til at sikre landbrugsindkomsterne (priser, direkte støtte);

19.

mener, at støtten fra den fælles landbrugspolitik udelukkende bør gives til producenter, der reelt udøver landbrugsvirksomhed, og ikke støtte inaktive bedrifter, hvor indtægterne fra landbrugsaktiviteterne er ubetydelige for indehaverne;

20.

bemærker, at landbrugerne alt for ofte er tvunget til at sælge deres produkter til priser, der er lavere end deres produktionsomkostninger, og trækkes ind i en nedadgående omkostningsprisspiral;

21.

støtter konklusionerne fra Kommissionens taskforce vedrørende landbrugsmarkederne fra november 2016 og opfordrer Kommissionen til at fremsætte et lovgivningsforslag for at bekæmpe illoyal handelspraksis;

22.

bemærker, at eksporten af genressourcer fra EU, navnlig dyreracer, bidrager til genetisk erosion af vigtige oprindelige racer, særlig i tredjelande, og er i strid med FN's mål nr. 15 for bæredygtig udvikling om at bevare biodiversiteten, navnlig genressourcer, der har betydning for fødevaresikkerheden;

23.

mener, som det fremgår af RU's undersøgelse om programmet om ansvarliggørelse af markederne i mælkesektoren, at markedsregulering for mange sektorers vedkommende er mere effektiv og mindre bekostelig end iværksættelse af efterfølgende kriseforanstaltninger og derfor gør det muligt at bruge den fælles landbrugspolitiks budget bedre;

24.

mener, at forsikringsbaserede indkomstsikringsordninger kan være mere fordelagtige for forsikringsselskaberne end for landbrugerne og blive dyre for skatteborgerne i tilfælde af kraftigt prisfald, uden at der gribes ind i prisvolatiliteten. Udvalget ønsker, at der foretages en undersøgelse, og at den forsikringsbaserede indkomstsikringsordning, der er indført i USA, evalueres. Man bør også se nærmere på den særlige situation for regionerne i den yderste periferi, hvor særlige markedsvilkår gør sig gældende;

25.

mener, at der er behov for en klar og stabil lovramme for at garantere landbrugere og husdyrbrugere den påkrævede juridiske sikkerhed til at tage erhvervsmæssige beslutninger på mellemlang og lang sigt;

26.

understreger, at EU, som er verdens største importør og eksportør af fødevarer, har styrket sin afhængighed af tredjelande og udviklet en handelspolitik, der er i modstrid med målsætningerne om at reducere drivhusgasemissionerne;

27.

bemærker, at en voksende andel af landbrugsvarer, der tidligere blev produceret i Europa, importeres fra lande med billig arbejdskraft, hvilket udgør en betydelig konkurrencemæssig ulempe i forhold til priserne på de fødevarer, der fremstilles i EU;

28.

bemærker desuden, at EU's eksport har en positiv indvirkning på økonomien, når der er tale om landbrugsprodukter og -fødevarer med stor merværdi, som skaber indtægter og beskæftigelse i EU's landbrugs- og fødevaresektor;

29.

bemærker, at kooperativer, producentsammenslutninger og visse former for integrering af producenterne kan spille en nøglerolle i landbrugs- og fødevaresektorerne, idet de baner vej for, at landbrugerne kan koncentrere produktionen, nedbringe omkostningerne, stille en række tjenester til rådighed og styrke deres position i fødevarekæden;

30.

bemærker, at EU's eksport af overskudsprodukter (mælkepulver, kyllinger, tomatkoncentrat osv.) til priser, der er lavere end produktionsomkostningerne i Europa og de afrikanske produktionsomkostninger, forringer produktionskapaciteten i afrikanske lande og fremmer udvandringen af landbefolkningen, hvilket er i strid med EU's forpligtelse til i sin »udviklingsvenlige politikkohærens« at tage hensyn til målene for bæredygtig udvikling, som De Forenede Nationer vedtog i 2015. Udvalget bemærker endvidere, at EU er verdens største importør af fødevarer fra udviklingslandene, hvilket skaber arbejdspladser i landbrugsfødevaresektoren i disse lande. Udvalget bemærker dog, at den europæiske import (frugt, grøntsager, lam osv.) til priser, der ligger under produktionsomkostningerne i Europa, underminerer produktionskapaciteten i EU og kan udgøre en risiko for fødevaresikkerheden;

31.

