27.5.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 157/1

(1)

Med henblik på gradvis at indføre et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed skal der ifølge traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) træffes foranstaltninger på indvandringsområdet, som er retfærdige over for tredjelandsstatsborgere.

(2)

I TEUF fastsættes det, at Unionen skal udforme en fælles indvandringspolitik med henblik på at sikre en effektiv styring af migrationsstrømme i alle faser og en retfærdig behandling af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i medlemsstaterne. Med henblik herpå skal Europa-Parlamentet og Rådet vedtage foranstaltninger vedrørende betingelserne for indrejse og ophold samt standarder for medlemsstaternes udstedelse af langtidsvisa og opholdstilladelser og vedrørende definitionen af rettighederne for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig lovligt i en medlemsstat, herunder betingelserne for fri bevægelighed og ophold i de øvrige medlemsstater.

(3)

I Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 med titlen »Europa 2020: En strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst« fastsættes målet om, at Unionen skal være en økonomi baseret på viden og innovation, hvor de administrative byrder på virksomhederne mindskes, og det sikres, at udbuddet af arbejdskraft matches bedre med efterspørgslen efter arbejdskraft. Foranstaltninger med henblik på at gøre det lettere for ledere, specialister og ansatte trainees, der er tredjelandsstatsborgere, at indrejse i Unionen i forbindelse med virksomhedsintern udstationering skal ses i dette bredere perspektiv.

(4)

I Stockholmprogrammet, som Det Europæiske Råd vedtog den 11. december 2009, erkendes det, at indvandring af arbejdskraft kan bidrage til øget konkurrenceevne og økonomisk dynamik, og at fleksible migrationspolitikker i en situation med store demografiske forandringer, der i fremtiden vil stille Unionen over for en stigende efterspørgsel efter arbejdskraft, vil yde et vigtigt bidrag til Unionens økonomiske udvikling og resultater på længere sigt. Stockholmprogrammet opfordrer således Kommissionen og Rådet til at fortsætte gennemførelsen af politikplanen for lovlig migration i Kommissionens meddelelse af 21. december 2005.

(5)

Som følge af globaliseringen af erhvervslivet, den øgede handel og væksten i og spredningen af multinationale koncerner er antallet af midlertidige kortvarige virksomhedsinterne udstationeringer af ledere, specialister og ansatte trainees til og fra multinationale selskabers afdelinger og datterselskaber i de senere år vokset.

(6)

Sådanne virksomhedsinterne udstationeringer af vigtige medarbejdere tilfører værtsvirksomhederne nye kvalifikationer og ny viden samt innovation og øgede økonomiske muligheder for værtsenhederne, hvorved den videnbaserede økonomi i Unionen fremmes, og der skabes investeringsstrømme på tværs af Unionen. Virksomhedsinterne udstationeringer fra virksomheder i tredjelande skaber også mulighed for at lette virksomhedsinterne udstationeringer fra virksomheder i Unionen til virksomheder i tredjelande og for at sætte Unionen i en stærkere position i forhold til dets internationale partnere. Når det gøres lettere at foretage virksomhedsinterne udstationeringer, får multinationale koncerner mulighed for at udnytte deres menneskelige ressourcer optimalt.

(7)

Det regelsæt, der fastsættes i dette direktiv, kan også være til gavn for migranternes hjemlande, da den midlertidige migration under veletablerede regler kan medføre overførsel af kvalifikationer, viden, teknologi og knowhow.

(8)

Dette direktiv bør ikke berøre princippet om fortrinsret for EU-borgere hvad angår adgangen til medlemsstaternes arbejdsmarked som udtrykt i de relevante bestemmelser i de relevante tiltrædelsesakter.

(9)

Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes ret til at udstede andre tilladelser end tilladelser til virksomhedsinternt udstationerede med henblik på enhver form for beskæftigelse, hvis en tredjelandsstatsborger ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde.

(10)

Dette direktiv bør fastsætte en gennemsigtig og forenklet procedure for virksomhedsinternt udstationeredes indrejse, der er baseret på fælles definitioner og harmoniserede kriterier.

(11)

Medlemsstaterne bør sikre, at der foretages passende kontrol og effektive inspektioner for at sikre en korrekt gennemførelse af dette direktiv. Det faktum, at der er udstedt en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, bør under den virksomhedsinterne udstationering ikke berøre eller forhindre medlemsstaterne i at anvende deres arbejdsretlige bestemmelser, som i overensstemmelse med EU-retten har til formål at kontrollere overholdelsen af arbejdsvilkårene som fastlagt i artikel 18, stk. 1.

(12)

En medlemsstats mulighed for på grundlag af national lovgivning at pålægge en virksomhedsinternt udstationerets arbejdsgiver, der er etableret i et tredjeland, sanktioner bør forblive uændret.

