16.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 209/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 763/2014

af 11. juli 2014

om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond med hensyn til tekniske karakteristika for oplysnings- og offentlighedsforanstaltninger og vejledning i udformning af det europæiske logo

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 508/2014 af 15. maj 2014 om Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2328/2003, (EF) nr. 861/2006, (EF) nr. 1198/2006 og (EF) nr. 791/2007 samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1255/2011 (1), særlig artikel 119, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I artikel 119 i forordning (EU) nr. 508/2014 fastsættes generelle regler om oplysning og offentlig omtale, som skal anvendes ved alle operationelle programmer, der finansieres under Hav- og Fiskerifonden (EHFF). De nærmere bestemmelser om oplysnings- og offentlighedskampagner rettet mod offentligheden og oplysningsforanstaltninger over for ansøgere og støttemodtagere er fastlagt i bilag V til forordning (EU) nr. 508/2014.

(2)

For at sikre en harmoniseret visuel identitet og harmoniserede kommunikationsforanstaltninger for operationer inden for Unionens samhørighedspolitik, herunder operationer finansieret under EHFF, bør der etableres en vejledning i udformning af det europæiske logo og en definition af standardfarverne såvel som tekniske karakteristika for opsætning af logoet og for henvisningen til den eller de fonde, hvorfra der er ydet støtte til operationen.

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Anerkendelse af støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

Medlemsstaten eller forvaltningsmyndigheden er ansvarlig for at sikre, at alle oplysnings- og pr-foranstaltninger rettet mod støttemodtagere, potentielle støttemodtagere og offentligheden anerkender støtte fra Den Europæiske Hav- og Fiskerifond til den pågældende operation ved at vise:

a)

det europæiske logo i henhold til artikel 2, sammen med en henvisning til Den Europæiske Union i henhold til artikel 3

b)

en henvisning til Den Europæiske Hav- og Fiskerifond, eller, i tilfælde af at en operation omfatter flere fonde, en henvisning til de europæiske struktur- og investeringsfonde i henhold til artikel 4.

Artikel 2

Det europæiske logo

1.   Det europæiske logo skal gengives i henhold til de grafiske standarder, der er fastsat i bilaget.

2.   På websteder skal det europæiske logo vises i farver. På alle andre medier skal der anvendes farver, når det er muligt. En monokrom version må kun anvendes i berettigede tilfælde.

3.   Det europæiske logo skal altid være klart synligt og have en fremtrædende placering. Dets placering og størrelse skal passe til omfanget af det materiale eller dokument, der anvendes. Minimumshøjden for det europæiske logo er 1 cm. For mindre pr-artikler er minimumshøjden for det europæiske logo 5 mm.

4.   Når det europæiske logo vises på et websted, skal det være synligt inden for en digital enheds synsfelt, uden at brugere skal rulle ned ad siden.

5.   Hvis der vises andre logoer ved siden af det europæiske logo, skal det europæiske logo have mindst samme størrelse målt i højde og bredde som det største af de andre logoer. Det anbefales at placere det europæiske logo med god afstand til tredjepartsorganisationens logo.

Artikel 3

Henvisning til Den Europæiske Union

1.   Navnet Den Europæiske Union skal skrives helt ud. I forbindelse med det europæiske logo kan enhver af de følgende skrifttyper anvendes: Arial, Auto, Calibri, Garamond, Trebuchet, Tahoma, og Verdana. Kursiv og understregede variationer samt anvendelsen af teksteffekter er ikke tilladt.

2.   Der er ingen specifikke bestemmelser om placeringen af teksten i forhold til det europæiske logo, men teksten bør ikke på nogen måde blive blandet sammen med logoet.

3.   Den skrifttype, der anvendes, skal være proportional med logoets størrelse. Skrifttypens farve skal være reflex blue, sort eller hvid, afhængig af baggrunden.

Artikel 4

Henvisning the Den Europæiske Hav- og Fiskerifond

Når der henvises til Den Europæiske Hav- og Fiskerifond eller de europæiske struktur- og investeringsfonde på et websted, skal henvisningen være synlig i en digital enheds synsfelt, uden at brugere skal rulle ned ad siden.

Artikel 5

Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. juli 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 149 af 20.5.2014, s. 1.


BILAG

Grafiske standarder for gengivelse af det europæiske logo og definition af standardfarverne

Alle detaljer og vejledning findes på:

http://ec.europa.eu/dgs/communication/services/visual_identity/pdf/use-emblem_en.pdf

SYMBOLBESKRIVELSE

Med en blå himmel som baggrund danner 12 gyldne stjerner en cirkel, der symboliserer foreningen af Europas folk. Der er altid 12 stjerner, idet tallet 12 er symbol på fuldkommenhed og enhed.

HERALDISK BESKRIVELSE

På azurblå bund en cirkel bestående af 12 gyldne femtakkede stjerner, hvis spidser ikke rører hinanden.

GEOMETRISK BESKRIVELSE

Image

Logoet består af et rektangulært blåt flag, hvis længde er halvanden gang dets bredde. 12 gyldne stjerner er placeret med lige stor indbyrdes afstand på omkredsen af en usynlig cirkel, hvis centrum befinder sig i skæringspunktet for rektanglets diagonaler. Cirklens radius er lig med en tredjedel af flagets højde. Hver af stjernerne har fem spidser, som er beliggende på periferien af en usynlig cirkel, hvis radius er lig med en attendedel af flagets højde. Alle stjernerne er orienteret således, at en spids peger lige op, og oversiden af de to spidser til højre og venstre er anbragt vinkelret på det lodrette plan. Stjernerne er placeret som tallene på en urskive. Antallet af stjerner er uforanderligt.

STANDARDFARVER

Logoets farver er følgende:

Rektanglets bund: PANTONE REFLEX BLUE

Stjernerne: PANTONE YELLOW.

FIRFARVETRYK

Ved firfarvetryk fås de to farver ved at anvende farverne fra firfarveserien.

PANTONE YELLOW fås med 100 % »Process Yellow«.

PANTONE REFLEX BLUE fås ved at blande 100 % »Process Cyan« og 80 % »Process Magenta«.

INTERNET

PANTONE REFLEX BLUE svarer i web-paletten til farve RGB: 0/51/153 (hexadecimal: 003399), og PANTONE YELLOW svarer i web-paletten til farve RGB: 255/204/0 (hexadecimal: FFCC00).

GENGIVELSE I ÉN FARVE

Hvis man kun disponerer over farven sort, kan rektanglet omgives med en sort streg, og stjernerne indsættes i sort på hvid bund.

Image

Hvis blå (dvs. Reflex Blue) er eneste disponible farve, skal den anvendes 100 % med stjernerne i hvid negativ.

Image

GENGIVELSE PÅ FARVEBUND

Kan farvebund ikke undgås, skal rektanglet omgives med en hvid ramme af en tykkelse på 1/25 af rektanglets bredde.

Image