24.12.2015   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 341/21

(1)

Rådets forordning (EF) nr. 40/94 (2), som i 2009 blev kodificeret som Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 (3), skabte et varemærkebeskyttelsessystem, som er specifikt for Den Europæiske Union, og som indeholder bestemmelser om beskyttelse af varemærker på EU-plan, parallelt med beskyttelsen af varemærker i de enkelte medlemsstater i medfør af de nationale varemærkesystemer, som er harmoniseret ved Rådets direktiv 89/104/EØF (4), som blev kodificeret som Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/95/EF (5).

(2)

Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden bør terminologien i forordning (EF) nr. 207/2009 ajourføres. Dette indebærer, at »EF-varemærker« ændres til »EU-varemærker«. For bedre at afspejle det faktiske arbejde, der udføres af »Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design)« bør dets navn ændres til »Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret« (»kontoret«).

(3)

I forlængelse af Kommissionens meddelelse af 16. juli 2008 om en europæisk strategi for industriel ejendomsret har Kommissionen gennemført en omfattende evaluering af, hvordan varemærkesystemet fungerer i Europa som helhed, på EU-plan og på nationalt plan samt de indbyrdes forbindelser mellem disse.

(4)

I sine konklusioner af 25. maj 2010 vedrørende den kommende revision af varemærkeordningen i Den Europæiske Union opfordrede Rådet Kommissionen til at forelægge forslag til revision af forordning (EF) nr. 207/2009 og direktiv 2008/95/EF.

(5)

De erfaringer, der er gjort siden oprettelsen af EF-varemærkesystemet, har vist, at virksomheder i Unionen og fra tredjelande har accepteret systemet, som er blevet et vellykket og holdbart supplement og alternativ til beskyttelsen af varemærker på medlemsstatsplan.

(6)

Nationale varemærker er ikke desto mindre stadig nødvendige for de virksomheder, som ikke ønsker at beskytte deres varemærker på EU-plan, eller som ikke er i stand til at opnå EU-dækkende beskyttelse, selv om der ikke er problemer vedrørende den nationale beskyttelse. Det bør overlades til den enkelte, der søger om varemærkebeskyttelse, at beslutte, om der kun søges beskyttelse af et nationalt varemærke i en eller flere medlemsstater eller kun af et EU-varemærke eller af begge dele.

(7)

Mens evalueringen af, hvordan EF-varemærkesystemet som helhed fungerer, bekræftede, at mange aspekter af systemet, herunder de grundlæggende principper, som det er baseret på, har bevist deres egnethed i det lange løb og fortsat opfylder erhvervslivets behov og forventninger, konkluderede Kommissionen i sin meddelelse »Et indre marked for intellektuelle ejendomsrettigheder« af 24. maj 2011, at det er nødvendigt at modernisere varemærkesystemet i Unionen ved at gøre det mere effektivt og konsistent i sin helhed og tilpasse det internettidsalderen.

(8)

Sideløbende med forbedringerne og ændringerne af EU-varemærkesystemet bør de nationale varemærkelove og -praksisser harmoniseres yderligere og bringes i overensstemmelse med EU-varemærkesystemet i det omfang, det er nødvendigt for så vidt muligt at skabe lige vilkår for registrering og beskyttelse af varemærker i hele Unionen.

(9)

For at muliggøre mere fleksibilitet og samtidig også opnå større retssikkerhed med hensyn til metoderne til varemærkers gengivelse bør definitionen af et EU-varemærke ikke længere omfatte et krav om grafisk gengivelse. Det bør være tilladt at gengive et tegn på enhver passende måde under anvendelse af alment tilgængelig teknologi og således ikke nødvendigvis med grafiske midler, så længe gengivelsen er klar, præcis, selvstændig, let tilgængelig, forståelig, varig og objektiv.

(10)

Forordning (EF) nr. 207/2009 giver i øjeblikket ikke oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser samme grad af beskyttelse som andre EU-retlige instrumenter. Det er derfor nødvendigt at præcisere de absolutte hindringer for registrering, hvad angår oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, og sikre, at sådanne absolutte hindringer for registrering er fuldt ud i overensstemmelse med relevant EU-lovgivning og national ret, som giver beskyttelse af disse intellektuelle ejendomsrettigheder. For at sikre overensstemmelse med anden EU-lovgivning bør omfanget af disse absolutte hindringer udvides til også at omfatte beskyttede traditionelle benævnelser for vin og garanterede traditionelle specialiteter.

(11)

For at opretholde en stærk beskyttelse af rettigheder til oprindelsesbetegnelser og geografiske betegnelser, der er beskyttet på EU-plan og på nationalt plan, er det nødvendigt at præcisere, at disse rettigheder giver en person adgang til i henhold til den relevante lovgivning at modsætte sig en senere ansøgning om registrering af et EU-varemærke, uanset om disse rettigheder også udgør hindringer, som undersøgeren ex officio skal tage hensyn til.

(12)

For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med prioritetsprincippet, i henhold til hvilket et registreret ældre varemærke har forrang for senere registrerede varemærker, er det nødvendigt at fastsætte, at håndhævelsen af rettigheder, der er knyttet til et EU-varemærke, ikke bør berøre indehaverrettigheder, der er erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato. Dette er i overensstemmelse med artikel 16, stk. 1, i aftalen om handelsrelaterede intellektuelle ejendomsrettigheder af 15. april 1994.

(13)

Der kan opstå usikkerhed om varernes eller tjenesteydelsernes handelsmæssige oprindelse, når en virksomhed bruger samme eller et tilsvarende tegn som et handelsnavn på en sådan måde, at der skabes en forbindelse mellem virksomheden, der bærer navnet, og de pågældende varer eller tjenesteydelser fra denne virksomhed. Krænkelse af et EU-varemærke bør derfor også omfatte anvendelse af tegnet som handelsnavn eller lignende betegnelse, når anvendelsen sker med henblik på at adskille varer eller tjenesteydelser.

(14)

For at opnå retssikkerhed og fuld overensstemmelse med særlig EU-lovgivning er det hensigtsmæssigt at fastsætte, at indehaveren af et EU-varemærke bør have ret til at forbyde tredjemand at bruge et tegn i en sammenlignende reklame, når denne sammenlignende reklame er i strid med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF (6).

(15)

For at styrke varemærkebeskyttelsen og bekæmpe forfalskning mere effektivt og i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser inden for rammerne af Verdenshandelsorganisationen (WTO), navnlig artikel V i den almindelige overenskomst om told og udenrigshandel (GATT) om transitfrihed og med hensyn til generiske lægemidler »erklæringen om TRIPS-aftalen og folkesundhed«, der blev vedtaget af WTO-ministerkonferencen i Doha den 14. november 2001, bør indehaveren af et EU-varemærke have ret til at forhindre, at tredjemand i erhvervsmæssigt øjemed fører varer ind i Unionen, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk eller i det væsentlige er identisk med det EU-varemærke, der er registreret for sådanne varer.

(16)

Med henblik herpå bør det være tilladt for EU-varemærkeindehavere at forhindre indførsel af krænkende varer og placering heraf i alle toldsituationer, herunder transit, omladning, oplagring, frizoner, midlertidig opbevaring, aktiv forædling eller midlertidig indførsel, også når sådanne varer ikke er bestemt til at blive markedsført i Unionen. Ved udførelsen af toldkontroller bør toldmyndighederne anvende de beføjelser og procedurer, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 (7), også på anmodning af rettighedshaverne. Toldmyndighederne bør navnlig udføre den relevante kontrol på grundlag af risikoanalysekriterier.

(17)

For at forlige behovet for at sikre en effektiv håndhævelse af varemærkerettigheder med behovet for at undgå hindringer for den frie handel med lovlige varer bør EU-varemærkeindehaverens rettigheder bortfalde, hvis klarereren eller ihændehaveren af varerne under den efterfølgende retssag ved den EU-varemærkedomstol, der er kompetent til at træffe en materiel afgørelse om, hvorvidt EU-varemærket er blevet krænket, kan bevise, at indehaveren af EU-varemærket ikke har ret til at forbyde markedsføringen af varerne i det endelige bestemmelsesland.

(18)

Artikel 28 i forordning (EU) nr. 608/2013 fastsætter, at en rettighedshaver er erstatningsansvarlig over for ihændehaveren af varerne, hvis det bl.a. senere fastslås, at de pågældende varer ikke krænker en intellektuel ejendomsrettighed.

(19)

Der bør træffes hensigtsmæssige foranstaltninger med henblik på at sikre en smidig transit af generiske lægemidler. Hvad angår internationale fællesnavne (INN) som globalt anerkendte generiske navne for aktive stoffer i farmaceutiske præparater, er det afgørende at tage behørigt hensyn til de eksisterende begrænsninger af EU-varemærkerettighedernes virkning. Indehaveren af et EU-varemærke bør derfor ikke have ret til at forhindre tredjemand i at bringe varer ind i Unionen, uden at disse overgår til fri omsætning dér, baseret på ligheder mellem det pågældende INN for det virksomme stof i lægemidlerne og varemærket.

(20)

For at give indehavere af EU-varemærker mulighed for at bekæmpe forfalskning mere effektivt, bør de have ret til at forbyde anbringelse af et krænkende mærke på varer og forberedende handlinger, der udføres forud for anbringelsen.

(21)

De enerettigheder, der er knyttet til et EU-varemærke, bør ikke give indehaveren ret til at forbyde tredjemands brug af tegn eller angivelser, der anvendes på loyal vis og således i overensstemmelse med god markedsføringsskik. For i tilfælde af konflikt at skabe lige vilkår for handelsnavne og EU-varemærker i betragtning af, at handelsnavne regelmæssigt gives ubegrænset beskyttelse i forhold til yngre varemærker, bør en sådan anvendelse kun anses for at omfatte anvendelse af tredjemands personnavn. Den bør endvidere i almindelighed tillade anvendelsen af deskriptive eller ikkedistinktive tegn eller angivelser. Indehaveren bør desuden ikke have ret til at forhindre den loyale og redelige brug af EU-varemærket med henblik på at identificere eller henvise til de pågældende varer eller tjenesteydelser som værende indehaverens varer eller tjenesteydelser. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på at henlede forbrugerens opmærksomhed på videresalg af ægte varer, der oprindelig blev solgt af eller med samtykke fra indehaveren af EU-varemærket i Unionen, bør anses for loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Tredjemands anvendelse af et varemærke med henblik på kunstneriske udtryk bør anses for loyale, så længe den samtidig er i overensstemmelse med god markedsføringsskik. Desuden bør denne forordning anvendes på en måde, som sikrer fuld respekt for de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, navnlig ytringsfriheden.

(22)

For at opnå retssikkerhed og beskytte lovligt erhvervede varemærkerettigheder er det hensigtsmæssigt og nødvendigt — med forbehold af princippet om, at det yngre varemærke ikke kan håndhæves over for det ældre varemærke — at fastsætte, at indehavere af EU-varemærker ikke bør have ret til at modsætte sig brugen af et yngre varemærke, hvis dette yngre varemærke er erhvervet på et tidspunkt, hvor det ældre varemærke ikke ville kunne håndhæves over for det yngre varemærke.

(23)

Af rimelighedshensyn og af hensyn til retssikkerheden bør anvendelsen af et EU-varemærke i en form, der ved enkeltheder, som ikke forandrer varemærkets særpræg, afviger fra den form, hvori det er registreret, være tilstrækkelig til at bevare de tilknyttede rettigheder, uanset om varemærket i den form, hvori det bruges, også er registreret.

(24)

I lyset af den gradvise tilbagegang og det ubetydelige antal EU-varemærkeansøgninger, der indgives til medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, bør det kun være muligt at indgive en EU-varemærkeansøgning til kontoret.

(25)

EU-varemærkebeskyttelse tildeles i relation til bestemte varer eller tjenester, hvis karakter og antal bestemmer omfanget af den beskyttelse, som varemærkeindehaveren får. Det er derfor afgørende at fastsætte regler for bestemmelse og klassificering af varer og tjenesteydelser i forordning (EF) nr. 207/2009 og af hensyn til retssikkerheden og god forvaltningsskik at kræve, at de varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges om varemærkebeskyttelse, identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision til, at de kompetente myndigheder og erhvervsdrivende alene på grundlag af ansøgningen kan bestemme omfanget af den beskyttelse, der er ansøgt om. Anvendelsen af generelle betegnelser bør fortolkes således, at den kun omfatter alle de varer og tjenesteydelser, som tydeligt er omfattet af betegnelserne i deres bogstavelige forstand. Indehavere af EU-varemærker, som på grund af kontorets tidligere praksis er registreret for en hel klasseoverskrift i Niceklassifikationen, bør have mulighed for at tilpasse deres liste over varer og tjenesteydelser for at sikre, at indholdet af registret opfylder kravene om klarhed og præcision i henhold til retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol.

(26)

Det er hensigtsmæssigt at strømline ordningen med EU-varemærkesøgninger og nationale varemærkesøgninger ved at undgå unødige forsinkelser i registreringen af et EU-varemærke og at gøre den mere fleksibel i forhold til brugernes behov og ønsker ved også at gøre søgningen efter EU-varemærker frivillig. De frivillige EU-varemærkesøgninger og de frivillige nationale varemærkesøgninger bør suppleres ved at give adgang til altomfattende, hurtige og effektive søgemaskiner, der frit kan benyttes af offentligheden inden for rammerne af samarbejdet mellem kontoret og medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret, herunder Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret.

(27)

Som et supplement til de eksisterende bestemmelser om EF-kollektivmærker og for at afhjælpe den nuværende ubalance mellem nationale systemer og EU-varemærkesystemet er det nødvendigt at tilføje en række særlige bestemmelser med henblik på at yde beskyttelse til EU-certificeringsmærker, som giver et certificeringsinstitut eller en certificeringsorganisation mulighed for at tillade, at deltagerne i certificeringsordningen anvender mærket som et tegn på, at deres varer eller tjenesteydelser opfylder certificeringskravene.

(28)

Erfaringerne med det nuværende EU-varemærkesystem har vist, at der er potentiale for forbedringer af visse aspekter af proceduren. Derfor bør der træffes visse foranstaltninger for at forenkle og fremskynde procedurerne, hvis det er relevant, og for at styrke retssikkerheden og den retlige forudsigelighed, hvis det er nødvendigt.

(29)

Af hensyn til retssikkerheden og for at skabe større gennemsigtighed er det hensigtsmæssigt klart at definere alle kontorets opgaver, herunder dem, der ikke vedrører forvaltningen af EU-varemærkesystemet.

(30)

Med henblik på at fremme konvergensen med hensyn til praksis og udvikle fælles redskaber er det nødvendigt at etablere passende rammer for samarbejdet mellem kontoret og medlemsstaternes kontorer for industriel ejendomsret, herunder Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, ved at definere de vigtigste samarbejdsområder, og give kontoret mulighed for at koordinere relevante fælles projekter af interesse for Unionen og medlemsstaterne og finansiere disse projekter op til et maksimumbeløb. Disse samarbejdsaktiviteter bør være til gavn for virksomheder, der anvender varemærkesystemer i Europa. For brugerne af den EU-ordning, der er fastsat i denne forordning, bør projekterne, navnlig databaserne til søgning og høring, tilvejebringe yderligere, omfattende, effektive redskaber, der er gratis, for at opfylde de specifikke krav, der følger af EU-varemærkets enhedskarakter.

(31)

I det omfang det er nødvendigt, bør visse principper i forbindelse med kontorets forvaltning tilpasses den fælles tilgang til decentrale EU-agenturer, som blev vedtaget af Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen i juli 2012.

(32)

For at øge retssikkerheden og gennemsigtigheden er det nødvendigt at ajourføre en række bestemmelser om kontorets organisation og funktionsmåde.

(33)

Det er ønskeligt at fremme en mindelig, hurtig og effektiv tvistbilæggelse ved at lade kontoret oprette et mæglingscenter, hvis tjenester kan benyttes af enhver person med henblik på at opnå en mindelig bilæggelse af tvister vedrørende EU-varemærker og EF-design ved gensidig overenskomst.

(34)

Oprettelsen af EU-varemærkesystemet har medført øgede finansielle byrder for de centrale kontorer for industriel ejendomsret og andre myndigheder i medlemsstaterne. De ekstra udgifter vedrører såvel behandling af et større antal indsigelses- og ugyldighedssager, der involverer EU-varemærker, eller som anlægges af indehavere af sådanne varemærker, som oplysningsaktiviteter forbundet med EU-varemærkesystemet og aktiviteter, der skal sikre håndhævelsen af EU-varemærkerettigheder. Det bør derfor sikres, at kontoret kompenserer for en del af de udgifter, medlemsstaterne afholder i forbindelse med den rolle, de spiller i at få EU-varemærkesystemet til at fungere gnidningsfrit. Betalingen af en sådan kompensation bør være betinget af, at medlemsstaterne indgiver relevante statistiske oplysninger. Kompensationen for udgifter bør ikke være af et sådant omfang, at den medfører et budgetunderskud for kontoret.

