28.12.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 354/62


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1381/2013

af 17. december 2013

om oprettelse af et program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014 til 2020

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 19, stk. 2, artikel 21, stk. 2, og artikel 114, 168, 169 og 197,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den Europæiske Union bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne samt de grundlæggende frihedsrettigheder. Disse værdier er medlemsstaternes fælles grundlag i et samfund præget af pluralisme, ikkeforskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd. Enhver person har i Unionen de rettigheder, der er tillagt dem ved traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) og traktaten om Den Europæiske Union (TEU). Endvidere afspejler Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder ("charteret"), som ved Lissabontraktatens ikrafttrædelse blev juridisk bindende overalt i EU, de grundlæggende rettigheder og friheder, som personer har ret til i Unionen. Disse rettigheder bør fremmes og respekteres. Muligheden for at drage fuld fordel af disse rettigheder såvel som de rettigheder, der hidrører fra internationale konventioner, som Unionen har tiltrådt, f.eks. De Forenede Nationers konvention om rettigheder for personer med handicap, bør sikres, og alle hindringer herfor bør fjernes. Disse rettigheder medfører desuden ansvar og pligter såvel over for andre mennesker som over for det menneskelige fællesskab og de kommende generationer.

(2)

I Stockholmprogrammet (4) bekræftede Det Europæiske Råd på ny, at der lægges stor vægt på udviklingen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, og at et Europa baseret på rettigheder er en politisk prioritet. Finansiering blev udpeget som et af de vigtige redskaber, som kan sikre en vellykket gennemførelse af Stockholmprogrammets politiske prioriteter. De ambitiøse mål fastsat i traktaterne og i Stockholmprogrammet bør bl.a. nås ved oprettelse af et fleksibelt og effektivt program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab for perioden 2014 til 2020, der bør gøre planlægning og gennemførelse lettere. De generelle og specifikke formål med programmet bør fortolkes i overensstemmelse med de relevante strategiske retningslinjer, Det Europæiske Råd har fastlagt.

(3)

Kommissionens meddelelse af 3. marts 2010 om Europa 2020-strategien fastlægger en strategi for intelligent, bæredygtig og inklusiv vækst. Støtte og fremme af personers rettigheder i Unionen, bekæmpelse af forskelsbehandling og uligheder og fremme af unionsborgerskab er med til at fremme de specifikke mål og flagskibsinitiativerne i Europa 2020-strategien.

(4)

Ikkeforskelsbehandling er et af Unionens grundlæggende principper. Ifølge artikel 19 i TEUF træffes der foranstaltninger til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Ikkeforskelsbehandling er endvidere fastsat i artikel 21 i charteret, som finder anvendelse inden for de i artikel 51 i charteret fastsatte grænser og i overensstemmelse hermed. Der skal tages hensyn til de særlige kendetegn ved de forskellige former for forskelsbehandling, og hensigtsmæssige aktiviteter bør udvikles sideløbende for at forebygge og bekæmpe forskelsbehandling af en eller flere grunde.

(5)

Programmet bør gennemføres på en sådan måde, at det gensidigt styrker andre EU-aktiviteter, som har de samme mål, navnlig dem der er omhandlet i Kommissionens meddelelse af 5. april 2011 med titlen "En EU-ramme for de nationale strategier for romaers integration frem til 2020" og i Rådets konklusioner af 19. maj 2011 om en EU-ramme for de nationale strategier for romaers integration frem til 2020 (5), som opfordrer medlemsstaterne til at behandle den sociale og økonomiske udstødelse af romaer ved at følge en tilgang om integration på fire nøgleområder - uddannelse, beskæftigelse, sundhed og bolig, og samtidig sikre, at romaer ikke forskelsbehandles, men nyder lige anerkendelse med hensyn til deres grundlæggende rettigheder, samt træffe foranstaltninger til at fjerne eventuel adskillelse, navnlig på uddannelses- og boligområdet.

(6)

Racisme, fremmedhad, homofobi og andre former for intolerance er direkte krænkelser af principperne om frihed, demokrati, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som Unionen bygger på, og som medlemsstaterne har til fælles. Bekæmpelse af disse fænomener er derfor et fortsat mål, som kræver koordinerede tiltag, bl.a. gennem tildeling af midler. Disse fænomener omfatter bl.a. offentlig tilskyndelse til vold eller had rettet mod en gruppe af personer eller et medlem af en sådan gruppe samt andre strafbare handlinger, såfremt de begås af racistiske, fremmedfjendske eller homofobiske bevæggrunde. I denne forbindelse bør der også rettes særlig opmærksomhed mod at forebygge og bekæmpe alle former for vold, had, segregation og stigmatisering samt at bekæmpe intimidering, chikane og intolerant behandling, f.eks. inden for den offentlige administration, politiet, retsvæsenet, i skolen og på arbejdspladsen.

(7)

Ligestilling mellem kvinder og mænd er en af Unionens grundlæggende værdier. Forskelsbehandling af kvinder og mænd er en overtrædelse af grundlæggende rettigheder. Fremme af ligestillingen mellem kvinder og mænd bidrager desuden til at opfylde målene i Europa 2020-strategien. Målet om at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd bør gennemføres på en sådan måde, at det gensidigt styrker andre aktiviteter i Unionen eller medlemsstaterne, som har de samme mål, navnlig dem der er omhandlet i den europæiske ligestillingspagt (2011-2020).

(8)

Forskelsbehandling på grund af køn omfatter i overensstemmelse med EU-Domstolens retspraksis forskelsbehandling på grund af kønsmodificering. Ved gennemførelsen af programmet bør der også tages højde for udviklingen i EU-retten og EU-Domstolens retspraksis med hensyn til yderligere kønsrelaterede aspekter, herunder kønsidentitet.