(13)

I dette direktiv bør virksomhedsinternt udstationerede omfatte ledere, specialister og ansatte trainees. Definitionen heraf bør bygge på Unionens særlige forpligtelser i medfør af den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser (GATS) og bilaterale handelsaftaler. Eftersom forpligtelserne inden for rammerne af GATS ikke omfatter betingelserne for indrejse, ophold og arbejde, bør dette direktiv supplere og lette opfyldelsen af disse forpligtelser. Anvendelsesområdet for de virksomhedsinterne udstationeringer, som direktivet dækker, bør imidlertid være bredere end, hvad der fremgår af handelsforpligtelserne, da udstationeringerne ikke nødvendigvis finder sted i tjenesteydelsessektoren, og de udstationerede kan stamme fra et tredjeland, der ikke er part i en handelsaftale.

(14)

Til vurdering af virksomhedsinternt udstationeredes kvalifikationer bør medlemsstaterne i relevant omfang gøre brug af den europæiske referenceramme for kvalifikationer (EQF) for livslang læring med henblik på en sammenlignelig og gennemsigtig vurdering af kvalifikationer. EQF's nationale koordinationspunkter vil kunne give oplysninger og vejledning om, hvordan de nationale kvalifikationsniveauer er forbundet med EQF.

(15)

Virksomhedsinternt udstationerede bør desuden som minimum nyde godt af de samme arbejds- og ansættelsesvilkår som udstationerede arbejdstagere, hvis arbejdsgiver er etableret på Unionens område, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF (4). Medlemsstaterne bør kræve, at virksomhedsinternt udstationerede får samme behandling som statsborgere i tilsvarende stillinger for så vidt angår den løn, der udbetales under hele udstationeringen. Den enkelte medlemsstat bør have ansvaret for at kontrollere den løn, som virksomhedsinternt udstationerede får udbetalt under deres ophold på dens område. Formålet hermed er at beskytte arbejdstagerne og sikre en fair konkurrence mellem virksomheder, der er etableret i en medlemsstat, og virksomheder, der er etableret i et tredjeland, da det sikrer, at sidstnævnte ikke vil kunne drage nytte af lavere arbejdsmæssige standarder og derved få en konkurrencemæssig fordel.

(16)

For at sikre at den virksomhedsinternt udstationeredes kvalifikationer passer til værtsenheden, bør vedkommende have været beskæftiget inden for samme koncern i en sammenhængende periode på mindst tre og højst seks måneder umiddelbart forud for udstationeringen i tilfælde af ledere og specialister og i en sammenhængende periode på mindst tre og højst seks måneder i tilfælde af ansatte trainees.

(17)

Da en virksomhedsintern udstationering udgør en midlertidig migration, bør varigheden af udstationeringen til Unionen inklusive mobilitet mellem medlemsstaterne ikke overstige tre år for ledere og specialister og ét år for ansatte trainees, hvorefter de bør vende tilbage til et tredjeland, medmindre de opnår opholdstilladelse på et andet grundlag i overensstemmelse med EU-ret eller national ret. Udstationeringens maksimale varighed bør omfatte den samlede varighed af flere på hinanden følgende udstedte tilladelser til virksomhedsinternt udstationerede. En efterfølgende udstationering til Unionen vil kunne finde sted efter, at en tredjelandsstatsborger har forladt medlemsstaternes område.

(18)

For at sikre en virksomhedsintern udstationerings midlertidige karakter og forebygge misbrug bør medlemsstaterne kunne kræve, at der går en vis tid mellem udløbet af den periode, som en udstationering højst må vare, og en ny ansøgning vedrørende samme tredjelandsstatsborger i henhold til dette direktiv i den samme medlemsstat.

(19)

Da en virksomhedsintern udstationering udgør en midlertidig udstationering, bør ansøgeren som en del af arbejds- eller ansættelseskontrakten fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren efter udstationeringens ophør vil kunne vende tilbage til en enhed, der tilhører samme koncern og er etableret i et tredjeland. Ansøgeren bør desuden fremlægge dokumentation for, at lederen eller specialisten, der udstationeres fra et tredjeland, besidder de erhvervsmæssige kvalifikationer og den relevante erhvervserfaring, der er brug for i den værtsenhed, hvori vedkommende skal udstationeres.

(20)

Tredjelandsstatsborgere, der ansøger om at få indrejse som ansatte trainees, bør fremlægge dokumentation for en universitetsgrad. De bør desuden, hvis det kræves, fremlægge en uddannelsesaftale, herunder en beskrivelse af uddannelsesprogrammet, dets varighed og betingelserne for tilsynet med ansatte trainees, der dokumenterer, at de vil følge egentlige uddannelseskurser og ikke blive anvendt som normale arbejdstagere.

(21)

Medmindre det er i strid med princippet om fortrinsret for EU-borgere som udtrykt i de relevante bestemmelser i de relevante tiltrædelsesakter, bør der ikke gennemføres en arbejdsmarkedstest.