(35)

Af hensyn til en forsvarlig økonomisk forvaltning bør kontorets akkumulering af store budgetoverskud undgås. Dette bør ikke være til hinder for, at kontoret opretholder en finansiel reserve, der dækker et år af dets driftsudgifter, for at sikre kontinuiteten i sit arbejde og udførelsen af sine opgaver. Denne reserve bør kun anvendes til at sikre kontinuiteten i kontorets opgaver som fastsat i denne forordning.

(36)

I betragtning af den afgørende betydning af størrelsen af de gebyrer, der skal betales til kontoret, for at EU-varemærkesystemet kan fungere og dets forbindelse som supplement til de nationale varemærkesystemer, er det nødvendigt at fastsætte størrelsen af disse gebyrer direkte i forordning (EF) nr. 207/2009 i form af et bilag. Gebyrernes størrelse bør fastsættes på et niveau, der sikrer: for det første at indtægterne, de giver, i princippet er tilstrækkelige til, at kontorets budget balancerer, for det andet at EU-varemærkesystemet og de nationale varemærkesystemer kan eksistere parallelt og supplere hinanden, idet der også tages hensyn til størrelsen af det marked, der dækkes af EU-varemærket, og de små og mellemstore virksomheders behov, og for det tredje at EU-varemærkeindehavernes rettigheder håndhæves effektivt i medlemsstaterne.

(37)

Forordning (EF) nr. 207/2009 tillægger Kommissionen beføjelse til at vedtage gennemførelsesbestemmelser til nævnte forordning. Som følge af Lissabontraktatens ikrafttræden bør de beføjelser, Kommissionen har fået tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009, bringes i overensstemmelse med artikel 290 og 291 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Som følge heraf er det også nødvendigt at inkorporere visse regler, der i øjeblikket er fastsat i Kommissionens forordning (EF) nr. 2868/95 (8), (EF) nr. 2869/95 (9) og (EF) nr. 216/96 (10), i teksten til forordning (EF) nr. 207/2009. Forordning (EF) nr. 2868/95 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed, og forordning (EF) nr. 2869/95 bør ophæves.

(38)

I det omfang de beføjelser, Kommissionen har fået tillagt i henhold til forordning (EF) nr. 207/2009, skal bringes i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF, er det navnlig vigtigt, at Kommissionen foretager relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(39)

For at sikre, at kontoret foretager en effektiv og hurtig behandling og registrering af EU-varemærkeansøgninger efter procedurer, der er gennemsigtige, grundige, retfærdige og rimelige, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår fastsættelse af de nærmere bestemmelser om procedurerne for indgivelse og behandling af en indsigelse og procedurerne for ændring af en ansøgning.

(40)

For at sikre, at et EU-varemærke kan erklæres fortabt eller ugyldigt på en effektiv måde ved hjælp af gennemsigtige, grundige, retfærdige og rimelige procedurer, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår fastsættelse af procedurerne for fortabelse og ugyldighed.

(41)

For at muliggøre en effektiv og fuldstændig gennemgang af kontorets afgørelser ved appelkamrene ved hjælp af en gennemsigtig, grundig, retfærdige og rimelig procedure, som tager hensyn til principperne i forordning (EF) nr. 207/2009, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår fastsættelse af det formelle indhold af klagen, proceduren for indgivelse og behandling af klagen, det formelle indhold og formen af appelkammerets afgørelser og tilbagebetaling af klagegebyrer.

(42)

For at sikre en gnidningsløs og effektiv drift af EU-varemærkesystemet bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår præcisering af kravene til og de detaljerede ordninger for mundtlig forhandling og bevisoptagelse, de detaljerede ordninger for bekendtgørelse, kommunikationsmidler og de formularer, der skal benyttes af sagens parter, reglerne for beregning og varighed af frister, procedurerne for tilbagekaldelse af en afgørelse eller annullering af en indførelse i registret, de detaljerede ordninger for genoptagelse af sager samt de nærmere bestemmelser om repræsentation for kontoret.

(43)

For at sikre en effektiv organisation af appelkamrene bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår fastsættelse af de nærmere bestemmelser om organisationen af appelkamrene.

(44)

For at sikre en effektiv registrering af internationale varemærker på en måde, der er i fuld overensstemmelse med reglerne i protokollen til Madridarrangementet om den internationale registrering af varemærker, bør beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen, for så vidt angår fastsættelse af de nærmere bestemmelser om procedurerne for indgivelse og behandling af en indsigelse, herunder de nødvendige meddelelser, der skal gives til Verdensorganisationen for Intellektuel Ejendomsret (WIPO), og de nærmere bestemmelser om proceduren for internationale registreringer, der er baseret på en basisansøgning eller -registrering vedrørende et kollektivmærke, certificeringsmærke eller garantimærke.

(45)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, for så vidt angår præcisering af de nærmere bestemmelser om ansøgninger, anmodninger, certifikater, påberåbelser, regler, meddelelser og ethvert andet dokument i henhold til de relevante proceduremæssige krav, der er fastsat i denne forordning, samt, for så vidt angår maksimalsatserne for de omkostninger, der er nødvendige i forbindelse med sagen, og som faktisk er afholdt, de nærmere bestemmelser om bekendtgørelser i EU-varemærketidende og kontorets meddelelsesblad, de detaljerede ordninger for udveksling af oplysninger mellem kontoret og de nationale myndigheder, de nærmere bestemmelser om oversættelse af dokumentation i skriftlige sager, de nøjagtige typer af afgørelser, der skal træffes af et enkelt medlem af indsigelses- eller annullationsafdelingerne, de nærmere bestemmelser om meddelelsesforpligtelsen i henhold til Madridprotokollen samt de detaljerede krav vedrørende begæringen om territorial udstrækning fremsat efter den internationale registrering. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (11).

(46)

Målene for denne forordning kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(47)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (12) og afgav udtalelse den 11. juli 2013.

(48)

Forordning (EF) nr. 207/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

1)

I titlen ændres »EF-varemærker« til »EU-varemærker«.

2)

I hele forordningen ændres ordet »EF-varemærker« til »EU-varemærker«, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages.

3)

I hele forordningen ændres ordet »EF-varemærkedomstol« til »EU-varemærkedomstol«, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages.

4)

I hele forordningen ændres ordet »EF-fællesmærke« til »EU-kollektivmærke«, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages.

5)

I hele forordningen, undtagen i de i nr. 2), 3) og 4) omhandlede tilfælde, ændres ordene »Fællesskabet«, »Det Europæiske Fællesskab« og »De Europæiske Fællesskaber« til »Unionen«, og i sammensætninger »fællesskabs« til »unions«, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages.

6)

I hele forordningen ændres udtrykket »præsidenten for Harmoniseringskontoret« og alle henvisninger til denne præsident til »administrerende direktør for kontoret« eller »administrerende direktør«, alt efter tilfældet, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages; i hele forordningen ændres udtrykket »Harmoniseringskontoret« til »kontoret«, og de nødvendige grammatiske ændringer foretages.

7)

Artikel 2 affattes således:

»Artikel 2

Kontoret

1.   Herved oprettes Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (»kontoret«).

2.   Alle henvisninger i EU-retten til Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) læses som henvisninger til kontoret.«

8)

Artikel 4 affattes således:

»Artikel 4

Tegn, der kan udgøre et EU-varemærke

Et EU-varemærke kan bestå af alle tegn, navnlig ord, herunder personnavne, eller afbildninger, bogstaver, tal, farver, varens eller emballagens form eller lyde, for så vidt disse tegn er egnede til at:

9)

Artikel 7, stk. 1, ændres således:

10)

Artikel 8 ændres således:

11)

Artikel 9 affattes således:

»Artikel 9

Rettigheder knyttet til et EU-varemærke

1.   Registrering af et EU-varemærke giver indehaveren en eneret.

2.   Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende EU-varemærke forbyde tredjemand, der ikke har den pågældende indehavers samtykke, at gøre erhvervsmæssig brug af ethvert tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, når:

3.   Navnlig følgende kan forbydes i medfør af stk. 2:

4.   Med forbehold af indehaverrettigheder erhvervet inden EU-varemærkets ansøgnings- eller prioritetsdato kan indehaveren af det pågældende EU-varemærke også forbyde tredjemand at bringe varer ind i Unionen i erhvervsmæssigt øjemed, uden at disse overgår til fri omsætning dér, hvis sådanne varer, herunder emballage, kommer fra tredjelande og uden tilladelse er forsynet med et varemærke, som er identisk med det EU-varemærke, der er registreret for sådanne varer, eller som, for så vidt angår dets væsentligste aspekter, ikke kan skelnes fra dette varemærke.

Den ret, som EU-varemærkeindehaveren har i henhold til første afsnit, bortfalder, hvis der under sagen, der skal fastlægge, om EU-varemærket er blevet krænket, iværksat i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 (14) om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder, fremlægges dokumentation af klarereren eller ihændehaveren af varerne for, at indehaveren af EU-varemærket ikke har ret til at forbyde markedsføring af varerne i det endelige bestemmelsesland.

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/114/EF af 12. december 2006 om vildledende og sammenlignende reklame (EUT L 376 af 27.12.2006, s. 21)."

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 608/2013 af 12. juni 2013 om toldmyndighedernes håndhævelse af intellektuelle ejendomsrettigheder og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1383/2003 (EUT L 181 af 29.6.2013, s. 15).«"

12)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 9a

Ret til at forbyde forberedende handlinger vedrørende brug af emballage eller andre midler

Hvis der er risiko for, at emballage, etiketter, mærker, sikkerheds- eller ægthedskomponenter eller udstyr eller andre midler, hvorpå mærket er anbragt, kan blive anvendt i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, og denne anvendelse vil udgøre en krænkelse af EU-varemærkeindehaverens rettigheder i henhold til artikel 9, stk. 2 og 3, har indehaveren af det pågældende varemærke ret til at forbyde følgende handlinger, hvis de udføres i erhvervsmæssigt øjemed:

Artikel 9b

Datoen, hvorfra rettigheder kan gøres gældende over for tredjemand

1.   De rettigheder, der er knyttet til et EU-varemærke, gælder først over for tredjemand fra datoen for bekendtgørelse af varemærkets registrering.

2.   Der kan kræves rimelig erstatning for handlinger, som er foretaget efter datoen for bekendtgørelse af en EU-varemærkeansøgning, og som efter bekendtgørelsen af EU-varemærkeregistreringen ville være forbudt i kraft af denne bekendtgørelse.

3.   En ret, for hvilken sagen indbringes, må ikke træffe afgørelse i denne sag, før registreringen er bekendtgjort.«

13)

Artikel 12 affattes således:

»Artikel 12

Begrænsninger i et EU-varemærkes retsvirkninger

1.   Et EU-varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af:

2.   Stk. 1 finder kun anvendelse, hvis tredjemands anvendelse sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik.«

14)

Artikel 13, stk. 1, affattes således:

»1.   Et EU-varemærke giver ikke indehaveren ret til at forbyde brugen af varemærket for varer, som af indehaveren selv eller med dennes samtykke er markedsført inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde under dette varemærke.«

15)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 13a

Interventionsret, som tillægges indehaveren af et yngre registreret varemærke som et forsvar i en sag om varemærkekrænkelse

1.   Indehaveren af et EU-varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret EU-varemærke, hvis dette yngre varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 53, stk. 1, 3 eller 4, artikel 54, stk. 1 eller 2, eller artikel 57, stk. 2, i denne forordning.

2.   Indehaveren af et EU-varemærke har i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret nationalt varemærke, hvis dette yngre registrerede nationale varemærke ikke ville blive erklæret ugyldigt i henhold til artikel 8, artikel 9, stk. 1 eller 2, eller artikel 46, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 (15).

3.   Har indehaveren af et EU-varemærke ikke ret til at forbyde anvendelsen af et yngre registreret varemærke i henhold til stk. 1 eller 2, har indehaveren af det pågældende yngre registrerede varemærke ikke ret til i forbindelse med en sag om varemærkekrænkelse at forbyde anvendelsen af det ældre EU-varemærke.

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2436 af 16. december 2015 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om varemærker (EUT L 336 af 23.12.2015, s. 1).«"

16)

Artikel 15, stk. 1, andet afsnit, affattes således:

»Følgende betragtes ligeledes som brug i henhold til første afsnit:

17)

Artikel 16, stk. 1, indledningen, affattes således:

»1.   Medmindre andet er fastsat i artikel 17-24, betragtes EU-varemærket som genstand for ejendomsret i sin helhed og gældende for hele Unionens område som et nationalt varemærke, der er registreret i den medlemsstat, hvor indehaveren ifølge registret:«

18)

Artikel 17 ændres således:

19)

Artikel 18 affattes således:

»Artikel 18

Overdragelse af agentvaremærke

1.   Er et EU-varemærke registreret for en agent eller repræsentant for den, der er indehaver af varemærket, uden indehaverens samtykke, har den pågældende indehaver ret til at kræve, at EU-varemærket overdrages til denne, medmindre agenten eller repræsentanten kan retfærdiggøre sin handling.

2.   Indehaveren kan indgive en anmodning om overdragelse i henhold til nærværende artikels stk. 1 til følgende:

20)

Artikel 19 ændres således:

21)

I artikel 20 tilføjes følgende stykke:

»4.   En indførelse i registret, der foretages i henhold til stk. 3, annulleres eller ændres efter anmodning fra en af parterne.«

22)

I artikel 22 tilføjes følgende stykke:

»6.   En indførelse i registret, der foretages i henhold til stk. 5, annulleres eller ændres efter anmodning fra en af parterne.«

23)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 22a

Procedure for indførelse af licenser og andre rettigheder i registret

1.   Artikel 17, stk. 5a og 5b, og de regler, der er vedtaget i medfør heraf, samt artikel 17, stk. 5d, finder tilsvarende anvendelse på registrering af en tingslig rettighed eller overdragelse af en tingslig rettighed, jf. artikel 19, stk. 2, tvangsfuldbyrdelse, jf. artikel 20, stk. 3, deltagelse i insolvensbehandling, jf. artikel 21, stk. 3, samt registrering af en licens eller overdragelse af en licens, jf. artikel 22, stk. 5, med følgende forbehold:

2.   Ansøgningen om registrering af de i stk. 1 omhandlede rettigheder anses ikke for indgivet, før det påkrævede gebyr er betalt.

3.   Ansøgningen om registrering af en licens kan indeholde en anmodning om indførelse i registret af en licens som en eller flere af følgende:

Begæres licensen indført som en licens anført i første afsnits litra c), d) og e), angives det i ansøgningen om registrering af en licens, for hvilke varer og tjenesteydelser, for hvilken del af Unionen og for hvilket tidsrum licensen er meddelt.

4.   Hvis betingelserne for registrering, jf. artikel 19-22, nærværende artikels stk. 1 og 3 og de andre gældende regler, der er vedtaget i henhold til denne forordning, ikke er opfyldt, giver kontoret ansøgeren meddelelse om manglen. Hvis manglen ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, afviser det ansøgningen om registrering.

5.   Stk. 1 og 3 finder tilsvarende anvendelse på ansøgninger om EU-varemærker.«

24)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 24a

Procedure for annullering eller ændring af indførelsen i registret af licenser og andre rettigheder

1.   En registrering, der foretages i henhold til artikel 22a, stk. 1, annulleres eller ændres efter anmodning fra en af de berørte personer.

2.   Ansøgningen skal indeholde det pågældende EU-varemærkes registreringsnummer og oplysninger om den rettighed, for hvilken der anmodes om annullering eller ændring af registreringen.

3.   Ansøgningen om annullering af en licens, en tingslig rettighed eller en tvangsfuldbyrdelsesforanstaltning anses ikke for indgivet, før det påkrævede gebyr er betalt.

4.   Ansøgningen ledsages af dokumenter, hvoraf det fremgår, at den registrerede rettighed ikke længere eksisterer, eller at licenstageren eller indehaveren af en anden rettighed giver sit samtykke til annullering eller ændring af registreringen.

5.   Hvis kravene til annullering eller ændring af registreringen ikke er opfyldt, giver kontoret ansøgeren meddelelse om manglen. Hvis manglen ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, afviser det ansøgningen om annullering eller ændring af registreringen.

