3.3.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 56/1

(1)

Ved Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 (2) (»den oprindelige forordning«) indførte Rådet en endelig udligningstold på 11,5 % på importen af fotovoltaiske moduler og paneler af krystallinsk silicium samt celler af den type, der benyttes i fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium fra Folkerepublikken Kina (»Kina«). Disse foranstaltninger vil i det følgende blive benævnt »de gældende foranstaltninger«, og den undersøgelse, der førte til de foranstaltninger, som blev indført ved den oprindelige forordning, vil i det følgende blive benævnt »den oprindelige undersøgelse«.

(2)

Kommissionen bekræftede ved gennemførelsesafgørelse 2013/707/EU (3) godtagelsen af pristilsagnet som ændret (»tilsagnet«) i de endelige foranstaltningers anvendelsesperiode. Siden da har Kommissionen vedtaget gennemførelsesafgørelse 2014/657/EU (4), der præciserer gennemførelsen af tilsagnet. Den vedtog også fem gennnemførelsesforordninger om tilbagetrækning af godtagelsen af et tilsagn for flere eksporterende producenter (5).

(3)

Den 5. maj 2015 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne og udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af det undersøgte produkt (6). Undersøgelsens omfang var begrænset til den reference, der blev anvendt som reference for prisjusteringsmekanismen, jf. ovennævnte tilsagn. Den blev afsluttet i januar 2016 i medfør af Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/12 (7).

(4)

Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/184 (8) udvidede Rådet efter en anti-omgåelsesundersøgelse de endelige udligningsforanstaltninger, der indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 1239/2013 på importen til Unionen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina, til at omfatte importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) afsendt fra Malaysia og Taiwan, uanset om varen er angivet med oprindelse i Malaysia og Taiwan.

(5)

Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb (9) af de gældende udligningsforanstaltninger vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina har Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) modtaget en anmodning om en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 18 i Rådets forordning (EF) nr. 597/2009 (10) (»grundforordningen«).

(6)

Anmodningen blev indgivet den 4. september 2015 af EU ProSun (»ansøgeren«) på vegne af producenter, der tegner sig for mere end 25 % af den samlede EU-produktion af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler), og den blev støttet af EU-producenter, hvis samlede produktion udgør mere end 50 % af den samlede produktion af samme vare fremstillet af den del af EU-erhvervsgrenen, som enten giver udtryk for tilslutning til eller modstand imod anmodningen. Anmodningen var begrundet i, at foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville medføre fortsat subsidiering og fornyet skade for EU-erhvervsgrenen.

(7)

Kommissionen fastslog efter høring af det udvalg, der er nedsat ved grundforordningens artikel 25, stk. 1, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og bekendtgjorde den 5. december 2015 ved meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) (11), at der ville blive indledt en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 18.

(8)

Samme dag indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse (12) og en delvis interimsundersøgelse (13) af de gældende antidumpingforanstaltninger vedrørende importen af fotovoltaiske moduler af krystallinsk silicium og nøglekomponenter hertil (dvs. celler) med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina. Der er tale om en parallel, men særskilt procedure, som behandles i en særskilt forordning.

(9)

Forud for indledningen af udløbsundersøgelsen og i overensstemmelse med artikel 10, stk. 7, og grundforordningens artikel 33, litra a), meddelte Kommissionen Kinas regering, at den havde modtaget en behørigt dokumenteret anmodning om en fornyet undersøgelse, og inviterede den kinesiske regering til konsultationer med henblik på at kaste lys over situationen vedrørende indholdet af anmodningen om fornyet undersøgelse og nå frem til en gensidigt acceptabel løsning. Den kinesiske regering tog imod tilbuddet om konsultationer, og de blev derefter gennemført den 2. december 2015. Det var ikke muligt at nå frem til en gensidigt acceptabel løsning i forbindelse med konsultationerne. Der blev imidlertid taget behørigt hensyn til de bemærkninger, der blev fremsat af de kinesiske myndigheder.

(10)

Samme dag indledte Kommissionen på eget initiativ en delvis interimsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19, stk. 3, begrænset til en undersøgelse af, om det er i Unionens interesse at opretholde de gældende foranstaltninger over for celler af den type, der anvendes i fotovoltaiske moduler og paneler af krystallinsk silicium (14) (»meddelelse om indledning af interimsundersøgelse«).

(11)

Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet subsidiering omfattede perioden fra 1. oktober 2014 til 30. september 2015 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af de relevante tendenser for vurderingen af sandsynligheden for fortsat eller fornyet skade omfattede perioden fra 1. januar 2012 til 30. september 2015 (»den betragtede periode«).

(12)

I indledningsmeddelelserne opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte Kommissionen med henblik på at deltage i undersøgelsen. Endvidere underrettede Kommissionen specifikt ansøgeren, andre kendte EU-producenter, de kendte eksporterende producenter i Kina og de kinesiske myndigheder, kendte importører, leverandører og brugere, forhandlere samt sammenslutninger, som den vidste, var berørt af indledningen af undersøgelsen, og opfordrede dem til at deltage.

(13)

De interesserede parter havde mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(14)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(15)

I sine indledningsmeddelelser anførte Kommissionen, at den midlertidigt havde udtaget en stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog stikprøven på grundlag af den største repræsentative EU-salgsmængde under hensyntagen til produktionsmængden og den geografiske beliggenhed, som med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed. Stikprøven bestod af seks EU-producenter af moduler og tre af celler. Både vertikalt integrerede og ikke integrerede producenter indgik i stikprøven. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til den foreløbige stikprøve. Alle de virksomheder, der blev foreløbigt udtaget, indvilligede i at indgå i stikprøven.

(16)

Der blev modtaget bemærkninger til den foreslåede stikprøve fra en række interesserede parter. De kritiserede den omstændighed, at flere EU-producenters navne og geografiske placering var fortrolige, hvilket forhindrede dem i at fremsætte bemærkninger til de udvalgte producenters markedsandel med hensyn til EU-erhvervsgrenens samlede produktion og salgsmængder.

(17)

Kommissionen erindrede om, at alle EU-producenter i stikprøven, undtagen SolarWorld, WARIS Srl (»Waris«) og Sillia VL (»Sillia«), i den indledende fase anmodede om, at deres navne blev holdt fortrolige. Kommissionen respekterede disse anmodninger, men opfordrede dem til at bekræfte, at de ønskede at forblive anonyme i løbet af hele den fornyede undersøgelse, og fremlægge en god begrundelse for deres anmodning. Alle de pågældende virksomheder med undtagelse af én bekræftede deres oprindelige anmodning og fremlagde en begrundelse for deres anmodninger. Navnlig havde virksomhederne tilkendegivet, at de frygtede at miste deres forretningsaktiviteter i Kina, og/eller leverancer af råmaterialer og komponenter fremstillet i Kina. Disse grunde blev fundet berettigede. Kommissionen besluttede derfor at acceptere deres krav om anonymitet, og at afvise anmodningerne fra de interesserede parter om at afsløre identiteten og den geografiske placering af de EU-producenter, der indgik i stikprøven. Blandt de anonyme virksomheder indvilligede kun Jabil Assembly Poland sp. zoo. (»Jabil«) i at få sit navn offentliggjort i den endelige stikprøve.

(18)

En eksporterende producent hævdede, at Kommissionen havde undladt at definere EU-erhvervsgrenen forud for udtagning af den foreløbige stikprøve. Producenten kunne derfor ikke udtale sig om, hvorvidt stikprøven er repræsentativ. Hertil kommer, at nogle af de udvalgte EU-producenter, som SolarWorld, er vertikalt integrerede, da de fremstiller celler, der hovedsagelig bruges til deres egen modulproduktion. Der er derfor risiko for, at produktionen af det samme slutprodukt, dvs. modulerne, er blevet talt med to gange.

(19)

Det fremgår af indledningsmeddelelserne, at »EU-erhvervsgrenen« henviser til alle EU-producenter af moduler og nøglekomponenter hertil (dvs. celler). Hertil kommer, at EU-erhvervsgrenen allerede var klart defineret i den oprindelige undersøgelse. Endelig er den bundne anvendelse af produktionen af celler blevet fratrukket ved gennemgangen af EU-erhvervsgrenens økonomiske situation og repræsentativitet. Denne påstand blev derfor afvist.

(20)

Flere andre interesserede parter hævdede, at Kommissionen ikke burde have medtaget Waris og Sillia i stikprøven, idet det er små EU-modulproducenter. De har en meget specifik forretningsmodel, som ikke er repræsentativ. Kommissionen burde hellere have medtaget store og mellemstore virksomheder såsom Jabil.

(21)

Kommissionen afviste dette argument, da den i stikprøven havde medtaget et betydeligt antal store og mellemstore modulproducenter. Waris og Sillia indgik i stikprøven for at sikre en bredere geografisk repræsentativitet.

(22)

Efter indledningen af proceduren var Kommissionen nødt til at udelukke virksomheden Sillia fra stikprøven på grund af manglende samarbejde. Som følge heraf tegnede de resterende stikprøveudvalgte EU-producenter sig for 38,8 % af det samlede EU-salg og for 55 % af Unionens samlede produktion af moduler. Hvad angår celler tegnede de sig for 76,6 % af den samlede EU-salgsmængde og 77 % af den samlede EU-produktion. Derfor blev den ændrede stikprøve stadig anset for at være repræsentativ for EU-erhvervsgrenen.

(23)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at fremlægge de oplysninger, der var nævnt i indledningsmeddelelserne.

(24)

To ikke forretningsmæssigt forbundne importører afgav de nødvendige oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I betragtning af det lave antal besluttede Kommissionen, at det ikke var nødvendigt at udtage stikprøver.

(25)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve, anmodede Kommissionen alle eksporterende producenter i Kina om at afgive de oplysninger, som fremgik af indledningsmeddelelsen. Kommissionen anmodede endvidere de kinesiske myndigheder om at identificere og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesserede i at deltage i undersøgelsen.

(26)

Selv om 86 eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter i Kina indsendte de oplysninger, som der anmodedes om i bilag I til indledningsmeddelelsen med henblik på stikprøveudtagning, indsendte de tre største eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter (med hensyn til eksport af den undersøgte vare til Unionen i henhold til den i artikel 14, stk. 6, omhandlede database) ikke de ønskede oplysninger. Under disse omstændigheder udtog Kommissionen til stikprøven følgende tre eksporterende producenter/grupper af eksporterende producenter med den største eksportmængde til Unionen, der fremlagde de ønskede oplysninger og samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen:

(27)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, blev alle berørte kendte eksporterende producenter og myndighederne i Kina hørt om udtagningen af stikprøven. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger.

(28)

Der blev fremsendt et spørgeskema til den kinesiske regering (herunder specifikke spørgeskemaer til China Development Bank, Export Import Bank of China (»EXIM«), Bank of Beijing, China Construction Bank (»CCB«), Industrial and Commercial Bank of China (»ICBC«), China Merchants Bank (»MEB«), China Mingsheng Bank (»MiB«), Ping An Bank, Suzhou Bank og China Export & Credit Insurance Corporation (Sinosure), baseret på den omstændighed, at de havde ydet lån og finansielle tjenesteydelser til solcelleindustrien ifølge oplysningerne i anmodningen. Den kinesiske regering blev desuden anmodet om at sende et spørgeskema til banker til finansielle institutioner, som den vidste, havde ydet lån til den pågældende erhvervsgren (»solcelleindustrien«). Spørgeskemaet til den kinesiske regering omfattede også særlige spørgeskemaer til de producenter af polysilicium, af ekstruderet aluminium og af glas, der er helt eller delvist statsejede, og som har leveret disse råvarer til solcelleindustrien i den nuværende undersøgelsesperiode. Der blev også sendt spørgeskemaer til de tre stikprøveudtagne (grupper af) eksporterende producenter, til EU-producenterne i stikprøven og til alle importører og brugere, der havde givet sig til kende.

(29)

Kommissionen modtog besvarelser af spørgeskemaet fra EXIM, CCB, ICBC, MEB, MIB og Sinosure, men ikke fra de øvrige finansielle institutioner, der er nævnt i foregående betragtning), fra de tre stikprøveudtagne (grupper af) eksporterende producenter, fra EU-producenterne i stikprøven og fra fire importører/brugere.

(30)

Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige for at vurdere sandsynligheden for fortsat og fornyet subsidiering, sandsynligheden for fornyet skade og Unionens interesser:

(31)

Spørgeskemabesvarelsen fra MiB, som blev modtaget via den kinesiske regering, blev ikke kontrolleret, eftersom denne anførte den 30. juni 2016, at den ikke ville acceptere en kontrol på stedet. Ud fra oplysningerne fra de tre producenter i stikprøven, ser det tilsyneladende ud til, at atten finansielle institutioner, nemlig Agricultural Bank of China, Bank of China, Bank of Communication, China Development Bank, China Everbright Bank, China Trust Commercial Bank, Hua Xia Bank, Industrial Bank of China, Jiangnan Rural Commercial Bank, Ping An Bank, Rural Commercial Bank, Shanghai Pudong Development Bank og Xiantao Finance Bureau havde ydet lån til disse stikprøveudvalgte producenter, ud over til EXIM, CCB, ICB, MEB og MiB.

(32)

Den 20. december 2016 underrettede Kommissionen alle interesserede parter om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den agter at opretholde de gældende udligningsforanstaltninger, og opfordrede alle interesserede parter til at fremsende bemærkninger. Kommissionen tog de interesserede parters bemærkninger i betragtning og indarbejdede dem, hvor det var relevant. Efter fremlæggelsen af oplysninger anmodede det kinesiske handelskammer, Wacker, Solar Power Europe (»SPE«) og Solar Alliance for Europe (»SAFE«) om og blev indrømmet en høring med høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(33)

Efter at det i betragtning 790 omhandlede udvalg ikke har afgivet en udtalelse, meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at nedsætte den periode, i hvilken foranstaltningerne vil gælde, fra 24 måneder til 18 måneder. Kommissionen opfordrede alle interesserede parter til at fremsætte bemærkninger til dette.

(34)

Den undersøgte vare er den samme som i den undersøgelse, der førte til indførelsen af de gældende foranstaltninger (»den oprindelige undersøgelse«), dvs. fotovoltaiske moduler eller paneler af krystallinsk silicium og celler af den type, der anvendes i fotovoltaiske moduler og paneler af krystallinsk silicium (cellerne har en tykkelse på højst 400 mikrometer), med oprindelse i eller afsendt fra Folkerepublikken Kina (»den undersøgte vare« eller »den pågældende vare«) og i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 8501 31 00, ex 8501 32 00, ex 8501 33 00, ex 8501 34 00, ex 8501 61 20, ex 8501 61 80, ex 8501 62 00, ex 8501 63 00, ex 8501 64 00 og ex 8541 40 90 (Taric-kode 8501310081, 8501310089, 8501320041, 8501320049, 8501330061, 8501330069, 8501340041, 8501340049, 8501612041, 8501612049, 8501618041, 8501618049, 8501620061, 8501620069, 8501630041, 8501630049, 8501640041, 8501640049, 8541409021, 8541409029, 8541409031 og 8541409039), medmindre de er i transit som omhandlet i artikel V i GATT.

(35)

Følgende varetyper er udelukket fra definitionen af den undersøgte vare:

(36)

Som i den oprindelige undersøgelse har den pågældende vare og den vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, de samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og de samme grundlæggende endelige anvendelsesformål. Den vare, der fremstilles og sælges på hjemmemarkedet i Kina og sælges til eksport til Unionen, har samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål. De betragtes derfor som identiske, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(37)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, stk. 1, og artikel 18, stk. 2, undersøgte Kommissionen sandsynligheden for, at de eksisterende foranstaltningers udløb ville føre til fortsat eller fornyet subsidiering.

(38)

På den kinesiske regerings foranledning indrømmede Kommissionen en væsentlig forlængelse af fristen på 14 dage til besvarelsen af spørgeskemaet, hvilket gav en samlet frist på 50 dage til indgivelse af spørgeskemabesvarelsen.

(39)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at i betragtning af omfanget af spørgeskemaet er de 50 dage, der var afsat til spørgeskemabesvarelsen, utilstrækkelige. Den kinesiske regering anførte, at Kommissionen ikke handlede efter bedste evne, da den »tildelte sig selv 11 måneder til at vurdere de oplysninger, som den pålagde den kinesiske regering at fremlægge på 50 dage«. Den kinesiske regering har også sammenlignet de givne og/eller de gældende frister i den oprindelige undersøgelse og i andre antisubsidieundersøgelser med dem, der er nævnt i nærværende udløbsundersøgelse. Det blev også fremført af den kinesiske regering, at fristerne i udløbsundersøgelsen havde til formål at bringe den kinesiske regering i en vanskelig situation og forhindre den i at samarbejde efter bedste evne. Kommissionen bemærker, at i henhold til grundforordningen bevilges der mindst 30 dage til interesserede parter til at indsende en spørgeskemabesvarelse og maksimalt 15 måneder til at afslutte en udløbsundersøgelse. Disse retlige frister er blevet overholdt, og den kinesiske regering har fået 20 dage mere end den fastlagte minimumstid. Den kinesiske regerings argumenter er derfor irrelevante.

(40)

I sit brev af 7. januar 2016 om forlængelse af fristen meddelte Kommissionen den kinesiske regering, at spørgeskemabesvarelsen skulle omfatte subsidieordninger og fordele for alle eksporterende producenter af den undersøgte vare. Den kinesiske regering svarede skriftligt den 21. januar 2016 og gav udtryk for betænkeligheder ved spørgeskemaets omfang og meddelte Kommissionen, at de virksomhedsspecifikke data i spørgeskemabesvarelsen såvel som i den oprindelige undersøgelse kun ville omfatte de stikprøveudvalgte (grupper af) eksporterende producenter. Kommissionen oplyste ved brev af 22. januar 2016, at den var uenig i den kinesiske regerings holdning på dette punkt og fremhævede, at — i modsætning til den oprindelige undersøgelse — havde adskillige af de største eksporterende producenter, herunder de tre største med hensyn til eksportmængde af den undersøgte vare til Unionen, ikke samarbejdet i forbindelse med udløbsundersøgelsen, hvilket gav et betydeligt lavere samarbejdsniveau end i den oprindelige undersøgelse. Som følge heraf ville vigtige oplysninger, hvoraf der kan drages konklusioner vedrørende subsidier, sandsynligvis blive udeladt, hvis den kinesiske regerings spørgeskemabesvarelse kun skulle omfatte grupper af eksporterende producenter i stikprøven. Af hensyn til et godt samarbejde accepterede Kommissionen ikke desto mindre i det brev, undtagelsesvis, at den kinesiske regering kunne begrænse de virksomhedsspecifikke data i sin spørgeskemabesvarelse til de ti største (grupper af) eksporterende producenter i NUP, der var angivet med navn i brevet, og som omfattede de tre stikprøveudtagne virksomheder, og indvilgede i en fristforlængelse til den 2. februar 2016.

(41)

Den kinesiske regering fremsendte en ufuldstændig besvarelse af spørgeskemaet i tre dele: den første den 26. januar 2016, den anden den 3. februar 2016 og den tredje den 5. februar 2016. I følgebrevet til indgivelsen af 26. januar 2016 gav den kinesiske regering udtryk for sit ønske om at præcisere grundene til sin ufuldstændige spørgeskemabesvarelse og gentog sin opfattelse af, at omfanget af spørgeskemabesvarelsen var begrænset til de tre grupper af eksporterende producenter i stikprøven, hvilket også blev gentaget i hele besvarelsen.

(42)

Efter fremlæggelsen af oplysninger udtrykte den kinesiske regering utilfredshed med, at Kommissionen »kritiserer, at den kinesiske regering fremlagde oplysninger efter den 26. januar 2016«. Kommissionen bemærker, at ovenstående betragtning er en faktuel redegørelse for den måde, hvorpå den kinesiske regering fremsendte sit svar på spørgeskemaet. Det sene svar har ikke fået retlige konsekvenser.

(43)

Kommissionen sendte mangelskrivelser til den kinesiske regering den 14. marts 2016 (»den første mangelskrivelse«) og den 14. juli 2016 (»den anden mangelskrivelse«), som den kinesiske regering besvarede den 8. april 2016 og den 22. juli 2016. Den 14. juli 2016 sendte Kommissionen den kinesiske regering tidsplanen for kontrolbesøget og anmodede regeringen om at fremsætte bemærkninger og udfylde de manglende logistiske oplysninger.

(44)

Af hensyn til det gode samarbejde sendte Kommissionen et detaljeret brev forud for kontrolbesøget den 19. juli 2016. Den kinesiske regering svarede den 2. august 2016 og foreslog en anden tidsplan for kontrolbesøget, herunder ændringer vedrørende varigheden af nogle af de punkter, der skulle kontrolleres. Som Kommissionen forklarede i sit svar samme dag, kunne dette ikke accepteres, da den ændrede tidsplan ikke længere fulgte et logisk flow. Endvidere kunne Kommissionen ikke acceptere ændringerne i fordelingen af kontroltid for hvert enkelt afsnit.

(45)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at det fremgik af ovennævnte, at den kinesiske regering var fleksibel i sit samarbejde i modsætning til Kommissionen. Kommissionen vil gerne understrege, at den foregående betragtning, er en faktuel redegørelse for drøftelserne forud for kontrolbesøget.

(46)

Kontrolbesøget fandt sted fra den 8. august 2016 til den 12. august 2016 på grundlag af den tidsplan, der var foreslået af Kommissionen.

(47)

Ingen af de banker, der var omhandlet i betragtning 29, afgav de ønskede oplysninger om solcelleindustrien og gjorde gældende, at de var bundet af retlige krav og kontraktbestemmelser vedrørende fortroligheden af virksomhedsspecifikke låneoplysninger. Bankerne opfordrede Kommissionen til at bruge oplysningerne fra de stikprøveudvalgte (grupper af) eksporterende producenter som grundlag.

(48)

I sin anden mangelskrivelse opfordrede Kommissionen den kinesiske regering til at anmode de ti største (grupper af) eksporterende producenter af den undersøgte vare om at tillade bankerne at afgive virksomhedsspecifikke oplysninger til Kommissionen inden for rammerne af den nuværende udløbsundersøgelse. Den kinesiske regering erklærede, at den hverken kunne anmode de kinesiske eksporterende producenter om eller presse eller tvinge dem til at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse eller eventuelle andre undersøgelser. Imidlertid vedrører denne erklæring ikke Kommissionens opfordring. Den kinesiske regering anførte endvidere, at Kommissionen direkte kunne anmode disse virksomheder om at fremlægge de relevante oplysninger for Kommissionen. Kommissionen har rent faktisk anvendt de relevante oplysninger fra de tre virksomheder, der indgik i stikprøven. Men da anmodningen om tilladelse vedrørte oplysninger, som de finansielle institutioner ligger inde med, navnlig kreditrisikovurderinger, kunne de tre virksomheder i stikprøven ikke fremlægge alle de relevante oplysninger. Kommissionen mener, at det påhvilede den kinesiske regering at sørge for, at de nødvendige kontakter mellem bankerne og de eksporterende producenter blev nemmere, således at bankerne ville have været i stand til at fremlægge de ønskede oplysninger.

(49)

Den kinesiske regering påstod under kontrolbesøget, at den havde anmodet de stikprøveudvalgte eksporterende producenter om at sende det relevante tillæg til spørgeskemaet for den kinesiske regering til de finansielle institutioner, som havde indrømmet disse lån, kreditbevillinger og/eller kreditforsikring. Den kinesiske regering hævdede også, at den havde videresendt tillægget til de øvrige finansielle institutioner, der var nævnt i følgebrevet til spørgeskemaet. Kommissionen kunne ikke få forevist spor i forbindelse med disse forhold, da den under kontrolbesøget anmodede herom.

(50)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gav den kinesiske regering udtryk for sin utilfredshed med ovennævnte bemærkninger. Kommissionen bemærker, at betragtning 49 indeholder en faktuel gennemgang af begivenhederne, mens de fandt sted.

(51)

Under kontrolbesøget hos den kinesiske regering bestræbte Kommissionen sig på at verificere spørgeskemabesvarelsen og anmodede om den dokumentation, der var blevet anvendt i forbindelse med forberedelsen heraf, jf. bestemmelserne i grundforordningens artikel 11 og 26. Med få undtagelser var den dokumentation ikke tilgængelig, heller ikke selv om der specifikt blev anmodet herom. Det gjorde det umuligt at foretage en fuldstændig kontrol af spørgeskemabesvarelserne. Som følge heraf udarbejdede Kommissionen, ud over den almindelige liste over dokumentation, også en liste over de dokumenter, den havde anmodet om under kontrolbesøget, men som ikke var blevet forelagt. Ved kontrollens afslutning blev denne liste gennemgået sammen med den kinesiske regering og underskrevet af den kinesiske regering og Kommissionen (»liste over ikke forelagte dokumenter«). Listen indeholdt 28 punkter og forklaringer/kommentarer til hvert enkelt punkt.

(52)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at listen over de dokumenter, der er anmodet om, men som ikke blev forelagt, kan inddeles i fire typer, nemlig angiveligt »ikke eksisterende dokumenter«, »dokumenter under forberedelse og ikke offentliggjort«, »følsomme og fortrolige kreditrisikovurderingsrapporter« og »oplysninger fra andre forelagte dokumenter«. Kommissionen bemærker, at listen over ikke forelagte dokumenter omfatter punktet »bevis for liberalisering af de finansielle markeder (People's Bank of China (»PBOC«)«, som den kinesiske regering syntes at anfægte i sine bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger.

(53)

Desuden hævdede den kinesiske regering, at hvis man afskaffer de dokumenter, der er omfattet af én af de fire ovennævnte kategorier, vil listen kun indeholde nogle få dokumenter, der blev anmodet om, men som ikke blev indsendt. Kommissionen var ikke enig i denne påstand. Med hensyn til de såkaldte »ikke eksisterende« dokumenter havde Kommissionen grund til at anmode om dem, fordi de var blevet nævnt i andre dokumenter, der tidligere var indsendt i denne og/eller den oprindelige undersøgelse. For så vidt angår »dokumenter under forberedelse og ikke offentliggjort«, kunne nogle af dem have været forelagt Kommissionen efter deres formelle vedtagelse, men det blev de ikke. For så vidt angår »følsomme og fortrolige kreditrisikovurderingsrapporter«, giver grundforordningen proceduremæssige garantier for, at sådanne oplysninger vil være beskyttet mod yderligere spredning. Endelig bemærkes det, at selv hvis Kommissionen accepterede, at der gives oplysninger i »andre dokumenter«, ville sådanne dokumenter kun udgøre en lille del af listen.

(54)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod den kinesiske regering desuden, at Kommissionen anvendte de foreliggende faktiske oplysninger for den manglende forelæggelse af »visse dokumenter«, uden at knytte disse dokumenter til de oplysninger, som Kommissionen havde brug for. Den kinesiske regering hævdede, at Kommissionen dermed anvendte foreliggende faktiske oplysninger på grundlag af et ukendt indhold, hvilket ville være i modstrid med WTO's bestemmelser. Kommissionen bemærker, at begrundelsen for at anmode om dokumenterne er blevet angivet i spørgeskemaet, under kontrolbesøget, i Kommissionens skriftlige henvendelser til den kinesiske regering af 22. januar 2016 og 23. september 2016 og i dokumentet om fremlæggelse af oplysninger.

(55)

Efter kontrolbesøget på stedet orienterede Kommissionen den 23. september 2016 den kinesiske regering om, at den overvejede at anvende de foreliggende faktiske oplysninger for de manglende oplysninger og gjorde regeringen opmærksom på konsekvenserne af manglende samarbejdsvilje i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28, stk. 1 og 6.

(56)

I sin skriftlige henvendelse af 13. oktober 2016 gjorde den kinesiske regering indsigelse mod Kommissionens overvejelse om at anvende bestemmelserne i grundforordningens artikel 28 med den begrundelse, at det af faktiske og retlige grunde ikke var berettiget. Den kinesiske regering erklærede også, at det forhold, at bankerne ikke havde forelagt de ønskede oplysninger for Kommissionen, viste, at den kinesiske regering ikke udøvede væsentlig kontrol over dem. Den gentog også tidligere forklaringer på, hvorfor de ønskede oplysninger ikke kunne forelægges.

(57)

Den kinesiske regering anførte, at Kommissionen havde undladt at forklare, hvorfor oplysningerne fra den kinesiske regering var utilstrækkelige, og hvorfor der var behov for yderligere oplysninger. Kommissionen forklarede den kinesiske regering, hvorfor det blev anset for nødvendigt at få de ønskede oplysninger (se betragtning 40).

(58)

Den kinesiske regering anførte endvidere, at Kommissionens skriftlige henvendelse om, at det var hensigten at anvende de foreliggende faktiske oplysninger, havde været meget uklar og upræcis. Den kinesiske regering gentog i sine bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger, at Kommissionens henvendelse indeholdt »yderst kortfattede oplysninger om årsagerne til anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger«. Kommissionen bemærker, at manglerne var opført pr. emne, subsidieordning og/eller enhed (f.eks. finansielle enheder), og at der ved fælles overenskomst var udarbejdet en liste over ikke forelagte dokumenter, (jf. betragtning 51).

(59)

Den kinesiske regering anførte, at Kommissionen ikke kunne gøre regeringen ansvarlig for, at de eksporterende producenter fra Kina ikke ville samarbejde, da disse virksomheder er uafhængige, og den kinesiske regering ikke har nogen kontrol over dem. Den afgav overhovedet ikke nogen oplysninger om dem.

(60)

Kommissionen pålægger ikke den kinesiske regering ansvaret for det manglende samarbejde. Den kinesiske regering er imidlertid ansvarlig for sin egen spørgeskemabesvarelse, som for de ønskede virksomhedsspecifikke oplysninger kun omfattede de tre eksporterende producenter i stikprøven. Kommissionen mener derfor, at den kinesiske regering ikke handlede efter bedste evne, ved at undlade at forelægge de ønskede oplysninger.

(61)

Den kinesiske regering satte også spørgsmålstegn ved, hvordan den omstændighed, at der manglede eksemplarer af visse dokumenter, på nogen måde kunne skade eller miskreditere de foreliggende oplysninger eller hindre undersøgelsen. I sit brev betegnede den kinesiske regering de beviser, som ikke var fremlagt, for at have en relativt lav bevisværdi (uden at præcisere, hvilket »manglende bevis« den kinesiske regering havde henvist til), og derfor burde den manglende adgang til sådanne beviser ikke rejse tvivl om retsgrundlaget i Kina. Kommissionen er ikke enig i påstanden om, at de oplysninger, den kinesiske regering ikke havde fremlagt, har ringe bevisværdi. Det er først når oplysningerne forelægges, at deres bevisværdi kan vurderes. Kontrolprocessen har til formål at fastslå, at spørgeskemabesvarelsen er nøjagtig. I den forbindelse bekræftes det, at kontrolbesøgene ikke gav Kommissionen mulighed for fuldt ud at vurdere de foreliggende oplysninger.

(62)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen fejlagtigt havde anført seks dokumenter, som ikke var blevet forelagt under kontrolprocessen, og at anvendelsen af artikel 28 var uberettiget. I denne henseende er det tilstrækkeligt at anføre, at listen over ikke forelagte dokumenter var blevet oprettet ved fælles overenskomst.

(63)

Den kinesiske regering henviste til bilag II til WTO's antidumpingaftale og grundforordningens artikel 28, stk. 3, i henhold til hvilken alle oplysninger, der kan efterprøves, og som fremlægges på behørig vis, således at de kan anvendes i undersøgelsen uden unødige vanskeligheder, som indgives rettidigt, og som i påkommende tilfælde indgives på det medium eller i det edbsprog, som myndighederne har anmodet om, bør tages i betragtning, når der træffes afgørelser. Den henviste også til flere afgørelser fra WTO-panelet (15), hvorefter ordet »efterprøves« ikke betyder, at oplysningerne faktisk skal efterprøves på stedet. Regeringen hævdede, at Kommissionen ikke kan afvise oplysninger og anvende de foreliggende faktiske oplysninger, uanset sammenhæng og omstændighedernes art, når nogle oplysninger ikke forelå under kontrolbesøget.

(64)

Kommissionen bemærker, at de oplysninger, der skal tages hensyn til, først og fremmest skal kunne efterprøves. Også i panelrapporten US — Steel Plate defineres ordet »efterprøve« som »fastslå eller teste nøjagtigheden eller rigtigheden af, især ved undersøgelse eller ved sammenligning af data mv.; kontrollere eller fastslå ved undersøgelse«. I dette særlige tilfælde mener Kommissionen, at den har overholdt panelets rapporter nævnt i foregående betragtning.

(65)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at Kommissionen havde udvidet sine begrundelser og sit ræsonnement om anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger, som ifølge den kinesiske regering ikke ville være i overensstemmelse med WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (SCM) og grundforordningens artikel 28, stk. 4. Kommissionen bemærker, at i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 4, blev den kinesiske regering underrettet om årsagerne hertil ved brev af 23. september 2016, og at de kinesiske myndigheder fik lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger til brevet inden 6. oktober 2016. Efter at have anmodet om og opnået en forlængelse af denne frist gjorde den kinesiske regering dette ved brev af 13. oktober 2016. Grundforordningens artikel 28, stk. 4, fastsætter også, at »anses forklaringerne ikke for tilfredsstillende, skal årsagerne til afvisningen af sådanne beviser eller oplysninger meddeles i offentliggjorte undersøgelsesresultater«, som blev efterfulgt gennem dokumentet med fremlæggelse af oplysninger af 20. december 2016.

(66)

Den kinesiske regering påstod også, at Kommissionens anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger er juridisk uholdbar, idet Kommissionen på den ene side fokuserede på ændringer siden den oprindelige undersøgelse, mens spørgeskemaet og de dertil knyttede bilag på den anden side var for byrdefulde med hensyn til anmodninger om oplysninger. Den kinesiske regering kritiserede også den omstændighed, at Kommissionen ikke anførte i spørgeskemaet, at den ville fokusere på de mulige ændringer siden den oprindelige undersøgelse. Desuden anførte den kinesiske regering, at Kommissionen havde anmodet om yderligere oplysninger i forhold til den oprindelige undersøgelse. Kommissionen afviser disse bemærkninger, da den for at analysere de mulige ændringer for det første også skal indsamle oplysninger om status quo i den nuværende undersøgelsesperiode. For det andet var spørgeskemaet ikke anderledes end alle andre offentlige standardspørgeskemaer i en antisubsidieundersøgelse, selv om det naturligvis var tilpasset til de ordninger, der er nævnt i anmodningen. Det betyder, at der i spørgeskemaet var anmodet om oplysninger om subsidier, som endnu ikke var blevet identificeret i den oprindelige undersøgelse, men som i mellemtiden var blevet identificeret.

