Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

- »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om adgang til at etablere og udøve virksomhed som e-pengeinstitut og tilsyn med en sådan virksomhed«, og - »Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 77/780/EØF om samordning af lovgivningen om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut« () (1999/C 101/15)

Rådet for Den Europæiske Union besluttede den 16. november 1998 under henvisning til EF-traktatens artikel 198 at anmode om Det Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om det ovennævnte emne.

Det forberedende arbejde henvistes til ØSU's Sektion for Det Indre Marked, Produktion og Forbrug, som udpegede Umberto Burani til ordfører. Sektionen vedtog sin udtalelse den 19. januar 1999.

Det Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 360. plenarforsamling af 27.-28. januar 1999, mødet den 27. januar 1999, følgende udtalelse med 36 stemmer for, 1 imod og 2 hverken for eller imod.

1. Indledning

1.1. De mange aspekter af elektronisk handel og dens forventede hastige udbredelse kræver en regulering på europæisk og internationalt plan. Kommissionen er som led i sine initiativbeføjelser ved at udarbejde forslag om fælles EU-regler, der tager hensyn til, at EU er en del af en større helhed, og at der derfor er behov for en ensartet anvendelse af reglerne på internationalt plan.

1.2. Elektronisk handel - dvs. køb og salg af varer og tjenesteydelser - forudsætter, at betalinger kan foretages hurtigt, sikkert og bekvemt af hensyn til såvel de berørte parter som hele systemets troværdighed. Banker og kreditinstitutter er ved at udvikle systemer, som sætter brugerne i stand til at lagre penge i en computer og foretage betalinger ad elektronisk vej. De såkaldte netværkspenge eller softwarepenge er, som Kommissionen bemærker indledningsvis i begrundelsen, ikke ét betalingsmiddel blandt mange andre, men fremtidens betalingsmiddel inden for elektronisk handel på Internet.

1.3. Ved siden af softwarepenge er andre mindre sofistikerede betalingsmidler såsom forudbetalte kort ved at vinde frem. De er tilgængelige for almindelige borgere - også dem, der ikke har nogen computer eller de nødvendige materielle og kundskabsmæssige forudsætninger for at anvende Internet eller lignende lukkede eller åbne systemer. Forudbetalte kort er chipkort, hvorpå der kan oplagres beløb, som i forvejen er indbetalt til kortudstederen. Kortet »tømmes« efterhånden som det anvendes til små indkøb, og det er således det elektroniske modstykke til en »pengepung« med mønter og pengesedler med mindre pålydende.

1.4. Udstedelsen af elektroniske penge () kan behandles ud fra en kommerciel, teknisk, finansiel eller pengepolitisk synsvinkel. Kommissionens foreliggende forslag vedrører de to sidstnævnte eller rettere sagt først og fremmest de finansielle aspekter, mens den elektroniske pengeudstedelses konsekvenser for pengeforsyningen, som udelukkende henhører under centralbankernes kompetence, berøres indirekte.

1.5. Kommissionen har skønnet, at der bør opstilles regler for tilsynet med udstedelsen af elektroniske penge. Nærmere bestemt bør udstedere af elektroniske penge sidestilles med finansieringsinstitutter og således være omfattet af det første og andet bankdirektiv med de tilpasninger og undtagelser, der er nødvendige for at tage hensyn til, at pengeinstitutter, der ikke driver bankvirksomhed, og som kun beskæftiger sig med udstedelse af elektroniske penge, har et særligt, begrænset aktivitetsområde. Disse pengeinstitutter betegnes i det følgende »e-pengeinstitutter«.

2. Indledende bemærkninger

2.1. ØSU støtter Kommissionens initiativ. Markedet - forstået som alle operatører og forbrugere - bør beskyttes mod nye systemer, som falder uden for de nationale myndigheders lovfæstede tilsyn med kreditinstitutters soliditet. ØSU ser derfor positivt på udvidelsen af bankdirektivets anvendelsesområde, således at det også kommer til at omfatte e-pengeinstitutter. Dog har ØSU visse forbehold, som ikke kun vedrører direktivforslagene som sådanne, men også konsekvenserne af en minimalistisk gennemførelse af dem. Det er muligt, at konsekvenserne ikke vil være umiddelbart synlige, men netop derfor må hver enkelt bestemmelse vurderes nøje i lyset af dens mulige indvirkning også på andre felter end tilsynsområdet.

