(1)

Hvidvask af penge og den relaterede finansiering af terrorisme og organiseret kriminalitet er fortsat væsentlige problemer på EU-plan og skader derved den finansielle sektors stabilitet og omdømme og truer det indre marked og Unionens indre sikkerhed. For at tackle disse problemer samt supplere og styrke anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 (2) er formålet med dette direktiv strafferetlig bekæmpelse af hvidvask, hvilket muliggør mere effektivt og hurtigere grænseoverskridende samarbejde mellem kompetente myndigheder.

(2)

Foranstaltninger, som udelukkende træffes på nationalt plan eller endog på EU-plan uden hensyntagen til koordinering og samarbejde på internationalt plan, ville kun have meget begrænsede virkninger. De foranstaltninger, som Unionen træffer for at bekæmpe hvidvask af penge, bør derfor være forenelige med og mindst lige så strenge som andre tiltag, der træffes i internationale fora.

(3)

Unionen bør ved sin indsats fortsat tage særligt hensyn til anbefalingerne fra Den Finansielle Aktionsgruppe (FATF) og instrumenter fra andre internationale organisationer og organer, som er aktive inden for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. De relevante EU-retsakter bør, hvor det er relevant, afstemmes yderligere med de internationale standarder om forebyggelse af hvidvask af penge samt finansiering af terrorisme og masseødelæggelsesvåben, der blev vedtaget af FATF i februar 2012 (»de reviderede anbefalinger fra FATF«). Som underskriver af Europarådets konvention om hvidvask, efterforskning samt beslaglæggelse og konfiskation af udbyttet af strafbare handlinger og finansiering af terrorisme bør Unionen gennemføre nævnte konventions krav i sin retsorden.

(4)

I Rådets rammeafgørelse 2001/500/RIA (3) fastsættes krav vedrørende kriminalisering af hvidvask af penge. Denne rammeafgørelse er imidlertid ikke tilstrækkelig omfattende, og den nuværende kriminalisering af hvidvask er ikke tilstrækkelig sammenhængende til effektivt at bekæmpelse hvidvask i hele Unionen og resulterer i håndhævelsesmangler og i hindringer for samarbejdet mellem de kompetente myndigheder i forskellige medlemsstater.

(5)

Definitionen af kriminelle handlinger, der udgør underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge, bør være tilstrækkelig ensartet i alle medlemsstaterne. Medlemsstaterne bør sikre, at alle lovovertrædelser, der kan straffes med en fængselsstraf som fastlagt i dette direktiv, anses som underliggende lovovertrædelser for hvidvask af penge. Endvidere bør medlemsstaterne, i det omfang sådanne strafferammer ikke allerede gør det, inkludere et spektrum af lovovertrædelser i hver enkelt kategori af lovovertrædelser, der er opregnet i dette direktiv. I så fald bør medlemsstaterne kunne beslutte, hvordan de forskellige lovovertrædelser i hver enkelt kategori skal afgrænses. Hvis en kategori af lovovertrædelser, såsom terrorisme eller miljøkriminalitet, omfatter lovovertrædelser, som er fastlagt i EU-retsakter, bør der i dette direktiv henvises til de pågældende retsakter. Medlemsstaterne bør imidlertid anse enhver lovovertrædelse fastlagt i sådanne EU-retsakter for at udgøre en underliggende lovovertrædelse for hvidvask af penge. Enhver form for strafbar deltagelse i udførelsen af en underliggende lovovertrædelse som kriminaliseret i henhold til national ret bør ligeledes betragtes som en kriminel handling med henblik på dette direktiv. I de tilfælde hvor EU-retten giver medlemsstaterne mulighed for at indføre andre sanktioner end strafferetlige sanktioner, bør dette direktiv ikke pålægge medlemsstaterne i disse tilfælde at klassificere lovovertrædelserne som underliggende lovovertrædelser med henblik på dette direktiv.

