10.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 75/33

Ordfører:

Carlos TRIAS PINTÓ

Medordfører:

Mihai MANOLIU

1.1.

Det scenarie, der så småt er ved at tegne sig, med en decentraliseret digital økonomi, tyder på, at en væsentlig del af de nye typer økonomiske peer-to-peer-transaktioner vil være tæt forbundet med de sociale relationer og forankret i lokalsamfundene, hvilket vil vende op og ned på, hvad det i dag vil sige at være iværksætter eller have et job, i tråd med tendensen til at »demokratisere den måde, hvorpå vi producerer, forbruger, styrer og løser sociale problemer«. I denne forbindelse må det for alt i verden undgås, at der medfølger usikre ansættelsesforhold og skatteunddragelse, samt at værditilvæksten i altovervejende grad flyttes bort fra de industrielle aktører og over til ejerne af private digitale platforme (1).

1.2.

På baggrund af dette paradigmeskift opfordrer EØSU Kommissionen til at foretage en mere præcis og omfattende begrebsmæssig indkredsning af den kollaborative økonomi for at undgå meningsforvridninger, som sidestiller den kollaborative økonomi med den digitale. Den kollaborative økonomi, der ligesom socialøkonomien er kendetegnet ved demokratiske og deltagerbaserede dynamikker, har følgende karakteristika:

1.3.

Kort sagt omfatter den kollaborative økonomi forskellige former for økonomisk aktivitet med specifikke fordele og udfordringer. For eksempel bringer »adgangsøkonomien« underudnyttede goder i omsætning og skaber således et større udvalg for forbrugerne og en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne, men den risikerer at stimulere den samlede produktion gennem boomerangeffekten. I »on-demand-økonomien« sker der en spredning af arbejdskraften, så der skabes større fleksibilitet, men samtidig øges risikoen for mere usikre ansættelsesforhold. Og »gaveøkonomien«, hvor varer eller tjenesteydelser deles uden forventning om modydelse, gør det muligt at styrke lokalsamfundene, men den forbliver ofte usynlig for myndighederne.

1.4.

De digitale platforme, især dem, der understøtter en profitbaseret aktivitet, fortjener Kommissionens fulde opmærksomhed for at regulere og harmonisere deres aktiviteter og sikre lige konkurrencevilkår på grundlag af gennemsigtighed, information, uhindret adgang, ikke-forskelsbehandling og passende udnyttelse af data. Nærmere bestemt er det nødvendigt at omdefinere begrebet juridisk underordnelsesforhold på baggrund af arbejdstagernes økonomiske afhængighed og garantere deres rettigheder, uanset hvilken form aktiviteten antager.

1.5.

Udfordringen består således i at afgrænse de forskellige former for kollaborativ økonomi og foreslå differentierede reguleringstilgange (2), hvor der gives forrang til digitale initiativer, som er baseret på en demokratisk, solidarisk og inkluderende styring og indebærer social innovation. Der opstår således et behov for at informere forbrugerne om disse initiativers idegrundlag og organisations- og ledelsesform. I denne forbindelse anbefaler EØSU, at der foretages en kvalitativ undersøgelse i det netværk af relationer, som de kollaborative aktører har etableret i den kollaborative økonomis eget miljø.

1.6.

Følgelig går EØSU ind for udarbejdelse af en specifik metode til regulering og kvantitativ evaluering af denne nye økonomi med anvendelse af nye standarder. Set i dette perspektiv indtager værdien af tillid — på grundlag af informationssymmetri — en central plads. Kriterier som gennemsigtighed, hæderlighed og objektivitet ved evalueringen af produktet eller tjenesten bør også styrkes, så man ikke længere automatisk forlader sig på algoritmer.

1.7.

EØSU anbefaler ligeledes, at der oprettes et uafhængigt europæisk certificeringsagentur for digitale platforme med ensartede kompetencer i alle medlemsstater for at vurdere deres forvaltning med hensyn til konkurrence, beskæftigelse og beskatning.

1.8.

Endvidere skal det påpeges, at meddelelsen i sin fremstilling af den kollaborative økonomi forbigår vigtige spørgsmål f.eks. vedrørende anvendelsen af virtuelle og sociale valutaer som operationelle værktøjer i denne økonomi, muligheden for, at den kollaborative økonomi kan dreje sig om viden, information og energi, og den rolle, som samskabelse og teknologisk innovation spiller i den kollaborative økonomi.