2.2. Et grundlæggende forbehold vedrører den omstændighed, at der i direktivet går i retning af et ret lempeligt tilsyn, som ikke tager hensyn til de krav, der stilles til overvågning i bred forstand. Baggrunden for denne bekymring er følgende: udstedelse af elektroniske penge er i første række et pengepolitisk anliggende. Ganske vist udstedes der ikke nye penge, men de elektroniske penge erstatter kontanter - i det mindste i det omfang de elektroniske penge udstedes mod betaling af kontanter eller træk fra en bankkonto, uden at der ydes kredit. Efter indførelsen af den fælles valuta vil kontrollen med pengeomløbet henhøre under et centralt organ - Den Europæiske Centralbank - hvorimod tilsynet fortsat vil påhvile de enkelte medlemsstaters nationale myndigheder. Dermed vil kompetence og opgavefordelingen uundgåeligt blive så uoverskuelig, at det planlagte samarbejde mellem EU's pengepolitiske myndighed og de nationale tilsynsmyndigheder vanskeligt vil kunne råde bod herpå - hvis ellers direktivforslagene gennemføres i deres nuværende form.

2.3. En anden indlysende mangel ved direktivet er, at det ikke tager hensyn til dets indvirkning på betalingssystemerne, som er underlagt de pengepolitiske myndigheders kontrol og ansvar. Betalingssystemerne betragtes almindeligvis som en tjeneste af almen interesse. Hvis de elektroniske betalingssystemer skal være interoperable - hvilket er nødvendigt for, at de kan fungere effektivt i det indre marked og især inden for elektronisk handel - må udstederne af elektroniske penge deltage i ordningerne for clearing og afregning. Der er meget strenge regler for deltagelse i sådanne ordninger for at imødegå de risici, der er indbygget i systemet. Blot ved en simpel gennemgang af disse regler står det klart, at de e-pengeinstitutter, der kun opfylder de lempelige krav, som dette direktivforslag lægger op til, vil have meget vanskeligt ved at opfylde betingelserne for at deltage i betalingssystemerne. Ganske vist er det muligt at deltage i afregningssystemer via bemyndigede mæglere, men derfor skal der alligevel føres strengt tilsyn med alle deltagerne i systemet. Endvidere bør tilsynet så vidt muligt foregå på samme niveau, eftersom elektroniske penge, som udstedes i ét medlemsland, frit kan komme i omløb i de andre medlemslande.

2.4. Desuden tages der forbehold over for anvendelsen af udtrykket elektroniske penge. Denne betegnelse dækker to produkter med enkelte fælles træk, som ikke desto mindre er grundlæggende forskellige teknisk og teknologisk set og især med hensyn til anvendelse og markedsmæssige konsekvenser.

2.5. De fælles karakteristika () er muligheden for at anvende kortet uden godkendelse fra en bank eller anden tredjemand, samt anonym brug. Når et indestående på en bankkonto eller et kontant pengebeløb først er omdannet til elektroniske penge, kan disse cirkulere uden anden kontrol end ejermandens og overføres til andre, uden at det i princippet kan spores, hvorfra de kommer. Disse karakteristika gør elektroniske penge ideelle til hvidvaskning af penge eller til andre ulovlige formål. Kommissionen advarer mod denne fare, men synes næsten at undervurdere den. I begrundelsen nævner Kommissionen blot i en parentes, at direktivet om hvidvaskning af penge »naturligvis« også gælder for e-pengeinstitutter (). ØSU er af den opfattelse, at muligheden for at anvende elektroniske penge til kriminelle formål er et af de alvorligste problemer, og at enhver bestemmelse på dette område bør sigte mod at beskytte samfundet mod denne fare.

2.6. Forskellen i anvendelsen af de to nævnte typer elektroniske penge ligger principielt i, at softwarepenge kan anvendes til at overføre pengebeløb af en hvilken som helst størrelse, lige fra nogle få cent (euro eller dollar) pr. internetside til potentielt ubegrænsede beløb til kommercielle, finansielle eller andre formål. Forudbetalte kort derimod er det ideelle betalingsmiddel til mindre beløb, og det egner sig ikke til andre formål. Softwarepenge kan altså anvendes af såvel store virksomheder som almindelige forbrugere, mens forudbetalte kort er et betalingsmiddel, der i almindelighed kun benyttes til almindeligt forbrug. Når det tages i betragtning, hvorledes hvidvaskning af penge foregår, og hvilke beløb der er tale om, står det klart, at forudbetalte kort udgør en minimal risiko (). Softwarepenge er derimod det ideelle middel til anonym og ukontrolleret overførsel af penge ().

