14.9.2017   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 236/1


RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2017/1541

af 17. juli 2017

om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Kigaliændringen af Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 192, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 6, andet afsnit, litra a),

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

under henvisning til godkendelse fra Europa-Parlamentet (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Unionen blev part i Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget (»Wienerkonventionen«) og Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, (»Montrealprotokollen«) ved Rådets beslutning 88/540/EØF (2). Efterfølgende er følgende ændringer af Montrealprotokollen blevet godkendt: Ved Rådets beslutning 91/690/EØF (3) blev første ændring godkendt, ved Rådets beslutning 94/68/EF (4) blev anden ændring godkendt, ved Rådets afgørelse 2000/646/EF (5) blev tredje ændring godkendt og ved Rådets afgørelse 2002/215/EF (6) blev fjerde ændring godkendt.

(2)

På det 28. møde for parterne i Montrealprotokollen, som fandt sted i Kigali i Rwanda fra den 10. til den 15. oktober 2016, blev teksten til en yderligere ændring af Montrealprotokollen (»Kigaliændringen«) vedtaget, hvorved der tilføjes en gradvis reduktion af forbruget og produktionen af hydrofluorcarboner til Montrealprotokollens kontrolforanstaltninger.

(3)

En gradvis reduktion af forbruget og produktionen af hydrofluorcarboner er nødvendig for at mindske disse stoffers bidrag til klimaforandringerne og for at forhindre, at de i tages i anvendelse i ubegrænset omfang, især i udviklingslande.

(4)

Kigaliændringen er en nødvendig del af gennemførelsen af Parisaftalen, som blev godkendt ved Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 (7), for så vidt angår målsætningen om at holde den globale temperaturstigning et godt stykke under 2 °C over det førindustrielle niveau og at fortsætte bestræbelserne på at begrænse temperaturstigningen yderligere til 1,5 °C i forhold til det førindustrielle niveau.

(5)

Omfanget af den kompetence, der udøves af Unionen på det område, der er omfattet af Wienkonventionen og Montrealprotokollen, har udviklet sig betydeligt siden 1988. Depositaren bør gives meddelelse om enhver væsentlig ændring i omfanget af Unionens kompetence på dette område, jf. artikel 13, stk. 3, i Wienerkonventionen.

(6)

Unionen har allerede vedtaget instrumenter om spørgsmål, der er omfattet af Kigaliændringen, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 (8).

(7)

Kigaliændringen bør godkendes —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Kigaliændringen til Montrealprotokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, godkendes herved på Den Europæiske Unions vegne.

Kompetenceerklæringen, jf. Wienerkonventionens artikel 13, stk. 3, godkendes herved også.

Teksterne til Kigaliændringen og til kompetenceerklæringen er knyttet til denne afgørelse.

Artikel 2

Formanden for Rådet udpeger den eller de personer, der er beføjet til på Unionens vegne at deponere godkendelsesinstrumentet, jf. artikel 13, stk. 1, i Wienerkonventionen, sammen med kompetenceerklæringen (9).

Artikel 3

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. juli 2017.

På Rådets vegne

T. TAMM

Formand


(1)  Godkendelse af 5.7.2017 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  Rådets beslutning 88/540/EØF af 14. oktober 1988 om indgåelse af Wienerkonventionen om beskyttelse af ozonlaget og Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EFT L 297 af 31.10.1988, s. 8).

(3)  Rådets beslutning 91/690/EØF af 12. december 1991 om indgåelse af ændringen til Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget, vedtaget i London i juni 1990 af parterne i protokollen (EFT L 377 af 31.12.1991, s. 28).

(4)  Rådets beslutning 94/68/EF af 2. december 1993 om indgåelse af ændringen til Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EFT L 33 af 7.2.1994, s. 1).

(5)  Rådets afgørelse 2000/646/EF af 17. oktober 2000 om indgåelse af ændringen til Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EUT L 272 af 25.10.2000, s. 26).

(6)  Rådets afgørelse 2002/215/EF af 4. marts 2002 om indgåelse af fjerde ændring til Montreal-protokollen om stoffer, der nedbryder ozonlaget (EUT L 72 af 14.3.2002, s. 18).

(7)  Rådets afgørelse (EU) 2016/1841 af 5. oktober 2016 om indgåelse på Den Europæiske Unions vegne af Parisaftalen, der er vedtaget inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (EUT L 282 af 19.10.2016, s. 1).

(8)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 517/2014 af 16. april 2014 om fluorholdige drivhusgasser og om ophævelse af forordning (EF) nr. 842/2006 (EUT L 150 af 20.5.2014, s. 195).

(9)  Datoen for ikrafttrædelse af Kigaliændringen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende på foranledning af Generalsekretariatet for Rådet.