(9)

Retten til at blive behandlet med værdighed på arbejdspladsen og i samfundet i almindelighed er et udtryk for Unionens grundlæggende værdier, og koordinerede tiltag er nødvendige med henblik på målrettede aktiviteter i relation til beskæftigelsesmarkedet. Tiltag inden for ligestilling mellem kønnene og ikkeforskelsbehandling bør derfor omfatte fremme af ligestilling mellem kvinder og mænd og bekæmpelse af forskelsbehandling på arbejdspladsen og beskæftigelsesmarkedet.

(10)

Enhver form for vold mod børn, unge og kvinder og andre risikogrupper er en overtrædelse af grundlæggende rettigheder og en alvorlig sundhedstrussel. Denne type vold forekommer i hele Unionen og har alvorlige følger for både ofrenes fysiske og psykiske sundhed og for samfundet som helhed. Der er behov for en stærk politisk vilje og en koordineret indsats, som bygger på metoderne og resultaterne i Daphneprogrammerne (6), for at komme den til livs og beskytte ofrene. Indsatsen for at bekæmpe vold mod kvinder er med til at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd. Da Daphnebistanden har været en stor succes, siden den blev iværksat i 1997, både med hensyn til populariteten hos de interesserede parter (offentlige myndigheder, akademiske institutioner og ikkestatslige organisationer (NGO'er)) og med hensyn til effektiviteten af de finansierede projekter, er det afgørende, at navnet "Daphne" fastholdes ved gennemførelsen af programmet, for så vidt angår det specifikke mål, der sigter mod at forebygge og bekæmpe vold mod børn, unge og kvinder, således at Daphneprogrammernes profil forbliver så høj som muligt.

(11)

I henhold til artikel 3, stk. 3, i TEU skal Unionen fremme beskyttelsen af barnets rettigheder og bekæmpe forskelsbehandling. Børn er sårbare, særligt i tilfælde af fattigdom, social udstødelse eller handicap eller i andre særlige situationer, hvor de er udsat for en risiko, som f.eks. vanrøgt, bortførelse og forsvinden. Der bør gøres en indsats for at fremme barnets rettigheder og bidrage til at beskytte børn mod overgreb og vold, som udgør en fare for deres fysiske og mentale sundhed og en krænkelse af deres ret til udvikling, beskyttelse og værdighed.

(12)

Personoplysninger bør beskyttes effektivt også i en situation med konstant teknologisk udvikling og globalisering. Unionens retlige rammer for databeskyttelse bør anvendes effektivt og konsekvent i Unionen. Unionen bør i den henseende have mulighed for at støtte medlemsstaternes bestræbelser på at gennemføre disse retlige rammer, idet der navnlig lægges vægt på at sikre, at det enkelte menneske kan gøre effektiv brug af sine rettigheder.

(13)

Borgerne bør være mere bevidste om de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet, det vil sige retten til at færdes og opholde sig frit i Unionen, retten til at stemme og stille op ved valg til Europa-Parlamentet og kommunalvalg i den medlemsstat, hvor de har bopæl, på samme betingelser som statsborgerne i denne stat, retten til at indgive andragender til Europa-Parlamentet på et af traktaternes sprog, retten til at forelægge borgerinitiativer og retten til at klage til Den Europæiske Ombudsmand i tilfælde af institutionelle fejl og forsømmelser, og bør være i stand til at udøve disse rettigheder. Hvis befolkningen opfordres til i højere grad at tage aktivt del i Unionens demokratiske liv, vil det styrke det europæiske civilsamfund og fremme udviklingen af en europæisk identitet. Borgerne bør føle sig godt tilpas ved at bo, rejse, studere, arbejde og udføre frivilligt arbejde i en anden medlemsstat og bør kunne have tillid til, at de vil have lige adgang og nyde godt af den fulde håndhævelse og beskyttelse af deres rettigheder uden forskelsbehandling, uanset hvor i Unionen de befinder sig.

(14)

Enkeltpersoner i deres egenskab af forbrugere eller erhvervsdrivende i det indre marked bør kunne håndhæve de rettigheder, der følger af EU-retten, når det gælder grænseoverskridende spørgsmål.

(15)

I overensstemmelse med artikel 8 og 10 i TEUF bør programmet støtte, at hensynet til ligestilling mellem kvinder og mænd og målsætningerne om ikkeforskelsbehandling integreres i alle programmets aktiviteter. Der bør regelmæssigt foretages en kontrol og evaluering for at vurdere, hvordan ligestilling mellemkønnene og spørgsmål vedrørende ikkeforskelsbehandling behandles i programmets aktiviteter.

(16)

Erfaring med tiltag på EU-plan har vist, at hvis programmets mål skal opfyldes i praksis, kræver det en kombination af flere instrumenter, bl.a. retsakter, politiske initiativer og finansiering. Finansiering er et vigtigt redskab, som supplerer lovgivningsmæssige foranstaltninger.

(17)

Ud over at være af reel værdi for tilskudsmodtagerne kan aktioner, der finansieres som led i programmet, tilvejebringe dokumentation, som kan danne grundlag for forbedret politisk beslutningstagning på nationalt niveau og EU-niveau. Daphneprogrammerne har f.eks. muliggjort en reel udveksling af viden og bedste praksisser mellem alle interesserede parter, herunder medlemsstater, med hensyn til forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder.

(18)

I Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 med titlen "Et budget for Europa 2020" understreges behovet for rationalisering og forenkling af EU-finansieringen. Navnlig i lyset af den nuværende økonomiske krise er det af største betydning, at Unionens midler struktureres og forvaltes med yderste omhu. Der kan opnås en fornuftig forenkling og en effektiv forvaltning af finansieringen ved at nedbringe antallet af programmer og sørge for en rationalisering, forenkling og indbyrdes tilnærmelse af finansieringsregler og -procedurer.

