GRØNBOG Forberedelse på en fuldt ud konvergeret audiovisuel verden: Vækst, kreativitet og værdier /* COM/2013/0231 final */
INDHOLDSFORTEGNELSE 1........... Indledning....................................................................................................................... 3 2........... Vækst og innovation....................................................................................................... 4 2.1........ Markedsforhold.............................................................................................................. 5 2.2........ Finansieringsmodeller...................................................................................................... 8 2.3........ Interoperabilitet inden for
forbundet TV........................................................................... 9 2.4........ Infrastruktur og frekvenser............................................................................................ 10 3........... Værdier........................................................................................................................ 11 3.1........ Lovgivningsmæssige rammer......................................................................................... 11 3.2........ Mediefrihed og -pluralisme............................................................................................ 14 3.3........ Kommerciel kommunikation.......................................................................................... 15 3.4........ Beskyttelse af mindreårige............................................................................................. 16 3.5........ Tilgængelighed for personer med
handicap.................................................................... 17 4........... Næste skridt................................................................................................................. 17 GRØNBOG Forberedelse på en
fuldt ud konvergeret audiovisuel verden: Vækst, kreativitet og værdier 1. Indledning[1] Formålet med denne
grønbog er at sætte gang i en bred, offentlig debat om konsekvenserne af den
stadige udvikling af det audiovisuelle medielandskab, der karakteriseres ved en
støt stigende konvergens mellem medietjenester, og måden hvorpå disse tjenester
bliver leveret og forbrugt. Konvergens kan forstås
som den løbende integrering af traditionelle TV-tjenester med internettet.
Dette resulterer i forbrugsmuligheder lige fra TV-apparater med
internetforbindelse over set-top-bokse, der kan levere videoindhold "over-the-top"
(OTT)[2],
til audiovisuelle medietjenester, der leveres via pc'er, laptops, tablets og
andre mobile enheder. Forbrugerne anvender tablets eller smartphones, samtidig
med at de ser TV, f.eks. for at finde ud af mere om det, de ser, eller for at
kommunikere med deres venner eller med selve TV-programmet. Grænserne udviskes
hurtigt mellem de velkendte forbrugsmønstre fra det 20. århundrede med
lineær transmission til TV-apparater og på den anden side on-demand-tjenester,
der leveres til computere. For hver eneste smartphone, der byder på muligheder
for konvergens både inden for produktion og forbrug, bevæger vi os desuden
potentielt hen imod et skift fra tilbagelænet forbrug til aktiv deltagelse. Det forventes, at
TV-apparater med internetforbindelse vil gå fra et antal på 40,4 mio. enheder i
slutningen af 2012[3]
til at være det fremherskende i EU's husstande i 2016[4]. Hvad angår forbrug af
de funktioner, der er mulige med det tilføjede internet, lå tallet i Det
Forenede Kongerige i 2012 – det højeste i EU - på 11 % af det installerede
grundlag, mens tallet for Kina lå på 44 %, Korea lå på 18 % og Indien
på 17 %[5].
I USA forventes antallet af husstande med internetforbundet TV, herunder
OTT-forbindelser og spillekonsoller, at stige fra de nuværende 22,5 % til
43,1 % i 2016[6]. Mens man stadig
generelt i EU ser lineært tv omkring fire timer om dagen[7], bliver de konvergerede
oplevelser i stigende grad en realitet, og markedets aktører udvikler og
tilpasser deres forretningsmodeller. Teknologien gør det allerede muligt for
brugeren at skabe, udbrede og tilgå alle former for indhold når som helst, hvor
som helst og ved hjælp af hvilken som helst enhed. Kommissionens vision er at
gribe den mulighed, som dette teknologiske miljø under forandring giver for at
sikre adgang til mest muligt forskelligt europæisk indhold for alle europæere
og det bredeste udvalg af tilbud af høj kvalitet. Den teknologiske mulighed for
at levere indhold, der er lovligt tilgængeligt i hele EU, kunne ligeledes
tilskynde markedsaktørerne til at skabe nye former for indhold. Der er behov for, at
private økonomiske aktører fortsat skaber nyt og for, at politikerne sikrer de
rette rammevilkår og overvejer mulige forvaltningspolitiske reaktioner, og det
resulterer i følgende spørgsmål: - Hvordan omdanner vi
visionen om konvergens på et stort europæisk marked til økonomisk vækst og
forretningsinnovation i Europa (kapitel 2)? - Hvad er konvergensens
konsekvenser for værdier såsom mediepluralisme, kulturel mangfoldighed og
forbrugerbeskyttelse, herunder beskyttelse af specifikke grupper såsom
mindreårige (kapitel 3)? Eftersom konvergensen
vil blive mere og mere håndgribelig i løbet af de næste ti år, kan det i
fremtiden få indflydelse på en række retlige instrumenter, herunder direktivet
om audiovisuelle medietjenester[8],
der omhandler fokusområdet i denne grønbog, e-handelsdirektivet[9] og regelsættet for elektronisk
kommunikation.[10]. Der forventes ikke et bestemt resultat af høringen.
Ikke desto mindre kan den bane vejen hen imod langsigtede retlige og andre
politiske reaktioner, der især har til formål at forbinde initiativer fra
Kommissionen såsom koalitionen om et bedre internet for børn[11], mulige aktiviteter, der skal
følge op på rapporten fra den højtstående gruppe for mediefrihed og -pluralisme[12] og arbejdet med
selvregulerende initiativer. 2. Vækst og innovation I 2012 anvendte
22 % af EU's borgere en mobil enhed til at gå på internettet[13]. Når vi når 2016, forventes
det, at størstedelen af forbrugerinternettrafikken vil bestå af video og
størstedelen af IP-trafikken vil blive kanaliseret gennem wi-fi og mobile
enheder[14].
Nøgletal – forbruget af audiovisuelt indhold bliver online-baseret Forbruget af digital video (film og TV-serier, der leveres over internettet) nåede op på 364,4 mio. EUR i 2011 (en stigning på 41,8 % i forhold til 2010) på det europæiske marked for fysisk og digital video, der lå på 9 493,8 mio. (et fald på 4,6 % i forhold til 2010)[15]. Den uopfyldte efterspørgsel efter video-on-demand-tjenester fra betalings-TV-operatører fra andre medlemsstater anslås at ligge mellem 760 mio. EUR og 1 610 mio. EUR om året[16]. Det globale antal videobrugere på internettet forventes at stige fra 792 mio. i 2011 til 1,5 mia. i 2016[17]. I tredje kvartal af 2012 fandtes der 306 video-on-demand-tjenester i EU[18]. Der uploades 72 timers video til Youtube hvert minut. Teknologiudviklere og
fabrikanter af udstyr har mulighed for at forsyne et voksende marked med
innovative enheder, herunder brugervenlige grænseflader og
tilgængelighedsløsninger. Netoperatørerne vil opleve en stigende efterspørgsel
på båndbredde, hvilket vil få en positiv indvirkning på investeringer i
højhastighedsnet. Skaberne af indhold kan finde nye måder at maksimere deres
publikum på, slå mønt af deres værker og eksperimentere med nye måder at producere
og tilbyde indhold på. TV-spredningsforetagenderne kan finde flere platforme[19], hvor de kan formidle deres
indhold og udvide deres interaktive tilbud. De vigtigste faktorer,
der skal til, for at dette potentiale kan udfolde sig, er velkendte: Et marked,
der er stort nok til, at det kan vokse, et konkurrencedygtigt miljø, viljen til
at ændre på forretningsmodeller, interoperabilitet og en passende infrastruktur.