6.   Stk. 1-5 i denne artikel finder tilsvarende anvendelse på indførelser i akterne i henhold til artikel 22a, stk. 5.«

25)

Artikel 25 affattes således:

»Artikel 25

Indgivelse af ansøgninger

1.   En ansøgning om et EU-varemærke indgives til kontoret.

2.   Kontoret udsteder straks en kvittering til ansøgeren, som mindst indeholder journalnummeret, en gengivelse, beskrivelse eller anden identifikation af mærket, dokumenternes art og antal samt modtagelsesdatoen. Denne kvittering kan udstedes elektronisk.«

26)

Artikel 26 ændres således:

27)

Artikel 27 affattes således:

»Artikel 27

Ansøgningsdato

Ansøgningsdatoen for et EU-varemærke er den dato, på hvilken ansøgeren har indgivet de dokumenter, som indeholder de i artikel 26, stk. 1, omhandlede oplysninger, til kontoret, forudsat at ansøgningsgebyret betales inden en måned efter indgivelsen af disse dokumenter.«

28)

Artikel 28 affattes således:

»Artikel 28

Angivelse og klassificering af varer og tjenesteydelser

1.   Varer og tjenesteydelser, for hvilke varemærkeregistrering søges, klassificeres i overensstemmelse med det klassificeringssystem, der er fastlagt ved Nicearrangementet vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker af 15. juni 1957 (»Niceklassifikationen«).

2.   De varer og tjenesteydelser, for hvilke der søges beskyttelse af varemærket, identificeres af ansøgeren med tilstrækkelig klarhed og præcision, således at de kompetente myndigheder og de erhvervsdrivende alene på dette grundlag har mulighed for at konstatere omfanget af den beskyttelse, der søges.

3.   Med henblik på stk. 2 kan de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter eller andre generelle betegnelser anvendes, forudsat at de er i overensstemmelse med de nødvendige standarder for klarhed og præcision fastsat i denne artikel.

4.   Kontoret afviser en ansøgning vedrørende angivelser eller betegnelser, som er uklare eller upræcise, hvis ansøgeren ikke foreslår en acceptabel formulering inden for en frist, som kontoret fastsætter til dette formål.

5.   Anvendelsen af generelle betegnelser, herunder de generelle angivelser i Niceklassifikationens klasseoverskrifter, fortolkes som omfattende alle de varer og tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af den pågældende angivelse eller betegnelse. Anvendelsen af sådanne betegnelser eller angivelser fortolkes ikke som en rettighed for varer eller tjenesteydelser, der ikke kan forstås som sådan.

6.   Anmoder ansøgeren om registrering for mere end én klasse, grupperer ansøgeren de pågældende varer og tjenesteydelser i overensstemmelse med Niceklassifikationens klasser, idet der foran hver gruppe anføres nummeret på den klasse, som den pågældende gruppe af varer og tjenesteydelser tilhører, og ansøgeren opfører dem i klassernes rækkefølge.

7.   Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende lignende, blot fordi de står opført i samme klasse i Niceklassifikationen. Varer og tjenesteydelser betragtes ikke som værende forskellige, blot fordi de er opført i forskellige klasser i Niceklassifikationen.

8.   Indehavere af EU-varemærker, der er ansøgt om inden den 22. juni 2012, og som er registreret for en hel klasseoverskrift i Niceklassifikationen, kan erklære, at det på ansøgningsdatoen var deres hensigt at søge om beskyttelse for andre varer eller tjenesteydelser end dem, der ud fra en ordlydsfortolkning er omfattet af den pågældende klasseoverskrift, forudsat at de varer eller tjenesteydelser, der udpeges, er medtaget i den alfabetiske liste for den pågældende klasse i den udgave af Niceklassifikationen, der var gældende på ansøgningsdatoen.

Erklæringen indgives til kontoret senest den 24. september 2016 og angiver klart, præcist og specifikt andre varer og tjenesteydelser end dem, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af klasseoverskrifterne, og som oprindeligt var omfattet af indehaverens hensigt. Kontoret træffer de foranstaltninger, der er nødvendige for at ændre registret i overensstemmelse hermed. Muligheden for at indgive en erklæring i overensstemmelse med nærværende stykkes første afsnit berører ikke anvendelsen af artikel 15, artikel 42, stk. 2, artikel 51, stk. 1, litra a), og artikel 57, stk. 2.

EU-varemærker, for hvilke der ikke er indgivet nogen erklæring inden for den i andet afsnit omhandlede frist, anses fra udløbet af nævnte frist kun for at omfatte varer eller tjenesteydelser, der ud fra en ordlydsfortolkning klart er omfattet af angivelserne i overskriften for den relevante klasse.

9.   Hvis registret ændres, hindrer de enerettigheder, der i henhold til artikel 9 tillægges ved EU-varemærket, ikke en tredjemand i fortsat at anvende et varemærke i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, såfremt og i det omfang anvendelsen af varemærket for disse varer eller tjenesteydelser:

Endvidere giver ændringer i listen over varer eller tjenesteydelser, der er opført i registret, ikke indehaveren af EU-varemærket ret til at gøre indsigelse mod eller indgive en begæring om ugyldiggørelse af et yngre varemærke, såfremt og i det omfang:

29)

Artikel 29 ændres således:

30)

Artikel 30 affattes således:

»Artikel 30

Påberåbelse af prioritet

1.   En påberåbelse af prioritet indgives sammen med EU-varemærkeansøgningen og skal indeholde oplysning om dato, nummer og land for den tidligere ansøgning. Dokumentationen til støtte for påberåbelse af prioritet indgives senest tre måneder fra ansøgningsdatoen.

2.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer, hvilken form for dokumentation der i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 1 skal indgives i forbindelse med påberåbelse af prioritet på grundlag af en tidligere ansøgning. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.

3.   Den administrerende direktør kan beslutte, at den dokumentation, som ansøgeren skal fremlægge til støtte for en påberåbelse af prioritet, kan indeholde færre oplysninger end krævet i henhold til de præciseringer, der er vedtaget i overensstemmelse med stk. 2, forudsat at de nødvendige oplysninger er tilgængelige for kontoret fra andre kilder.«

31)

Artikel 33 ændres således:

32)

Artikel 34 ændres således:

33)

Artikel 35 ændres således:

34)

Artikel 36 ændres således:

35)

Artikel 37 ændres således:

36)

Artikel 38 affattes således:

»Artikel 38

Søgningsrapport

1.   Kontoret udarbejder efter anmodning fra EU-varemærkeansøgeren i forbindelse med indgivelsen af ansøgningen en EU-søgningsrapport med angivelse af ældre EU-varemærker eller tidligere ansøgninger om et EU-varemærke, som det har fundet, og som kan gøres gældende i henhold til artikel 8 mod registreringen af det EU-varemærke, der ansøges om.

2.   Hvis ansøgeren på tidspunktet for indgivelse af en EU-varemærkeansøgning anmoder om, at medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret udarbejder en søgningsrapport, og hvis søgningsgebyret er betalt inden for den frist, der er fastsat for betaling af ansøgningsgebyret, skal kontoret straks sende en genpart af EU-varemærkeansøgningen til det centrale kontor for industriel ejendomsret i de medlemsstater, der har meddelt, at de har besluttet at foretage en søgning i deres eget varemærkeregister i forbindelse med EU-varemærkeansøgningerne.

3.   Hver af medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret omhandlet i nærværende artikels stk. 2 skal sende en søgningsrapport, som enten angiver eventuelle ældre nationale varemærker, tidligere nationale varemærkeansøgninger eller varemærker, der er registreret i henhold til internationale aftaler med retsvirkning i den eller de pågældende medlemsstater, som er blevet fundet, og som kan gøres gældende i henhold til artikel 8 mod registreringen af det EU-varemærke, der ansøges om, eller som erklærer, at søgningen ikke har vist sådanne rettigheder.

4.   Kontoret fastsætter efter høring af det i artikel 124 omhandlede administrationsråd, (»administrationsrådet«), indholdet af og metoderne for rapporterne.

5.   Kontoret betaler hvert centralt kontor for industriel ejendomsret et beløb for hver søgningsrapport, som kontoret sender i overensstemmelse med stk. 3. Beløbet, der er det samme for alle kontorer, fastsættes af Budgetudvalget ved en afgørelse truffet med et flertal på tre fjerdedele af medlemsstaternes repræsentanter.

6.   Kontoret sender EU-varemærkeansøgeren den EU-søgningsrapport, som denne har anmodet om, samt alle modtagne nationale søgningsrapporter, som denne har anmodet om.

7.   Ved bekendtgørelsen af ansøgningen om et EU-varemærke underretter kontoret indehaverne af eventuelle ældre EU-varemærker eller EU-varemærkeansøgninger, der er nævnt i EU-søgningsrapporten, om bekendtgørelsen af EU-varemærkeansøgningen. Sidstnævnte gælder, uanset om ansøgeren har anmodet om at modtage EU-søgningsrapporten, medmindre indehaveren af en ældre registrering eller ansøgning anmoder om ikke at modtage meddelelsen.«

37)

Artikel 39 ændres således:

38)

Artikel 40 affattes således:

»Artikel 40

Bemærkninger fra tredjemand

1.   Enhver fysisk eller juridisk person og enhver sammenslutning eller ethvert organ, der repræsenterer fabrikanter, producenter, leverandører af tjenesteydelser, handlende eller forbrugere, kan over for kontoret skriftligt fremsætte bemærkninger med angivelse af grundene til, at varemærket i henhold til artikel 5 og 7 ikke bør registreres ex officio.

De i første afsnit omhandlede personer og sammenslutninger eller organer bliver ikke herved part i registreringsproceduren ved kontoret.

2.   Tredjemands bemærkninger skal indgives inden udløbet af indsigelsesfristen eller, hvis en indsigelse mod varemærket er indgivet, inden den endelige afgørelse om indsigelsen er truffet.

3.   Den i stk. 1 omhandlede indgivelse er ikke til hinder for, at kontoret ex officio kan genåbne en undersøgelse af absolutte hindringer på et hvilket som helst tidspunkt før registrering, hvis det er relevant.

4.   De i stk. 1 omhandlede bemærkninger meddeles ansøgeren, der kan afgive udtalelse derom.«

39)

Artikel 41 ændres således:

40)

Artikel 42, stk. 2, affattes således:

»2.   Efter anmodning fra ansøgeren godtgør indehaveren af et ældre EU-varemærke, som har rejst indsigelse, at der inden for femårsperioden forud for ansøgnings- eller prioritetsdatoen for EU-varemærkeansøgningen er gjort reel brug af det ældre EU-varemærke i Unionen i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som er påberåbt i indsigelsen, eller at der foreligger rimelige grunde til manglende brug, forudsat at det ældre EU-varemærke på dette tidspunkt har været registreret i mindst fem år. Godtgøres dette ikke, forkastes indsigelsen. Hvis det ældre EU-varemærke kun har været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af indsigelsen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.«

41)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 42a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende de nærmere bestemmelser om proceduren for indgivelse og behandling af en indsigelse, jf. artikel 41 og 42.«

42)

I artikel 43 tilføjes følgende stykke:

»3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser for proceduren for ændring af ansøgningen.«

43)

Artikel 44 ændres således:

44)

Artikel 45 affattes således:

»Artikel 45

Registrering

1.   Såfremt ansøgningen er i overensstemmelse med kravene i denne forordning, og der ikke er rejst indsigelse inden for den i artikel 41, stk. 1, omhandlede frist, eller en eventuel indsigelse er endeligt færdigbehandlet ved tilbagetagelse, afvisning eller anden disposition, indføres varemærket og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 87, stk. 2, i registret. Registreringen bekendtgøres.

2.   Kontoret udsteder et registreringsbevis. Dette bevis kan udstedes elektronisk. Kontoret udsteder bekræftede eller ikkebekræftede genparter af beviset mod betaling af et gebyr, hvis disse genparter udstedes på anden måde end elektronisk.

3.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som registreringsbeviset, jf. nærværende artikels stk. 2, skal indeholde, og registreringsbevisets form. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

45)

Artikel 47 affattes således:

»Artikel 47

Fornyelse

1.   Registreringen af EU-varemærket fornyes efter ansøgning fra indehaveren af EU-varemærket eller fra enhver person med udtrykkelig bemyndigelse fra førstnævnte, såfremt gebyrerne er betalt.

2.   Kontoret giver indehaveren af EU-varemærket og enhver indehaver af en registreret ret til EU-varemærket meddelelse om registreringsperiodens udløb mindst seks måneder forinden. Kontoret kan ikke holdes ansvarligt for manglende meddelelse, som heller ikke berører registreringsperiodens udløb.

3.   Ansøgningen om fornyelse indgives i seksmånedersperioden inden registreringsperiodens udløb. Grundgebyret for fornyelse og i givet fald et eller flere klassegebyrer for hver klasse af varer eller tjenesteydelser ud over den første betales også inden for denne periode. Ansøgningen kan desuden indgives og gebyrerne betales inden for en yderligere frist på seks måneder efter registreringsperiodens udløb, hvis der inden for denne yderligere frist betales et tillægsgebyr for for sen betaling af fornyelsesgebyret eller for for sen indgivelse af ansøgningen om fornyelse.

4.   Ansøgningen om fornyelse skal indeholde:

Hvis den i stk. 3 omhandlede betaling foretages, anses den for at udgøre en ansøgning om fornyelse, forudsat at den indeholder alle de fornødne oplysninger for at kunne fastslå betalingsformålet.

5.   Såfremt ansøgningen eller gebyrerne kun omfatter en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærket er registreret, fornyes registreringen kun for de pågældende varer eller tjenesteydelser. Hvis de betalte gebyrer ikke er tilstrækkelige til at dække alle de klasser af varer og tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om fornyelse, fornyes registreringen, hvis det er klart, hvilken klasse eller hvilke klasser der skal dækkes. I mangel af andre kriterier skal kontoret tage hensyn til klasserne i klassifikationsrækkefølgen.

6.   Fornyelsen får virkning fra dagen efter registreringsperiodens udløb. Fornyelsen indføres i registret.

7.   Hvis ansøgningen om fornyelse indgives inden for de frister, der er fastsat i stk. 3, men de andre betingelser for fornyelse, der er fastsat i denne artikel, ikke er opfyldt, giver kontoret ansøgeren meddelelse om de konstaterede mangler.

8.   Indgives der ikke en ansøgning om fornyelse, eller indgives den efter udløbet af fristen i stk. 3, eller betales gebyrerne ikke eller først efter denne frists udløb, eller afhjælpes de i stk. 7 omhandlede mangler ikke inden for den fastsatte frist, fastslår kontoret, at registreringen er udløbet, og giver indehaveren af EU-varemærket meddelelse herom. Når beslutningen er blevet endelig, annullerer kontoret indførelsen af varemærket i registret. Annulleringen får virkning fra dagen efter den dato, den eksisterende registrering udløb. I de tilfælde, hvor fornyelsesgebyrerne er blevet betalt, men hvor registreringen ikke fornyes, tilbagebetales gebyrerne.

9.   Der kan indgives én ansøgning om fornyelse for to eller flere varemærker mod betaling af de krævede gebyrer for hvert enkelt varemærke, forudsat at indehaverne eller repræsentanterne er de samme i hvert enkelt tilfælde.«

46)

Artikel 48 ændres således:

47)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 48a

Ændring af navn eller adresse

1.   En ændring af EU-varemærkeindehaverens navn eller adresse, der ikke ændrer EU-varemærket, jf. artikel 48, stk. 2, og som ikke er resultatet af en hel eller delvis overdragelse af EU-varemærket, indføres efter anmodning fra indehaveren i registret.

Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som en anmodning om ændring af navn eller adresse i henhold til nærværende stykkes første afsnit skal indeholde. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.

2.   Er der tale om to eller flere registrerede varemærker med samme indehaver, kan der indgives én anmodning med henblik på ændring af navn eller adresse.

3.   Hvis kravene til registrering af en ændring ikke er opfyldt, giver kontoret indehaveren af EU-varemærket meddelelse om manglen. Hvis manglen ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, afviser kontoret anmodningen.

4.   Stk. 1-3 finder også anvendelse på en ændring af den registrerede repræsentants navn eller adresse.

5.   Stk. 1-4 finder anvendelse på ansøgninger om EU-varemærker. Ændringen noteres i de sagsakter, som kontoret opbevarer vedrørende EU-varemærkeansøgningen.«

48)

Artikel 49 ændres således:

49)

Artikel 50 ændres således:

50)

Artikel 53, stk. 1, ændres således:

51)

Artikel 54, stk. 1 og 2, affattes således:

»1.   Hvis indehaveren af et EU-varemærke i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre EU-varemærke i Unionen, kan den pågældende indehaver ikke under henvisning til det ældre varemærke kræve det yngre varemærke erklæret ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om registrering af det yngre EU-varemærke er indgivet i ond tro.

