MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET OM MULIGHEDER FOR RESSOURCEEFFEKTIVITET I BYGNINGSSEKTOREN /* COM/2014/0445 final */
MULIGHEDER FOR RESSOURCEEFFEKTIVITET I
BYGNINGSSEKTOREN
1. INDLEDNING
Konstruktionen og anvendelsen
af bygninger i EU står for forbruget af ca. halvdelen af vores udvundne
materialer[1]
og energi[2]
og ca. en tredjedel af vores vandforbrug[3].
Denne sektor producerer også en tredjedel af alt affald[4] og er forbundet med de
miljøbelastninger, der opstår i en bygnings forskellige livscyklusfaser,
herunder fremstilling af byggevarer, bygning og anvendelse af bygningen,
renovering og forvaltning af bygningens affald. Dette initiativs vigtigste
mål er at fremme en mere effektiv anvendelse af de ressourcer, der forbruges af
nye og renoverede kommercielle og offentlige ejendomme og beboelsesejendomme,
og at mindske deres samlede miljøvirkning over hele deres livscyklus.
Ressourceforbruget bestemmes i høj grad af de konstruktionsmæssige valg og
valget af byggematerialer. Hvis der skal opnås bedre ressourceeffektivitet, har
designere, fabrikanter, entreprenører, myndigheder og brugerne brug for nyttige
og pålidelige oplysninger, så de kan træffe velbegrundede valg. Dette initiativ
søger at afhjælpe manglen på oplysninger ved at foreslå et sæt klart definerede
og målelige indikatorer, som kan anvendes til at vurdere bygningers
miljøpræstationer.
2. MINDSKET
RESSOURCEFORBRUG I BYGNINGER
Forbruget af ressourcer og de
tilknyttede miljøvirkninger over en bygnings samlede livscyklus kan reduceres
ved:
fremme af bedre design, som afvejer
ressourceforbruget mod bygningens behov og anvendelser, og som også tager
hensyn til nedrivningsscenarier
bedre projektplanlægning, som sikrer en mere
omfattende brug af ressource- og energieffektive produkter
fremme af mere ressourceeffektiv fremstilling af
byggematerialer, f.eks. ved at anvende genvundne materialer, genanvende
bestående materialer og anvende affald som brændsel
fremme af mere ressourceeffektivt byggeri og
renovering, f.eks. ved at reducere mængden af byggeaffald og
genvinde/genanvende materialer og produkter, så mindre affald sendes til
deponering.
Genvinding eller
genanvendelse af materialer eller endda hele produkter får stadig større
betydning som en metode til at forbedre den effektive anvendelse af materialer
og undgå de negative virkninger, der er ved at anvende nye råmaterialer. Den
samlede balance er dog i stort omfang afhængig af, at der er et effektivt
genvindingssystem på lokalt, regionalt eller nationalt niveau, som udgør et
attraktivt og omkostningseffektivt alternativ til affaldsdeponering. Hvorvidt
genvindingsalternativerne er attraktive, afhænger af transportafstandene til
genbrugspladser, af hvorvidt den nødvendige renhedsgrad kan nås for de
genvundne materialer, og af genvindings- og produktionsprocesserne. Energiforbruget i brugsfasen til opvarmning og
belysning er dækket af en række EU-forordninger[5],[6],[7],[8]. Energiforbruget til
fremstillingen af byggevarer og selve byggeriet spiller også en vigtig rolle
for en bygnings samlede miljøvirkning. Undersøgelser viser, at mellem 5 og
10 % af det samlede energiforbrug i EU som helhed er knyttet til
produktionen af byggevarer[9].
Derudover er bygningers "iboende" drivhusgasemissioner stigende[10] og kan udgøre en
betydelig andel af de samlede drivhusgasemissioner. En effektiv indsats over
for en bygnings miljøvirkning er nødt til at inddrage hele bygningens
livscyklus. Ellers kan virkninger blive overset, eller der kan opstå yderligere
problemer i andre afsnit af livscyklussen. F.eks. vil nogle løsninger, som
forbedrer en bygnings energieffektivitet i brugsfasen, gøre senere genvinding
vanskeligere og dyrere. Nedbringelse af livscyklusomkostningerne Bygninger, som er udformet og
konstrueret til at mindske miljøvirkningerne over hele livscyklussen, giver
umiddelbare økonomiske fordele i form af lavere drifts- og
vedligeholdsomkostninger[11],[12],[13],
langsommere værdiforringelse og en større aktivværdi[14],[15].