fremhæver, at landbrugspriserne i Europa i stadig højere grad afhænger af den lavestbydendes pris på verdensmarkedet, og at de europæiske landbrugere derfor udsættes for øget konkurrence, samtidig med at de skal overholde strengere miljø- og sundhedsstandarder;

32.

understreger, at værditilvæksten fra arbejdet i landbrugsproduktionen i vid udstrækning er blevet opsuget på et tidligere og senere trin, idet landbrugsproducenternes position i forhold til forarbejdningsvirksomhederne og handlen i mange tilfælde er for svag. En bedre koordinering i forsyningskæden mellem landbrugssektoren, forarbejdningsvirksomhederne og handelssektoren bør føre til en bedre margenfordeling;

33.

konstaterer, at landdistrikterne er i tilbagegang i forhold til byområderne, og at denne skævhed er særligt bekymrende, fordi den bliver stadig større, til dels fordi udviklingen af større byer og hovedstæder er accelereret (2);

34.

beklager det stigende tab af biodiversitet i landbruget og i naturen, som truer vores landbrugssystemers og naturområders modstandsdygtighed;

35.

er bekymret over, at erosion og forringelse af jordbunden som følge af utilstrækkeligt bæredygtige landbrugsmetoder bringer dens frugtbarhed i fare, og at den stigende arealomlægning af landbrugsarealerne bevirker, at områder, som er nødvendige for fødevaresikkerheden i Europa, forsvinder;

36.

noterer sig, at landbruget visse steder forurener grundvand og vandløb, og at disse vandressourcer sommetider belastes alt for hårdt på grund af kunstvanding;

37.

understreger, at den globale opvarmning allerede har betydelige virkninger for landbruget, hvilket gør det endnu mere presserende at omlægge produktionsmetoderne;

38.

understreger behovet for at investere i digital innovation, som kan have en positiv indvirkning på bl.a. bæredygtighed, fødevaresikkerhed, ressourceeffektivitet, affaldsreduktion og korte distributionskæder. Udvalget fastholder samtidig vigtigheden af grundigt at undersøge denne udviklings økonomiske og sociale virkninger på familiebedrifter og er bekymret over den potentielle anvendelse af »big data« blandt private virksomheder, som risikerer at sætte brugene under finansiel og teknisk kontrol;

39.

bemærker, at Storbritanniens beslutning om at forlade Den Europæiske Union risikerer at medføre en nedgang i ressourcerne til den fælles landbrugspolitik samt et tab for EU af markedsandele i Storbritannien. Udvalget opfordrer Storbritannien og EU til at bevare et tæt handelssamarbejde på landbrugs- og fødevareområdet;

40.

påpeger, at den andel af EU's budget, der anvendes til landbrug, selvom det er fastsat til kun 0,70 % af det europæiske BNP i 2014, kun er i stand til at understøtte en ægte fælles landbrugspolitik i Europa, som har strategisk betydning for fødevaresikkerheden. Derimod har ressourcerne, når det kommer til udvikling af landdistrikterne og den anden søjle, ikke et tilstrækkeligt højt niveau på en række områder. Udvalget anser det for nødvendigt i det nye budget at tage højde for nye mål for den fælles landbrugspolitik;

41.

afviser idéen om samfinansiering af første søjle i den fælles landbrugspolitik, idet dette ville så tvivl om den omstændighed, at den fælles landbrugspolitik er EU's eneste integrerede politik, føre til en ny reel nationalisering af den fælles landbrugspolitik og indvirke negativt på landbrugene i EU's fattigste medlemsstater, som er mere afhængige af EU-finansiering;

42.

konstaterer, at omkostningerne for det offentlige sundhedsvæsen ved visse kostvaner, der fremmer fedme, sukkersyge m.m., og ved bestemte former for landbrugspraksis (f.eks. overforbrug af antibiotika i visse dyrehold og pesticidblandinger) langt overstiger den fælles landbrugspolitiks budget. Udvalget opfordrer til en tættere koordinering af landbrugs- og fødevarepolitikkerne;

43.

anbefaler at oplyse om og tilskynde til forbrug af fødevarer, der indgår i sunde kostvaner som f.eks. middelhavskosten med specifikke støtteprogrammer til vin, frugt, grøntsager og biavl, og således styrke kvaliteten og merværdien af produkterne;

44.

understreger med henvisning til de særlige vilkår for regionerne i den yderste periferi og til den omstændighed, at den europæiske landbrugsmodel ikke kan overføres til de fjerntliggende regioner, at artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Union (EUF-traktaten) udtrykkeligt giver Rådet mulighed for at vedtage særlige foranstaltninger for at tilpasse anvendelsen af EU-lovgivningen, herunder den fælles landbrugspolitik, til regionerne i den yderste periferi. I denne forbindelse bør den fælles landbrugspolitik efter 2020 opretholde en differentieret behandling af regionerne i den yderste periferi gennem nødvendige tilpasninger af ELFUL, POSEI, statsstøtte og andre instrumenter, der måtte blive indført.

