om fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse (omarbejdning)

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 78, stk. 2, litra d),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

Formålet med dette direktiv er at fastsætte fælles procedurer for tildeling og fratagelse af international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU.

a) »Genèvekonventionen«: konventionen af 28. juli 1951 om flygtninges retsstilling, som ændret ved New York-protokollen af 31. januar 1967

b) »ansøgning om international beskyttelse« eller »ansøgning«: en anmodning, der indgives af en tredjelandsstatsborger eller statsløs om beskyttelse fra en medlemsstat, hvor der er grundlag for at antage, at ansøgeren søger om flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus, og vedkommende ikke udtrykkeligt anmoder om anden form for beskyttelse, der ikke er omfattet af direktiv 2011/95/EU, og som kan søges særskilt

c) »ansøger«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, hvorom der endnu ikke er truffet endelig afgørelse

d) »ansøger med behov for særlige proceduremæssige garantier«: en ansøger, hvis evne til at kunne udnytte rettighederne og overholde forpligtelserne i dette direktiv er begrænsede som følge af individuelle omstændigheder

e) »endelig afgørelse«: en afgørelse om, hvorvidt en tredjelandsstatsborger eller statsløs kan indrømmes flygtningestatus eller subsidiær beskyttelsesstatus i henhold til direktiv 2011/95/EU, og for hvilken der ikke findes flere retsmidler i henhold til kapitel V i nærværende direktiv, uanset om et sådant retsmiddel bevirker, at ansøgere får tilladelse til at blive i de berørte medlemsstater, indtil afgørelsen er truffet

f) »besluttende myndighed«: enhver domstolslignende eller administrativ instans i en medlemsstat, der er ansvarlig for behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse, og som er kompetent til at træffe afgørelse i første instans i sådanne sager

g) »flygtning«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, som opfylder kravene i artikel 2, litra d), i direktiv 2011/95/EU

h) »person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse«: en tredjelandsstatsborger eller statsløs, som opfylder kravene i artikel 2, litra f), i direktiv 2011/95/EU

i) »international beskyttelse«: flygtningestatus og subsidiær beskyttelsesstatus som defineret i litra j) og k)

j) »flygtningestatus«: en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs som flygtning

k) »subsidiær beskyttelsesstatus«: en medlemsstats anerkendelse af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs som en person, der er berettiget til subsidiær beskyttelse

m) »uledsaget mindreårig«: en uledsaget mindreårig som defineret i artikel 2, litra l), i direktiv 2011/95/EU

n) »repræsentant«: en person eller en organisation, der er udpeget af de kompetente myndigheder til at bistå og repræsentere en uledsaget mindreårig i procedurerne i dette direktiv med henblik på at varetage barnets tarv og udøve retlig handleevne for den mindreårige, hvor det er nødvendigt. Udpeges en organisation som repræsentant, udpeger denne en person, der er ansvarlig for at varetage repræsentantens opgaver i forhold til den uledsagede mindreårige i overensstemmelse med dette direktiv

o) »fratagelse af international beskyttelse »: en afgørelse truffet af en kompetent myndighed om at tilbagekalde, afslutte eller afslå at forlænge en persons flygtningestatus eller subsidiære beskyttelsesstatus i henhold til direktiv 2011/95/EU

p) »forblive i medlemsstaten«: at forblive på medlemsstatens område, herunder ved grænsen eller i transitområder i den medlemsstat, hvor ansøgningen om international beskyttelse er indgivet eller behandles

q) »fornyet ansøgning«: en ny ansøgning om international beskyttelse, der indgives, efter at der er truffet endelig afgørelse om en tidligere ansøgning, herunder i tilfælde, hvor ansøgeren udtrykkeligt har trukket sin ansøgning tilbage, og i tilfælde, hvor den besluttende myndighed har afslået ansøgningen, efter at den implicit er blevet trukket tilbage i overensstemmelse med artikel 28, stk. 1.

1. Dette direktiv finder anvendelse på alle ansøgninger om international beskyttelse, der indgives på medlemsstaternes område, herunder ved grænsen, i søterritoriet eller i transitområderne i medlemsstaterne, samt på fratagelse af international beskyttelse.

2. Dette direktiv finder ikke anvendelse på anmodninger om diplomatisk eller territorialt asyl, der indgives til medlemsstaternes repræsentationer.

3. Medlemsstaterne kan beslutte at anvende dette direktiv som led i procedurer for behandling af ansøgninger om enhver anden form for beskyttelse, der ikke er omfattet af direktiv 2011/95/EU.

1. Medlemsstaterne udpeger med henblik på alle procedurer en besluttende myndighed, der skal være ansvarlig for en hensigtsmæssig behandling af ansøgningerne i overensstemmelse med dette direktiv. Medlemsstaterne sikrer, at en sådan myndighed råder over de fornødne midler, herunder et tilstrækkeligt antal kompetente ansatte, til at varetage sine opgaver i overensstemmelse med direktivet.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en anden myndighed end den i stk. 1 omhandlede er ansvarlig for:

3. Medlemsstaternes sikrer, at den besluttende myndigheds personale, jf. stk. 1, er behørigt uddannet. Med henblik herpå sørger medlemsstaterne for den relevante uddannelse, som omfatter de elementer, der er opført i artikel 6, stk. 4, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 439/2010. Medlemsstaterne skal desuden tage de relevante uddannelsesaktiviteter, som Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO) etablerer og udvikler i betragtning. Personer, der forestår samtaler med ansøgere i henhold til dette direktiv, skal også have erhvervet generelt kendskab til problemer, der kan have negativ indvirkning på ansøgernes evne til at deltage i samtalen som f.eks. tegn på, at ansøgeren tidligere kan have været udsat for tortur.

4. Udpeges en myndighed i overensstemmelse med stk. 2, sikrer medlemsstaterne, at den pågældende myndigheds personale har det relevante kendskab eller får den nødvendige uddannelse, så det kan opfylde de forpligtelser, der følger af dette direktiv.

5. Ansøgninger om international beskyttelse, der indgives i en medlemsstat til myndighederne i en anden medlemsstat, som foretager grænse- eller indvandringskontrol dér, behandles af den medlemsstat, på hvis område ansøgningen indgives.

Medlemsstaterne kan indføre eller bibeholde gunstigere standarder for procedurerne for tildeling og fratagelse af international beskyttelse, for så vidt sådanne standarder er forenelige med dette direktiv.

1. Når en person indgiver en ansøgning om international beskyttelse til en myndighed, der i henhold til national ret er kompetent til at registrere sådanne ansøgninger, skal registreringen ske senest tre arbejdsdage efter, at ansøgningen er indgivet.

Indgives ansøgningen om international beskyttelse til andre myndigheder, der kan forventes at modtage sådanne ansøgninger, men som ikke er kompetente til at registrere dem i henhold til national ret, sikrer medlemsstaterne, at registreringen sker senest seks arbejdsdage efter, at ansøgningen er indgivet.

Medlemsstaterne sikrer, at de andre myndigheder, der kan forventes at modtage ansøgninger om international beskyttelse, såsom politiet, grænsevagter, indvandringsmyndigheder og ansatte ved faciliteter for frihedsberøvede, har de relevante oplysninger, og at deres ansatte modtager den nødvendige uddannelse til at kunne varetage deres opgaver og ansvarsområder og instruks om at meddele ansøgerne, hvor og hvordan ansøgninger om international beskyttelse kan indgives.

2. Medlemsstaterne sikrer, at en person, der har indgivet en ansøgning om international beskyttelse, i praksis har mulighed for at indgive den så hurtigt som muligt. Indgiver ansøgeren ikke sin ansøgning, kan medlemsstaterne anvende artikel 28 i overensstemmelse hermed.

3. Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgninger om international beskyttelse indgives personligt og/eller et bestemt sted, jf. dog stk. 2.

4. Uanset stk. 3 betragtes en ansøgning om international beskyttelse for at være indgivet på det tidspunkt, hvor en af ansøgeren indgivet formular eller en i national ret fastsat officiel rapport er kommet den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder i hænde.

5. Såfremt ansøgninger om international beskyttelse indgivet samtidigt af et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse i praksis gør det meget vanskeligt at overholde tidsfristen i stk. 1, kan medlemsstaterne forlænge fristen til 10 arbejdsdage.

Ansøgninger indgivet på vegne af personer, over for hvem der består forsørgerpligt, eller mindreårige

1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver voksen person, der har rets- og handleevne, har ret til at indgive en ansøgning om international beskyttelse på egne vegne.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en ansøger kan indgive en ansøgning på vegne af de personer, denne har forsørgerpligt over for. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at voksne personer, som ansøgeren har forsørgerpligt over for, giver deres samtykke til, at ansøgeren indgiver en ansøgning på deres vegne; ellers skal de have mulighed for selv at indgive en ansøgning på egne vegne.