Derudover er der også positive samfundsvirkninger som forbedret sundhed og
produktivitet. I øjeblikket er de fleste certificerede bygninger dyre
kommercielle og offentlige bygninger (f.eks. finere hoteller og
kontorbygninger) på grund af de ekstra administrative omkostninger og
certificeringsomkostninger, som egentlig burde ses i sammenhæng med de
langfristede fordele. I takt med, at designere, leverandører og fabrikanter
bliver mere bevidste om situationen, er omkostningerne faldet, idet
forsyningskæden tilpasser sig de nye krav og metoder. I Frankrig konkluderede
en undersøgelse gennemført af QUALITEL, at ekstraudgifterne ved at konstruere
bæredygtige beboelsesejendomme i forhold til traditionelle ejendomme er faldet
fra 10 % i 2003 til under 1 % i dag[16].
Denne tendens ses også i Det Forenede Kongerige[17]. 3. PÅ VEJ MOD EN
FÆLLES EUROPÆISK METODE TIL VURDERING AF BYGNINGERS MILJØPRÆSTATIONER Den aktuelle situation Køreplanen for et
ressourceeffektivt Europa[18]
omfattede forslag om, at bygninger bør renoveres og konstrueres med større
ressourceeffektivitet, hvilket forudsætter politikker, som ser på en lang række
miljøvirkninger over hele livscyklussen. I "Strategi for bæredygtig
konkurrenceevne i byggesektoren og i dennes virksomheder"[19] blev det gentaget, at
ressourceeffektivitet er blandt de vigtigste udfordringer, som sektoren står
over for i perioden frem til 2020. I strategien er det også anført, at
Kommissionen "vil foreslå fremgangsmåder til en gensidig anerkendelse
eller harmonisering af de forskellige eksisterende evalueringsmetoder, også for
at gøre disse mere operationelle og billige for byggevirksomheder,
forsikringsbranchen og investorer". Selv om der findes en række
instrumenter, som har virkning for bygninger og byggevarer såsom direktivet om
bygningers energimæssige ydeevne[20],
direktivet om energieffektivitet[21],
forordningen om byggevarer[22],
EU's emissionshandelssystem[23],
direktivet om industriemissioner[24],
rammedirektivet om affald[25]
og direktivet om deponering af affald[26],
er de primært fokuseret på forskellige ressourcer og forskellige afsnit af
livscyklussen, og de er i øjeblikket ikke udformet til en overordnet
livscyklustilgang. På det nationale plan
er nogle medlemsstater i gang med at udarbejde strategier for
livscyklusoplysninger. Der er en risiko for, at de indikatorer, som de i sidste
ende udvikler, vil være forskellige, hvilket vil føre til et unødigt kompliceret
forretningsmiljø. Den aktuelle interesse kan dog også ses som en lejlighed til
at samordne de forskellige nationale tilgange, til at udvikle sammenlignelige
data og til at udveksle bedste praksis. I forbindelse med meddelelsen om en
bæredygtig konkurrenceevne i byggesektoren[27]
har Kommissionen foreslået at forbedre den gensidige anerkendelse af
miljøvurderingsmetoder, så små og mellemstore virksomheder (SMV) får yderligere
forretningsmuligheder i byggesektoren. I den private sektor
er der heller ikke nogen udbredt brug af frivillige kommercielle
certificeringsordninger med en række kriterier til vurdering af bygningers energimæssige
ydeevne. Mindre end én procent af bygningerne i Europa er certificeret via
sådanne ordninger[28].
