under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 91, stk. 1,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

Dette direktiv fastsætter bestemmelser, som skal sikre, at sikkerheden i Unionens jernbanesystem udvikles og forbedres, og at adgangen til markedet for jernbanetransportydelser forbedres gennem:

1. Dette direktiv finder anvendelse på jernbanesystemet i medlemsstaterne, som kan opdeles i strukturelt og funktionelt definerede delsystemer. Det dækker sikkerhedskrav til systemet som helhed, herunder sikker forvaltning af infrastruktur og togdrift og samspillet mellem jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og andre aktører i Unionens jernbanesystem.

3. Medlemsstaterne kan fra anvendelsesområdet for de foranstaltninger, som de vedtager til gennemførelse af dette direktiv, undtage:

4. Uanset stk. 2 kan medlemsstaterne, hvor det er relevant, beslutte at anvende dette direktivs bestemmelser på metrosystemer og andre lokale systemer, i overensstemmelse med national lovgivning.

1) »Unionens jernbanesystem«: Unionens jernbanesystem som defineret i artikel 2, nr. 1), i direktiv (EU) 2016/797

2) »infrastrukturforvalter«: en infrastrukturforvalter som defineret i artikel 3, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU (10)

3) »jernbanevirksomhed«: en jernbanevirksomhed som defineret i artikel 3, nr. 1), i direktiv 2012/34/EU og enhver anden offentlig eller privat virksomhed, hvis aktivitet består i at levere gods- og/eller persontransportydelser med jernbane, idet den pågældende virksomhed skal stille trækkraft til rådighed; dette omfatter også virksomheder, der kun stiller trækkraft til rådighed

4) »teknisk specifikation for interoperabilitet« (TSI): en specifikation, der er vedtaget i henhold til direktiv (EU) 2016/797, og som gælder for hvert delsystem eller hver del af et delsystem med sigte på at opfylde de væsentlige krav og sikre interoperabiliteten i Unionens jernbanesystem

5) »fælles sikkerhedsmål«: de minimumssikkerhedsniveauer, der skal nås af systemet som helhed og om muligt af de forskellige dele af Unionens jernbanesystem (såsom systemet for konventionelle tog, systemet for højhastighedstog, lange jernbanetunneler eller linjer, der udelukkende anvendes til godstransport)

6) »fælles sikkerhedsmetoder«: de metoder, der beskriver, hvordan sikkerhedsniveauerne og opnåelsen af sikkerhedsmålene samt opfyldelsen af andre sikkerhedskrav vurderes

7) »national sikkerhedsmyndighed«: det nationale organ, der varetager opgaver i forbindelse med jernbanesikkerheden i henhold til dette direktiv, eller ethvert organ, som af flere medlemsstater har fået pålagt disse opgaver for at gennemføre en ensartet sikkerhedsordning

8) »nationale forskrifter«: alle bindende forskrifter, der vedtages i en medlemsstat, uanset hvilket organ der udsteder dem, og som indeholder sikkerhedsmæssige eller tekniske krav, bortset fra krav, der er fastsat af Unionen, eller internationale forskrifter, og som finder anvendelse i den pågældende medlemsstat for jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere eller tredjeparter

9) »sikkerhedsledelsessystem«: den organisation og de systemer og procedurer, en infrastrukturforvalter eller en jernbanevirksomhed etablerer for at opnå en sikker ledelse af sine operationer

10) »undersøgelsesleder«: en person, der er ansvarlig for en undersøgelses tilrettelæggelse og gennemførelse og kontrollen med undersøgelsen

11) »ulykke«: en uønsket eller utilsigtet pludselig begivenhed eller en specifik kæde af sådanne begivenheder, der har skadelige følger; ulykker inddeles i følgende kategorier: togsammenstød, afsporinger, ulykker i jernbaneoverkørsler, personulykker forårsaget af rullende materiel i bevægelse, brand og andre ulykker.

12) »alvorlig ulykke«: alle togsammenstød eller afsporinger, som resulterer i mindst én dræbt eller mindst fem alvorligt tilskadekomne eller omfattende skade på rullende materiel, infrastruktur eller miljø, og enhver anden ulykke med de samme konsekvenser, som har en indlysende indvirkning på reguleringen af jernbanesikkerheden eller sikkerhedsledelsen; ved »omfattende skade« forstås en skade, der af undersøgelsesorganet umiddelbart kan vurderes til mindst 2 mio. EUR i alt

13) »hændelse«: enhver anden tildragelse end en ulykke eller en alvorlig ulykke, som berører eller kan berøre jernbanedriftens sikkerhed

14) »undersøgelse«: en proces, der gennemføres for at forebygge ulykker og hændelser, og som omfatter indsamling og analyse af oplysninger, dragning af konklusioner, herunder fastlæggelse af årsager, og i givet fald fremsættelse af sikkerhedsrelaterede anbefalinger

15) »årsager«: handlinger, undladelser, begivenheder eller vilkår eller en kombination heraf, som resulterede i en ulykke eller hændelse

16) »letbane«: skinnebåret transportsystem i by- og/eller oplandsområder med kollisionssikkerhed CIII eller C-IV (i henhold til EN 15227:2011) og en maksimal styrke af køretøjets konstruktion på 800 kN (længdetrykkraft i koblingsområdet); letbanetog kan køre i eget tracé eller på vej i blandet trafik og udveksler normalt ikke køretøjer med passager- eller godstogsfjerntrafikken

17) »overensstemmelsesvurderingsorgan«: et organ, der er blevet bemyndiget eller udpeget til at være ansvarligt for overensstemmelsesvurderingsopgaver, herunder kalibrering, afprøvning, certificering og inspektion; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »bemyndiget organ«, når det bemyndiges af en medlemsstat; et overensstemmelsesvurderingsorgan klassificeres som et »udpeget organ«, når det udpeges af en medlemsstat

18) »interoperabilitetskomponenter«: interoperabilitetskomponenter som defineret i artikel 2, nr. 7), i direktiv (EU) 2016/797

19) »ihændehaver«: den juridiske eller fysiske person, der ejer eller har brugsret over et køretøj, og som forestår driften af køretøjet som transportmiddel og er registreret som sådan i et køretøjsregister som nævnt i artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797

20) »enhed med ansvar for vedligeholdelse«: den enhed, der har ansvaret for vedligeholdelsen af et køretøj, og som er registreret som sådan i et nationalt køretøjsregister, jf. artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797

21) »køretøj«: et jernbanekøretøj med eller uden trækkraft, der kører på hjul på en jernbanestrækning; et køretøj er sammensat af et eller flere strukturelt og funktionelt definerede delsystemer

22) »fabrikant«: fabrikanten som defineret i artikel 2, nr. 36), i direktiv (EU) 2016/797

23) »afsender«: en virksomhed, som afsender gods, enten på egne vegne eller på vegne af en tredjepart

24) »modtager«: enhver fysisk eller juridisk person, som modtager varer i henhold til en transportkontrakt; hvis transportoperationen finder sted uden en transportkontrakt, anses den fysiske eller juridiske person, som overtager varerne ved ankomsten, for at være modtageren

25) »lastevirksomhed«: en virksomhed, som laster stykgods, små containere eller flytbare tanke på en godsvogn eller en rullecontainer, eller som laster containere, bulkcontainere, MEGC'er, tankcontainere eller flytbare tanke på en godsvogn

26) »lossevirksomhed«: en virksomhed, som losser containere, bulkcontainere, MEGC'er, tankcontainere eller flytbare tanke fra godsvogne, eller enhver virksomhed, som losser stykgods, små containere eller flytbare tanke fra godsvogne eller containere, eller enhver virksomhed som læsser varer af tanke (tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer) eller fra batterivogne eller MEGC'er eller fra godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport eller bulkcontainere

27) »påfyldningsvirksomhed«: en virksomhed, som fylder gods på tanke (herunder på en tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer), godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport, batterivogne eller MEGC'er

28) »tømningsvirksomhed«: en virksomhed, som tømmer gods fra tanke (herunder fra en tankgodsvogn, godsvogn med aftagelig tank, flytbar tank eller tankcontainer), godsvogne, store rullecontainere eller små rullecontainere til bulktransport, batterivogne eller MEGC'er

29) »transportvirksomhed«: en virksomhed, som udfører en transportoperation i henhold til en transportkontrakt

30) »ordregiver«: en offentlig eller privat enhed, der afgiver ordre på projektering og/eller opbygning eller fornyelse eller opgradering af et delsystem

31) »driftstype«: den type, der defineres som persontrafik med eller uden højhastighedstrafik, godstrafik med eller uden transport af farligt gods og rangerydelser alene

32) »driftens omfang«: det omfang, der defineres ved antallet af passagerer og/eller omfanget af gods og ved en jernbanevirksomheds anslåede størrelse målt i antal ansatte, der arbejder i jernbanesektoren (dvs. som en mikrovirksomhed eller en lille, mellemstor eller stor virksomhed)

33) »driftsområde«: et eller flere net i en eller flere medlemsstater, hvor en jernbanevirksomhed har til hensigt at drive virksomhed.

Rolle for aktørerne i Unionens jernbanesystem ved udvikling og forbedring af jernbanesikkerheden

1. Med henblik på at udvikle og forbedre jernbanesikkerheden skal medlemsstaterne inden for deres kompetenceområder:

2. Agenturet sørger inden for sit kompetenceområde for, at jernbanesikkerheden opretholdes og, hvor det er praktisk muligt, løbende forbedres under hensyntagen til udviklingen i EU-retten og den tekniske og videnskabelige udvikling og med hovedvægten lagt på forebyggelse af alvorlige ulykker.

4. Uden at dette berører jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar som nævnt i stk. 3 skal enheder med ansvar for vedligeholdelse og alle andre aktører, der har potentiel indflydelse på sikker drift af Unionens jernbanesystem, herunder fabrikanter, vedligeholdelsesvirksomheder, ihændehavere, tjenesteydere, ordregivere, transportvirksomheder, afsendere, modtagere, lastevirksomheder, lossevirksomheder, påfyldningsvirksomheder og tømningsvirksomheder:

5. Jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og enhver i stk. 4 omhandlet aktør, der konstaterer eller underrettes om en sikkerhedsrisiko i forbindelse med mangler og konstruktionsmæssige fejl eller funktionsfejl ved teknisk udstyr, herunder også i strukturelt definerede delsystemer, skal inden for deres respektive kompetenceområder:

6. Når der udveksles køretøjer mellem jernbanevirksomheder, sørger alle involverede aktører for at udveksle alle oplysninger, der er relevante for en sikker drift, herunder, men ikke begrænset til, det pågældende køretøjs status og historie, dele af vedligeholdelsesdataene af hensyn til sporbarheden, sporbarhed af lasteoperationer og fragtbreve.

1. For at lette vurderingen af opfyldelsen af de fælles sikkerhedsmål og give mulighed for at overvåge den generelle udvikling i jernbanesikkerheden indsamler medlemsstaterne informationer om fælles sikkerhedsindikatorer via de nationale sikkerhedsmyndigheders årlige rapporter, som er omhandlet i artikel 19.

1. De fælles sikkerhedsmetoder beskriver, hvordan sikkerhedsniveauerne, opnåelse af sikkerhedsmålene og opfyldelse af andre sikkerhedskrav, herunder i givet fald gennem et uafhængigt vurderingsorgan, vurderes, gennem udarbejdelse og fastsættelse af:

2. Kommissionen giver ved hjælp af gennemførelsesretsakter et mandat til agenturet vedrørende udarbejdelsen af fælles sikkerhedsmetoder og ændringer heraf og fremsættelsen af de relevante henstillinger til Kommissionen på basis af en klar begrundelse for behovet for en ny eller ændret fælles sikkerhedsmetode og dens indvirkning på eksisterende forskrifter og på sikkerhedsniveauet i Unionens jernbanesystem. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. Afgiver det i artikel 28 omhandlede udvalg (»udvalget«) ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

Ved udarbejdelse, vedtagelse og revision af de fælles sikkerhedsmetoder tages der hensyn til brugeres, nationale sikkerhedsmyndigheders og interessenters, herunder arbejdsmarkedsparternes, holdninger, hvis det er relevant. Henstillingerne skal ledsages af en rapport om resultaterne af høringsprocessen og en rapport om vurderingen af virkningerne af den nye eller ændrede sikkerhedsmetode, der skal vedtages.

