3.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 56/131

(1)

Efter en antidumpingundersøgelse (»den oprindelige undersøgelse«) pålagde Rådet i december 2013 ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013 (2) (»den oprindelige forordning«) en endelig antidumpingtold på importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90 (Taric-kode 8501310081, 8501310089, 8501320041, 8501320049, 8501330061, 8501330069, 8501340041, 8501340049, 8501612041, 8501612049, 8501618041, 8501618049, 8501620061, 8501620069, 8501630041, 8501630049, 8501640041, 8501640049, 8541409021, 8541409029, 8541409031 og 8541409039) og med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (»de oprindelige foranstaltninger«). Foranstaltningerne indførtes i form af en værditold på mellem 27,3 % og 64,9 %.

(2)

I den oprindelige undersøgelse indsendte China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (»CCCME«) på vegne af en gruppe eksporterende producenter et pristilsagn til Kommissionen. Ved afgørelse 2013/423/EU (3) godtog Kommissionen pristilsagnet vedrørende den midlertidige antidumpingtold. Efter meddelelsen om en ændret udgave af pristilsagnet fra en gruppe eksporterende producenter i samarbejde med CCCME bekræftede Kommissionen ved gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU (4) godtagelsen af pristilsagnet som ændret (»tilsagnet«) i de endelige foranstaltningers anvendelsesperiode. Siden da har Kommissionen vedtaget gennemførelsesafgørelse 2014/657/EU (5), der præciserer gennemførelsen af tilsagnet. Den vedtog også fem forordninger om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for flere eksporterende producenter (6).

(3)

Den 5. maj 2015 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne og udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af det undersøgte produkt (7). Undersøgelsens omfang var begrænset til den reference, der blev anvendt som reference for prisjusteringsmekanismen, jf. ovennævnte tilsagn. Den blev afsluttet i januar 2016 i medfør af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/12 (8).

(4)

Den 28. maj 2015 indledte Kommissionen antiomgåelsesundersøgelser vedrørende den mulige omgåelse af antidumping- og udligningsforanstaltninger på importen af den undersøgte vare ved import af den undersøgte vare afsendt fra Malaysia og Taiwan, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia og Taiwan eller ej (9)  (10). Som følge heraf blev foranstaltningerne udvidet til også at omfatte importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) afsendt fra Malaysia og Taiwan, med undtagelse af visse egentlige producenter, som blev anset for ikke at omgå foranstaltningerne (11).

(5)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (12) af de oprindelige foranstaltninger modtog Kommissionen den 4. september 2015 en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indgivet af EU ProSun på vegne af EU-producenter, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler), og den blev støttet af EU-producenter, hvis samlede produktion udgør mere end 50 % af den samlede produktion af samme vare fremstillet af den del af EU-erhvervsgrenen, som enten giver udtryk for tilslutning til eller modstand imod anmodningen.

(6)

Den 5. december 2015 indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen til Unionen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Kina (»det pågældende land«) og offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende  (13) (»meddelelsen om indledning af en udløbsundersøgelse«).

(7)

Samme dag indledte Kommissionen på eget initiativ en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, begrænset til en undersøgelse af, om det er i Unionens interesse at opretholde de gældende foranstaltninger over for celler af den type, der anvendes i fotovoltaiske moduler og paneler af krystallinsk silicium (14) (»meddelelse om indledning af interimsundersøgelse«).

(8)

Undersøgelsen af fortsat eller fornyet dumping omfattede perioden fra 1. oktober 2014 til 30. september 2015 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2012 til udgangen af den nuværende undersøgelsesperiode (»den betragtede periode«). De samme perioder blev anvendt i den delvise interimsundersøgelse.

(9)

I indledningsmeddelelserne opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelserne. Endvidere underrettede Kommissionen ansøgerne, andre kendte EU-producenter, kendte eksporterende producenter i Kina og de kinesiske myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere samt sammenslutninger, som Kommissionen vidste var berørt af indledningen af undersøgelserne, og opfordrede dem til at deltage.

(10)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningerne af undersøgelserne og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(11)

I meddelelsen om indledning af en udløbsundersøgelse meddelte Kommissionen de interesserede parter, at den påtænkte at anvende Amerikas Forenede Stater (»USA«) og Indien samt Japan, Malaysia, Sydkorea og Taiwan som tredjelande med markedsøkonomi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Kommissionen underrettede de kendte producenter i disse lande om indledningerne af undersøgelserne og opfordrede dem til at deltage.

(12)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den måske ville udtage en stikprøve af de kinesiske eksporterende producenter (i forbindelse med udløbsundersøgelsen), EU-producenterne og ikke forretningsmæssigt forbundne EU-importører (både i forbindelse med udløbsundersøgelsen og interimsundersøgelsen) i henhold til grundforordningens artikel 17.

(13)

I sine indledningsmeddelelser anførte Kommissionen, at den midlertidigt havde udtaget en stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af den største repræsentative EU-salgsmængde under hensyntagen til produktionsmængden og den geografiske beliggenhed, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Stikprøven bestod af seks EU-producenter af moduler og tre af celler. Både vertikalt integrerede og ikkeintegrerede producenter indgik i den foreløbige stikprøve. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger hertil. Alle de virksomheder, der blev foreløbigt udtaget, indvilligede i at indgå i den foreløbige stikprøve.

(14)

Der blev modtaget bemærkninger til den foreslåede stikprøve fra en række interesserede parter. De kritiserede den omstændighed, at flere EU-producenters navne og geografiske placering var fortrolige, hvilket forhindrede dem i at fremsætte bemærkninger til de udvalgte producenters markedsandel med hensyn til EU-erhvervsgrenens samlede produktion og salgsmængder.

(15)

Kommissionen erindrede om, at alle EU-producenter i stikprøven, undtagen SolarWorld, WARIS Srl (»Waris«) og Sillia VL (»Sillia«), i den indledende fase anmodede om, at deres navne blev holdt fortrolige. Kommissionen respekterede disse anmodninger, men opfordrede dem til at bekræfte, at de ønskede at forblive anonyme i løbet af hele den fornyede undersøgelse, og fremlægge en god begrundelse for deres anmodning. Alle de pågældende virksomheder med undtagelse af én bekræftede deres oprindelige anmodning og fremlagde en begrundelse for deres anmodninger. Navnlig havde virksomhederne tilkendegivet, at de frygtede at miste deres forretningsaktiviteter i Kina, og/eller leverancer af råmaterialer og komponenter fremstillet i Kina. Disse grunde blev fundet berettigede. Kommissionen besluttede derfor at acceptere deres krav om anonymitet, og at afvise anmodningerne fra de interesserede parter om at afsløre identiteten og den geografiske placering af de EU-producenter, der indgik i stikprøven. Blandt de anonyme virksomheder indvilligede kun Jabil Assembly Poland sp. zoo. (»Jabil«) i at få sit navn offentliggjort i den endelige stikprøve.

(16)

En eksporterende producent hævdede, at Kommissionen havde undladt at definere EU-erhvervsgrenen forud for udtagning af den foreløbige stikprøve. Producenten kunne derfor ikke udtale sig om, hvorvidt stikprøven er repræsentativ. Hertil kommer, at nogle af de udvalgte EU-producenter, som SolarWorld, er vertikalt integrerede, da de fremstiller celler, der hovedsagelig bruges til deres egen modulproduktion. Der er derfor risiko for, at produktionen af det samme slutprodukt, dvs. modulerne, er blevet talt med to gange.

(17)

Det fremgår af indledningsmeddelelserne, at »EU-erhvervsgrenen« henviser til alle EU-producenter af moduler og nøglekomponenter hertil (dvs. celler). Hertil kommer, at EU-erhvervsgrenen allerede var klart defineret i den oprindelige undersøgelse. Endelig er den bundne anvendelse af produktionen af celler blevet fratrukket ved gennemgangen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation og repræsentativitet. Denne påstand blev derfor afvist.

(18)

Flere andre interesserede parter hævdede, at Kommissionen ikke burde have medtaget Waris og Sillia i stikprøven, idet det er små EU-modulproducenter. De har en meget specifik forretningsmodel, som ikke er repræsentativ. Kommissionen burde hellere have medtaget store og mellemstore virksomheder såsom Jabil.

(19)

Kommissionen afviste dette argument, da den i stikprøven havde medtaget et betydeligt antal store og mellemstore modulproducenter. Waris og Sillia indgik i stikprøven for at sikre en bredere geografisk repræsentativitet.

(20)

Efter indledningen af proceduren var Kommissionen nødt til at udelukke virksomheden Sillia fra stikprøven på grund af manglende samarbejde. Som følge heraf tegnede de resterende stikprøveudvalgte EU-producenter sig for 38,8 % af det samlede EU-salg og for 55 % af Unionens samlede produktion af moduler. Hvad angår celler tegnede de sig for 76,6 % af den samlede EU-salgsmængde og 77 % af den samlede EU-produktion. Derfor blev den ændrede stikprøve stadig anset for at være repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(21)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at fremlægge de oplysninger, der var nævnt i indledningsmeddelelserne.

(22)

To ikke forretningsmæssigt forbundne importører afgav de nødvendige oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I betragtning af det lave antal besluttede Kommissionen, at det ikke var nødvendigt at udtage stikprøver.

(23)

På baggrund af det tilsyneladende store antal eksporterende producenter påtænktes det i meddelelsen om indledning af en udløbsundersøgelse at anvende stikprøver for at fastsætte dumpingens omfang, jf. grundforordningens artikel 17. For at afgøre om det var nødvendigt at tage stikprøver og i bekræftende fald at udtage dem bad Kommissionen alle kendte eksporterende producenter i Kina om at indsende de oplysninger, der var angivet i meddelelsen om indledning af en udløbsundersøgelse. Myndighederne i det pågældende land blev også hørt.

(24)

81 eksporterende producenter i det pågældende land (ofte i grupper af flere virksomheder) afgav de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve bestående af tre grupper på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Alle tre eksporterede moduler til EU, en eksporterede også celler. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 17, stk. 2, blev alle berørte kendte eksporterende producenter og myndighederne i det pågældende land hørt om udtagningen af stikprøven. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger.

(25)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en af de interesserede parter, at stikprøven af de eksporterende producenter er uhensigtsmæssig, da den adskiller sig væsentligt fra stikprøven af EU-producenter med hensyn til de af stikprøven omfattede virksomheders produktion og produktionskapacitet.

(26)

Som forklaret i betragtning 24 udtog Kommissionen en stikprøve på grundlag af den største repræsentative eksportmængde til Unionen, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. I henhold til grundforordningens artikel 17 skal den anvendte stikprøve være statistisk gyldig baseret på oplysninger, der foreligger på tidspunktet for udvælgelsen, eller skal omfatte den største producerede, solgte eller eksporterede mængde, der kan anses for repræsentativ, og som med rimelighed kan undersøges inden for den tid, der er til rådighed. Stikprøven af eksporterende producenter skal således være repræsentativ for de eksporterende producenter og ikke for deres EU-modparter. Som bekræftet af Domstolens retspraksis behøver stikprøven af eksporterende producenter ikke at afspejle stikprøven af EU-producenter (15). Påstanden blev derfor afvist.

(27)

Kommissionen sendte spørgeskemaer til de tre stikprøveudtagne eksporterende producenter i Kina, ni EU-producenter og mere end 100 andre interesserede parter, f.eks. ikke forretningsmæssigt forbundne importører, leverandører og aftagere, som havde givet sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelserne.

(28)

Kommissionen indhentede og kontrollerede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at kunne træffe afgørelse om dumping, deraf følgende skade og Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg i henhold til grundforordningens artikel 16 hos følgende interesserede parter:

(29)

Den 20. december 2016 underrettede Kommissionen alle interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den agter at opretholde de gældende antidumpingforanstaltninger, og opfordrede alle interesserede parter til at fremsende bemærkninger. Kommissionen tog de interesserede parters bemærkninger i betragtning og indarbejdede dem, hvor det var relevant. Efter fremlæggelsen af oplysninger anmodede det kinesiske handelskammer, Wacker, Solar Power Europe (»SPE«) og Solar Alliance for Europe (»SAFE«) om og blev indrømmet en høring med høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(30)

Efter at det i betragtning 379 omhandlede udvalg ikke har afgivet en udtalelse, meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at nedsætte den periode, i hvilken foranstaltningerne vil gælde, fra 24 måneder til 18 måneder. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til dette.

(31)

Den pågældende vare fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium og celler af den type, der benyttes i fotovoltaiske moduler og paneler af krystallinsk silicium (cellerne har en tykkelse på højst 400 mikrometer) (»den undersøgte vare« eller »pågældende vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90 (Taric-kode 8501310081, 8501310089, 8501320041, 8501320049, 8501330061, 8501330069, 8501340041, 8501340049, 8501612041, 8501612049, 8501618041, 8501618049, 8501620061, 8501620069, 8501630041, 8501630049, 8501640041, 8501640049, 8541409021, 8541409029, 8541409031 og 8541409039) og med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina, medmindre de er i transit som omhandlet i artikel V i GATT.

(32)

Følgende varetyper er udelukket fra definitionen af den undersøgte vare:

(33)

Fotovoltaiske moduler og celler konverterer sollys til elektricitet. Konversionen foregår via celler, der absorberer lys og konverterer det til elektricitet gennem krystallinsk silicium.

(34)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

(35)

Kommissionen besluttede derfor, at disse varer er samme vare, jf. grundforordningens artikel 1, stk. 4.

(36)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, undersøgte Kommissionen, om der for nærværende fandt dumping sted, og om det var sandsynligt, at dumpingen ville fortsætte eller igen finde sted, hvis de gældende foranstaltninger vedrørende importen fra Kina skulle udløbe.

(37)

Da Folkerepublikken Kina betragtes som et land uden markedsøkonomi, blev den normale værdi fastsat på grundlag af prisen i et tredjeland med markedsøkonomi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a). Der skulle i den forbindelse udvælges et referenceland.

(38)

Indien tjente som egnet referenceland i den oprindelige undersøgelse. I indledningsmeddelelsen meddelte Kommissionen de interesserede parter, at den påtænkte at vælge USA og Indien (som ønsket af ansøgeren) samt Japan, Malaysia, Sydkorea og Taiwan som mulige referencelande.

(39)

Kommissionen modtog bemærkninger om valget af referenceland fra seks interesserede parter. Alle støttede Taiwan. Den ene støttede Sydkorea som et alternativ. Samtidig var de alle imod USA på grund af de gældende handelsbeskyttelsesforanstaltninger og fordrejninger som følge af national subsidiering. Tre parter var også imod Indien på grund af ineffektivitet på hjemmemarkedet.

(40)

Efter at have kontaktet alle kendte producenter af samme vare i alle potentielle referencelande sikrede Kommissionen samarbejde fra en producent i Taiwan og en i USA. Den samarbejdsvillige producent i Taiwan fremstillede hovedsageligt celler, men solgte både moduler og celler. De fleste af de moduler, der solgtes af denne producent, blev fremstillet af tredjeparter i henhold til en samleaftale, hvorved tredjeparten ville få celler og et samlegebyr og levere modulerne. Nogle moduler blev ganske enkelt købt fra tredjeparter, som den samarbejdende producent solgte celler til. Alle disse moduler blev derefter solgt under den samarbejdsvillige producents varemærke. Den samarbejdende producent i USA er forretningsmæssigt forbundet med den største EU-producent — SolarWorld — og producerede både celler og moduler, men solgte kun moduler.

(41)

Både det taiwanske og det amerikanske marked forekommer at være konkurrenceprægede med flere indenlandske producenter og en betydelig import fra udlandet. Imidlertid er markedet for solcellepaneler i USA er beskyttet af antidumping- og udligningstold på importen fra Kina og antidumpingtold på importen fra Taiwan. Taiwan har ikke sådanne foranstaltninger.

(42)

Da den samarbejdsvillige producent i USA ikke solgte celler på hjemmemarkedet i NUP, og da markedet i Taiwan i modsætning til USA ikke er beskyttet af handelsbeskyttelsesforanstaltninger, fandt Kommissionen, at Taiwan var et mere passende tredjeland med markedsøkonomi.

(43)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede to interesserede parter, at Kommissionens valg af referencelandsproducent var uhensigtsmæssigt, da producenten fremstiller mindre mængder celler end de eksporterende producenter og får moduler fremstillet af tredjeparter i henhold til en samleaftale.

(44)

I henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 7, vælger Kommissionen ikke referencelandsproducenter. Den vælger tredjelande med markedsøkonomi. På trods af Kommissionens omfattende bestræbelser på at sikre et bredt samarbejde i alle potentielle referencelande samarbejdede kun én producent i Taiwan. Endvidere var denne producent også den eneste samarbejdende producent i hele undersøgelsen, der solgte både moduler og celler. Endelig driver den samarbejdende producent i Taiwan virksomhed i et tredjeland med markedsøkonomi, som alle parter, der har fremsat bemærkninger til dette spørgsmål, støtter som referenceland i denne sag, herunder en af de to parter, der rejste påstanden. Påstanden blev derfor afvist, da der ikke var noget alternativ, og i lyset af omstændighederne i det konkrete tilfælde var valget passende.

(45)

Oplysningerne modtaget fra den samarbejdende producent i referencelandet blev brugt til at fastsætte den normale værdi, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a).

(46)

Kommissionen undersøgte først, om det samlede hjemmemarkedssalg for referencelandsproducenten var repræsentativt, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 2. I henhold til denne bestemmelse er hjemmemarkedssalget repræsentativt, hvis den pågældende producents samlede salg på hjemmemarkedet af samme vare til uafhængige kunder på hjemmemarkedet udgjorde mindst 5 % af hver eksporterende producents samlede eksportsalg af den pågældende vare til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode. I tilfælde af et repræsentativt hjemmemarkedssalg af samme vare blev rentable priser anvendt som normal værdi. Når salget af samme vare på hjemmemarkedet ikke var repræsentativt, blev den normale værdi beregnet i overensstemmelse med grundforordningens artikel 2, stk. 3 og 6. I tilfælde, hvor samme vare ikke blev solgt i repræsentative mængder, besluttede Kommissionen endvidere ikke at anvende artikel 2, stk. 2, sidste punktum, eftersom det repræsentative salg pr. virksomhed var under 1 %, hvilket er for lidt til at være repræsentativ i henhold til den pågældende bestemmelse.

(47)

Den normale værdi blev beregnet ved at tilføje følgende til den samarbejdsvillige referencelandsproducents gennemsnitlige produktionsomkostninger for samme vare i den nuværende undersøgelsesperiode:

(48)

For de varetyper, der blev solgt på hjemmemarkedet, blev de gennemsnitlige SA&G-omkostninger samt fortjenesten for transaktioner i normal handel på hjemmemarkedet for de pågældende typer tilføjet. For de varetyper, der slet ikke blev solgt på hjemmemarkedet, blev de vejede gennemsnitlige SA&G-omkostninger (mellem 2 % og 5 %) samt fortjenesten (mellem 1,5 % og 6 %) for alle transaktioner i normal handel på hjemmemarkedet tilføjet.

(49)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en interesseret part, at Kommissionen ved beregningen af den normale værdi ikke tog hensyn til de strukturbetingede omkostningsfordele for kinesiske såkaldte »tier 1-virksomheder« (16). Ifølge parten burde 22 % af produktionsomkostningerne have været trukket fra på grund af dette. Den samme part gjorde også indsigelse mod Kommissionens beregning af den normale værdi ved at tilføje SA&G-omkostningerne samt fortjenesten til produktionsomkostningerne. Ifølge denne part er dette dobbelttælling, da eventuelle samlegebyrer allerede omfatter en del af SA&G-omkostningerne samt fortjenesten.

(50)

En anden interesseret part hævdede, at Kommissionen ikke havde vist fordelingen af mængden og repræsentativiteten af produktionen og salget af solceller, der fremstilles af referencelandsproducenten, og moduler, der fremstilles i henhold til en samleaftale. Ifølge parten har Kommissionen undladt at forklare, hvordan omkostningerne til produktion af moduler, som er fremstillet i henhold til samleaftalen, blev beregnet. Den samme virksomhed anmodede om, at Kommissionen skulle give yderligere oplysninger om beregningen af den beregnede normale værdi for både celler og moduler. Desuden bør Kommissionen give detaljerede oplysninger om samlepartnerens omkostningsstruktur og størrelse for at fastslå, om den i tilstrækkelig grad kunne opnå stordriftsfordele, og om samlegebyret til samlepartneren var repræsentativt. Kommissionen bør også vurdere repræsentativiteten af det samlegebyr, der betales af referencelandsproducenten, ved at sammenligne det med det gebyr, som Jabil har modtaget for samme tjeneste i Unionen.

(51)

Når det var nødvendigt at beregne den normale værdi, blev den som nævnt ovenfor beregnet på grundlag af grundforordningens artikel 2, stk. 3, (dvs. produktionsomkostningerne i oprindelseslandet plus SA&G-omkostninger samt fortjeneste). De påståede omkostningsfordele for kinesiske tier 1-virksomheder tages ikke i betragtning i denne forbindelse, da der ikke er hjemmel hertil i henhold til grundforordningen. Endvidere blev det ikke præciseret i den relevante indgivelse, hvordan den interesserede part nåede frem til 22 %. Kommissionen var heller ikke enig i, at tilføjelse af SA&G-omkostninger samt fortjeneste fører til dobbelttælling. Prisen på råmaterialer, der sælges eller en tjenesteydelse, der udbydes i en markedsøkonomi, vil omfatte en del af leverandørens SG&A-omkostninger og fortjeneste. Derfor strider denne påstand mod den måde, hvorpå den normale værdi bør beregnes i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 3.

(52)

Som nævnt ovenfor blev repræsentativiteten af referencelandsproducentens salg på hjemmemarkedet vurderet af Kommissionen. De detaljerede resultater af denne test og produktions- og salgsmængderne kan imidlertid ikke oplyses, da de udgør fortrolige forretningsoplysninger fra denne producent. Produktionsomkostningerne for moduler fremstillet i henhold til samleaftalen bestod af produktionsomkostningerne for celler anvendt i modulerne og gebyret. Med hensyn til yderligere oplysninger om beregningen af den beregnede normale værdi af både celler og moduler bemærkede Kommissionen, at dette er fortrolige forretningsoplysninger. Derudover er nogle af oplysningerne, såsom forarbejdningspartnerens omkostningsstruktur, ikke blot fortrolige, men også umulige for Kommissionen og referencelandsproducenten at få adgang til. Med henvisning til denne anmodning kan det ikke understreges nok, at den interesserede part ikke anfægter Taiwan som et passende tredjeland med markedsøkonomi. I sit tidligere indlæg roste den interesserede part ligefrem Taiwan som sådan og afviste USA og Indien som referencelande. Der er ingen tegn på, og ingen af de interesserede parter har hævdet, at leverandører af en tjenesteydelse til en referencelandsproducent i et passende tredjeland med markedsøkonomi ikke opfører sig efter markedskræfterne.

(53)

Disse påstande blev derfor afvist.

(54)

Kommissionen fastsatte eksportprisen på grundlag af de eksportpriser, der faktisk betales eller skulle betales af uafhængige kunder i Unionen, eller på grundlag af videresalgspriserne, når den berørte vare blev solgt via forretningsmæssigt forbundne importører i Unionen.

(55)

For at undersøge, om priserne ved eksport til Unionen var pålidelige, og på grund af de eksisterende tilsagn blev priserne ved eksport til Unionen undersøgt i forhold til minimumsimportprisen (»MIP«) i tilsagnet. Det var faktisk nødvendigt at kontrollere, om prisen ved eksport til Unionen blev fastsat på et bestemt niveau hovedsageligt som følge af de minimumsimportpriser, der var fastsat i tilsagnene, og dermed om den var pålidelig. I den forbindelse undersøgte Kommissionen, om eksportpriserne til Unionen på et vejet gennemsnitligt grundlag for hver enkelt eksporterende producent i stikprøven var betydeligt højere end minimumsimportprisen. Kommissionen vurderede også, hvordan denne pris forholdt sig til priserne ved eksport til tredjelande.

(56)

For alle eksporterende producenter i stikprøven var prisen ved eksport til Unionen i gennemsnit på samme niveau som minimumsimportprisen. Desuden var deres pris ved eksport til Unionen væsentligt højere end priserne ved eksport til tredjelande. Det konstateredes altså, at prisen ved eksport til Unionen var stærkt påvirket af tilsagnet, og den er derfor upålidelig.

(57)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte en interesseret part, at denne konstatering bekræfter, at minimumsimportprisen tjener som en generelt benchmark for prisen på EU-markedet og dermed bestemmer prisniveauet for alle moduler, der sælges i Unionen, uanset hvor modulerne blev fremstillet.

(58)

Kommissionen så ikke denne sammenhæng. Det forhold, at de eksporterende producenter i stikprøven, fordi de var underlagt betingelserne i tilsagnet, ikke kunne sælge under minimumsimportprisen, udelukker ikke andre eksporterende producenter både fra Kina og andre tredjelande i at gøre det, hvis det er økonomisk rentabelt. Endvidere kan minimumsimportprisen ikke anvendes som sammenligningsgrundlag, da der er tale om fortrolige forretningsoplysninger. Påstanden blev derfor afvist.

(59)

I mangel af en pålidelig eksportpris for de kinesiske eksporterende producenter på grund af tilsagnene i denne sag overvejede Kommissionen en anden metode til at fastsætte eksportprisen. Eftersom de eksporterende producenter i stikprøven solgte solcellepaneler på verdensmarkedet, anvendte Kommissionen enhedseksportpriserne for solcellepaneler, der sælges på de største eksportmarkeder uden for Unionen (Chile, Indien, Japan og Singapore, afhængigt af den eksporterende producent) af de eksporterende producenter i stikprøven, når disse salgspriser ikke omfattede handelsbeskyttelsesafgifter. Indien syntes at have indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger, men Kommissionen var i stand til at anvende data fra de eksporterende producenter, der ikke betalte disse afgifter, af den årsag, der er anført i betragtning 60. Det viste sig efter fremlæggelsen af oplysninger, at disse afgifter ikke længere fandtes i NUP (jf. betragtning 86).

(60)

I de tilfælde, hvor de eksporterende producenter eksporterede den pågældende vare direkte til uafhængige kunder i tredjelandet, var enhedseksportprisen den pris, der faktisk var betalt eller skulle betales ved eksportsalg til det relevante tredjelandsmarked, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 8.

(61)

I de tilfælde hvor de eksporterende producenter eksporterede den pågældende vare til tredjelandet gennem en forretningsmæssig forbundet virksomhed, der fungerede som importør, blev enhedseksportprisen fastsat på grundlag af den importerede vares pris ved første videresalg til uafhængige kunder i det relevante tredjelandsmarked, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 9. I dette tilfælde blev der på grundlag af de oplysninger, der blev modtaget fra de eksporterende producenter i stikprøven og kontrolleret af Kommissionen, foretaget justeringer af prisen for alle omkostninger, der var påløbet mellem import og videresalg, herunder SA&G-omkostninger (mellem 0,05 % og 9 %, afhængigt af de oplysninger, der indberettes af og kontrolleres for den pågældende virksomhed), samt for fortjeneste (mellem 1 % og 3 %, afhængig af de oplysninger, der indberettes af og kontrolleres for den pågældende virksomhed). I dette tilfælde blev der set bort fra salgstransaktioner, herunder antidumping- eller udligningstold, da de ikke giver et pålideligt billede i mangel af foranstaltninger. Derfor blev den toldbelagte transaktion i Amerikas Forenede Stater udelukket, eftersom langt størstedelen af disse transaktioner fandt sted gennem forretningsmæssigt forbundne importører.

(62)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte en interesseret part, at Kommissionen ved at beregne eksportprisen på grundlag af artikel 2, stk. 9, med urette justerede SA&G-omkostninger og fortjeneste for forretningsmæssigt forbundne forhandlere i Kina og Hongkong.

(63)

Den samme interesserede part påpegede, at nogle af justeringerne kan være blevet talt med, når direkte salgsomkostninger blev tilføjet (da de allerede indgik i SA&G). Parten påpegede endvidere, at dumpingniveauet i forhold til underbudsniveau kunne tyde på, at der var fejl i beregningerne.

(64)

Kommissionen accepterede disse påstande. Af hensyn til forhandlere i Kina og Hongkong blev der foretaget en relevant justering i henhold til grundforordningens artikel 2, stk. 10, litra i), i stedet for i henhold til artikel 2, stk. 9. Kommissionen justerede også sine beregninger for at undgå dobbelttælling af visse justeringer. Hertil kommer, at Kommissionen efter bemærkningen om dumping og underbud fandt en skrivefejl i sine beregninger og rettede den. Ændringerne i beregningerne har ingen indvirkning på konklusionen og forslaget. Ikke desto mindre blev den pågældende part underrettet om de ændringer, der blev foretaget efter dens bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, og fik mulighed for at udtale sig igen om nødvendigt.

