14.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 206/1


PROCESREGLEMENT FOR RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER

Indhold

INDLEDENDE BESTEMMELSER 6

Artikel 1

Definitioner 6

FØRSTE AFSNIT

PERSONALERETTENS ORGANISATION 7

KAPITEL 1

Personalerettens præsident og medlemmer 7

Artikel 2

Dommernes embedsperiode 7

Artikel 3

Edsaflæggelse 7

Artikel 4

Højtidelig forsikring 7

Artikel 5

Afskedigelse af en dommer 7

Artikel 6

Rang 8

Artikel 7

Valg af Personalerettens præsident 8

Artikel 8

Personalerettens præsidents opgaver 8

Artikel 9

Personalerettens præsidents stedfortræder 9

KAPITEL 2

Dommerkollegierne 9

Artikel 10

Dommerkollegierne 9

Artikel 11

Oprettelse af afdelinger 9

Artikel 12

Afdelingsformænd 9

Artikel 13

Almindeligt dommerkollegium — Fordeling af sager mellem afdelingerne 9

Artikel 14

Henvisning af en sag til plenum eller til afdelingen med fem dommere 10

Artikel 15

Henvisning af en sag til en enedommer 10

KAPITEL 3

Justitskontoret og tjenestegrenene 10

Første afdeling —

Justitskontoret 10

Artikel 16

Udnævnelse af justitssekretæren 10

Artikel 17

Justitssekretærens fratræden inden embedsperiodens udløb 11

Artikel 18

Assisterende justitssekretær 11

Artikel 19

Justitssekretærens forfald 11

Artikel 20

Justitssekretærens opgaver 11

Artikel 21

Registrets førelse 12

Artikel 22

Adgang til sagsakterne og registret 12

Anden afdeling —

Tjenestegrenene 12

Artikel 23

Tjenestemænd og øvrige ansatte 12

KAPITEL 4

Praktiske forhold vedrørende Personalerettens virksomhed 12

Artikel 24

Tid og sted for Personalerettens møder 12

Artikel 25

Personalerettens arbejdskalender 13

Artikel 26

Beslutningsdygtighed 13

Artikel 27

Dommeres forfald 13

Artikel 28

Dommeres forfald forud for den mundtlige forhandling i afdelingen med fem dommere 13

Artikel 29

Fremgangsmåden ved rådslagninger og afstemninger 13

Artikel 30

Antallet af dommere, der deltager i rådslagning og afstemning 14

ANDET AFSNIT

PROCESSUELLE BESTEMMELSER 14

KAPITEL 1

Almindelige bestemmelser 14

Første afdeling —

Befuldmægtigede, rådgivere og advokater 14

Artikel 31

Stilling som befuldmægtiget, rådgiver eller advokat 14

Artikel 32

Privilegier, immuniteter og lempelser 14

Artikel 33

Ophævelse af immuniteten 15

Artikel 34

Udelukkelse fra retsforhandlingerne 15

Artikel 35

Lærere ved højere læreanstalter 15

Anden afdeling —

Forkyndelser 15

Artikel 36

Forkyndelser 15

Tredje afdeling —

Frister 16

Artikel 37

Beregning af frister 16

Artikel 38

Afstandsfrist 16

Artikel 39

Fastsættelse og forlængelse af frister 16

Fjerde afdeling —

Sagsbehandlingsformer 17

Artikel 40

Sagsbehandlingsformer 17

Artikel 41

Rækkefølgen for behandlingen af sagerne 17

Artikel 42

Tilfælde, hvor der kan ske udsættelse — Fremgangsmåde 17

Artikel 43

Udsættelsens varighed og virkning 17

Artikel 44

Forening, adskillelse og udskillelse 18

Femte afdeling —

Processkrifter, dokumenter og øvrige bilag 18

Artikel 45

Indlevering af processkrifter 18

Artikel 46

Processkrifters længde 19

Artikel 47

Fortrolighed af dokumenter og øvrige bilag 19

Artikel 48

Anonymitet 19

KAPITEL 2

Almindelig procedure 19

Første afdeling —

Retsforhandlingernes skriftlige del 19

Artikel 49

Almindelig regel 19

Artikel 50

Stævning 20

Artikel 51

Forkyndelse af stævningen og meddelelse i EU-Tidende 20

Artikel 52

Fordeling af sagen til et dommerkollegium 20

Artikel 53

Svarskrift 21

Artikel 54

Fremsendelse af dokumenter 21

Artikel 55

Yderligere skriftveksling 21

Anden afdeling —

Anbringender og beviser under retsforhandlingerne 22

Artikel 56

Nye anbringender 22

Artikel 57

Nye beviser 22

Tredje afdeling —

Foreløbig rapport 22

Artikel 58

Foreløbig rapport 22

Fjerde afdeling —

Retsforhandlingernes mundtlige del 22

Artikel 59

Afholdelse af mundtlig forhandling 22

Artikel 60

Datoen for den mundtlige forhandling 22

Artikel 61

Fælles mundtlig forhandling 23

Artikel 62

Parternes fravær under den mundtlige forhandling 23

Artikel 63

Retsmødets forløb 23

Artikel 64

Åbning og genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del 23

Artikel 65

Protokollat for retsmødet 23

Artikel 66

Lydoptagelse fra retsmøder 23

KAPITEL 3

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse 24

Første afdeling —

Formål 24

Artikel 67

Formål 24

Anden afdeling —

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse 24

Artikel 68

Former for foranstaltninger 24

Artikel 69

Fremgangsmåde 24

Tredje afdeling —

Bevisoptagelse 25

Artikel 70

Former for foranstaltninger 25

Artikel 71

Fremgangsmåde 25

Artikel 72

Indkaldelse af vidner 25

Artikel 73

Afgivelse af vidneforklaring 26

Artikel 74

Vidners forpligtelser 26

Artikel 75

Sagkyndige erklæringer 26

Artikel 76

Mened og edsbrud 27

Artikel 77

Indsigelse mod et vidne eller en sagkyndig 27

Artikel 78

Udgifter til vidneførsel og indhentelse af sagkyndig erklæring 27

Artikel 79

Retsanmodning 28

KAPITEL 4

Formalitetsindsigelser og andre processuelle spørgsmål 28

Artikel 80

Henvisning af sager 28

Artikel 81

Sager, som åbenbart ikke kan behandles 28

Artikel 82

Ufravigelige procesforudsætninger 28

Artikel 83

Anmodning om, at der træffes afgørelse, uden at behandlingen af sagens realitet indledes 29

Artikel 84

Ophævelse 29

Artikel 85

Sager, hvor der ikke er anledning til at træffe afgørelse 29

KAPITEL 5

Intervention 29

Artikel 86

Anmodning om intervention 29

Artikel 87

Afgørelse vedrørende en anmodning om intervention 30

Artikel 88

Indgivelse af interventionsindlæg og fremsættelse af bemærkninger hertil 30

Artikel 89

Opfordring til at intervenere 31

KAPITEL 6

Mindelig bilæggelse af tvister 31

Artikel 90

Nærmere bestemmelser 31

Artikel 91

Parternes forlig 32

Artikel 92

Mindelig bilæggelse og retsforhandlinger 32

KAPITEL 7

Domme og kendelser 32

Artikel 93

Datoen for domsafsigelsen 32

Artikel 94

Dommes indhold 32

Artikel 95

Dommes afsigelse og forkyndelse 33

Artikel 96

Kendelsers indhold 33

Artikel 97

Kendelsers underskrivelse og forkyndelse 33

Artikel 98

Dommes og kendelsers retskraft 34

Artikel 99

Offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende 34

KAPITEL 8

Sagsomkostninger og udgifter i forbindelse med sagens behandling ved Personaleretten 34

Artikel 100

Afgørelse om sagsomkostninger 34

Artikel 101

Almindelig bestemmelse om fordeling af sagsomkostninger 34

Artikel 102

Rimelighedshensyn og udgifter påført unødvendigt eller af ond vilje 34

Artikel 103

Særlige bestemmelser om fordeling af sagsomkostninger 34

Artikel 104

Udgifter til tvangsfuldbyrdelse 35

Artikel 105

Sagsomkostninger, der kan kræves erstattet 35

Artikel 106

Tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet 35

Artikel 107

Fremgangsmåden ved betaling 35

Artikel 108

Udgifter i forbindelse med sagens behandling ved Personaleretten 36

Artikel 109

Indbetaling af depositum ved søgsmål, der har karakter af misbrug 36

KAPITEL 9

Retshjælp 36

Artikel 110

Materielle betingelser 36

Artikel 111

Formkrav 36

Artikel 112

Fremgangsmåde og afgørelse 37

Artikel 113

Forskud og afholdelse af udgifter 37

Artikel 114

Tilbagekaldelse af retshjælpsbevillingen 38

KAPITEL 10

Særlige procedurer 38

Første afdeling —

Udsættelse af gennemførelsen og andre foreløbige forholdsregler 38

Artikel 115

Anmodning om udsættelse af gennemførelsen eller andre foreløbige forholdsregler 38

Artikel 116

Fremgangsmåde 38

Artikel 117

Afgørelse vedrørende anmodningen 39

Artikel 118

Ændrede forhold 39

Artikel 119

Fornyet anmodning 39

Artikel 120

Udsættelse af tvangsfuldbyrdelse 39

Anden afdeling —

Udeblivelsesdomme 39

Artikel 121

Udeblivelsesdomme 39

KAPITEL 11

Anmodninger og indsigelser vedrørende kendelser og domme 40

Første afdeling —

Berigtigelse 40

Artikel 122

Berigtigelse af afgørelser 40

Anden afdeling —

Undladelse af at træffe afgørelse 40

Artikel 123

Undladelse af at træffe afgørelse om sagsomkostninger 40

Tredje afdeling —

Anmodning om genoptagelse 40

Artikel 124

Anmodning om genoptagelse 40

Fjerde afdeling —

Tredjemandsindsigelse 41

Artikel 125

Tredjemandsindsigelse 41

Femte afdeling —

Fortolkning af Personalerettens afgørelser 42

Artikel 126

Fortolkning af Personalerettens afgørelser 42

Sjette afdeling —

Ekstraordinær genoptagelse 42

Artikel 127

Ekstraordinær genoptagelse 42

Syvende afdeling —

Sager, der hjemvises til Personaleretten efter ophævelse 43

Artikel 128

Hjemvisning efter ophævelse 43

Artikel 129

Fordeling af hjemviste sager 43

Artikel 130

Fremgangsmåde ved behandlingen af hjemviste sager 44

Artikel 131

Sagsomkostninger efter hjemvisning 44

TREDJE AFSNIT

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER 44

Artikel 132

Gennemførelsesbestemmelser 44

Artikel 133

Ophævelse 44

Artikel 134

Procesreglementets offentliggørelse og ikrafttræden 45

PROCESREGLEMENT FOR RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER

RETTEN FOR EU-PERSONALESAGER HAR,

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særligt artikel 257, stk. 5,

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, særligt artikel 106a, stk. 1,

under henvisning til protokollen vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol (1), særligt artikel 62c samt artikel 7, stk. 1, i bilag I, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Der skal tages hensyn til omarbejdningen af Domstolens procesreglement, vedtaget den 25. september 2012 (2), samtidig med at den særlige karakter af de sager, som behandles af Retten for EU-personalesager, tages i betragtning.

(2)

Endvidere har anvendelsen af procesreglementet for Retten for EU-personalesager, som blev vedtaget den 25. juli 2007 (3), vist, at der er behov for at foretage en tilpasning af visse af dets bestemmelser.

(3)

Særligt forekommer det, henset til den indhentede erfaring, nødvendigt at supplere eller præcisere visse regler vedrørende navnlig fortrolighed og anonymitet.

(4)

For at sikre, at Personaleretten, som er stillet over for en stadigt stigende sagsmængde, fortsat kan behandle de sager, som indbringes for den, inden for en rimelig frist, er det endvidere nødvendigt at fortsætte indsatsen for at nedbringe varigheden af sagsbehandlingen for Personaleretten, navnlig ved, når det er nødvendigt, at begrænse processkrifternes længde, medmindre sagernes særlige karakter begrunder, at der gøres en undtagelse herfra, og ved at styrke bestemmelserne om erstatning af de udgifter, som Personaleretten har afholdt i forbindelse med søgsmål, der er udtryk for åbenbart misbrug.

(5)

Af hensyn til at sikre en bedre læsbarhed af de regler, der anvendes af Personaleretten, er det endelig nødvendigt at revidere procesreglementets struktur, at tydeliggøre visse regler eller deres anvendelse, navnlig for så vidt angår foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse, anmodning om genoptagelse og tredjemandsindsigelse, samt at slette visse regler, som ikke længere anvendes,

med Domstolens tiltrædelse,

med Rådets godkendelse, meddelt den 14. april 2014,

FASTSAT FØLGENDE REGLEMENT:

INDLEDENDE BESTEMMELSER

Artikel 1

Definitioner

1.   I dette reglement:

a)

angives bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Union ved nummeret på den pågældende artikel i nævnte traktat efterfulgt af forkortelsen »TEU«

b)

angives bestemmelserne i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde ved nummeret på den pågældende artikel i nævnte traktat efterfulgt af forkortelsen »TEUF«

c)

angives bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab (Euratomtraktaten) ved nummeret på den pågældende artikel i nævnte traktat efterfulgt af forkortelsen »TEA«

d)

benævnes protokollen vedrørende statutten for Den Europæiske Unions Domstol »statutten«

e)

benævnes forordningen om vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Unionen »tjenestemandsvedtægten«.

2.   I dette reglement forstås ved

a)   »Personaleretten«: Retten for EU-personalesager eller, når en sag behandles af en afdeling eller af en enedommer, den pågældende afdeling eller dommer

b)   »Personalerettens præsident«: udelukkende præsidenten for Retten for EU-personalesager, mens der ved »retsformand« forstås formanden for et dommerkollegium

c)   »plenarmøde«: det kollegiale organ, der består af Personalerettens dommere og har kompetence til at afgøre ethvert administrativt spørgsmål samt spørgsmål vedrørende den dømmende virksomhed om sagernes fordeling til de forskellige dommerkollegier eller af tværgående karakter, uden at dommerkollegierne i sidstnævnte tilfælde er bundet heraf

d)   »institutioner«: EU-institutionerne, jf. artikel 13, stk. 1, TEU, samt de organer, kontorer og agenturer, som er oprettet ved traktaterne eller ved en retsakt til gennemførelse heraf, og som kan være parter for Domstolen.

FØRSTE AFSNIT

PERSONALERETTENS ORGANISATION

KAPITEL 1

Personalerettens præsident og medlemmer

Artikel 2

Dommernes embedsperiode

1.   En dommers embedsperiode løber fra det tidspunkt, der er fastsat i udnævnelsesdokumentet.

2.   Er der ikke fastsat noget begyndelsestidspunkt i udnævnelsesdokumentet, løber embedsperioden fra datoen for dette dokuments offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 3

Edsaflæggelse

Før dommerne påbegynder deres embedsvirksomhed, aflægger de for Domstolen følgende ed i overensstemmelse med statuttens artikel 2:

»Jeg sværger, at jeg vil udføre mit hverv upartisk og samvittighedsfuldt, og at jeg vil bevare tavshed om Personalerettens rådslagninger og afstemninger.«

Artikel 4

Højtidelig forsikring

Umiddelbart efter at have aflagt ed underskriver dommerne en erklæring, hvorved de afgiver den i statuttens artikel 4, stk. 3, omhandlede højtidelige forsikring.