2.7. ØSU understreger på det kraftigste, at dette aspekt må undersøges nærmere i lyset af muligheden for hvidvaskning af penge, der stammer fra kriminelle aktiviteter. Forudbetalte kort oplades normalt med ret små beløb - højst 250 ecu ifølge Kommissionen (), men oftest med omkring 150 ecu. Hvis kortet er udstedt af et kreditinstitut, trækkes pengene fra en bankkonto. Det foreliggende direktivforslag vil give e-pengeinstitutter mulighed for at udstede kort, som oplades med beløb, der indbetales kontant. Hvis der kun bliver tale om beløb i ovennævnte størrelsesorden, vil disse kort nok ikke blive anvendt til hvidvaskning af penge i særligt stort omfang.

2.7.1. Anderledes stiller det sig med softwarepenge. Ud fra de få eksempler på deres anvendelse, der i dag kendes, kan det slås fast, at opladningen som regel sker gennem overførsel fra en bankkonto, hvorpå der er indsat beløb, som kontrolleres efter reglerne om bekæmpelse af hvidvaskning (kendskab til kundens identitet og pengenes oprindelse). Der er således et kriminalitetsforebyggende »filter«, eftersom der er tale om kontante beløb, som indsættes på en personlig bankkonto, før de omdannes til anonyme softwarepenge. I tilfældet med e-pengeinstitutter omdannes kontante beløb direkte til anonyme softwarepenge, som øjeblikkeligt kan overføres til en hvilken som helst modtager. Dette er en guldgrube for kriminelle. Enhver, der blot har et overfladisk kendskab til den teknik, der anvendes (kryptering af meddelelserne, »kinesiske æsker« osv.) kan forstå, hvilken fare der ligger her. ØSU opfordrer indtrængende Kommissionen til at behandle dette aspekt med den største opmærksomhed. Selvom direktivet om hvidvaskning af penge i princippet omfatter e-pengeinstitutter, vil det være overordentlig vanskeligt at kontrollere, om det overholdes.

2.8. De markedsmæssige konsekvenser er også forskellige. Mens de forudbetalte kort ikke på nuværende tidspunkt indebærer nogen fare, indebærer softwarepenge allerede nu en stor potentiel fare for markedet. Der er ikke tale om et ubetydeligt problem, hvilket vil fremgå af bemærkningerne til de enkelte artikler i direktivet.

2.9. Endvidere skal det nævnes, at forudbetalte kort anvendes til små betalinger på stedet (»face to face«), hvorimod softwarepenge er et betalingsmiddel, der anvendes ved fjernsalg normalt uden beløbsgrænser. Der altså tale om to forskellige produkter, som vanskeligt kan behandles under ét i samme sæt regler, i hvert fald ikke når det gælder bestemmelserne om udstederne.

2.10. ØSU's sidste forbehold over for forslagets indhold vedrører behandlingen af de internationale aspekter. Kommissionen anfører i begrundelsen, at der i andre lande (f.eks. USA) ikke findes nogen regulering af e-pengeinstitutter, men at nogle lande (f.eks. Japan) er ved at overveje muligheden. Denne konstatering fører dog ikke frem til nogen konklusioner for slet ikke at tale om konkrete regler for anerkendelsen af tredjelandes e-pengeinstitutter, som ikke er undergivet regler eller tilsyn i hjemlandet, men som kan operere i EU. Det andet bankdirektiv - som udvides til at omfatte e-pengeinstitutter - indeholder bestemmelser om etableringsfriheden for tredjelandes kreditinstitutter, som er omfattet af national lovgivning og genstand for tilsyn i hjemlandet (). I øvrigt er udstedelse af e-penge en tjenesteydelse, der ikke kræver etablering, hvilket bekræftes af det foreliggende direktivforslag om e-pengeinstitutter (jf. artikel 2, stk. 4), hvor det udtrykkeligt fastsættes, at »midler, der modtages til gengæld for e-penge, ikke [betragtes] som indlån«. Følgelig finder artikel 3 i det andet bankdirektiv, hvorefter kun kreditinstitutter kan modtage indlån, ikke anvendelse.

2.11. Hvis de bestemmelser, der nævnes i foregående punkt, opfattes bogstaveligt, vil det være forbudt for e-pengeinstitutter i tredjelande, der ikke er registreret som kreditinstitut eller omfattet af nogen regulering, at udstede e-penge, idet en sådan aktivitet er at betragte som finansiel tjenesteydelse, der leveres af institutter uden tilladelse. En sådan konklusion er imidlertid efter ØSU's mening vanskelig et håndhæve i praksis i betragtning af e-penges særlige karakteristika. Hvorledes skulle man kunne føre kontrol med og forhindre, at en betalingsmodtager i EU anvender e-penge (softwarepenge) udstedt i et tredjeland - eller at en udsteder i USA udbyder en tjenesteydelse, hvori der indgår softwarepenge, til europæiske kunder?