(65)

For at fastsætte eksportprisen blev enhedseksportprisen, som fastsat som beskrevet ovenfor, derefter ganget med de mængder, der blev solgt til Unionen i NUP.

(66)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte en interesseret part spørgsmålstegn ved brugen af eksportpriserne fra tredjelande. Ifølge parten er udbredelsen af solcelleanlæg i Chile og Singapore begrænset og udgør en mindre andel af Kinas samlede eksport af celler og moduler. Den samme har anmodede Kommissionen om at give en oversigt over fordelingen af eksportsalg til hvert land i den beregnede eksportpris og de vejede gennemsnitlige eksportpriser i hvert af de fire pågældende eksporterende lande, nemlig Chile, Indien, Japan og Singapore.

(67)

En anden interesseret part fremførte, at ændring af beregningsmetoden og anvendelse af priser til tredjelande for at beregne eksportprisen er i strid med grundforordningens artikel 11, stk. 9, som fortolket af Retten (17).

(68)

Som forklaret ovenfor anvendte Kommissionen for hver enkelt eksporterende producent, der indgik i stikprøven, dens største eksportmarkeder. Chile og Singapore repræsenterer ikke mindre andele af den eller de pågældende eksporterende producenter i stikprøven. Med hensyn til anmodningen om opdeling af eksportsalget til hvert land i den beregnede eksportpris og de vejede gennemsnitlige eksportpriser i hvert af de fire pågældende eksporterende lande bemærker Kommissionen, at disse oplysninger indeholder fortrolige forretningsoplysninger. Derudover blev disse oplysninger indhentet fra de eksporterende producenter i stikprøven. De fik dem derefter tilbage med den specifikke fremlæggelse af oplysninger, så de kunne kontrollere, om oplysningerne blev anvendt korrekt i den relevante beregning. Der blev ikke modtagen nogen bemærkninger vedrørende dette spørgsmål fra de eksporterende producenter i stikprøven. Følgende intervaller illustrerer dette: Chile fra 12 % til 18 % af den eller de relevante eksporterende producenters eksport Indien fra 9 % til 15 % af den eller de relevante eksporterende producenters eksport Japan fra 12 % til 22 % af den eller de eksporterende producenters eksport, og Singapore fra 40 % til 60 % af den eller de eksporterende producenters eksport.

(69)

For så vidt angår ændringen i beregningsmetoden er det ganske vist korrekt, at, som det fremgår af grundforordningens artikel 11, stk. 9, den metode for beregning af dumpingmargenen, der følges i en fornyet undersøgelse, skal være den samme som den, der blev benyttet i den oprindelige undersøgelse, der førte til indførelsen af antidumpingforanstaltningerne. Bestemmelsen indeholder dog en undtagelse, der giver mulighed for at anvende en anden metode, såfremt omstændighederne er ændret. Som forklaret ovenfor blev virkningen af tilsagnet på eksportpriserne til Unionen undersøgt, og eksistensen af minimumsimportprisen blev anset for at gøre disse priser upålidelige. I betragtning af, at omstændighederne har ændret sig, kunne Kommissionen i henhold til artikel 11, stk. 9, anvende en metode, der var forskellig fra den, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse. I den dom, der påberåbes af den interesserede part, var denne mulighed udtrykkeligt fastlagt, men Rådet besluttede ikke at gøre brug af den. Endelig bør det bemærkes, at Kommissionens tilgang blev bekræftet af Domstolen (18).

(70)

Disse påstande blev derfor afvist.

(71)

Kommissionen sammenlignede den normale værdi med eksportpriserne for solcellepaneler i de stikprøveudvalgte eksporterende producenters største eksportmarkeder tredjelande (Chile, Indien, Japan og Singapore, afhængigt af den eksporterende producent i stikprøven).

(72)

I tilfælde, hvor det var begrundet i behovet for at sikre en rimelig sammenligning, justerede Kommissionen den normale værdi og/eller eksportprisen for forskelle, der påvirkede priserne og prisernes sammenlignelighed, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 10. Der blev foretaget justeringer for transport- og forsikringsomkostninger, (mellem 0,02 % og 7 %, afhængigt af de data, som blev indberettet af og kontrolleret for den pågældende virksomhed), håndtering, lastning og dermed forbundne omkostninger (mellem 0 % og 1 %, afhængigt af de data, som blev indberettet af og kontrolleret for den pågældende virksomhed), kreditomkostninger (mellem 0,05 % og 0,5 %, afhængigt af de data, som blev indberettet af og kontrolleret for den pågældende virksomheder) og bankomkostninger (mellem 0 % og 0,03 %, afhængigt af de data, som blev indberettet og kontrolleret for den pågældende virksomhed).

(73)

For de eksporterende producenter i stikprøven sammenlignede Kommissionen den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare i referencelandet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare, jf. grundforordningens artikel 2, stk. 11 og 12.

(74)

De således beregnede dumpingmargener lå på 23,5 %-31,5 %.

(75)

Som anført i betragtning 48 var prisen ved eksport til Unionen stærkt påvirket af tilsagnet, og den er derfor upålidelig. For fuldstændighedens skyld sammenlignede Kommissionen ikke desto mindre den vejede gennemsnitlige normale værdi for hver type af samme vare i referencelandet med den vejede gennemsnitlige eksportpris for den tilsvarende type af den pågældende vare ved eksport til Unionen. På dette grundlag blev der i NUP konstateret dumpingmargener på 8,9-14,8 % udtrykt som en procentdel af cif-prisen, Unionens grænse, ufortoldet.

(76)

Denne beregning viste dumping for eksporterende producenter, der i NUP var omfattet af tilsagn. Der mindes om, at minimumsimportprisen i tilsagnene ikke var baseret på dumpingmargenen. Tilsagnene fjernede altså ikke den dumping, der var blevet konstateret i den oprindelige undersøgelse, helt.

(77)

Efter fremlæggelsen af oplysninger klagede en interesseret part, der ikke var en eksporterende producent i stikprøven, over, at der ikke blev givet nærmere oplysninger om beregningen af dumpingmargener.

(78)

Kommissionen bemærkede, at de eksporterende producenter i stikprøven, der leverede oplysninger, fik detaljerede beregninger og kontrollerede dem. En fremlæggelse af oplysninger for tredjeparter, der går videre end det dækkende sammendrag i dokumentet med fremlæggelse af oplysninger og i nærværende forordning, vil være i strid med de bestemmelser, der finder anvendelse på behovet for at skabe ligevægt mellem forretningshemmeligheder og proceduremæssige rettigheder.

(79)

Som omhandlet i betragtning 55-59 var prisen ved eksport til Unionen for alle eksporterende producenter i stikprøven i gennemsnit på samme niveau som minimumsimportprisen. Desuden var deres pris ved eksport til Unionen væsentligt højere end priserne ved eksport til tredjelande. Det er derfor meget sandsynligt, at prisen ved eksport til Unionen ville falde til niveauet for priserne ved eksport til andre tredjelande i mangel af tilsagn. Den sandsynlige dumpingmargen ville i mangel af foranstaltninger ligge i intervallet 23,5 % til 31,5 % som fastsat i betragtning 74. Disse dumpingmargener er betydeligt højere end dem, der blev fastsat på grundlag af prisen ved eksport til Unionen i NUP (som lå i intervallet 400 EUR/kW og 700 EUR/kW for moduler og 100 EUR/kW og 400 EUR/kW for celler). Som fastsat i betragtning 75 er disse dumpingmargener på mellem 8,9 % og 14,8 %.

(80)

I forbindelse med analysen af sandsynligheden for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne udløber, analyserede Kommissionen også følgende elementer: EU-markedets tiltrækningskraft og produktionskapacitet og forbrug i det pågældende land

(81)

I 2012 tegnede EU-markedet sig for op til 60 % af den årlige globale nyinstallerede kapacitet. Dets betydning er siden da faldet til 14 % i 2015 som anført i betragtning 197. Dets andel forventes fortsat at spille en vigtig rolle i fremtiden. Prognoserne for væksten på EU-markedet målt i årlig global nyinstallerede kapacitet er dog forholdsvis beskedne i forhold til resten af verden.

(82)

Ikke desto mindre er Unionen stadig et vigtigt marked med ca. 7,2 GW årlig nyinstalleret kapacitet i NUP, og tre medlemsstater (Frankrig, Tyskland og Det Forenede Kongerige) var blandt de ti største markeder for solcellemoduler i 2015 (19). Desuden har indførelsen og styrkelsen af handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for importen fra Kina, som Canada, Indien og USA har foretaget, reduceret tiltrækningskraften ved disse markeder for eksporterende producenter fra Kina og derved øget EU-markedets tiltrækningskraft, hvis foranstaltningerne udløber.

(83)

De kinesiske producenter er stadig meget interesseret i EU-markedet. Trods indførelsen af antidumping- og udligningsforanstaltninger i 2013 har opretholdt en stærk position på EU-markedet. Deres andel på modulmarkedet faldt fra 66 % i 2012 til 41 % i NUP, mens deres andel på cellemarkedet steg fra 7 % i 2012 til 16 % i NUP. Dette afspejler tendensen til, at et stigende antal EU-producenter begrænser deres aktiviteter til modulproduktion og køber celler i tredjelande. De tæller som Unionens produktion af moduler. Det afspejler også tendensen til, at de eksporterende producenter, der også har produktionsanlæg i andre tredjelande end Kina, trækker deres tilsagn tilbage og sælger til Unionen fra de tredjelande.

(84)

Det fremgår endvidere af antiomgåelsesundersøgelsen i 2015, at nogle af de kinesiske producenter forsøgte at undgå foranstaltningerne gennem omgåelse via Taiwan og Malaysia, de største tredjelande med hensyn til import til Unionen. Efter indførelsen af foranstaltningerne har er flere tilsagn blevet trukket tilbage. Tilbagetrækningerne var enten frivillige eller skyldtes overtrædelser eller uigennemførlighed (se detaljerede henvisninger i fodnote 6).

(85)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod en interesseret part, at USA til trods for de handelsmæssige beskyttelsesforanstaltninger over for importen fra Kina stadig er et attraktivt marked som følge af incitamenter og et meget høj naturligt antal solskinstimer. Ifølge samme part har Indien i modsætning til oplysningerne ikke indført handelsbeskyttelsesforanstaltninger over for importen fra Kina. Desuden har Indien planer om at øge sin installerede kapacitet betydeligt.

(86)

Med hensyn til USA bemærkede Kommissionen, at parten ikke fremlagde dokumentation for, at incitamenterne til fulde opvejer den ulempe, der er forbundet med den told, der pålægges kinesiske producenter. I øvrigt har Kommissionen ikke hævdet, at det amerikanske marked ikke er attraktivt, men at tilstedeværelsen af toldsatser reducerede dets tiltrækningskraft. Med hensyn til Indien blev den foreslåede told ikke håndhævet og fik lov at udløbe i juni 2014. Selv om Indien ikke er omfattet af told, vil tolden i Canada og USA øge EU-markedets tiltrækningskraft, hvis foranstaltningerne udløber. Det betyder heller ikke, at EU-markedet ikke vil være attraktivt, idet alle de andre betragtninger, der er beskrevet ovenfor, stadig er aktuelle.

(87)

Den uudnyttede kapacitet for alle eksporterende producenter i Kina, der samarbejdede i forbindelse med denne undersøgelse, er på ca. 33 % ifølge deres besvarelser af stikprøvespørgeskemaet. Disse virksomheder alene havde en uudnyttet kapacitet i NUP (ca. 10 GW), der kan forsyne hele EU-markedet. Det skal bemærkes, at den uudnyttede kapacitet hos de største samarbejdsvillige producenter udtrykt i mængder er meget lavere, men virksomhedens kapacitetsudnyttelsesgrad er på 86-97,8 %.

(88)

Efter fremlæggelsen af oplysninger satte en interesseret part spørgsmålstegn ved disse oplysninger, idet de fire største kinesiske producenter (Trina, JA Solar, Jinko og Canadian Solar) opererede med fuld kapacitet. Ifølge den interesserede part tegner disse fire producenter sig for mere end 40 % af den samlede kinesiske eksport (ca. 11,2 GW). For at nå den overskydende kapacitet på 43 % i 2016, som Kommissionen havde anført, ville alle små producenter skulle operere med en kapacitetsudnyttelse på kun 20 %. Den interesserede part anmodede Kommissionen om at fremlægge nærmere oplysninger om beregningen af gennemsnittet på 43 %.

(89)

Kommissionen bemærkede for det første, at den uudnyttede kapacitet for alle eksporterende producenter i Kina, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, skønnes at være på ca. 33 %, ikke 43 %. Herudover er partens beregninger, der er skitseret ovenfor, baseret på den antagelse, at JA Solar og Canadian Solar samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Disse to producenter samarbejdede ikke i forbindelse med undersøgelsen. Deres kapacitet og kapacitetsudnyttelse er således ukendt for Kommissionen og blev ikke taget i betragtning i ovennævnte beregninger.

(90)

Påstanden blev derfor afvist.

(91)

Den samlede kinesiske produktionskapacitet for moduler anslås til 96,3 GW/år i 2015 og forventes at nå op på 108 GW/år i 2016 (20). Samtidig blev den globale efterspørgsel anslået til 50,6 GW i 2015 og forventes at stige til 61,7 GW (21) i 2016. Derfor oversteg de kinesiske producenters samlede uudnyttede kapacitet langt den globale efterspørgsel, nemlig med 47,5 % i 2015, og vil overstige den med 42,9 % i 2016.

(92)

Flere parter hævdede, at efterspørgslen på det kinesiske hjemmemarked har været voksende i de seneste år, og at den udgjorde 50 % af den kinesiske produktion af solcellemoduler i første kvartal af 2016. Kina vil angiveligt have ca. 20 GW nyinstallationer om året indtil 2020. Som nævnt ovenfor og uddybet i betragtning186-195 ville de kinesiske eksporterende producenters overskudskapacitet imidlertid kunne dække den samlede globale efterspørgsel i fremtiden, herunder alle de hurtigt voksende markeder som Kina selv, Indien, Japan, Sydamerika osv. tilsammen.

(93)

To interesserede parter anfægtede de oplysninger om kapacitet i Kina og det globale forbrug, der anvendes af Kommissionen. En interesseret part fremførte, at det vil være nødvendigt med yderligere kapacitet for at dække den stigende efterspørgsel efter solcelleanlæg i Kina og andre steder i den nærmeste fremtid. Ifølge den interesserede part havde Kommissionen ikke fremlagt rimelige argumenter for, at den påståede overskudskapacitet i Kina var bestemt til EU-markedet.

(94)

Disse påstande behandles i betragtning 190-191.

(95)

I lyset af den anslåede betydelige uudnyttede kapacitet i Kina, kombineret med EU-markedets tiltrækningskraft i form af størrelse og salgspriser, særligt med hensyn til prisniveauet for den kinesiske eksport til tredjelande, samt dokumentationen for tidligere omgåelsespraksis, konkluderede Kommissionen, at der er stor sandsynlighed for, at en ophævelse af antidumpingforanstaltningerne vil føre til en betydelig stigning i dumpingimporten af solceller og moduler fra Kina til Unionen.

(96)

Samme vare blev fremstillet af over 100 producenter i Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode. De udgør »EU-erhvervsgrenen« som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(97)

Alle tilgængelige oplysninger om EU-erhvervsgrenen blev anvendt til at fastsætte den samlede EU-produktion for NUP, da der ikke var fyldestgørende offentlige oplysninger om produktionen til rådighed. Disse oplysninger omfattede: makroøkonomiske data, der blev fremlagt af ansøgeren, men indhentet på dennes vegne af Europressedienst, et uafhængigt konsulentfirma, besvarelserne om den økonomiske situation fra de interesserede parter afgivet i perioden inden undersøgelsen startede, og de kontrollerede spørgeskemabesvarelser fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven.

(98)

På dette grundlag blev den samlede EU-produktion i den nuværende undersøgelsesperiode anslået til omkring 3 409 MW for moduler og 1 270 MW for celler.

(99)

En del af EU-erhvervsgrenen er vertikalt integreret, og, for så vidt angår produktion af celler er en væsentlig del af EU-erhvervsgrenens produktion beregnet til bunden anvendelse (96 %). Det frie marked for celler var dermed meget begrænset. Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en interesseret part den sidste udtalelse og anførte, at det frie marked udgjorde en stor del af det samlede marked for celler (anslået til ca. 3 409 MW, jf. tabel 1b). Kommissionen accepterede denne korrektion, da det bundne marked i Unionen ganske rigtigt kun udgjorde 31,8 % af det samlede forbrug af celler. Dette ændrer imidlertid ikke ved den konstatering, at en væsentlig del af EU-erhvervsgrenens celleproduktion var bestemt til bunden anvendelse, og har ingen indvirkning på analysen af skade og Unionens interesser. Det frie marked for celler består hovedsagelig af import og ikke af EU-celleproducenternes salg, da de fleste celleproducenter har forladt markedet i de senere år.

(100)

For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen fortsatte med at lide skade, og for at fastlægge forbruget og de forskellige økonomiske indikatorer for EU-erhvervsgrenens situation undersøgte Kommissionen, hvorvidt og i hvilket omfang den efterfølgende anvendelse af EU-erhvervsgrenens produktion af samme vare (»bunden anvendelse«) skulle tages i betragtning i analysen.

(101)

Kommissionen analyserede følgende økonomiske indikatorer i forhold til den samlede aktivitet (inkl. EU-erhvervsgrenens bundne anvendelse): forbrug, salgsmængde, produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, vækst, investeringer, lagerbeholdning, beskæftigelse, produktivitet, likviditet, investeringsafkast, evnen til at rejse kapital og dumpingmargenens størrelse. For disse indikatorer konstaterede Kommissionen i overensstemmelse med den oprindelige undersøgelse, at produktionen til det bundne marked også blev påvirket af konkurrence fra importen fra det pågældende land. De celler, der er bestemt til det bundne marked, blev anvendt som den vigtigste komponent i produktionen af moduler. Derfor udøvede den direkte konkurrence fra importen af moduler fra det pågældende land, som EU-modulproducenterne står over for, også et indirekte pres på den bundne salgspris og/eller omkostningerne til produktion af de celler, der anvendes i disse moduler. Herudover øgede importen af celler fra Kina presset på modulproducenter, der anvender bunden solcelleproduktion. De skulle ikke alene konkurrere med moduler, der er samlet i tredjelande af kinesiske celler, men også med moduler, der er samlet i Unionen under anvendelse af de importerede kinesiske celler.

(102)

I modsætning til andre sager (22), hvor sondringen mellem det bundne og det frie marked var relevant for skadesanalysen, fordi varer beregnet til bunden anvendelse ikke fandtes at være i direkte konkurrence med importvarerne, fastslog Kommissionen i den foreliggende sag, at det for de fleste økonomiske indikatorer ikke var berettiget at sondre mellem det bundne og det frie marked.

(103)

Hvad angår rentabiliteten nøjedes Kommissionen dog med at se på salg på det frie marked. Priserne på det bundne marked blev fastsat på grundlag af forskellige prispolitikker (interne afregningspriser til virtuel markedspris, afregning på grundlag af faktiske omkostninger osv.). De afspejler således ikke altid priserne på armslængdevilkår og kunne derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af denne indikator.

(104)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at EU-celleproducenternes situation burde være blevet vurderet særskilt for det bundne marked og det frie marked. De påstod for det første, at Kommissionen ikke har givet en behørig begrundelse for, hvordan det bundne marked også var blevet påvirket af konkurrencen fra importen fra Kina. For det andet fremførte en part, at da priserne på det bundne marked efter Kommissionens opfattelse ikke var pålidelige i forbindelse med en vurdering af rentabiliteten, er det ligeledes forkert at drage den konklusion, at de var under pres fra importen af moduler. For det tredje afkræfter en fælles analyse af de to markeder den omstændighed, at forbruget af celler faldt mindre end forbruget af moduler i den betragtede periode. Man kan hævde, at dette betyder, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem importen af moduler og importen af celler og mellem faldet i importen af celler og priserne på celler, der udsættes for det frie marked.

(105)

For det første gav Kommissionen i modsætning til parternes påstande i betragtning 101-102 en behørig begrundelse for, hvordan det bundne marked for celler også blev påvirket af konkurrencen fra importen fra Kina. Da cellen er hovedkomponenten ved fremstilling af et modul, udøver importen af moduler fra Kina et indirekte pres på salgsprisen på celler ved bundent salg, når transferprisen er baseret på en virtuel markedspris. Alternativt, når transferpriserne er baseret på faktiske omkostninger, lægger importen af celler pres på virksomhederne for at gøre deres produktion mere effektiv. Selv om priserne på det bundne marked ikke var tilstrækkeligt pålidelige til at vurdere rentabiliteten, betragtede Kommissionen for det andet udviklingen i disse priser som en relevant faktor for vurderingen af, hvorvidt det bundne marked var udsat for konkurrence fra importen fra Kina. For det tredje gjorde Kommissionen ikke gældende, at der er en direkte forbindelse mellem importen af moduler og importen af celler. Den bemærkede derimod, at den bundne anvendelse af celler også er udsat for direkte konkurrence fra importen af celler og indirekte konkurrence fra importen af moduler, da de bundne celler anvendes til produktion af moduler. Endelig fremlagde den interesserede part ikke bevis for, at der ikke er nogen forbindelse mellem priserne på celler på det frie marked og faldet i importen af celler. Som det fremgår af tabel 8b, steg EU-celleerhvervsgrenens salgspriser, da importen af celler fra Kina faldt både med hensyn til mængde og markedsandel mellem 2014, hvor foranstaltningerne begyndte at få fuld virkning, og NUP. Disse påstande afvistes derfor.

(106)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod den kinesiske regering, at en fælles analyse af det bundne og det frie marked for celler rent faktisk udelukker en analyse af det frie marked, da det kun udgør 4 % af den samlede solcelleproduktion i Unionen. Kommissionen har således undladt at undersøge situationen i EU-erhvervsgrenen som helhed og opfylder derfor ikke kravene om »objektivitet« i antidumpingaftalens artikel 3.1.

(107)

Kommissionen forstod dog ikke, hvordan en fælles analyse af det bundne og det frie marked for celler udelukker en analyse af det frie marked. Kommissionen analyserede nemlig en række skadesindikatorer kun for det frie marked f.eks. rentabilitet, salgspriser og investeringsafkast. Desuden blev en række indikatorer analyseret kumulativt, selv i de tilfælde hvor der blev foretaget en særskilt analyse af det bundne og det frie marked (23). Disse indikatorer er ofte: produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, investeringer, investeringsafkast, beskæftigelse, produktivitet, lagerbeholdninger og arbejdskraftomkostninger. Sidst, men ikke mindst fulgte skadesindikatorerne for disse EU-solcelleproducenter, som udelukkende sælger på det frie marked, den samme tendens, og konklusionerne for hele EU-celleerhvervsgrenen gælder følgelig også for dem. Den kinesiske regering hævdede, at der ifølge WTO's retspraksis i tilfælde af forekomsten af et bundet marked for en del af den undersøgte vare skal gennemføres en komparativ analyse. Kommissionen mener, at dette krav, selv hvis det fandt anvendelse i den foreliggende, meget specifikke sag, under alle omstændigheder var overholdt. For den del af Unionens celleproduktion, som sælges på et bundet marked, blev skaden konstateret på grundlag af et indirekte pres på priserne på de moduler, som disse celler indbygges i. For den del af Unionens celleproduktion, som sælges på et frit marked, blev skadesindikatorerne også vurderet særskilt, og de udviser samme tendens som for den bundne del af markedet (der, som følge af den omstændighed, at det udgør 96 % af EU-produktionen, er næsten identisk med den kumulative vurdering). Dette argument blev derfor afvist.

(108)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at erklæringen om, at EU-modulproducenter konkurrerer med moduler, der er samlet i tredjelande med kinesiske celler, på ulovlig vis udvider anvendelsesområdet for undersøgelsen. Disse moduler har imidlertid været omfattet af undersøgelsen fra starten, da celler giver moduler oprindelsesstatus (24). Denne påstand blev derfor afvist.

(109)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en anden part, at analysen af rentabiliteten på grundlag af 4 % af solcelleproduktionen i Unionen ikke er repræsentativ for en nøjagtig vurdering af behovet for at opretholde tolden. Kommissionen bemærkede, at kun rentabiliteten blev vurderet udelukkende på grundlag af salget af celler til uafhængige kunder, jf. begrundelserne i betragtning 103. Med henblik på at vurdere EU-erhvervsgrenens situation blev alle andre indikatorer analyseret under hensyntagen til både det bundne og det frie marked for celler. Dette argument blev derfor afvist.

(110)

Jabil samlede som kontraktproducent moduler på vegne af andre virksomheder i NUP. For denne samlingsydelse betalte de øvrige virksomheder et gebyr. De tog ligeledes det fulde kontraktlige ansvar for salget af moduler, der var samlet af Jabil. Følgelig stammede de indtægter, som Jabil oplyste, ikke fra salg af moduler, men fra servicegebyrer. Kommissionen besluttede derfor at udskille tallene for Jabils fortjeneste fra tallene for resten af EU-modulerhvervsgrenens fortjeneste (se betragtning 160 og 161). For de resterende skadesindikatorer kunne de samlingsydelser, Jabil leverede til ikke samarbejdsvillige modulproducenter, ikke kontrolleres og blev derfor ikke taget i betragtning.

(111)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anmodede en interesseret part om yderligere præciseringer af, hvilke oplysninger fra Jabil der blev eller ikke blev taget i betragtning, og hvorfor. For alle skadesindikatorer undtagen rentabiliteten har Kommissionen taget hensyn til alle oplysninger fra Jabil, som vedrører de samarbejdsvillige EU-modulproducenter. Kun disse oplysninger blev taget i betragtning, da de kunne kontrolleres, mens resten blev tilsidesat i betragtning af Jabils særlige forretningsmodel og den kendsgerning, at de endelige salgspriser ikke kunne kontrolleres.

(112)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget på grundlag af den samlede importmængde af den pågældende vare og den samlede salgsmængde af samme vare i Unionen, herunder salget til bunden anvendelse. EU-erhvervsgrenens samlede salg blev baseret på oplysninger fra Europressedienst, eventuelt korrigeret med data fra de interesserede parters besvarelser om den økonomiske situation, som blev indsendt i perioden inden undersøgelsen startede, og de verificerede spørgeskemabesvarelser fra virksomhederne i stikprøven. Som anført i betragtning 116 var importoplysningerne baseret på Comext og de data, medlemsstaterne indberetter til Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 14, stk. 6, (»database i henhold til artikel 14, stk. 6«). Data om forbruget blev krydstjekket med andre kilder (25).

(113)

EU-forbruget udviklede sig som følger:

Tabel 1a

EU-forbruget af moduler (MW)

Tabel 1b

EU-forbruget af celler (MW)

(114)

Samlet set faldt EU-forbruget betydeligt mellem 2012 og NUP. EU-forbruget af moduler faldt med 56 %. Efter det dramatiske fald på 35 % mellem 2012 og 2013 forblev forbruget forholdsvis stabilt i 2014 og i NUP.

(115)

Hvad angår celler faldt forbruget lidt mindre, nemlig med 26 % i den betragtede periode. Faldet i forbruget fandt hovedsagelig sted mellem 2013 og 2014, hvor det faldt med 26 %. Det begyndte dog at stige igen i NUP, hvor det steg med 4,5 % i forhold til 2014.

(116)

Importmængder og -værdier blev baseret på forskellige kilder. For 2012 og en del af 2013 var de baseret på oplysninger fra ansøgeren, men indhentet på dennes vegne af Europressedienst, da moduler og celler på daværende tidspunkt blev importeret til Unionen under toldpositioner, der omfatter andre varer, som ikke er genstand for denne undersøgelse, og Eurostat kunne derfor ikke anvendes. Efter at registrering af importen af moduler og celler var blevet indført den 6. marts 2013 (26), kunne Eurostats tal anvendes. For resten af 2013, 2014 og NUP baserede Kommissionen følgelig sine konklusioner på Comext-databasen (27) og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(117)

Importen til Unionen fra det pågældende land udviklede sig således:

Tabel 2a

Import af moduler fra Kina (MW) og markedsandel  (28)

Tabel 2b

Import af celler fra Kina (MW) og markedsandel

(118)

I den betragtede periode faldt importmængden af moduler fra Kina med 73 %, og der skete et tilsvarende fald i markedsandelen med 39 %, nemlig fra 66 % i 2012 til 41 % i NUP. Efter indførelsen af de gældende foranstaltninger i 2013 faldt mængden af importerede moduler imidlertid med 45 % mellem 2013 og 2014, mens forbruget faldt med 31 %.