Artikel 5

Afskedigelse af en dommer

1.   Når Domstolen i medfør af statuttens artikel 6 efter høring af Personaleretten skal afgøre, om en af Personalerettens dommere ikke længere opfylder de nødvendige forudsætninger eller overholder de forpligtelser, der følger med embedet, anmoder Personalerettens præsident den pågældende om at fremsætte sine bemærkninger.

2.   Personaleretten træffer afgørelse uden justitssekretærens tilstedeværelse.

Afstemningen er hemmelig, og den pågældende dommer medvirker ikke ved afgørelsen.

3.   Personalerettens udtalelse skal begrundes.

En udtalelse om, at en dommer ikke længere opfylder de nødvendige forudsætninger eller overholder de forpligtelser, der følger med embedet, skal vedtages af et flertal af Personalerettens dommere. Når en sådan udtalelse vedtages, underrettes Domstolen om stemmernes fordeling.

Artikel 6

Rang

1.   Dommernes rangfølge fastsættes således:

Personalerettens præsident

afdelingsformændene efter deres anciennitet i embedet som medlemmer af Personaleretten

de øvrige dommere efter samme anciennitet.

2.   De, der har samme anciennitet i embedet, har rang efter deres alder.

3.   Dommere, som genudnævnes, bevarer deres anciennitet i embedet.

Artikel 7

Valg af Personalerettens præsident

1.   I overensstemmelse med artikel 4, stk. 1, i bilag I til statutten vælger dommerne af deres midte for et tidsrum af tre år Personalerettens præsident. Præsidenten kan genvælges.

2.   Fratræder Personalerettens præsident embedet inden embedsperiodens normale udløb, vælges en afløser for denne for den resterende del af perioden.

3.   Valg efter denne artikel sker ved hemmelig afstemning. Den dommer, der opnår stemmerne fra mere end halvdelen af Personalerettens dommere, er valgt. Opnår ingen af dommerne dette flertal, foretages der nye afstemninger, indtil det opnås.

4.   Det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, hvem der er valgt som Personalerettens præsident.

Artikel 8

Personalerettens præsidents opgaver

1.   Personalerettens præsident leder retsmøder samt rådslagninger og afstemninger:

i plenum

i afdelingen med fem dommere

i afdelinger med tre dommere, som han er tilknyttet.

2.   Personalerettens præsident leder Personalerettens virksomhed og påser, at dens tjenestegrene fungerer tilfredsstillende. Præsidenten leder plenarmødet.

3.   Personalerettens præsident repræsenterer Personaleretten.

Artikel 9

Personalerettens præsidents stedfortræder

Har Personalerettens præsident forfald, eller er embedet ubesat, varetages præsidentens opgaver i henhold til den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6.

KAPITEL 2

Dommerkollegierne

Artikel 10

Dommerkollegierne

I henhold til artikel 4, stk. 2, i bilag I til statutten sættes Personaleretten i plenum, i en afdeling bestående af fem dommere, i afdelinger bestående af tre dommere eller af en enedommer.

Artikel 11

Oprettelse af afdelinger

1.   Personaleretten opretter af sin midte afdelinger med tre dommere. Den kan oprette en afdeling med fem dommere.

2.   Personaleretten træffer bestemmelse om dommernes fordeling mellem afdelingerne. Såfremt antallet af dommere, der er tilknyttet en afdeling, er større end det antal dommere, som afdelingen sættes med, træffer Personaleretten bestemmelse om fremgangsmåden for udpegelse af de dommere, der skal udgøre dommerkollegiet.

3.   Personalerettens afgørelser efter denne artikel offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 12

Afdelingsformænd

1.   I overensstemmelse med artikel 4, stk. 3, i bilag I til statutten vælger dommerne af deres midte for et tidsrum af tre år formændene for afdelinger med tre dommere. Afdelingsformændene kan genvælges.

2.   Bestemmelserne i artikel 7, stk. 2-4, finder anvendelse.

3.   Afdelingsformændene leder deres afdelings virksomhed og leder såvel retsmøderne som rådslagninger og afstemninger.

4.   Har formanden for en afdeling forfald, eller er embedet ubesat, ledes afdelingen af et af dens medlemmer i henhold til den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6.

5.   Såfremt Personalerettens præsident undtagelsesvis er foranlediget til at indgå i dommerkollegiet, leder denne dommerkollegiet.

Artikel 13

Almindeligt dommerkollegium — Fordeling af sager mellem afdelingerne

1.   Personaleretten sættes i afdelinger med tre dommere, jf. dog artikel 14 og 15.

2.   Personaleretten fastsætter retningslinjerne for, hvordan sagerne fordeles eller omfordeles til disse afdelinger, navnlig under hensyn til sagernes forbindelse med hinanden eller med henblik på at sikre en afbalanceret og kohærent fordeling af arbejdsbyrden mellem afdelingerne.

3.   Den i foregående stykke omhandlede afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 14

Henvisning af en sag til plenum eller til afdelingen med fem dommere

1.   Når vanskeligheden af de retsspørgsmål, sagen rejser, eller sagens betydning eller særlige omstændigheder i øvrigt begrunder det, kan sagen henvises til Personalerettens plenum eller til afdelingen med fem dommere.

2.   Beslutningen om henvisning træffes af Personalerettens plenarmøde efter forslag fra den afdeling, som behandler sagen, eller fra ethvert af Personalerettens medlemmer. Der kan på ethvert trin af sagens behandling træffes bestemmelse om henvisning.

Artikel 15

Henvisning af en sag til en enedommer

1.   Sager, som er fordelt til en afdeling med tre dommere, kan behandles af den refererende dommer, der træffer afgørelse som enedommer, hvis sagen findes egnet til at blive afgjort på denne måde, idet den ikke rejser vanskelige retlige eller faktiske spørgsmål, den er af begrænset betydning, og der ikke foreligger særlige omstændigheder i øvrigt.

En sag kan ikke henvises til en enedommer, når der rejses spørgsmål om lovligheden af en generel retsakt, medmindre Domstolen, Den Europæiske Unions Ret eller Personaleretten allerede har truffet afgørelse om disse spørgsmål.

2.   Beslutningen om henvisning træffes, efter at parterne er hørt, med enstemmighed af den afdeling, som behandler sagen. Der kan på ethvert trin af sagens behandling træffes bestemmelse om henvisning.

3.   Har den dommer, der som enedommer behandler sagen, forfald, udpeger afdelingsformanden i stedet en anden dommer.

4.   Den dommer, der som enedommer behandler sagen, henviser sagen til afdelingen, hvis denne finder, at de i stk. 1 nævnte betingelser ikke længere er opfyldt.

5.   I sager, der behandles af en enedommer, udøves retsformandens beføjelser af denne dommer.

KAPITEL 3

Justitskontoret og tjenestegrenene

Første afdeling

Justitskontoret

Artikel 16

Udnævnelse af justitssekretæren

1.   Personaleretten udnævner justitssekretæren.

2.   Såfremt embedet som justitssekretær bliver ledigt, offentliggøres et stillingsopslag i Den Europæiske Unions Tidende. Interesserede opfordres til at indgive en ansøgning inden for en frist på mindst tre uger, med udførlige oplysninger om deres akademiske grader, sprogkundskaber, nuværende og tidligere erhvervsmæssige beskæftigelse, eventuelle erfaringer fra domstolsarbejde og internationalt arbejde samt deres nationalitet.

3.   Personalerettens præsident underretter dommerne om de indgåede ansøgninger to uger før den dato, der er fastsat for udnævnelsen.

4.   Afstemningen finder sted efter den i artikel 7, stk. 3, fastsatte fremgangsmåde.

5.   Justitssekretæren udnævnes for en periode af seks år. Der kan ske genudnævnelse. Personaleretten kan beslutte at genudnævne den hidtidige justitssekretær uden at anvende den i stk. 2 og 3 fastsatte fremgangsmåde. I så fald finder den i stk. 4 fastsatte fremgangsmåde anvendelse.

6.   Før justitssekretæren påbegynder sin embedsvirksomhed, aflægger denne for Personaleretten den ed, som er angivet i artikel 3, og underskriver den i artikel 4 omhandlede erklæring.

7.   Det offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, hvem der er valgt som justitssekretær.

Artikel 17

Justitssekretærens fratræden inden embedsperiodens udløb

1.   Justitssekretæren kan kun afskediges, hvis denne ikke længere opfylder de nødvendige forudsætninger eller overholder de forpligtelser, der følger med embedet. Personaleretten træffer beslutning herom efter at have givet justitssekretæren lejlighed til at fremsætte sine bemærkninger.

2.   Fratræder justitssekretæren inden embedsperiodens udløb, udnævner Personaleretten en ny justitssekretær for en periode af seks år.

Artikel 18

Assisterende justitssekretær

Personaleretten kan efter den fremgangsmåde, som gælder for udnævnelse af justitssekretæren, udnævne en assisterende justitssekretær til at bistå justitssekretæren og til at afløse denne i tilfælde af forfald.

Artikel 19

Justitssekretærens forfald

1.   Personalerettens præsident udpeger de tjenestemænd eller øvrige ansatte, der skal varetage justitssekretærens opgaver, når denne og i givet fald den assisterende justitssekretær har forfald, eller disse embeder er ubesatte.

2.   Når Personaleretten holder møde, uden at justitssekretæren er til stede, pålægger den, hvis det skønnes nødvendigt, en dommer, som udpeges i den omvendte rækkefølge af den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6, at optage et protokollat, som underskrives af retsformanden og den pågældende dommer.

Artikel 20

Justitssekretærens opgaver

1.   Justitssekretæren har på vegne af Personalerettens præsident ansvaret for Justitskontoret, navnlig for modtagelse, videresendelse og opbevaring af alle dokumenter samt for foretagelse af de i dette reglement foreskrevne forkyndelser.

2.   Justitssekretæren bistår Personalerettens medlemmer ved udførelsen af deres hverv. Justitssekretæren overværer Personalerettens møder, jf. dog artikel 5, artikel 17, stk. 1, og artikel 29, og optager protokollat herfra.

3.   Justitssekretæren opbevarer seglet. Justitssekretæren har ansvaret for arkivet og for Personalerettens publikationer, herunder samlingen af afgørelser.

4.   Med bistand fra institutionens tjenestegrene varetager justitssekretæren på vegne af Personalerettens præsident Personalerettens administration og påser gennemførelsen af budgettet med hensyn til indtægter og udgifter.

Artikel 21

Registrets førelse

1.   Justitskontoret fører på justitssekretærens ansvar et register, hvori alle processkrifter løbende indføres i den rækkefølge, hvori de indleveres. Indførslen i registret og de påtegninger, som justitssekretæren forsyner de originale eksemplarer eller forelagte genparter med, har retsvirkning som autentisk bevis.

2.   Dokumenter, der er udfærdiget med henblik på en mindelig bilæggelse som omhandlet i artikel 90, registreres særskilt af Justitskontoret.

Artikel 22

Adgang til sagsakterne og registret

1.   Med forbehold af artikel 44, stk. 3, artikel 47 og artikel 87, stk. 3, kan enhver part i en sag:

gennemse sagens akter og registerudskrifterne vedrørende sagen på Justitskontoret

mod betaling efter de takster, som Personaleretten fastsætter efter justitssekretærens indstilling, få yderligere genparter af processkrifter, bilag hertil, kendelser og domme samt genparter af de øvrige sagsakter og af registerudskrifterne; disse genparter er i givet fald bekræftede genparter.

2.   Tredjemand, private såvel som offentlige myndigheder, kan kun få adgang til en sags akter med udtrykkelig tilladelse fra Personalerettens præsident, efter at parterne er hørt. En sådan tilladelse kan kun gives, helt eller delvist, efter skriftlig anmodning, som skal indeholde en udførlig begrundelse for den pågældendes berettigede interesse i at få adgang til akterne. Sagsakterne gennemses på Justitskontoret.

Enhver tredjemand kan mod betaling efter Justitskontorets takster få genparter af domme og kendelser udleveret. Genparterne udleveres som bekræftede genparter, hvis dette er begrundet i en berettiget interesse heri.

Enhver, der har en begrundet interesse heri, kan opnå tilladelse fra Personalerettens præsident til at gennemse registret på Justitskontoret og få genparter eller udskrifter heraf mod betaling efter Justitskontorets takster.

Ved udlevering af genparter af domme eller kendelser samt ved meddelelse af tilladelse som omhandlet i dette stykkes første eller tredje afsnit, tages der om fornødent hensyn til artikel 44, stk. 3, artikel 47, 48 og artikel 87, stk. 3, samt de afgørelser, som er truffet på grundlag af disse bestemmelser.

Anden afdeling

Tjenestegrenene

Artikel 23

Tjenestemænd og øvrige ansatte

De tjenestemænd og øvrige ansatte, der bistår Personalerettens præsident, dommerne og justitssekretæren direkte, udnævnes på de i tjenestemandsvedtægten fastsatte betingelser. De er undergivet justitssekretæren under tilsyn af Personalerettens præsident.

KAPITEL 4

Praktiske forhold vedrørende Personalerettens virksomhed

Artikel 24

Tid og sted for Personalerettens møder

1.   Retsformanden fastsætter tidspunkterne for retsmøderne.

2.   Personaleretten kan afholde et eller flere nærmere angivne møder et andet sted end der, hvor Personaleretten har sæde.

Artikel 25

Personalerettens arbejdskalender

1.   Retsåret begynder den 1. oktober i et kalenderår og slutter den 30. september det følgende år.

2.   Datoerne for retsferierne og listen over lovbestemte fri- og helligdage, som fastsættes af Domstolen og offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, gælder ved Personaleretten.

3.   I retsferierne varetages Personalerettens præsidents opgaver på det sted, hvor Personaleretten har sæde, enten af Personalerettens præsident eller af en afdelingsformand eller en anden dommer, som præsidenten anmoder om at træde i sit sted. Personalerettens præsident kan i påtrængende tilfælde indkalde dommerne.

4.   Når der foreligger rimelig grund hertil, kan Personaleretten bevilge dommere tjenestefrihed.

Artikel 26

Beslutningsdygtighed

Personaleretten er kun beslutningsdygtig, såfremt følgende antal dommere deltager:

fem dommere i plenum

tre dommere i afdelingen med fem dommere og i afdelingerne med tre dommere, jf. statuttens artikel 17, stk. 2.

Artikel 27

Dommeres forfald

1.   Såfremt det antal dommere, der skal deltage, for at et dommerkollegium er beslutningsdygtigt, ikke er til rådighed, fordi en dommer har forfald, udsætter retsformanden mødet, indtil den pågældende dommer ikke længere har forfald.

2.   Er det påkrævet af retsplejehensyn, kan retsformanden med henblik på, at det antal dommere, der skal deltage, for at et dommerkollegium er beslutningsdygtigt, er til rådighed, lade en anden dommer fra den samme afdeling indgå i dommerkollegiet eller, hvis dette ikke er muligt, foreslå Personalerettens præsident at udpege en dommer fra en anden afdeling. Den stedfortrædende dommer udpeges efter tur i den omvendte rækkefølge af den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6.