(67)

Den kinesiske regering hævdede i bemærkningerne til fremlæggelsen af oplysninger, at der manglede oplysninger om fem og ikke syv eksporterende producenter. Kommissionen godkendte denne påstand med følgende bemærkning: ud af de ti største eksporterende producenter til Unionen, blev tre udtaget til stikprøven. Yderligere to havde indsendt en besvarelse i forbindelse med stikprøven, mens de resterende fem ikke havde. I spørgeskemaet til regeringen havde Kommissionen anmodet den kinesiske regering om at besvare spørgsmålene til solcelleindustrien, som herefter blev begrænset til de ti største eksporterende producenter for at mindske byrden. Imidlertid besvarede den kinesiske regering spørgeskemaet til regeringen ved kun at tage de tre virksomheder i stikprøven i betragtning og fremlagde ikke oplysninger om de øvrige syv eksporterende producenter.

(68)

For så vidt angår stikprøvens repræsentativitet er Kommissionen ikke enig i den kinesiske regerings bemærkning om, at Kommissionens insisteren på, at den kinesiske regering fremlægger oplysninger om de ti største eksporterende producenter, betyder, at stikprøven ikke er repræsentativ for afgørelserne i denne undersøgelse. Kommissionen ønsker at præcisere, at stikprøven er repræsentativ, fordi den opfylder de betingelser, der er fastsat i grundforordningen: Den omfatter de største producenter med hensyn til mængder, der har samarbejdet. Den kinesiske regering satte i sine bemærkninger efter fremlæggelsen af oplysninger spørgsmål ved, hvilken forskel disse yderligere oplysninger ville have gjort. Kommissionen bemærker, at den fra starten ikke kunne udelukke, at det ville være nødvendigt at anvende grundforordningens artikel 27, stk. 4. I en sådan situation ville oplysninger om de ti største eksporterende producenter kun have øget afgørelsernes kvalitet, da informationsgrundlaget ville have været større.

(69)

Kommissionen overtrådte på intet tidspunkt de undersøgelsesmæssige pligter, som den har på eget initiativ, således som den kinesiske regering havde anført efter fremlæggelsen af oplysninger. Tværtimod undersøgte Kommissionen de oplysninger, som var tilgængelige på trods af deres ufuldstændighed, og gjorde sig alle bestræbelser på at udfylde hullerne i de foreliggende oplysninger.

(70)

Kommissionen afviser derfor den kinesiske regerings bemærkninger om, at de ønskede oplysninger var irrelevante.

(71)

Den kinesiske regering hævdede også, at Kommissionen i dokumentet med fremlæggelse af oplysninger havde fremstillet omfanget af de manglende oplysninger forkert og henviste til den mængde oplysninger, som den kinesiske regering rent faktisk havde fremlagt.

(72)

For så vidt angår finansielle institutioner og råvareleverandører, bemærkede den kinesiske regering, at den finder det ulogisk, at Kommissionen kræver samarbejde fra 3 800 banker samt fra alle råvareleverandører. Kommissionen anfører, at denne bemærkning er ukorrekt. Kommissionen anmodede kun den kinesiske regering om at sende de særlige spørgeskemaer til de finansielle institutioner og råvareleverandører, som anført i betragtning 28.

(73)

Med hensyn til den kinesiske regerings bemærkninger om det påståede fulde samarbejde, har Kommissionen anført, at følgende centrale mangler ikke blev behandlet på en hensigtsmæssig måde før slutningen af undersøgelsen. Den kinesiske regering fremlagde ingen af de ønskede oplysninger i det brev, som Kommissionen den 23. september 2016 havde sendt til regeringen. Den tilbageholdt oplysninger om de ti største eksporterende producenter. Endvidere gjorde den det ikke lettere at modtage spørgeskemabesvarelser fra China Development Bank, Bank of Beijing, Ping An Bank og Suzhou Bank. Der manglede også oplysninger om markedsandele for polysilicium-, glas- og aluminiumsmarkederne i Kina. Endelig nægtede den kinesiske regering at fremsende de særlige spørgeskemaer til i) andre finansielle institutioner, som den kinesiske regering vidste, havde ydet lån til de ti største eksporterende producenter og til ii) leverandører af polysilicium, glas og aluminium. For så vidt angår sidstnævnte anførte den kinesiske regering, at man ikke havde fundet det nødvendigt at videresende tillægget.

(74)

I lyset af konklusionerne i dette afsnit finder Kommissionen, at betingelserne for brugen af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28 i princippet er opfyldt.

(75)

Med henblik på et svar til bemærkningerne til fremlæggelsen af oplysninger har Kommissionen for hver enkelt subsidieordning, der er analyseret i de følgende afsnit, identificeret præcist, hvilke oplysninger der er blevet tilsidesat på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, og hvilke oplysninger der har erstattet disse.

(76)

En stikprøveudvalgt eksporterende producent kritiserede anvendelsen af grundforordningens artikel 28, da den opfattede anvendelsen heraf som værende rettet mod producenten. Den påpegede, at Kommissionen over for den pågældende ikke havde overholdt den procedure, der er fastsat i nævnte artikel. Kommissionen er ikke enig i dette synspunkt. Kommissionen har ikke tilsidesat oplysninger, som er afgivet af den pågældende eksporterende producent. Den har tværtimod anvendt alle tilgængelige oplysninger, herunder oplysninger fra den pågældende eksporterende producent.

(77)

Alle subsidieordninger, der er under vurdering, har deres udspring i gennemførelsen af central planlægning, som det var tilfældet i den oprindelige undersøgelse.

(78)

I betragtning af den kortere varighed af udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af den undersøgte vare har Kommissionen koncentreret sin analyse om de mulige ændringer af politikker, planer og den juridiske og praktiske gennemførelse, som disse ændringer ville medføre.

(79)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anførte den kinesiske regering, at Kommissionen ikke havde udvist den nødvendige omhu med hensyn til at nå frem til en begrundet konklusion om fortsat subsidiering, da denne i betydelig grad havde støttet sig til sine konklusioner om subsidiering i den oprindelige undersøgelse, som den kinesiske regering havde anfægtet under den pågældende undersøgelse. Den henviste også til rapporten fra WTO's appelorgan (afsnit 354) om USA-antidumping- og udligningstold, i henhold til hvilken den blotte henvisning til resultaterne af en undersøgelse ikke er tilstrækkelig som en velbegrundet og passende forklaring.

(80)

De bemærkninger, der var blevet fremsat af den kinesiske regering i den oprindelige undersøgelse, blev analyseret og behandlet i den oprindelige forordning, og konklusionerne i den oprindelige undersøgelse blev ikke anfægtet i retten (16). I den forbindelse kan Kommissionen ikke se, på hvilket grundlag sådanne resultater ikke kan indgå i det grundlag, hvorpå Kommissionen byggede sine konklusioner i den aktuelle undersøgelse, for så vidt som det blev konstateret, at de faktiske omstændigheder, der ligger til grund for disse konklusioner, ikke blev anset for ændret i den fornyede undersøgelse, hvilket betyder, at de blev vurderet på ny. Som det fremgår af analysen af oplysningerne indsamlet under undersøgelsen og afspejlet i denne forordning, er Kommissionen ikke enig i udsagnet om, at den i høj grad havde støttet sig til sine konklusioner i den oprindelige undersøgelse. I den forbindelse, og i betragtning af den delvise anvendelse af grundforordningens artikel 28 over for den kinesiske regering, har Kommissionen gjort brug af de foreliggende faktiske oplysninger, som i visse tilfælde førte til, at den baserede sine undersøgelsesresultater på konklusionerne i den oprindelige undersøgelse.

(81)

Ansøgeren påstod, at Kina i høj grad fortsat yder støtte til sin solcelleindustri, og henviste til en række politikker og planer samt lovgivning, der danner grundlag for statsstøtte til sektoren. Kommissionen gennemgik og analyserede de dokumenter, der var nævnt i ansøgningen, og de yderligere dokumenter, som blev forelagt af den kinesiske regering og stikprøveudvalgte eksporterende producenter i forbindelse med undersøgelsen.

(82)

I den oprindelige undersøgelse blev det fastslået, at den kinesiske regering havde medtaget solcelleindustrien som en »strategisk« industri i den 12. femårsplan (17). Den kinesiske regering havde også udarbejdet en særlig plan for solcelleindustrien (under den 12. femårsplan), nemlig den 12. femårsplan for solcelleindustrien. I denne plan gav den kinesiske regering udtryk for sin støtte til »vigtige virksomheder« (18) og »nøglevirksomheder« (19), forpligtede sig til at »fremme gennemførelsen af en række støttepolitikker for solcelleindustrien« (20) og »fastlægge den overordnede udarbejdelse af støttepolitikker inden for erhverv, finans, beskatning …« (21). Disse planer omfattede perioden 2011-2015 og dermed også den nuværende undersøgelsesperiode.

(83)

I marts 2016 blev den 13. femårsplan udsendt, der dækker perioden 2016-2020. Som reaktion på den anden mangelskrivelse forelagde den kinesiske regering kun den kinesiske udgave med en engelsk oversættelse af indholdsfortegnelsen. I den 13. femårsplan indgår solcelleindustrien i denne strategiske plan (22). Den 13. femårsplan lægger vægt på, at teknologiske gennembrud også omfatter energirelaterede produkter og tjenesteydelser, herunder især den nye generation af solceller.

(84)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at den havde forelagt den 13. femårsplan, og at dette dokument viste, at der ikke sker en tilskyndelse af solcelleindustrien.

(85)

Der blev anmodet om den engelske udgave af den 13. femårsplan under kontrolbesøget, og den indgår i listen over ikke forelagte dokumenter. Den kinesiske regering havde et trykt eksemplar af den engelske udgave under kontrolbesøget, og den kinesiske regering lovede at sende det, så snart det kunne stilles til rådighed for Kommissionen. Som det fremgår af webstedet for NDRC (23), blev den engelske udgave af dette dokument offentliggjort den 7. december 2016 og er aldrig blevet fremsendt til Kommissionen. Da der ikke blev forelagt en fuldstændig og officiel engelsk udgave af den plan, som den kinesiske regering havde indgivet, måtte Kommissionen støtte sig til en intern oversættelse af dette dokument og forelagde under kontrolbesøget de uddrag, der er nævnt i betragtning 83, for den kinesiske regering. Selv om den kinesiske regering anførte, at disse henvisninger skitserede retningen for teknologisk innovation, benægtede den ikke, at der fandtes sådanne henvisninger. Endelig bør det bemærkes, at da der manglede en fuldstændig engelsk udgave af den plan, som den kinesiske regering havde forelagt, støttede Kommissionen sig på sin interne engelske oversættelse i dokumentet med fremlæggelse af oplysninger (jf. fodnote 22).

(86)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at uddrag nævnt i betragtning 83 og i betragtning 87 vedrører udviklingen af nationale moderne infrastrukturnetværk, herunder anvendelse og produktion af solenergi, men ikke produktion af det materiel, der kan generere den. Den kinesiske regering anførte ligeledes, at kapitel 23, der skitserer vækstindustrier og strategiske industrier, slet ikke omhandler solcelleindustrien og benægtede eksistensen af en henvisning til fotovoltaiske solceller i rubrik 8 i samme kapitel.

(87)

I kapitel 30 i planen anføres det, at »vi vil fortsat sørge for fremdrift i forbindelse med udviklingen af vind- og solenergi«. En almindelig gennemlæsning af dette udsagn viser, at støtte til »solenergi« omfatter støtte til den kinesiske solcelleindustri. Denne fortolkning bekræftes af rubrik 8 »Udvikling af strategiske vækstindustrier« i kapitel 23 »Udvikling af strategiske vækstindustrier«. Denne rubrik henviser til »Gennembrud i og fremme af den industrielle anvendelse af nøgleteknologier, som f.eks. næste generation af solceller«, hvilket er en klar henvisning til det materiale, der er nødvendigt for at kunne producere energi. En anden henvisning i denne henseende kan findes i afsnit 1 i samme kapitel, hvori det hedder: »Vi vil støtte udviklingen af næste generation af informationsteknologi... grøn og kulstoffattig teknologi«. I den forbindelse forbindes grøn teknologi i Kina almindeligvis med solcelleindustrien. Endvidere og som nævnt i betragtning 378 og 389 opføres solcelleindustrien som en tilskyndet industri i kataloget over vigtige erhvervsgrene, varer og teknologier, hvis udvikling tilskyndes af staten. På grundlag af ovenstående bekræftede Kommissionen, at solcelleindustrien er omfattet af denne strategiske plan.

(88)

For så vidt angår den særlige 13. femårsplan for solcelleindustrien, meddelte den kinesiske regering i sit svar den 22. juli 2016, at dokumentet endnu ikke var offentliggjort. Under kontrolbesøget, dvs. mindre end 20 dage senere, foregav den kinesiske regering i stedet, at man ikke ville udstede et sådant dokument uden yderligere bevis. Endelig henviste den kinesiske regering til, at der manglede en 13. femårsplan for solcelleindustrien som endnu en indikator for, at der ikke tilskyndes til denne industri.

(89)

Beslutning nr. 40 fra statsrådet, statsrådets beslutning af 10. oktober 2010 og den nationale plan for den videnskabelige og teknologiske udvikling på mellemlang og lang sigt (2006-2020), som støtter udviklingen af solcelleindustrien og tilskynder til finansiel og skattemæssig støtte til solcelleindustrien på forskellige måder, jf. betragtning 102 i den oprindelige forordning, er stadig i kraft. Også Kinas lov om videnskabelige og teknologiske fremskridt, der indeholder en række foranstaltninger til støtte for solcelleindustrien, er stadig i kraft. Selv hvis der ikke er udstedt nogen specifik 13. femårsplan for solcelleindustrien, udgør det således ikke en afbrydelse af statsstøtten til solcelleindustrien, da alle de øvrige statslige planer, projekter og andre dokumenter er tilstrækkelige til at underbygge denne konklusion.

(90)

Med andre ord var konklusionen på den oprindelige undersøgelse (24), at den kinesiske regering har en politik om fordelagtige låneordninger til solcellesektoren. Den kinesiske regering fremlagde ingen beviser i løbet af denne undersøgelse for, at denne situation havde ændret sig. Undersøgelsen afslørede ikke noget element, som modsiger ovenstående resultat, men frembragte nye beviser, der bekræfter det tidligere resultat.

(91)

Derudover bekræftede China Monetary Policy Reports udsendt af »Monetary Policy Analysis Group of the People's Bank of China«, at der findes en politik fra den kinesiske regering, som de havde anført under hele NUP, om at »finanssektorens rolle vil blive styrket for at skabe bedre finansielle tjenesteydelser og fremme reformen og udviklingen af jernbaner, (…) og andre vigtige industrier« (25), at »der vil være øget støtte til (…) strategiske vækstindustrier og andre nøgleområder i den nationale økonomi« (26), at »PBOC vil følge partiets centralkomité og statsrådets strategiske aftaler« (27), og at »bedre finansielle tjenester vil blive stillet til rådighed til støtte for strategien for innovationsdrevet udvikling, der vil blive udformet finansieringsprodukter, som finansierer produkter skræddersyet til virksomhedernes behov for teknologisk innovation, og de finansielle institutioner vil blive tilskyndet til at øge støtten til (…) de strategiske vækstindustrier og andre nøgleområder,« (28), eller at »finansielle institutioner vil blive tilskyndet til at øge støtten til strategien for at omstille Kina fra at være en producent af kvantitet til at producere kvalitet ved at yde gode finansielle tjenesteydelser til den strategiske tilpasning af den industrielle struktur, opførelse af infrastruktur, skibsbygning, logistik, energi, videnskab og teknologi, kultur og andre nøgleområder« (29).

(92)

I løbet af denne undersøgelse blev ovennævnte også bekræftet af resultaterne for de tre eksporterende producenter i stikprøven. F.eks. hed det i den årsrapport for 2014, som en af de eksporterende producenter i stikprøven forelagde United States Securities and Exchange Commission (SEC): »Historisk set har China Development Bank and China Minsheng Bank ydet os lån til finansiering af vores solenergiprojekt. Disse lån er delvist drevet af politiske hensyn, eftersom regeringens holdning til solcelleindustrien, vilkår for og adgang til disse lån kan ændre sig. Hvis vi ikke kan opnå finansiering på kommercielt attraktive vilkår fra disse banker eller andre banker fremover, kan vi få svært ved at finansiere vores projekter. Vi kan ikke garantere, at det vil lykkes os at finde yderligere egnede finansieringskilder inden for de fastsatte tidsfrister eller finde nogen finansieringskilder overhovedet eller på betingelser eller til priser, som vi finder attraktive eller acceptable, hvilket kan gøre det vanskeligt eller endog umuligt for os at gennemføre vores vækstplaner« (30).

(93)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at solcelleindustrien ikke indgår i nøgleindustrier, strategiske industrier eller vækstindustrier, og at ovennævnte politikker derfor ikke henviser til den.

(94)

I den forbindelse henvises der til betragtning 87, hvor det konkluderes, at solcelleindustrien betragtes som en nøgleindustri eller en strategisk industri.

(95)

Som anført i betragtning 333 og 400 i den oprindelige forordning og bekræftet af denne undersøgelse i bl.a. betragtning 83 betragtes solcelleindustrien som en nøgleindustri eller en strategisk industri, og konklusionerne i den oprindelige forordning forbliver gyldige og bekræftes derfor.

(96)

Kommissionen analyserede alle de subsidieordninger, der var anført i anmodningen om en fornyet undersøgelse, og anmodede de kinesiske myndigheder om at fremlægge oplysninger om eventuelle andre dermed forbundne subsidieordninger. På grundlag af de oplysninger, der var indeholdt i anmodningen om den fornyede undersøgelse, indhentede Kommissionen oplysninger om følgende ordninger, som angiveligt omfattede støtte ydet af en statslig myndighed:

(97)

Anmodningen indeholdt påstande om, at den kinesiske regering fortsatte med at yde støtte til solcelleindustrien gennem præferencelån.

(98)

Retsgrundlaget for præferencelån er det samme som i den oprindelige undersøgelse, dvs. Kinas lov om forretningsbanker (»bankloven«), General Rules on Loans (der gennemføres af People's Bank of China) og Statsrådets beslutning nr. 40 om fremme og implementering af midlertidige bestemmelser om fremme af tilpasning af den industrielle struktur.

(99)

Disse retlige bestemmelser gennemføres ved afgørelser truffet af statsejede banker, som er offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 2, litra b), sammenholdt med grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), (se næste afsnit) eller, subsidiært, at de er pålagt af staten i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv), første led.

(100)

Subsidierne i form af lån er bevilget af statsejede banker. Det er derfor nødvendigt at fastslå, at disse banker er offentlige organer.

(101)

Ifølge WTO's appelorgan (DS 379, afsnit 318), er den test, der anvendes til at fastslå, om et statsejet foretagende er et offentligt organ, som følger: »Det afgørende er, om en enhed har fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, snarere end hvordan dette opnås. Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand vil kunne tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet tildelt en bestemt enhed. Dokumentation for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis. Efter vores opfattelse er konsekvensen, at tegn på, at en stat udøver betydelig kontrol over en enhed og dennes adfærd, kan tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Vi understreger imidlertid, at bortset fra en udtrykkelig delegering af myndighed i retlige instrumenter, er det ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå den nødvendige besiddelse af statslig myndighed. Således viser f.eks. den omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed ikke, at staten udøver en betydelig kontrol over ledelsen af denne enhed, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt den statslig myndighed. Hvis der er bevis for, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er tegn på, at denne kontrol har været udøvet i betydeligt omfang, kan sådanne beviser i nogle tilfælde imidlertid tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver offentlig myndighed.«

(102)

Konklusionen om, at de statsejede banker, der havde ydet de tre stikprøveudvalgte producenter præferencelån, har fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, baseres i den foreliggende sag på følgende betragtninger.

(103)

Kommissionen indhentede oplysninger om statens ejerskab af finansielle institutioner, fordi det udgør et formelt indicium, som i kombination med beviser for, at en sådan formel kontrol har været udøvet i betydeligt omfang, kan tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed. I sin spørgeskemabesvarelse anførte den kinesiske regering oplysninger om aktiebeholdningen for 17 finansielle institutioner, hvis samlede balance angiveligt tegner sig for 80 % af den samlede banksektor. Oplysningerne var baseret på forskellige kilder. Især har den kinesiske regering fastholdt, at fire banker er statsejede (ICBC, Agricultural Bank, Bank of China, og China Construction Bank). Ifølge den kinesiske regering ejede den mindre end 50 % af aktierne i fire andre banker (Bank of Communications, China Everbright Bank, Industrial Bank og Shanghai Pudong Development Bank). Det blev hævdet, at de resterende ni banker ikke havde nogen aktier i statens besiddelse.

(104)

Under kontrolbesøget viste det sig, at oplysningerne om denne aktiebeholdning var urigtige, da aktier, som var indirekte ejet af det offentlige, ikke var medtaget, selv om det af nogle af de offentligt tilgængelige oplysninger fremgik, at det forholdt sig sådan. Den kinesiske regering blev bedt om at revidere sin spørgeskemabesvarelse og anføre både direkte og indirekte ejerskab. Det afviste den kinesiske regering. Følgelig kunne Kommissionen derfor ikke verificere nøjagtigheden og rigtigheden af de indberettede data vedrørende statens aktieposter i banker og andre finansielle institutioner.

(105)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at de forelagte oplysninger om aktiebeholdning vedrørte institutioner, som allerede omfattede 80 % af den samlede banksektor, at oplysninger om en indirekte statsejet aktiebeholdning ikke foreligger, og at Kommissionens anmodning derfor var urimelig. Den kinesiske regering påstod også, at Kommissionen ville have fundet samarbejdet med den kinesiske regering utilstrækkeligt, uanset hvordan den samarbejdede. Kommissionen tilbageviser sidstnævnte påstand. Desuden skal det præciseres, at uden andre oplysninger til Kommissionen, kunne erklæringen om, at de af den kinesiske regering forelagte oplysninger om aktiebeholdningen angiveligt »omfattede 80 % af den samlede banksektor«, ikke efterprøves af Kommissionen. Hvis denne erklæring, der ikke var efterprøvet, imidlertid var sand, ville oplysningerne om aktiebeholdning ikke bevise den kinesiske regerings argument om den retlige betegnelse for disse banker.

(106)

Kommissionen nåede derfor frem til følgende konklusioner: Den fastslog for det første, at ICBC, Agricultural Bank, Bank of China og CCB var offentligt ejede ifølge spørgeskemabesvarelsen fra den kinesiske regering. For det andet anvendte den de foreliggende faktiske oplysninger for Bank of Communications, China Everbright Bank, Industrial Bank og Shanghai Pudong Development Bank ved at medtage indirekte ejede aktiebeholdninger under anvendelse af de oplysninger, der var til rådighed i den forbindelse. Ud af de resterende ni banker, som blev identificeret af den kinesiske regering som angiveligt i overvejende grad værende privatejet, ydede kun tre lån til de stikprøveudvalgte virksomheder. De øvrige seks banker blev derfor ikke undersøgt nærmere. En af dem var MEB, der efter kontrol blev anset for at være offentligt ejet (jf. betragtning 167 til 187) på grundlag af en vurdering af alle de oplysninger, der var til rådighed. De to andre banker, Hua Xia Bank og Ping An Bank blev ikke undersøgt nærmere af Kommissionen, da deres andel af lånene til producenterne i stikprøven var ubetydelig. Med henblik på denne undersøgelse konkluderede Kommissionen derfor, at de ni banker ICBC, Agricultural Bank, Bank of China, CCB, MEB, Bank of Communications, China Everbright Bank, Industrial Bank og Shanghai Pudong Development Bank var offentligt ejede.

(107)

Kommissionen bad den kinesiske regering fremsende oplysninger om andelen af lån ydet af banker, hvor den kinesiske regering er den største eller eneste aktionær, banker, hvor den kinesiske regering har en aktiebeholdning, men ikke er hovedaktionær, banker, hvor den kinesiske regering ikke er aktionær, og udenlandsk ejede banker, både til industrien som helhed og til solcelleindustrien. Den kinesiske regering fremlagde intet fyldestgørende svar på dette spørgsmål, heller ikke selv om det var blevet begrænset til de banker, der yder finansiering til de ti største (grupper af) eksporterende producenter. Den kinesiske regering foreslog ikke nogen alternative kilder til disse oplysninger. Formålet med denne anmodning har været at fastslå, om det långivende mønster viser forskelle afhængigt af ejendomsretten. Hvis disse oplysninger rent faktisk ville have vist, at statsejede banker har en større andel af de industrisektorer, der skal begunstiges i henhold til central planlægning, vil det udgøre et indicium for, at der udøves statslig myndighed i betydeligt omfang.

(108)

Under drøftelserne om anmodningen om oplysninger under kontrolbesøget svarede den kinesiske regering, at bankerne i Kina ikke tilbød fordelagtige låneordninger og/eller kreditlinjer til solcelleindustrien. Denne erklæring er i modstrid med resultaterne for de tre eksporterende producenter i stikprøven, som alle har modtaget fordelagtige låneordninger og/eller kreditlinjer fra de fire kontrollerede banker og fra de øvrige banker, der er anført i betragtning 29.

(109)

Kommissionen baserede derfor sine konklusioner vedrørende statsejede banker som offentlige organer på spørgeskemabesvarelserne fra den kinesiske regering for så vidt angår EXIM, CCB, ICBC, MEB og MIB og fra de tre eksporterende producenter i stikprøven, på kontrolbesøgene, på oplysninger fra andre kilder, på anmodningen om en fornyet undersøgelse og på konklusioner fra den oprindelige undersøgelse, som var blevet konstateret uændret.

(110)

Det særlige spørgeskema til finansielle institutioner (»tillæg A«) havde til formål at efterprøve påstande i klagen om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer. Kommissionen indhentede oplysninger om, hvorvidt de statsejede banker havde fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner vedrørende solcelleindustrien, f.eks. gennem sammensætningen af bestyrelsen og generalforsamlingen, jf. vedtægterne, referaterne fra generalforsamlingen og direktionsmøderne, aktionærernes og direktørernes nationalitet, udlånspolitikker og risikovurdering i forbindelse med lån til solcelleindustrien og til de samarbejdsvillige, stikprøveudvalgte eksporterende producenter.

(111)

I brevet forud for kontrolbesøget gav Kommissionen udtryk for at ville kontrollere de fire banker, som besvarede tillæg A til spørgeskemaet og ydede lån til de stikprøveudvalgte eksporterende producenter (EXIM, ICBC, CCB og MEB). Det omfattede en detaljeret ikke-udtømmende liste over emner, der skulle behandles under kontrolbesøget. I brevet forud for kontrolbesøget havde Kommissionen også anført, at den kinesiske regering ville blive »anmodet om at fremlægge alt det støttemateriale, der er blevet brugt til at udarbejde det omfattende svar, herunder oprindelige kildedokumenter og ansøgninger«.

(112)

I sin anden mangelskrivelse underrettede Kommissionen den kinesiske regering om, at EXIM's besvarelse af tillæg A var ufuldstændig, og at EXIM havde undladt at forelægge et dokument, som Kommissionen specifikt havde anmodet om, nemlig den kinesiske og engelske udgave af vedtægterne. EXIM anførte i sin besvarelse af spørgeskemaet, at vedtægterne er et internt dokument og fremlagde dem ikke. I sit svar på Kommissionens mangelskrivelse oplyste EXIM, at man var midt i en reformproces, og at revisionen af vedtægterne endnu ikke var afsluttet. Under kontrolbesøget oplyste EXIM, at reformen begyndte i marts-april 2015, og at den gældende udgave af vedtægterne, som var ved at blive revideret, stammede fra 1994, men den fremlagde heller ikke udgaven fra 1994. Da EXIM blev anmodet om at fremlægge beviser for den igangværende reform, henviste banken til sit websted. Da der ikke var nogen internetforbindelse, kunne disse oplysninger dog ikke verificeres under kontrolbesøget.

(113)

Den kinesiske regering anførte i sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger, at Kommissionen kunne have kontrolleret EXIM's websted i Bruxelles forud for kontrolbesøget for at fremskaffe beviser for den igangværende reform eller burde have forudset egne midler til at koble sig på internettet under kontrolbesøget. I den forbindelse gentager Kommissionen, at på trods af adskillige anmodninger undlod EXIM at fremskaffe en udgave af sine vedtægter i enten oprindelig eller ændret udgave.

(114)

Under kontrolbesøget bad Kommissionen om at få en kopi af Statsrådets meddelelse om oprettelse af EXIM og Foranstaltningerne til EXIM's forvaltning af eksportsælgeres kredit til højteknologiske produkter. EXIM nægtede at fremlægge disse dokumenter.

(115)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at nærmere oplysninger om oprettelsen af EXIM også findes på EXIM's websted, og at det andet dokument, der er nævnt i ovennævnte betragtning, var blevet ophævet. Den kinesiske regering konkluderede derfor, at de to dokumenter nævnt i foregående betragtning ikke kunne begrunde anvendelsen af de foreliggende faktiske oplysninger. Kommissionen gentager, at i brevet forud for kontrolbesøget blev den kinesiske regering og de finansielle institutioner anmodet om at sikre nem adgang til de oplysninger, der anmodes om under kontrolbesøget. Kommissionen minder om, at EXIM selv havde henvist til det første dokument i sin spørgeskemabesvarelse. For at kunne verificere spørgeskemabesvarelsen var det således nødvendigt for Kommissionen at modtage dokumentet. For så vidt angår det andet dokument tager Kommissionen den kinesiske regerings bemærkninger til efterretning, hvad angår dets ophævelse.

(116)

For så vidt angår aktiebeholdningen og som anført i spørgeskemabesvarelsen, fastslog Kommissionen, at EXIM er et 100 % statsejet eksportkreditinstitut. For så vidt angår bestyrelsen og dens sammensætning fremlagde EXIM modstridende oplysninger under kontrolbesøget, da den anførte, at bestyrelsen ikke var blevet dannet endnu på grund af den igangværende reformproces. I sin besvarelse af spørgeskemaet havde EXIM imidlertid flere gange henvist til en sådan bestyrelse. Sammensætningen af tilsynsrådet blev ikke oplyst og kunne heller ikke kontrolleres. Som følge heraf var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere, om der fandtes en bestyrelse og sammensætningen heraf såvel som sammensætningen af tilsynsrådet.

(117)

Den kinesiske regering forklarede i spørgeskemabesvarelsen, at vedtægterne fra 1994 regulerer EXIM's funktionsmåde, og beskrev denne funktionsmåde. Imidlertid undlod den kinesiske regering at fremlægge dette dokument.

(118)

Efter fremlæggelsen af oplysninger erklærede den kinesiske regering sig uenig i Kommissionens vurdering i betragtning 113, og fremførte, at det i EXIM's årsrapport for 2015 blev nævnt, at nedsættelsen af bestyrelsen var blevet fremskyndet, men at der ellers ikke var nævnt nogen bestyrelse. Kommissionen bemærker, at i spørgeskemaet og den anden mangelskrivelse blev der anmodet om oplysninger om sammensætningen (ikke udnævnelsen) af bestyrelsen. Det blev ikke afklaret før kontrolbesøget, at EXIM angiveligt ikke havde nogen bestyrelse i NUP.

(119)

Under anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger er Kommissionen kommet til følgende konklusion: Staten, som ejer 100 % af EXIM, kontrollerer EXIM ved at udnævne medlemmerne af tilsynsrådet. Disse medlemmer repræsenterer statens interesse, herunder politiske hensyn, på møderne i EXIM. I mangel af en bestyrelse udnævner tilsynsrådet eller staten direkte EXIM's ledelse.

(120)

Baseret på artikel 3 og 5 i de Midlertidige bestemmelser om tilsynsråd i vigtige statsejede finansielle institutioner fastslog Kommissionen, at tilsynsrådets medlemmer sendes af og er ansvarlige over for statsrådet.

(121)

Endvidere tildeler statslige myndigheder typisk eksportkreditagenturer bemyndigelse til at udøve statslige funktioner. Den statslige funktion, der er tildelt, er fremme af eksport til lande og for varer, for hvilke en kommerciel forsikring enten ikke yder forsikringsdækning, eller yder forsikringsdækning til præmiesatser, som ikke er tilgængelige for alle eksportører. Staten stiller typisk en garanti over for eksportkreditagenturet for at sænke låneomkostningerne på kapitalmarkederne. Eksistensen af denne statsgaranti skyldes statslige funktioner og er bevis for overdragelsen af myndighed til at udøve disse. Disse agenturers aktiviteter forfølger målsætninger af offentlig interesse, nemlig at fremme eksporten. Nærmere bestemt tyder titel og indhold (som sammenfattet i spørgeskemaet) på Meddelelsen om EXIM udstedt af statsrådet, at EXIM gennemfører den kinesiske eksportpolitik. Desuden drager solcelleindustrien fordel af en sådan eksportstøtte som en strategisk industri eller nøgleindustri, jf. afsnit 3.4.1.

(122)

Ud fra disse betragtninger udledes det på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, at staten har udøvet sin formelle kontrol, der var blevet indført i form af ejerskab, af de daglige forretningsaktiviteter i EXIM i betydeligt omfang, og at staten har givet EXIM bemyndigelse til at udøve statslige funktioner.

(123)

Denne konklusion understøttes endvidere af undersøgelsen af udlånspolitikken, som fastsat på basis af årsrapporterne, der dokumenterer, at EXIM føler sig forpligtet til at gennemføre statens politik, når den træffer beslutninger om lån, af følgende grunde:

(124)

På anmodningen om at gøre rede for sin udlånspolitik, dvs. hvordan regeringens planer og projekter er afspejlet, og hvorvidt EXIM tager hensyn til kataloget over kinesiske højteknologiske produkter til eksport (eller andre kataloger, lister eller planer), anførte EXIM, at den analyserer, hvilken indflydelse planerne har på låneordninger eller låntagere, og at den støtter virksomheder, som fremstiller produkter fra dette katalog. Efter analyse af årsrapporten fremgik det, at EXIM i sit svar bevidst mindskede virkningen af regeringens planer og projekter på sin udlånspolitik. I årsrapporten for 2015 hedder det faktisk, at EXIM's vigtigste opgave er at »fremme eksport og import af kinesiske mekaniske og elektroniske produkter, komplette sæt af udstyr og nye og højteknologiske produkter«, og hvad der er endnu vigtigere, at »banken til fulde levede op til sin rolle med hensyn til at finansiere politikker i forbindelse med gennemførelsen af Kinas nationale udviklingsstrategi«.

(125)

Den kinesiske regering gjorde gældende efter fremlæggelsen af oplysninger, at eksportlettelse ikke nødvendigvis indebærer fordelagtige låneordninger, og den nationale udviklingsstrategi dækker alle aspekter af den kinesiske økonomi. Meningen med betragtning 124 er imidlertid at påvise, at regeringens planer og projekter faktisk påvirker EXIM's udlånspolitik, som afspejles i dens mandat. Den kinesiske regerings bemærkning afvises derfor.