(19)

For at imødekomme behovet for forenkling, effektiv forvaltning og nemmere adgang til finansiering bør programmet fortsætte og udvikle aktiviteter, der tidligere blev udført på grundlag af sektion 4 ("Ikke-forskelsbehandling og forskelligartethed") og sektion 5 ("Ligestilling mellem mænd og kvinder") i Progress-programmet oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1672/2006/EF (7), programmet om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab oprettet ved Rådets afgørelse 2007/252/EF (8), og Daphne III-programmet. Midtvejsevalueringerne af disse programmer omfatter henstillinger, der sigter mod at forbedre gennemførelsen af disse programmer. Ved gennemførelsen af programmet er det nødvendigt at tage højde for resultaterne af disse midtvejsevalueringer og resultaterne af de respektive efterfølgende evalueringer.

(20)

Sikring af, at de finansielle midler udnyttes optimalt, og forbedring af midlernes effektivitet bør være de vejledende principper for opfyldelsen af programmets mål. Der bør garanteres tilstrækkelig finansiering til at støtte bestræbelserne på at gennemføre rettighedernes Europa. Det er vigtigt at sikre, at programmet gennemføres så effektivt og brugervenligt som muligt samtidig med, at dets retssikkerhed og tilgængelighed garanteres for samtlige deltagere. Med henblik på at lette adgangen til finansiering for alle potentielle tilskudsmodtagere, bør ansøgningsprocedurerne og kravene til økonomisk forvaltning også forenkles og de administrative byrder fjernes.

(21)

Kommissionens meddelelse af 19. oktober 2010 med titlen "Gennemgang af EU's budget" og Kommissionens meddelelse af 29. juni 2011 med titlen "Et budget for Europa 2020" understreger vigtigheden af at koncentrere finansieringen omkring tiltag med en klar EU-merværdi, dvs. hvor Unionens involvering kan give en merværdi i forhold til medlemsstaternes indsats alene. De aktioner, der er omfattet af denne forordning, bør bidrage til at skabe gensidig tillid mellem medlemsstaterne, øge samarbejdet, herunder netværkssamarbejdet, over landegrænserne og opnå en rigtig, ensartet og konsekvent anvendelse af gældende EU-ret. Finansieringen af aktiviteter bør også bidrage til, at alle berørte parter får en reel og bedre indsigt i EU-retten og Unionens politik, og bør sikre, at der opnås et solidt analytisk grundlag til støtte for og udvikling af EU-ret og -politikker og derved bidrage til håndhævelse og korrekt gennemførelse heraf. Unionens involvering giver mulighed for, at disse aktioner kan udføres konsekvent overalt i Unionen, og sikrer stordriftsfordele. Unionen har endvidere bedre forudsætninger end medlemsstaterne for at tackle situationer over landegrænserne og for at skabe et europæisk forum for gensidig læring.

(22)

Når Kommissionen vælger aktioner, der skal finansieres under programmet, bør den vurdere forslagene i forhold til på forhånd udvalgte kriterier. Disse kriterier bør omfatte en vurdering af de foreslåede aktioners EU-merværdi. Nationale projekter og mindre projekter kan også vise sig at have EU-merværdi.

(23)

Organer og enheder, der forfølger et mål af generel europæisk interesse på de områder, der er omfattet af programmet, bør betragtes som centrale aktører i det omfang, de har vist sig eller kan forventes at vise sig at have en betragtelig betydning for gennemførelsen af dette mål, og bør modtage finansiering i overensstemmelse med de procedurer og kriterier, der er fastsat i de årlige arbejdsprogrammer vedtaget af Kommissionen i henhold til denne forordning.

(24)

Harmoniserede tjenester af samfundsmæssig betydning bør fortolkes i overensstemmelse med artikel 2 i Kommissionens beslutning nr. 116/2007/EF (9).

(25)

Organer og enheder, som har adgang til programmet, bør omfatte nationale, regionale og lokale myndigheder.

(26)

Denne forordning fastlægger en finansieringsramme for hele programmets varighed, der skal udgøre det primære referencebeløb, jf. punkt 17 i den interinstitutionelle aftale af 2. december 2013 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin, om samarbejde på budgetområdet og om forsvarlig økonomisk forvaltning (10), for Europa-Parlamentet og Rådet under den årlige budgetprocedure.

(27)

For at sikre, at programmet er tilstrækkelig fleksibelt til i hele dets varighed at reagere på skiftende behov og hertil svarende politiske prioriteter bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændringer af procentsatserne i bilaget til denne forordning for hver gruppe af specifikke mål, der ville overstige disse procentsatser med mere end 5 procentpoint. Med henblik på at vurdere behovet for en sådan delegeret retsakt bør disse procentsatser beregnes på grundlag af finansieringsrammen for hele programmets varighed, og ikke på grundlag de årlige bevillinger. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(28)

Denne forordning bør gennemføres i fuld overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 (11) ("finansforordningen"). Navnlig med hensyn til støtteberettigelsesbetingelserne for momsudgifter, som betales af tilskudsmodtagerne, bør støtteberettigelse for momsudgifter ikke afhænge af tilskudsmodtagernes retlige status i forbindelse med aktiviteter, som kan gennemføres af private og offentlige organer og enheder i henhold til de samme juridiske betingelser. I betragtning af den særlige karakter af målene og aktiviteterne, som er omfattet af denne forordning, bør det i indkaldelser af forslag tydeliggøres, at for aktiviteter, der kan udføres af både offentlige og private organer og enheder, er ikkefradagsberettiget moms, som er betalt af offentlige organer og enheder, støtteberettiget, hvis den betales i forbindelse med gennemførelse af aktiviteter, som f.eks. uddannelse eller bevidsthedsgørelse, der ikke kan anses som udøvelse af offentlig myndighed. Denne forordning bør også gøre brug af de forenklingsredskaber, der er indført med finansforordningen. Kriterierne for udpegning af de aktioner, der skal støttes, bør sigte mod, at de tilgængelige finansielle midler tildeles aktioner, som har den største virkning i forhold til det pågældende politiske mål.