3.   Suppleres et dommerkollegium i medfør af foregående stykke efter den mundtlige forhandling, genåbnes retsforhandlingernes mundtlige del, medmindre Personaleretten med parternes samtykke og med henblik på at kunne træffe afgørelse i sagen inden for en rimelig frist beslutter, at der ikke skal afholdes en ny mundtlig forhandling. Retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes, når mere end én dommer, som har deltaget i den mundtlige forhandling, har forfald.

Artikel 28

Dommeres forfald forud for den mundtlige forhandling i afdelingen med fem dommere

Såfremt en dommer i afdelingen med fem dommere har forfald forud for den mundtlige forhandling, udpeger Personalerettens præsident en anden dommer efter tur i den omvendte rækkefølge af den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6. Selv om et antal på fem dommere ikke kan opnås, kan der dog afholdes mundtlig forhandling, hvis dommerkollegiet er beslutningsdygtigt.

Artikel 29

Fremgangsmåden ved rådslagninger og afstemninger

1.   Personalerettens rådslagninger og afstemninger er og forbliver hemmelige.

2.   Har der været afholdt mundtlig forhandling, deltager kun de dommere, der har været til stede under denne, i rådslagningen og afstemningen, jf. dog artikel 27, stk. 3.

3.   Enhver dommer, der deltager i rådslagningen og afstemningen, udtaler sin mening og begrunder den.

4.   Det resultat, der efter den afsluttende drøftelse vedtages af et flertal af dommerne, er udtryk for Personalerettens afgørelse.

5.   I Personalerettens møder vedrørende administrative spørgsmål deltager justitssekretæren, medmindre Personaleretten bestemmer andet.

Artikel 30

Antallet af dommere, der deltager i rådslagning og afstemning

I overensstemmelse med statuttens artikel 17, stk. 1, jf. artikel 5, stk. 1, i bilag I til statutten, deltager, hvis der på grund af forfald er et lige antal dommere til stede i afdelingen med fem dommere eller i plenum, den dommer, der er den første i den omvendte rækkefølge af den rangfølge, der er fastsat i medfør af artikel 6, ikke i rådslagningen og afstemningen, medmindre den pågældende er refererende dommer. Er dette tilfældet, deltager den dommer, der er placeret umiddelbart efter denne i denne omvendte rækkefølge, ikke i rådslagningen og afstemningen.

ANDET AFSNIT

PROCESSUELLE BESTEMMELSER

KAPITEL 1

Almindelige bestemmelser

Første afdeling

Befuldmægtigede, rådgivere og advokater

Artikel 31

Stilling som befuldmægtiget, rådgiver eller advokat

1.   I medfør af statuttens artikel 19, stk. 1, skal befuldmægtigede, rådgivere og advokater, der optræder på vegne af en medlemsstat eller en institution, dokumentere deres stilling ved at indlevere et officielt dokument eller en fuldmagt udstedt af den part, de repræsenterer eller bistår, til Justitskontoret.

2.   I medfør af statuttens artikel 19, stk. 1, 3 og 4, skal advokater dokumentere deres stilling ved at indlevere dokumentation for, at de har ret til at give møde for en domstol i en medlemsstat eller i en anden stat, som er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Artikel 32

Privilegier, immuniteter og lempelser

1.   Befuldmægtigede, rådgivere og advokater, der møder for Personaleretten eller for en retsinstans, over for hvilken Personaleretten har fremsat en retsanmodning, kan ikke retsforfølges på grund af deres mundtlige og skriftlige ytringer vedrørende sagen eller sagens parter.

2.   Befuldmægtigede, rådgivere og advokater nyder desuden følgende privilegier og lempelser:

a)

Ingen papirer eller dokumenter, der vedrører sagens behandling, kan gøres til genstand for ransagning eller beslaglæggelse. I tilfælde af tvist kan toldvæsenet eller politiet forsegle de pågældende papirer og dokumenter, som uden ophold skal fremsendes til Personaleretten til gennemsyn i justitssekretærens og den pågældendes nærværelse.

b)

Befuldmægtigede, rådgivere og advokater kan frit rejse i det omfang, det er nødvendigt for udøvelsen af deres hverv.

3.   De privilegier, immuniteter og lempelser, som er nævnt i stk. 1 og 2, tilkommer befuldmægtigede, rådgivere og advokater under forudsætning af, at de i artikel 31 fastsatte formforskrifter forinden er opfyldt. Personalerettens justitssekretær udsteder, hvis der er behov herfor, et legitimationsdokument til de pågældende. Et sådant dokument er kun gyldigt i en begrænset periode, der kan forlænges eller forkortes under hensyn til retsforhandlingernes varighed.

Artikel 33

Ophævelse af immuniteten

1.   De i artikel 32 nævnte privilegier, immuniteter og lempelser indrømmes udelukkende af hensyn til sagens gennemførelse.

2.   Personaleretten kan ophæve immuniteten, når den finder, at dette ikke strider mod hensynet til sagens gennemførelse.

Personaleretten træffer afgørelse efter at have hørt den pågældende befuldmægtigede, rådgiver eller advokat.

Artikel 34

Udelukkelse fra retsforhandlingerne

1.   Hvis Personaleretten finder, at en befuldmægtigets, en rådgivers eller en advokats optræden over for Personaleretten er uforenelig med Personalerettens værdighed eller med retsplejehensyn, eller at en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat misbruger sine beføjelser, giver Personaleretten den pågældende meddelelse herom. Personalerettens præsident kan underrette de myndigheder, som den pågældende er undergivet. En genpart af skrivelsen til disse myndigheder sendes til den pågældende.

2.   På samme grundlag kan Personaleretten, efter at have hørt den pågældende, til enhver tid ved begrundet kendelse beslutte at udelukke en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat fra retsforhandlingerne. Kendelsen kan fuldbyrdes straks.

3.   Udelukkes en befuldmægtiget, en rådgiver eller en advokat fra retsforhandlingerne, udsættes disse indtil udløbet af en af retsformanden fastsat frist, for at den pågældende part kan udpege en anden befuldmægtiget, rådgiver eller advokat.

4.   Afgørelser truffet i medfør af denne artikel kan ophæves.

Artikel 35

Lærere ved højere læreanstalter

Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på lærere ved højere læreanstalter, der har møderet for Personaleretten i medfør af statuttens artikel 19.

Anden afdeling

Forkyndelser

Artikel 36

Forkyndelser

1.   De i dette reglement foreskrevne forkyndelser sker på foranledning af justitssekretæren ved, at en genpart af det dokument, der skal forkyndes, sendes til den af modtageren valgte adresse ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis eller afleveres mod kvittering. Justitssekretæren udfærdiger genparter af det dokument, der skal forkyndes, og bekræfter genparternes rigtighed, medmindre genparterne hidrører fra parterne selv, jf. artikel 45, stk. 2, andet afsnit.

2.   Har modtageren indvilliget i, at forkyndelser for den pågældende sker pr. telefax, kan ethvert procesdokument, herunder Domstolens domme og kendelser, forkyndes for denne modtager ved fremsendelse af en genpart af dokumentet på denne måde.

3.   Kan en sådan fremsendelse ikke ske af tekniske grunde eller på grund af dokumentets karakter eller omfang, forkyndes dokumentet for modtageren på dennes adresse i overensstemmelse med de nærmere bestemmelser i stk. 1, når denne ikke har angivet en valgt adresse. Modtageren underrettes herom pr. telefax. Et rekommanderet brev anses i så fald for at være afleveret til modtageren den tiende dag efter indleveringen af brevet til postvæsenet på det sted, hvor Personaleretten har sæde, medmindre det ved hjælp af modtagelsesbeviset godtgøres, at brevet er modtaget på et andet tidspunkt, eller modtageren inden for en frist på tre uger fra underretningen pr. telefax meddeler justitssekretæren, at forkyndelsen ikke er nået frem til ham.

4.   Personaleretten kan ved afgørelse fastsætte de betingelser, hvorunder et procesdokument kan forkyndes elektronisk. Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Tredje afdeling

Frister

Artikel 37

Beregning af frister

1.   De procesfrister, som er fastsat i traktaterne, statutten, tjenestemandsvedtægten og dette reglement, beregnes på følgende måde.

a)

Såfremt en frist, der er udtrykt i dage, uger, måneder eller år, skal regnes fra det tidspunkt, hvor en begivenhed indtræffer, eller en handling foretages, medregnes den dag, hvor begivenheden indtræffer, eller handlingen foretages, ikke ved beregningen af fristen.

b)

En frist, der er udtrykt i uger, måneder eller år, udløber ved udgangen af den dag, der i fristens sidste uge, måned eller år er samme ugedag eller dag i måneden som den dag, hvor den begivenhed er indtruffet, eller den handling er foretaget, fra hvilken fristen regnes. Såfremt den dag, på hvilken en frist, der er udtrykt i måneder eller år, ville udløbe, ikke forekommer i fristens sidste måned, udløber fristen med udgangen af månedens sidste dag.

c)

Såfremt en frist er udtrykt i måneder og dage, tages der først hensyn til hele måneder, dernæst til dage.

d)

Ved beregningen af fristerne medregnes lørdage, søndage og de i artikel 25, stk. 2, omhandlede lovbestemte fri- og helligdage.

e)

Fristerne løber også i retsferierne.

2.   Ville en frist efter forlængelse i overensstemmelse med artikel 38 udløbe på en lørdag, søndag eller lovbestemt fri- eller helligdag, udløber den først ved udgangen af den følgende hverdag.

Artikel 38

Afstandsfrist

Procesfristerne forlænges med en fast afstandsfrist på ti dage.

Artikel 39

Fastsættelse og forlængelse af frister

1.   Datoer eller frister for indgivelse af processkrifter, som ikke er fastsat i tjenestemandsvedtægten eller i dette reglement, fastsættes af retsformanden. De kan ligeledes forlænges af retsformanden.

Uanset dette stykkes første afsnit kan datoer eller frister for indgivelse af svar på foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, som er besluttet af den refererende dommer i medfør af artikel 69, stk. 2, fastsættes og i givet fald forlænges af den refererende dommer.

2.   Retsformanden eller, i det i stk. 1, andet afsnit, omhandlede tilfælde, den refererende dommer kan bemyndige justitssekretæren til at træffe de afgørelser om fastsættelse eller forlængelse af visse frister, som i henhold til dette reglement henhører under den pågældendes kompetence.

3.   Personaleretten beslutter efter at have hørt parterne, om undladelse af at overholde datoer eller frister, som ikke er fastsat i tjenestemandsvedtægten eller i dette reglement, skal medføre, at det omhandlede dokument eller svar skal afvises.

Dette stykkes første afsnit finder anvendelse på undladelse af at overholde den frist, som er fastsat i artikel 88, stk. 3, første afsnit, for indgivelse af interventionsindlæg.

Fjerde afdeling

Sagsbehandlingsformer

Artikel 40

Sagsbehandlingsformer

1.   Retsforhandlingerne for Personaleretten omfatter en skriftlig og en mundtlig del, medmindre andet fremgår af særlige bestemmelser i statutten eller dette reglement.

2.   Uanset stk. 1 kan en sag undergives en af de procedurer, som er omhandlet i dette afsnits kapitel 4. Personaleretten kan ligeledes til enhver tid forsøge at fremme en mindelig bilæggelse af tvisten.

Artikel 41

Rækkefølgen for behandlingen af sagerne

1.   Personaleretten behandler de sager, som er indbragt for den, i den rækkefølge, de er klar til at blive optaget til behandling.

2.   Retsformanden kan i særlige tilfælde efter at have hørt parterne beslutte, at en sag skal behandles forud for andre, navnlig når sagen er egnet til at blive behandlet som prøvesag blandt en gruppe af sager, som på baggrund af faktiske omstændigheder, som er sammenlignelige, rejser et eller flere identiske retsspørgsmål.

Retsformanden henviser om fornødent spørgsmålet til Personalerettens præsident.

3.   Retsformanden kan i særlige tilfælde, navnlig med henblik på at fremme en mindelig bilæggelse af tvisten, enten af egen drift eller efter anmodning fra en part, efter at have hørt parterne beslutte, at en sag skal udsættes til senere behandling.

Artikel 42

Tilfælde, hvor der kan ske udsættelse — Fremgangsmåde

1.   Ud over de i artikel 125, stk. 5, artikel 126, stk. 4, og artikel 127, stk. 6, angivne tilfælde kan en verserende sag udsættes:

a)

når der indbringes sager for Personaleretten og for Den Europæiske Unions Ret eller Domstolen, som rejser det samme fortolkningsspørgsmål, eller hvori gyldigheden af den samme retsakt anfægtes

b)

når der til Den Europæiske Unions Ret er iværksat appel af en afgørelse fra Personaleretten, hvorved en del af en sags realitet afgøres, hvorved der tages stilling til en formalitetsindsigelse vedrørende Personalerettens kompetence eller vedrørende afvisning af sagen af andre grunde, eller hvorved en anmodning om intervention ikke tages til følge

c)

når der for Personaleretten indbringes sager, som på baggrund af faktiske omstændigheder, som er sammenlignelige, rejser et eller flere identiske retsspørgsmål, og en eller flere af disse sager er egnede til at blive behandlet som prøvesager

d)

efter anmodning fra parterne eller en af parterne

e)

i andre særlige tilfælde, når retsplejehensyn tilsiger dette.

2.   Retsformanden træffer beslutning om spørgsmålet efter at have hørt parterne. Retsformanden kan henvise spørgsmålet til Personaleretten. I tilfælde af indsigelse træffes der afgørelse om udsættelse af sagen ved begrundet kendelse.

3.   Beslutning om genoptagelse af en sags behandling, før udsættelsen er udløbet, eller som omhandlet i artikel 43, stk. 3, træffes efter samme regler.

Artikel 43

Udsættelsens varighed og virkning

1.   Udsættelsen har virkning fra den dato, der er angivet i beslutningen eller kendelsen om udsættelse, eller, hvis der ikke er angivet en dato, fra kendelsens eller beslutningens dato.

2.   Så længe udsættelsen varer, udløber ingen procesfrister, bortset fra den i artikel 86, stk. 1, fastsatte frist for at fremsætte anmodning om intervention.

3.   Når det ikke i beslutningen eller kendelsen om udsættelse er fastsat, hvornår udsættelsen udløber, udløber den på den dato, der er angivet i beslutningen eller kendelsen om genoptagelse af sagens behandling, eller, hvis der ikke er angivet en dato, på sidstnævnte beslutnings eller kendelses dato.

4.   Fra den dato, på hvilken sagens behandling genoptages efter udsættelsen, erstattes de afbrudte procesfrister af nye frister, som løber fra datoen for genoptagelsen.

Artikel 44

Forening, adskillelse og udskillelse

1.   To eller flere sager, der har forbindelse med hinanden, kan forenes med henblik på retsforhandlingernes skriftlige eller mundtlige del eller med henblik på den afgørelse, hvorved de pågældende sagers behandling afsluttes.

Beslutning om forening af sager træffes af retsformanden, efter at parterne er blevet hørt. Den træffes i form af en begrundet kendelse, såfremt der rejses indsigelse. Retsformanden kan henvise dette spørgsmål til Personaleretten.

2.   Efter fremgangsmåden i stk. 1, andet afsnit, kan retsformanden på ny adskille sager, som tidligere er blevet forenet, eller udskille krav fra en eller flere sagsøgere, som sammen med andre sagsøgere har anlagt et kollektivt søgsmål.