Udbredelsen hindres af formodede store certificeringsomkostninger og også af
usikkerhed om, hvorvidt en sådan vurdering vil blive krævet af den endelige
klient, og i givet fald i henhold til hvilken ordning. Det forhold, at der ikke
er nogen fastlagt sammenlignelighed mellem de forskellige ordninger, medvirker
også til at øge usikkerheden og kompleksiteten for virksomhederne. Sammenfattende kan det siges,
at der er en mangel på pålidelige, sammenlignelige og billige data, metoder og
værktøjer, som operatørerne i forsyningskæden kan bruge til at analysere og
benchmarke forskellige løsningers miljøpræstationer. Det er derfor svært at
træffe velbegrundede beslutninger om risici i forsyningskæden,
markedsmuligheder og interne prioriteringer af investeringer. Forbrugerne
mangler egnet rådgivning om, hvordan miljøhensyn kan integreres i deres
købsbeslutninger, og det gør det vanskeligt at skabe tiltro og tillid til
markedet. Op til 79 % af de adspurgte EU-borgere hævder, at det ville være
en vigtig faktor i deres beslutningsproces, hvis sådanne oplysninger forelå[29]. Vejen frem – behov for
objektive og pålidelige oplysninger Hvis fagfolk,
beslutningstagere og investorer i hele EU skal kunne bruge
livscyklusoplysninger, har de brug for empiriske, pålidelige, transparente og
sammenlignelige data[30],
som på deres side bygger på klare indikatorer for bygningers præstationer og
tager udgangspunkt i forskellige offentlige og private krav. Selv om der kan være gode grunde til, at forskellige nationale og
kommercielle ordninger har lidt forskellige tilgange (f.eks. på grund af
særlige materialer eller klimaforhold), bør der alligevel etableres et fælles
sæt centrale indikatorer med fokus på de vigtigste miljøvirkninger. Det
vil give mulighed for sammenligninger og give forbrugerne og de politiske
beslutningstagere adgang til pålidelige og sammenhængende oplysninger. Et fælles sæt
centrale indikatorer vil:
gøre det nemmere
at formidle oplysninger til både fagfolk og andre
tilvejebringe pålidelige og sammenlignelige
data, der dækker hele en bygnings livscyklus, og som kan bruges i
beslutningstagningen
gøre det muligt at fastsætte klare
målsætninger og mål, herunder systemafgrænsning, for bygningers
præstationer, som supplerer den bestående EU-lovgivning for bygninger[31]
øge bevidstheden om fordelene ved
bæredygtige bygninger blandt aktørerne samt private og offentlige
klienter, herunder brugerne af bygninger
lette overførslen
af god praksis fra det ene land til det andet
mindske
omkostningerne for en effektiv vurdering og formidling af bygningers
miljøpræstationer
give offentlige myndigheder adgang til
centrale indikatorer og til en kritisk masse af relevante data, der kan
tjene som grundlag for deres politiske initiativer, herunder også grønne
offentlige indkøb
·
udvide markedet for bæredygtige bygninger til flere
lande, end de aktuelle tendenser tyder på, og til andre bygningssektorer såsom
erhvervsejendomme og, i sidste ende, til beboelsesejendomme. Fordelene for fagfolk i bygningssektoren (herunder også SMV) er:
arkitekter,
designere, producenter af byggematerialer, byggevirksomheder,
projektudviklere og investorer vil kunne få konkurrencefordele på grundlag
af miljøpræstationer
producenter af
byggevarer vil kun skulle forelægge produktinformation til brug for
bygningsvurderinger på én måde, hvilket sparer penge[32]
arkitekter og
byggevirksomheder vil blive understøttet ved hjælp af mere omfattende
oplysninger, både på produkt- og bygningsniveau, som gør det billigere at integrere
bæredygtighedsaspekter[33]
projektudviklere
vil få nemmere ved at sammenligne projekters miljøpræstationer[34]
bygningsinvestorer,
-ejere og -forsikringsselskaber bliver i stand til at forbedre deres
kapitalallokering og til at integrere miljørisici i deres beslutninger.
