30.1.2018   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 25/38


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2018/141

af 29. januar 2018

om ændring af afgørelse 2011/72/FUSP om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådet vedtog den 31. januar 2011 afgørelse 2011/72/FUSP (1).

(2)

De restriktive foranstaltninger i afgørelse 2011/72/FUSP finder anvendelse indtil den 31. januar 2018. På grundlag af en gennemgang af nævnte afgørelse bør de restriktive foranstaltninger forlænges indtil den 31. januar 2019. Oplysningerne om en person bør ændres.

(3)

Afgørelse 2011/72/FUSP bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Afgørelse 2011/72/FUSP ændres således:

1)

Artikel 5 affattes således:

»Artikel 5

Denne afgørelse finder anvendelse indtil den 31. januar 2019. Den overvåges løbende. Den kan forlænges eller ændres alt efter tilfældet, hvis Rådet skønner, at dens mål ikke er nået.«

2)

Bilaget ændres som anført i bilaget til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 29. januar 2018.

På Rådets vegne

R. PORODZANOV

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2011/72/FUSP af 31. januar 2011 om restriktive foranstaltninger over for visse personer og enheder på baggrund af situationen i Tunesien (EUT L 28 af 2.2.2011, s. 62).


BILAG

Oplysningerne om følgende person i bilaget til afgørelse 2011/72/FUSP affattes således:

 

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse

»5.

Fahd Mohamed Sakher Ben Moncef Ben Mohamed Hfaiez MATERI

Tuneser, født den 2. december 1981 i Tunis, søn af Naïma BOUTIBA, gift med Nesrine BEN ALI, indehaver af nationalt ID-kort nr. 04682068.

Person, der er genstand for de tunesiske myndigheders retslige efterforskning for så vidt angår medvirken til en offentlig embedsmands uretmæssige tilegnelse af tunesiske offentlige midler, medvirken til embedsmisbrug udøvet af en offentlig embedsmand (tidligere præsident Ben Ali) med henblik på at skaffe en tredjemand en uberettiget fordel og forårsage tab for administrationen, ulovlig påvirkning af en embedsmand tidligere præsident Ben Ali med henblik på direkte eller indirekte at opnå en fordel for en anden person, og for medvirken til en embedsmands modtagelse af offentlige midler, som han vidste var uretmæssig, og anvendelse til personlig fordel for sig selv eller sine familiemedlemmer.«