3.   I forenede sager kan parternes repræsentanter på Justitskontoret få adgang til de procesdokumenter, der er forkyndt for parterne i de andre sager, som den pågældende sag er forenet med. Efter anmodning fra en part kan retsformanden dog, jf. artikel 47, stk. 1 og 2, undlade at give adgang til hemmelige eller fortrolige sagsakter.

Femte afdeling

Processkrifter, dokumenter og øvrige bilag

Artikel 45

Indlevering af processkrifter

1.   Ethvert processkrift skal være dateret. Datoen og klokkeslættet for indleveringen af det originale eksemplar af processkriftet til Justitskontoret er eneafgørende for beregningen af procesfristerne.

Ethvert processkrift skal være vedlagt de påberåbte dokumenter og øvrige bilag samt en fortegnelse over disse.

Er et dokument eller bilag på grund af sit omfang kun vedlagt processkriftet i uddrag, skal dokumentet eller bilaget i sin helhed eller en fuldstændig genpart indleveres til Justitskontoret.

Institutionerne skal derudover inden for de frister, der er fastsat af Personaleretten, fremlægge oversættelser af deres processkrifter til de andre sprog, der er nævnt i artikel 1 i Rådets forordning nr. 1 af 15. april 1958 om den ordning, der skal gælde for Det Europæiske Økonomiske Fællesskab på det sproglige område.

2.   Det originale eksemplar i papirform af ethvert processkrift skal være egenhændigt underskrevet af partens befuldmægtigede eller advokat.

Med processkriftet og de heri nævnte bilag skal indleveres fem genparter til brug for Personaleretten og en genpart til hver af parterne i sagen. Genparternes rigtighed bekræftes af den part, der indleverer dem.

Uanset stk. 1, første afsnit, andet punktum, gælder ved afgørelsen af, om procesfristerne er overholdt, den dato og det klokkeslæt, hvor en genpart af det underskrevne originaleksemplar af et processkrift, herunder den i stk. 1, andet afsnit, omhandlede fortegnelse over de påberåbte dokumenter og øvrige bilag, indgår til Justitskontoret pr. telefax, såfremt det underskrevne originaleksemplar af processkriftet og de i stk. 1, andet afsnit, omhandlede bilag og genparter indleveres til Justitskontoret senest ti dage efter, at genparten af originaleksemplaret er modtaget. Artikel 38 finder ikke anvendelse ved beregningen af fristen på ti dage.

3.   Personaleretten fastsætter ved afgørelse de betingelser, hvorunder et processkrift, som er fremsendt elektronisk til Justitskontoret, anses for at være originaleksemplaret af dette processkrift. Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 46

Processkrifters længde

Medmindre andet fremgår af særlige bestemmelser i dette reglement, kan Personaleretten ved afgørelse, som vedtages i medfør af artikel 132, fastsætte den maksimale længde af de processkrifter, som indgives til den. Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 47

Fortrolighed af dokumenter og øvrige bilag

1.   Personaleretten tager kun hensyn til dokumenter og øvrige bilag, som parternes befuldmægtigede, rådgivere eller advokater har kunnet gøre sig bekendt med, og som de har kunnet udtale sig om, jf. dog artikel 44, stk. 3, og artikel 87, stk. 3.

2.   Når Personaleretten skal undersøge, om et dokument, der kan tænkes at være relevant for afgørelsen af en tvist, er fortroligt i forhold til en eller flere parter, videregives dette dokument ikke til parterne, før undersøgelsen er afsluttet.

3.   Når et dokument, som en institution har givet afslag på aktindsigt i, er blevet fremlagt for Personaleretten under et søgsmål vedrørende lovligheden af dette afslag, videregives dette dokument ikke til de øvrige parter.

Artikel 48

Anonymitet

1.   Ved anlæggelsen af søgsmålet oplyses sagsøgeren om, at Personalerettens afgørelser offentliggøres på internettet. Personaleretten udelader efter begrundet anmodning eller af egen drift navnet på sagsøgeren og om fornødent andre oplysninger i offentliggørelser fra Personaleretten, hvis denne anonymitet er begrundet i hensynet til en berettiget interesse.

Dette stykkes første afsnit finder anvendelse på intervenienter, som er fysiske personer.

2.   Personaleretten kan efter begrundet anmodning eller af egen drift i dokumenter, som hidrører fra Personaleretten, udelade navnet på andre personer eller enheder, som er omtalt i sagen, eller bestemte oplysninger om disse, såfremt dette er begrundet i hensynet til en berettiget interesse i, at disse personers eller enheders identitet eller indholdet af de pågældende oplysninger behandles fortroligt.

KAPITEL 2

Almindelig procedure

Første afdeling

Retsforhandlingernes skriftlige del

Artikel 49

Almindelig regel

Retsforhandlingernes skriftlige del omfatter indgivelse af stævning og svarskrift og, såfremt betingelserne i artikel 55 er opfyldt, indgivelse af replik og duplik.

Artikel 50

Stævning

1.   Stævning, der udtages i henhold til statuttens artikel 21, skal indeholde:

a)

sagsøgerens navn og adresse

b)

underskriverens stilling og adresse

c)

angivelse af sagsøgte

d)

søgsmålets genstand og sagsøgerens påstande

e)

en klar fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder i kronologisk orden samt en særskilt, præcis og struktureret fremstilling af de retlige anbringender og argumenter, der gøres gældende

f)

i givet fald en angivelse af de beviser, der påberåbes.

2.   Stævningen vedlægges i givet fald:

a)

den retsakt, som påstås annulleret

b)

den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede klage og beslutningen med svar på klagen, med angivelse af datoerne for henholdsvis indbringelsen af klagen og meddelelsen af beslutningen.

3.   Til brug under sagen skal der i stævningen angives:

en valgt adresse med angivelse af navnet på den person, der er bemyndiget til at modtage alle forkyndelser, eller

et samtykke fra sagsøgerens advokat til at modtage forkyndelser elektronisk som omhandlet i artikel 36, stk. 4, eller pr. telefax eller

alle tre ovenfor anførte forkyndelsesmåder.

4.   Opfylder stævningen ikke de i stk. 3 omhandlede krav, sker forkyndelser for den pågældende part under sagen, så længe stævningen ikke er berigtiget, ved rekommanderet brev til partsrepræsentanten. I modsætning til hvad der gælder efter artikel 36, stk. 1, anses forskriftsmæssig forkyndelse for at være sket ved indleveringen af det rekommanderede brev til postvæsenet på det sted, hvor Personaleretten har sæde.

5.   Sagsøgerens advokat skal vedlægge stævningen det i artikel 31, stk. 2, omhandlede dokument.

6.   Opfylder stævningen ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet og tredje afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, artikel 46 eller i denne artikels stk. 1, litra a), b) og c), stk. 2 eller stk. 5, fastsætter justitssekretæren en frist for sagsøgeren til at berigtige stævningen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at stævningen afvises.

Artikel 51

Forkyndelse af stævningen og meddelelse i EU-Tidende

1.   Stævningen forkyndes for sagsøgte. I de i artikel 50, stk. 6, nævnte tilfælde sker forkyndelsen, så snart forholdet er berigtiget, eller, hvis dette ikke er sket, efter at Personaleretten har fastslået, at sagen ikke skal afvises.

2.   Der offentliggøres en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende med angivelse af datoen for stævningens indgivelse, sagsøgte, søgsmålets genstand og en beskrivelse af tvisten samt de nedlagte påstande.

Artikel 52

Fordeling af sagen til et dommerkollegium

Så snart stævning er indleveret, fordeler Personalerettens præsident sagen til en afdeling med tre dommere, i overensstemmelse med de i artikel 13, stk. 2, omhandlede retningslinjer.

Afdelingsformanden stiller for hver sag, der er blevet fordelt til afdelingen, forslag til Personalerettens præsident om udpegelse af en refererende dommer. Personalerettens præsident træffer afgørelse herom.

Artikel 53

Svarskrift

1.   Inden to måneder efter stævningens forkyndelse skal sagsøgte indgive et svarskrift. Dette skal indeholde:

a)

sagsøgtes navn og adresse

b)

underskriverens stilling og adresse

c)

sagsøgtes påstande

d)

sagens retlige baggrund, en klar fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder i kronologisk rækkefølge samt en særskilt, præcis og struktureret fremstilling af de retlige anbringender og argumenter, som gøres gældende

e)

i givet fald en angivelse af de beviser, der påberåbes.

2.   Artikel 50, stk. 3 og 4, finder anvendelse.

3.   Den befuldmægtigede, der repræsenterer sagsøgte, samt den rådgiver eller advokat, som bistår denne, skal senest samtidig med svarskriftet indlevere de i artikel 31 omhandlede dokumenter.

Svarskriftet skal vedlægges forskrifter, som ikke offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende, og som danner retlig baggrund for sagen, med angivelse af datoerne for deres vedtagelse, deres ikrafttrædelse og i givet fald deres ophævelse.

4.   Opfylder svarskriftet ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, artikel 46 eller i denne artikels stk. 3, fastsætter justitssekretæren en frist for sagsøgte til at berigtige svarskriftet. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at svarskriftet afvises.

5.   I undtagelsestilfælde kan retsformanden efter behørigt begrundet anmodning fra sagsøgte eller af egen drift af retsplejehensyn forlænge den i stk. 1 nævnte frist.

Artikel 54

Fremsendelse af dokumenter

Såfremt Europa-Parlamentet, Rådet eller Europa-Kommissionen ikke er parter i sagen, sender Personaleretten dem en genpart af stævningen og svarskriftet, men ikke bilagene til disse dokumenter, således at de kan konstatere, om det i henhold til artikel 277 TEUF gøres gældende, at en af deres retsakter ikke kan finde anvendelse.

Artikel 55

Yderligere skriftveksling

1.   I henhold til artikel 7, stk. 3, i bilag I til statutten kan Personaleretten af egen drift eller efter begrundet anmodning fra sagsøgeren bestemme, at yderligere skriftveksling er nødvendig for at oplyse sagen.

2.   Personaleretten kan begrænse denne skriftveksling til at omhandle visse nærmere angivne retlige og faktiske spørgsmål.

3.   Opfylder et indlæg ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46 eller i denne artikels stk. 2, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende part til at berigtige indlægget. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at indlægget afvises.

Anden afdeling

Anbringender og beviser under retsforhandlingerne

Artikel 56

Nye anbringender

1.   Nye anbringender må ikke fremsættes efter den første udveksling af processkrifter, medmindre de støttes på retlige eller faktiske omstændigheder, som er kommet frem under retsforhandlingerne.

2.   Fremsætter en part under retsforhandlingerne et nyt anbringende, kan retsformanden, når de sædvanlige procesfrister er udløbet, på grundlag af den refererende dommers rapport give modparten en frist til at svare på dette anbringende.

3.   Afgørelsen af spørgsmålet, om nye anbringender kan antages til realitetsbehandling, træffes først ved den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes.

Artikel 57

Nye beviser

Parterne kan indtil afslutningen af den mundtlige forhandling fremlægge eller anføre yderligere beviser til støtte for deres anbringender, såfremt der gives en behørig begrundelse for, at beviserne først påberåbes på dette tidspunkt. De øvrige parter skal have lejlighed til at tage stilling til disse beviser.

Tredje afdeling

Foreløbig rapport

Artikel 58

Foreløbig rapport

1.   Når retsforhandlingernes skriftlige del er afsluttet, fastsætter retsformanden den dato, på hvilken den refererende dommer skal forelægge Personaleretten en foreløbig rapport.

2.   Den foreløbige rapport skal indeholde forslag med hensyn til, om der er behov for foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse, om den mundtlige forhandling eventuelt skal udelades, om mulighederne for en mindelig bilæggelse af tvisten samt om eventuel henvisning af sagen til plenum, til afdelingen med fem dommere eller til den refererende dommer, der træffer afgørelse som enedommer.

3.   Personaleretten beslutter, hvorvidt den refererende dommers forslag skal følges.

Fjerde afdeling

Retsforhandlingernes mundtlige del

Artikel 59

Afholdelse af mundtlig forhandling

1.   Med forbehold af de særlige bestemmelser i dette procesreglement, hvorefter Personaleretten kan træffe afgørelse ved kendelse, indebærer forhandlingerne for Personaleretten, at der afholdes mundtlig forhandling, jf. dog stk. 2.

2.   Når en yderligere skriftveksling har fundet sted, og Personaleretten ikke finder det nødvendigt at afholde mundtlig forhandling, kan Personaleretten med parternes samtykke beslutte at træffe afgørelse uden mundtlig forhandling.

Artikel 60

Datoen for den mundtlige forhandling

Retsformanden fastsætter datoen for den mundtlige forhandling.

Artikel 61

Fælles mundtlig forhandling

Hvis de fællestræk, der består mellem to eller flere sager, giver grundlag herfor, kan Personaleretten beslutte, at der skal afholdes en fælles mundtlig forhandling for disse sager.

Artikel 62

Parternes fravær under den mundtlige forhandling

1.   Partsrepræsentanter, som er blevet behørigt indkaldt til den mundtlige forhandling, skal i rimelig tid underrette Personaleretten, hvis de ikke deltager heri.

Den omstændighed, at en partsrepræsentant, som er blevet behørigt indkaldt, er fraværende uden gyldig grund, er ikke til hinder for, at der afholdes mundtlig forhandling.

2.   Såfremt alle partsrepræsentanter har meddelt, at de ikke deltager i den mundtlige forhandling, kan Personaleretten bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del er afsluttet.

Artikel 63

Retsmødets forløb

1.   Retsforhandlingerne åbnes og ledes af retsformanden, som har ansvaret for ordenens opretholdelse under retsmøderne.

2.   Når det er besluttet, at dørene skal lukkes, jf. statuttens artikel 31, må indholdet af retsforhandlingerne ikke offentliggøres.

3.   Parterne kan kun forhandle gennem deres befuldmægtigede eller advokater.

4.   Retsformanden og enhver af dommerne kan under retsforhandlingerne:

a)

stille spørgsmål til parternes befuldmægtigede, rådgivere eller advokater

b)

opfordre parterne selv til at udtale sig om bestemte aspekter af tvisten.

Artikel 64

Åbning og genåbning af retsforhandlingernes mundtlige del

1.   Ved afslutningen af forhandlingerne erklærer retsformanden retsforhandlingernes mundtlige del for afsluttet.

2.   Personaleretten kan ved kendelse bestemme, at retsforhandlingernes mundtlige del skal genåbnes.

Artikel 65

Protokollat for retsmødet

Justitssekretæren optager et protokollat for hvert retsmøde. Protokollatet underskrives af retsformanden og justitssekretæren. Det har retsvirkning som autentisk bevis og forkyndes for parterne.

Artikel 66

Lydoptagelse fra retsmøder

Retsformanden kan efter behørigt begrundet anmodning tillade en part i Personalerettens lokaler at høre lydoptagelsen fra den mundtlige forhandling på det sprog, den talende anvendte under forhandlingen.

KAPITEL 3

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse

Første Afdeling

Formål

Artikel 67

Formål

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse og bevisoptagelse tilsigter at tilvejebringe de bedst mulige betingelser for sagens forberedelse og et hensigtsmæssigt forløb af retsforhandlingernes skriftlige eller mundtlige del samt at lette bevisførelsen og løsningen af tvister.

