|
6.2.2018 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 32/1 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2018/171
af 19. oktober 2017
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår reguleringsmæssige tekniske standarder for væsentlighedsgrænsen for gældsforpligtelser i restance
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 178, stk. 6, tredje afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Eftersom markedsvilkårene og de økonomiske vilkår inden for den samme jurisdiktion er ens, bør de kompetente myndigheder fastlægge en fælles grænse for alle institutter i disses respektive jurisdiktioner til vurdering af, hvor væsentlig en gældsforpligtelse er, jf. artikel 178, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013. En sådan væsentlighedsgrænse, som bør være konsistent over tid, har den yderligere fordel, at den øger sammenligneligheden af kapitalkrav mellem institutter i samme jurisdiktion. |
|
(2) |
På den ene side afhænger det af den samlede gældsforpligtelses størrelse, om et beløb kan anses for væsentligt. På den anden side er institutter tilbøjelige til at anse alle beløb under en vis grænse for uvæsentlige, uanset forholdet mellem disse og den samlede gældsforpligtelse. Væsentlighedsgrænsen bør derfor bestå af to komponenter: en absolut komponent (et absolut beløb) og en relativ komponent (den procentdel af den samlede gældsforpligtelse, som restancebeløbet udgør). En gældsforpligtelse i restance bør som følge heraf anses for væsentlig, hvis den overstiger både den grænse, der er udtrykt i absolutte termer, og den grænse, der er udtrykt som en procentdel. |
|
(3) |
Gennemsnitsindkomsten og størrelsen af de gennemsnitlige gældsforpligtelser varierer betragteligt mellem forskellige låntagere. Væsentlighedsgrænserne bør derfor differentieres tilsvarende, med særskilte absolutte komponenter for grænserne for henholdsvis detaileksponeringer og andre eksponeringer. |
|
(4) |
Væsentlighedsgrænsen bør tilpasses de lokale forhold i den enkelte jurisdiktion. Forskellene med hensyn til de økonomiske vilkår, herunder de forskellige prisniveauer i jurisdiktionerne, retfærdiggør, at væsentlighedsgrænsens absolutte komponent kan være forskellig fra jurisdiktion til jurisdiktion. En sådan differentiering er imidlertid sjældent berettiget, når det drejer sig om den relative komponent. Som følge heraf bør den relative komponent i princippet være den samme i alle jurisdiktioner, mens der for den absolutte komponents vedkommende bør være mulighed for en vis fleksibilitet. Dette vil gøre det muligt for de kompetente myndigheder at fastlægge væsentlighedsgrænsen på et hensigtsmæssigt niveau op til et angivet maksimum under hensyntagen til de særlige vilkår i deres respektive jurisdiktioner. |
|
(5) |
Selv om det grundlag, på hvilket grænsen fastlægges i de forskellige jurisdiktioner i Unionen, bør harmoniseres, bør det være muligt at opretholde visse forskelle med hensyn til de grænser, der gælder i de forskellige jurisdiktioner, til afspejling af forskellige risikoniveauer, som de relevante kompetente myndigheder under de særlige nationale markedsforhold anser for acceptable. Det kan derfor være nødvendigt at drøfte den hensigtsmæssige væsentlighedsgrænse inden for rammerne af de forskellige tilsynskollegier. |
|
(6) |
Væsentlighedsgrænsen kan have en betydelig indflydelse på beregningen af kapitalkrav og forventede tab for alle institutter i den pågældende jurisdiktion, uanset beregningsmetode. Af disse grunde bør de kompetente myndigheder ved fastlæggelsen af væsentlighedsgrænsen tage hensyn til en række faktorer, herunder detaileksponeringers specifikke risikokarakteristik. Den specifikke risikokarakteristik for detaileksponeringer og andre eksponeringer end detaileksponeringer bør behandles særskilt. |
|
(7) |
Det kan være nødvendigt, at også institutter, der driver grænseoverskridende virksomhed, anvender den væsentlighedsgrænse, der er fastlagt af en kompetent myndighed i en bestemt jurisdiktion Den grænse, der er fastlagt af den kompetente myndighed i en anden jurisdiktion, kan derfor være en vigtig faktor ved en kompetent myndigheds vurdering af, om det risikoniveau, som en given grænse afspejler, er acceptabelt. De væsentlighedsgrænser, der fastlægges af de kompetente myndigheder, bør derfor være gennemsigtige og meddeles Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA), således at de kan offentliggøres. |
|
(8) |