3. I forbindelse med udøvelsen af mandatet omhandlet i stk. 2 orienteres udvalget systematisk og regelmæssigt af agenturet eller Kommissionen om, hvordan udarbejdelsen af de fælles sikkerhedsmetoder skrider frem. I forbindelse med dette arbejde kan Kommissionen rette nyttige henstillinger til agenturet om de fælles sikkerhedsmetoder og en cost-benefit-analyse. Kommissionen kan navnlig forlange, at agenturet foretager en undersøgelse af alternative løsninger, og at vurderingen af omkostningerne og fordelene ved disse alternative løsninger medtages i den rapport, der vedlægges som bilag til udkastet til de fælles sikkerhedsmetoder.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

4. Kommissionen behandler henstillingerne fra agenturet med henblik på at kontrollere, at mandatet, jf. stk. 2, er opfyldt. Hvis mandatet ikke er opfyldt, anmoder Kommissionen agenturet om at revidere sin henstilling med angivelse af de punkter i mandatet, der ikke er opfyldt. Kommissionen kan af begrundede årsager beslutte at ændre det mandat, som agenturet har modtaget, i overensstemmelse med proceduren i stk. 2.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

5. De fælles sikkerhedsmetoder revideres regelmæssigt under hensyntagen til erfaringen med deres anvendelse, den generelle udvikling i jernbanesikkerheden og med det formål at opnå en generel fastholdelse og, hvor det med rimelighed er praktisk muligt, en løbende forbedring af sikkerhedsniveauet.

6. På grundlag af henstillingen fra agenturet og efter behandlingen, jf. nærværende artikels stk. 4, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 om indholdet af de fælles sikkerhedsmetoder og eventuelle ændringer heraf.

7. Medlemsstaterne foretager straks de nødvendige ændringer af deres nationale forskrifter på baggrund af vedtagelsen af fælles sikkerhedsmetoder og ændringer heraf.

1. De fælles sikkerhedsmål fastsætter de minimumssikkerhedsniveauer, som skal nås af systemet som helhed og om muligt af de forskellige dele af jernbanesystemet i hver enkelt medlemsstat og i Unionen. De fælles sikkerhedsmål kan udtrykkes i form af risikoacceptkriterier eller målsikkerhedsniveauer og tager navnlig hensyn til:

2. Kommissionen giver ved hjælp af gennemførelsesretsakter et mandat til agenturet vedrørende udarbejdelsen af fælles sikkerhedsmål og ændringer heraf og fremsættelsen af de relevante henstillinger til Kommissionen byggende på en klar begrundelse for behovet for et nyt eller ændret fælles sikkerhedsmål og dets indvirkning på eksisterende forskrifter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

3. I forbindelse med udførelsen af mandatet, jf. stk. 2, orienteres udvalget systematisk og regelmæssigt af agenturet eller Kommissionen om, hvordan udarbejdelsen af de fælles sikkerhedsmål skrider frem. I forbindelse med dette arbejde kan Kommissionen rette nyttige henstillinger til agenturet om de fælles sikkerhedsmål og en cost-benefit-analyse. Kommissionen kan navnlig forlange, at agenturet foretager en undersøgelse af alternative løsninger, og at vurderingen af omkostningerne og fordelene ved disse alternative løsninger medtages i den rapport, der vedlægges som bilag til udkastet til de fælles sikkerhedsmål.

Kommissionen bistås af udvalget med henblik på de opgaver, der er nævnt i første afsnit.

5. De fælles sikkerhedsmål revideres regelmæssigt under hensyntagen til den generelle udvikling i jernbanesikkerheden. De reviderede fælles sikkerhedsmål afspejler eventuelle prioriterede områder, hvor sikkerheden skal forbedres yderligere.

6. På grundlag af henstillingen fra agenturet og efter behandlingen, jf. denne artikels stk. 4, tillægges Kommissionen beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 27 om indholdet af de fælles sikkerhedsmål og eventuelle ændringer heraf.

7. Medlemsstaterne foretager de nødvendige ændringer af deres nationale forskrifter for i det mindste at nå de fælles, eventuelt reviderede, sikkerhedsmål i overensstemmelse med den gennemførelsesfrist, der er fastsat herfor. Der tages hensyn til disse ændringer i de årlige sikkerhedsplaner, jf. artikel 4, stk. 1, litra f). Medlemsstaterne meddeler Kommissionen disse forskrifter i overensstemmelse med artikel 8.

1. Nationale forskrifter, som i henhold til direktiv 2004/49/EF er meddelt senest den 15. juni 2016, finder anvendelse, hvis de:

2. Medlemsstaterne reviderer senest den 16. juni 2018 de i stk. 1 omhandlede nationale forskrifter og ophæver:

Med henblik herpå kan medlemsstaterne anvende værktøjet til forvaltning af forskrifter, jf. artikel 27, stk. 4, i forordning (EU) 2016/796, og anmode agenturet om at undersøge specifikke forskrifter på grundlag af kriterierne anført i dette stykke.

3. Medlemsstaterne må kun fastsætte nye nationale forskrifter i henhold til dette direktiv i følgende tilfælde:

4. Medlemsstaterne sender agenturet og Kommissionen udkastet til en ny national forskrift med henblik på behandling rettidigt og indenfor de frister, der er fastsat i artikel 25, stk. 1, i forordning (EU) 2016/796, inden den forventede indførelse af den foreslåede nye forskrift i den nationale retsorden, idet begrundelsen for indførelsen heraf angives via det dertil beregnede IT-system som foreskrevet i artikel 27 i forordning (EU) 2016/796. Medlemsstaterne sikrer, at udkastet er tilstrækkeligt udviklet til, at agenturet kan foretage sin undersøgelse i overensstemmelse med artikel 25, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796.

5. I tilfælde af hastende forebyggende foranstaltninger kan medlemsstaterne vedtage og anvende en ny forskrift umiddelbart. Den pågældende forskrift meddeles i overensstemmelse med artikel 27, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 og underlægges agenturets vurdering i overensstemmelse med artikel 26, stk. 1, 2 og 5, i forordning (EU) 2016/796.

6. Hvis agenturet bliver opmærksom på en national forskrift, uanset om den er meddelt eller ej, som er blevet overflødig eller er i modstrid med de fælles sikkerhedsmetoder eller anden EU-ret vedtaget efter anvendelsen af den berørte nationale forskrift, finder proceduren i artikel 26 i forordning (EU) 2016/796 anvendelse.

7. Medlemsstaterne meddeler vedtagne nationale forskrifter til agenturet og Kommissionen. De skal anvende det dertil beregnede IT-system i overensstemmelse med artikel 27 i forordning (EU) 2016/796. Medlemsstaterne sørger for, at gældende nationale forskrifter er let tilgængelige og til fri, offentlig anvendelse samt formuleret ved anvendelse af en terminologi, som alle interesserede parter kan forstå. Medlemsstaterne kan blive anmodet om at forelægge yderligere oplysninger om deres nationale forskrifter.

8. Medlemsstaterne kan beslutte ikke at meddele forskrifter og restriktioner af rent lokal karakter. I så tilfælde nævner medlemsstaterne disse forskrifter og restriktioner i de infrastrukturregistre, der er omhandlet i artikel 49 i direktiv (EU) 2016/797, eller angiver i den netvejledning, der er nævnt i artikel 27 i direktiv 2012/34/EU, hvor disse forskrifter og restriktioner er offentliggjort.

9. Nationale forskrifter, som meddeles i henhold til denne artikel, er ikke omfattet af meddelelsesproceduren i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 (12).

10. Agenturet undersøger udkast til nationale forskrifter og eksisterende nationale forskrifter som foreskrevet i artikel 25 og 26 i forordning (EU) 2016/796.

11. Nationale forskrifter, der ikke meddeles i overensstemmelse med denne artikel, jf. dog stk. 8, finder ikke anvendelse inden for rammerne af dette direktiv.

1. Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder etablerer deres respektive sikkerhedsledelsessystem for at sikre, at Unionens jernbanesystem mindst kan opfylde de fælles sikkerhedsmål, at det er i overensstemmelse med de sikkerhedskrav, der er fastsat i TSI'erne, og at de relevante dele af de fælles sikkerhedsmetoder og nationale forskrifter meddelt i overensstemmelse med artikel 8 finder anvendelse.

2. Alle relevante dele af sikkerhedsledelsessystemet dokumenteres og skal navnlig beskrive ansvarsfordelingen inden for infrastrukturforvalterens eller jernbanevirksomhedens organisation. Systemet skal vise, hvordan kontrollen er sikret fra ledelsens side på forskellige niveauer, hvordan personalet og deres repræsentanter på alle niveauer er inddraget, og hvordan der sikres en løbende forbedring af sikkerhedsledelsessystemet. Der skal være en klar vilje til konsekvent at anvende viden om menneskelige faktorer og metoder forbundet hermed. Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder skal gennem sikkerhedsledelsessystemet fremme en kultur med gensidig tillid, sikkerhed og uddannelse, hvor personalet opfordres til at bidrage til udviklingen af sikkerhed med samtidig sikring af fortrolighed.

Infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder skal medtage ethvert andet element, der er nødvendigt for at dække sikkerhedsrisiciene, i overensstemmelse med vurderingen af risici, der er forbundet med deres egne aktiviteter.

4. Sikkerhedsledelsessystemet skal være tilpasset typen, omfanget, driftsområdet samt andre omstændigheder ved den pågældende aktivitet. Systemet sikrer kontrollen med alle risici, der hidrører fra infrastrukturforvalterens eller jernbanevirksomhedens aktivitet, herunder levering af vedligeholdelse, jf. dog artikel 14, og levering af materiel og brug af kontrahenter. Uden at det berører de eksisterende nationale og internationale ansvarsregler, skal sikkerhedsledelsessystemet, når det er relevant og rimeligt, også tage hensyn til risici, der opstår som følge af andre aktørers aktiviteter, jf. artikel 4.

5. Enhver infrastrukturforvalters sikkerhedsledelsessystem skal tage hensyn til virkningerne af forskellige jernbanevirksomheders drift på nettet og skal sikre, at alle jernbanevirksomheder kan drive virksomhed i overensstemmelse med TSI'er, nationale forskrifter og de vilkår, som er fastsat i deres sikkerhedscertifikat.

Sikkerhedsledelsessystemerne skal udformes med henblik på, at infrastrukturforvalterens nød- og beredskabsprocedurer kan koordineres med alle jernbanevirksomheder, som driver virksomhed på den pågældende infrastruktur, og med beredskabstjenesterne for at lette en hurtig indsættelse af redningstjenester, og med enhver anden part, der kan være involveret i en nødsituation. I forbindelse med grænseoverskridende infrastruktur skal samarbejdet mellem de relevante infrastrukturforvaltere lette den nødvendige koordinering og det nødvendige beredskab hos de kompetente beredskabstjenester på begge sider af grænsen.

Efter en alvorlig ulykke skal jernbanevirksomheden yde ofrene bistand for at hjælpe dem i klageprocedurer i henhold til EU-retten, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 (13), uden at dette berører de forpligtelser, der gælder for andre parter. En sådan bistand skal ske via fastlagte kanaler til kommunikation med ofrenes familier og omfatte psykologhjælp til ulykkesofrene og deres familie.

6. Inden den 31. maj hvert år forelægger alle infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder den nationale sikkerhedsmyndighed en sikkerhedsrapport omhandlende det foregående kalenderår. Sikkerhedsrapporten indeholder:

7. På grundlag af oplysningerne fra de nationale sikkerhedsmyndigheder i overensstemmelse med artikel 17 og 19 kan agenturet rette en henstilling til Kommissionen vedrørende en fælles sikkerhedsmetode, som omfatter de elementer i sikkerhedsledelsessystemet, som det er nødvendigt at harmonisere på EU-plan, herunder gennem harmoniserede standarder, jf. artikel 6, stk. 1, litra f). I dette tilfælde finder artikel 6, stk. 2, anvendelse.

1. For at få adgang til jernbaneinfrastrukturen skal en jernbanevirksomhed have et EU-sikkerhedscertifikat, der er udstedt af agenturet i overensstemmelse med stk. 5-7 eller af en national sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med stk. 8, jf. dog stk. 9.

Formålet med EU-sikkerhedscertifikatet er at bevise, at den pågældende jernbanevirksomhed har etableret sit sikkerhedsledelsessystem, og at den kan drives sikkert i det planlagte driftsområde.

2. I sin ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat skal jernbanevirksomheden præcisere typen og omfanget af de omfattede jernbaneaktiviteter og det planlagte driftsområde.

3. Ansøgningen om et EU-sikkerhedscertifikat ledsages af et dossier, der indeholder dokumentation for, at:

Denne ansøgning og oplysninger om alle ansøgninger, de relevante procedurers trin og disses resultat samt, når det er relevant, klagenævnets anmodninger og afgørelser indgives gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop.

4. Agenturet eller, i de i stk. 8 omhandlede tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed udsteder EU-sikkerhedscertifikatet eller underretter ansøgeren om sit afslag inden for en forud fastsat og rimelig frist og under alle omstændigheder senest fire måneder efter at have modtaget alle de krævede oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger fra ansøgeren. Agenturet eller, i de i stk. 8 omhandlede tilfælde, den nationale sikkerhedsmyndighed anvender de praktiske bestemmelser vedrørende den certificeringsprocedure, der skal fastsættes i en gennemførelsesretsakt, jf. stk. 10.

5. Agenturet udsteder et EU-sikkerhedscertifikat til jernbanevirksomheder, som har et driftsområde i en eller flere medlemsstater. Med henblik på udstedelsen af et sådant certifikat skal agenturet:

Som led i ovenstående vurderinger bemyndiges agenturet eller de nationale sikkerhedsmyndigheder til at gennemføre besøg og inspektioner på jernbanevirksomhedens driftssteder samt foretage audit og kan anmode om relevante supplerende oplysninger. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder samordner tilrettelæggelsen af sådanne besøg, audit og inspektioner.