2.12. Der er følgelig konkrete vanskeligheder med at finde frem til nogle midler, hvormed tilsynsmyndighederne kan forhindre, at en udsteder i et tredjeland udbyder finansielle tjenesteydelser i EU pr. telematik. De gældende bestemmelser er klare, men hvis de ikke overholdes, vil der ikke kun være tale om en simpel overtrædelse af reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. Overtrædelse af disse bestemmelser kan faktisk medføre helt ukontrollable pengestrømme. ØSU peger ikke på nogen løsning, men henleder blot opmærksomheden på dette ikke ubetydelige aspekt.

2.13. Endelig er ØSU bekymret over de følger, som en for minimalistisk lovgivning kan få for forbrugerbeskyttelsen. Tilsynet med e-pengeinstitutter har til formål at forhindre, at de får problemer med eller bliver ude af stand til at opfylde deres forpligtelser. Dette princip gælder naturligvis for alle kreditinstitutter, og det er fuldt ud acceptabelt at udvide det til e-pengeinstitutterne. Ikke desto mindre kan tilsynet ikke tage højde for alle hændelser, som erfaringerne viser. Hvis der således alligevel opstår problemer, er forbrugerne ikke beskyttet mod tab af deres indestående, eftersom e-penge ikke betragtes som »indlån« og derfor ikke er dækket af indlånsgarantifonde. Man kan med rimelighed indvende, at de små beløb, der står på spil for de forudbetalte korts vedkommende, ikke gør en sådan beskyttelse absolut påkrævet. Men dette argument holder ikke i tilfældet med softwarepenge, hvor der kan være langt større summer involveret.

2.14. Det største sikkerhedsproblem vedrører dog beskyttelsen af markedet generelt og især af de personer og virksomheder, som har e-penge til gode i forbindelse med salg af varer eller tjenesteydelser. Hvis et e-pengeinstitut går fallit, vil de berørte kreditorer ikke kunne gøre krav på deres tilgodehavende. Måske vil de individuelle tab ikke være særligt store, men tilsammen kan de uindfriede forpligtelser for markedet som helhed være så store, at en manglende indfrielse vil udgøre en trussel mod betalingssystemerne og markedet som sådan. Dette er særligt bekymrende, fordi det især vil være små og mellemstore virksomheder i handels-, turisme- og servicesektoren, der vil blive berørt heraf. Man skal ikke lade sig forlede af, at der endnu er tale om relativt små beløb. Hvis Kommissionen har ret i, at »forudbetalte kort på lang sigt vil kunne erstatte en betydelig del af betalingerne med kontanter« og at »softwarepenge er ved at blive det rigtige betalingsmiddel i forbindelse med elektronisk handel« (), kan der komme til at stå gigantiske beløb på spil. Derfor må der til stadighed føres nøje tilsyn med operatørerne lige fra starten af deres virksomhed. Der er her tale om krav, som efter ØSU's mening er ufravigelige, og som direktivforslaget ikke opfylder tilfredsstillende.

2.15. En garantifond for elektroniske penge, som skulle kunne sikre ihændehavere og betalingsmodtagere i tilfælde af en udsteders fallit, vil nok være vanskelig og dyr at etablere og endnu mere problematisk at forvalte. I mangel af alternativer, får ovennævnte anbefaling endnu større vægt.

3. Særlige bemærkninger til Kommissionens forslag til direktiv om adgang til at etablere og udøve virksomhed som e-pengeinstitut og tilsyn med en sådan virksomhed ()

3.1. Artikel 1: Anvendelsesområde, definitioner og aktivitetsbegrænsning

3.1.1. Udtrykket »e-penge« som defineret i denne artikel, stk. 3, litra b), er utilfredsstillende, fordi det dækker to produkter, der netop bør holdes klart adskilt, som anført ovenfor i denne udtalelse, punkt 2.2-2.7. Definitionerne i stk. 3, litra b), punkt iii), (elektronisk erstatning for mønter og sedler) samt stk. 3, litra b), punkt iv), (udformet med henblik på elektroniske betalingsoverførsler af begrænset værdi) passer fint til forudbetalte kort, men slet ikke - og langt fra i alle tilfælde - til softwarepenge.

3.1.2. Angående stk. 3, litra b), punkt iv), bemærker ØSU, at udtrykket »betalingsoverførsler af begrænset værdi« er for vagt og ikke acceptabelt i et direktiv, som kræver klarhed. Dette er naturligvis ikke Kommissionens opfattelse, men dette udtryk kan let blive fortolket forskelligt i medlemsstaterne. Endvidere er der ikke i en eneste artikel i dette direktivforslag fastsat beløbsgrænser for elektroniske penge. En sådan undladelse betyder efter ØSU's mening, at den implicitte begrænsning, der ligger i Kommissionens definition, er ubrugelig eller i hvert fald ulogisk (jf. desuden punkt 3.7, 3.7.1 og 3.7.2 nedenfor).