De kompetente myndigheder bør fastlægge væsentlighedsgrænsen, så den svarer til det risikoniveau, som de anser for acceptabelt. Da dette risikoniveau afhænger af måden, hvorpå væsentlighedsgrænsen anvendes i forbindelse med identifikationen af misligholdelse, er det nødvendigt, at de kompetente myndigheder ved fastlæggelsen af grænsen gør sig visse antagelser om, hvordan de beløb og andele, som vil blive sammenlignet med væsentlighedsgrænsens absolutte og relative komponent, bliver beregnet, og i hvilken fase af misligholdelsesidentifikationen væsentlighedsgrænsen anvendes. I den forbindelse bør grænsen fastlægges på en sådan måde, at institutterne dels kan identificere låntagere, som udgør en betydelig højere risiko på grund af delvise eller uregelmæssige, men systematisk forsinkede betalinger, dels rettidigt kan identificere en væsentlig gældsforpligtelse i restance. |
|
(9) |
Det indgår i definitionen af misligholdelse i artikel 178, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013, hvor væsentlig en gældsforpligtelse i restance er. For institutter, som anvender den interne ratingbaserede metode (»IRB-metoden«), medfører enhver ændring af denne definition væsentlige ændringer i de ratingsystemer, der anvendes til beregning af kapitalgrundlagskravene i relation til kreditrisiko. En kompetent myndighed bør derfor ikke ændre væsentlighedsgrænsen, medmindre den som følge af stedfundne ændringer i markedsvilkårene eller i de økonomiske vilkår er uegnet og indebærer betydelige forvridninger i forbindelse med identifikationen af misligholdelse. |
|
(10) |
De kompetente myndigheder bør have mulighed for at udskyde anvendelsen af væsentlighedsgrænserne for institutter, som skal gennemføre større ændringer af deres IRB-modeller, og institutter, for hvilke indførelsen af sådanne grænser er byrdefuld, fordi deres tidligere metode til bestemmelse af, hvor væsentlige eksponeringer i restance er, afviger betydeligt fra disse grænser. For institutter, som anvender IRB-metoden, men som anvender standardmetoden på en del af deres eksponeringer i henhold til artikel 148 eller 150 i forordning (EU) nr. 575/2013, bør anvendelsesdatoen for de nye væsentlighedsgrænser desuden være den samme for alle disse institutters eksponeringer. For imidlertid at undgå store forsinkelser i anvendelsen af væsentlighedsgrænser i Unionen, bør sådanne længere perioder begrænses. |
|
(11) |
Der bør gives de kompetente myndigheder tilstrækkelig tid til at foretage den omfattende analyse, som er nødvendig for at fastlægge væsentlighedsgrænsen på et acceptabelt niveau. |
|
(12) |
Denne forordning er baseret på det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som EBA har forelagt Kommissionen. |
|
(13) |
EBA har afholdt åbne offentlige høringer om det udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ligger til grund for denne forordning, analyseret de potentielle omkostninger og fordele i forbindelse hermed samt anmodet interessentgruppen for banker, der er nedsat i henhold artikel 37 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (2), om en udtalelse — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Grundlaget for fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen for detaileksponeringer
1. En kompetent myndighed fastlægger for alle institutter i sin jurisdiktion en fælles væsentlighedsgrænse for detaileksponeringer.
For institutter, som anvender definitionen af misligholdelse i artikel 178, stk. 1, første afsnit, litra a) og b), i forordning (EU) nr. 575/2013 på et niveau svarende til den individuelle kreditfacilitet, kan den kompetente myndighed imidlertid fastlægge en særskilt fælles væsentlighedsgrænse for detaileksponeringer.
2. Den i stk. 1, første afsnit, omhandlede væsentlighedsgrænse består af en absolut og en relativ komponent.
Den absolutte komponent udtrykkes som et maksimumsbeløb for summen af alle restancer, som en låntager skylder instituttet, dette instituts moderselskab eller et af dets datterselskaber (»gældsforpligtelse i restance«). Maksimumsbeløbet må ikke overstige 100 EUR eller det tilsvarende beløb i den relevante nationale valuta.
Den relative komponent udtrykkes som en procentdel, som afspejler forholdet mellem gældsforpligtelsen i restance og instituttets, dette instituts moderselskabs eller et af dets datterselskabers samlede balanceførte eksponeringer mod denne låntager, bortset fra aktieeksponeringer. Procenten skal være på mellem 0 % og 2,5 % og sættes til 1 %, når denne procentdel afspejler et risikoniveau, som den kompetente myndighed anser for at være acceptabelt, jf. artikel 3.
3. Den i stk. 1, andet afsnit, omhandlede væsentlighedsgrænse fastlægges i overensstemmelse med det i stk. 2 omhandlede grundlag, dog med den forskel, at »gældsforpligtelse i restance« og »instituttets samlede balanceførte eksponeringer mod denne låntager, bortset fra aktieeksponeringer« henviser til de af låntagerens gældsforpligtelser, som hidrører fra en enkelt kreditfacilitet, som instituttet, moderselskabet eller et af dets datterselskaber har stillet til rådighed.
4. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed tage hensyn til risikokarakteristikken for detaileksponeringer og specifikationen af detaileksponeringer i artikel 147 i forordning (EU) nr. 575/2013 i forbindelse med banker, som anvender den interne ratingbaserede metode, og i nævnte forordnings artikel 123 i forbindelse med institutter, som anvender standardmetoden.
5. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed antage, at der foreligger misligholdelse fra låntagerens side, hvis både den grænse, der udtrykkes ved væsentlighedsgrænsens absolutte komponent, og den grænse, der udtrykkes ved denne grænses relative komponent, overstiges enten 90 dage i træk eller 180 dage i træk, såfremt alle de eksponeringer, der indgår i beregningen af gældsforpligtelsen i restance, er sikret ved pant i beboelsesejendomme eller SMV-erhvervsejendomme og de 90 dage for disse eksponeringer er blevet erstattet med 180 dage i henhold til artikel 178, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013.
Artikel 2
Væsentlighedsgrænse for andre eksponeringer end detaileksponeringer
1. En kompetent myndighed fastlægger for alle institutter i sin jurisdiktion en fælles væsentlighedsgrænse for andre eksponeringer end detaileksponeringer.
2. Den i stk. 1 omhandlede væsentlighedsgrænse fastlægges i overensstemmelse med det i artikel 1, stk. 2, omhandlede grundlag, dog med den forskel, at væsentlighedsgrænsens absolutte komponent ikke må overstige 500 EUR eller det tilsvarende beløb i den relevante nationale valuta.
3. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med denne artikel skal den kompetente myndighed tage hensyn til risikokarakteristikken for andre eksponeringer end detaileksponeringer.
4. Ved fastlæggelse af væsentlighedsgrænsen i overensstemmelse med nærværende artikel skal den kompetente myndighed antage, at der foreligger misligholdelse fra låntagerens side, hvis både den grænse, der udtrykkes ved væsentlighedsgrænsens absolutte komponent, og den grænse, der udtrykkes ved denne grænses relative komponent, overstiges enten 90 dage i træk eller 180 dage i træk, såfremt de eksponeringer, der indgår i beregningen af gældsforpligtelsen i restance, er eksponeringer mod en offentlig enhed og de 90 dage for disse eksponeringer er blevet erstattet med 180 dage i henhold til artikel 178, stk. 1, litra b), i forordning (EU) nr. 575/2013.
Artikel 3
Risikoniveau
En kompetent myndighed skal anse en væsentlighedsgrænse for at afspejle et acceptabelt risikoniveau, jf. kravene i artikel 178, stk. 2, litra d), i forordning (EU) nr. 575/2013, hvis denne grænse hverken medfører anerkendelsen af uforholdsmæssigt mange misligholdelser, som skyldes andre forhold end en låntagers økonomiske vanskeligheder, eller betydelige forsinkelser i anerkendelsen af misligholdelser, som skyldes en låntagers økonomiske vanskeligheder.
Artikel 4
Meddelelse vedrørende væsentlighedsgrænser
En kompetent myndighed giver EBA meddelelse om de væsentlighedsgrænser, der fastlægges i dens jurisdiktion. En kompetent myndighed, som fastlægger væsentlighedsgrænsens relative komponent, således at denne er højere eller mindre end 1 %, skal begrunde dette valg over for EBA.
Artikel 5
Opdatering af væsentlighedsgrænser
Hvis væsentlighedsgrænsens absolutte komponent fastlægges i en anden valuta end euro og det hertil svarende beløb for komponenten som følge af udsving i valutakurserne overstiger 100 EUR for detaileksponeringer og 500 EUR for andre eksponeringer end detaileksponeringer, må grænsen ikke ændres, medmindre den kompetente myndighed over for EBA sandsynliggør, at væsentlighedsgrænsen ikke længere afspejler et risikoniveau, som den kompetente myndighed anser for at være acceptabelt.
Artikel 6
Anvendelsesdato for væsentlighedsgrænser
En kompetent myndighed fastsætter en anvendelsesdato for væsentlighedsgrænserne, som kan være forskellig for forskellige kategorier af institutter, men som for institutter, som anvender standardmetoden i tredje del, afsnit II, kapital 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, ikke må ligge senere end den 31. december 2020.
Artikel 7
Ikrafttræden
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 7. maj 2018.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. oktober 2017.
På Kommissionens vegne
Jean-Claude JUNCKER
Formand
(1) EUT L 176 af 27.6.2013, s. 1.
(2) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), om ændring af afgørelse nr. 716/2009/EF og om ophævelse af Kommissionens afgørelse 2009/78/EF (EUT L 331 af 15.12.2010, s. 12).