Der anmodes om samtykke på det tidspunkt, hvor ansøgningen indgives, eller senest når den personlige samtale med den voksne person, over for hvem der består forsørgerpligt, finder sted. Inden der anmodes om samtykke, skal hver enkelt voksen person, over for hvem der består forsørgerpligt, i fortrolighed underrettes om de relevante proceduremæssige konsekvenser af indgivelsen af ansøgningen på vedkommendes vegne og om vedkommendes ret til at indgive en særskilt ansøgning om international beskyttelse.

3. Medlemsstaterne sikrer, at mindreårige har ret til at indgive en ansøgning om international beskyttelse enten på egne vegne, såfremt vedkommende i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning har proceshabilitet, eller gennem vedkommendes forældre eller andre voksne familiemedlemmer eller andre voksne personer, der er ansvarlige for vedkommende enten retligt eller efter sædvane i den pågældende medlemsstat, eller gennem en repræsentant.

4. Medlemsstaterne sikrer, at de relevante organer, der er omhandlet i artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (10), har ret til at indgive en ansøgning om international beskyttelse på vegne af en uledsaget mindreårig, hvis disse organer på grundlag af en individuel vurdering af vedkommendes personlige situation er af den opfattelse, at den mindreårige kan have behov for beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU.

Information og rådgivning i faciliteter for frihedsberøvede og ved grænseovergangssteder

1. Når der er tegn på, at tredjelandsstatsborgere eller statsløse personer, der tilbageholdes i faciliteter for frihedsberøvede eller befinder sig ved grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser, måske ønsker at søge om international beskyttelse, skal medlemsstaterne give dem oplysninger om muligheden for at gøre dette. I disse faciliteter for frihedsberøvede og overgangssteder sørger medlemsstaterne for tolkebistand, i det omfang det er nødvendigt for at lette adgangen til asylproceduren.

2. Medlemsstaterne sikrer, at organisationer og personer, der vejleder og rådgiver ansøgere, har effektiv adgang til ansøgere, der befinder sig ved grænseovergangssteder, herunder transitområder, ved de ydre grænser. Medlemsstater kan fastlægge regler for sådanne organisationers og personers tilstedeværelse på disse overgangssteder og navnlig at lade adgangen til dem være betinget af en aftale med medlemsstaternes kompetente myndigheder. Begrænsning af en sådan adgang må kun ske, når det i henhold til national ret er objektivt nødvendigt af hensyn til sikkerheden, den offentlige orden eller den administrative forvaltning af de pågældende overgangssteder, under forudsætning af at adgangen ikke derved begrænses i alvorlig grad eller umuliggøres.

1. Ansøgere har lov til at forblive i medlemsstaten, men kun med henblik på proceduren og indtil den besluttende myndighed har truffet afgørelse efter de procedurer i første instans, der er fastsat i kapitel III. Denne ret til at forblive giver ikke ret til opholdstilladelse.

2. Medlemsstaterne må kun indrømme en undtagelse fra denne regel, hvis en person indgiver en fornyet ansøgning, jf. artikel 41, eller hvis de vil overgive eller udlevere en person til enten en anden medlemsstat i henhold til forpligtelser, der følger af en europæisk arrestordre (11), eller til et tredjeland, eller til internationale straffedomstole eller -tribunaler.

3. En medlemsstat kan kun udlevere en ansøger til et tredjeland i medfør af stk. 2, hvis de kompetente myndigheder finder det godtgjort, at en afgørelse om udlevering ikke vil føre til direkte eller indirekte refoulement i strid med den pågældende medlemsstats internationale forpligtelser og EU-forpligtelser.

1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgninger om international beskyttelse hverken afslås eller udelukkes fra behandling alene med den begrundelse, at de ikke er indgivet hurtigst muligt.

2. Ved behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse afgør den besluttende myndighed først, hvorvidt ansøgerne kan anerkendes som flygtninge, og hvis ikke, om de kan indrømmes subsidiær beskyttelse.

3. Medlemsstaterne sikrer, at den besluttende myndigheds afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse træffes efter en passende behandling af ansøgningerne. Til det formål sikrer medlemsstaterne:

4. De myndigheder, der er omhandlet i kapitel V, skal gennem den besluttende myndighed eller ansøgeren eller på anden måde have adgang til de generelle oplysninger, der er omhandlet i stk. 3, litra b), og som er nødvendige for, at de kan udføre deres opgaver.

5. Medlemsstaterne fastsætter regler for oversættelse af dokumenter, der er relevante for behandlingen af ansøgninger.

1. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelser om ansøgninger om international beskyttelse meddeles skriftligt.

2. Medlemsstaterne sikrer også, at de faktiske og retlige grunde anføres i afgørelsen i tilfælde af afslag på ansøgninger med hensyn til flygtningestatus og/eller subsidiær beskyttelsesstatus, og at der gives skriftlige oplysninger om, hvordan der kan gøres indsigelse mod en negativ afgørelse.

Medlemsstaterne behøver ikke give skriftlige oplysninger om, hvordan der kan gøres indsigelse mod en negativ afgørelse sammen med en afgørelse, hvis ansøgeren tidligere skriftligt eller ved et elektronisk middel, som ansøgeren har adgang til, har fået disse oplysninger.

3. Medlemsstaterne kan i forbindelse med artikel 7, stk. 2, og hvis ansøgningen hviler på samme grundlag, træffe en enkelt afgørelse, der omfatter alle de personer, over for hvem der består forsørgerpligt, medmindre dette vil medføre, at en ansøgers særlige forhold videregives, hvorved dennes interesser skades, især i tilfælde af forfølgelse på grund af køn, seksuel orientering, kønsidentitet og/eller alder. I sådanne tilfælde tilstilles der en separat afgørelse til den pågældende person.

1. I forbindelse med de procedurer, der er omhandlet i kapitel III, sikrer medlemsstaterne, at enhver ansøger nyder følgende garantier:

2. For så vidt angår procedurerne i kapitel V sikrer medlemsstaterne, at alle ansøgere nyder garantier svarende til dem, der er anført i stk. 1, litra b)-e).

1. Medlemsstaterne pålægger ansøgere en forpligtelse til at samarbejde med de kompetente myndigheder med henblik på at fastslå deres identitet og andre af de i artikel 4, stk. 2, i direktiv 2011/95/EU omhandlede elementer. Medlemsstaterne kan pålægge ansøgerne andre forpligtelser til at samarbejde med de kompetente myndigheder, for så vidt sådanne forpligtelser er nødvendige for behandlingen af en ansøgning.

1. Inden den besluttende myndighed træffer afgørelse, skal ansøgeren tilbydes en personlig samtale om sin ansøgning om international beskyttelse med en person, der i henhold til national ret er kompetent til at forestå en sådan samtale. Personlige samtaler om substansen i en ansøgning om international beskyttelse forestås af den besluttende myndigheds personale. Dette afsnit berører ikke artikel 42, stk. 2, litra b).

Såfremt et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse samtidigt søger om international beskyttelse, og det derfor i praksis er umuligt for den besluttende myndighed at afholde samtaler om substansen i hver ansøgning i rette tid, kan medlemsstaterne beslutte at en anden myndigheds personale midlertidigt inddrages i afholdelsen af sådanne samtaler. I så fald skal den pågældende anden myndigheds personale modtage relevant uddannelse på forhånd, herunder i de elementer, der er opført i artikel 6, stk. 4, litra a)-e), i forordning (EU) nr. 439/2010. Personer, der forestår personlige samtaler med ansøgere i henhold til dette direktiv, skal også have erhvervet generelt kendskab til problemer, der kan have negativ indvirkning på en ansøgers evne til at deltage i samtalen som f.eks. tegn på, at ansøgeren tidligere kan have været udsat for tortur.

Har en person indgivet en ansøgning om international beskyttelse på vegne af personer, over for hvem vedkommende har forsørgerpligt, tilbydes samtlige voksne personer, over for hvem der er forsørgerpligt, en personlig samtale.

Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning fastsætte, i hvilke tilfælde en mindreårig skal tilbydes en personlig samtale.

Hvis der ikke afholdes nogen personlig samtale i henhold til litra b) eller eventuelt med den person, over for hvem der består forsørgerpligt, skal der gøres en rimelig indsats for at give ansøgeren eller den person, over for hvem der består forsørgerpligt, mulighed for at fremlægge yderligere oplysninger.

3. Det forhold, at der ikke finder en personlig samtale sted i henhold til denne artikel, forhindrer ikke, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om en ansøgning om international beskyttelse.

