52006DC0661

Meddelelse fra Kommissionen til Europa-Parlamentet, Rådet, det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget - Meddelelse om gennemførelsen af det flerårige EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier (Safer Internet plus) /* KOM/2006/0661 endelig udg. */


[pic] | KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER |

Bruxelles, den 6.11.2006

KOM(2006) 661 endelig

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Meddelelse om gennemførelsen af det flerårige EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier (Safer Internet plus)

MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET, DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG OG REGIONSUDVALGET

Meddelelse om gennemførelsen af det flerårige EF-program til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier (Safer Internet plus)(EØS-relevant tekst)

INDLEDNING

Denne meddelelse er foranlediget af kravet i artikel 5, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 854/2005/EF af 11. maj 2005 om et flerårigt fællesskabsprogram til fremme af en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier (“Safer Internet plus”), som fastsætter følgende: “Kommissionen forelægger 2006 senest medio en rapport om gennemførelsen af foranstaltningerne i artikel 1, stk. 2, for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget. Kommissionen redegør i den forbindelse for, om beløbet for 2007-2008 er i overensstemmelse med de finansielle overslag.”

I afgørelsen fastlægges finansieringsrammen for programmet som følger (artikel 6):

- Finansieringsrammen for perioden 1. januar 2005 til 31. december 2008 fastsættes til 45 mio. EUR,

- heraf 20,05 mio. EUR for perioden indtil 31. december 2006 (artikel 6, stk. 1).

- For perioden efter den 31. december 2006 anses beløbet for bekræftet, hvis det svarer til de finansielle overslag for perioden fra 2007 for den pågældende fase (artikel 6, stk. 2).

programmets formål

Formålet med programmet Safer Internet plus er at fremme en sikrere brug af internettet og nye onlineteknologier, navnlig for børn, og at bekæmpe ulovligt indhold og indhold, som slutbrugeren ikke ønsker at modtage.

Programmet er rettet mod slutbrugerne – først og fremmest børn, både i hjemmene og i skolerne.

Programmet er opdelt i fire overordnede foranstaltninger:

a) bekæmpelse af ulovligt indhold

b) håndtering af uønsket og skadeligt indhold

c) udvikling af sikrere rammer

d) oplysning.

Safer Internet plus er en efterfølger til handlingsplanen for et sikrere internet, der blev gennemført i perioden 1999-2004 med et samlet budget på 38,3 mio. EUR.

Det nye program omfatter nye onlineteknologier, herunder mobiltelefoni- og bredbåndsindhold, onlinespil, direkte filoverførsel mellem terminaler (peer-to-peer), og alle former for tidstro kommunikation såsom chatrum og straksbeskeder, idet hovedformålet er at forbedre beskyttelsen af børn og mindreårige. Programmet dækker et bredere udvalg af ulovligt og skadeligt indhold og foruroligende adfærd, herunder racisme og vold.

Gennemførelse af programmet

Safer Internet plus gennemføres af Europa-Kommissionen. Medlemsstaterne er repræsenteret via forvaltningsudvalget for programmet. Støtten ydes i form af tilskud og offentlige kontrakter.

Indkaldelse af forslag 2005

I overensstemmelse med artikel 3 i afgørelsen om programmet har Kommissionen udarbejdet et arbejdsprogram for 2005[1] som grundlag for gennemførelsen af programmet. Indkaldelsen af forslag under programmet for 2005 blev offentliggjort den 10. september 2005[2].

Som resultat af evalueringen blev 37 af de 59 indkomne forslag udvalgt til forhandling om EU-støtte til et samlet vejledende beløb på 11,79 mio. EUR (heraf 9,21 mio. EUR på 2005-budgettet og 2,58 mio. EUR på 2006-budgettet), som følger:

- Hotlines[3]: 1 netværkskoordinator og 16 hotlines, der dækker 15 lande

- Oplysningsknudepunkter[4] og rådgivningslinjer[5]: 1 netværkskoordinator og 16 hotlines

- Magt til brugerne: 1 tematisk net

- Selvregulering: 1 tematisk net

- Medier: 1 tematisk net.