1.9.

I lyset af den komplekse tilgang til kollaborativ økonomi i den aktuelle situation anbefaler EØSU, at man lader de forskellige modeller eksistere side om side, så de kan udfolde sig uden at påføre markedet negative eksterne omkostninger, især for så vidt angår konkurrence, beskatning og beskæftigelse af høj kvalitet. Med dette for øje er det nødvendigt at udforme en passende ramme for opfølgning og overvågning af den kollaborative økonomis nye parametre med deltagelse af de berørte parter (arbejdsgiverorganisationer, fagforeninger, forbrugersammenslutninger osv.).

1.10.

Endelig anbefales det, at EØSU for at styre overgangen til denne nye økonomi med store systemiske konsekvenser opretter en permanent struktur af horisontal karakter med henblik på at analysere disse nye fænomener i samarbejde med Kommissionen, Regionsudvalget og Europa-Parlamentet.

2.1.

Samfundskulturen, forbrugsvanerne og den måde, hvorpå forbrugernes behov dækkes, er inde i en udvikling, hvor forbruget gennemgribende forandres, tages op til revision og rationaliseres ud fra en mere inklusiv synsvinkel, og hvor prisfaktoren spiller sammen med produkternes og tjenesternes miljøpåvirkning og sociale fodaftryk. Hertil skal føjes internettets og de sociale netværks flimrende indflydelse.

2.2.

Besiddelsen af produkter til personlig brug, stærke valutaer og fast, lønnet beskæftigelse in situ vil tabe terræn over for virtuel handel, delt adgang, digitale penge og en mere fleksibel arbejdskraft.

2.3.

I omstillingen til nye former for produktion og forbrug har bestemte erhvervssektorer oplevet at blive revet med af en kraftig tsunami, som er fremprovokeret af nye aktører, hvoraf nogle er motiverede af samarbejde og engagement over for samfundet, mens andre blot vejrer mulighed for at gøre forretning (ikke altid med respekt for de fælles spilleregler).

2.4.

Eftersom der fra mange sider er blevet rejst krav om en ny reguleringsramme (3) for den kollaborative økonomi (som kan fremme anvendelsen af den digitale teknologi til at udnytte den decentraliserede ledige kapacitet i stedet for at skabe nye centraliserede monopoler), har Kommissionen besluttet at lancere »En europæisk dagsorden for den kollaborative økonomi« efter at have observeret, at de nationale og lokale myndigheder i EU har håndteret situationen ved hjælp af en mosaik af forskellige lovgivningsmæssige foranstaltninger. Dette skyldes, at den kollaborative økonomi har forskellige træk, alt efter hvilken sektor det drejer sig om.

2.5.

Denne splittelse i de nye forretningsmodellers fokus skaber usikkerhed (på det økonomiske eller lovgivningsmæssige plan, i forhold til arbejdskraften osv.) og uvished (mht. tillid, nye digitale værktøjer såsom blockchains, sikkerhedsnet og privatlivets fred) blandt de traditionelle erhvervsdrivende, de nye tjenesteleverandører og forbrugerne, hvilket begrænser innovation, jobskabelse og vækst.

2.6.

Kommissionen har således fremlagt følgende retningslinjer for at hjælpe markedsdeltagerne og de offentlige myndigheder i de forskellige medlemsstater:

3.1.

Kommissionen skaber forvirring ved at sætte lighedstegn mellem digitale platforme og den kollaborative økonomi uden at foretage en begrebsmæssig definition, som relaterer denne økonomi til almenvellet og anerkender dens positive eksternaliteter, idet den bygger på samarbejde og solidaritet.

3.2.

I sin meddelelse forfejler Kommissionen det mål, som burde være dens vigtigste, og den reagerer ikke på interessenternes berettigede forventninger — såsom fastlæggelse af den model og de parametre, der kendetegner en klar og gennemsigtig lovramme, inden for hvilken den kollaborative økonomis mange forskellige former kan udvikles og trives på europæisk område og få støtte, udbredes og vinde troværdighed og tillid.

3.3.