For at skabe en fremtid, hvor internettet driver medierne, må Europa bringe
disse faktorer i spil og samtidig fremme de værdier, der understøtter
reguleringen af audiovisuelle medietjenester. 2.1. Markedsforhold EU er kendetegnet ved
kulturel og sproglig mangfoldighed, hvilket kan være en konkurrencemæssig
fordel på det globale marked, men det er også blevet anset for at være en
udfordring i et miljø, der er kendetegnet ved netværkseffekter. Netværkseffekterne
inden for medier og internet kan give omfattende komparative fordele til
operatører og udbydere, der opererer lovligt på et marked uden grænser, hvilket
giver dem mulighed for at rejse budgetter af betydelig størrelse og udnytte
stordriftsfordelene. Nye aktører, der kan tilbyde audiovisuelt indhold online
uden geografisk betingede adgangsrestriktioner, kan gøre de mere end 368
millioner internetbrugere[20]
i EU til potentielle seere og således udfordre de traditionelle spilleres
position. Dette forekommer ofte med aktører fra USA, der med held henvender sig
til EU’s fragmenterede marked. I Europa oplever
forbrugere, der anvender audiovisuelle medietjenester, som leveres online,
stadig ofte, at udvalget er begrænset, og at de bliver hindret adgang, ofte på
grund af geografiske begrænsninger. Applikationerne i smart-TV-apparater
begrænses ofte af nationale indstillinger og af fabrikanternes forvalg, og
adgang til indhold fra andre EU-lande er ofte blokeret[21]. Teknologien vil bidrage
til, at vi overvinder disse vanskeligheder. Producenter af indhold, leverandører
af undertekster og forskere er begyndt at alliere sig for at dele de
sprogressourcer (f.eks. de undertekstkorpusser[22],
som leverandørerne råder over) og værktøjer[23],
der findes. Fremtidens forbrugeroplevelser a) En polsk studerende, der tilbringer sit Erasmus-år i London, kan
tilgå alle de audiovisuelle tilbud fra polske operatører med sit polske
kreditkort, ligesom hun kunne i Kraków, eftersom der bliver udbudt polske
tjenesteydelser i London. b) Hendes bofælle kommer fra Det Forenede Kongerige og er i gang med en
afhandling om værker af portugisiske instruktører. Han har let adgang til
materiale fra portugisiske udbydere af audiovisuelt indhold. De to bofæller ser
tit sportsbegivenheder sammen fra forskellige EU-lande. Grønbogen om
onlinedistribution af audiovisuelle værker søgte at kaste mere lys over emner,
der hovedsagelig vedrører copyright[24].
Kommissionen offentliggør resultaterne af denne høring i 2013. I december 2012[25] bekræftede Kommissionen, at
den vil arbejde for en moderne ophavsretsramme, og vedtog at arbejde på to
parallelle tiltag: En struktureret interessentdialog i 2013, der skal behandle
en række spørgsmål (herunder indholdsportabilitet og adgang til audiovisuelle
værker), hvor der er brug for hurtig fremgang. Og færdiggørelse af markedsundersøgelser,
konsekvensanalyser og udarbejdelse af retsakter med henblik på en afgørelse i
2014 om fremsættelse af de deraf følgende lovgivningsmæssige forslag[26]. Ophavsretlige emner vil
derfor ikke blive behandlet dybdegående i denne grønbog. Fra udbydernes synspunkt er den medieverden, vi kender i dag, præget af
konkurrence om forbrugernes opmærksomhed. Markedets aktører (f.eks.
betalings-TV-operatører, offentlige og kommercielle TV-spredningsforetagender,
udbydere af video-on-demand og fabrikanter af enheder) forsøger at variere
deres tilbud ved at udbyde attraktivt indhold af høj kvalitet, herunder på et eksklusivt
grundlag, eller en brugervenlig grænseflade. Det øgede udbud af indhold, hvad
angår kvantitet og mangfoldighed, ændrer på underholdningslandskabet. I 2009[27] investerede EU’s
TV-spredningsforetagender omkring en tredjedel af deres indtægter i indhold. Ud
af de 34,5 mia. EUR, som medietjenesteudbyderne brugte på programmer
i EU, anvendte de ca. 15,6 mia. EUR til erhvervelse af rettigheder, ud af
hvilke 5,8 mia. EUR blev brugt på sport, og 9,8 mia. blev brugt
på film- og tv-rettigheder[28].
"Premium content" (populært programindhold såsom store
sportsbegivenheder og nyligt udkomne succesfilm, såkaldte blockbusters)
genererer en stor efterspørgsel og høje indtægter inden for den audiovisuelle
sektor. BT’s deltagelse i Premier League’s udbud af tv-rettigheder til
fodboldkampene i de 3 sæsoner, der begynder i 2013-2014, resulterede i en
rekord på 3 mia. GBP, en stigning på 71 %[29] i forhold til aftalen for de
forrige sæsoner. I USA brugte Netflix i 2011/12 omkring 4,8 mia. USD på
indkøb af streaming-indhold. Succesen kan afhænge af
evnen til konsekvent at tilbyde denne form for indhold til seerne. Samtidig med
at eksklusivaftaler mellem platformsoperatører og indholdsudbydere har dannet
grundlag for, at indholdsproducenterne kan afskrive deres investeringer, kan de
også begrænse mulighederne for, at tredjeparter kan udbyde denne slags indhold
til deres publikum. Disse aftaler kan udgøre barrierer for nye aktører på
markedet. Når platformene desuden
bliver meget populære blandt brugerne og bliver en vigtig kanal, igennem
hvilken udbyderne af indhold kan nå deres publikum, kan det blive et problem,
at disse platforme potentielt vil favorisere visse virksomheder eller deres
egne tjenester, i tilfælde, hvor det drejer sig om vertikalt integrerede
selskaber. Desuden kan platformenes adgang til store mængder brugerdata give
dem en yderligere konkurrencemæssig fordel[30].
Visse medlemsstater, såsom Det Forenede Kongerige, har vurderet behovet for
forudgående at frigive adgang på engrosniveau til attraktive
live-sportsbegivenheder og premierefilm fra Hollywood, som er altafgørende for,
at konkurrenterne kan klare sig på markedet. EU’s konkurrenceregler
anvendes på nationalt plan og EU-niveau til at tage hånd om muligt misbrug af
en stærk markedsposition i tilfælde, hvor et selskab har en dominerende
stilling på et relevant marked. I den forbindelse er det vigtigt at sikre
muligheden for et hurtigt og effektivt marked i en verden, der oplever en
stigende grad af konvergens. Kommissionen har grebet
ind i adskillige tilfælde for at sikre konkurrencen i det fælles salg af rettigheder
vedrørende sportsmediebegivenheder[31].