2.   Hvis indehaveren af et af de i artikel 8, stk. 2, omhandlede ældre nationale varemærker eller af et andet ældre tegn omhandlet i artikel 8, stk. 4, i fem på hinanden følgende år har tålt og været bekendt med brugen af et yngre EU-varemærke i den medlemsstat, hvor det ældre varemærke eller det ældre tegn er beskyttet, kan den pågældende indehaver ikke under henvisning til det ældre varemærke eller det ældre tegn kræve det yngre varemærke erklæret ugyldigt for varer eller tjenesteydelser, for hvilke det yngre varemærke er blevet anvendt, medmindre ansøgningen om registrering af det yngre EU-varemærke er indgivet i ond tro.«

52)

Artikel 56 ændres således:

53)

Artikel 57, stk. 2, affattes således:

»2.   Efter anmodning fra indehaveren af EU-varemærket godtgør indehaveren af et ældre EU-varemærke, der er part i sagen om ugyldighed, at der inden for de seneste fem år forud for datoen for begæringen om ugyldighed er gjort reel brug af det ældre EU-varemærke i Unionen i forbindelse med de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, og som indehaveren af det pågældende ældre varemærke lægger til grund for sin begæring, eller at der foreligger rimelig grund til, at brug ikke har fundet sted, forudsat at det ældre EU-varemærke på dette tidspunkt har været registreret i mindst fem år. Hvis det ældre EU-varemærke på den dato, hvor EU-varemærkeansøgningen blev indgivet, eller på prioritetsdatoen for EU-varemærkeansøgningen havde været registreret i mindst fem år, godtgør indehaveren af det ældre EU-varemærke desuden, at betingelserne i artikel 42, stk. 2, var opfyldt på dette tidspunkt. Godtgøres dette ikke, afvises begæringen om ugyldighed. Hvis det ældre EU-varemærke kun har været anvendt for en del af de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret, anses det ved behandlingen af ugyldighedsbegæringen kun som registreret for denne del af varerne eller tjenesteydelserne.«

54)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 57a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om procedurerne for et EU-varemærkes fortabelse og ugyldighed, jf. artikel 56 og 57, samt overdragelse af et EU-agentvaremærke, jf. artikel 18.«

55)

Artikel 58, stk. 1, affattes således:

»1.   Afgørelser truffet af ethvert beslutningsdygtigt organ under kontoret som anført i artikel 130, litra a)-d), og, hvis det er relevant, nævnte artikels litra f), kan påklages. Disse afgørelser får først retskraft fra udløbet af den klageperiode, der er omhandlet i artikel 60. Indgivelsen af klagen har opsættende virkning.«

56)

Artikel 60 affattes således:

»Artikel 60

Klagefrist og klagens form

1.   Klagen skal indgives skriftligt til kontoret senest to måneder efter datoen for meddelelse af afgørelsen. Klagen anses først for indgivet, når klagegebyret er betalt. Den indgives på det sprog, som den påklagede afgørelse blev truffet på. Senest fire måneder efter datoen for meddelelse af afgørelsen, skal der indgives en skriftlig begrundelse for klagen.

2.   Sagsøgte kan i en procedure inter partes i sit svarskrift nedlægge påstand om annullation eller ændring af den indklagede afgørelse på et punkt, der ikke er nævnt i klagen. Sådanne indgivelser har ikke længere virkning, såfremt klageren afbryder proceduren.«

57)

Artikel 62 udgår.

58)

Artikel 64, stk. 3, affattes således:

»3.   Appelkammerets afgørelser får først retskraft fra udløbet af den frist, der er omhandlet i artikel 65, stk. 5, eller, såfremt en sådan afgørelse inden for denne frist er indbragt for Retten, fra tidspunktet for dens afvisning, eller afvisningen af en eventuel klage indgivet til Domstolen til prøvelse af Rettens afgørelse.«

59)

Artikel 65 ændres således:

60)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 65a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af:

61)

Overskriften til afsnit VIII affattes således:

»SÆRLIGE BESTEMMELSER OM EU-KOLLEKTIVMÆRKER OG EU-CERTIFICERINGSMÆRKER«.

62)

Følgende overskrift indsættes før artikel 66:

»AFDELING 1

EU-kollektivmærker«.

63)

Artikel 66, stk. 3, affattes således:

»3.   Afsnit I-VII og IX-XIV finder anvendelse på EU-kollektivmærker, medmindre andet er fastsat i denne afdeling.«

64)

Artikel 67 ændres således:

65)

Artikel 69 affattes således:

»Artikel 69

Bemærkninger fra tredjemand

Indgives der skriftlige bemærkninger vedrørende et EU-kollektivmærke til kontoret, jf. artikel 40, kan disse bemærkninger ligeledes fremsættes med angivelse af grundene til, at en ansøgning om registrering af et EU-kollektivmærke bør afslås i henhold til artikel 68.«

66)

Artikel 71, stk. 3, affattes således:

»3.   Der kan også indgives skriftlige bemærkninger i overensstemmelse med artikel 69, for så vidt angår ændrede bestemmelser for mærkets benyttelse.«

67)

Følgende afdeling tilføjes i afsnit VIII:

»AFDELING 2

EU-certificeringsmærker

Artikel 74a

EU-certificeringsmærker

1.   Et EU-certificeringsmærke er et EU-varemærke, der er beskrevet som sådant, når der ansøges om mærket, og mærket er egnet til at adskille varer eller tjenesteydelser, der er certificeret af varemærkeindehaveren med hensyn til materiale, metode for fremstilling af varer eller ydelse af tjenesteydelser, kvalitet, nøjagtighed eller andre egenskaber, med undtagelse af geografisk oprindelse, af varer og tjenesteydelser, der ikke er således certificeret.

2.   Enhver fysisk eller juridisk person, herunder offentligretlige institutioner, myndigheder og organer, kan ansøge om EU-certificeringsmærker, såfremt en sådan person ikke udøver en erhvervsvirksomhed, der omfatter levering af varer eller tjenesteydelser af den slags, der er certificeret.

3.   Afsnit I-VII og IX-XIV finder anvendelse på EU-certificeringsmærker, medmindre andet er fastsat i denne afdeling.

Artikel 74b

Bestemmelser for EU-certificeringsmærkets benyttelse

1.   Den, der ansøger om registrering af et EU-certificeringsmærke, skal inden for to måneder efter ansøgningsdatoen forelægge bestemmelser for certificeringsmærkets benyttelse.

2.   Bestemmelserne for benyttelse skal angive, hvilke personer der er berettiget til at benytte mærket, de egenskaber, som mærket skal certificere, hvordan certificeringsorganet skal afprøve disse egenskaber og overvåge benyttelsen af mærket. Disse bestemmelser skal også angive betingelserne for mærkets benyttelse, herunder sanktioner.

3.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer det nærmere indhold af de i nærværende artikels stk. 2 omhandlede bestemmelser. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.

Artikel 74c

Afslag på ansøgning om registrering

1.   Foruden de i artikel 36 og 37 omhandlede hindringer for registrering af en EU-varemærkeansøgning afslås en ansøgning om registrering af et EU-certificeringsmærke, hvis betingelserne i artikel 74a og 74b ikke er opfyldt, eller hvis bestemmelserne for mærkets benyttelse strider mod den offentlige orden eller sædelighed.

2.   Endvidere afslås en ansøgning om registrering af et EU-certificeringsmærke, hvis det vil kunne vildlede offentligheden med hensyn til mærkets karakter eller betydning, navnlig hvis det kan blive antaget som værende noget andet end et certificeringsmærke.

3.   Ansøgningen afslås ikke, hvis ansøgeren efter en ændring af bestemmelserne for mærkets benyttelse opfylder betingelserne i stk. 1 og 2.

Artikel 74d

Bemærkninger fra tredjemand

Indgives der skriftlige bemærkninger vedrørende et EU-certificeringsmærke til kontoret, jf. artikel 40, kan disse bemærkninger ligeledes fremsættes med angivelse af grundene til, at en ansøgning om registrering af et EU-certificeringsmærke bør afslås i henhold til artikel 74c.

Artikel 74e

Brug af EU-certificeringsmærket

Bruges EU-certificeringsmærket af en hertil berettiget person i henhold til de i artikel 74b omhandlede bestemmelser for brug, anses bestemmelserne i denne forordning for opfyldt, såfremt de øvrige betingelser, som er fastsat i denne forordning vedrørende brugen af EU-varemærket, er overholdt.

Artikel 74f

Ændring af bestemmelserne for mærkets benyttelse

1.   Indehaveren af et EU-certificeringsmærke forelægger kontoret enhver ændring af bestemmelserne for mærkets benyttelse.

2.   Ændringerne indføres ikke i registret, hvis de ændrede bestemmelser ikke opfylder betingelserne i artikel 74b, eller hvis de indebærer, at en af de i artikel 74c omhandlede hindringer for registrering er opfyldt.

3.   Der kan også indgives skriftlige bemærkninger i henhold til artikel 74d, for så vidt angår ændrede bestemmelser for mærkets benyttelse.

4.   Ændringer i bestemmelserne for mærkets benyttelse får i forhold til anvendelsen af denne forordning først virkning fra datoen for ændringernes indførelse i registret.

Artikel 74g

Overdragelse

Uanset artikel 17, stk. 1, kan et EU-certificeringsmærke kun overdrages til en person, der opfylder kravene i artikel 74a, stk. 2.

Artikel 74h

Personer, som kan anlægge en sag om krænkelse

1.   Kun indehaveren af et EU-certificeringsmærke eller en person med udtrykkelig tilladelse fra indehaveren til dette formål kan anlægge en sag om krænkelse.

2.   Indehaveren af et EU-certificeringsmærke kan på vegne af de personer, der er berettiget til at bruge mærket, kræve erstatning for skade, de har lidt ved uberettiget brug af mærket.

Artikel 74i

Fortabelsesgrunde

Foruden de i artikel 51 omhandlede fortabelsesgrunde fortabes de rettigheder, som indehaveren af et EU-certificeringsmærke har, efter indgivelse af begæring herom til kontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om krænkelse, hvis en af følgende betingelser er opfyldt:

Artikel 74j

Ugyldighedsgrunde

Foruden de i artikel 52 og 53 omhandlede ugyldighedsgrunde erklæres et EU-certificeringsmærke, der er registreret i strid med artikel 74c, ugyldigt efter indgivelse af begæring herom til kontoret eller ved fremsættelse af modkrav under en sag om krænkelse, medmindre mærkeindehaveren ved en ændring af bestemmelserne for mærkets benyttelse opfylder kravene i artikel 74c.

Artikel 74k

Overgang

Med forbehold af artikel 112, stk. 2, kan overgang af en ansøgning om et EU-certificeringsmærke eller et registreret EU-certificeringsmærke ikke finde sted, hvis national ret i den berørte medlemsstat ikke omfatter registrering af garanti- eller certificeringsmærker i henhold til artikel 28 i direktiv (EU) 2015/2436.«

68)

Artikel 75 affattes således:

»Artikel 75

Kontorets afgørelser og meddelelser

1.   Kontorets afgørelser skal begrundes. De må kun støttes på grunde og beviser, som de berørte parter har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger om. Hvis mundtlig forhandling finder sted ved kontoret, kan afgørelsen afsiges mundtligt. Afgørelsen skal senere meddeles parterne skriftligt.

2.   I alle kontorets afgørelser og meddelelser anføres, hvilken afdeling i kontoret de hidrører fra, samt navnet eller navnene på den eller de ansvarlige ansatte. De skal underskrives af den eller de pågældende ansatte eller i stedet for underskrift være påtrykt eller påstemplet kontorets segl. Den administrerende direktør kan bestemme, at der kan benyttes andre midler til at identificere den pågældende afdeling i kontoret og navnet på den eller de ansvarlige ansatte, eller der kan anvendes en anden form for identificering end segl, hvis afgørelser eller meddelelser fra kontoret fremsendes pr. telefax eller via andre tekniske kommunikationsmidler.

3.   De af kontorets afgørelser, som kan påklages, ledsages af en skriftlig meddelelse om, at enhver klage skal indgives skriftligt til kontoret senest to måneder efter datoen for meddelelsen af den pågældende afgørelse. I meddelelsen skal parterne tillige gøres opmærksom på bestemmelserne i artikel 58, 59 og 60. Parterne kan ikke påberåbe sig, at de ikke har fået meddelelse fra kontoret om klagemuligheden.«

69)

I artikel 76, stk. 1, tilføjes følgende punktum:

»Kontoret skal i ugyldighedsager, jf. artikel 52, begrænse sin behandling til de grunde og argumenter, der er fremsat af parterne.«

70)

I artikel 77 tilføjes følgende stykke:

»4.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om den mundtlige forhandling, herunder de nærmere bestemmelser for anvendelse af sprog i overensstemmelse med artikel 119.«

71)

Artikel 78 ændres således:

72)

Artikel 79 affattes således:

»Artikel 79

Tilstillelse af meddelelser

1.   Kontoret tilstiller ex officio rette vedkommende alle afgørelser og indkaldelser samt de meddelelser, som får en frist til at løbe, eller som skal tilstilles i henhold til andre bestemmelser i denne forordning eller i retsakter vedtaget i medfør af denne forordning, eller hvis tilstillelse den administrerende direktør har truffet bestemmelse om.

2.   Den administrerende direktør kan afgøre, hvilke andre dokumenter, end afgørelser der er omfattet af en ankefrist og indkaldelser, der skal meddeles pr. anbefalet brev med modtagelsesbevis.

3.   Meddelelse kan ske med forskellige midler, herunder elektroniske. Detaljerne vedrørende elektroniske midler fastlægges af den administrerende direktør.

4.   Skal meddelelsen finde sted ved offentlig bekendtgørelse, bestemmer den administrerende direktør, på hvilken måde den offentlige bekendtgørelse skal finde sted, og fastsætter begyndelsestidspunktet for den periode på en måned, ved hvis udløb dokumentet anses for at være blevet bekendtgjort.

5.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om tilstillelse af meddelelser.«

73)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 79a

Meddelelse om fortabelse af rettigheder

Finder kontoret, at en rettighed fortabes som følge af denne forordning eller retsakter vedtaget i medfør af denne forordning, uden at der er truffet nogen afgørelse, giver det den pågældende person meddelelse herom i overensstemmelse med artikel 79. Sidstnævnte kan anmode om en afgørelse i sagen inden for to måneder efter meddelelsen, hvis den pågældende person mener, at kontorets konstatering er urigtig. Kontoret vedtager kun en sådan afgørelse, hvis det ikke deler den pågældende persons opfattelse; ellers ændrer kontoret sin konstatering og underretter vedkommende herom.

Artikel 79b

Meddelelser til kontoret

1.   Meddelelser til kontoret kan foretages elektronisk. Den administrerende direktør fastsætter, i hvilket omfang og på hvilke tekniske betingelser disse meddelelser kan fremsendes elektronisk.

2.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af reglerne om de kommunikationsmidler, herunder elektroniske kommunikationsmidler, som skal anvendes af parterne i sager ved kontoret, og de formularer, der skal stilles til rådighed af kontoret.

Artikel 79c

Frister

1.   Frister udtrykkes i hele år, måneder, uger eller dage. Beregningen løber fra dagen efter den dag, på hvilken den relevante begivenhed indtraf. Fristernes varighed kan ikke være under en måned og ikke over seks måneder.

2.   Den administrerende direktør skal inden hvert kalenderårs begyndelse fastsætte de dage, hvor kontoret ikke er åbent for modtagelse af dokumenter, eller hvor almindelig post ikke leveres i det postdistrikt, hvor kontoret er beliggende.

3.   Den administrerende direktør fastsætter varigheden af afbrydelsen i tilfælde af en generel afbrydelse i leveringen af post i den medlemsstat, hvor kontoret er beliggende, eller i tilfælde af en faktisk afbrydelse af kontorets tilslutning til tilladte elektroniske kommunikationsmidler.

4.   Hvis kommunikationen fra sagens parter til kontoret eller omvendt afbrydes eller bliver uregelmæssig som følge af en ekstraordinær begivenhed, såsom en naturkatastrofe eller en strejke, kan den administrerende direktør fastsætte, at for de parter i sagen, der har hjemsted eller et registreret kontor i den pågældende medlemsstat eller har udpeget en repræsentant med forretningssted i den pågældende medlemsstat, skal alle frister, som ellers ville udløbe på eller efter datoen for påbegyndelsen af en sådan begivenhed, som fastsat af den administrerende direktør, forlænges indtil en dato, som skal fastsættes af denne. Den administrerende direktør skal ved fastsættelsen af denne dato vurdere, hvornår den ekstraordinære begivenhed ophører. Hvis begivenheden påvirker kontorets hjemsted, skal det fremgå af den administrerende direktørs afgørelse, at den gælder for alle parter i sagen.

5.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om beregning og varighed af frister.

Artikel 79d

Rettelse af fejl og åbenlyse forsømmelser

1.   Kontoret skal rette eventuelle sproglige fejl, skrivefejl og åbenlyse forsømmelser i kontorets afgørelser eller tekniske fejl, der kan tilskrives det i forbindelse med registreringen af et varemærke eller bekendtgørelsen deraf ex officio eller efter anmodning fra en part.

2.   Hvis indehaveren anmoder om rettelse af fejl i forbindelse med registreringen af et varemærke eller bekendtgørelsen af registreringen, finder artikel 48a tilsvarende anvendelse.

