RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelse af direktiv 2009/81/EF om forsvars- og sikkerhedsindkøb /* COM/2012/0565 final */
RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET om gennemførelse af direktiv 2009/81/EF om
forsvars- og sikkerhedsindkøb I. Resumé Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2009/81/EF af 13. juli 2009 om samordning af fremgangsmåderne ved
ordregivende myndigheders eller ordregiveres indgåelse af visse bygge- og
anlægs-, vareindkøbs- og tjenesteydelseskontrakter på forsvars- og
sikkerhedsområdet og om ændring af direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF[1] er et vigtigt element i
Kommissionens politik om at skabe et egentligt europæisk marked for
forsvarsmateriel og ensartede europæiske spilleregler for offentlige indkøb af
forsvarsmateriel. For første gang bliver offentlige indkøb af forsvarsmateriel
og følsomme indkøb underlagt de specifikke regler, som er gældende på det indre
marked, hvilket vil fremme gennemsigtigheden og konkurrencen og sikre
opfyldelse af indkøbsbehovene i et stadigt strammere økonomisk miljø. De fleste af de 23
medlemsstater, som i juli 2012 havde gennemført direktivet, har umiddelbart gjort
det korrekt. Langt de fleste medlemsstater har også gennemført de
ikke-obligatoriske bestemmelser om underentrepriser, som især har til formål at
øge konkurrencen i de valgte tilbudsgiveres forsyningskæde. Kommissionen vil
løbende overvåge gennemførelsesstatus og indholdet af de nationale
gennemførelsesforanstaltninger for at sikre fuld overholdelse af EU-lovgivningen.
Kommissionen vil især tage skridt til at gennemføre en udfasning af modkøb, som
er i modstrid med de grundlæggende principper i traktaten. Når direktivet er gennemført,
vil Kommissionen prioritere at fokusere på, at det anvendes korrekt i
medlemsstaterne. Udfordringen bliver forskellig i de enkelte medlemsstater,
afhængigt især af den nationale forsvarsindustris karakteristika. Sikring af en
fair og åben konkurrence i hele EU er dog en forudsætning for etablering af
ensartede spilleregler for den europæiske industri og et effektivt europæisk
forsvarsmarked. Samtidig vil Kommissionen fortsat
undersøge, hvordan det indre marked kan styrkes for denne sektor, der har strategisk
betydning for EU, sammen med medlemsstaterne og Det Europæiske Forsvarsagentur. II. Indledning Sammen med Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2009/43/EF af 6. maj 2009 om forenkling af vilkår og
betingelser for overførsel af forsvarsrelaterede produkter inden for
Fællesskabet[2]
udgør direktivet et vigtigt bidrag til skabelsen af et egentligt europæisk
marked for forsvarsmateriel og styrkelsen af fundamentet for den europæiske
forsvarsteknologi og ‑industri. Forsvars- og (i mindre grad)
sikkerhedsmarkederne er meget specifikke markeder. Kunderne er primært (og på
forsvarsområdet udelukkende) offentlige instanser, og både forsvar og sikkerhed
hører under nationale beføjelser. Endvidere er forsvarsudgifter og industriel forsvarskapacitet
stærkt koncentreret i nogle få medlemsstater. Som følge af produkternes
karakter er markederne strengt reguleret. Enkelte virksomheder har strategisk
betydning, og indkøbsbeslutninger træffes også ofte på baggrund af politiske og
strategiske overvejelser. Direktivet indeholder
indkøbsregler, som er skræddersyet til forsvars- og sikkerhedsmateriellets
enestående karakter, dvs. følsomhed og kompleksitet. Det indeholder specifikke
bestemmelser om forsynings- og informationssikkerhed, og det giver mulighed for
ubegrænset anvendelse af den mest fleksible udbudsprocedure. Medlemsstaterne
råder nu over regler, der gælder i hele EU, og som kan anvendes på komplekse og
følsomme transaktioner uden at indebære en risiko for deres legitime sikkerhedsinteresser.
