6.12.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 320/11


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/2238

af 5. december 2017

om ækvivalensen af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der finder anvendelse på udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i USA i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 600/2014 af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (1), særlig artikel 28, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I overensstemmelse med forordning (EU) nr. 600/2014 må finansielle modparter og ikkefinansielle modparter, som er over den clearinggrænseværdi, der er omhandlet i artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 (2), og som er etableret i Unionen, kun udføre transaktioner i derivater tilhørende en klasse af derivater, som er erklæret omfattet af handelsforpligtelsen, på regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter (MHF), organiserede handelsfaciliteter (OHF) og markedspladser i tredjelande, der af Kommissionen anerkendes som ækvivalente. Det relevante tredjeland bør sørge for et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af markedspladser, som har tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU (3).

(2)

Hensigten med proceduren for anerkendelse af markedspladser, der er etableret i tredjelande, i artikel 28 i forordning (EU) nr. 600/2014 er at gøre det muligt for finansielle og visse ikkefinansielle modparter, der er etableret i Unionen, at udføre transaktioner i derivater, der er omfattet af handelsforpligtelsen, på markedspladser i tredjelande, der anerkendes som ækvivalente. Anerkendelsesproceduren og ækvivalensafgørelsen øger gennemsigtigheden for handel med derivater, herunder også når handelen finder sted på markedspladser, der er etableret i et tredjeland.

(3)

I betragtning af at parterne i G20-mødet i Pittsburgh den 25. september 2009 nåede til enighed om at flytte handel med standardiserede OTC-derivatkontrakter til børser eller elektroniske handelsplatforme, bør der fastsættes en passende række af godkendte markedspladser, hvor der kan handles i henhold til denne aftale. Bestemmelserne vedrørende ækvivalens bør læses i lyset af de mål, der forfølges ved forordning (EU) nr. 600/2014, særlig dens bidrag til det indre markeds oprettelse og funktion, markedets integritet, investorbeskyttelse og finansiel stabilitet. I forordning (EU) nr. 600/2014 understreges endvidere behovet for at indføre et fælles regelsæt for alle institutter med hensyn til visse krav og behovet for at undgå regelarbitrage. Ved udpegningen af de standardiserede OTC-derivatkontrakter, der vil være omfattet af handelsforpligtelsen, bør Unionen derfor støtte udviklingen af et tilstrækkeligt antal godkendte markedspladser, hvor handelsforpligtelsen kan fuldbyrdes, herunder i Unionen.

(4)

I henhold til artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 600/2014 kan markedspladser i tredjelande anerkendes som ækvivalente med markedspladser, der er etableret i Unionen, når de opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med de krav for markedspladser, som følger af direktiv 2014/65/EU og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 (4), og som er omfattet af et effektivt tilsyn og en effektiv håndhævelse i detpågældende tredjeland. Dette bør læses i lyset af de mål, der forfølges ved nævnte retsakt, særlig dens bidrag til det indre markeds oprettelse og funktion, markedets integritet, investorbeskyttelse og — sidst, men ikke mindst — finansiel stabilitet.

(5)

Platforme for swaphandel, som drives i USA, udbyder store handelsvolumener i swaps denomineret i USD, og det er vigtigt, at EU-virksomheder har adgang til denne likviditet med henblik på effektiv risikostyring. I betragtning af hvor vigtige USA's platforme for swaphandel er for EU-markedets funktion, og i betragtning af den indvirkning, de har på den finansielle stabilitet, bør platforme for swaphandel, der drives i USA, derfor anerkendes. Denne afgørelse er baseret på en detaljeret vurdering af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder for platforme for swaphandel, som er underlagt USA's Commodity Exchange Act (CEA) og gennemførelsesbestemmelser med særligt fokus på markedets integritet og gennemsigtighed.