Forslagsindkaldelsen gav et særlig godt resultat inden for områderne hotlines og oplysningsknudepunkter. Således vil det eksisterende hotlinenetværk nu blive udvidet til at omfatte Tjekkiet og Slovenien, der ikke havde nogen hotlines før, og netværket af oplysningsknudepunkter vil blive udvidet til at omfatte Cypern, Luxembourg og Letland, der tidligere ikke havde nogen oplysningsknudepunkter. Af de 16 oplysningsknudepunkter, der er indstillet til EU-finansiering, vil de 10 omfatte en rådgivningslinje som en ny service.

Forummet for sikker internetbrug

Forummet for sikker internetbrug blev oprettet under handlingsplanen for et sikrere internet for at skabe et brændpunkt for drøftelser og bekæmpelse af ulovligt, uønsket og skadeligt indhold. Forummet er et udgangspunkt for at skabe konsensus og lede konklusioner, anbefalinger og retningslinjer mv. ad de relevante nationale og europæiske kanaler. Det giver også mulighed for at drøfte, hvordan industrien kan bidrage til bekæmpelsen af ulovligt indhold.

I 2005 var det vigtigste emne for forummets drøftelser "børns sikkerhed og mobiltelefoner", hvor der især blev lagt vægt på risikovurdering, nye løsningsmodeller og nationale adfærdskodekser[6]. I 2006 blev drøftelserne med mobilnetoperatører, organisationer, der beskæftiger sig med børns sikkerhed, forskere og offentlige organer ført videre med det formål at nå til en aftale om bedste praksis vedrørende beskyttelsen af børn og om indførelse heraf i hele Europa.

I juni 2006 blev to nye emner taget op i forummet: børns brug af nye medier og blokering af adgang til billeder af seksuelt misbrug af børn[7].

Hvad angår det første emne, blev resultaterne af nylig forskning om internetsikkerhed præsenteret. Blandt andet fremlagde Kommissionen resultaterne af den sidste Eurobarometer-undersøgelse[8], der blev iværksat under en rammekontrakt i december 2005 og omfattede alle EU-medlemsstater samt Bulgarien, Rumænien, Kroatien og Tyrkiet. Formålet med undersøgelsen var at indsamle sammenlignelige oplysninger om internetsikkerhed i hele Europa.

Tidligere var der blevet gennemført undersøgelser i efteråret 2003 i de 15 “gamle” medlemsstater og i begyndelsen af 2004 i de 10 nye medlemsstater, lige før disse tiltrådte EU den 1. maj 2004. Det nye spørgeskema var baseret på spørgeskemaet fra undersøgelserne i 2003/2004 for at muliggøre en sammenligning. Der var dog tilføjet en række spørgsmål med det formål at belyse baggrunden (forældrenes brug af medier) og dække nye tjenester (mobiltelefoner, onlinespil og filtreringsværktøjer).

Ifølge Eurobarometer siger 18 % af de europæiske forældre til børn på 17 år og derunder, at deres børn er stødt på skadeligt eller ulovligt indhold på internettet. Selv om bevidstheden om problemerne er vokset betydeligt i de 15 “gamle” medlemsstater siden den forrige undersøgelser, vil 44 % af forældrene gerne have flere oplysninger om, hvordan de kan beskytte deres børn mod indhold og kontakt af ulovlig og skadelig art. Ifølge respondenterne bør disse oplysninger formidles af skolerne (36 %), internetudbyderne (31 %) og medierne (21 %). På grundlag af Eurobarometer-resultaterne har interesseparterne blandt andet fremsat følgende anbefalinger:

- Der bør lægges større vægt på børn under 10 år, der allerede er storforbrugere af internet og mobiltelefoner.

- De eksisterende hotlines bør gøres mere synlige gennem øget samarbejde med politiet.