45.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår, at EU's landbrugspolitik efter 2020 bygges op om følgende mål, som der er bred opbakning til:

46.

bemærker, at kompleksiteten af den fælles landbrugspolitik gør det vanskeligt og endda risikabelt for den enkelte erhvervsdrivende og landbruger at ansøge om tilskud. Forenklinger er bydende nødvendige for en fortsat accept af den fælles landbrugspolitik og for dennes tiltrækningskraft. Der er behov for at forenkle og fremskynde processen, især for transaktioner af mindre værdi, ved også at begrænse de administrative byrder;

47.

ønsker, at den fælles landbrugspolitiks budget holdes på et niveau, der er tilstrækkeligt stort, i overensstemmelse med de principper, der er fastsat i EU-traktaterne, og på højde med landbrugspolitikkens status som EU's eneste integrerede politik, for at opfylde det europæiske landbrugs, landdistrikternes og landkommunernes behov og for at imødekomme samfundets krav;

48.

påpeger, at landbruget kan løse mange af de opgaver vedrørende klima, energi, fødevareproduktion og biodiversitet, der er nævnt ovenfor. Der er imidlertid brug for finansiel støtte til erhvervsrettede eller samarbejdsbaserede tekniske initiativer og innovative løsninger for at fremskynde omstillingen;

49.

henleder opmærksomheden på, at det er nødvendigt, for så vidt angår direkte betalinger og arealbetalinger, at koncentrere ressourcerne om især mindre landbrug og familiebrug, samtidig med at man fokuserer på finansielle løsninger for større bedrifter, der er berørt af støtteloftet;

50.

anmoder Kommissionen om at foretage en præcis vurdering af resultaterne af den nuværende fælles landbrugspolitik i forhold til gennemførelsen af de opstillede mål i EU-traktaterne med hensyn til landbrugsindkomster og stabilisering af markederne;

51.

anbefaler at bekæmpe volatiliteten i landbrugspriserne, give landbrugerne indtægtsmuligheder via markedet og gøre fødevareforsyningskæden mere retfærdig (3);

52.

opfordrer til at bibeholde reglerne for landbruget i regionerne i den yderste periferi som led i POSEI-ordningen på grundlag af artikel 349 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, som anerkendt i Kommissionens rapport COM(2016) 797 til Europa-Parlamentet og Rådet af 15. december 2016;

53.

opfordrer til en optrapning af støtten til vindyrkning, olivendyrkning og dyrehold på stejle skråninger eller i bjerge såvel som i områder, der er ugunstigt stillet og giver ringe udbytte, samt i regionerne i den yderste periferi, og af støtten til metoder til landbrugsdrift, der bidrager til forbedring af biodiversiteten af enge og græsgange i bjergområder;

54.

opfordrer EU til at udnytte sin position som verdens førende fødevareimportør og -eksportør til at ændre reglerne fra 1994 om international handel med landbrugsvarer (WTO) hen imod mere fair og mere solidariske handelsforbindelser. Udvalget bemærker, at prisernes udsving er en udfordring for EU's landbrug, og opfordrer indtrængende Kommissionen til at overveje foranstaltninger, der kan afbøde de risici, der opstår som følge af en øget eksponering på verdensmarkedet;

55.

mener, at en mere markedsbaseret end tilskudsbaseret tilgang til landbruget vil kunne styrke den økonomiske anerkendelse af landbrugserhvervet og dermed gøre dette mere attraktivt. Udvalget anbefaler i den forbindelse EU at regulere sine landbrugsmarkeder for at undgå knaphed og overskud og stabilisere landbrugspriserne på tilfredsstillende niveauer;

56.

foreslår, at der oprettes en årlig bufferopsparing, som videreføres hvert år, hvis den ikke bruges helt op (4);