(6)

Formålet med denne ækvivalensvurdering er derfor at kontrollere, at de retlige og tilsynsmæssige rammer i CEA og gennemførelsesbestemmelserne sikrer, at udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner (SEF), der er etableret i USA og meddelt tilladelse af Commodity Futures Trading Commission (CFTC), er underlagt retligt bindende krav, som er ækvivalente med de krav for markedspladser, som følger af direktiv 2014/65/EU, forordning (EU) nr. 596/2014 og forordning (EU) nr. 600/2014, og som er baseret på kriterierne i artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 600/2014. Formålet med ækvivalensvurderingen er at kontrollere, om udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er underlagt effektivt tilsyn og effektiv håndhævelse i det pågældende tredjeland.

(7)

I CEA er der fastsat retligt bindende krav for udpegede kontraktmarkeder med tilladelse i USA i form af principbaserede retlige rammer for udpegede kontraktmarkeders drift. CEA-kravene for udpegede kontraktmarkeder omfatter 23 centrale principper. Disse principper har retskraft, og udpegede kontraktmarkeder skal overholde dem indledningsvis og løbende. Et udpeget kontraktmarked skal også overholde gældende CFTC-bestemmelser, der fastsætter krav vedrørende drift som et udpeget kontraktmarked.

(8)

I CEA er der fastsat retligt bindende krav for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner med tilladelse i USA i form af principbaserede retlige rammer. Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner drives i overensstemmelse med paragraf 5h i CEA, der blev indsat ved paragraf 733 i Dodd-Frank Wall Street Reform and Consumer Protection Act vedrørende handel med og behandling af swaps. Paragraf 5h i CEA fastsætter 15 centrale principper for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner. Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner skal overholde de 15 centrale principper for at opnå og bevare registrering hos CFTC. En facilitet til udførelse af swaptransaktioner skal også overholde CFTC-bestemmelser for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner indledningsvis og løbende.

(9)

I henhold til artikel 28, stk. 4, litra a)-d), i forordning (EU) nr. 600/2014 skal fire betingelser være opfyldt, for at det kan fastslås, at et tredjelands retlige og tilsynsmæssige rammer for markedspladser, som har tilladelse der, er ækvivalente med dem, der er fastsat i forordning (EU) nr. 600/2014 og direktiv 2014/65/EU.

(10)

I henhold til den første betingelse, jf. artikel 28, stk. 4, litra a), i forordning (EU) nr. 600/2014, skal markedspladser i tredjelande være genstand for et krav om meddelelse af tilladelse og være løbende omfattet af effektive tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

(11)

For at kunne udøve virksomhed som et udpeget kontraktmarked skal en ansøger ansøge om udpegning hos CFTC og påvise overholdelse af de gældende bestemmelser i CEA og af CFTC-bestemmelserne. For at kunne udøve virksomhed som en facilitet til udførelse af swaptransaktioner skal en ansøger opnå registrering hos CFTC og påvise overholdelse af de gældende bestemmelser i CEA og af CFTC-bestemmelserne. CFTC er bemyndiget til at føre tilsyn med henholdsvis udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i overensstemmelse med paragraf 5 og 5h i CEA, 7 USC 7 og 7 USC 7b-3. For at blive udpeget af CFTC skal et udpeget kontraktmarked overholde de 23 centrale principper for udpegede kontraktmarkeder i CEA og alle krav, som CFTC måtte indføre ved lov eller anden bestemmelse. For at blive registreret af CFTC skal en facilitet til udførelse af swaptransaktioner overholde de 15 centrale principper for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i CEA og alle krav, som CFTC måtte indføre ved lov eller anden bestemmelse. Et udpeget kontraktmarked skal være en handelsfacilitet, hvilket under CEA generelt indebærer et multilateralt system, hvor deltagerne har mulighed for at foretage transaktioner efter faste regler. Udpegede kontraktmarkeder skal give medlemmerne upartisk adgang til deres markeder og tjenester. Adgangskriterierne skal være upartiske og gennemsigtige og skal anvendes på en ikkediskriminerende måde. Derudover underlægger CEA- og CFTC-bestemmelserne udpegede kontraktmarkeder organisatoriske krav med hensyn til selskabsledelse, politikker om interessekonflikter, risikostyring, redelig og korrekt handel, handelssystemernes modstandsdygtighed, ordninger for clearing og afvikling, optagelse til handel og overvågning af overholdelse, og alt dette skal overholdes løbende.Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er handelsplatforme, der drives på multilateral basis. Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner skal give berettigede kontraktdeltagere upartisk adgang til deres markeder og tjenester og skal have adgangskriterier, som er upartiske og gennemsigtige, og som skal anvendes på en ikkediskriminerende måde. Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er også underlagt organisatoriske krav med hensyn til selskabsledelse, politikker om interessekonflikter, risikostyring, redelig og korrekt handel, handelssystemernes modstandsdygtighed, ordninger for clearing og afvikling, optagelse til handel og overvågning af overholdelse, og alt dette skal overholdes løbende.

