13.3.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 62/3


Sloveniens nationale procedure for fordeling af begrænsede trafikrettigheder

2010/C 62/03

I overensstemmelse med artikel 6 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 847/2004 af 29. april 2004 om forhandling og gennemførelse af luftfartsaftaler mellem medlemsstaterne og tredjelande (1) offentliggør Europa-Kommissionen følgende nationale procedure med henblik på fordeling blandt de EF-luftfartsselskaber, som kan komme i betragtning hertil, af trafikrettigheder, der som følge af luftfartsaftaler med tredjelande er begrænsede.

I medfør af artikel 74 i loven om den offentlige administration (slovensk statstidende nr. 113/05 — officiel konsolideret tekst, 126/07 — ZUP-E og 48/09) og artikel 81 i loven om luftfart (slovensk statstidende nr. 113/06 — officiel konsolideret tekst og nr. 33/09) udsteder transportministeren herved:

FORORDNING OM PROCEDUREN FOR FORDELING AF TRAFIKRETTIGHEDER

Artikel 1

Anvendelsesområde

1.   Denne forordning til gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 847/2004 regulerer proceduren for fordeling af trafikrettigheder, hvis Republikken Slovenien indgår en bilateral luftfartsaftale eller ændringer eller bilag hertil, som omfatter begrænsninger i anvendelsen af trafikrettigheder eller antallet af EF-luftfartsselskaber, der er berettiget til at blive udpeget til at drage fordel af trafikrettigheder.

2.   Hvad nærværende forordning angår, anses forpligtelse til offentlig tjeneste som omhandlet i artikel 16 til 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1008/2008 af 24. september 2008 om fælles regler for driften af lufttrafiktjenester i Fællesskabet (omarbejdning) (2) ikke for at være en begrænset trafikrettighed.

Artikel 2

Trafikrettigheder og luftfartsselskabernes pligt til at udøve disse rettigheder

1.   Oplysninger om trafikrettigheder og udøvelsen heraf på luftruter mellem Republikken Slovenien og tredjelande, med hvilke Republikken Slovenien har indgået en luftfartsaftale, gives af trafikministeriet (i det følgende benævnt »ministeriet«), enten på ministeriets adresse eller på dets websted (http://www.mzp.gov.si/).

2.   Ministeriet offentliggør oplysninger om planlagte forhandlinger om trafikrettigheder på ovennævnte websted.

3.   EF-luftfartsselskaber, som er interesseret i at beflyve luftruter med begrænsede trafikrettigheder eller luftruter mellem Republikken Slovenien og et tredjeland, med hvilket Republikken Slovenien ikke har indgået luftfartsaftale, kan meddele ministeriet deres planer og krav. Ministeriet tager disse krav i betragtning ved forhandlinger om indgåelse af luftfartsaftaler.

Artikel 3

Licensansøgning

1.   Hvis et EF-luftfartsselskab udtrykker interesse for ledig kapacitet på en luftrute med begrænsede trafikrettigheder, udsender ministeriet en indkaldelse af ansøgninger om licens til udøvelse af trafikrettigheder på luftruter med begrænsede trafikrettigheder (i det følgende benævnt »licens«). Indkaldelsen af ansøgninger sendes elektronisk til alle EF-luftfartsselskaber, som tilbyder lufttrafiktjenester til og/eller fra Republikken Slovenien, og til dem, som har anmodet om oplysninger om ledig kapacitet. Indkaldelsen offentliggøres også på det i artikel 2, stk. 1, nævnte websted. I indkaldelsen angives fristen for indgivelse af skriftlig ansøgning, som skal være på mindst 15 dage.

2.   Skriftlig ansøgning om licens skal indeholde mindst følgende dokumenter og oplysninger:

a)

kopi af driftslicens

b)

beskrivelse af den flytrafik, som luftfartsselskabet planlægger for den pågældende luftrute (antal flyvninger om ugen, flytype, eventuelle mellemlandinger, helårig/sæsonbestemt trafik)

c)

planlagte flyveperioder

d)

type trafik (passagerer, fragt eller andet)

e)

oplysninger om tilgængelighed og forbrugerservice (billetsalg over nettet, online-service osv.)

f)

oplysninger om eventuelle tilslutningsforbindelser

g)

prispolitik for de enkelte flyruter.

3.   Den skriftlige ansøgning, som udfærdiges på slovensk, indgives til ministeriet inden for den i stk. 1 anførte frist.

4.   Hvis licensen opsiges eller ophæves, eller hvis der på anden måde opstår ledig kapacitet, finder proceduren i stk. 1 anvendelse.

5.   Med forbehold af andre bestemmelser i denne forordning vedrørende tilvejebringelse af oplysninger indhenter ministeriet i embeds medfør oplysninger om forhold, som det selv fører register over, og om forhold, som et andet kompetent slovensk organ eller et af et slovensk organ befuldmægtiget organ fører register over.

Artikel 4

Licens til udøvelse af trafikrettigheder

1.   Efter en foreløbig vurdering af passager- og/eller fragttrafiktjenesterne og under hensyn til fremme af konkurrencen og en ligevægtig udvikling i Fællesskabets trafik udsteder ministeren, i overensstemmelse med de disponible trafikrettigheder, en licens til den udvalgte ansøger, som opfylder betingelserne. Licensen er gyldig i mindst en trafiksæson og i højst tre år, medmindre andet er fastsat i en international aftale.