Kommissionen har accepteret afhjælpende foranstaltninger i fusionssager for at
sikre, at populært film- og sportsindhold forbliver tilgængeligt[32]. I denne forbindelse henvises
der til EU-domstolens retspraksis om licensnægtelser[33]. Hvis en rettighedshaver med
en dominerende stilling nægter at give adgang til et produkt eller en
tjenesteydelse, der er uundværlig for udførelsen af en bestemt virksomhed, kan
der være tale om misbrug, hvis nægtelsen hindrer indførelsen af et nyt produkt,
som der er potentiel forbrugerefterspørgsel efter, hvis nægtelsen er uberettiget
og af en sådan art, at det udelukker konkurrence på et sekundært marked. Endelig
fastslog EU-domstolen i Premier League-sagen, at mens EU’s
konkurrencelovgivning ikke udelukker en rettighedshaver fra at give en enkelt
licensindehaver eneret til at udsende en sportsbegivenhed i en eller flere
medlemsstater, kan en rettighedshaver ikke forbyde licensindehaveren med eneret
at udbyde grænseoverskridende tjenester, der relaterer til udsendelse af en
sådan sportsbegivenhed[34].
Dette skyldes, at et sådant forbud ville sætte licensindehaveren i stand til at
opnå absolut geografisk eksklusivitet i det område, som er omfattet af
licensen, hvilket ville fjerne al konkurrence mellem
TV-spredningsforetagenderne og opsplitte det indre marked i overensstemmelse
med udsendelsesrettighederne. Der rejser sig
ligeledes konkurrencerelaterede spørgsmål i forbindelse med finansieringen af public
service-TV-spredningsforetagender. Disse udvider ofte deres aktiviteter til
også at omfatte applikationer og websider fra online-verdenen. Mens nogle
aktører hilser denne udvidelse velkommen, ser andre den som direkte konkurrence
med deres kommercielle tilbud, der ikke nyder fordel af offentlige midler. I
2009 vedtog Kommissionen en meddelelse om anvendelse af statsstøtteregler på
public service-radio- og TV-virksomhed i lyset af den nye teknologiske
udvikling, herunder de mange distributionsplatforme og teknologier, der er
opstået. Meddelelsen kræver, at der bliver indført en forudgående prøvning.
Dette indbefatter en offentlig høring vedrørende omfattende nye
tjenesteydelser, der bliver lanceret af public service-TV-spredningsforetagender,
og den vil sætte medlemsstaterne i stand til at vurdere den indvirkning, en ny
tjeneste har på markedet, og afveje den i forhold til den værdi, tjenesten har
for samfundet. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (1)
Hvad er det for nogle faktorer, der sætter
amerikanske virksomheder i stand til at etablere sig solidt på det
fragmenterede europæiske marked på trods af sproglige og kulturelle barrierer,
mens mange europæiske virksomheder kæmper en hård kamp? Hvilke faktorer står i
vejen for EU-virksomhederne? (2)
Hvad er det for nogle faktorer, der har indflydelse
på udvalget af populært indhold? Bliver der på nuværende tidspunkt anvendt fremgangsmåder
vedrørende populært indhold på engrosniveau, der har følger for markedsadgangen
og bæredygtig forretningsvirksomhed? Hvis det er tilfældet, hvilke konsekvenser
har det så for forbrugerne? Er det nødvendigt med regulering ud over anvendelse
af de allerede eksisterende konkurrenceregler? (3)
Er der forhindringer, der kræver regulering, når
det gælder adgang til platforme? 2.2. Finansieringsmodeller Tiltagende konvergens,
ændringer i forbrugernes adfærd[35]
og nye forretningsmodeller har indflydelse på finansieringen af audiovisuel produktion. TV-programmernes og
-seriernes format[36]
bliver i stigende grad forhandlet i Europa - og nogle gange tilpasset den
lokale smag - og desuden eksporteret til andre dele af verden[37]. Der ser ud til at være
potentiale for yderligere samarbejde på produktioner, hvor sprogbarriererne er
knap så høje, f.eks. børneprogrammer og dokumentarprogrammer. Ud over tv-shows,
der er udviklet af professionelle producenter, kan brugergenereret indhold også
nå et stort publikum, og TV-spredningsforetagenderne kan muligvis integrere det
i deres lineære sendeplaner. Desuden kan OTT-aktører tilbyde deres egne serier
og live-TV-shows og opnå rettigheder til populært indhold. Medlemsstaterne har
udviklet forskellige måder at fremme europæiske programmer på, herunder
forskellige metoder til at lette produktionen, finansieringen og udbredelsen
til et bredere publikum. Medietjenestedirektivet fastsætter obligatoriske
procentsatser for, hvor mange europæiske programmer og hvor mange uafhængige
programmer, EU’s TV-spredningsforetagender skal sende. Forpligtelsen til at
fremme europæiske programmer er formuleret mere fleksibelt for ikke-lineære
audiovisuelle medietjenester, der har mulighed for at kræve økonomiske bidrag
fra TV-spredningsforetagender og on-demand-tjenesteudbydere med det formål at
støtte produktionen af europæiske programmer. Mens medlemsstaterne i det store
hele opfylder de nuværende lovgivningsmæssige krav, koncentrerer de indsatsen
om nationale produktioner. Udenlandske produktioner udgør kun 8,1 %[38] af sendetiden i EU. Tendensen til, at
video-on-demand-platforme investerer i originalt indhold viser, at disse nye
aktører er nye potentielle investorer i audiovisuelt indhold. Med baggrund i
den dynamiske stigning i video-on-demand-tjenester og TV-spredningsforetagendernes
nuværende bidrag til produktionen af europæiske programmer, drøfter man i visse
medlemsstater bidrag til finansiering af indhold fra nye, internetbaserede
aktører, der er direkte involveret i udnyttelsen af indholdet. Dette vil kunne
rejse specifikke spørgsmål om bidrag fra ikke-europæiske aktører. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (4)
Udgør de nuværende krav i medietjenestedirektivet
den bedste måde til at fremme skabelsen, udbredelsen, rådigheden og
populariteten på markedet af europæiske programmer? (5)
Hvordan vil konvergens og ændringer i forbrugernes
adfærd påvirke det nuværende indholdsfinansieringssystem? Hvordan bidrager de
forskellige aktører i den ny værdikæde til finansieringen? 2.3. Interoperabilitet
inden for internetforbundet TV Internetforbundne TV-apparater
og -tjenester er afhængige af en række standarder inden for udsendelses, IT- og
telesektorerne[39].
Konvergensen rejser atter spørgsmålet om, hvilken tilgang til standardisering
der bør følges, idet der både tages højde for fordelene (mulighed for
stordriftsfordele og interoperabilitet) og ulemperne (risikoen for fastfrysning
af innovationen). HbbTV er en ETSI-standard, der anvendes af
adskillige TV-spredningsforetagender, udbydere af indhold, net og forbrugerudstyrsfabrikanter
i Europa[40],
og som har til formål at forbinde TV-spredning og bredbåndsindhold. En[41] af· HbbTV’s funktionaliteter er, at man kan
aktivere bredbåndsindhold via TV-signalet. En anden tilgang er en fuldstændig
platformsløsning, hvor TV-spredningsforetagenderne og netoperatørerne
samarbejder, som det er tilfældet med YouView[42]
fra Det Forenede Kongerige. I Italien anvender man, mest af historiske årsager,
MHP-standarden[43]
til forbundet TV. Det lader til, at
indstillingerne i et internetforbundet TV-apparat, der er indkøbt i én medlemsstat,
ofte ikke kan tilpasses, så det kan modtage tjenester fra andre medlemsstater[44], og ikke kan reagere på
aktiveringen af et TV-signal, der transmitteres lovligt fra en anden
medlemsstat. Visse fabrikanter
konfigurerer muligvis deres enheder, så de begrænser udvalget af tjenester og
applikationer, der er adgang til. Nogle medlemsstater har udviklet nationale
specifikationer, der er baseret på HbbTV. I visse tilfælde er de applikationer,
der overholder de nationale specifikationer, ikke fuldt ud kompatible med apparaterne
i andre lande. Desuden er specifikke mekanismer (såsom forvaltning af digitale
rettigheder) i visse tilfælde indarbejdet i enhederne for at opfylde de
nationale aktørers forventninger. For udviklerne af applikationer betyder de
forskellige standarder, at de er nødt til at omskrive deres produkter til
forskellige typer udstyr[45]. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (6)
Er det nødvendigt, at EU griber ind for at
overvinde faktisk eller potentiel fragmentering og for at sikre
interoperabilitet på tværs af grænserne? Er der brug for at udvikle nye eller
opdaterede standarder på markedet? 2.4. Infrastruktur
og frekvenser Det forventes, at
levering af streaming af mange former for audiovisuelt indhold med ultrahøj
opløsning, herunder til parallelt brug og i 3D, vil øge den båndbredde, der
skal til for at se indhold over internettet, op til 100 mbps og mere, selv med
forbedret komprimeringsteknologi. Kommissionen har udarbejdet en omfattende
politik, der skal fremme udviklingen af bredbånd i den digitale dagsorden for
Europa[46],
og foreslået Connecting Europe-faciliteten for at fremme målrettede
investeringer i infrastruktur på EU-plan[47].
