21.9.2016   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 255/25


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2016/1693

af 20. september 2016

om restriktive foranstaltninger over for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda samt personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem, og om ophævelse af fælles holdning 2002/402/FUSP

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 29,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Det Europæiske Råd erklærede den 19. oktober 2001, at det var fast besluttet på at bekæmpe alle former for terrorisme overalt i verden, og at det ville fortsætte sine bestræbelser på at styrke det internationale samfunds alliance mod alle former for terrorisme.

(2)

FN's Sikkerhedsråd (»UNSC«) vedtog den 16. januar 2002 resolution 1390 (2002) (»UNSCR 1390 (2002)«), som udvidede de foranstaltninger, der er fastsat i UNSC resolution 1267 (1999) (»UNSCR 1267 (1999)«) og 1333 (2000) (»UNSCR 1333 (2000)«), til at omfatte Osama bin Laden og medlemmer af al-Qaeda-organisationen samt andre personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem, og som er udpeget af den komité, der er nedsat i henhold til UNSCR 1267 (1999).

(3)

I UNSCR 1390 (2002) tilpasses anvendelsesområdet for de sanktioner vedrørende indefrysning af pengemidler, visumforbud og embargo med hensyn til levering, salg og overførsel af våben og til teknisk rådgivning, faglig bistand eller oplæring i forbindelse med militære aktiviteter, der blev indført ved UNSCR 1267 (1999) og UNSCR 1333 (2000).

(4)

UNSCR 1390 (2002) blev vedtaget af UNSC på grundlag af kapitel VII i De Forenede Nationers pagt, som giver UNSC mulighed for at træffe alle nødvendige foranstaltninger for at opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed.

(5)

Disse foranstaltninger, som UNSC har vedtaget i forbindelse med bekæmpelse af international terrorisme, er blevet gennemført i EU-retten ved fælles holdning 2002/402/FUSP (1), der blev vedtaget af Rådet inden for rammerne af Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, og ved Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 (2).

(6)

UNSC vedtog den 17. december 2015 resolution 2253 (2015), (»UNSCR 2253 (2015)«), hvori det udvider anvendelsesområdet for de foranstaltninger, der er fastsat i resolution UNSCR 1390 (2002) til at omfatte personer, grupper, virksomheder eller enheder, som er knyttet til Islamisk Stat i Irak og Levanten (»ISIL (Da'esh)«), og gentager sin utvetydige fordømmelse af ISIL (Da'esh), al-Qaeda og personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem, i lyset af de fortsatte og talrige kriminelle terrorhandlinger, der tager sigte på drab på uskyldige civile og andre ofre, ødelæggelse af ejendom og en kraftig undergravning af stabiliteten.

(7)

I den forbindelse understregedes det igen i UNSCR 2253 (2015), at sanktioner til støtte for bekæmpelse af terrorisme er et vigtigt instrument med henblik på opretholdelse og genoprettelse af mellemfolkelig fred og sikkerhed, og der mindes om, at ISIL (Da'esh) er en udbrydergruppe af al-Qaeda, og at enhver person, gruppe, virksomhed eller enhed, der støtter ISIL (Da'esh), kan blive opført på FN's liste (»FN«).

(8)

ISIL (Da'esh) og al-Qaeda udgør en trussel mod den internationale fred og sikkerhed. Restriktive foranstaltninger vedtaget af Unionen i forbindelse med bekæmpelsen af ISIL (Da'esh) og al-Qaeda samt personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem, falder ind under målene for Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, jf. traktatens artikel 21, stk. 2, litra c).

(9)

I lyset af den trussel, som ISIL (Da'esh) og al-Qaeda udgør, bør Rådet være i stand til at gennemføre målrettede restriktive foranstaltninger over for enhver person, uanset nationalitet eller statsborgerskab, eller over for enhver enhed, der er ansvarlig for terrorhandlinger på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda, i overensstemmelse med kriterierne i denne afgørelse.