3.   Rettelser af fejl i forbindelse med registreringen af et varemærke og bekendtgørelsen af registreringen bekendtgøres af kontoret.«

74)

Artikel 80 affattes således:

»Artikel 80

Tilbagekaldelse af afgørelser

1.   Hvis kontoret har foretaget en indførelse i registret eller truffet en afgørelse, der indeholder en åbenlys fejl, der kan tilskrives kontoret, sørger det for at annullere indførelsen eller tilbagekalde afgørelsen. Hvis der kun er én part i sagen, og indførelsen eller afgørelsen berører dennes rettigheder, foretages annulleringen eller tilbagekaldelsen, selv om parten ikke har været opmærksom på fejlen.

2.   Den afdeling, der har foretaget indførelsen eller truffet afgørelsen, foretager den i stk. 1 omhandlede annullering eller tilbagekaldelse ex officio eller efter anmodning fra en af parterne i sagen. Annulleringen af indførelsen i registret eller tilbagekaldelsen af afgørelsen skal finde sted senest et år efter datoen, hvor indførelsen blev foretaget i registret, eller afgørelsen blev truffet, efter høring af parterne i sagen og eventuelle personer, der er indehavere af rettigheder til det pågældende EU-varemærke, som er indført i registret. Kontoret skal føre registre over sådanne annulleringer og tilbagekaldelser.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af proceduren for tilbagekaldelse af en afgørelse eller annullering af en indførelse i registret.

4.   Denne artikel berører ikke parternes ret til at indgive en klage i medfør af artikel 58 og 65 eller muligheden for at rette fejl og åbenlyse forsømmelser i medfør af artikel 79d. Indgives der en klage over en af kontorets afgørelser, der indeholder en fejl, bortfalder klagesagen, hvis kontoret tilbagekalder sin afgørelse i henhold til nærværende artikels stk. 1. I sidstnævnte tilfælde tilbagebetales klagegebyret til klageren.«

75)

Artikel 82 ændres således:

76)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 82a

Afbrydelse af sagsbehandling

1.   En sagsbehandling ved kontoret afbrydes, hvis:

2.   Sagsbehandlingen ved kontoret genoptages, så snart identiteten af den person, der er berettiget til at videreføre den, er fastslået.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om genoptagelse af sager ved kontoret.«

77)

Artikel 83 affattes således:

»Artikel 83

Henvisning til almindelige retsgrundsætninger

I mangel af procedurebestemmelser i denne forordning eller i retsakter vedtaget i medfør af denne forordning skal kontoret tage hensyn til de procesretlige principper, der er almindelig anerkendt i medlemsstaterne.«

78)

Artikel 85 ændres således:

79)

Artikel 86, stk. 2, andet punktum, affattes således:

»Hver medlemsstat udpeger én myndighed, der er ansvarlig for at efterprøve den i stk. 1 omhandlede afgørelses ægthed, og meddeler kontaktoplysningerne herom til kontoret, Domstolen og Kommissionen. Fuldbyrdelsespåtegning skal påføres af den pågældende myndighed efter en prøvelse, der kun omfatter ægtheden af det pågældende fuldbyrdelsesgrundlag.«

80)

Artikel 87 affattes således:

»Artikel 87

EU-varemærkeregistret

1.   Kontoret skal føre et register over EU-varemærker, som det skal ajourføre.

2.   Registret skal indeholde følgende indførelser vedrørende ansøgninger om og registreringer af EU-varemærker:

3.   I registret indføres desuden følgende, hver med angivelse af registreringsdatoen:

4.   Den administrerende direktør kan bestemme, at andre end de i nærværende artikels stk. 2 og 3 omhandlede oplysninger skal indføres i registret, jf. dog artikel 123, stk. 4.

5.   Registret kan føres elektronisk. Kontoret indsamler, systematiserer, offentliggør og opbevarer de i stk. 2 og 3 omhandlede oplysninger, herunder personoplysninger, med henblik på de formål, der er fastlagt i stk. 9. Kontoret sørger for, at registret er offentligt tilgængeligt.

6.   EU-varemærkeindehaveren får meddelelse om alle ændringer i registret.

7.   Kontoret udsteder efter anmodning bekræftede eller ikkebekræftede udskrifter af registret mod betaling af et gebyr.

8.   Behandlingen af oplysningerne vedrørende indførelserne i stk. 2 og 3, herunder personoplysninger, finder sted med henblik på:

9.   Enhver tredjemand kan få adgang til alle de oplysninger, herunder personoplysninger, vedrørende indførelserne i stk. 2 og 3, der anses for at være af offentlig interesse. Af hensyn til retssikkerheden opbevares indførelserne i registret i en ubegrænset periode.«

81)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 87a

Database

1.   Ud over at være forpligtet til at føre et register, jf. artikel 87, indsamler og opbevarer kontoret i en elektronisk database alle de oplysninger, som ansøgere eller enhver anden part i en sag har givet i henhold til denne forordning eller retsakter, der er vedtaget i henhold hertil.

2.   Den elektroniske database kan omfatte andre personoplysninger, end dem der er omfattet af registret, jf. artikel 87, såfremt sådanne oplysninger er påkrævet i henhold til denne forordning eller retsakter, der er vedtaget i henhold hertil. Indsamlingen, opbevaringen og behandlingen af sådanne oplysninger tjener følgende formål:

3.   Den administrerende direktør fastsætter betingelserne for adgang til den elektroniske database og for, hvordan indholdet heraf, bortset fra de personoplysninger, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 2, men inklusive oplysningerne i artikel 87, kan stilles til rådighed i maskinlæsbar form, herunder gebyret for en sådan adgang.

4.   Der er begrænset adgang til de i stk. 2 omhandlede personoplysninger, og sådanne oplysninger gøres ikke offentligt tilgængelige, medmindre den berørte part har givet sit udtrykkelige samtykke hertil.

5.   Alle oplysninger opbevares på ubestemt tid. Den berørte part kan dog anmode om, at personoplysninger fjernes fra databasen 18 måneder efter, at varemærket er udløbet, eller at den relevante inter partes-procedure er afsluttet. Den berørte part har til enhver tid ret til at få rettet unøjagtige eller forkerte oplysninger.

Artikel 87b

Onlineadgang til afgørelser

1.   Af hensyn til gennemsigtigheden og forudsigeligheden gøres kontorets afgørelser tilgængelige online med henblik på oplysning og høring af den brede offentlighed. Enhver part i en sag, der førte til vedtagelsen af afgørelsen, kan anmode om, at alle personoplysninger i afgørelsen fjernes.

2.   Kontoret kan give onlineadgang til domme afsagt af nationale domstole og Unionens retsinstanser, som vedrører dets opgaver, for at øge offentlighedens kendskab til spørgsmål om intellektuelle ejendomsrettigheder og fremme harmonisering af praksis. Kontoret overholder betingelserne for den første bekendtgørelse, for så vidt angår personoplysninger.«

82)

Artikel 88 ændres således:

83)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 88a

Opbevaring af akter

1.   Kontoret opbevarer akterne for enhver procedure vedrørende en EU-varemærkeansøgning eller en EU-varemærkeregistrering. Den administrerende direktør fastsætter, i hvilken form disse akter opbevares.

2.   Opbevares akterne i elektronisk format, opbevares de elektroniske filer eller sikkerhedskopier heraf uden tidsbegrænsning. De originale dokumenter, der indgives af sagens parter, og som ligger til grund for de elektroniske akter, bortskaffes et vist tidsrum efter, at kontoret har modtaget disse, idet den administrerende direktør fastsætter dette tidsrum.

3.   Hvis og i det omfang akter eller dele af akter opbevares i enhver anden form end elektronisk, opbevares dokumenter eller bevismidler, der udgør en del af disse akter, i mindst fem år fra udgangen af det år, hvor ansøgningen afslås eller tilbagetages eller anses for tilbagetaget, hvor EU-varemærkets registrering udløber endeligt i henhold til artikel 47, hvor det endelige afkald på EU-varemærket registreres i henhold til artikel 50, eller hvor EU-varemærket slettes endeligt i registret i henhold til artikel 57, stk. 6, eller artikel 100, stk. 6.«

84)

Artikel 89 affattes således:

»Artikel 89

Regelmæssigt udkommende publikationer

1.   Kontoret udgiver regelmæssigt:

Publikationerne i første afsnit, litra a) og b), kan foretages elektronisk.

2.   EU-varemærketidende offentliggøres på en måde og med en hyppighed, der fastsættes af den administrerende direktør.

3.   Kontorets meddelelsesblad offentliggøres på kontorets officielle sprog. Den administrerende direktør kan dog bestemme, at visse oplysninger skal bekendtgøres i kontorets meddelelsesblad på Unionens officielle sprog.

4.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

85)

Artikel 90 ændres således:

86)

Artikel 92, stk. 2-4, affattes således:

»2.   Fysiske og juridiske personer, der hverken har bopæl eller hovedsæde eller en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, skal være repræsenteret ved kontoret i overensstemmelse med artikel 93, stk. 1, i enhver sag, der behandles i henhold til denne forordning, med undtagelse af indgivelsen af en ansøgning om registrering af et EU-varemærke, jf. dog nærværende artikels stk. 3, andet punktum.

3.   Fysiske eller juridiske personer, der har bopæl eller hovedsæde eller en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, kan lade sig repræsentere ved kontoret af en af deres ansatte. En ansat hos en af nærværende stykke omfattet juridisk person kan også repræsentere andre juridiske personer, der har økonomisk tilknytning til førstnævnte juridiske person, selv om disse andre juridiske personer hverken har bopæl eller hovedsæde eller en regulær industriel eller kommerciel virksomhed i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. Ansatte, der repræsenterer personer med henblik på dette stykke, vedlægger efter anmodning fra kontoret eller, hvis det er relevant, fra parten i sagen akterne en underskrevet fuldmagt.

4.   Hvis der er mere end én ansøger eller mere end én tredjemand, der handler i fællesskab, udpeges der en fælles repræsentant.«

87)

Artikel 93 ændres således:

88)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 93a

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af:

89)

I afsnit X affattes overskriften til afdeling 1 således:

»Anvendelse af EU-regler om retternes kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område«.

90)

Artikel 94 ændres således:

91)

I artikel 96, litra c), ændres »artikel 9, stk. 3, andet punktum« til »artikel 9b, stk. 2«.

92)

Artikel 99, stk. 3, affattes således:

»3.   I de søgsmål, der er omhandlet i artikel 96, litra a) og c), kan en påstand om EU-varemærkets fortabelse, der fremsættes på anden måde end som et modkrav, fremsættes, hvis sagsøgte påberåber sig, at EU-varemærket kunne erklæres fortabt på grund af manglende reel brug på det tidspunkt, hvor krænkelsessøgsmålet blev anlagt.«

93)

Artikel 100 ændres således:

94)

Artikel 101, stk. 2, affattes således:

»2.   I alle varemærkespørgsmål, der ikke henhører under forordningens område, anvender den relevante EU-varemærkedomstol den gældende nationale ret.«

95)

Artikel 102, stk. 2, affattes således:

»2.   EU-varemærkedomstolen kan endvidere anvende foranstaltninger eller afgørelser til rådighed i henhold til den gældende ret, som den anser for passende under de foreliggende omstændigheder.«

96)

Overskriften »Afdeling 4. Overgangsbestemmelse« og artikel 108 udgår.

97)

Artikel 113 affattes således:

»Artikel 113

Indgivelse, bekendtgørelse og videresendelse af begæringen om overgang

1.   En begæring om overgang indgives til kontoret inden for den fastsatte frist, jf. artikel 112, stk. 4, 5 eller 6, og skal indeholde en angivelse af begrundelserne for overgangen, jf. artikel 112, stk. 1, litra a) eller b), de medlemsstater, i forbindelse med hvilke der begæres overgang, og de varer og tjenesteydelser, der er omfattet af overgangen. Hvis der begæres overgang efter manglende fornyelse af registreringen, begynder tremånedersperioden i artikel 112, stk. 5, dagen efter den sidste dag, hvor ansøgningen om fornyelse kan indgives i henhold til artikel 47, stk. 3. Begæringen om overgang anses først for indgivet, når gebyret for overgang er betalt.

2.   Hvis begæringen om overgang vedrører en EU-varemærkeansøgning, der allerede er blevet bekendtgjort, eller hvis begæringen om overgang vedrører et EU-varemærke, indføres modtagelsen af en sådan begæring i registret, og begæringen om overgang bekendtgøres.

3.   Kontoret undersøger, om den begærede overgang opfylder betingelserne i denne forordning, navnlig artikel 112, stk. 1, 2, 4, 5 og 6, og nærværende artikels stk. 1, samt formkravene i den gennemførelsesforordning, der vedtages i henhold til nærværende artikels stk. 6. Hvis betingelserne til begæringen ikke er opfyldt, giver kontoret ansøgeren meddelelse om manglerne. Hvis manglerne ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, afviser kontoret begæringen om overgang. Hvis artikel 112, stk. 2, finder anvendelse, afviser kontoret kun begæringen om overgang, for så vidt angår de medlemsstater, for hvilke overgang er udelukket i henhold til den pågældende bestemmelse. Hvis gebyret for overgang ikke er blevet betalt inden for den fastsatte frist på tre måneder, jf. artikel 112, stk. 4, 5 eller 6, giver kontoret ansøgeren meddelelse om, at begæringen om overgang ikke anses for indgivet.

4.   Hvis kontoret eller en EU-varemærkedomstol har afvist EU-varemærkeansøgningen eller erklæret EU-varemærket ugyldigt som følge af absolutte hindringer for registrering under henvisning til en medlemsstats sprog, udelukkes overgang i henhold til artikel 112, stk. 2, for alle de medlemsstater, hvor det pågældende sprog er et af de officielle sprog. Hvis kontoret eller en EU-varemærkedomstol har afvist EU-varemærkeansøgningen eller erklæret EU-varemærket ugyldigt som følge af absolutte hindringer for registrering, som gælder i hele Unionen, eller som følge af et ældre EU-varemærke eller anden EU-retlig industriel ejendomsret, er overgang udelukket i henhold til artikel 112, stk. 2, for alle medlemsstater.

5.   Hvis begæringen om overgang opfylder de krav, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 3, videresender kontoret begæringen om overgang og de oplysninger, der er omhandlet i artikel 84, stk. 2, til medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret, herunder Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, for hvilke det er blevet konstateret, at begæringen kan antages. Kontoret giver ansøgeren meddelelse om datoen for videresendelse.

6.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer:

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

98)

Artikel 114, stk. 2, affattes således:

»2.   En EU-varemærkeansøgning eller et EU-varemærke, som er videresendt i henhold til artikel 113, må ikke være genstand for formelle krav i national ret, som afviger fra kravene i denne forordning eller i retsakter vedtaget i henhold til denne forordning, eller yderligere formelle krav.«

99)

Artikel 115, stk. 1, første punktum, affattes således:

»Kontoret er et EU-agentur.«

100)

Artikel 116, stk. 2, affattes således:

»2.   Uden at dette berører stk. 1, kan kontoret gøre brug af udstationerede nationale eksperter eller andre medarbejdere, der ikke er ansat af kontoret. Administrationsrådet skal vedtage en afgørelse, der fastsætter bestemmelser for udstationering af nationale eksperter til kontoret.«

101)

I artikel 117 ændres »Harmoniseringskontoret« til »kontoret og dets ansatte«.

102)

Artikel 119 ændres således:

103)

I artikel 120, stk. 1, ændres »gennemførelsesforordningen« til »en retsakt vedtaget i henhold til denne forordning«.

104)

Artikel 122 udgår.

105)

Artikel 123 affattes således:

»Artikel 123

Gennemsigtighed

1.   Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (17) finder anvendelse på kontorets dokumenter.

2.   Administrationsrådet vedtager de nærmere regler for anvendelse af forordning (EF) nr. 1049/2001.

3.   Der kan klages til Den Europæiske Ombudsmand over de afgørelser, som kontoret træffer i henhold til artikel 8 i forordning (EF) nr. 1049/2001, eller de kan indbringes for Den Europæiske Unions Domstol på de betingelser, der er fastsat i artikel 228 og 263 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

4.   Kontorets behandling af personoplysninger er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 (18).

(17)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43)."

(18)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1).«"

106)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 123a

Sikkerhedsregler for beskyttelse af klassificerede oplysninger og ikkeklassificerede følsomme oplysninger

Kontoret anvender sikkerhedsprincipperne i Kommissionens sikkerhedsforskrifter til beskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUCI) og følsomme ikkeklassificerede informationer, som er fastsat i Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 (19) og 2015/444 (20). Sikkerhedsprincipperne omfatter blandt andet bestemmelser om udveksling, behandling og opbevaring af sådanne oplysninger.

(19)  Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/443 af 13. marts 2015 om sikkerhedsbeskyttelse i Kommissionen (EUT L 72 af 17.3.2015, s. 41)."