Vejen frem – valg af pålidelige indikatorer Kommissionen vil i samarbejde med interessenterne udvikle rammer bestående af centrale indikatorer, sammen med deres underliggende metoder, som kan anvendes til at vurdere bygningers miljøpræstationer over hele deres livscyklus. Med udgangspunkt i de bestående politikker, forskrifter og data[35] på EU-niveau og nationalt niveau, og uden at foregribe resultaterne af kommende arbejde, bør denne proces som minimum undersøge følgende områder[36]: det samlede energiforbrug, herunder også operationel energi[37] (på grundlag af nuværende lovgivning) og iboende energi af produkter og konstruktionsprocesser materialebrug og de iboende miljøvirkninger[38] byggematerialers holdbarhed design, som inddrager nedrivningsaspekter forvaltning af bygge- og nedrivningsaffald (CDW) andel af genvundet materiale i byggematerialer genvindelighed og genanvendelighed af byggematerialer og -varer vandforbrug i bygninger[39] brugsintensitet for (først og fremmest offentlige) bygninger (f.eks. fleksibel anvendelse for forskellige brugere på forskellige tidspunkter i løbet af dagen)[40] indendørs komfort. På baggrund af de mange
forskellige bygningstyper i EU og forskellene i konstruktion af nye bygninger
eller renovation af bestående bygninger er det klart, at rammerne ikke kan
dække alle miljøpræstationsaspekter, men de kan omfatte de indikatorer, som
efter høringen af interessenterne er udpeget som de indikatorer, der har den
største miljøvirkning i EU. Vejen frem – opstilling af
rammer Rammerne med de centrale
indikatorer og de underliggende metoder vil også:
fungere som en vejledning for gennemførelsen,
herunder navnlig hvad angår krav til datakvalitet og -pålidelighed, og
opmuntre til tredjepartsverifikation
omfatte den nødvendige vejledning for anvendelsen
af indikatorerne
foreslå relevante referenceværdier for bygningers
præstationer, som omfatter mere end energieffektiviteten
give mulighed for at omskrive tekniske indikatorer
til information, som er nyttig for den finansielle sektor, hvis
nødvendigt.
Rammerne skal være fleksible,
så de kan integreres i bestående og nye vurderingsordninger, eller anvendes for
sig selv. De bør være tilstrækkelig stramme til at udløse
præstationsforbedringer og give mulighed for at sammenligne bygninger. Rammerne med de centrale
indikatorer og en effektiv dataindsamling og -deling aftales i et samarbejde
med interessenterne og medlemsstaterne. Processen kommer til at tage ca. to år
med høringsperioder for interessenterne, så alle har mulighed for at deltage.
Arbejdet vil delvis bygge videre på allerede eksisterende arbejde, f.eks.
teknisk standard EN15978[41]
samt bestående frivillige certificeringsordninger for bygninger, heriblandt
arbejdet udført af Sustainable Building Alliance[42], men også relevante
forskningsprojekter[43]
og den internationale udvikling. Det er hensigten, at rammerne
skal være tilstrækkelig frie til at kunne anvendes i forskellige
beslutningstagningsfaser, men også kunne anvendes til at fastlægge politikker
på forskellige niveauer. Rammerne bør derfor:
kunne bruges som et integreret modul i
vurderingsordninger sammen med disses mere omfattende sæt indikatorer
eller
kunne bruges selvstændigt som en løsning til
rimelig pris, i begyndelsen for erhvervsejendomme og senere for
beboelsesejendomme, når der er høstet erfaringer med anvendelsen.
4. ET BEDRE FUNGERENDE
MARKED FOR GENVUNDET BYGGEMATERIALE Inden for rammerne
vil der blive lagt særlig vægt på at øge brugen af genvundne materialer og at
reducere mængden af bygge- og nedrivningsaffald (CDW). Bygge- og
nedrivningsaffald udgør en tredjedel af den samlede affaldsmængde i EU[44]. En stor andel af
denne mængde kan genvindes, men med undtagelse af få medlemsstater, som
genvinder op mod 90 %, ligger den gennemsnitlige nyttiggørelsesgrad for
EU27 lige under 50 %[45],[46]. Genvinding af bygge- og
nedrivningsaffald kan give betydelige ressource- og miljømæssige fordele. For
metaller kan der f.eks. ses en samlet reduktion af virkningerne på mere end
90 % for aluminium og kobber og ca. 15 % for lavtlegeret stål[47].