(6)

Anvendelsen af virtuelle valutaer frembyder nye risici og udfordringer for bekæmpelsen af hvidvask af penge. Medlemsstaterne bør sikre, at sådanne risici håndteres hensigtsmæssigt.

(7)

Som følge af konsekvenserne af hvidvask af penge begået af indehavere af offentlige embeder for den offentlige sfære og for offentlige institutioners integritet bør medlemsstaterne have mulighed for at overveje at indføre strengere straffe for indehavere af offentlige embeder i deres nationale rammer i overensstemmelse med deres retlige traditioner.

(8)

Skattekriminalitet i forbindelse med direkte og indirekte skatter bør omfattes af definitionen af kriminelle handlinger i overensstemmelse med de reviderede FATF-anbefalinger. Da forskellige former for skattekriminalitet i de enkelte medlemsstater kan udgøre en kriminel handling, der straffes med de sanktioner, som er omhandlet i dette direktiv, kan definitionerne af skattekriminalitet eventuelt være forskellige i national ret. Dette direktiv har dog ikke til formål at harmonisere definitionerne af skattekriminalitet i national ret.

(9)

I straffesager vedrørende hvidvask af penge bør medlemsstaterne bistå hinanden mest muligt og sikre, at oplysninger udveksles på en effektiv og rettidig måde i overensstemmelse med national ret og den eksisterende EU-retlige ramme. Forskelle mellem definitionerne af underliggende lovovertrædelser i national ret bør ikke hindre internationalt samarbejde i straffesager vedrørende hvidvask af penge. Samarbejdet med tredjelande bør styrkes, navnlig ved at tilskynde til og støtte oprettelsen af effektive foranstaltninger og mekanismer til at bekæmpe hvidvask af penge samt ved at sikre et bedre internationalt samarbejde på dette område.

(10)

Dette direktiv finder ikke anvendelse på hvidvask af penge, der vedrører formuegoder, der hidrører fra strafbare handlinger til skade for Unionens finansielle interesser, som er omfattet af specifikke bestemmelser som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/1371 (4). Dette berører ikke medlemsstaternes mulighed for at gennemføre nærværende direktiv og direktiv (EU) 2017/1371 ved hjælp af en enkelt samlet ramme på nationalt plan. I medfør af artikel 325, stk. 2, i traktaten om den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) træffer medlemsstaterne de samme foranstaltninger til bekæmpelse af svig, der skader Unionens finansielle interesser, som til bekæmpelse af svig, der skader deres egne finansielle interesser.

(11)

Medlemsstaterne bør sikre, at visse former for hvidvask af penge også er strafbare, når de begås af den person, der har begået den kriminelle handling, som frembragte formuegoderne (»hvidvask af egne penge«). I sådanne tilfælde, hvor hvidvask af penge ikke blot omfatter besiddelse eller anvendelse af formuegoder, men også involverer overførsel, konvertering, hemmeligholdelse eller tilsløring af formuegoder og resulterer i yderligere skade end den, der allerede er forvoldt ved den kriminelle handling, f.eks. ved at bringe formuegoderne, der hidrører fra en kriminel handling, i omsætning og dermed hemmeligholde deres ulovlige oprindelse, bør denne hvidvask af penge være strafbar.

(12)

For at sikre, at strafferetlige foranstaltninger er effektive mod hvidvask af penge, bør domfældelse være mulig, uden at det er nødvendigt præcist at fastslå, hvilken kriminel handling der frembragte formuegoderne, eller at der er en tidligere eller samtidig domfældelse for denne kriminelle handling, samtidig med at der tages højde for alle relevante omstændigheder og beviser. Det bør være muligt for medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale retssystem at sikre dette gennem andre midler end lovgivning. Retsforfølgning af hvidvask af penge bør heller ikke forhindres på grund af den omstændighed, at den kriminelle handling blev begået i en anden medlemsstat eller i et tredjeland, med forbehold af betingelserne i dette direktiv.