(20)  Kommissionens afgørelse (EU, Euratom) 2015/444 af 13. marts 2015 om reglerne for sikkerhedsbeskyttelse af EU's klassificerede informationer (EUT L 72 af 17.3.2015, s. 53).«"

107)

I afsnit XII indsættes følgende afdeling:

»AFDELING 1a

Kontorets opgaver og samarbejde til fremme af konvergens

Artikel 123b

Kontorets opgaver

1.   Kontoret har følgende opgaver:

2.   Kontoret samarbejder med institutioner, myndigheder, organer, kontorer for industriel ejendomsret, internationale og ikkestatslige organisationer i forbindelse med de opgaver, der er tildelt det i stk. 1.

3.   Kontoret kan yde frivillig mægling med henblik på at hjælpe parterne til at nå frem til en mindelig løsning.

Artikel 123c

Samarbejde til fremme af konvergens med hensyn til praksis og redskaber

1.   Kontoret og medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret samarbejder med hinanden for at fremme konvergens med hensyn til praksis og redskaber på området varemærker og design.

Uden at dette berører stk. 3 omfatter samarbejdet navnlig følgende aktivitetsområder:

2.   På grundlag af et forslag fra den administrerende direktør definerer og koordinerer administrationsrådet projekter af interesse for Unionen og medlemsstaterne med hensyn til de i stk. 1 og 6 omhandlede områder, samt opfordrer medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret til at deltage i disse projekter.

Projektdefinitionen skal omfatte specifikke forpligtelser og ansvarsområder for hvert deltagende kontor for industriel ejendomsret i medlemsstaterne, Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret og kontoret. Kontoret skal gennemføre høringer af repræsentanter for brugerne, navnlig i forbindelse med definition af projekterne og evaluering af deres resultater.

3.   Medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret kan fravælge, begrænse eller midlertidigt indstille deres samarbejde om de i stk. 2, første afsnit, omhandlede projekter.

Når medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret anvender de i første afsnit fastsatte muligheder, skal de give kontoret en skriftlig begrundelse for deres afgørelse.

4.   Når de har afgivet tilsagn om at deltage i bestemte projekter skal medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret med forbehold af stk. 3 reelt deltage i de i stk. 2 omhandlede projekter med henblik på at sikre, at de udvikles, fungerer, er kompatible og holdes ajour.

5.   Kontoret yder finansiel støtte til de i stk. 2 omhandlede projekter, i det omfang dette med henblik på stk. 4 er nødvendigt for at sikre effektiv deltagelse af medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret i disse projekter. Denne finansielle støtte kan tage form af tilskud og naturalydelser. Det samlede støttebeløb må ikke overstige 15 % af kontorets årlige indtægter. Modtagere af tilskud skal være medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret. Tilskud ydes uden indkaldelse af forslag i overensstemmelse med de finansielle bestemmelser, der gælder for kontoret, og principperne om tilskudsprocedurer i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (24) og i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (25).

6.   Kontoret og de relevante kompetente myndigheder i medlemsstaterne samarbejder med hinanden på et frivilligt grundlag for at fremme en øget bevidsthed om varemærkesystemet og bekæmpelse af forfalskninger. Et sådant samarbejde skal omfatte projekter, der navnlig tager sigte på at gennemføre etablerede standarder og etableret praksis og tilrettelægge uddannelses- og træningsaktiviteter. Den finansielle støtte til disse projekter skal være en del af det samlede støttebeløb omhandlet i stk. 5. Stk. 2-5 finder tilsvarende anvendelse.

(21)  Rådets forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design (EFT L 3 af 5.1.2002, s. 1)."

(22)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 386/2012 af 19. april 2012 om bemyndigelse af Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) til at varetage opgaver i forbindelse med håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder samling af repræsentanter for den offentlige og den private sektor i Det Europæiske Observationscenter for Krænkelser af Intellektuelle Ejendomsrettigheder (EUT L 129 af 16.5.2012, s. 1)."

(23)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/28/EU af 25. oktober 2012 om visse tilladte anvendelser af forældreløse værker (EUT L 299 af 27.10.2012, s. 5)."

(24)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1)."

(25)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).«"

108)

Afsnit XII, afdeling 2 og 3, affattes således:

»AFDELING 2

Administrationsrådet

Artikel 124

Administrationsrådets opgaver

1.   Uden at det berører de opgaver, som tillægges budgetudvalget i afdeling 5, har administrationsrådet følgende opgaver:

2.   Administrationsrådet skal i overensstemmelse med artikel 110 i vedtægten og artikel 142 i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte vedtage en afgørelse i henhold til artikel 2, stk. 1, i vedtægten og artikel 6 i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte, hvorved de relevante ansættelsesmyndighedsbeføjelser delegeres til den administrerende direktør, og betingelserne for at suspendere denne delegation af ansættelsesmyndighedsbeføjelser defineres.

Den administrerende direktør bemyndiges til at uddelegere disse beføjelser.

Under helt særlige omstændigheder kan administrationsrådet ved en afgørelse midlertidigt suspendere delegationen af ansættelsesmyndighedsbeføjelserne til den administrerende direktør og sidstnævntes uddelegering af beføjelser og selv udøve dem eller delegere dem til et af sine medlemmer eller til en anden ansat end den administrerende direktør.

Artikel 125

Administrationsrådets sammensætning

1.   Administrationsrådet består af en repræsentant for hver af medlemsstaterne, to repræsentanter for Kommissionen og en repræsentant for Europa-Parlamentet samt af deres respektive suppleanter.

2.   Administrationsrådets medlemmer kan, såfremt forretningsordenen tillader det, bistås af rådgivere eller eksperter.

Artikel 126

Administrationsrådets formandskab

1.   Administrationsrådet vælger en formand og en næstformand blandt sine medlemmer. Næstformanden træder uden videre i formandens sted, når denne har forfald.

2.   Formanden og næstformanden vælges for fire år. Mandatperioden kan fornyes én gang. Hvis en formand eller næstformand ophører med at være medlem af administrationsrådet under sin mandatperiode, ophører mandatperioden dog automatisk samtidig.

Artikel 127

Møder

1.   Det påhviler administrationsrådets formand at indkalde til dets møder.

2.   Den administrerende direktør deltager i drøftelserne, medmindre administrationsrådet beslutter andet.

3.   Administrationsrådet afholder ordinært møde mindst en gang om året. Det træder desuden sammen på formandens initiativ eller efter anmodning fra Kommissionen eller en tredjedel af medlemsstaterne.

4.   Administrationsrådet fastsætter selv sin forretningsorden.

5.   Administrationsrådet træffer sine afgørelser med absolut flertal blandt medlemmerne. Der kræves dog et flertal på to tredjedele af administrationsrådets medlemmer til de afgørelser, som det er kompetent til at træffe i medfør af artikel 124, stk. 1, litra a) og b), artikel 126, stk. 1, og artikel 129, stk. 2 og 4. I begge tilfælde har hver medlemsstat én stemme.

6.   Administrationsrådet kan opfordre observatører til at deltage i sine møder.

7.   Administrationsrådets sekretariatsforretninger varetages af kontoret.

AFDELING 3

Den administrerende direktør

Artikel 128

Den administrerende direktørs opgaver

1.   Kontoret ledes af den administrerende direktør. Den administrerende direktør står til ansvar over for administrationsrådet.

2.   Uden at det berører Kommissionens, administrationsrådets og budgetudvalgets beføjelser, er den administrerende direktør uafhængig i udførelsen af sine opgaver og må ikke søge eller modtage instrukser fra en regering eller fra noget andet organ.

3.   Den administrerende direktør er kontorets retlige repræsentant.

4.   Den administrerende direktør har navnlig følgende opgaver, som kan delegeres:

5.   Den administrerende direktør bistås af en eller flere administrerende vicedirektører. Er den administrerende direktør fraværende eller forhindret, træder den administrerende vicedirektør eller en af de administrerende vicedirektører i dennes sted i overensstemmelse med den af administrationsrådet fastsatte procedure.

Artikel 129

Udnævnelse og afsættelse af den administrerende direktør og forlængelse af mandatperiode

1.   Den administrerende direktør ansættes i en stilling som midlertidigt ansat ved kontoret i henhold til artikel 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for Unionens øvrige ansatte.

2.   Den administrerende direktør udnævnes af Rådet, der træffer afgørelse med simpelt flertal, på grundlag af en liste over kandidater, der foreslås af administrationsrådet efter en åben og gennemsigtig udvælgelsesprocedure. Inden udnævnelsen finder sted, kan den kandidat, der udvælges af administrationsrådet, opfordres til at afgive en erklæring til et kompetent udvalg i Europa-Parlamentet og til at besvare eventuelle spørgsmål fra udvalgets medlemmer. Ved indgåelsen af kontrakten med den administrerende direktør repræsenteres kontoret af formanden for administrationsrådet.

Den administrerende direktør kan kun afsættes i henhold til en afgørelse vedtaget af Rådet på forslag af administrationsrådet.

3.   Den administrerende direktør udnævnes for fem år. Ved udgangen af denne periode foretager administrationsrådet en vurdering, der tager evalueringen af den administrerende direktørs virksomhed og kontorets fremtidige opgaver og udfordringer i betragtning.

4.   Rådet kan under hensyntagen til den i stk. 3 omhandlede vurdering forny den administrerende direktørs mandatperiode én gang, og højst for en periode på fem år.

5.   En administrerende direktør, hvis mandat er blevet forlænget, kan ikke deltage i endnu en udvælgelsesprocedure til samme stilling ved udløbet af dennes samlede mandatperiode.

6.   Den administrerende vicedirektør eller de administrerende vicedirektører udnævnes eller afsættes som fastsat i stk. 2 efter høring af den administrerende direktør eller eventuelt den stedfortrædende administrerende direktør. Den administrerende vicedirektør udnævnes for fem år. Denne periode kan forlænges én gang og med højst fem år efter høring af den administrerende direktør.«

109)

Artikel 130 ændres således:

110)

I artikel 131 ændres henvisningen til »artikel 36, 37 og 68« til »artikel 36, 37, 68 og 74c«.

111)

Artikel 132, stk. 2, ændres således:

112)

Artikel 133 affattes således:

»Artikel 133

Afdeling, der er ansvarlig for registret

1.   Den afdeling, der er ansvarlig for registret, er ansvarlig for at træffe afgørelser vedrørende indførelser i registret.

2.   Den er også ansvarlig for at ajourføre listen over godkendte mødeberettigede, jf. artikel 93, stk. 2.

3.   Afdelingens afgørelser træffes af et enkelt medlem.«

113)

Artikel 134 ændres således:

114)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 134a

Grundlæggende kompetence

Afgørelser, som kræves i medfør af denne forordning, og som ikke henhører under kompetencen for en undersøger, en indsigelsesafdeling, en annullationsafdeling eller den afdeling, der er ansvarlig for registret, træffes af en tjenestemand eller enhed, som er udpeget af den administrerende direktør til dette formål.«

115)

Artikel 135 ændres således:

116)

Artikel 136 affattes således:

»Artikel 136

Appelkamrenes medlemmers uafhængighed

1.   Præsidenten for appelkamrene og formændene for de enkelte kamre udnævnes for et tidsrum på fem år i overensstemmelse med den i artikel 129 omhandlede procedure for udnævnelse af den administrerende direktør. De kan i deres mandatperiode kun fratages deres hverv, hvis vægtige grunde taler herfor, og hvis Domstolen på begæring af den institution, der har udnævnt dem, træffer afgørelse herom.

2.   Mandatperioden for præsidenten for appelkamrene kan forlænges én gang med yderligere fem år, eller indtil den pågældende går på pension, hvis pensionsalderen nås i løbet af den nye mandatperiode, efter administrationsrådets forudgående positive evaluering af præsidentens virksomhed.

3.   Mandatperioden for formændene for kamrene kan forlænges med yderligere tidsrum på fem år, eller indtil de går på pension, hvis pensionsalderen nås i løbet af den nye mandatperiode, efter administrationsrådets forudgående positive evaluering af deres virksomhed og efter høring af præsidenten for appelkamrene.

4.   Præsidenten for appelkamrene varetager følgende ledelsesmæssige og organisatoriske opgaver:

Præsidenten for appelkamrene er formand for det store kammer.

5.   Medlemmerne af appelkamrene udnævnes af administrationsrådet for et tidsrum på fem år. Deres mandatperiode kan forlænges med yderligere tidsrum på fem år, eller indtil de går på pension, hvis pensionsalderen nås i løbet af den nye mandatperiode, efter administrationsrådets forudgående positive evaluering af deres virksomhed og efter høring af præsidenten for appelkamrene.

6.   Medlemmerne af appelkamrene kan kun fratages deres hverv, hvis vægtige grunde taler herfor, og hvis Domstolen på begæring af administrationsrådet efter henstilling fra præsidenten for appelkamrene og efter at have hørt formanden for det kammer, som medlemmet tilhører, træffer afgørelse herom.

7.   Appelkamrenes præsident, formænd og medlemmer er uafhængige. De er ikke ved deres afgørelser bundet af nogen instrukser.

8.   Afgørelser truffet af det store kammer om klager eller udtalelser om retlige spørgsmål, der er forelagt af den administrerende direktør i henhold til artikel 135, er bindende for kontorets beslutningsdygtige organer omhandlet i artikel 130.

9.   Appelkamrenes præsident, formænd og medlemmer må ikke være undersøgere eller medlemmer af indsigelsesafdelingerne, afdelingen, der er ansvarlig for registret, eller annullationsafdelingerne.«

117)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 136a

Præsidium for appelkamrene og det store kammer

1.   Præsidiet består af præsidenten for appelkamrene, som er formand for det, formændene for kamrene og medlemmer af kamrene, der er valgt for hvert kalenderår af og blandt alle medlemmerne af kamrene, bortset fra præsidenten for appelkamrene og formændene for kamrene. Antallet af medlemmer af kamrene, der er valgt således, udgør en fjerdedel af antallet af medlemmer af kamrene ud over præsidenten for appelkamrene og formændene for kamrene, og dette antal skal om nødvendigt rundes op.

2.   Det i artikel 135, stk. 2, omhandlede store kammer består af ni medlemmer, herunder præsidenten for appelkamrene, formændene for kamrene, den referent, der er udpeget forud for indbringelse af sager for det store kammer, hvis det er relevant, og medlemmer, der efter tur udvælges fra en liste bestående af navnene på alle medlemmerne af appelkamrene, bortset fra præsidenten for appelkamrene og formændene for kamrene.«

118)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 136b

Delegation af beføjelser

Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om organisationen af appelkamrene, herunder præsidiets oprettelse og rolle, det store kammers sammensætning og reglerne for, hvordan sager indbringes for det, og de betingelser, hvorpå et enkelt medlem skal træffe afgørelser i overensstemmelse med artikel 135, stk. 2 og 5.«

119)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 137a

Mæglingscenter

1.   Med henblik på artikel 123b, stk. 3, kan kontoret oprette et mæglingscenter (»centret«).

2.   Enhver fysisk eller juridisk person kan frivilligt gøre brug af centrets tjenester med henblik på mindelig bilæggelse af tvister baseret på nærværende forordning eller forordning (EF) nr. 6/2002 efter fælles overenskomst.

3.   Parterne anvender mægling efter fælles anmodning. Anmodningen betragtes først som indgivet, når gebyret herfor er betalt. Den administrerende direktør fastsætter det beløb, der skal opkræves i overensstemmelse med artikel 144, stk. 1.

4.   I tilfælde af tvister, der er genstand for verserende sager ved kontorets indsigelsesafdelinger, annullationsafdelinger eller appelkamre, kan en fælles anmodning om mægling indgives på ethvert tidspunkt efter indgivelse af en indsigelse, en begæring om fortabelse eller ugyldighed eller en klage over afgørelser truffet af indsigelses- eller annullationsafdelingerne.

5.   Den pågældende sag stilles i bero, og fristerne, bortset fra fristen for betaling af det gældende gebyr, afbrydes fra datoen for indgivelse af den fælles anmodning om mægling. Fristerne begynder igen at løbe fra den dato, hvor sagen genoptages.

6.   Parterne opfordres til fra den liste, der er omhandlet i stk. 12, i fællesskab at udpege en mægler, som har erklæret, at vedkommende behersker sproget for den pågældende mægling. Hvis parterne ikke har udpeget en mægler inden for 20 dage efter opfordringen hertil, anses mæglingen for mislykket.

7.   Parterne skal sammen med mægleren nå til enighed om de nærmere bestemmelser for mægling i en mæglingsaftale.

8.   Mægleren afslutter mæglingssagen, så snart parterne indgår en bilæggelsesaftale, eller én af parterne erklærer, at denne ønsker at afslutte mæglingen, eller mægleren fastslår, at det ikke er lykkedes parterne at nå til en sådan aftale.