(126)

Vedrørende de statistikker over eksport af forskellige varekategorier, som Kommissionen allerede havde anmodet om i spørgeskemaet, fremlagde EXIM ikke de ønskede oplysninger og påberåbte sig fortrolighedsbestemmelser. Under kontrolbesøget ændrede EXIM opfattelse og oplyste, at oplysningerne ikke var tilgængelige. Kommissionen forstår ikke, hvorfor EXIM ændrede forklaring, og det er også uklart for Kommissionen, hvordan det kan være et brud på bestemmelserne om tavshedspligt at fremlægge ikke kundespecifikke konsoliderede data. EXIM oplyste dog de overordnede handelsmæssige værdier for tre år, men fremlagde ikke disse oplysninger for NUP, hverken før eller under kontrolbesøget. Følgelig var Kommissionen ikke i stand til at efterprøve den handelsmæssige værdi af eksportkredit i NUP eller oplysningerne om andelen af eksportkreditter til solcelleindustrien.

(127)

Den kinesiske regering gav udtryk for forbavselse over de efter Kommissionens opfattelse selvmodsigende udtalelser i betragtning 113. Kommissionen bemærker, at EXIM ikke fremlagde statistikker over eksporten af forskellige varekategorier. Det, der blev fremlagt under kontrolbesøget, vedrørte de samlede kommercielle værdier. Førstnævnte ville have gjort det muligt for Kommissionen at isolere tallene for den pågældende vare, hvilket ikke var muligt med de tal, der i sidste ende blev fremlagt under kontrolbesøget (kun samlede tal). Den kinesiske regering hævder ligeledes, at Kommissionen kunne have ekstrapoleret tallene for den nuværende undersøgelsesperiode ved at anvende de samlede kommercielle værdier for de tre år, der er oplyst, hvilket ikke er korrekt, da disse tal ikke blev fremlagt på månedsbasis (som forklaret i betragtning 11 er den nuværende undersøgelsesperiode fra 1. oktober 2014 til 30. september 2015).

(128)

Under kontrolbesøget forsøgte Kommissionen at kontrollere vurderingen af kreditværdigheden for de ti største producenter, som eksporterer den undersøgte vare, herunder de tre stikprøveudvalgte producenter. EXIM erklærede, at der af fortrolighedshensyn ikke kunne gives adgang til disse oplysninger. Ved et forsøg på at kontrollere EXIM's kreditværdighedsvurderingssystem selv med et blankt vurderingsskema nægtede EXIM adgang til et sådant blankt dokument med den påstand, at det ville indeholde forretningshemmeligheder.

(129)

Efter fremlæggelsen af oplysninger henviste den kinesiske regering til spørgeskemaet og årsrapporten for 2015 fra EXIM, der viser betydningen af risikovurdering, inden der træffes afgørelser om långivning. Selv om man accepterer, at et sådant begreb indgår i bankens generelle politik, havde EXIM ikke givet eksempler på, hvordan dette var blevet udført i det mindste for de stikprøveudvalgte virksomheder. Denne bemærkning ændrede derfor ikke Kommissionens konklusioner.

(130)

Kommissionen bad også om at få en kopi af EXIM's årsrapport for 2015. EXIM anførte først, at dette dokument ikke kunne fremlægges eller diskuteres, selv om det havde vist sig, at det ønskede dokument allerede var offentligt tilgængeligt på bankens websted. Kommissionen kunne i sidste ende kaste et blik på det ønskede dokument på internettet, men måtte i starten ikke få en kopi af dokumentet eller tage noter. Det ønskede dokument blev i sidste ende fremlagt, men først efter at EXIM's repræsentanter havde forladt kontrolbesøgslokalet, og dokumentet ikke kunne diskuteres yderligere.

(131)

Efter at Kommissionen havde fremsendt brevet om, at man overvejede at anvende artikel 28, påstod den kinesiske regering, at anvendelsen af artikel 28 ikke er berettiget, selv om EXIM Bank under kontrolprocessen oprindeligt havde nægtet adgang til et offentligt tilgængeligt dokument, som den kinesiske regering i sidste ende fremlagde efter kontrolbesøget. Den kinesiske regering bemærkede, at det er irrelevant, hvem der fremlagde dokumentet.

(132)

Kommissionen bemærker, at forsinkelsen med at fremlægge årsrapporten for 2015 kun var en del af begrundelsen for at anvende artikel 28 (jf. betragtning 112 — 118). Det skal understreges, at EXIM Bank ved at nægte adgang til og nægte at diskutere et offentligt tilgængeligt dokument i løbet af den tid, der var afsat til den pågældende finansielle institution, bevidst hindrede og forsinkede kontrolprocessen. Det samme gælder den omstændighed, at dokumentet blev fremlagt, efter at repræsentanterne for EXIM var gået, hvilket ikke gav Kommissionen mulighed for at diskutere og kontrollere dokumentet på en tilfredsstillende måde. Kommissionen mener derfor, at denne finansielle institution hæmmede kontrolprocessen betydeligt.

(133)

For så vidt angår dokumenter vedrørende oprettelsen og forvaltningen af EXIM's virksomhed dvs. Meddelelsen om etableringen af EXIM udstedt af statsrådet påstod den kinesiske regering, at de ønskede dokumenter ikke havde nogen tilknytning til subsidieordningen eller til de eksporterende producenter, at anmodningen var et forsøg på at »fiske oplysninger«, og at der ikke var nogen retlige grunde til at undersøge en ordning, som ikke blev udlignet i den oprindelige undersøgelse.

(134)

I den henseende bemærker Kommissionen, at de ønskede dokumenter var nødvendige for undersøgelsen, navnlig for at fastslå, om EXIM havde fået overdraget myndighed til at udøve statslige funktioner, og at den kinesiske regering var blevet anmodet om lignende dokumenter, som den havde fremlagt for andre samarbejdsvillige finansielle institutioner. Yderligere skal det bemærkes, at EXIM flere gange henviste til disse dokumenter i sit svar på spørgeskemaet om bankens ejerskab, ledelse, tilsyn og drift, og derfor skulle disse dokumenter kontrolleres. Endvidere oplyste nogle af de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, at de havde finansielle relationer med denne finansielle institution, hvilket var et andet aspekt, som Kommissionen ønskede at undersøge, og som viser, at EXIM var involveret i subsidier i forbindelse med dem, der var blevet udlignet i den oprindelige undersøgelse.

(135)

Titlen på og indholdet af Meddelelsen om etableringen af EXIM udstedt af statsrådet, for så vidt som det kan udledes af spørgeskemabesvarelsen, viser i sidste ende, at EXIM er et værktøj for regeringen til at følge statslige politiske målsætninger for den offentlige politik og derfor har bemyndigelse til at udøve statslige funktioner.

(136)

Af disse grunde og under anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger konkluderer Kommissionen, at EXIM er et offentligt organ.

(137)

Kommissionen fastsatte ud fra ICBC's spørgeskemabesvarelse som bekræftet i dennes årsberetning for 2015, at staten ejer mere end 50 % af aktiebeholdningen. ICBC er således formelt kontrolleret af staten.

(138)

Kommissionen kan også konkludere på grundlag af vedtægterne og særligt kapitel 8-10 deri og ud fra ICBC's spørgeskemabesvarelse, at den kinesiske regering gennem sin aktiebeholdning og via centralkomitéen for Kinas kommunistiske parti har beføjelse til at udpege de vigtigste stillinger i bankens ledelse, som f.eks. bestyrelsesformand, næstformand for bestyrelsen, administrerende direktør, formand for tilsynsrådet, formand og næstformand. Ifølge ICBC's vedtægter, indkalder bestyrelsen bl.a. til generalforsamling, træffer beslutninger om bankens forretningsstrategi og budget, træffer beslutninger om investeringer (og fusion) og om afskedigelser af den øverste ledelse, formulerer risikoforvaltningsordningen og træffer beslutninger om etablering af afdelinger og filialer, osv. Denne ikke-udtømmende liste over ansvarsområder illustrerer statens betydelige kontrol med ICBC i den daglige virksomhed.

(139)

Artikel 34 i bankloven gælder for alle banker, der udøver deres virksomhed i Kina, og fastlægger, at forretningsbanker udøver deres lånevirksomhed i overensstemmelse med statens behov for økonomisk og social udvikling og under vejledning af statens industripolitikker. Behovene i forbindelse med den nationale økonomiske og sociale udvikling og vejledningen af statens politik på industriområdet fastlægges ved central planlægning, som beskrevet i afsnit 3.2. Fremme af solcelleindustrien indgår heri.

(140)

Hvis man forfølger mål inden for den økonomiske politik, anses det af EU's domstole for at være en del af udøvelsen af statslig myndighed (31).

(141)

Artikel 34 i lovgivningen om banker tildeler hermed alle banker myndighed til at udøve statslig funktion. Med hensyn til ICBC har den formelle kontrol gennem aktiebeholdningen og de beføjelser, der er tillagt den kinesiske regering gennem aktiebeholdningen via vedtægterne, gjort det muligt for den kinesiske regering at udøve denne statslige funktion.

(142)

Endelig har Kommissionen bestræbt sig på gennem en undersøgelse af den faktiske udlånspolitik for ICBC at fastslå, at der har været udøvet kontrol i betydeligt omfang.

(143)

Kommissionen anmodede om relevante oplysninger fra den kinesiske regering for at kunne vurdere, hvordan bankerne i Kina foretager en vurdering af kreditrisikoen for producenterne af solcellepaneler, inden de beslutter, hvorvidt de vil yde dem lån (og/eller kreditlinjer) og træffer beslutning om lånebetingelserne. I tillæg A til spørgeskemaet bad Kommissionen om oplysninger om, hvordan bankerne tager hensyn til risikoen, hvordan låntagers kreditværdighed vurderes, hvilke risikopræmier banken opkræver for forskellige virksomheder/industrier i Kina, og hvilke faktorer banken tager hensyn til ved vurderingen af låne- eller kreditlinjeansøgningen. Kommissionen anmodede også om en beskrivelse af låneansøgningen og godkendelsesprocessen. Selv om ICBC fremlagde et udførligt svar på ovenstående spørgsmål, forelagde hverken den kinesiske regering eller ICBC tilfredsstillende beviser herfor. Under kontrolbesøget bad Kommissionen om beviser for det udførlige svar. Men den kinesiske regering fremførte kun svar af generel karakter, som ikke var underbygget af nogen form for bevis for, at der rent faktisk finder en kreditrisikovurdering sted.

(144)

Kommissionen bad ligeledes om tilsvarende oplysninger fra de eksporterende producenter i stikprøven og forsøgte at verificere dem ved kontrolbesøget hos de eksporterende producenter i stikprøven. Hovedparten af de eksporterende producenter i stikprøven svarede, at bankerne anmoder om visse dokumenter (f.eks. regnskaberne) og foretager en vis analyse af kreditrisikoen, inden lånene ydes. De kunne dog ikke fremlægge beviser for disse påstande, f.eks. i de dokumenter, de havde fremlagt. Under kontrolbesøget bad Kommissionen om bevis (som f.eks. korrespondance osv.) for, at bankerne faktisk havde anmodet om sådanne dokumenter, eller at virksomhederne havde udleveret disse dokumenter til bankerne, eller at bankerne havde udfærdiget en rapport som bevis for, at disse analyser af kreditrisikoen rent faktisk var foretaget. Grupperne af eksporterende producenter i stikprøven kunne dog ikke fremlægge disse beviser og heller ingen andre beviser til støtte for deres påstande.

(145)

Den første hindring i den forbindelse var, at den kinesiske regering nægtede at fremlægge de oplysninger, der er anført i afsnit 3.1. Den anden hindring var, at den kinesiske regering afviste enhver adgang til ICBC's vurdering af kreditværdighed.

(146)

I sin mangelskrivelse af 14. marts 2016 underrettede Kommissionen den kinesiske regering om, at ICBC's besvarelse af tillæg A var ufuldstændig, da den ikke indeholdt følgende oplysninger: lån, der ydes til de ti største eksporterende producenter af den undersøgte vare, en fuldstændig besvarelse vedrørende vurdering af kreditværdighed, støtte fra banken til gennemførelsen af regeringens planer og projekter.

(147)

For så vidt angår lån og/eller kreditlinjer stillet til rådighed for de ti største eksporterende producenter af den undersøgte vare, fremlagde ICBC ikke nogen oplysninger og henviste til lovbestemte og kontraktlige fortrolighedsforpligtelser, hvorefter den ikke kan offentliggøre virksomhedsspecifikke låneoplysninger uden producenternes samtykke. Kommissionen kunne imidlertid i sidste ende støtte sig de kontrollerede bemærkninger i spørgeskemabesvarelserne med henblik på at fastslå fordelen for de tre samarbejdsvillige producenter i stikprøven,

(148)

Under kontrolbesøget forsøgte Kommissionen at verificere vurderingen af kreditværdigheden for de stikprøveudvalgte eksporterende producenter, for de ti største eksporterende producenter og for solcellesektoren som helhed. ICBC fremlagde ingen oplysninger i den henseende og henviste til fortrolighedshensyn. Banken tilkendegav endvidere, at den ikke opbevarer rapporter om producenter i solcellesektoren på sit hovedkontor. Selv om ICBC tillod Kommissionen at se kort på en vurderingsrapport, den havde udvalgt, skal det bemærkes, at dette dokument ikke vedrørte nogen af de samarbejdsvillige virksomheder eller solcellesektoren. I betragtning af tidspunktet for dens fremlæggelse (på kinesisk) var Kommissionen desuden ikke i stand til at forstå indholdet inden for det tidsrum, der var til rådighed under kontrolbesøget. Endvidere fik Kommissionen ikke lov til at tage en kopi af dokumentet. I sine svar på spørgeskemaet og mangelskrivelsen havde ICBC anført, at »den ikke tog hensyn til regeringens industripolitik, planer eller projekter eller andre forskrifter, når den vurderede et lån/en kreditlinje«. Dog syntes det modsatte at fremgå af bankens årsrapport, da det heri hed, at ICBC »tilpassede og forbedrede den industrielle kreditpolitik for at yde finansieringsstøtte til realøkonomien i overensstemmelse med den makroøkonomiske politik, de fremherskende industripolitiske tendenser og kendetegnene for sektoren samt landets vigtige strategiske initiativer«, og at ICBC »støttede virksomheder, der fremmer energibesparelse og miljøbeskyttelse samt »Going Global«-strategien vedrørende fremtrædende produktfaciliteter«.

(149)

Efter fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at Kommissionen havde fortolket citaterne forkert, og især begrebet »støtte« i disse citater, jf. betragtning 148. Den kinesiske regering fremlagde også en række citater fra årsrapporterne fra to belgiske banker (nemlig KBC og Belfius) og fra en tysk bank (Deutsche Bank), hvor udtrykket »støtte« også var blevet anvendt. Selv om formuleringen »støtte« faktisk kan have adskillige betydninger i forskellige sammenhænge, henviser citatet i ICBC's årsrapport til »finansiel støtte«. Det sammen med de øvrige citater i betragtning 139 og andre konstateringer, såsom den omstændighed, at ICBC havde ydet præferencelån og kreditlinjer til nogle af de eksporterende producenter i stikprøven i den nuværende undersøgelsesperiode, har ført til den konklusion, at ICBC, faktisk tager den statslige industripolitik, planer eller projekter eller anden lovgivning i betragtning ved vurderingen af et lån eller en kreditlinje. Kommissionen fastholder derfor sine konklusioner i betragtning 139 til 148.

(150)

Vurderingen af alle foreliggende faktiske oplysninger i sagen fører Kommissionen til den konklusion, at ICBC har foretaget udlån til de tre stikprøveudtagne producenter, som er repræsentative for solcelleindustrien, uden at foretage en vurdering af kreditværdigheden, da banken ikke har været i stand til at bevise, at der foreligger en sådan vurdering. Det betyder, at man kan drage den slutning, at ICBC har fået overdraget statslig myndighed og har udøvet en sådan myndighed ved at yde lån i overensstemmelse med kravene for den centrale planlægning, og har således udøvet statslige funktioner. Denne konklusion bekræftes yderligere af uddragene fra årsrapporterne.

(151)

Kommissionen konkluderede, at ICBC er et offentligt organ.

(152)

Kommissionen fastsatte ud fra CCB's årsrapport for 2015, at staten ejer mere end 50 % af aktiebeholdningen. CCB er således formelt kontrolleret af staten.

(153)

Som bekræftet af CCB under den administrative procedure og som nævnt i kapitel 11 og 12 i vedtægterne har den kinesiske regering i sin egenskab af hovedaktionær bemyndigelse til at udpege et flertal af medlemmerne i bestyrelsen, som er forvaltningsorganet for generalforsamlingen, og som gennemfører ledelsen af CCB og har ansvaret herfor. Det samme gælder for tilsynsrådet, dvs. det tilsynsorgan i banken som fastsat i kapitel 16 i vedtægterne. Ifølge CCB's vedtægter og referaterne af bestyrelsens møde træffer bestyrelsen bl.a. afgørelse om bankens budget, om investeringsbeslutninger, om afskedigelse af den øverste revisor og sekretær for bestyrelsen. De 10 menige medlemmer af bestyrelsen ud af i alt 15 medlemmer udgør ledelsen af CCB. Denne ikke-udtømmende liste over ansvarsområder illustrerer statens betydelige kontrol med ICBC i den daglige virksomhed.

(154)

Under kontrolbesøget forsøgte Kommissionen at verificere vurderingen af kreditværdigheden for de stikprøveudvalgte eksporterende producenter og solcellesektoren som helhed. CCB fremlagde ingen oplysninger herom og henviste til fortrolighedshensyn. Da Kommissionen insisterede, fik den lov til kort at se på dokumenter vedrørende kreditværdighed. I den forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen ikke var i stand til at efterprøve oplysningerne i spørgeskemabesvarelsen på tilfredsstillende vis på grund af praktiske forhold, nemlig den omstændighed, at den kun i kort tid fik lov til at se dokumenterne, som var på kinesisk og ikke måtte tages som dokumentation. Det bemærkes endvidere, at de pågældende dokumenter heller ikke vedrørte den pågældende sektor eller NUP. Den pågældende finansielle enhed afviste Kommissionens forslag om at stille en anonymiseret udgave af de ønskede dokumenter til rådighed for Kommissionen, som den kunne tage som dokumentation. Derfor kan det ikke hævdes, som den kinesiske regering påstod, at denne finansielle virksomhed handlede efter bedste evne.

(155)

Den kinesiske regering anførte i sin besvarelse på Kommissionens skriftlige henvendelse angående overvejelsen om at bruge gennemførelsesforordningens artikel 28, at Kommissionen ikke kan forvente, at bankfunktionærer giver den lov til at tage kopier af alle former for dokumenter og få fri adgang til disse oplysninger, da de er bundet af reglerne om fortrolighed. Desuden hævdede den, at Kommissionen pålagde eksportlandet og angiveligt uafhængige banker en urimelig bevisbyrde.

(156)

Kommissionen anmodede ikke om »alle former for dokumenter« eller om at få »fri adgang« til sådanne dokumenter. Derfor må bemærkningen om, at Kommissionen pålagde den kinesiske regering eller de finansielle institutioner en urimelig bevisbyrde, afvises.

(157)

Efter fremlæggelsen af oplysninger kom den kinesiske regering med en generel bemærkning med hensyn til de fire banker, hos hvem Kommissionen aflagde besøg på stedet, om at Kommissionens vurdering var åbenlys partisk, da de berørte bankers årsrapporter indeholdt beviser for, at disse banker ikke yder præferencelån til tilskyndede industrier.

(158)

Den kinesiske regering tilføjede til denne bemærkning, at Kommissionen i dokumentet med fremlæggelse af oplysninger havde henvist til beslutning nr. 40, som opregner de tilskyndede industrier, jf. betragtning 191 i den oprindelige forordning. Den kinesiske regering konstaterede modstridende forhold i forbindelse med denne konklusion i årsrapporterne for to af de fire kontrollerede banker, der nævner strengere standarder eller nedsættelsen af lån, der er ydet til sektorer, som er opført som tilskyndet i beslutning nr. 40.

(159)

Kommissionen vil gerne understrege, at det i undersøgelsen blev konstateret, at de fire banker, som Kommissionen efterprøvede, faktisk ydede præferencelån og/eller kreditlinjer til de tre eksporterende producenter i stikprøven. Disse konstateringer, der er i modstrid med den kinesiske regerings bemærkninger i de to ovennævnte betragtninger, er baseret på oplysningerne fra de stikprøveudvalgte eksporterende producenter. Ingen af bankerne fremlagde tal for lån og/eller kreditlinjer, der var tildelt de tre virksomheder i stikprøven, eller solcelleindustrien generelt i den nuværende undersøgelsesperiode. Der var således en forskel mellem de kontrollerede oplysninger fra de stikprøveudtagne virksomheder og årsrapporterne fra de to ovennævnte banker. Kommissionen foretrak de oplysninger, den indhentede fra virksomhederne i stikprøven på stedet og afviste således den kinesiske regerings bemærkning. I sine svar på spørgeskemaet og mangelskrivelsen havde CCB oplyst, at banken kan tage hensyn til regeringens industripolitik som reference, men at dette ikke binder bankens beslutning om sin udlånspolitik. Dog bekræftede bankens årsrapport, at CCB implementerer regeringens planer, hvilket fremgår af følgende uddrag: »Koncernen reagerede proaktivt på statens strukturreform på udbudssiden og reagerede på udviklingsstrategierne på passende vis (…). Vi ydede støtte til (…) strategiske vækstindustrier.«»I overensstemmelse med den nationale industripolitik og ændringer i det eksterne driftsmiljø har koncernen i 2015 optimeret kreditpolitikkerne på behørig vis (…)«.

(160)

I sine bemærkninger til fremlæggelsen af oplysninger bemærkede den kinesiske regering, at følgende citat »i 2015 i overensstemmelse med den nationale industripolitik og ændringer i det eksterne miljø, optimerede gruppen sine kreditpolitikker på behørig vis (…)« ikke afspejler, at banken gav præferencelån til visse sektorer. Kommissionen afviser denne bemærkning, da den citerede sætning skal ses i sammenhæng med de øvrige citater i den foregående betragtning. Under alle omstændigheder er den kinesiske regerings bemærkning ikke klar, da den omhandler MEB, hvorimod den citerede sætning er taget fra CCB's årsrapport. Kommissionen antager for god ordens skyld, at »MEB« var en skrivefejl.

(161)

Den kinesiske regering anfægtede også følgende citat »koncernen reagerede proaktivt på statens strukturreform på udbudssiden og reagerede på udviklingsstrategierne på passende vis (…).« og anførte, at det var taget ud af sammenhængen og intet har at gøre med tilskyndede og strategiske industrier eller vækstindustrier eller -sektorer, og at Kommissionen under alle omstændigheder har fejlfortolket brugen af ordet »vækst« i CCB's årsrapport. Kommissionen bemærker, at det fulde citat, herunder også den sætning, der følger umiddelbart efter, lyder som følger (kursiv er tilføjet): »Vi har kraftigt styrket udviklingen af realøkonomien. Gruppen regerede proaktivt på statens strukturreform på udbudssiden og reagerede på passende vis på udviklingsstrategierne, herunder princippet om »One Belt, One Road«, frihandelszoner, koordineret udvikling af regionen Beijing-Tianjin-Hebei og »Yangtze River Economic Belt«. Vi har ydet finansiel støtte til de nationale nøgleprojekter, den nye form for urbanisering, nye bygge- og anlægsarbejder i landområder og strategiske vækstindustrier«. Da disse citater derfor også skal læses i sammenhæng med hinanden, ser Kommissionen ingen grund til at ændre sine konklusioner i betragtning 159.

(162)

Den kinesiske regering bemærkede også, at analysen af kreditrisiko og bankens forvaltningssystem er udførligt beskrevet i CCB's årsrapport. Der fremkom imidlertid ingen nye elementer fra den kinesiske regering i den henseende. Under alle omstændigheder er de teoretiske og tillader ikke en vurdering af de enkelte tilfælde, ligesom de heller ikke er et bevis for, at en sådan vurdering rent faktisk finder sted. Følgelig ser Kommissionen ikke nogen grund til at ændre sine konklusioner i betragtning 152 til 159.

(163)

I sit svar på Kommissionens brev vedrørende overvejelsen om at anvende artikel 28 påstod den kinesiske regering, at de ønskede dokumenter under alle omstændigheder ikke var relevante for kontrollen, og at Kommissionen burde have anvendt de oplysninger, den kunne indhente, eller som allerede var indeholdt i besvarelsen af spørgeskemaet. Den hævdede endvidere, at de dokumenter, der ikke blev fremlagt af CCB (eller den kinesiske regering), ikke var grund nok til at anvende artikel 28.

(164)

I den forbindelse skal det bemærkes, at de ønskede dokumenter var nødvendige for at efterprøve de påstande, der blev fremsat i spørgeskemabesvarelsen, og at Kommissionen ikke kunne være tilfreds med de fremlagte dokumenter, da de ikke vedrørte de fremsatte påstande eller kun delvist kunne støtte dem. I mangel af et kontrolleret dokument, hvoraf det fremgår, at banken foretog en grundig risikovurdering, fastholdt Kommissionen sin konklusion om, at CCB ikke udførte vurderinger af kreditværdighed. Tværtimod blev dens långivning styret af målsætningen om at gennemføre regeringens politik ved at give virksomhederne i stikprøven præferencelån.

(165)

Vurderingen af alle foreliggende faktiske oplysninger i sagen fører Kommissionen til den konklusion, at CCB har foretaget udlån til de tre stikprøveudtagne producenter, som er repræsentative for solcelleindustrien, uden at foretage en vurdering af kreditværdigheden, da banken ikke har været i stand til at bevise, at der foreligger en sådan vurdering. Det betyder, at man kan drage den slutning, at CCB har fået overdraget statslig myndighed og har udøvet en sådan myndighed ved at yde lån i overensstemmelse med kravene for central planlægning. Den har således udført statslige funktioner. Denne konklusion bekræftes yderligere af uddragene fra årsrapporterne.

(166)

Kommissionen konkluderer derfor, at CCB er et offentligt organ.

(167)

Kommissionen fastslog, at MEB er en del af China Merchants Group, som er et statsejet konglomerat under direkte tilsyn af statsrådets State-owned Assets Supervision and Administration Commission (32). Ud fra årsrapporterne for 2014 og 2015 blev det også fastslået, at MEB indirekte ejes af staten. MEB er således formelt kontrolleret af staten.

(168)

Som fastsat i kapitel 10 og 13 i vedtægterne har staten som flertalsaktionær, bemyndigelse til at udnævne et flertal af medlemmerne i bestyrelsen og tilsynsrådet. Ifølge MEB's vedtægter indkalder bestyrelsen bl.a. til generalforsamling, udarbejder bankens forretnings- og investeringsplaner, fastsætter en strategi for kapitalforvaltning og budgetplanlægning, træffer afgørelse om overskudsfordeling og godkender eller afviser den øverste ledelse. Denne ikke-udtømmende liste over ansvarsområder illustrerer statens betydelige kontrol med MEB i den daglige virksomhed.

(169)

Under kontrolbesøget forsøgte Kommissionen at verificere vurderingen af kreditværdigheden for de stikprøveudvalgte eksporterende producenter og solcellesektoren som helhed. MEB fremlagde ingen oplysninger i den henseende og henviste til fortrolighedshensyn. Da Kommissionen insisterede, fik den kort lov til at se på kreditværdighedsdokumenter. Selv om disse dokumenter omhandlede den pågældende sektor, vedrørte de ikke NUP. Navnlig fremlagde MEB ikke sine kreditpolitiske dokumenter for årene 2014 og 2015, da Kommissionen anmodede herom, og gav kun Kommissionen lov til at se kort på det kreditpolitiske dokument for 2016 (som ikke indgår i NUP). Kommissionen fik dog ikke lov til at tage dokumentet som bevis. Selv om MEB gav Kommissionen mulighed for at kaste et blik på et dokument om vurderingen af en virksomheds kreditværdighed (på kinesisk), skal det bemærkes, at Kommissionen ikke fik lov til at tage notater om det nævnte dokument eller tage en kopi af dokumentet. Dette gjorde det umuligt i tilstrækkelig grad at forstå indholdet i det begrænsede tidsrum, der var til rådighed under kontrolbesøget.

(170)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at i betragtning af den omstændighed, at Kommissionen havde henvist til eksistensen af en kreditrapport, anerkendte den, at bankerne foretager kreditrisikovurderinger.

(171)

I den henseende og som nævnt i punkt 3.1og 3.4.1, erindres der om, at hverken den kinesiske regering eller de enkelte banker fremlagde tilfredsstillende beviser for den kreditvurdering, som de angiveligt har udført, og nærmere bestemt for, hvordan bankerne tager hensyn til risikoen, hvordan låntagers kreditværdighed vurderes, hvilke risikopræmier, der opkræves for forskellige virksomheder/industrier i Kina, og hvilke faktorer bankerne tager hensyn til ved vurderingen af ansøgninger om lån eller kreditlinjer. Den blotte eksistens af en rapport om kreditgodkendelse på kinesisk, som Kommissionen fik lov at kaste et blik i under kontrolbesøget hos en af bankerne, kan ikke anses for tilstrækkeligt bevis for, at banker (og ikke kun én bank, som stillede en rapport om kreditgodkendelse til rådighed, jf. ovenfor) udfører kreditvurderinger. Under alle omstændigheder henviser denne rapport udtrykkeligt til støtte fra regeringen som en af grundene til at bevilge lånet og bekræfter dermed, at kreditvurderingen ikke er markedsbaseret.

(172)

Den kinesiske regering bemærkede ligeledes, at en sammenligning mellem rentesatsen for de ydede lån til de stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producenter og PBOC var i strid med en konklusion om manglende kreditrisikovurdering.

(173)

I den forbindelse skal det bemærkes, at denne sammenligning ikke holder, eftersom der ikke er nogen forbindelse mellem niveauet for PBOC's benchmark og den kendsgerning, at bankerne ikke foretager kreditrisikovurderinger. Kommissionen bestrider ikke, at der er tale om et tillæg til PBOC's benchmark, Kommissionen er af den opfattelse, at tillægget ikke er i overensstemmelse med markedsvilkårene, men afspejler bankernes målsætning om at gennemføre den kinesiske regerings politik vedrørende fremme af solcelleindustrien.

(174)

I sin besvarelse af spørgeskemaet og sit svar på mangelskrivelsen anførte MEB, at den ikke tog hensyn til regeringens politik, når den traf afgørelser om sin udlånspolitik. Dog bekræfter bankens årsrapport, at MEB implementerer regeringens planer, hvilket fremgår af følgende uddrag: »MEB lader sig lede af nationale industripolitikker«, »bestyrelsen, tilsynsrådet og de særlige udvalg gennemførte oprigtigt de nationale politikker«.

(175)

Efter fremlæggelsen af oplysninger henviste den kinesiske regering til Kommissionens brev af 23. september 2016, som indeholdt et tilsvarende citat fra MEB's årsrapport for 2015, som det første citat i betragtning 174. Den kinesiske regering anførte, at citatet »ledet af nationale industripolitikker« ikke henviser til MEB, men til CMB Financial Leasing. Kommissionen bemærker, at CMB Financial Leasing er en helejet virksomhed under af MEB.

(176)

Den kinesiske regering anførte også, at processerne i forbindelse med kreditrisikovurderingen er nøje beskrevet i årsrapporten fra MEB, og at solcellesektoren ikke er blandt bankens ti største låntagersektorer. Derfor ser den kinesiske regering ikke nogen modsigelse mellem erklæringerne fra MEB i spørgeskemabesvarelsen, mangelskrivelsen og indholdet af årsrapporten. Ud over at henvise til, at et af citaterne vedrører en 100 % MEB ejet enhed, har den kinesiske regering ikke fremført noget nyt. I mangel af et verificeret dokument, hvoraf det fremgår, at banken foretog en egentlig risikovurdering frem for at gennemføre en industripolitik til støtte for solcelleindustrien, fastholdt Kommissionen sin konklusion, om at MEB ikke udførte vurderinger af kreditværdighed. Tværtimod blev dens långivning styret af målsætningen om at gennemføre regeringens politik ved at give virksomhederne i stikprøven præferencelån.

(177)

For så vidt angår udlånsafgørelser og spørgsmålet om, hvorvidt finansielle institutioner tager hensyn til regeringens industripolitik og -planer, påstod den kinesiske regering, at spørgeskemabesvarelsen fra de enkelte banker udgør de mest direkte og væsentligste kendsgerninger og beviser, som Kommissionen bør bruge som grundlag for sin analyse.

(178)

Som det fremgår af spørgeskemabesvarelserne, der er beskrevet i betragtning 137 — 185, var disse svar divergerende, men der var en generel tendens til enten til at nægte eller i det mindste minimere forekomsten af udøvelsen af statslig myndighed.

(179)

Imidlertid var der i årsrapporterne fra hver af de samarbejdende banker klare henvisninger til, at sådanne offentlige politikker, planer og strategiske vækstindustrier tjente som vejledning for bankernes finansielle tjenesteydelser. Den kinesiske regering finder ikke, at sådanne erklæringer er uforenelige, idet spørgeskemabesvarelserne ikke stemmer overens med indholdet af bankernes årsrapporter. Det er imidlertid Kommissionens opfattelse, at erklæringerne i bankernes årsrapporter som nævnt ovenfor klart var i modstrid med og underminerede erklæringerne fra de samme banker i deres spørgeskemabesvarelser.

(180)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gav den kinesiske regering udtryk for sin uenighed med hensyn til erklæringen om, at Kommissionen ikke var i stand til at verificere kreditvurderingen og beslutningstagningsprocessen. Den kinesiske regering henviste i den sammenhæng til de dokumenter, som CCB, MEB og ICBC havde forelagt Kommissionen under kontrolbesøget. Kommissionen minder om, at disse dokumenter havde de mangler, der er anført i betragtning 148 og 169.

(181)

Den kinesiske regering henviste også til de årlige rapporter fra de finansielle institutioner og de tilhørende spørgeskemabesvarelser, som efter den kinesiske regerings opfattelse var tilstrækkelige til en kontrol af kreditvurderingen og beslutningstagningsprocesserne. Kommissionen afviser denne bemærkning, da også det beskrivende indhold af årsrapporterne og spørgeskemabesvarelserne skulle kontrolleres på stedet ved hjælp af relevante beviser (dvs. for den nuværende undersøgelsesperiode og for solcelleindustrien). Som Kommissionen også forklarede den kinesiske regering og de banker, som den forsøgte at kontrollere under kontrolbesøget på stedet, var det nødvendigt for Kommissionen at kunne verificere beviser til støtte for erklæringen, om at kreditrisikovurderingen og beslutningstagningsprocesserne, som beskrevet i spørgeskemabesvarelserne og årsrapporterne, også var blevet anvendt i praksis i den daglige virksomhed.