(29)

For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser med henblik på vedtagelsen af de årlige programmer. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 (12).

(30)

De årlige arbejdsprogrammer vedtaget af Kommissionen i henhold til denne forordning bør sikre passende fordeling af midler mellem tilskud og offentlige indkøbsaftaler. Programmet bør først og fremmest bevilge midler til tilskud, men bør også opretholde tilstrækkelige midler til finansiering af indkøb. De årlige arbejdsprogrammer bør fastsætte den minimumsprocentdel af de årlige udgifter, der skal bevilges til tilskud, og procentsatsen bør være mindst 65 %. For at lette interessenternes projektplanlægning og samfinansiering bør Kommissionen fastsætte en klar tidsplan for indkaldelse af forslag, udvælgelse af projekter og afgørelser om tildeling.

(31)

Med henblik på at sikre en effektiv tildeling af midler fra Unionens almindelige budget bør der tilstræbes sammenhæng, komplementaritet og synergivirkninger mellem finansieringsprogrammer på politikområder med tæt tilknytning til hinanden, især mellem programmet og programmet for retlige anliggender oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1382/2013 (13), programmet »Europa for Borgerne«, EU-programmet for beskæftigelse og social innovation oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 (14) og andre programmer på områderne beskæftigelse og sociale anliggender, indre anliggender, sundhed og forbrugerbeskyttelse, uddannelse, undervisning, ungdom og idræt, informationssamfundet og udvidelse, navnlig instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA II), og de europæiske struktur- og investeringsfonde hvis fælles bestemmelser er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 (15).

(32)

Kommissionen bør sikre overordnet sammenhæng og komplementaritet og synergivirkninger med arbejdet i EU-organer, -kontorer og -agenturer, som f.eks. Det Europæiske Institut for Ligestilling mellem Mænd og Kvinder og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, og bør gøre status over andre nationale og internationale aktørers arbejde på områder, som er omfattet af programmet.

(33)

EU's finansielle interesser bør beskyttes ved hjælp af forholdsmæssige foranstaltninger under hele udgiftscyklussen, herunder ved forebyggelse, opdagelse og efterforskning af uregelmæssigheder, inddrivelse af midler, der er gået tabt, udbetalt uretmæssigt eller anvendt forkert, og efter omstændighederne med pålægning af administrative og finansielle sanktioner i overensstemmelse med finansforordningen.

(34)

Til gennemførelse af princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning bør denne forordning indeholde egnede instrumenter til at vurdere dens nytteværdi. Den bør således indeholde generelle og specifikke mål. For at måle om de specifikke mål nås, bør der opstilles en række konkrete og kvantificerbare indikatorer, som bør gælde under hele programmets varighed. Kommissionen bør årligt forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en kontrolrapport, der bl.a. bør baseres på indikatorerne i denne forordning, og som bør indeholde oplysninger om anvendelsen af de til rådighed stående midler.

(35)

Kommissionen bør ved gennemførelsen af programmet tage højde for målet om rimelig geografisk fordeling af midlerne og bør yde bistand til de medlemsstater, hvor antallet af finansierede foranstaltninger er forholdsvist lavt. Kommissionen bør ved gennemførelsen af programmet også tage højde for, hvorvidt det ifølge internationalt anerkendte indekser/overvågningsorganer er nødvendigt at iværksætte aktioner i nogle medlemsstater for at sikre en effektiv opfyldelse af programmets mål og bør støtte aktioner fra medlemsstaterne eller civilsamfundet på disse områder.

(36)

I overensstemmelse med artikel 180, stk. 1, litra l), i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 (16) ("gennemførelsesbestemmelserne") bør tilskudsaftalerne fastlægge bestemmelser om synligheden af Unionens finansielle støtte, undtagen i behørigt begrundede tilfælde, hvor en sådan synlighed ikke er mulig eller hensigtsmæssig.

(37)

Kommissionen bør i overensstemmelse med artikel 35, stk. 2 og 3, i finansforordningen og artikel 21 i gennemførelsesbestemmelserne hertil på en hensigtsmæssig måde og rettidigt give adgang til oplysninger om modtagere og om den præcise art af og formålet med de foranstaltninger, der finansieres over Unionens almindelige budget. Disse oplysninger bør stilles til rådighed under behørig iagttagelse af kravene om fortrolighed og sikkerhed, især beskyttelse af personoplysninger.

(38)

Målet for denne forordning, nemlig at bidrage til yderligere udvikling af et område, hvor lighed og personers rettigheder som nedfældet i TEU, TEUF og charteret og i de internationale menneskerettighedskonventioner, som Unionen har tiltrådt, fremmes, beskyttes og gennemføres effektivt, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(39)

For at sikre kontinuiteten af støtte til aktiviteter, der tidligere blev udført på grundlag af sektion 4 og 5 i afgørelse nr. 1672/2006/EF, afgørelse 2007/252/EF og afgørelse nr. 779/2007/EF, bør denne forordning træde i kraft dagen efter offentliggørelsen —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Programmets oprettelse og varighed

1.   Ved denne forordning oprettes et program for rettigheder, ligestilling og unionsborgerskab ("programmet").

2.   Programmet omfatter perioden fra den 1. januar 2014 til den 31. december 2020.

Artikel 2

EU-merværdi

1.   Programmet skal finansiere aktioner med EU-merværdi. Med henblik herpå sikrer Kommissionen, at de aktioner, der vælges til finansiering, har til formål at skabe resultater med EU-merværdi.