(119)

Hvad angår celler steg importmængderne med 65 % i den betragtede periode, hvilket resulterede i en langt større stigning i markedsandel, nemlig med 123 % (fra 7 % i 2012 til 16 % i NUP) i en situation med et vigende marked. I samme periode mellem 2013 og 2014 steg importen af celler med 59 %, hvilket resulterede i en stigning i markedsandelen på 10 procentpoint. Selv om stigningen ikke fortsatte i NUP, forblev importen meget højere i NUP end i 2012 og 2013.

(120)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af Comext og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(121)

De gennemsnitlige importpriser ved salg til Unionen fra det pågældende land udviklede sig således:

Tabel 3a

Importpriser for moduler (EUR/kW)

Tabel 3b

Importpriser for celler (EUR/kW)

(122)

Den gennemsnitlige importpris fra Kina faldt med 22 % for moduler og 43 % for celler i den betragtede periode. Importprisen for moduler faldt i 2012 og 2013, og derefter, da foranstaltningerne trådte i kraft, steg prisen med 6,3 % for moduler mellem 2013 og 2014. Den faldt igen lidt mellem 2014 og undersøgelsesperioden, dvs. med 1,6 %. Hvad angår celler var importpriserne faldet med 43 % i den betragtede periode. Den faldt med 30 % mellem 2012 og 2013 og fortsatte med at falde mellem 2013 og 2014, hvor den faldt med yderligere 19,4 %. Imidlertid steg den svagt mellem 2014 og undersøgelsesperioden, nemlig med 1,4 %.

(123)

Som anført i afsnit 3.2.3 havde næsten alle eksportende producenter, der solgte moduler og celler i NUP fra Kina til Unionen, afgivet pristilsagn, og deres eksportpriser til EU blev bestemt af disse pristilsagn, hvorved der fastsættes en minimumsimportpris. Kun 1,6 % af mængden af moduler og 0,6 % af celler blev importeret uden for minimumsimportprisen (29). Derfor kan sådanne eksportpriser ikke anses for at være en relevant indikator til at fastslå de eksporterende producenters prisadfærd, hvis foranstaltningerne ikke var indført.

(124)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at man burde anvende prisen ved eksport til Unionen til at konstatere underbud, og de har beregnet, at der ikke var underbud på dette grundlag. Det er korrekt, at der på grundlag af priserne ved eksport til Unionen ikke er tale om underbud for moduler, og at underbuddet for celler er meget begrænset. Kommissionen fandt imidlertid, at det manglende underbud, der skyldtes overensstemmelse med minimumsimportpriserne, ikke var den afgørende indikator for analysen af EU-erhvervsgrenens aktuelle situation. Som anført i betragtning 170 fastslog Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen fortsat led skade som følge af den tidligere dumping, der blev konstateret i den tidligere undersøgelse, og som følge af den konstaterede omgåelsespraksis som omhandlet i betragtning 4 og ikke har haft tilstrækkelig tid til at genrejse sig.

(125)

Den gennemsnitlige pris på importen til Unionen fra tredjelande var også baseret på data fra Comext og i henhold til artikel 14, stk. 6, og udviklede sig som følger:

Tabel 4a

Moduler — Import fra tredjelande

Tabel 4b

Celler — Import fra tredjelande

(126)

I den betragtede periode steg importen fra tredjelande til Unionen med 30 % for moduler. Den største stigning indtraf mellem 2013 og 2014, hvor mængderne steg med 48 %. Markedsandelen steg betydeligt fra 9 % i 2012 til 25 % i NUP. Den største ændring fandt sted mellem 2013 og 2014, hvor markedsandelen steg fra 13 % til 28 %. Taiwan, Malaysia og Singapore var de største eksportører efter Kina. Det skal bemærkes, at importen fra Taiwan og Malaysia kan have omfattet omgåelse (se betragtning 4).

(127)

Hvad angår celler faldt importen fra andre lande med 47 % i den betragtede periode. Det største fald, nemlig med 52 %, skete mellem 2013 og 2014, mens importen steg lidt med 9 % mellem 2014 og NUP. Dette førte til et fald i markedsandel fra 70 % i 2012 til 51 % i NUP. Faldet var fra 75 % til 48 % mellem 2013 og 2014, hvorefter markedsandelen steg lidt med tre procentpoint i NUP. Hvad angår celler var Taiwan og Malaysia de største eksportører, efterfulgt af Kina og USA. Det skal bemærkes, at importen fra Taiwan og Malaysia kan have omfattet omgåelse (se betragtning 4).

(128)

De gennemsnitlige eksportpriser fra tredjelande for både moduler og celler faldt betydeligt i den betragtede periode på linje med de kinesiske priser og EU-priser. For moduler faldt de med 21 % og for celler med 45 % i den betragtede periode. Igen kan disse priser have været påvirket af omgåelse (se betragtning 4).

(129)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 5, undersøgte Kommissionen alle økonomiske faktorer og forhold, der kunne have indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(130)

I forbindelse med skadesanalysen sondrede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer ud fra oplysninger fra ansøgeren, som blev krydstjekket med besvarelserne om den økonomiske situation fra en række EU-producenter i perioden inden undersøgelsen og de verificerede spørgeskemabesvarelser fra EU-producenterne i stikprøven. Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven.

(131)

De makroøkonomiske indikatorer er: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, størrelsen af dumpingmargenen og genrejsning efter tidligere dumping.

(132)

De mikroøkonomiske indikatorer er: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

(133)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i EU udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 5a

Moduler — Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

Tabel 5b

Celler — Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(134)

Den samlede EU-produktion af moduler faldt med 26 % i den betragtede periode, men steg med 4,5 % mellem 2014 og NUP. På baggrund af faldet i forbruget reagerede produktionskapaciteten på tendensen med faldende produktion og faldt også med 25 % i den betragtede periode. Derfor var kapacitetsudnyttelsen stabil mellem begyndelsen og slutningen af den betragtede periode og var på 53 % i NUP. Der skete dog en betydelig stigning i kapacitetsudnyttelsesgraden på 9 procentpoint mellem 2014 og NUP (dvs. en stigning på 19 %). Det skal bemærkes, at de EU-modulproducenter, der indgik i stikprøven, havde en meget højere kapacitetsudnyttelsesgrad i den betragtede periode og nåede op på 85 % i NUP, en stigning på 39 % i forhold til 2012 (61 %).

(135)

EU-produktionen af celler steg med 19 % i den betragtede periode. Mens produktionen faldt med 31 % mellem 2012 og 2013, steg den med 49 % mellem 2013 og 2014 og med yderligere 15 % mellem 2014 og NUP. Dette faldt sammen med indførelsen af antidumpingforanstaltninger i december 2013, mens forbruget faldt i perioden mellem 2012 og 2014, men steg mellem 2014 og undersøgelsesperioden. Samtidig faldt produktionskapaciteten med 24 % i den betragtede periode, hvilket medførte en betydelig stigning i kapacitetsudnyttelsen fra 45 % i 2012 til 70 % i NUP. Ligesom producenterne af moduler havde de stikprøveudtagne producenter af celler en langt højere kapacitetsudnyttelse end den samlede EU-erhvervsgren (86 %), som forblev stabil i den betragtede periode.

(136)

Det kan konkluderes, at EU-erhvervsgrenen reducerede sin kapacitet som reaktion på et fald i forbruget. Samtidig øgede den sin produktion i NUP i forhold til 2014, hvilket yderligere forbedrede kapacitetsudnyttelsesgraden.

(137)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6a

Moduler — Salgsmængde og markedsandel

Tabel 6b

Celler — Salgsmængde og markedsandel

(138)

I den betragtede periode faldt salgsmængden af moduler med 40 %. På baggrund af et fald i forbruget på 56 % gav dette sig dog udslag i en væsentlig stigning i markedsandelen på 40 % i den betragtede periode og nåede op på 35 % i NUP.

(139)

Hvad angår celler steg EU-erhvervsgrenens salg med 9 % i den betragtede periode. Dette medførte en stigning i markedsandelen fra 23 % i 2012 til 33 % i NUP, mens forbruget faldt meget mindre end for moduler, nemlig med 26 %.

(140)

I forbindelse med et faldende forbrug og ikrafttrædelsen af antidumpingforanstaltningerne lykkedes det EU-erhvervsgrenen at øge sin markedsandel for både moduler og celler.

(141)

Beskæftigelsen og produktiviteten udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 7a

Moduler — Beskæftigelse og produktivitet

Tabel 7b

Celler — Beskæftigelse og produktivitet

(142)

Beskæftigelsen faldt mellem 2012 og NUP for moduler og celler med henholdsvis 64 % og 38 %. Det største fald (på 53 %) i antallet af ansatte for moduler fandt sted mellem 2013 og 2014, et meget større fald i forhold til faldet i produktionen i samme periode (nemlig på 27 %). For celler steg antallet af ansatte med 22 % mellem 2013 og 2014, hvilket var betydeligt mindre end produktionsstigningen — som var på 49 % i samme periode. Dette medførte en betydelig produktivitetsstigning for både moduler og celler på henholdsvis 103 % og 94 % i den betragtede periode. Mellem 2013 og 2014 var produktivitetsstigningen på 57 % for moduler og 22 % for celler.

(143)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en interesseret part Kommissionens konklusioner om antallet af ansatte i EU-erhvervsgrenen og påstod, at de ansatte i produktionen af celler og moduler i den største virksomhed, SolarWorld, var blevet talt med to gange. Tallene vedrørende de ansatte i SolarWorld og alle andre virksomheder i stikprøven er blevet behørigt kontrolleret, og det er sikret, at ingen ansatte er blevet talt med to gange i forbindelse med vertikalt integrerede virksomheder. Dette argument blev derfor afvist.

(144)

Som forklaret i afsnit 3.2.3 var de eksporterende producenters priser ved eksport til Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode påvirket af tilsagnene og var således ikke tilstrækkeligt pålidelige til at blive anvendt til at fastslå, om det var sandsynligt, at dumpingen ville fortsætte eller igen forekomme, hvis antidumpingforanstaltningerne udløb.

(145)

Analysen af skadesindikatorerne viser, at de gældende foranstaltninger har haft en positiv indvirkning på EU-erhvervsgrenen, som efter alt at dømme er ved at overvinde virkningerne af den tidligere dumping.

(146)

Der var kun tre celleproducenter i stikprøven, og to af disse er medlemmer af EU ProSun. De samarbejdede om at indgive anmodningen, der indeholdt tal for begge producenter. Derfor er alle tal vedrørende de mikroøkonomiske indikatorer for celler, som direkte kan henføres til den tredje virksomhed, der ikke er medlem af EU ProSun, angivet i intervaller for at beskytte denne EU-producents identitet som fortrolig, idet den samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(147)

De gennemsnitlige enhedssalgspriser hos EU-producenterne i stikprøven ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 8a

Moduler — Salgspriser i Unionen

Tabel 8b

Celler — Salgspriser i Unionen

(148)

Ovenstående tabel viser udviklingen i enhedssalgspriserne på det frie marked i Unionen i forhold til de tilsvarende produktionsomkostninger. Salgspriserne faldt markant med 25 % for moduler og 32 % for celler i den betragtede periode. Mens salgspriserne for moduler faldt konstant i hele den betragtede periode, steg de for celler med 5 procentpoint mellem 2014 og NUP. Salget af celler på det åbne marked udgjorde mindre end 5 % af de stikprøveudvalgte producenters samlede produktion, og desuden solgte én producent store mængder til meget lave priser, inden virksomheden indstillede sin aktivitet i EU. Derfor kan der ikke drages nogen anvendelige konklusioner ud fra denne indikator. Blandt visse producenter i stikprøven blev celler beregnet til bunden anvendelse afregnet eller leveret til produktion af moduler under anvendelse af forskellige metoder (interne afregningspriser til reel markedspris, afregning på grundlag af faktiske omkostninger osv.). Derfor kan der heller ikke drages anvendelige konklusioner på grundlag af prisudviklingen for bunden anvendelse.

(149)

Enhedsproduktionsomkostningerne faldt kraftigt, nemlig med 46 % for moduler og 42 % for celler i den betragtede periode.

(150)

Salgspriserne for moduler har i gennemsnit været lavere end enhedsproduktionsomkostningerne, men forskellen faldt konstant i hele den betragtede periode og især efter indførelsen af foranstaltningerne i 2013. Mens salgsprisen kun var 71 % af enhedsproduktionsomkostningerne for moduler i 2012, var den på 80 % i 2013, 94 % i 2014 og 94,5 % i NUP. Forskellen mellem salgsprisen og produktionsomkostningerne faldt således kraftigt, nemlig med 14 procentpoint mellem 2013 og NUP.

(151)

For celler var salgsprisen 60-67 % af enhedsproduktionsomkostningerne i 2012, 72-80 % i 2013, 65-72 % i 2014 og 72-79 % i NUP. Men som anført ovenfor var tendensen i 2014 og NUP stærkt påvirket af én EU-producents usædvanligt lave priser. For de to andre virksomheder i stikprøven var tendensen 75-80 % i 2014 og 81-86 % i NUP, i vid udstrækning på linje med den, der blev konstateret for moduler.

(152)

Generelt begyndte industrien at komme sig efter tidligere dumping, men gjorde også en øget indsats for at genvinde sin konkurrenceevne, navnlig ved at øge produktiviteten for EU-erhvervsgrenens arbejdsstyrke som anført i betragtning 141, hvilket resulterede i produktivitetsstigninger og i forbedret kapacitetsudnyttelse.

(153)

De gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger hos EU-producenterne i stikprøven udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 9a

Moduler — Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

Tabel 9b

Celler — Gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat

(154)

Mellem 2012 og NUP steg de gennemsnitlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat både for moduler og celler med 16 %. Disse stigninger skyldtes hovedsagelig fratrædelsesgodtgørelser i forbindelse med rationaliseringen af antallet af ansatte og løninflation.

(155)

Lagerbeholdningerne hos EU-producenterne i stikprøven udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 10a

Moduler — Lagerbeholdninger

Tabel 10b

Celler — Lagerbeholdninger

(156)

I den betragtede periode steg lagerbeholdningerne lidt for moduler, nemlig med 3 %, og betydeligt for celler, nemlig med 156 %. For både moduler og celler faldt lagerbeholdningerne dog som en procentdel af den samlede produktion med henholdsvis 66 % og 20 %.

(157)

Lagerbeholdninger kan ikke betragtes som en relevant skadesindikator i denne sektor, fordi produktion og salg hovedsagelig er baseret på bestillinger, og producenterne derfor har tendens til at have begrænsede varelagre.

(158)

De stikprøveudvalgte EU-producenters rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 11a

Moduler — Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

Tabel 11b

Celler — Rentabilitet, likviditet, investeringer og investeringsafkast

(159)

Kommissionen beregnede rentabiliteten hos EU-producenterne i stikprøven som nettooverskuddet før skat ved salg af samme vare til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udtrykt i procent af omsætningen i forbindelse med dette salg.

(160)

Som anført i betragtning 110 er én virksomhed i stikprøven, Jabil, samlevirksomhed og er ikke involveret i salg af moduler. Virksomhedens rentabilitet udviklede sig anderledes. Den var rentabel i hele den betragtede periode og øgede sin rentabilitet i NUP og nåede op på 5-15 %. Imidlertid opnåede Jabil sin fortjeneste på grundlag af det gebyr, den opkrævede fra sine kunder for samleydelserne og ikke på grundlag af salg af moduler. Endvidere afholdt den ikke udgifter i forbindelse med salg af moduler, f.eks. markedsføringsomkostninger (men kun omkostninger til at finde nye kontraktproducenter). Den havde også en anden omkostningsstruktur end en gennemsnitlig modulproducent, der har det fulde ansvar for produktion og salg af sit produkt. F.eks. havde Jabil lavere driftskapital, lageromkostninger, gældsposter og tilgodehavender samt lavere FoU-omkostninger.

(161)

Kommissionen bemærkede, at tallet for rentabilitet i 1. kolonne i tabel 11a var en kombination af tallene fra to forskellige grupper. På den ene side omfattede det modulproducenter, der fremstiller og sælger produktet. På den anden side omfattede det også den stikprøveudvalgte virksomhed Jabil, der blot samler modulerne. For at få et realistisk overblik over erhvervsgrenens situation besluttede Kommissionen at sondre mellem de to grupper i sin videre analyse. Den tilføjede derfor en ny kolonne i tabel 11a, som den anså for at være mere pålidelig med henblik på at vurdere rentabiliteten i Unionens modulindustri.

(162)

Modulproducenterne i stikprøven, undtagen Jabil, var tabsgivende i den betragtede periode. Tabene faldt dog med 244 % i den betragtede periode. De faldt med 5,5 procentpoint i 2013 i forhold til 2012. Dette faldt sammen med det tidspunkt, hvor foranstaltningerne trådte i kraft (de midlertidige foranstaltninger trådte i kraft den 6. juni 2013). Tabene faldt betydeligt mere, nemlig med 18,5 procentpoint, mellem 2013 og 2014, hvor virkningerne af foranstaltningerne omfattede hele året. I NUP steg tabene lidt, nemlig med 0,8 procentpoint. Dette skyldtes dog hovedsageligt tabet hos én EU-producent, som efterfølgende besluttede at indstille produktionen. Samtidig reducerede alle andre EU-producenter i stikprøven fortsat deres tab yderligere i løbet af NUP sammenlignet med 2014.

(163)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede flere parter udelukkelsen af Jabil fra fortjensttallene for resten af EU-modulerhvervsgrenen. De fremførte, at Jabil var et sjældent eksempel på en rentabel producent, og at udelukkelsen er i strid med beslutningen om at acceptere en referencelandsproducent, der anvender en sådan samleaftale, hvorved de moduler, virksomheden sælger, samles af en anden virksomhed. Kommissionen har, i modsætning til disse parters påstand, ikke udelukket Jabil fra rentabilitetsanalysen. For at opnå en mere dækkende følsomhedsanalyse har Kommissionen derimod fremlagt to særskilte datasæt. De viser, at selv når Jabil medregnes, er EU-erhvervsgrenen i gennemsnit og som helhed tabsgivende. De viser også, at der er store forskelle mellem EU-producenterne, afhængigt af deres forretningsmodel, jf. betragtning 110 og 160. Påstanden må derfor afvises. Derudover bemærker Kommissionen, at tilgangen under alle omstændigheder er den samme for referencelandsproducenten og EU-erhvervsgrenen. Referencelandsproducenten ligner Jabils kunders forretningsmodel og ikke Jabils egen. Selv om referencelandsproducenten påtager sig det fulde ansvar for salg af moduler, der er samlet af en anden virksomhed, er Jabil en samlevirksomhed, der opkræver et gebyr fra sine kunder for den samleydelse, som virksomheden tilbyder. Det er også af denne grund, at Kommissionen i forbindelse med skadesanalysen har fokuseret på transaktioner mellem Jabil og andre EU-producenter, der befinder sig i samme situation som referencelandsproducenten (se betragtning 52).

(164)

Hvad angår celleproducenter faldt tabene med 2 % i den betragtede periode. De faldt med 31,9 procentpoint mellem 2012 og 2013, men steg med 20,3 procentpoint mellem 2013 og 2014 og med 10,7 procentpoint mellem 2014 og NUP. For celler blev rentabiliteten imidlertid påvirket af to ekstraordinære begivenheder. På den ene side kom en af producenterne i stikprøven ind på markedet i den betragtede periode, men ændrede rapporteringen af nogle af sine produktionsomkostninger i de sidste år af den betragtede periode, hvilket resulterede i store tab. På den anden side var salgspriserne hos en anden producent i stikprøven ualmindeligt lave og var stærkt tabsgivende i NUP, hvor producenten var i færd med at indstille produktionen. Derimod reducerede den tredje producent i stikprøven til stadighed sine tab i den betragtede periode.

(165)

Nettolikviditeten er et udtryk for EU-producenternes evne til at selvfinansiere deres aktiviteter. I lighed med rentabiliteten fulgte den også en negativ tendens mellem 2012 og NUP. For moduler faldt nettolikviditeten med 11 % i den betragtede periode, mens den for celler faldt med 44 % i samme periode. De likviditetsudsving, som opstod i 2014 både for moduler og celler, var påvirket af ekstraordinære begivenheder hos én stor EU-producent. Dels købte producenten en eksisterende fabrik til en lav købspris, dels omlagde den sin gæld. I 2015 fortsatte den med at foretage betydelige afdrag på sine lån, hvilket resulterede i en negativ likviditet fra finansieringsaktiviteter. Det skal bemærkes, at denne producent meldte om en positiv likviditet fra driftsaktiviteter og en væsentlig forbedring af virksomhedens driftsresultat i forhold til 2014. To andre EU-modulproducenter havde en positiv og forbedret likviditet i NUP, mens de andre to celleproducenter havde en negativ, men forbedret likviditet.

(166)

Hvad angår investeringer viser ovenstående tabeller, at EU-erhvervsgrenen øgede sine investeringer med 2 % for moduler mellem 2012 og NUP. De steg med 40 % mellem 2013 og 2014 og med 98 % mellem 2013 og NUP.

(167)

De samlede investeringer for celler faldt med 61 % mellem 2012 og NUP. Hvad angår celler blev den generelle tendens for investeringer igen påvirket af, at en EU-producent i stikprøven besluttede at indstille produktionen. Samtidig firdoblede to andre producenter i stikprøven deres investeringer mellem 2014 og NUP.

(168)

Efter fremlæggelsen af oplysningerne påpegede flere parter, at der var et fald i investeringer i celler i den betragtede periode, og at investeringerne ikke blev positivt påvirket af indførelsen af foranstaltningerne. For det første, selv om dette er faktuelt sandt for den samlede stikprøve, blev denne tendens, jf. foregående betragtning, påvirket af en stikprøveudvalgt EU-producents beslutning om at indstille produktionen. Denne producent havde foretaget betydelige investeringer i begyndelsen af perioden, men næsten ingen i slutningen af perioden. For det andet foretog en anden producent i stikprøven opstartsinvesteringer i 2013, som afspejler den store stigning i de samlede investeringer i det pågældende år. Efter at foranstaltningerne begyndte at påvirke virksomhedernes rentabilitet, steg investeringerne for det tredje for hele stikprøven mellem 2014 og NUP, hvilket afspejler, at to producenter i stikprøven, som fortsat var aktive, firdoblede deres investeringer i denne periode. Påstanden om, at investeringerne ikke blev positivt påvirket af indførelsen af foranstaltningerne, blev derfor afvist.

(169)

Investeringsafkastet er fortjenesten i procent af den bogførte nettoværdi af investeringerne. Den forblev negativ i hele den betragtede periode som følge af det nettotab, EU-erhvervsgrenen havde lidt. Investeringsafkastet for moduler steg med 4 procentpoint i løbet af den betragtede periode, men det forbedredes betydeligt i 2014 og NUP i forhold til 2013, med henholdsvis 7 og 8 procentpoint. For celler forværredes investeringsafkastet med 25,8-28,4 procentpoint i den betragtede periode.

(170)

Generelt set led EU-erhvervsgrenen fortsat skade i den betragtede periode på grund af den korte periode efter indførelsen af de oprindelige foranstaltninger og omfanget af dumping og skade, der blev konstateret i den tidligere undersøgelse. Desuden har den konstaterede omgåelsespraksis, jf. betragtning 4, også bidraget til fortsat skade. Fra midten af 2013 (de midlertidige foranstaltninger trådte i kraft den 6. juni 2013) og især i 2014 (det første hele år med gældende antidumpingforanstaltninger) og i NUP begyndte EU-erhvervsgrenen gradvist at rejse sig igen.

(171)

Flere skadesindikatorer udviste faktisk positive tendenser. For så vidt angår moduler øgede EU-erhvervsgrenen sit salg med 2,8 %, og som følge heraf blev dens markedsandel øget med 9,4 % mellem 2014 og NUP. I samme periode øgede EU-erhvervsgrenen sin bundne anvendelse og salget af celler i Unionen med 6,3 % og fastholdt en markedsandel på 33 %. I samme periode forbedrede EU-erhvervsgrenen sin kapacitetsudnyttelse med 9 procentpoint for moduler og 8 procentpoint for celler ved både at øge produktionen og nedbringe den eksisterende kapacitet. Den opnåede endvidere væsentlige produktivitetsgevinster og mindskede derved kløften mellem sine salgspriser og de gennemsnitlige produktionsomkostninger. Desuden ophørte det tidligere underbud fra den kinesiske eksport, idet man overholdt minimumsimportprisen (intet underbud for moduler og kun et marginalt underbud for celler i NUP). Selv om EU-erhvervsgrenen stadig var tabsgivende i NUP, faldt dens tab for moduler som følge heraf betydeligt i forhold til 2012 og 2013. Underskuddet faldt dog ikke for EU-erhvervsgrenen for celler, fordi de som forklaret i betragtning 165 blev påvirket af usædvanlige begivenheder hos to af de producenter, der indgik i stikprøven. Derimod fik den tredje producent i stikprøven reduceret sine tab i NUP og fulgte således den samme tendens som den, der blev konstateret for moduler.

(172)

EU-erhvervsgrenen øgede også sine investeringer for både moduler og celler med henholdsvis 41 % og 63 % mellem 2014 og NUP.

(173)

Til trods for den indsats, der er gjort, og alle de positive tendenser, som fulgte heraf, har EU-erhvervsgrenen stadig ikke formået at overvinde virkningerne af den tidligere dumping fra de kinesiske eksportørers side. Som allerede anført har både celle- og modulproducenter været tabsgivende i NUP og både likviditet og investeringsafkast var negative. Hertil kommer, at på trods af at importmængderne fra de kinesiske eksportører faldt for moduler, var deres markedsandel stadig højere end en af EU-producenternes. Hvad angår celler steg importen betydeligt i NUP udtrykt i mængde (med 65 %) i sammenligning med 2012, således at de vandt markedsandele. Importen af celler fra Kina udøvede også et indirekte pres på de bundne producenters modulmarked, som således blev forhindret i at vokse yderligere. Derfor er importen fra Kina fortsat med at trænge ind på EU-markedet med betydelige mængder og til priser, som lå under EU-erhvervsgrenens produktionsomkostninger.

(174)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at Kommissionen havde undladt at vurdere virkningerne på EU-erhvervsgrenen af modulimporten fra tredjelande, som fandt sted i betydelige mængder og til priser under de kinesiske eksportpriser.

(175)

Kommissionen erkendte, at virkningen af modulimporten fra tredjelande er en vigtig faktor for vurderingen af EU-erhvervsgrenens situation. Denne import var imidlertid af langt mindre omfang end den kinesiske import — markedsandelen for førstnævnte var 25 % (inkl. moduler, som i realiteten var kinesiske, men som var led i en omgåelsespraksis), mens sidstnævnte var 41 % i NUP (og på grund af omgåelsespraksis i virkeligheden højere). Markedsandelen for importen fra tredjelande faldt desuden med 10 % mellem 2014 og NUP, mens markedsandelen for den kinesiske import steg med 4,9 % i samme periode. Disse to faktorer viser, at importen fra Kina havde en langt større indvirkning på EU-erhvervsgrenen end importen fra tredjelande. Desuden lå priserne på moduler fra tredjelande ikke under de kinesiske eksportpriser. Som det fremgår af tabel 4a, var den vejede gennemsnitspris for hele importen fra tredjelande 550 EUR/kW i NUP, hvilket var højere end den gennemsnitlige kinesiske eksportpris — 544 EUR/kW. Disse påstande blev derfor afvist.

(176)

Hvad angår celler hævdede en række parter, at skaden skyldtes importen fra tredjelande, idet rentabiliteten faldt i NUP i forhold til 2014, hvilket skyldtes faldet i importen fra Kina og den samtidige stigning i importen fra tredjelande.

(177)

For det første skyldtes de stikprøveudvalgte producenters øgede tab, jf. betragtning 164, i NUP ekstraordinære begivenheder, som indtraf hos to EU-celleproducenter, mens den tredje (og den største producent) havde en stigning i rentabiliteten i NUP i forhold til 2014. Selv om importen fra Kina faldt med 3 procentpoint mellem 2014 og NUP, steg den for det andet med 7 procentpoint mellem 2013 og NUP til trods for, at foranstaltningerne trådte i kraft. Derfor havde importen fra Kina fortsat en betydelig indvirkning på EU-erhvervsgrenen. For det tredje steg importen fra tredjelande nemlig med 2 procentpoint mellem 2014 og NUP, men faldt med 24 procentpoint mellem 2013 og NUP. Således faldt dens indvirkning på EU-erhvervsgrenen faktisk i perioden efter indførelsen af foranstaltningerne. Følgelig blev påstanden om, at skaden er forvoldt af importen fra tredjelande, afvist.

(178)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at enkelte skadesindikatorer først bedredes i NUP og ikke umiddelbart efter indførelsen af foranstaltningerne. Der er derfor ingen klar sammenhæng mellem indførelsen af foranstaltningerne og de forskellige positive tendenser.