57.

opfordrer EU til at sikre, at der i bilaterale handelsaftaler og partnerskaber med tredjelande er lige konkurrencevilkår. Udvalget knytter i den forbindelse pligten til ikke mere at eksportere landbrugs- og fødevarer til priser, som er lavere end de gennemsnitlige produktionsomkostninger i EU, sammen med retten til at beskytte den europæiske produktion mod import til alt for lave priser, der undergraver produktionskapaciteten eller ikke lever op til EU's produktionsstandarder;

58.

mener, at det er vigtigt, at de regionale og lokale forsyningskæder er korte både på grund af deres større miljømæssige bæredygtighed, da forureningen fra transport er mindre, og fordi de fremmer et landbrug, hvor der lægges vægt på den lokale kvalitet, traditioner og den økonomiske og kulturelle arv;

59.

henstiller til EU at revidere landbrugsaspekterne i de bilaterale frihandelsaftaler eller økonomiske partnerskabsaftaler, der er indgået med tredjelande, med afsættelse af passende midler og med prioritet til arbejdskraftintensive familielandbrug, der navnlig fokuserer på lokale og regionale markeder, og korte forsyningskæder. Udvalget opfordrer EU til på behørig vis at lade EU's landbrugssektors interesser komme til udtryk i frihandelsaftaler og minimere truslen mod den europæiske produktion, ved at der opstilles en liste over produkter, som kan være udsat for uforholdsmæssigt pres. Udvalget anmoder om, at sådanne produkter, der kan være følsomme over for liberalisering, får passende særlig og differentieret behandling;

60.

foreslår en revision af EU-konkurrenceretten med henblik på at give alle aktører i en forsyningskæde, herunder forbrugere og offentlige myndigheder, mulighed for at fastsætte en rimelig fordeling af værditilvæksten og fortjenesten i hele værdikæden, og give landbrugere mulighed for at opnå en mere ligevægtig position i fødevarekæden og styrke deres position på markedet;

61.

ønsker en revision af EU-retten om indgåelse af offentlige kontrakter vedrørende kantiner og restauranter, som skal indeholde en bestemmelse om forsyning af levnedsmidler fra lokalområdet, og opfordrer til bedre udveksling af god praksis mellem lokale og regionale myndigheder, et lokalt marked for økologisk landbrugsproduktion og håndværksmæssig forarbejdning, der er kilde til job i landdistrikterne;

62.

henstiller, at EU- og EIB-finansieret forskning inden for landbrug og landdistrikter især rettes mod:

63.

anbefaler, at den direkte hektarstøtte erstattes af differentierede og begrænsede direkte betalinger pr. beskæftiget i landbruget, dvs. en aktiv landmand, for at:

64.

anbefaler i forbindelse med grøn omstilling en gradvis styrkelse af landbrugsmetoder, der er til gavn for klimaet og miljøet, gennem:

65.

henstiller af hensyn til landarbejdernes rettigheder til, at man reducerer de fremtidige direkte betalinger til de landbrugsbedrifter, der ikke overholder gældende sociale standarder i den pågældende medlemsstat;

66.

efterlyser en styrkelse af anden søjle i den fælles landbrugspolitik. Udvalget anmoder om, at der afsættes flere midler til udvikling af landdistrikterne, og at der sker en styrkelse af subsidiariteten, således at medlemsstaterne kan foretage økonomiske overførsler mellem de to søjler;

67.

henleder opmærksomheden på det store bidrag, som »lokaludvikling styret af lokalsamfundene« og LEADER-tilgangen yder til opfyldelsen af målene i den fælles landbrugspolitik på lokalt og regionalt plan, og anbefaler derfor, at der i de nationale og regionale gennemførelsesprogrammer for den fælles landbrugspolitik til dette formål afsættes op til 20 % af de midler, der er afsat til gennemførelsen af den anden søjle;

68.

gentager, at medlemsstaterne og regionerne bør have flere beføjelser til at regulere landbrugsjorden og fastsætte restriktioner i denne henseende, navnlig for at håndtere »land grabbing«- og koncentrationsfænomenet i Europa, hvilket begrænser unge landbrugeres muligheder for at etablere landbrugsvirksomheder (5);

69.

opfordrer til, at der til udvikling af landdistrikterne afsættes en passende del af midlerne ved at styrke Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne (ELFUL) for at sikre en harmonisk og integreret udvikling af disse distrikter, herunder anlæg af lokal infrastruktur, støtte til SMV'er, landsbyfornyelse og yderligere økonomisk diversificering;