(182)

Den kinesiske regering har også set nærmere på det forhold, at en række dokumenter ikke kunne fremlægges af fortrolighedshensyn og på grund af loven om bankhemmelighed og relevante kontraktbestemmelser. Den kinesiske regering anførte, at Kommissionen bør anerkende, at bankerne handlede efter bedste evne i betragtning af de eksisterende retlige og kontraktlige rammer. Den kinesiske regering anførte ligeledes, at grundforordningens artikel 28 kun giver Kommissionen mulighed for at se bort fra oplysninger, der er urigtige eller vildledende, og dermed indebærer, at oplysninger, som ikke tilsidesættes og fremlægges så godt, som det er praktisk muligt for den interesserede part, er berettigede.

(183)

Denne påstand er blevet tilbagevist i betragtning 48. Desuden bemærker Kommissionen, at det i grundforordningens artikel 29 (som afspejler artikel 12, stk. 4, i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger) fastsættes, at »oplysninger, som ifølge deres natur er fortrolige, eller som er stillet til rådighed på et fortroligt grundlag af parter i en undersøgelse, skal, når ønsket herom er berettiget, behandles fortroligt af myndighederne.« I den forbindelse er Kommissionen af den opfattelse, at den retlige ramme for denne undersøgelse indeholder bestemmelser om mange garantier for behandling af fortrolige oplysninger. På grundlag af ovenstående mener Kommissionen ikke, at myndighederne i det pågældende land har handlet efter bedste evne for at sikre adgangen til oplysninger, som kunne støtte de påstande, der var fremsat i deres spørgeskemabesvarelse.

(184)

Vurderingen af alle de foreliggende faktiske oplysninger i sagen betyder, at Kommissionen konkluderer, at MEB har ydet lån til en af producenterne i stikprøven, der er repræsentativ for solcelleindustrien, som led i bestræbelserne på at opfylde målsætninger af offentlig interesse. Det betyder, at man kan drage den slutning, at MEB har fået overdraget statslig myndighed og har udøvet en sådan myndighed ved at yde lån i overensstemmelse med kravene for central planlægning. Den har således udført statslige funktioner. Denne konklusion bekræftes yderligere af uddragene fra årsrapporterne.

(185)

Kommissionen konkluderer derfor, at MEB er et offentligt organ.

(186)

Ud over disse fire kontrollerede banker har Kommissionen konstateret, at hovedparten af de øvrige banker, der har ydet lån til producenterne i stikprøven, også var offentligt ejede (se betragtning 106). Endelig blev Kommissionen underrettet af mindst én af virksomhederne i stikprøven om, at den havde fået betydelige lån fra China Development Bank, som slet ikke var blevet nævnt af den kinesiske regering. Under anvendelse af offentligt tilgængelige oplysninger om denne bank konkluderede Kommissionen, at den er mere end 50 % statsejet både gennem direkte og indirekte aktiebeholdninger. Med henblik på denne undersøgelse konkluderede Kommissionen derfor, at de 10 banker ICBC, Agricultural Bank, Bank of China, CCB, MEB, China Development Bank, Bank of Communications, China Everbright Bank, Industrial Bank og Shanghai Pudong Development Bank var offentligt ejede. ICBC, Agricultural Bank, Bank of China og CCB tegnede sig for [40-50 %] af lånene til producenterne i stikprøven i NUP. Bank of Communications, China Everbright Bank, Industrial Bank og Shanghai Pudong Development Bank tegnede sig for [10-20 %] af lånene til producenterne i stikprøven i den fornyede undersøgelsesperiode. MEB tegnede sig for [0-10 %] og China Development Bank for [20-30 %]. Oplysningerne i sagsakterne gjorde det ikke muligt at fastslå ejerskabsstrukturen i de resterende seks banker, for hvilke den kinesiske regering ikke havde fremlagt oplysninger.

(187)

På grund af den manglende samarbejdsvilje fra den kinesiske regerings side vedrørende de seks banker ud over de fire kontrollerede banker var Kommissionen nødt til at benytte de foreliggende faktiske oplysninger for at vurdere, om disse seks banker er offentlige organer.

(188)

For det første fastslog Kommissionen, at disse banker er statsejede (jf. foregående betragtning og betragtning 106).

(189)

For det andet konstaterede Kommissionen, at de fire stikprøveudvalgte banker tegnede sig for en betydelig del [15-25 %] af de lån, som de tre virksomheder i stikprøven havde opnået i den fornyede undersøgelsesperiode. Derfor kunne konklusionerne med hensyn til disse anses for at være repræsentative.

(190)

For det tredje bemærkede Kommissionen, at de fleste låneaftaler for alle ti banker, som Kommissionen havde modtaget fra de tre samarbejdsvillige producenter i stikprøven, fulgte samme eller lignende mønstre, og at den udlånsrente, som alle banker i de fleste tilfælde var blevet enige om, var baseret på benchmark for PBOC plus tillæg til under markedsprisen.

(191)

Kommissionen fandt derfor, at resultaterne for de fire banker, som var blevet kontrolleret, udgjorde de bedste foreliggende faktiske oplysninger med hensyn til at vurdere de øvrige banker, der var offentligt ejede, som følge af disse ligheder og repræsentativiteten for så vidt angår de fire banker, som var blevet kontrolleret.

(192)

På det grundlag konkluderer Kommissionen, at de seks banker ud over de fire kontrollerede banker også er offentlige organer.

(193)

Kommissionen beregnede derfor fordelene for disse ti offentligt ejede banker.

(194)

Den kinesiske regering påstod, at Kommissionens konklusion i den oprindelige undersøgelse om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, ikke længere var gyldig, da People's Bank of China (den kinesiske nationalbank, »PBOC«) ikke længere fastsætter de nedre udlånsrenter, og regeringen dermed ikke længere griber ind på det finansielle marked. Den kinesiske regering påstod, at PBOC den 20. juli 2013 havde fjernet kontrollen med rentesatserne på lån, der ydes af finansielle institutioner, ved at fjerne den nedre udlånsrente. PBOC havde også besluttet i en meddelelse offentliggjort den 27. oktober 2015 at fjerne det flydende loft over indlånsrenten.

(195)

Kommissionen finder, at denne påstand er irrelevant, da resultaterne i det foregående afsnit er tilstrækkelige til i sig selv at godtgøre, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer.

(196)

I den forbindelse skal det for det første bemærkes, at Kommissionens konklusion (i den oprindelige undersøgelse) om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, ikke alene var baseret på det forhold, at PBOC fastsætter udlånsrenterne og det flydende loft over indlånsrenten, men fulgte af analysen af en række elementer, der er beskrevet i betragtning 158-168 i den oprindelige forordning. For nemheds skyld vedrører disse elementer i) den statslige intervention i tilknytning til statens ejerskab af store banker, ii) den omstændighed, at statsejede banker i Kina har en meget høj markedsandel og kun giver minimal plads til privatejede banker og er dominerende aktører på finansmarkedet i Kina, iii) statslig kontrol i form af ejerskab, administrativ kontrol af bankernes kommercielle adfærd eller endog vedtægterne, iv) PBOC's rolle med hensyn til indførelsen af begrænsninger for rentefastsættelse og -udsving og v) retlige bestemmelser, som pålægger banker at afspejle nationale politikker/sektorielle præferencer i deres kreditpolitikker. I den nuværende udløbsundersøgelse, vedrører den eneste ændring, som den kinesiske regering henviste til, nr. iv). I den vurdering, der blev foretaget i de umiddelbart foregående betragtninger, blev nr. i) — iii) og nr. v) bekræftet.

(197)

For det andet fjernede beslutningerne, der er nævnt i betragtning 194, angiveligt den øvre og den nedre grænse for rentesatserne. Ordlyden af de relevante offentliggjorte PBOC-beslutninger var imidlertid kun en tilskyndelse til — og ikke et krav om— at finansielle institutioner skal tilpasse sig den markedsbaserede prisfastsættelse på udlånsrenter. Det betyder, at kinesiske statsejede banker stadig har lov til at yde lån til en fordelagtig sats og faktisk er forpligtet hertil på grundlag af artikel 34 i bankloven, som har forrang i forhold til en almindelig tilskyndelse i en beslutning fra PBOC.

(198)

For det tredje selv om PBOC offentliggjorde en beslutning om fjernelse af den nedre sats, skal det også bemærkes, at artikel 38 i bankloven stadig bestemmer, at »forretningsbanker fastsætter udlånsrenten i overensstemmelse med den øvre og nedre grænse for rentesatser for lån, der er fastsat af People's Bank of China«. Bankloven blev ændret på et senere tidspunkt, men kun for andre aspekter. Det viser, at der ikke er nogen ændringer i den lovgivningsmæssige ramme, som bankerne skal overholde, fordi PBOC-beslutninger kun er eksekutive regelfastsættende bestemmelser. Desuden bibeholder PBOC retsgrundlaget, således at den til enhver tid vil kunne genindføre en øvre og en nedre grænse.

(199)

For det fjerde nævnte flere banker under kontrolbesøget, at der findes en ny udlånsrente baseret på kurser fra bankerne offentliggjort på Shanghai-interbankmarkedet, som blev indført i oktober 2013. Disse oplysninger havde den kinesiske regering imidlertid ikke anført i sin spørgeskemabesvarelse til støtte for sin påstand om, at det kinesiske marked var blevet liberaliseret. Af offentligt tilgængelige oplysninger fremgår det, at denne såkaldte basisrente på udlån (»LPR«) er en etårig udlånsrente baseret på den bedste udlånsrentesats, der tilbydes af ni udvalgte statsstøttede forretningsbanker som reference for udlånsmarkedet. Mens PBOC hævdede, at indførelsen af LPR vil »fremme renteliberaliseringen og forbedre referencerentesystemet på de finansielle markeder«, konkluderede uafhængige analytikere på tidspunktet for dens indførelse, at den rolle, som »Shanghai-interbankmarkedet spiller, ikke er effektiv nok til at påvirke rentesatser mellem banker og deres kunder« (33). Ifølge en analyse ser det ud til, at selv om LPR offentliggøres hver bankdag efter beregning af gennemsnittet af alle ni bankers tilbud (idet det højeste og laveste ikke er medregnet), er dens niveau kun ændret seks gange i NUP. Til sammenligning ændrede EURIBORS daglige 1-årige interbankrente sig over 185 gange i samme periode. Det bemærkes endvidere, at LPR synes at være knyttet til det benchmark, der offentliggøres af den kinesiske nationalbank (»PBOC-reference«) (34), da hver enkelt ændring af den kinesiske nationalbanks reference i 2015 blev efterfulgt af en ændring i LPR den følgende hverdag. Desuden skal det bemærkes, at ændringerne i den kinesiske nationalbanks reference og LPR var identiske i 2015.

(200)

Selv om de kontrollerede banker desuden påstod, at andelen af kortfristede lån, hvis rentesats var baseret på LPR, var steget betydeligt og tegnede sig for en stor andel af deres kortfristede låneportefølje, kunne disse påstande desuden hverken understøttes af beviser leveret af bankerne eller bekræftes under kontrolbesøgene hos de eksporterende producenter. Det underbygger ikke påstanden om, at ovennævnte banker skulle fastsætte deres rentesatser eller følge en markedssats uafhængigt, og at rentemarkedet er blevet liberaliseret.

(201)

Til trods for den påståede fjernelse af den nedre udlånsrente og den øvre indlånsrente konkluderes det derfor, at den af den kinesiske regering påståede liberalisering af rentemarkedet ikke har vist sig i praksis. Konklusionerne af den oprindelige undersøgelse, dvs. at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, da de besidder, udøver eller har fået overdraget statslig myndighed, er derfor fortsat gyldige i NUP og bekræftes derfor.

(202)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede den kinesiske regering, at Kommissionen fejlagtigt lægger bevisbyrden på den kinesiske regering med hensyn til dens påstande, om i) at det finansielle marked var blevet liberaliseret, ii) at den kinesiske regerings politik med hensyn til solenergisektoren var afsluttet, og at iii) de påståede fordrejninger på det kinesiske finansmarked var forsvundet. Desuden hævdede den kinesiske regering ligeledes, at Kommissionen ikke kunne basere sig på en landsdækkende vurdering af »offentligt organ« og burde have udarbejdet en sådan konklusion for hver enkelt berørt finansiel enhed.

(203)

Som vist i betragtning 195 til 201 foretog Kommissionen en grundig analyse af det foreliggende materiale, herunder om den situation, der var blevet fastslået i den oprindelige undersøgelse, havde ændret sig i et sådant omfang, at konklusionerne ikke længere ville være gyldige. Sådanne påståede ændringer omfattede de ændringer, som den kinesiske regering allerede havde nævnt, og som alle var blevet analyseret og behandlet ovenfor. Kommissionen bemærker også, at det nye materiale, der blev fremlagt i denne procedure om de finansielle institutioner, var forholdsvis begrænset. Den bemærkede også, at den kinesiske regering bekræftede under kontrolbesøget, at bortset fra ovenfor nævnte ændringer, havde der ikke fundet andre ændringer sted.

(204)

For så vidt angår bevisbyrden og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, stk. 3, skal det erindres, at beviser, der fremlægges vedrørende spørgsmålet, om hvorvidt foranstaltningernes bortfald sandsynligvis ville føre til fortsat eller fornyet subsidiering, skal være behørigt dokumenteret. Kommissionen har grundigt analyseret alle relevante faktorer og de beviser, der blev forelagt af den kinesiske regering i denne henseende, og konkluderede, at de var utilstrækkelige til at godtgøre, at situationen efterfølgende havde ændret sig væsentligt i forhold til den oprindelige undersøgelse. I denne sammenhæng og i lyset af de påståede ændringer, som den kinesiske regering henviste til, var det opfattelsen, at det var den kinesiske regerings ansvar at påvise, at sådanne ændringer rent faktisk havde fundet sted, og at Kommissionen ikke med urette har pålagt den kinesiske regering en sådan byrde.

(205)

Hvad angår den landsdækkende vurdering bemærker Kommissionen, at den har foretaget en særlig analyse for så vidt angår offentligt organ for hver enkelt af de finansielle institutioner, for hvilke den kinesiske regering har forelagt de ønskede relevante oplysninger. Desværre har den kinesiske regering forsømt at fremlægge oplysninger for alle de øvrige finansielle institutioner, der ydede lån til de samarbejdsvillige eksporterende producenter i stikprøven, som forklaret i afsnit 3.1. Kommissionen havde derfor ingen mulighed for at foretage en analyse for så vidt angår offentligt organ for alle disse øvrige finansielle institutioner, og dermed er den kinesiske regerings argument irrelevant. Som følge heraf måtte Kommissionen gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i sagen og udførte en grundig analyse for så vidt angår offentligt organ for den finansielle sektor i Kina. Blandt de relevante elementer overvejede Kommissionen grundigt alle de nye beviser, der var blevet forelagt af den kinesiske regering, i denne procedure sammen med de resultater, der var blevet konstateret i den oprindelige undersøgelse.

(206)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen i forbindelse med sin afgørelse af, hvad der er »offentlige organer«, havde baseret sig på en de facto afskaffelse af den nedre udlånsrente. Den påstod endvidere, at Kommissionen havde fejlfortolket den påståede afskaffelse af den nedre udlånsrente, da en sådan afskaffelse ville betyde, at bankerne nu angiveligt kunne yde lån til en rentesats 30 % under benchmark. Ved at nægte afskaffelsen af en sådan nedre udlånsrente, hævdede den kinesiske regering endvidere, at bankerne ellers ikke ville kunne yde lån på præferencevilkår. Den kinesiske regering påstod desuden, at hvis man pålagde bankerne at tilpasse sig en markedsbaseret prisfastsættelse på udlånsrenter, ville det svare til at kontrollere disse banker, og det ville stride mod idéen bag liberalisering. Den kinesiske regering påstod endvidere, at artikel 38 i bankloven er tolerant, og at selv om de øvre grænser blev afskaffet flere år før de nedre grænser, var bankloven ikke ændret. Den kinesiske regering hævdede også, at teorien om sammenhæng mellem PBOC-renterne og LPR var fejlagtig og vendte tilbage til rentestatistikkerne for de samarbejdsvillige eksporterende producenter i stikprøven. Den kinesiske regering påstod desuden, at der aldrig har været benchmark eller grænser for lån i USD eller EUR.

(207)

For så vidt angår afgørelsen af, hvad der er offentlige organer, skal det først erindres, at den kinesiske regering selv har rejst spørgsmålet om afskaffelsen af den nedre udlånsrente til støtte for sin påstand om, at den kinesiske regering ikke længere griber ind på det finansielle marked, og at de kinesiske statsejede banker ikke kan betragtes som offentlige organer. Kommissionen analyserede påstanden om afskaffelse af de nedre udlånsrenter og afviste den af de årsager, der er nævnt i betragtning 194 — 201. I mangel af andre væsentlige ændringer, som den kinesiske regering har fremhævet, støttede Kommissionen sig til konklusionerne i den oprindelige undersøgelse, som blev bekræftet af nyt materiale for NUP, og til nye elementer, som f.eks. eksistensen af en ny udlånsrente (LPR), da den drog sin konklusion i denne henseende.

(208)

Med hensyn til den påståede fejlfortolkning af afskaffelsen, kan Kommissionen ikke se, hvordan den omstændighed, at den nedre udlånsrente afskaffes, vil kunne forhindre bankerne i at tilbyde fordelagtige låneordninger, hvis den nedre udlånsrente under alle omstændigheder var 30 % under benchmark.

(209)

For så vidt angår det manglende krav om, at bankerne skal tilbyde markedsbaserede udlånsrenter, kan Kommissionen ikke se, hvordan det kan betragtes som indførelse af specifikke politikker for banker, hvis bankerne tvinges til at drive forretning i henhold til frie markedsprincipper. En sådan praksis stammer ikke fra en specifik politik, men skyldes snarere, at der skabes en økonomisk ramme, hvor der gælder markedsbaserede principper.

(210)

For så vidt angår artikel 38 i bankloven og som anført af den kinesiske regering i spørgeskemabesvarelsen er det Kommissionens opfattelse, at alle finansielle enheder i Kina nøje skal følge bankloven, og Kommissionen kan ikke se, hvordan en påstået tolerance kan være forenelig med et sådant retsprincip. Under alle omstændigheder er det forhold, at den nedre udlånsrente ville blive afskaffet, ikke uforeneligt med det forhold, at virksomheder inden for solcelleindustrien ville nyde godt af fordelagtige låneordninger.

(211)

Hvad angår teorien om sammenhæng mellem PBOC-renterne og LPR, anfører Kommissionen, at de fremlagte statistikker ikke var underbygget af underliggende beregninger, og at de derfor ikke kan tages i betragtning. Hvis disse statistikker er nøjagtige, kan Kommissionen ikke se, hvordan sådanne statistikker kan påvise, at analysen af sammenhængen mellem PBOC og LPR (angiveligt) er fejlagtig. Hvad angår lån i USD eller EUR, finder Kommissionen, at den påståede mangel på benchmark eller grænseværdier ikke er ensbetydende med, at sådanne lån ikke kan ydes til en fordelagtig sats.

(212)

Desuden hævdede den kinesiske regering også, at Kommissionens analyse og konklusion om, at de kinesiske statsejede banker er offentlige organer, manglede de mest grundlæggende retsstandarder og henviste også til de relevante retlige og bevismæssige standarder, jf. afgørelsen truffet af appelorganet i sagen US — Carbon Steel India, og burde gå videre end til en fastlæggelse af en stats ejerskab af og betydelig kontrol med en enhed, dvs. fastlæggelsen bør omfatte en analyse af de »grundlæggende karakteristika og funktioner i den relevante enhed, dens forbindelser til regeringen, og de juridiske og økonomiske vilkår, der er gældende i det land, hvor den undersøgte enhed driver forretning«. Den kinesiske regering henviste også til konklusionerne om statslig indgriben som følge af PBOC's indflydelse på udlånsrenter og -politikker og påberåbelsen af artikel 38 i bankloven. Endelig henviste den til, at Kommissionens afgørelse i den oprindelige undersøgelse var urigtig og mangelfuld, jf. betragtning 163-167 i den oprindelige forordning.

(213)

I den henseende har Kommissionen præciseret sin analyse af dette spørgsmål. I betragtning 100 — 106 fastsætter Kommissionen de nærmere omstændigheder, baseret på hvilke den drog konklusionen om, at de fleste af de banker, som havde ydet lån til de stikprøveudtagne virksomheder, var offentligt ejede.

(214)

For så vidt angår det retlige og økonomiske miljø, henviser Kommissionen herved til konklusionerne i betragtning 139, der blev draget på grundlag af artikel 34 i bankloven.

(215)

Det forhold, at bankerne udøver statslig myndighed, bekræftes også ved hjælp af artikel 7 og 15 i General Rules on Loans (gennemført af PBOC), som regulerer lån, der ydes ved egen beslutning, lån, der gives i opdrag, og lån til særlige formål (artikel 7) og rentesubsidiering af lån (artikel 15) såvel som beslutning nr. 40. Der er også en del, der tyder på, og som er underbygget af uafhængige undersøgelser og rapporter, at staten i vidt omfang stadig griber ind i det kinesiske finanssystem som allerede forklaret i betragtning 172 og 178 i den oprindelige forordning.

(216)

Efter fremlæggelsen af oplysninger angav den kinesiske regering, at de særlige lån i artikel 7 i General Rules on Loans, der er nævnt ovenfor, blev afskaffet i 1999, på grundlag af Circular on Improving the Administration of Special Loans (YINFA [1999] nr. 228), og at artikel 15 var blevet irrelevant, da PBOC ikke længere fastsætter de øvre og nedre grænser for udlån. Den kinesiske regering påstod endvidere, at Kommissionen havde fejlfortolket artikel 34 i bankloven, som angiveligt ikke har nogen forbindelse til de nationale politikker, tilskyndede industrier, strategiske industrier, vækstindustrier med henblik på foretrukne industrier og sektorer. Den henviste også til artikel 4, 5, 7 og 35 i bankloven, der angiveligt handler om bankens uafhængighed, den manglende indgriben fra organer eller enkeltpersoner og regeringer såvel som undersøgelsen af låntagernes troværdighed. Den kinesiske regering bemærkede endvidere, at artikel 34 ikke bør læses løsrevet. Endelig angav den kinesiske regering også, at Kommissionen ikke forklarede, hvordan beslutning nr. 40 viser, at bankerne udøver statslig myndighed, og henviste til præamblen og artikel 17 denne beslutning. Den tilføjede også, at denne beslutning i bund og grund omfatter hele den kinesiske økonomi og vedrørte den 11. femårige periode.

(217)

Kommissionen erkender, at de særlige lån blev afskaffet i 1999. Det kan ikke ændre ved konklusionerne, delvis på grundlag af de andre foreliggende faktiske oplysninger.

(218)

Med hensyn til artikel 15 i General Rules on Loans er Kommissionen uenig i den kinesiske regerings vurdering. Denne artikel fastslår, at: »I overensstemmelse med statens politik, kan bestemte afdelinger/organer subsidiere renter på lån for at fremme væksten af visse industrigrene og den økonomiske udvikling i nogle områder.« Det er stadig relevant selv efter afskaffelsen af den nedre og den øvre rentesats. Under alle omstændigheder henviser artikel 38 i bankloven stadig til begrænsninger og kan på et hvilket som helst tidspunkt genaktiveres, jf. betragtning 199.

(219)

For så vidt angår bankloven skal det først og fremmest bemærkes, at artikel 4, 5 og 7 hører til »Kapitel I Almindelige bestemmelser«, mens artikel 34 og 35 hører til »Kapitel IV Grundlæggende regler for udlån og andre forretningsaktiviteter«. For så vidt angår artikel 4 finder Kommissionen ikke, at en bestemmelse om, at banker skal foretage »forretninger uden nogen form for indgriben fra enheder eller enkeltpersoner«, er uforenelig med den omstændighed, at statsejede banker er offentlige organer eller, subsidiært, at de er pålagt at udøve statslig myndighed. Kommissionen har også gennemgået den forretningsmæssige drift og beslutningstagningsprocesserne vedrørende finansielle tjenesteydelser hos fire statsejede banker. Da der ikke kunne indhentes relevante oplysninger vedrørende andre banker, må resultaterne for disse banker skulle udvides til alle andre statsejede banker på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger. Da afgørende oplysninger, som Kommissionen har anmodet de fire banker om, ikke var blevet forelagt, herunder især oplysninger om kreditrisikovurdering, var Kommissionen desuden nødt til at benytte de foreliggende faktiske oplysninger, også når den drog konklusioner ud fra spørgeskemabesvarelserne og kontrolbesøgene hos disse fire banker.

(220)

Den kinesiske regering henviste også til artikel 4 i bankloven, i henhold til hvilken »den forretningsmæssige drift af forretningsbanker styres af principperne om sikkerhed, likviditet og effektivitet. Forretningsbankerne træffer deres egne beslutninger om deres forretningsaktiviteter, tager ansvaret for deres egne risici, påtager sig det fulde ansvar for deres fortjeneste og tab og udøver selvbegrænsning. Forretningsbanker udøver ifølge loven deres bankvirksomhed uden indgriben fra organer eller enkeltpersoner. Forretningsbanker påtager sig uafhængigt det civilretlige ansvar med hele deres juridiske persons ejendom«.

(221)

I den foreliggende sag var Kommissionen under kontrolbesøget hverken retligt eller faktisk i stand til at bekræfte rigtigheden af påstanden om, at bankerne ikke tager regeringens politik og planer i betragtning ved afgørelser om långivning. Kommissionen har faktisk ikke modtaget en eneste vurdering af kreditværdigheden for solcelleindustrien for den nuværende undersøgelsesperiode. Kommissionen mener ikke, at banklovens artikel 4 forhindrer forretningsbanker i at tage hensyn til regeringens industripolitik og -planer, da denne artikel vedrører principperne for forretningsaktiviteter. Dette bekræftes også af artikel 34 i bankloven. I modsætning til den kinesiske regerings påstand om, at Kommissionen »fejede de retlige rammer for bankdrift til side«, foretog Kommissionen snarere en omhyggelig analyse af de retlige rammer og kunne også fastslå, at der var en klar forbindelse mellem de retlige rammer og driften af disse finansielle institutioner, hvilket fremgår af deres årsrapporter.

(222)

Den kinesiske regering henviste også til artikel 5 i bankloven, hvor det er anført, at »der ikke er nogen indgriben fra lokale regeringer eller offentlige administrationer på forskellige niveauer, offentlige organisationer eller enkeltpersoner inden for bankdrift.« Imidlertid er den faktiske ordlyd i artikel 5 i bankloven som følger: »Forretningsbankerne skal overholde principperne om lighed, frivillighed, rimelighed og god tro i deres forretningsaktiviteter med deres kunder«. Efter Kommissionens opfattelse fritager denne formulering ikke bankerne fra deres forpligtelse til at anvende politiske hensyn som omhandlet i artikel 34.

(223)

Artikel 7 og 35 i bankloven omhandler undersøgelsen af kreditværdighed, formålet med lånet og kreditgodkendelsesproceduren. For så vidt angår disse spørgsmål og som anført i betragtning 128, 143, 155 og 171, forelagde de samarbejdsvillige banker ikke dokumenter til støtte for deres påstande som f.eks. dem, der vedrører kreditværdighed eller godkendelsesproceduren. På grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger kan sådanne varer derfor ikke anses for at være i strid med den fortolkning af artikel 34, som Kommissionen har fastlagt.

(224)

For så vidt angår beslutning nr. 40 og som anført i betragtning 102 i den oprindelige undersøgelse, skal det først bemærkes, denne nye beslutning antyder, at den kinesiske regering aktivt vil støtte udviklingen af en erhvervsgren for ny energi og fremskynde udviklingen af solenergi, pålægger alle finansielle institutioner kun at yde kreditstøtte til tilskyndede projekter (den kategori, som solcelleprojekter tilhører) og giver lovning om gennemførelsen af »andre præferentielle politikker for tilskyndede projekter«. På grundlag af ovenstående og navnlig den omstændighed, at bankerne instrueres i at yde kreditstøtte til solcellesektoren, konkluderes det, at beslutning nr. 40 viser, at bankerne udøver statslig myndighed. For så vidt angår artikel 17 i denne beslutning og det forhold, at kreditprincipperne bør respekteres, mener Kommissionen ikke, at en sådan betingelse er uforenelig med det forhold, at bankerne udøver statslig myndighed. For så vidt angår påstanden om, at beslutning nr. 40 omfatter hele den kinesiske økonomi, bemærker Kommissionen, at denne beslutning henviser til retningslinjerne for den industrielle omstrukturering, der selv foretager en sondring mellem tre forskellige former for industrier, nemlig tilskyndede, begrænsede og afviklede projekter. Endvidere er »indholdet af det, der tilskyndes«, også defineret i denne beslutning. For så vidt angår henvisningen til den »11. femårsplan«, skal det bemærkes, at en sådan plan er blevet erstattet af den 12. og senest af den 13. femårsplan. Det skal også bemærkes, at beslutning nr. 40 ikke er blevet ophævet og derfor stadig er gyldig. Der er intet i kinesisk lovgivning, der tyder på, at det vil være forkert at læse henvisningen til den 11. femårsplan som en dynamisk henvisning.

(225)

Desuden kan der anføres følgende bemærkninger. Den oprindelige undersøgelse (35) konkluderede, at det kinesiske finansmarked var fordrejet på forskellige måder, dvs. statsligt ejerskab kombineret med fordrejninger på det kinesiske finansmarked og den kinesiske regerings politik om at stille billig finansiering til rådighed for udvalgte industrier (hvilket undergraver de lige konkurrencevilkår i den internationale handel og giver de kinesiske producenter en urimelig fordel), begrænsninger med hensyn til rentefastsættelse, adgang til billig kapital, udlånspolitik i henhold til behovene i den nationale økonomi, fordelagtig adgang til kredit for tilskyndede projekter og/eller industrier med højteknologi og ny teknologi, adgang til billige statslige reserver af udenlandsk valuta og privilegerede finansieringsmidler til China Development Bank (CDB).

(226)

Bortset fra den påståede rentereform, der blev behandlet i betragtning 197-201, fremlagde den kinesiske regering ikke noget bevis i løbet af undersøgelsen for, at situationen har ændret sig. Undersøgelsen kastede heller ikke lys over elementer, som modsagde ovenstående resultater. Konklusionerne i den oprindelige undersøgelse er stadig gyldige i NUP og bekræftes derfor.

(227)

Disse konklusioner gør det klart, at den finansielle sektor opfordres til at bidrage til de strategier, der er udarbejdet af de offentlige myndigheder. For så vidt angår den kinesiske regerings indgriben med henblik på at påvirke rentesatser, er dette spørgsmål allerede blevet behandlet i betragtning 197, 198, 206 og 207. For så vidt angår de konklusioner, der blev fastlagt i den oprindelige undersøgelse, anføres det, at de bemærkninger, der var blevet fremsat af den kinesiske regering i den oprindelige undersøgelse, blev analyseret og behandlet i den oprindelige forordning, og at konklusionerne i den oprindelige undersøgelse ikke blev anfægtet i retten. Desuden har den kinesiske regering ikke fremlagt noget bevis, der kunne ændre konklusionen i den oprindelige undersøgelse, og undersøgelsen frembragte heller ikke nogen elementer af en sådan art. I den forbindelse kan Kommissionen ikke se, hvorfor sådanne konstateringer ikke kan udgøre en del af det grundlag, som Kommissionen anvendte, da den drog sine konklusioner i den aktuelle undersøgelse.

(228)

Selv om de statsejede banker ikke blev anset for at være offentlige organer, ville de desuden og som konstateret i den oprindelige undersøgelse (36) også blive betragtet som underlagt og styret af den kinesiske regering med hensyn til at udøve funktioner, der normalt udføres af staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(229)

Da andelen af lån fra private banker i Kina til de tre eksporterende producenter i stikprøven var ubetydelig, og ingen af de private banker i Kina indsendte en spørgeskemabesvarelse, blev der ikke draget nogen konklusioner i denne henseende. I overensstemmelse hermed besluttede Kommissionen at fjerne den marginale fordel, der skyldtes disse lån, fra subsidieberegningen. Således var Kommissionen ikke forpligtet til at imødekomme den kinesiske regerings bemærkninger i den henseende.

(230)

I forbindelse med den nuværende undersøgelse kan ingen foreliggende oplysninger ændre Kommissionens konklusioner i den oprindelige undersøgelse (37), hvor det blev konkluderet, at den kinesiske regering retter fordelagtige låneordninger mod et begrænset antal industrier, og solcelleindustrien er en af dem. Tværtimod blev der ved undersøgelsen bragt yderligere elementer frem, som bekræfter det oprindelige undersøgelsesresultat. En stikprøveudvalgt eksporterende producent angav, at »historisk set har China Development Bank ydet os lån til finansiering af vores solenergiprojekt. Da disse lån er drevet delvist af politiske hensyn, for så vidt som regeringen ændrer sin holdning til solcelleindustrien, kan vilkår for og adgang til disse lån ændre sig«, og for så vidt som »den kinesiske regering desuden udøver væsentlig kontrol over Kinas økonomiske vækst gennem tildeling af ressourcer, kontrol af betaling af forpligtelser i udenlandsk valuta, fastsættelse af pengepolitikken og gennem fordelagtig behandling af bestemte sektorer eller virksomheder« (38). Det blev endvidere i en kreditbevillingsrapport vurderet positivt, at solcellesektoren får statsstøtte og fremmes af national politik. På grundlag af ovenstående konkluderes det, at myndighederne kun tillader de finansielle institutioner at tilbyde fordelagtige låneordninger til et begrænset antal erhvervsgrene/virksomheder, der følger den kinesiske regerings relevante politikker. Desuden har ingen interesserede parter kunnet frembringe beviser for, at bankerne vurderede solcelleindustriens kreditværdighed i tilstrækkeligt omfang.

(231)

Efter fremlæggelsen af oplysninger henviste den kinesiske regering til den omstændighed, at solcelleindustrien angiveligt ikke er opført i den 13. femårsplan, der er nævnt i betragtning 83 og, at Kommissionen angiveligt har fejlfortolket beslutning nr. 40. Endvidere fremgik det, at en kinesisk producents »SEC-filing« ikke kan udgøre bevis for regeringens politik.

(232)

Det skal først bemærkes, at påstandene vedrørende den 13. femårsplan og beslutning nr. 40 er blevet behandlet i betragtning og 89. For så vidt angår »SEC-filing« indgår det i det allerede indsamlede materiale og bekræfter, at der findes en særlig politik til støtte for solcelleindustrien.