2.   EU-merværdien af aktioner, herunder mindre og nationale aktioner, vurderes i lyset af kriterier såsom deres bidrag til en konsekvent og sammenhængende gennemførelse af EU-retten og et bredt offentligt kendskab til de rettigheder, der følger heraf, deres mulighed for at skabe gensidig tillid blandt medlemsstaterne og forbedre det grænseoverskridende samarbejde, deres tværnationale virkninger, deres bidrag til udarbejdelsen og formidlingen af bedste praksis eller deres mulighed for at bidrage til skabelsen af minimumsstandarder, praktiske værktøjer og løsninger, der imødegår grænseoverskridende udfordringer eller udfordringer for hele EU.

Artikel 3

Generelt mål

Programmets generelle mål er i overensstemmelse med artikel 4 at bidrage til at videreudvikle et område, hvor personers ligestilling og rettigheder som nedfældet i TEU, TEUF, charteret og de internationale menneskerettighedskonventioner, som Unionen har tiltrådt, fremmes, beskyttes og gennemføres effektivt.

Artikel 4

Specifikke mål

1.   Med henblik på at nå det generelle mål i artikel 3 har programmet følgende specifikke mål:

a)

at fremme den effektive gennemførelse af princippet om ikkeforskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at overholde princippet om ikkeforskelsbehandling af de i artikel 21 i charteret anførte grunde

b)

at forebygge og bekæmpe racisme, fremmedhad, homofobi og andre former for intolerance

c)

at fremme og beskytte rettigheder for personer med handicap

d)

at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og at gøre fremskridt med integration af ligestillingsaspektet

e)

at bekæmpe alle former for vold mod børn, unge og kvinder samt vold mod andre risikogrupper, navnlig grupper, der er udsat for risiko for vold i nære forhold, og at beskytte ofre for sådanne former for vold

f)

at fremme og beskytte barnets rettigheder

g)

at bidrage til at sikre det højeste beskyttelsesniveau for privatlivets fred og personoplysninger

h)

at fremme og øge udøvelsen af de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet

i)

at sætte enkeltpersoner i deres egenskab af forbrugere eller erhvervsdrivende i det indre marked i stand til at håndhæve deres rettigheder i henhold til EU-retten under hensyn til de projekter, der finansieres under forbrugerprogrammet.

2.   De specifikke mål for programmet skal især forfølges ved at:

a)

forbedre offentlighedens bevidsthed og viden om EU-ret og -politikker samt om de rettigheder, værdier og principper, der ligger til grund for Unionen

b)

støtte en effektiv, samlet og ensartet gennemførelse og anvendelse af EU-retlige instrumenter og politikker i medlemsstaterne og kontrollen og evalueringen heraf

c)

fremme grænseoverskridende samarbejde, øge gensidig viden og styrke gensidig tillid blandt alle de interesserede parter

d)

forbedre kendskabet til og forståelsen af mulige hindringer for udøvelsen af de rettigheder og principper, der er sikret ved TEU, TEUF, charteret og internationale konventioner, som Unionen har tiltrådt, og den afledte EU-ret.

Artikel 5

Aktionstyper

1.   Programmet skal bl.a. finansiere følgende aktionstyper:

a)

analyseaktiviteter såsom indsamling af data og statistikker; udvikling af fælles metoder og, når det skønnes hensigtsmæssigt, af indikatorer eller benchmarks; undersøgelser, forskning, analyser og rundspørger; evalueringer; udarbejdelse og offentliggørelse af vejledninger, rapporter og uddannelsesmateriale; gruppediskussioner, seminarer, ekspertmøder og konferencer

b)

uddannelsesaktiviteter, f.eks. personaleudveksling, workshops, seminarer, uddannelsesarrangementer for undervisere og udvikling af online-uddannelsesværktøjer eller andre uddannelsesmoduler

c)

aktiviteter vedrørende gensidige læringsprocesser, samarbejde, bevidstgørelse og formidling såsom fastlæggelse af, hvad der er god praksis, og udvekslinger herom, innovative tilgange og erfaringer, tilrettelæggelse af peer review og gensidige læringsprocesser, afholdelse af konferencer og seminarer samt tilrettelæggelse af mediekampagner, herunder i onlinemedier, informationskampagner, herunder institutionel kommunikation om Unionens politiske prioriteter i det omfang de er knyttet til programmets mål, indsamling og offentliggørelse af materiale med henblik på at formidle oplysninger om programmet og dets resultater, udvikling, drift og vedligeholdelse af ikt-systemer og -redskaber

d)

støtte til de centrale aktører, hvis aktiviteter bidrager til gennemførelsen af programmets mål, såsom støtte til ngo'er i forbindelse med gennemførelsen af aktioner med EU-merværdi, støtte til centrale europæiske aktører, støtte til netværk på europæisk plan og harmoniserede tjenester af samfundsmæssig betydning; støtte til medlemsstaterne i forbindelse med gennemførelsen af EU-retten og EU's politikker; og støtte til netværksaktiviteter på europæisk plan mellem specialiserede organer og enheder samt nationale, regionale og lokale myndigheder og ngo'er, herunder støtte i form af aktivitetstilskud eller driftstilskud.

2.   For at sikre et inklusivt perspektiv skal støttemodtagerne opfordre relevante målgrupper til at deltage i de aktioner, som finansieres via programmet.

Artikel 6

Deltagelse

1.   Der er adgang til programmet for alle organer og enheder, som er lovligt etableret i:

a)

medlemsstaterne

b)

de EFTA-lande, der er part i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, jf. nævnte aftale

c)

kandidatlande, potentielle kandidater og lande, der tiltræder Unionen, i overensstemmelse med de generelle principper og de almindelige vilkår og bestemmelser for disse landes deltagelse i EU-programmer, der er fastsat i de respektive rammeaftaler og associeringsrådsafgørelser, eller lignende aftaler.