(179)

Kommissionen erkendte, at enkelte skadesindikatorer, f.eks. vedrørende moduler markedsandel, produktion og kapacitetsudnyttelse, forbedredes i NUP og ikke i 2014. I betragtning af omfanget af dumping og skade, der konstateredes i den tidligere undersøgelse, tog det nogen tid at vende de negative tendenser, der gør sig gældende for hele erhvervsgrenen. Dette kan forklares ved den omstændighed, at EU-erhvervsgrenen på tidspunktet for indførelsen af de oprindelige foranstaltninger befandt sig i en konsolideringsfase, hvor mange producenter allerede var under konkurs eller i nærheden af konkurs, men først forlod markedet i 2014. Dette havde en betydelig indvirkning på de makroøkonomiske indikatorer, som også omfattede disse virksomheder. Det er også værd at bemærke, at en række indikatorer, f.eks. markedsandel, produktion, kapacitetsudnyttelse og produktionskapacitet, som havde en negativ tendens for hele EU-erhvervsgrenen, viste positive tendenser allerede i 2014 for de EU-producenter af både moduler og celler, der indgik i stikprøven. Denne påstand blev derfor afvist.

(180)

En række interesserede parter påstod, at EU-erhvervsgrenen klarer sig godt og fuldt ud har genrejst sig efter den tidligere skade. Efter fremlæggelsen gentog disse parter deres påstande. Navnlig viste regnskabstallene for SolarWorld og Jabil, som er langt de største EU-modulproducenter, angiveligt, at deres EU-virksomhed var vokset i de seneste par år, og at de havde øget produktionsmængder, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, eksportsalg og produktivitet, mens produktionsomkostninger og lagerbeholdninger var faldet.

(181)

EU-producenterne i stikprøven (herunder Jabil og SolarWorld) har øget deres produktionsmængder, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, eksportsalg og produktivitet, mens de har reduceret deres produktionsomkostninger og lagerbeholdninger i 2014 og i NUP. Imidlertid strider påstanden om, at erhvervsgrenen har genrejst sig fuldt ud efter den tidligere skade, mod resultaterne af undersøgelsen, som er baseret på faktiske, verificerede data for EU-producenterne i stikprøven. Især er mange mikroøkonomiske indikatorer udelukkende baseret på salg til uafhængige kunder i Unionen (som f.eks. rentabilitet, likviditet og investeringsafkast). Desuden har nogle af virksomhederne i stikprøven en betydelig produktion uden for Unionen, som ikke er medtaget i de mikroøkonomiske indikatorer. Derimod fokuserer de offentligt tilgængelige finansielle dokumenter på alle de berørte virksomheders aktiviteter og indeholder ofte oplysninger om hele koncerners konsoliderede regnskaber. Derfor var konklusioner om EU-erhvervsgrenens økonomiske situation, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, ikke baseret på de offentligt tilgængelige finansielle dokumenter, men derimod på de mere detaljerede og verificerede oplysninger om situationen i Unionen, der kun fremgår af undersøgelsen. Desuden var konklusionerne om EU-erhvervsgrenens situation baseret på data fra alle EU-producenter i stikprøven og ikke kun fra SolarWorld og Jabil. Hvad angår Jabil samlede denne virksomhed kun moduler, men påtog sig ikke det fulde kontraktlige ansvar for sit salg, jf. ovennævnte forklaring. Påstanden blev derfor afvist.

(182)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en interesseret part, at Kommissionen burde have taget hensyn til virkningerne af store investeringer foretaget af SolarWorld. Disse investeringer siges at have haft negative virkninger på virksomheden og erhvervsgrenen som helhed, idet virksomheden udgør en betydelig andel af EU-erhvervsgrenens produktion.

(183)

For det første henviser parten til investeringer foretaget i 2015, som vedrørte ikke blot celler og moduler, men også anden produktion i EU, nemlig wafere (31). Disse investeringer påvirkede således kun delvis rentabilitetsanalysen af virksomhedens aktiviteter vedrørende moduler og celler. For det andet, som anført af andre parter, opnåede SolarWorld-gruppen positive resultater i 2016 (32) i sine europæiske og ikke-europæiske virksomheder. Det lader dog ikke til, at de investeringer, der allerede var foretaget, har påvirket virksomheden i negativ retning. Dette argument blev derfor afvist.

(184)

For at vurdere sandsynligheden for fortsat skade, hvis foranstaltningerne over for Kina fik lov at udløbe, blev den potentielle indvirkning af importen fra Kina på EU-markedet og EU-erhvervsgrenen analyseret i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(185)

Som vist i afsnit 4.5 led EU-erhvervsgrenen fortsat skade i NUP. Som anført i afsnit 3.3 er det sandsynligt, at der fortsat vil ske dumping, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. Det konstateredes desuden, at de eksporterende producenter solgte til dumpingpriser til tredjelande og til Unionen, og at de vil trænge ind på EU-markedet til endnu lavere priser end dem, som de i øjeblikket sælger til til Unionen, hvis foranstaltningerne får lov til at udløbe.

(186)

Den kinesiske produktionskapacitet for moduler anslås til 96,3 GW/år i 2015 og forventes at nå op på 108 GW/år i 2016 (33). Samtidig blev den globale efterspørgsel anslået til 50,6 GW i 2015 og forventedes at stige til 61,7 GW (34) i 2016 eller til 68,7 GW ifølge en anden kilde (35). Derfor konkluderede Kommissionen, at de kinesiske producenters samlede uudnyttede kapacitet langt oversteg den globale efterspørgsel, nemlig med 47,5 % i 2015 og vil overstige den med 42,9 % eller 36 % i 2016 afhængigt af kilden. En anden kilde fastslog, at den samlede globale efterspørgsel var 58 GW (36) i 2015, hvilket ville give de kinesiske producenter en overskydende kapacitet på 39,8 % i 2015.

(187)

Selv om der ikke blev installeret ny kapacitet i Kina i fremtiden, ville den eksisterende kapacitet stadig ligge markant over den forventede årlige efterspørgsel efter solcelleanlæg på globalt plan. I det mest sandsynlige scenarie (såkaldt »mellemhøjt scenarie«) ville efterspørgslen nå op på 97 GW (37) eller 95 GW (38) i 2020, som vil være fuldt dækket af den eksisterende kinesiske kapacitet. I øvrigt har den kinesiske kapacitet for produktion af solcellemoduler været støt voksende i de seneste 10 år. F.eks. er den blevet mere end fordoblet mellem 2012 og 2015 (fra 43,8 GW (39) i 2012 til 96,3 GW i 2015). Alene i 2016 er der en anmeldt kapacitet eller en kapacitet under opførelse i Kina på yderligere 2 GW ifølge Bloomberg New Energy Finance (»BNEF«). Desuden er der intet, der tyder på, at den kinesiske kapacitet ikke fortsat vil vokse i den nærmeste fremtid, da den er vokset støt i de seneste fem år. Selv i det mindre sandsynlige scenarie (såkaldt »højt scenarie«) med stigende global årlig efterspørgsel på op til 120 GW (40) i 2020 er det sandsynligt, at de kinesiske producenter alene stadig ville være i stand til at dække hele efterspørgslen, da de ville være nødt til at udvide deres eksisterende kapacitet i meget langsommere tempo, end de havde gjort tidligere, dvs. kun med 11,3 % i løbet af 4 år.

(188)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede to interesserede parter de oplysninger om kapacitet i Kina og det globale forbrug, der anvendes af Kommissionen. De fremførte det argument, at Solar Power Europe ikke var tilstrækkeligt pålidelig til at udgøre en kilde, da der her kun tages hensyn til moduler, som allerede er tilsluttet nettet, mens IHS og BNEF giver mere præcise prognoser, da de viser de moduler, der er købt til installation.

(189)

I betragtningerne ovenfor har Kommissionen imidlertid allerede analyseret data og fremskrivninger fra IHS, mens dataene fra BNEF ikke afviger væsentligt fra IHS (41). Faktisk svarer skønnene fra BNEF og IHS helt overens for 2016 (68,7 GW forsigtigt scenarie og 70,7 GW optimistisk scenarie) og 2017 (hhv. 72,9 og 77,5 GW), mens de afviger en smule for 2018 (BNEF: 83 GW, IHS: 82 GW) (42), som er det sidste år, som BNEF har et skøn for. Dette argument blev derfor afvist.

(190)

De samme parter anfægtede også størrelsen af den samlede uudnyttede kapacitet, som blev fastslået af Kommissionen. En interesseret part fremførte, at den var på 70 GW i 2016. Parten undlod imidlertid at fremlægge en informationskilde eller metode, som blev lagt til grund for beregningen af dette tal. Selv hvis dette tal er korrekt, er den anslåede uudnyttede kapacitet stadig tilstrækkelig til at dække hele den globale efterspørgsel, selv i tilfælde af de mest optimistiske skøn for 2016 (70,7 GW (43)). Ingen af de andre parter fremlagde nogen vurdering eller henviste til en undersøgelse eller en rapport, der kunne tyde på, at den uudnyttede kapacitet, som Kommissionen havde konstateret, bør reduceres. Påstanden kan således ikke ændre konklusionerne ovenfor.

(191)

Flere interesserede parter fremførte før og efter fremlæggelsen af oplysninger, at tier 1-virksomheder har langt mindre overskudskapacitet end de resterende tier 2- og tier 3-virksomheder. Ifølge BNEF har tier 1-virksomheder en anslået kapacitet for modulproduktion i Kina på 46 GW i 2016, hvilket faktisk er lavere end den samlede kapacitet for tier 2- og 3-virksomheder, anslået til 62 GW (44). Dog er alle »tiers« af kinesiske virksomheder aktive på det globale marked. For så vidt angår Unionen eksporterede ikke kun tier 1-virksomheder efter indførelsen af de gældende foranstaltninger, men også tier 2- og tier 3-virksomheder, om end i mindre mængder (sidstnævntes andel af den samlede import fra Kina blev anslået til 13,6 % i 2014). Kommissionen fandt derfor, at kapaciteten for alle typer af kinesiske eksporterende producenter burde tages i betragtning ved fastsættelse af den uudnyttede kapacitet i Kina.

(192)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en interesseret part konklusionen om, at overkapaciteten hos alle typer eksporterende producenter burde tages i betragtning ved fastsættelsen af den uudnyttede kapacitet i Kina.

(193)

Kommissionen påpegede, at den disponible kapacitet hos tier 1-virksomheder allerede udgjorde 90 % af det samlede globale forbrug i 2015 (anslået til 50,6 GW). Den omstændighed, at tier 2- og tier 3-virksomheder eksporterede til EU, uanset i hvor små mængder, viser desuden, at de er aktive på EU-markedet og ikke begrænser deres salg til kun det kinesiske og andre markeder. Endelig forventes importen fra tier 2- og tier-3-virksomheder at stige væsentligt efter den nylige tilbagetrækning af tilsagnet fra især tier 1-virksomheder. Denne påstand blev derfor afvist.

(194)

Flere parter fremførte det argument både før og efter fremlæggelsen af oplysninger, at overkapaciteten i Kina i høj grad var overvurderet, da efterspørgslen efter solcelleanlæg var steget støt på globalt plan. Faktisk var den samlede årlige efterspørgsel steget med 25 % mellem 2014 og 2015 (fra 40,3 GW til 50,6 GW) (45). Som nævnt ovenfor overstiger den anslåede overkapacitet hos de kinesiske producenter den nuværende efterspørgsel med 47,5 %. Selv i det mest optimistiske scenarie for en stigning i den globale efterspørgsel vil de kinesiske producenter derfor sandsynligvis stadig have tilstrækkelig overskydende kapacitet til at imødekomme denne efterspørgsel. Dette argument blev derfor afvist.

(195)

Hvad angår celler anslås de kinesiske eksporterende producenters eksisterende kapacitet til 76,6 GW i 2016, en stigning på 12 % i forhold til 2015 (68 GW) (46). Da den globale efterspørgsel efter celler omtrent svarer til den globale efterspørgsel efter moduler, havde de kinesiske eksporterende producenter en overkapacitet for celler på 25,6 % i 2015 og 19,5 % i 2016. Desuden havde Kina 72,8 % af den samlede eksisterende cellekapacitet i 2016 og lå dermed væsentligt over alle andre tredjelande. De fire største tredjelande med ledig kapacitet efter Kina er langt mindre end Kina (Taiwan: 11 GW, Malaysia: 4 GW, Korea: 2,7 GW og Japan: 1,9 GW). På det grundlag konkluderede Kommissionen, at Kina også har en betydelig overkapacitet af solcelleproduktion.

(196)

En række parter påstod, at EU-markedet ikke længere er attraktivt for de kinesiske producenter. De hævdede, at den kinesiske produktion af celler og moduler snarere vil blive rettet mod de hurtigt voksende markeder i Asien, herunder Japan og Indien. Desuden har efterspørgslen på det kinesiske hjemmemarked været stigende i de seneste år og udgjorde 50 % af den kinesiske produktion af solcellemoduler i første kvartal af 2016. Kina vil angiveligt have ca. 20 GW installationer om året indtil 2020. Set i lyset af et stigende antal solcelleanlæg i Kina, Indien og andre markeder i Sydøstasien vil den kinesiske produktion af solcellemoduler derfor hovedsagelig være beregnet til at dække den stigende efterspørgsel på disse markeder.

(197)

Det er korrekt, at EU-markedet ikke længere er lige så vigtigt som tidligere, hvor det tegnede sig for op til 60 % af den årlige globale installerede kapacitet (i 2012). EU forventes heller ikke at være blandt de hurtigt voksende markeder. Prognoserne for væksten på EU-markedet er forholdsvis beskedne i forhold til resten af verden. Ifølge Solar Power Europes mellemhøje scenarie forventes det årlige forbrug af solceller i Europa at stige fra 8,2 GW til næsten 15 GW i 2020 (47). Imidlertid omfatter Solar Power Europes skøn også tredjelande (Tyrkiet, Schweiz osv.); den forventede vækst i Unionens 28 medlemsstater er endnu mindre optimistisk, dvs. ca. 11,6 GW (48) for 2020. Ikke desto mindre er EU stadig et vigtigt marked, der tegner sig for 14 % af det samlede globale marked, og EU's andel af det globale marked forventes at forblive vigtigt i fremtiden. Tre EU-medlemsstater (Det Forenede Kongerige, Tyskland og Frankrig) var blandt de ti største markeder for solcellemoduler i 2015. Som nævnt ovenfor vil de kinesiske eksporterende producenters overskudskapacitet desuden kunne dække den samlede globale efterspørgsel i fremtiden, herunder alle de hurtigt voksende markeder som Kina selv, Indien, Japan og Sydamerika tilsammen. Sidst, men ikke mindst har indførelsen og styrkelsen af handelsbeskyttelsesforanstaltninger, bl.a. fra Canada og USA's side, mindsket interessen for disse markeder, hvilket yderligere gør EU-markedet mere attraktivt, hvis foranstaltningerne ophæves.

(198)

Trods indførelsen af antidumping- og udligningsforanstaltningerne i 2013 er de kinesiske eksporterende producenter fortsat meget interesserede i EU-markedet, hvilket bekræftes af, at de har opretholdt en stærk position på EU-markedet. Som anført i afsnit 4.4 tegnede importen af moduler og celler fra Kina sig for en markedsandel på henholdsvis 41 % og 16 % i NUP, og Kina har bevaret (og endda for celler øget) deres markedsposition i forhold til importen fra tredjelande. Mængden og markedsandelen for den kinesiske import af moduler er langt større end for tredjelande; sidstnævnte tegnede sig tilsammen for blot 25 %. Hvad angår celler tegnede tredjelandenes markedsandel sig for 51 % i NUP, men det betyder, at de faldt markant (med 32 %) i forhold til 2013, hvor de havde en markedsandel på 75 %. På trods af at foranstaltningerne trådte i kraft i 2013, steg den kinesiske import af celler desuden med 77,8 % mellem 2013 og NUP. Det fremgår endvidere af antiomgåelsesundersøgelsen i 2015, at nogle af de kinesiske producenter forsøgte at undgå foranstaltningerne gennem omgåelse via Taiwan og Malaysia, de største tredjelande med hensyn til import.

(199)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede flere parter konklusionen om, at EU-markedet fortsat er et attraktivt marked for de kinesiske eksporterende producenter. En af parterne påpegede, at fremskrivningerne for væksten på EU-markedet som helhed bør nedsættes på grund af et fald på 18 % i antallet af nye anlæg i EU i de første 9 måneder af 2016 i forhold til det foregående år, hvilket førte til et temmelig pessimistisk skøn for efterspørgslen på 7,1 GW i 2016. Dette vil også føre til en pessimistisk udvikling i efterspørgslen i Unionen frem til 2020. Desuden gjorde parten gældende, at de tre største EU-markeder (Det Forenede Kongerige, Tyskland og Frankrig) vil miste yderligere tiltrækningskraft i fremtiden.

(200)

En anslået samlet efterspørgsel i Unionen på 7,1 GW, som blev citeret af den interesserede part, er faktisk et temmelig godt resultat for 2016, da det i store træk er på linje med Solar Power Europes oprindelige skøn i et mellemhøjt scenarie for 2016 (7,3 GW) (49). Partens vurdering af, at efterspørgslen i Unionen på dette grundlag vil følge det lave scenarie indtil 2020, understøttes således ikke af de oplysninger, parten selv fremlagde. Selv hvis efterspørgslen fulgte det værst tænkelige scenarie og EU-markedets andel af det globale marked faldt, ville dette under alle omstændigheder ikke gøre EU-markedet uattraktivt for den kinesiske eksport, da alle de andre betragtninger ovenfor stadig gælder. Selv om EU-markedets relative andel af den globale efterspørgsel er faldende, er det stadig et attraktivt marked for den kinesiske eksport. I modsat fald ville den omgåelsespraksis, som stadig findes i de seneste undersøgelser om Malaysia og Taiwan, ikke forekomme.

(201)

Hvad angår påstandene om, at Kina ville installere solcelleanlæg med en kapacitet på 20 GW årligt indtil 2020, har Kommissionens undersøgelse påvist, at Kina ikke ville være i stand til at opretholde dette høje mål. Ifølge markedsanalyser vil dette kinesiske mål blive reduceret som følge af manglende netinfrastruktur, et grundlæggende overforsynet marked og underskud i støttefonden for vedvarende energi (50). Konjunkturudsvingene på det kinesiske marked for solenergi diskuteres yderligere i betragtning 356.

(202)

Efter fremlæggelsen af oplysninger citerede en part en pressemeddelelse fra den kinesiske nationale energiadministration, hvori det hed, at ifølge udviklingsplanen for solenergi for de næste fem år er en kapacitet på mindst 105 GW solenergi planlagt til at finde sted inden 2020. Parten hævdede, at dette ville medføre en yderligere stigning i efterspørgslen i Kina.

(203)

Målet på en samlet installeret kapacitet på 105 GW er forholdsvis lavt og vil ifølge BNEF (51) blive nået allerede i 2017. Dette lave mål er derfor irrelevant, da det antyder, at der ikke forventes vækst efter 2017, i modsætning til prognoser om, at det kinesiske marked vil vokse. Samtidig analyserede Kommissionen allerede i betragtning 201 et scenarie med vækst på det kinesiske marked, selv om den var lavere end 20 GW om året indtil 2020. Dette argument blev derfor afvist.

(204)

Kommissionen analyserede også, hvorvidt den kinesiske import ville komme ind i Unionen til priser, der er lavere end de nuværende EU-priser, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

(205)

Næsten alle eksportende producenter, der solgte moduler og celler i NUP fra Kina til Unionen, havde afgivet pristilsagn, og deres eksportpriser til EU blev bestemt af disse pristilsagn, hvorved der fastsættes en minimumsimportpris. Derfor kan sådanne eksportpriser ikke anses for at være en relevant indikator til at fastslå de eksporterende producenters prisadfærd, hvis foranstaltningerne ikke var indført.

(206)

Derfor blev priserne ved salg til tredjelande for de stikprøveudtagne eksporterende producenter lagt til grund i stedet. Det blev konstateret, at de stikprøveudtagne eksporterende producenter med deres eksport til tredjelande underbød de stikprøveudtagne EU-producenters priser med gennemsnitligt 2,2 % for celler og mellem 5,6 % og 9,2 % for moduler i NUP. Tallene viser det gennemsnitlige underbud for hver eksporterende producent (den laveste margen mellem virksomhederne og den højeste margen mellem virksomhederne). For celler er der kun én underbudsmargen, da dette er det gennemsnitlige underbud for den eneste eksporterende producent i stikprøven, som eksporterede celler til Unionen.

(207)

En af parterne anmodede om en opdeling af den vejede gennemsnitspris for de fire pågældende eksporterende lande (Chile, Indien, Japan og Singapore) med henblik på at fremsætte bemærkninger om resultatet af underbudsberegningerne. Med henblik på underbudsberegningerne blev der ikke taget hensyn til den vejede gennemsnitspris pr. tredjeland, men den vejede gennemsnitspris for alle fire eksporterende lande tilsammen, hvorved man korrekt afspejler mængderne og priserne i forbindelse med eksporten. Denne anmodning blev derfor afvist.

(208)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en interesseret part, at de eksporterende producenter ikke ville have incitamenter til at øge deres salg til Unionen, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. Denne hypotese ændrede dog ikke Kommissionens opfattelse. Som det fremgår af de underbudsmargener, der blev konstateret, vil de eksporterende producenter kunne øge deres salgsmængder til Unionen, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe. Da deres priser i Unionen ville være lavere end EU-producenternes priser, er det rimeligt at forvente, at den kinesiske eksport vil kæmpe for større markedsandele i Unionen. Denne påstand blev derfor afvist.

(209)

Kommissionen konkluderede derfor, at den kinesiske import ville komme til Unionen til priser, der er lavere end EU-erhvervsgrenens aktuelle priser, og sandsynligvis vil øge salgsmængden og vinde markedsandele, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

(210)

I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at der er en betydelig uudnyttet kapacitet i Kina, både for moduler og celler. EU-markedet er fortsat attraktivt med hensyn til størrelse og salgspriser, navnlig sammenlignet med prisniveauet for den kinesiske eksport til tredjelande, hvilket yderligere bevises af dokumentationen for tidligere omgåelsespraksis. Derfor fandt Kommissionen, at der er stor sandsynlighed for, at en ophævelse af antidumpingforanstaltningerne ville føre til fortsat dumping og dermed fortsat skade for EU-erhvervsgrenen.

(211)

Flere interesserede parter fremførte også, både før og efter fremlæggelsen af oplysninger, at hvis Kommissionen finder, at EU-erhvervsgrenen stadig lider skade, er denne forårsaget af flere andre faktorer, som tilsammen tegner sig for den samlede skade:

(212)

For så vidt angår den første påstand har Kommissionen erkendt, jf. afsnit 5.3.2, at ændringer og i visse medlemsstater suspendering eller ophævelse af støtteordninger medførte et fald i EU-forbruget i perioden 2012-2014 efter den kulmination i forbrug, der indtraf i 2011. Dette markante fald i forbruget gør det vanskeligere for EU-erhvervsgrenen at vokse. I den tidligere undersøgelse fandt Kommissionen imidlertid, at EU-erhvervsgrenen var blevet tvunget til at reducere sine priser, navnlig som følge af presset fra den dumpede import og ikke på grund af ændringer i støtteordningerne (52). Derfor var tilstrømningen af kinesiske dumpede produkter den vigtigste årsag til den skade, der blev forvoldt i den tidligere undersøgelse. Hertil kommer, at EU-erhvervsgrenen — på trods af faldet i forbruget med 56 % mellem 2012 og NUP — øgede sin markedsandel for moduler og celler med henholdsvis 40 % og 47 %. EU-erhvervsgrenen begyndte også at øge sine salgsmængder mellem 2014 og NUP, da først den beskyttende virkning af foranstaltningerne begyndte at vise sig, jf. betragtning 171. Erhvervsgrenen reducerede også sine omkostninger væsentligt (jf. tabel 8a og 8b) og forbedrede sin kapacitetsudnyttelse. Til trods for nedgangen i forbruget og i betragtning af de gældende foranstaltninger begyndte EU-erhvervsgrenen at overvinde følgerne af den tidligere skade. Dette argument blev derfor afvist.

(213)

Vedrørende den anden påstand kan EU-erhvervsgrenens kapacitet ganske rigtigt ikke sammenlignes med den, som de kinesiske eksporterende producenter har opnået i de seneste år. For det første har de kinesiske virksomheder opnået en massiv produktion og (over)kapacitet i en periode, hvor de overtog en række markeder i verden, delvist takket være dumpingpriser, således som det blev godtgjort ikke blot af Europa-Kommissionen, men også af de amerikanske og canadiske myndigheder. Derimod havde tilstrømningen af store mængder af dumpingimport netop den modsatte virkning på de producenter, som blev udsat for denne illoyale praksis. Kommissionen konstaterede i forbindelse med den tidligere undersøgelse (53), at EU-erhvervsgrenen i 2010 opnåede en fortjeneste på 10 % i forbindelse med en lignende eksisterende kapacitet (6 983 MW i 2010 og 6 467 MW i NUP). Den massive import af dumpede varer fra Kina forvoldte et drastisk fald i EU-erhvervsgrenens rentabilitet og forhindrede den effektivt i at foretage nye investeringer for at opnå stordriftsfordele. Foranstaltningernes beskyttende virkning gjorde det muligt for EU-erhvervsgrenen at konsolidere sig og at nedbringe sine omkostninger væsentligt i 2014 og i NUP, og bragte EU-erhvervsgrenen på rette spor til at opnå stordriftsfordele. Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en part denne erklæring. Parten hævdede, at investeringerne faldt efter indførelsen af foranstaltninger, og at det ikke var muligt at opnå stordriftsfordele. I modsætning til denne erklæring steg investeringerne faktisk i NUP både for moduler og celler i sammenligning med de foregående år. Denne påstand blev derfor også afvist.

(214)

For så vidt angår den tredje påstand har Kommissionen konstateret (jf. tabel 4a og 4b), at de gennemsnitlige importpriser fra Kina var lidt højere for celler og lidt lavere for moduler end de respektive gennemsnitlige importpriser fra tredjelande. For så vidt angår celler var de kinesiske importpriser 4 % højere end priserne ved import fra tredjelande, for moduler var de 1 % lavere. Dette argument var derfor faktuelt ukorrekt og blev derfor afvist. Påstanden om, at importen fra tredjelande gør foranstaltningerne ineffektive, diskuteres i betragtning 324 og 325.

(215)

Hvad angår den fjerde påstand viste undersøgelsen, at de gennemsnitlige importpriser for moduler fra Kina konstant lå under EU-producenternes gennemsnitlige EU-salgspriser. F.eks. var den gennemsnitlige importpris fra Kina i NUP på 544 EUR/kW (54), mens EU-gennemsnitsprisen lå på 593 EUR/kW. Denne påstand var også faktuelt ukorrekt og blev derfor afvist. I lyset af ovenstående konkluderede Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen fortsat led væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5.

(216)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte en interesseret part, at skaden er forårsaget af foranstaltningerne, idet de medfører øgede omkostninger til celler for ikke vertikalt integrerede producenter af moduler. Som anført i afsnit 6.4.1 har modulfabrikanterne imidlertid adgang til billige celler fra tredjelande og manglede ikke levering af sådanne celler. Dette argument blev derfor afvist.

(217)

Dette afsnit fokuserer på EU-modulproducenternes interesser. EU-celleproducenternes interesser analyseres i afsnit 6 — delvis interimsundersøgelse.

(218)

Der er mere end 100 kendte modulproducenter. EU-erhvervsgrenen er repræsenteret ved sammenslutningen EU ProSun, der er ansøger. EU ProSun repræsenterer 31 EU-producenter af wafere, celler og moduler.

(219)

En videreførelse af foranstaltningerne vil give EU-erhvervsgrenen mulighed for at bibeholde sin øgede markedsandel i Unionen og genrejse sig efter væsentlig skade. Som bemærket i betragtning 137 steg EU-erhvervsgrenens markedsandel i Unionen fra 25 % i 2012 til 35 % i NUP. På grund af salgspriserne på kinesiske moduler til tredjelande og den høje uudnyttede kapacitet i Kina vil de kinesiske moduler som fastslået i afsnit 4.6 komme til Unionen til priser under minimumsimportprisen og i større mængder, hvis foranstaltningerne udløber. Følgelig vil en videreførelse af foranstaltningerne beskytte EU-erhvervsgrenen mod et intensivt og urimeligt pristryk, som ellers ville blive udøvet af importen fra Kina.