(22)

En medlemsstat bør anerkende erhvervsmæssige kvalifikationer, som en tredjelandsstatsborger har erhvervet i en anden medlemsstat, på samme måde som for unionsborgere, og den bør tage hensyn til kvalifikationer, der er erhvervet i et tredjeland i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/36/EF (5). Sådan anerkendelse bør ikke berøre eventuelle restriktioner for så vidt angår adgang til lovregulerede erhverv, som er afledt af forbehold med hensyn til eksisterende tilsagn i forbindelse med lovregulerede erhverv, som Unionen eller Unionen og dens medlemsstater har taget inden for rammerne af en handelsaftale. Dette direktiv bør under alle omstændigheder ikke give mulighed for en gunstigere behandling af virksomhedsinternt udstationerede sammenlignet med unionsborgere eller borgere fra Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde for så vidt angår adgang til lovregulerede erhverv i en medlemsstat.

(23)

Dette direktiv bør ikke påvirke medlemsstaternes ret til at bestemme antallet af indrejsetilladelser i overensstemmelse med artikel 79, stk. 5, i TEUF.

(24)

Med henblik på at bekæmpe eventuelt misbrug af dette direktiv bør medlemsstaterne kunne afslå, inddrage eller undlade at forlænge en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, hvis værtsenheden er oprettet primært for at lette indrejsen for virksomhedsinternt udstationerede og/eller ikke udøver en reel virksomhed.

(25)

Dette direktiv har til formål at lette mobiliteten for virksomhedsinternt udstationerede inden for Unionen (»mobilitet inden for EU«) og mindske den administrative byrde, der er forbundet med arbejdsrelaterede udstationeringer i flere medlemsstater. Med henblik herpå oprettes der ved dette direktiv en særlig ordning for mobilitet inden for EU, hvorved indehaveren af en gyldig tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, der er udstedt af en medlemsstat, har ret til at indrejse, opholde sig og arbejde i en eller flere medlemsstater i overensstemmelse med bestemmelserne om kortvarig og langvarig mobilitet i henhold til dette direktiv. Kortvarig mobilitet bør i dette direktiv omfatte ophold i andre medlemsstater end den, der udstedte tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede, i en periode på op til 90 dage pr. medlemsstat. Langvarig mobilitet bør i dette direktiv omfatte ophold i andre medlemsstater end den, der udstedte tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede, i mere end 90 dage pr. medlemsstat. For at forhindre omgåelse af sondringen mellem kortvarig og langvarig mobilitet bør en kortvarig mobilitetsperiode i en given medlemsstat begrænses til højst 90 dage inden for en given periode på 180 dage, og det bør ikke være muligt at indgive en underretning om kortvarig mobilitet og en ansøgning om langvarig mobilitet på samme tid. Hvis behovet for langvarig mobilitet opstår, efter at den virksomhedsinternt udstationeredes kortvarige mobilitet er påbegyndt, kan den anden medlemsstat anmode om, at ansøgningen indgives mindst 20 dage inden udløbet af den kortvarige mobilitetsperiode.

(26)

Medens den særlige mobilitetsordning, der er oprettet ved dette direktiv, bør fastsætte selvstændige regler for indrejse og ophold med henblik på arbejde som virksomhedsinternt udstationeret i andre medlemsstater end den, der har udstedt tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede, bør alle andre regler vedrørende personers bevægelser på tværs af grænserne som fastlagt i de relevante bestemmelser i Schengenreglerne fortsat finde anvendelse.

(27)

Hvis udstationeringen involverer flere steder i forskellige medlemsstater, bør de relevante oplysninger i givet fald fremsendes til de kompetente myndigheder i andre medlemsstater for at lette kontrollen.

(28)

Hvis virksomhedsinternt udstationerede har udøvet deres ret til mobilitet, bør den anden medlemsstat på bestemte betingelser kunne tage skridt med henblik på, at den virksomhedsinternt udstationeredes aktiviteter, ikke er i strid med de relevante bestemmelser i dette direktiv.

(29)

Medlemsstaterne bør fastsætte effektive, forholdsmæssige og afskrækkende sanktioner, f.eks. økonomiske sanktioner, der skal pålægges, hvis dette direktiv ikke overholdes. Disse foranstaltninger kan bl.a. bestå af sanktioner som fastsat i artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/52/EF (6). Sanktionerne kan pålægges den værtsenhed, der er etableret i den pågældende medlemsstat.

(30)

Indførelsen af én enkelt procedure for at opnå en kombineret opholds- og arbejdstilladelse (»den samlede tilladelse«) bør være med til at forenkle de regler, der på nuværende tidspunkt finder anvendelse i medlemsstaterne.

(31)

Der bør være muligt at indføre en forenklet procedure for enheder eller koncerner, der er blevet godkendt med henblik herpå. Godkendelsen bør regelmæssigt tages op til vurdering.

(32)

Når en medlemsstat har besluttet at lade en tredjelandsstatsborger, som opfylder kriterierne i dette direktiv, indrejse, bør den pågældende modtage en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, som giver den pågældende mulighed for på bestemte betingelser at udføre sine opgaver i forskellige enheder, der tilhører det samme tværnationale selskab, herunder enheder, der er placeret i andre medlemsstater.