(13)

Formålet med dette direktiv er at kriminalisere hvidvask af penge, når den begås forsætligt og med viden om, at formuegoderne hidrørte fra en kriminel handling. I denne sammenhæng bør dette direktiv ikke sondre mellem situationer, hvor formuegoder hidrører direkte fra en kriminel handling, og situationer, hvor de hidrører indirekte fra kriminelle handlinger, i overensstemmelse med den brede definition af »udbytte« som fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/42/EU (5). Når det i hvert enkelt tilfælde skal vurderes, om formuegoderne hidrører fra kriminelle handlinger, og om personen vidste dette, bør sagens specifikke omstændigheder tages i betragtning, såsom om formuegodernes værdi står i misforhold til den tiltaltes lovlige indkomst, og om den kriminelle handling og erhvervelsen af formuegoderne fandt sted inden for samme tidsrum. Forsæt og viden kan udledes af objektive, faktiske omstændigheder. Da nærværende direktiv fastsætter minimumsregler for definitionen af strafbare handlinger og om sanktioner i forbindelse med hvidvask af penge, kan medlemsstaterne selv indføre eller opretholde skrappere strafferetlige regler inden for dette område. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne fastsætte, at hvidvask af penge, der begås hensynsløst eller ved grov uagtsomhed, udgør en strafbar handling. Henvisninger i nærværende direktiv til hvidvask af penge begået ved uagtsomhed bør forstås som sådan for de medlemsstater, der kriminaliserer sådan adfærd.

(14)

For at forebygge hvidvask af penge i hele Unionen bør medlemsstaterne sikre, at det kan straffes med en maksimumsstraf på mindst fire års fængsel. Denne forpligtelse berører ikke den individuelle fastsættelse og anvendelse af straffe og fuldbyrdelsen af domme under hensyn til de konkrete omstændigheder i hver enkelt sag. Medlemsstaterne bør også fastsætte yderligere sanktioner eller foranstaltninger, såsom bøder, midlertidig eller varig udelukkelse fra adgang til offentlig finansiering, herunder udbudsprocedurer, tilskud og koncessioner, midlertidigt forbud mod at udøve erhvervsvirksomhed eller midlertidigt forbud mod at stille op til et repræsentativt eller offentligt embede. Denne forpligtelse berører ikke dommerens eller domstolens skønsmæssige ret til at afgøre, hvorvidt yderligere sanktioner eller foranstaltninger skal anvendes eller ej, idet der tages hensyn til alle forhold i den konkrete sag.

(15)

Om end der ikke er nogen forpligtelse til at skærpe straffe, bør medlemsstaterne sikre, at dommeren eller domstolen har mulighed for at tage hensyn til de skærpende omstændigheder i dette direktiv, når lovovertrædere dømmes. Det ligger fortsat inden for dommerens eller domstolens skøn at beslutte, hvorvidt straffen skal skærpes på grund af de specifikke skærpende omstændigheder, idet der tages hensyn til alle den konkrete sags faktiske omstændigheder. Medlemsstaterne bør ikke være forpligtede til at fastsætte skærpende omstændigheder, når det i national ret er bestemt, at de strafbare handlinger, som er fastlagt i Rådets rammeafgørelse 2008/841/RIA (6), eller lovovertrædelser begået af fysiske personer, der fungerer som forpligtede enheder under udøvelsen af deres erhverv, kan straffes som særskilte strafbare handlinger, og dette kan føre til strengere sanktioner.