(10)

Målet med sådanne målrettede foranstaltninger er at forebygge handlinger på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda.

(11)

Det er nødvendigt at fastsætte begrænsninger for indrejse i eller transit gennem medlemsstaternes områder for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda og for personer med tilknytning til dem, herunder personer, som er statsborgere i en medlemsstat. Med forbehold af medlemsstaternes ansvar for at sikre den indre sikkerhed bør sådanne begrænsninger ikke forhindre transit for udpegede statsborgere i en medlemsstat gennem en anden medlemsstat for at vende tilbage til den medlemsstat, hvori de er statsborgere, og de bør heller ikke forhindre transit for udpegede familiemedlemmer til statsborgere i en medlemsstat gennem en anden medlemsstat med det samme formål.

(12)

UNSCR 1373 (2001) fastsætter, at der bør træffes passende foranstaltninger i tilfælde, hvor FN's medlemsstater har identificeret personer eller enheder som værende involveret i terrorhandlinger.

(13)

Samtidig bør de foranstaltninger, der gennemfører UNSCR 1267 (1999), 1390 (2002) og 2253 (2015) i EU-retten, ændres for at afspejle bestemmelserne i UNSC's relevante resolutioner.

(14)

I overensstemmelse med EU-Domstolens praksis skal Rådet, når det beslutter at opføre navnet på en person eller en enhed på listen i bilaget, angive individuelle, specifikke og konkrete grunde til at gøre det, og en sådan afgørelse skal træffes på et tilstrækkeligt solidt faktuelt grundlag.

(15)

Af hensyn til klarhed og retssikkerhed bør de restriktive foranstaltninger, der gennemføres i medfør af fælles holdning 2002/402/FUSP som ændret ved efterfølgende afgørelser, konsolideres i et nyt retligt instrument og omfatte bestemmelser, der tillader Rådet at indføre restriktive foranstaltninger over for personer og enheder.

(16)

Fælles holdning 2002/402/FUSP bør derfor ophæves og erstattes af nærværende afgørelse.

(17)

Der er behov for yderligere handling fra Unionens side for at iværksætte visse foranstaltninger —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Direkte eller indirekte levering, salg, overførsel eller eksport af våben eller af alle typer materiel i tilknytning hertil, herunder våben og ammunition, militærkøretøjer og militært udstyr, paramilitært udstyr samt reservedele til alle personer, grupper, virksomheder eller enheder, der er udpeget af UNSC i henhold til UNSCR 1267 (1999), 1333 (2000) og 2253 (2015) som ajourført af den komité, der er nedsat ved UNSCR 1267 (1999) (»komitéen«) eller er udpeget af Rådet, eller til dem, der handler på deres vegne eller under deres ledelse, fra statsborgere i medlemsstaterne eller fra eller via medlemsstaternes områder eller ved anvendelse af skibe eller luftfartøjer, der fører deres flag, forbydes, uanset om de har oprindelse i medlemsstaterne eller ej.

2.   Det er forbudt:

a)

at yde teknisk bistand, udøve mæglervirksomhed eller levere andre tjenester i tilknytning til militære aktiviteter og levering, fremstilling, vedligeholdelse og anvendelse af våben og af alle typer materiel i tilknytning hertil, herunder våben og ammunition, militærkøretøjer og -udstyr, paramilitært udstyr samt reservedele hertil direkte eller indirekte til personer, grupper, virksomheder og enheder som omhandlet i stk. 1

b)

at levere finansieringsmidler eller finansiel bistand i tilknytning til militære aktiviteter, herunder navnlig gavebistand, lån og eksportkreditforsikring, samt forsikring og genforsikring, i forbindelse med salg, levering, overførsel eller eksport af våben og materiel i tilknytning hertil eller i forbindelse med ydelse af teknisk bistand, udøvelse af mæglervirksomhed og levering af andre tjenester i tilknytning hertil direkte eller indirekte til personer, grupper, virksomheder og enheder som omhandlet i stk. 1

c)

bevidst og forsætligt at deltage i aktiviteter, hvis formål eller virkning er at omgå forbuddene i dette stykkes litra a) eller b).