(233)

Den kinesiske regering henviste også til de bemærkninger, som den havde fremsat med hensyn til betragtning 172 i den oprindelige forordning, og som allerede var blevet behandlet i den oprindelige forordning. Endvidere anførte den, at med udgangspunkt i rapporten fra appelorganet om US-Aircraft (anden klage) bør analysen af specificitet ikke kun fokusere på »de bestemte modtagere, der er identificeret i klagen, men... også på alle virksomheder eller erhvervsgrene, der er berettigede til at modtage samme subsidie« (39), og at det fremgår af panelets rapport vedrørende US-Aircraft (40), at et subsidie for at være specifikt skal tildeles en tilstrækkelig begrænset »gruppe« af virksomheder eller erhvervsgrene, og at dette kræver mere end en simpel påvisning af, at ikke alle virksomheder eller erhvervsgrene var berettigede til at modtage subsidiet.

(234)

I den forbindelse anføres det, at de bemærkninger, der var blevet fremsat af den kinesiske regering i den oprindelige undersøgelse, blev analyseret og behandlet i den oprindelige forordning, og at konklusionerne i den oprindelige undersøgelse ikke blev anfægtet ved EU's domstole. For så vidt angår henvisningerne til rapporterne fra appelorganet og panelet, henvises der til de dokumenter, der blev nævnt i betragtning 172 i den oprindelige forordning og til ovennævnte dokumenter. I den forbindelse er Kommissionen af den opfattelse, at henvisningerne til solcelleindustrien er tilstrækkeligt entydige, da erhvervsgrenen er identificeret, enten ved sit navn eller ved en klar henvisning til den vare, der fremstilles, eller den koncern, som den tilhører.

(235)

På grundlag af materialet i sagen konkluderes det, at subsidierne i form af fordelagtige låneordninger ikke er almindeligt tilgængelige, og at de dermed er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter beviser for, at subsidierne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(236)

Det konkluderes, at størstedelen af lånene til grupperne af eksporterende producenter i stikprøven stammer fra statsejede banker, der anses for at være offentlige organer, jf. betragtning 201, fordi de har fået overdraget statslig myndighed og udøver statslige funktioner. Der foreligger yderligere bevis for, at disse banker i praksis udøver statslig myndighed, da der, jf. betragtning 197-201, tydeligvis er tale om indgriben fra statens side (dvs. PBOC) i forretningsbankernes beslutninger om rentesatserne på lån til kinesiske virksomheder. Under disse omstændigheder kontrolleres disse enheders udlånspraksis direkte af staten.

(237)

Endelig undlod/nægtede den kinesiske regering at fremlægge oplysninger, som kunne have ført til en bedre forståelse af de statsejede bankers forhold til staten som forklaret i betragtning 51, 103 og 104. Med hensyn til lån ydet af statsejede banker i Kina konkluderer Kommissionen således, at der fortsat ydes økonomisk støtte til producenter i solcelleindustrien i form af direkte overførsler af midler fra staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(238)

Baseret på oplysninger om lån og kreditlinjer fra de eksporterende producenter i stikprøven og de begrænsede oplysninger fra de fire banker har Kommissionen på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger konstateret, at de statsejede banker i realiteten og i praksis udøver statslig myndighed, og disse banker udfører deres låneforretninger i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og ud fra vejledningen i de industripolitikker, som er fastsat i artikel 34 i bankloven.

(239)

En fordel som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 2 og artikel 6, litra b), opstår, når de statslige lån eller lån fra private organer, der har fået overdraget eller pålagt statslige funktioner, ydes på mere favorable vilkår, end låntageren ellers ville kunne opnå på markedet. Ikkestatslige lån i Kina udgør ikke en egnet markedsreference, da det er blevet fastslået, at det kinesiske finansmarked er fordrejet (se betragtning 225 og 226). Referencesatserne er derfor blevet beregnet ud fra metoden i betragtning 246-248. Denne referencesats viser, at der ydes lån til solcelleindustrien på betingelser, der ligger under markedsvilkårene.

(240)

Som fastslået i betragtning 191 i den oprindelige forordning tilhører solcelleindustrien den tilskyndede kategori ifølge beslutning nr. 40. Beslutning nr. 40 er ikke blevet ændret siden da, og den fastsætter bindende regler for alle økonomiske institutioner i form af direktiver om fremme af og støtte til tilskyndede industrier, herunder solcelleindustrien.

(241)

Som forklaret i betragtning 172 i den oprindelige forordning indrømmer den kinesiske regering fordelagtige låneordninger til et begrænset antal industrier, og solcelleindustrien er en af dem. På baggrund af ovenstående kan der drages den samme konklusion, dvs. at myndighederne kun tillader de finansielle institutioner at yde præferencelån til et begrænset antal erhvervsgrene/virksomheder, der følger den kinesiske regerings relevante politikker. På grundlag af beviserne i sagen og som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje om dette spørgsmål konkluderes det, at subsidierne i form af fordelagtige låneordninger ikke er almindeligt tilgængelige og dermed er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter bevis for, at subsidierne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(242)

Undersøgelsen viste, at alle de eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af fordelagtige låneordninger i NUP.

(243)

I overensstemmelse hermed bør finansieringen af solcelleindustrien betragtes som subsidiering.

(244)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, bør subsidieringen betragtes som udligningsberettiget.

(245)

I henhold til den metode, der anvendtes i den oprindelige undersøgelse, beregnes det udligningsberettigede subsidiebeløb som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Ifølge grundforordningens artikel 6, litra b), anses fordelen for modtagerne for at være forskellen mellem det rentebeløb, virksomheden, der modtager lånet, betaler for statslånet, og det beløb, som den pågældende virksomhed ville skulle betale for et tilsvarende lån på markedsvilkår, som den faktisk kunne opnå på markedet.

(246)

Da de kinesiske bankers udlån afspejler en væsentlig statslig indgriben i banksektoren, jf. betragtning 236-241, og ikke afspejler rentesatserne på et fungerende marked, blev der beregnet en egnet markedsreference efter nedenstående metode. Som følge af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje har Kommissionen endvidere måttet gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger for at beregne en passende referencerentesats.

(247)

Ligesom i den oprindelige undersøgelse anses det ved beregningen af en passende reference for lån i RMB for rimeligt at anvende de kinesiske rentesatser, som justeres, så de afspejler en normal markedsrisiko. I en situation, hvor eksportørernes aktuelle finansielle situation er blevet konstateret på et fordrejet marked, og hvor der ikke foreligger nogen pålidelige oplysninger fra de kinesiske banker om målingen af risikoen og udarbejdelsen af kreditvurderinger, anses det for nødvendigt ikke at tage de kinesiske eksportørers kreditværdighed for pålydende, men at foretage en opjustering, som afspejler det fordrejede kinesiske markeds potentielle indvirkning på deres finansielle situation. Der anvendes følgende referencer (41):

(248)

Ligesom for lån i fremmed valuta gælder der en tilsvarende situation med hensyn til markedsfordrejninger og manglende gyldige kreditvurderinger, eftersom disse lån også ydes af kinesiske banker. Som i den oprindelige undersøgelse blev BB-forrentede erhvervsobligationer med relevante pålydender, der er udstedt i NUP, benyttet til at bestemme følgende referencer (42):

(249)

Efter fremlæggelsen af oplysninger gjorde den kinesiske regering indsigelse mod en opjustering med henblik på at fastlægge referencen for RMB-lån og udtalte, at Kommissionen ikke havde noget faktisk grundlag for at mene, at de stikprøveudvalgte virksomheder bør tildeles en »BB«-rating i betragtning af deres resultater og oplysninger om rentabilitet og antydede, at denne situation gjorde sig gældende for hele sektoren. Regeringen gjorde også indsigelse mod den metode, der blev anvendt til at fastlægge referencen for lån i EUR og USD, med den begrundelse, at PBOC ikke fastsatte den nedre udlånsrente for lån i disse valutaer, og at bankerne kan yde disse lån til en hvilken som helst rentesats. Den henviste også til en samarbejdsvillig producent, hvis beregnede referencesats var lavere end den rente, som alle lån blev ydet til.

(250)

For så vidt angår opjusteringen og den anvendte kreditvurdering, modtog Kommissionen ingen retningslinjer fra de banker, som den bruger til kreditvurdering af virksomheder. Endvidere var de få dokumenter, som virksomhederne selv fremlagde, ikke pålidelige med henblik på vurderingen af deres kreditværdighed. Navnlig én virksomhed indsendte en kreditvurdering vedrørende en af dennes mange virksomheder, som ikke er aktiv i solcellesektoren. En anden virksomhed fremlagde et dokument, som ikke var udstedt af en bank, men af et betalt kreditvurderingsbureau. Et tredje dokument var allerede blevet forkastet i den oprindelige undersøgelse, da det ikke tilførte sagen nye elementer.

(251)

For så vidt angår lån i EUR og USD, henvises der til betragtning 237, som omhandler markedsdrejninger. Disse fordrejninger berettiger, at der også for disse lån anvendes en ekstern reference. For så vidt angår den samarbejdsvillige producent, som den kinesiske regering henviste til, blev denne påstand ikke understøttet af oplysningerne i sagen.

(252)

En eksporterende producent bemærkede, at PBOC's rente er den korrekte reference til at undersøge, om der ydes lån på præferencevilkår. Men PBOC's rente vedrører bl.a. udlån på interbankmarkedet. Det er imidlertid ikke en passende reference for udlån til virksomheder i solcelleindustrien i betragtning af omstændighederne i denne undersøgelse og specielt, da det af det ovenstående fremgår, at referencesatsen bør gælde for virksomheder med en BB-rating, mens bankerne typisk har en langt bedre rating, hvis de ønsker at få adgang til udlån på interbankmarkedet.

(253)

Denne part bemærkede også, at Kommissionen ikke havde foretaget et fradrag i fordelen for de få lån, der blev ydet over den beregnede referencesats. Som i den oprindelige undersøgelse blev det imidlertid fastslået, at sådanne lån bør ikke have nogen indvirkning på beregningen.

(254)

Endelig har den eksporterende producent fremført, at den bør behandles anderledes end andre virksomheder i stikprøven, idet den ikke længere betragtede sin finansielle situation som en BB-rating. Da Kommissionen anvendte en BB-rating for samtlige virksomheder (som det var tilfældet i den oprindelige undersøgelse, og som forklaret i betragtning 256), blev denne påstand imidlertid afvist.

(255)

En eksporterende producent i stikprøven påpegede, at nogle af dens udlån udelukkende vedrørte eksportaktiviteter. Dette forhold blev taget i betragtning ved beregningen af fordelen i forbindelse med sådanne lån.

(256)

Med hensyn til ovenstående blev både den kinesiske regering og de eksporterende producenter i stikprøven anmodet om at fremlægge oplysninger om de kinesiske bankers udlånspolitik og om, hvordan lånene blev indrømmet de eksporterende producenter, jf. forklaring i betragtning 47, 107 og 110. Selv om Kommissionen anmodede om det flere gange, blev disse oplysninger ikke fremlagt. I betragtning af den manglende samarbejdsvilje og alle foreliggende faktiske oplysninger og i henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 28, stk. 6, anses det for hensigtsmæssigt, ligesom i den oprindelige undersøgelse, at antage, at alle solcelleproducenter i Kina kun tildeles den højeste grad af »Non-investment grade«-obligationer (BB hos Bloomberg), og at anvende den egnede præmie, der forventes på obligationer udstedt af virksomheder med denne rating, på den kinesiske nationalbanks almindelige udlånssats.

(257)

Det blev fremført, at kreditvurderingen af den kinesiske solcelleindustri burde nedklassificeres fra BB til C eller derunder i lyset af »de faktiske misligholdelser og selv de største kinesiske producenters meget svage regnskaber«.

(258)

Denne påstand må afvises, da intet i de foreliggende informationer tyder på, at solcelleindustrien er i en dårligere eller bedre situation end i den oprindelige undersøgelse. Det blev derfor anset for hensigtsmæssigt at fastholde den metode, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse.

(259)

Som følge heraf er fordelen for de eksporterende producenter i stikprøven beregnet ved at tage rentedifferencen udtrykt som en procentdel ganget med det udestående beløb på lånet, dvs. den rente, der ikke blev betalt i løbet af NUP. Dette beløb blev derefter fordelt på de pågældende eksporterende producenters samlede omsætning eller den samlede eksportomsætning, hvis det var relevant.

(260)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(261)

Anmodningen indeholdt påstande om, at de kinesiske banker indrømmede uforholdsmæssige kreditlinjer til de kinesiske eksportører af den undersøgte vare. Undersøgelsen bekræftede, at alle undersøgte virksomheder ganske rigtigt fik indrømmet store kreditlinjer fra de kinesiske banker, der i de fleste tilfælde var uden gebyr.

(262)

EF-Aircraft-panelets rapport bekræftede, at disse kreditlinjer, ud over virkningerne af de enkelte lån, kan udgøre potentielle direkte overførsler af midler i henhold til WTO's regler, der svarer til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og således finansielle bidrag. Panelet fandt, at fordelen ved en potentiel overførsel af midler hidrører fra selve eksistensen af en forpligtelse til at foretage en direkte overførsel af midler. Panelet fandt også, at en kreditlinje i sig selv kan medføre en fordel for modtagervirksomheden og dermed udgør en potentiel overførsel af midler, uafhængigt af enhver direkte overførsel af midler i form af individuelle lån (43).

(263)

De eksporterende producenter i stikprøven fik indrømmet disse kreditlinjer af de samme banker, som bevilgede de præferencelån, som er beskrevet i afsnit 3.4.1.1. Disse banker er offentlige organer (jf. betragtning 136, 151, 166, 185 og 186). De udøver den offentlige opgave at fremme solcelleindustrien i overensstemmelse med den centrale planlægning, jf. afsnit 3.2..

(264)

Ifølge spørgeskemabesvarelserne fra de tre stikprøveudtagne eksporterende producenter modtog de deres kreditlinjer uden vederlag. Under normale markedsforhold medfører disse kreditlinjer omfattende tilsagn og administrationsgebyrer, der gør det muligt for bankerne at kompensere for omkostninger og risici.

(265)

Fordelen er repræsenteret ved de gebyrer, der normalt gælder for erhvervskreditter til virksomheder, og som de eksporterende producenter i stikprøven i de fleste tilfælde undgik. Kommissionen anvendte de gebyrer, der blev opkrævet for den kreditlinje, som en udenlandsk forretningsbank gav en af de eksporterende producenter i stikprøven, i den oprindelige undersøgelse (44). Ingen af de tre virksomheder i stikprøven kunne fremvise en sådan kreditlinje. Da gebyrerne beregnes som en procentdel af transaktionsværdien, var der ikke behov for at ajourføre den reference, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse. Desuden blev der ikke foreslået nogen anden reference i forbindelse med den nuværende undersøgelse.

(266)

Af samme årsager som anført i betragtning 230-235 er subsidier i form af uforholdsmæssigt gunstige kreditlinjer ikke almindeligt tilgængelige og er dermed specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Desuden fremlagde ingen af de interesserede parter beviser for, at subsidierne er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(267)

Efter fremlæggelsen af oplysninger klagede en eksporterende producent over, at Kommissionen inkluderede en samarbejdsaftale mellem en bank og virksomheden i sin opregning af kreditlinjer. Kommissionen mener, at medtagelsen af denne aftale er berettiget, da den har de samme kendetegn som de aftaler, der er omtalt i betragtning 434-438 i den oprindelige forordning Uden en sådan aftale ville eksportøren klart kunne opfattes af markedet som værende i en svagere position. Aftalen kan derfor betragtes som en potentiel overførsel af midler eller som en levering af finansielle tjenesteydelser. En så værdifuld »garanti« ville have en vis værdi på markedet og stille modtageren bedre, end hvis denne ikke havde indgået en aftale. Som i den oprindelige undersøgelse, hvor en aftale med samme bank og det samme beløb var blevet udlignet, har Kommissionen gjort gældende, at en sådan aftale er udligningsberettiget.

(268)

Undersøgelsen viste, at alle (grupper af) eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af kreditlinjer, der indrømmes uden vederlag eller til en sats, der ligger under markedsprisen, i NUP.

(269)

I overensstemmelse hermed bør indrømmelsen af disse kreditlinjer til solcelleindustrien betragtes som en subsidiering.

(270)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, bør subsidieringen betragtes som udligningsberettiget.

(271)

Indrømmelse af kreditlinjer uden vederlag eller til gebyrer under markedsniveau betragtes som en levering af finansielle tjenesteydelser (jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii)) mod utilstrækkeligt vederlag. Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. På grund af den markedsfordrejning, der er beskrevet i betragtning 225 og 226 kunne relevansen af godtgørelsen for finansielle tjenesteydelser (i dette tilfælde kreditlinjer) ikke afgøres på grundlag af gældende markedsvilkår i Kina. I henhold til grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), anses fordelen for modtagerne derfor at være forskellen mellem det beløb, virksomheden betaler for kreditlinjen, som indrømmes af kinesiske banker, og det beløb, den pågældende virksomhed ville skulle betale for en tilsvarende kreditlinje, som kunne opnås på markedsvilkår. Kreditlinjer kan også betragtes som en potentiel overførsel af midler i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(272)

I den oprindelige undersøgelse havde en af de stikprøveudvalgte eksporterende producenter opnået en kreditlinje fra en bank, hvis hovedkontor var etableret i en anden finansiel jurisdiktion end Kina, og denne kreditlinje var omfattet af forpligtelser og administrationsgebyrer, som det er sædvanlig praksis på de globale finansmarkeder. Selv om kreditlinjen blev indrømmet af den pågældende banks kinesiske datterselskab, ansås det for at være en passende erstatning for en reference. Også med henblik på beregningen af subsidiebeløbet for denne ordning i den nuværende udløbsundersøgelse, blev det fundet hensigtsmæssigt at anvende gebyrerne for denne kreditlinje som reference i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii). Som anført i betragtning 267 kunne der ikke identificeres en bedre reference.

(273)

Størrelsen af de gebyrer, der blev brugt som reference, blev anvendt i forhold til beløbet for hver kreditlinje for at opnå subsidiebeløbet (minus eventuelle faktisk betalte gebyrer). I tilfælde, hvor kreditlinjen løb over mere end et år, blev det samlede subsidiebeløb fordelt over kreditlinjens varighed og et passende beløb tilskrevet NUP.

(274)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(275)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP. Under alle omstændigheder tyder intet på, at de oprindelige eksportsubsidieordninger er blevet trukket tilbage.

(276)

Anmodningen indeholdt påstande om, at Sinosure yder eksportkreditforsikring på favorable vilkår til producenter af den undersøgte vare. Ifølge klagen er Sinosures eksportkreditforsikring slet ikke tilstrækkelig til at dække langsigtede aktiviteter, og Sinosure opererer i en situation med langvarige driftstab.

(277)

Som nævnt i betragtning 279-283 anmodede Kommissionen den kinesiske regering og Sinosure om oplysninger i spørgeskemaet, i mangelskrivelserne og under kontrolbesøget, hvoraf et betydeligt antal elementer ikke var indsendt af den kinesiske regering og/eller Sinosure, og Kommissionen var derfor ikke i stand til at kontrollere alle væsentlige elementer og oplysninger, der havde en klar forbindelse til ordningen såsom de dokumenter og data, der omtales herunder.

(278)

For så vidt angår kapitalinteresser og den interne beslutningsproces blev de nye/reviderede vedtægter ikke fremlagt. Efter fremlæggelsen af oplysninger understregede den kinesiske regering, at Kommissionen ikke har angivet, hvilke specifikke oplysninger fra vedtægterne der ikke var tilgængelige, eller hvordan dette har påvirket Kommissionens analyse, og at den har baseret sig på en forældet udgave af vedtægterne. I denne henseende bemærker Kommissionen, at den baserede sine konklusioner på den udgave af vedtægterne, der var til rådighed og ikke var blevet anfægtet.

(279)

Hvad angår de interne regler for aktiviteter og risikovurderingsprocessen fremlagde Sinosure ikke de ønskede »grundlæggende regler for omfattende risikostyring for det kinesiske eksportforsikringsselskab (China Export & Credit Insurance Corporation)« og »ordning for særlige tilladelser til politikbaserede eksportkreditforsikringsordninger for China Export & Credit Insurance Corporation«, som der henvises til i det referat af bestyrelsesmødet, der var angivet i spørgeskemabesvarelsen. Efter fremlæggelsen af oplysninger udtalte den kinesiske regering, at det er ulogisk at nævne, at det andet dokument ikke er blevet fremsendt, da det, som Kommissionen påpeger i sit eget dokument fra kontrolbesøget hos Sinosure, ikke eksisterer. Kommissionen er dog overrasket over, at der i referatet af bestyrelsesmødet henvises til et ikkeeksisterende dokument. Faktum er desuden, at dokumentet ikke var blevet fremlagt og derfor var opført på den liste, som den kinesiske regering godkendte og underskrev ved afslutningen af kontrolbesøget. Begrundelsen for ikke at have fremlagt dokumenterne var den begrundelse, som den kinesiske regering fremsatte, og de blev noteret med henblik på undersøgelsen.

(280)

Selv om Sinosure lod Kommissionen kaste et kort blik på tallet for overskud/underskud, men kun for kortfristede kreditforsikringer under eksportkreditforsikringsordningen, bemærkes det, at Kommissionen ikke fik lov til at undersøge eller tage en kopi af dokumentet, og at den beregnede rentabilitet ikke var underbygget af beviser.

(281)

Efter fremlæggelsen af oplysninger udtalte den kinesiske regering, at Kommissionen havde indrømmet, at oplysningerne vedrørende fortjeneste og tab i betragtning 280 burde revideres. Den kinesiske regering bør dog også tage hensyn til resten af den pågældende betragtning, som fører til den konklusion, at Kommissionen ikke var tilfreds med de afgivne oplysninger. Den kinesiske regering påstod også, at Sinosure afgav detaljerede oplysninger i sin besvarelse af spørgeskemaet om kortfristet eksportkreditforsikring i forbindelse med eksport af solenergiprodukter til Unionen. Kommissionen bemærker i den forbindelse, at de tal, der blev fremlagt under kontrolbesøget, ikke gjorde det muligt at kontrollere disse oplysninger med det samme.

(282)

Oplysninger om eksportkreditforsikring pr. sektor for de 10 største eksporterende producenter eller de tre eksporterende producenter i stikprøven blev heller ikke fremlagt. Påstande fremsat efter fremlæggelsen af oplysninger vedrørende de 10 største eksporterende producenter er behandlet i betragtning 67. Med hensyn til den kinesiske regerings påstand om, at Kommissionen under alle omstændigheder havde adgang til oplysningerne om de tre eksporterende producenter i stikprøven fra de eksporterende producenter selv, bemærker Kommissionen, at Sinosure selv burde have fremlagt de ønskede oplysninger. Sinosure kunne ikke antage, at de tre eksporterende producenter i stikprøven ville fremlægge oplysninger om eksportkreditforsikring, og selv i bekræftende fald kunne Sinosure ikke blot gå ud fra, at disse oplysninger var fuldstændige eller korrekte. Det er en del af undersøgelsesmyndighedens ansvar at indsamle oplysninger fra forskellige kilder, hvilket er en opgave, der har været hæmmet af manglende samarbejdsvilje.

(283)

Sinosure hævdede desuden, at ingen af de tre eksporterende producenter i stikprøven havde tegnet en forsikring hos Sinosure i NUP. Denne påstand viste sig at være urigtig og i modstrid med de oplysninger, som de tre eksporterende producenter i stikprøven havde afgivet.

(284)

I den oprindelige undersøgelse (45) konkluderedes det, at Sinosure er et offentligt organ. Hverken den kinesiske regering eller Sinosure fremlagde i løbet af undersøgelsen bevis for, at denne situation havde ændret sig. Undersøgelsen afslørede heller ingen oplysninger, som modsiger ovenstående konstatering. Tværtimod bekræftede Sinosures årsrapport for 2014 konklusionen i den oprindelige undersøgelse, idet det hedder, at »Sinosure ikke sparede på anstrengelserne for at støtte Kinas nationale politikker og søgte at opnå dette ved at udforske nye idéer og koncepter, forbedre arbejdsmetoder, optimere produkter og tjenesteydelser samt øge effektiviteten i udøvelsen af sine politiske funktioner«, eller at det har en rolle som »politikstøttende organ«. Følgelig er konklusionerne i den oprindelige undersøgelse stadig gyldige i NUP og bekræftes.

(285)

Retsgrundlaget er det samme som i den oprindelige undersøgelse, dvs.: Notice on the Implementation of the Strategy of Promoting Trade through Science and Technology by Utilising Export Credit Insurance (Shang Ji Fa [2004] nr. 368) udstedt i fællesskab af MOFCOM og Sinosure, Export Directory of Chinese High and New Technology Products of 2006, den såkaldte 840-plan, der er inkluderet i Statsrådets bekendtgørelse af 27. maj 2009, den såkaldte 421-plan, der er inkluderet i Notice on the issues to implement special arrangements for financing of insurance on the export of large complete sets of equipment, udstedt i fællesskab af handelsministeriet og finansministeriet den 22. juni 2009, meddelelse om Cultivation and development of the State Council on Accelerating Emerging industries of strategic decision (Guo Fa [2010] nr. 32 af 18. oktober 2010), udstedt af Statsrådet og gennemførelsesretningslinjerne hertil (Guo Fa [2011] nr. 310 af 21. oktober 2011).

(286)

Da Sinosure er et offentligt organ med offentlig myndighed og varetager statslige love og planer, udgør indrømmelse af eksportkreditforsikring til producenter af den undersøgte vare et finansielt bidrag i form af potentiel direkte overførsel af midler fra staten, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(287)

Visse lokale myndigheder har indrømmet en delvis nedsættelse af den præmie, som de eksporterende producenter betalte til Sinosure. Nedsættelsen af præmien udgør også en direkte overførsel af midler i form af et tilskud i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i).

(288)

Der er tale om en fordel i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 6, litra c), i det omfang, at Sinosure yder eksportkreditforsikring på mere favorable betingelser, end modtageren normalt ville kunne opnå på markedet, eller at Sinosure giver mulighed for forsikringsdækning, der ellers ikke ville være tilgængelig på markedet. Den eksporterende producent modtog en yderligere fordel i henhold til artikel 3, stk. 2, i form af en kontantrabat på en del af forsikringspræmien, som de lokale myndigheder i det område, hvor nogle af de eksporterende producenter har hjemsted, betalte til Sinosure.

(289)

For at fastslå, om der forelå en fordel, undersøgte Kommissionen, i hvilket omfang Sinosures præmier dækkede udgifterne til kortfristet eksportkreditforsikring. Som forklaret i betragtning 280 fremlagde Sinosure en rentabilitetsanalyse for perioden 2011-2015, som viser, at Sinosure angiveligt var rentabel i denne periode på et akkumuleret grundlag, men at det havde tab i 2015. For det første bemærker Kommissionen, at dette dokument, der angiveligt kommer fra finansafdelingen, kun kunne ses kortvarigt og ikke måtte kopieres/udskrives og tages som bevis. For det andet kunne oplysningerne i denne rapport kun kontrolleres delvist, da de fremlagte beviser ikke gav mulighed for en korrekt afstemning af oplysningerne med Sinosures årsrapport for 2014. Derfor er Kommissionen ikke tilfreds med de fremlagte oplysninger.

(290)

Sinosure fremsatte endvidere en påstand på grundlag af punkt j) i bilag 1 til WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger, ifølge hvilken levering af eksportkreditforsikringsordninger til præmiesatser, som er utilstrækkelige til på lang sigt at dække driftsomkostninger og tab ved gennemførelsen af sådanne ordninger, er et »forbudt« eksportsubsidie i henhold til aftalens artikel 3, stk. 1, litra a). I sin besvarelse af spørgeskemaet henviste Sinosure blot til overskud i løbet af de sidste fem år og konkluderede, at da man generelt havde overskud i denne periode, udgjorde indrømmelse af eksportkreditforsikring til de eksporterende producenter ikke et subsidie ifølge WTO's subsidieaftale. I denne forbindelse skal det bemærkes, at Kommissionen ikke er i stand til at drage nogen anvendelig konklusion på grundlag af de fremlagte oplysninger, dvs. det samlede tal vedrørende rentabilitet over en periode på 5 år.

(291)

I mangel af pålidelige og kontrollerbare oplysninger til at foretage en analyse af »ordningen« under punkt j) i bilag 1 til WTO's subsidieaftale var Kommissionen nødt til at basere sine undersøgelsesresultater på de foreliggende oplysninger. Kommissionen har i den henseende baseret sig på årsrapporten for 2014, der blev indsamlet under kontrolbesøget. Gennemgangen af dette dokument viste, at Sinosures samlede eksportkreditforsikringsvirksomhed ville have været tabsgivende i 2013 og 2014, hvis der ikke var blevet registreret visse ikkedriftsmæssige indtægter. Sådanne ikkedriftsmæssige indtægter vedrører ikke Sinosures normale aktivitet og bør derfor ikke være omfattet af rentabilitetsanalysen for denne institution. Denne situation er fortsat den samme som i den oprindelige undersøgelse.

(292)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering Kommissionens vurdering af, at Sinosures samlede aktiviteter inden for eksportkreditforsikring skulle være underskudsgivende, og Kommissionens beregningsmetode ved at henvise til den kinesiske regerings bemærkninger af 27. september 2013. Disse bemærkninger blev allerede behandlet og forkastet i punkt 3.5.3 i den oprindelige forordning.

(293)

Som følge af forklaringerne i betragtning 280, 289 og 290 og som fastslået i den oprindelige undersøgelse fastsættes det i artikel 11 i den angiveligt forældede udgave af vedtægterne, som blev indsendt i svaret på spørgeskemaet, at virksomheden skal drives på breakeven-niveau. Med andre ord søger Sinosure ifølge vedtægterne ikke at maksimere sin fortjeneste, men sigter kun mod breakeven i overensstemmelse med sin funktion som det eneste officielle eksportkreditforsikringsselskab i Kina. Som forklaret ovenfor fremgår det af oplysningerne i sagen, at de retlige og politiske rammer, inden for hvilke Sinosure driver virksomhed, kræver, at Sinosure gennemfører de statslige politikker og planer til opfyldelse af sine offentlige politiske beføjelser. Blandt de udvalgte brancher og virksomheder, der får specifik støtte fra staten, har de eksporterende producenter haft fuld adgang til eksportkreditforsikring gennem Sinosure til en fordelagtig sats. Sinosure giver dermed solcellesektoren ubegrænset adgang til forsikringer, og de lave forsikringspræmier afspejler ikke de faktiske risici ved forsikring af eksporten i denne sektor. På grundlag af alle de foreliggende oplysninger i sagen kan det allerede nu konkluderes, at de præmier, der opkræves af Sinosure, stadig er utilstrækkelige til at dække de langsigtede aktiviteter.

(294)

Det skal også erindres, at visse konklusioner, der peger i samme retning, allerede blev draget i den oprindelige undersøgelse (46). Den kinesiske regering fremlagde i løbet af denne undersøgelse ingen beviser for, at situationen har ændret sig. Undersøgelsen afslørede ikke noget, som modsiger ovenstående resultat.

(295)

På grundlag af ovenstående og da Sinosure stadig har tab på sin eksportkreditforsikringsordning, kan det fastslås, om der er tale om en fordel, ved at sammenligne de præmier, de eksporterende producenter betaler, med dem, der er tilgængelige på markedet.

(296)

Sinosure hævdede, at fire andre virksomheder leverer sådanne tjenester på det kinesiske marked. Der kunne dog ikke fremlægges nogen oplysninger om deres markedsandele i denne forbindelse. Under alle omstændigheder er Sinosure det eneste officielle eksportkreditforsikringsselskab og har en dominerende stilling på det kinesiske marked. Der findes således ingen kommerciel reference i Kina for sådanne instrumenter, og da det finansielle marked i Kina fortsat fordrejes af statslig indgriben, er det rimeligt at anvende en reference uden for Kina.

(297)

Subsidierne er betinget af eksportresultater, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a), da de ikke kan opnås uden eksport. Desuden er de også specifikke i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), idet adgangen er begrænset til visse virksomheder. I mangel af ændringer i denne forbindelse henvises der til betragtning 246 og 247 i den oprindelige forordning, hvor det konkluderedes, at de fordele, der er indrømmet af Sinosure og/eller af de lokale myndigheder til producenterne af den undersøgte vare, er specifikke som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). Da der ikke var bevis for, at subsidiet er baseret på objektive kriterier eller betingelser, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), er fordelen også specifik, hvad dette aspekt angår.

(298)

I modsætning til, hvad den kinesiske regering og en eksporterende producent hævdede efter fremlæggelsen, blev virksomhedernes oplysninger om betalte præmier ikke afvist. I sidste ende blev de imidlertid ikke anvendt i den beregning, der er beskrevet i betragtning 302 og 303, idet Kommissionen måtte gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(299)

Undersøgelsen viste, at de tre grupper af eksporterende producenter i stikprøven havde fordel af eksportkreditforsikring fra Sinosure i NUP.

(300)

Sinosures levering af eksportkreditforsikring til solcelleindustrien betragtes som subsidiering, i det omfang præmierne ligger under markedspriserne.

(301)

Da der er tale om et finansielt bidrag, en fordel for de eksporterende producenter og specificitet, bør subsidieringen betragtes som udligningsberettiget.

(302)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Beregningen af fordelen svarer til situationen med lånegarantier. I henhold til grundforordningens artikel 6, litra c), anses fordelen for modtagerne at være forskellen mellem det præmiebeløb, som virksomhederne betaler for Sinosures kortsigtede forsikring, og det præmiebeløb, som den pågældende virksomhed skulle betale for en tilsvarende eksportkreditforsikring, som den ville kunne opnå på markedet.

(303)

Som nævnt i betragtning 277-283 var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere en række elementer vedrørende indrømmelsen af eksportkreditforsikring gennem Sinosure til de eksporterende producenter i stikprøven, til de største eksporterende producenter eller til den pågældende sektor. På grund af den kinesiske regerings og Sinosures manglende samarbejdsvilje har Kommissionen måttet gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger for at beregne fordelen for modtagerne. I denne forbindelse blev det anset for rimeligt at basere sig på de satser, der blev konstateret i den oprindelige undersøgelse. For de stikprøveudvalgte virksomheder i denne undersøgelse, der indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, blev satserne fastsat i den oprindelige undersøgelse. Med hensyn til den gruppe, som ikke indgik i stikprøven i den oprindelige undersøgelse, beregnes satsen som det vejede gennemsnit af de samarbejdsvillige virksomheder i den oprindelige undersøgelse.

(304)

De subsidiesatser, der blev fastslået vedrørende denne ordning i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven, er på:

(305)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under disse programmer i løbet af NUP. Under alle omstændigheder tyder intet på, at de oprindelige subsidieordninger er blevet trukket tilbage.