9.   Mægleren underretter parterne og kontorets relevante organ, så snart mæglingssagen er blevet afsluttet.

10.   De drøftelser og forhandlinger, der føres i forbindelse med mæglingen, er fortrolige for alle de personer, der er involveret i mæglingen, navnlig mægleren, parterne og deres repræsentanter. Alle dokumenter og oplysninger, der forelægges under mæglingen, holdes adskilt fra og indgår ikke i akterne i nogen anden sag ved kontoret.

11.   Mæglingen foregår på et af Unionens officielle sprog, som parterne aftaler. Hvis mæglingen har forbindelse med verserende tvister ved kontoret, foregår mæglingen på sproget for den pågældende sag ved kontoret, medmindre parterne indgår anden aftale.

12.   Kontoret opstiller en liste over mæglere, som kan støtte parter i at bilægge tvister. Mæglerne skal være uafhængige og have relevante kvalifikationer og relevant erfaring. Listen kan omfatte mæglere, der er ansat af kontoret, og mæglere, der ikke er ansat af kontoret.

13.   Mæglere skal være upartiske under udøvelsen af deres hverv og skal oplyse om eventuelle faktiske eller opfattede interessekonflikter efter udpegelsen. Medlemmer af kontorets beslutningsdygtige organer nævnt i artikel 130 deltager ikke i mægling vedrørende en sag, i hvilken de:

14.   Mæglere kan ikke som medlem af kontorets beslutningsdygtige organer nævnt i artikel 130 deltage i sager, der genoptages som følge af, at en mægling er mislykket.

15.   Kontoret kan samarbejde med andre anerkendte nationale eller internationale organer, der beskæftiger sig med mægling.«

120)

Artikel 138 affattes således:

»Artikel 138

Budgetudvalget

1.   Budgetudvalget har de funktioner, det tillægges i denne afdeling.

2.   Artikel 125 og 126 og artikel 127, stk. 1-4 og 5, for så vidt det angår valget af formanden og næstformanden, 6 og 7, finder tilsvarende anvendelse på budgetudvalget.

3.   Budgetudvalget træffer sine beslutninger med absolut flertal blandt medlemmerne. Der kræves dog et flertal på to tredjedele af udvalgets medlemmer til at træffe de beslutninger, som budgetudvalget er kompetent til at træffe i medfør af artikel 140, stk. 3, og artikel 143. I begge tilfælde har hvert medlem én stemme.«

121)

Artikel 139 affattes således:

»Artikel 139

Budget

1.   Alle kontorets indtægter og udgifter anslås for hvert regnskabsår og opføres på kontorets budget. Regnskabsåret falder sammen med kalenderåret.

2.   Indtægter og udgifter på budgettet skal balancere.

3.   Indtægterne består, uden at dette berører andre indtægtstyper, af de samlede gebyrer, der skal betales i henhold til nærværende forordnings bilag -I, af de samlede gebyr fastsat i forordning (EF) nr. 6/2002, af de samlede gebyrer, der skal betales i henhold til den i nærværende forordnings artikel 145 omhandlede Madridprotokol for en international registrering, hvori Unionen er designeret, og af andre beløb, der erlægges til de kontraherende parter i Madridprotokollen, af de samlede gebyrer, der skal betales i henhold til Genèveaftalen, jf. artikel 106c i forordning (EF) nr. 6/2002, for en international registrering, hvori Unionen er designeret, og af andre beløb, der erlægges til de kontraherende parter i Genèveaftalen, og i det omfang, det er nødvendigt, af et tilskud fra Unionens almindelige budget over en særlig budgetpost i Kommissionens budgetsektion.

4.   Kontoret kompenserer hvert år for de udgifter, som medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret, Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret og enhver anden relevant myndighed, der udpeges af en medlemsstat, har afholdt som følge af de specifikke opgaver, de udfører som funktionelle dele af EU-varemærkesystemet i forbindelse med følgende tjenester og procedurer:

5.   Den samlede kompensation for de udgifter, der er omhandlet i stk. 4, skal svare til 5 % af kontorets årlige indtægter. Uden at dette berører nærværende stykkes tredje afsnit, fastlægger administrationsrådet på forslag fra kontoret og efter høring af budgetudvalget fordelingsnøglen ud fra følgende retfærdige, rimelige og relevante indikatorer:

Med henblik på at dokumentere de udgifter, der er omhandlet i stk. 4, skal medlemsstaterne senest den 31. marts hvert år til kontoret indgive statistiske oplysninger, der dokumenterer tallene i nærværende stykkes første afsnit, litra a)-d), for det foregående år, hvilket skal medtages i forslaget til administrationsrådet.

Ud fra rimelighedshensyn anses de udgifter, som er afholdt af de organer, der er omhandlet i stk. 4, i hver medlemsstat, for at svare til mindst 2 % af den samlede kompensation, der er fastsat i henhold til nærværende stykke.

6.   Kontorets forpligtelse til at kompensere for de udgifter, der er omhandlet i stk. 4, og som er afholdt i et givet år, finder kun anvendelse, når der ikke er noget budgetunderskud i det pågældende år.

7.   I tilfælde af et budgetoverskud og med forbehold af stk. 10 kan administrationsrådet på forslag fra kontoret og efter høring af budgetudvalget øge den procentdel, der er fastsat i stk. 5, til maksimalt 10 % af kontorets årlige indtægter.

8.   Med forbehold af nærværende artikels stk. 4-7 og 10 samt artikel 123b og 123c træffer budgetudvalget i tilfælde af et betydeligt overskud, der er skabt i løbet af fem på hinanden følgende år, på forslag fra kontoret og i overensstemmelse med det årlige arbejdsprogram og flerårige strategiske program, der er omhandlet i artikel 124, stk. 1, litra a) og b), afgørelse med to tredjedeles flertal om overførsel til Unionens budget af et overskud, der er skabt efter den 23. marts 2016.

9.   Kontoret udarbejder hvert halve år en rapport til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om sin finansielle situation, herunder om de finansielle operationer, der er udført i henhold til artikel 123c, stk. 5 og 6, samt artikel 139, stk. 5 og 7. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen kontorets finansielle situation.

10.   Kontoret skal have en reservefond, der dækker et år af dets driftsudgifter, for at sikre kontinuitet i driften og udførelsen af dets opgaver.«

122)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 141a

Bekæmpelse af svig

1.   For at fremme bekæmpelsen af svig, bestikkelse og andre ulovlige aktiviteter i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (26) skal kontoret tiltræde den interinstitutionelle aftale af 25. maj 1999 om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF), og vedtage passende bestemmelser, som finder anvendelse på samtlige kontorets ansatte, ved anvendelse af den model, der findes i bilaget til denne aftale.

2.   Revisionsretten har beføjelse til gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, der har modtaget EU-midler gennem kontoret.

3.   OLAF kan efter bestemmelserne og procedurerne i forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 og Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (27) foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, for at klarlægge, om der er begået svig, bestikkelse eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med tilskud eller en kontrakt, der er finansieret af kontoret.

4.   Med forbehold af stk. 1, 2 og 3 skal kontorets samarbejdsaftaler med tredjelande og internationale organisationer, kontrakter, aftaler om tilskud og afgørelser om tilskud indeholde bestemmelser, som udtrykkeligt giver Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage sådanne revisioner og undersøgelser i overensstemmelse med deres respektive beføjelser.

5.   Budgetudvalget skal vedtage en strategi til bekæmpelse af svig, som står i rimeligt forhold til svigrisiciene under hensyntagen til omkostningseffektiviteten af de foranstaltninger, der skal iværksættes.

(26)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1)."

(27)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).«"

123)

Artikel 144 affattes således:

»Artikel 144

Gebyrer og afgifter og forfaldsdato

1.   Den administrerende direktør fastsætter de beløb, der skal opkræves for de tjenester, som kontoret yder, bortset fra dem, der er fastsat i bilag -I, og de beløb, der skal opkræves for EU-varemærketidende, kontorets meddelelsesblad og eventuelle andre publikationer, som kontoret udgiver.Beløbenes størrelse fastsættes i euro og bekendtgøres i kontorets meddelelsesblad. Hver beløbsstørrelse må ikke overstige, hvad der er nødvendigt til at dække omkostningerne ved den specifikke tjeneste, som kontoret yder.

2.   Gebyrer og afgifter, hvis forfaldsdag ikke er angivet i denne forordning, forfalder på datoen for modtagelsen af anmodningen om den tjeneste, som gebyret eller afgiften er pålagt.

Med budgetudvalgets samtykke kan den administrerende direktør afgøre, hvilke af de i første afsnit omhandlede tjenester der ikke skal være betinget af forudbetaling af de tilhørende gebyrer eller afgifter.«

124)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 144a

Betaling af gebyrer og afgifter

1.   Betaling af gebyrer og afgifter til kontoret sker ved indbetaling eller overførsel til kontorets bankkonto.

Med budgetudvalgets samtykke kan den administrerende direktør fastslå, hvilke specifikke andre betalingsmåder end dem, der er fastsat i første afsnit, der kan anvendes, navnlig deponering på en løbende konto hos kontoret.

Afgørelser, der træffes i henhold til andet afsnit, bekendtgøres i kontorets meddelelsesblad.

Alle betalinger, herunder ved enhver anden betalingsmåde som fastsat i henhold til andet afsnit, foretages i euro.

2.   Ved enhver betaling angives navnet på den person, som foretager betalingen, samt de oplysninger, der er nødvendige, for at kontoret umiddelbart kan fastlægge betalingsformålet. Der skal navnlig meddeles følgende oplysninger:

3.   Hvis betalingsformålet omhandlet i stk. 2 ikke umiddelbart kan fastlægges, anmoder kontoret den person, som har foretaget betalingen, om skriftligt at give meddelelse om betalingsformålet inden for en af kontoret fastsat frist. Hvis personen ikke efterkommer denne anmodning rettidigt, anses betalingen for ikke at være foretaget. Det indbetalte beløb tilbagebetales.

Artikel 144b

Anset betalingsdato

1.   I de tilfælde, der er omhandlet i artikel 144a, stk. 1, første afsnit, er den dato, hvor betalingen anses for at være foretaget til kontoret, den dato, hvor det indbetalte eller overførte beløb krediteres kontorets bankkonto.

2.   Hvis de betalingsmåder, der er omhandlet i artikel 144a, stk. 1, andet afsnit, kan anvendes, fastsætter den administrerende direktør den dato, hvor sådanne betalinger anses for at være foretaget.

3.   Hvis betaling af et gebyr i medfør af stk. 1 og 2 først anses for at være foretaget efter udløbet af betalingsfristen, anses fristen for at være overholdt, når det over for kontoret dokumenteres, at den person, der har foretaget betalingen i en medlemsstat, inden for betalingsfristen behørigt har givet et pengeinstitut ordre til at overføre betalingsbeløbet og har betalt et tillægsgebyr på 10 % af det eller de pågældende gebyrer, idet dette gebyr dog ikke må overstige 200 EUR. Der skal ikke betales noget tillægsgebyr, hvis den pågældende ordre til pengeinstituttet er givet senest 10 dage inden udløbet af betalingsfristen.

4.   Kontoret kan anmode den person, der har foretaget betalingen, om at dokumentere, på hvilken dato ordren blev givet til det pengeinstitut, der er omhandlet i stk. 3, og om nødvendigt at betale det pågældende tillægsgebyr inden for en af kontoret fastsat frist. Hvis personen ikke efterkommer denne anmodning, eller hvis dokumentationen er utilstrækkelig, eller hvis det krævede tillægsgebyr ikke betales rettidigt, anses betalingsfristen for overskredet.

Artikel 144c

Utilstrækkelige betalinger og tilbagebetaling af ubetydelige beløb

1.   En betalingsfrist anses i princippet kun for overholdt, hvis det fulde gebyrbeløb er blevet betalt rettidigt. Hvis gebyret ikke er betalt fuldt ud, tilbagebetales det indbetalte beløb efter betalingsfristens udløb.

2.   Kontoret kan dog give den person, som har foretaget betalingen, mulighed for at betale det resterende beløb, for så vidt det er muligt inden fristens udløb, eller, hvis det anses for berettiget, se bort fra manglende betaling af eventuelle små beløb, uden at dette berører rettighederne for den person, der har foretaget betalingen.

3.   Med budgetudvalgets samtykke kan den administrerende direktør afstå fra at inddrive et skyldigt beløb, hvis det beløb, der skal inddrives, er af ringe størrelse, eller hvis inddrivelsen anses for formålsløs.

4.   Hvis der er betalt et for stort beløb til dækning af et gebyr eller en afgift, skal det overskydende beløb ikke tilbagebetales, hvis det er ubetydeligt, og den pågældende part ikke udtrykkeligt har anmodet om tilbagebetaling.

Med budgetudvalgets samtykke kan den administrerende direktør fastsætte det minimumsbeløb, som ikke vil blive tilbagebetalt, selv om der er betalt et for stort beløb til dækning af et gebyr eller en afgift.

Afgørelser i henhold til andet afsnit bekendtgøres i kontorets meddelelsesblad.«

125)

I artikel 145 ændres ordene »dets tilhørende gennemførelsesforordninger« til »tilhørende retsakter vedtaget i henhold til denne forordning«.

126)

Artikel 147 ændres således:

127)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 148a

Meddelelse om ugyldighed af den oprindelige ansøgning eller registrering

1.   Kontoret giver inden for en periode på fem år efter datoen for den internationale registrering Det Internationale Bureau meddelelse om alle omstændigheder og afgørelser, der berører gyldigheden af den EU-varemærkeansøgning eller den EU-varemærkeregistrering, som den internationale registrering var baseret på.

2.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der fastsætter, hvilke individuelle omstændigheder og afgørelser der er omfattet af meddelelsesforpligtelsen i henhold til artikel 6, stk. 3, i Madridprotokollen, samt det relevante tidspunkt for sådanne meddelelser. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i denne forordnings artikel 163, stk. 2.«

128)

Artikel 149 affattes således:

»Artikel 149

Begæring om territorial udstrækning fremsat efter den internationale registrering

1.   En begæring om territorial udstrækning, der fremsættes efter en international registrering, jf. artikel 3b, stk. 2, i Madridprotokollen, kan indgives via kontoret. Begæringen indgives på det sprog, der blev anvendt i den internationale ansøgning, som blev indgivet i henhold til denne forordnings artikel 147. Den skal indeholde angivelser, der begrunder retten til at foretage en designering i overensstemmelse med artikel 2, stk. 1, nr. ii), og artikel 3b, stk. 2, i Madridprotokollen. Kontoret giver den ansøger, der begærer territorial udstrækning, meddelelse om, hvilken dato begæringen om territorial udstrækning blev modtaget.

2.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de detaljerede krav vedrørende begæringen om territorial udstrækning i henhold til nærværende artikels stk. 1. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.

3.   Hvis begæringen om territorial udstrækning fremsat efter den internationale registrering ikke opfylder de krav, der er fastsat i stk. 1 og i den gennemførelsesretsakt, der vedtages i henhold til stk. 2, opfordrer kontoret ansøgeren til at afhjælpe de konstaterede mangler inden for en af kontoret fastsat frist. Hvis manglerne ikke afhjælpes inden for den af kontoret fastsatte frist, afviser kontoret at videresende begæringen til Det Internationale Bureau. Kontoret afviser ikke at videresende begæringen til Det Internationale Bureau, før ansøgeren har haft mulighed for at afhjælpe de eventuelle mangler, der er konstateret i begæringen.

4.   Kontoret videresender begæringen om territorial udstrækning, der er fremsat efter den internationale registrering, til Det Internationale Bureau, så snart kravene i stk. 3 er opfyldt.«

129)

Artikel 153 affattes således:

»Artikel 153

Påberåbelse af anciennitet i en international ansøgning

1.   En person, der ansøger om en international registrering, hvor Unionen er designeret, kan i den internationale ansøgning påberåbe sig ancienniteten for et ældre varemærke, der er registreret i en medlemsstat, herunder et varemærke, der er registreret i Beneluxlandene, eller der er registreret i henhold til internationale aftaler med retsvirkning i en medlemsstat, jf. artikel 34.

2.   Dokumentationen som angivet i den gennemførelsesretsakt, der er vedtaget i henhold til artikel 34, stk. 5, til støtte for påberåbelsen af anciennitet indgives inden tre måneder efter den dato, hvor Det Internationale Bureau giver kontoret meddelelse om den internationale registrering. Artikel 34, stk. 6, finder anvendelse i denne forbindelse.

3.   Hvis indehaveren af den internationale registrering er forpligtet til at være repræsenteret ved kontoret i henhold til artikel 92, stk. 2, skal den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede meddelelse indeholde udpegelsen af en repræsentant, jf. artikel 93, stk. 1.