(33)

Hvor der kræves et visum og tredjelandsstatsborgeren opfylder kriterierne for at få udstedt en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, bør medlemsstaten lette tredjelandsstatsborgerens adgang til at opnå det nødvendige visum og bør sikre, at de kompetente myndigheder reelt samarbejder med henblik herpå.

(34)

Hvis tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede udstedes af en medlemsstat, der ikke anvender Schengenreglerne i fuld udstrækning, og den virksomhedsinternt udstationerede passerer en ydre grænse som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 (7) inden for rammerne af mobilitet inden for EU, bør en medlemsstat have ret til at kræve dokumentation for, at den virksomhedsinternt udstationerede er rejst ind på dens område med henblik på virksomhedsintern udstationering. Endvidere bør medlemsstater, der anvender Schengenreglerne i fuld udstrækning, i tilfælde af passage af en ydre grænse i betydningen i forordning (EF) nr. 562/2006 konsultere Schengeninformationssystemet og nægte indrejse eller modsætte sig mobilitet for så vidt angår personer, om hvilke der i systemet er foretaget en indberetning med henblik på nægtelse af indrejse eller ophold, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1987/2006 (8).

(35)

Medlemsstaterne bør kunne anføre yderligere oplysninger vedrørende beskæftigelsesaktiviteten under tredjelandsstatsborgerens virksomhedsinterne udstationering i papirformat og/eller lagre disse oplysninger i elektronisk format, jf. artikel 4 i Rådets forordning (EF) 1030/2002 (9) og litra a), punkt 16, i bilaget hertil. Bestemmelsen om disse supplerende oplysninger bør være valgfri for medlemsstaterne og bør ikke udgøre et yderligere krav, der kunne kompromittere den samlede tilladelse og proceduren med én enkelt ansøgning.

(36)

Dette direktiv bør ikke afholde virksomhedsinternt udstationerede fra at udøve specifikke beskæftigelsesaktiviteter på arbejdspladser tilhørende kunder inden for den medlemsstat, hvor værtsenheden er etableret, i overensstemmelse med de bestemmelser vedrørende sådanne aktiviteter, der finder anvendelse i medlemsstaten.

(37)

Dette direktiv påvirker ikke betingelserne for levering af tjenesteydelser inden for rammerne af s artikel 56 TEUF. Dette direktiv berører navnlig ikke de arbejds- og ansættelsesvilkår, der i henhold til direktiv 96/71/EF finder anvendelse på arbejdstagere, der udstationeres på en anden medlemsstats område for at levere en tjenesteydelse dér. Dette direktiv bør ikke gælde tredjelandsstatsborgere udstationeret af virksomheder, som er etableret i en medlemsstat, som led i udveksling af tjenesteydelser, jf. direktiv 96/71/EF. Tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, kan ikke gøre brug af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF. Dette direktiv bør ikke give virksomheder, der er etableret i et tredjeland, en gunstigere behandling end virksomheder, der er etableret i en medlemsstat, jf. artikel 1, stk. 4, i direktiv 96/71/EF.

(38)

Det er vigtigt, at virksomhedsinternt udstationerede er dækket af en tilstrækkelig social sikring, herunder eventuelt ydelser til deres familiemedlemmer, for at sikre anstændige arbejds- og levevilkår, mens de opholder sig i Unionen. Derfor bør der i national lovgivning sikres ligebehandling hvad angår de dele af den sociale sikring, der er anført i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 (10). Dette direktiv harmoniserer ikke medlemsstaternes lovgivning om social sikring. Det er begrænset til at anvende princippet om ligebehandling på området social sikring for de personer, der falder ind under dets anvendelsesområde. Retten til ligebehandling på området social sikring finder anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der opfylder de objektive og ikkediskriminerende betingelser i lovgivningen i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres, med hensyn til tilknytning og ret til sociale sikringsydelser.

I mange medlemsstater er retten til familieydelser betinget af en vis forbindelse til den pågældende medlemsstat, idet ydelserne har til formål at støtte en positiv demografisk udvikling for at sikre den fremtidige arbejdsstyrke i medlemsstaten. Eftersom den virksomhedsinternt udstationerede og de medfølgende familiemedlemmer opholder sig midlertidigt i en medlemsstat, bør dette direktiv ikke berøre denne medlemsstats ret til på visse betingelser at begrænse ligebehandling i forbindelse med familieydelser. Sociale sikringsrettigheder bør ydes uden at foregribe bestemmelser i national ret og/eller bilaterale aftaler om anvendelse af lovgivningen om social sikring i hjemlandet. Bilaterale aftaler eller national ret om virksomhedsinternt udstationeredes ret til sociale sikringsrettigheder, der vedtages efter dette direktivs ikrafttræden, bør dog ikke give mulighed for en behandling, der er mindre gunstig end den behandling, der gives statsborgere i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres. Det kan f.eks. som følge af national ret eller sådanne aftaler være i den virksomhedsinternt udstationeredes interesse fortsat at være omfattet af de sociale sikringsordninger i sit hjemland, hvis en afbrydelse af den pågældendes tilknytning kan skade vedkommendes rettigheder, eller hvis den pågældendes tilknytning kan betyde, at vedkommende skal betale for dobbelt dækning. Medlemsstaterne bør altid bevare muligheden for at stille virksomhedsinternt udstationerede gunstigere for så vidt angår retten til sociale sikringsrettigheder. Intet i dette direktiv bør berøre retten for efterladte, der har rettigheder fra den virksomhedsinternt udstationerede, til at modtage efterladtepension, når de er bosiddende i et tredjeland.