2.   Profitorienterede organer og enheder har kun adgang til programmet sammen med nonprofitorganisationer eller offentlige organisationer.

3.   Organer og enheder, som lovligt er etableret i andre tredjelande end dem, der deltager i programmet i overensstemmelse med stk. 1, litra b) og c), navnlig lande, som er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, kan blive tilknyttet programmets aktioner for egen regning, såfremt det tjener aktionernes formål.

4.   Kommissionen kan samarbejde med internationale organisationer, jf. betingelserne i det relevante årlige arbejdsprogram. Adgangen til programmet er åben for internationale organisationer, der er aktive på de områder, der er omfattet af programmet, i overensstemmelse med finansforordningen og det relevante årlige arbejdsprogram.

Artikel 7

Budget

1.   Finansieringsrammen for gennemførelsen af programmet udgør for perioden 2014-2020 439 473 000 EUR.

2.   Finansielle tilskud fra programmet kan også anvendes til dækning af udgifter til forberedende aktiviteter og overvågnings-, kontrol-, revisions- og evalueringsaktiviteter, som er nødvendige i forbindelse med forvaltningen af programmet og vurderingen af, om dets mål er nået. Finansielle tilskud kan dække udgifter, der er forbundet med nødvendige undersøgelser, ekspertmøder, informations- og kommunikationstiltag, herunder institutionel kommunikation om Unionens politiske prioriteter, for så vidt, at de har tilknytning til denne forordnings generelle mål, og udgifter, der er forbundet med informationsteknologi-netværk, der fokuserer på informationsbehandling og -udveksling, samt anden teknisk og administrativ bistand, der er nødvendig i forbindelse med Kommissionens forvaltning af programmet.

3.   De årlige bevillinger godkendes af Europa-Parlamentet og Rådet inden for grænserne af den flerårige finansielle ramme fastsat i Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 (17).

4.   Inden for programmets finansieringsramme tildeles beløbene til hver gruppe af specifikke mål i overensstemmelse med de i bilaget fastsatte procentsatser.

5.   Kommissionen fraviger ikke de i finansieringsrammen tildelte procentsatser, jf. bilaget, med mere end 5 procentpoint for hver gruppe af specifikke mål. Skulle det vise sig nødvendigt at overskride denne grænse, tillægges Kommissionen i overensstemmelse med artikel 8 beføjelse til at vedtage delegerede retsakter om ændring af hver af procentsatserne i bilaget med mere end 5 procentpoint og op til 10 procentpoint.

Artikel 8

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 7, stk. 5, tillægges Kommissionen i hele programmets løbetid.

3.   Den i artikel 7, stk. 5, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 7, stk. 5, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.

Artikel 9

Gennemførelsesforanstaltninger

1.   Kommissionen gennemfører programmet i overensstemmelse med finansforordningen.

2.   Til gennemførelse af programmet vedtager Kommissionen årlige arbejdsprogrammer i form af gennemførelsesretsakter. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren i artikel 10, stk. 2.

3.   Hvert af de årlige arbejdsprogrammer gennemfører programmets mål ved at fastlægge følgende:

a)

de aktioner, der skal gennemføres i overensstemmelse med de generelle og specifikke mål, der er fastsat i artikel 3 og artikel 4, stk. 1, herunder den vejledende tildeling af finansielle ressourcer

b)

de vigtigste støtteberettigelses-, udvælgelses- og tildelingskriterier, som skal anvendes ved udvælgelsen af de forslag, der modtager finansielle bidrag, i overensstemmelse med artikel 84 i finansforordningen og artikel 94 i gennemførelsesbestemmelserne hertil

c)

de minimumsprocentdele af de årlige udgifter, der skal anvendes til tilskud.

4.   Passende og retfærdig fordeling af finansiel støtte mellem de forskellige områder, der er omfattet af de specifikke mål nævnt i artikel 4, stk. 1, sikres under hensyntagen til størrelsen af de midler, der allerede er tildelt i henhold til de tidligere programmer for 2007-2013, der er oprettet ved de i artikel 15 nævnte afgørelser. Når Kommissionen træffer afgørelse om tildelingen af midler til disse områder i de årlige arbejdsprogrammer, tager den hensyn til behovet for at opretholde tilstrækkelige finansieringsniveauer og sikrer kontinuitet i aktionerne og forudsigelighed i finansieringen for alle de områder, der er omfattet af de specifikke mål i artikel 4, stk. 1.

5.   Indkaldelser af forslag offentliggøres årligt.

Artikel 10

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011.

Artikel 11

Komplementaritet

1.   Kommissionen sikrer i samarbejde med medlemsstaterne overordnet sammenhæng og komplementaritet og synergivirkninger med andre EU-instrumenter, herunder bl.a. programmet for retlige anliggender, programmet Europa for Borgerne og Den Europæiske Unions program for beskæftigelse og social innovation og med andre programmer på områderne beskæftigelse og sociale anliggender, indre anliggender, sundhed og forbrugerbeskyttelse, uddannelse, undervisning, ungdom og idræt, informationssamfundet samt udvidelse, navnlig instrumentet til førtiltrædelsesbistand (IPA II) og de europæiske struktur- og investeringsfonde.

2.   Kommissionen sikrer også overordnet sammenhæng og komplementaritet og synergivirkninger med arbejdet i de EU-organer, -kontorer og -agenturer, der arbejder på områder, som er omfattet af programmets mål.

3.   Programmet kan dele ressourcer med andre EU-instrumenter, navnlig programmet for retlige anliggender, til gennemførelse af aktioner, der opfylder begge programmers mål. En aktion, der har fået tildelt midler fra programmet, kan også tildeles midler fra programmet for retlige anliggender, såfremt midlerne ikke dækker de samme udgiftsposter.