(12)

Udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner skal fastsætte regler for deres drift, herunder regler, der forbyder urimelig handelspraksis, og håndhæve overholdelsen af disse regler. Reglerne og alle ændringer deraf vurderes af CFTC for at sikre overholdelse med CEA- og CFTC-bestemmelserne. Udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner skal have kapacitet til at opdage, undersøge og anvende passende sanktioner på personer, der overtræder en regel hos et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner. Udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner kan anvende en tredjeparts tilsynstjenester med henblik på bistand ved overholdelsen af relevante krav i henhold til CEA- og CFTC-bestemmelser. Udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner bevarer ansvaret for overholdelsen af deres lovfæstede eller administrativt fastsatte forpligtelser, selv når de anvender en tredjepart, der leverer tilsynstjenester.

(13)

CFTC har også løbende overvågnings- og håndhævelsesansvar med hensyn til udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner. Ved Regular Rule Enforcement Reviews (RER) undersøges det regelmæssigt, om udpegede kontraktmarkeder overholder lovfæstede eller administrativt fastsatte krav vedrørende overvågning af handelspraksis, markedsovervågning, revisionsspor og disciplinære tiltag for udpegede kontraktmarkeder. Et lignende program for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er under udarbejdelse. Ved paragraf 8(a)(1) i CEA tillægges CFTC brede beføjelser til at foretage undersøgelser for at sikre, at CEA- og CFTC-bestemmelserne overholdes. I henhold til paragraf 5e, 6(b), 6b og 6c(a) i CEA kan CFTC også træffe civile håndhævelsesforanstaltninger for at bringe overtrædelser af CEA- eller CFTC-bestemmelserne til ophør samt anvende andre rimelighedsforanstaltninger og økonomiske sanktioner: iværksætte administrative håndhævelsesprocedurer, suspendere eller tilbagekalde udpegelsen af et udpeget kontraktmarked eller registreringen af en facilitet til udførelse af swaptransaktioner og pålægge et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner at bringe overtrædelser af CEA- eller CFTC-bestemmelserne til ophør (i form af et påbud (cease and desist order)). Ved paragraf 6(c) i CEA tillægges CFTC beføjelse til at foreskrive eder og højtidelige erklæringer, indkalde vidner, kræve deres tilstedeværelse, indsamle beviser og kræve forelæggelse af bøger, korrespondance, notater og andre optegnelser med henblik på at håndhæve CEA eller gennemføre alle former for undersøgelser eller procedurer.

(14)

Det kan derfor konkluderes, at udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er genstand for krav om meddelelse af tilladelse og løbende omfattet af effektive tilsyns- og håndhævelsesforanstaltninger.

(15)

I henhold til den anden betingelse, jf. artikel 28, stk. 4, litra b), i forordning (EU) nr. 600/2014, skal markedspladser i tredjelande være omfattet af klare og gennemsigtige regler for optagelse af finansielle instrumenter til handel, således at sådanne finansielle instrumenter kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde og er frit omsættelige.

