14.2.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 44/45


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESDIREKTIV 2014/22/EU

af 13. februar 2014

om ændring af bilag IV til Rådets direktiv 2006/88/EF for så vidt angår infektiøs lakseanæmi (ISA)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets direktiv 2006/88/EF af 24. oktober 2006 om dyresundhedsbestemmelser for akvakulturdyr og produkter deraf og om forebyggelse og bekæmpelse af visse sygdomme hos vanddyr (1), særlig artikel 61, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved direktiv 2006/88/EF er der bl.a. fastsat bestemmelser om visse dyresundhedsregler, der gælder for akvakulturdyr og produkter deraf, herunder særlige bestemmelser vedrørende eksotiske og ikke-eksotiske sygdomme og modtagelige arter, der er opført på listen i del II i bilag IV til nævnte direktiv.

(2)

Del I, afsnit B, i bilag IV til direktiv 2006/88/EF indeholder de kriterier, som skal opfyldes, for at en sygdom kan opføres som en ikke-eksotisk sygdom i samme bilags del II. Infektiøs lakseanæmi (ISA) er for øjeblikket opført på denne liste.

(3)

I maj 2013 ændrede Verdensorganisationen for Dyresundhed (OIE) kapitel 10.5 i sundhedskodeksen for vanddyr (OIE's Aquatic Animal Health Code) for så vidt angår ISA. I henhold til den reviderede sundhedskodeks for vanddyr (16. udgave, 2013) defineres ISA som en infektion med genotypen HPR-deleteret virus eller genotypen HPR0-virus (non-deleted highly polymorphic region) af slægten Isavirus (ISAV) af Orthomyxoviridae-familien. Endvidere er begge genotyper nu anmeldelsespligtige i henhold til artikel 1.3.1 og 10.5.1 i sundhedskodeksen for vanddyr. Før revisionen skelnedes ikke mellem de to genotyper af ISAV.

(4)

Kun infektioner med genotypen HPR-deleteret virus af slægten ISAV opfylder kriterierne i del I, afsnit B, i bilag IV til direktiv 2006/88/EF. Kun infektioner med genotypen HPR-deleteret virus af slægten ISAV bør derfor opføres på listen i del II i bilag IV til direktiv 2006/88/EF. For så vidt angår direktiv 2006/88/EF bør infektiøs lakseanæmi (ISA) følgelig defineres som en infektion med genotypen HPR-deleteret virus af slægten ISAV.

(5)

Del II i bilag IV til direktiv 2006/88/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(6)

Foranstaltningerne i dette direktiv er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Bilag IV til direktiv 2006/88/EF ændres som angivet i bilaget til nærværende direktiv.

Artikel 2

1.   Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 15. november 2014 de love og administrative bestemmelser, der er nødvendige for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen disse love og bestemmelser.

De anvender disse love og bestemmelser senest fra den 16. november 2014.

Lovene og bestemmelserne skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. februar 2014.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 328 af 24.11.2006, s. 14.


BILAG

I bilag IV til direktiv 2006/88/EF affattes del II således:

»DEL II

Sygdomme opført på lister

Eksotiske sygdomme

 

Sygdom

Modtagelige arter

Fisk

Epizootisk hæmatopoietisk nekrose

Regnbueørred (Oncorhynchus mykiss) og almindelig aborre (Perca fluviatilis)

Bløddyr

Infektion med Bonamia exitiosa

Australsk mudderøsters (Ostrea angasi) og chilensk østers (Ostrea chilensis)

Infektion med Perkinsus marinus

Stillehavsøsters (Crassostrea gigas) og amerikansk østers (C. virginica)

Infektion med Microcytos mackini

Stillehavsøsters (Crassostrea gigas), amerikansk østers (Crassostrea virginica), stillehavsøsters (Ostrea conchaphila) og europæisk østers (Ostrea edulis)

Krebsdyr

Taura-syndrom

Nordlig hvidreje (Penaeus setiferus), blå reje (Penaeus stylirostris) og mellemamerikansk reje (Penaeus vannamei)

Yellowhead

Aztekerreje (Penaeus aztecus), nordlig rosenreje (Penaeus duorarum), kurumareje (Penaeus japonicus), sort tigerreje (Penaeus monodon), nordlig hvid reje (Penaeus setiferus), blå reje (Penaeus stylirostris) og mellemamerikansk reje (Penaeus vannamei)


Ikke-eksotiske sygdomme

Fisk

Egtvedsyge (VHS)

Sild (Clupea spp.), heltfamilien (Coregonus sp.), gedde (Esox lucius), kuller (Gadus aeglefinus), stillehavstorsk (G. macrocephalus), atlantisk torsk (G. morhua), stillehavslaksearter (Oncorhynchus spp.), regnbueørred (O. mykiss), femtrådet havkvabbe (Onos mustelus), havørred (Salmo trutta), pighvar (Scophthalmus maximus), brisling (Sprattus sprattus), stalling (Thymallus thymallus) og olivengrøn hvarre (Paralichthys olivaceus)

Infektiøs hæmatopoietisk nekrose (IHN)

Ketalaks (Oncorhunchus keta), sølvlaks (O. kisutch), kirsebærlaks (O. masou), regnbueørred (O. mykiss), sockeyelaks (O. nerka), pukkellaks (O. rhodurus), kongelaks (O. tshawytscha) og atlantisk laks (Salmo salar)

Koi-herpesvirus-sygdom (KHV)

Almindelig karpe og koikarpe (Cyprinus carpio)

Infektiøs lakseanæmi (ISA): infektion med genotypen HPR-deleteret virus af slægten Isavirus (ISAV)

Regnbueørred (Oncorhynchus mykiss), atlantisk laks (Salmo salar) og havørred (S. trutta)

Bløddyr

Infektion med Marteilia refringens

Australsk mudderøsters (Ostrea angasi), chilensk østers (O. chilensis), europæisk østers (O. edulis), argentinsk østers (O. puelchana), blåmusling (Mytilus edulis) og middelhavsblåmusling (M. galloprovincialis)

Infektion med Bonamia ostreae

Australsk mudderøsters (Ostrea angasi), chilensk østers (O. chilensis), stillehavsøsters (O. conchaphila), asiatisk østers (O. denselammellosa), europæisk østers (O. edulis) og argentinsk østers (O. puelchana)

Krebsdyr

Fiskedræber

Alle krebsdyr af Decapoda-ordenen«