(39)

I tilfælde af mobilitet mellem medlemsstater bør Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1231/2010 (11), finde anvendelse i overensstemmelse hermed. Dette direktiv bør ikke give flere rettigheder end de rettigheder, der allerede eksisterer ifølge gældende EU-ret, hvad angår social sikring for tredjelandsstatsborgere, som har interesser i flere medlemsstater.

(40)

For at gøre det særlige regelsæt, der fastsættes i dette direktiv, mere attraktivt og tillade, at det giver alle de forventede fordele for så vidt angår konkurrenceevnen for virksomheder i Unionen, bør virksomhedsinternt udstationerede tredjelandsstatsborgere være underlagt gunstige betingelser for familiesammenføring i den medlemsstat, der har udstedt tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede, og i de medlemsstater, der giver den virksomhedsinternt udstationerede tilladelse til at opholde sig og arbejde på deres område i overensstemmelse med dette direktivs bestemmelser om langvarig mobilitet. Denne ret vil fjerne en vigtig hindring for, at potentielle virksomhedsinternt udstationerede kan acceptere at blive udstationeret. For at bevare familiens enhed bør familiemedlemmer kunne tilslutte sig den virksomhedsinternt udstationerede i en anden medlemsstat, og deres adgang til arbejdsmarkedet bør lettes.

(41)

For at lette en hurtig behandling af ansøgninger bør medlemsstater give forrang til udveksling af oplysninger og fremsendelse af relevante dokumenter elektronisk, medmindre der opstår tekniske vanskeligheder, eller væsentlige interesser gør andet påkrævet.

(42)

Indsamlingen og fremsendelsen af dossierer og oplysninger bør ske i overensstemmelse med de relevante databeskyttelses- og sikkerhedsregler.

(43)

Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på tredjelandsstatsborgere, der ansøger om ophold i en medlemsstat som forskere med henblik på at gennemføre et forskningsprojekt, da de er omfattet af Rådets direktiv 2005/71/EF (12).

(44)

Målene for dette direktiv, nemlig en særlig indrejseprocedure og vedtagelsen af indrejse- og opholdsbetingelser med henblik på virksomhedsinterne udstationeringer af tredjelandsstatsborgere, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af foranstaltningens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(45)

Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, der bygger på de rettigheder, som følger af de socialpagter, der er vedtaget af Unionen og Europarådet.

(46)

I overensstemmelse med den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 (13) fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter har medlemsstaterne forpligtet sig til i begrundede tilfælde at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. Med hensyn til dette direktiv finder lovgiveren, at fremsendelsen af sådanne dokumenter er begrundet.

(47)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol deltager disse medlemsstater ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige og Irland.

(48)

I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark —

a)

betingelserne for tredjelandsstatsborgeres og deres familiemedlemmers indrejse og ophold i over 90 dage på medlemsstaternes område og deres rettigheder i forbindelse med en virksomhedsintern udstationering

b)

betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse og ophold og deres rettigheder, jf. litra a), i andre medlemsstater end den medlemsstat, som først udsteder en tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede til den pågældende tredjelandsstatsborger på grundlag af dette direktiv.

a)

ansøger om ophold i en medlemsstat som forskere, som defineret i direktiv 2005/71/EF, for at gennemføre et forskningsprojekt

b)

efter aftale mellem Unionen og dens medlemsstater og disse tredjelande nyder godt af retten til fri bevægelighed på samme måde som unionsborgere eller er beskæftiget af en virksomhed, der er etableret i disse tredjelande

c)

er udstationeret inden for rammerne af direktiv 96/71/EF

d)

udfører aktiviteter som selvstændige erhvervsdrivende

e)

ansættes af arbejdsformidlinger, vikarbureauer eller andre virksomheder, der beskæftiger sig med at stille arbejdskraft til rådighed, for at arbejde under tilsyn og ledelse af en anden virksomhed

f)

er optaget som fuldtidsstuderende, eller som gennemgår et kortvarigt praktikophold under tilsyn som en del af deres studier.

a)

EU-retten, herunder bilaterale og multilaterale aftaler mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og et eller flere tredjelande på den anden side

b)

bilaterale eller multilaterale aftaler, der er indgået mellem en eller flere medlemsstater og et eller flere tredjelande.