6. Senest én måned efter modtagelse af en ansøgning om et EU-sikkerhedscertifikat underretter agenturet jernbanevirksomheden om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger og angiver samtidig en rimelig frist for indgivelse heraf. Med henblik på dossierets fuldstændighed, relevans og konsistens kan agenturet også vurdere elementerne i stk. 3, litra b).

Agenturet tager fuldt hensyn til vurderingerne i henhold til stk. 5, inden det træffer sin afgørelse om udstedelse af EU-sikkerhedscertifikatet.

Agenturet påtager sig det fulde ansvar for de EU-sikkerhedscertifikater, det udsteder.

7. Hvis agenturet er uenigt i en negativ vurdering, der er udført af en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, kan agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder beslutte også at involvere jernbanevirksomheden. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse, medmindre den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har henvist sagen til voldgift i klagenævnet som etableret i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796. Klagenævnet beslutter, om det vil bekræfte agenturets udkast til afgørelse, senest én måned efter at den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder har anmodet herom.

Hvis klagenævnet er enigt med agenturet, skal agenturet straks træffe en afgørelse.

Hvis klagenævnet er enigt i den nationale sikkerhedsmyndigheds negative vurdering, udsteder agenturet et EU-sikkerhedscertifikat med et driftsområde, der udelukker de dele af nettet, der fik en negativ vurdering.

Hvis agenturet er uenigt i en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheders positive vurdering i henhold til stk. 5, litra b), underretter det den eller de pågældende myndigheder og angiver grundene til, at det er uenigt. Agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejder med henblik på at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering. Når der er behov for det, kan agenturet og den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder beslutte også at involvere ansøgeren. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed om en gensidigt acceptabel vurdering inden for én måned, efter at agenturet har underrettet den eller de nationale sikkerhedsmyndigheder om sin uenighed, træffer agenturet sin endelige afgørelse.

8. Hvis et driftsområde er begrænset til en enkelt medlemsstat, kan den nationale sikkerhedsmyndighed i den pågældende medlemsstat på eget ansvar og efter ansøgerens anmodning udstede et EU-sikkerhedscertifikat. For at kunne udstede sådanne certifikater skal den nationale sikkerhedsmyndighed vurdere dossieret for så vidt angår alle de i stk. 3 anførte elementer og skal anvende de praktiske bestemmelser, der skal fastlægges i de i stk. 10 omhandlede gennemførelsesretsakter. Som led i ovenstående vurderinger bemyndiges den nationale sikkerhedsmyndighed til at gennemføre besøg og inspektioner på jernbanevirksomhedens driftssteder samt foretage audit. Senest én måned efter modtagelse af ansøgerens anmodning underretter den nationale sikkerhedsmyndighed ansøgeren om, at dossieret er fuldstændigt, eller beder om relevante supplerende oplysninger. EU-sikkerhedscertifikatet er også gyldigt uden en udvidelse af anvendelsesområdet for jernbanevirksomheder, der kører til stationer i tilgrænsende medlemsstater, som har tilsvarende netegenskaber og tilsvarende driftsregler, når disse stationer ligger tæt på grænsen, efter samråd med de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Dette samråd kan finde sted fra sag til sag eller fastlægges i en grænseoverskridende aftale mellem medlemsstaterne eller de nationale sikkerhedsmyndigheder.

Den nationale sikkerhedsmyndighed påtager sig det fulde ansvar for de EU-sikkerhedscertifikater, den udsteder.

9. En medlemsstat kan tillade operatører fra tredjelande at køre ind på en station på sit område, der er udpeget med henblik på grænseoverskridende operationer, og som ligger tæt på den pågældende medlemsstats grænse, uden at kræve et EU-sikkerhedscertifikat, forudsat at der sikres et passende sikkerhedsniveau gennem:

10. Kommissionen vedtager senest den 16. juni 2018 ved hjælp af gennemførelsesretsakter praktiske bestemmelser, der fastsætter:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3. De tager højde for erfaringerne fra gennemførelsen af Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2007 (14) og Kommissionens forordning (EU) nr. 1158/2010 (15) og erfaringerne fra forberedelsen af samarbejdsaftalerne som omhandlet i artikel 11, stk. 1.

11. EU-sikkerhedscertifikaterne præciserer den omfattede jernbanedrifts type og omfang samt driftsområdet. Et EU-sikkerhedscertifikat kan også omfatte sidespor, der ejes af jernbanevirksomheden, hvis disse indgår i dennes sikkerhedsledelsessystem.

12. Enhver afgørelse om afslag af udstedelse af et EU-sikkerhedscertifikat eller om udelukkelse fra en del af nettet i overensstemmelse med en i stk. 7 omhandlet negativ vurdering skal være behørigt begrundet. Efter modtagelse af afgørelsen har ansøgeren en måned til at anmode agenturet eller i givet fald den nationale sikkerhedsmyndighed om at tage afgørelsen op til fornyet overvejelse. Agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed har derefter to måneder fra datoen for modtagelse af anmodningen om fornyet overvejelse til at bekræfte eller ændre sin afgørelse.

Hvis agenturet bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for det klagenævn, der udpeges i henhold til artikel 55 i forordning (EU) 2016/796.

Hvis en national sikkerhedsmyndighed bekræfter sit afslag, kan ansøgeren indbringe en klage for en klageinstans i overensstemmelse med national ret. Medlemsstaterne kan udpege det tilsynsorgan, der er omhandlet i artikel 56 i direktiv 2012/34/EU, med henblik på denne klageprocedure. I tilfælde heraf finder dette direktivs artikel 18, stk. 3, anvendelse.

13. Et EU-sikkerhedscertifikat, der er udstedt af enten agenturet eller en national sikkerhedsmyndighed i henhold til denne artikel, fornyes efter ansøgning fra jernbanevirksomheden mindst hvert femte år. Det ajourføres helt eller delvis, når som helst driftens type eller omfang ændres væsentligt.

14. Hvis en ansøger allerede har fået udstedt et EU-sikkerhedscertifikat i henhold til stk. 5, 6 og 7 og ønsker at udvide dets driftsområde, eller hvis ansøgeren allerede har fået udstedt et EU-sikkerhedscertifikat i henhold til stk. 8 og ønsker at udvide dets driftsområde til en anden medlemsstat, skal ansøgeren supplere dossieret med de relevante dokumenter i stk. 3 vedrørende det udvidede driftsområde. Jernbanevirksomheden skal indsende dossieret til agenturet, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 4-7 udsteder et ajourført EU-sikkerhedscertifikat, der omfatter det udvidede driftsområde. I dette tilfælde skal kun de nationale sikkerhedsmyndigheder, der er berørt af udvidelsen af driften, konsulteres med henblik på en vurdering af dossieret, jf. stk. 3, litra b).

Hvis jernbanevirksomheden har et EU-sikkerhedscertifikat i overensstemmelse med stk. 8 og ønsker at udvide driftsområdet i den pågældende medlemsstat, skal dossieret suppleres med de relevante dokumenter, der er omhandlet i stk. 3, vedrørende det nye anvendelsesområde. Jernbanevirksomheden skal indsende dossieret gennem den i artikel 12 i forordning (EU) 2016/796 omhandlede one-stop-shop til den nationale sikkerhedsmyndighed, som efter at have fulgt procedurerne i stk. 8 udsteder et ajourført EU-sikkerhedscertifikat, der omfatter det udvidede driftsområde.

15. Agenturet og de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder kan forlange, at EU-sikkerhedscertifikater, som de har udstedt, revideres efter væsentlige ændringer i de overordnede sikkerhedsforskrifter.

16. Agenturet underretter hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to uger efter udstedelsen af et EU-sikkerhedscertifikat de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Agenturet underretter omgående de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder om EU-sikkerhedscertifikater, der er blevet fornyet, ændret eller tilbagekaldt. Der oplyses om navn og adresse på jernbanevirksomheden, udstedelsesdato, EU-sikkerhedscertifikatets type, omfang, gyldighedsperiode og driftsområde og, i tilfælde af tilbagekaldelse, begrundelsen for afgørelsen. I tilfælde af EU-sikkerhedscertifikater, der er udstedt af nationale sikkerhedsmyndigheder, fremlægger den eller de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder samme oplysninger for agenturet inden for samme tidsfrist.

Samarbejde mellem agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder om udstedelse af EU-sikkerhedscertifikater

1. Med henblik på dette direktivs artikel 10, stk. 5 og 6, indgår agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejdsaftaler i overensstemmelse med artikel 76 i forordning (EU) 2016/796. Samarbejdsaftalerne skal være specifikke aftaler eller rammeaftaler og skal omfatte en eller flere nationale sikkerhedsmyndigheder. Samarbejdsaftalerne skal indeholde en detaljeret beskrivelse af opgaverne og vilkårene for de varer og tjenester, der skal leveres, fristerne for leveringen og en beregning af det gebyr, som ansøgeren skal betale.

2. Samarbejdsaftalerne kan også indeholde specifikke samarbejdsordninger i tilfælde af net, der kræver særlig ekspertise af geografiske eller historiske årsager, med henblik på at reducere de administrative byrder og ansøgerens omkostninger. Hvor de pågældende net er uden forbindelse med resten af Unionens jernbanesystem, kan sådanne specifikke samarbejdsordninger omfatte muligheden for at indgå kontrakter med de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder om opgaver, når dette er nødvendigt for at sikre effektiv og forholdsmæssig tildeling af certificeringsressourcer. Disse samarbejdsaftaler skal ligge fast, før agenturet udfører de certificeringsrelaterede opgaver i overensstemmelse med artikel 31, stk. 3.

3. For de medlemsstater, hvor jernbanenettets sporvidde er forskellig fra sporvidden i hovedjernbanenettet i Unionen, og de tekniske og driftsmæssige krav for disse net er identiske med kravene i tilgrænsende tredjelande, skal alle de berørte nationale sikkerhedsmyndigheder i disse medlemsstater, ud over de i stk. 2 omhandlede samarbejdsaftaler, indgå en multilateral aftale med agenturet, som skal omfatte betingelser med henblik på at lette udvidelsen af operationsområdet for sikkerhedscertifikater i de berørte medlemsstater, når det er relevant.

1. For at få tilladelse til at forvalte og drive en jernbaneinfrastruktur skal infrastrukturforvalteren indhente en sikkerhedsgodkendelse fra den nationale sikkerhedsmyndighed i den medlemsstat, hvor jernbaneinfrastrukturen er placeret.

Sikkerhedsgodkendelsen omfatter en godkendelse, der bekræfter accepten af infrastrukturforvalterens sikkerhedsledelsessystem i henhold til artikel 9 og omfatter procedurerne og bestemmelserne til opfyldelse af de specifikke krav til sikker udformning, vedligeholdelse og drift af jernbaneinfrastrukturen, herunder i relevant omfang vedligeholdelse og drift af trafikkontrol- og signalsystemet.

Den nationale sikkerhedsmyndighed skal redegøre for betingelserne for sikkerhedsgodkendelser og de dokumenter, der skal forelægges, hvor det er relevant i form af en ansøgningsvejledning.

2. Sikkerhedsgodkendelsen er gyldig i fem år og kan fornyes efter ansøgning fra infrastrukturforvalteren. Den revideres helt eller delvis, hvis delsystemerne for infrastruktur, signaludstyr eller energi eller principperne for deres drift og vedligeholdelse ændres væsentligt. Infrastrukturforvalteren underretter hurtigst muligt den nationale sikkerhedsmyndighed om alle sådanne ændringer.

Den nationale sikkerhedsmyndighed kan forlange, at sikkerhedsgodkendelsen revideres efter væsentlige ændringer i de overordnede sikkerhedsforskrifter.

3. Den nationale sikkerhedsmyndighed træffer afgørelse om en ansøgning om en sikkerhedsgodkendelse hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest fire måneder efter at have modtaget alle de krævede oplysninger og eventuelle supplerende oplysninger fra ansøgeren.

4. Den nationale sikkerhedsmyndighed underretter hurtigst muligt og under alle omstændigheder inden to uger agenturet om de sikkerhedsgodkendelser, der er blevet udstedt, fornyet, ændret eller tilbagekaldt. Oplysningerne omfatter infrastrukturforvalterens navn og adresse, godkendelsesdato, anvendelsesområdet og gyldighedsperioden for sikkerhedsgodkendelsen og, i tilfælde af tilbagekaldelse, begrundelsen for afgørelsen.

5. I tilfælde af grænseoverskridende infrastruktur skal de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder samarbejde om at udstede sikkerhedsgodkendelserne.

1. Medlemsstaterne sørger for, at jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere og deres personale, som varetager sikkerhedskritiske opgaver, på retfærdige og ikkediskriminerende vilkår har adgang til uddannelsesfaciliteter for lokomotivførere og andet ombordpersonale, såfremt sådan efteruddannelse er nødvendig for driften på deres net.