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for personer, som er udpeget af UNSC, og som er omfattet af rejserestriktioner i overensstemmelse med UNSCR 1267 (1999), 1333 (2000) og 2253 (2015), eller som af komitéen er identificeret som personer, der:

a)

deltager i finansiering, planlægning, fremme, forberedelse eller gennemførelse af handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for

b)

leverer, sælger eller overfører våben og dertil hørende materiel til

c)

rekrutterer til eller på anden måde støtter handlinger eller aktiviteter udført af

al-Qaeda, ISIL (Da'esh) eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf eller

d)

kontrolleres direkte eller indirekte af eller på anden måde støtter personer, grupper, virksomheder eller enheder, der er knyttet til al-Qaeda eller ISIL (Da'esh), og som er opført på listen over sanktioner over for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda.

2.   Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger for at hindre indrejse i eller transit gennem deres område for personer, der:

a)

er knyttet til ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder gennem at:

i)

deltage i finansiering af ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, eller i finansiering af handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for dem

ii)

deltage i planlægning, fremme, forberedelse eller gennemførelse af handlinger eller aktiviteter eller give eller modtage terroristtræning som f.eks. vejledning i forbindelse med våben, eksplosive anordninger eller andre metoder eller teknologier med det formål at begå terrorhandlinger af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

iii)

drive handel med ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, navnlig handel med olie, olieprodukter, modulære raffinaderier og tilhørende materiale samt handel med andre naturressourcer og handel med kulturgenstande

iv)

levere, sælge eller overføre våben og dertil hørende materiel til ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

b)

rejser eller forsøger at rejse uden for Unionen med henblik på:

i)

gennemførelse, planlægning, forberedelse af eller deltagelse i terrorhandlinger på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

ii)

at give eller modtage terroristtræning på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf eller

iii)

på anden måde at støtte ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

c)

forsøger at rejse ind i Unionen med samme formål som omhandlet i litra b) eller for at deltage i handlinger eller aktiviteter sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

d)

rekrutterer til eller på anden måde støtter handlinger eller aktiviteter udført af ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder gennem at:

i)

tilvejebringe eller indsamle pengemidler, på en hvilken som helst måde, direkte eller indirekte, til finansiering af rejser for personer med henblik på det i litra b) og c) anførte formål; arrangere rejser for personer med henblik på det i litra b) og c) anførte formål eller på anden måde fremme dem til dette formål

ii)

hverve en anden person til at deltage i handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

e)

ansporer til eller offentligt fremmer til handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder opfordrer til eller lovpriser sådanne handlinger eller aktiviteter, som forårsager fare for, at der begås terrorhandlinger

f)

er involveret eller meddelagtig i at beordre eller begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder bortførelse, voldtægt, seksuelle overgreb, tvangsægteskab og slaveri uden for Unionens område, på vegne af eller under navn af ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

som anført i bilaget.

3.   Intet i stk. 1 og 2 forpligter en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse på medlemsstatens eget område.

4.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis indrejse eller transit er nødvendig for gennemførelsen af en retslig procedure, eller hvis komitéen beslutter, at indrejse eller transit er berettiget.

5.   Medlemsstaterne kan indrømme fritagelser fra foranstaltningerne i stk. 2, hvis rejsen er berettiget:

a)

af hastende humanitære hensyn eller

b)

med henblik på en retslig procedure eller

c)

hvis en medlemsstat er bundet af en forpligtelse over for en international organisation.