a)

fremlægge dokumentation for, at værtsenheden og den virksomhed, der er etableret i et tredjeland, tilhører samme virksomhed eller koncern

b)

fremlægge dokumentation for ansættelse i den samme virksomhed eller koncern i en sammenhængende periode på mindst tre og højst tolv måneder umiddelbart før datoen for den virksomhedsinterne udstationering for ledere og specialister og i en sammenhængende periode på mindst tre og højst seks måneder for ansatte trainees

c)

fremlægge en arbejdskontrakt og, om nødvendigt, en ansættelseskontrakt fra arbejdsgiveren, der indeholder følgende:

d)

fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren har de erhvervsmæssige kvalifikationer og den erfaring, der er behov for i værtsenheden, hvortil den pågældende skal udstationeres som leder eller specialist, eller for en ansat trainee den krævede universitetsuddannelse

e)

i givet fald fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren opfylder betingelserne i national ret i den pågældende medlemsstat for unionsborgere, der udøver det lovregulerede erhverv, som ansøgningen vedrører

f)

fremlægge et gyldigt rejsedokument for tredjelandsstatsborgeren som fastsat i national ret og en ansøgning om visum eller et visum, hvis det er påkrævet. Medlemsstaterne kan kræve, at rejsedokumentets gyldighedsperiode dækker mindst gyldighedsperioden for tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede

g)

fremlægge dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren har eller, hvis det er fastsat i national lovgivning, har ansøgt om en sygeforsikring, der dækker alle de risici, som den pågældende medlemsstats borgere normalt er forsikret mod, i de tidsrum, hvor vedkommende i forbindelse med eller som følge af det arbejde, der udføres i den medlemsstat, ikke er dækket af en sådan forsikring eller omfattet af tilsvarende rettigheder til ydelser, medmindre andet gælder ifølge eksisterende bilaterale aftaler.

a)

alle betingelser i love, administrative bestemmelser og/eller universelt gældende kollektive aftaler, der finder anvendelse på udstationerede arbejdstagere i en lignende situation inden for den relevante erhvervsbranche, er opfyldt under virksomhedsintern udstationering, hvad angår arbejds- og ansættelsesvilkår bortset fra løn.

Hvis der ikke findes en ordning, hvorved kollektive aftaler erklæres alment gældende, kan medlemsstaterne tage udgangspunkt i kollektive aftaler, der generelt finder anvendelse i alle lignende virksomheder i det geografiske område og inden for det pågældende erhverv eller den pågældende branche, og/eller kollektive aftaler, der er blevet indgået af de mest repræsentative arbejdsgiver- og arbejdstagerorganisationer på nationalt plan, og som anvendes på hele det nationale område

b)

den løn, som tredjelandsstatsborgeren får under hele den virksomhedsinterne udstationering, ikke er mindre gunstig end den løn, der udbetales til statsborgere i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres, i tilsvarende stillinger, i overensstemmelse med gældende lovgivning, kollektive aftaler eller praksis i den medlemsstat, hvor værtsenheden er etableret.

a)

hvis artikel 5 ikke er opfyldt

b)

hvis de fremlagte dokumenter er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalskede eller ulovligt ændret

c)

hvis værtsenheden er oprettet primært for at lette indrejse for virksomhedsinternt udstationerede

d)

hvis opholdets maksimale varighed, jf. artikel 12, stk. 1, er nået.

a)

hvis arbejdsgiveren eller værtsenheden ikke har opfyldt sine juridiske forpligtelser vedrørende social sikring, beskatning, arbejdstagerrettigheder eller arbejdsvilkår

b)

hvis arbejdsgiverens eller værtsenhedens virksomhed er ved at blive eller er blevet opløst i henhold til national insolvenslovgivning, eller hvis ingen økonomisk aktivitet finder sted

c)

hvis hensigten med eller virkningen af den virksomhedsinternt udstationeredes midlertidige tilstedeværelse er at gribe ind i eller på anden måde påvirke resultatet af en arbejdskonflikt eller arbejdsmæssig forhandling.

a)

hvis den er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalsket eller ulovligt ændret

b)

hvis den virksomhedsinternt udstationerede har taget ophold i den pågældende medlemsstat af andre årsager end dem, der gjorde, at vedkommende fik tilladelse til at opholde sig i medlemsstaten

c)

hvis værtsenheden er oprettet primært for at lette indrejsen for virksomhedsinternt udstationerede.

a)

hvis den er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalsket eller ulovligt ændret

b)

hvis den virksomhedsinternt udstationerede har taget ophold i den pågældende medlemsstat af andre årsager end dem, der gjorde, at vedkommende fik tilladelse til at opholde sig i medlemsstaten

c)

hvis værtsenheden er oprettet primært for at lette indrejsen for virksomhedsinternt udstationerede

d)

hvis opholdets maksimale varighed, jf. artikel 12, stk. 1, er nået.