Beton er det mest anvendte materiale i bygninger, og ved at genvinde det,
reduceres udtømningen af naturressourcerne og deponeringen af affald. Beton
kan ofte genvindes på nedrivningssteder eller byggepladser tæt på byområder,
hvor det så genbruges og mindsker transportbehovet, hvilket sparer penge og
giver lavere emissioner[48].
Genvinding giver også
besparelser for andre materialer. For planglas (til vinduer osv.) kan et tons
genvundet materiale give en besparelse på 1200 kg nye råmaterialer, 25 %
af energien og 300 kg CO2-emissioner (direkte knyttet til
smelteprocessen)[49].
Der er lignende besparelser for så vidt angår energi og CO2-emissioner
for genvundet glasuld[50].
For rockwool er besparelsen i størrelsesordenen 5 % for så vidt angår
energiforbrug og tilknyttede emissioner[51].
For gips har livscyklusvurderinger vist, at den typiske reduktion i globalt
opvarmningspotentiale, giftighed for mennesker og eutrofiering er ca.
4-5 % ved fremstilling af plader med 25 % genvundet materiale i
forhold til kun at bruge nye råmaterialer[52].
Ud over de miljømæssige
fordele kan der være økonomiske muligheder for producenterne, hvis de bruger
genvundne materialer. I planglasindustrien er markedsprisen for genvundet glas
på ca. 60-80 EUR/ton tilstrækkelig lav til at kunne konkurrere med prisen på 90
EUR/ton for nye råmaterialer. Hvad glas angår, er der derfor ofte en økonomisk
fordel for producenterne ved at bruge genvundet materiale. Til trods herfor
opfyldes markedets efterspørgsel efter genvundet materiale sjældent. Genvundne materialer skaber
jobvækst inden for nedrivning, sortering og genvinding af byggematerialer. Det
er typisk arbejde, som udføres lokalt, og som vil skabe jobmuligheder i hele
Europa. Til trods for de potentielt
betydelige økonomiske og miljømæssige fordele ved at genvinde bygge- og
nedrivningsaffald bliver store dele heraf stadig deponeret eller brugt som
fyldmateriale (opfyldning af huller efter bygge- og graveaktiviteter. I
øjeblikket er det hovedsageligt metaller, der genvindes, på grund af deres
store værdi og de eksisterende markeder. Genvindingen af mange andre
dele af bygge- og nedrivningsaffald hindres ofte af to forskellige
markedsbrister: den ene er, at omkostningerne ved miljøskader hverken indgår i deponeringsgebyrerne
eller i prisen på nye råmaterialer, hvilket kan føre til, at genvundet
materiale bliver dyrere end nye råmaterialer, og den anden er de modsatrettede
incitamenter i CDW-værdikæden, hvor udgifterne til demontering, separation og
behandling af affaldsmaterialer først og fremmest ligger i nedrivningsfasen,
medens de potentielle fordele ved at anvende genvundne materialer som regel
ligger i produktionsfasen. Disse markedsbrister forhindrer sammen med huller i
infrastrukturen for affaldsforvaltning i en lang række medlemsstater
investeringer i nedrivnings- og separationsaktiviteter og gør, at deponering
eller opfyldning fortsat foretrækkes. Nedrivningsvirksomheder er derfor i en
usikker situation, når det gælder efterspørgslen, også selv om prisen for
genvundne materialer giver producenten en garanteret gevinst. Markederne
udvikler ikke stordriftsfordele, og mængden af leverede genvundne materialer
opfylder ikke den potentielle efterspørgsel fra byggevarevirksomheder. I nogle
tilfælde mangler de teknologier også fortsat, som skal sikre, at genvundne
materialer opfylder alle tekniske, sikkerhedsmæssige og miljømæssige krav til
byggevarer. Derudover mangler der også sommetider tilstrækkelige
certificeringsprocedurer, som kan attestere, at genvundet materiale opfylder
alle de relevante krav. Kommissionen vil undersøge,
hvordan disse systemiske hindringer kan overvindes. Medens revisionen af de