Uddannelsen skal omfatte undervisning i nødvendigt strækningskendskab, driftsregler og procedurer, systemet for signal- og togkontroludstyr og gældende nød- og beredskabsprocedurer for de strækninger, hvorpå der drives togtrafik.

Hvis uddannelsen ikke omfatter eksamener og udstedelse af certifikater, sørger medlemsstaterne for, at jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres personale har adgang til sådanne certifikater.

Den nationale sikkerhedsmyndighed sørger for, at uddannelsen opfylder de krav, der er fastsat i henholdsvis direktiv 2007/59/EF, TSI'er eller de i dette direktivs artikel 8, stk. 3, litra e), omhandlede nationale forskrifter.

2. Hvis det kun er en enkelt jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalteren, der kan tilbyde uddannelsesfaciliteterne, sørger medlemsstaterne for, at disse gøres tilgængelige for andre jernbanevirksomheder til en rimelig og ikkediskriminerende pris, der er omkostningsrelateret, og som kan omfatte en fortjenstmargen.

3. Når jernbanevirksomhederne ansætter nye lokomotivførere, andet ombordpersonale og øvrigt personale, som varetager sikkerhedskritiske opgaver, kan de tage hensyn til uddannelse, kvalifikationer og tidligere opnået erfaring fra andre jernbanevirksomheder. Med henblik herpå skal dette personale have adgang til al dokumentation for deres efteruddannelse, kvalifikationer og erfaring; de kan få kopier heraf og kan videregive sådan dokumentation.

4. Jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere er ansvarlige for uddannelses- og kvalifikationsniveauet hos deres personale, der varetager sikkerhedskritiske opgaver.

1. Hvert køretøj skal, inden det anvendes på nettet, have fået udpeget en enhed, der har ansvaret for dets vedligeholdelse, og denne enhed skal registreres i køretøjsregisteret i overensstemmelse med artikel 47 i direktiv (EU) 2016/797.

2. Uden at dette berører jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar for sikker drift af et tog som omhandlet i artikel 4, sikrer enheden med ansvar for vedligeholdelse, at de køretøjer, for hvilke den har ansvaret for vedligeholdelse, er i en sikker driftstilstand. Med henblik herpå indfører enheden med ansvar for vedligeholdelse et vedligeholdelsessystem for disse køretøjer og skal ved hjælp af dette system:

Enheden med ansvar for vedligeholdelse gennemfører selv ledelsesopgaven, men den kan outsource de vedligeholdelsesfunktioner, der er nævnt i litra b)-d), eller dele deraf til andre aftaleparter, som f.eks. vedligeholdelsesværksteder.

Enheden med ansvar for vedligeholdelse sørger for, at alle funktionerne i litra a)-d) er i overensstemmelse med kravene og vurderingskriterierne i bilag III.

Vedligeholdelsesværkstederne anvender de relevante afsnit i bilag III, som er fastlagt i de gennemførelsesretsakter, der er vedtaget i henhold til stk. 8, litra a), og som svarer til de funktioner og aktiviteter, der skal certificeres.

4. Er der tale om godsvogne, og efter vedtagelsen af de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i stk. 8, litra b), for så vidt angår andre køretøjer, skal hver enhed med ansvar for vedligeholdelse certificeres og tildeles et certifikat til en enhed med ansvar for vedligeholdelse (ECM-certifikat) af et akkrediteret eller anerkendt organ eller af en national sikkerhedsmyndighed i overensstemmelse med følgende betingelser:

Er enheden med ansvar for vedligeholdelse en jernbanevirksomhed eller en infrastrukturforvalter, kan overensstemmelsen med betingelserne fastsat i første afsnit kontrolleres af den nationale sikkerhedsmyndighed efter procedurerne i artikel 10 eller 12 og kan bekræftes på de certifikater, som udstedes i overensstemmelse med disse procedurer.

5. De certifikater, der er udstedt i overensstemmelse med stk. 4, er gyldige i hele Unionen.

6. På grundlag af agenturets henstilling vedtager Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter detaljerede bestemmelser om de certificeringsbetingelser for enheden med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne, der er omhandlet i stk. 4, første afsnit, herunder de krav, der er fastsat i bilag III, i overensstemmelse med den relevante fælles sikkerhedsmetode og de relevante TSI'er og ændrer, når det er nødvendigt, disse bestemmelser.

Gennemførelsesretsakterne vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

Den certificeringsordning, der gælder for godsvogne, og som er vedtaget ved Kommissionens forordning (EU) nr. 445/2011 (16), anvendes fortsat, indtil de i dette stykke nævnte gennemførelsesretsakter finder anvendelse.

7. Senest den 16. juni 2018 evaluerer agenturet ordningen for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne, overvejer det hensigtsmæssige i at udvide denne ordning til at omfatte alle køretøjer og den obligatoriske certificering af vedligeholdelsesværksteder og forelægger sin rapport for Kommissionen.

8. På grundlag af agenturets evaluering i henhold til stk. 7 vedtager Kommissionen om relevant ved hjælp af gennemførelsesretsakter og ændrer om nødvendigt senere detaljerede bestemmelser, der fastsætter, hvilke af kravene i bilag III der finder anvendelse med henblik på:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

Undtagelser fra ordningen for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse

1. Medlemsstaterne kan anvende alternative foranstaltninger for at opfylde kravet om at udpege en enhed med ansvar for vedligeholdelse for så vidt angår den i artikel 14 fastsatte vedligeholdelsesordning, når der er tale om:

2. De i stk. 1 omhandlede alternative foranstaltninger skal gennemføres gennem undtagelser, som den relevante nationale sikkerhedsmyndighed eller agenturet indrømmer, når:

3. Undtagelser skal anføres og begrundes i den årlige rapport, der er omhandlet i artikel 19. Forekommer det, at der på Unionens jernbanesystem tages urimelige risici, orienterer agenturet omgående Kommissionen herom. Kommissionen tager kontakt til de berørte parter og anmoder, om fornødent, den berørte medlemsstat om at tilbagekalde sin afgørelse om undtagelse.

1. Hver medlemsstat opretter en national sikkerhedsmyndighed. Medlemsstaterne sikrer, at den nationale sikkerhedsmyndighed har den nødvendige interne og eksterne organisatoriske kapacitet med hensyn til menneskelige og materielle ressourcer. Denne myndighed er med hensyn til organisation, retlig struktur og beslutningstagning uafhængig af alle jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere, ansøgere eller ordregivere og af enhver enhed, der indgår offentlige tjenesteydelseskontrakter. Såfremt en sådan uafhængighed garanteres, kan den pågældende myndighed være en afdeling i det nationale ministerium, der er ansvarligt for transportspørgsmål.

3. De i stk. 2 nævnte opgaver kan ikke overføres eller gives i entreprise til en infrastrukturforvalter, en jernbanevirksomhed eller en ordregiver.

1. De nationale sikkerhedsmyndigheder fører tilsyn med, om jernbanevirksomheder og infrastrukturforvaltere fortsat overholder deres retlige forpligtelse til at anvende et sikkerhedsledelsessystem, jf. artikel 9.

Med henblik herpå anvender de nationale sikkerhedsmyndigheder principperne i den relevante fælles sikkerhedsmetode for tilsyn, jf. artikel 6, stk. 1, litra c), som sikrer, at tilsynsaktiviteterne især omfatter kontrol af jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres anvendelse af:

2. Jernbanevirksomheder underretter de relevante nationale sikkerhedsmyndigheder senest to måneder før starten af ny jernbanedrift, så sidstnævnte kan planlægge tilsynsaktiviteterne. Jernbanevirksomheder fremlægger også en oversigt over personalekategorier og køretøjstyper.

3. Indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat underretter omgående de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder om enhver væsentlig ændring i oplysningerne i stk. 2.

4. Overvågningen af, om gældende arbejds-, køre- og hviletider for lokomotivførere overholdes, sikres af de kompetente myndigheder, der er udpeget af medlemsstaterne. Når overvågningen af overholdelsen ikke er sikret af de nationale sikkerhedsmyndigheder, samarbejder de kompetente myndigheder med de nationale sikkerhedsmyndigheder med henblik på at give de nationale sikkerhedsmyndigheder mulighed for at opfylde deres rolle i forbindelse med tilsynet med jernbanesikkerheden.

5. Finder en national sikkerhedsmyndighed, at indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat ikke længere opfylder betingelserne for certificering, anmoder den agenturet om at begrænse eller tilbagekalde dette certifikat. Agenturet underretter omgående alle de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder. Hvis agenturet beslutter at begrænse eller tilbagekalde EU-sikkerhedscertifikatet, anfører det grundene til sin afgørelse.

I tilfælde af uenighed mellem agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed finder voldgiftsproceduren i artikel 10, stk. 7, anvendelse. Hvis udfaldet af denne voldgiftsprocedure er, at EU-sikkerhedscertifikatet hverken skal begrænses eller tilbagekaldes, suspenderes de midlertidige sikkerhedsforanstaltninger i denne artikels stk. 6.

Har den nationale sikkerhedsmyndighed selv udstedt EU-sikkerhedscertifikatet i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, kan den begrænse eller tilbagekalde certifikatet, idet den anfører grundene til afgørelsen og underretter agenturet.

Indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat, hvis certifikat er blevet begrænset eller tilbagekaldt af enten agenturet eller den nationale sikkerhedsmyndighed, har ret til at indbringe en klage i overensstemmelse med artikel 10, stk. 12.

6. Identificerer en national sikkerhedsmyndighed en alvorlig sikkerhedsrisiko under tilsynet, kan den til enhver tid anvende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger, herunder omgående begrænse eller suspendere den relevante drift. Såfremt EU-sikkerhedscertifikatet blev udstedt af agenturet, underretter den nationale sikkerhedsmyndighed omgående agenturet herom og fremlægger dokumentation til støtte for sin afgørelse.

Finder agenturet, at indehaveren af et EU-sikkerhedscertifikat ikke længere opfylder betingelserne for certificering, begrænser eller tilbagekalder det omgående det pågældende certifikat.

Finder agenturet, at de foranstaltninger, som anvendes af den nationale sikkerhedsmyndighed, ikke står i rimeligt forhold til overtrædelserne, kan det anmode den nationale sikkerhedsmyndighed om at trække disse foranstaltninger tilbage eller tilpasse dem. Agenturet og den nationale sikkerhedsmyndighed samarbejder med henblik på at finde en gensidigt tilfredsstillende løsning. Om nødvendigt skal denne proces også omfatte jernbanevirksomheden. Såfremt sidstnævnte procedure ender uden resultat, forbliver den nationale sikkerhedsmyndigheds afgørelse om at anvende midlertidige foranstaltninger i kraft.

Den nationale sikkerhedsmyndigheds afgørelse vedrørende midlertidige sikkerhedsforanstaltninger kan prøves ved en national domstol som omhandlet i artikel 18, stk. 3. I dette tilfælde kan de midlertidige sikkerhedsforanstaltninger anvendes indtil domstolskontrollens ophør, jf. dog stk. 5.

Overstiger en midlertidig foranstaltnings varighed tre måneder, anmoder den nationale sikkerhedsmyndighed agenturet om at begrænse eller tilbagekalde EU-sikkerhedscertifikatet, og proceduren i stk. 5 anvendes.

7. Den nationale sikkerhedsmyndighed fører tilsyn med delsystemener for fast togkontrol- og signaludstyr samt energi og infrastruktur og sikrer, at de er i overensstemmelse med de væsentlige krav. I forbindelse med grænseoverskridende infrastruktur udfører den sine tilsynsaktiviteter i samarbejde med andre relevante nationale sikkerhedsmyndigheder. Finder den nationale sikkerhedsmyndighed, at en infrastrukturforvalter ikke længere opfylder betingelserne for dennes sikkerhedsgodkendelse, begrænser eller tilbagekalder den den pågældende godkendelse, idet den anfører grundene til afgørelsen.

8. Når de nationale sikkerhedsmyndigheder fører tilsyn med effektiviteten i infrastrukturforvalteres og jernbanevirksomheders sikkerhedsledelsessystemer, kan de tage hensyn til aktørernes håndtering af sikkerheden, jf. nærværende direktivs artikel 4, stk. 4, og i givet fald uddannelsescentrenes sikkerhedsresultater, jf. direktiv 2007/59/EF, så længe deres aktiviteter har en indvirkning på jernbanesikkerheden. Dette stykke anvendes, uden at dette berører de i artikel 4, stk. 3, i dette direktiv omhandlede jernbanevirksomheders og infrastrukturforvalteres ansvar.

9. De nationale sikkerhedsmyndigheder i medlemsstater, hvor en jernbanevirksomhed driver virksomhed, samarbejder om samordningen af deres tilsynsaktiviteter vedrørende denne jernbanevirksomhed, så det sikres, at enhver afgørende oplysning om den specifikke jernbanevirksomhed deles, især hvad angår kendte risici og virksomhedens sikkerhedsresultater. Den nationale sikkerhedsmyndighed deler også oplysninger med andre relevante nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet, hvis den finder, at jernbanevirksomheden ikke træffer de nødvendige risikostyringsforanstaltninger.