Anden afdeling

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse

Artikel 68

Former for foranstaltninger

Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse kan navnlig bestå i:

a)

at stille spørgsmål til parterne

b)

at opfordre parterne til at udtale sig, skriftligt eller mundtligt, om bestemte aspekter af tvisten, præcisere indholdet af deres påstande, anbringender og argumenter eller afklare, hvilke spørgsmål der er omtvistede mellem parterne

c)

at anmode parterne om oplysninger

d)

at anmode parterne om at fremlægge dokumenter eller øvrige bilag vedrørende sagen

e)

at anmode deltagerne i den mundtlige forhandling om særligt at koncentrere deres mundtlige indlæg om et eller flere nærmere afgrænsede spørgsmål

f)

at indkalde parterne til møder.

Artikel 69

Fremgangsmåde

1.   Foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse kan træffes eller ændres på et hvilket som helst trin af sagens behandling. Den refererende dommer eller Personaleretten træffer i givet fald af egen drift bestemmelse herom.

2.   Den refererende dommer træffer bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse, medmindre denne på grund af de påtænkte foranstaltningers rækkevidde eller betydning for tvistens løsning henviser spørgsmålet til Personaleretten.

3.   Hver part kan foreslå vedtagelse eller ændring af foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse.

4.   Justitssekretæren foranlediger, at parterne underrettes om foranstaltningerne med henblik på sagens tilrettelæggelse.

5.   Opfylder parternes skriftlige bemærkninger ikke kravene i artikel 45, stk.1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende part til at berigtige de skriftlige bemærkninger. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at de omhandlede bemærkninger afvises.

Tredje afdeling

Bevisoptagelse

Artikel 70

Former for foranstaltninger

Uden at dette berører statuttens artikel 24 og 25 kan følgende bevismidler anvendes:

a)

afgivelse af partsforklaring

b)

indhentelse af oplysninger fra tredjemand

c)

anmodning til tredjemand om fremlæggelse af dokumenter eller øvrige bilag vedrørende sagen

d)

vidneførsel

e)

indhentelse af sagkyndige erklæringer

f)

besigtigelse

g)

anmodning til en part om fremlæggelse af dokumenter eller øvrige bilag vedrørende sagen, når denne part nægter at efterkomme en foranstaltning med henblik på sagens tilrettelæggelse, der er vedtaget med henblik herpå.

Artikel 71

Fremgangsmåde

1.   Foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse kan træffes eller ændres på et ethvert trin af sagens behandling. Personaleretten træffer, i givet fald af egen drift, bestemmelse herom.

2.   Hver part kan foreslå vedtagelse eller ændring af foranstaltninger med henblik på bevisoptagelse, med præcis angivelse af foranstaltningernes genstand, og hvilke forhold der begrunder foranstaltningerne. De øvrige parter skal høres, inden disse foranstaltninger kan træffes.

3.   Når sagens omstændigheder tilsiger det, opfordres parterne til at fremsætte deres bemærkninger vedrørende foranstaltninger, som Personaleretten påtænker at iværksætte, og som er omfattet af artikel 70, litra a), b), c) og g).

4.   Afgørelsen vedrørende:

foranstaltninger i henhold til artikel 70, litra a), b) og c), meddeles parterne af justitssekretæren

foranstaltninger i henhold til artikel 70, litra d), e) og f), træffes, efter at parterne er hørt, ved kendelse med angivelse af, hvilke faktiske omstændigheder der skal bevises

foranstaltningen i henhold til artikel 70, litra g), vedtages ved kendelse.

5.   Beslutter Personaleretten, at der skal ske bevisoptagelse, og forestår Personaleretten ikke selv denne bevisoptagelse, overlader den dette til den refererende dommer.

6.   Parterne kan overvære bevisoptagelsen.

7.   En part kan til enhver tid føre modbevis eller fremkomme med supplerende beviser.

Artikel 72

Indkaldelse af vidner

Personaleretten indkalder de vidner, hvis afgivelse af forklaring den finder nødvendig. Den i artikel 71, stk. 4, andet led, omhandlede kendelse indeholder:

a)

vidnernes fulde navn, stilling og adresse

b)

tid og sted for afgivelsen af vidneforklaring

c)

angivelse af de faktiske omstændigheder, vidnerne skal afgive forklaring om

d)

i givet fald oplysning om de foranstaltninger, Personaleretten har truffet med henblik på godtgørelse af vidnernes udlæg, jf. artikel 78, og om de bøder, vidner i medfør af artikel 74 kan pålægges ved udeblivelse.

Artikel 73

Afgivelse af vidneforklaring

1.   Efter at vidnernes identitet er fastslået, pålægger retsformanden eller den refererende dommer, som Personaleretten har udpeget til at forestå afhøringen, vidnerne at tale sandhed og henleder deres opmærksomhed på de følger, en tilsidesættelse af denne pligt kan have i henhold til deres nationale lovgivning.

2.   Medmindre de, efter at parterne er hørt, fritages herfor, aflægger vidnerne følgende ed, før de afgiver forklaring:

»Jeg sværger, at jeg vil sige sandheden, hele sandheden og kun sandheden.«

3.   Vidnerne afgiver forklaring for Personaleretten eller for den refererende dommer; parterne skal indkaldes hertil. Når forklaringen er afgivet, kan Personaleretten eller den refererende dommer efter anmodning fra parterne eller af egen drift stille spørgsmål til vidnerne.

Med retsformandens eller den refererende dommers tilladelse kan parternes befuldmægtigede, rådgivere eller advokater stille spørgsmål til vidnerne.

4.   Justitssekretæren fører en protokol, hvori vidnernes forklaring optages.

Protokollatet underskrives af retsformanden eller den refererende dommer samt af justitssekretæren. Forinden skal der gives vidnerne mulighed for at gennemlæse protokollatet og underskrive det.

Protokollatet har retsvirkning som autentisk bevis. Det forkyndes for parterne.

Artikel 74

Vidners forpligtelser

1.   Vidner, der er lovligt indkaldt, har pligt til at give møde.

2.   Når et vidne, der er lovligt indkaldt, uden gyldig grund undlader at give møde for Personaleretten, kan denne pålægge vidnet en bøde på indtil 5 000 EUR samt ved kendelse bestemme, at der skal foretages en ny indkaldelse for vidnets egen regning.

3.   En tilsvarende bøde kan pålægges et vidne, som uden gyldig grund nægter at afgive forklaring eller aflægge ed.

4.   Et vidne, som over for Personaleretten godtgør at have haft en gyldig grund, som det ikke var muligt at oplyse i forvejen, kan fritages for den bøde, som den pågældende er blevet pålagt. Bøden kan nedsættes, når vidnet anmoder herom og godtgør, at den ikke står i et rimeligt forhold til den pågældendes indkomst.

Artikel 75

Sagkyndige erklæringer

1.   En kendelse, hvorved Personaleretten udpeger en sagkyndig, skal nøje angive dennes opgave og fastsætte en frist for erklæringens afgivelse.

2.   Den sagkyndige modtager kopi af kendelsen samt af alle de dokumenter og øvrige bilag, der er nødvendige for udførelsen af dennes opgave. Den sagkyndige pålægges at tale sandhed og at udføre sit hverv samvittighedsfuldt og upartisk, og den sagkyndiges opmærksomhed henledes på de følger, en tilsidesættelse af denne pligt kan have i henhold til den pågældendes nationale lovgivning.

3.   Den sagkyndige står under tilsyn af den refererende dommer, som kan være til stede ved den sagkyndige undersøgelse, og som skal holdes underrettet om undersøgelsens forløb.

4.   Efter anmodning fra den sagkyndige kan Personaleretten træffe bestemmelse om afhøring af vidner, som finder sted efter reglerne i artikel 73.

5.   Den sagkyndige kan kun udtale sig om spørgsmål, som udtrykkeligt er forelagt denne.

6.   Medmindre Personaleretten, efter at have hørt parterne, fritager den pågældende herfor, aflægger den sagkyndige følgende ed efter afgivelsen af erklæringen:

»Jeg sværger, at jeg har udført mit hverv samvittighedsfuldt og upartisk.«

7.   Efter at erklæringen er afgivet og forkyndt for parterne, kan Personaleretten ved kendelse bestemme, at den sagkyndige skal afgive forklaring; parterne skal indkaldes hertil.

8.   Retsformanden og enhver af dommerne kan stille spørgsmål til den sagkyndige. Med retsformandens tilladelse kan parternes repræsentanter stille spørgsmål til den sagkyndige.

9.   Justitssekretæren fører en protokol, hvori den sagkyndiges forklaring optages. Protokollatet underskrives af retsformanden eller den refererende dommer, der har forestået afhøringen, samt af justitssekretæren. Forinden skal der gives den sagkyndige mulighed for at gennemlæse protokollatet og underskrive det. Protokollatet har retsvirkning som autentisk bevis. Det forkyndes for parterne.

Artikel 76

Mened og edsbrud

1.   I overensstemmelse med statuttens artikel 30 kan Personaleretten, hvis et vidne eller en sagkyndig har afgivet falsk forklaring under ed for denne, jf. artikel 30, beslutte at anmelde dette til den i tillægsreglementet til Domstolens procesreglement nævnte kompetente myndighed i den medlemsstat, hvis domstole har kompetencen for så vidt angår strafferetlig forfølgning.

2.   Personalerettens afgørelse herom fremsendes ved justitssekretærens foranstaltning. I afgørelsen angives de faktiske forhold og omstændigheder, der danner grundlag for anmeldelsen.

Artikel 77

Indsigelse mod et vidne eller en sagkyndig

1.   Hvis en part gør indsigelse mod et vidne eller en sagkyndig på grund af uegnethed, uværdighed eller af andre grunde, eller hvis et vidne eller en sagkyndig nægter at afgive forklaring eller aflægge ed, træffer Personaleretten afgørelse herom ved begrundet kendelse.

2.   Indsigelse mod et vidne eller en sagkyndig skal fremsættes inden for en frist på to uger efter forkyndelsen af den kendelse, hvorved vidnet indkaldes, eller den sagkyndige udpeges, ved et dokument, hvori grundene til indsigelsen og beviserne for dennes berettigelse anføres.

Artikel 78

Udgifter til vidneførsel og indhentelse af sagkyndig erklæring

1.   Når Personaleretten bestemmer, at der skal ske vidneførsel eller indhentes en sagkyndig erklæring, kan den forlange, at parterne eller en af disse skal indbetale et beløb til dækning af udgifterne i forbindelse med vidneførslen eller indhentelsen af den sagkyndige erklæring. Personaleretten fastsætter beløbets størrelse.

2.   Vidner og sagkyndige har krav på godtgørelse af deres rejse- og opholdsudgifter. Personalerettens kasse kan yde dem forskud til afholdelse af disse udgifter.

3.   Vidner har krav på erstatning for tabt arbejdsfortjeneste, og sagkyndige har krav på vederlag for deres arbejde. Disse beløb udbetales af Personalerettens kasse til vidnerne og de sagkyndige, når de har opfyldt deres pligter eller udført deres hverv.

Artikel 79

Retsanmodning

1.   Personaleretten kan efter anmodning fra parterne eller af egen drift fremsætte retsanmodning om afhøring af vidner eller sagkyndige.

2.   Retsanmodninger fremsættes ved kendelse, der skal angive vidnernes eller de sagkyndiges fulde navn, stilling og adresse, de faktiske omstændigheder, som vidnerne eller de sagkyndige ønskes afhørt om, samt indeholde oplysning om parterne, deres befuldmægtigede, rådgivere eller advokater og deres adresse og en kort beskrivelse af søgsmålets genstand.

3.   Justitssekretæren sender kendelsen til den i tillægsreglementet til Domstolens procesreglement nævnte kompetente myndighed i den medlemsstat, på hvis område afhøringen af vidner eller sagkyndige ønskes foretaget. I givet fald vedlægger justitssekretæren kendelsen en oversættelse til det eller de officielle sprog i den pågældende medlemsstat.

Den i dette stykkes første afsnit angivne myndighed fremsender kendelsen til den retslige myndighed, der har kompetencen i henhold til den nationale lovgivning.

Den kompetente retslige myndighed udfører retsanmodningen i overensstemmelse med den nationale lovgivnings bestemmelser. Efter udførelsen tilbagesender den kompetente retslige myndighed kendelsen, hvorved anmodningen fremsattes, dokumenterne vedrørende den udførte retsanmodning og en opgørelse over omkostningerne til den i dette stykkes første afsnit angivne myndighed. Disse dokumenter sendes til justitssekretæren.

4.   Dokumenterne oversættes til processproget ved justitssekretærens foranstaltning.

5.   Når Personaleretten fremsætter retsanmodning, kan den forlange, at parterne eller en af disse skal indbetale et beløb til dækning af udgifterne i forbindelse med retsanmodningen. Personaleretten fastsætter beløbets størrelse.

KAPITEL 4

Formalitetsindsigelser og andre processuelle spørgsmål

Artikel 80

Henvisning af sager

1.   Finder Personaleretten, at en sag, der er indbragt for den, er omfattet af Domstolens eller Den Europæiske Unions Rets kompetence, henviser Personaleretten sagen til Domstolen eller Den Europæiske Unions Ret i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i bilag I til statutten.

2.   Personaleretten træffer afgørelse ved begrundet kendelse.

Artikel 81

Sager, som åbenbart ikke kan behandles

Er det åbenbart, at Personaleretten ikke har kompetence til at behandle en sag eller nogle af de i sagen nedlagte påstande, eller at sagen helt eller delvist må afvises, eller er sagen helt eller delvist åbenbart ugrundet, kan Personaleretten til enhver tid beslutte at træffe afgørelse ved begrundet kendelse uden at fortsætte sagens behandling.

Artikel 82

Ufravigelige procesforudsætninger

Personaleretten kan til enhver tid af egen drift, efter at have hørt parterne, afgøre, om sagen skal afvises, fordi ufravigelige procesforudsætninger ikke er opfyldt. Finder Personaleretten, at spørgsmålet er tilstrækkeligt oplyst, kan den uden at fortsætte sagens behandling træffe afgørelse herom ved begrundet kendelse.

Artikel 83

Anmodning om, at der træffes afgørelse, uden at behandlingen af sagens realitet indledes

1.   Såfremt en part anmoder Personaleretten om at tage stilling til, om sagen bør afvises, om Personaleretten savner kompetence, eller et andet processuelt spørgsmål uden at indlede behandlingen af sagens realitet, skal anmodningen herom fremsættes i et særskilt dokument.

Anmodningen skal indeholde en fremstilling af de faktiske og retlige anbringender, hvorpå den støttes, samt påstandene, og den skal være vedlagt de dokumenter og øvrige bilag, der påberåbes til støtte herfor.

2.   Så snart anmodningen er indleveret, fastsætter retsformanden en frist, inden for hvilken modparten skriftligt skal fremsætte sine påstande og faktiske og retlige argumenter.

Medmindre Personaleretten bestemmer andet, forhandles der mundtligt om anmodningen.

3.   Personaleretten træffer snarest ved begrundet kendelse afgørelse vedrørende anmodningen eller henskyder den til behandling i forbindelse med sagens realitet, hvis særlige omstændigheder begrunder det.

Tager Personaleretten ikke anmodningen til følge, eller henskyder den anmodningen til afgørelse i forbindelse med sagens realitet, fastsætter retsformanden nye frister for fortsættelsen af sagens behandling.

Er sagen omfattet af Domstolens eller Den Europæiske Unions Rets kompetence, henviser Personaleretten sagen til den pågældende retsinstans i overensstemmelse med artikel 80.