6.   En medlemsstat, der ønsker at indrømme fritagelser, jf. stk. 5, giver Rådet skriftligt meddelelse herom. Med hensyn til stk. 5, litra a) og b), anses fritagelsen for at være indrømmet, medmindre et eller flere rådsmedlemmer skriftligt gør indsigelse inden for to arbejdsdage efter at have modtaget meddelelsen om den foreslåede fritagelse. Hvis et eller flere rådsmedlemmer gør indsigelse, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at indrømme den foreslåede fritagelse.

7.   Hvis en medlemsstat i henhold til stk. 5 tillader personer, der er opført på listen i bilaget, indrejse i eller transit gennem sit område, gælder tilladelsen udelukkende det formål, til hvilket den er udstedt, og de berørte personer.

Artikel 3

1.   Alle pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af personer, grupper, virksomheder og enheder, som UNSC har udpeget, og som er omfattet af indefrysning af aktiver i overensstemmelse med UNSCR 1267 (1999), 1333 (2000) og 2253 (2015), eller som komitéen har identificeret, der:

a)

deltager i finansiering, planlægning, fremme, forberedelse eller gennemførelse af handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for

b)

leverer, sælger eller overfører våben og dertil hørende materiel til

c)

rekrutterer til eller på anden måde støtter handlinger eller aktiviteter udført af

al-Qaeda, ISIL (Da'esh) eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf eller

d)

ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af eller på anden måde støtter personer, grupper, virksomheder eller enheder, der er knyttet til ISIL (Da'esh) eller al-Qaeda og som er opført på listen over sanktioner over for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda, eller af en tredjepart, der handler på deres vegne eller under deres ledelse,

skal indefryses.

2.   Ingen pengemidler, andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller til fordel for de fysiske eller juridiske personer, der er nævnt i stk. 1.

3.   Alle pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, der ejes eller kontrolleres direkte eller indirekte af personer, grupper, virksomheder og enheder, som:

a)

er knyttet til ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder gennem at:

i)

deltage i finansiering af ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, eller i finansiering af handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for dem

ii)

deltage i planlægning, fremme, forberedelse eller gennemførelse af handlinger eller aktiviteter eller give eller modtage terroristtræning som f.eks. vejledning i forbindelse med våben, eksplosive anordninger eller andre metoder eller teknologier med det formål at begå terrorhandlinger af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh) og al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

iii)

drive handel med ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, navnlig handel med olie, olieprodukter, modulære raffinaderier og tilhørende materiale samt handel med andre naturressourcer og handel med kulturgenstande

iv)

levere, sælge eller overføre våben og dertil hørende materiel til ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

b)

rejser eller forsøger at rejse uden for Unionen med henblik på:

i)

gennemførelse, planlægning, forberedelse af eller deltagelse i terrorhandlinger på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

ii)

at give eller modtage terroristtræning på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf eller

iii)

på anden måde at støtte ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

c)

forsøger at rejse ind i Unionen med de i litra b) omhandlede formål eller for at deltage i handlinger eller aktiviteter sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

d)

rekrutterer til eller på anden måde støtter handlinger eller aktiviteter udført af ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder gennem at:

i)

tilvejebringe eller indsamle pengemidler, på en hvilken som helst måde, direkte eller indirekte, til finansiering af rejser for personer med henblik på det i litra b) og c) anførte formål; arrangere rejser for personer med henblik på det i litra b) og c) anførte formål eller på anden måde fremme dem til dette formål

ii)

hverve en anden person til at deltage i handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

e)

ansporer til eller offentligt fremmer handlinger eller aktiviteter udført af, sammen med, under navn af, på vegne af eller til støtte for ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf, herunder opfordrer til eller lovpriser sådanne handlinger eller aktiviteter, som forårsager fare for, at der begås terrorhandlinger

f)

er involveret eller meddelagtig i at beordre eller begå alvorlige menneskerettighedskrænkelser, herunder bortførelse, voldtægt, seksuelle overgreb, tvangsægteskab og slaveri uden for Unionens område, på vegne af eller under navn af ISIL (Da'esh), al-Qaeda eller enhver celle, affilieret gruppe, udbrydergruppe eller afledt gruppe heraf

som anført i bilaget skal indefryses.