Dette samarbejde skal sikre, at tilsynet er tilstrækkelig omfattende, og at dobbeltarbejde i forbindelse med inspektioner og audit undgås. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan udvikle en fælles tilsynsplan for at sikre, at der med jævne mellemrum gennemføres audit og andre inspektioner, idet der tages hensyn til transportoperationernes type og omfang i hver af de berørte medlemsstater.

Agenturet bistår sådanne samordningsaktiviteter ved at udarbejde retningslinjer.

10. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan rette advarsler til infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder, hvis de misligholder deres forpligtelser fastsat i stk. 1.

11. De nationale sikkerhedsmyndigheder anvender oplysninger indsamlet af agenturet i forbindelse med vurderingen af dossieret, jf. artikel 10, stk. 5, litra a), med henblik på at føre tilsyn med en jernbanevirksomhed efter udstedelse af dens EU-sikkerhedscertifikat. De anvender de oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsesprocessen i overensstemmelse med artikel 12 med henblik på at føre tilsyn med infrastrukturforvalteren.

12. Med henblik på fornyelse af EU-sikkerhedscertifikater anvender agenturet eller de kompetente nationale sikkerhedsmyndigheder, såfremt et sikkerhedscertifikat er udstedt i overensstemmelse med artikel 10, stk. 8, oplysninger indsamlet i forbindelse med tilsynsaktiviteterne. Med henblik på fornyelse af sikkerhedsgodkendelser anvender den nationale sikkerhedsmyndighed også oplysninger indsamlet i forbindelse med dens tilsynsaktiviteter.

13. Agenturet og de nationale sikkerhedsmyndigheder træffer de fornødne foranstaltninger for at samordne og sikre fuld udveksling af de i stk. 10, 11 og 12 omhandlede oplysninger.

1. Agenturet, når det behandler ansøgninger om et EU-sikkerhedscertifikat i overensstemmelse med artikel 10, stk. 1, og de nationale sikkerhedsmyndigheder udfører deres opgaver på en åben og ikkediskriminerende måde. De giver navnlig alle interesserede parter mulighed for at blive hørt og begrunder deres afgørelser.

De reagerer omgående på anmodninger og ansøgninger, fremsætter selv hurtigst muligt anmodninger om oplysninger og vedtager alle deres afgørelser inden fire måneder efter modtagelse af alle relevante oplysninger fra ansøgeren. De kan på et hvilket som helst tidspunkt anmode om teknisk bistand fra infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder eller andre kompetente organer til udførelsen af de i artikel 16 omhandlede opgaver.

Under udviklingen af de nationale rammer for sikkerhedsreguleringen hører de nationale sikkerhedsmyndigheder alle aktører og interesserede parter, herunder infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, fabrikanter, virksomheder, der udfører vedligeholdelsesarbejde, samt brugere og personalerepræsentanter.

2. De nationale sikkerhedsmyndigheder kan frit gennemføre alle inspektioner, audit og undersøgelser, der er nødvendige for varetagelsen af deres opgaver, og har adgang til alle relevante dokumenter og lokaler, anlæg og materiel hos infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder og om nødvendigt alle aktører omhandlet i artikel 4. Agenturet har samme rettigheder i forbindelse med jernbanevirksomheder, når det udfører sine sikkerhedscertificeringsopgaver i overensstemmelse med artikel 10, stk. 5.

3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de nationale sikkerhedsmyndigheders afgørelser kan prøves ved en domstol.

4. De nationale sikkerhedsmyndigheder udveksler synspunkter og erfaringer, navnlig inden for det netværk, der er oprettet af agenturet, med henblik på at harmonisere kriterierne for deres beslutningstagning i Unionen.

De nationale sikkerhedsmyndigheder offentliggør en årlig rapport om deres aktiviteter det foregående år, som fremsendes til agenturet senest den 30. september. Rapporten indeholder oplysninger om:

1. Medlemsstaterne sørger for, at det i artikel 22 omhandlede undersøgelsesorgan gennemfører en undersøgelse efter enhver alvorlig ulykke på Unionens jernbanesystem. Formålet med undersøgelsen skal være, hvor det er muligt, at forbedre jernbanesikkerheden og forebygge ulykker.

2. Det i artikel 22 omhandlede undersøgelsesorgan kan også undersøge ulykker og hændelser, som under lidt anderledes omstændigheder kunne have resulteret i alvorlige ulykker, herunder tekniske fejl ved de strukturelt definerede delsystemer eller ved interoperabilitetskomponenterne i Unionens jernbanesystem.

Undersøgelsesorganet kan afgøre, hvorvidt der skal gennemføres en undersøgelse af en sådan ulykke eller hændelse. Ved afgørelsen tages der hensyn til:

3. Omfanget af og proceduren for undersøgelserne fastlægges af undersøgelsesorganet under hensyntagen til artikel 21 og 23 og afhængigt af, hvilke erfaringer man forventer at kunne drage af ulykken eller hændelsen med henblik på forbedring af sikkerheden.

4. Undersøgelsen vedrører under ingen omstændigheder spørgsmålet om placering af skyld eller erstatningsansvar.

1. Medlemsstaterne fastsætter inden for rammerne af deres respektive retssystemer en retlig status for den undersøgelse af ulykker og hændelser, som sætter undersøgelseslederne i stand til at udføre deres opgave så effektivt og hurtigt som muligt.

2. I overensstemmelse med deres nationale lovgivning sørger medlemsstaterne for, at de myndigheder, der er ansvarlige for en eventuel retslig efterforskning, samarbejder fuldt ud, og sikrer, at undersøgelsespersonalet hurtigst muligt har adgang til oplysninger og bevismateriale, der er relevant for undersøgelsen. De skal navnlig have:

3. Agenturet samarbejder med undersøgelsesorganet, når undersøgelsen omfatter køretøjer, der er godkendt af agenturet, eller jernbanevirksomheder, der er certificeret af agenturet. Det fremlægger hurtigst muligt alle ønskede oplysninger eller al ønsket dokumentation for undersøgelsesorganet, efter anmodning med en redegørelse.

4. Undersøgelsen udføres uafhængigt af alle former for retslig efterforskning.

1. Hver medlemsstat sørger for, at den i artikel 20 omhandlede undersøgelse af ulykker og hændelser varetages af et permanent organ, som omfatter mindst én person, der kan varetage funktionen som undersøgelsesleder i tilfælde af en ulykke eller hændelse. Dette organ er med hensyn til organisation, retlig struktur og beslutningstagning uafhængigt af alle infrastrukturforvaltere, jernbanevirksomheder, afgiftsorganer, infrastrukturtildelingsorganer og overensstemmelsesvurderingsorganer og alle andre parter, hvis interesser kan komme i et modsætningsforhold til de opgaver, der pålægges undersøgelsesorganet. Det fungerer desuden uafhængigt af den nationale sikkerhedsmyndighed, agenturet og alle organer med ansvar for regulering af jernbanesektoren.

2. Undersøgelsesorganet udfører sine opgaver uafhængigt af de i stk. 1 anførte andre enheder og skal have bevilget tilstrækkelige ressourcer hertil. Undersøgelsespersonalet skal have en status, der giver den nødvendige garanti for deres uafhængighed.

3. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere og i givet fald den nationale sikkerhedsmyndighed er forpligtet til omgående at meddele de i artikel 20 omhandlede ulykker og hændelser til undersøgelsesorganet og til at viderebringe alle tilgængelige oplysninger. Hvor det er relevant, ajourføres denne meddelelse, så snart eventuelle manglende oplysninger foreligger.

Undersøgelsesorganet træffer hurtigst muligt og under alle omstændigheder senest to måneder efter modtagelse af meddelelsen om ulykken eller hændelsen afgørelse om at indlede undersøgelsen.

4. Undersøgelsesorganet kan kombinere sine opgaver i medfør af dette direktiv med opgaver vedrørende undersøgelse af andre tildragelser end jernbaneulykker og -hændelser, såfremt sådanne øvrige undersøgelser ikke bringer dets uafhængighed i fare.

5. Om nødvendigt, og forudsat at det ikke undergraver undersøgelsesorganets uafhængighed, jf. stk. 1, kan undersøgelsesorganet anmode undersøgelsesorganer fra andre medlemsstater eller agenturet om at bistå med ekspertise eller foretage tekniske inspektioner, analyser eller evalueringer.

6. Medlemsstaterne kan give undersøgelsesorganet til opgave at undersøge andre jernbaneulykker og -hændelser end de i artikel 20 nævnte.

7. Undersøgelsesorganerne udveksler synspunkter og erfaringer med henblik på at udvikle fælles undersøgelsesmetoder, udarbejde fælles principper for opfølgningen af anbefalinger på sikkerhedsområdet og tilpasse sig den tekniske og videnskabelige udvikling.

Agenturet bistår undersøgelsesorganerne i varetagelsen af denne opgave i overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796, jf. dog stk. 1.

Undersøgelsesorganerne udarbejder med støtte fra agenturet i overensstemmelse med artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796 et peerevalueringsprogram, hvor alle undersøgelsesorganer opfordres til at deltage med henblik på at overvåge deres effektivitet og uafhængighed. Undersøgelsesorganerne offentliggør med støtte fra det sekretariat, der er omhandlet i artikel 38, stk. 2, i forordning (EU) 2016/796:

Peerevalueringsrapporterne fremsendes til alle undersøgelsesorganer og til agenturet. Rapporterne offentliggøres på frivillig basis.

1. En ulykke eller hændelse, der er nævnt i artikel 20, undersøges af undersøgelsesorganet i den medlemsstat, hvori den indtraf. Hvis det ikke er muligt at fastslå, i hvilken medlemsstat den indtraf, eller hvis den indtraf på eller tæt ved grænsen mellem to medlemsstater, aftaler de relevante undersøgelsesorganer, hvilket af dem der skal gennemføre undersøgelsen, eller de aftaler at gennemføre den i gensidigt samarbejde. I første tilfælde får det andet undersøgelsesorgan mulighed for at deltage i undersøgelsen og modtager alle oplysninger om resultaterne.

Undersøgelsesorganer fra andre medlemsstater indbydes i givet fald til at deltage i en undersøgelse, såfremt:

Undersøgelsesorganer fra indbudte medlemsstater tillægges de fornødne beføjelser, så de efter anmodning kan være med til at indsamle bevismateriale til en anden medlemsstats undersøgelsesorgan.

Undersøgelsesorganer fra indbudte medlemsstater skal have adgang til de fornødne oplysninger og det fornødne bevismateriale, så de kan deltage reelt i undersøgelsen under overholdelse af de nationale love vedrørende retslige procedurer.

Dette stykke forhindrer ikke medlemsstaterne i at aftale, at de relevante organer under andre omstændigheder foretager en undersøgelse i gensidigt samarbejde.

2. For hver ulykke eller hændelse sørger det organ, der er ansvarligt for undersøgelsen, for, at de nødvendige ressourcer er til rådighed, herunder den nødvendige driftsmæssige og tekniske ekspertise til at udføre undersøgelsen. Ekspertisen kan hentes i eller uden for organet alt efter karakteren af den ulykke eller hændelse, der skal undersøges.

3. Undersøgelsen gennemføres under størst mulig åbenhed, så alle parter får mulighed for at blive hørt og underrettet om resultaterne. Den relevante infrastrukturforvalter og de relevante jernbanevirksomheder, den nationale sikkerhedsmyndighed, agenturet, ofrene og deres familie, ejere af beskadigede genstande, fabrikanter, de involverede beredskabstjenester og repræsentanter for personale og brugere skal gives mulighed for at fremlægge relevante tekniske oplysninger med henblik på at forbedre undersøgelsesrapportens kvalitet. Undersøgelsesorganet tager også hensyn til ofrenes og deres families rimelige behov og holder dem underrettet om de fremskridt, der er gjort i undersøgelsen.

4. Undersøgelsesorganet afslutter sine undersøgelser på ulykkesstedet i løbet af så kort tid som muligt for at give infrastrukturforvalteren mulighed for at genoprette infrastrukturen og åbne den for jernbanetransporttjenester så hurtigt som muligt.

1. Der skal for en undersøgelse af en ulykke eller hændelse som omhandlet i artikel 20 udarbejdes rapporter i en passende form i forhold til ulykkens eller hændelsens karakter og alvor og undersøgelsesresultaternes relevans. I rapporterne oplyses om formålet med undersøgelsen som omhandlet i artikel 20, stk. 1, og de indeholder i givet fald anbefalinger på sikkerhedsområdet.

2. Undersøgelsesorganet offentliggør den endelige rapport hurtigst muligt og normalt senest 12 måneder efter datoen for tildragelsen. Hvis den endelige rapport ikke kan offentliggøres inden for 12 måneder, udsender undersøgelsesorganet en foreløbig erklæring som minimum på hver årsdag for ulykken med nærmere oplysninger om fremskridt i relation til undersøgelsen og eventuelle sikkerhedsspørgsmål, der er blevet rejst. Rapporten, herunder anbefalinger på sikkerhedsområdet, fremsendes til de i artikel 23, stk. 3, nævnte relevante parter og til berørte organer og parter i andre medlemsstater.