Artikel 84

Ophævelse

Meddeler sagsøgeren skriftligt eller under retsmødet Personaleretten, at den pågældende hæver sagen, bestemmer retsformanden ved kendelse, efter at have hørt de øvrige parter, at sagen skal slettes af registret, og træffer afgørelse om sagsomkostninger i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 103, stk. 5.

Artikel 85

Sager, hvor der ikke er anledning til at træffe afgørelse

1.   Hvis Personaleretten fastslår, at en sag ikke længere har nogen genstand, og at der ikke er anledning til at træffe afgørelse, kan den til enhver tid, efter anmodning eller af egen drift, efter at have hørt parterne afslutte sagens behandling ved begrundet kendelse.

2.   Hvis sagsøgeren ophører med at besvare Personalerettens henvendelser, kan Personaleretten, efter anmodning eller af egen drift, efter at have hørt parterne fastslå, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse og afslutte sagens behandling ved begrundet kendelse.

KAPITEL 5

Intervention

Artikel 86

Anmodning om intervention

1.   En anmodning om intervention skal fremsættes inden for en frist på seks uger, som løber fra offentliggørelsen af den i artikel 51, stk. 2, nævnte meddelelse.

2.   Anmodningen om intervention skal indeholde:

a)

angivelse af sagen

b)

angivelse af sagens parter

c)

intervenientens navn og adresse

d)

underskriverens stilling og adresse

e)

intervenientens valg af adresse eller et samtykke fra dennes repræsentant til at modtage forkyndelser elektronisk som omhandlet i artikel 36, stk. 4, eller pr. telefax

f)

intervenientens påstande, hvorved denne støtter sagsøgerens påstande eller påstår disse forkastet

g)

en redegørelse for de omstændigheder, hvorpå retten til intervention støttes, når anmodningen fremsættes i medfør af statuttens artikel 40, stk. 2, eller i medfør af andre særlige bestemmelser.

3.   Opfylder anmodningen ikke de i stk. 2, litra e), omhandlede krav, sker forkyndelser under sagen for den pågældende, så længe anmodningen ikke er berigtiget, ved rekommanderet brev til den pågældendes repræsentant. I modsætning til hvad der gælder efter artikel 36, stk. 1, anses forskriftsmæssig forkyndelse for at være sket ved indleveringen af det rekommanderede brev til postvæsenet på det sted, hvor Personaleretten har sæde.

4.   Intervenienten skal være repræsenteret i overensstemmelse med bestemmelserne i statuttens artikel 19.

5.   Intervenientens befuldmægtigede, rådgiver eller advokat skal vedlægge anmodningen de i artikel 31 omhandlede dokumenter.

6.   Opfylder anmodningen ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller i denne artikels stk. 5, fastsætter justitssekretæren en frist for intervenienten til at berigtige anmodningen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, træffer Personaleretten afgørelse om, hvorvidt undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at anmodningen afvises.

Artikel 87

Afgørelse vedrørende en anmodning om intervention

1.   Anmodningen om intervention forkyndes for parterne med henblik på, at de kan fremsætte deres skriftlige eller mundtlige bemærkninger og i givet fald oplyse, hvilke dokumenter og øvrige bilag de anser for hemmelige eller fortrolige og følgelig ikke ønsker videregivet til intervenienter.

2.   Har parterne ikke fremsat bemærkninger vedrørende anmodningen om intervention inden for den fastsatte frist eller inden for samme frist redegjort for hemmelige eller fortrolige dokumenter og øvrige bilag, hvis videregivelse til intervenienten vil kunne være til skade for dem, gives der tilladelse til intervention ved beslutning truffet af retsformanden.

3.   I øvrige tilfælde træffer retsformanden afgørelse om anmodningen om intervention og i givet fald om videregivelsen af dokumenter og øvrige bilag, som hævdes at være af hemmelig eller fortrolig karakter, ved begrundet kendelse. Retsformanden kan også henvise disse spørgsmål til Personaleretten, som ligeledes træffer afgørelse ved begrundet kendelse.

Artikel 88

Indgivelse af interventionsindlæg og fremsættelse af bemærkninger hertil

1.   Gives der tilladelse til intervention, indtræder intervenienten i sagen, som den foreligger på tidspunktet for interventionen.

2.   Alle procesdokumenter, der er forkyndt for parterne, fremsendes til intervenienten, med undtagelse af dokumenter og øvrige bilag, som er kendt hemmelige eller fortrolige i henhold til artikel 87, stk. 3.

3.   Intervenienten kan indgive et interventionsindlæg inden for en frist på en måned fra fremsendelsen af de i stk. 2 nævnte procesdokumenter. Denne frist kan efter behørigt begrundet anmodning fra intervenienten forlænges af retsformanden.

Interventionsindlægget skal indeholde:

a)

intervenientens påstande

b)

en klar fremstilling af de relevante faktiske omstændigheder i kronologisk orden samt en særskilt, præcis og struktureret fremstilling af de retlige anbringender og argumenter, der gøres gældende af intervenienten

c)

i givet fald en angivelse af de beviser, der påberåbes.

4.   Intervenientens påstande kan kun antages til realitetsbehandling, såfremt de helt eller delvis støtter en af parternes påstande.

5.   Efter indgivelsen af interventionsindlægget fastsætter retsformanden i givet fald en frist, inden for hvilken parterne kan fremsætte skriftlige bemærkninger hertil, eller opfordrer parterne til at fremsætte deres bemærkninger under retsforhandlingernes mundtlige del.

6.   Opfylder interventionsindlægget eller parternes skriftlige bemærkninger ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende til at berigtige indlægget eller bemærkningerne. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at indlægget eller bemærkningerne afvises.

Artikel 89

Opfordring til at intervenere

1.   På et hvilket som helst trin af sagens behandling kan retsformanden efter at have hørt parterne opfordre enhver person, institution eller medlemsstat, som har en interesse i afgørelsen af tvisten, til at meddele Personaleretten inden for en af denne fastsat frist, om den pågældende person, institution eller medlemsstat ønsker at indtræde i sagen. I opfordringen til intervention henvises til den i artikel 51, stk. 2, omhandlede meddelelse.

2.   Den person, institution eller medlemsstat, der ønsker at indtræde i sagen, indgiver en anmodning om intervention til Personaleretten inden for den i medfør af stk. 1 fastsatte frist. Artikel 86, stk. 2, litra a)-f), og artikel 86, stk. 3-6, finder anvendelse på denne anmodning.

3.   Anmodningen om intervention forkyndes for parterne med henblik på, at de i givet fald kan oplyse, hvilke dokumenter og øvrige bilag de anser for hemmelige eller fortrolige og følgelig ikke ønsker videregivet til intervenienter.

Har parterne ikke inden for den fastsatte frist redegjort for hemmelige eller fortrolige dokumenter og øvrige bilag, hvis videregivelse til intervenienten vil kunne være til skade for dem, gives der tilladelse til intervention ved beslutning truffet af retsformanden.

I øvrige tilfælde træffer retsformanden afgørelse om anmodningen om intervention og i givet fald om videregivelsen af dokumenter og øvrige bilag, som hævdes at være af hemmelig eller fortrolig karakter, ved begrundet kendelse. Retsformanden kan også henvise disse spørgsmål til Personaleretten, som ligeledes træffer afgørelse ved begrundet kendelse.

4.   Artikel 88 finder anvendelse.

KAPITEL 6

Mindelig bilæggelse af tvister

Artikel 90

Nærmere bestemmelser

1.   Personaleretten kan på ethvert trin af sagens behandling undersøge mulighederne for en mindelig hel eller delvis bilæggelse af tvisten mellem sagsøgeren og sagsøgte.

Personaleretten overlader det til den refererende dommer, bistået af justitssekretæren, at søge en mindelig bilæggelse af tvisten.

2.   Den refererende dommer kan foreslå en eller flere løsninger, der kan bringe uoverensstemmelsen til afslutning, træffe foranstaltninger, som er egnede til at fremme en sådan bilæggelse og gennemføre de foranstaltninger, som denne har truffet bestemmelse om med henblik herpå.

Den refererende dommer kan navnlig:

opfordre parterne til at afgive oplysninger

opfordre parterne til at fremlægge dokumenter

afholde møder med parternes repræsentanter, parterne selv eller enhver tjenestemand eller øvrig ansat ved institutionen, som har beføjelse til at føre forhandlinger om et eventuelt forlig

mødes med parterne hver for sig ved de i foregående led omhandlede møder, hvis parterne giver deres samtykke hertil

foreslå parterne, at der udpeges en mægler.

3.   Stk. 1 og 2 finder tillige anvendelse i sager om foreløbige forholdsregler.

Artikel 91

Parternes forlig

1.   Indgår sagsøgeren og sagsøgte forlig for den refererende dommer om tvistens løsning, kan indholdet af forliget fastslås i et dokument, som underskrives af den refererende dommer samt af justitssekretæren. Dette dokument forkyndes for parterne og har retsvirkning som autentisk bevis.

Sagen slettes af registret ved begrundet kendelse, der afsiges af retsformanden.

Retsformanden fastslår på anmodning fra sagsøgeren og sagsøgte indholdet af forliget i kendelsen om sletning af registret.

2.   Meddeler sagsøgeren og sagsøgte Personaleretten, at de har indgået et udenretligt forlig, og erklærer de, at de frafalder ethvert krav, bestemmer retsformanden ved kendelse, at sagen skal slettes af registret.

3.   Retsformanden træffer afgørelse om sagsomkostninger i overensstemmelse med forliget. I mangel af enighed mellem parterne er retsformanden frit stillet i sin afgørelse.

Artikel 92

Mindelig bilæggelse og retsforhandlinger

Personaleretten og parterne må ikke under retsforhandlingerne anvende synspunkter, forslag, indrømmelser eller dokumenter, der er kommet til udtryk, blevet formuleret, fremsat eller fremlagt med henblik på en mindelig bilæggelse af tvisten.

KAPITEL 7

Domme og kendelser

Artikel 93

Datoen for domsafsigelsen

Parterne underrettes om datoen for domsafsigelsen.

Artikel 94

Dommes indhold

En dom skal indeholde:

angivelse af, at den er afsagt af Personaleretten

angivelse af dommerkollegiet

datoen for dens afsigelse

navnene på retsformanden og de dommere, som har deltaget i rådslagningen og afstemningen, med angivelse af den refererende dommer

justitssekretærens navn

angivelse af parterne

navnene på parternes befuldmægtigede, rådgivere eller advokater

parternes påstande

i givet fald datoen for den mundtlige forhandling

en kortfattet fremstilling af de faktiske omstændigheder

præmisserne

domskonklusionen, herunder afgørelsen om sagsomkostninger.

Artikel 95

Dommes afsigelse og forkyndelse

1.   Domme afsiges i et offentligt retsmøde.

2.   Originaleksemplaret af en dom underskrives af retsformanden, de dommere, der har deltaget i rådslagningen og afstemningen, og justitssekretæren, hvorefter det forsegles og opbevares i Justitskontoret; en genpart af dommen forkyndes for hver af parterne ved justitssekretærens foranstaltning.

Artikel 96

Kendelsers indhold

1.   En kendelse skal indeholde:

angivelse af, at den er afsagt af Personaleretten, Personalerettens præsident eller retsformanden

datoen for dens afsigelse

angivelse af retsgrundlaget for kendelsen

navnet på retsformanden og i givet fald på de dommere, som har deltaget i afgørelsen, med angivelse af den refererende dommer

justitssekretærens navn

angivelse af parterne

navnene på parternes befuldmægtigede, rådgivere eller advokater

kendelsens konklusion, herunder i givet fald afgørelsen om sagsomkostninger.

2.   Er det i dette procesreglement fastsat, at en kendelse skal være begrundet, skal den desuden indeholde:

parternes påstande

en kortfattet fremstilling af de faktiske omstændigheder

præmisserne.

Artikel 97

Kendelsers underskrivelse og forkyndelse

Originaleksemplaret af en kendelse underskrives af retsformanden, hvorefter det forsegles og opbevares i Justitskontoret; en genpart af kendelsen forkyndes for hver af parterne ved justitssekretærens foranstaltning.

Artikel 98

Dommes og kendelsers retskraft

1.   En dom har retskraft fra den dag, den er afsagt, jf. dog artikel 12, stk. 1, i bilag I til statutten.

2.   En kendelse har retskraft fra den dag, den er forkyndt, jf. dog artikel 12, stk. 1, i bilag I til statutten.

Artikel 99

Offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende

Afgørelser, hvorved sagsbehandlingen ved Personaleretten er afsluttet, er genstand for en meddelelse, som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

KAPITEL 8

Sagsomkostninger og udgifter i forbindelse med sagens behandling ved Personaleretten

Artikel 100

Afgørelse om sagsomkostninger

Der træffes afgørelse om sagsomkostninger ved den dom eller kendelse, hvormed sagens behandling ved Personaleretten afsluttes.

Artikel 101

Almindelig bestemmelse om fordeling af sagsomkostninger

Den tabende part bærer sine egne omkostninger og pålægges at betale modpartens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom, medmindre andet gælder i henhold til bestemmelserne i dette kapitel. Den tabende part pålægges endvidere at betale de omkostninger, som i givet fald skal erstattes i medfør af artikel 105, litra a) eller b).

Artikel 102

Rimelighedshensyn og udgifter påført unødvendigt eller af ond vilje

1.   Personaleretten kan, såfremt dette findes rimeligt, træffe bestemmelse om, at den tabende part bærer sine egne omkostninger, men kun pålægges at betale en del af modpartens omkostninger eller slet ikke pålægges at betale omkostninger afholdt af modparten.

2.   Det kan pålægges en vindende part at bære sine egne omkostninger og helt eller delvist at betale modpartens omkostninger, såfremt dette synes begrundet, henset til denne parts forhold, også forud for sagsanlægget, og navnlig såfremt Personaleretten finder, at denne unødvendigt eller af ond vilje har påført modparten udgifter.

3.   I de i stk. 1 og 2 omhandlede tilfælde kan Personaleretten ligeledes beslutte at fordele de omkostninger, som i givet fald skal erstattes i medfør af artikel 105, litra a) eller b), eller pålægge den vindende part at bære dem i deres helhed.

Artikel 103

Særlige bestemmelser om fordeling af sagsomkostninger

1.   Er der flere tabende parter, træffer Personaleretten afgørelse om sagsomkostningernes fordeling.

2.   Hvis hver af parterne henholdsvis taber eller vinder på et eller flere punkter, bærer hver part sine egne omkostninger. Personaleretten kan dog, hvis dette efter omstændighederne findes begrundet, beslutte, at en part, ud over at bære sine egne omkostninger, skal pålægges at betale en del af modpartens omkostninger.

3.   Er der ikke nedlagt påstand om sagsomkostninger, bærer hver part sine egne omkostninger.

4.   Medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Andre intervenienter bærer deres egne omkostninger, medmindre Personaleretten træffer anden afgørelse.

5.   En part, som hæver sagen, bærer sine egne omkostninger og pålægges at betale de af modparten afholdte omkostninger samt de omkostninger, som i givet fald skal erstattes i medfør af artikel 105, litra a) eller b), såfremt modparten i sine bemærkninger vedrørende ophævelsen af sagen har nedlagt påstand herom. Efter anmodning fra den hævende part kan det dog bestemmes, at modparten skal betale nævnte omkostninger, hvis dette findes begrundet som følge af denne parts forhold.