Forsvarskontrakter bør derfor som tommelfingerregel ikke længere tildeles uden
for det indre markeds regler under henvisning til undtagelsesbestemmelsen i
artikel 346 i TEUF. Dette bør føre til større gennemsigtighed og konkurrence,
som til gengæld bør fremme de europæiske industriers konkurrenceevne og
innovationskapacitet og hjælpe medlemsstaterne med at opfylde deres
indkøbsbehov på trods af løbende budgetnedskæringer. Direktivet skulle være
gennemført i medlemsstaternes nationale lovgivning senest den 21. august 2011.
Denne rapport er udarbejdet i henhold til artikel 73 i direktivet, i henhold
til hvilken Kommissionen skal aflægge rapport "om de foranstaltninger,
som medlemsstaterne træffer med henblik på gennemførelsen af dette direktiv,
særlig artikel 21 og artikel 50-54 ...". I rapporten vurderes
direktivets generelle gennemførelsesstatus i de enkelte medlemsstater,
hvorefter der foretages en gennemgang af de altafgørende bestemmelser for
skabelsen af et europæisk marked for forsvarsmateriel: anvendelsesområde
(artikel 2), undtagelser fra anvendelse af direktivet (artikel 12 og 13),
regler for underentrepriser (artikel 21 og 50-54) og klageprocedurer
(artikel 55-64). Rapporten behandler også forholdene omkring modkøb, hvis
fortsatte eksistens udgør en væsentlig risiko for korrekt anvendelse af
direktivet. III. Status over
gennemførelsen af direktiv 2009/81/EF Tre medlemsstater havde den 21.
august 2011 meddelt Kommissionen fuldstændig gennemførelse af direktivet, og en
fjerde medlemsstat meddelte fuldstændig gennemførelse i september 2011.
Kommissionen indledte derfor en traktatbrudsprocedure mod 23 medlemsstater
(artikel 258 i TEUF) ved fremsendelse af en åbningsskrivelse. Som følge
heraf havde yderligere 15 medlemsstater i marts 2012 meddelt fuldstændig
gennemførelse. For så vidt angår de resterende otte medlemsstater, gik
Kommissionen videre med traktatbrudsproceduren og fremsendte en begrundet
udtalelse til dem. I juni 2012 havde to af disse medlemsstater gennemført
direktivet fuldstændigt, mens to medlemsstater kun havde gennemført det
delvist. I juli 2012 havde fire
medlemsstater stadig ikke givet Kommissionen meddelelse om
gennemførelsesforanstaltninger. Kommissionen har til hensigt at indbringe
sagerne om manglende eller kun delvis gennemførelse af direktivet for
Domstolen, når tiden er inde. Eftersom de fleste
medlemsstater har gennemført direktivet med betydelig forsinkelse, er
Kommissionen stadig ved at undersøge, om de nationale
gennemførelsesforanstaltninger er i overensstemmelse med direktivet. IV. Nationale
gennemførelsesforanstaltninger for nøgleelementer i direktivet A. Direktivets
anvendelsesområde (artikel 2) Det er altafgørende for
effektiv gennemførelse af direktivet, at medlemsstaternes nationale
gennemførelsesforanstaltninger gælder for alle indkøb, der er omfattet af
direktivets anvendelsesområde. Korrekt gennemførelse af artikel 2 er derfor et
nøgleelement. I henhold til artikel 2 finder
direktivet anvendelse på kontrakter, der indgås "på forsvars- og
sikkerhedsområdet, og som vedrører: a) levering af militærudstyr, herunder
dele, komponenter og/eller delmontager heraf, b) levering af følsomt udstyr,
herunder dele, komponenter og/eller delmontager heraf, c) udførelse af bygge-
og anlægsarbejder, levering af varer og tjenesteydelser direkte knyttet til det
i litra a) og b) anførte udstyr for alle elementer i dets livscyklus, d) bygge-
og anlægsarbejder og tjenesteydelser til specifikt militære formål eller
følsomme bygge- og anlægsarbejder og følsomme tjenesteydelser". Det er
derfor genstanden for kontrakten, som er bestemmende for, om direktivet finder anvendelse. Inden for forsvarsområdet er
direktivets anvendelsesområde baseret på anvendelsesområdet i artikel 346 i
TEUF og dækker principielt alle kontrakter til indkøb af militært materiel,
bygge- og anlægsarbejder og tjenesteydelser. Endvidere finder direktivet
anvendelse på alle følsomme indkøb til sikkerhedsformål, der involverer
fortrolige oplysninger. For alle andre kontrakter på forsvars- og
sikkerhedsområdet gælder fortsat Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2004/17/EF af 31. marts 2004 om samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af
kontrakter inden for vand- og energiforsyning, transport samt posttjenester
("forsyningsvirksomhedsdirektivet")[3]
og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/18/EF af 31. marts 2004 om
samordning af fremgangsmåderne ved indgåelse af offentlige
vareindkøbskontrakter, offentlige tjenesteydelseskontrakter og offentlige
bygge- og anlægskontrakter[4],
som regulerer offentlige civile indkøb. 16 medlemsstater har gennemført
artikel 2 med stort set samme ordlyd som direktivet. Seks medlemsstater har dog
anvendt en anden ordlyd. Af disse har kun nogle få potentiale til at ændre
direktivets anvendelsesområde væsentligt. Én medlemsstat har f.eks.