(220)

Hvis foranstaltningerne ikke forlænges, kan de høje kapitalinvesteringer i FoU, som er foretaget i Unionens modulfremstillingsindustri, blive overflødiggjort, da de ikke let kan flyttes til en produktiv anvendelse i andre sektorer. Såfremt EU-modulproducenterne går konkurs, vil de fleste af de 6 300 personer, der arbejder med modulproduktion, miste deres job. Denne arbejdsstyrke er i vid udstrækning højt kvalificeret. Derimod vil en videreførelse af foranstaltningerne give EU-erhvervsgrenen mere tid til helt at overvinde virkningerne af tidligere dumping.

(221)

Efter fremlæggelsen af oplysninger opfordrede en part Kommissionen til at identificere de producenter af celler og moduler, der ikke går ind for foranstaltningerne. Kommissionen præciserede, at ingen af de parter, der betragtede sig selv som en del af EU-erhvervsgrenen, gav sig til kende og var imod indførelsen af foranstaltningerne. Den samme part anmodede Kommissionen om at fjerne EU-waferproducenterne fra listen over 31 virksomheder, der var repræsenteret af EU ProSun. Kommissionen præciserede, at EU ProSun repræsenterede 29 EU producenter af celler og moduler.

(222)

Efter fremlæggelsen af oplysninger var flere parter uenige i, at foranstaltningerne var i EU-erhvervsgrenens interesse. Disse parter var også uenige i, at de kinesiske dumpede varer udøvede et urimeligt pristryk på EU-erhvervsgrenen. De hævdede også, at Kommissionen har haft som mål at bevare EU-erhvervsgrenens markedsandel, og at Kommissionen beskyttede en lille brøkdel af solenergiindustrien på bekostning af hele solenergiværdikæden.

(223)

Kommissionen mindede om, at målet med handelsforanstaltninger i henhold til grundforordningen er at beskytte EU-erhvervsgrenen mod væsentlig skade som følge af dumping, hvis det er i Unionens interesse. I denne udløbsundersøgelse fandt Kommissionen, at der er en sandsynlighed for fortsat dumping og skade, hvis foranstaltningerne udløber. Kommissionen fastslog ligeledes, at tilbagegangen på EU-markedet for solcellemoduler skyldtes en række faktorer, som ikke har nogen tilknytning til indførelsen af foranstaltninger, jf. konklusionen i betragtning 270. Derfor er stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandel den vigtigste indikator for, at foranstaltningerne var effektive.

(224)

Kommissionen konkluderede derfor, at videreførelsen af foranstaltningerne vedrørende moduler helt klart er i EU-erhvervsgrenens interesse.

(225)

Et betydeligt antal EU-leverandør- og aftagervirksomheder opfordrede enten individuelt eller gennem deres sammenslutninger til ophævelse af foranstaltningerne af hensyn til Unionens interesser. De hævdede, at foranstaltningerne har uforudsete negative konsekvenser for et overvældende flertal af arbejdspladser i den europæiske solenergisektor. De påstod, at foranstaltningerne forårsager en stigning i priserne på solcelleanlæg, hvilket har en dæmpende virkning på efterspørgslen med alle de negative konsekvenser for beskæftigelsen hos aftagere og leverandører. De overordnede politiske mål for klimaændringer og fremme af vedvarende energi hævdes også at blive påvirket negativt. De henviste ligeledes til ændrede omstændigheder siden vedtagelsen af de endelige foranstaltninger i december 2013, navnlig bevægelsen væk fra støtteordninger med faste priser (f.eks. faste afregningspriser eller afregningspræmier) i retning af udbud, opnåelse af netparitet for solenergi i visse EU-regioner eller til bestemte kundegrupper og Unionens ratificering i oktober 2016 af Parisaftalen om klimakonventionen (UNFCCC) for at begrænse klimaændringerne. Endelig hævdede en række parter, at fremstillingen af moduler i Unionen er utilstrækkelig til at dække EU-efterspørgslen, at foranstaltningerne blev ineffektive på grund af stigende eksport fra tredjelande, og at foranstaltningerne hovedsagelig begunstigede eksportører i tredjelande.

(226)

To ikke forretningsmæssigt forbundne importører af moduler gav sig til kende og besvarede spørgeskemaet, som efterfølgende blev kontrolleret, jf. betragtning 28. Disse ikke forretningsmæssigt forbundne importører fremsendte ligeledes en række yderligere bemærkninger, hvori de gjorde rede for, hvorfor foranstaltningerne efter deres mening bør bringes til ophør. Importørerne af solcellepaneler lider under en svag rentabilitet. De fremlagde også en liste over andre importører og grossister, som er gået konkurs eller har indskrænket deres beskæftigelse væsentligt, siden registreringen vedrørende kinesiske solcellemoduler blev indført i marts 2013. Nogle af disse virksomheder pegede på indførelsen af foranstaltninger over for kinesiske solcellemoduler som hovedårsagen til deres insolvens, f.eks. Gehrlicher. De ikke forretningsmæssigt forbundne importører påstår, at foranstaltningerne øger prisen på solenergi og mindsker efterspørgslen.

(227)

De ikke forretningsmæssigt forbundne importører anførte også, at tilsagnet om en minimumsimportpris medfører ulemper for dem og andre aftagervirksomheder, som er aktive på de internationale markeder, såsom ingeniør-, indkøbs- og bygningsvirksomheder, da den begrænser deres mulighed for at købe moduler fra førende kinesiske tier 1-producenter. Tilsagnet giver ikke mulighed for parallelsalg af den undersøgte vare i og uden for Unionen. Derfor kan de kinesiske eksportører ikke levere moduler til ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der også er aktive på markeder uden for EU (f.eks. i Schweiz eller i USA), hvis de er en del af de ikke forretningsmæssigt forbundne importørers engroshandelsportefølje i Unionen. Dette hævdes at være en betydelig ulempe for disse virksomheders deltagelse som grossister og projektudviklere på det globalt voksende solenergimarked.

(228)

De ikke forretningsmæssigt forbundne importører hævdede også, at foranstaltningerne i deres nuværende form udgør en væsentlig ekstra forretningsrisiko og administrativ byrde. Efter deres opfattelse forlænger yderligere administrative foranstaltninger, såsom udstedelse af et certifikat fra China Chamber of Commerce for Import and Export of Machinery and Electronic Products (»CCCME«) og EU-toldmyndighedernes indgående kontrol, den samlede tid fra bestilling til levering fra 7 til 11 uger.

(229)

Kommissionen fandt, at kinesiske modulers markedsandel på EU-markedet forblev relativt høj, selv efter indførelsen af foranstaltningerne. Skønt markedsandelen for kinesiske moduler i Unionen faldt fra 66 % i 2012, lå den alligevel på et højt niveau, nemlig 41 %, i NUP. Derfor forblev Kina den største sælger af moduler i Unionen og lå over EU-erhvervsgrenen, som havde en markedsandel på 35 % i NUP. Uafhængige importører kunne desuden frit købe solcellemoduler fra tredjelande. De samarbejdsvillige importører erstattede i det mindste i et vist omfang de kinesiske moduler med moduler fra tredjelande. De samarbejdsvillige importører, der fungerer som grossister og systemintegratorer (55), solgte også EU-erhvervsgrenens moduler, og de nød derfor godt af både stigningen i markedsandelen for importører fra resten af verden (»andre tredjelande«) og stigningen i EU-erhvervsgrenens markedsandel. Derfor må de samarbejdsvillige importørers svagere resultater delvis tilskrives faldende EU-efterspørgsel efter de op- og nedture, Unionens solenergiindustri gennemgik, og som diskuteres nærmere i afsnit 5.3.2.

(230)

Forbuddet mod parallelsalg blev indført for at undgå kompenserende aftaler, der kan underminere tilsagnet. Der blev indført yderligere administrative foranstaltninger for importen fra Kina for at forbedre overvågningen af foranstaltningerne og undgå enhver form for omgåelse, der kunne undergrave tilsagnet.

(231)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod flere parter, at Kommissionen så bort fra importørernes interesser. De mente, at foranstaltningerne øgede prisen på solenergivarer. Importørerne blev derfor ramt af faldende efterspørgsel.

(232)

Kommissionen bemærkede, at det overordnede formål med foranstaltningerne var at genoprette en ikke-skadevoldende pris på den vare, som blev dumpet. Dette indebærer logisk set en vis stigning i priserne på den dumpede vare. De dumpede varer fra Kina havde haft en meget stor markedsandel i Unionen, før foranstaltningerne blev indført. Deres markedsandel faldt efter indførelsen af foranstaltningerne. Kommissionen fandt imidlertid, jf. de udførlige drøftelser i afsnit 5.3, at denne prisstigning som følge af genoprettelsen af den ikke-skadevoldende pris kun havde en begrænset indvirkning på den samlede efterspørgsel i Unionen. Kommissionen konkluderede derfor, at ikke forretningsmæssigt forbundne importører kun i begrænset omfang blev påvirket af faldet i efterspørgslen som følge af foranstaltningerne.

(233)

Mere end 140 aftagervirksomheder meldte sig som interesserede parter. Aftagervirksomheder er installatører af solcellepaneler, ingeniør-, indkøbs- og bygge- og anlægsvirksomheder, drifts- og vedligeholdelsesvirksomheder og virksomheder, der arbejder med projektfinansiering. Selv om størstedelen af virksomhederne kun meldte sig som interesserede parter uden opfølgning, fremsatte ca. 30 virksomheder mere uddybende argumenter imod foranstaltningerne. Tre ingeniør-, indkøbs- og bygge- og anlægsvirksomheder indsendte en spørgeskemabesvarelse. Dertil kommer, at over 400 aftagervirksomheder fra alle medlemsstater havde underskrevet et åbent brev med krav om ophævelse af foranstaltningerne.

(234)

Mere end 30 paneuropæiske og nationale sammenslutninger, der repræsenterer solenergivirksomheder, sendte breve imod foranstaltningerne. Blandt disse var European Association of Electrical Contractors (AIE), der hævdede at repræsentere EU-installatørernes interesser på europæisk plan. De mest aktive organisationer var SPE og SAFE. SAFE er en ad hoc-sammenslutning af 50 tyske virksomheder, mens SPE hævder at være den mest repræsentative sammenslutning for solenergiindustrien i Europa med over 100 europæiske medlemmer, hvoraf mere end 80 støtter dens holdning til ophævelse af foranstaltningerne for både solcellemoduler og -celler.

(235)

EU ProSun fremhævede, at flere store nationale solenergisammenslutninger har forholdt sig neutralt til foranstaltningerne, selv om nogle af dem er medlemmer af SPE. Dette er især tilfældet for Bundesverband Solarwirtschaft (BSW) i Tyskland (Europas største solenergisammenslutning), British Photovoltaic Association (BPVA), Syndicat des Energies Renouvenables (SER), Frankrig og ANIE Rinnovabili (afdelingen for vedvarende energi i Confindustria), Italien. Derudover påstår EU ProSun også at have støtte fra 150 europæiske installatører. Ingen installatør har dog støttet foranstaltningerne åbent. Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation og IndustriAll European Trade Union sendte et fælles brev til støtte for foranstaltningerne. En tysk sammenslutning af energiforbrugere (Bund der Energieverbraucher) sendte et brev til fordel for foranstaltninger på et niveau, der afspejler omkostningsbesparelser som følge af den teknologiske udvikling.

(236)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede EU ProSun udtalelsen om, at ingen montører åbent gik ind for foranstaltningerne. EU ProSun henviste til et brev fra 150 installatører, der støtter foranstaltningerne, og et brev underskrevet af to medlemmer af Fachpartnerbeirat der SolarWorld AG, som begge blev sendt i oktober 2016. Kommissionen bemærkede, at de 150 installatører havde anmodet om anonymitet, og derfor mener Kommissionen fortsat, at de ikke åbent støttede foranstaltningerne. Kommissionen bemærkede også, at Fachpartnerbeirat der SolarWorld AG påstod at repræsentere over 800 installatører, men navnene på disse installatører blev ikke fremlagt. Kommissionen bekræftede imidlertid, at de to installatører, som har underskrevet et åbent brev på vegne af Fachpartnerbeirat der SolarWorld AG, åbent støttede foranstaltningerne.

(237)

Parterne imod foranstaltningerne af hensyn til Unionens interesser hævdede, at aftagervirksomheder tegner sig for mere end 80 % af beskæftigelsen og merværdien i den europæiske solenergiværdikæde. De fremhævede det meget højere antal arbejdspladser, de skaber i forhold til celle- og modulproducenterne i Unionen. SPE fremlagde en rapport udarbejdet af Ernst & Young, som viser, at aftagersektoren har mere end 110 000 ansatte. Men rapporten indeholdt ingen forklaring af den metode, der var anvendt til beregning af det høje antal ansatte. En anden part anførte, at aftagersektoren beskæftiger ca. 65 000 mennesker, baseret på en formodning om ca. 7 fuldtidsækvivalenter/MW/år. Denne part fremlagde dog heller ikke dokumentation for sine antagelser.

(238)

Baseret på en analyse af visse repræsentative projekter på jorden til erhvervslivet og boligsektoren konstaterede Kommissionen, at antallet af arbejdspladser i aftagersektoren ikke overstiger 50 000. Dette tal er baseret på den antagelse, at det samlede anlæg (samlet anlæg omfatter projektering og byggemodning, distribution, logistik, faktisk installation og generalomkostninger for alle disse aktiviteter) kræver gennemsnitligt 5,2 fuldtidsækvivalenter/MW/år (56), mens drift og vedligeholdelse kræver ca. 0,08 fuldtidsækvivalenter/MW/år. Da fremstilling af celler og moduler giver rundt regnet 8 000 arbejdspladser, er påstanden om, at aftagersektoren skaber en betydeligt højere beskæftigelse end produktion af celler og moduler, dog korrekt.

(239)

Kommissionens undersøgelse viste også, at de fleste af arbejdspladserne i solenergisektorens aftagerled består i montering af moduler på bolig- og erhvervsejendommes hustage og opsætning af solcelleanlæg på jorden. Disse arbejdspladser kræver normalt ikke en betydelig kapitalinvestering, der er specifik for solenergianlæg — mange værktøjer og maskiner, såsom kraner, grave- og boreudstyr osv. kan også anvendes til andre bygge- og anlægsarbejder. Mens nogle installatører kun fokuserer på solenergisektoren og er i stand til at udføre opgaver med meget høj værditilvækst, varetager mange installatører også andre job i bygge- og anlægs- samt energisektoren eller kan let skifte til disse sektorer uden nævneværdig indvirkning på deres indtægter. En interesseret part fremførte, at mange installatører for nylig har skiftet til bygge- og anlægssektoren på grund af lave avancer for installation af solenergianlæg og stigende avancer for opførelse af bygninger i Tyskland. Derfor afhænger mange installatørers overlevelse eller økonomiske velfærd ikke alene af solenergisektoren.

(240)

Det samme gælder til dels for de fleste af de ingeniør-, indkøbs- og bygge- og anlægsvirksomheder, som gav sig til kende i forbindelse med undersøgelsen. De fleste af dem er også involveret i udvikling af andre vedvarende energikilder eller er store bygge- og anlægsvirksomheder, som udvikler projekter generelt i bygge- og anlægssektoren. Foranstaltningernes indvirkning på indtægterne og beskæftigelsen i aftagervirksomheder afhænger af foranstaltningernes indvirkning på efterspørgslen, som diskuteres i afsnit 5.3.

(241)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede flere parter Kommissionens betragtning om, at E&Y-rapporten ikke gjorde rede for metoden for dens beregning af beskæftigelsen i aftagerleddet i solcellesektoren. Solar Power Europe fremlagde yderligere oplysninger om metoden. Selv efter at der blev fremlagt yderligere oplysninger, mente Kommissionen, at metoden stadig var uklar, og navnlig fremgik det hverken af rapporten eller de supplerende oplysninger, hvor mange mennesker der var beskæftiget med installering af en repræsentativt solenergiprojekt i hvert enkelt nøglesegment.

(242)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at Kommissionen undervurderede antallet af berørte arbejdspladser i sektorens aftagerled i EU. Disse parter fremlagde flere rapporter, som vurderede antallet af arbejdspladser til 120 250 (57) i EU i 2014 ifølge »Eurobserver« og til 31 600 i Tyskland ifølge GWS/DIW/DLR i 2015 (58).

(243)

Kommissionen bemærkede, at rapporten fra GWS/DIW/DLR omfattede den samlede beskæftigelse i hele solenergiværdikæden. Følgelig bør de 31 600 arbejdspladser, der fremgår af denne rapport, også omfatte leverandørsektoren samt fremstilling af celler og moduler. Den tyske leverandørsektor menes at beskæftige flere tusinde mennesker — Wacker hævdede at beskæftige 3 000. Producenterne af solcelleudstyr og af udstyr til systembalancering hævdede også, at de beskæftiger nogle få tusinde mennesker. Disse arbejdspladser påvirkes kun delvis af salget i Unionen, da leverandørvirksomhederne eksporterer størstedelen af deres produktion uden for EU.

(244)

Hertil kommer, at ca. 10 000 mennesker er beskæftiget med drift og vedligeholdelse (O&M — operation and maintenance). Rapporten indeholder ikke en definition af O&M. Kommissionen antog, at O&M omfatter alle de aktiviteter, der er nødvendige for at sikre en smidig drift af eksisterende solcelleanlæg, f.eks. rensning af paneler, reparationer, drift af ekspeditionscentre mv. Disse job optælles på grundlag af den eksisterende kumulative solenergikapacitet, som er på næsten 40 GW i Tyskland (59). Følgelig kan de allerede eksisterende 10 000 arbejdspladser inden for O&M kun blive påvirket af de foranstaltninger, der skulle indføres, i det omfang de forhindrer udskiftning af aldrende installationer. På grundlag af den gennemsnitlige levetid på 20 år og da de fleste anlæg er blevet installeret for forholdsvis nylig, vil disse arbejdspladser kun blive påvirket, hvis foranstaltningerne forblev i kraft ud over den periode, der er foreslået i denne forordning. Derfor er antallet af ansatte i aftagersektoren i Tyskland, som kan blive påvirket af foranstaltningerne, betydeligt mindre end 31 600 personer.

(245)

Eurobserverrapporten sondrer heller ikke mellem arbejdspladser i leverandør-, aftager- eller fremstillingssektoren. Desuden er beskæftigelsestallet i solenergisektoren i Tyskland, som der henvises til i denne rapport, det samme som i GWS, DIW, DLR-undersøgelsen for 2014. Derfor konkluderede Kommissionen, at antallet af ansatte i aftagersektoren i Unionen, som angiveligt kan blive påvirket af foranstaltningerne, er meget mindre end 120 250 personer.

(246)

Efter fremlæggelsen af oplysninger var flere parter uenige i Kommissionens konklusion om, at det er lettere at skifte job fra installation af moduler til den almindelige bygge- og anlægssektor end fra fremstilling af moduler til andre sektorer. Ingen af parterne fremlagde dog nogen præcise oplysninger om, hvor mange job i forbindelse med installation af paneler der udføres af almindelige bygge- og anlægsvirksomheder (dvs. jord- og anlægsarbejder i forbindelse med anlæg på jorden og styrkelse af tagstrukturen i forbindelse med tagmonterede anlæg).

(247)

Kommissionen havde allerede besluttet, at et betydeligt større antal mennesker var beskæftiget i aftagersektoren end inden for fremstilling af moduler. Kommissionen bemærkede også, at mange job i aftagersektoren krævede særlige kvalifikationer, som gør det vanskeligt at skifte til andre sektorer. Kommissionen havde dog også konkluderet, at foranstaltningernes indvirkning på efterspørgslen er den vigtigste faktor, der påvirker arbejdspladserne i aftagerindustrien. Det absolutte antal ansatte og spørgsmålene om, hvorvidt det er svært at skifte til andre sektorer, er ved at blive irrelevante i denne henseende. Som drøftet i afsnit 5.3 fandt Kommissionen, at foranstaltningerne kun havde en begrænset indvirkning på efterspørgslen efter solcellemoduler og dermed også en begrænset indvirkning på beskæftigelsen i aftagerleddet.

(248)

Leverandører producerer råvarer, såsom polysilicium og wafere, fremstillingsudstyr til celler og moduler samt komponenter til systembalancering, såsom invertere, oplagring, montering osv. På den ene side støtter SolarWorld, som også er Unionens største waferproducent, foranstaltningerne. Desuden udtalte endnu en EU-waferproducent sig til fordel for foranstaltningerne. På den anden side var otte andre EU-virksomheder i leverandørleddet imod foranstaltningerne. Størstedelen af disse leverandører gav sig dog til kende på et senere tidspunkt eller besvarede ikke spørgeskemaet. Kun polysiliciumproducenten — Wacker Chemie AG (»Wacker«) — indsendte en spørgeskemabesvarelse og blev kontrolleret som beskrevet i betragtning 28.

(249)

Leverandører, som opfordrede til at ophæve foranstaltningerne, gentog argumentet om, at foranstaltningerne svækker efterspørgslen gennem højere priser, som har en negativ indvirkning på hele solenergiværdikæden. Flere virksomheder hævdede, at de på grund af en svækket efterspørgsel lider under en mindre omsætning og fortjeneste, tab af arbejdspladser og utilstrækkelige ressourcer til at investere i FoU. Da de indsendte deres bemærkninger sent og ikke besvarede spørgeskemaerne, kunne deres situation dog ikke kontrolleres. Kommissionen skønnede, at leverandørindustrien måske beskæftiger flere tusinde personer.

(250)

Den kontrollerede producent af polysilicium tegner sig for over 2 000 direkte arbejdspladser og omkring 1 000 indirekte arbejdspladser i Unionen. Den har også et stort direkte FoU-budget på over 17 mio. EUR i tilknytning til produktion af råmaterialer til solenergi. Selv om Wackers omsætning og beskæftigelse forblev stabil i den undersøgte periode, var virksomheden en stærk modstander af foranstaltningerne og påstod, at disse har en negativ indvirkning på handelsforbindelserne med Kina. Kina er langt den største producent af wafere og celler til solenergisektoren, og derfor afhænger polysiliciumproducentens omsætning og flere tusinde arbejdspladser af ubegrænset adgang til det kinesiske marked, der er i tilbagegang. Wacker og flere andre parter hævdede, at foranstaltningerne beskytter en ineffektiv industri — fremstilling af solceller og moduler — og dermed forårsager alvorlige skader på de sektorer, hvor Europa stadig har en konkurrencefordel.

(251)

Sammenslutningen af tyske udstyrsfabrikanter (VDMA) sendte et brev med opfordring til at revidere minimumsimportprisniveauet, idet de pegede på, at fremstillingsomkostningerne inden for solenergisektoren har været konstant faldende. VDMA anførte, at solcelle- og modulproducenterne havde fulgt en historisk indlæringskurve for solenergi på 21 %. VDMA hævdede også, at de tyske producenter af solcelleudstyr er en vigtig katalysator for en sådan reduktion af omkostningerne. Udstyrsfabrikanterne anslås at beskæftige flere tusinde mennesker og er vigtige bidragydere til FoU inden for solenergisektoren.

(252)

En række parter hævdede, at Kommissionen ikke foretog en korrekt afvejning af leverandørernes interesser over for EU-erhvervsgrenens interesser. Kommissionen gentog, at kun én leverandør — Wacker — havde sendt en fuldstændig besvarelse af spørgeskemaet, og kunne kontrolleres. Der blev taget hensyn til denne virksomheds interesser i analysen i betragtning 250. Flere andre leverandører gav sig til kende på et meget sent tidspunkt med korte indlæg. Kommissionen kunne ikke foretage en hensigtsmæssig undersøgelse af foranstaltningernes indvirkning på de andre leverandører. Under alle omstændigheder havde Kommissionen konstateret, at foranstaltningerne kun havde en begrænset indvirkning på efterspørgslen efter solcellemoduler og dermed EU-erhvervsgrenens salg samt rentabilitet hos andre leverandører.

(253)

Kommissionen har anerkendt de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, aftagere og leverandørers grundlæggende antagelse om, at bortfaldet af foranstaltningerne kan være gavnligt for omsætningen og antallet af arbejdspladser i disse sektorer. Det kan således konkluderes, at forlængelsen af foranstaltningerne ikke er i deres interesse. Samtidig fandt Kommissionen dog, at virkningen af foranstaltningerne og den sandsynlige virkning for disse erhvervsdrivende og nye anlæg i Unionen af at bringe dem til ophør var væsentligt overvurderet i de fleste af redegørelserne fra de virksomheder, der var imod foranstaltningerne, som det analyseres i detaljer i afsnit 5.3. Med hensyn til den påståede administrative byrde som følge af tilsagnet kunne der indledes en interimsundersøgelse vedrørende foranstaltningernes form for at sikre bedre beskyttelse af de ikke forretningsmæssigt forbundne importørers og aftageres interesser.

(254)

Flere parter fremførte, at Kommissionen ikke tog hensyn til forbrugernes interesser. Kommissionen fandt, at deres interesser i lavere priser hænger sammen med brugernes interesser i aftagerleddet, jf. afsnit 5.2.3. Kommissionen har derfor ikke foretaget en særskilt analyse for forbrugerne.

(255)

Efter fremlæggelsen af oplysninger fremlagde SAFE mere detaljerede oplysninger med en analyse af foranstaltningernes indvirkning på de tyske elforbrugere. I SAFE-undersøgelsen blev det konkluderet, at de tyske elforbrugere med foranstaltningernes bortfald kunne spare ca. 570 mio. EUR om året under den antagelse, at moduler kan købes til 0,40-0,45 EUR/W, og at et årligt mål på 2 500 MW ville blive nået. Endvidere gjorde Wacker gældende, at forbrugerne med ophævelsen af foranstaltningerne kunne spare 1 mia. EUR om året. Dette tal blev beregnet ved at sammenligne forskellen mellem minimumsimportprisen og den antagne pris for solcellemoduler på 0,42 EUR/W tidligere og den forventede pris på 0,32 EUR/W i 2017.

(256)

Kommissionen fandt, at ovenstående beregninger bygger på overforenklede antagelser. For det første var minimumsimportprisen udstyret med en justeringsmekanisme. Derfor var forskellen mellem minimumsimportprisen og en gennemsnitlig global købspris for moduler ikke så stor i hovedparten af den betragtede periode. Forskellen blev større i 2016. Forskellen blev udlignet i det mindste delvis af den seneste justering af minimumsimportprisen, som trådte i kraft i begyndelsen af 2017. For at undgå en for stor forskel mellem minimumsimportprisen og den globale købspris for moduler i fremtiden og yderligere reducere foranstaltningernes indvirkninger på forbrugerne har Kommissionen til hensigt at indlede en interimsundersøgelse af formen og niveauet for minimumsimportprisen. Det skal bemærkes, at det ikke er muligt inden for rammerne af den nuværende udløbsundersøgelse at ændre foranstaltningernes niveau, da dette forudsætter en interimsundersøgelse.

(257)

For det andet henviser de priser, som parterne anvendte i deres beregninger, til moduler af multi-krystallinsk silicium af lavere kvalitet. En stor del af de moduler, der blev solgt i Unionen, er dog højeffektive moduler af multikrystallinsk og monokrystallinsk silicium. Priserne på disse moduler er betydeligt højere, hvorfor forskellen mellem minimumsimportprisen, som finder anvendelse uden forskel på alle moduler, og den faktiske købspris var endnu mindre.

(258)

Kommissionen fandt derfor, at foranstaltningerne kun havde en meget begrænset indvirkning på forbrugernes økonomi og udbredelsen af solenergi.

(259)

En række parter hævdede også, at minimumsimportprisen øger prisen på moduler og dermed er ansvarlig for den manglende opfyldelse af det årlige mål for udbredelse af solenergi i Tyskland. Denne ensidige årsagssammenhæng ændrede dog ikke Kommissionens opfattelse. Forskellen mellem minimumsimportprisen og den gennemsnitlige salgspris var mindre end antaget af parterne, og foranstaltningerne påvirkede ikke efterspørgslen i væsentlig grad. Følgelig konkluderede Kommissionen, at minimumsimportprisen ikke havde en væsentlig indvirkning på den manglende opfyldelse af målet om udbredelse af solenergi

(260)

Næsten alle parter, der talte imod foranstaltningerne, hævdede, at de øger priserne på nye solcelleanlæg og mindsker efterspørgslen efter solcellemoduler, hvilket gør solenergi dyrere for forbrugerne. Selv om nogle erkendte, at tilbagegangen for solcelleanlæg i Unionen også skyldes ændringer i og, i visse medlemsstater, suspendering eller ophævelse af støtteordninger, mente de, at foranstaltningerne forårsager kunstigt høje priser og bremser udbredelsen af solenergi endnu mere. De hævdede, at de seneste politiske ændringer som f.eks. indførelse af udbud vedrørende nye solcelleanlæg forværrer den skade, der blev forårsaget af de højere priser på moduler, på grund af de gældende foranstaltninger. Efter deres opfattelse vil en ophævelse af foranstaltningerne give omkostningsbesparelser for solenergi i Unionen til gavn for slutbrugerne, stimulere efterspørgslen efter solcellepaneler og mindske omkostningerne ved ren energiforsyning som helhed.