(16)

Hverken et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner kan notere en ny derivatkontrakt, medmindre den pågældende kontrakt overholder CEA- og CFTC-bestemmelser, der skal sikre redelig, velordnet og effektiv handel. Dette håndhæves ved at pålægge alle udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner at anmelde nye kontrakter hos CFTC før notering, enten med henblik på CFTC's godkendelse eller med en certificering fra det udpegede kontraktmarked eller faciliteten til udførelse af swaptransaktioner om, at kontrakten overholder CEA- og CFTC-bestemmelser. Anmeldelsen skal indeholde en forklaring og analyse af derivatkontrakten og dens overensstemmelse med relevante krav, herunder CEA-kravet om, at et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner kun må notere kontrakter, der ikke let kan manipuleres. I CFTC's vejledning om opfyldelse af dette lovkrav hedder det, at udpegede kontraktmarkeder eller faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i tilfælde af kontaktafviklede swapkontrakter bør betragte bl.a. pålideligheden af kontantafviklingsprisen som en indikator for kontante handelsværdier, samt tage hensyn til, om den prisserie, der anvendes til at beregne kontantafviklingsprisen, er kommercielt acceptabel, offentligt tilgængelig og rettidig. Vejledningen angiver også, hvad CFTC anser for at være en acceptabel specifikation af kontraktvilkår og -betingelser. Udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner skal gøre vilkårene og betingelserne for en kontrakt, som er anmeldt hos CFTC, offentligt tilgængelige på anmeldelsestidspunktet. Dette krav om anmeldelse før notering og CFTC-kravene vedrørende kontraktens egenskaber bidrager til at sikre, at derivatkontrakter kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde. CFTC's vejledning støtter CFTC i overvejelserne om, hvorvidt et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner opfylder kravene i de centrale principper.

(17)

Udpegede kontraktmarkeder skal sørge for et konkurrencedygtigt, åbent og effektivt marked samt en metode til udførelse af transaktioner, der beskytter prisfastsættelsesprocessen ved handel på det udpegede kontraktmarkeds centraliserede marked. I overensstemmelse med dette krav anvender alle udpegede kontraktmarkeder ordrebøger med central grænseværdisætning, hvor køb og salg angives. Derudover angiver udpegede kontraktmarkeder prisoplysninger på deres offentlige websteder. Transaktioner på faciliteter til udførelse af swaptransaktioner med swaps, der er omfattet af CFTC's krav vedrørende udførelse af handel, og som ikke er blokhandler, skal udføres enten i overensstemmelse med en ordrebog, som defineret i CFTC-bestemmelser, eller i overensstemmelse med et request-for-quote-system, der drives sammen med en ordrebog. Et »request-for-quote-system« defineres i CFTC-bestemmelserne som et handelssystem eller en handelsplatform, hvor en markedsdeltager sender en anmodning om bud for køb eller salg af et specifikt instrument til ikke færre end tre markedsdeltagere i handelssystemet eller -platformen, som alle sådanne markedsdeltagere kan svare på. I henhold til del 43 i CFTC's bestemmelser kræves det endvidere, at en swaptransaktion, der er omfattet af krav om offentliggørelse, skal indberettes til et CFTC-registreret swapdataregister så hurtigt, som det er teknologisk muligt, efter at transaktionen er udført. I forbindelse med en swaptransaktion, der er omfattet af krav om offentliggørelse, og som udføres på et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner eller udføres i overensstemmelse med disses regler, skal swapdataregistret sikre, at oplysninger om swaptransaktionen og prisfastsættelsen offentliggøres så hurtigt, som det er teknologisk muligt, efter at sådanne oplysninger er modtaget fra det udpegede kontraktmarked eller faciliteten til udførelse af swaptransaktioner, medmindre swappen er omfattet af regler om udsættelse. Et swapdataregister skal udsætte offentliggørelse af oplysninger om swaptransaktioner og prisfastsættelse for swaptransaktioner, der er omfattet af krav om offentliggørelse, hvis de overskrider bestemte størrelser.