a)

hvis artikel 5, ikke var eller ikke længere er opfyldt

b)

hvis arbejdsgiveren eller værtsenheden ikke har opfyldt sine juridiske forpligtelser vedrørende social sikring, beskatning, arbejdstagerrettigheder eller arbejdsvilkår

c)

hvis arbejdsgiverens eller værtsenhedens virksomhed er ved at blive eller er blevet opløst i henhold til national insolvenslovgivning, eller hvis ingen økonomisk aktivitet finder sted

d)

hvis den virksomhedsinternt udstationerede ikke har overholdt bestemmelserne om mobilitet i artikel 21 og 22.

a)

fritagelse af ansøgeren for at fremlægge en del af den dokumentation, der er omhandlet i artikel 5 eller artikel 22, stk. 2, litra a)

b)

adgang til en hasteprocedure for indrejsetilladelser, der gør det muligt at udstede tilladelser til virksomhedsinternt udstationerede og tilladelser til langvarig mobilitet inden for en tidsfrist, der er kortere end tidsfristen i artikel 15, stk. 1, eller i artikel 22, stk. 2 og/eller

c)

forenklede og/eller fremskyndede procedurer i forbindelse med udstedelse af de nødvendige visa.

a)

ret til at indrejse og opholde sig på den første medlemsstats område

b)

fri adgang til hele den første medlemsstats område i overensstemmelse med national ret

c)

ret til at udøve den konkrete beskæftigelsesaktivitet, der er tilladt i henhold til tilladelsen i overensstemmelse med national ret i enhver værtsenhed, der tilhører en virksomhed eller koncern i den første medlemsstat.

a)

foreningsfrihed og frihed til medlemskab af en arbejdstager- eller arbejdsgiverorganisation eller enhver organisation, hvis medlemmer har et bestemt virke, herunder rettigheder og fordele som følge af et sådant medlemskab, uden at de nationale bestemmelser om offentlig orden og sikkerhed derved tilsidesættes

b)

anerkendelse af eksamensbeviser og andre faglige kvalifikationsbeviser i overensstemmelse med de relevante nationale procedurer

c)

bestemmelser i national ret vedrørende de grene af de sociale sikringsordninger defineret i artikel 3 i forordning (EF) nr. 883/2004, medmindre oprindelseslandets ret finder anvendelse i henhold til gældende bilaterale aftaler eller den nationale ret i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres, der sikrer, at den virksomhedsinternt udstationerede er omfattet af lovgivningen vedrørende social sikring i et af disse lande. I tilfælde af mobilitet inden for EU mellem medlemsstater, og medmindre andet gælder i henhold til bilaterale aftaler, der sikrer, at den virksomhedsinternt udstationerede er omfattet af national ret i hjemlandet, finder Rådets og Europa-Parlamentets forordning (EU) nr. 1231/2010 tilsvarende anvendelse

d)

medmindre andet gælder i henhold til forordning (EU) nr. 1231/2010 og bilaterale aftaler, udbetaling af ydelser ved alderdom, invaliditet og dødsfald, lovbestemt alderspension på grundlag af den virksomhedsinternt udstationeredes tidligere beskæftigelse og erhvervet af den virksomhedsinternt udstationerede, som flytter til et tredjeland, eller efterladte efter sådanne virksomhedsinternt udstationerede, der er bosiddende i et tredjeland og afleder rettigheder fra den virksomhedsinternt udstationerede i overensstemmelse med den i artikel 3 i forordning (EF) nr. 883/2004 fastsatte lovgivning på samme vilkår og efter samme satser som statsborgere i de pågældende medlemsstater, når de flytter til et tredjeland

e)

adgang til varer og tjenester samt forsyning med varer og tjenester, der stilles til rådighed for offentligheden, undtagen procedurer for adgang til bolig som fastsat i national lovgivning, med forbehold af aftalefriheden i henhold til EU-lovgivning og national lovgivning, og tjenester, der ydes af offentlige arbejdsformidlinger.

a)

enten på ansøgningstidspunktet i den første medlemsstat, hvis mobiliteten til den anden medlemsstat allerede er planlagt på det tidspunkt, eller

b)

efter at den virksomhedsinternt udstationerede er rejst ind i den første medlemsstat, så snart der opnås kendskab til den planlagte mobilitet til den anden medlemsstat.

a)

dokumentation for, at værtsenheden i den anden medlemsstat og den virksomhed, der er etableret i et tredjeland, tilhører samme virksomhed eller koncern

b)

en arbejdskontrakt og, om nødvendigt, en ansættelseskontrakt, som blev fremsendt til den første medlemsstat i overensstemmelse med artikel 5, stk. 1, litra c)

c)

i givet fald dokumentation for, at tredjelandsstatsborgeren opfylder betingelserne i national ret i den pågældende medlemsstat for unionsborgere, der udøver det lovregulerede erhverv, som ansøgningen vedrører

d)

et gyldigt rejsedokument, jf. artikel 5, stk. 1, litra f), og

e)

hvis det ikke er angivet i nogen af ovennævnte dokumenter, den planlagte varighed af og de planlagte datoer for mobiliteten.