Desuden gennemførte Kommissionen for nylig en offentlig høring vedrørende
gennemsigtighed, trafikstyring og udbyderskifte i et åbent internet[48], og den har til hensigt at
give yderligere vejledning på dette område. Dedikerede frekvenser
udgør en værdifuld offentlig ressource for TV-spredningsforetagenderne, der gør
det muligt for dem at fremme både deres egne og andres programproduktionsaktiviteter.
Der kunne dog konstateres en betragtelig nettofortjeneste som følge af
omfordeling af en del af de frekvensressourcer, der blev frigjort, efter at der
blev slukket for analog signaltransmission – 800 MHz-båndet – for at udvikle
bredbåndsadgang i yderregionerne. Dette blev bekræftet af
radiofrekvenspolitikprogrammet[49],
der satte et frekvensmål på 1200 MHz for trådløst bredbånd, hvilket lagde et
endnu større pres på de frekvensressourcer, der var til rådighed.
Frekvensressourcer kan lette jord- og satellitbaseret levering af audiovisuelt
indhold og den interaktive funktionalitet, der er nødvendig for at kunne levere
indhold og supplerende tjenesteydelser. Konvergensen rejser spørgsmålet om den
fremtidige rolle, som jordbaseret TV-spredning spiller i udbuddet af denne form
for tjenesteydelser. Aktørerne i branchen undersøger i stigende grad hybridmodeller,
der kombinerer fordelene ved bredbånd, når det gælder levering af
on-demand-indhold, med effektiviteten ved TV-spredning, når der er tale om at stille
indhold (f.eks. større sportsbegivenheder eller underholdningsbegivenheder) til
rådighed på samme tid for et stort publikum. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (7)
Hvor relevante er forskellene mellem de
individuelle platforme, der leverer indhold, (f.eks. jord- og satellitbaseret
udsendelse, trådbaseret bredbånd, herunder kabel, mobilt bredbånd) i forhold
til forbrugernes erfaringer og hensynet til offentlighedens interesser? (8)
Hvilke frekvensallokerings- og frekvensdelingsmodeller
kan fremme udviklingsmulighederne for TV-spredning, mobilt bredbånd og andre
applikationer (såsom programproduktionsudstyr), der benytter samme
frekvensbånd? (9)
Hvilke specifikke forskningsbehov vedrørende
frekvenser skal der tages hånd om for at fremme denne udvikling? 3. Værdier De værdier, der
understøtter reguleringen af audiovisuelle medietjenester i Europa, har
afstedkommet regler, der understøtter ytringsfrihed og mediepluralisme, fremme
af kulturel mangfoldighed[50],
beskyttelse af personoplysninger og forbrugere, herunder sårbare grupper såsom
mindreårige og personer med handicap. Udfordringen er at fremme disse værdier i
et konvergerende miljø ved hjælp af passende politiske valg. 3.1. Lovgivningsmæssige
rammer Den vigtigste
begrundelse for regulering af audiovisuelle medietjenester på EU-niveau har
været det indre marked med oprindelseslandsprincippet i centrum. Dette "indre
europæiske TV-marked" indebærer et minimum af fælles regler vedrørende
aspekter som reklame, beskyttelse af mindreårige og fremme af europæiske audiovisuelle
programmer. Den teknologineutrale
tilgang i medietjenestedirektivet betyder, at de samme tjenesteydelser bliver
reguleret på samme måde, uanset hvilket udstyr, de anvendes på.
Medietjenestedirektivet skelner dog mellem lineære tjenester (TV-spredning) og
ikke-lineære (on-demand)-tjenester[51]
på grund af den langt højere grad af brugerkontrol i on-demand-tjenester, der
retfærdiggør mindre streng regulering på visse områder. Reglerne i
medietjenestedirektivet gælder kun for medietjenesteudbydere. Definitionen på
dette bygger på begrebet redaktionelt ansvar[52].
Så længe en udbyder har ansvaret for valget af indhold og bestemmer, hvordan
det skal tilrettelægges, er udbyderens tjenesteydelser underlagt
medietjenestedirektivet, og selv om indholdet leveres over internettet. Lineære og ikke-lineære
tjenester vil i stigende grad konkurrere om den samme sendeflade og oven i
købet tilbyde det same indhold via to leveringskanaler rettet mod det samme
publikum. Med nye former for on-demand-indhold, der mere ligner "tilbagelænet"
lineært indhold, kan forskellen fra brugernes synspunkt mellem lineære og
ikke-lineære tjenester blive sløret. Hvis lineært og ikke-lineært udbud i en
konvergerende verden skulle behandles, som om de konkurrerede med hinanden,
kunne forskellene mellem systemerne klart forvride forholdet. Hvis graden af
kundekontrol på den anden side forbliver en vigtig egenskab for brugerne, ville
differentieret regulering i en vis udstrækning stadig være logisk. Dette
kræver, at politikerne overvejer, hvordan disse ændringer kan påvirke både
forbrugernes opfattelse af den tjenesteydelse, de har modtaget, og de nuværende
værktøjers effektivitet. Medietjenestedirektivet
gælder kun for udbydere, der er underlagt EU's jurisdiktion. Når en audiovisuel
medietjeneste leverer via satellit, falder den ind under jurisdiktionen i en
medlemsstat, hvis satellit-uplinket befinder sig i medlemsstaten, eller hvis
den satellitkapacitet, der anvendes, "tilhører denne medlemsstat"[53]. Disse regler dækker ikke
indhold, der er rettet mod EU, og som leveres over internettet fra lande uden
for EU. I og med at
medietjenester uden for EU i stigende grad bliver tilgængelige via internettet
og satellit, vil indsatsen vedrørende etablering af jurisdiktion indebære en
vurdering af behovet for at løse spørgsmålet om overlappende jurisdiktion.
Lignende spørgsmål bliver drøftet inden for databeskyttelse. Udbud af ikke-lineære
tjenesteydelser er også underlagt e-handelsdirektivet. Forholdet mellem dette
direktiv og e-handelsdirektivet bliver mere synligt[54] i et konvergerende miljø.