(306)

I den oprindelige undersøgelse blev det konstateret, at producenter i solcellesektoren modtog støtte under Golden Sun-demonstrationsprogrammet (»Golden Sun-ordningen«).

(307)

Kommissionen havde anmodet den kinesiske regering om at fremlægge en række dokumenter, hvoraf de fleste vedrørte budgetmålene i Golden Sun-ordningen. I sin spørgeskemabesvarelse hævdede den kinesiske regering, at den ikke kunne finde frem til de ønskede dokumenter som følge af manglende oplysninger i det spørgsmål, Kommissionen havde stillet. Men efter at Kommissionen havde forelagt det samme spørgsmål under kontrolbesøget (indeholdende oplysninger på samme niveau som i spørgeskemaet, dvs. navnene på de ønskede dokumenter), påstod den kinesiske regering, at disse dokumenter var fortrolige, og erklærede, at det ville være nødvendigt at kontrollere, om de kunne forelægges for Kommissionen. I denne forbindelse kan Kommissionen ikke se, hvorfor de manglende dokumenter skulle anses for fortrolige og ikke kunne fremsendes inden for rammerne af en antisubsidieundersøgelse, hvor den undersøgende myndighed er bundet af strenge fortrolighedsregler. Under alle omstændigheder, vendte den kinesiske regering — som i den oprindelige undersøgelse — ikke tilbage til sagen på trods af flere påmindelser herom under kontrolbesøget, og dokumenterne blev aldrig fremlagt for Kommissionen.

(308)

Endvidere havde den kinesiske regering i sin besvarelse af spørgeskemaet anført, at ingen af de eksporterende producenter i stikprøven havde været omfattet af dette program i NUP, da programmet ikke er for producenter af den undersøgte vare. Dette var imidlertid i strid med oplysningerne fra de eksporterende producenter i stikprøven. Under kontrolbesøget nuancerede den kinesiske regering sin spørgeskemabesvarelse og erkendte muligheden for betalinger, selv om ordningen angiveligt var ophørt og var blevet ændret til en ordning med faste afregningspriser. Den kinesiske regering fremlagde Statsrådets udtalelse fra 2013 til støtte for denne erklæring. Kommissionen bemærker, at den kinesiske regering ikke i sin besvarelse af spørgeskemaet havde nævnt, at denne ordning var blevet ændret, og den kinesiske regering fremlagde heller ingen beviser i denne henseende. Kommissionen bemærker også, at det dokument, som blev fremlagt i løbet af kontrolbesøgt, ikke henviser til denne ordning eller den påståede erstatning herfor med en anden ordning.

(309)

På grund af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje var Kommissionen ikke i stand til at kontrollere alle aspekter af Golden Sun-ordningen og navnlig ikke de faktiske fordele for producenterne af den undersøgte vare og solcelleindustrien som helhed. Dertil kommer, at den kinesiske regering ikke fremlagde alle relevante dokumenter, herunder regnskabsdokumenter for de Golden Sun-bevillinger, finansministeriet (MOF) havde udstedt.

(310)

Hvad fordelene angår, bemærker Kommissionen endvidere, at den kinesiske regering var blevet anmodet om at fremlægge oplysninger om de fordele, producenterne havde opnået, men skønt oplysningerne var tilgængelige for den kinesiske regering, svarede den blot, at der ikke var opnået nogen fordele.

(311)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse var det vigtigste retsgrundlag Notice concerning the Implementation of the Golden Sun Demonstration Programme af 16. juli 2009 og bilaget hertil, Golden Sun Demonstration programme Interim Measures for Financial Assistance Fund Management, dokument CaiJian nr. 397 [2009] udstedt af finansministeriet, ministeriet for videnskab og den nationale energistyrelse, Circular regarding the Successful implementation to Assignments to The Golden Sun Demonstration Programme, dokument nr. 718 [2009], Circular regarding the Successful Fulfilment of the Golden Sun Demonstration Programme 2010, dokument nr. 622 [2010], Circular on Instructions on Finance Subsidy Budget Indexes for Construction Costs to The Golden Sun Demonstration Programmes 2010, dokument nr. 965 [2010] af 2. december 2010 udstedt af finansministeriet, Circular with respect to Distribution of the Budgetary TARGET for the Fiscal Subsidy Appropriated for The Golden Sun Programmes 2011, JCJ dokument 336 af 1. september 2011 udstedt af Hebei Department of Finance og Circular with respect to Distribution of the Budgetary TARGET for the Fiscal Subsidy Appropriated for The Golden Sun Programmes 2011, HCJ dokument nr. 135 af 8. november 2011 udstedt af Hengshui Municipal Finance Bureau.

(312)

Som i forbindelse med den oprindelige undersøgelse gentog den kinesiske regering, at denne tilskudsordning ikke er beregnet til producenterne af den undersøgte vare, men derimod er målrettet projekter vedrørende fremstilling af solenergi. Den kinesiske regering hævdede ligeledes, at ansøgeren ikke havde fremlagt bevis for, at der blev givet fordele til producenter af de pågældende varer i NUP.

(313)

I forbindelse med den nuværende undersøgelse er der ingen oplysninger i sagsakterne, som kan ændre Kommissionens konklusioner i den oprindelige undersøgelse i betragtning 271-282, hvori det blev konkluderet, at tilskud under denne ordning er direkte knyttet til den undersøgte vare, da støtteberettigede »distribuerede solcelleanlæg« specifikt omfatter levering af moduler og celler som en væsentlig del af projekterne, og forbindelsen mellem den statslige fordel og den undersøgte vare er derfor direkte og uløselig.

(314)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse, indrømmer Golden Sun-ordningen et subsidie som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, i form af en overførsel af midler fra den kinesiske regering i form af tilskud til producenter af den undersøgte vare.

(315)

Endvidere fastslog Kommissionen, at denne subsidieordning er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(316)

Golden Sun-ordningen udgør fortsat specifik subsidiering i form af tilskud. Undersøgelsen har vist, at eksportørerne i stikprøven har nydt godt af disse subsidier.

(317)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(318)

I sit svar på fremlæggelsen af oplysninger fremsatte den kinesiske regering bemærkninger om Golden Sun-demonstrationsprogrammet og gentog visse spørgsmål, som allerede var blevet rejst. Disse punkter allerede er behandlet ovenfor og behandles derfor ikke yderligere. Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen ikke havde konkluderet, at der var tale om specificitet vedrørende denne ordning.

(319)

Ud fra den omstændighed, at tilskuddene under Golden Sun kun blev ydet til kinesiske producenter i sektoren for vedvarende energi, er deres specificitet klart fastslået i overensstemmelse med WTO-standarderne.

(320)

Desuden påstod den kinesiske regering, at den havde fremlagt bevis for, at denne ordning var ophørt. Men da disse tilskud blev bogført under de stikprøveudvalgte eksporterende producenters periodeafgrænsningsposter, vil de give fordele mange år fremover. Dette betyder, at det for så vidt angår subsidier er det forkert at påstå, at ordningen er bragt til ophør. I realiteten kan nye støttemodtagere ikke længere optages i ordningen, men på grund af den lange løbetid for anlæg, som er optaget, udbetales der stadig støtte. Disse påstande blev derfor også afvist.

(321)

I sin anmodning har ansøgeren fremlagt bevis for, at tilskyndede erhvervsgrene i Kina kan modtage forskellige enkeltstående og tilbagevendende tilskud fra offentlige myndigheder på forskellige niveauer, dvs. lokale, regionale og nationale.

(322)

I forbindelse med denne undersøgelse blev det faktisk konstateret, at de tre virksomheder i stikprøven også modtog betydelige engangstilskud eller tilbagevendende tilskud fra offentlige myndigheder på forskellige niveauer, hvilket medførte fordele i NUP. Nogle af disse var allerede blevet indberettet af virksomhederne i stikprøven i deres respektive spørgeskemabesvarelser, mens mange andre blev konstateret under kontrolbesøget. Ingen af dem var oplyst i spørgeskemabesvarelsen fra den kinesiske regering, som der blev anmodet om.

(323)

Disse tilskud blev givet til virksomhederne af myndigheder på nationalt niveau, provins-, by-, amts- og distriktsniveau, og alle forekom at være specifikke for de stikprøveudvalgte virksomheder eller specifikke i forhold til beliggenhed eller type erhvervsgren. Der blev ikke fremlagt detaljerede oplysninger om, under hvilken lov disse fordele blev ydet, hvis der i det hele taget var noget retsgrundlag for dem, selv om Kommissionen undertiden modtog en kopi af et dokument udstedt af en offentlig myndighed, der ledsagede tilskuddet (omtalt som »meddelelsen«).

(324)

I betragtning af det store antal tilskudsordninger i anmodningen og/eller som blev konstateret i regnskaberne hos de stikprøveudvalgte virksomheder, er kun et sammendrag af de vigtigste resultater beskrevet i denne forordning. De tre stikprøveudvalgte virksomheder leverede oprindeligt bevis for, at der fandtes en lang række tilskud og at de reelt var blevet tildelt af forskellige kinesiske myndighedsniveauer. En række andre tilskud var ikke blevet indberettet af virksomhederne i stikprøven, men blev identificeret under kontrolbesøgene.

(325)

En af virksomhederne i stikprøven modtog mere end 130 af disse tilskud i NUP. Mange af disse blev ydet af offentlige myndigheder på by-, distrikts- eller provinsniveau. Det største tilskud var på over 7 mio. CNY og blev givet under »Trinity«-ordningen, en kommunal fond til fremme af omstilling og opgradering af industrivirksomheder. Andre tilskud var f.eks. patentmidler, videnskabs- og teknologimidler og -tilskud, udviklingsmidler til erhvervsformål, midler til opgradering og omstilling af industrivirksomheder, tilskud til basisinfrastruktur, støttemidler på distriktsniveau, midler til udvikling af ny og renere energi samt nedsættelser af grundskatter. Desuden modtog denne virksomhed også tilskud til eksportkreditforsikring gennem myndigheder på distriktsniveau.

(326)

En anden virksomhed i stikprøven modtog også betydelige statslige tilskud i NUP, hvoraf nogle vedrørte den udviklingszone, hvor virksomheden var beliggende (over 13 mio. CNY). Andre tilskud var knyttet til videnskabs- og teknologiudgifter, vedvarende energi og/eller industri- og informationsudvikling (f.eks. »3 Famous«-tilskuddene). Nedslag i forbindelse med erhvervelse af brugsrettigheder til jord blev også konstateret under kontrolbesøget.

(327)

En af virksomhederne i stikprøven modtog som gruppe forskellige tilskud til en samlet værdi af over 29 mio. CNY. Eksempler på sådanne tilskud er midler til ny energiudvikling, centrale teknologiske reformprojekter eller midler til den udviklingszone, hvor modtageren er beliggende.

(328)

På grundlag af de beviser, der blev indsamlet om de stikprøveudvalgte virksomheders modtagelse af disse tilskud, og i mangel af andre oplysninger anså Kommissionen tilskuddene for at være et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og stk. 2, eftersom der fandt en overførsel af midler sted fra den kinesiske regering i form af tilskud til producenterne af den undersøgte vare, som derved opnåede en fordel.

(329)

Disse tilskud er også specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), og artikel 4, stk. 3, da de forekommer at være begrænsede til visse virksomheder eller specifikke projekter i bestemte regioner og/eller solcelleindustrien. Disse tilskud opfylder ikke kravene om ikkespecificitet, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b), da betingelserne for støtteberettigelse og de faktiske udvælgelseskriterier for virksomhedernes støtteberettigelse ikke er gennemsigtige og objektive og ikke opnås automatisk. Der er endvidere ingen beviser for, at tilskuddene hører ind under en overordnet subsidieordning.

(330)

Virksomhederne afgav i alle tilfælde oplysninger om tilskudsbeløbet og om, hvem støtten blev modtaget fra. De pågældende virksomheder bogførte også for det meste denne indkomst under posten »subsidieindkomst« i deres regnskaber og havde fået disse regnskaber uafhængigt revideret. Dette er blevet opfattet som positivt bevismateriale for et subsidie, hvorved der blev opnået en udligningsberettiget fordel.

(331)

Nedenstående tabel viser beregningen af fordele ved ovennævnte tilskud, hvor fordelen er det beløb, der blev modtaget i NUP, eller som blev bogført i NUP, hvor beløbet blev afskrevet af den pågældende virksomhed.

(332)

I deres svar på fremlæggelsen af oplysninger fremsatte den kinesiske regering og en eksporterende producent bemærkninger om »andre tilskud«. De påstod, at Kommissionen ikke i tilstrækkeligt omfang havde begrundet, at ordningerne var udligningsberettigede.

(333)

Det skal dog bemærkes, at Kommissionen havde modtaget meget få oplysninger i spørgeskemabesvarelserne vedrørende disse ordninger. Desuden anfægter de eksporterende producenter i stikprøven ikke de beløb, der blev beregnet af Kommissionen og fremlagt for de enkelte parter. De anfægter heller ikke den kendsgerning, at disse tilskud blev indrømmet af den kinesiske regering.

(334)

I betragtning af den kinesiske regerings manglende samarbejdsvilje har Kommissionen besluttet, at det var rimeligt at forsøge at konstatere tilstedeværelsen af sådanne tilskud under kontrolbesøget. Resultaterne af kontrolbesøgene adskilte sig radikalt fra antallet af tilskud og den samlede værdi heraf, som fremgik af spørgeskemabesvarelsen fra den kinesiske regering. Det blev besluttet, at resultaterne af kontrolbesøget var en rimelig indikator for subsidieringsniveauet i denne henseende. Kommissionen kan ikke acceptere, at denne tilgang ikke begrunder, at der er tale om udligningsberettigede subsidieordninger. Da disse tilskud har fællestræk — de er tildelt af et offentligt organ og er ikke en del af en subsidieordning, men er individuelle tilskud — kan Kommissionen vurdere dem samlet, jf. betragtning 324-327. Påstanden om, at Kommissionen ikke begrundede, at der var tale om udligningsberettigede ordninger eller fremlagde positive beviser for sådanne ordninger, afvises derfor.

(335)

Undersøgelsen viste, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP.

(336)

Undersøgelsen viste, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP.

(337)

I den oprindelige undersøgelse blev det fastslået, at skattefradrag for forskning og udvikling, som blev gennemført af FIE'er, gav FIE'erne ret til skattemæssig særbehandling af deres FoU-aktiviteter gennem et fradrag på 150 % af deres udgifter, når bestemte tærskler for FoU-udgifter var opfyldt. Det blev også konstateret, at den fordelagtige ordning med fradrag for FoU-omkostninger for FIE'er var blevet erstattet af en specifik ordning i 2008, der her benævnes Skattefradrag for FoU (dvs. gennemført »af FIE'er« udeladt).

(338)

Den kinesiske regering anfægtede, at de skattefradrag for forskning og udvikling, som blev gennemført af FIE'er, var blevet udskiftet i 2008, da de to ordninger angiveligt havde forskellige kriterier for støtteberettigelse. Den kinesiske regering påstod desuden, at ordningen for skattefradrag for udgifter til forskning og udvikling ikke er specifik og derfor ikke er udligningsberettiget.

(339)

På grundlag af den oprindelige undersøgelse ble det oprindeligt fastslået, at retsgrundlaget for erstatningsprogrammet (Skattefradrag for forskning og udvikling) er artikel 30, stk. 1, i EIT-lovgivningen og artikel 93 og 95 i Regulations on the Implementation of Enterprise Income Tax Law of the PRC (»EIT-gennemførelsesforordningen«), Administrative Measures for the Determination of High and New Technology Enterprises (Guo Ke Fa Huo [2008] nr. 172) og Notice of the State Administration of Taxation on the issues concerning Enterprises Income Tax Payment of High and New Technology Enterprises (Guo Shui Han [2008] nr. 985). Efter fremlæggelsen af oplysninger erklærede den kinesiske regering, at disse retsgrundlag var irrelevante, med undtagelse af artikel 30, stk. 1, i EIT-lovgivningen og artikel 95 EIT gennemførelsesforordningerne.

(340)

I denne undersøgelse blev følgende dokumenter yderligere afdækket som en del af retsgrundlaget: Administrative measures of R&D expenses tax reduction for enterprises (Guo Shui Fa [2008] nr. 116), Jointly issued Circular by Ministry of Finance and the State Administration of Taxation on Relevant Policies related to R&D expenses super deduction (2013/70). Efter fremlæggelsen af oplysninger fremførte den kinesiske regering, at Administrative measures of R&D expenses tax reduction for enterprises (Guo Shui Fa [2008] No.116) angiveligt var udløbet den 1. januar 2016, dvs. efter NUP.

(341)

I artikel 95 fastsættes det, at der indrømmes et yderligere fradrag på 50 % for FoU-udgifter, der er nævnt under punkt 1 i artikel 30, for sådanne udgifter til højteknologi og ny teknologi, således at de er omfattet af en afskrivning baseret på 150 % af omkostningerne til immaterielle aktiver.

(342)

Det er godtgjort, at de relevante lovbestemmelser viser, at denne ordning giver en fordel, som er begrænset til virksomheder i artikel 4 i Administrative measures of R&D expenses tax reduction for enterprises (Guo Shui Fa [2008] nr.116), ifølge hvilken de støtteberettigede virksomheder er dem, der er beskæftiget inden for forsknings- og udviklingsaktiviteter, som er anført i Guidance on the »Priority Areas for High-Tech Industrialization Priority Development« [2007] nr.6, som udstedt af National Development and Reform Commission (NDRC), ministeriet for videnskab og teknologi, handelsministeriet og det nationale kontor for intellektuel ejendomsret. Et af de prioriterede områder, der er opregnet i denne vejledning, er solenergi (47).

(343)

Disse virksomheder skal afholde FoU-udgifter med henblik på at udvikle nye teknologier, nye produkter og nye håndværk. Støtteberettigede virksomheder kan yderligere fratrække 50 % af deres FoU-udgifter i deres skatteforpligtelser. Også udgifter fra immaterielle FoU-aktiver giver støtteberettigede virksomheder ret til et fradrag på 150 % af de faktiske omkostninger, som disse virksomheder har afholdt.

(344)

Virksomheder, der er omfattet af denne ordning, skal indgive deres selvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, er medtaget i selvangivelsen.

(345)

De tre eksporterende producenter i stikprøven Chint, Jinko og Trina opnåede fordele under denne ordning.

(346)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering og en eksporterende producent konklusionen om specificitet, idet alle virksomheder i Kina er berettiget til et yderligere fradrag på 150 %. De kinesiske myndigheder tilføjede, at de canadiske myndigheder ikke konstaterede specificitet for denne ordning i forbindelse med i unitized wall modules (vægmoduler) fra Kina og henviste derefter til WTO-panelets afgørelse i sagen US — Aircraft. Den kinesiske regering fremhæver, at panelet i førnævnte sag udtalte, at en begrænsning af finansieringen til FoU i »nye teknologier og støtteteknologier med høj risiko og stort afkast« ikke udgør en tilstrækkelig afgrænset gruppe af virksomheder eller erhvervsgrene som omhandlet i artikel 2 i subsidieaftalen. Den kinesiske regering anførte, at Kommissionen med urette havde fastslået, at et støtteberettigelseskriterium for denne ordning er baseret på, hvorvidt en virksomhed betegnes som en virksomhed med højteknologi eller ny teknologi, og at Retten under alle omstændigheder i sag T-586/14 Xinyi PV Products mod Kommissionen fandt, at hvis en virksomhed betragtes som en virksomhed med højteknologi eller ny teknologi, opfylder den en objektiv betingelse for at modtage skattefordelen.

(347)

Ovenstående påstande afvises. Den omstændighed, at andre virksomheder kan modtage tilsvarende støtte på et andet retsgrundlag, betyder ikke, at denne ordning ikke i retlig forstand er specifik for kun en begrænset gruppe af virksomheder. Selv om alle virksomheder rent abstrakt ville være berettiget til supplerende fradrag på 150 %, nød virksomhederne i stikprøven i dette tilfælde fordel af fradraget i et omfang, der betød, at de kunne sætte kryds i en særlig rubrik på deres selvangivelse, der var forbundet med deres certificering for virksomheder med højteknologi og ny teknologi, hvilket er langt mindre belastende end den alternative procedure. Med hensyn til dommen i sag T-586/14 Xinyi PV Products mod Kommissionen vedrører den markedsøkonomisk behandling og ikke specifikke subsidier. Hvad angår påstanden om, at de canadiske myndigheder ikke konstaterede specificitet for denne ordning, har ingen af parterne fremlagt kopi af disse konklusioner.

(348)

Denne ordning udgør et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, i form af indtægter, som staten giver afkald på, hvilket giver de modtagende virksomheder en fordel.

(349)

Dette subsidie er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da lovgivningen begrænser anvendelsen af denne ordning til kun at omfatte virksomheder, der afholder visse FoU-udgifter.

(350)

I overensstemmelse hermed og som fastslået i den oprindelige undersøgelse bør dette subsidie betragtes som udligningsberettiget.

(351)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som størrelsen af den samlede skat, der skal betales i henhold til den normale skattesats, efter fradrag af det beløb, der blev betalt med den yderligere reduktion på 50 % af de faktiske udgifter til FoU for godkendte projekter. De udlignede beløb er baseret på tallene i virksomhedernes selvangivelse for 2015. En eksporterende producent hævdede, at man i stedet burde have anvendt skatteoplysningerne for NUP. Denne påstand blev afvist. I lyset af betragtning 459 i den oprindelige forordning gentager Kommissionen vigtigheden af, at beregningen af fordelen blev baseret på endelige reviderede skatteopgørelser for et bestemt skatteår. Kommissionen tilføjer, at med den endelige selvangivelse for 2015 i løbet af NUP gøres eventuelle fordele, som fremgår af opgørelsen, endelige, hvilket yderligere understreger rigtigheden af Kommissionens metode. Kommissionen kan ikke basere sin beregning på kvartalsvise selvangivelser, da disse resultater afspejler den igangværende foreløbige situation på tidspunktet for indsendelsen og pr. definition ikke tager højde for den endelige konsoliderede finansielle situation for skatteåret. Målet med disse selvangivelser er at sikre regeringen likviditet, i fald der midlertidigt skal betales skatter, men de afspejler kun en delvis situation på tidspunktet for indsendelsen. Desuden omfatter selvangivelserne for 2015 tre kvartaler af NUP og er derfor den mest relevante årlige selvangivelse, der er til rådighed.

(352)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2, er dette subsidiebeløb (tæller) blevet fordelt på de stikprøveudvalgte eksporterende producenters samlede omsætning i NUP, fordi subsidiet ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet med henvisning til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(353)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(354)

I den oprindelige undersøgelse blev det fastslået, at denne ordning giver en virksomhed, der er anerkendt som en virksomhed med højteknologi eller ny teknologi, mulighed for at blive omfattet af en lavere indkomstskattesats på 15 % sammenlignet med den almindelige sats på 25 %. Der er ikke konstateret ændringer i denne udløbsundersøgelse.

(355)

Retsgrundlaget for denne ordning omfatter artikel 28, stk. 2, i EIT-lovgivningen og Administrative Measures for the Determination of High and New Technology Enterprises (Guo Ke Fa Huo [2008] nr. 172) og artikel 93 i EIT-gennemførelsesforordningen sammen med Notice of the State Administration of Taxation on the issues concerning Enterprises Income Tax Payment of High and New Technology Enterprises (Guo Shui Han [2008] nr. 985), Notice of the Ministry of Science and Technology, the Ministry of Finance and the State Administration of Taxation on Issuing the Guidelines on Administration of Recognition of Hi-tech Enterprises (Guo Ke Fa Huo [2008] nr.362), Notice of the State Administration of Taxation on Issues Concerning Implementation of Preferential Treatment for the Enterprise Income Tax of High-tech Enterprises (Guo Shui Han [2009] nr. 203), Announcement of the State Administration of Taxation on the Pre-payment of Enterprise Income Tax by High-tech Enterprise during the Qualification Review Period ([2011] nr. 4) og Notice of the Ministry of Finance and the State Administration of Taxation on Issues Concerning the Applicable Tax Rate and Tax Credit for the Overseas Income Obtained by the High-Tech Enterprise ([2011] nr. 47).

(356)

I den oprindelige undersøgelse blev det konstateret, at denne ordning gælder for anerkendte virksomheder med højteknologi eller ny teknologi, der har brug for væsentlig støtte fra staten. Disse virksomheder bør have centrale uafhængige intellektuelle ejendomsrettigheder og skal opfylde en række krav: i) Deres producenter er omfattet af varedækningen inden for højteknologiske områder med central statsstøtte. ii) De samlede udgifter til FoU skal udgøre en vis andel af de samlede salgsindtægter. iii) Indtægter fra højteknologiske produkter og produkter med ny teknologi skal udgøre en vis andel af de samlede salgsindtægter. iv) Det personale, der er beskæftiget med FoU, skal udgøre en vis andel af det samlede personale. v) De øvrige forskrifter i Administrative Measures for High and New Tech Enterprises fra 2008, er opfyldt.

(357)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede de kinesiske myndigheder specificiteten med den begrundelse, 1) at kriterierne i ovenstående betragtning er objektive i lyset af Rettens bemærkninger i sag T-586/14 Xinyi PV Products mod Kommissionen, 2) at alle virksomheder, som opfylder kriterierne, uden videre er pålagt skattesatsen på 15 %, og 3), at Kommissionens konstateringer er i strid med elementerne i afgørelsen i sagen US — Aircraft i betragtning 346. Disse påstande blev afvist med den begrundelse, at ordningen i retlig forstand er specifik for så vidt, at kun en begrænset gruppe af virksomheder kan nyde godt af den omhandlede fordel, jf. betragtning 355. Desuden vedrører dommen i sag T-586/14 Xinyi PV Products mod Kommissionen den markedsøkonomiske behandling og ikke specifikke subsidier.

(358)

De virksomheder, der er omfattet af denne ordning, skal indgive deres selvangivelse og de relevante bilag. Det faktiske beløb, som fordelen repræsenterer, er medtaget i selvangivelsen.

(359)

Der blev ikke konstateret ændringer i de undersøgelsesresultater, der er opsummeret i betragtning 356 og 357, i denne undersøgelse.

(360)

De tre eksporterende producenter i stikprøven Chint, Jinko og Trina opnåede fordele under denne ordning.

(361)

Ordningen bør betragtes som et subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, da der ydes et tilskud i form af, at regeringen giver afkald på offentlige indtægter, der ellers ville være indgået, hvilket har medført en fordel for modtagervirksomhederne. Denne ordning giver modtagerne en fordel svarende til størrelsen af skattegodtgørelsen, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2.

(362)

Disse subsidier er specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da de er begrænset til virksomheder, der modtager certificering som virksomheder med højteknologi og ny teknologi, og som opfylder alle kravene i de administrative foranstaltninger fra 2008. Endvidere er der ikke i lovgivningen eller af den subsidieydende myndighed fastsat objektive kriterier for, hvem der er berettiget til ordningen, og berettigelsen til subsidier er ikke automatisk, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(363)

I overensstemmelse hermed og som fastslået i den oprindelige undersøgelse bør dette subsidie betragtes som udligningsberettiget.

(364)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som størrelsen af den samlede skat, der skal betales efter den normale skattesats, efter fradrag af det beløb, der blev betalt med den reducerede gunstige skattesats. De udlignede beløb er baseret på tallene i virksomhedernes selvangivelse for 2015.

(365)

Jinkos påstand om, at Kommissionen ved beregningen af fordelen under selskabsskatteordningerne burde have fratrukket de påståede fordele, som blev opnået under andre subsidieordninger, for ikke at medregne visse fordele to gange, forkastes. Det er ikke op til undersøgelsesmyndigheden at foretage en sådan kunstig optælling.

(366)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(367)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP.

(368)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP.

(369)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP.

(370)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP.

(371)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP.

(372)

Den oprindelige undersøgelse fastslog, at denne ordning medfører fritagelse for moms og importtold for virksomheder med udenlandsk kapital (»FIE'er«) eller nationale virksomheder ved import af vigtigt udstyr, som de bruger i deres produktion. For at få adgang til fritagelsen må udstyret ikke være opført på en liste over ikke-berettiget udstyr, og den ansøgende virksomhed skal indhente et certifikat som statstilskyndet projekt udstedt af de kinesiske myndigheder eller National Development and Reform Commission (»NDRC«) i overensstemmelse med den relevante lovgivning om investering, skat og told. Der er ikke konstateret ændringer i denne udløbsundersøgelse.

(373)

Retsgrundlaget for dette program er Circular of the State Council on Adjusting Tax Policies on Imported Equipment, Guo Fa nr. 37/1997, Notice of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation on the Adjustment of Certain Preferential Import Duty Policies, Announcement of the Ministry of Finance, the General Administration of Customs and the State Administration of Taxation [2008] nr. 43, Notice of the NDRC on the relevant issues concerning the Handling of Confirmation letter on Domestic or Foreign-funded Projects encouraged to develop by the State, [2006] nr. 316 og Catalogue on Non-duty-exemptible Articles of importation for either FIEs or domestic enterprises, 2008.

(374)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse og bekræftet i den nuværende udløbsundersøgelse kan udstyr, der indføres for at udvikle indenlandske eller udenlandske investeringsprojekter i overensstemmelse med politikken om at tilskynde til indenlandske eller udenlandske investeringsprojekter, være fritaget for betaling af moms og/eller importafgifter, medmindre udstyrskategorien er opført i kataloget over ikkeafgiftsfritagne artikler. For at blive omfattet af ordningen skal virksomheden skaffe en bekræftelse fra den lokale myndighed, der er ansvarlig for projektet, som skal fremsendes til den lokale toldmyndighed.

(375)

Den kinesiske regering hævdede, at med virkning fra den 1. januar 2009 er kun importtold fritaget, og der opkræves moms på import af udstyr til egen brug.

(376)

I modsætning til den kinesiske regerings påstande blev der for de tre eksporterende producenter i stikprøven dog konstateret fritagelser for både moms og importtold i NUP. Disse omfattede udstyr, for hvilket fordelen blev afskrevet over det pågældende udstyrs levetid og blev delvis bevilget i NUP. Selv om Kommissionen ikke fandt bevis for, at denne ordning var gældende i NUP, fastslog den på grundlag af beviserne i sagen stadig, at producenterne i stikprøven stadig opnåede fordele under denne ordning.

(377)

Denne ordning betragtes som et tilskud i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er og andre subsidieberettigede nationale virksomheder er fritaget for moms og/eller andre skyldige afgifter. Det medfører derfor en fordel for de modtagende virksomheder, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2.

(378)

Ordningen er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til virksomheder, der investerer i bestemte aktivitetskategorier, som er nærmere bestemt i lovgivningen, og som hører til den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i kataloget for vejledning af erhvervsgrene i udenlandske investeringer og teknologioverførsel, eller som er på linje med kataloget over vigtige erhvervsgrene, varer og teknologier, som fremmes af staten. Desuden er der ingen objektive kriterier til at begrænse støtteberettigelsen til denne ordning og ingen afgørende beviser, der giver anledning til at konkludere, at støtteberettigelsen er automatisk i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b).

(379)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anmodede den kinesiske regering Kommissionen om at fremlægge lister over industrier og sektorer, der er omfattet af de ovenfor nævnte kategorier, og hævdede, at hele spektret af de industrier, der er dækket af dem, gør programmet berettiget for virksomheder inden for alle sektorer af økonomien. Kommissionen bemærker imidlertid, at den kinesiske regering aldrig fremlagde relevante beviser for, at industrier og sektorer, der er omfattet af disse kategorier, ikke er i en tilskyndet eller begrænset kategori. Kommissionen skønner, at de støtteberettigede virksomheder udgør en tilstrækkeligt begrænset gruppe i denne sag. Kontrolbesøget hos virksomhederne i stikprøven tydede ikke på, at programmet var åbent for virksomheder inden for alle sektorer af økonomien.

(380)

For at modtage denne fordel mente en eksporterende producent, at produkter, der er fremstillet ved hjælp af importerede maskiner, skulle være opført i Guiding Catalogue on Foreign Investment in Industry, jf. betragtning 386.

(381)

Indledningsvis erklærede den kinesiske regering, at kun Trina havde nydt godt af denne ordning. På grundlag af oplysningerne fra de eksporterende producenter, der indgik i stikprøven, blev det dog konstateret, at de alle tre havde fordel af denne ordning. Den kinesiske regering forklarede, at den havde forstået det sådan, at kun udstyr importeret i NUP skulle indberettes. Kommissionen bemærkede, at fordelen følger afskrivningen af importeret udstyr, hvoraf noget blev bevilget i NUP.

(382)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som den fritagne moms og told for importeret udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede NUP, blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid efter virksomhedens normale regnskabsprocedurer.

(383)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(384)

Den oprindelige undersøgelse fastslog, at denne ordning åbner mulighed for en momsfritagelse for FIE'er ved køb af kinesisk udstyr. For at få adgang til fritagelsen må udstyret ikke være opført som ikke-støtteberettiget udstyr, og udstyrets værdi må ikke overstige en bestemt tærskel. Der er ikke konstateret ændringer i denne udløbsundersøgelse.

(385)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse er retsgrundlaget Provisional Measures for the Administration of Tax Refunds for Purchases of Domestically manufactured Equipment by FIEs udstedt af State Administration of Taxation, Trial Measures for Administration of Tax Rebate from the Purchase of Chinese-made Equipment for Foreign-invested Projects og Notice of the Ministry of Finance and the State Administration of Taxation on the Cancellation of the Rebate Policy for Domestic Equipment Purchased by Foreign-invested Enterprises.

(386)

Momsrefusionsordningen gælder for indenlandsk fremstillet udstyr, der købes til udenlandsk finansierede projekter, forudsat at disse projekter hører under de tilskyndede projekter i Guiding Catalogue of foreign invested industries eller Catalogue of advantageous foreign-invested industries in the Central and Western regions in China.

(387)

Som i forbindelse med den oprindelige undersøgelse påstod den kinesiske regering i sit svar på spørgeskemaet, at denne ordning var ophørt med virkning fra den 1. januar 2009. Denne påstand blev allerede forkastet i den oprindelige undersøgelse. I den nuværende udløbsundersøgelse fremlagde to af eksportørerne i stikprøven desuden detaljerede oplysninger om denne ordning, herunder størrelsen af den fordel, der er opnået i NUP. I betragtning heraf konkluderedes det, at den kinesiske regering udelod relevante oplysninger, såsom listen over relevante modtagere og størrelsen af den fordel, de opnåede.

(388)

Denne ordning betragtes som et tilskud i form af indtægter, som den kinesiske regering giver afkald på, i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), da FIE'er er fritaget for indbetaling af moms, som ellers ville være skyldig. Det medfører derfor en fordel for de modtagende virksomheder, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 2.