6.   Finder Personaleretten, at der ikke er anledning til at træffe afgørelse i sagen, er den frit stillet i sin afgørelse om sagsomkostninger.

7.   Er der enighed mellem parterne om sagsomkostningernes fordeling, træffes der afgørelse i overensstemmelse hermed.

Artikel 104

Udgifter til tvangsfuldbyrdelse

Udgifter, som en part har måttet afholde til tvangsfuldbyrdelse, erstattes af modparten efter de takster, der gælder i den stat, hvor tvangsfuldbyrdelsen finder sted.

Artikel 105

Sagsomkostninger, der kan kræves erstattet

Med forbehold af bestemmelserne i artikel 108 og 109 kan følgende sagsomkostninger kræves erstattet:

a)

beløb, som vidner og sagkyndige har krav på i henhold til artikel 78

b)

udgifter i forbindelse med en retsanmodning, som Personaleretten har truffet bestemmelse om i medfør af artikel 79

c)

nødvendige udgifter, som parterne har afholdt med henblik på sagens behandling, navnlig rejse- og opholdsudgifter og vederlag til befuldmægtigede, rådgivere eller advokater.

Artikel 106

Tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet

1.   Opstår der tvist om, hvilke sagsomkostninger der kan kræves erstattet, træffer Personaleretten efter anmodning fra en part ved begrundet kendelse afgørelse herom, efter at have hørt modparten.

I overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i bilag I til statutten kan kendelsen ikke appelleres.

2.   Parterne kan til brug ved fuldbyrdelsen forlange en udskrift af kendelsen.

Artikel 107

Fremgangsmåden ved betaling

1.   Udbetalinger fra Personalerettens kasse og indbetalinger fra Personalerettens debitorer sker i euro.

2.   Når de udgifter, der kan kræves erstattet, er afholdt i en anden valuta end euro, eller de handlinger, der giver anledning hertil, er foretaget i et land, som har en anden valuta end euro, sker omregningen efter Den Europæiske Centralbanks referencekurser for omregning af valutaer på betalingsdagen.

Artikel 108

Udgifter i forbindelse med sagens behandling ved Personaleretten

Sagens behandling ved Personaleretten er gratis, dog med følgende undtagelser:

a)

Har Personaleretten afholdt udgifter som følge af behandlingen af en stævning eller ethvert andet processkrift eller som følge af en parts adfærd under sagens behandling, som kunne have været undgået, navnlig på grund af stævningens, processkriftets eller adfærdens karakter af åbenbart misbrug, kan Personaleretten pålægge den part, som har givet anledning til udgifterne, at erstatte disse helt eller delvist, dog således at erstatningen ikke kan overstige 8 000 EUR.

b)

Udgifter til kopiering og oversættelse, som er udført efter anmodning fra en part, og som efter justitssekretærens opfattelse ligger uden for det sædvanlige, skal erstattes af denne part efter Justitskontorets takster, jf. artikel 22.

Artikel 109

Indbetaling af depositum ved søgsmål, der har karakter af misbrug

1.   En sagsøger, der tidligere har indgivet flere stævninger eller anmodninger i henhold til artikel 115, hvis karakter af åbenbart misbrug er blevet fastslået i de afgørelser, hvorved sagernes behandling blev afsluttet, kan undtagelsesvis, hvis en ny stævning eller anmodning fra den pågældende synes at have karakter af åbenbart misbrug, af Personalerettens præsident pålægges at indbetale et beløb på op til 8 000 EUR i depositum til Personalerettens kasse til dækning af erstatningsbeløb, som den pågældende eventuelt pålægges at betale i henhold til artikel 108.

Afgørelsen om, at der skal indbetales depositum, begrundes behørigt. Den fastsætter størrelsen af det beløb, som kræves i depositum.

2.   Sagen udsættes, indtil depositummet er indbetalt.

Depositummet tilbagebetales, med tillæg af påløbne renter, hvis sagsøgeren ikke pålægges at betale erstatning i henhold til artikel 108 ved den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, eller i det omfang det overstiger det erstatningsbeløb, som sagsøgeren pålægges at betale.

3.   Såfremt depositummet ikke er blevet indbetalt inden for den af Personalerettens præsident fastsatte frist, afsluttes sagens behandling i overensstemmelse med artikel 85, stk. 2.

4.   Når Personalerettens præsident har truffet en afgørelse som omhandlet i stk. 1, deltager denne ikke i pådømmelsen af sagen.

KAPITEL 9

Retshjælp

Artikel 110

Materielle betingelser

1.   Personer, som på grund af deres økonomiske situation helt eller delvis er ude af stand til at betale de omkostninger, der er forbundet med sagen, er berettigede til retshjælp.

Den økonomiske situation vurderes på grundlag af objektive forhold såsom indkomst, formue og familiemæssige forhold.

2.   Der gives afslag på retshjælp, hvis det synes åbenbart, at den sag, hvortil der er søgt om retshjælp, ikke kan antages til realitetsbehandling eller er ugrundet, eller hvis Personaleretten åbenbart ikke har kompetence til at påkende sagen.

I tilfælde, hvor Personaleretten fastslår, at sagen er omfattet af Den Europæiske Unions Rets kompetence, henviser Personaleretten ansøgningen om retshjælp til denne retsinstans.

Artikel 111

Formkrav

1.   Ansøgning om retshjælp kan indgives før anlæggelsen af søgsmålet, eller mens søgsmålet verserer.

Der er ikke advokattvang i forbindelse med ansøgningen.

2.   Ansøgningen om retshjælp skal indgives i overensstemmelse med den model, som er vedtaget i medfør af artikel 132, og som er tilgængelig på Personalerettens websted. Den skal være underskrevet af ansøgeren eller, hvis ansøgeren er repræsenteret, af en advokat.

3.   Med ansøgningen skal følge alle de oplysninger og bilag, der er nødvendige for at kunne vurdere ansøgerens økonomiske situation, såsom en attest udstedt af en national myndighed som dokumentation for den pågældendes økonomiske situation.

Hvis ansøgningen indgives inden anlæggelsen af søgsmålet, skal ansøgeren give en kortfattet fremstilling af søgsmålets genstand, de faktiske omstændigheder og den argumentation, der vil blive anført til støtte for søgsmålet. Dette dokumenteres i bilag vedlagt ansøgningen.

Hvis ansøgeren er repræsenteret af en advokat, vedlægges ansøgningen om retshjælp den i artikel 31, stk. 2, omhandlede dokumentation.

Artikel 112

Fremgangsmåde og afgørelse

1.   Inden Personaleretten tager stilling til ansøgningen om retshjælp, anmodes modparten om at fremsætte sine skriftlige bemærkninger, medmindre det allerede under hensyn til de fremlagte oplysninger må antages, at den skal afslås i henhold til artikel 110, stk. 1, første afsnit, eller samme artikels stk. 2.

2.   Afgørelsen om bevilling af retshjælp træffes ved kendelse af Personalerettens præsident eller, hvis sagen allerede er blevet fordelt til en afdeling, af retsformanden. Afgørelsen kan henvises til afdelingen. Den skal henvises til afdelingen, hvis det påtænkes at afslå ansøgningen i henhold til artikel 110, stk. 2, første afsnit.

En kendelse, hvorved der gives afslag på retshjælp, begrundes.

3.   I en kendelse, hvorved der bevilges retshjælp, udpeges en advokat som repræsentant for den pågældende.

Hvis den pågældende ikke selv foreslår en advokat, eller der ikke er grundlag for at godkende den pågældendes valg, sender justitssekretæren kendelsen, hvorved der bevilges retshjælp, og en genpart af ansøgningen til den i tillægsreglementet til Domstolens procesreglement nævnte kompetente myndighed i den berørte stat. Den advokat, der skal repræsentere ansøgeren, udpeges under hensyntagen til de af myndigheden fremsendte forslag.

4.   En kendelse, hvorved der bevilges retshjælp, kan fastsætte størrelsen af det beløb, der udbetales til den advokat, som er udpeget til at repræsentere ansøgeren, eller en øvre grænse for advokatens udlæg og salær, der som udgangspunkt ikke kan overskrides. I kendelsen kan ansøgeren under hensyn til sin økonomiske situation pålægges at afholde en del af de med sagen forbundne omkostninger.

5.   Ved indgivelsen af en ansøgning om retshjælp udsættes fristen for anlæggelse af søgsmålet indtil datoen for forkyndelsen af den kendelse, hvorved der træffes afgørelse om ansøgningen, eller i det i stk. 3, andet afsnit, omhandlede tilfælde, indtil forkyndelsen af den kendelse, hvorved den advokat, der skal repræsentere ansøgeren, udpeges.

6.   Kendelser, der afsiges i henhold til denne artikel, er endelige.

Artikel 113

Forskud og afholdelse af udgifter

1.   Er der bevilget retshjælp, afholder Personalerettens kasse, i givet fald inden for de grænser, som er fastsat i den i artikel 112, stk. 2 og 4, omhandlede kendelse, udgifterne til repræsentation af ansøgeren for Personaleretten.

Retsformanden kan beslutte, at der skal udbetales et forskud til den i overensstemmelse med artikel 112, stk. 3, udpegede advokat efter anmodning fra denne.

2.   Såfremt retshjælpsmodtageren i henhold til den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, skal bære sine egne omkostninger, fastsætter retsformanden ved begrundet endelig kendelse størrelsen af det beløb til dækning af advokatens udlæg og salær, som skal afholdes af Personalerettens kasse. Retsformanden kan henvise spørgsmålet til Personaleretten.

3.   Såfremt Personaleretten i den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, har pålagt en anden part at betale retshjælpsmodtagerens omkostninger, er den anden part forpligtet til at erstatte den af Personalerettens kasse forskudsvis udbetalte retshjælp.

Gøres der indsigelse, eller efterkommer parten ikke en anmodning fra justitssekretæren om at erstatte det udbetalte beløb, træffer retsformanden afgørelse ved begrundet endelig kendelse. Retsformanden kan henvise spørgsmålet til Personaleretten.

4.   Taber retshjælpsmodtageren sagen, kan Personaleretten i forbindelse med, at der i den afgørelse, hvorved sagens behandling afsluttes, træffes afgørelse om sagsomkostningerne, såfremt dette findes rimeligt, beslutte, at en eller flere andre af sagens parter bærer deres egne omkostninger, eller at omkostningerne helt eller delvist afholdes af Personalerettens kasse som retshjælp.

Artikel 114

Tilbagekaldelse af retshjælpsbevillingen

1.   Såfremt de forudsætninger, under hvilke bevillingen af retshjælp er meddelt, ændrer sig under sagen, kan retsformanden af egen drift eller efter anmodning tilbagekalde bevillingen efter at have hørt den pågældende. Retsformanden kan henvise spørgsmålet til Personaleretten.

2.   Kendelsen, hvorved bevillingen af retshjælp tilbagekaldes, begrundes og er endelig.

KAPITEL 10

Særlige procedurer

Første afdeling

Udsættelse af gennemførelsen og andre foreløbige forholdsregler

Artikel 115

Anmodning om udsættelse af gennemførelsen eller andre foreløbige forholdsregler

1.   Anmodninger i henhold til artikel 278 TEUF og 157 TEA om udsættelse af gennemførelsen af en retsakt, der er udstedt af en institution, kan kun antages til realitetsbehandling, hvis den, der fremsætter anmodningen, har anlagt sag til prøvelse af retsakten ved Personaleretten.

En anmodning, der vedrører en af de øvrige foreløbige forholdsregler, som er omhandlet i artikel 279 TEUF, kan kun antages til realitetsbehandling, hvis den hidrører fra en part i en sag, som verserer for Personaleretten, og vedrører denne sag.

De i dette stykkes første og andet afsnit omhandlede anmodninger kan fremsættes, så snart den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, omhandlede klage er indgivet, under overholdelse af de betingelser, som er fastsat i tjenestemandsvedtægtens artikel 91, stk. 4.

2.   De i stk. 1 omhandlede anmodninger skal angive sagens genstand, de omstændigheder, der medfører uopsættelighed, og de faktiske og retlige grunde til, at den foreløbige forholdsregel, anmodningen vedrører, umiddelbart forekommer begrundet.

De fremsættes i et særskilt dokument og skal opfylde betingelserne i artikel 45 og 50.

Artikel 116

Fremgangsmåde

1.   Anmodningen forkyndes for modparten. Personalerettens præsident meddeler denne en kort frist til at fremsætte skriftlige eller mundtlige bemærkninger.

2.   Personalerettens præsident træffer afgørelse om anmodninger, der fremsættes i henhold til artikel 115, stk. 1.

Personalerettens præsident kan tage anmodningen til følge, endog før modparten har fremsat sine bemærkninger. Præsidenten kan senere ændre eller ophæve afgørelsen, også af egen drift.

Personalerettens præsident træffer i givet fald bestemmelse om foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller bevisoptagelse.

3.   Dokumenter og bemærkninger, som indgives og fremsættes uden for den i stk. 1 og 2 omhandlede procedure, tilføres ikke sagens akter, medmindre Personalerettens præsident i særlige tilfælde bestemmer andet.

Artikel 117

Afgørelse vedrørende anmodningen

1.   Afgørelsen vedrørende anmodningen træffes ved en begrundet kendelse. Kendelsen forkyndes straks for parterne.

2.   Fuldbyrdelse af kendelsen kan gøres betinget af, at den part, der har fremsat anmodningen, stiller en sikkerhed, hvis størrelse og art fastsættes under hensyn til omstændighederne.

3.   I kendelsen kan der fastsættes en frist, efter hvis udløb den foreløbige forholdsregel ikke længere finder anvendelse. Er der ikke fastsat nogen frist, ophører forholdsreglens retsvirkninger ved afsigelsen af den dom, hvormed sagens behandling afsluttes.

4.   Kendelsen er kun foreløbig og foregriber på ingen måde Personalerettens afgørelse i hovedsagen.

Artikel 118

Ændrede forhold

Efter anmodning fra en af parterne kan kendelsen til enhver tid ændres eller ophæves på grund af ændrede forhold.

Artikel 119

Fornyet anmodning

Tages en anmodning om en foreløbig forholdsregel ikke til følge, er den part, der har fremsat den, ikke afskåret fra at fremsætte en ny anmodning støttet på nye faktiske omstændigheder.

Artikel 120

Udsættelse af tvangsfuldbyrdelse

1.   Bestemmelserne i denne afdeling finder anvendelse på anmodninger i henhold til artikel 280 TEUF og 299 TEUF samt artikel 164 TEA om udsættelse af tvangsfuldbyrdelse af afgørelser truffet af Den Europæiske Unions Domstols retsinstanser eller af retsakter udstedt af Rådet, Europa-Kommissionen eller Den Europæiske Centralbank.

2.   I den kendelse, hvorved en anmodning tages til følge, fastsættes efter omstændighederne en dato, fra hvilken den foreløbige forholdsregel ikke længere har retsvirkning.

Anden afdeling

Udeblivelsesdomme

Artikel 121

Udeblivelsesdomme

1.   Svarer en sagsøgt, som er lovligt indstævnt, ikke på stævningen i de foreskrevne former og inden for den fastsatte frist, kan sagsøgeren anmode om, at Personaleretten afsiger dom efter sagsøgerens påstand.

Anmodningen forkyndes for sagsøgte. Personaleretten kan beslutte at åbne den mundtlige del af retsforhandlingerne vedrørende anmodningen.