Dette gælder også for databeskyttelseslovgivning, eftersom bearbejdning af
persondata ofte er en forudsætning for, at nye tjenesteydelser kan fungere,
selv om den enkelte person ofte ikke er helt opmærksom på indsamlingen og
behandlingen af personoplysninger. I det øjeblik hvor data, der er genereret
under forbrug af audiovisuelle medietjenester, relaterer til en fysisk person,
der er identificeret eller som kan identificeres, drejer det sig om
personoplysninger, og som konsekvens heraf falder de ind under EU’s
databeskyttelsesdirektiv(95/46/EF)[55].
Et andet relevant lovgivningsmæssigt område er forbrugerbeskyttelse[56]. Da internettet er
globalt og meget komplekst, ser selvregulering ud til at være et passende
supplement til den lovgivningsmæssige tilgang. I 2012 lancerede Kommissionen en
proces[57]
i samarbejde med erhvervslivet og andre aktører for at formulere en
adfærdskodeks for selvregulerings- og samreguleringsordninger. Dette har ført
til udarbejdelsen af principper for bedre selv- og samregulering med det formål
at sikre en højere grad af effektivitet[58]. Disse skal betragtes
som en målestok for selv- og samreguleringsprocesserne, der allerede er nævnt i
medietjenestedirektivet[59].
I en verden, der
konvergerer mere og mere, bliver mediekendskab også nødvendigt for publikum,
uanset deres alder. Kommissionen har udviklet adskillige politikområder for
mediekendskab, ud over dem, der findes i medietjenestedirektivet[60]. Mediekendskab vedrører evnen
til at få adgang til medierne, at forstå og forholde sig kritisk til
forskellige aspekter af medierne og medieindholdet samt skabe kommunikation i
forskellige sammenhænge[61]. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (10)
Er der i betragtning af konvergensen mellem
medierne tegn på fordrejning af markedet, der skyldes den lovgivningsmæssige
skelnen mellem lineære og ikke-lineære tjenester? Hvis ja, hvad er så den
bedste måde at takle disse fordrejninger på, samtidig med at vi beskytter de
værdier, der understøtter EU's lovgivningsmæssige ramme for audiovisuelle
medietjenester? (11)
Er der behov for at tilpasse definitionen af
medietjenesteudbydere og/eller medietjenestedirektivets anvendelsesområde,
således at de, der ikke er omfattet i øjeblikket, helt eller delvis skal
opfylde medietjenestedirektivets bestemmelser, eller findes der andre måder at
beskytte værdierne på? På hvilke områder kunne der lægges vægt på selv- og
samregulering? (12)
Hvordan ville en ændring af den lovgivningsmæssige
tilgang på det audiovisuelle område påvirke oprindelseslandsprincippet, og
således også det indre marked? (13)
Sætter den øgede konvergens i det audiovisuelle
landskab forholdet mellem bestemmelserne i medietjenestedirektivet og
e-handelsdirektivet på prøve på nye måder, og på hvilke områder sker det? Kan
der gives praktiske eksempler på dette? (14)
Hvilke initiativer på EU-plan kunne bidrage til at
forbedre mediekendskabsniveauet i hele Europa? 3.2. Mediefrihed
og -pluralisme[62] Prindippet om mediefrihed
og –pluralisme er knæsat i artikel 11 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder. Medietjenestedirektivet[63] og konkurrencereglerne
bidrager, både på EU-niveau og nationalt plan, til at understøtte
mediepluralisme. Via internettet har
borgerne adgang til en enestående mængde af information og indhold ud over de
nationale tilbud, og de kan deltage i meningsdannelsen. Dette fremmer
ytringsfriheden og øger meningspluralismen. Samtidig ændres de
måder, som mennesker forholder sig til information på. Filter-mekanismer,
herunder personaliserede søgeresultater, gør det mere sandsynligt, at folk
modtager nyheder inden for deres interesseområder og fra en synsvinkel, som de
kan tilslutte sig. På den ene side har sådanne filter- og
personaliseringsmekanismer et klart potentiale for at styrke borgerne ved at
gøre det muligt for dem at navigere effektivt gennem de enorme mængder
information, som kendetegner det digitale miljø, og modtage skræddersyede
tjenesteydelser, der svarer til deres individuelle behov. Dette kan dog på den
anden side mindske mediernes rolle som redaktører i det offentlige rum og
styrke platformsudbydernes, for eksempel onlinevirksomhedernes, rolle. Ikke
alene kan sidstnævnte afgøre, hvilket indhold der skal være tilgængeligt, men
de kan også påvirke brugernes valg, f.eks. ved at variere den hyppighed,
hvormed visse former for indhold bliver præsenteret, og således begrænse
borgernes mulighed for at ændre menuen eller begrænse visse applikationer.
Dette kunne påvirke borgernes faktiske udvalg af medietilbud, der repræsenterer
en bred vifte af holdninger, og kan føre til en situation, hvor borgerne
potentielt kan befinde sig i en sårbar situation, uden at de er klar over det.
De mange forskellige platforme, der udbyder værdifuldt indhold til brugerne,
samt disse platformes åbenhed er en vigtig betingelse for et blomstrende
medielandskab. Medlemsstaterne kan
pålægge netoperatørerne rimelige must-carry-forpligtelser, når det gælder transmission
af bestemte kanaler til offentligheden, hvis et betydeligt antal slutbrugere af
sådanne net anvender dem som deres primære adgang til modtagelse af disse kanaler[64]. I tilfælde, hvor mulighederne
for at nå publikum afhænger af begrænsede transmissionsressourcer, er dette en
måde at sikre udbuddet af bestemte kanaler på, når medlemsstaterne vurderer, at
dette indhold er nødvendigt for at opfylde målsætninger i almenhedens interesse.
I bredbåndsmiljøet er transmissionskapaciteten i mindre grad en begrænsning for
det udvalg af indhold, der er til rådighed for seerne. Det indhold af almen interesse,
der er til rådighed, herunder i onlinemiljøet, begrænses muligvis i praksis af
virksomhedsbeslutninger, såsom dem, der tages af udstyrsfabrikanter og/eller
operatører af platforme, der kan tilgås via dette udstyr, eller endda af
indholdsudbyderne selv[65]. Medlemsstaterne kan
også udpege digitale TV-tjenester, til hvilke der skal sikres adgang, og de
nationale tilsynsmyndigheder kan pålægge operatørerne forpligtelser til at give
adgang til elektroniske programoversigter[66]. Selv om indholdet er
tilgængeligt, kan det være en udfordring for seerne at finde frem til "indhold
af almen interesse" i et udvidet miljø, der består af mange kanaler.