Den digitale økonomi har på sin side fire karakteristika: udflytning af aktiviteter, de digitale platformes centrale rolle, vigtigheden af netværk og den massive udnyttelse af data (4). Skønt der er tale om forskelligartede områder har den noget til fælles med den kollaborative økonomi, eftersom de to modeller ofte opererer i lignende miljøer: deltagelsesbaserede netværk med diffuse grænser mellem det personlige og professionelle, mellem fast og lejlighedsvist arbejde, mellem selvstændig og lønnet virksomhed osv.

3.4.

For at lette denne begrebsmæssige afgrænsning foreslår EØSU, at Kommissionen bruger begrebet »ikke-gensidig prosocial adfærd« i forbindelse med den kollaborative økonomi, hvorved der fastlægges en klar differentiering af delt brug uden gevinst for øje og skabes et interaktionsrum for kollaborativt forbrug og kollaborativ produktion, finansiering og viden.

3.5.

Når alt kommer til alt indebærer den kollaborative økonomi i sig selv en transformation, som ikke kun er af økonomisk, men også samfunds- og miljømæssig art. Meddelelsen kommer ind herpå i forbindelse med sin omtale af bæredygtigheden og omstillingen til en cirkulær økonomi og i sin beskrivelse af de socialøkonomiske markeder som den kollaborative økonomis domæne.

3.6.

Hvis man ser bort fra disse kendsgerninger vil det billede, der tegnes af de kollaborative initiativers betydning i dag, være ufuldstændigt, og det vil det også være, hvis man begrænser analysen til udveksling af tjenesteydelser eller kollaborative platforme uden at tage hensyn til aspekter såsom recirkulering og udveksling af varer, optimering af brugen af aktiver og opbygning af sociale kontakter.

3.7.

Med hensyn til spørgsmålene vedrørende den usikkerhed, der omgærder anvendelsen af de eksisterende retlige rammer til regulering af initiativer inden for den kollaborative økonomi, er de vanskeligheder, som Kommissionen peger på, reelle nok, men det skinner også igennem, at den gerne vil »standardisere« og »tilpasse« en ny økonomisk model til »traditionelle vurderingskriterier«. Dette kan gøre det nødvendigt at udvikle nye kriterier og standarder for den juridiske, arbejdsmarkedsmæssige og skattemæssige behandling af den kollaborative økonomi, især når det betænkes, at der er tale om en ny model for produktion og forbrug, som indebærer en omdefinering af de berørte aktører.

3.8.

På samme måde kan man kun tale om en ny og mere inklusiv økonomi, som skaber social samhørighed, hvis alle borgere råder over de nødvendige digitale og økonomiske færdigheder til at kunne få adgang til denne økonomi og begå sig i den. Desuden bør det offentlige sikre, at de personer, der er mest udsatte for digital udstødelse, navnlig handicappede, har fuld adgang.

3.9.

Endelig kan EØSU ikke se bort fra følgende aspekter, som ikke omtales i Kommissionens meddelelse:

4.1.1.

EØSU erkender, at i henhold til EU's gældende lovgivning, navnlig servicedirektivet og e-handelsdirektivet, skal medlemsstaterne fremme adgangen til de kollaborative markeder, da et mere varieret udbud stimulerer forbruget, og de skal om nødvendigt fastlægge behørigt begrundede begrænsninger, som udelukkende er motiverede af hensynet til den offentlige interesse. Man kan forvente, at der opstår en lovkonflikt, eftersom den kollaborative økonomi skaber nye måder at tilbyde kendte tjenesteydelser på, som traditionelt set har været stærkt regulerede.

4.1.2.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at eftersom den kollaborative økonomi er et sammensurium af initiativer, som ikke er begrænsede i hverken rum eller tid, bør man sørge for en åben og ikke fysisk forankret behandling, da en begrænsning baseret på restriktive territoriale kriterier kan føre til en skattemæssig og social konkurrence, som forvrider den kollaborative økonomis positive effekter.

4.1.3.

I stedet for at man griber til argumentet om tværnational adgang til markedet, bør den kollaborative økonomi derfor snarere ses som et udtryk for en styrkelse af borgernes handlekraft (gevinst med hensyn til menneskelig kapital). Dette skal ses i lyset af to grundlæggende spørgsmål: på den ene side et princip om harmonisering, hvorved man undgår uens behandling, som skaber nye asymmetrier på markedet, på den anden side behovet for at bevæge sig hen imod fælles reguleringsmæssig praksis (5) (eksempler: peer-to-peer-regulering, selvregulerende organer og delegeret regulering vha. data).