3.1.3. Især tages der dog forbehold over for definitionen af e-pengeinstitutter, som ifølge bestemmelserne i stk. 3, litra a), og stk. 3, litra b), punkt i), kan udstede elektroniske penge af en hvilken som helst art. Som nævnt ovenfor kan udstedelse af softwarepenge udgøre en økonomisk aktivitet med langt større vægt - og med langt alvorligere følger - end udstedelsen af forudbetalte kort. Direktivet bør sondre klart mellem disse to aktiviteter og fastsætte meget strengere regler for udstederne af softwarepenge, end de her foreslåede.

3.2. Artikel 2: Anvendelse af bankdirektiverne

3.2.1. Bestemmelserne i denne artikels stk. 1, 2 og 3, som udvider, undtager eller begrænser e-pengeinstitutternes forpligtelser på tilsynsområdet i henhold til de mange bankdirektiver, kan give anledning til alt for tekniske diskussioner og en langsommelig og kompliceret behandling, som kun specialister på området vil kunne forstå. Efter en sammenfattende - og samtidig teknisk - gennemgang af hele dette område må ØSU konkludere, at det er mere teori end praksis, når e-pengeinstitutter forpligtes til en sund administration og kapitalforvaltning. Nedennævnte mere detaljerede bemærkninger til artikel 5 (punkt 3.5.1 og 3.5.2) gælder også for artikel 2. Skønt nogle landes myndigheder vil anvende strengere bestemmelser, står det allerede klart, at andre lande ikke vil være indstillet på at følge samme kurs.

3.2.2. Det sidste afsnit i denne artikel antyder den mulighed, at det i en kontrakt kan stipuleres, at e-penge, som ikke er brugt, ikke kan tilbagebetales, hvilket i praksis vil sige, at de indkasseres af udstederen. ØSU tager blankt afstand fra en sådan bestemmelse. Det skal tværtimod altid udtrykkeligt fastsættes, at ubrugte beløb skal tilbagebetales. Det drejer sig ikke kun om en elementær anerkendelse af forbrugernes rettigheder. Juridisk set vil manglende tilbagebetaling være at betragte som ulovlig berigelse (). Princippet om aftalefrihed gælder ikke i dette tilfælde. Da udstedelsen af elektroniske penge er resultatet af en tilslutningskontrakt, vil enhver klausul, som indebærer en uretmæssig fordel for sælger være ulovlig i henhold til direktiverne om forbrugerbeskyttelse.

3.2.3. Obligatorisk tilbagebetaling ville vælte den i forvejen meget skrøbelige forudsætning - som fremføres i begyndelsen af det nævnte afsnit - at udstedelse af e-penge ikke svarer til modtagelse af indlån i henhold til artikel 3 i direktiv 89/646/EØF (). ØSU vil ikke komme nærmere ind på denne lidet velfunderede fortolkning, men kan dog ikke acceptere, at man for at stive argumentet af forgriber sig på forbrugernes rettigheder. ØSU foreslår derfor, at forbrugernes interesser beskyttes ved at anvende betegnelsen »refusion« af ubrugte beløb i stedet for »tilbagebetaling«.

3.2.4. Kort sagt er det svært at forstå, hvorfor et direktiv om tilsyn skal indeholde en bestemmelse om aftaleforhold mellem udsteder og ihændehaver. Hvis man virkelig vil opretholde en sådan bestemmelse, bør den fastsætte det stik modsatte, nemlig at indbetalte e-penge altid skal kunne betales tilbage.

3.3. Artikel 3: Krav til start- og egenkapital

3.3.1. Denne artikel fastsætter, at e-pengeinstitutter skal have en startkapital på mindst 500 000 ecu, og at egenkapitalen til enhver tid skal udgøre mindst 2 % af de finansielle forpligtelser (for kreditinstitutters vedkommende kræves 8 %). ØSU stiller et stort spørgsmålstegn ved det rimelige i disse beløbsgrænser, især hvad angår startkapitalen. En halv million ecu (euro) er bestemt ikke tilstrækkelig til at påbegynde seriøse økonomiske aktiviteter - om de så end er af begrænset omfang. Når det endvidere tages i betragtning, at kravet om en egenkapital på 2 % af de indbetalte midler altid skal være overholdt, er det svært at se, hvorledes en så lille virksomhed - hvis forretningerne går godt - skal kunne fremskaffe tilstrækkelig kapital.