Artikel 12

Beskyttelse af Unionens finansielle interesser

1.   Kommissionen træffer egnede foranstaltninger til at sikre, at Unionens finansielle interesser beskyttes, når der gennemføres aktioner, der finansieres i henhold til programmet; beskyttelsen skal sikres ved foranstaltninger til forebyggelse af svig, bestikkelse og andre ulovlige aktiviteter, ved effektiv kontrol og, hvis der konstateres uregelmæssigheder, ved inddrivelse af de uretmæssigt udbetalte beløb samt efter omstændighederne ved administrative og finansielle sanktioner, der skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsens grovhed og have afskrækkende virkning.

2.   Kommissionen eller dens befuldmægtigede og Revisionsretten har beføjelse til både gennem bilagskontrol og kontrol på stedet at kontrollere alle tilskudsmodtagere, kontrahenter og underkontrahenter, som har modtaget EU-midler i henhold til programmet.

3.   Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) kan efter bestemmelserne og procedurerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 (18) og i Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 (19) foretage undersøgelser, herunder kontrol og inspektion på stedet, for at klarlægge, om der er begået svig, bestikkelse eller andre ulovlige aktiviteter, der berører Unionens finansielle interesser, i forbindelse med en aftale om tilskud, en afgørelse om ydelse af tilskud eller en kontrakt, der finansieres under programmet.

4.   Med forbehold af stk. 1, 2 og 3 skal samarbejdsaftaler med tredjelande og med internationale organisationer, aftaler om tilskud, afgørelser om ydelse af tilskud og kontrakter som følge af gennemførelsen af programmet indeholde bestemmelser, der udtrykkeligt giver Kommissionen, Revisionsretten og OLAF beføjelse til at foretage kontrol og undersøgelser omhandlet i disse stykker i overensstemmelse med deres respektive beføjelser.

Artikel 13

Kontrol og evaluering

1.   Kommissionen kontrollerer programmet årligt for at følge op på gennemførelsen af aktionerne under det og på, om de specifikke mål i artikel 4 er nået. Kontrollen skal også gøre det muligt at vurdere, hvordan ligestilling af kønnene og spørgsmål vedrørende ikkeforskelsbehandling og beskyttelse af børn er blevet behandlet i programmets aktioner.

2.   Kommissionen forelægger Europa-Parlamentet og Rådet:

a)

en årlig kontrolrapport baseret på indikatorerne i artikel 14, stk.2, og om anvendelsen af de til rådighed stående midler

b)

en midtvejsrapport senest den 30. juni 2018

c)

en efterfølgende evalueringsrapport senest den 31. december 2021.

3.   Midtvejsrapporten indeholder en vurdering af, om programmets mål er nået, og af ressourceudnyttelsens effektivitet og programmets EU-merværdi med henblik på at afgøre, om finansieringen på de områder, der er dækket af programmet, bør videreføres, ændres eller indstilles efter 2020. I rapporten tages der også stilling til, om der er grundlag for at forenkle programmet, og til dets interne og eksterne sammenhæng og til, om alle målene og aktionerne stadig er relevante. Der tages hensyn til resultaterne af de efterfølgende evalueringer af de tidligere programmer for 2007-2013 oprettet ved de i artikel 15 nævnte afgørelser.

4.   Den efterfølgende evaluerings rapport indeholder en vurdering af programmets indvirkning på lang sigt og holdbarheden af programmets virkninger med henblik på at indgå i en afgørelse om et senere program.

Artikel 14

Indikatorer

1.   I overensstemmelse med artikel 13 danner indikatorerne i nærværende artikels stk. 2 grundlag for kontrol og evaluering af, i hvilket omfang hvert af programmets specifikke mål i artikel 4 er nået gennem de aktioner, der er omhandlet i artikel 5. De måles op mod foruddefinerede basisscenarier, der afspejler situationen inden gennemførelsen. Indikatorerne opdeles bl.a. efter køn, alder og handicap, hvis det er relevant

2.   Indikatorerne nævnt i stk. 1 omfatter bl.a. følgende:

a)

antal og procentdel af personer i en målgruppe, som de bevidstgørelsesaktiviteter, der finansieres af programmet, er nået ud til

b)

antal interessenter, der bl.a. har deltaget i uddannelsesaktiviteter, udvekslinger, studieophold, workshops og seminarer finansieret af programmet

c)

forbedring af kendskabet til EU-ret og -politikker og, hvor dette er relevant, til rettigheder, værdier og principper, der ligger til grund for Unionen, i de grupper, der deltager i aktioner, der finansieres af programmet, i sammenligning med hele målgruppen

d)

antal tilfælde af, aktiviteter i og resultater af grænseoverskridende samarbejde

e)

deltagernes vurdering af de aktiviteter, som de deltog i, og af deres (forventede) holdbarhed

f)

den geografiske dækning af de aktiviteter, der finansieres af programmet

g)

antal ansøgninger og tilskud i tilknytning til hvert enkelt specifikke mål

h)

størrelsen af de midler, ansøgerne har søgt om, og som er tildelt, i tilknytning til hvert enkelt specifikke mål.

3.   Ud over indikatorerne i stk. 2 indeholder midtvejsrapporten og den efterfølgende evalueringsrapport om programmet bl.a. en vurdering af:

a)

programmets EU-merværdi, herunder en evaluering af programmets aktiviteter i lyset af lignende initiativer, der er udarbejdet på nationalt eller europæisk plan uden støtte fra EU-midler, og deres (forventede) resultater, og fordelene og/eller ulemperne ved EU-finansiering sammenlignet med national finansiering af den pågældende type aktivitet

b)

finansieringsniveau i forhold til de opnåede resultater (effektivitet)

c)

eventuelle administrative, organisatoriske og/eller strukturelle hindringer for en mere smidig og effektiv gennemførelse af programmet (mulighed for forenkling).