2.   Før udeblivelsesdom afsiges, undersøger Personaleretten, om sagen kan antages til realitetsbehandling, om formkravene er opfyldt, samt om sagsøgerens påstande forekommer begrundede. Den kan træffe foranstaltninger med henblik på sagens tilrettelæggelse eller ved kendelse bestemme, at der skal foranstaltes bevisoptagelse.

3.   Udeblivelsesdommen kan fuldbyrdes.

Personaleretten kan dog udsætte fuldbyrdelsen, indtil den har taget stilling til en anmodning om genoptagelse i henhold til statuttens artikel 41, eller gøre fuldbyrdelsen betinget af, at der stilles en sikkerhed, hvis størrelse og form fastsættes under hensyn til omstændighederne. Sikkerheden frigives, hvis der ikke fremsættes anmodning om genoptagelse, eller hvis anmodningen ikke tages til følge.

KAPITEL 11

Anmodninger og indsigelser vedrørende kendelser og domme

Første afdeling

Berigtigelse

Artikel 122

Berigtigelse af afgørelser

1.   Personaleretten kan ved kendelse berigtige skrive- eller regnefejl eller åbenbare urigtigheder enten af egen drift eller efter anmodning fra en part, såfremt anmodningen fremsættes inden to uger efter forkyndelsen af den afgørelse, som skal berigtiges.

2.   Vedrører berigtigelsen konklusionen eller en præmis, som udgør en nødvendig forudsætning for konklusionen, underrettes parterne, som kan fremsætte deres skriftlige bemærkninger inden for en af Personaleretten fastsat frist.

3.   Originaleksemplaret af den kendelse, hvorved der foretages en berigtigelse, vedlægges originaleksemplaret af den berigtigede afgørelse. Der gøres en bemærkning om kendelsen i margenen på originaleksemplaret af den berigtigede afgørelse.

Anden afdeling

Undladelse af at træffe afgørelse

Artikel 123

Undladelse af at træffe afgørelse om sagsomkostninger

1.   Har Personaleretten undladt at træffe afgørelse om sagsomkostninger, skal den part, der vil gøre dette gældende, inden en måned efter afgørelsens forkyndelse fremsætte anmodning om, at Personaleretten tager spørgsmålet op til behandling.

2.   Anmodningen forkyndes for modparten, og retsformanden giver denne en frist til at fremsætte sine skriftlige bemærkninger.

3.   Efter at disse bemærkninger er fremsat, afgør Personaleretten, om anmodningen kan antages til realitetsbehandling, og om den skal tages til følge.

Tredje afdeling

Anmodning om genoptagelse

Artikel 124

Anmodning om genoptagelse

1.   Der kan i medfør af statuttens artikel 41 fremsættes anmodning om genoptagelse af en sag, hvori der er afsagt udeblivelsesdom.

2.   Anmodning om genoptagelse fremsættes inden en måned efter dommens forkyndelse. Den fremsættes i overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 45 og 50.

3.   En anmodning om genoptagelse behandles af det dommerkollegium, der har truffet den anfægtede afgørelse.

4.   Efter forkyndelsen af anmodningen om genoptagelse giver retsformanden modparten en frist til at fremsætte sine skriftlige bemærkninger.

5.   For retsforhandlingernes videre forløb gælder bestemmelserne i artikel 36-48, 56-85 og 90-114.

Opfylder anmodningen om genoptagelse ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende part til at berigtige anmodningen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at anmodningen afvises. De samme regler finder anvendelse på de i denne artikel omhandlede skriftlige bemærkninger.

6.   Personaleretten træffer afgørelse ved dom, der ikke kan gøres til genstand for anmodning om genoptagelse. Originaleksemplaret af dommen vedlægges originaleksemplaret af udeblivelsesdommen. Der gøres en bemærkning om dommen i margenen på udeblivelsesdommen.

Fjerde afdeling

Tredjemandsindsigelse

Artikel 125

Tredjemandsindsigelse

1.   I overensstemmelse med statuttens artikel 42 kan der fremsættes tredjemandsindsigelse mod den afgørelse, der er truffet i en sag, af en tredjemand, der ikke er blevet tilvarslet i sagen, hvis afgørelsen strider mod dennes rettigheder.

Indsigelsen skal fremsættes inden to måneder efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

2.   Bestemmelserne i artikel 45 og 50 finder anvendelse på tredjemandsindsigelser. Indsigelsen skal desuden angive:

a)

den anfægtede afgørelse

b)

på hvilke punkter den anfægtede afgørelse strider mod den pågældende tredjemands rettigheder

c)

grundene til, at den pågældende tredjemand ikke har kunnet deltage i sagens behandling ved Personaleretten.

3.   Tredjemandsindsigelsen rettes mod alle sagens parter. Den behandles af det dommerkollegium, der har truffet den anfægtede afgørelse.

Efter forkyndelsen af tredjemandsindsigelsen giver retsformanden de øvrige parter en frist til at fremsætte deres skriftlige bemærkninger.

For retsforhandlingernes videre forløb gælder bestemmelserne i artikel 36-48, 56-85 og 90-114.

Opfylder tredjemandsindsigelsen ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende til at berigtige indsigelsen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at indsigelsen afvises. De samme regler finder anvendelse på de i denne artikel omhandlede skriftlige bemærkninger.

4.   Den anfægtede afgørelse ændres i det omfang, hvori tredjemandsindsigelsen tages til følge.

Originaleksemplaret af dommen om tredjemandsindsigelsen vedlægges originaleksemplaret af den anfægtede afgørelse. Der gøres en bemærkning om dommen om tredjemandsindsigelsen i margenen på originaleksemplaret af den anfægtede afgørelse.

5.   Såfremt en appelsag ved Den Europæiske Unions Ret og en tredjemandsindsigelse, der behandles ved Personaleretten, vedrører den samme afgørelse truffet af Personaleretten, kan denne efter at have hørt parterne udsætte sagen.

6.   Fuldbyrdelsen af den anfægtede afgørelse kan udsættes efter anmodning fra den tredjemand, der har fremsat indsigelsen. Bestemmelserne i nærværende afsnit, kapitel 10, første afdeling, finder anvendelse.

Femte afdeling

Fortolkning af Personalerettens afgørelser

Artikel 126

Fortolkning af Personalerettens afgørelser

1.   I medfør af statuttens artikel 43 tilkommer det Personaleretten efter anmodning fra en part eller en institution, der godtgør at have en interesse heri, at fortolke en afgørelse, hvis der opstår vanskeligheder vedrørende betydningen og rækkevidden af denne.

En anmodning om fortolkning skal fremsættes inden to år fra datoen for dommens afsigelse eller kendelsens forkyndelse.

2.   Bestemmelserne i artikel 45 og 50 finder anvendelse på anmodninger om fortolkning. Anmodningen skal desuden angive:

a)

den afgørelse, anmodningen angår

b)

de dele af afgørelsen, som ønskes fortolket.

Anmodningen om fortolkning rettes mod alle parter i den sag, som den afgørelse, der ønskes fortolket, vedrører. Den behandles af det dommerkollegium, der har truffet den afgørelse, der ønskes fortolket.

3.   Personaleretten træffer afgørelse ved dom efter at have givet parterne lejlighed til at fremsætte deres bemærkninger.

Originaleksemplaret af den fortolkende dom vedlægges originaleksemplaret af den fortolkede afgørelse. Der gøres en bemærkning om den fortolkende dom i margenen på originaleksemplaret af den fortolkede afgørelse.

4.   Såfremt en appelsag ved Den Europæiske Unions Ret og en anmodning om fortolkning, der behandles ved Personaleretten, vedrører den samme afgørelse truffet af Personaleretten, kan denne efter at have hørt parterne udsætte sagen.

Sjette afdeling

Ekstraordinær genoptagelse

Artikel 127

Ekstraordinær genoptagelse

1.   Der kan i overensstemmelse med statuttens artikel 44 kun anmodes om ekstraordinær genoptagelse af en sag, i hvilken Personaleretten har truffet afgørelse, hvis der fremkommer en faktisk omstændighed af afgørende betydning, der inden dommens afsigelse eller kendelsens forkyndelse var ukendt for Personaleretten og for den part, der anmoder om genoptagelse af sagen.

En anmodning om ekstraordinær genoptagelse skal fremsættes inden tre måneder fra den dag, hvor den, der fremsætter anmodningen, har fået kendskab til den faktiske omstændighed, hvorpå den støttes, jf. dog tiårsfristen i statuttens artikel 44, stk. 3.

2.   Bestemmelserne i artikel 45 og 50 finder anvendelse på anmodningen om ekstraordinær genoptagelse. Anmodningen skal endvidere angive:

a)

den anfægtede afgørelse

b)

på hvilke punkter afgørelsen anfægtes

c)

de faktiske omstændigheder, hvorpå anmodningen støttes

d)

beviserne for tilstedeværelsen af de faktiske omstændigheder, som begrunder genoptagelsen, og for, at de i denne artikels stk. 1 fastsatte frister er overholdt.

Anmodningen om ekstraordinær genoptagelse rettes mod alle parter i den sag, som den vedrører.

Den behandles af det dommerkollegium, der har truffet den anfægtede afgørelse.

3.   Uden at tage stilling til sagens realitet afgør Personaleretten på grundlag af parternes skriftlige bemærkninger ved kendelse, om anmodningen om ekstraordinær genoptagelse skal antages til realitetsbehandling.

4.   Antager Personaleretten anmodningen til realitetsbehandling, forhandles der mundtligt, medmindre Personaleretten bestemmer andet.

Såfremt Personaleretten beslutter, at der skal indgives skriftlige indlæg, gælder artikel 36-48, 56-85 og 90-114 for retsforhandlingernes videre forløb.

Opfylder anmodningen om ekstraordinær genoptagelse ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende part til at berigtige anmodningen. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at anmodningen afvises. De samme regler finder anvendelse på de i denne artikel omhandlede skriftlige bemærkninger og indlæg.

5.   Personaleretten træffer afgørelse ved dom.

Originaleksemplaret af dommen i genoptagelsessagen vedlægges originaleksemplaret af den oprindelige afgørelse. Der gøres en bemærkning om dommen i genoptagelsessagen i margenen på originaleksemplaret af den oprindelige afgørelse.

6.   Såfremt en appelsag ved Den Europæiske Unions Ret og en anmodning om ekstraordinær genoptagelse, der behandles ved Personaleretten, vedrører den samme afgørelse truffet af Personaleretten, kan denne efter at have hørt parterne udsætte sagen.

Syvende afdeling

Sager, der hjemvises til Personaleretten efter ophævelse

Artikel 128

Hjemvisning efter ophævelse

Ophæver Den Europæiske Unions Ret en dom eller en kendelse afsagt af Personaleretten, og beslutter den at hjemvise sagen til påkendelse ved Personaleretten i medfør af artikel 13 i bilag I til statutten, anses sagen for indbragt for Personaleretten ved hjemvisningsdommen.

Artikel 129

Fordeling af hjemviste sager

1.   Personalerettens præsident fordeler sagen til det dommerkollegium, som har truffet den ophævede afgørelse, eller til et andet dommerkollegium og udpeger en anden dommer som refererende dommer end den, der varetog dette hverv i den sag, som gav anledning til appellen.

2.   Er den ophævede afgørelse truffet af en enedommer, fordeler Personaleretten sagen til en afdeling med tre dommere, som denne dommer ikke er tilknyttet.

Artikel 130

Fremgangsmåde ved behandlingen af hjemviste sager

1.   Inden for en frist på to måneder fra det tidspunkt, hvor den af Den Europæiske Unions Ret afsagte dom er blevet forkyndt for sagsøgeren, kan denne indgive et skriftligt indlæg vedrørende de retsspørgsmål, der har begrundet ophævelsen og hjemvisningen.

2.   Sagsøgerens skriftlige indlæg eller et brev fra Personaleretten, hvorved sagsøgte oplyses om, at der ikke er indgivet et sådant indlæg inden for den fastsatte frist, forkyndes for sagsøgte. Inden for en måned fra denne forkyndelse kan sagsøgte indgive et skriftligt indlæg. Sagsøgtes frist til at indgive dette indlæg kan ikke fastsættes til mindre end to måneder fra det tidspunkt, hvor Den Europæiske Unions Rets dom er blevet forkyndt for denne.

3.   Sagsøgerens og sagsøgtes skriftlige indlæg eller et brev fra Personaleretten med oplysning om, at der ikke foreligger skriftlige indlæg fra disse to parter eller fra en af dem, forkyndes samtidig for intervenienten. Inden for en måned fra denne forkyndelse kan intervenienten indgive et skriftligt indlæg.

4.   Såfremt retsforhandlingernes skriftlige del for Personaleretten ikke var afsluttet ved hjemvisningsdommens afsigelse, genoptages sagen, uanset stk. 1-3, på det trin, hvor den befandt sig, i hvilken forbindelse Personaleretten træffer de fornødne foranstaltninger med henblik på sagens videre tilrettelæggelse.

5.   Såfremt det efter omstændighederne er begrundet, kan Personaleretten give tilladelse til, at der indgives yderligere skriftlige indlæg.

6.   For retsforhandlingernes videre forløb gælder bestemmelserne i artikel 36-48, 56-85 og 90-114.

7.   Opfylder et i denne artikel omhandlet skriftligt indlæg ikke kravene i artikel 45, stk. 1, andet til fjerde afsnit, artikel 45, stk. 2, andet afsnit, eller artikel 46, fastsætter justitssekretæren en frist for den pågældende part til at berigtige indlægget. Sker dette ikke inden for den fastsatte frist, beslutter Personaleretten, om undladelsen af at overholde disse formforskrifter skal medføre, at indlægget afvises.

8.   Uanset bestemmelsen i stk. 6 kan Personaleretten med parternes samtykke beslutte at træffe afgørelse uden mundtlig forhandling.

Artikel 131

Sagsomkostninger efter hjemvisning

Personaleretten træffer afgørelse om sagsomkostningerne dels for så vidt angår sagens behandling ved Personaleretten, dels for så vidt angår appelsagens behandling ved Den Europæiske Unions Ret.

TREDJE AFSNIT

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 132

Gennemførelsesbestemmelser

Personaleretten kan ved særskilt retsakt vedtage praktiske gennemførelsesbestemmelser til dette reglement.

Artikel 133

Ophævelse

Dette reglement træder i stedet for Personalerettens procesreglement af 25. juli 2007, som senest ændret den 18. maj 2011 ( Den Europæiske Unions Tidende L 162 af 22.6.2011, s. 19).

Artikel 134

Procesreglementets offentliggørelse og ikrafttræden

Dette procesreglement, som har retsgyldighed på de sprog, der er nævnt i procesreglementet for Den Europæiske Unions Ret, offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Det træder i kraft den første dag i den tredje måned efter offentliggørelsen.

Luxembourg den 21. maj 2014.

W. HAKENBERG

Justitssekretær

S. VAN RAEPENBUSCH

Præsident


(1)  Som senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 741/2012 af 11.8.2012 (EUT L 228 af 23.8.2012, s. 1).

(2)  EUT L 265 af 29.9.2012, s. 1.

(3)  EUT L 225 af 29.8.2007, s. 1, med ændringer af 14.1.2009, offentliggjort i EUT L 24 af 28.1.2009, s. 10, af 17.3.2010, offentliggjort i EUT L 92 af 13.4.2010, s. 17, og af 18.5.2011, offentliggjort i EUT L 162 af 22.6.2011, s. 19.