forskellige dele af den europæiske lovgivning om affald tager sigte på
yderligere forenkling af EU-retten på affaldsområdet og på at sikre, at der er
sammenhæng mellem de forskellige retsakter om affald, er sigtet med denne
meddelelse i stedet at undersøge politiske foranstaltninger, der skal stimulere
oprettelsen af markeder for genvundne materialer af bygge- og
nedrivningsaffald. Revisionen af lovgivningen om affald og de
foranstaltninger, som præsenteres i denne meddelelse, supplerer således
hinanden, idet en vellykket etablering af markeder for genvundet materiale
naturligt vil være en kraftig hjælp til gennemførelsen af forskellige dele af
lovgivningen om affald. Det kan spille en væsentlig rolle, også når man tænker
på, at Europa-Kommissionen har til hensigt at vurdere gennemførligheden af en
yderligere begrænsning af deponering af bygge- og nedrivningsaffald. I denne forbindelse viser
bedste praksis, at nogle medlemsstater har haft succes med at
"flytte" bygge- og nedrivningsaffald fra deponering og opfyldning og
øge genvindingen. Målrettede politikker, som kombinerer markedsbaserede og
forskriftsmæssige foranstaltninger, skaber ekstra synlige fordele[53]. 5. SAMMENFATTENDE
KONKLUSION Selv om interessen for at
forbedre ressourceeffektiviteten i bygge- og anlægssektoren tiltager på både
nationalt plan og EU-plan, gør de mange nationale offentlige og private fremgangsmåder
arbejdsmiljøet mere kompliceret for alle involverede parter. Manglen på fælles
målsætninger, indikatorer og data samt manglende gensidig anerkendelse af de
forskellige fremgangsmåder vil hurtigt kunne ødelægge de fremskridt, der er
gjort indtil nu, og føre til forvridning af det indre marked for professionelle
aktører inden for fysisk planlægning, design, bygge- og anlæg og fremstilling. Kommissionen vil derfor indbyde de berørte parter (herunder navnlig offentlige myndigheder, arbejdsmarkedets parter, investorer, forsikringsbranchen, arkitekter, entreprenører, nedrivningsvirksomheder, fabrikanter, genvindingsvirksomheder og udbydere af vurderingsordninger) til at: drøfte mål og indikatorer til brug ved vurderingen af bygningers bæredygtighed (2014-2015) drøfte den praktiske gennemførelse af rammer med centrale indikatorer (2014-2015) bidrage til udviklingen af rammerne (2015-2016). Herudover vil Kommissionen: fremme udveksling af bedste praksis og samarbejde med medlemsstaterne om foranstaltninger, som: flytter bygge- og nedrivningsaffald væk fra deponering og opfyldning, enten ved at øge afgifterne eller ved hjælp af lovgivningsmæssige foranstaltninger efter behov integrerer eksterne miljøomkostninger i prisen på nye råmaterialer til byggevarer for at stimulere øget brug af sekundære råmaterialer. undersøge mulighederne for foranstaltninger, som sikrer at genvundne materialer opfylder de nødvendige kvalitets- og sikkerhedskrav, gennem standardisering og certificering undersøge, hvordan referenceværdier for indholdet af genvundet materiale i byggevarer og bygninger kan stimulere efterspørgslen efter genvundne materialer. Indledningsvis vil fokus være på prioriterede materialer (f.eks. beton på grund af de store mængder og varmeisolering på grund af den energiintensive produktionsproces), og derefter blive udvidet til alt genvindeligt bygge- og nedrivningsaffald. Referenceværdier og mål kan fremmes bl.a. inden for grønne offentlige indkøb og miljøledelsesordninger i bygge- og anlægssektoren granske specifikke bygge- og nedrivningsaffaldsstrømme for at identificere muligheder for at nyttiggøre den pågældende type affald udvikle specifikke værktøjer/retningslinjer til vurdering af bygninger før de nedrives eller renoveres for at opnå en optimal udnyttelse af bygge- og nedrivningsaffaldet. Som