begrænset anvendelsen af den nationale gennemførelsesforanstaltning til
specifikke ordregivende myndigheder. Kontrakter, der tildeles af andre
ordregivende myndigheder inden for direktivets materielle anvendelsesområde, er
derfor ikke omfattet. En sådan differentierende tilgang udgør en risiko for
ensartede europæiske spilleregler for indkøb for samtlige kontrakter, som er
omfattet af direktivet, og er uforenelig med direktivet. Nogle medlemsstater anvender
specifikke nationale lister til at definere direktivets anvendelsesområde på
forsvarsområdet. Principielt udgør disse lister legitime referencer til
fortolkning af artikel 2, forudsat at de afspejler listen fra 1958[5]. Om dette er tilfældet, skal
undersøges nærmere. Én medlemsstat har udtrykkeligt
medtaget de såkaldte "produkter med dobbelt anvendelse" i direktivets
anvendelsesområde. I henhold til Domstolens praksis (sag C-615/10, dom af 7. juni
2012) er disse produkter underlagt de strengere regler i direktiv 2004/17/EF og
2004/18/EF og ikke reglerne i direktivet. I det store og hele er
Kommissionen ikke desto mindre forvisset om, at de fleste medlemsstater har
gennemført artikel 2 korrekt. Kommissionen vil skulle udføre en omhyggelig
gennemgang af, hvilke foranstaltninger der er nødvendige for at sikre
fuldstændig anvendelse af denne særlige bestemmelse i samtlige medlemsstater. B. Undtagelser fra
anvendelse af direktivet (artikel 12 og 13) Artikel 12 og 13 indeholder
specifikke undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. I overensstemmelse
med artikel 11 og Domstolens praksis skal disse undtagelser fra anvendelse af
EU-retten fortolkes restriktivt. Det er derfor meget vigtigt for direktivets
effektive virkning, at medlemsstaterne gennemfører disse bestemmelser korrekt. I henhold til artikel 12 finder
direktivet ikke anvendelse på visse kontrakter, som indgås i henhold til
internationale regler. Selv om disse undtagelser er baseret på undtagelserne i
henholdsvis direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF, er de blevet tilpasset til
forsvarssektorens særlige situation. I artikel 12, litra c), specificeres det
især, at kontrakter, der indgås i henhold til særlige procedureregler for en
international organisation, ikke er omfattet af direktivet, hvis denne
organisation indkøber til sine formål, eller hvis en medlemsstat er forpligtet
til at tildele kontrakten i overensstemmelse med disse regler. I 10 medlemsstater anvendes
samme ordlyd som direktivets artikel 12 i de nationale
gennemførelsesforanstaltninger. 13 medlemsstater har dog anvendt en anden
ordlyd, hvilket ikke synes at ændre undtagelsernes materielle
anvendelsesområde. Mindst én medlemsstat har dog udvidet omfanget af
undtagelsen i artikel 12, litra c). I denne medlemsstats nationale
gennemførelsesforanstaltning begrænses undtagelsen ikke til indkøb til en
international organisations formål. Artikel 13 indeholder alle
andre specifikke undtagelser, hvoraf nogle er identiske med undtagelserne i
direktiv 2004/17/EF og 2004/18/EF. Forsvarsspecifikke undtagelser vedrører
primært kontrakter, som indebærer videregivelse af oplysninger (artikel 13,
litra a)), kontrakter med henblik på efterretningsvirksomhed (artikel 13, litra
b)), kontrakter tildelt som led i et samarbejdsprogram (artikel 13, litra c))
og kontrakter, der indgås i tredjelande (artikel 13, litra d)). En sidste
undtagelse vedrører kontrakter, som en regering tildeler en anden regering
(artikel 13, litra f)). I ni medlemsstater anvendes
samme ordlyd som direktivets artikel 13 i de nationale
gennemførelsesforanstaltninger. 14 medlemsstater har anvendt en anden ordlyd.