(261)

Kommissionen identificerede tre segmenter på EU-markedet for solenergi:

(262)

Kommissionen fandt, at efterspørgslen i alle tre segmenter i NUP og de foregående år blev drevet af støtteordningerne, jf. afsnit 5.3.2. Kommissionen mente også, at der havde fundet store ændringer sted ved udgangen af NUP og i 2016, og at efterspørgslen efter de tre segmenter i stigende grad blev drevet af særskilte kræfter. Efterspørgslen efter store solcelleparker styres i stigende grad af udbud, jf. afsnit 5.3.3, og eventuelt i meget begrænset omfang af netparitet. Efterspørgslen efter kommercielle og private anlæg er i stadigt højere grad drevet af ønsket om at nå netparitet i detailleddet, både med og uden skatter som fastsat i afsnit 5.3.4.

(263)

Modstanderne af foranstaltningerne hævdede, at minimumsimportprisen havde forhindret solenergiprodukter i at følge indlæringskurven for omkostninger, mens størrelsen af statsstøtte var blevet tilpasset denne indlæringskurve. Dette misforhold mellem faldende statsstøtte og stagnerende priser havde efter deres opfattelse fået efterspørgslen efter solcellepaneler i EU til at falde. Efter deres opfattelse var Kommissionens forventning, der kommer til udtryk i den oprindelige forordning, om at støtteordningerne ville blive justeret med tiden i tråd med udviklingen i priserne for projekter, (60) ikke blevet opfyldt. Derfor er alle leverandør- og aftagervirksomheder hårdt ramt af tilbagegangen på EU-markedet. De gjorde gældende, at denne konklusion bl.a. er anerkendt i en undersøgelse af det tyske forbundsministerium for økonomi og energi (»BMWi«) (61).

(264)

Disse parter hævdede, at selv om minimumsimportprisen har ligget forholdsvis stabilt siden 2013, har solenergiindustrien opnået en indlæringskurve på 21 % (62). En sådan indlæringskurve betyder, at produktionsomkostningerne for hver fordobling af kumulativ installeret solcellekapacitet falder med 21 %. Den akkumulerede globale solcellekapacitet var i 2013 på ca. 130 GW, mens den ventes at være nået op på 290 GW ved udgangen af 2016. Dette betyder, at den nu er fordoblet, og de beregnede produktionsomkostninger faldt med 21 %. De anførte, at minimumsimportprisen lå 30 % over salgsprisen på verdensplan på et tidspunkt i 2016, jf. PV Insights og andre kilder. Dette betyder efter deres opfattelse, at den europæiske forbruger reelt er blevet udelukket fra at drage fordel af den verdensomspændende nedgang i produktionsomkostningerne.

(265)

På baggrund af ovenstående argumenter har Kommissionen erkendt, at solenergiindustrien har en stejl indlæringskurve, og at omkostningerne ved produktion af solenergi er faldet. Derfor er tilsagnet/minimumsimportprisen blevet forsynet med en justeringsmekanisme baseret på priser angivet af et af markedsanalysefirmaerne, Bloomberg. Priserne på et konkurrencepræget marked skal afspejle faldet i produktionsomkostningerne. Ikke desto mindre har det prisindeks, Kommissionen har anvendt, kun ændret sig en smule. Det rejser spørgsmålet — som Kommissionen ikke har analyseret i forbindelse med denne undersøgelse — om Bloombergindekset stadig i tilstrækkelig grad afspejler udviklingen i verdensmarkedsprisen. Da dette er en udløbsundersøgelse, som ikke kan ændre foranstaltningernes omfang eller form, var der heller ikke behov for at undersøge dette spørgsmål yderligere.

(266)

Hvis de interesserede parter finder, at der findes en måde, som bedre afspejler solenergiindustriens indlæringskurve og den deraf følgende udvikling i verdensmarkedsprisen på foranstaltningsniveau, kan der på deres anmodning indledes en interimsundersøgelse. Kommissionens analyse af undersøgelsen fra ovennævnte BMWi-undersøgelse viste, at den vigtigste grund til, at målet på 2 500 MW nye anlæg i Tyskland i 2014 ikke blev nået, var den stadigt faldende forrentning kombineret med de stagnerende anlægspriser. Undersøgelsen påpegede også, at priserne på solenergimarkedet ikke nødvendigvis afspejler omkostningerne ved produktion af solenergi, men fulgte af en betydelig global overkapacitet. Kommissionen konstaterede, at engrospriserne for solenergi ikke kun stagnerede i EU, men i hele verden. Faktisk steg de internationale priser på solcellemoduler denomineret i EUR endog i andet halvår af 2014, således som det er oplyst af flere markedsanalyseagenturer såsom PV Insights (63) og BNEF (64).

(267)

Kommissionen fandt også, at støtteordningerne lå på et højt niveau i visse medlemsstater i årene forud for foranstaltningerne, hvor de blev justeret til prisniveauet i Unionen og priser fra tredjelande såsom Japan, Taiwan og USA. Nogle af støtteordningerne var ikke udformet til at håndtere en massiv tilstrømning af moduler fra Kina til dumpede priser. En sådan tilstrømning forårsagede et anlægsboom i årene forud for foranstaltningerne. Solcelleanlæg toppede i 2011, og på det tidspunkt blev målene for udbredelse af solenergi væsentligt overskredet i visse medlemsstater. I Kommissionens statusrapport om vedvarende energi fra juni 2015 hedder det, at solceller (dvs. solenergi) teknologisk set allerede i 2013 havde nået det oprindeligt planlagte udbredelsesniveau for 2020 (65). I visse medlemsstater medførte dette en uforudset finansiel belastning af støtteordningerne. Den politiske reaktion var en reduktion i omfanget af støtte eller endog en suspension og/eller ændring af støtteordningen. Ændringerne var også nødvendige for allerede installerede anlæg, hvor støtten ellers ville have medført en overkompensering af investorer (66).

(268)

Udviklingen på det britiske solcellemarked i 2014-2016 tjener som et andet bevis på, at støtteordningerne har været den vigtigste drivkraft for efterspørgslen i Unionen. Så længe der var høje faste afregningspriser, var markedet stærkt stigende, selv om der var indført handelsforanstaltninger. Da de faste afregningspriser blev indstillet i begyndelsen af 2016, kollapsede mængden af nye anlæg. Dette anerkendes også i SPE's Global Outlook: Det Forenede Kongerige, der kom sent i gang i Europa, havde for nylig et boom i solenergi, som primært blev udløst af incitamenter til store solcelleanlæg (forsyningsanlæg), som sluttede i marts 2016 (67).

(269)

Mens de fleste af rapporterne fra markedsanalysefirmaer normalt peger på faldende støtteordninger og den retlige usikkerhed som de væsentligste årsager til den økonomiske stagnation i efterspørgslen efter solenergi i Unionen, peger de næsten aldrig på foranstaltningerne. Global Market Outlook fra Solar Power Europe peger også på, at der er færre incitamenter og mindre usikkerhed omkring markedsudviklingen samt nedskæringer i støtteordninger for bestående anlæg med henblik på at undgå overkompensation som den vigtigste årsag til et fald i de europæiske solcellemarkeder, f.eks. hedder det vedrørende den tyske situation i SPE's Global Outlook 2015: »Tyskland, som lå på andenpladsen i 2014, installerede under 2 GW (1,9 GW), dvs. under det officielle mål på 2,5 GW). Den førende solenergiproducent på verdensmarkedet [dvs. Tyskland] var under pres for at sænke udgifterne til støtteordningen, med nye regler, der kan føre til en 75 % nedbringelse af markedet over to år (fra 7,6 GW til 1,9 GW)« (68).

(270)

Kommissionen bemærkede, at der var sket et opsving i efterspørgslen efter solenergianlæg i 2010-2013, som i visse medlemsstater var drevet af et misforhold mellem faste afregningspriser fastsat på niveauet for en rimelig modulpris og det generelle prisniveau som følge af illoyalt dumpede kinesiske moduler. Nedgangen i efterspørgslen i 2013 og de følgende år, var en uundgåelig konsekvens af et boom i antallet af anlæg i det foregående år. Det betydelige fald i forbruget af solcellemoduler/installation heraf startede allerede i 2012, hvilket faldt sammen med en betydelig nedskæring i faste afregningspriser i samme år i visse medlemsstater. I perioden 2014-NUP steg efterspørgslen i Unionen kun i Det Forenede Kongerige, som var den medlemsstat, der havde de mest attraktive støtteordninger på dette tidspunkt. Kommissionen fandt derfor, at støtteordningerne var den vigtigste drivkraft bag efterspørgslen i NUP og i de foregående år. Det kan således konkluderes, at de ikke forretningsmæssigt forbundne importører, aftagere og leverandører i vid udstrækning har lidt under sammenbruddet i EU-forbruget, som ikke er knyttet til indførelsen af foranstaltningerne.

(271)

Ifølge de nye EU-regler for statsstøtte (69) skal støtteordninger være »markedsbaserede« for alle større anlæg over 1 MW (70) inden begyndelsen af 2017, medmindre støtteordningerne var blevet godkendt forud for ikrafttrædelsen af de nye regler. I så fald kan de forblive uændrede indtil udløbet af godkendelsesperioden (71). Markedsbaserede mekanismer er grønne certifikater og udbud.

(272)

Udbud er en af de markedsbaserede mekanismer, der kræves i disse nye statsstøtteregler. Med en sådan mekanisme udbyder regeringer en ønsket kapacitet i auktion. I overensstemmelse med EU's statsstøtteregler er udbudsprocedurer principielt teknologineutrale, men kan også være teknologispecifikke, f.eks. hvis det er påkrævet for at sikre den nødvendige diversificering af energikilderne.

(273)

Udviklere af solcelleparker byder med den laveste pris, de vil acceptere for den energi, de skal tilføre forsyningsnettet i solcelleparkens levetid.

(274)

Modstandere af foranstaltningerne har anført, at minimumsimportprisen — ifølge den nye prisfølsomme ordning med konkurrencebaserede udbud — vil få en stadigt mere negativ indvirkning på udbredelsen af solenergi, i takt med at den øger prisen på moduler, som er solcelleanlæggets vigtigste komponent. Ifølge disse parter kan udbuddene vedrørende kapacitet kombineret med ophævelsen af foranstaltningerne give betydelige besparelser. Jo billigere solcelleanlæggene bliver, jo mere lyst kan regeringerne få til at opføre solcelleanlæg, eftersom omkostningsbesparelserne vil blive direkte afspejlet i den endelige elektricitetspris. Desuden vil faldende priser på solenergianlæg gøre det lettere for medlemsstaterne at nå målene for anvendelse af vedvarende energi.

(275)

Disse parter henviste til Tyskland som eksempel. Ifølge dem er der allerede afholdt et par pilotauktioner, og de var ganske vellykkede med hensyn til at presse en gennemsnitspris ned på 7,25 eurocent/kWh i august 2016. SPE og SAFE fremlagde en analyse, der viser, at en fjernelse af minimumsimportprisen muligvis kan resultere i et prisfald på 10 % for store solcelleanlæg i Unionen gennem udbud. Den negative indvirkning af foranstaltningerne på resultatet af buddene anerkendes også i SPE's seneste Global Market Outlook (72). I betragtning af den nuværende faldende tendens på verdensmarkedet gik en anden part ud fra, at prisen på solenergi i Tyskland kan falde til 5 eurocent/kWh, hvis foranstaltningerne ophæves, men fremlagde ikke dokumentation for sine resultater.

(276)

Parterne imod foranstaltningerne gjorde gældende, at solenergi i nogle jurisdiktioner, navnlig i Det Forenede Kongerige, uvægerligt ville konkurrere med andre vedvarende energikilder, såsom vindmøller på landjorden. Da der ikke gælder nogen handelsforanstaltninger for vindenergi, kunne solenergi ikke konkurrere mod vindenergi, og meget få solenergiprojekter blev gennemført via disse auktioner. Visse parter påstod, at Tyskland også overvejer at indføre teknologineutrale udbud, og at sådanne neutrale udbud forværrer ulempen ved højere priser som følge af foranstaltningerne, da solenergi vil tabe i udbud mod andre teknologier for vedvarende energi, særlig vindenergi.

(277)

Ifølge de parter, som støtter foranstaltningerne, blev udbud og overordnede anlægsmål indført netop med det formål, at gøre det muligt for regeringerne at kontrollere omfanget af solenergiudbredelsen og undgå de op- og nedture for solcelleanlæg, man tidligere har set.

(278)

Kommissionen begrænsede sin analyse af støtteordninger til store solcelleanlæg til Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige. Dette valg er begrundet i, at de tegnede sig for ca. 80 % af den årlige installation af nye solcelleanlæg i Unionen i NUP. Det var derfor hensigtsmæssigt at se på udviklingen i disse tre medlemsstater som en indikator for situationen i EU som helhed.

(279)

Analysen er baseret på oplysninger fra interesserede parter, oplysninger, som er indhentet af Kommissionen i løbet af undersøgelsen, og de oplysninger, som medlemsstaterne har fremsendt til Kommissionen med henblik på statsstøttekontrol.

(280)

Tyskland og Frankrig har allerede fastsat deres mål for de kommende tre år. Frankrig har planlagt 2 årlige udbudsrunder på hver 500 MW for solenergi i 2017-2019. Dette giver en samlet årlig nyinstallation på 1 000 MW. Tyskland planlægger at afholde udbud om en årlig mængde for solenergi på 600 MW fra 2017 og som minimum indtil 2020.

(281)

Det Forenede Kongerige afholder derimod ikke teknologispecifikke udbud for solenergi. I februar 2015 fandt der et multiteknologisk udbud sted, hvor solcellemoduler konkurrerede med andre teknologier om tildeling af differencekontrakter (»CfD«). Der er ingen planer om nye udbud i Det Forenede Kongerige på nuværende tidspunkt, da regeringen er af den opfattelse, at store landbaserede vindenergianlæg på jorden og solenergianlæg kan konkurrere med andre elektricitetskilder uden støtteordninger.

(282)

For Tyskland og Frankrig kan foranstaltningerne ikke få nogen indvirkning på efterspørgslen efter solcellemoduler til forsyningsanlæg, da der er »særlige« udbud for solenergi, og kapaciteten ligger fast. Den eneste forskel er en marginalt højere pris for de endelige forbrugere, som skal dække udbudsomkostningerne via enten skatter eller afgifter.

(283)

Da udbuddene i Det Forenede Kongerige er teknologineutrale, og der under alle omstændigheder ikke er planlagt nye udbud, er analysen anderledes. Her konkurrerer solenergi på markedet med alle andre energiformer. Foranstaltningerne gjorde dog ikke solenergi urentabel. Ved auktionen i februar 2015 blev 18,5 % af en kombineret kapacitet på 2,1 GW stadig tildelt solenergi. Dette udbud viser, at selv med de gældende foranstaltninger kan solenergi konkurrere med succes i et ikketeknologispecifikt udbud (73). Foranstaltningerne kan højst have reduceret vægten af solenergi en smule i udbudsresultaterne, dvs. solenergi kunne have vundet en større andel i de teknologineutrale udbud, hvis foranstaltningerne ikke havde været der. Endelig fandt Kommissionen, at hvis foranstaltningerne blev fjernet, og solcellemoduler skulle købes til dumpingpriser, ville multiteknologiske udbud give solcellemoduler en urimelig fordel i forhold til andre vedvarende energikilder. Derfor sætter foranstaltningerne ikke solenergi i en ugunstig konkurrencesituation, men genskaber blot lige konkurrencevilkår mellem alle teknologier.

(284)

Kommissionen konkluderede, at der ikke var nogen forbindelse mellem faldende priser pr. kWh og øget efterspørgsel efter solenergi. Navnlig øgede Tyskland, Frankrig og Det Forenede Kongerige ikke deres mål for anvendelse af solenergi, fordi projektudviklerne afgav lavere bud i forbindelse med kapacitetsauktioner. Medlemsstaterne indførte snarere udbud for især at kontrollere omfanget af udbredelsen af solenergi. Dette bekræftede SPE også i sit Global Outlook for 2015: »På samme måde vinder mono- eller multiteknologiske udbud også frem igen i Frankrig, Det Forenede Kongerige og Tyskland, med henblik på at sikre en bedre kontrol med udviklingen i det fotovoltaiske marked i de dermed forbundne segmenter« (74).

(285)

SPE hævdede, at Kommissionen gav et ufuldstændigt og unøjagtigt billede af deres holdning vedrørende foranstaltningernes indvirkning på udbud. Kommissionen bekræftede, at SPE i deres Global Market Outlook for 2016 havde anført og i en række andre indlæg, at minimumsimportprisen efter deres mening havde haft en negativ indvirkning på resultatet af udbuddet. Kommissionen var imidlertid uenig i dette synspunkt, som der er redegjort for ovenfor. Samtidig bemærkede Kommissionen, at Solar Power Europe i Global Market Outlook for 2016-2020 stadig fandt, at regeringerne kan anvende udbud til at kontrollere eller måske endda begrænse udbredelsen af solenergi: »Politiske ledere fortrækker ofte at se tagmonterede solcellepaneler, når de udkonkurrerer andre former for vedvarende energiteknologi og — i modsætning til elværker med solcelleanlæg på jorden — ikke konkurrerer med andre anvendelsesformål. Dette er navnlig tilfældet for de europæiske lande, hvor solcelleanlæg på jorden undertiden endda har været begrænset i størrelse — i Tyskland f.eks. op til 10 MW, og også i mængde ved at gennemføre udbud« (75).

(286)

Udtrykket netparitet betegner et tidspunkt, hvor en teknologi under udvikling producerer elektricitet med de samme omkostninger som konventionelle teknologier. Faktisk er der to former for netparitet. Der opstår netparitet i engrosleddet, når et solcelleanlæg (normalt et stort forsyningsanlæg, som er tilsluttet transmissions- og/eller distributionsnettet) kan producere strøm med normaliserede omkostninger ved produktion af energi (LCOE) (76), som er mindre end prisen i købekraft fra engrosmarkedet, hvor alle større (normalt konventionelle) producenter konkurrerer. I engrosleddet sælges energien til meget store industrielle kunder og forsyningsvirksomheder, der distribuerer energien til husholdninger og andre mindre slutbrugere. Netparitet i detailleddet opstår, når et solcelleanlæg (normalt monteret på brugerens hustag) kan producere strøm med normaliserede omkostninger ved produktion af energi, der er mindre end omkostningerne ved detailprisen på elektricitet (inkl. alle transmissions- og distributionsgebyrer, forhøjet afgift og skat).

(287)

Kommissionen analyserede først situationen for netparitet i engrosleddet og siden for netparitet i detailleddet.

(288)

Netparitet i engrosleddet: Modstanderne af foranstaltningerne gjorde gældende, at hvis foranstaltningerne bortfalder, kan store solcelleanlæg opnå netparitet i engrosleddet i de solrigeste dele af Unionen, som f.eks. Spanien. Ifølge en forretningsplan fremlagt af et af medlemmerne af SAFE kunne de opnå LCOE på 3,8 eurocent/kWh i den spanske region Cadiz, hvis de købte moduler til 0,35 EUR/W. Denne part mente at kunne få en modulpris på 0,35 EUR/W fra kinesiske tier 1-producenter for en aftale om en stor mængde uden afgifter vedrørende et projekt leveret i begyndelsen af 2017. De hævdede, at solenergi ved så lave LCOE ikke kun sikrer netparitet med andre konventionelle energikilder, men at der ikke er nogen anden elproduktionsmetode, der vil kunne slå det i den nærmeste fremtid. Denne omkostningsfordel kombineret med andre aktiver i sydeuropæiske lande, dvs. gode nettilslutninger, stabile politiske og økonomiske forhold og en stærk og likvid valuta, giver dem en enestående mulighed for at blive nye europæiske ledere i energiproduktionen. Ifølge disse parter er foranstaltningerne til hinder for, at dette sker.

(289)

Kommissionen har bemærket, at solstrålingen i den spanske region Cadiz er en af de højeste i EU (højeste antal solskinstimer om året), hvilket skaber den størst mulige energiproduktion pr. modul. I betragtning af at det meste af Unionen har en langt mindre solstråling, må vi se, hvornår der kan opnås netparitet i engrosleddet på andre markeder, selv om den britiske regering tilsyneladende antager, at det snart vil være tilfældet. Kommissionen bemærkede også, at der er store forskelle i engrosprisen i de forskellige medlemsstater, hvilket betyder, at engrospriserne på netparitet er forskellige afhængigt af den pågældende medlemsstat.

(290)

Derfor var Kommissionen af den opfattelse, at der ikke vil blive opnået netparitet i engrosleddet generelt i Unionen i den nærmeste fremtid, selv uden foranstaltningerne.

(291)

Efter fremlæggelsen af oplysninger var adskillige parter uenige i Kommissionens konklusion om, at man ikke vil opnå udbredt netparitet i engrosleddet i Unionen i den nærmeste fremtid, heller ikke selv om de handelsmæssige foranstaltninger udløber. Disse parter fremhævede en 6-siders rapport fra Becquerel Institute, som undersøgte mulighederne for netparitet i engrosleddet i 11 medlemsstater. Denne rapport blev finansieret af de tre parter i undersøgelsen, som var imod foranstaltningerne.

(292)

Kommissionen bemærkede, at andre kilder er mindre optimistiske end Becquerel Institute med hensyn til de normaliserede omkostninger ved produktion af solenergi (LCOE) og dermed tidsplanen for opfyldelsen af netparitet for solenergi i Europa. F.eks. indeholder den detaljerede rapport fra BNEF (77) meget større LCOE-intervaller for de centrale markeder som Frankrig, Tyskland, Italien og Det Forenede Kongerige. Forskellene er angivet i nedenstående tabel:

(293)

Becquerel anslog kapitaludgifterne til 0,726 EUR/W uden at skelne mellem medlemsstaterne. BNEF anslog meget højere kapitaludgifter og skelnede mellem medlemsstaterne: Frankrig 0,99 EUR/W; Tyskland 0,9-0,94 EUR/W, Italien 0,76-0,99 EUR/W og UK 0,9-0,94 EUR/W. Forskellen skyldtes i et vist omfang, at Becquerel anslog modulpriserne uden foranstaltningerne. Imidlertid forekommer det usandsynligt med så meget lavere kapitaludgifter, navnlig i betragtning af at kapitaludgifterne ifølge BNEF under alle omstændigheder er lavere i EU end i andre lande, som ikke anvender handelspolitiske foranstaltninger, f.eks. Tyrkiet 1,04 EUR/W og De Forenede Arabiske Emirater 1,14 EUR/W.

(294)

Derfor er prognoserne fra Becquerel og BNEF forskellige. Der er uenighed om, hvornår det bliver billigere at opføre store solkraftværker end at drive eksisterende fossilt fyrede kraftværker. For Frankrigs vedkommende antager Becquerel, at det allerede er tilfældet, for Det Forenede Kongeriges og Tysklands vedkommende antager Becquerel, at det vil ske i henholdsvis 2018 og 2020. BNEF antager imidlertid, at store solkaftværker først vil blive billigere end fossilt fyrede kraftværker mellem 2025 og 2030 for alle de tre medlemsstater (79). Ifølge BNEF vil store solkraftværker derfor blive anvendt i større målestok efter 2025 i store dele af Unionen (80).

(295)

Endelig konkluderes det i Becquerel-rapporten, at: »Elektricitet produceret af solceller vil måske kunne blive konkurrencedygtig på flere af Europas største markeder inden 2019, og i de fleste europæiske lande … inden for de kommende fem år«. Dette betyder, at de fleste medlemsstater, herunder Tyskland, først forventes at nå netparitet, når foranstaltningerne efter planen udløber i 2019, selv i det omtvistelige tilfælde, at antagelserne og konklusionerne i Becquerel-rapporten skulle vise sig at være korrekte inden da.

(296)

SPE fremlagde to rapporter fra Deutsche Bank (81), som efter deres mening var imod Kommissionens opfattelse af, at man ikke vil kunne opnå netparitet i engrosleddet i den nærmeste fremtid. Kommissionen konstaterede, at de to rapporter faktisk omhandler netparitet i detailleddet og ikke netparitet i engrosleddet, hvilket bekræftes ikke kun af teksten, men også af de høje normaliserede omkostninger ved produktion af energi, som sammenlignes mod de normaliserede omkostninger ved produktion af solenergi. Som forklaret i de umiddelbart efterfølgende betragtninger bestred Kommissionen ikke, at der allerede var opnået netparitet i visse dele af Unionen.

(297)

Netparitet i detailleddet: Modstanderne af foranstaltningerne gjorde også gældende, at tagmonterede solcelleanlæg allerede har opnået netparitet i detailleddet, dvs. at de blev økonomisk levedygtige selv uden tilskud i de medlemsstater, hvor detailpriserne på elektricitet er høje, f.eks. Tyskland. En af parterne illustrerede denne pointe med et indkøbscenter som eksempel. Det har et stort tagareal, hvor panelerne kan monteres, og det er nødvendigt med energi i dagtimerne, hvor den vigtigste aktivitet foregår. Så dets energibehov falder sammen med den største solenergiproduktion. I Tyskland er prisen pr. kWh i øjeblikket omkring 20 eurocent/kWh, mens de normaliserede omkostninger ved produktion af energi for et tagmonteret solcelleanlæg ligger på omkring 10 eurocent/kWh. Derfor kan installation af paneler give betydelige besparelser på elektricitetsudgifterne, navnlig for kunder, der bruger meget energi i løbet af dagen. Dette var ikke tilfældet i den oprindelige undersøgelse, hvor elektricitet fremstillet ved hjælp af solenergi altid krævede støtte for at være levedygtig. I en situation, hvor støtte ikke længere er relevant, er det den endelige modulpris, som påvirker kundens beslutning om at installere solcelleanlægget, og i øjeblikket øges denne pris på grund af foranstaltningerne.

(298)

Kommissionen har undersøgt markedet for netparitet i detailleddet nærmere i Tyskland, fordi parterne har kommenteret det indgående i løbet af undersøgelsen.

(299)

Det er nødvendigt at sondre mellem anlæg, der producerer til eget forbrug, og anlæg, som leverer el til forsyningsnettet.

(300)

Kommissionen var enig i, at det er en meget ønskelig udvikling at nå netparitet for solenergi, da det bidrager til at bekæmpe klimaændringerne og mindske forbrugernes elregning. Den fastslog, at det ville mindske prisen på solcellepaneler at ophæve foranstaltningerne og dermed øge antallet af steder, hvor der kan opnås netparitet i detailleddet.

(301)

Samtidig fandt Kommissionen, at investeringerne i løbet af NUP i erhvervsmæssige og private tagmonterede anlæg til eget forbrug, som ikke er omfattet af nogen støtteordning, er blevet tilbageholdt på grund af lovgivningsmæssig usikkerhed om, hvorvidt disse anlæg var inkluderet i afgiften til finansiering af den tyske støtteordning — EEG-afgiften. Efter en ændring af lovgivningen foreslået af Tyskland for at overholde de EU-retlige regler om statsstøtte skal de enheder, som selv forbruger strømmen fra deres vedvarende energikilder (undertiden kaldet producent-forbrugere), betale en afgift på mere end 2 eurocent pr. kWh i Tyskland. Hvis et projekt har normaliserede omkostninger ved produktion af energi på 10 eurocent/kWh, gør afgiften alene derfor den producerede elektricitet 20 % dyrere (82).

(302)

Kommissionen tager sigte på at mindske retsusikkerheden i fremtiden. Ifølge forslaget til direktiv om udformning af elektricitetsmarkedet og vedvarende energi, »har egenforbrugere af vedvarende energi … ret til at have et eget forbrug … uden at blive udsat for uforholdsmæssige procedurer og gebyrer, der ikke er omkostningsrelaterede« (83). Rapporter fra markedsanalysevirksomheder viser også, at ændringer i lovgivningen påvirker efterspørgslen. I en af de seneste rapporter fra BNEF hedder det: Den tyske solcellesektor for mindre solcelleanlæg til erhvervs- og boligbyggeri har været skrantende, lige siden de månedlige afvigelser [i de faste høje afregningspriser] og afgiften på eget forbrug trådte i kraft (84). Alle elementer taget i betragtning viser ovennævnte eksempel om opnåelse af paritet i detailleddet, at solcellemoduler allerede kan producere elektricitet til langt under detailprisen for levering i Tyskland. Når den nødvendige retssikkerhed er opnået ved EU-lovgivning, kan en efterspørgsel, som ikke er baseret på støtteordninger, forventes at stige. Denne efterspørgsel vil sandsynligvis være mere følsom over for prisen på solcellepaneler og kan derfor også forventes at være mere følsom over for foranstaltningerne.