Under hensyntagen til undersøgelsesorganernes erfaringer fastlægger Kommissionen ved hjælp af gennemførelsesretsakter rapporteringsstrukturen, der skal følges så nøje som muligt i forbindelse med undersøgelsesrapporter om ulykker og hændelser. Rapporteringsstrukturen skal omfatte følgende elementer:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 28, stk. 3.

3. Undersøgelsesorganet offentliggør hvert år senest den 30. september en rapport med en redegørelse for de undersøgelser, der er gennemført det foregående år, de anbefalinger, der er fremsat på sikkerhedsområdet, og de korrigerende foranstaltninger, der er truffet i overensstemmelse med tidligere fremsatte anbefalinger.

1. Inden syv dage efter, at der er truffet afgørelse om at indlede en undersøgelse, underretter undersøgelsesorganet agenturet herom. Der oplyses om dato og tidspunkt for tildragelsen samt stedet og tildragelsens karakter og konsekvenser med hensyn til dræbte, tilskadekomne og materielle skader.

2. Undersøgelsesorganet fremsender en kopi til agenturet af de endelige rapporter i artikel 24, stk. 2, og den årlige rapport i artikel 24, stk. 3.

1. En anbefaling på sikkerhedsområdet udstedt af et undersøgelsesorgan giver under ingen omstændigheder formodning om skyld eller erstatningsansvar for en ulykke eller hændelse.

2. Anbefalinger stiles til den nationale sikkerhedsmyndighed, og, hvis det er nødvendigt på grund af anbefalingens karakter, til agenturet, til andre organer eller myndigheder i den berørte medlemsstat eller til andre medlemsstater. Medlemsstaterne, deres nationale sikkerhedsmyndigheder og agenturet træffer inden for deres kompetenceområder de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at der tages behørigt hensyn til undersøgelsesorganernes anbefalinger på sikkerhedsområdet, og at de i givet fald følges op af korrigerende foranstaltninger.

3. Agenturet, den nationale sikkerhedsmyndighed og andre myndigheder eller organer eller i givet fald andre medlemsstater, til hvem der er stilet anbefalinger, giver med jævne mellemrum undersøgelsesorganet tilbagemelding om, hvilke foranstaltninger der er truffet eller planlagt som resultat af en given anbefaling.

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 15. juni 2016. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlament eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen følger sin sædvanlige praksis og gennemfører høringer med eksperter, herunder eksperter fra medlemsstaterne, før den vedtager disse delegerede retsakter.

4. Den i artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 6, stk. 6, og artikel 7, stk. 6, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er omhandlet i artikel 51 i direktiv (EU) 2016/797. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.

3. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011. Afgiver udvalget ikke nogen udtalelse, vedtager Kommissionen ikke udkastet til gennemførelsesretsakt, og artikel 5, stk. 4, tredje afsnit, i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendes.

1. Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om gennemførelsen af dette direktiv senest den 16. juni 2021 og derefter hvert femte år, navnlig for at overvåge effektiviteten af foranstaltningerne i forbindelse med udstedelsen af EU-sikkerhedscertifikater.

2. Agenturet evaluerer udviklingen af en sikkerhedskultur, herunder indberetning af tildragelser. Det forelægger senest den 16. juni 2024 Kommissionen en rapport, i givet fald ledsaget af anbefalinger om forbedringer af systemet. Kommissionen træffer passende foranstaltninger på grundlag af disse anbefalinger og fremsætter i givet fald forslag til ændringer af dette direktiv.

3. Senest den 16. december 2017 aflægger Kommissionen rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om de foranstaltninger, der er truffet med henblik på følgende mål:

Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelse af de nationale bestemmelser, der er vedtaget i henhold til dette direktiv, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at disse bestemmelser gennemføres. Sanktionerne må ikke være diskriminerende og skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om disse bestemmelser inden den i artikel 33, stk. 1, anførte dato og giver den omgående meddelelse om alle efterfølgende ændringer, der berører de pågældende bestemmelser.

1. Bilag V til direktiv 2004/49/EF finder fortsat anvendelse indtil anvendelsesdatoen for de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i nærværende direktiv.

2. Uden at dette berører denne artikels stk. 3, er jernbanevirksomheder, som skal certificeres mellem den 15. juni 2016 og den 16. juni 2019 omfattet af direktiv 2004/49/EF. Sådanne sikkerhedscertifikater er gyldige frem til deres udløbsdato.

3. Fra senest den 16. juni 2019 udfører agenturet de certificeringsrelaterede opgaver i henhold til artikel 10 for så vidt angår operationsområder i de medlemsstater, der ikke har underrettet agenturet og Kommissionen i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2. Uanset artikel 10 kan de nationale sikkerhedsmyndigheder i de medlemsstater, der har underrettet agenturet og Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 2, fortsat udstede certifikater i overensstemmelse med direktiv 2004/49/EF indtil den 16. juni 2020.

Agenturet fremsætter henstillinger og udtalelser i henhold til artikel 13 i forordning (EU) 2016/796 med henblik på anvendelsen af dette direktiv. Der kan tages hensyn til disse henstillinger og udtalelser, når Unionen vedtager retsakter i medfør af dette direktiv.

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 2, 3, 4, artikel 8-11, artikel 12, stk. 5, artikel 15, stk. 3, artikel 16-19, artikel 21, stk. 2, artikel 23, stk. 3 og 7, artikel 24, stk. 2, artikel 26, stk. 3, og bilag II og III senest den 16. juni 2019. De tilsender straks Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.

2. Medlemsstaterne kan forlænge den i stk. 1 omhandlede gennemførelsesperiode i med yderligere et år. Med henblik herpå underretter medlemsstater, som ikke indfører de nødvendige love og administrative bestemmelser inden for den overgangsperiode, der er nævnt i stk. 1, senest den 16. december 2018 agenturet og Kommissionen herom og giver begrundelsen for en sådan forlængelse.

3. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, læses som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og affattelsen af den nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.

4. Forpligtelsen til at gennemføre nærværende direktiv i national ret og implementere det gælder ikke for Cypern og Malta, så længe der ikke er etableret noget jernbanesystem på deres områder.

Når et offentligt eller privat organ indgiver en officiel anmodning om at bygge en jernbanelinje med henblik på drift udført af en eller flere jernbanevirksomheder, vedtager de pågældende medlemsstater foranstaltninger med henblik på at gennemføre bestemmelserne i nærværende direktiv senest to år efter, at anmodningen er modtaget.

Direktiv 2004/49/EF som ændret ved de direktiver, der er angivet i del A i bilag IV, ophæves med virkning fra den 16. juni 2020, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til fristerne for de i del B i bilag IV angivne direktivers gennemførelse i national ret og anvendelse.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag V.

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

(3) Europa-Parlamentets holdning af 26.2.2014 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets førstebehandlingsholdning af 10.12.2015 (EUT C 57 af 12.2.2016, s. 64). Europa-Parlamentets holdning af 28.4.2016 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(4) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44).

(5) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (se side 44 i denne EUT).

(6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (se side 1 i denne EUT).

(7) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1).

(8) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

(9) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(10) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/34/EU af 21. november 2012 om oprettelse af et fælles europæisk jernbaneområde (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 32).

(11) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF af 23. oktober 2007 om certificering af lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog på jernbanenettet i Fællesskabet (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51).

(12) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1535 af 9. september 2015 om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (EUT L 241 af 17.9.2015, s. 1).

(13) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14).

(14) Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2007 af 13. juni 2007 om anvendelse af et fælles europæisk format for sikkerhedscertifikater og ansøgningsdokumenter i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF og om gyldigheden af sikkerhedscertifikater udstedt efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF (EUT L 153 af 14.6.2007, s. 9).

(15) Kommissionens forordning (EU) nr. 1158/2010 af 9. december 2010 om en fælles sikkerhedsmetode til vurdering af overholdelsen af kravene til opnåelse af jernbanesikkerhedscertifikater (EUT L 326 af 10.12.2010, s. 11).

(16) Kommissionens forordning (EU) nr. 445/2011 af 10. maj 2011 om en ordning for certificering af enheder med ansvar for vedligeholdelse af godsvogne og om ændring af forordning (EF) nr. 653/2007 (EUT L 122 af 11.5.2011, s. 22).

BILAG I

FÆLLES SIKKERHEDSINDIKATORER

Fælles sikkerhedsindikatorer indberettes til de nationale sikkerhedsmyndigheder:

Hvis der opdages nye forhold eller fejl efter rapportens forelæggelse, ændres indikatorerne for et bestemt år, eller de korrigeres af den nationale sikkerhedsmyndighed ved først givne lejlighed og senest i rapporten det følgende år.

Tillægget indeholder fælles definitioner til brug for de fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker.

1. Indikatorer vedrørende ulykker

1.1. Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal alvorlige ulykker samt en specificering efter følgende ulykkestyper:

—	sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer

—	togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen

—	afsporinger

—	ulykker i jernbaneoverkørsler, herunder ulykker, der involverer fodgængere på jernbaneoverkørsler, jf. yderligere specificering af de fem typer ulykker i jernbaneoverkørsler i punkt 6.2

—	personulykker, der involverer rullende materiel i bevægelse, bortset fra selvmord og selvmordsforsøg

—	brande i rullende materiel

—

andre.

Hver væsentlig ulykke indberettes under typen for den primære ulykke, også selv om følgerne af en sekundær ulykke er alvorligere (f.eks. udbrud af brand efter en afsporing).

1.2. Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal alvorligt tilskadekomne eller dræbte for hver ulykkestype opdelt på følgende kategorier:

—	passagerer (også i forhold til det samlede antal passagerkilometer og passagertogkilometer)

—	personale eller kontrahenter

—	brugere af jernbaneoverkørsler

—	personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer

—	andre personer, der befinder sig på en perron

—	andre personer, der ikke befinder sig på en perron.

2. Indikatorer vedrørende farligt gods

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal ulykker i forbindelse med transport af farligt gods med jernbane opdelt på følgende kategorier:

—	ulykker, som involverer mindst et jernbanekøretøj, der transporterer farligt gods, jf. definitionen i tillægget

—	antallet af sådanne ulykker, hvor der forekommer udslip af farligt gods.

3. Indikatorer for selvmord

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal selvmord og selvmordsforsøg.

4. Indikatorer for forløbere til ulykker

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) antal forløbere til ulykker samt en specificering efter følgende forløbere:

—	skinnebrud

—	solkurver og andre fejl i den relative sporbeliggenhed

—	signalfejl

—	forbikørsel af stopsignal ved passering af et farepunkt

—	forbikørsel af stopsignal uden passering af et farepunkt

—	defekte hjul på rullende materiel i drift

—	defekte aksler på rullende materiel i drift.

Alle forløbere skal indberettes, både dem, der fører til ulykker, og dem, der ikke gør. (Forløbere, som forårsager en væsentlig ulykke, indberettes også under indikatorer for forløbere, mens forløbere, som ikke forårsager en væsentlig ulykke, kun indberettes under indikatorer for forløbere).

5. Indikatorer til brug ved beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker

Det samlede og relative (i forhold til togkilometer) beløb i euro for:

—	antal dræbte og alvorligt tilskadekomne ganget med værdien af at forebygge, at én person bliver offer for en ulykke (værdien af ét forebygget ulykkesoffer, VPC: Value of Preventing a Casualty)

—	omkostningerne ved miljøskader

—	omkostningerne ved materialeskader på rullende materiel eller infrastruktur

—	omkostningerne ved forsinkelser, der skyldes ulykker.

Nationale sikkerhedsmyndigheder indberetter de samfundsøkonomiske omkostninger ved væsentlige ulykker.

VPC er den værdi, samfundet tillægger forebyggelsen af et ulykkesoffer, og kan som sådan ikke bruges som reference for kompensationskrav mellem parter involveret i ulykker.

6. Indikatorer for infrastrukturens tekniske sikkerhed og for indførelse af tekniske sikkerhedsforanstaltninger

6.1. Procentandel strækninger, hvor et driftssikringssystem (TPS) er taget i brug, og procentandel togkilometer med brug af mobile driftssikringssystemer, hvor disse systemer omfatter:

—

advarsler

—	advarsler og automatisk stop

—	advarsler, automatisk stop og punktvis overvågning af hastighed

—	advarsler, automatisk stop og løbende overvågning af hastighed.

6.2. Antal jernbaneoverkørsler (i alt, pr. strækningskilometer og pr. sporkilometer) fordelt på følgende fem typer:

a)	usikrede jernbaneoverkørsler

sikrede jernbaneoverkørsler

manuelle

ii)	automatiske med advarselsanlæg på brugersiden

iii)	automatiske med beskyttelse på brugersiden

iv)	beskyttelse på banesiden.