a)

betingelserne i artikel 5, stk. 4, litra b), eller artikel 5, stk. 3, litra a), c) eller d), ikke er opfyldt

b)

de fremlagte dokumenter er erhvervet på uretmæssig vis eller er forfalskede eller ulovligt ændret

c)

opholdets maksimale varighed, jf. artikel 12, stk. 1, eller denne artikels stk. 1, er nået.

a)

anvende bestemmelserne i artikel 21 og give den virksomhedsinternt udstationerede tilladelse til at opholde sig og arbejde på dens område på grundlag af og i løbet af gyldighedsperioden for den tilladelse til virksomhedsinternt udstationerede, som den første medlemsstat udstedte eller

b)

anvende proceduren i stk. 2-7.

a)

kan den anden medlemsstat kræve, at ansøgeren fremsender nogle af eller alle følgende dokumenter, såfremt de kræves af den anden medlemsstat i forbindelse med den oprindelige ansøgning:

Den anden medlemsstat kan kræve, at ansøgeren senest på tidspunktet for udstedelse af tilladelsen til langvarig mobilitet, opgiver den pågældende virksomhedsinternt udstationeredes adresse på den anden medlemsstats område.

Den anden medlemsstat kan kræve, at disse dokumenter og oplysninger forelægges på et eller flere af denne medlemsstats officielle sprog

b)

Den anden medlemsstat træffer afgørelse om ansøgningen om langvarig mobilitet og underretter skriftligt ansøgeren så hurtigt som muligt om afgørelsen, men ikke senere end 90 dage efter den dato, hvor ansøgningen og de dokumenter, der kræves i henhold til litra a), er indgivet til den anden medlemsstats kompetente myndigheder

c)

Det kræves ikke, at den virksomhedsinternt udstationerede forlader medlemsstaternes områder for at indgive ansøgningen, eller at denne er indehaver af et visum

d)

Den virksomhedsinternt udstationerede har ret til at arbejde i den anden medlemsstat indtil de kompetente myndigheder har truffet en afgørelse om ansøgningen om langvarig mobilitet, forudsat at

e)

En ansøgning om langvarig mobilitet kan ikke indgives samtidig med en underretning om kortvarig mobilitet. Hvis behovet for langvarig mobilitet opstår, efter at den virksomhedsinternt udstationeredes kortvarige mobilitet er påbegyndt, kan den anden medlemsstat anmode om, at ansøgningen om langvarig mobilitet indgives mindst 20 dage inden udløbet af den kortvarige mobilitetsperiode.

a)

betingelserne i nærværende artikels stk. 2, litra a), eller kriterierne i artikel 5, stk. 4, 5 eller 8, ikke er opfyldt

b)

en af de grunde, der er omfattet af artikel 7, stk. 1, litra b) eller d), artikel 7, stk. 2, 3 eller 4, finder anvendelse eller

c)

tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede udløber under proceduren.

a)

en kopi af underretningen fra værtsenheden i den første medlemsstat i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2 eller

b)

en skrivelse fra værtsenheden i den anden medlemsstat, der som minimum angiver varigheden af mobiliteten inden for EU og beliggenheden af værtsenheden eller værtsenhederne i den anden medlemsstat.

a)

ikke er blevet underrettet i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2 og 3, og kræver en sådan underretning

b)

har gjort indsigelse mod mobiliteten i overensstemmelse med artikel 21, stk. 6

c)

har afslået en ansøgning om langvarig mobilitet i overensstemmelse med artikel 22, stk. 3

d)

tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede eller tilladelsen til langvarig mobilitet er anvendt i andet øjemed, end hvad den var udstedt til

e)

har opdaget, at de betingelser, som tilladelsen til mobiliteten blev givet på grundlag af, ikke længere opfyldes.

a)

værtsenheden ikke har underrettet om den virksomhedsinternt udstationeredes mobilitet i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2 og 3

b)

tilladelsen til virksomhedsinternt udstationerede eller tilladelsen til langvarig mobilitet er anvendt i andet øjemed, end det den var udstedt til

c)

ansøgningen om en tilladelse til virksomhedsintern udstationering er blevet indgivet til en anden medlemsstat end den medlemsstat, hvor det længste samlede ophold finder sted

d)

den virksomhedsinternt udstationerede ikke længere opfylder de kriterier og betingelser, på grundlag af hvilke tilladelsen til mobiliteten blev givet, og værtsenheden ikke underretter de kompetente myndigheder i den anden medlemsstat om en sådan ændring

e)

den virksomhedsinternt udstationerede påbegyndte arbejdet i den anden medlemsstat, på trods af at betingelserne for mobilitet ikke var opfyldt, i tilfælde hvor artikel 21, stk. 5, eller artikel 22, stk. 2, litra d), finder anvendelse.