4. Det forhold, at der ikke finder en personlig samtale sted i henhold til stk. 2, litra b), har ikke negativ indvirkning på den besluttende myndigheds afgørelse.

5. Uanset artikel 28, stk. 1, kan medlemsstaterne, når de tager stilling til en ansøgning om international beskyttelse, tage det forhold i betragtning, at ansøgeren er udeblevet fra den personlige samtale, medmindre vedkommende havde en gyldig grund til at udeblive.

1. En personlig samtale finder normalt sted, uden at der er andre familiemedlemmer til stede, medmindre den besluttende myndighed finder det nødvendigt af hensyn til en tilfredsstillende sagsbehandling, at der er andre familiemedlemmer til stede.

2. En personlig samtale skal finde sted under forhold, der sikrer passende fortrolighed.

3. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at personlige samtaler finder sted under forhold, som giver ansøgerne mulighed for at give en fyldestgørende redegørelse for grundene til deres ansøgning. Til det formål skal medlemsstaterne:

4. Medlemsstaterne kan fastsætte regler om tredjeparters tilstedeværelse under den personlige samtale.

Når den besluttende myndighed afholder en personlig samtale om substansen i en ansøgning om international beskyttelse, sikrer den, at ansøgeren får passende mulighed for at forelægge de elementer, der er nødvendige for at underbygge ansøgningen i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95/EU så fuldstændigt som muligt. Herunder skal ansøgeren have mulighed for at give en forklaring på de elementer, som måtte mangle, og/eller på enhver uoverensstemmelse eller modsigelse i ansøgerens erklæringer.

1. Medlemsstaterne sikrer, at der enten ved enhver personlig samtale udarbejdes en grundig og faktuel rapport, der indeholder alle væsentlige elementer, eller laves en afskrift.

2. Medlemsstaterne kan foretage en lyd- eller videooptagelse af den personlige samtale. Hvis der foretages en sådan optagelse, sikrer medlemsstaterne, at optagelsen eller en afskrift heraf er tilgængelig i tilknytning til ansøgerens sagsakter.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren har lejlighed til mundtligt og/eller skriftligt at fremsætte bemærkninger til og/eller afklare eventuelle oversættelsesfejl eller misforståelser i rapporten eller afskriften ved afslutningen af den personlige samtale eller inden for en bestemt frist, og inden den besluttende myndighed træffer afgørelse. Med henblik herpå sikrer medlemsstaterne, om nødvendigt med tolkebistand, at ansøgeren er fuldt informeret om rapportens indhold eller om de væsentlige elementer i afskriften. Medlemsstaterne anmoder derefter ansøgeren om at bekræfte, at rapportens indhold eller afskriften afspejler samtalen korrekt.

Er den personlige samtale optaget i henhold til stk. 2, og kan optagelsen anvendes som bevismateriale i de klageprocedurer, der er omhandlet i kapitel V, er medlemsstaterne ikke forpligtet til at anmode ansøgeren om at bekræfte rapportens indhold, eller at afskriften afspejler samtalen korrekt. Fremlægger medlemsstaterne både en afskrift og en optagelse af den personlige samtale, behøver de ikke at give ansøgeren ret til at fremsætte bemærkninger og/eller afklare afskriften, jf. dog artikel 16.

4. Nægter en ansøger at bekræfte, at rapportens indhold eller afskriften afspejler den personlige samtale korrekt, skal begrundelsen herfor anføres i ansøgerens sagsakter.

En sådan nægtelse af bekræftelse er ikke til hinder for, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen.

5. Ansøgerne og deres juridiske rådgivere eller andre rådgivere som defineret i artikel 23 skal have adgang til rapporten eller afskriften og i givet fald optagelsen, inden den besluttende myndighed træffer afgørelse.

Fremlægger medlemsstaterne både en afskrift og en optagelse af den personlige samtale, er de ikke forpligtet til at give adgang til optagelsen under procedurerne i første instans som omhandlet i kapitel III. I sådanne tilfælde skal de dog give adgang til optagelsen under de i kapitel V omhandlede klageprocedurer.

Behandles ansøgningen i overensstemmelse med artikel 31, stk. 8, kan medlemsstaterne bestemme, at adgangen til rapporten eller afskriften og i givet fald optagelsen gives samtidig med, at afgørelsen træffes, jf. dog nærværende artikels stk. 3.

1. Finder den besluttende myndighed det relevant for vurderingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95/EU, lader medlemsstaterne med forehold af ansøgerens samtykke foretage en lægeundersøgelse af ansøgeren for at finde tegn, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast. Alternativt kan medlemsstaterne bestemme, at ansøgeren selv lader foretage en sådan lægeundersøgelse.

De i første afsnit omhandlede lægeundersøgelser skal foretages af kvalificerede sundhedspersoner, og resultatet af undersøgelsen forelægges den besluttende myndighed snarest muligt. Medlemsstaterne kan udpege de sundhedspersoner, der kan foretage sådanne lægeundersøgelser. En ansøgers nægtelse af at gennemgå en sådan lægeundersøgelse, afskærer ikke den besluttende myndighed fra at træffe afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

Lægeundersøgelser, der foretages i overensstemmelse med dette stykke, betales af offentlige midler.

2. Foretages der ikke nogen lægeundersøgelse i overensstemmelse med stk. 1, underretter medlemsstaterne ansøgerne om, at de på eget initiativ og for egen regning kan få foretaget en lægeundersøgelse for at finde tegn, der kunne indikere tidligere forfølgelse eller alvorlig overlast.

3. Resultaterne af de i stk. 1 og 2 nævnte lægeundersøgelser vurderes af den besluttende myndighed sammen med de andre elementer i ansøgningen.

Gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger i forbindelse med procedurer i første instans

1. I forbindelse med de procedurer i første instans, som er fastsat i kapitel III, sikrer medlemsstaterne, at ansøgere, der anmoder om det, modtager gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger herunder som minimum oplysninger om proceduren i lyset af ansøgernes særlige situation. I tilfælde af afslag på en ansøgning i første instans giver medlemsstaterne også ansøgere, der anmoder om det, oplysninger — ud over den, der gives i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, og artikel 12, stk. 1, litra f) — for at redegøre for begrundelsen for afgørelsen og forklare, hvordan den kan påklages.

2. De gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger ydes på de betingelser, der er fastsat i artikel 21.

1. Medlemsstaterne sikrer, at der efter anmodning ydes gratis juridisk bistand og repræsentation i forbindelse med de klageprocedurer, der er fastsat i kapitel V. Som minimum skal dette omfatte forberedelsen af de nødvendige proceduremæssige dokumenter og deltagelse i høringen ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans på ansøgerens vegne.

2. Medlemsstaterne kan tillige yde gratis juridisk bistand og/eller repræsentation i forbindelse med de procedurer i første instans, der er fastsat i kapitel III. I sådanne tilfælde finder artikel 19 ikke anvendelse.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte, at der ikke ydes gratis juridisk bistand og repræsentation, hvis der efter domstolens eller det domstolslignende organs eller en anden kompetent myndigheds vurdering ikke er reel udsigt til, at ansøgeren vil få medhold i sin klage.

Træffes en afgørelse om ikke at yde gratis juridisk bistand og repræsentation efter dette stykke af en myndighed, der ikke er en domstol eller et domstolslignende organ, sikrer medlemsstaterne at ansøgeren har ret til effektive retsmidler mod denne afgørelse ved en domstol eller et domstolslignende organ.

I forbindelse med anvendelsen af dette stykke sikrer medlemsstaterne, at den juridiske bistand og repræsentation ikke indskrænkes vilkårligt, og at ansøgerens faktiske adgang til retlig prøvelse ikke hindres.

4. Gratis juridisk bistand og repræsentation ydes på de betingelser, der er fastsat i artikel 21.

Betingelser for gratis juridisk og proceduremæssig information samt for gratis juridisk bistand og repræsentation

1. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger, der er omhandlet i artikel 19, ydes af ikke-statslige organisationer eller af fagfolk fra statslige myndigheder eller fra særlige statslige tjenester.

Den gratis juridiske bistand og repræsentation, der er omhandlet i artikel 20, ydes af personer, som er godkendt eller har tilladelse efter national ret.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at de gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger, der er omhandlet i artikel 19, samt den gratis juridiske bistand og repræsentation, der er omhandlet i artikel 20, kun kan ydes:

Medlemsstaterne kan fastsætte, at den gratis juridiske bistand og repræsentation, der er omhandlet i artikel 20, kun kan ydes i forbindelse med klageprocedurer i overensstemmelse med kapitel V ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans og ikke til eventuelle yderligere klager eller revisioner i henhold til national ret, herunder genoptagelse eller revision af klager.