4.   Hvis kontoret konstaterer, at påberåbelsen af anciennitet i henhold til nærværende artikels stk. 1 ikke opfylder artikel 34 eller ikke opfylder de øvrige krav i nærværende artikel, opfordrer det ansøgeren til at afhjælpe manglerne. Hvis de krav, der er omhandlet i første punktum, ikke opfyldes inden for en af kontoret fastsat frist, fortabes anciennitetsretten i forbindelse med den pågældende internationale registrering. Hvis manglerne kun vedrører nogle af varerne og tjenesteydelserne, fortabes anciennitetsretten kun, for så vidt angår disse varer og tjenesteydelser.

5.   Kontoret underretter Det Internationale Bureau om enhver erklæring om fortabelse af anciennitetsretten i henhold til stk. 4. Det underretter også Det Internationale Bureau om enhver tilbagetrækning eller begrænsning af påberåbelsen af anciennitet.

6.   Artikel 34, stk. 4, finder anvendelse, medmindre anciennitetsretten erklæres fortabt i henhold til nærværende artikels stk. 4.«

130)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 153a

Påberåbelse af anciennitet over for kontoret

1.   Indehaveren af en international registrering, hvor Unionen er designeret, kan fra den dato, hvor virkningerne af en sådan registrering er bekendtgjort, jf. artikel 152, stk. 2, over for kontoret påberåbe sig ancienniteten for et ældre varemærke, der er registreret i en medlemsstat, herunder et varemærke, der er registreret i Beneluxlandene, eller som er registreret i henhold til internationale aftaler med retsvirkning i en medlemsstat, jf. artikel 35.

2.   Når anciennitet påberåbes inden den dato, der er omhandlet i stk. 1, anses påberåbelsen af anciennitet for at være modtaget af kontoret på denne dato.

3.   En påberåbelse af anciennitet i henhold til nærværende artikels stk. 1 skal opfylde kravene i artikel 35 og indeholde oplysninger, der gør det muligt at undersøge, om disse krav er opfyldt.

4.   Hvis kravene til påberåbelse af anciennitet omhandlet i stk. 3 og i den gennemførelsesretsakt, der vedtages i henhold til stk. 6, ikke er opfyldt, opfordrer kontoret indehaveren af den internationale registrering til at afhjælpe manglerne. Hvis manglerne ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, afviser kontoret påberåbelsen.

5.   Hvis kontoret har accepteret påberåbelsen af anciennitet, eller hvis en påberåbelse af anciennitet er trukket tilbage eller annulleret af kontoret, underretter kontoret Det Internationale Bureau herom.

6.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som en påberåbelse af anciennitet i henhold til nærværende artikels stk. 1 skal indeholde, og indholdet af de oplysninger, der skal meddeles i henhold til nærværende artikels stk. 5. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

131)

Artikel 154 affattes således:

»Artikel 154

Bestemmelse af varer og tjenesteydelser og undersøgelse af absolutte hindringer for registrering

1.   Internationale registreringer, hvor Unionen er designeret, skal gøres til genstand for en undersøgelse af overensstemmelsen med artikel 28, stk. 2-4, og af absolutte hindringer for registrering på samme måde som EU-varemærkeansøgninger.

2.   Hvis det konstateres, at en international registrering, hvor Unionen er designeret, ikke kan opnå beskyttelse i henhold til denne forordnings artikel 28, stk. 4, eller artikel 37, stk. 1, for alle eller en del af de varer og tjenesteydelser, som den er blevet registreret for af Det Internationale Bureau, afgiver kontoret en foreløbig ex officio-meddelelse med afslag til Det Internationale Bureau i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1 og 2, i Madridprotokollen.

3.   Hvis indehaveren af en international registrering er forpligtet til at være repræsenteret ved kontoret i henhold til artikel 92, stk. 2, skal den i nærværende artikels stk. 2 omhandlede meddelelse indeholde en opfordring til at udpege en repræsentant, jf. artikel 93, stk. 1.

4.   Meddelelsen med foreløbigt afslag skal begrundes og fastsætte en frist, inden for hvilken indehaveren af den internationale registrering kan fremsætte bemærkninger og, hvis det er relevant, udpege en repræsentant. Fristen begynder at løbe fra den dato, hvor kontoret udsteder det foreløbige afslag.

5.   Hvis kontoret konstaterer, at den internationale ansøgning, hvor Unionen er designeret, ikke indeholder en angivelse af et andet sprog i henhold til denne forordnings artikel 161b, afgiver kontoret en foreløbig ex officio-meddelelse til Det Internationale Bureau med afslag i henhold til artikel 5, stk. 1 og 2, i Madridprotokollen.

6.   Hvis indehaveren af en international registrering undlader at afhjælpe hindringen for beskyttelse inden for den fastsatte frist eller, hvis det er relevant, at udpege en repræsentant eller at angive et andet sprog, afslår kontoret helt eller delvis beskyttelsen af de varer og tjenesteydelser, for hvilke den internationale registrering er registreret. Afslag på beskyttelse træder i stedet for afslag på en EU-varemærkeansøgning. Afgørelsen kan påklages i overensstemmelse med artikel 58-65.

7.   Hvis ikke kontoret fra den i artikel 156, stk. 2, omhandlede indsigelsesfrists begyndelse har afgivet en foreløbig ex officio-meddelelse med afslag i henhold til nærværende artikels stk. 2, sender det en erklæring til Det Internationale Bureau med oplysning om, at undersøgelsen af absolutte hindringer for registrering i henhold til artikel 37 er afsluttet, men at den internationale registrering stadig kan gøres til genstand for indsigelser eller bemærkninger fra tredjemand. Denne foreløbige erklæring er ikke til hinder for, at kontoret ex officio kan genåbne undersøgelsen af absolutte hindringer på et hvilket som helst tidspunkt før udstedelse af den endelige erklæring om ydelse af beskyttelse.

8.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som den ex officio-meddelelse med foreløbigt afslag på beskyttelse, der skal sendes til Det Internationale Bureau, og de endelige meddelelser, der skal sendes til Det Internationale Bureau om endelig ydelse af eller endeligt afslag på beskyttelse, skal indeholde. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

132)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 154a

Kollektiv- og certificeringsmærker

1.   Hvis en international registrering er baseret på en basisansøgning eller -registrering vedrørende et kollektivmærke, certificeringsmærke eller garantimærke, skal den internationale registrering, hvor Unionen er designeret, behandles som et EU-kollektivmærke eller som et EU-certificeringsmærke, alt efter tilfældet.

2.   Indehaveren af den internationale registrering skal forelægge de bestemmelser, der gælder for benyttelsen af mærket, jf. artikel 67 og 74b, direkte for kontoret senest to måneder efter den dato, på hvilken Det Internationale Bureau underretter kontoret om den internationale registrering.

3.   Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 163a vedrørende fastsættelse af de nærmere bestemmelser om proceduren for internationale registreringer, der er baseret på en basisansøgning eller -registrering vedrørende et kollektivmærke, certificeringsmærke eller et garantimærke.«

133)

Artikel 155 ændres således:

134)

Artikel 156 ændres således:

135)

I artikel 158 tilføjes følgende stykker:

»3.   Hvis virkningerne af en international registrering, hvor Unionen er designeret, i henhold til denne forordnings artikel 57 eller artikel 100 og nærværende artikel er erklæret ugyldige ved en endelig afgørelse, giver kontoret Det Internationale Bureau meddelelse herom i overensstemmelse med artikel 5, stk. 6, i Madridprotokollen.

4.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som meddelelsen til Det Internationale Bureau i henhold til nærværende artikels stk. 3 skal indeholde. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

136)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 158a

Retsvirkninger af registreringen af overdragelser

Noteringen af en ændring i indehaverforholdet for en international registrering i det internationale register har samme virkning som indførelsen af en overdragelse i registret i henhold til artikel 17.

Artikel 158b

Retsvirkninger af registreringen af licenser og andre rettigheder

Noteringen af en licens eller en begrænsning af indehaverens rådighedsret, for så vidt angår en international registrering i det internationale register, skal have samme virkning som registreringen af en tingslig rettighed, en tvangsfuldbyrdelsesforanstaltning, insolvensbehandling eller en licens i registret i henhold til henholdsvis artikel 19, 20, 21 og 22.

Artikel 158c

Undersøgelse af begæringer om registrering af overdragelser, licenser eller begrænsninger af en indehavers rådighedsret

Kontoret fremsender begæringer om registrering af en ændring i indehaverforholdet, en licens eller en begrænsning af indehaverens rådighedsret, en ændring eller en annullering af en licens eller fjernelse af en begrænsning af indehaverens rådighedsret, som det har modtaget, til Det Internationale Bureau, hvis de ledsages af passende dokumentation for overdragelsen, licensen eller begrænsningen af rådighedsretten eller af dokumentation for, at licensen ikke længere eksisterer, eller at den er blevet ændret, eller at begrænsningen af rådighedsretten er blevet fjernet.«

137)

Artikel 159 ændres således:

138)

I artikel 161 tilføjes følgende stykker:

»3.   For at en EU-varemærkeansøgning kan anses for en omdannelse af en international registrering, som Det Internationale Bureau i henhold til artikel 9d i Madridprotokollen har annulleret efter anmodning fra den oprindelige myndighed, skal den indeholde en angivelse heraf. Denne angivelse foretages ved indgivelsen af ansøgningen.

4.   Hvis kontoret i løbet af undersøgelsen i henhold til artikel 36, stk. 1, litra b), konstaterer, at ansøgningen ikke blev indgivet inden tre måneder efter den dato, hvor den internationale registrering blev annulleret af Det Internationale Bureau, eller at de varer og tjenesteydelser, for hvilke EU-varemærket skal registreres, ikke fremgår af fortegnelsen over de varer og tjenesteydelser, for hvilke den internationale registrering blev registreret i Unionen, opfordrer kontoret ansøgeren til at afhjælpe manglerne.

5.   Hvis de i stk. 4 omhandlede mangler ikke afhjælpes inden for en af kontoret fastsat frist, fortabes retten til datoen for den internationale registrering eller den territoriale udstrækning og til den eventuelle prioritetsdato for den internationale registrering.

6.   Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der præciserer de oplysninger, som en ansøgning om omdannelse i henhold til nærværende artikels stk. 3 skal indeholde. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 163, stk. 2.«

139)

Følgende artikler indsættes:

»Artikel 161a

Kommunikation med Det Internationale Bureau

Kommunikationen med Det Internationale Bureau skal ske på en måde og i et format, der aftales mellem Det Internationale Bureau og kontoret, og helst med elektroniske midler. Hvis der henvises til formularer, skal disse også omfatte formularer, der er tilgængelige elektronisk.

Artikel 161b

Anvendelse af sprog

Med henblik på anvendelsen af denne forordning og de regler, der er vedtaget i henhold til den, på internationale registreringer, hvor Unionen er designeret, skal den internationale ansøgning indgives på det behandlingssprog, der er omhandlet i artikel 119, stk. 4, og det andet sprog, der er angivet i den internationale ansøgning, skal være det andet sprog som defineret i artikel 119, stk. 3.«

140)

Artikel 162 udgår.

141)

Artikel 163 affattes således:

»Artikel 163

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg vedrørende gennemførelsesbestemmelser. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (28).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

(28)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).«"

142)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 163a

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastsatte betingelser.

2.   Den delegation af beføjelser, der er omhandlet i artikel 42a, artikel 43, stk. 3, artikel 57a og 65a, artikel 77, stk. 4, artikel 78, stk. 6, artikel 79, stk. 5, artikel 79b, stk. 2, artikel 79c, stk. 5, artikel 80, stk. 3, artikel 82a, stk. 3, artikel 93a og 136b, artikel 154a, stk. 3, og artikel 156, stk. 4, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra den 23. marts 2016. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen følger sin sædvanlige praksis og gennemfører høringer med eksperter, herunder eksperter fra medlemsstaterne, før den vedtager disse delegerede retsakter.

3.   Den i stk. 2 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 42a, artikel 43, stk. 3, artikel 57a og 65a, artikel 77, stk. 4, artikel 78, stk. 6, artikel 79, stk. 5, artikel 79b, stk. 2, artikel 79c, stk. 5, artikel 80, stk. 3, artikel 82a, stk. 3, artikel 93a og 136b, artikel 154a, stk. 3, og artikel 156, stk. 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.«

143)

Artikel 164 udgår.

144)

Følgende artikel indsættes:

»Artikel 165a

Evaluering og revision

1.   Senest den 24. marts 2021 og derefter hvert femte år evaluerer Kommissionen gennemførelsen af denne forordning.

2.   Evalueringen skal bestå af en gennemgang af de lovgivningsmæssige rammer for samarbejdet mellem kontoret og medlemsstaternes centrale kontorer for industriel ejendomsret og Benelux-kontoret for intellektuel ejendomsret, med særlig vægt på finansieringsmekanismen, jf. artikel 123c. Evalueringen skal yderligere vurdere virkningen, effektiviteten og produktiviteten af kontoret og dets arbejdsmetoder. Evalueringen skal navnlig dække det eventuelle behov for at ændre kontorets mandat og de finansielle følger af en sådan ændring.

3.   Kommissionen sender evalueringsrapporten og dens konklusioner på grundlag deraf til Europa-Parlamentet, Rådet og administrationsrådet. Resultaterne af evalueringen offentliggøres.

4.   I forbindelse med hver anden evaluering foretages der desuden en analyse af de resultater, som kontoret har opnået i forhold til sine målsætninger, sit mandat og sine opgaver.«

145)

Bilaget i bilag I til denne forordning indsættes.

1)

Regel 1, stk. 3, udgår.

2)

Regel 2 udgår.

3)

Regel 4 udgår.

4)

Regel 5 udgår.

5)

Regel 5a udgår.

6)

Regel 9, stk. 3, ændres således:

7)

Regel 11, stk. 2, udgår.

8)

Regel 12, litra k), udgår.

9)

Afsnit IV udgår.

10)

I regel 62, stk. 2, erstattes ordene »i Fællesskabet« af »i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde«.

11)

I regel 71, stk. 1, erstattes ordene »inden for Fællesskabet« af »i Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde«.

12)

Regel 76, stk. 2, udgår.

13)

Regel 78 ændres således:

14)

Regel 84 udgår.

15)

Regel 87 udgår.

16)

Afsnit XI, del K, udgår.

17)

Regel 112, stk. 2, udgår.

nr. 8), 18), 19), 20), 21), 22), 23) og 24), nr. 26), for så vidt det angår artikel 26, stk. 1, litra d), og stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 29), nr. 30), for så vidt det angår artikel 30, stk. 1 og 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 31), for så vidt det angår artikel 33, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 32), for så vidt det angår artikel 34, stk. 1a, 4 og 6, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 33) og 34), nr. 35), for så vidt det angår artikel 37, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 37), for så vidt det angår artikel 39, stk. 1, andet punktum, og stk. 3 og 4, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 43), for så vidt det angår artikel 44, stk. 2, 3, 4a og 8, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 46), for så vidt det angår artikel 48, stk. 5, tredje punktum, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 47), for så vidt det angår artikel 48a, stk. 1, første afsnit, og stk. 2-5, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 48), for så vidt det angår artikel 49, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 49), for så vidt det angår artikel 50, stk. 2, 3 og 4, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 61), 62) og 63), nr. 64), for så vidt det angår artikel 67, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 67), bortset fra artikel 74b, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 68), nr. 71), for så vidt det angår artikel 78, stk. 3 og 5, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 72), for så vidt det angår artikel 79, stk. 1-4, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 73), bortset fra artikel 79b, stk. 2, og artikel 79c, stk. 5, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 74), for så vidt det angår artikel 80, stk. 1, 2 og 4, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 75), for så vidt det angår artikel 82, stk. 2, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 76), for så vidt det angår artikel 82a, stk. 1 og 2, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 77), nr. 78), for så vidt det angår artikel 85, stk. 1, 6 og 7, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 80), for så vidt det angår artikel 87, stk. 2, litra m), og stk. 3, litra y), i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 84), for så vidt det angår artikel 89, stk. 1, 2 og 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 97), bortset fra artikel 113, stk. 6, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 98), nr. 102), for så vidt det angår artikel 119, stk. 5, 5a, 6, 8 og 9, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 103), nr. 108), for så vidt det angår artikel 128, stk. 4, litra o), i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 111), for så vidt det angår artikel 132, stk. 2, tredje punktum, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 113) og 125), nr. 126), for så vidt det angår artikel 147, stk. 1 og 3-8, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 127), for så vidt det angår artikel 148a, stk. 1, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 128), for så vidt det angår artikel 149, stk. 1, 3 og 4, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 129), for så vidt det angår artikel 153 i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 130), for så vidt det angår artikel 153a, stk. 1-5, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 132), nr. 135), for så vidt det angår artikel 158, stk. 3, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 136), nr. 137), for så vidt det angår artikel 159, stk. 4-9, i forordning (EF) nr. 207/2009, nr. 138), for så vidt det angår artikel 161, stk. 3-5, i forordning (EF) nr. 207/2009, og nr. 139).