3.3.2. På baggrund af de store forskelle mellem udstedere af forudbetalte kort og udstedere af softwarepenge foreslår ØSU at forhøje mindstegrænserne for de førstnævnte til 1 mio. ecu (euro) og 3 % og for de sidstnævnte til mindst 3 mio. ecu (euro) og 6 %. Det er forståeligt, at Kommissionen ønsker at give så mange nye operatører som muligt adgang til nye aktiviteter, men dette mål kan ikke og bør ikke nås gennem en svækkelse af tilsynsreglerne, som - ikke at forglemme - har til formål at beskytte markedet.

3.4. Artikel 4: Investeringsbegrænsninger

3.4.1. Stk. 1 i denne artikel fastsætter, hvilke typer investeringer e-pengeinstitutter kan foretage for at få et udbytte af de indbetalte midler. Da e-pengeinstitutter ikke betragtes som kreditinstitutter, der opererer på finansmarkedet, og da deres aktiviteter er af en særlig art, er det et grundlæggende princip, at investeringerne skal »risikovægtes med nul« og/eller være stærkt likvide (indskud på sigt eller obligationer). Dette krav er tilsyneladende opfyldt bortset fra stk. 1, litra b), punkt iv), der - sådan som det er formuleret - tilsyneladende tillader investeringer i gældsinstrumenter udstedt af en hvilken som helst virksomhed, der ikke har nogen forbindelse med e-pengeinstituttet. Det er ikke alle gældsinstrumenter på markedet, der er sikre og likvide. ØSU har svært ved at tro, at denne bestemmelse skal anvendes så bredt, og foreslår derfor, at dette punkt formuleres mere præcist og restriktivt.

3.4.2. Resten af denne artikel kræver ingen særlige kommentarer. ØSU henleder dog Kommissionens opmærksomhed på stk. 6, der forpligter de kompetente myndigheder til omgående at skride ind, hvis værdien af investeringerne bliver lavere end de finansielle forpligtelser. Det er ikke klart, hvorledes myndighederne skal få kendskab til en kritisk situation, når det i den efterfølgende artikel hedder, at myndighederne på grundlag af oplysninger fra e-pengeinstitutternes mindst to gange årligt skal kontrollere, om bestemmelserne overholdes.

3.5. Artikel 5: De kompetente myndigheders kontrol

3.5.1. Der er som nævnt ovenfor i punkt 3.4.2 ikke tilstrækkelig sammenhæng i ordlyden af denne artikel, der afspejler en uacceptabel opfattelse af tilsynsbegrebet. Kravet om kontrol to gange årligt opfylder ikke behovet for løbende tilsyn med virksomheder, som ifølge deres natur til enhver tid skal være yderst likvide og solvente. Naturligvis vil tilsynsmyndighederne i nogle lande fastsætte strengere regler i overensstemmelse med gode tilsynsprincipper. Men der er alligevel en fare for, at andre lande indfører minimalistiske regler, således at der opstår konkurrenceforvridning mellem e-pengeinstitutterne i forskellige lande. Dette er en reel fare, når det tages i betragtning, at visse lande, som i begyndelsen var imod et direktiv på dette område, nødtvungent har gennemført det i dets mest »lempelige« form.

3.5.2. ØSU er ikke sikker på, at de kompetente nationale myndigheder i praksis og på eget initiativ vil føre nøje tilsyn og med korte mellemrum følge situationen i hvert enkelt e-pengeinstitut, så der hurtigt kan gribes ind, ligesom det er tilfældet med alle kreditinstitutter. Derfor bør artikel 5 fastsætte, at de nationale myndigheder skal underkaste e-pengeinstitutterne et tilsyn, der er af samme art og hyppighed som for andre finansieringsinstitutters vedkommende.

3.6. Artikel 6: Sund og forsigtig drift

3.6.1. Denne artikel lægger sig op ad bestemmelserne i det andet bankdirektiv med de nødvendige tilpasninger til e-pengeinstitutternes specielle aktivitetsområde. ØSU har ingen særlige bemærkninger hertil.

3.7. Artikel 7: Undtagelse

3.7.1. Det fastsættes i stk. 1, at e-pengeinstitutter med rent nationale aktiviteter, hvis i) samlede finansielle forpligtelser (uindfriede e-pengebeløb) normalt ikke overstiger 10 mio. ecu og aldrig overstiger 12 mio. (litra a), og som ii) udsteder e-penge til de enkelte brugere til en værdi af højst 150 ecu (litra b), er undtaget fra visse bestemmelser, såsom:

- forpligtelsen til at holde finansielle aktiviteter adskilt fra anden virksomhed som fastsat i artikel 1, stk. 4, i dette direktiv;

- kravet om en startkapital på mindst 500 000 ecu som fastsat i artikel 3, stk. 1;

- registreringspligten - under visse betingelser - som fastsat i artikel 8;

- bestemmelserne i det første og andet bankdirektiv.