- Information bør formidles via forskellige kanaler for at tage hensyn til forældrenes behov og børnenes alder (skoler, internetudbydere, medierne).

Undersøgelsen bekræftede også, at brugen af internet og forældrenes forventninger og viden om emnet varierer meget fra land til land i Europa. Et europæisk oplysningsnetværk med nationale knudepunkter ser ud til at kunne kombineres udmærket med skræddersyede lokale kampagner.

Sikkert Internet-dag

Sikkert Internet-dag er et led i en verdensomspændende indsats for at oplyse om farerne på internettet og gøre internettet sikrere for alle brugere, især unge. I februar 2005 og 2006 organiserede det europæiske internetsikkerhedsnetværk INSAFE, der er medfinansieret af programmet for et sikrere internet, Sikkert Internet-dage med særlig støtte fra kommissionsmedlem Viviane Reding og med deltagelse af en bred vifte af organisationer og lande i Europa og resten af verden.

I 2005 blev Sikkert Internet-dag afholdt den 8. februar med deltagelse af 65 organisationer fra 30 lande. Begivenheden omfattede lancering af en fortællekonkurrence for 9-16-årige. Efter en national ceremoni i 16 lande er der blevet udgivet en bog med deres historier.

I 2006 blev Sikkert Internet-dag afholdt den 7. februar med deltagelse af en bred vifte af organisationer (ca. 100 organisationer fra 37 lande): nationale myndigheder, internetudbydere og teleoperatører, erhvervslivet, skoler, biblioteker og museer, internetsikkerhedsorganisationer og internationale organisationer.

Begivenheden omfattede en række arrangementer vedrørende internetsikkerhed såsom et verdensomspændende blog-marathon, quizzer, onlinespil, fortællekonkurrencer og rundbordsdiskussioner overalt i Europa og også uden for EU’s grænser, f.eks. i USA, Rusland, Brasilien, Argentina, Australien og New Zealand.

Nærmere oplysninger om Sikkert Internet-dag 2006 findes på programmets websted[9].

Nye tendenser i 2006

I 2006 vil Kommissionen videreføre de ovennævnte aktiviteter og styrke deres virkning ved at:

- Konsolidere hotline- og oplysningsnetværkene og udvide deres geografiske dækning. I perioden 2003-2004 blev der som led i under handlingsplanen for et sikrere internet[10], ydet støtte til 21 hotlines, der dækkede 20 lande, og 23 oplysningsknudepunkter, der dækkede 21 lande. De fleste af disse vil blive videreført som resultat af forslagsindkaldelsen i 2005. Den nye forslagsindkaldelse for 2006[11] vil sigte mod at give de to netværk størst mulig geografisk dækning.

- Fremme et tæt samarbejde mellem alle parter, der er involveret i aktiviteter vedrørende et sikrere internet. Dette var et af målene for det fælles årlige møde for hotline- og oplysningsnetværk i Luxembourg den 20. juni 2006 og for mødet i forummet for sikker internetbrug den 21. juni 2006, hvori der deltog forskere, private virksomheder, retshåndhævende myndigheder og medlemmer af de europæiske netværk.

- Gøre det lettere for de europæiske borgere at finde praktiske oplysninger om, hvordan de bruger internettet på en mere sikker måde. Dette vil blive gennemført via de nationale oplysningsknudepunkters aktiviteter og ved at støtte en Europa-dækkende rådgivningslinje (via “Europe Direct”-tjenesten)[12].

- Ved at skabe øget opmærksomhed omkring Safer Internet plus-programmet blandt Europas borgere, både voksne og børn. Ud over de oplysningskampagner, som de nationale oplysningsknudepunkter fører, vil Kommissionen navnlig afholde et arrangement i Bruxelles i anledning af Sikkert Internet-dag 2007.

I gennemførelsen af Safer Internet plus og i planlægningen af et fremtidigt opfølgningsprogram vil Kommissionen også tage hensyn til resultaterne og anbefalingerne i slutevalueringen af handlingsplanen for et sikrere Internet[13]. De fremskridt, der allerede er gjort ifølge evalueringen, vil blive styrket.