supplerende tiltag vil Kommissionen støtte: forskning og innovation inden for genvinding og produktion af byggematerialer fra bygge- og nedrivningsaffald under Horisont 2020 demonstrationsprojekter under instrumenter som Horisont 2020, COSME, LIFE+ og strukturfondene, der viser, hvordan et samarbejde mellem offentlige myndigheder og den private sektor kan skabe levedygtige markeder for genvundne materialer. Kommissionen vil derfor støtte projekter inden for bl.a. følgende områder: design, som inddrager nedrivningsaspekter genvindelighedsaudit af bygninger, som skal nedrives eller ombygges udvikling af teknikker og -praksis for in situ-separation af bygge- og nedrivningsaffald udvikling af teknologier til forarbejdning af bygge- og nedrivningsaffald til genvundet materiale af høj kvalitet tilskynding af byggevareproducenter til at anvende genvundet materiale udvikling af samarbejdsordninger mellem nedrivnings- og byggevaresektoren, så det bliver muligt at dele omkostningerne og fordelene ved genvinding af bygge- og nedrivningsaffald. [1] KOM(2011)571 [2] KOM(2007)860 [3] KOM(2007)414 [4] Study on "Management of CDW in the EU": http://ec.europa.eu/environment/waste/pdf/2011_CDW_Report.pdf [5] 2010/31/EU [6] 2012/27/EU [7] 2009/125/EF [8] 2010/30/EU [9] "Resource efficiency in the building sector",
Ecorys and Copenhagen Resource Institute, Rotterdam May 2014 (http://ec.europa.eu/environment/eussd/pdf/Resource
efficiency in the building sector.pdf) OG "Energy use and
environmental impacts of the Swedish building and real estate management
sector", Toller, S. et al, Journal of Industrial Ecology, 2011, Vol. 15,
Nr 3. [10] "HQE Performance, Premières tendencies pour les
bâtiments neufs (Association HQE 2011) ISBN 978954110107" OG ovennævnte
svenske undersøgelse. [11] Smart Market Report (2013) http://www.worldgbc.org/files/8613/6295/6420/World_Green_Building_Trends_SmartMarket_Report_2013.pdf [12] Parker, J. (2012) The Value of BREEAM, A BSRIA report [13] The business case for green buildings (2013) http://www.worldgbc.org/activities/business-case/
[14] From obsolescence to resilience - 2013, Jones Lang
LaSalle, www.joneslanglasalle.co.uk [15] www.rehva.eu/publications-and-resources/hvac-journal/2013/012013/energy-efficiency-strategy-at-the-portfolio-of-a-property-owner/ [16] Ana Cunha Cribellier, Responsable du Développement
International, QUALITEL – CERQUAL [17] Future of sustainable housing, KN5211 BRE May 2013 [18] KOM(2011)571 [19] COM(2012)433 [20] 2010/31/EU, der er aktuelt en frivillig fælles
attesteringsordning for EU for erhvervsbygningers energimæssige ydeevne under
udarbejdelse i tråd med direktivets artikel 11, stk. 9. [21] 2012/27/EU. [22] Forordning (EU) nr. 305/2011. [23] 2003/87/EF. [24] 2010/75/EU. [25] 2008/98/EF. [26] 1999/31/EF. [27] COM(2012) 433. [28] "Resource efficiency in the building sector",
Ecorys and Copenhagen Resource Institute, Rotterdam May 2014 (http://ec.europa.eu/environment/eussd/pdf/Resource
efficiency in the building sector.pdf) [29] Flash Eurobarometer 367 - TNS Political & Social
(juli 2013). [30] Kommissionens henstilling 2013/179/EU om brug af fælles
metoder til at måle og formidle oplysninger om produkters og organisationers
miljøpræstationer over hele deres livscyklus. [31] Derudover vil det også understøtte den fremtidige
udvikling af kriterier for bæredygtige byer, jf. det syvende
miljøhandlingsprogram:
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=OJ:L:2013:354:0171:0200:EN:PDF [32] oplysningerne skal nu ofte forelægges i forskellige
formater, hvilket indebærer betydelige omkostninger for producenterne. Dette er
blevet bekræftet af Construction Products Europe, Glass for Europe og Eurima.