3.7.2. Disse bestemmelser sigter naturligvis mod at fritage de »små« lokale initiativer fra forpligtelser, som kunne vise sig at være alt for tunge. Virkningen kan dog blive en anden end den tilsigtede. I praksis er de »små« e-pengeinstitutter (men er 10 mio. ecu i indbetalte midler egentlig en »lille« sum?) fritaget for forpligtelser og - i vid udstrækning - for tilsyn. En så liberal foranstaltning vil utvivlsomt fremme etableringen af små lokale foretagender, men spørgsmålet er, om det er nogen fordel for markedet. Dels vil det være umuligt at styre den videre udvikling, dels vil det blive vanskeligt at forebygge misbrug og fallit - og sidstnævnte er ikke usandsynlige, eftersom der også lukkes op for helt små eller uprofessionelle initiativer.

3.7.3. ØSU minder i denne forbindelse om, at Kommissionen flere gange har anbefalet, at betalingssystemerne bliver interoperable - et krav, som forbrugerne anser for uomgængeligt, selvom det er urealistisk for de små systemers vedkommende.

3.7.4. Udstedelse af e-penge indeholder store perspektiver, hvilket Kommissionen erkender i begrundelsen, hvori det hedder, at forudbetalte kort vil »kunne erstatte en betydelig del af betalingerne med kontanter«. ØSU stiller derfor spørgsmålstegn ved, om undtagelsen i denne artikel er i overensstemmelse med indholdet i afsnittet om »Pengepolitikken« i forslagets begrundelse, hvori det blandt andet påpeges, at der skal »tages hensyn til, hvilke virkninger udstedelse af e-penge [kan] få for pengepolitikken«. Man bør derfor holde øje med dette nye fænomen i alle dets aspekter - også selvom de tilsyneladende er af mindre betydning.

3.7.5. Som en sidebemærkning skal det påpeges, at der allerede er eksempler på, at sportsklubber og lignende foretagender udøver finansielle aktiviteter med anvendelse af deponerede midler (eller hvordan man nu vil benævne det), som udgør en bekvem og indbringende likviditetskilde. Muligheden for at operere helt frit, uden tilsyn og frem for alt uden at de finansielle aktiviteter holdes adskilt fra andre aktiviteter indebærer store risici for forbrugerne og for markedet.

3.7.6. Kort sagt er ØSU absolut imod de undtagelser, der fastsættes i artikel 7, stk. 1, litra b).

3.7.7. Dette giver i øvrigt anledning til følgende overvejelse: for e-penge (der tænkes tydeligvis på forudbetalte kort) fastsættes undtagelser, hvis der maksimalt kan lagres 150 ecu (euro). Deraf må man kunne slutte, at Kommissionen ikke ønsker at fastsætte en obligatorisk maksimumsgrænse for de beløb, der kan lagres på et elektronisk medium, herunder navnlig forudbetalte kort. En grænse bør dog fastlægges som en nødvendig forbrugerbeskyttelsesforanstaltning.

3.7.7.1. Et forudbetalt kort er, som Kommissionen anfører, kendetegnet ved »anonymitet« (). Hvis man mister det (eller det bliver stjålet), er konsekvensen den samme som for kontanters vedkommende: pengene er tabt. Det må undgås, at der introduceres et betalingsmiddel, som kan påføre forbrugerne store tab, hvis det mistes. Derfor må det sikres, at eventuelle tab holdes inden for tålelige grænser. Kommissionen har tidligere fastsat omfanget af et »tåleligt tab«. I en henstilling () om forbindelserne mellem kortudstederne og brugerne anføres det, at indehaveren i tilfælde af tab eller tyveri højst må lide et økonomisk tab på 150 ecu.

3.7.7.2. Hvis Kommissionen skal være konsekvent, kommer den ikke uden om at fastsætte den samme maksimumsgrænse på 150 ecu for forudbetalte kort, som i tilfælde af tab frembyder flere risici end kreditkort. Eftersom de forudbetalte kort netop anvendes til betaling af små beløb (jf. ovenfor punkt 3.1.2), er der så overhovedet nogen grund til at udstede kort, hvorpå der kan lagres store, potentielt ubegrænsede beløb? ØSU foreslår derfor, at der i direktivet udtrykkeligt fastsættes en maksimal beløbsgrænse for forudbetalte kort på 150 ecu. For softwarepenge, som har helt andre karakteristika, bør der ikke være nogen begrænsning.