2.   I overensstemmelse med de disponible trafikrettigheder udvælges til udøvelse af trafikrettighederne på en given rute det luftfartsselskab, som bedst opfylder følgende kriterier:

Opfyldelse af efterspørgslen efter lufttrafik (blandet trafik eller ren fragttrafik, direkte trafik eller trafik med mellemlandinger, flyvehyppighed, flyvedage)

Prispolitik (især billetpriser, mulighed for nedsættelse og andre tilbud)

Ydelsernes kvalitet (især flyets indretning, muligheden for billetombytning og salgskontorer, der er åbne for offentligheden)

Bidrag til udviklingen af et tilfredsstillende konkurrenceniveau

Påtænkt dato for påbegyndelse af flytrafikken

Garanti for flytrafikkens varighed

Udvikling af EF-luftfartsselskabernes markedsandel i den pågældende bilaterale forbindelse

De anvendte luftfartøjers miljøpræstationer, især med hensyn til støjforurening.

Herudover kan følgende kriterier tages i betragtning:

Udvikling af tilslutningsforbindelser for passagererne

Datoen for den udfyldte ansøgning

Bidrag til fysisk planlægning

Mulighederne for udvikling af turismen i Republikken Slovenien

Flyenes egnethed til at operere i de slovenske lufthavne, de beflyver

Luftfartsselskabets situation med hensyn til betaling af lufthavnsafgifter og afgifter for luftnavigationstjenester i Republikken Slovenien

Tilstedeværelse af slovensksproget salgsservice.

3.   Hvis flere luftfartsselskaber ønsker at beflyve en given rute, afholder ministeriet en offentlig høring, som alle ansøgere kan deltage i. Afholdes der en offentlig høring, udsteder ministeriet først en licens til udøvelse af trafikrettigheder på den pågældende luftrute, når alle ansøgerne har modtaget et skriftligt referat heraf, og inden udløbet af fristen for indgivelse af kommentarer vedrørende eventuelle fejl i referatet.

4.   Proceduren for tildeling af begrænsede trafikrettigheder gennemføres i overensstemmelse med loven om generelle administrative procedurer, og beslutningen om udstedelse af licens offentliggøres på ministeriets websted.

5.   Parterne har, i overensstemmelse med luftfartsloven, ret til at gøre indsigelse mod ministeriets beslutning. Gøres der indsigelse, offentliggøres den retsgyldige beslutning vedrørende indsigelsen på ministeriets websted.

Artikel 5

Revurdering af licens

1.   Ministeriet overvåger udøvelsen af rettigheder, der er tildelt i medfør af artikel 4 i denne forordning, og foretager hvert år en analyse af effektiviteten af udøvelsen af begrænsede trafikrettigheder. Heri kan alle luftfartsselskaber, som har deltaget i udvælgelsesproceduren, medvirke. Viser det sig, at trafikrettighederne ikke udøves effektivt, revurderes de udstedte licenser.

2.   En licens revurderes også på anmodning af et EF-luftfartsselskab, som beflyver ruter til og/eller fra Republikken Slovenien. I dette tilfælde kan revurdering først finde sted tre år efter udstedelsen af licensen eller efter den seneste revurdering.

3.   Licensindehaverne informeres om hver revurdering. Meddelelse om revurdering offentliggøres på ministeriets websted. Meddelelsen indeholder fristen, inden for hvilken EF-luftfartsselskaber, som er interesseret i udøvelse af trafikrettigheder omfattet af licensen, skal indgive licensansøgning, såfremt licensen tilbagekaldes på grundlag af revurderingen.

4.   Hvis en licens revurderes i medfør af stk. 2, anvendes artikel 3, stk. 2 og 3, og artikel 4 i denne forordning på en sådan måde, at det ikke berører den gældende licens, såfremt de af licensen omfattede trafikrettigheder udøves effektivt i overensstemmelse med Det Europæiske Fællesskabs konkurrencelovgivning og Republikken Sloveniens bestemmelser på området.

Artikel 6

Tilbagekaldelse, opsigelse og begrænsning af licenser

1.   Hvis den trafik, hvortil der er udstedt en licens:

ikke påbegyndes i den flyveperiode, som følger efter den dag, der er angivet som datoen for påbegyndelse af lufttrafiktjenester, eller

afbrydes og ikke genoptages i de efterfølgende to flyveperioder

og licensindehaveren ikke inden for en af ministeriet fastsat rimelig frist viser, at den manglende udøvelse eller afbrydelsen følger af omstændigheder, som er uden for licensindehaverens kontrol, tilbagekaldes licensen.

2.   En licens tilbagekaldes også, hvis licensindehaveren skriftligt meddeler ministeriet, at vedkommende ikke længere har til hensigt at udøve de af licensen omfattede trafikrettigheder, eller at luftfartsselskabet ikke længere har en gyldig driftslicens eller andre dokumenter, der kræves til udøvelse af lufttrafik.

3.   Ministeriet tilbagekalder en licens fuldstændigt eller for en nærmere bestemt periode eller begrænser de af licensen omfattede aktiviteter, hvis licensindehaveren:

ikke yder lufttrafiktjenester i overensstemmelse med licensbetingelserne eller

ikke opfylder den luftfartsaftale, på grundlag af hvilken licensen er udstedt, eller andre internationale forpligtelser eller

ikke opfylder de foreskrevne betingelser for udøvelse af trafikrettighederne eller

ikke yder lufttrafiktjenester i overensstemmelse med flyveplanen.

Artikel 7

Overgangsbestemmelse

Uanset bestemmelsen i artikel 5, stk. 1 og 2, kan revurdering af en licens, der er udstedt inden nærværende forordnings ikrafttræden, finde sted efter udløbet af tre år efter forordningens ikrafttræden.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft på femtendedagen efter offentliggørelsen i Republikken Sloveniens statstidende.

Nr. 007-208/2006/20

Ljubljana, den 26. oktober 2009.

EVA 2009-2411-0063

dr. Patrick VLAČIČ

Trafikminister


(1)  EUT L 157 af 30.4.2004, s. 7.

(2)  EUT L 293 af 31.10.2008, s. 3.