Tillæg

Fælles definitioner til brug for de fælles sikkerhedsindikatorer og fælles metoder til beregning af de samfundsøkonomiske omkostninger ved ulykker

1. Indikatorer vedrørende ulykker

1.1. »væsentlig ulykke«: Enhver ulykke, hvori der er involveret mindst ét jernbanekøretøj i bevægelse, og som resulterer i mindst én dræbt eller alvorligt tilskadekommen person, eller i omfattende ødelæggelse af materiel, spor eller andre anlæg eller miljøet eller i omfattende forstyrrelse af trafikken. Ulykker i værksteder, lagre og depoter medregnes ikke.

1.2. »omfattende ødelæggelse af materiel, spor eller andre anlæg eller miljøet«: Ødelæggelser for mindst 150 000 EUR.

1.3. »omfattende forstyrrelse af trafikken«: Togtrafikken er indstillet i 6 timer eller mere på en hovedbanestrækning.

1.4. »tog«: Et eller flere jernbanekøretøjer, der trækkes af et eller flere lokomotiver eller motorvogne, eller en motorvogn, der kører alene under et bestemt nummer eller en specifik betegnelse fra et fast startpunkt til et fast slutpunkt. Et lokomotiv, der kører alene, betragtes som et tog.

1.5. »sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer«: Frontalt sammenstød mellem to tog eller sammenstød mellem front og bagende af to tog eller et sideværts sammenstød mellem en del af et tog og en del af et andet tog eller et jernbanekøretøj eller rangerende rullende materiel.

1.6. »togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen«: Et sammenstød mellem en del af et tog og genstande, som er fast anbragt eller midlertidigt befinder sig på eller nær sporet (undtagen ved jernbaneoverkørsler, hvis genstandene er tabt af krydsende køretøjer eller brugere). Definitionen omfatter også sammenstød med køreledninger.

1.7. »afsporing«: Enhver hændelse, hvor mindst ét af et togs hjul løber af sporet.

1.8. »ulykke i jernbaneoverkørsler«: Enhver ulykke i jernbaneoverkørsler, der involverer mindst ét jernbanekøretøj og et eller flere krydsende køretøjer, andre krydsende brugere, f.eks. fodgængere, eller genstande, der midlertidigt befinder sig på eller nær sporet, hvis de er tabt af krydsende køretøjer eller brugere.

1.9. »personulykke, der involverer rullende materiel i bevægelse«: Skader på en eller flere personer, som enten rammes af et jernbanekøretøj eller en del af et jernbanekøretøj eller af en genstand, der er fastgjort til eller har løsrevet sig fra køretøjet. Definitionen omfatter også personer, som falder ud af jernbanekøretøjer, og personer, som falder eller rammes af løse genstande under befordring i jernbanekøretøjer.

1.10. »brand i rullende materiel«: Brande eller eksplosioner i jernbanekøretøjer (inklusive deres last) undervejs mellem afgangsstation og bestemmelsessted, herunder når de holder på afgangsstationen, bestemmelsesstedet eller ved mellemstop samt under omrangering.

1.11. »andre typer ulykker«: Enhver anden ulykke end sammenstød mellem tog og jernbanekøretøjer, togsammenstød med forhindringer inden for fritrumsprofilen, afsporinger, ulykker i jernbaneoverkørsler, personulykker, der involverer rullende materiel i bevægelse eller brande i rullende materiel.

1.12. »passager«: Enhver, der foretager en rejse med jernbane, eksklusive togpersonale. I ulykkesstatistikker omfatter dette også personer, der prøver at stige på eller af et tog i bevægelse.

1.13. »personale eller kontrahent«: Enhver person, der er beskæftiget i tilknytning til en jernbane, og som er på arbejde på ulykkestidspunktet. Definitionen omfatter kontrahenters personale og selvstændige kontrahenter samt togpersonalet og personer, der betjener rullende materiel og infrastrukturanlæg.

1.14. »brugere af jernbaneoverkørsler«: Enhver, der bruger en jernbaneoverkørsel til at krydse jernbanen ved hjælp af et transportmiddel eller til fods.

1.15. »person, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«: Alle, der opholder sig på en jernbanes område, hvor det er forbudt, undtagen brugere af jernbaneoverkørsler.

1.16. »andre personer, der befinder sig på en perron«: Enhver person, der befinder sig på en perron, og som ikke kan defineres som »passager«, »personale eller kontrahent«, »brugere af jernbaneoverkørsler«, »andre personer, der ikke befinder sig på en perron« eller »personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«.

1.17. »andre personer, der ikke befinder sig på en perron«: Enhver person, der ikke befinder sig på en perron, og som ikke kan defineres som »passager«, »personale eller kontrahent«, »brugere af jernbaneoverkørsler«, »andre personer, der befinder sig på en perron« eller »personer, der uretmæssigt befinder sig på jernbanearealer«.

1.18. »dræbt«: Person, der dræbes på stedet eller dør inden for 30 dage som følge af en ulykke. Selvmord medregnes ikke.

1.19. »alvorligt tilskadekommen (person)«: Person, som har været indlagt på sygehus i mere end 24 timer som følge af en ulykke. Selvmordsforsøg medregnes ikke.

2. Indikatorer vedrørende farligt gods

2.1. »ulykke i forbindelse med transport af farligt gods«: Enhver ulykke eller hændelse, der skal indberettes i henhold til kapitel 1.8.5 i RID (1)/ADR.

2.2. »farligt gods«: Stoffer og genstande, som ikke må transporteres i henhold til RID, eller kun må transporteres i henhold til betingelser, der er fastsat i RID.

3. Indikatorer for selvmord

3.1. »selvmord«: Handling, hvormed en person forsætligt påfører sig skade med døden til følge, og som registreres som sådan af de kompetente nationale myndigheder.

3.2. »selvmordsforsøg«: Handling, hvormed en person forsætligt påfører sig selv skade med alvorlig personskade til følge.

4. Indikatorer for forløbere til ulykker

4.1. »skinnebrud«: Enhver skinne, som er gået i to eller flere stykker, eller enhver skinne, hvorfra der løsriver sig et stykke metal, der efterlader et hul på mere end 50 mm længde og mere end 10 mm dybde på kørefladen.

4.2. »solkurver og andre fejl i den relative sporbeliggenhed«: Fejl i sporkontinuum eller- geometri, som af sikkerhedshensyn kræver lukning af sporet eller omgående nedsættelse af den tilladte hastighed.

4.3. »signalfejl«: Enhver teknisk fejl i signalsystemet (enten på infrastrukturen eller på det rullende materiel), som medfører et mindre restriktivt signal end krævet.

4.4. »forbikørsel af stopsignal ved passering af et farepunkt«: Enhver situation, hvor en hvilken som helst del af toget kører længere frem end tilladt og passerer farepunktet.

4.5. »forbikørsel af stopsignal uden passering af et farepunkt«: Enhver situation, hvor en hvilken som helst del af toget kører længere frem end tilladt, men ikke passerer farepunktet.

At køre længere frem end tilladt som omhandlet i punkt 4.4. og 4.5. ovenfor vil sige at køre forbi:

—	et lys- eller armsignal ved sporet, der ved sin lysfarve eller stilling signalerer stop, eller en stopordre på strækninger, hvor et driftsikringssystem (TPS) ikke er i brug

—	slutpunktet i en sikkerhedsrelateret kørselstilladelse, der er givet over et driftsikringssystem (TPS)

—	et punkt, der er meddelt i en forskriftsmæssig mundtlig eller skriftlig tilladelse

—	stopskilte (herunder ikke sporstoppere) eller håndsignaler.

Tilfælde, hvor køretøjer uden tilkoblet trækkraftenhed eller et ubemandet tog kører forbi et stopsignal, er ikke omfattet af denne definition. Tilfælde, hvor signalet, uanset årsagen, ikke viser »stop« i tide til, at lokomotivføreren kan standse toget før signalet, er ikke omfattet af denne definition.

Nationale sikkerhedsmyndigheder kan indberette om de fire led under dette punkt hver for sig, men de skal mindst indberette en samlet indikator med data for alle fire punkter.

4.6. »defekt hjul på rullende materiel i drift«: Brud, der påvirker hjulet, og dermed skaber risiko for ulykker (afsporing eller sammenstød).

4.7. »defekt aksel på rullende materiel i drift«: Brud, der påvirker akslen, og dermed skaber risiko for ulykker (afsporing eller sammenstød).

5. Fælles metoder til beregning af de samfundsmæssige omkostninger ved ulykker

5.1. Værdien af et forebygget ulykkesoffer (VPC) er sammensat af følgende elementer:

1)	Værdien af sikkerhed i sig selv: Værdier for betalingsvilje (WTP: Willingness to Pay), der bygger på »stated preference«-undersøgelser udført i den medlemsstat, hvor de anvendes.

Direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger: Omkostningsværdier, der ansættes i medlemsstaten og består af:

—	omkostninger til lægebehandling og revalidering

—	procesomkostninger, politiomkostninger, omkostninger til privat efterforskning af ulykken, omkostninger til redningsberedskab og administrative omkostninger for forsikringerne

—	produktionstab: værdien for samfundet af de varer og tjenesteydelser, som den pågældende kunne have præsteret, hvis ulykken ikke var sket.

Ved beregningen af omkostningerne ved ulykker behandles dræbte og alvorligt tilskadekomne hver for sig (forskellig VPC for dræbte og alvorligt tilskadekomne).

5.2. Fælles principper for ansættelse af værdien af sikkerhed i sig selv og/eller af de direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger:

For værdien af sikkerhed i sig selv baseres bedømmelsen af, om foreliggende skøn er fornuftige, på følgende betragtninger:

—	skønnene skal tage udgangspunkt i et system for værdiansættelse af mortalitetsrisikoreduktion i transportsektoren, der bygger på undersøgelse af WTP efter »stated preference«-metoder

—	de adspurgte respondenter skal udgøre et repræsentativt udsnit af den pågældende befolkning. De skal navnlig afspejle befolkningens alders-/indkomststruktur samme med andre relevante socioøkonomiske og/eller demografiske kendetegn

—	metode til at finde frem til WTP-værdier: Undersøgelsen skal tilrettelægges sådan, at spørgsmålene er klare og meningsfulde for respondenterne.

De direkte og indirekte samfundsøkonomiske omkostninger skal ansættes på grundlag af de virkelige omkostninger, som samfundet afholder.

5.3. Definitioner

5.3.1. »omkostninger ved miljøskader«: Omkostninger, der skal afholdes af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne, anslået på grundlag af disses erfaringer med at føre et skadet område tilbage til tilstanden før jernbaneulykken.

5.3.2. »omkostninger ved materiel skade på rullende materiel eller infrastruktur«: Omkostningerne ved at anskaffe nyt rullende materiel eller anlægge ny infrastruktur med samme funktionalitet og tekniske parametre som det uopretteligt beskadigede samt omkostningerne ved at føre rullende materiel eller infrastruktur, der kan repareres, tilbage til tilstanden før ulykken. Begge dele skal anslås af jernbanevirksomhederne og infrastrukturforvalterne på grundlag af deres erfaringer. Omkostninger til leje af rullende materiel til erstatning for skadede køretøjer, der ikke står til rådighed, er også omfattet.

5.3.3. »omkostninger på grund af forsinkelser, der skyldes ulykker«: Pengeværdien af forsinkelser, som brugere af banetransport (passagerer og godskunder) kommer ud for som følge af ulykker, beregnet efter følgende model:

VT = pengeværdien af rejsetidsbesparelser

Værdien af tid for en togpassager (en time)

VTP = [VT for arbejdsrejsende]*[de arbejdsrejsendes årsgennemsnitlige andel i procent af alle rejsende] + [VT for andre end arbejdsrejsende]*[andre end arbejdsrejsendes årsgennemsnitlige andel i procent af alle rejsende]

VTP måles i euro pr. passager pr. time.

»arbejdsrejsende«: En passager, der rejser i forbindelse med erhvervsmæssig virksomhed, dog ikke pendlere.

Værdien af tid for et godstog (en time)

VTF = [VT for godstog]*[(ton-km)/(tog-km)]

VTF måles i euro pr. ton gods pr. time.

Årsgennemsnitlig godsmængde i tons pr. godstog = (ton-km)/(tog-km).

CM = omkostninger ved 1 minuts forsinkelse af et tog

Persontog

CMP = K1 * (VTP/60)*[(passager-km)/(tog-km)]

Årsgennemsnitligt antal passagerer pr. tog = (passager-km)/(tog-km).

Godstog

CMF = K2* (VTF/60)

Faktorerne K1 og K2 ligger mellem værdien af tid og værdien af forsinkelse i henhold til skøn, der bygger på »stated preference«-undersøgelser. De indføjes for at tage hensyn til, at tidstab, der skyldes forsinkelser, opleves betydeligt mere negativt end normal rejsetid.