Medlemsstaterne kan også ved anvendelse af artikel 41, stk. 2, litra c), fastsætte, at den gratis juridiske bistand og repræsentation, der er omhandlet i artikel 20, ikke skal ydes til ansøgere, der ikke længere opholder sig på medlemsstatens område.

3. Medlemsstaterne kan fastsætte nærmere bestemmelser for indgivelse og behandling af anmodninger om gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger i henhold til artikel 19 samt om gratis juridisk bistand og repræsentation i henhold til artikel 20.

5. Medlemsstaterne kan anmode om helt eller delvis at få godtgjort alle de udgifter, som de har betalt, hvis og når ansøgerens finansielle situation har forbedret sig betydeligt, eller hvis afgørelsen om at betale sådanne udgifter er blevet truffet på grundlag af urigtige oplysninger fra ansøgeren.

1. Ansøgerne skal have mulighed for på egen regning på en effektiv måde at rådføre sig med en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, der er godkendt eller har tilladelse som sådan i henhold til national ret, om spørgsmål, der vedrører deres ansøgninger om international beskyttelse, i alle faser af proceduren, herunder efter en negativ afgørelse.

2. Medlemsstaterne kan tillade, at ikke-statslige organisationer yder juridisk bistand og/eller repræsentation til ansøgere i de procedurer, der er omhandlet i kapitel III og kapitel V i overensstemmelse med national ret.

1. Medlemsstaterne sikrer, at en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, der er godkendt eller har tilladelse som sådan i henhold til national ret, og som bistår eller repræsenterer en ansøger i overensstemmelse national ret, har adgang til de oplysninger i ansøgerens sagsakter, på grundlag af hvilke der er eller vil blive truffet afgørelse.

Medlemsstaterne kan fravige denne bestemmelse, hvis videregivelse af oplysninger eller kilder ville bringe statens sikkerhed, sikkerheden for de organisationer eller personer, der giver oplysningerne, eller sikkerheden for den eller de personer, som oplysningerne vedrører, i fare, eller hvis efterforskningsinteresser i forbindelse med den behandling af ansøgninger om international beskyttelse, som medlemsstaternes kompetente myndigheder foretager, eller medlemsstaternes internationale forbindelser ville blive bragt i fare. I sådanne tilfælde skal medlemsstaterne:

I forbindelse med litra b) kan medlemsstaterne navnlig give adgang til sådanne oplysninger eller kilder til en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, som har været gennem en sikkerhedsundersøgelse, for så vidt som oplysningerne er relevante for behandlingen af ansøgningen eller for at kunne træffe afgørelse om fratagelse af international beskyttelse.

2. Medlemsstaterne sikrer, at den juridiske rådgiver eller anden rådgiver, som bistår eller repræsenterer en ansøger, har adgang til lukkede områder, såsom faciliteter for frihedsberøvede og transitområder, med henblik på at rådføre sig med ansøgeren i overensstemmelse med artikel 10, stk. 4, og artikel 18, stk. 2, litra b) og c), i direktiv 2013/33/EU.

3. Medlemsstaterne tillader ved den personlige samtale en ansøger at være ledsaget af en juridisk rådgiver eller anden rådgiver, der er anerkendt eller godkendt som sådan i henhold til national ret.

Medlemsstaterne kan bestemme, at den juridiske rådgiver eller anden rådgiver kun må intervenere ved den personlige samtales slutning.

4. Uden at det berører nærværende artikel eller artikel 25, stk. 1, litra b), kan medlemsstaterne fastsætte regler for juridiske rådgiveres eller andre rådgiveres tilstedeværelse under alle samtaler under proceduren.

Medlemsstaterne kan kræve, at ansøgeren selv er til stede ved den personlige samtale, selv om en juridisk rådgiver eller anden rådgiver repræsenterer vedkommende i henhold til national ret, og kan kræve, at ansøgeren selv besvarer de spørgsmål, der stilles.

Uden at det berører artikel 25, stk. 1, litra b), forhindrer en juridisk rådgivers eller anden rådgivers fravær ikke den kompetente myndighed i at afholde en personlig samtale med ansøgeren.

1. Medlemsstaterne vurderer inden for en rimelig frist efter indgivelsen af en ansøgning om international beskyttelse stilling til, om ansøgeren er en ansøger, der har behov for særlige proceduremæssige garantier.

2. Den vurdering, der er omhandlet i stk. 1, kan integreres i de gældende nationale procedurer og/eller i den vurdering, der er omhandlet i artikel 22 i direktiv 2013/33/EU og skal ikke nødvendigvis have form af en administrativ procedure.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, der er identificeret som ansøgere med behov for særlige proceduremæssige garantier, får passende støtte til, at de kan udnytte rettighederne og overholde forpligtelserne i dette direktiv i hele asylprocedurens varighed.

I tilfælde, hvor en sådan passende støtte ikke kan ydes inden for rammerne af procedurerne i artikel 31, stk. 8, og artikel 43, navnlig når medlemsstaterne finder, at ansøgeren har behov for særlige proceduremæssige garantier som følge af tortur, voldtægt eller anden form for grov vold af psykisk, fysisk eller seksuel karakter, afholder medlemsstaterne sig fra eller ophører med at anvende artikel 31, stk. 8, og artikel 43. Når medlemsstaterne anvender artikel 46, stk. 6, på ansøgere, som artikel 31, stk. 8, og artikel 43 ikke kan anvendes på i medfør af dette afsnit, yder medlemsstaterne mindst de i artikel 46, stk. 7, fastsatte garantier.

4. Medlemsstaterne sikrer, at behovet for særlige proceduremæssige garantier også tilgodeses i overensstemmelse med dette direktiv, selv om behovet først bliver synligt på et senere stadium af proceduren, uden at proceduren dermed nødvendigvis skal starte forfra.

1. Med forbehold af artikel 14-17 skal medlemsstaterne i forbindelse med alle de procedurer, der er omhandlet i dette direktiv:

Medlemsstaterne kan kræve, at den uledsagede mindreårige selv er til stede ved den personlige samtale, selv om repræsentanten er til stede.

2. Medlemsstaterne kan undlade at udpege en repræsentant, hvis den uledsagede mindreårige efter al sandsynlighed fylder 18 år, inden der træffes afgørelse i første instans.

4. Uledsagede mindreårige og deres repræsentanter modtager gratis juridiske og proceduremæssige oplysninger som omhandlet i artikel 19, også i forbindelse med de procedurer for fratagelse af international beskyttelse, som er omhandlet i kapitel IV.

5. Medlemsstaterne kan i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse lade den uledsagede mindreåriges alder fastslå ved en lægeundersøgelse, hvis medlemsstaterne ud fra almindelige erklæringer eller andre relevante indikationer er i tvivl om vedkommendes alder. Hvis medlemsstaterne efter undersøgelsen fortsat er i tvivl om ansøgerens alder, skal de antage, at ansøgeren er mindreårig.

Alle lægeundersøgelser skal foregå under fuld respekt for individets værdighed, og de undersøgelser, der vælges, skal være så lidt invasive som muligt og foretages af kvalificerede sundhedspersoner med det formål så vidt muligt at opnå et pålideligt resultat.

Det forhold, at en uledsaget mindreårig har nægtet at lade sig underkaste en lægeundersøgelse, er ikke til hinder for, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om ansøgningen om international beskyttelse.

6. Den mindreåriges tarv kommer i første række, når medlemsstaterne gennemfører dette direktiv.

Når medlemsstaterne under asylproceduren identificerer en person som uledsaget mindreårig, kan de:

Medlemsstaterne skal, når de anvender artikel 46, stk. 6, på uledsagede mindreårige, mindst yde de garantier, der er fastsat i artikel 46, stk. 7, i alle tilfælde, jf. dog artikel 41.

1. Medlemsstaterne frihedsberøver ikke en person alene med den begrundelse, at vedkommende er ansøger. Begrundelserne og betingelserne for frihedsberøvelse og de garantier der er til rådighed for frihedsberøvede ansøgere skal være i overensstemmelse med direktiv 2013/33/EU.

2. Hvis en ansøger frihedsberøves, sikrer medlemsstaterne, at der er mulighed for hurtig domstolsprøvelse i overensstemmelse med direktiv 2013/33/EU.

1. Hvis medlemsstaterne giver mulighed for udtrykkeligt at trække ansøgningen tilbage i henhold til national ret, sikrer de, såfremt en ansøger udtrykkelig trækker sin ansøgning om international beskyttelse tilbage, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om enten at afbryde sagsbehandlingen eller at afslå ansøgningen.

2. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at den besluttende myndighed kan beslutte at afbryde sagsbehandlingen uden at træffe afgørelse. I så fald sikrer medlemsstaterne, at den besluttende myndighed anfører dette i ansøgerens sagsakter.

1. Hvis der er rimelig grund til at antage, at en ansøger implicit har trukket sin ansøgning tilbage eller har opgivet den, sikrer medlemsstaterne, at den besluttende myndighed træffer afgørelse om enten at afbryde sagsbehandlingen eller, under forudsætning af at den besluttende myndighed på grundlag af en passende undersøgelse af ansøgningens substans i overensstemmelse med artikel 4 i direktiv 2011/95/EU betragter ansøgningen som grundløs, afslå ansøgningen.

Medlemsstaterne kan antage, at ansøgeren implicit har trukket sin ansøgning om international beskyttelse tilbage eller opgivet den, navnlig hvis det konstateres:

Medlemsstaterne kan fastsætte tidsfrister eller retningslinjer for gennemførelsen af disse bestemmelser.

2. Medlemsstaterne sikrer, at en ansøger, der igen melder sig til den kompetente myndighed, efter at der er truffet afgørelse om at afbryde sagsbehandlingen, jf. stk. 1 i denne artikel, har ret til at anmode om at få sin sag genoptaget eller til at indgive en ny ansøgning, som ikke er omfattet af proceduren i artikel 40 og 41.

Medlemsstaterne kan fastsætte en tidsfrist på mindst ni måneder, efter hvilken ansøgerens sag ikke længere kan genoptages, eller efter hvilken den nye ansøgning kan behandles som en fornyet ansøgning, der er omfattet af proceduren i artikel 40 og 41. Medlemsstaterne kan fastsætte, at ansøgerens sag kun kan genoptages én gang.

Medlemsstaterne sikrer, at vedkommende ikke udsendes i modstrid med non-refoulement-princippet.

Medlemsstaterne kan tillade, at den besluttende myndighed genoptager sagen på det trin af sagsbehandlingen, hvor den blev afbrudt.

2. Stk. 1 finder også anvendelse på en organisation, der arbejder på den berørte medlemsstats område på vegne af UNHCR efter aftale med den pågældende medlemsstat.

1. Den behandlingsprocedure, medlemsstaterne anvender i forbindelse med behandling af ansøgninger om international beskyttelse, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II.

2. Medlemsstaterne sikrer, at undersøgelsesproceduren bliver så kort som muligt, dog således at det ikke sker på bekostning af en korrekt og komplet sagsbehandling.

3. Medlemsstaterne sikrer, at undersøgelsesproceduren afsluttes senest seks måneder efter, at ansøgningen er indgivet.

Hvor en ansøgning er omfattet af proceduren i forordning (EU) nr. 604/2013, starter tidsfristen på seks måneder fra det tidspunkt, hvor det afgøres, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen i overensstemmelse med nævnte forordning, og ansøgeren befinder sig på den pågældende medlemsstats område og er blevet modtaget af den kompetente myndighed.

Medlemsstaterne kan forlænge den i dette stykke omhandlede frist på seks måneder med en periode, som ikke må overstige yderligere ni måneder, hvis:

Som en undtagelse kan medlemsstaterne i behørigt begrundede tilfælde overskride tidsfristerne i dette stykke med højst tre måneder, når det er nødvendigt for at sikre en korrekt og fuldstændig behandling af ansøgningen om international beskyttelse.

4. Medlemsstaterne kan med forbehold af artikel 13 og 18 i direktiv 2011/95/EU udsætte afslutningen af behandlingsproceduren, hvis den besluttende myndighed ikke med rimelighed kan forventes at træffe afgørelse inden for de tidsfrister, der er fastsat i stk. 3, på grund af en usikker situation i oprindelseslandet, som forventes at være midlertidig. I så fald skal medlemsstaterne:

5. Medlemsstaterne skal under alle omstændigheder afslutte behandlingsproceduren senest 21 måneder efter indgivelsen af ansøgningen.

6. Medlemsstaterne sikrer, at den berørte ansøger, når der ikke kan træffes afgørelse inden for seks måneder:

7. Medlemsstaterne kan prioritere behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II i særdeleshed:

8. Medlemsstaterne kan fastsætte, at en behandlingsprocedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II fremskyndes og/eller foretages ved grænsen eller i transitområder i overensstemmelse med artikel 43, såfremt:

9. Medlemsstaterne fastsætter frister for, hvornår der skal være truffet afgørelse ved proceduren i første instans i henhold til stk. 8. Disse frister skal være rimelige.

Med forbehold af stk. 3-5 kan medlemsstaterne overskride disse tidsfrister, når det er nødvendigt for at sikre en korrekt og fuldstændig behandling af ansøgningen om international beskyttelse.

1. Med forbehold af artikel 27 kan medlemsstaterne kun anse en ansøgning for grundløs, hvis den besluttende myndighed fastslår, at ansøgeren ikke kan indrømmes international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU.

2. I tilfælde af grundløse ansøgninger, hvor en hvilken som helst af de omstændigheder, der er nævnt i artikel 31, stk. 8, gør sig gældende, kan medlemsstaterne også betragte en ansøgning, hvis defineret således i national lovgivning, for åbenbart grundløs.

1. Ud over tilfælde, hvor en ansøgning i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 604/2013 ikke behandles, behøver medlemsstaterne ikke at tage stilling til, hvorvidt ansøgeren kan anerkendes med henblik på international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, hvis en ansøgning i henhold til denne artikel afvises.

2. Medlemsstaterne kan udelukkende afvise en ansøgning om international beskyttelse, hvis:

1. Medlemsstaterne tillader, at ansøgerne fremsætter deres synspunkter til anvendelsen af de i artikel 33 anførte begrundelser i deres særlige situation, inden den besluttende myndighed træffer afgørelse om antagelse af ansøgningen om international beskyttelse til behandling. Med henblik herpå afholder medlemsstaterne en personlig samtale om ansøgningens antagelse til behandling. Medlemsstaterne må kun gøre en undtagelse i henhold til artikel 42 i tilfælde af en fornyet ansøgning.

Dette stykke berører ikke artikel 4, stk. 2, litra a), i dette direktiv og artikel 5 i forordning (EU) nr. 604/2013.

2. Medlemsstaterne kan fastsætte, at ansatte ved andre myndigheder end den besluttende myndighed forestår den personlige samtale om antagelse af ansøgningen om international beskyttelse til behandling. I sådanne tilfælde sikrer medlemsstaterne, at disse ansatte på forhånd modtager den fornødne grunduddannelse, navnlig hvad angår den internationale menneskerettighedslovgivning, Unionens asylregler og samtaleteknikker.

Ved anvendelse af begrebet første asylland i forbindelse med den særlige situation, der gør sig gældende for en ansøger, kan medlemsstaterne tage hensyn til artikel 38, stk. 1. Ansøgeren skal have mulighed for at anfægte anvendelsen af begrebet første asylland i vedkommendes særlige situation.

1. Et tredjeland udpeget som sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med dette direktiv kan efter en individuel behandling af ansøgningen kun betragtes som et sikkert oprindelsesland for en bestemt ansøger, såfremt

og ikke har anført nogen væsentlige argumenter, der giver anledning til at antage, at det ikke er et sikkert oprindelsesland under hensyn til vedkommendes særlige situation med hensyn til opnåelse af status som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU.

2. Medlemsstaterne fastsætter i deres nationale lovgivning yderligere regler og bestemmelser for anvendelsen af begrebet sikkert oprindelsesland.

1. Medlemsstaterne kan i overensstemmelse med bilag I i forbindelse med behandlingen af ansøgninger om international beskyttelse opretholde eller indføre ny lovgivning, der gør det muligt at udpege sikre oprindelseslande.

2. Medlemsstaterne overvåger løbende situationen i de tredjelande, der er udpeget som sikre oprindelseslande i overensstemmelse med denne artikel.

3. Vurderingen af, om et land er et sikkert oprindelsesland i overensstemmelse med denne artikel bygger på en række informationskilder, herunder især oplysninger fra andre medlemsstater, EASO, UNHCR, Europarådet og andre relevante internationale organisationer.

4. Medlemsstaterne underretter Kommissionen om de lande, der er udpeget som sikre oprindelseslande i overensstemmelse med denne artikel.