Derfor har medlemsstaterne også mulighed for at pålægge pålægge forpligtelser
om, hvordan elektroniske programoversigter og lignende oversigts- og
navigationsfaciliteter skal udformes[67]. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (15)
Bør muligheden for forvalg ved hjælp af
filtreringsmekanismer, herunder i søgefaciliteter, være genstand for et offentligt
indgreb på EU-niveau? (16)
Hvad bør anvendelsesområdet for de eksisterende regler
om adgang (artikel 6 i adgangsdirektivet) og forsyningspligt (artikel 31 i
forsyningspligtdirektivet), set på baggrund af den øgede konvergens mellem
lineære og ikke-lineære tjenesteydelser på fælles platforme? Er der et særligt
behov for at sikre tilgængelighed til og bekvemmeligheden ved at finde og nyde
"indhold af almen interesse" i et konvergerende TV-sprednings-/bredbåndsmiljø? 3.3. Kommerciel
kommunikation Medietjenestedirektivet
sætter grænser i sendetiden for TV-reklamer, f.eks. 12 minutter pr. time, og
opstiller kriterier for reklamer for visse produkter og reklame rettet mod
mindreårige. Kvalitative regler gælder på lignende vis for både lineære og
ikke-lineære tjenester, mens de kvantitative regler kun gælder for lineære
tjenester. Som følge af den stigende konkurrence mellem lineære og ikke-lineære
tjenester og det faktum, at ikke-lineære tjenester muligvis leveres af
udbydere, der ikke er underlagt EU's jurisdiktion, frygter europæiske
TV-spredningsforetagender, at denne asymmetri kan stille dem dårligt. I forbindelse med
konvergens er der visse innovative reklameteknikker, der sætter de eksisterende
regler på prøve. Kommissionen blev gjort opmærksom på bekymringer vedrørende
reklame-overlay[68]
oven i TV-spredningsforetagendernes lineære tjenester, og om hvorvidt dette
potentielt kan udfordre reklamelovgivningens grundlæggende formål, og især om
disse overlays kan vises med eller uden brugernes og
TV-spredningsforetagendernes accept. Skjult reklame på nettet kan også være en
udfordring. Udbud af individuelt
tilpasset indhold kan gavne forbrugerne og annoncørerne, men det kan være
afhængigt af værktøjer, der udgør en udfordring for beskyttelsen af
personoplysninger. De europæiske databeskyttelsesregler[69] kan højne forbrugernes tillid
til innovative forretningsmodeller, hvilket er det mål, der fremgår af
Kommissionens forslag til en reform af EU’s lovgivningsmæssige ramme, der blev
forelagt i januar 2012[70].
Reklamebranchen har indført et selvreguleringssystem[71] for adfærdsbetinget
onlinereklame, som i fremtiden kan udvides til at dække videoreklamer ud over
display-reklamer. Der bør også tages højde for
branchestandardiseringsinitiativer såsom Do Not Track (DNT)[72]. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (17)
Vil de nuværende regler i medietjenestedirektivet
om kommerciel kommunikation stadig være relevante, når en konvergeret oplevelse
i stigende grad bliver en realitet? Kan der gives konkrete eksempler? (18)
Hvilke retlige instrumenter ville være mest egnede
til at takle de hurtigt skiftende reklameteknikker? Er der yderligere mulighed
for selv- og samregulering? (19)
Hvem skal have det sidste ord om hvorvidt vi skal,
eller ikke skal, acceptere reklame-overlay eller andre nye
reklameringsteknikker på skærmen? 3.4. Beskyttelse
af mindreårige Den samlede mængde
indhold, der udsendes ved hjælp af de forskellige transmissionskanaler, der
reguleres på forskellig vis, svækker virkningen af den nuværende lineære
lovgivningsmæssige ordning om børns adgang til indhold. Effektiv
aldersverifikation, også for teenageres adgang til indhold, er stadig en
udfordring. Forskelle i de lovgivningsmæssige foranstaltninger vedrørende
forskellige typer indhold, der vises på skærmen, kan desuden gøre det
vanskeligt for brugerne at afgøre, hvilke myndigheder, de skal klage til[73]. I den europæiske
strategi for et bedre internet for børn, der blev lanceret i maj 2012[74], taler Kommissionen for, at
der skal udvikles mere kvalitetsindhold for børn, og at børnene også bør
beskyttes, når de går på internettet. 31 førende virksomheder på tværs af
værdikæden har meldt sig til en koalition, der gennem en selvregulerende proces
skal udvikle relevante foranstaltninger inden for fem kerneaktioner: i) enkle
og velfungerende anmeldelsesværktøjer til brugerne; ii) alderssvarende
indstillinger til beskyttelse af personoplysninger; iii) øget brug af
indholdsklassifikation; iv) større udbredelse og anvendelse af forældrekontrol;
og v) effektiv fjernelse af materiale om misbrug af børn. Nogle af disse
aktioner relaterer til medietjenestedirektivet og kunne understøttes ved hjælp af
ændringer i lovgivningen. De samlede resultater og forpligtelser er
offentliggjort, herunder anbefalinger til bedste praksis. Virksomhederne har
udarbejdet individuelle erklæringer vedrørende gennemførelsen af disse
anbefalinger. Kommissionen vil fortsætte med at inddrage koalitionen som en
platform for drøftelser af det videre forløb i 2013. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (20)
Er medietjenestedirektivets nuværende regler hensigtsmæssige,
når det gælder om at løfte udfordringerne ved at beskytte mindreårige i en
konvergerende medieverden? (21)
Selv om forældrekontrolværktøjer i stigende grad er
til rådighed på udstyr og platforme, der anvendes til at tilgå indhold, lader brugen
af disse værktøjer indtil videre til at være begrænset. Hvilke midler kunne
være gode til at gøre forældrene opmærksomme på disse værktøjer? (22)
Hvilke foranstaltninger ville være passende til
effektiv aldersverificering af brugere af audiovisuelt online-indhold? (23)
Bør medietjenestedirektivet tilpasses for i særlig
grad at tage hånd om indholdsklassificering og forældrekontrol på tværs af transmissionskanalerne? (24)
Bør borgerne styrkes og informeres bedre om, hvor
og hvordan de kan kommentere og klage over forskellige typer indhold? Er de
nuværende mekanismer til behandling af klager passende? (25)
Er de midler, der bruges til klagebehandling
(finansiering, lovgivningsmæssige foranstaltninger og andre midler),
tilstrækkelige til at give passende feedback som opfølgning på anmeldelser af
skadeligt eller ulovligt indhold, særligt vedrørende børn? Hvilken rolle og
hvilket ansvar bør henholdsvis offentlige myndigheder, NGO'er og udbydere af
produkter og tjenesteydelser have, når det gælder om at sikre, at der bliver
givet relevant feedback på passende vis til mennesker, der har anmeldt
skadeligt og ulovligt indhold og indgivet klager? 3.5. Tilgængelighed
for personer med handicap Teknologien byder på
flere muligheder end nogensinde for at hjælpe mennesker med kognitive, syns- og
hørehandicap. Disse muligheder kan dog gå tabt, hvis der ikke produceres tilgængeligt
indhold såsom undertekster, tegnsprog og synstolkning, eller det ikke gøres
tilgængeligt for slutbrugerne. Medietjenestedirektivet
forpligter allerede medlemsstaterne til at opfordre medietjenesteudbyderne til
hen ad vejen at gøre deres tjenesteydelser tilgængelige for personer med syns-
eller hørehandicap. Det varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat, hvor
langt man er kommet med gennemførelsen af denne bestemmelse. Tilgængelighedstjenester
kan inkluderes i de ”must carry”- forpligtelser, som medlemsstaterne pålægger. Kommissionen har
præsenteret et forslag til et direktiv om webtilgængelighed[75] og er i færd med at undersøge,
hvordan situationen kan forbedres endnu mere, hvad angår varer og
tjenesteydelser på EU's marked, samtidig med, at der fastsættes generelle
tilgængelighedskrav i det forestående forslag til en lov om tilgængelighed. Det
forventes, at der bliver vedtaget en europæisk standard, der omfatter alle
audiovisuelle spørgsmål, der vedrører tilgængelighed, i slutningen af 2013. SPØRGSMÅL TIL OFFENTLIG HØRING: (26)
Er der brug for en yderligere
standardiseringsindsats på dette område? (27)
Hvilke incitamenter kan der tilbydes for at sætte
skub i investeringerne i innovative tjenesteydelser for personer med handicap? 4. Næste skridt Alle interesserede parter
opfordres til at komme med kommentarer til de ideer, der rejses i denne
grønbog, bl.a. ved at svare på de stillede spørgsmål og sende svarene til
følgende adresse: CNECT-CONVERGENCE-AV@ec.europa.eu Europa-Kommissionen Generaldirektoratet for
Kommunikationsnet, Indhold og Teknologi Afdeling G1 Kontor: BU25 05/181 B-1049 Bruxelles I denne forbindelse kan
Kommissionen organisere eller deltage i møder med interessenterne, herunder
branchen, forbrugerne, investorerne, medlemmer af Europa-Parlamentet og Rådet. Kommentarer skal vær½1e
Kommissionen i hænde senest den 31. august 2013. De modtagne bidrag vil blive
offentliggjort på DG CONNECT’s hjemmeside, medmindre bidragyderen anmoder om
andet. De opfordres til at læse den særlige erklæring om databeskyttelse, der
er vedlagt dette høringsoplæg, og som forklarer, hvordan Deres
personoplysninger og bidrag vil blive behandlet. [1] Se http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/connectedTV
for en liste over relevante termer. [2] "Over the top"-afspillere leverer audiovisuelt
indhold online, uden selv at være elektroniske kommunikationstjenester og
netudbydere. [3] IHS Screen Digest. [4] IHS Screen Digest. [5] Kilde: e-marketer. [6] Kilde: e-marketer. [7] Yearbook of the European Audiovisual Observatory, Bind
II, side 171. [8] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/13/EU af 10.