Med hensyn til artikel 12 synes de fleste af disse forskelle ikke at ændre
denne artikels materielle anvendelsesområde. De få materielle ændringer
vedrører primært undtagelsen i tilfælde af videregivelse af oplysninger,
artikel 13, litra a), og undtagelsen i forbindelse med samarbejdsprogrammer,
artikel 13, litra c). I henhold til artikel 13, litra
a), finder direktivet ikke anvendelse på kontrakter, i forbindelse med
hvilke anvendelse af dette direktivs bestemmelser ville indebære, at en
medlemsstat skulle meddele oplysninger, hvis videregivelse den anser for
værende i strid med sine væsentlige sikkerhedsinteresser. Denne undtagelse
er baseret på artikel 346, stk. 1, litra a), TEUF, i henhold til hvilken "ingen
medlemsstat er forpligtet til at meddele oplysninger, hvis udbredelse efter
dens opfattelse ville stride mod dens væsentlige sikkerhedsinteresser".
I direktivet præciseres det, at hvis en medlemsstat ikke er forpligtet til at
meddele oplysninger inden for betydningen af artikel 346, stk. 1, litra
a), TEUF, er den heller ikke forpligtet til at anvende direktivet. Alle medlemsstater med
undtagelse af to har gennemført denne undtagelse korrekt. Én medlemsstat har
ikke gennemført den, mens en anden medlemsstat undtager alle kontrakter, hvor
offentliggørelse ville føre til videregivelse af fortrolige oplysninger,
hvilket er at gå ud over ordlyden i artikel 13, litra a). Kontrakter, som
omfatter fortrolige oplysninger, er omfattet af direktivet og kan være
underlagt specifikke bestemmelser, som garanterer informationssikkerheden. Andre materielle ændringer af
en specifik undtagelses anvendelsesområde vedrører artikel 13, litra c). Heri
undtages visse kontrakter tildelt som led i et samarbejdsprogram fra
direktivet. Denne undtagelse synes umiddelbart at være blevet gennemført
korrekt i alle medlemsstater. Det gælder dog ikke for forpligtelsen til at give
Kommissionen meddelelse om indgåelse af en sådan kontrakt i henhold til artikel
13, litra c). I én medlemsstat er der ingen forpligtelse til at give
Kommissionen meddelelse, og i en anden skal der først gives meddelelse til
Kommissionen, når samarbejdsprogrammet er afsluttet. Alle øvrige undtagelser i
artikel 13 synes at være blevet gennemført korrekt. Eftersom undtagelserne skal
fortolkes restriktivt, vil Kommissionen overvåge medlemsstaternes anvendelse af
undtagelserne omhyggeligt og verificere, at ingen af dem, især undtagelserne i
artikel 12 og undtagelsen vedrørende kontrakter, som en regering tildeler en
anden regering, artikel 13, litra f), anvendes til at omgå direktivets regler. C. Bestemmelser vedrørende
underentrepriser (artikel 21 og 50-54 – afsnit III) Direktivet indeholder
omfattende regler for underentrepriser, hvis formål er at øge konkurrencen
inden for de valgte tilbudsgiveres forsyningskæde. Jo mere systematisk de
anvendes af de ordregivende myndigheder, desto mere vil de forbedre
markedsadgangen især for små og mellemstore virksomheder (SMV) og økonomiske
aktører i mindre lande og dermed bidrage til et egentligt europæisk marked for
forsvarsmateriel. Reglerne for underentrepriser udgør derfor en hjørnesten i
Kommissionens politik. I henhold artikel 73 skal
Kommissionen aflægge rapport specifikt om gennemførelsen af disse bestemmelser.