(18)

Det kan derfor konkluderes, at udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er omfattet af klare og gennemsigtige regler for optagelse af finansielle instrumenter til handel, således at sådanne finansielle instrumenter kan handles på en redelig, velordnet og effektiv måde og er frit omsættelige.

(19)

I henhold til den tredje betingelse, jf. artikel 28, stk. 4, litra c), i forordning (EU) nr. 600/2014, skal udstedere af finansielle instrumenter være underlagt krav om periodiske og løbende oplysninger, hvilket sikrer et højt niveau af investorbeskyttelse.

(20)

I betragtning af arten af og egenskaberne ved derivatkontrakter, der er opført på udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner, og især det forhold, at deres underliggende aktiver hovedsageligt er råvarer, renter eller valutaer, kan den tredje betingelse ikke anvendes på størstedelen af de optioner og swaps, i hvilke der udføres transaktioner på udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner. Dette krav kan ikke anvendes på derivatkontrakter, der ikke har aktier som underliggende aktiver. For de derivater, der er omfattet af handelsforpligtelsen, såsom swaps, med renter som underliggende aktiv, findes der ingen selskaber, der kunne udstede relevante finansielle rapporter. Derimod påhviler der udstedere af derivatkontrakter forpligtelser vedrørende offentliggørelse, når et underliggende aktiv er et værdipapir. I USA ville dette kun angå optioner på værdipapirer eller værdipapirbaserede swaps. Optioner på værdipapirer kan kun handles på et værdipapirmarked, der er under Securities and Exchange Commissions jurisdiktion, og derfor ikke på hverken udpegede kontraktmarkeder eller faciliteter til udførelse af swaptransaktioner. Der kan udføres transaktioner i værdipapirbaserede swaps på en facilitet til udførelse af værdipapirbaserede swaptransaktioner, men de reguleres af Securities and Exchange Commission. Når det underliggende værdipapir i en værdipapirbaseret swap optages til handel på et nationalt værdipapirmarked i USA, er dets udsteder underlagt indberetningskravene i paragraf 13(a) i Exchange Act og skal offentliggøre årlige og mellemliggende finansielle rapporter, for hvilke USA's lovgivningsmæssige rammer har klare, omfattende og specifikke offentliggørelseskrav, og hvortil EDGAR-systemet på webstedet for Securities and Exchange Commission sikrer gratis adgang for offentligheden. Der sikres derved en høj grad af investorbeskyttelse.

(21)

I henhold til den fjerde betingelse, jf. artikel 28, stk. 4, litra d), i forordning (EU) nr. 600/2014, skal tredjelandets rammer sikre markedsgennemsigtighed og -integritet ved hjælp af regler om markedsmisbrug i form af insiderhandel og markedsmanipulation.

(22)

CEA- og CFTC-bestemmelserne sørger for omfattende tilsynsmæssige rammer, der sikrer markedsintegritet og forhindrer insiderhandel og markedsmanipulation. Rammerne forbyder, og giver CFTC beføjelser til at træffe håndhævelsesforanstaltninger mod, opførsel, der kunne fordreje markedernes funktion, såsom prismanipulation og meddelelse af forkerte eller vildledende oplysninger (CEA §§ 6(c) og 9(a)(2), §§ 180.1 og 180.2 i Securities and Exchange Commissions bestemmelser), overtrædelser af handelspraksis (CEA §§ 4c(a)(1)-(2)), visse former for nedbrydende praksis, der kunne hindre velordnet udførelse af transaktioner (CEA § 4c(a)(5)), og anvendelse eller forsøg på anvendelse af manipulerende anordninger, systemer eller kneb for at udføre bedrageri (CEA § 6(c)(1), 17 CFR § 180.1 i Securities and Exchange Commissions bestemmelser). At foretage handler på grundlag af ulovligt opnået insiderviden eller i strid med en eksisterende pligt til at meddele væsentlige ikkeoffentlige oplysninger kan også udgøre en overtrædelse af CEA. Det påhviler udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner at overvåge deres markeder for at medvirke til at sikre, at deres handelsaktiviteter er underlagt løbende og effektiv overvågning, og for at opdage og forhindre manipulerende aktiviteter, der kunnemedføre prisforvridning eller markedsmanipulation. CFTC's RER-program evaluerer et udpeget kontraktmarkeds overvågningsprogrammer og disciplinære tiltag. Et lignende program for faciliteter til udførelse af swaptransaktioner er under udarbejdelse. Endvidere kan CFTC til enhver tid og på eget initiativ kræve, at et udpeget kontraktmarked eller en facilitet til udførelse af swaptransaktioner påviser, at det eller den opfylder forpligtelserne for udpegede kontraktmarkeder eller faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i henhold til CEA- eller CFTC-bestemmelserne.