4.1.4.

Ligesom Kommissionen går EØSU også ind for en mere fleksibel regulering af markedet for tjenesteydelser (nye definitioner af arbejdet inden for den kollaborative økonomi), og udvalget opfordrer derfor til, at lovgivningen om den kollaborative økonomi evaluereres i de enkelte medlemsstater med hensyn til, hvorvidt den er begrundet og er tilpasset de offentlige mål (regulering rettet mod markedssvigt, og som skal fremme tilliden), set i lyset af de særlige karakteristika for de forskellige forretningsmodeller og instrumenter for så vidt angår adgang, kvalitet og sikkerhed.

4.1.5.

EØSU understreger ligeledes, at modellens særegenhed resulterer i rating- og bedømmelsesværktøjer i forhold til udbyderne, som selv om de opfylder målet af offentlig interesse om at reducere forbrugernes risici i forbindelse med informationsasymmetri, også kan føre til »ugunstig udvælgelse« og »moral hazard«. I den forbindelse bør de offentlige myndigheder og forvalterne af de digitale platforme sikre kvaliteten og pålideligheden af oplysningerne, bedømmelserne og ratingerne, når det gælder de kollaborative platforme, ved at benytte sig af uafhængige tilsynsmyndigheder.

4.1.6.

EØSU er enig i, at fastsættelse af grænseværdier med henblik på, sektor for sektor, at afgrænse ydelsen af professionelle tjenester og ikke-professionelle tjenester kan føre til en metode, som kan afhjælpe fragmentationen af markederne i EU. Det er imidlertid muligt, at dette ikke vil være så effektivt som forventet i forhold til at integrere de ikke-professionelle peer-to-peer- aktiviteter.

4.2.1.

EØSU mener, at opretholdelse af den nuværende ordning for formidleransvar (6) har afgørende betydning for udviklingen af den digitale økonomi i Den Europæiske Union.

4.2.2.

For at styrke troværdigheden og tilliden, som er afgørende elementer for den kollaborative økonomis udvikling, opfordrer EØSU, ligesom Kommissionen gør i sin meddelelse, til, at der indføres frivillige restriktive foranstaltninger med henblik på bekæmpelse af illegalt onlineindhold via tilknyttede eller underliggende aktiviteter, uden at der dermed gives afkald på fordelene ved ansvarsfritagelse.

4.2.3.

EØSU påpeger imidlertid endnu en gang, at det vil være hensigtsmæssigt at have en bred tilgang til de kollaborative aktiviteter, uanset at de digitale platforme tilkendes en central plads heri, så man ikke mister den ånd af borgerfællesskab, som har inspireret disse aktiviteter.

4.3.1.

Da der tale om et nyt scenario, hvor grænsen mellem producent og forbruger udviskes (styrkelse af borgernes handlekraft, medskabere, crowdfunding, peers, kunder), går EØSU ind for en ordning, som sikrer forbrugernes rettigheder. I betragtning af den kollaborative økonomis særlige kendetegn bør den mangfoldighed af initiativer, den tilbyder, imidlertid ikke hæmmes for meget.

4.3.2.

I tillæg til de multilaterale forbindelser, den kollaborative økonomi skaber, skal der derfor tages højde for de forbindelser, der følger af fremkomsten af prosumenter (der er det vigtigste økonomiske bidrag til den kollaborative økonomi, hvorfor de bør beskyttes, sikres og defineres nærmere), som må forventes at komme til at spille en markant rolle i den kollaborative økonomi ligesom skabelsen af fælles værdi, ikke mindst set i lyset af den cirkulære økonomi og funktionalitet.

4.3.3.

EØSU har altid været fortaler for lige konkurrencevilkår. I overensstemmelse med principperne for urimelig handelspraksis vil de faktorer, der bør kigges nærmere på med henblik på at afgøre, hvem der er forbruger, og hvem der er erhvervsdrivende, bl.a., men ikke udelukkende (7), være følgende: tjenesteydelsens hyppighed, profitorienteret motiv og omsætningsstørrelse.

4.3.4.