Artikel 15

Overgangsforanstaltninger

På aktioner, der indledes på grundlag af sektion 4 ("Ikke-forskelsbehandling og forskelligartethed") eller sektion 5 ("Ligestilling mellem mænd og kvinder") i afgørelse nr. 1672/2006/EF afgørelse 2007/252/EF eller afgørelse nr. 779/2007/EF eller afgørelse nr. 1672/2006/EF, finder bestemmelserne i disse afgørelser fortsat anvendelse, indtil aktionerne er tilendebragt. For så vidt angår disse aktioner betragtes henvisninger til udvalgene i artikel 13 i afgørelse nr. 1672/2006/EF, artikel 10 i afgørelse 2007/252/EF og i artikel 10 i afgørelse nr. 779/2007/EF som henvisninger til udvalget i artikel 10, stk. 1, i nærværende forordning.

Artikel 16

Ikrafttræden

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 17. december 2013.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

L. LINKEVIČIUS

Formand


(1)  EUT C 191 af 29.6.2012, s. 108.

(2)  EUT C 277 af 13.9.2012, s. 43.

(3)  Europa-Parlamentets holdning af 11.12.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 16.12.2013.

(4)  EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.

(5)  EUT C 258 af 2.9.2011, s. 6.

(6)  Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 293/2000/EF af 24. januar 2000 om vedtagelse af et EF-handlingsprogram (Daphne-programmet) (2000-2003) om forebyggende foranstaltninger til bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder (EFT L 34 af 9.2.2000, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 803/2004/EF af 21. april 2004 om EF-handlingsprogrammet (2004-2008) om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og om beskyttelse af ofre og risikogrupper (Daphne II-programmet) (EUT L 143 af 30.4.2004, s. 1), Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 779/2007/EF af 20. juni 2007 om et særprogram for perioden 2007-2013 om forebyggelse og bekæmpelse af vold mod børn, unge og kvinder og om beskyttelse af ofre og risikogrupper (Daphne III-programmet) som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed (EUT L 173 af 3.7.2007, s. 19)

(7)  Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse nr. 1672/2006/EF af 24. oktober 2006 om et fællesskabsprogram for beskæftigelse og social solidaritet — Progress (EUT L 315 af 15.11.2006, s. 1).

(8)  Rådets afgørelse 2007/252/EF af 19. april 2007 om et særprogram om grundlæggende rettigheder og unionsborgerskab for perioden 2007-2013 som en del af det generelle program om grundlæggende rettigheder og retfærdighed (EUT L 110 af 27.4.2007, s. 33).

(9)  Kommissionens beslutning nr. 116/2007/EF af 15. februar 2007 om at reservere medlemsstaternes nummerserie, der begynder med 116, til harmoniserede numre på harmoniserede tjenester af samfundsmæssig betydning (EUT L 49 af 17.2.2007, s. 30).

(10)  EUT C 373 af 20.12.2013, s. 1

(11)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1).

(12)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).

(13)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1382/2013 af 17. december 2013 om oprettelse af et program for retlige anliggender for perioden 2014 til 2020 (Se side 73 i denne EUT.).

(14)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1296/2013 af 11. december 2013 om et EU-program for beskæftigelse og social innovation ("EaSI") og om ændring af afgørelse nr. 283/2010/EU om oprettelse af den europæiske mikrofinansieringsfacilitet Progress til fordel for beskæftigelse og social integration (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 238).

(15)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1303/2013 af 17. december 2013 om fælles bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden, Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af Landdistrikterne og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om generelle bestemmelser for Den Europæiske Fond for Regionaludvikling, Den Europæiske Socialfond, Samhørighedsfonden og Den Europæiske Hav- og Fiskerifond og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 1083/2006 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 320).

(16)  Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 1268/2012 af 29. oktober 2012 om gennemførelsesbestemmelser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget (EUT L 362 af 31.12.2012, s. 1).

(17)  Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 1311/2013 af 2. december 2013 om fastlæggelse af den flerårige finansielle ramme for årene 2014-2020 (EUT L 347 af 20.12.2013, s. 884).

(18)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 883/2013 af 11. september 2013 om undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1073/1999 og Rådets forordning (Euratom) nr. 1074/1999 (EUT L 248 af 18.9.2013, s. 1).

(19)  Rådets forordning (Euratom, EF) nr. 2185/96 af 11. november 1996 om Kommissionens kontrol og inspektion på stedet med henblik på beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser mod svig og andre uregelmæssigheder (EFT L 292 af 15.11.1996, s. 2).


BILAG

TILDELING AF MIDLER

Inden for programmets finansieringsramme tildeles beløbene til hver gruppe af specifikke mål i artikel 4, stk. 1, som følger:

Gruppe af specifikke mål

Andel af finansieringsrammen (i %)

Gruppe 1

57 %

at fremme den effektive gennemførelse af princippet om ikkeforskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at overholde princippet om ikkeforskelsbehandling af de i artikel 21 i charteret anførte grunde

at forebygge og bekæmpe racisme, fremmedhad, homofobi og andre former for intolerance

at fremme og beskytte rettigheder for personer med handicap

at fremme ligestilling mellem kvinder og mænd og at gøre fremskridt med integration af ligestillingsaspektet

Gruppe 2

43 %

at bekæmpe alle former for vold mod børn, unge og kvinder samt vold mod andre risikogrupper, navnlig grupper, der er udsat for risiko for vold i nære forhold, og at beskytte ofre for sådanne former for vold

at fremme og beskytte barnets rettigheder

at bidrage til at sikre det højeste beskyttelsesniveau for privatlivets fred og personoplysninger

at fremme og øge udøvelsen af de rettigheder, der følger af unionsborgerskabet

at sætte enkeltpersoner i deres egenskab af forbrugere eller virksomheder i det indre marked i stand til at håndhæve deres rettigheder i henhold til EU-retten under hensyn til de projekter, der finansieres under forbrugerprogrammet.