(23)

Det kan derfor konkluderes, at de rammer, der finder anvendelse på udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner i USA sikrer markedsgennemsigtighed og -integritet ved hjælp af regler om markedsmisbrug i form insiderhandel og markedsmanipulation.

(24)

Det kan derfor konkluderes, at udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner opfylder retligt bindende krav, som er ækvivalente med de krav for markedspladser, som følger af direktiv 2014/65/EU, forordning (EU) nr. 596/2014 og forordning (EU) nr. 600/2014, og at de er omfattet af et effektivt tilsyn og en effektiv håndhævelse i det pågældende tredjeland.

(25)

I henhold til artikel 28, stk. 1, litra d), i forordning (EU) nr. 600/2014 kan tredjelandes markedspladser anerkendes som ækvivalente, forudsat at tredjelandet har et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af markedspladser, der i henhold til direktiv 2014/65/EU har tilladelse til at optage til handel eller handle med derivater, der er erklæret omfattet af en handelsforpligtelse i dette tredjeland på et ikkeeksklusivt grundlag.

(26)

I henhold til paragraf 5h(g) i CEA er CFTC bemyndiget til at undtage faciliteter til udførelse af swaptransaktioner fra registrering, hvis CFTC finder, at faciliteterne er omfattet af sammenligneligt og omfattende tilsyn og regulering på konsolideret grundlag af de nationale kompetente myndigheder i facilitetens hjemland. I henhold til paragraf 5h(g) er CFTC bemyndiget til at undtage alle regulerede markeder, multilaterale handelsfaciliteter og organiserede handelsfaciliteter, som er anmeldt af Kommissionen, ved én enkelt afgørelse, når CFTC har fastslået, at de anmeldte pladser er omfattet af sammenligneligt og omfattende tilsyn og regulering på konsolideret grundlag.

(27)

I en fælles erklæring fra CFTC's formand og Europa-Kommissionens næstformand med ansvar for finansielle tjenester er CFTC's tilgang vedrørende undtagelse af EU-markedspladser beskrevet. Afgørelsen vil også blive suppleret af samarbejdsordninger for at sikre effektiv udveksling af oplysninger og koordinering af tilsynsaktiviteter mellem de nationale kompetente myndigheder, der er ansvarlige for godkendelsen og tilsynet med anerkendte EU-markedspladser, og CFTC.

(28)

Det kan derfor konkluderes, at USA's retlige og tilsynsmæssige rammer sørger for et effektivt ækvivalent system for anerkendelse af markedspladser, der i henhold til direktiv 2014/65/EU har tilladelse til at optage til handel eller handle med derivater, der er erklæret omfattet af en handelsforpligtelse i USA på et ikkeeksklusivt grundlag.

(29)

Nærværende afgørelse fastlægger egnetheden af tredjelandes markedspladser, således at finansielle og ikkefinansielle modparter, der er etableret i Unionen, kan opfylde deres handelsforpligtelse, når de handler med derivater på en markedsplads i et tredjeland. Afgørelsen berører derfor ikke i Unionen etablerede finansielle og ikkefinansielle modparters mulighed for at handle med derivater, der ikke er omfattet af handelsforpligtelsen i overensstemmelse med artikel 32 i forordning (EU) nr. 600/214 på markedspladser i tredjelande.