3.8. Artikel 8: Grandfathering

3.8.1. I lighed med det andet bankdirektiv vil de e-pengeinstitutter, der allerede har påbegyndt driften, eller som begynder at operere, før de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivet træder i kraft, formodes at være tilladte. ØSU har intet at indvende, men opfordrer til, at der holdes skarpt øje med de systemer, som etableres fra nu af og indtil den 31. december 1999 (dvs. den i artikel 9 fastsatte frist for direktivets gennemførelse i national lovgivning). For at undgå at der i hast indføres visse systemer for at udnytte dette tomrum i EU-lovgivningen, havde det været bedre at begrænse »grandfathering« til de e-pengeinstitutter, der er blevet etableret på et tidligere tidspunkt, f.eks. den 31. juli 1998.

4. Særlige bemærkninger til forslaget om ændring af direktiv 77/780/EØF ()

4.1. ØSU har ingen specielle bemærkninger til dette direktivforslag, som logisk følger af det foregående. Ændringen går ud på at medtage e-pengeinstitutter i definitionen af »kreditinstitut«, som er omfattet af det første og andet bankdirektiv.

4.2. I artikel 3 synes der dog at være en selvmodsigelse. Direktivet skal træde i kraft 20 dage efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende, mens direktivet om tilsyn med e-pengeinstitutter skal gennemføres af medlemsstaterne senest den 31. december 1999 (artikel 9). Dette betyder, at der mellem dette direktivs ikrafttræden og den 31. december 1999 vil være nogle »kreditinstitutter« (dvs. e-pengeinstitutter), som ikke er omfattet af nogen EU-lovgivning, mens andre »kreditinstitutter« (dvs. banker) er omfattet.

5. Konklusioner

5.1. ØSU understreger som repræsentant for erhvervs- og fagorganisationerne, at dette direktiv bærer præg af, at Kommissionen først og fremmest sigter mod en åbning af markederne og størst mulig konkurrence og derfor har begrænset reguleringen til et minimum. ØSU noterer dette med tilfredshed, men vil dog påpege, at der tages for lidt hensyn til de konsekvenser, som direktivets gennemførelse kan få på andre områder - hvoraf nogle enten falder uden for Kommissionens beføjelser (pengepolitiske konsekvenser) eller er irrelevante i et direktiv om tilsyn - nemlig beskyttelsen af markedet (forbrugere og de virksomheder, der benytter disse betalingssystemer) samt beskyttelsen af samfundet mod den organiserede kriminalitet. På disse punkter trænger direktivet til en grundig revision.

Bruxelles, den 27. januar 1999.

Beatrice RANGONI MACHIAVELLI

Formand for

Det Økonomiske og Sociale Udvalg

() EFT C 317 af 15.10.1998, s. 7-12.

() Begrebet »elektroniske penge« dækker såvel »softwarepenge« som »forudbetalte kort«.

() KOM(1998) 461 endelig udg., Begrundelse, afsnittet »Hvad er e-penge?«.

() Artikel 2.1 i forslaget til direktiv 98/0252 (COD).

() Det kan dog tænkes, at mange småbeløb, der f.eks. kan stamme fra narkosalg på gaden, opsamles på ét »centralt« kort, som frit kan benyttes anonymt.

() Der findes avancerede metoder til opsporing af de kanaler, der anvendes til pengeoverførsler, men eksperterne ved udmærket, at der ved hvidvaskning af penge kan anvendes en lige så avanceret teknik og teknologi til at omgå enhver kontrol.

() KOM(1998) 461 endelig udg., Begrundelse, afsnittet »Hvad er e-penge?«.

() Artikel 8 i direktiv 89/646, EFT L 386 af 30.12.1989.

() 98/0252 (COD).

() KOM(1998) 461 endelig udg.

() Dette er efter ØSU's mening tilfældet med forudbetalte kort, der udstedes til ét bestemt formål (såsom telefonkort), og som ikke kan refunderes. Sådanne kort er i øvrigt ikke omfattet af det foreliggende direktivforslag. I betragtning af de store summer, som disse kort repræsenterer, henleder ØSU dog forbrugerorganisationernes opmærksomhed på dette spørgsmål.

() Ifølge denne artikel skal medlemsstaterne forbyde »personer eller foretagender, som ikke er kreditinstitutter, ... at tage imod indlån eller andre tilbagebetalingspligtige midler fra offentligheden.«.

() KOM(1998) 461 endelig udg. - Begrundelse, afsnittet »Hvad er e-penge?«.

() KOM(97) 353 endelig udg. af 9.7.1997 og ØSU's udtalelse, EFT C 95 af 30.3.1998.

() 98/0253 (COD).