70.

anbefaler EU at rette en særlig opmærksomhed mod regionerne i den yderste periferi, hvor landbruget har afgørende betydning for skabelse af beskæftigelse og velstand, fremme af fødevareindustrien, forskning og innovation, bevarelse og fremme af landskaber af høj værdi, der er omfattet af fysisk planlægning, og bekæmpelse af klimaændringer;

71.

foreslår, at midlerne i anden søjle fortrinsvis rettes mod:

72.

foreslår, at man går fra at tænke i »støttetjenester« til at tænke i »kontrakter« med bestemte typer af virksomheder, forsyningskæder og områder. Udvalget foreslår med udgangspunkt i nogle få målsætninger (kvalitet, produktivitet, bæredygtighed) at støtte innovative projekter, der går i den retning, og som er i stand til at påvirke beskæftigelsen positivt.

73.

Det Europæiske Regionsudvalg foreslår at forstærke EU's økonomiske støtte til udvikling af landdistrikter, som er reduceret betydeligt i forhold til den forrige programmeringsperiode, samtidig med at der til første søjle opretholdes tilstrækkelige midler;

74.

foreslår, at der gives fast og betydelig støtte til bæredygtige investeringer i bevarelse af familiebedrifter, især til produktion, distribution og diversificering;

75.

anbefaler, at der indføres en strategi for landdistrikter med det formål, at alle EU-politikker i højere grad bidrager til innovation og samarbejde om udviklingen af landdistrikterne i overensstemmelse med målene for territorial samhørighed (6);

76.

foreslår at forenkle integrationen af ressourcer fra forskellige fonde, der finansierer ikkelandbrugsmæssig udvikling af landdistrikter, for at støtte:

77.

er tillige fortaler for en udnyttelse af det bredere potentiale i landbrugs- og skovområder, især bynære områder, til økonomiske, miljømæssige, klima-, energi- og rekreative formål, såsom lokal fødevare- og energiproduktion og landboturisme. Det er derfor nødvendigt, at den fælles landbrugspolitik ikke alene fokuserer på landbrugere. LEADER-initiativerne er og bør fortsat være en mulighed for samarbejde og innovation for aktører i landdistrikter og bynære områder;

78.

efterlyser en nøje vurdering af strukturfondene for at yde støtte til udviklingen af landdistrikter og lancere integrerede strategier med henblik på at styrke disse områder gennem bedre konnektivitet, både med hensyn til transport og digitalt bredbånd, idet det naturlige miljø beskyttes ved gennemførelse af en »landdistrikttest« som anbefalet i Cork 2.0-erklæringen (7);

79.

understreger, at en afbalanceret territorial udvikling kræver, at der ydes passende støtte til udvikling af landdistrikter og bynære områder i baglandet samt ugunstigt stillede områder (f.eks. bjergområder, grænseområder eller andre områder med naturlige eller demografiske udfordringer) med henblik på at sikre de nødvendige investeringer i vækst, beskæftigelse, social inklusion og miljømæssig bæredygtighed;

80.

efterlyser en forbedring af forholdet mellem land og by med fuld inddragelse af byer og landkommuner, således at EU's foranstaltninger ikke opmuntrer til konkurrence mellem byer, kystområder og landdistrikter;

81.

glæder sig over Kommissionens initiativ om »intelligente landsbyer« og Europa-Parlamentets bidrag til en vellykket proces og foreslår at udvide dette begreb til »intelligente landdistrikter«. Udvalget ønsker desuden at kunne spille en så vidtfavnende rolle som muligt i drøftelserne om iværksættelse af en lokal og regional handlingsplan i forbindelse med dette initiativ;

82.

understreger behovet for at fortsætte harmoniseringen af reglerne for strukturfondenes funktionsmåde ved hjælp af den fælles strategiske ramme for at lette programmeringen og forvaltningen af udviklingen af landdistrikterne og fremme integrerede, områdespecifikke metoder (8);

83.

foreslår, at tilgangen med en »ledende fond« styrkes for at harmonisere forvaltningen af projekter, der finansieres med støtte fra flere fonde;

84.

foreslår, at der indledes en drøftelse af en tættere forbindelse mellem forskellige fonde vedrørende ikkelandbrugsmæssig regionaludvikling.