(30)

Denne afgørelse er baseret på de retligt bindende krav til udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner, som er gældende i USA på tidspunktet for vedtagelsen af afgørelsen. Kommissionen bør fortsat løbende overvåge udviklingen i de retlige og tilsynsmæssige ordninger for disse markedspladser, markedsudviklingen og effektiviteten af det tilsynsmæssige samarbejde i forbindelse med overvågning og håndhævelse samt kontrollere, at de betingelser, som danner grundlag for nærværende afgørelse, er opfyldt.

(31)

Den regelmæssige gennemgang af de retlige og tilsynsmæssige rammer, der gælder i USA for udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner, der er meddelt tilladelse der, og markedsudviklingen berører ikke Kommissionens mulighed for at foretage en særlig gennemgang på et hvilket som helst tidspunkt, hvis den relevante udvikling nødvendiggør, at Kommissionen revurderer den anerkendelse af rammerne som ækvivalente, som nærværende afgørelse giver. En sådan revurdering kan medføre ophævelse af nærværende afgørelse.

(32)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Ved anvendelsen af artikel 28, stk. 4, i forordning (EU) nr. 600/2014 anses de retlige og tilsynsmæssige rammer i Amerikas Forenede Stater, der gælder for udpegede kontraktmarkeder og faciliteter til udførelse af swaptransaktioner, der er meddelt tilladelse der og opført i bilaget, for at være ækvivalente med kravene i forordning (EU) nr. 600/2014 for markedspladser som defineret i direktiv 2014/65/EU.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter dens offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 5. december 2017.

På Kommissionens vegne

Jean-Claude JUNCKER

Formand


(1)  EUT L 173 af 12.6.2014, s. 84.

(2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EUT L 201 af 27.7.2012, s. 1).

(3)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU af 15. maj 2014 om markeder for finansielle instrumenter og om ændring af direktiv 2002/92/EF og direktiv 2011/61/EU (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 349).

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF (EUT L 173 af 12.6.2014, s. 1).


BILAG

Udpegede kontraktmarkeder, der betragtes som ækvivalente til markedspladser som fastsat i direktiv 2014/65/EU:

a)

Cantor Futures Exchange, L.P.

b)

CBOE Futures Exchange, LLC

c)

Chicago Board of Trade (Board of Trade of the City of Chicago, Inc.)

d)

Chicago Mercantile Exchange, Inc.

e)

Commodity Exchange, Inc.

f)

Eris Exchange, LLC

g)

ICE Futures U.S., Inc.

h)

Minneapolis Grain Exchange, Inc.

i)

NASDAQ Futures, Inc.

j)

New York Mercantile Exchange, Inc.

k)

Nodal Exchange, LLC

l)

North American Derivatives Exchange, Inc.

m)

OneChicago LLC

n)

trueEX LLC

Faciliteter til udførelse af swaptransaktioner, der betragtes som ækvivalente til markedspladser som fastsat i direktiv 2014/65/EU:

a)

360 Trading Networks, Inc.

b)

Bats Hotspot SEF, LLC

c)

BGC Derivatives Markets, L.P.

d)

Bloomberg SEF LLC

e)

Chicago Mercantile Exchange, Inc.

f)

Clear Markets North America, Inc.

g)

DW SEF LLC

h)

FTSEF LLC

i)

GFI Swaps Exchange LLC

j)

GTX SEF LLC

k)

ICAP SEF (US) LLC

l)

ICE Swap Trade LLC

m)

LatAm SEF, LLC

n)

LedgerX LLC

o)

MarketAxess SEF Corporation

p)

Seed SEF LLC

q)

SwapEx LLC

r)

TeraExchange, LLC

s)

Thomson Reuters (SEF) LLC

t)

tpSEF Inc.

u)

Tradition SEF, Inc.

v)

trueEX LLC

w)

TW SEF LLC