Disse regler er nye i EU-lovgivningen om offentlige indkøb. I direktiv
2004/17/EF og 2004/18/EF står der kun, at "den ordregivende myndighed
[kan] anmode eller kan af en medlemsstat forpligtes til at anmode
tilbudsgiveren om i tilbuddet at angive, hvilke dele af en kontrakt han har til
hensigt at give i underentreprise til tredjemand, samt hvilke
underentreprenører han foreslår". I henhold til direktiv 2004/17/EF og
2004/18/EF har den ordregivende myndighed ikke yderligere rettigheder til at
intervenere i hovedentreprenørens valg af underentreprenører. Selv om dette grundlæggende
princip gentages i artikel 21, stk. 2, giver reglerne i direktivet
medlemsstaterne og deres ordregivende myndigheder nogle yderligere vigtige
redskaber. For det første kan den
ordregivende myndighed i henhold til artikel 21, stk. 3, forpligte den valgte
tilbudsgiver til at tildele alle eller nogle af de foreslåede underentrepriser
gennem den konkurrenceprocedure, der er beskrevet i direktivets afsnit III.
Selv om medlemsstaterne var forpligtet til at gennemføre denne bestemmelse,
kunne de selv bestemme, om de ordregivende myndigheder valgfrit skulle kunne
tildele underentrepriser gennem en sådan konkurrenceprocedure, eller om de
skulle være forpligtet til det. 22 medlemsstater har givet
deres ordregivende myndigheder mulighed for at forpligte de valgte
tilbudsgivere til at tildele underentrepriser gennem konkurrenceproceduren.
Ingen medlemsstater har forpligtet sine ordregivende myndigheder til at
forpligte den valgte tilbudsgiver hertil. Én medlemsstat har tilsyneladende slet
ikke gennemført artikel 21, stk. 3. For det andet kan
medlemsstaterne i henhold til artikel 21, stk. 4, pålægge den valgte
tilbudsgiver at give en del af kontrakten i underentreprise. Gennemførelsen af
disse bestemmelser overlades imidlertid til medlemsstaternes eget skøn. Hvis en
medlemsstat indfører obligatorisk underentreprise, har den to valgmuligheder:
Den kan enten give sine ordregivende myndigheder mulighed for at pålægge den
valgte tilbudsgiver at give en del af kontrakten i underentreprise, eller den
kan forpligte de ordregivende myndigheder til det. Begge valgmuligheder skaber
yderligere forretningsmuligheder for potentielle underentreprenører, hvis de
tages i brug. Det skal bemærkes, at den
valgte tilbudsgiver kun kan pålægges at give op til 30 % af hovedkontrakten i
underentreprise, og at underentrepriserne skal tildeles gennem
konkurrenceproceduren i afsnit III. Kun to medlemsstater har valgt
ikke at indføre muligheden for obligatorisk underentreprise. Alle øvrige
medlemsstater har givet deres ordregivende myndigheder muligheden for at kræve
underentrepriser uden at pålægge dem at gøre det. En indledende vurdering tyder
på, at medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne om underentrepriser
generelt er forenelig med direktivet. Kommissionen er forvisset om, at
flertallet af medlemsstaterne har udnyttet disse muligheder til at øge
konkurrencen i forsyningskæderne, og er overbevist om, at det vil have en
positiv indflydelse på det indre marked. Eftersom bestemmelserne om
underentrepriser udgør et vigtigt redskab for skabelsen af ensartede europæiske
spilleregler på forsvarsmarkedet, vil Kommissionen udføre omhyggelig
overvågning af medlemsstaternes anvendelse heraf. D.