(303)

For anlæg, der leverer elektricitet til nettet, afgøres efterspørgslen hovedsagelig af de støtteordninger, som fortsat kan benyttes uden at gennemføre udbud om anlæg på op til 1 MW. Ved et givet støtteniveau er efterspørgslen lidt højere, hvis foranstaltningerne fjernes. Samtidig har de fleste medlemsstater af budgetmæssige årsager skåret kraftigt ned på støtten, således at denne efterspørgsel er faldende uafhængigt af foranstaltningerne.

(304)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod SPE, at Kommissionens konklusioner om konsekvenserne om indvirkningen på den lovgivningsmæssige usikkerhed og EEG-afgiften fejlagtigt var baseret på det tyske eksempel alene. Kommissionen gentog, at de samme negative forhold gjorde sig gældende i mange medlemsstater. SPE konstaterede det samme i den seneste Global Market Outlook 2016-2020 for Spanien: »… den spanske regering … stod i vejen for det nye marked for selvforsyning med en solenergiafgift og høje bøder for ikke-deklarerede producent-forbrugere« (85) og »Udsigterne for solenergi i Spanien er de samme som i flere andre markeder, hvor der tidligere var høje faste afregningspriser: Belgien, Bulgarien, Tjekkiet og Grækenland. Udviklingen på markederne for solenergi i Slovakiet og Slovenien er næsten helt gået i stå« (86); og: »Selv flere udviklede markeder for tagmonterede solcelleanlæg er i problemer, idet de omlægges fra markeder med faste afregningspriser eller nettomåling til selvforsyningsordninger. Dette sker til trods for, at solenergi i mange tilfælde er billigere end detailsalg af elektricitet. De barrierer, der er blevet gennemført for tagmonterede solcelleanlæg i visse europæiske lande (afgifter på selvforsyning af solenergi, som hindrer salg af overskydende elektricitet eller kun tilbyder engrospriser) og fortsatte drøftelser om yderligere begrænsninger har afholdt mange potentielle købere fra at investere i deres egne solcelleanlæg«  (87). Kommissionen afviste derfor denne påstand.

(305)

Efter en grundig analyse konkluderede Kommissionen, at det med hensyn til foranstaltningernes indvirkning på efterspørgslen, er vigtigt at skelne mellem forskellige sektorer og forskellige typer efterspørgsel.

(306)

Efterspørgsel som følge af støtteordninger: Såfremt støtteordningerne er teknologispecifikke, har foranstaltningerne ingen indvirkning på efterspørgslen. Såfremt støtteordningerne er teknologineutrale, mindsker foranstaltningerne chancerne for, at solenergi vinder. Men selv i forbindelse med de udbud bemærker Kommissionen, at solenergi har vundet en betydelig markedsandel, hvilket viser, at den selv med foranstaltningerne kan konkurrere om forsyningsanlægsprojekter.

(307)

Netparitet i engrosleddet: I denne fase og i den nærmeste fremtid kan netparitet i engrosleddet kun opnås, hvis det overhovedet er muligt, på ideelle steder, selv om prisen på solcellepaneler er sat ned, fordi foranstaltningerne ophæves. Den yderligere efterspørgsel, der kan forventes i en situation uden foranstaltninger, er lav, og afhænger desuden af engrosprisniveauet i den pågældende medlemsstat.

(308)

Netparitet i detailleddet: Netparitet i detailleddet er i dag nået for kommercielle anlæg i medlemsstater, der har høje detailpriser, som f.eks. Tyskland, selv om der ikke er rigeligt solskin dér. De vigtigste faktorer her er skatter, gebyrer til nettet og afgifter til støtteordninger. Nye regler for udformning af energimarkedet, som Kommissionen offentliggjorde den 1. december 2016 (88), og nye regler for forbrugercentreret overgang til renere energi som foreslået af Kommissionen den 30. november 2016 (89) er et vigtigt skridt i retning af at opnå et stabilt og vækstfremmende miljø. Når Kommissionens forslag er vedtaget af medlovgiverne, forventes efterspørgslen efter selvkonsumerende kommercielle anlæg at stige. I så fald kan en ophævelse af foranstaltninger få større indvirkning på kommercielle anlæg, da der ikke er nogen begrænsning af efterspørgslen i form af en begrænset produktionsmængde, der skal støttes gennem støtteordninger, og ingen konkurrence fra andre energikilder i modsætning til netparitet i engrosleddet. For private anlæg vil det tage længere tid at opnå netparitet i detailleddet, da de skal udstyres med dyre oplagringsanordninger, hvis de skal være egnede til de fleste brugere, der producerer til eget forbrug (90).

(309)

Efter fremlæggelsen af oplysninger var adskillige parter uenige i konklusionen om, at foranstaltningerne kun havde en begrænset indvirkning på efterspørgslen efter moduler. De hævdede, at investeringer styres af det forventede afkast og dermed en lavere prisen på solcellemoduler, højere investeringsafkast og sandsynligheden for gennemførelse.

(310)

Kommissionen mindede om, at den altid havde været enig i, at prisen har en indvirkning på efterspørgslen. Ikke desto mindre mener Kommissionen, at andre faktorer i øjeblikket har en meget større indvirkning på efterspørgslen end en relativt let stigning i prisen på moduler, der er skyldes minimumsimportprisen. Disse faktorer er på den ene side lovgivningsmæssig usikkerhed og på den anden side regeringernes forsætlige tiltag for at kontrollere udbredelsen af solenergi. Disse tiltag omfatter bl.a. overordnede årlige installationsmål, udbud om kapacitet og afgifter på selvforsyning.

(311)

Kommissionen har ligeledes medgivet, at i nogle tilfælde, såsom teknologineutrale udbud, kan minimumsimportprisen have en større indvirkning på efterspørgslen efter solenergi. Samtidig har Kommissionen bemærket, at uden minimumsimportprisen, som afhjælper virkningerne af dumping, ville solenergi have en urimelig konkurrencefordel i forhold til andre vedvarende energikilder. Kommissionen bemærkede også, at solenergi var relativt eftertragtet i de teknologineutrale udbud selv med minimumsimportprisen, der blot genopretter lige vilkår.

(312)

Endelig fandt Kommissionen endvidere bevis for, at regeringerne i en nær fremtid kan træffe yderligere foranstaltninger for at kontrollere udbredelse af solenergi, f.eks. ved at indføre mere omkostningsbaserede takster for brug af nettet på solcelleanlæg. BNEF antog, at: mange europæiske myndigheder vil reagere på de faldende omkostninger til solenergi fra 2018 ved at pålægge brugere med solcellepaneler faste omkostninger for tilslutning til nettet, så de kun kan spare den variable del af elektricitetsprisen ved at købe solcellepaneler. Vi baserede dette på en vurdering af omkostningsstrukturen for hvert enkelt lands net. Dette reducerer den elregning, der kunne undgås, med ca. 30 % af elektricitetsprisen i de fleste EU-lande. Hvis dette ikke sker, kunne regningen være højere, men netudgifterne er ubegrundede  (91).

(313)

Disse argumenter blev derfor afvist, og Kommissionen er fortsat af den opfattelse, at foranstaltningerne kun har en meget begrænset indvirkning på efterspørgsel efter solenergi i Europa.

(314)

De fleste af parterne imod foranstaltningerne gjorde gældende, at foranstaltningerne har en negativ indvirkning på opfyldelsen af de klimapolitiske mål. Denne påstand blev desuden støttet af fem miljø-NGO'er. Disse parter gentog, at Unionen og medlemsstaterne ved flere beslutninger og aftaler, senest i Parisaftalen, har forpligtet sig til at reducere drivhusgasemissionerne og modvirke klimaændringer. Unionen har fastsat det retligt bindende mål om at øge andelen af vedvarende energikilder i det endelige energiforbrug til 20 % (92). Kommissionen har også fastsat den politiske ramme for målet om 27 % i 2030. Dette nye ambitiøse mål blev vedtaget i 2014, efter at de endelige foranstaltninger var blevet indført. I oktober 2016 blev Parisaftalen om klimakonventionen (UNFCCC) om bekæmpelse af klimaforandringer, den første universelle, juridisk bindende globale klimaaftale nogensinde, ratificeret af Den Europæiske Union, efter at Europa-Parlamentet havde stemt for den med et overvældende flertal. Overgangen til en kulstoffattig energiforsyning er det vigtigste element i denne indsats, og strøm fra solcelleanlæg er stadig en af de mest lovende energikilder, hvis klimamålene skal nås.

(315)

Parterne imod foranstaltningerne påstod, at foranstaltningerne gør det vanskeligere at opfylde klimamålene, fordi de bremser udviklingen af solenergi. De hævdede, at en genskabelse af globale markedspriser for solenergi vil give EU mulighed for at dekarbonisere sin elproduktion hurtigere. De påpegede også, at der er en uoverensstemmelse mellem EU's klima- og handelspolitik. Mens førstnævnte fremmer og støtter vedvarende energikilder, øger sidstnævnte deres pris og påvirker deres tilgængelighed.

(316)

Kommissionen var enig i, at ratificeringen af UNFCCC Parisaftalen vedrørende bekæmpelse af klimaændringer er en meget vigtig milepæl med hensyn til at styrke et globalt samarbejde for at reducere klimaændringerne. Solenergi er en af de vigtigste energikilder til at nå klimamålene. Samtidig fandt Kommissionen, at EU's efterspørgsel efter installation af solcelleanlæg i den nærmeste fremtid kun i begrænset omfang vil blive påvirket af foranstaltningerne (se afsnit 5.3). Dette vil først blive ændret, når netparitet i detailleddet bliver en vigtig kilde til efterspørgslen. Ophævelse af foranstaltningerne på dette tidspunkt vil derfor ikke bidrage væsentligt til at opfylde miljømålene.

(317)

EU ProSun fremsatte en række andre bemærkninger i et åbent brev som svar på NGO'ernes opfordring til at sætte en stopper for foranstaltningerne af hensyn til miljøet. EU ProSun gjorde gældende, at hvis hele perspektivet for solenergiforsyningskæden vedtages, vil paneler fremstillet i Unionen resultere i et meget mindre CO2-aftryk. De moduler, der fremstilles i Unionen, skal ikke transporteres over lange afstande. På grund af EU's produktionsstandarder og miljøkrav på den ene side og de højere energiomkostninger på den anden side har EU's solenergiindustri systematisk reduceret sit energiforbrug sammenlignet med de kinesiske producenter. Dette er særlig vigtigt, fordi fremstillingen af solcellemoduler og råmaterialerne hertil er energiintensiv. EU ProSun påpegede også, at der er en vis modstrid mellem den kendsgerning, at visse NGO'er underskriver brevet med en opfordring til at ophæve foranstaltningerne af hensyn til Unionens interesser, dvs. selv om der konstateres illoyal handelspraksis, og den nylige erklæring fra en af deres ledere, som opfordrer til at gøre mere for at sikre loyal og miljøvenlig handel.

(318)

Kommissionen har konkluderet, at foranstaltningerne kun har en begrænset indvirkning på opfyldelsen af EU's klimamål på kort sigt.

(319)

Efter fremlæggelsen var flere parter uenige i udsagnet om, at importerede solenergivarer har et højere CO2-aftryk end de varer, der fremstilles i Unionen. Disse parter hævdede, at fremstillingen af polysilicium og wafere tegnede sig for den største andel af den primære energiefterspørgsel, og derfor har oprindelsen af polysilicium og wafere størst betydning. Disse parter påpegede også, at elproduktionen har forskellige CO2-aftryk i forskellige medlemsstater. Da produktionen af moduler og råvarer hertil er energiintensiv, er det afgørende, i hvilken medlemsstat modulerne og deres komponenter fremstilles.

(320)

Kommissionen kunne ikke foretage en tilbundsgående analyse af disse påstande inden for den korte tid, der er til rådighed efter fremlæggelsen af oplysninger. Kommissionen præciserede, at den kun havde analyseret et indlæg fra EU ProSun og aldrig selv havde hævdet, at importerede solenergiprodukter lider under et højere CO2-aftryk. Men uanset CO2-aftrykket i EU-moduler og kinesiske moduler gentog Kommissionen den vigtigste konklusion nemlig, at foranstaltningerne kun havde haft en meget begrænset indvirkning på efterspørgslen efter solenergi hidtil. Kommissionen konkluderede derfor, at foranstaltningerne ikke havde en væsentlig indvirkning på opfyldelsen af EU's miljømål.

(321)

Nogle af parterne, som opfordrer til at ophæve foranstaltningerne, hævdede, at der var utilstrækkelig produktionskapacitet i Unionen til at dække EU-efterspørgslen efter moduler, og at foranstaltningerne var ineffektive med hensyn til væsentligt at øge EU-producenternes kapacitet til fremstilling af solceller og -moduler. De interesserede parter anslog efterspørgslen i Unionen til mindre end 8 GW og Unionens produktion af moduler til mindre end 4 GW. Dette betyder angiveligt, at mindst halvdelen af modulerne under alle omstændigheder skal importeres. Disse parter påstod, at Europa-Kommissionens forventning, der kommer til udtryk i den oprindelige forordning, om at »på mellemlang sigt kan det også med rimelighed antages, at EU-erhvervsgrenen vil udvide sin produktionskapacitet for at dække efterspørgslen, hvilket vil give mulighed for at opnå stordriftsfordele, og hvilket på sigt ville muliggøre en yderligere prisnedsættelse«, ikke blev opfyldt.

(322)

Kommissionen fandt, at selv om EU-produktionen af moduler er mindre end EU-efterspørgslen, har der aldrig været mangel på moduler i Unionen. Pristilsagnet/minimumsimportprisen tillod import fra Kina til rimelige priser. Mens der var en relativ stigning i importen fra resten af verden, lykkedes det EU-erhvervsgrenen at øge sin markedsandel i EU fra 25 % til 35 % mellem 2012 og NUP. Derfor gjorde foranstaltningerne det muligt for EU-erhvervsgrenen at øge sin produktion og sit salg i forhold til EU-markedets størrelse og dække en større del af efterspørgslen. Som anført i afsnit 5.3.2 faldt forbruget i Unionen væsentligt på grund af nedsættelsen af de støtteordninger, som gør det meget vanskeligere for EU-erhvervsgrenen at vokse. Til trods for det lykkedes det EU-erhvervsgrenen at konsolidere sig yderligere og opnå betydelige omkostningsbesparelser. Desuden er der en stor uudnyttet modulproduktionskapacitet i Unionen, der kan blive sat i drift igen, hvis efterspørgslen stiger. Kommissionen fandt derfor, at foranstaltningerne ikke forårsager en forsyningsmangel på moduler i Unionen, og at foranstaltningerne var effektive med hensyn til at udvide EU's produktion i forhold til EU-markedets størrelse.

(323)

Parterne imod foranstaltningerne gjorde gældende, at modulproduktionskapaciteten uden for Kina vokser meget hurtigt. De citerede forskellige markedsanalyser, ifølge hvilke den samlede produktionskapacitet i andre asiatiske lande er vokset meget hurtigt, og den nåede op på 7 GW i 2015 og forventes at stige til 10 GW i 2016. Dette ventes at være mere end efterspørgslen i Unionen, som af parterne anslås til ca. 8 GW. En betydelig del af denne nye kapacitet er blevet installeret af kinesiske virksomheder. Desuden har en række store kinesiske virksomheder forladt tilsagnet frivilligt for at kunne levere til EU-markedet fra lande uden for Kina. Parterne hævdede, at resultatet ville være, at en stigende mængde billige moduler kan eksporteres til Unionen fra tredjelande, selv om foranstaltningerne forbliver i kraft. Derfor anførte modstanderne af de forelagte foranstaltninger, at Kommissionens forventning, som den kommer til udtryk i den oprindelige forordning, om at andre tredjelande ikke vil omdirigere deres eksport til EU-markedet i voldsom grad (93), ikke blev opfyldt.

(324)

Kommissionens undersøgelse viste, at markedsandelen for importen fra Kina til Unionen faldt fra 66 % i 2012 til 41 % i NUP, mens markedsandelen for import fra resten af verden med undtagelse af Kina (hovedsagelig Taiwan, Malaysia, Korea og Singapore) steg fra 9 % til 25 %. EU-producenternes markedsandel i Unionen steg fra 25 % i 2012 til 35 % i NUP. Derfor har importen fra tredjelande ikke forhindret EU-erhvervsgrenen i at genvinde en betydelig markedsandel i Unionen.

(325)

Kommissionen konstaterede også, at selv om modulproduktionskapaciteten i Sydøstasien er hastigt voksende, er den stadig kun en brøkdel af kapaciteten i Kina (94). Sydøstasiatiske fabrikker sælger også store mængder til det amerikanske marked og andre lande, der indførte handelsforanstaltninger over for kinesiske moduler, f.eks. Indien og Canada. De sydøstasiatiske solcelleanlæg forventes også at stige, hvilket gør, at nogle mængder forventes at blive solgt inden for regionen. Derfor konkluderede Kommissionen, at modulproduktionskapaciteten i Sydøstasien er utilstrækkelig til at dække en betydelig del af efterspørgslen i Unionen og gøre foranstaltningerne ineffektive. Under alle omstændigheder er hensigten med foranstaltningerne at sikre, at importen af solcellemoduler og celler fra Kina foregår til rimelige og ikkedumpingpriser, og det forhold, at EU-erhvervsgrenen kan blive udsat for konkurrence fra andre lande, gør ikke foranstaltningerne ineffektive.

(326)

En part fremførte, at udviklingen i markedsandele viser, at foranstaltningerne fortrinsvis var til gavn for importørerne fra tredjelande. Denne part hævdede, at situationen svarer til sagen om de opdrættede atlanterhavslaks (95), hvor Kommissionen ophævede foranstaltningerne, fordi de ville føre til en betydelig nettokapitaloverførsel ud af Unionen, og kapitaloverførslen til leverandører i tredjelande ville have langt større betydning end de fordele af foranstaltningerne, som EU-erhvervsgrenen ville opnå.

(327)

Som nævnt ovenfor lykkedes det EU-erhvervsgrenen at øge sin markedsandel i EU fra 25 % til 35 % mellem 2012 og NUP. Det betyder, at tredjelande ikke overtog størstedelen af den markedsandel, som de kinesiske producenter tidligere havde. Desuden mener Kommissionen, at EU-erhvervsgrenens situation i sagen om de opdrættede atlanterhavslaks var meget anderledes — i den sag var EU-erhvervsgrenens markedsandel meget mindre og voksede kun fra 2,7 % i 1998 til 4,3 % i 2001. I den sag var en meget lille markedsandel for EU-erhvervsgrenen en af de vigtigste grunde til, at en indførelse af foranstaltninger ville føre til en betydelig nettooverførsel af penge ud af Fællesskabet, efterhånden som markedet tilpasser sig højere priser (96). I det foreliggende tilfælde kom foranstaltningerne i høj grad EU-erhvervsgrenen til gode. Derfor kan sagen om opdrættede atlanterhavslaks ikke danne præcedens.

(328)

Ifølge parterne imod foranstaltningerne har EU-producenterne ikke bebudet nogen troværdige planer om at udvide deres kapacitet. I stedet har SolarWorld, der er Unionens største producent, for nylig afskediget flere hundrede midlertidigt ansatte på deres europæiske fabrikker og har indgået OEM-aftaler om fremstilling af solcellepaneler i Thailand. Parterne mod foranstaltningerne hævdede, at dette kun er endnu et bevis på, at en vellykket fremstilling af solcellemoduler kun kan finde sted i store produktionsanlæg, f.eks. de asiatiske.

(329)

SolarWorld svarede, at man havde indgået midlertidige OEM-kontrakter for at dække en kraftig stigning i den globale efterspørgsel i slutningen af 2015 og første halvdel af 2016. SolarWorld anførte, at usikkerheden om resultatet af den igangværende undersøgelse førte til højere rentesatser på virksomhedens kapitalinvesteringer, som kræves af de finansielle investorer. Af den grund var det en sund økonomisk beslutning at udsætte en kapitalintensiv udvidelse af virksomhedens egen produktionskapacitet indtil afslutningen af denne undersøgelse og i stedet midlertidigt udnytte kontraktproducenters disponible kapacitet. SolarWorld anførte også, at alle de moduler, der fremstilles af deres OEM-partner uden for Unionen, blev afsendt uden for Unionen.

(330)

Ifølge markedsoplysninger var den første halvdel af 2016 en opsvingsperiode, og den anden halvdel af 2016 har været præget af lav efterspørgsel, der har forårsaget faldende priser på grund af et for stort moduludbud (97). I denne forbindelse kan SolarWorlds beslutning om at afskedige midlertidigt ansatte ses som en vanskelig beslutning, men begrundet i markedsforholdene. SolarWorld har også reduceret de mængder, der fremstilles af kontraktproducenter, for så vidt det var kontraktligt muligt.

(331)

I betragtning af usikkerheden og den nylige periode med globale konjunkturudsving fandt Kommissionen derfor, at en EU-producents afgørelse om at udsætte en kapacitetsudvidelse og i stedet satse på umiddelbart tilgængelig produktionskapacitet hos en kontraktproducent var økonomisk begrundet og var et bevis for, at produktionen i Unionen var blevet uholdbar.

(332)

Under vejning og afvejning af de konkurrerende interesser undersøgte Kommissionen, om den negative virkning for de ikke forretningsmæssigt forbundne importører samt leverandør- og aftagervirksomheder og andre virkninger, der er analyseret ovenfor, ville være uforholdsmæssige sammenlignet med den positive indvirkning på EU's producenter af den undersøgte vare. I henhold til grundforordningens artikel 21, stk. 1, 3. punktum, blev der taget særligt hensyn til behovet for at bringe den fordrejning af handelen, som skyldes skadevoldende subsidiering, til ophør og at genskabe en situation med effektiv konkurrence.

(333)

Det afgørende var at vurdere den sandsynlige indvirkning af fortsatte foranstaltninger på EU's fremtidige efterspørgsel efter solcellemoduler. Hvis foranstaltningerne ville begrænse efterspørgslen i væsentlig grad, kunne det hævdes, at beskyttelse af en relativt lille EU-erhvervsgren kunne påvirke betydeligt større aftager- og leverandørererhvervsgrene i uforholdsmæssig grad. Som konkluderet i betragtning 313 havde foranstaltningerne imidlertid kun en begrænset indvirkning på efterspørgslen efter solcellemoduler i Unionen. Denne situation vil sandsynligvis ikke ændre sig, før medlemsstaterne har vedtaget og gennemført det nye direktiv om vedvarende energi. Over for denne konstatering blev argumentet om betydningen af beskæftigelse sat i perspektiv. Selv om ophævelsen af foranstaltningen måske kan bidrage til at skabe nogle nye arbejdspladser, vil det samtidig bringe de eksisterende arbejdspladser i Unionens solcelle- og modulindustri i fare (ca. 8 000). Dermed var en simpel numerisk sammenligning mellem den nuværende beskæftigelse i EU-erhvervsgrenen med de eksisterende arbejdspladser i aftagerindustrien (ca. 50 000) eller leverandørindustrien (ca. 5 000-10 000) ikke relevant.

(334)

Da støttepolitikkerne for vedvarende energi skulle revideres efter ikrafttrædelsen af de nye regler i henhold til EU's statsstøtteregler og sandsynligvis vil blive ændret yderligere, når Kommissionens forslag til et nyt direktiv om vedvarende energi er vedtaget af medlovgiverne, er det ikke muligt at tage stilling til Unionens interesser i en periode på mere end 18 måneder. Nogle resultater tyder på, at foranstaltningerne kan have større indvirkning på efterspørgslen i fremtiden, når overgangen til støttepolitikker for vedvarende energi er afsluttet, den finanspolitiske situation for eget forbrug er afklaret, og der er opnået netparitet i større dele af Europa og for visse grupper af forbrugere. Som bemærket i betragtning 302 og 308 er nye regler for udformning af energimarkedet som foreslået af Kommissionen den 1. december 2016 (98) og nye regler for overgang til forbrugercentreret renere energi som foreslået af Kommissionen den 30. november 2016 (99) et vigtigt skridt i retning af at opnå et stabilt og vækstfremmende miljø. Kommissionen besluttede derfor at begrænse forlængelsen af foranstaltningerne til 18 måneder.

(335)

Efter den yderligere fremlæggelse af oplysninger, jf. betragtning 30, modtog Kommissionen tre forskellige typer bemærkninger. Generelt bad EU-producenterne Kommissionen om at fasholde den oprindelige varighed på 24 måneder med det argument, at det fremlagte forslag om at nedsætte den normale varighed fra 5 år til 2 år allerede havde sikret en rimelig balance mellem interesser. En række interesserede parter, der repræsenterede aftager- og leverandørvirksomheder, støttede nedsættelsen til 18 måneder, mens andre gik ind for helt at ophæve foranstaltningerne. Den kinesiske regering var imod Kommissionens hensigt om at bevare foranstaltningerne, selv for blot 18 måneder. I tråd med en række interesserede parter fra aftager- og leverandørvirksomheder kritiserede regeringen også det forhold, at den omgående ophævelse af foranstaltninger derefter ikke var nævnt i udkastet til gennemførelsesretsakt.

Kommissionen bemærkede, at foranstaltningerne kan have større indvirkning på efterspørgslen i fremtiden, når overgangen til støttepolitikker for vedvarende energi er afsluttet, den finanspolitiske situation for eget forbrug er afklaret, og der er opnået netparitet i større dele af Europa. Dette berettiger en undtagelsesvis forlængelse af foranstaltningerne for blot 18 måneder, hvorefter de udløber i overensstemmelse med grundforordningens gældende regler. Efter afvejning af de negative virkninger for leverandør- og aftagervirksomhederne samt for forbrugerne, der sandsynligvis vil indtræffe, mod de fordele, som EU-erhvervsgrenen ville drage af foranstaltningerne, mener Kommissionen, på grundlag af de beviser, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, at 18 måneder vil udgøre en hensigtsmæssig middelvej mellem de konkurrerende interesser.

(336)

Da Kommissionen vurderede de ikke forretningsmæssigt forbundne importørers interesser, fik den desuden klager over den tunge administrative byrde, de fik pålagt, mens EU-producenterne klagede over fortsat omgåelse. Disse spørgsmål kan behandles i en interimsundersøgelse vedrørende foranstaltningernes form. Endelig er Kommissionen blevet opmærksom på, at justeringsmekanismen for minimumsimportprisen ikke følger den stejle indlæringskurve for solenergisektoren (100). Derfor kan den nuværende justeringsordning have afskåret de europæiske forbrugere fra globale effektivitetsforbedringer, som kan udløse et behov for at tage dette spørgsmål op. Det kan behandles i en interimsundersøgelse om en justeringsmekanisme, der kan være forbundet med en anden form for foranstaltning.

(337)

Kommissionen konkluderede, at der ikke findes tvingende grunde til at ophæve foranstaltningerne af hensyn til Unionens interesser. Kommissionen har dog også draget den konklusion, at en undersøgelse på eget initiativ vedrørende de spørgsmål, der er afdækket i betragtning 336, vil være hensigtsmæssig.

(338)

Som anført i betragtning 7 indledte Kommissionen på eget initiativ en delvis interimsundersøgelse (»interimsundersøgelsen«), som er begrænset til en undersøgelse af, om det er i Unionens interesse at opretholde de gældende foranstaltninger for celler.

(339)

Undersøgelsen blev indledt, da der var tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at de omstændigheder, der lå til grund for indførelsen af de oprindelige foranstaltninger, havde ændret sig. Navnlig har et væsentligt antal producenter af celler stoppet produktionen efter en omstrukturering og konsolidering af EU-erhvervsgrenen. Størstedelen af den resterende celleproduktionskapacitet i Unionen så ud til for det meste at være bestemt til bunden anvendelse i produktionen af moduler. Derfor var EU-erhvervsgrenens salg af celler til ikke forretningsmæssigt forbundne brugere meget begrænset i mængde, mens ikke vertikalt integrerede producenter af moduler var afhængige af celler leveret fra lande uden for Unionen. Kommissionen fandt det derfor hensigtsmæssigt at undersøge, om opretholdelsen af foranstaltningerne over for celler stadig var i Unionens interesse.

(340)

Der er 12 celleproducenter i EU, som er Kommissionen bekendt. EU-erhvervsgrenen var repræsenteret af sammenslutningen EU ProSun, der er ansøger i udløbsundersøgelsen vedrørende de gældende antidumpingforanstaltninger. EU ProSun repræsenterede fire EU-celleproducenter. Yderligere to celleproducenter støttede udtrykkeligt EU ProSuns standpunkt. EU ProSun repræsenterede også SolarWorld som en producent og leverandør af wafere og endnu en EU-waferproducent.