1. Medlemsstaterne må kun anvende begrebet sikkert tredjeland, hvis de kompetente myndigheder er overbevist om, at en person, som søger om international beskyttelse, behandles i overensstemmelse med følgende principper i det pågældende tredjeland:

2. Anvendelsen af begrebet sikkert tredjeland er underlagt de regler, der er fastlagt i national ret, herunder:

3. Når medlemsstaterne gennemfører en afgørelse, der udelukkende bygger på denne artikel, skal de:

4. Hvis tredjelandet ikke giver ansøgeren ret til at rejse ind på dets område, sikrer medlemsstaterne, at der gives adgang til en procedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II.

5. Medlemsstaterne underretter regelmæssigt Kommissionen om, hvilke lande dette begreb anvendes på i overensstemmelse med bestemmelserne i denne artikel.

1. En medlemsstat kan fastlægge, at der ikke foretages nogen, eller nogen fuldstændig, behandling af ansøgningen om international beskyttelse og af ansøgerens sikkerhed i forbindelse med vedkommendes særlige situation, som beskrevet i kapitel II, såfremt en kompetent myndighed ud fra de faktiske kendsgerninger har fastslået, at ansøgeren forsøger at rejse ind på eller er rejst ind på medlemsstatens område fra et sikkert tredjeland som defineret i stk. 2.

2. Et tredjeland kan kun anses for et sikkert tredjeland med henblik på stk. 1, hvis det:

3. Ansøgeren skal have mulighed for at påklage anvendelsen af begrebet europæisk sikkert tredjeland med den begrundelse, at det berørte tredjeland ikke er sikkert i vedkommendes særlige situation.

4. De berørte medlemsstater fastsætter i deres nationale lovgivning proceduren for gennemførelsen af bestemmelserne i stk. 1 og følgerne af afgørelser truffet i henhold til disse bestemmelser i overensstemmelse med non-refoulement-princippet, herunder undtagelser fra anvendelsen af denne artikel af humanitære eller politiske årsager eller af årsager, der vedrører folkeretten.

5. Når medlemsstaterne fuldbyrder en afgørelse, der udelukkende bygger på denne artikel, skal de

6. Hvis det sikre tredjeland ikke tager ansøgeren tilbage, sikrer medlemsstaten, at der gives adgang til en procedure i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II.

7. Medlemsstaterne underretter regelmæssigt Kommissionen om, hvilke lande dette begreb anvendes på i overensstemmelse denne artikel.

1. Hvis en person, som har søgt om international beskyttelse i en medlemsstat, afgiver yderligere forklaringer eller indgiver en fornyet ansøgning i samme medlemsstat, behandler medlemsstaten disse yderligere forklaringer eller elementerne i den fornyede ansøgning inden for rammerne af behandlingen af den tidligere ansøgning eller inden for rammerne af behandlingen af en afgørelse, som bliver påklaget eller prøvet, for så vidt de ansvarlige myndigheder kan tage hensyn til og behandle alle de elementer, der ligger til grund for de yderligere forklaringer eller den fornyede ansøgning inden for disse rammer.

2. Med henblik på at træffe en afgørelse om antagelse af en ansøgning om international beskyttelse til behandling i henhold til artikel 33, stk. 2, litra d), underkastes en fornyet ansøgning om international beskyttelse først en indledende undersøgelse af, om der er fremkommet nye elementer eller oplysninger af betydning, eller ansøgeren har fremlagt sådanne, med henblik på at fastslå, om ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU.

3. Konkluderes det i den i stk. 2 omhandlede indledende undersøgelse, at der er fremkommet nye elementer eller oplysninger, eller har ansøgeren fremlagt sådanne, som i væsentligt omfang gør det sandsynligt, at ansøgeren kan anerkendes som en person med international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, realitetsbehandles ansøgningen i overensstemmelse med kapitel II. Medlemsstaterne kan også fastsætte, at en fornyet ansøgning af andre grunde skal underkastes yderligere behandling.

4. Medlemsstaterne kan fastsætte, at ansøgningen kun bliver realitetsbehandlet, hvis ansøgeren uden egen skyld var ude af stand til at gøre rede for de forhold, der er omhandlet i denne artikels stk. 2 og 3 under den tidligere procedure, navnlig ved at udøve vedkommendes ret til et effektivt retsmiddel i henhold til artikel 46.

5. Hvis en fornyet ansøgningen ikke behandles yderligere i henhold til denne artikel, skal den afvises i overensstemmelse med artikel 33, stk. 2, litra d).

I sådanne tilfælde går den i stk. 2 omhandlede indledende undersøgelse ud på at afklare, om der foreligger oplysninger vedrørende den persons forhold, over for hvem der består forsørgerpligt, eller den ugifte mindreåriges forhold, der berettiger en særskilt ansøgning.

7. Afgiver en person, for hvem der er truffet en afgørelse om overførsel, som skal gennemføres i henhold til forordning (EU) nr. 604/2013, yderligere forklaringer, eller indgiver vedkommende en fornyet ansøgning i den medlemsstat, som skal foretage overførslen, skal disse forklaringer eller fornyede ansøgninger behandles af den ansvarlige medlemsstat som fastlagt i den forordning i overensstemmelse med dette direktiv.

Undtagelser fra retten til at forblive på området i tilfælde af fornyede ansøgninger

1. Medlemsstaterne kan gøre undtagelse fra retten til at forblive på området, når en person:

Medlemsstaterne kan kun gøre en sådan undtagelse, hvis den besluttende myndighed finder, at en afgørelse om tilbagesendelse ikke vil føre til direkte eller indirekte refoulement i strid med den pågældende medlemsstats internationale forpligtelser og EU-forpligtelser.

1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere, hvis ansøgning underkastes en indledende undersøgelse, jf. artikel 40, er omfattet af de garantier, der er fastlagt i artikel 12, stk. 1.

2. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning fastsætte regler for den indledende undersøgelse, jf. artikel 40. Disse regler kan bl.a.:

Disse regler må ikke gøre det umuligt for en ansøger at få adgang til en ny procedure, og de må ikke medføre, at denne adgang i praksis bortfalder eller begrænses væsentligt.

3. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgeren på passende måde underrettes om udfaldet af den indledende undersøgelse og, hvis ansøgningen ikke vil blive realitetsbehandlet, om grundene hertil og om mulighederne for at påklage eller prøve afgørelsen.

1. Medlemsstaterne kan fastlægge procedurer i overensstemmelse med de grundlæggende principper og garantier i kapitel II med henblik på ved grænsen eller i medlemsstaternes transitområder at kunne træffe afgørelse om:

2. Medlemsstaterne sikrer, at der træffes en afgørelse inden for rammerne af de procedurer, der er omhandlet i stk. 1, inden for en rimelig tidsfrist. Hvis der ikke er truffet en afgørelse inden fire uger, skal ansøgeren have tilladelse til indrejse på medlemsstatens område, så vedkommendes ansøgning kan blive behandlet i overensstemmelse med dette direktivs øvrige bestemmelser.

3. Hvis ankomster, der indebærer et stort antal tredjelandsstatsborgere eller statsløse, som indgiver ansøgninger om international beskyttelse ved grænsen eller i et transitområde, i praksis gør det umuligt at anvende bestemmelserne i stk. 1, kan disse procedurer dog anvendes, når og så længe disse tredjelandsstatsborgere eller statsløse er normalt indkvarteret på steder i nærheden af grænsen eller i transitområdet.

Medlemsstaterne sikrer, at der kan indledes en undersøgelse med henblik på fratagelse af en bestemt persons internationale beskyttelse, hvis der fremkommer nye elementer eller oplysninger, som viser, at der er grund til at tage det berettigede i vedkommendes internationale beskyttelse op til fornyet overvejelse.

1. Hvis den kompetente myndighed overvejer at fratage tredjelandsstatsborgere eller statsløse deres internationale beskyttelse i henhold til artikel 14 eller 19 i direktiv 2011/95/EU, skal medlemsstaten sikre, at de berørte personer nyder følgende garantier:

2. Desuden sikrer medlemsstaterne inden for rammerne af den i stk. 1 omhandlede procedure, at:

3. Medlemsstaterne sikrer, at den kompetente myndigheds afgørelse om at fratage en person international beskyttelse meddeles skriftligt. De faktiske og retlige grunde anføres i afgørelsen, og der gives skriftlige oplysninger om, hvordan der kan gøres indsigelse mod afgørelsen.

4. Når den kompetente myndighed har truffet afgørelse om at fratage international beskyttelse, finder artikel 20, artikel 22, artikel 23, stk. 1, og artikel 29 ligeledes anvendelse.

5. Uanset denne artikels stk. 1-4 kan medlemsstaterne beslutte, at international beskyttelse ophører ved lov, når personen med international beskyttelse utvetydigt har givet afkald på sin anerkendelse som en sådan person. En medlemsstat kan ligeledes fastsætte, at international beskyttelse ophører ved lov, hvis personen med international beskyttelse opnår statsborgerskab i den pågældende medlemsstat.