EØSU tilslutter sig denne tilgang, men advarer om, at det vil være nødvendigt at revidere den og overveje, om det vil være hensigtsmæssigt at inddrage andre faktorer i forbindelse med anvendelsen af kriterier for en passende kategorisering; man kan ikke forvente at få alle faktorer med, da den kollaborative økonomi er kompleks og forskelligartet, og det er vanskeligt at vide, hvordan den kommer til at udvikle sig i fremtiden (en model, som skal være uafhængig, mulig at overføre, universel og virke fremmende for innovation).

4.3.5.

EØSU gentager, at den bedste måde at øge forbrugernes tillid på er at øge troværdigheden og tilliden til tjenesteydelser, der tilbydes på peer-to-peer-basis (en sikker indgang til særlige kollaborative platforme, som giver mulighed for ydelser, uddannelse, forsikring og andre former for beskyttelse), ved hjælp af egnede tjenester (8) til online-evaluering, ekstern rating (kvalitetsmærkning) og et nyt system med »civilretlig voldgift«. Dette udsagn hænger tæt sammen den kollaborative økonomis omdømme og med tilliden til dens harmoniske udvikling i et nyt system af økonomiske, sociale og miljømæssige koordinater.

4.4.1.

I forbindelse med den europæiske søjle for sociale rettigheder støtter EØSU ubetinget revisionen af lovgivningen med henblik på at sikre rimelige arbejdsvilkår og tilstrækkelig social beskyttelse med udgangspunkt i de — kumulative — kriterier vedrørende subordination af den person, som tilbyder tjenesten, arbejdets art og aflønning.

4.4.2.

Mere konkret bør der i respekt for de nationale kompetencer fastlægges en juridisk ramme for arbejdstagerne, som præcist fastlægger de relevante beskæftigelsesstatusser: en anstændig løn og retten til at deltage i kollektive forhandlinger, beskyttelse mod vilkårlighed og retten til at »logge af« for at holde den digitale arbejdstid på et rimeligt niveau osv.

4.4.3.

Desuden er EØSU fortaler for en nærmere analyse af den kollaborative økonomis arbejdsmønstre, som er forbundet med ikke-gensidig prosocial adfærd.

4.4.4.

Den kollaborative økonomis særlige rolle som drivkraft for beskæftigelse bør behandles på samme måde i alle medlemsstaterne for at undgå, at politiske foranstaltninger underminerer den deleøkonomiske praksis, og således at der anspores til en mere udpræget iværksætterånd, når det gælder opstart, selvstændighed og infrastruktur.

4.5.1.

EØSU er bevidst om risikoen for aggressiv skatteplanlægning og skattemæssig uigennemsigtighed inden for den digitale økonomi og opfordrer til, at der indføres en ordning for overvågning af handelsstrømmene gennem de digitale platforme, da disse kan spore produktet eller tjenesteydelsen og lette skattefastsættelsen. De platforme for delebiler, der findes i Estland, er et eksempel til efterfølgelse for resten af medlemsstaterne.

4.5.2.

Tilpasningen af skatte- og afgiftstyperne, navnlig momsen, til de deleøkonomiske modeller, kræver reformer af et vist omfang. De digitale platforme — hvis fortjeneste i vidt omfang kommer fra salg af oplysninger om enkeltpersoner til kommercielle virksomheder — bør ligeledes have pligt til at betale fuld selskabsskat der, hvor aktiviteten finder sted, så man undgår skattekonkurrence medlemsstaterne imellem.

4.5.3.

EØSU er bevidst om betydningen af god forvaltning på skatteområdet og går ind for, at der oprettes ad hoc-instrumenter (kvikskranker og elektronisk udveksling af oplysninger) samt træffes foranstaltninger til administrativ forenkling, harmonisering, gennemsigtighed og samarbejde mellem skatteforvaltningerne.

4.6.1.

De overvågningsaktiviteter, Kommissionen foreslår i meddelelsen, er velegnede til det tilstræbte mål. Navnlig går EØSU ind for at styrke dialogen mellem interessenterne (fagforeninger, arbejdsgiverorganisationer, forbrugersammenslutninger osv.) for at fastlægge god praksis og udvikle initiativer til selvregulering og samregulering for så vidt angår den kollaborative økonomis (9) nye parametre på europæisk plan (f.eks. inden for boliger, transport, erhvervsejendomme, sundhedspleje og energiforsyning).