(341)

I den indledende undersøgelse konstaterede Kommissionen, at en massiv tilstrømning af dumpede kinesiske solceller og moduler til Unionen havde bidraget til, at mange af Unionens celleproducenter var gået konkurs. Indførelsen af foranstaltninger gjorde det muligt for de resterende EU-producenter at rejse sig igen, konsolidere sig og stabilisere solcelleproduktionen. Især blev produktionsudstyr og medarbejderne hos en af de største EU-cellefabrikanter, Bosch Solar Energy, bevaret, da de blev overtaget af SolarWorld i 2014.

(342)

Hvis foranstaltningerne vedrørende celler blev ophævet, ville kinesisk celleeksport til dumpingpriser finde sted igen i store mængder og forvolde væsentlig skade for EU-erhvervsgrenen med meget negative konsekvenser for Unionens celleindustri. Store kapitalinvesteringer i avanceret celleproduktionsudstyr ville blive overflødige. Op til 1 700 højt kvalificerede arbejdstagere kunne miste deres job. Kommissionen blev også underrettet om, at nogle få EU-virksomheder havde til hensigt at genoprette en kapacitet på ca. 300 MW, hvis foranstaltningerne opretholdes.

(343)

Nedgangen i cellefremstillingsindustrien i EU vil også have en negativ indvirkning på Unionens FoU-aktiviteter. Cellen er den centrale komponent i et modul, og meget FoU i solenergiværdikæden fokuserer på celler. Hvis foranstaltningerne for celler blev fjernet, ville de europæiske FoU-investeringer aftage, og den knowhow, der er akkumuleret hidtil, blive overflødige eller ville skulle overføres til tredjelande. Der er derfor risiko for, at en udelukkelse af celler ville cementere Unionens modulproducenters afhængighed af importerede celler.

(344)

En ophævelse af foranstaltningerne for celler kan også undergrave foranstaltningerne for moduler. Det ville gøre det muligt for de kinesiske producenter at eksportere celler til urimelige priser og samle dem til moduler, enten via deres datterselskaber eller via kontraktproducenter med hjemsted i Unionen. Modulsamlebånd kan opsættes relativt hurtigt, hvilket ses af en hurtig opbygning af modulproduktionskapacitet i Sydøstasien (se betragtning 323). EU ProSun anførte, at et sådant scenario havde udspillet sig i USA mellem 2012 og 2014, da foranstaltningerne vedrørende moduler ikke var effektive. Situationen ændrede sig først, da den oprindelige definition af den pågældende vare blev udvidet til at omfatte celler.

(345)

Følgelig er opretholdelsen af foranstaltningerne for celler klart i EU-celleproducenternes interesse og kan også give visse fordele for Unionens modulproducenter.

(346)

Efter fremlæggelsen anfægtede Jabil Kommissionens konklusion om, at ophævelsen af foranstaltningerne for celler ville gøre det muligt for de kinesiske producenter at eksportere celler til urimelige priser og samle dem i moduler, enten via deres datterselskaber eller via kontraktproducenter i Unionen. Som reaktion på Jabils påstand mindede Kommissionen om, at der var en sandsynlighed for fortsat dumping og skade, hvis foranstaltningerne ophæves. Kommissionen forklarede også, at kontraktproducenter, såsom Jabil, har en ganske anderledes forretningsmodel og omkostningsstruktur end resten af EU-erhvervsgrenen. Navnlig opererer kontraktproducenter med langt mindre faste indtægter, da de ikke har samme ansvar i forbindelse med salg, marketing og FoU af deres produkter, jf. betragtning 110 og 160. Hvis Kommissionen ophæver foranstaltningerne over for celler i EU-modulproducenternes interesse, vil intet således kunne standse en EU-baseret kontraktproducent i at samle moduler med dumpede kinesiske celler. En kontraktproducent er faktisk ikke engang forpligtet til at kende den faktiske pris for en celle, da dennes normale forretningsmodel består i at opkræve et gebyr fra en anden virksomhed, der leverer input og påtager sig det fulde ansvar for salg af varerne. Derfor antog Kommissionen fortsat, at en ophævelse af foranstaltningerne over for celler kan føre til urimelige priser på moduler, som kan samles i Unionen med dumpede kinesiske celler, enten af forretningsmæssigt forbundne virksomheder eller kontraktproducenter.

(347)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod SPE, at der ikke var nogen årsagssammenhæng mellem importen af celler fra Kina og salg af EU-producerede celler; efter deres opfattelse blev EU-erhvervsgrenen udsat for konkurrence fra tredjelande. Den samme part hævdede, at foranstaltningerne ikke beskytter investeringer i celleindustrien og de ansatte i celleindustrien ikke vil være truet af afskedigelse, hvis foranstaltningerne udløber. Parten hævdede også, at det bundne marked for celler blev ikke påvirket af importen af kinesiske celler.

(348)

Kommissionen foretog en yderligere analyse af virkningerne af salget af solceller fra tredjelande, jf. betragtning 176, og gentog, at salget af varer fra tredjelande ikke forvoldte skade. Den foretog desuden en yderligere analyse af foranstaltningernes indvirkning på investeringer i EU-celleerhvervsgrenen, jf. betragtning 168, og gentog, at foranstaltningerne har haft en positiv indvirkning på investeringerne. Endvidere fandt Kommissionen, at den kinesiske import til Unionen havde en indvirkning på det bundne EU-marked for celler, jf. betragtning 105. I betragtning af den lave rentabilitet for EU-celleerhvervsgrenen i dag er Kommissionen fortsat af den opfattelse, at de ansatte i EU-celleerhvervsgrenen står over for truslen om at miste deres job, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

(349)

Ingen ikke forretningsmæssigt forbundne celleimportører, der var aktive i NUP, gav sig til kende. Celler importeres enten af EU-modulproducenter eller af kinesiske producenters forretningsmæssigt forbundne importører.

(350)

Syv europæiske modulproducenter henvendte sig med en opfordring til at udelukke celler fra foranstaltningen. Nogle af disse virksomheder er tilhængere af EU ProSuns holdning til en videreførelse af foranstaltningerne vedrørende moduler. Nogle leverandør- og aftagervirksomheder indsendte bemærkninger imod foranstaltningerne specifikt vedrørende celler. De fleste leverandør- og aftagervirksomheder fokuserede dog på årsagerne til og virkningerne af en ophævelse af foranstaltningerne for moduler.

(351)

De parter, som opfordrede til at ophæve foranstaltningerne vedrørende celler, gjorde opmærksom på, at næsten alle de celler, der fremstilles i Unionen, bruges internt af vertikalt integrerede virksomheder. Det er grunden til, at ikke vertikalt integrerede modulproducenter, som udgør mere end 65 % af Unionens moduloutput, er afhængige af import af celler. Disse parter påstod, at næsten al import af celler i Unionen er omfattet af enten foranstaltninger eller øget toldkontrol som følge af antiomgåelsesforanstaltningerne over for celler fra Malaysia og Taiwan (101). Dette medfører yderligere administrative og økonomiske byrder for ikke vertikalt integrerede modulproducenter. Parterne imod foranstaltningerne vedrørende celler hævdede også, at foranstaltningerne over for celler var ineffektive, da de ikke skabte ny kapacitet i Unionen. Foranstaltninger øger efter deres opfattelse også prisen på den endelige vare, dvs. moduler, og har en negativ indvirkning på efterspørgslen, kunderne og Unionens bredere miljøpolitiske målsætninger.

(352)

De parter, som opfordrer til at ophæve foranstaltningerne vedrørende celler, hævdede, at der ikke er adgang til celler fremstillet i Unionen på EU-markedet. Der er kun få celleproducenter i Unionen, og de anvender næsten alle deres celler internt og sælger kun meget små mængder til tredjemand. De små mængder, der sælges, er normalt af dårlig kvalitet. På baggrund af sin undersøgelse fastslog Kommissionen, at de celler, der sælges af EU-erhvervsgrenen på EU-markedet, dækker under 5 % af de ikke vertikalt integrerede EU-modulproducenters efterspørgsel.

(353)

Parterne påstod endvidere, at selv om der blev solgt flere EU-celler på det åbne marked, ville Unionens celleproduktionskapacitet være helt utilstrækkelig til at dække hele EU-efterspørgslen efter celler og endnu mindre tilstrækkelig til at dække den samlede efterspørgsel efter moduler. Kommissionen konstaterede, at celleproduktionen i Unionen var på 1 270 MW i NUP, hvilket betyder, at den kunne dække 37 % af Unionens samlede efterspørgsel efter celler, som blev anslået til 3 409 MW. EU's celleproduktionskapacitet kunne dække ca. 18 % af Unionens samlede efterspørgsel efter moduler — ca. 7 200 MW i NUP.

(354)

Flere parter påpegede, at foranstaltningerne for celler kun gavner én virksomhed — SolarWorld — og stiller de fleste andre ikke vertikalt integrerede modulfabrikanter i en konkurrencemæssigt ugunstig situation i forhold til den pågældende virksomhed. SolarWorld tegnede sig for over 70 % af den samlede celleproduktion i Unionen i NUP. SolarWorld sælger kun celler på det åbne marked, som efter virksomhedens opfattelse ikke opfylder dens høje standarder. Disse parter påstod, at den eneste måde, hvorpå de kan købe celler, er gennem import fra tredjelande. Hvis foranstaltningerne for celler ikke ophæves, vil de fortsat være i en ufordelagtig konkurrencesituation i forhold til den dominerende producent af solceller i Unionen.

(355)

Som anført ovenfor fandt Kommissionen, at EU-produktionen af celler tegnede sig for 35 % af efterspørgslen efter celler i Unionen, hvilket var en stigning fra 23 % i 2012. Det betyder, at en væsentlig del af efterspørgslen i Unionen kan dækkes af EU-fremstillede celler, uanset om disse er bundet salg eller ej. Kommissionen mindede også om, at den gennemsnitlige udgift til cellefremstilling i Unionen var højere end den gennemsnitlige kinesiske og taiwanske aftalte salgspris (som oplyst af PV Insights). Dette betyder, at ikke vertikalt integrerede EU-modulproducenter kunne købe celler fra lande uden for EU til de samme eller endda lavere priser. Denne konklusion gælder også under hensyntagen til, at celler fremstillet i Unionen af vertikalt integrerede producenter er højeffektive og af høj kvalitet og derfor er dyrere. Derfor giver foranstaltningerne ikke vertikalt integrerede celle- og modulproducenter en konkurrencemæssig fordel i forhold til ikke vertikalt integrerede celle- og modulproducenter.

(356)

Kommissionen bemærkede endvidere, at den eneste periode, hvor de ikke vertikalt integrerede EU-modulproducenter havde svært ved at indkøbe celler, faldt sammen med en ekstraordinær stigning i efterspørgslen i Kina i slutningen af 2015 og begyndelsen af 2016. I løbet af denne periode nåede den kinesiske efterspørgsel efter solenergi et højdepunkt på 22 GW (102). Det kinesiske mål for installation af solcelleanlæg blev understøttet af generøse belønningsordninger, der medførte et midlertidigt opsving i antallet af installationer. Selv den betydelige kinesiske overkapacitet i forbindelse med produktion af solceller var midlertidigt utilstrækkelig til at dække den usædvanlige stigning i efterspørgslen. Nogle kinesiske modulproducenter var undtagelsesvis nødt til at ty til import af celler fra udlandet, hvilket medførte en midlertidig global mangel på solceller og øgede cellepriser. Aftalte salgspriser for celler som rapporteret af PVInsights lå over minimumsimportprisen i denne periode med knaphed på celler, dvs. mellem november 2015 og marts 2016. Selv om foranstaltningerne ikke var blevet indført, ville Unionens modulproducenter derfor have oplevet lignende celleforsyningsvanskeligheder, da der var en ekstraordinær mangel på celler i Kina i den forholdsvis korte periode.

(357)

Denne periode med overophedet efterspørgsel efter celler faldt også delvis sammen med Kommissionens antiomgåelsesundersøgelse af kinesiske celler og moduler via Malaysia og Taiwan. Registrering af celler og moduler med virkning fra datoen for indledning af antiomgåelsessagen, dvs. maj 2015, skabte yderligere forsyningsvanskeligheder for Unionens modulproducenter. Modulproducenterne oplevede en periode med usikkerhed, da de ikke vidste, om deres taiwanske og malaysiske leverandører var egentlige producenter og ville blive fritaget for told. Til sidst blev det i februar 2016 konstateret, at mere end 20 malaysiske og taiwanske celleproducenter, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, blev anset for at være egentlige producenter. Den midlertidige leveringsusikkerhed blev afsluttet, og leveringsusikkerheden ophørte.

(358)

Kommissionen fandt også, at påstanden om, at foranstaltningerne for celler kun beskyttede én virksomhed — SolarWorld — er ubegrundet. Som anført i betragtning 340 har yderligere fem celleproducenter udtrykkeligt støttet videreførelsen af foranstaltningerne for celler. Kommissionen har kendskab til mere end 10 celleproducenter i EU. Den vigtigste årsag til, at en enkelt producent i øjeblikket tegner sig for over 70 % af samtlige celler, der fremstilles i Unionen, er, at mange andre celleproducenter forlod markedet, da de ikke kunne modstå den illoyale konkurrence fra kinesiske dumpede produkter. Selv om de fleste af disse producenter forlod markedet, overtog SolarWorld en af de største EU-celleproducenter i 2014. Denne producent var ved at forlade markedet, og hvis overtagelsen ikke var sket, ville mere end 500 højt kvalificerede arbejdstagere have mistet deres job. SolarWorld hævdede, at de uden foranstaltningerne ikke alene ikke ville have været i stand til at overtage den anden virksomhed og redde beskæftigelsen dér, men deres egen cellefabrik ville have været gået konkurs nu.

(359)

Derfor oplever ikke vertikalt integrerede modulsamlevirksomheder i Unionen hverken forsyningsknaphed eller en konkurrencemæssig ulempe i forhold til de vertikalt integrerede virksomheder. Følgelig er Unionens forbrugere af moduler ikke negativt påvirket af, at EU-produktionen af celler kun kan dække en relativt lille andel af modulforbruget.

(360)

De parter, som opfordrer til at ophæve foranstaltningerne vedrørende celler, hævdede, at de yderligere medfører betydelige erhvervsmæssige risici, nødvendiggør yderligere driftskapital og pålægger en administrativ byrde for ikke vertikalt integrerede modulproducenter. Dette skyldes angiveligt, at de skal følge komplekse procedurer i forbindelse med pristilsagnet. Nogle modulproducenter anførte, at situationen blev værre, efter at antiomgåelsesundersøgelsen blev indledt over for Taiwan og Malaysia. De ikke vertikalt integrerede producenter er underlagt streng dokumentkontrol, mens varerne fortoldes, også selv om de importerer fra virksomheder, der er blevet fritaget herfor. De klagede over, at simple proceduremæssige mangler i dokumentationen, såsom manglende stempel eller underskrift på det rette sted, i nogle tilfælde medførte flere ugers forsinkelse. De kinesiske celler, der importeres efter tilsagnet, er underlagt en tilsvarende stram toldkontrol og besværlige administrative procedurer. Derfor hævdede disse producenter, at næsten 100 % af importen af celler i Unionen er underlagt toldmyndighedernes omhyggelige kontrol, som resulterer i forsendelsesforsinkelser, ekstra administrativt arbejde og øget behov for driftskapital. Dette stiller dem endnu dårligere i konkurrencen, ikke kun i forhold til producenterne i resten af verden, men også til de førende vertikalt integrerede europæiske modulproducenter.

(361)

Kommissionen mindede om, at den havde taget yderligere skridt, der kan forbedre overvågningen af foranstaltningerne og undgå enhver form for omgåelse og krydskompensation, der kunne undergrave tilsagnet. Andre løsninger, der effektivt kan beskytte EU-erhvervsgrenen og hindre de kinesiske modulers omgåelse, kan behandles i en interimsundersøgelse. Medlemsstaternes toldmyndigheders styrkede kontrol er nødvendig for effektivt at beskytte EU-erhvervsgrenen mod en tilstrømning af produkter til urimelige priser.

(362)

Flere parter, der opfordrer til at ophæve foranstaltningerne for celler, hævdede, at de øger omkostningerne for den centrale komponent i solcellemoduler og dermed forhøjer prisen på nye solcelleanlæg, hvilket svækker efterspørgslen efter solcellemoduler. Nogle parter påstod, at den gennemsnitlige samlede salgspris faldt betydeligt under minimumsimportprisen uden for NUP, i anden halvdel af 2016, hvilket lagde et ekstra pres på de ikke vertikalt integrerede EU-modulproducenter.

(363)

Kommissionen konstaterede, at en gennemsnitlig samlet salgspris for celler som rapporteret af PVInsights var tæt på minimumsimportprisen i størstedelen af den tid, hvor foranstaltningerne var gældende. Foranstaltningerne øgede derfor ikke prisen på nøglekomponenten til moduler væsentligt, hvis den samlede gennemsnitlige aftalte salgspris benyttes som reference.

(364)

Kommissionen konstaterede, at den samlede aftalte salgspris faldt betydeligt i andet halvår af 2016, hvor solenergisektoren gennemgik op- og nedture, jf. betragtning 356. I fjerde kvartal af 2016 stabiliserede cellepriserne sig og begyndte endda at stige igen, hvilket er forudsigeligt for op- og nedtursperioder. I betragtning af indlæringskurvevirkningen i solenergisektoren er det dog sandsynligt, at den nye mere langsigtede pris på solceller vil blive fastsat under det niveau, der var fremherskende før den seneste op- og nedtur. Som bemærket i betragtning 265 afspejlede det prisindeks, som Kommissionen anvendte til at tilpasse minimumsimportprisen i det meste af 2016, ikke fuldt ud disse fald i omkostningerne til solcelle- og modulproduktion. En bedre måde, hvorpå udviklingen i solenergiindustriens indlæringskurve for så vidt angår foranstaltningerne kan afspejles, kan behandles i en interimsundersøgelse.

(365)

Foranstaltningernes virkning på efterspørgslen efter solenergi i Unionen blev analyseret indgående i afsnit 5.3. Kommissionen konstaterede, at flere andre faktorer påvirker efterspørgslen efter moduler langt mere end foranstaltningerne. Da celler er nøglekomponenten i modulerne, gælder disse konstateringer også for cellerne.

(366)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede SPE, at den gennemsnitlige globale købspris for celler overvejende ikke havde været tæt på minimumsimportprisen i den tid, foranstaltningerne havde været gældende. SPE understøttede deres udtalelse med en artikel fra november 2016 fra PV-Magazine (103) samt data fra Energy Trend PV (104).

(367)

Minimumsimportprisen fulgte nøje de globale priser på celler, som blev opgjort i EUR fra december 2013, hvor foranstaltningerne blev indført, til september 2015, hvor NUP udløb, som anført af PVInsights. Kommissionen bemærkede også, at minimumsimportprisen i 2016 uden for den betragtede periode var midlertidigt afkoblet fra den globale købspris. Både den nævnte artikel og de fremlagte data antydede en prisudvikling på solenergiområdet uden for den betragtede periode. Derfor gentog Kommissionen, at foranstaltningerne over for celler kun havde en meget begrænset indvirkning på de ikke integrerede modulproducenter.

(368)

Kommissionen konkluderede, at der ikke er nogen tvingende grunde til at ophæve foranstaltningerne vedrørende celler af hensyn til Unionens interesser. Den fandt navnlig, at foranstaltningerne var effektive med hensyn til at bevare og til en vis grad genoprette solcelleproduktionen i Unionen. Celler, der er fremstillet i Unionen, tegner sig for en betydelig andel af EU-efterspørgslen efter celler. Ophævelsen af foranstaltningerne vedrørende celler kunne sandsynligvis føre til et sammenbrud i Unionens cellefremstillingsindustri, tab af højt kvalificerede arbejdspladser og de dertil knyttede FoU-aktiviteter. Kommissionen mente også, at foranstaltningerne over for celler ikke giver Unionens vertikalt integrerede modulproducenter en konkurrencefordel i forhold til de ikke vertikalt integrerede virksomheder. De ikke vertikalt integrerede modulproducenter har adgang til tilstrækkelige forsyninger af celler fra lande uden for Kina til priser, der ikke er højere end dem, der opkræves internt af vertikalt integrerede virksomheder.

(369)

Da Kommissionen gennemgik de ikke vertikalt integrerede modulproducenters interesser, stod den desuden over for mange klager over den tunge administrative byrde, som pålægges dem, mens EU-producenterne klagede over fortsat omgåelse. Disse spørgsmål kan behandles i en interimsundersøgelse vedrørende foranstaltningernes form.

(370)

Endelig bemærkede Kommissionen, at justeringsmekanismen for minimumsimportprisen i det meste af 2016 ikke fulgte den stejle indlæringskurve for solenergi for så vidt angår celler. Den nuværende justeringsmekanisme afskærer derfor europæiske modulproducenter fra globale effektivitetsforbedringer, som kan udløse et behov for at tage dette spørgsmål op. Det kan behandles i en interimsundersøgelse om en justeringsmekanisme, der kan være forbundet med en anden form for foranstaltning.

(371)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter også, at den foreslåede interimsundersøgelse ville være for længe om at beskytte de ikke integrerede modulproducenters interesser. Kommissionen bemærkede, at efter fremlæggelsen af oplysninger, dvs. ved begyndelsen af 2017, faldt minimumsimportprisen væsentligt, hvilket mindskede forskellen på minimumsimportprisen og den gennemsnitlige salgspris væsentligt. Derudover agter Kommissionen at afslutte interimsundersøgelsen i 2017.

(372)

I betragtning af konklusionerne for så vidt angår sandsynligheden for fortsat og fornyet dumping og fortsat skade følger det i overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, at de antidumpingforanstaltninger, der gælder for import af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Kina, og som indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1238/2013, bør opretholdes.

(373)

Som forklaret i afsnit 5.3 kan foranstaltningerne have større indvirkning på efterspørgslen i fremtiden, når overgangen til støttepolitikker for vedvarende energi er afsluttet, den finanspolitiske situation for eget forbrug er afklaret, og der er opnået netparitet i større dele af Europa. Dette berettiger en undtagelsesvis forlængelse af foranstaltningerne for blot 18 måneder, hvorefter de udløber i overensstemmelse med grundforordningens gældende regler. Efter afvejning af de negative virkninger for leverandør- og aftagervirksomhederne samt for forbrugerne, der sandsynligvis vil indtræffe, mod de fordele, som EU-erhvervsgrenen ville drage af foranstaltningerne, mener Kommissionen, på grundlag af de beviser, der er tilgængelige på nuværende tidspunkt, at 18 måneder vil udgøre en hensigtsmæssig middelvej mellem de konkurrerende interesser.

(374)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede EU ProSun dette ræsonnement. EU ProSun hævdede, at foranstaltningerne burde forlænges for en periode på fem år. EU ProSun er af den opfattelse, at den lovgivningsmæssige usikkerhed, der mindsker efterspørgslen efter solenergi, ikke vil blive fjernet i den nærmeste fremtid. Kun en femårig forlængelse vil skabe den stabilitet, der er nødvendig for at fremme EU-erhvervsgrenens fortsatte genoprettelse ved at skabe et bedre investeringsklima. Kommissionen gentog, at EU-sektoren for solenergi, havde været i en dyb overgangsfase, dvs. at den bevæger sig væk fra det traditionelle støtteinstrument — faste afregningspriser til udbud for store solcelleanlæg (forsyningsanlæg) selvforsyning for erhvervsbyggeri og, i mindre omfang, boligbyggeri. Denne overgang vil højst sandsynligt medføre kvantificerbare virkninger i flere medlemsstater allerede inden for 18 måneder. Mere specifikt forventer Kommissionen, at mange udbud for solenergikapacitet vil finde sted allerede i denne periode, og at anvendelsen af solenergi drevet af netparitet i detailleddet vil stige. Derfor fandt Kommissionen det fortsat hensigtsmæssigt at forlænge foranstaltningerne for kun 18 måneder.

(375)

De eksporterende producenter fra Malaysia og Taiwan, som var fritaget for foranstaltningerne som udvidet ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/185, fritages også for de foranstaltninger, der indføres ved nærværende forordning.

(376)

I betragtning af konklusionerne om, at der ikke findes tvingende årsager til at ophæve foranstaltningerne vedrørende celler af hensyn til Unionens interesser, bør den delvise interimsundersøgelse, som blev indledt i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 3, derfor afsluttes.

(377)

Det tilsagn, der blev godtaget af Kommissionen ved gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU, senest ændret ved gennemførelsesforordning (EU) 2016/1998 (105), anvendes fortsat, så længe de endelige foranstaltninger, der indføres ved denne forordning, varer. De eksportører, som tilsagnet gælder for, er anført i bilaget til nævnte afgørelse.

(378)

Som bemærket i betragtning 336 og 337 samt 369 og 370 er det også hensigtsmæssigt at indlede en interimsundersøgelse på eget initiativ vedrørende foranstaltningernes form og justeringsmekanismen i tilknytning hertil.

(379)

Det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 15, stk. 1, har ikke afgivet udtalelse, og et enkelt af udvalgets medlemmer var imod udkastet til Kommissionens gennemførelsesforordning. Kommissionen forelagde et ændret udkast til Kommissionens gennemførelsesforordning for appeludvalget.

(380)

Appeludvalget afgav ikke udtalelse —

—

solcelleopladere, der består af mindre end seks celler, er bærbare og leverer elektricitet til udstyr eller oplader batterier

—

fotovoltaiske tyndfilmsprodukter

—

fotovoltaiske varer af krystallinsk silicium, der er permanent integreret i elektriske apparater, som ikke bruges til elproduktion, og hvor disse elektriske apparater bruger den elektricitet, som de(n) integrerede fotovoltaiske celle(r) af krystallinsk silicium genererer

—

moduler eller paneler med en udgangsspænding på højst 50 V jævnstrøm og en effekt, som ikke overstiger 50 W, udelukkende til direkte anvendelse som batteriopladere i systemer med samme spændings- og effektegenskaber.

—

denne ikke eksporterede den i stk. 1 omhandlede vare til Unionen i perioden mellem 1. juli 2011 og 30. juni 2012 (»undersøgelsesperioden«)

—

denne ikke er forretningsmæssigt forbundet med nogen anden eksportør eller producent i Folkerepublikken Kina, der ved denne forordning er pålagt antidumpingforanstaltninger

—

denne faktisk har eksporteret den pågældende vare til Unionen efter den undersøgelsesperiode, hvorpå foranstaltningerne bygger, eller denne har indgået en uigenkaldelig kontraktlig forpligtelse til at eksportere en betydelig mængde til Unionen,

a)

ovennævnte varer er fremstillet, afsendt og faktureret direkte af en virksomhed opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU, med senere ændringer, eller gennem dennes forretningsmæssigt forbundne virksomhed, som ligeledes er opført i bilaget til gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU, enten til deres forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Unionen, der handler som importør og fortolder varerne med henblik på fri omsætning i Unionen, eller til den første uafhængige kunde, der handler som importør og fortolder varerne med henblik på fri omsætning i Unionen og

b)

de importerede varer ledsages af en tilsagnsfaktura, der er en handelsfaktura, som indeholder mindst de elementer og den erklæring, der er angivet i bilag III til denne forordning

c)

de importerede varer ledsages af et eksporttilsagnscertifikat, jf. bilag IV til denne forordning

d)

de varer, der angives og forelægges toldmyndighederne, svarer nøjagtig til beskrivelsen på tilsagnsfakturaen.

a)

hvis det i forbindelse med de importerede varer, der er beskrevet i stk. 1, fastslås, at en eller flere af betingelserne i nævnte stykke ikke er opfyldt, eller

b)

hvis Kommissionen trækker sin godtagelse af tilsagnet tilbage i henhold til artikel 8, stk. 9, i forordning (EU) 2016/1036 i en forordning eller afgørelse, som henviser til særlige transaktioner, og erklærer de pågældende tilsagnsfakturaer ugyldige.

i)

af (virksomhedens navn og adresse) (Taric-tillægskode) i (det pågældende land) ELLER

ii)

af en tredjepart i en underentrepriseaftale (virksomhedens navn og adresse) (Taric-tillægskode) i (det pågældende land)

(den ikkerelevante mulighed slettes)

med fotovoltaiske solceller af krystallinsk silicium fremstillet af (virksomhedens navn og adresse) (Taric-tillægskode [tilføjes, hvis det pågældende land er genstand0 for de oprindelige foranstaltninger eller de gældende antiomgåelsesforanstaltninger]) i (pågældende land). Jeg erklærer, at oplysningerne i denne faktura er fuldstændige og korrekte.« Hvis en sådan faktura ikke fremlægges, og/eller en eller begge Taric-tillægskoderne ikke fremgår af ovennævnte erklæring, finder toldsatsen for »alle andre virksomheder« anvendelse og opgives med Taric-tillægskode B999 i tolderklæringen.