1. Medlemsstaterne sikrer, at ansøgere har ret til effektive retsmidler ved en domstol eller et domstolslignende organ i forbindelse med følgende:

2. Medlemsstaterne sikrer, at personer, der af den besluttende myndighed anerkendes som værende berettiget til subsidiær beskyttelse, har ret til effektive retsmidler i henhold til stk. 1, hvis der er truffet en afgørelse, der betragter en ansøgning som grundløs med hensyn til flygtningestatus.

Med forbehold af stk. 1, litra c), kan en medlemsstat, når den subsidiære beskyttelsesstatus, som den pågældende medlemsstat har indrømmet, giver samme rettigheder og fordele som dem, der er forbundet med flygtningestatus i henhold til EU-retten og til national ret, afvise en klage over en afgørelse, der betragter en ansøgning som grundløs med hensyn til flygtningestatus, fordi ansøgeren ikke har udvist tilstrækkelig interesse i at opretholde sagen.

3. For at efterkomme stk. 1 sikrer medlemsstaterne, at effektive retsmidler omfatter en fuldstændig og ex-nunc-undersøgelse af både faktiske og retlige omstændigheder, herunder, hvor det er relevant, en undersøgelse af behovene for international beskyttelse i henhold til direktiv 2011/95/EU, i det mindste i klageprocedurer ved en domstol eller et domstolslignende organ i første instans.

4. Medlemsstaterne fastsætter rimelige tidsfrister og andre nødvendige bestemmelser for at ansøgeren kan udøve sin til et effektivt retsmiddel som omhandlet i stk. 1. Tidsfristerne må ikke gøre udøvelse af denne ret umulig eller urimeligt vanskelig.

Medlemsstaterne kan også træffe bestemmelser om ex officio-prøvelse af afgørelser, der er truffet i henhold til artikel 43.

5. Med forbehold af stk. 6 tillader medlemsstaterne, at ansøgerne forbliver på området, indtil fristen for at udøve retten til et effektivt retsmiddel er udløbet, og, såfremt ansøgeren har udøvet denne ret inden udløbet af fristen, indtil behandlingen af sagen er afsluttet.

har en domstol eller et domstolslignende organ beføjelse til, enten efter anmodning fra den berørte ansøger eller ex officio, at afgøre, om ansøgeren kan forblive på medlemsstatens område, såfremt udfaldet af en sådan afgørelse er, at ansøgeren fratages retten til at forblive i medlemsstaten, og hvor retten i sådanne tilfælde til at forblive i medlemsstaten, indtil sagen er afgjort, ikke er omhandlet i national ret.

7. Stk. 6 finder kun anvendelse på de procedurer, der er omhandlet i artikel 43, såfremt:

8. Medlemsstaterne tillader, at ansøgeren forbliver på området, indtil den i stk. 6 og 7 fastsatte procedure med henblik på at afgøre, hvorvidt ansøgeren kan forblive på området, er afsluttet.

10. Medlemsstaterne kan med hensyn til anvendelsen af stk. 1 fastsætte tidsfrister for domstolens eller det domstolslignende organs behandling af den besluttende myndigheds afgørelse.

11. Medlemsstaterne kan i deres nationale lovgivning også fastsætte betingelserne for, hvornår det kan antages, at en ansøger implicit har trukket sit retsmiddel som omhandlet i stk. 1 tilbage eller har opgivet det, samt regler for den procedure, der skal følges i sådanne tilfælde.

Dette direktiv berører ikke offentlige myndigheders ret til at gøre indsigelse over for administrative og/eller retlige afgørelser i henhold til national lovgivning.

Medlemsstaterne sikrer, at de myndigheder, der får til opgave at gennemføre dette direktiv, har tavshedspligt som defineret i national ret med hensyn til oplysninger, som de får kendskab til under deres arbejde.

Hver medlemsstat udpeger et nationalt kontaktpunkt og meddeler Kommissionen dets adresse. Kommissionen videresender oplysningerne til de øvrige medlemsstater.

Medlemsstaterne træffer i samarbejde med Kommissionen alle passende foranstaltninger til etablering af et direkte samarbejde og informationsudveksling mellem de kompetente myndigheder.

Når medlemsstaterne træffer de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 6, stk. 5, artikel 14, stk. 1, andet afsnit, og artikel 31, stk. 3, litra b), underretter de snarest muligt Kommissionen, når grundene til, at de har anvendt disse ekstraordinære foranstaltninger, ophører, og mindst en gang om året. Denne underretning skal så vidt muligt indeholde data om den procentvise andel af ansøgningerne, for hvilke der er truffet undtagelser, set i forhold til det samlede antal ansøgninger, der er behandlet i løbet af perioden.

Senest den 20. juli 2017 aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv i medlemsstaterne og foreslår eventuelle nødvendige ændringer. Medlemsstaterne sender Kommissionen alle de oplysninger, der er relevante for udarbejdelsen af dens beretning. Efter fremlæggelsen af beretningen aflægger Kommissionen mindst hvert femte år beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af dette direktiv i medlemsstaterne.

I den første beretning aflægger Kommissionen endvidere specielt beretning om anvendelsen af artikel 17 og de forskellige redskaber, der benyttes i forbindelse med rapporten om den personlige samtale.

1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 1-30, artikel 31, stk. 1 og 2 og stk. 6-9, artikel 32-46, artikel 49 og 50 og bilag I senest den 20. juli 2015. De underretter straks Kommissionen herom.

2. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 31, stk. 3, 4 og 5, senest den 20. juli 2018. De underretter straks Kommissionen herom.

3. De i stk. 1 og 2 omhandlede love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal også indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til det direktiv, der ophæves ved nærværende direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og for affattelse af den nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.

4. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale retsforskrifter, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Medlemsstaterne anvender de i artikel 51, stk. 1, omhandlede love og administrative bestemmelser i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet, og i forbindelse med procedurer for fratagelse af international beskyttelse, der er indledt efter den 20. juli 2015 eller en tidligere dato. Ansøgninger, der er indgivet inden den 20. juli 2015, og procedurer for fratagelse af flygtningestatus, der er indledt inden denne dato, er omfattet af love og administrative bestemmelser, der er vedtaget i henhold til direktiv 2005/85/EF.

Medlemsstaterne anvender de i artikel 51, stk. 2, omhandlede love og administrative bestemmelser i forbindelse med ansøgninger om international beskyttelse, der er indgivet efter den 20. juli 2018 eller en tidligere dato. Ansøgninger, der er indgivet før denne dato, er omfattet af love og administrative bestemmelser i henhold til direktiv 2005/85/EF.

Direktiv 2005/85/EF ophæves for de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv, med virkning fra den 21. juli 2015, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de i bilag II, del B, angivne frister for gennemførelse i national ret af direktivet.

Henvisninger til det ophævede direktiv gælder som henvisninger til nærværende direktiv og læses efter sammenligningstabellen i bilag III.

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.

(2) Europa-Parlamentets holdning af 6.4.2011 (EUT C 296 E af 2.10.2012, s. 184) og Rådets førstebehandlingsholdning af 6.6.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT). Europa-Parlamentets holdning af 10.6.2013 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(11) Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA af 13. juni 2002 om den europæiske arrestordre og om procedurerne for overgivelse mellem medlemsstaterne (EFT L 190 af 18.7.2002, s. 1).