Omkostninger ved ulykkesbetingede forsinkelser = CMP *(minutters forsinkelse af persontog) + CMF *(minutters forsinkelse af godstog)

Modellens anvendelsesområde

Omkostninger ved forsinkelser i forbindelse med væsentlige ulykker beregnes således:

—	faktiske forsinkelser på de banestrækninger, hvor der har fundet ulykker sted

—	faktiske forsinkelser eller, hvis disse ikke kan måles, anslåede forsinkelser på andre berørte strækninger.

6. Indikatorer for infrastrukturens tekniske sikkerhed og for indførelse af tekniske sikkerhedsforanstaltninger

6.1. »driftssikringssystem (TSP)«: Et system, som hjælper med at gennemtvinge overholdelse af signaler og hastighedsbegrænsninger.

6.2. »mobile systemer«: systemer, der hjælper lokomotivføreren med at respektere signaler langs strækningen og førerrumssignaler og dermed yder beskyttelse mod farepunkter og håndhæver hastighedsbegrænsninger. Mobile driftssikringssystemer kan beskrives således:

a)	advarsler: advarer automatisk advarer lokomotivføreren

b)	advarsler og automatisk stop: advarer automatisk lokomotivføreren og stopper automatisk toget, når et stopsignal passeres

c)	advarsler, automatisk stop og punktvis overvågning af hastighed: yder beskyttelse ved farepunkter. »Punktvis overvågning af hastighed« betyder, at hastigheden overvåges på visse steder (fartfælder), når toget nærmer sig et signal

d)	advarsler, automatisk stop og løbende overvågning af hastighed: yder beskyttelse ved farepunkter og overvåger løbende strækningens hastighedsbegrænsninger. »Løbende overvågning af hastighed« betyder, at den maksimalt tilladte målhastighed løbende indikeres og håndhæves på alle strækningsafsnit.

Type d) betragtes som et automatisk driftssikringssystem (ATP).

6.3. »jernbaneoverkørsel«: Enhver niveauskæring mellem en vej eller en passage og en jernbane som godkendt af infrastrukturforvalteren og åben for brugere af offentlige eller private veje. Passager mellem perroner på stationer og passager over spor, som kun må anvendes af ansatte, er ikke omfattet af denne definition.

6.4. »vej«: Med henblik på ulykkesstatistik, enhver offentlig eller privat vej, gade eller landevej, herunder også gangstier og cykelstier.

6.5. »passage«: Enhver rute, der ikke er en vej, som personer, dyr, køretøjer og maskiner kan benytte.

6.6. »usikret jernbaneoverkørsel«: En jernbaneoverkørsel, hvor der ikke aktiveres nogen form for advarselssystem eller beskyttelse, når brugerne ikke kan benytte overkørslen i sikkerhed.

6.7. »sikret jernbaneoverkørsel«: En jernbaneoverkørsel, hvor brugerne beskyttes mod eller advares om tog, der nærmer sig, af anordninger, der aktiveres, når brugerne ikke kan benytte overkørslen i sikkerhed.

—

Beskyttelse i form af fysiske hindringer omfatter:

—	halv- eller helbomme

—

porte.

—

Advarsel ved hjælp af fast monteret udstyr ved jernbaneoverkørsler:

—	synlige anordninger: lyssignaler

—	hørbare anordninger: klokker, horn osv.

Sikrede jernbaneoverkørsler klassificeres som:

a)	manuelle: en jernbaneoverkørsel, hvor beskyttelsen eller advarselsanlægget på brugersiden aktiveres manuelt af en baneansat

b)	automatiske med advarselsanlæg på brugersiden: en jernbaneoverkørsel, hvor advarselsanlægget på brugersiden aktiveres af et tog, der nærmer sig

c)	automatiske med beskyttelse på brugersiden: en jernbaneoverkørsel, hvor beskyttelsen på brugersiden aktiveres af et tog, der nærmer sig. Dette omfatter også jernbaneoverkørsler med både beskyttelse og advarselsanlæg på brugersiden

d)	beskyttede på banesiden: en jernbaneoverkørsel, hvor et signal eller andet driftsikringssystem kun tillader et tog at køre frem, hvis jernbaneoverkørslen er fuldt beskyttet på brugersiden, og der ikke er nogen i færd med at passere den.

7. Definitioner af måleenheder

7.1. »tog-km«: Måleenhed svarende til et togs bevægelse over en strækning på én kilometer. Den afstand, der anvendes, er så vidt muligt den afstand, der faktisk er tilbagelagt, ellers anvendes jernbanenettets standardafstand mellem start- og slutpunkt. Kun strækningen på det indberettende lands område skal tages i betragtning.

7.2. »passager-km«: Måleenhed svarende til befordringen af én passager med jernbane over en strækning på én kilometer. Kun strækningen på det indberettende lands område skal tages i betragtning.

7.3. »stræknings-km«: Længden i kilometer af jernbanenettet i medlemsstaterne, hvis omfang er fastlagt i artikel 2. For flersporede banestrækninger medregnes kun afstanden mellem start- og slutpunkt.

7.4. »spor-km«: Længden i kilometer af jernbanenettet i medlemsstaterne, hvis omfang er fastlagt i artikel 2. På en flersporet banestrækning medregnes hvert spor for sig.

(1) Forskrifter vedrørende international jernbanetransport af farligt gods som vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).

BILAG III

Krav og vurderingskriterier for organisationer, der ansøger om et ECM-certifikat eller om et certifikat til vedligeholdelsesopgaver, som outsources af en enhed med ansvar for vedligeholdelse

Alle relevante dele af organisationens ledelse skal dokumenteres, bl.a. med en beskrivelse af ansvarsfordelingen inden for organisationen og i forhold til underentreprenører. Dokumentationen skal vise, hvordan kontrollen er sikret fra ledelsens side på forskellige niveauer, hvordan personalet og deres repræsentanter på alle niveauer er inddraget, og hvordan der sikres en løbende forbedring.

Følgende grundlæggende krav anvendes for de fire funktioner i en enhed med ansvar for vedligeholdelse, der skal dækkes af organisationen selv eller ved hjælp af kontraktlige arrangementer:

1. Ledelse— forpligtelse til udvikling og gennemførelse af organisationens vedligeholdelsessystem og til kontinuerlig forbedring af dets effektivitet.

2. Risikovurdering— en struktureret strategi for vurdering af risici forbundet med vedligeholdelsen af køretøjer, herunder risici, som er en direkte følge af driftsprocesser og andre organisationers eller personers aktiviteter, og for identifikation af passende risikostyringsforanstaltninger.

3. Overvågning— en struktureret strategi, som sikrer, at der er indført risikostyringsforanstaltninger, at de fungerer korrekt og medvirker til at opnå organisationens mål.

4. Løbende forbedring— en struktureret strategi for analyse af oplysninger indsamlet gennem regelmæssig overvågning, revision eller andre relevante kilder og for anvendelse af resultaterne til at drage erfaringer og indføre forebyggende eller korrigerende foranstaltninger med henblik på at bibeholde eller forbedre sikkerhedsniveauet.

5. Struktur og ansvar— en struktureret strategi for definition af enkeltpersoners og holds ansvarsområder med henblik på en sikker gennemførelse af organisationens sikkerhedsmål.

6. Kompetencestyring— en struktureret strategi, der sikrer, at de ansatte har de nødvendige kompetencer til at gennemføre organisationens mål på en sikker og effektiv måde under alle omstændigheder.

7. Oplysninger— en struktureret strategi, der sikrer, at personer, som foretager skøn og træffer beslutninger på alle organisationens niveauer, har adgang til vigtige oplysninger, og som sikrer, at oplysningerne er fuldstændige og passende.

8. Dokumentation— en struktureret strategi, der sikrer alle relevante oplysningers sporbarhed.

9. Kontraktaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer, at aktiviteter, der er givet i underentreprise, forvaltes hensigtsmæssigt, således at organisationens mål kan gennemføres, og at alle kompetencer og krav er dækket.

10. Vedligeholdelsesaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer:

—

at alle vedligeholdelsesaktiviteter, der berører sikkerheden og sikkerhedskritiske komponenter, fastlægges og styres korrekt, og at alle de nødvendige ændringer af de vedligeholdelsesaktiviteter, der berører sikkerheden, fastlægges, styres korrekt på grundlag af erfaringerne og anvendelsen af fælles sikkerhedsmetoder for risikovurdering i overensstemmelse med artikel 6, stk. 1, litra a), og dokumenteres behørigt

—	overensstemmelse med de væsentlige krav til interoperabilitet

—	gennemførelsen og kontrollen af vedligeholdelsesfaciliteter, materiel og værktøj, som er specielt udviklet og påkrævet for at levere vedligeholdelse

—	analysen af den indledende dokumentation vedrørende køretøjet med henblik på at udarbejde den første vedligeholdelsesdokumentation, og som sikrer, at den gennemføres korrekt gennem udviklingen af vedligeholdelsesordrer

—

at komponenter (herunder reservedele) og materialer anvendes som angivet i vedligeholdelsesordrerne og leverandørdokumentationen, at de opbevares, håndteres og transporteres på en passende måde som angivet i vedligeholdelsesordrerne og leverandørdokumentationen, og at de er i overensstemmelse med relevante nationale og internationale regler samt med kravene i de relevante vedligeholdelsesordrer

—

at passende og tilstrækkelige faciliteter og passende og tilstrækkeligt materiel og værktøj fastsættes, identificeres, tilvejebringes, registreres og stilles til rådighed, så det er muligt at levere vedligeholdelsesydelserne i overensstemmelse med vedligeholdelsesordrerne og andre gældende specifikationer, idet der garanteres sikker levering af vedligeholdelse, ergonomi og sundhedsbeskyttelse

—	at organisationen har processer, der sikrer, at dets måleudstyr, alle faciliteter samt alt materiel og værktøj anvendes, kalibreres og vedligeholdes korrekt i henhold til dokumenterede processer.

11. Kontrolaktiviteter— en struktureret strategi, der sikrer:

—	at køretøjer tages ud af drift til planlagt, betinget eller korrigerende vedligeholdelse rettidigt, eller når mangler eller andre behov er identificeret

—	de nødvendige foranstaltninger til kvalitetskontrol

—	at vedligeholdelsesopgaver udføres i overensstemmelse med vedligeholdelsesordrerne, og at meddelelsen om genindsættelse i drift, der indeholder eventuelle anvendelsesmæssige begrænsninger, bekendtgøres.

—

at mulige overtrædelser i forbindelse med anvendelsen af ledelsessystemet, som kan resultere i ulykker, hændelser, farlige situationer og andre farlige tildragelser, indberettes, undersøges og analyseres, og at de nødvendige forebyggende forholdsregler træffes i overensstemmelse med den fælles sikkerhedsmetode for overvågning, jf. artikel 6, stk. 1, litra c)

—	en forskriftsmæssig intern revisions- og overvågningsproces i overensstemmelse med den fælles sikkerhedsmetode for overvågning, jf. artikel 6, stk. 1, litra c).

Direktiv 2004/49/EF	(EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44)
Direktiv 2008/57/EF	(EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1)
Direktiv 2008/110/EF	(EUT L 345 af 23.12.2008, s. 62)
Kommissionens direktiv 2009/149/EF	(EUT L 313 af 28.11.2009, s. 65)
Berigtigelse, 2004/49/EF	(EUT L 220 af 21.6.2004, s. 16)
Kommissions direktiv 2014/88/EU	(EUT L 201 af 10.7.2014, s. 9)

Direktiv	Gennemførelsesfrist
2004/49/EF	30. april 2006
2008/57/EF	19. juli 2010
2008/110/EF	24. december 2010
Kommissionens direktiv 2009/149/EF	18. juni 2010
Kommissionens direktiv 2014/88/EU	30. juli 2015

Direktiv 2004/49/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1	Artikel 1
Artikel 2	Artikel 2
Artikel 3	Artikel 3
Artikel 4	Artikel 4
Artikel 5	Artikel 5
Artikel 6	Artikel 6
Artikel 7	Artikel 7
Artikel 8	Artikel 8
Artikel 9	Artikel 9
Artikel 10	Artikel 10
—	Artikel 11
Artikel 11	Artikel 12
Artikel 12	—
Artikel 13	Artikel 13
Artikel 14a, stk. 1-7	Artikel 14
Artikel 14a, stk. 8	Artikel 15
Artikel 15	—
Artikel 16	Artikel 16
—	Artikel 17
Artikel 17	Artikel 18
Artikel 18	Artikel 19
Artikel 19	Artikel 20
Artikel 20	Artikel 21
Artikel 21	Artikel 22
Artikel 22	Artikel 23
Artikel 23	Artikel 24
Artikel 24	Artikel 25
Artikel 25	Artikel 26
Artikel 26	—
—	Artikel 27
Artikel 27	Artikel 28
Artikel 28	—
Artikel 29	—
Artikel 30	—
Artikel 31	Artikel 29
Artikel 32	Artikel 30
—	Artikel 31
—	Artikel 32
Artikel 33	Artikel 33
—	Artikel 34
Artikel 34	Artikel 35
Artikel 35	Artikel 36
Bilag I	Bilag I
Bilag II	Bilag II
Bilag III	—
Bilag IV	—
Bilag V	—
—	Bilag III