Se også Pacheco-Torgal F. et al., Eco-efficient construction and building
materials, Woodhead Publishing Ltd, 2013, ISBN 0857097679. [33] Dette forventes at blive understøttet yderligere af
modelleringsværktøjer for bygningsoplysninger, som kan guide designet ved at
beregne anvendelse og præstationer for en bygning med udgangspunkt i designet,
materialevalget osv. Sådanne værktøjer tager kun meget begrænset hensyn til
miljøaspekter. Det forventes, at disse aspekter fremover kunne blive et led i
den løbende udvikling af værktøjerne, hvis usikkerheden om, hvordan man
vurderer og rapporterer miljøpræstationer blev fjernet. [34] Projektudviklere anvender forskellige kommercielle
certificeringsordninger på grund af varierende klientkrav. [35] Datacentret for affald (http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/waste/introduction);
Datacentret for naturressourcer (http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/data_centre_natural_resources/introduction); Resultattavlen for ressourceeffektivitet (http://epp.eurostat.ec.europa.eu/portal/page/portal/europe_2020_indicators/ree_scoreboard); Den
europæiske platform for livscyklusvurdering (http://eplca.jrc.ec.europa.eu/) [36] Der er afholdt en offentlig høring om dette initiativ og
de anførte områder, som nu er afsluttet. Indendørs komfort var ikke omfattet af
høringen, men er blevet fremhævet af interessenterne. [37] Brugsfasen er selvfølgelig afhængig af design og
konstruktion og også brugernes adfærd, men dette initiativ er ikke fokuseret på
sidstnævnte. [38] Når det er hensigtsmæssigt, også under hensyntagen til
brugen af grønne infrastrukturelementer som beplantede tage eller beplantede
mure, COM(2013)249, http://ec.europa.eu/environment/nature/ecosystems/index_en.htm [39] Se fodnoten om energiforbrug i det foregående. [40] Med henblik på at tilpasse behovet for at bygge yderligere
(f.eks. brug af tomme i stedet for nye bygninger, multianvendelse af bygninger,
opførelse af bygninger, som kan tilpasses nye anvendelser eller ændrede behov). [41] http://www.en-standard.eu/csn-en-15978-sustainability-of-construction-works-assessment-of-environmental-performance-of-buildings-calculation-method/
[42] http://sballiance.org/
[43] F.eks. FP7-projekter som SuPerBuildings
(http://cic.vtt.fi/superbuildings/) og OPEN HOUSE
(http://www.openhouse-fp7.eu/about_project/related_projects) [44] Study on "Management of CDW in the EU": http://ec.europa.eu/environment/waste/pdf/2011_CDW_Report.pdf [45] Gennemførelse af EU's affaldslovgivning med sigte på grøn
vækst, GD ENV (2011). [46] Forvaltning af bygge- og nedrivningsaffald i EU http://ec.europa.eu/environment/waste/pdf/2011_CDW_Report.pdf
[47] OVAM Ecolizer 2.0 Ecodesign Tool http://www.ecodesignlink.be/images/filelib/EcolizerEN_1180.pdf [48] The Cement Sustainability Initiative, World Business
Council for Sustainable Development, ISBN 987-3-940388-49-0 [49] Glass for Europe, http://www.glassforeurope.com/images/cont/187_987_file.pdf [50] EURIMA [51] EURIMA [52] WRAP Technical report, Life cycle assessment of
plasterboard, April 2008, 1-84405-378-4 [53] Del Rio Merino, M., Gracia, P. I., Azevedo, I. S. W.
(2010) Sustainable construction: CDW reconsidered. Waste Management and
Research. 28: 118-129. DOI: 10.1177/0734242X09103841 and UK case (p.170) http://ec.europa.eu/environment/enveco/taxation/pdf/annexes_phasing_out_env_harmful_subsidies.pdf