5.9.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 265/21


KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. 949/2014

af 4. september 2014

om midlertidige ekstraordinære foranstaltninger for mælk og mejeriprodukter i form af en udvidelse af den offentlige interventionsperiode for smør og skummetmælkspulver i 2014

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles markedsordning for landbrugsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72, (EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr. 1234/2007 (1), særlig artikel 219, stk. 1, sammenholdt med artikel 228, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. august 2014 indførte den russiske regering et forbud mod import af bestemte produkter fra EU til Rusland, herunder mælk og mejeriprodukter. Dette forbud har medført en alvorlig risiko for markedsforstyrrelser som følge af kraftige prisfald på grund af, at et vigtigt eksportmarked ikke længere er tilgængeligt.

(2)

Der er således opstået en markedssituation, som øjensynligt ikke kan afhjælpes med de normale foranstaltninger, der er til rådighed i henhold til forordning (EU) nr. 1308/2013.

(3)

I artikel 12, litra d), i forordning (EU) nr. 1308/2013 fastsættes det, at offentlig intervention for smør og skummetmælkspulver finder anvendelse fra 1. marts til 30. september.

(4)

For at forhindre en yderligere forringelse af priserne samt markedsforstyrrelser er det afgørende, at der fortsat er mulighed for offentlig intervention efter den 30. september 2014.

(5)

Det er derfor hensigtsmæssigt at forlænge perioden for offentligt opkøb til intervention for smør og skummetmælkspulver til den 31. december 2014.

(6)

For at opnå en umiddelbar virkning på markedet og for at bidrage til at stabilisere priserne bør den midlertidige foranstaltning i denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Uanset artikel 12, litra e), i forordning (EF) nr. 1308/2013 udløber den periode i 2014, hvor der er adgang til offentlig intervention for smør og skummetmælkspulver, den 31. december 2014.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. september 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 347 af 20.12.2013, s. 671.