4.   Ingen pengemidler, andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer må direkte eller indirekte stilles til rådighed for eller til fordel for de fysiske eller juridiske personer, der er omhandlet i stk. 3.

5.   Uanset stk. 1, 2, 3 og 4 kan der gøres undtagelse for pengemidler, finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, som

a)

er nødvendige for basale udgifter, herunder betaling af fødevarer, husleje eller renter og afdrag på hypotekslån, medicin og lægebehandling, skatter, forsikringspræmier og offentlige forbrugsafgifter

b)

alene er bestemt til betaling af rimelige honorarer og godtgørelse af udgifter i forbindelse med juridisk bistand i overensstemmelse med nationale love eller

c)

alene er bestemt til betaling af afgifter eller gebyrer i overensstemmelse med nationale love til rutinemæssig forvaltning af indefrosne pengemidler, andre finansielle aktiver og økonomiske ressourcer.

Sådanne undtagelser gøres først, efter at den pågældende medlemsstat i givet fald har underrettet komitéen om, at den vil tillade adgang til sådanne pengemidler, andre finansielle aktiver eller økonomiske ressourcer, medmindre komitéen træffer en negativ afgørelse inden tre arbejdsdage fra en sådan underretning.

6.   Uanset stk. 1, 2, 3 og 4 kan der også gøres undtagelse for pengemidler, finansielle aktiver og økonomiske ressourcer, som er nødvendige til afholdelse af ekstraordinære udgifter, såfremt medlemsstatens kompetente myndighed, når det er relevant, har underrettet komitéen herom, og komitéen har godkendt dette.

7.   Stk. 3 er ikke til hinder for, at en udpeget person eller enhed foretager en betaling i henhold til en kontrakt, der er indgået, før denne person eller enhed blev opført på listen, såfremt den relevante medlemsstat har fastslået, at betalingen ikke, hverken direkte eller indirekte, modtages af en person eller enhed, der er omhandlet i stk. 1 og 3.

8.   Uanset stk. 3 kan en medlemsstats kompetente myndigheder give tilladelse til frigivelse af visse indefrosne pengemidler eller økonomiske ressourcer, hvis følgende betingelser er opfyldt:

a)

pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer er omfattet af en voldgiftsmæssig afgørelse truffet forud for den dato, hvor de fysiske eller juridiske personer, enheder eller organer, der er omhandlet i stk. 3, blev opført på listen i bilaget, eller af en retslig eller administrativ afgørelse truffet i Unionen eller en retslig afgørelse, der kan fuldbyrdes i den pågældende medlemsstat, forud for, på eller efter denne dato

b)

pengemidlerne eller de økonomiske ressourcer skal udelukkende anvendes til at opfylde fordringer, der er sikret ved en sådan afgørelse eller er anerkendt som gyldige ved en sådan afgørelse, inden for de grænser, som er fastsat ved gældende lovgivning og administrative bestemmelser om sådanne fordringshaveres rettigheder

c)

afgørelsen er ikke til fordel for en fysisk eller juridisk person, en enhed eller et organ, der er opført på listen i bilaget, og

d)

anerkendelse af afgørelsen er ikke i strid med almindelige retsprincipper i den pågældende medlemsstat.

Den berørte medlemsstat underretter de øvrige medlemsstater og Kommissionen om alle tilladelser, der gives i medfør af dette stykke.

9.   Stk. 2 og 4 finder ikke anvendelse på betalinger, der tilføres indefrosne konti tilhørende personer og enheder, der er omhandlet i stk. 1 og 3, såfremt sådanne betalinger er indefrosne.