Klageprocedure, artikel 55-64 Direktivet indeholder en lang
række bestemmelser, som har til formål at give krænkede tilbudsgivere effektive
klagemuligheder. Disse bestemmelser er baseret på bestemmelserne om samordning
af nationale klageprocedurer i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2007/66/EF af 11. december 2007 om ændring af Rådets direktiv 89/665/EØF og
92/13/EØF, for så vidt angår forbedring af effektiviteten af klageprocedurerne
i forbindelse med indgåelse af offentlige kontrakter[6]. Omkring halvdelen af
medlemsstaterne har gennemført bestemmelserne om klageprocedurer i de nationale
gennemførelsesforanstaltninger for direktivet, mens den anden halvdel har valgt
at gennemføre disse bestemmelser i deres generelle regler om retsmidler. I direktivet tages der højde
for, at det generelle klagesystem skal justeres i et vist omfang for at tage
hensyn til forsvarssektorens særlige karakteristika. I denne rapport fremhæves
de to vigtigste justeringer. For det første står der i
artikel 56, stk. 10, at "Medlemsstaterne kan til dette formål træffe
afgørelse om, at kun én bestemt instans har bemyndigelse til at behandle
klagesager vedrørende forsvars- og sikkerhedsanliggender" for at sikre
et tilstrækkeligt hemmeligholdelsesniveau for fortrolige oplysninger.
Bestemmelsen indeholder også specifikke regler om, "hvordan
klageinstanserne skal forlige hemmeligholdelsen af fortrolige oplysninger med
varetagelsen af forsvarets rettigheder". Ingen medlemsstater har
tilsyneladende anvendt denne mulighed for at give en specifik instans
bemyndigelse. Kun nogle få medlemsstater har medtaget specifikke regler om
sikkerhedsgodkendelse for medlemmerne af klageinstansen. Disse regler vedrører
klageinstansmedlemmernes kompetence til at bedømme en sag, men indeholder ikke
specifikke bestemmelser for tildeling eller afkrævning af
sikkerhedsgodkendelse. Det synes derfor, som om medlemsstaterne ikke deler
visse af de bekymringer, som fremkom ved lovgivningsprocessen, og som gav
anledning til direktivets specifikke regler på dette område. For det andet kan en
klageinstans i henhold til artikel 60, stk. 3, undlade at betragte en kontrakt
som værende uden virkning, selv om den er tildelt ulovligt, "hvis
klageinstansen ... finder, at tungtvejende samfundsmæssige hensyn, først og
fremmest vedrørende forsvars- og/eller sikkerhedsinteresser, gør det nødvendigt
at fastholde kontraktens virkninger. ... En kontrakt må under ingen
omstændigheder betragtes som værende uden virkning, hvis konsekvenserne af, at
kontrakten er uden virkning, i alvorlig grad vil kunne true et større forsvars-
eller sikkerhedsprogram, som er afgørende for en medlemsstats
sikkerhedsinteresser". Alle medlemsstater med
undtagelse af to har medtaget denne specifikke mulighed for at undlade at
betragte en kontrakt som værende uden virkning. En indledende vurdering tyder
på, at medlemsstaternes gennemførelse af bestemmelserne om klageprocedurer
generelt er forenelige med direktivet. Kommissionen forventer derfor, at
forsvars- og sikkerhedsudbud vil være underlagt effektive nationale
klageprocedurer. V. Direktivets betydning for
medlemsstaternes bestemmelser om modkøb Tidligere har 18 medlemsstater
haft modkøbspolitikker, i henhold til hvilke der skulle kræves kompensation
(modkøb) fra ikke-nationale leverandører ved indkøb af forsvarsmateriel i
udlandet. I disse medlemsstater var de ordregivende myndigheder generelt
forpligtet til at kræve en sådan kompensation for indkøb over en vis værdi.
Sådanne modkøbskrav er restriktive foranstaltninger, som er i modstrid med
traktatens grundlæggende principper. De diskriminerer mod økonomiske aktører,
varer og tjenesteydelser fra andre medlemsstater, og de forhindrer den frie
bevægelighed for varer og tjenesteydelser. Modkøb udgør derfor en risiko
for den korrekte anvendelse af direktivet og en hindring for skabelsen af
ensartede europæiske spilleregler for offentlige indkøb af forsvarsmateriel.
EU-retten kan kun tolerere modkøb på baggrund af en traktatbaseret undtagelse,
navnlig artikel 346, stk. 1, litra b), TEUF, dvs. hvis et modkøbskrav er
nødvendigt for beskyttelse af en medlemsstats væsentlige sikkerhedsinteresser.