marts 2010 om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester (direktiv om audiovisuelle
medietjenester), EUT L 95 af 15.4.2010, s. 1–24. [9] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.
juni 2000 om visse retlige aspekter af informationssamfundstjenester, navnlig
elektronisk handel, i det indre marked (direktivet om elektronisk handel) (EFT
L 178 af 17.7.2000, s. 1-16). [10] F.eks. artikel 31 i forsyningspligtdirektivet,
frekvenspolitikken og artikel 6 i adgangsdirektivet. [11] http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/creating-better-internet-kids. [12] http://ec.europa.eu/information_society/media_taskforce/doc/pluralism/hlg/hlg_final_report.pdf. [13] Eurostat 2012 Individuals - Mobile Internet access
(isoc_ci_im_i). [14] http://www.cisco.com/en/US/solutions/collateral/ns341/ns525/ns537/ns705/ns827/white_paper_c11-481360_ns827_Networking_Solutions_White_Paper.html. [15] International Video Federation Yearbook 2012. [16] http://ec.europa.eu/internal_market/media/docs/elecpay/plum_tns_final_en.pdf. [17] http://newsroom.cisco.com/press-release-content?type=webcontent&articleId=888280. [18] European Audiovisual Observatory. Alle platforme er taget
i betragtning: Rent internet, download af indhold (electronic sell-through),
videospillekonsoller, kabel, IPTV, dedikerede set-top-bokse, smartphones,
smart-TV, push video-on-demand (satellit, DTT) undtagen apps fra iTunes og
Google play App Store. Omfatter ikke: Arkiver, trailere, TV-serier, indhold for
voksne, undervisning, filmkanalers catch-up-kataloger. [19] Fabrikanterne kan integrere platformene i enhederne, eller
de kan udbydes af andre aktører, såsom operatører inden for kabel eller
elektronisk kommunikation, OTT-aktører eller medietjenesteudbydere. [20] http://www.internetworldstats.com/stats9.htm. [21] The economic potential of cross-border pay-to-view
audiovisual media services, TNS opinion, Plum, the futures company – undersøgelse
foretaget på vegne af Europa-Kommissionen, januar 2012:
http://ec.europa.eu/internal_market/media/elecpay/index_en.htm#maincontentSec1. [22] Producenter af undertekster eller
filmproducenter/distributører ligger inde med omfattende undertekstkorpusser (databaser),
ofte på mange forskellige parallelle sprog. Dette yderst værdifulde råmateriale
kan bruges til udvikling af skræddersyede maskinoversættelsessystemer. [23] F.eks. SUMAT (www.sumat-project.eu) og SAVAS (www.fp7-savas.eu)
IKT-arbejdsprogrammet 2013, s. 47
http://cordis.europa.eu/fp7/ict/docs/ict-wp2013-10-7-2013-with-cover-issn.pdf. [24] Grønbog om onlinedistribution af audiovisuelle værker i
Den Europæiske Union: Muligheder og udfordringer hen imod et digitalt indre
marked, KOM(2011) 427 endelig. [25] Meddelelse fra Kommissionen om indhold på det digitale
indre marked, KOM(2012), 789 endelig. [26] Der vil blive set på følgende elementer: Territorialitet i
det indre marked, harmonisering, begrænsninger og undtagelser for ophavsret i
den digitale tidsalder, fragmentering på EU’s ophavsretsmarked, og hvordan
effektiviteten af håndhævelsen kan forbedres, samtidig med at dens legitimitet
understøttes i den bredere sammenhæng af en reform af ophavsretten. [27] Rapport fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Første rapport
om anvendelsen af artikel 13, 16 og 17 i direktiv 2010/13/EU for perioden
2009-2010: Fremme af europæiske programmer i europæiske programlagte og
on-demand audiovisuelle medietjenester, COM (2012) 522. [28] Endelig undersøgelse om gennemførelse af bestemmelserne i
direktivet om audiovisuelle medietjenester vedrørende fremme af europæiske
værker i audiovisuelle medietjenester, 13. december 2011. [29] http://www.guardian.co.uk/media/2012/jun/13/premier-league-tv-rights-3-billion-sky-bt. [30] Se også afsnit 3.1 om databeskyttelse. [31] Sag COMP/38.173 - Fælles salg af medierettighederne til
Premier League-kampene, sag COMP/37.214 -Fælles salg af medierettighederne til
den tyske Bundesliga og sag COMP/37.398 - Fælles salg af tv-rettighederne til
UEFA Champions League. [32] Sag COMP/M.2876 Newscorp//Telepiù. [33] Sag C-418/01 IMS Health GmbH & Co. OHG mod NDC Health
GmbH & Co. KG [2004] ECR I-5039. [34] Forenede sager C-403/08 og C-429/08 Football Association Premier League Ltd & Others v QC Leisure
& Others - Karen Murphy v Media Protection Services Ltd, dom af 4. oktober 2011. Se også meddelelse fra Kommissionen til
Europa-Parlamentet, Rådet, Det Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget
om en sammenhængende ramme til styrkelse af tilliden til det digitale indre
marked for e-handel og onlinetjenester, 11. januar 2012, s. 7. [35] Nedgang i forbruget af DVD’er på 7,7 % fra 2010 til
2011 samtidig med en stigning i forbruget af video-on-demand med 20,1 %
til i alt 1,2 mia. The European Video Yearbook, 2012, s. 7. Mellem 2008 og
2010 blev den tid, der blev brugt på at se onlinevideo, mere end fordoblet til
31 minutter pr. dag. I Frankrig steg den med 104 % til 24 minutter pr.