(389)

Ordningen er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), da den lovgivning, i henhold til hvilken den subsidieydende myndighed udøver sin virksomhed, begrænser adgangen til FIE'er, der køber kinesisk udstyr, og som hører til den tilskyndede kategori eller den begrænsede kategori B i kataloget for vejledning af erhvervsgrene i udenlandske investeringer og teknologioverførsel, eller som er på linje med kataloget over vigtige erhvervsgrene, varer og teknologier, som fremmes af staten. Desuden begrænser Trial Measures for Administration of Tax Rebate from the Purchase of Chinese-made Equipment for Foreign-invested Projects og Notice of the Ministry of Finance fordelene til FIE'er, der tilhører den tilskyndede kategori i Guiding Catalogue of foreign invested industries eller Catalogue of advantageous foreign-invested industries in the Central and Western regions in China. Desuden er der ingen objektive kriterier til at begrænse støtteberettigelsen til denne ordning og ingen afgørende beviser, der giver anledning til at konkludere, at støtteberettigelsen er automatisk i henhold til grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra b). Ordningen er også specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra b), idet skattegodtgørelsen er betinget af brugen af indenlandske frem for importerede varer.

(390)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede den kinesiske regering, at der var tale om specificitet af samme grunde som dem, der er beskrevet i betragtning 379. Denne påstand afvises i samme betragtning.

(391)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Den fordel, som modtagerne har opnået, betragtes som den fritagne moms for indenlandsk udstyr. For at sikre, at det udligningsberettigede beløb kun dækkede NUP, blev fordelen afskrevet over udstyrets levetid efter virksomhedens normale regnskabsprocedurer.

(392)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(393)

Undersøgelsen bekræftede, at virksomhederne i stikprøven ikke havde modtaget fordele under denne ordning i NUP. Under alle omstændigheder tyder intet på, at de oprindelige subsidieordninger er blevet trukket tilbage.

(394)

I tillæg til den generelle beskrivelse i afsnit 3.1 bemærker Kommissionen, at den kinesiske regering op til kontrolbesøget ikke fremlagde tal for forbrug eller markedsandele for polysilicium, aluminium og glas, selv om der blev anmodet herom ved forskellige lejligheder, begyndende med spørgeskemaet.

(395)

Selv om der ved kontrolbesøgets start blev anmodet om tal for forbrug og markedsandele for de tre ovennævnte varer, blev skøn baseret på den indenlandske produktion samt import- og eksportmængder for de tre varer først fremlagt ved afslutningen af kontrolbesøget, og de kunne på grund af tidspunktet ikke kontrolleres af Kommissionen. Der blev ikke fremlagt nogen tal for markedsandele.

(396)

Den kinesiske regering hævdede, at anmodningen indeholdt utilstrækkelige beviser for subsidiering af producenter af polysilicium, aluminium og glas. Ifølge den kinesiske regering var de oplysninger, som der anmodes om i de specifikke spørgeskemaer til producenter af polysilicium, glas og aluminium, ikke nødvendige, for at Kommissionen kunne nå frem til en afgørelse, i betragtning af de utilstrækkelige beviser for, at regeringen eller et offentligt organ ydede et finansielt bidrag. Endvidere bemærkede den kinesiske regering, at det var umuligt at fremskaffe oplysningerne, da den kinesiske regering ikke har kontrol over de pågældende producenter og ikke har adgang til de transaktionsspecifikke oplysninger, Kommissionen havde anmodet om. Derfor havde den kinesiske regering ikke bedt nogen af producenterne af polysilicium, aluminium og glas om at udfylde det særlige spørgeskema.

(397)

Den kinesiske regering anmodede også Kommissionen om at finde en praktisk gennemførlig måde med hensyn til de ønskede oplysninger og i det omfang, de var nødvendige, for at Kommissionen kunne foretage en analyse.

(398)

For det første blev de ønskede oplysninger anset for nødvendige for at foretage en analyse for at få både et overblik over transaktioner gennemført af (og eventuelt subsidiering til) producenterne af de nævnte varer og mulighed for at kontrollere dem. For det andet var det ikke Kommissionens opgave at finde en praktisk måde, hvorpå den kinesiske regering kunne indhente de ønskede oplysninger, hvilket under alle omstændigheder kun ville have medført fremsendelse af de specifikke spørgeskemaer til de kendte indenlandske producenter af polysilicium, aluminium og glas, der opfyldte kravene i betragtning 28, samt (i givet fald) opfølgning på svar.

(399)

For så vidt angår indrømmelse af jord og brugsrettigheder til jord, oplyste den kinesiske regering ikke udbudspriser, tærskelpriser og antal deltagere i budrunder og auktioner i forbindelse med tildeling af jord, der var indberettet af de eksporterende producenter i stikprøven. Den kinesiske regering anførte kun, at sådanne oplysninger ville være tilgængelige på lavere lokale (myndigheds)niveauer. Det skal bemærkes, at den kinesiske regering inden for rammerne af en antisubsidieundersøgelse repræsenterer alle myndighedsniveauer.

(400)

Selv om der blev anmodet herom ved flere lejligheder (f.eks. i spørgeskemaet til den kinesiske regering og også under kontrolbesøget), blev der heller ikke fremlagt meddelelser vedrørende de relevante udbudsrunder og auktioner. Kommissionen fik af den kinesiske regering det råd selv at hente meddelelserne fra det dynamiske overvågningswebsted for jordmarkedet (som er på kinesisk), skønt den kinesiske regering samtidig anførte, at meddelelser om transaktioner før 2007 muligvis ikke figurerer på webstedet.

(401)

Kommissionen var derfor ikke i stand til at kontrollere oplysningerne om transaktioner vedrørende brugsrettigheder til jord for de eksporterende producenter i stikprøven.

(402)

Kommissionen meddelte den kinesiske regering, at den havde til hensigt at anvende grundforordningens artikel 28 med hensyn til denne subsidieordning. Da den kinesiske regering i sit svar til Kommissionen ikke gav en tilfredsstillende forklaring eller nye beviser vedrørende dette spørgsmål, måtte Kommissionen basere sine undersøgelsesresultater på de foreliggende faktiske oplysninger, i dette tilfælde på oplysninger afgivet af de eksporterende producenter i stikprøven og andre offentligt tilgængelige oplysninger.

(403)

I sit svar til fremlæggelsen af oplysninger påstod den kinesiske regering, at Kommissionen ikke havde overholdt antisubsidiegrundforordningens artikel 28, da den gjorde brug af bestemmelserne vedrørende de »foreliggende faktiske oplysninger« i forbindelse med levering af varer mod utilstrækkeligt vederlag. Navnlig hævdede den kinesiske regering, at Kommissionen burde have godtaget oplysningerne vedrørende forbrug/markedsandelen ved afslutningen af kontrolbesøget. Desuden var det angiveligt urimeligt, at Kommissionen konkluderede, at den kinesiske regering ikke havde sendt tillæg B til og koordineret besvarelserne heraf fra forskellige leverandørsegmenter. Endelig har Kommissionen angiveligt ikke anvendt artikel 28 korrekt i forbindelse med brugsrettigheder til jord.

(404)

Hvad angår både oplysninger om forbrug/markedsandele og besvarelser af tillæg B, bør det erindres, at antisubsidieundersøgelser er underlagt strenge frister, og at det derfor er vigtigt, at undersøgelserne skrider frem på tilfredsstillende vis. Det er også vigtigt at forstå, at kontrolbesøg organiseres (normalt i et enkelt besøg) for at kontrollere de oplysninger, der tidligere er blevet indsendt. I forbindelse med denne undersøgelse blev der anmodet om data vedrørende dette aspekt af undersøgelsen i det oprindelige spørgeskema og i mangelskrivelsen. Den kinesiske regering svarede, at man ikke havde for vane at fremlægge disse data (vedrørende forbrug/markedsandele, tillæg B og brugsrettigheder til jord), og man stod uforstående over for relevansen heraf i forbindelse med undersøgelsen.

(405)

I lyset af dette svar bekræfter Kommissionen, at den ikke var i stand til at kontrollere disse data, enten fordi de slet ikke var blevet indsendt, eller fordi de blev fremlagt på et så sent tidspunkt under kontrolbesøget, at de ikke kunne kontrolleres. Navnlig med hensyn til data vedrørende forbrug/markedsandele, som blev fremlagt for Kommissionen ved afslutningen af kontrolbesøget, kunne den kinesiske regering navnlig ikke fremlægge den faktiske kilde til tallene sammen med tallene. Den kinesiske regering gjorde det desuden klart, at de oplyste tal var et skøn, hvilket Kommissionen kunne have accepteret, såfremt den havde været i stand til at foretage en krydskontrol og kontrol af den kilde, som lå til grund for skønnet. Hvad angår de kinesiske myndigheders henvisning til panelrapporten i sagen EC — Salmon (WT/DS337/R), skal det understreges, at panelet også fandt, at man i en vurdering af, om oplysningerne er fremlagt på en »rettidig« måde, også bør tage hensyn til, hvornår der første gang blev anmodet om oplysningerne. For god ordens skyld blev anmodningen om forbruget af og markedsandelene for glas, aluminium og polysilicium for første gang fremsat i spørgeskemaet til de kinesiske myndigheder, som blev fremsendt den 7. december 2015. Kontrolbesøget hos den kinesiske regering fandt sted fra den 8. august 2016 til den 12. august 2016, og skønnene blev fremlagt på kontrolbesøgets sidste dag, dvs. den 12. august 2016. Derfor ser Kommissionen ikke nogen grund til at henvise til panelrapporten i sagen om »EC — Salmon« i denne sag.

(406)

Hvis disse oplysninger var blevet afgivet rettidigt, ville det have været muligt at analysere de, og det ville således have været muligt at anmode om uddybninger eller supplerende data. Da Kommissionen ikke var i stand til at foretage en komplet analyse af ordningerne under overskriften »Statslig levering af varer og tjenesteydelser mod utilstrækkeligt vederlag«, bekræfter Kommissionen, at den kinesiske regerings påstande i den forbindelse afvises.

(407)

Endelig bemærkes det, at Kommissionen forsøgte at analysere de aktuelle data, som den modtog fra både den kinesiske regering og virksomhederne i stikprøven, og kun i begrænset omfang gjorde brug af bestemmelserne om de foreliggende faktiske oplysninger i artikel 28. Faktisk konkluderedes det, at der for så vidt angår aluminium, polysilicium, elektricitet, solcelleglas og vand ikke bør foretages en subsidieberegning. Med hensyn til de øvrige ordninger af denne art og selv om der blev fundet udligningsberettigede ordninger, var den endelige evaluering begrænset og baseret på de foreliggende faktiske oplysninger. Derfor måtte påstanden om, at Kommissionen ikke har gjort sit yderste for at gennemføre undersøgelsen på en fornuftig og ansvarlig måde baseret på aktuelle data, den har modtaget, afvises.

(408)

Ud fra de foreliggende oplysninger kunne det i forbindelse med undersøgelsen ikke fastslås, at virksomhederne i stikprøven havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP.

(409)

Ud fra de foreliggende oplysninger kunne det i forbindelse med undersøgelsen ikke fastslås, at virksomhederne i stikprøven havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP.

(410)

Den 14. maj 2014 indførte Kommissionen en endelig udligningstold på importen af solcelleglas med oprindelse i Kina (48). Der blev fundet forskellige subsidieordninger i solcelleglassektoren, hvoraf nogle er de samme som i denne procedure for solcellemoduler og celler (f.eks. præferencelån, favorabel beskatning for virksomheder med højteknologi og ny teknologi, skattefradrag for FoU-udgifter og tilrådighedsstillelse af jord mod utilstrækkeligt vederlag).

(411)

Der var en tydelig overlapning mellem konklusionerne i sagen om solcelleglas og de subsidieordninger, der blev undersøgt i denne procedure.

(412)

Ved at anmode den kinesiske regering om de relevante oplysninger søgte Kommissionen at fastslå, om alle eller en del af tilskuddene til leverandørerhvervsgrenen for solcelleglas var blevet overvæltet på solpanelindustrien.

(413)

Kommissionen var beklageligvis ikke i stand til at afslutte denne undersøgelse i mangel af relevant samarbejdsvilje fra den kinesiske regerings side og besvarelser fra solcelleglasproducenterne, jf. betragtning 43, 73, 394, 396 og 398.

(414)

Men da resultaterne vedrørende denne subsidieordning ikke havde nogen væsentlig indvirkning på den samlede konklusion om subsidiering, har Kommissionen ikke videreført sin analyse vedrørende denne ordning, som præciseret i betragtning 73.

(415)

Undersøgelsen fastslog ikke, at virksomhederne i stikprøven havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP. Under alle omstændigheder tyder intet på, at de oprindelige subsidieordninger er blevet trukket tilbage.

(416)

Undersøgelsen fastslog ikke, at virksomhederne i stikprøven havde modtaget fordele under ordningen i løbet af NUP.

(417)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse er jord statsejet, idet jord tilhører befolkningen i Folkerepublikken Kina. Jord kan ikke sælges, men der kan ifølge lovgivningen tildeles brugsrettigheder til jord. Den kinesiske regering påstod, at brugsrettighederne til jord i Kina tildeles gennem budrunder eller auktioner, og at dette også er hjemlet i artikel 137 i Folkerepublikken Kinas lov om fast ejendom.

(418)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse hører tildeling af brugsrettigheder til jord i Kina under Land Administration Law i Folkerepublikken Kina.

(419)

Desuden er følgende dokumenter ligeledes en del af retsgrundlaget: Law of the People's Republic of China on Urban Real Estate Administration, Interim Regulations of the People's Republic of China Concerning the Assignment and Transfer of the Right to the Use of the State-owned Land in the Urban Areas, Regulation on the Implementation of the Land Administration Law of the People's Republic of China og Provision on Assignment of State-owned Construction Land Use Right through Bid Invitation, Auction and Quotation.

(420)

De eksporterende producenter i stikprøven afgav oplysninger om den jord, de besidder, samt de fleste af de relevante kontrakter/certifikater vedrørende brugsretten til jord, men fremlagde dog ikke alle meddelelser. Desuden fremlagde den kinesiske regering kun meget begrænsede oplysninger om prisfastsættelsen på brugsrettigheder til jord.

(421)

Den kinesiske regering fremlagde ingen oplysninger om, på hvilke betingelser der blev opnået brugsrettigheder til jord, og der blev heller ikke fremlagt oplysninger om de ti største eksporterende producenter (med hensyn til eksport af den undersøgte vare til Unionen i NUP). Ingen af de ønskede meddelelser og/eller udbudspriser, der var nødvendige i forbindelse med transaktionerne vedrørende brugsretten til jord som anført af de tre eksporterende producenter i stikprøven, blev fremlagt. Den kinesiske regering henviste Kommissionen til webstedet for det dynamiske system for overvågning af jordmarkedet, men tilføjede, at disse oplysninger muligvis ikke kan findes på ovennævnte websted for transaktioner før 2007. Desuden fremlagde den kinesiske regering heller ingen oplysninger om antallet af bydende for de indberettede transaktioner vedrørende brugsrettigheder til jord.

(422)

Med hensyn til de manglende udbudspriser henviste den kinesiske regering til lavere (myndigheds)niveauer, som fastsætter udbuds- og tærskelpriser, og som ville have oplysninger om antallet af deltagere i hver budrunde og auktion. Kommissionen kunne ikke godtage denne argumentation, da den kinesiske regering repræsenterer den kinesiske stat på alle niveauer i en antisubsidieprocedure.

(423)

Af ovennævnte grunde måtte nogle af konklusionerne med hensyn til indrømmelse af jord og brugsrettigheder til jord baseres på de foreliggende faktiske oplysninger.

(424)

Som fastslået i den oprindelige undersøgelse fastsætter myndighederne jordpriserne ifølge vurderingssystemet for jord i byområder I den nuværende udløbsundersøgelse henviste den kinesiske regering til det dynamiske overvågningssystem for jordpriser i byområder, som er opbygget af ministeriet for jord og ressourcer og hvert kvartal offentliggør jordpriserne for 105 kinesiske byer.

(425)

Det blev konstateret, at disse priser er højere end de laveste referencepriser, som fastsættes af vurderingssystemet for jord i byområder og benyttes af de lokale myndigheder, fordi de referencepriser, der fastsættes i vurderingssystemet for byområder, kun ajourføres hvert tredje år, mens de dynamiske overvågningspriser ajourføres hvert kvartal. Der var imidlertid ingen angivelse af jordpriser baseret på den dynamiske prisovervågning. Den kinesiske regering bekræftede under kontrolbesøget, at det dynamiske overvågningssystem vedrørende jordprisen i byområder overvåger udsvingene i priserne på jord i visse områder (dvs. 105 byer) i Kina og er udformet til at vurdere udviklingen i jordpriserne. Udbudspriserne ved udbudsrunder og auktioner er dog baseret på de referencer, der fastsættes af vurderingssystemet for jord i byområder.

(426)

Den kinesiske regering bekræftede også under kontrolbesøget, at det er praksis kun at udvælge et antal bydende eller deltagere (ved auktioner) i stedet for at lade alle parter, som har tilmeldt sig, deltage.

(427)

I den oprindelige undersøgelse blev det fastslået, at de priser, som betales for brugsrettigheder til jord i Kina, ikke er repræsentative for en markedspris, der bestemmes ved frit udbud og efterspørgsel på markedet. Det blev også konstateret, at overførsel af brugsretten til jord var underlagt begrænsninger i offentliggørelsen af overførsler via udbud, auktioner og notering. Der blev ikke konstateret ændringer i disse resultater i forbindelse med denne udløbsundersøgelse.

(428)

Inden for rammerne af denne undersøgelse har Kommissionen også konstateret, at visse eksporterende producenter i stikprøven har modtaget tilbagebetalinger fra lokale myndigheder som kompensation for de (allerede lave) priser, de betalte for brugsrettighederne til jorden, f.eks. for arbejder, virksomheden selv har udført vedrørende grundlæggende infrastruktur på jorden.

(429)

De meddelelser, som blev fremlagt af en af de eksporterende producenter i stikprøven, viste tydeligt, at al den industrijord, som den pågældende virksomhed havde erhvervet, var øremærket til solcellesektoren. De faktiske købspriser var næsten de samme som udbudspriserne i meddelelserne. For den samme eksporterende producent i stikprøven viste indsamlede beviser, at de priser på brugsrettigheder til jord, den pågældende opnåede, ikke var baseret på »markedspriser«, men blev forhandlet med Land Bureau.

(430)

Ovennævnte beviser er i modstrid med den kinesiske regerings påstande om, at de priser, der blev betalt for brugsrettigheder til jord i Kina, er repræsentative for en markedspris, som bestemmes ved frit udbud og efterspørgsel på markedet. Kommissionen fastslog endvidere, at overførslen af brugsretten til jord omfatter begrænsninger i de procedurer for udbud, auktioner og notering, som påvirker en fair konkurrence, og konstaterede, at visse eksporterende producenter i stikprøven havde modtaget tilbagebetalinger fra lokale myndigheder som kompensation for de (allerede lave) priser, de betalte for brugsrettighederne til jord.

(431)

Resultaterne af undersøgelsen bekræfter, at situationen vedrørende salg og køb af jord i Kina er uklar og uigennemsigtig, og at priserne ofte fastsættes vilkårligt af myndighederne. Myndighederne fastsætter priserne i overensstemmelse med vurderingssystemet for jord i byområder, som kun opdateres hvert tredje år.

(432)

I overensstemmelse hermed bør den kinesiske regerings indrømmelse af brugsrettigheder til jord betragtes som et subsidie i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der indrømmes goder, som har medført en fordel for modtagervirksomhederne. Som forklaret i betragtning 427-430 findes der ikke noget fungerende marked for jord i Kina, og anvendelsen af en ekstern reference (jf. betragtning 435-437) viser, at det beløb, de stikprøveudvalgte eksporterende producenter betaler for brugsretten til jord, ligger et godt stykke under den normale markedspris.

(433)

Desuden udgør de lokale myndigheders tilbagebetalinger en direkte overførsel af midler, som medfører en fordel, idet de er ikke-tilbagebetalingspligtige tilskud, som ikke findes på markedet. Subsidiet er specifikt, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a) og c), eftersom den fordelagtige adgang til industrijord er begrænset til virksomheder, der tilhører visse erhvervsgrene, i dette tilfælde solcelleindustrien, og kun bestemte transaktioner var omfattet af en udbudsprocedure, priserne blev ofte fastsat af myndighederne, og regeringens praksis på dette område var uklar og uigennemsigtig.

(434)

Subsidiet betragtes derfor som udligningsberettiget.

(435)

Som i den oprindelige undersøgelse og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), nr. ii), blev jordpriser fra det særskilte toldområde Taiwan anvendt som en ekstern reference.

(436)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb er beregnet som den fordel, som det konstateredes, at modtagerne havde opnået i NUP. Den fordel, som modtagerne har opnået, beregnes ved at tage højde for forskellen mellem det beløb, som hver af de stikprøveudtagne eksporterende producenter faktisk havde betalt (fratrukket eventuel tilbagebetaling/tilskud fra de lokale myndigheder) for brugsrettigheder til jord, og det beløb, som normalt skulle have været betalt på grundlag af den taiwanesiske reference.

(437)

Efter den metode, der blev anvendt i den oprindelige undersøgelse, brugte Kommissionen den gennemsnitlige pris pr. kvadratmeter jord i Taiwan renset for kursnedskrivning og udvikling i BNP fra og med datoerne i de respektive kontrakter om brugsrettigheder til jord. Oplysningerne om priserne på industrijord blev indhentet på webstedet for Industrial Bureau of the Ministry of Economic Affairs i Taiwan. Kursnedskrivningen og udviklingen i BNP for Taiwan blev beregnet på grundlag af inflation og udvikling i BNP pr. indbygger ved nuværende priser i USD for Taiwan som offentliggjort af IMF for 2015. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, er dette subsidiebeløb (tæller) blevet fordelt over NUP under anvendelse af den normale løbetid for brugsrettigheder til erhvervsmæssig jord, dvs. 50 år. Dette beløb blev derefter fordelt over de stikprøveudvalgte eksporterende producenters samlede omsætning i NUP, da subsidiet ikke er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, producerede, eksporterede eller transporterede mængder.

(438)

Den subsidiesats, der blev fastsat i NUP for de eksporterende producenter i stikprøven i forbindelse med denne ordning, er på:

(439)

I sit svar på fremlæggelsen af oplysninger fremsatte den kinesiske regering en række påstande om, at Kommissionen ikke havde overholdt de væsentlige retlige og dokumentariske standarder med hensyn til fastsættelsen af det finansielle bidrag og af fordelen i forbindelse med denne ordning om brugsret til jord.

(440)

Den kinesiske regering gentog sin overbevisning om, at der med den kinesiske ordning for brugsret til jord indrømmes brugsrettigheder til jord, som er repræsentative for markedspriserne, som bestemmes gennem frit udbud og efterspørgsel på markedet. Som påvist i den oprindelige undersøgelse i betragtning 357-359 og som bekræftet i forbindelse med denne undersøgelse, undlod de kinesiske myndigheder at fremlægge centrale oplysninger, således at Kommissionen kunne foretage en passende analyse. På grundlag de foreliggende oplysninger i denne undersøgelse er det for det andet stadig klart, at et »dynamisk jordovervågningssystem« og et »vurderingssystem for jord i byområder« ikke sikrede, at markedspriserne bestemmes gennem udbud og efterspørgsel. På grund af manglende oplysninger fra den kinesiske regering var det ikke muligt at fastslå den sande natur af det system, der anvendes.

(441)

I overensstemmelse med artikel 28 fremgik det nemlig klart af de oplysninger, som Kommissionen havde til rådighed, at der var behov for en reference som begrundet ovenfor. Ud fra de foreliggende oplysninger blev det desuden klart, uanset om brugsretten til jord var blevet tildelt før eller efter den oprindelige undersøgelse, at der for virksomhederne i stikprøven ikke var belæg for et velfungerende auktionssystem (eller lignende), der fungerer på markedsøkonomiske principper. Tværtimod peger ovenstående elementer i retning af et system, som indrømmede fordelagtige satser til solcellesektoren på en uigennemskuelig måde. Som Kommissionen anførte i det generelle fremlæggelsesdokument, viste de få meddelelser om udbud af jord, der blev indhentet i forbindelse med undersøgelsen, klart, at der kun udbydes jord til målrettede industrier gennem et system af »sektorbestemte retningslinjer«. Desuden var priserne blevet fastsat inden auktionen og ændrede sig ikke, da kun én kendt bydende afgav bud i auktionen.

(442)

De transaktioner, der blev undersøgt hos producenterne i stikprøven, tydede også på, at der fandtes tilbagebetalinger og andre fradrag vedrørende brugsrettigheder til jord samt beviser for, at visse satser var blevet forhandlet med det lokale Land Bureau. Den kinesiske regering bemærkede i sit svar på fremlæggelsen, at sådanne spørgsmål ikke tydede på, at ordningen for brugsret til jord ikke fungerede på markedsøkonomiske principper. Imidlertid blev den individuelle subsidiemargen, der blev beregnet for hver virksomhed i stikprøven (herunder eventuelle fradrag mv.), fremlagt for den pågældende part, og der blev ikke modtaget bemærkninger om, at beregningerne ikke var korrekte i denne henseende. Den kinesiske regerings bemærkninger kan derfor ikke godtages.

(443)

Den kinesiske regering påstod desuden, at Kommissionen mente, at alle brugsrettigheder til jord, der er erhvervet under referencen, modtog fordel, og at dette ikke var tilstrækkeligt til at opfylde kravene om specificitet. Det skal dog bemærkes, at Kommissionens opfattelse af specificitet er, at tilstedeværelsen af en fordrejet og uigennemsigtig ordning for brugsrettigheder til jord sammen med klare beviser for præferencetransaktioner i solcellesektoren, påviser specificitet i denne undersøgelse. Denne påstand blev derfor også afvist.

(444)

En eksporterende producent rejste en påstand om, at brugsrettigheder til jord, som virksomheden havde erhvervet fra enheder, der angiveligt var private parter, ikke burde have været medtaget ved beregningen af fordele. For det første bør det bemærkes, at de fleste af producenterne i stikprøven, hovedsagelig havde erhvervsjord direkte fra et Land Bureau under de kinesiske myndigheder. For det andet, selv i et begrænset antal tilfælde, hvor brugsretten til jord blev erhvervet fra angiveligt private parter, er påstanden uden grundlag, idet den pågældende eksporterende producent i en ordning, som tydeligvis ikke fungerede på grundlag af markedsprincipperne og begunstiger visse sektorer, har erhvervet de relevante brugsrettigheder til priser, der også langt under den etablerede reference. Påstanden blev derfor afvist.

(445)

I pressen og på websteder for eksporterende producenter i solcellesektoren er det konstateret, at der har været adskillige store redningspakker for solcellepanelproducenter siden den oprindelige undersøgelse. De fleste af de virksomheder, der nyder godt af sådanne redningspakker, valgte ikke at samarbejde i forbindelse med denne undersøgelse, og Kommissionen måtte derfor gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(446)

Der blev ikke fremlagt bevist for, at de tre virksomheder i stikprøven havde nydt godt af denne ordning i NUP. Men mindst fire store kinesiske eksporterende virksomheder (herunder de tre største, der ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen) synes at have modtaget betydelige fordele i de senere år, der ville falde ind under denne ordning eller en kombination af denne ordning og en fordelagtig låneordning. Der findes nogle få eksempler i pressen:

(447)

De samlede beløb er betydelige, selv om der skulle tages hensyn til en eller anden form for tilbagebetaling.

(448)

Da de tre stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producenter ikke havde fordel af dette subsidie, blev dets virkninger blev kun taget i betragtning i forbindelse med den generelle analyse af sandsynligheden for fortsat subsidiering under 3.5.

(449)

De udligningsberettigede subsidiebeløb, der blev konstateret i NUP i overensstemmelse med grundforordningens bestemmelser, udtrykt i værdi, for de stikprøveudvalgte virksomheder, er fastsat i nedenstående tabel:

(450)

På grundlag af ovenstående konkluderes det, at der fortsat er sket subsidiering i NUP.

(451)

I betragtning af den manglende samarbejdsvilje hos de tre af de ti største eksporterende producenter (for så vidt angår eksportsalg til Unionen) og de foreliggende beviser for, at nogle af dem modtog store subsidier (se betragtning 446), bør ovennævnte procentsatser betragtes som forsigtige.

(452)

Kommissionen anmodede den kinesiske regering om at angive eventuelle (påtænkte) ændringer af den kinesiske regerings planer og politikker, der kan påvirke Kommissionens undersøgelsesresultater vedrørende subsidier. Den kinesiske regering henviste til den nye 13. femårsplan, som trådte i kraft i marts 2016 (dvs. efter NUP), og vil være gældende frem til 2020. Denne strategiske plan erstatter den 12. femårsplan, hvori støttepolitikkerne for solcelleindustrien indtog en fremtrædende plads.

(453)

Kommissionen analyserede den 13. femårsplan og konstaterede, at den også lægger vægt på statsstøtte til teknologisk gennembrud på energirelaterede produkter og tjenester, herunder for den nye generation af solceller. Mens den kinesiske regering sammen med den 12. femårsplan også udarbejdede en særlig plan for solcelleindustrien, blev der ikke afdækket en tilsvarende specifik plan for solcelleindustrien sammen med den nye 13. femårsplan. Den kinesiske regering påstod, at man ikke havde til hensigt at udsende en særlig plan for solcelleindustrien. Ikke desto mindre er den eksplicitte vægt på en ny generation af solceller et klart tegn på, at støtten til solcelleindustrien også vil fortsætte i de kommende år.

(454)

Retsgrundlaget for den politiske støtte til solcellesektoren, såsom Kinas lov om videnskabelige og teknologiske fremskridt (Law of the PRC on Scientific and Technological Progress) (se betragtning 89), i hvilken støtteforanstaltninger til solcelleindustrien udtrykkeligt er nævnt, forbliver desuden i kraft. På intet tidspunkt i løbet undersøgelsen bekræftede den kinesiske regering, at disse love vil blive ophævet.

(455)

Som forklaret i betragtning 445-447 blev der givet betydelige redningspakker til solcelleproducenter i årene efter indførelsen af de oprindelige foranstaltninger. De kinesiske producenter af den undersøgte vare, som modtog disse redningspakker, ville sandsynligvis have forladt solcellesektoren, hvis de ikke havde fået offentlig støtte i form af redningspakker.

(456)

Redningspakkerne er en sigende indikation af, at den kinesiske regering har til hensigt at støtte solcelleindustrien og holde den kørende. Dette viser klart den kinesiske regerings motivation og vilje til at fortsætte sine støttepolitikker.

(457)

Den kinesiske regering nægtede at afgive oplysninger om disse redningspakker trods gentagne anmodninger herom. De producenter, der har modtaget sådanne redningspakker, samarbejdede ikke i forbindelse med undersøgelsen, selv om de er blandt de største producenter/eksportører til Unionen. På baggrund af ovenstående kan det ifølge de foreliggende faktiske oplysninger kun konkluderes, at denne type statsstøtte højst sandsynligt også vil fortsætte i fremtiden.

(458)

Det fordrejede finansmarked, det (primært) statslige ejerskab af størstedelen af de finansielle institutioner i Kina og den kinesiske regerings kontrol med og indflydelse på finansielle institutioners transaktioner og forretningsmæssige beslutninger (afsnit 3.4.1.1-3.4.1.2) er strukturelle og varige kendetegn ved den kinesiske finanssektor.

(459)

Den kinesiske regering fremlagde oplysninger om de igangværende bestræbelser på at reformere de finansielle markeder, begyndende med liberaliseringen af rentesatserne, men der blev ikke fremlagt klare beviser for, at man faktisk ville reducere præferentiel finansiering til tilskyndede industrier. Nærmere betegnet vil en sådan reform ikke påvirke ejerskabsstrukturen i de finansielle institutioner eller statens kontrol i den nærmeste fremtid med deres udlånsbeslutninger i overensstemmelse med statens politik.

(460)

Golden Sun-tilskud blev ydet mellem 2009 og 2012 og afskrives over 20 år. Derfor fortsætter fordelen for solcelleindustrien frem til 2029-2032.

(461)

Andre tilskud afskrives også på særlige betingelser og kan også fortsat medføre fordele efter NUP.

(462)

Desuden blev der fundet to tilskud i løbet af denne undersøgelse, som ikke blev udlignet i den oprindelige undersøgelse. Nærmere oplysninger om disse tilskud, nemlig »Foreign Trade Development«-ordningen og 863- og 973-ordningerne, findes i betragtning 464-488. Disse tilskud viser, at subsidiering i form af tilskud til solcelleindustrien er fortsat, og viser således klart sandsynligheden for, at denne form for subsidiering vil fortsætte, hvis foranstaltningerne udløber (og også selv om foranstaltningerne ikke udløber). Da disse to tilskud ikke blev udlignet i den oprindelige undersøgelse, opgøres subsidiesatsen ikke.

(463)

Endelig mener Kommissionen, for så vidt angår fremtidige tilskud til solcelleindustrien, at dette er stærkt sandsynligt af to grunde. For det første optræder solcelleindustrien stadig i den nye 13. femårsplan. For det andet meddelte den kinesiske regering ikke, at forsknings- og udviklingsprogrammer, der er styret af den 13. femårsplan, var ophævet eller ville blive ophævet.

(464)

Dette tilskud omfatter et fast beløb med henblik på at støtte eksportaktiviteter. Programmet administreres af finansministeriet (MOF). For at drage fordel af denne støtte skal virksomheden være godkendt og registreret. Denne ordning blev desuden udlignet af de canadiske myndigheder i 2015 (49).

(465)

Den kinesiske regering fremlagde ingen oplysninger om denne ordning. Kommissionen var således ikke i stand til at kontrollere alle aspekter af ordningen og navnlig de faktiske fordele for eksporterende producenter af den undersøgte vare og solcellesektoren som helhed. Derfor måtte nogle af konklusionerne af undersøgelsen baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

(466)

Det vigtigste retsgrundlag er finansministeriets Measure of administration of Foreign Trade Development Fund (Caiqi (2010) nr.114). For en eksporterende producent i stikprøven skete gennemførelsen af ordningen i NUP via Circular of Jiangxi Financial Department on Issuing Jiangxi Foreign Economy and Trade Department Development and Support Funds (the Third Around) of the Year 2013 GanCaiQiZhi [2014] nr. 31 og Circular of Jiangxi Financial Department on Issuing Jiangxi Foreign Economy and Trade Department Development and Support Funds (the Third Around) of the Year 2014 GanCaiQiZhi [2015] nr. 25.