Anvendelsen af denne undtagelse skal dog begrundes af den pågældende
medlemsstat i det enkelte tilfælde. Kommissionen har derfor været i
tæt kontakt med de pågældende 18 medlemsstater for at hjælpe dem med at
afskaffe eller revidere deres modkøbsregler. Som følge heraf har de fleste af
disse medlemsstater enten afskaffet de pågældende regler eller revideret deres
lovgivning. I dette tilfælde kræves modkøb ikke længere systematisk, men kun i
undtagelsestilfælde, hvor betingelserne i artikel 346 i TEUF er opfyldt. Der er
derfor indført væsentlige lovændringer. Endvidere har Det Europæiske
Forsvarsagentur og dets deltagende medlemsstater præciseret, at
Forsvarsagenturets adfærdskodeks om modkøb kun kan anvendes på modkøb, som er
begrundet i artikel 346 i TEUF. Kommissionen vil nu overvåge,
om disse ændringer medfører en ændring i praksis. Kommissionen er overbevist
om, at en hurtig udfasning af den diskriminerende praksis med modkøb er
nødvendig for at skabe et egentligt europæisk marked for forsvarsmateriel.
Kommissionen vil derfor træffe de nødvendige forholdsregler, hvor dette ikke er
tilfældet. Den vil ligeledes gøre det, hvis medlemsstaterne fortsætter med at
have modkøbsregler, som er klart uforenelige med EU-retten. VI.
Konklusion Formålet med direktivet er at
skabe ensartede europæiske spilleregler, som gælder på lige fod for store og
små medlemsstater og virksomheder. Offentlige indkøb af forsvarsmateriel er nu
underlagt reglerne på det indre marked og kun undtaget herfra i særlige
tilfælde. Medlemsstaterne skal således nu offentliggøre forretningsmuligheder,
anvende harmoniserede procedurer og udfase modkøb. Det viste sig at være en
udfordring for langt de fleste medlemsstater at gennemføre direktivet
rettidigt. De fleste af de 23 medlemsstater, som i juli 2012 havde gennemført
direktivet, havde dog umiddelbart gjort det korrekt. Især ser Kommissionen det
som et opmuntrende tegn, at mange medlemsstater også har gennemført
bestemmelserne om ikke-obligatoriske underentrepriser og dermed udnyttet de yderligere
muligheder for at fremme konkurrencen. Konsekvent og korrekt
anvendelse af direktivet er nødvendig for at styrke fundamentet for den
europæiske forsvarsteknologi og -industri. Kommissionen vil derfor udføre en
omhyggelig overvågning især af anvendelsen af undtagelser og udfasningen af
modkøb. Generelt berører denne rapport ikke Kommissionens bemyndigelse til at
indlede overtrædelsesprocedure mod enkelte medlemsstater, hvis nationale
gennemførelsesforanstaltninger ikke overholder bestemmelserne i direktivet. Endvidere vil Kommissionen
lægge særlig vægt på direktivets betydning for forsvarsmarkedets åbenhed og
styrken af fundamentet for den europæiske forsvarsteknologi og -industri.
Senest den 21. august 2016 vil Kommissionen aflægge rapport til Europa-Parlamentet
og Rådet herom i henhold til artikel 73, stk. 2. Det kan blive nødvendigt med
yderligere initiativer for at fremme det indre marked på dette område baseret
på en indsats fra alle relevante aktører, især medlemsstaterne og industrien.
Kommissionen har for sin del nedsat en indsatsgruppe, som skal undersøge
mulighederne for yderligere at udvikle de europæiske politikker i
forsvarssektoren. Det vil blive gjort sammen med Det Europæiske Forsvarsagentur
i tæt samarbejde med alle andre interessenter for at sikre en overordnet
sammenhæng i den europæiske indsats på et område, som har strategisk betydning
for EU som helhed. [1] EUT L 216 af 20.8.2009, s. 76 ("direktivet"). [2] EUT L 146 af 10.6.2009, s. 1. [3] EUT L 134 af 30.4.2004, s. 1. [4] EUT L 134 af 30.4.2004, s. 114. [5] Afgørelse om listen over varer (våben, ammunition og
krigsmateriel), hvorpå bestemmelserne i traktatens artikel 223, stk. 1, litra
b) – nu artikel 346, stk. 1, litra b), TEUF) – finder anvendelse (dok. 255/58).
Protokol af 15. april 1958, dok. 368/58. [6] EUT L 335 af 20.12.2007, s. 31.