dag. Kilde: Cimscore. [36] Se fodnote 28: Ifølge undersøgelsen om gennemførelsen af
medietjenestedirektivet om fremme af europæiske programmer udgjorde eksport af
formater fra Europa til Nordamerika, Sydamerika og Asien 5 084
udsendelsestimer i perioden 2006-2008, og handel med formater inden for Europa
nåede op på 19 995 udsendelsestimer. Eksporten af formater fra Europa til
Nordamerika lå på 2 213 timer sammenlignet med de 8 363 timer, der
blev eksporteret fra Nordamerika til Europa. [37] Eksempler på formater, der er blevet eksporteret globalt
og tilpasset lokale forhold, omfatter programmer som Hvem Vil Være Millionær?
og Deal/No Deal samt serierne Forbrydelsen og Broen. [38] Se fodnote 28. [39] Disse indeholder DVB-udsendelsesstandarderne og internet-protokollen
til levering af indhold. I fremtiden kan andre standarder såsom MPEG 25 og HTML
5 til præsentation af indhold komme til at spille en stadigt større rolle. [40] Ifølge de oplysninger, der var til rådighed i skrivende
stund, bruges HbbTV allerede som normal standard i Tjekkiet, Danmark, Frankrig,
Tyskland, Nederlandene, Polen, Spanien og Schweiz. Østrig, Finland, Norge,
Sverige og Tyrkiet har enten offentliggjort planer om at introducere HbbTV
eller er i færd med at udføre prøver. Der er også interesse uden for Europa. [41] Der er også netoperatørportaler og fabrikantportaler
baseret på HbbTV såvel som uafhængige applikationer. [42] YouView blev lanceret i juli 2012 med sit eget økosystem
bestående af adskillige virksomheder, der arbejder sammen. Som det gælder for
andre vertikale markedsaktører, har den ikke en fuldt ud standardiseret
arkitektur. [43] MPH, eller Multimedia Home Platform, kan beskrives som en
række instruktioner, der fortæller operativsystemet i en digital TV-modtager,
hvordan den skal håndtere en interaktiv TV-applikation, som den har modtaget. http://www.dvb.org/technology/fact_sheets/DVB-MHP_Factsheet.pdf. [44] Drøftet på møder med interessenter. [45] Der er adskillige aktører, der stiler mod at gøre noget
ved dette spørgsmål: http://www.smarttv-alliance.org; Åbent
IPTV-forum. [46] http://ec.europa.eu/digital-agenda. [47] https://ec.europa.eu/digital-agenda/en/connecting-europe-facility. [48] http://ec.europa.eu/digital-agenda/en/line-public-consultation-specific-aspects-transparency-traffic-management-and-switching-open [49] https://ec.europa.eu/digital-agenda/node/118. [50] Dette er en særlig værdi, der skal sikres i overensstemmelse
med artikel 167 i TEUF. [51] Direktivet om audiovisuelle medietjenester, artikel 1,
stk. 1, litra g),: "on-demand audiovisuel medietjeneste" (det vil
sige en ikke-lineær audiovisuel medietjeneste) en audiovisuel medietjeneste,
der udbydes af en medietjenesteudbyder med henblik på modtagelse af programmer
på et brugervalgt tidspunkt og på den enkelte brugers anmodning på grundlag af
et programkatalog udvalgt af medietjenesteudbyderen. [52] "Medietjenesteudbyder" : den fysiske eller
juridiske person, der har det redaktionelle ansvar for valget af audiovisuelt
indhold i den audiovisuelle medietjeneste og bestemmer, hvordan det
tilrettelægges (artikel 1, stk. 1, litra d), I medietjenestedirektivet). Dette
udelukker fysiske eller juridiske personer, der blot transmitterer programmer,
for hvilke det redaktionelle ansvar ligger hos tredjemand. [53] Artikel 2, stk. 4, i medietjenestedirektivet. [54] Se især indremarkedsklausulen i artikel 3, og artikel 4,
og 6-8. [55] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af
24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med
behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger
(EFT L 281 af 23.11.1995, s. 31-50). [56] Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF om
virksomheders urimelige handelspraksis beskytter forbrugerne mod misvisende og
aggressiv markedsføring og sikrer, at alle påstande fremført af
erhvervsdrivende i EU er klare, sande og underbyggede, og direktiv 20011/83/EU
om forbrugerrettigheder regulerer adskillige områder inden for
forbrugerrettigheder og harmoniserer visse af dem. Information om digitale
produkter, der skal downloades eller ses online, skal indeholde klare
oplysninger om interoperabilitet og funktionalitet. [57] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og regionsudvalget En ny
EU-strategi 2011-2014 for virksomhedernes sociale ansvar KOM(2011) 681 endelig,
http://eur-lex.europa.eu/LexUriServ/LexUriServ.do?uri=COM:2011:0681:FIN:DA:PDF. [58] https://ec.europa.eu/digital-agenda/en/news/principles-better-self-and-co-regulation-and-establishment-community-practice. [59] Artikel 4, stk. 7. [60] Artikel 33. [61] Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet,
Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget om en europæisk
fremgangsmåde i forbindelse med mediekendskab i det digitale miljø, KOM (2007) 833,
endelig. [62] Se også de offentlige høringer om mediefrihed og
-pluralisme http://ec.europa.eu/digital-agenda. [63] Medietjenestedirektivet understøtter mediepluralisme ved
at gøre det muligt for audiovisuelle medietjenester at cirkulere frit i det
indre marked på baggrund af oprindelseslandsprincippet og f.eks. ved hjælp af
artikel 14. Sammen med de specifikke regler om fremme af europæiske programmer
understøtter dette mediepluralisme. [64] Artikel 31 i forsyningspligtdirektivet 2002/22/EF som
ændret ved direktivet om borgernes rettigheder 2009/136/EF. [65] I tilfældet med digitalt TV-udstyr kunne artikel 24 i
forsyningspligtdirektivet anvendes for at sikre interoperabilitet. På nuværende
tidspunkt sikrer bilag VI f.eks., at signaler, der transmitteres ukrypteret,
vises på udstyr, der er i stand til at afkryptere krypterede udsendelser. [66] Artikel 5, stk. 1, litra b), i adgangsdirektivet
2002/19/EF som ændret ved direktiv 2009/140/EF. [67] Artikel 6, stk. 4, i adgangsdirektivet 2002/19/EF som
ændret ved direktiv 2009/140/EF. [68] Visuelle elementer, der kommer frem på skærmen i løbet af
en udsendelse. [69] Direktivet om privatlivets fred og den foreslåede
databeskyttelsesforordning, der ændrer det nuværende databeskyttelsesdirektiv. [70] KOM(2012) 11 – Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets
forordning om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af
personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (generel
forordning om databeskyttelse). [71] En tværeuropæisk selvregulerende ramme for adfærdsbetinget
onlinereklame: http://www.iabeurope.eu/news/self-regulation-framework.aspx. [72] En global DNT-standard ville beskrive de tekniske detaljer
i et “signal”, som brugerne kan sende til udbyderne via deres online-udstyr,
også deres browser. Signalet indikerer deres præferencer angående tracking.
http://blogs.ec.europa.eu/neelie-kroes/donottrack/. [73] ParentPort indeholder et eksempel på dette. [74] http://europa.eu/rapid/pressReleasesAction.do?reference=IP/12/445 [75] Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om
tilgængeligheden af offentlige organers websteder, COM/2012/721 final.