Artikel 4

Krav, herunder krav på erstatning eller andre krav af tilsvarende art, såsom krav om modregning eller krav i henhold til garanti i forbindelse med kontrakter eller transaktioner, hvis gennemførelse direkte eller indirekte helt eller delvis er blevet påvirket af foranstaltninger truffet i medfør af UNSCR 1267 (1999), 1333 (2000) og 2253 (2015), herunder foranstaltninger truffet af Unionen eller af enhver medlemsstat i overensstemmelse med, som krævet i eller i forbindelse med gennemførelsen af de relevante afgørelser fra UNSC eller foranstaltninger, der er omfattet af denne afgørelse, imødekommes ikke over for de udpegede personer og enheder, som er udpeget af FN eller opført på listen i bilaget, eller nogen anden person eller enhed, som rejser krav gennem eller til fordel for en sådan person eller enhed.

Artikel 5

1.   Rådet udarbejder med enstemmighed på forslag af en medlemsstat eller Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik listen i bilaget og vedtager ændringer hertil.

2.   Rådet underretter den pågældende fysiske eller juridiske person og den pågældende gruppe, virksomhed og enhed om den afgørelse, der er omhandlet i stk. 1, herunder om begrundelsen for opførelsen på listen, enten direkte, hvis adressen er kendt, eller ved offentliggørelse af en bekendtgørelse, og giver en sådan fysisk eller juridisk person, gruppe, virksomhed eller enhed mulighed for at fremsætte bemærkninger.

3.   Når der fremsættes bemærkninger eller forelægges væsentlig ny dokumentation, revurderer Rådet den i stk. 1 omhandlede afgørelse og underretter den pågældende fysiske eller juridiske person, gruppe, virksomhed eller enhed herom.

4.   Uanset stk. 1 kan Rådet, hvis en medlemsstat skønner, at der er sket en væsentlig ændring af forhold, der har indflydelse på udpegningen af en på listen opført person eller enhed, med kvalificeret flertal på forslag af den pågældende medlemsstat beslutte at fjerne navnet på denne person eller enhed fra listen i bilaget.

Artikel 6

1.   Denne afgørelse revurderes, ændres eller ophæves alt efter omstændighederne, navnlig på baggrund af UNSC's eller komitéens relevante afgørelser.

2.   De foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 3 og 4, revurderes regelmæssigt og mindst hver 12. måned.

3.   Når der fremsættes bemærkninger fra en person eller enhed, der er udpeget i overensstemmelse med artikel 2, stk. 2, eller artikel 3, stk. 3 og 4, revurderer Rådet udpegningen på baggrund af disse bemærkninger, og foranstaltningerne ophører med at finde anvendelse, hvis Rådet efter proceduren i artikel 5 fastslår, at betingelserne for deres anvendelse ikke længere er opfyldt.

4.   Hvis der på grundlag af væsentlige nye oplysninger fremsættes en yderligere anmodning om at fjerne en person eller en enhed fra bilaget, foretager Rådet en yderligere revurdering i overensstemmelse med stk. 3.

5.   Foranstaltningerne i artikel 2, stk. 2, og artikel 3, stk. 3 og 4, finder anvendelse indtil den 23. september 2017.

Artikel 7

Fælles holdning 2002/402/FUSP ophæves og erstattes af denne afgørelse.

Artikel 8

Denne afgørelse træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 20. september 2016.

På Rådets vegne

I. KORČOK

Formand


(1)  Rådets fælles holdning 2002/402/FUSP af 27. maj 2002 om restriktive foranstaltninger over for medlemmer af ISIL (Da'esh)- og Al-Qaida-organisationer og andre personer, grupper, virksomheder og enheder, der er knyttet til dem (EFT L 139 af 29.5.2002, s. 4).

(2)  Rådets forordning (EF) nr. 881/2002 af 27. maj 2002 om indførelse af visse specifikke restriktive foranstaltninger mod visse personer og enheder, der har tilknytning til ISIL- (Da'esh) og Al-Qaida-organisationerne (EFT L 139 af 29.5.2002, s. 9).


BILAG

Liste over personer, grupper, virksomheder og enheder, der er omhandlet i artikel 2 og 3