(467)

Jinko fremlagde henvisningen til det væsentligste retsgrundlag og kopier af de to cirkulærer, der er nævnt i ovenstående betragtning. Jinko anførte, at man også havde modtaget tilskud under denne ordning i 2012.

(468)

Changzhou Trina Solar Energy Co. Ltd og de forretningsmæssigt forbundne virksomheder (»Trina«) oplyste, at man havde modtaget tilskud under denne ordning i NUP.

(469)

På grundlag af de foreliggende oplysninger ser disse ordninger ikke ud til at være almindeligt tilgængelige for alle virksomheder i Kina.

(470)

Foreign Trade Development-ordningerne indrømmer subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, i form af en overførsel af midler fra den kinesiske regering i form af tilskud til producenter af den undersøgte vare.

(471)

Endvidere fastslog Kommissionen, at denne subsidieordning er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(472)

Foreign Trade Development-ordningerne er specifikke subsidier i form af tilskud. Undersøgelsen fastslog, at én af de eksporterende virksomheder i stikprøven har haft fordel af dette subsidie.

(473)

863-ordningen er et nationalt højteknologisk forsknings- og udviklingsprogram med fokus på centrale teknologier for industrialiseringen af højeffektive solceller, såsom solceller af tyndfilm-silicium af MW-klassen eller solceller af krystallinsk silicium med heteroovergang og siliciumbaserede solceller med nanotråd. Tilskud under denne ordning ydes af ministeriet for videnskab og teknologi.

(474)

Virksomhederne søger om disse tilskud online (50). Der gives tilskud til virksomheder, som opfylder visse betingelser, f.eks. skal det være en virksomhed med avanceret energiteknologi, eller en virksomhed, der har en stærk FoU-kapacitet.

(475)

973-ordningen er et National Key Basic Research and Development Programme. Det omfatter f.eks. grundforskning i støbte solceller med lav deficiens og høj effektivitet. Ligesom for 863-ordningen skal virksomhederne ansøge om tilskud online (51), og de ydes af ministeriet for videnskab og teknologi. De betingelser, som virksomhederne skal opfylde med hensyn til projektets særlige kendetegn, omfatter f.eks. innovative idéer, klare avancerede forskningsmål centreret om nationale nøglebehov, tværfaglig forskning, som har kinesiske kendetegn og er af international betydning.

(476)

Retningslinjer for centrale teknologier, der kan opnå støtte under 863- og 973-ordningerne, offentliggøres på årsbasis.

(477)

I sin mangelskrivelse anmodede Kommissionen den kinesiske regering om at fremlægge visse offentlige planer for de to ordninger. Under henvisning til alle andre dokumenter, som allerede var fremsendt til Kommissionen (og hvoraf de fleste ikke engang vedrørte de pågældende to programmer) bad den kinesiske regering Kommissionen om at præcisere, hvorfor Kommissionen havde behov for disse oplysninger, og fortsatte derefter med at erklære, at sådanne planer ikke fandtes. På den anden side blev der fremlagt oplysninger om en række foreløbige og administrative foranstaltninger om forvaltning af sådanne planer (som den kinesiske regering anfægtede eksistensen af).

(478)

Da Kommissionen under kontrolbesøget anmodede om de dokumenter, der udgør retsgrundlaget for de to ordninger (da den kinesiske regering ikke havde besvaret dette spørgsmål i sin spørgeskemabesvarelse), fremlagde den kinesiske regering de administrative foranstaltninger — på kinesisk — for tre statslige planer vedrørende støtte til højteknologisk forskning og udvikling, grundforskning og udvikling samt videnskab og teknologi. På grund af tidspunktet for fremlægningen af oplysningerne og det forhold, at dokumenterne ikke var ledsaget af en oversættelse til engelsk, kunne Kommissionen ikke kontrollere disse dokumenter på stedet.

(479)

Kommissionen bad også den kinesiske regering fremlægge statistikker om de midler, der stilles til rådighed inden for rammerne af disse to projekter. Den kinesiske regering nægtede at fremlægge disse statistiske oplysninger, da midlerne ifølge den kinesiske regering ikke vedrører fremstilling af solcelleprodukter.

(480)

Den kinesiske regering påstod desuden, at ingen af de eksporterende producenter i stikprøven drog fordel af nogen af de to ordninger (eller for den sags skyld af nogen af de ordninger, som var opført under »Andre tilskud«), hvilket var i modstrid med de oplysninger, der blev givet af en af de eksporterende producenter i stikprøven.

(481)

Kommissionen var således ikke i stand til at kontrollere alle aspekter af 863- og 973-ordningerne og navnlig de faktiske fordele for producenterne af den undersøgte vare og solcellesektoren som helhed. Derfor måtte nogle af konklusionerne af undersøgelsen baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

(482)

Retsgrundlaget for de to ordninger, udgøres af Administrative measures for National High Technology Research and Development Plan (863 Plan), revideret i 2011, Administrative Measures for National Science and Technology Support Plan, revideret i 2011 og Administrative measures for National Key Basic Research and Development Program (973), revideret i 2011.

(483)

Den kinesiske regering erklærede, at den støtte, der gives inden for rammerne af 863- og 973-ordningerne, kun vedrører forskning og udvikling og ikke produktion af den undersøgte vare. Desuden påstod den kinesiske regering, at de to ordninger ikke er udligningsberettigede, da de ikke er specifikke.

(484)

Disse påstande afvises. Den omstændighed, at tilskuddene blev ydet til forskning og udvikling af den undersøgte vare, betyder en direkte overførsel af midler fra den kinesiske regering, hvilket i væsentlig grad reducerer de forsknings- og udviklingsomkostninger, som støttemodtageren ellers ville have haft.

(485)

Tilskuddene anses for at være specifikke, da kun virksomheder, der opererer inden for centrale teknologier som anført i de retningslinjer, der offentliggøres på årsbasis, er berettigede til at modtage dem. I retningslinjerne fastsættes de nøgleteknologier, som kan blive omfattet af de to ordninger. Efter anmodning fra Kommissionen fremlagde den kinesiske regering retningslinjerne for årene 2011, 2013 og 2014. I retningslinjerne for nøgleteknologier fra 2014 nævnes forskning i solceller udtrykkeligt. I vejledningerne for årene før 2014 fremgik enten solceller og/eller solenergi også udtrykkeligt.

(486)

863- og 973-ordningerne indrømmer subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2, i form af en overførsel af midler fra den kinesiske regering som tilskud til producenter af den undersøgte vare.

(487)

Endvidere fastslog Kommissionen, at denne subsidieordning er specifik, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a).

(488)

863- og 973-ordningerne er specifikke subsidier i form af tilskud. Undersøgelsen fastslog, at én af de eksporterende virksomheder i stikprøven har haft fordel af dette subsidie.

(489)

Der gælder forskellige favorable skatteordninger for virksomhederne i solcelleindustrien, og disse ordninger er forankret i den gældende skattelovgivning. Under høringen og kontrolbesøget gav den kinesiske regering ikke udtryk for, at den havde til hensigt at ændre sin skattelovgivning.

(490)

Hvad angår skatte- og afgiftsfritagelser for udstyr, som blev konstateret for nogle af producenterne af solcellemoduler, er det udstyr, der var omfattet af fritagelserne, genstand for afskrivning, og derfor afskrives fordelen i form af skatte- og/eller afgiftsfritagelser i overensstemmelse hermed i de kommende år (dvs. efter NUP).

(491)

På grundlag af ovenstående mener Kommissionen, at udløbet af foranstaltningerne sandsynligvis vil føre til fortsat subsidiering.

(492)

Kommissionen undersøgte også, om den subsidierede eksport fra Kina til Unionen ville stige, hvis foranstaltningerne skulle få lov at udløbe. I den forbindelse benyttede Kommissionen sig af de foreliggende oplysninger fra Bloomberg New Energy Finance og spørgeskemabesvarelserne fra de samarbejdsvillige virksomheder i stikprøven.

(493)

Som nærmere forklaret i afsnit 5.1 ville den nuværende kinesiske produktionskapacitet angiveligt være tyve gange så stor som Unionens efterspørgsel, jf. betragtning 516, og næsten dobbelt så stor som den globale efterspørgsel.

(494)

Denne overkapacitet blev også bekræftet af data fra de stikprøveudvalgte samarbejdsvillige producenter, som alle viste, at deres eksisterende produktionssteder havde uudnyttet kapacitet, samtidig med, at der blev oprettet nye produktionsanlæg, så der blev tilføjet endnu mere produktionskapacitet.

(495)

Som beskrevet i afsnit 5.2 betragtes EU-markedet desuden som meget attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter. Sidst, men ikke mindst er prisniveauet i Unionen, som er højere end på andre tredjelandsmarkeder, et incitament for de kinesiske producenter til at eksportere til Unionen i stedet for andre tredjelandsmarkeder.

(496)

Kommissionen konkluderer derfor, at det i betragtning af sandsynligheden for fortsat subsidiering kombineret med den omfattende uudnyttede kapacitet i den kinesiske solcellesektor og EU-markedets tiltrækningskraft, er sandsynligt, at de kinesiske producenter vil øge deres eksport af den pågældende vare til subsidierede priser til EU-markedet, hvis foranstaltningerne får lov at udløbe.

(497)

I lyset af ovenstående og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 18, stk. 3, konkluderer Kommissionen, at subsidieringen er fortsat i NUP, og at der er stor sandsynlighed for fortsat subsidiering til solcelleindustrien, hvis de gældende foranstaltninger får lov at udløbe.

(498)

Samme vare blev fremstillet af over 100 producenter i Unionen i den nuværende undersøgelsesperiode. De udgør »EU-erhvervsgrenen« som omhandlet i grundforordningens artikel 4, stk. 1.

(499)

Alle tilgængelige oplysninger om EU-erhvervsgrenen blev anvendt til at fastsætte den samlede EU-produktion for NUP, da der ikke var fyldestgørende offentlige oplysninger om produktionen til rådighed. Disse oplysninger omfattede: makroøkonomiske data, der blev fremlagt af ansøgeren, men indhentet på dennes vegne af Europressedienst, et uafhængigt konsulentfirma, besvarelserne om den økonomiske situation fra de interesserede parter afgivet i perioden inden undersøgelsen startede, og de kontrollerede spørgeskemabesvarelser fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven.

(500)

På dette grundlag blev den samlede EU-produktion i den nuværende undersøgelsesperiode anslået til omkring 3 409 MW for moduler og 1 270 MW for celler.

(501)

En del af EU-erhvervsgrenen er vertikalt integreret, og, for så vidt angår produktion af celler er en væsentlig del af EU-erhvervsgrenens produktion beregnet til bunden anvendelse (96 %). Det frie marked for celler var dermed meget begrænset. Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en interesseret part den sidste udtalelse og anførte, at det frie marked udgjorde en stor del af det samlede marked for celler (anslået til ca. 3 409 MW, jf. tabel 1b). Kommissionen accepterede denne korrektion, da det bundne marked i Unionen ganske rigtigt kun udgjorde 31,8 % af det samlede forbrug af celler. Dette ændrer imidlertid ikke ved den konstatering, at en væsentlig del af EU-erhvervsgrenens celleproduktion var bestemt til bunden anvendelse, og har ingen indvirkning på analysen af skade og Unionens interesser. Det frie marked for celler består hovedsagelig af import og ikke af EU-celleproducenternes salg, da de fleste celleproducenter har forladt markedet i de senere år.

(502)

For at fastslå, om EU-erhvervsgrenen fortsatte med at lide skade, og for at fastlægge forbruget og de forskellige økonomiske indikatorer for EU-erhvervsgrenens situation undersøgte Kommissionen, hvorvidt og i hvilket omfang den efterfølgende anvendelse af EU-erhvervsgrenens produktion af samme vare (»bunden anvendelse«) skulle tages i betragtning i analysen.

(503)

Kommissionen analyserede følgende økonomiske indikatorer i forhold til den samlede aktivitet (inkl. EU-erhvervsgrenens bundne anvendelse): forbrug, salgsmængde, produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, vækst, investeringer, lagerbeholdning, beskæftigelse, produktivitet, likviditet, investeringsafkast, evnen til at rejse kapital og subsidiemargenens størrelse.

(504)

For disse indikatorer konstaterede Kommissionen i overensstemmelse med den oprindelige undersøgelse, at produktionen til det bundne marked også blev påvirket af konkurrence fra importen fra det pågældende land. De celler, der er bestemt til det bundne marked, blev anvendt som den vigtigste komponent i produktionen af moduler. Derfor udøvede den direkte konkurrence fra importen af moduler fra det pågældende land, som EU-modulproducenterne står over for, også et indirekte pres på den bundne salgspris og/eller omkostningerne til produktion af de celler, der anvendes i disse moduler. Herudover øgede importen af celler fra Kina presset på modulproducenter, der anvender bunden solcelleproduktion. De skulle ikke alene konkurrere med moduler, der er samlet i tredjelande af kinesiske celler, men også med moduler, der er samlet i Unionen under anvendelse af de importerede kinesiske celler.

(505)

I modsætning til andre sager (52), hvor sondringen mellem det bundne og det frie marked var relevant for skadesanalysen, fordi varer beregnet til bunden anvendelse ikke fandtes at være i direkte konkurrence med importvarerne, fastslog Kommissionen i den foreliggende sag, at det for de fleste økonomiske indikatorer ikke var berettiget at sondre mellem det bundne og det frie marked.

(506)

Hvad angår rentabiliteten nøjedes Kommissionen dog med at se på salg på det frie marked. Priserne på det bundne marked blev fastsat på grundlag af forskellige prispolitikker (interne afregningspriser til virtuel markedspris, afregning på grundlag af faktiske omkostninger osv.). De afspejler således ikke altid priserne på armslængdevilkår og kunne derfor ikke tages i betragtning ved vurderingen af denne indikator.

(507)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at EU-celleproducenternes situation burde være blevet vurderet særskilt for det bundne marked og det frie marked. De påstod for det første, at Kommissionen ikke har givet en behørig begrundelse for, hvordan det bundne marked også var blevet påvirket af konkurrencen fra importen fra Kina. For det andet fremførte en part, at da priserne på det bundne marked efter Kommissionens opfattelse ikke var pålidelige i forbindelse med en vurdering af rentabiliteten, er det ligeledes forkert at drage den konklusion, at de var under pres fra importen af moduler. For det tredje afkræfter en fælles analyse af de to markeder den omstændighed, at forbruget af celler faldt mindre end forbruget af moduler i den betragtede periode. Man kan hævde, at dette betyder, at der ikke er nogen direkte forbindelse mellem importen af moduler og importen af celler og mellem faldet i importen af celler og priserne på celler, der udsættes for det frie marked.

(508)

For det første gav Kommissionen i modsætning til parternes påstande i betragtning 503-504 en behørig begrundelse for, hvordan det bundne marked for celler også blev påvirket af konkurrencen fra importen fra Kina. Da cellen er hovedkomponenten ved fremstilling af et modul, udøver importen af moduler fra Kina et indirekte pres på salgsprisen på celler ved bundent salg, når transferprisen er baseret på en virtuel markedspris. Alternativt, når transferpriserne er baseret på faktiske omkostninger, lægger importen af celler pres på virksomhederne for at gøre deres produktion mere effektiv. Selv om priserne på det bundne marked ikke var tilstrækkeligt pålidelige til at vurdere rentabiliteten, betragtede Kommissionen for det andet udviklingen i disse priser som en relevant faktor for vurderingen af, hvorvidt det bundne marked var udsat for konkurrence fra importen fra Kina. For det tredje gjorde Kommissionen ikke gældende, at der er en direkte forbindelse mellem importen af moduler og importen af celler. Den bemærkede derimod, at den bundne anvendelse af celler også er udsat for direkte konkurrence fra importen af celler og indirekte konkurrence fra importen af moduler, da de bundne celler anvendes til produktion af moduler. Endelig fremlagde den interesserede part ikke bevis for, at der ikke er nogen forbindelse mellem priserne på celler på det frie marked og faldet i importen af celler. Som det fremgår af tabel 8b, steg EU-celleerhvervsgrenens salgspriser, da importen af celler fra Kina faldt både med hensyn til mængde og markedsandel mellem 2014, hvor foranstaltningerne begyndte at få fuld virkning, og NUP. Disse påstande afvistes derfor.

(509)

Efter fremlæggelsen af oplysninger påstod den kinesiske regering, at en fælles analyse af det bundne og det frie marked for celler rent faktisk udelukker en analyse af det frie marked, da det kun udgør 4 % af den samlede solcelleproduktion i Unionen. Kommissionen har således undladt at undersøge situationen i EU-erhvervsgrenen som helhed og opfylder derfor ikke kravene om »objektivitet« i antidumpingaftalens artikel 3.1.

(510)

Kommissionen forstod dog ikke, hvordan en fælles analyse af det bundne og det frie marked for celler udelukker en analyse af det frie marked. Kommissionen analyserede nemlig en række skadesindikatorer kun for det frie marked f.eks. rentabilitet, salgspriser og investeringsafkast. Desuden blev en række indikatorer analyseret kumulativt, selv i de tilfælde hvor der blev foretaget en særskilt analyse af det bundne og det frie marked (53). Disse indikatorer er ofte: produktion, kapacitet, kapacitetsudnyttelse, investeringer, investeringsafkast, beskæftigelse, produktivitet, lagerbeholdninger og arbejdskraftomkostninger. Sidst, men ikke mindst fulgte skadesindikatorerne for disse EU-solcelleproducenter, som udelukkende sælger på det frie marked, den samme tendens, og konklusionerne for hele EU-celleerhvervsgrenen gælder følgelig også for dem. Den kinesiske regering hævdede, at der ifølge WTO's retspraksis i tilfælde af forekomsten af et bundet marked for en del af den undersøgte vare skal gennemføres en komparativ analyse. Kommissionen mener, at dette krav, selv hvis det fandt anvendelse i den foreliggende, meget specifikke sag, under alle omstændigheder var overholdt. For den del af Unionens celleproduktion, som sælges på et bundet marked, blev skaden konstateret på grundlag af et indirekte pres på priserne på de moduler, som disse celler indbygges i. For den del af Unionens celleproduktion, som sælges på et frit marked, blev skadesindikatorerne også vurderet særskilt, og de udviser samme tendens som for den bundne del af markedet (der, som følge af den omstændighed, at det udgør 96 % af EU-produktionen, er næsten identisk med den kumulative vurdering). Dette argument blev derfor afvist.

(511)

Den kinesiske regering påstod endvidere, at erklæringen om, at EU-modulproducenter konkurrerer med moduler, der er samlet i tredjelande med kinesiske celler, på ulovlig vis udvider anvendelsesområdet for undersøgelsen. Disse moduler har imidlertid været omfattet af undersøgelsen fra starten, da celler giver moduler oprindelsesstatus (54). Denne påstand blev derfor afvist.

(512)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en anden part, at analysen af rentabiliteten på grundlag af 4 % af solcelleproduktionen i Unionen ikke er repræsentativ for en nøjagtig vurdering af behovet for at opretholde tolden. Kommissionen bemærkede, at kun rentabiliteten blev vurderet udelukkende på grundlag af salget af celler til uafhængige kunder, jf. begrundelserne i betragtning 506. Med henblik på at vurdere EU-erhvervsgrenens situation blev alle andre indikatorer analyseret under hensyntagen til både det bundne og det frie marked for celler. Dette argument blev derfor afvist.

(513)

Jabil samlede som kontraktproducent moduler på vegne af andre virksomheder i NUP. For denne samlingsydelse betalte de øvrige virksomheder et gebyr. De tog ligeledes det fulde kontraktlige ansvar for salget af moduler, der var samlet af Jabil. Følgelig stammede de indtægter, som Jabil oplyste, ikke fra salg af moduler, men fra gebyrer. Kommissionen besluttede derfor at udskille tallene for Jabils fortjeneste fra tallene for resten af EU-modulerhvervsgrenens fortjeneste (se betragtning 563 og 565). For de resterende skadesindikatorer kunne de samlingsydelser, Jabil leverede til ikke samarbejdsvillige modulproducenter, ikke kontrolleres og blev derfor ikke taget i betragtning.

(514)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anmodede en interesseret part om yderligere præciseringer af, hvilke oplysninger fra Jabil der blev eller ikke blev taget i betragtning, og hvorfor. For alle skadesindikatorer undtagen rentabiliteten har Kommissionen taget hensyn til alle oplysninger fra Jabil, som vedrører de samarbejdsvillige EU-modulproducenter. Kun disse oplysninger blev taget i betragtning, da de kunne kontrolleres, mens resten blev tilsidesat i betragtning af Jabils særlige forretningsmodel og den kendsgerning, at de endelige salgspriser ikke kunne kontrolleres.

(515)

Kommissionen fastsatte EU-forbruget på grundlag af den samlede importmængde af den pågældende vare og den samlede salgsmængde af samme vare i Unionen, herunder salget til bunden anvendelse. EU-erhvervsgrenens samlede salg blev baseret på oplysninger fra Europressedienst, eventuelt korrigeret med data fra de interesserede parters besvarelser om den økonomiske situation, som blev indsendt i perioden inden undersøgelsen startede, og de verificerede spørgeskemabesvarelser fra virksomhederne i stikprøven. Som anført i betragtning 519 var importoplysningerne baseret på Comext og de data, medlemsstaterne indberetter til Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 14, stk. 6, (»database i henhold til artikel 14, stk. 6«). Data om forbruget blev krydstjekket med andre kilder (55).

(516)

EU-forbruget udviklede sig som følger:

Tabel 1a

EU-forbruget af moduler (i MW)

Tabel 1b

EU-forbruget af celler (i MW)

(517)

Samlet set faldt EU-forbruget betydeligt mellem 2012 og NUP. EU-forbruget af moduler faldt med 56 %. Efter det dramatiske fald på 35 % mellem 2012 og 2013 forblev forbruget forholdsvis stabilt i 2014 og i NUP.

(518)

Hvad angår celler faldt forbruget lidt mindre, nemlig med 26 % i den betragtede periode. Faldet i forbruget fandt hovedsagelig sted mellem 2013 og 2014, hvor det faldt med 26 %. Det begyndte dog at stige igen i NUP, hvor det steg med 4,5 % i forhold til 2014.

(519)

Importmængder og -værdier blev baseret på forskellige kilder. For 2012 og en del af 2013 var de baseret på oplysninger fra ansøgeren, men indhentet på dennes vegne af Europressedienst, da moduler og celler på daværende tidspunkt blev importeret til Unionen under toldpositioner, der omfatter andre varer, som ikke er genstand for denne undersøgelse, og Eurostat kunne derfor ikke anvendes. Efter at registrering af importen af moduler og celler var blevet indført den 6. marts 2013 (56), kunne Eurostats tal anvendes. For resten af 2013, 2014 og NUP baserede Kommissionen følgelig sine konklusioner på Comext-databasen (57) og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(520)

Importen til Unionen fra det pågældende land udviklede sig således:

Tabel 2a

Import af moduler fra Kina (i MW) og markedsandel  (58)

Tabel 2b

Import af celler fra Kina (i MW) og markedsandel

(521)

I den betragtede periode faldt importmængden af moduler fra Kina med 73 %, og der skete et tilsvarende fald i markedsandelen med 39 %, nemlig fra 66 % i 2012 til 41 % i NUP. Efter indførelsen af de gældende foranstaltninger i 2013 faldt mængden af importerede moduler imidlertid med 45 % mellem 2013 og 2014, mens forbruget faldt med 31 %.

(522)

Hvad angår celler steg importmængderne med 65 % i den betragtede periode, hvilket resulterede i en langt større stigning i markedsandel, nemlig med 123 % (fra 7 % i 2012 til 16 % i NUP) i en situation med et vigende marked. I samme periode mellem 2013 og 2014 steg importen af celler med 59 %, hvilket resulterede i en stigning i markedsandelen på 10 procentpoint. Selv om stigningen ikke fortsatte i NUP, forblev importen meget højere i NUP end i 2012 og 2013.

(523)

Kommissionen fastsatte importpriserne på grundlag af Comext og databasen i henhold til artikel 14, stk. 6.

(524)

De gennemsnitlige importpriser ved salg til Unionen fra det pågældende land udviklede sig således:

Tabel 3a

Importpriser for moduler (EUR/kW)

Tabel 3b

Importpriser for celler (EUR/kW)

(525)

Den gennemsnitlige importpris fra Kina faldt med 22 % for moduler og 43 % for celler i den betragtede periode. Importprisen for moduler faldt i 2012 og 2013, og derefter, da foranstaltningerne trådte i kraft, steg prisen med 6,3 % for moduler mellem 2013 og 2014. Den faldt lidt igen mellem 2014 og NUP, dvs. med 1,6 %. Hvad angår celler, fortsatte importprisen med at falde mellem 2013 og 2014, hvor den styrtdykkede med yderligere 19,4 %, men steg lidt mellem 2014 og NUP, dvs. med 1,4 %.

(526)

Imidlertid havde næsten alle eksportende producenter, der solgte moduler og celler i NUP, fået pristilsagn, og deres eksportpriser til EU blev bestemt af disse pristilsagn, hvorved der fastsættes en minimumsimportpris. Kun 1,6 % af mængden af moduler og 0,6 % af celler blev importeret uden for minimumsimportprisen (59). Derfor kan sådanne eksportpriser ikke anses for at være en relevant indikator til at fastslå de eksporterende producenters prisadfærd, hvis foranstaltningerne ikke var indført.

(527)

Efter fremlæggelsen af oplysninger hævdede en række parter, at man burde anvende prisen ved eksport til Unionen til at konstatere underbud, og de har beregnet, at der ikke var underbud på dette grundlag. Det er korrekt, at der på grundlag af priserne ved eksport til Unionen ikke er tale om underbud for moduler, og at underbuddet for celler er meget begrænset. Kommissionen fandt imidlertid, at det manglende underbud, der skyldtes overensstemmelse med minimumsimportpriserne, ikke var den afgørende indikator for analysen af EU-erhvervsgrenens aktuelle situation. Som anført i betragtning 573 fastslog Kommissionen, at EU-erhvervsgrenen fortsat led skade som følge af omfanget af den konstaterede subsidiering i den tidligere undersøgelse og som følge af den konstaterede omgåelsespraksis som omhandlet i betragtning 4 og ikke har haft tilstrækkelig tid til at genrejse sig.

(528)

Den gennemsnitlige pris på importen til Unionen fra tredjelande var også baseret på data fra Comext og i henhold til artikel 14, stk. 6, og udviklede sig som følger:

Tabel 4a

Moduler — Import fra tredjelande

Tabel 4b

Celler — Import fra tredjelande

(529)

I den betragtede periode steg importen fra tredjelande til Unionen med 30 % for moduler. Den største stigning indtraf mellem 2013 og 2014, hvor mængderne steg med 48 %. Markedsandelen steg betydeligt fra 9 % i 2012 til 25 % i NUP. Den største ændring fandt sted mellem 2013 og 2014, hvor markedsandelen steg fra 13 % til 28 %. Taiwan, Malaysia og Singapore var de største eksportører efter Kina. Det skal bemærkes, at importen fra Taiwan og Malaysia kan have omfattet omgåelse (se betragtning 4).

(530)

Hvad angår celler faldt importen fra andre lande med 47 % i den betragtede periode. Det største fald, nemlig med 52 %, skete mellem 2013 og 2014, mens importen steg lidt med 9 % mellem 2014 og NUP. Dette førte til et fald i markedsandel fra 70 % i 2012 til 51 % i NUP. Faldet var fra 75 % til 48 % mellem 2013 og 2014, hvorefter markedsandelen steg lidt med tre procentpoint i NUP. Hvad angår celler var Taiwan og Malaysia de største eksportører, efterfulgt af Kina og USA. Det skal bemærkes, at importen fra Taiwan og Malaysia kan have omfattet omgåelse (se betragtning 4).

(531)

De gennemsnitlige eksportpriser fra tredjelande for både moduler og celler faldt betydeligt i den betragtede periode på linje med de kinesiske priser og EU-priser. For moduler faldt de med 21 % og for celler med 45 % i den betragtede periode. Igen kan disse priser have været påvirket af omgåelse (se betragtning 4).

(532)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 8, stk. 4, undersøgte Kommissionen alle økonomiske faktorer og forhold, der kunne have indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.

(533)

I forbindelse med skadesanalysen sondrede Kommissionen mellem makroøkonomiske og mikroøkonomiske skadesindikatorer. Kommissionen evaluerede de makroøkonomiske indikatorer ud fra oplysninger fra ansøgeren, som blev krydstjekket med besvarelserne om den økonomiske situation fra en række EU-producenter i perioden inden undersøgelsen og de verificerede spørgeskemabesvarelser fra EU-producenterne i stikprøven. Kommissionen evaluerede de mikroøkonomiske indikatorer ud fra oplysningerne i spørgeskemabesvarelserne fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven.

(534)

De makroøkonomiske indikatorer er: produktion, produktionskapacitet, kapacitetsudnyttelse, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, subsidiemargenens størrelse og genrejsning efter tidligere subsidiering.

(535)

De mikroøkonomiske indikatorer er: gennemsnitlige enhedspriser, enhedsomkostninger, arbejdskraftomkostninger, lagerbeholdninger, rentabilitet, likviditet, investeringer, investeringsafkast og evne til at rejse kapital.

(536)

Den samlede produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse i EU udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 5a

Moduler — Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

Tabel 5b

Celler — Produktion, produktionskapacitet og kapacitetsudnyttelse

(537)

Den samlede EU-produktion af moduler faldt med 26 % i den betragtede periode, men steg med 4,5 % mellem 2014 og NUP. På baggrund af faldet i forbruget reagerede produktionskapaciteten på tendensen med faldende produktion og faldt også med 25 % i den betragtede periode. Derfor var kapacitetsudnyttelsen stabil mellem begyndelsen og slutningen af den betragtede periode og var på 53 % i NUP. Der skete dog en betydelig stigning i kapacitetsudnyttelsen på 9 procentpoint mellem 2014 og NUP (dvs. en stigning på 19 %). Det skal bemærkes, at de EU-modulproducenter, der indgik i stikprøven, havde en meget højere kapacitetsudnyttelsesgrad i den betragtede periode og nåede op på 85 % i NUP, en stigning på 39 % i forhold til 2012 (61 %).

(538)

EU-produktionen af celler steg med 19 % i den betragtede periode. Mens produktionen faldt med 31 % mellem 2012 og 2013, steg den med 49 % mellem 2013 og 2014 og med yderligere 15 % mellem 2014 og NUP. Dette faldt sammen med indførelsen af udligningsforanstaltningerne i december 2013, mens forbruget faldt konstant i perioden mellem 2012 og 2014, men steg mellem 2014 og NUP. Samtidig faldt produktionskapaciteten med 24 % i den betragtede periode, hvilket medførte en betydelig stigning i kapacitetsudnyttelsen fra 45 % i 2012 til 70 % i NUP. Ligesom producenterne af moduler havde de stikprøveudtagne producenter af celler en langt højere kapacitetsudnyttelse end den samlede EU-erhvervsgren (86 %), som forblev stabil i den betragtede periode.

(539)

Det kan konkluderes, at EU-erhvervsgrenen reducerede sin kapacitet som reaktion på et fald i forbruget. Samtidig øgede den sin produktion i NUP i forhold til 2014, hvilket yderligere forbedrede kapacitetsudnyttelsesgraden.

(540)

EU-erhvervsgrenens salgsmængde og markedsandel udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 6a

Moduler — Salgsmængde og markedsandel

Tabel 6b

Celler — Salgsmængde og markedsandel

(541)

I den betragtede periode faldt salgsmængden af moduler med 40 %. På baggrund af et fald i forbruget på 56 % gav dette sig dog udslag i en væsentlig stigning i markedsandelen på 40 % i den betragtede periode og nåede op på 35 % i NUP.

(542)

Hvad angår celler steg EU-erhvervsgrenens salg med 9 % i den betragtede periode. Dette medførte en stigning i markedsandelen fra 23 % i 2012 til 33 % i NUP, mens forbruget faldt meget mindre end for moduler, nemlig med 26 %.

(543)

I forbindelse med et faldende forbrug og ikrafttrædelsen af udligningsforanstaltningerne lykkedes det EU-erhvervsgrenen at øge sin markedsandel for både moduler og celler.

(544)

Beskæftigelsen og produktiviteten udviklede sig i den betragtede periode som følger:

Tabel 7a

Moduler — Beskæftigelse og produktivitet

Tabel 7b

Celler — Beskæftigelse og produktivitet

(545)

Beskæftigelsen faldt mellem 2012 og NUP for moduler og celler med henholdsvis 64 % og 38 %. Det største fald (på 53 %) i antallet af ansatte for moduler fandt sted mellem 2013 og 2014, et meget større fald i forhold til faldet i produktionen i samme periode (nemlig på 27 %). For celler steg antallet af ansatte med 22 % mellem 2013 og 2014, hvilket var betydeligt mindre end produktionsstigningen — som var på 49 % i samme periode. Dette medførte en betydelig produktivitetsstigning for både moduler og celler på henholdsvis 103 % og 94 % i den betragtede periode. Mellem 2013 og 2014 var produktivitetsstigningen på 57 % for moduler og 22 % for celler.

(546)

Efter fremlæggelsen af oplysninger anfægtede en interesseret part Kommissionens konklusioner om antallet af ansatte i EU-erhvervsgrenen og påstod, at de ansatte i produktionen af celler og moduler i den største virksomhed, SolarWorld, var blevet talt med to gange. Tallene vedrørende de ansatte i SolarWorld og alle andre virksomheder i stikprøven er blevet behørigt kontrolleret, og det er sikret, at ingen ansatte er blevet talt med to gange i forbindelse med vertikalt integrerede virksomheder. Dette argument blev derfor afvist.

(547)

Som forklaret i afsnit 3 fastslog Kommissionen, at subsidieringen er fortsat i den nuværende undersøgelsesperiode, og der er stor sandsynlighed for fornyet subsidiering til solcelleindustrien, hvis de gældende foranstaltninger får lov at udløbe.

(548)

Analysen af skadesindikatorerne viser, at de gældende foranstaltninger har haft en positiv indvirkning på EU-erhvervsgrenen, som anses for at være ved at genrejse sig fra virkningerne af den tidligere tilstrømning af subsidieret import.

(549)

Der var kun tre celleproducenter i stikprøven, og to af disse er medlemmer af EU ProSun. De samarbejdede om at indgive anmodningen, der indeholdt tal for begge producenter. Derfor er alle tal vedrørende de mikroøkonomiske indikatorer for celler, som direkte kan henføres til den tredje virksomhed, der ikke er medlem af EU ProSun, angivet i intervaller for at beskytte denne EU-producents identitet som fortrolig, idet den samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen.

(550)

De gennemsnitlige enhedssalgspriser hos EU-producenterne i stikprøven ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder i Unionen udviklede sig således i den betragtede periode:

Tabel 8a

Moduler — Salgspriser i Unionen