Finansielle overslag

Efter den interinstitutionelle aftale om den nye finansielle ramme, der blev underskrevet den 17. maj 2006, forelagde Kommissionen en revideret pakke vedrørende EU’s programmer, 2007-2013[14] om ændring af eksisterende og foreslået lovgivning, hvor det er nødvendigt for at gennemføre aftalen. Ifølge denne pakke er der afsat 45 mio. EUR til Safer Internet plus for perioden 2005-2008, hvilket svarer nøjagtigt til det beløb, der er fastsat i afgørelsen om programmet.

Det beløb, der er fastsat i afgørelsen om programmet for perioden fra den 1. januar 2007 til den 31. december 2008 – 24,95 mio. EUR – er derfor for denne fase i overensstemmelse med de gældende finansielle overslag for den periode, der begynder i 2007.

Konklusion

Det store antal henvendelser, som de eksisterende hotlines modtager (over 534 000 i 2005 alene), er et udtryk for det voksende behov for et sådant middel til at bekæmpe ulovligt indhold.

Sikkert Internet-dag, der har fået bred tilslutning på nationalt plan og en omfattende mediedækning, anerkendes i stigende grad som en værdifuld lejlighed til at forbedre kommunikationen mellem de berørte parter og nå ud til en bredere offentlighed.

Oplysningsknudepunkterne iværksætter flere og mere målrettede kampagner over for børn, forældre og lærere, og der udveksles i stadig højere grad bedste praksis på dette område inden for netværket.

For at udbygge de tiltag, der er gennemført hidtil (f.eks. udvide den geografiske dækning og fremme samarbejdet mellem interesseparterne), så programmet kan få fuld virkning, og for at synliggøre programmet er det nødvendigt at føre finansieringen af programmet videre.

[1] Kommissionens afgørelse K(2005) 3231 af 9.9.2005, www.europa.eu.int/saferinternet.

[2] EUT C 223 af 10.9.2005, s. 8, og webstedet for Safer Internet plus:www.europa.eu.int/saferinternet.

[3] Via hotlines kan brugerne anmelde ulovligt indhold på internettet. Anmeldelserne videresendes til den relevante instans (politiet, internetudbyderen eller en anden hotline), så der kan gribes ind.

[4] Oplysningsknudepunkter gennemfører oplysningsaktiviteter, der er rettet mod målgrupperne forældre, lærere og børn og dækker en række kategorier af ulovligt, uønsket og skadeligt indhold.

[5] Rådgivningslinjer tilbyder personlig kontakt med en uddannet medarbejder (via telefon eller internet), så børn kan lufte deres bekymringer over ulovligt og skadeligt indhold på internettet.

[6] http://europa.eu.int/information_society/activities/sip/si_forum/mobile_2005/index_en.htm.

[7] http://europa.eu.int/information_society/activities/sip/si_forum/forum_june_2006/index_en.htm.

[8] http://europa.eu.int/information_society/activities/sip/docs/eurobarometer/eurobarometer_2005_25_ms.pdf.

[9] http://europa.eu.int/information_society/activities/sip/docs/events/si_day_2006_events.pdf.

[10] Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 276/1999/EF af 25. januar 1999 om vedtagelse af en flerårig EF-handlingsplan til fremme af en mere sikker anvendelse af Internettet ved bekæmpelse af ulovligt og skadeligt indhold på globale net, EFT L 33, 6.2.1999, s. 1, ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 1151/2003/EF af 16. juni 2003, EFT L 162, 1.7.2003, s. 1.

[11] EUT C167 af 19.7.2006 og webstedet for Safer Internet plus: http://europa.eu.int/information_society/activities/sip/call/proposals/index_en.htm.

[12] http://europa.eu/europedirect og frikaldsnummeret 00800 6 7 8 9 10 11.

[13] KOM/2006/XXXX af ….

[14] IP/06/673 af 24.5.2006 og MEMO/06/213.