(16)

Indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold fjerner de finansielle incitamenter, der skaber kriminalitet. Direktiv 2014/42/EU fastlægger minimumsregler om indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold. Nævnte direktiv pålægger endvidere Kommissionen at aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om dets gennemførelse og om nødvendigt fremsætte passende forslag. Medlemsstaterne bør som minimum sikre indefrysning og konfiskation af redskaber og udbytte fra strafbare forhold i alle de i direktiv 2014/42/EU omhandlede tilfælde. Medlemsstaterne bør også kraftigt overveje at muliggøre konfiskation i alle tilfælde, hvor det ikke er muligt at indlede eller afslutte en straffesag, herunder i tilfælde, hvor lovovertræderen er afgået ved døden. Som Europa-Parlamentet og Rådet har anmodet om i den erklæring, der ledsager direktiv 2014/42/EU, vil Kommissionen fremlægge en rapport, som analyserer gennemførligheden af og de mulige fordele ved at indføre yderligere fælles regler vedrørende konfiskation af formuegoder, der hidrører fra handlinger af kriminel art, herunder hvis der ikke er dømt en eller flere bestemte personer for disse handlinger. En sådan analyse vil tage hensyn til forskellene mellem medlemsstaternes retstraditioner og -systemer.

(17)

I betragtning af den mobile karakter af gerningsmændene til og udbyttet fra strafbare handlinger samt den komplicerede og grænseoverskridende karakter af de efterforskninger, der kræves for at bekæmpe hvidvask af penge, bør alle medlemsstater fastsætte deres jurisdiktion med henblik på at give de kompetente myndigheder mulighed for at efterforske og retsforfølge sådanne handlinger. Medlemsstaterne bør i den forbindelse sikre, at deres jurisdiktion omfatter tilfælde, hvor en lovovertrædelse begås ved brug af informations- og kommunikationsteknologi, hvortil der er opnået adgang fra deres område, uanset om teknologien befinder sig på deres område eller ej.

(18)

I henhold til Rådets rammeafgørelse 2009/948/RIA (7) og Rådets afgørelse 2002/187/RIA (8) skal de kompetente myndigheder i to eller flere medlemsstater, der fører parallelle straffesager om de samme faktiske omstændigheder, som involverer den samme person, med bistand fra Eurojust indlede direkte høringer med hinanden, navnlig for at sikre, at alle de af dette direktiv omfattede lovovertrædelser retsforfølges.

(19)

For at sikre en vellykket efterforskning og retsforfølgning af hvidvask af penge bør de ansvarlige for efterforskning og retsforfølgning af sådanne lovovertrædelser have mulighed for at benytte effektive efterforskningsmidler, såsom dem, der anvendes i forbindelse med bekæmpelse af organiseret kriminalitet eller anden alvorlig kriminalitet. Det bør i den forbindelse sikres, at der står tilstrækkeligt personale og målrettet uddannelse, ressourcer og ajourført teknologisk kapacitet til rådighed. Brugen af sådanne midler i overensstemmelse med national ret bør være målrettet og ske under hensyntagen til proportionalitetsprincippet og karakteren og alvoren af de lovovertrædelser, der efterforskes, og bør respektere retten til beskyttelse af personoplysninger.

(20)

Dette direktiv erstatter visse bestemmelser i rammeafgørelse 2001/500/RIA for de medlemsstater, der er bundet af dette direktiv.

(21)

Dette direktiv er i overensstemmelse med de principper, der anerkendes i artikel 2 i traktaten om den Europæiske Union (TEU), og de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder samt med de principper, der navnlig er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, herunder i afsnit II, III, V og VI, som bl.a. omfatter retten til respekt for privatliv og familieliv og retten til beskyttelse af personoplysninger, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem lovovertrædelse og straf, hvilket også omfatter kravet om præcision, klarhed og forudsigelighed i strafferetten, uskyldsformodningen samt mistænktes og tiltaltes ret til adgang til advokatbistand, retten til ikke at inkriminere sig selv og retten til en retfærdig rettergang. Dette direktiv skal gennemføres i overensstemmelse med disse rettigheder og principper og under samtidig hensyntagen til den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder og andre menneskerettighedsforpligtelser i henhold til folkeretten.

(22)

Målet for dette direktiv, nemlig at underlægge hvidvask af penge i alle medlemsstaterne strafferetlige sanktioner, der er effektive, står i et rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dette direktivs omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(23)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(24)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Rammeafgørelse 2001/500/RIA er fortsat bindende for og finder fortsat anvendelse i Danmark —