BILAG III

Sammenligningstabel

Direktiv 2005/85/EF	Nærværende direktiv
Artikel 1	Artikel 1
Artikel 2, litra a)-c)	Artikel 2, litra a)-c)
—	Artikel 2, litra d)
Artikel 2, litra d)-f)	Artikel 2, litra e)-g)
—	Artikel 2, litra h) og i)
Artikel 2, litra g)	Artikel 2, litra j)
—	Artikel 2, litra k) og l)
Artikel 2, litra h)-k)	Artikel 2, litra m)-p)
—	Artikel 2, litra q)
Artikel 3, stk. 1 og 2	Artikel 3, stk. 1 og 2
Artikel 3, stk. 3	—
Artikel 3, stk. 4	Artikel 3, stk. 3
Artikel 4, stk. 1, første afsnit	Artikel 4, stk. 1, første afsnit
Artikel 4, stk. 1, andet afsnit	—
Artikel 4, stk. 2, litra a)	Artikel 4, stk. 2, litra a)
Artikel 4, stk. 2, litra b)-d)	—
Artikel 4, stk. 2, litra e)	Artikel 4, stk. 2, litra b)
Artikel 4, stk. 2, litra f)	—
—	Artikel 4, stk. 3
Artikel 4, stk. 3	Artikel 4, stk. 4
—	Artikel 4, stk. 5
Artikel 5	Artikel 5
Artikel 6, stk. 1	Artikel 6, stk. 1
—	Artikel 6, stk. 2-4
Artikel 6, stk. 2 og 3	Artikel 7, stk. 1 og 2
—	Artikel 7, stk. 3
—	Artikel 7, stk. 4
Artikel 6, stk. 4	Artikel 7, stk. 5
Artikel 6, stk. 5	—
—	Artikel 8
Artikel 7, stk. 1 og 2	Artikel 9, stk. 1 og 2
—	Artikel 9, stk. 3
Artikel 8, stk. 1	Artikel 10, stk. 1
—	Artikel 10, stk. 2
Artikel 8, stk. 2, litra a)-c)	Artikel 10, stk. 3, litra a)-c)
—	Artikel 10, stk. 3, litra d)
Artikel 8, stk. 3 og 4	Artikel 10, stk. 4 og 5
Artikel 9, stk. 1	Artikel 11, stk. 1
Artikel 9, stk. 2, første afsnit	Artikel 11, stk. 2, første afsnit
Artikel 9, stk. 2, andet afsnit	—
Artikel 9, stk. 2, tredje afsnit	Artikel 11, stk. 2, andet afsnit
Artikel 9, stk. 3	Artikel 11, stk. 3
Artikel 10, stk. 1, litra a)-c)	Artikel 12, stk. 1, litra a)-c)
—	Artikel 12, stk. 1, litra d)
Artikel 10, stk. 1, litra d) og e)	Artikel 12, stk. 1, litra e) og f)
Artikel 10, stk. 2	Artikel 12, stk. 2
Artikel 11	Artikel 13
Artikel 12, stk. 1, første afsnit	Artikel 14, stk. 1, første afsnit
Artikel 12, stk. 2, andet afsnit	—
—	Artikel 14, stk. 1, andet og tredje afsnit
Artikel 12, stk. 2, tredje afsnit	Artikel 14, stk. 1, fjerde afsnit
Artikel 12, stk. 2, litra a)	Artikel 14, stk. 2, første afsnit, litra a)
Artikel 12, stk. 2, litra b)	—
Artikel 12, stk. 2, litra c)	—
Artikel 12, stk. 3, første afsnit	Artikel 14, stk. 2, andet afsnit, litra b)
Artikel 12, stk. 3, andet afsnit	Artikel 14, stk. 2, andet afsnit
Artikel 12, stk. 4-6	Artikel 14, stk. 3-5
Artikel 13, stk. 1 og 2	Artikel 15, stk. 1 og 2
Artikel 13, stk. 3, litra a)	Artikel 15, stk. 3, litra a)
—	Artikel 15, stk. 3, litra b)
Artikel 13, stk. 3, litra b)	Artikel 15, stk. 3, litra c)
—	Artikel 15, stk. 3, litra d)
—	Artikel 15, stk. 3, litra e)
Artikel 13, stk. 4	Artikel 15, stk. 4
Artikel 13, stk. 5	—
—	Artikel 16
Artikel 14	—
—	Artikel 17
—	Artikel 18
—	Artikel 19
Artikel 15, stk. 1	Artikel 22, stk. 1
Artikel 15, stk. 2	Artikel 20, stk. 1
—	Artikel 20, stk. 2-4
—	Artikel 21, stk. 1
Artikel 15, stk. 3, første afsnit, litra a)	—
Artikel 15, stk. 3, første afsnit, litra b) og c)	Artikel 21, stk. 2, første afsnit, litra a) og b)
Artikel 15, stk. 3, første afsnit, litra d)	—
Artikel 15, stk. 3, andet afsnit	—
Artikel 15, stk. 4-6	Artikel 21, stk. 3-5
—	Artikel 22, stk. 2
Artikel 16, stk. 1, første afsnit	Artikel 23, stk. 1, første afsnit
Artikel 16, stk. 1, andet afsnit, første punktum	Artikel 23, stk. 1, andet afsnit, indledende tekst
—	Artikel 23, stk. 1,andet afsnit, litra a)
Artikel 16, stk. 1, andet afsnit, andet punktum	Artikel 23, stk. 1, andet afsnit, litra b)
Artikel 16, stk. 2, første punktum	Artikel 23, stk. 2
Artikel 16, stk. 2, andet punktum	—
—	Artikel 23, stk. 3
Artikel 16, stk. 3	Artikel 23, stk. 4, første afsnit
Artikel 16, stk. 4, første afsnit	—
Artikel 16, stk. 4, andet og tredje afsnit	Artikel 23, stk. 4, andet og tredje afsnit
—	Artikel 24
Artikel 17, stk. 1	Artikel 25, stk. 1
Artikel 17, stk. 2, litra a)	Artikel 25, stk. 2
Artikel 17, stk. 2, litra b) og c)	—
Artikel 17, stk. 3	—
Artikel 17, stk. 4	Artikel 25, stk. 3
—	Artikel 25, stk. 4
Artikel 17, stk. 5	Artikel 25, stk. 5
—	Artikel 25, stk. 6
Artikel 17, stk. 6	Artikel 25, stk. 7
Artikel 18	Artikel 26
Artikel 19	Artikel 27
Artikel 20, stk. 1 og 2	Artikel 28, stk. 1 og 2
—	Artikel 28, stk. 3
Artikel 21	Artikel 29
Artikel 22	Artikel 30
Artikel 23, stk. 1	Artikel 31, stk. 1
Artikel 23, stk. 2, første afsnit	Artikel 31, stk. 2
—	Artikel 31, stk. 3
—	Artikel 31, stk. 4 og 5
Artikel 23, stk. 2, andet afsnit	Artikel 31, stk. 6
Artikel 23, stk. 3	—
—	Artikel 31, stk. 7
Artikel 23, stk. 4, litra a)	Artikel 31, stk. 8, litra a)
Artikel 23, stk. 4, litra b)	—
Artikel 23, stk. 4, litra c), nr. i)	Artikel 31, stk. 8, litra b)
Artikel 23, stk. 4, litra c), nr. ii)	—
Artikel 23, stk. 4, litra d)	Artikel 31, stk. 8, litra c)
Artikel 23, stk. 4, litra e)	—
Artikel 23, stk. 4, litra f)	Artikel 31, stk. 8, litra d)
Artikel 23, stk. 4, litra g)	Artikel 31, stk. 8, litra e)
—	Artikel 31, stk. 8, litra f)
Artikel 23, stk. 4, litra h) og i)	—
Artikel 23, stk. 4, litra j)	Artikel 31, stk. 8, litra g)
—	Artikel 31, stk. 8, litra h) og i)
Artikel 23, stk. 4, litra k) og l)	—
Artikel 23, stk. 4, litra m)	Artikel 31, stk. 8, litra j)
Artikel 23, stk. 4, litra n) og o)	—
—	Artikel 31, stk. 9
Artikel 24	—
Artikel 25	Artikel 33
Artikel 25, stk. 1	Artikel 33, stk. 1
Artikel 25, stk. 2, litra a)-c)	Artikel 33, stk. 2, litra a)-c)
Artikel 25, stk. 2, litra d) og e)	—
Artikel 25, stk. 2, litra f) og g)	Artikel 33, stk. 2, litra d) og e)
—	Artikel 34
Artikel 26	Artikel 35
Artikel 27, stk. 1, litra a)	Artikel 38, stk. 1, litra a)
—	Artikel 38, stk. 1, litra b)
Artikel 27, stk. 1, litra b)-d)	Artikel 38, stk. 1, litra c)-e)
Artikel 27, stk. 2-5	Artikel 38, stk. 2-5
Artikel 28	Artikel 32
Artikel 29	—
Artikel 30, stk. 1	Artikel 37, stk. 1
Artikel 30, stk. 2-4	—
—	Artikel 37, stk. 2
Artikel 30, stk. 5 og 6	Artikel 37, stk. 3 og 4
Artikel 31, stk. 1	Artikel 36, stk. 1
Artikel 31, stk. 2	—
Artikel 31, stk. 3	Artikel 36, stk. 2
Artikel 32, stk. 1	Artikel 40, stk. 1
Artikel 32, stk. 2	—
Artikel 32, stk. 3	Artikel 40, stk. 2
Artikel 32, stk. 4	Artikel 40, stk. 3, første punktum
Artikel 32, stk. 5	Artikel 40, stk. 3, andet punktum
Artikel 32, stk. 6	Artikel 40, stk. 4
—	Artikel 40, stk. 5
Artikel 32, stk. 7, første afsnit	Artikel 40, stk. 6, første afsnit, litra a)
—	Artikel 40, stk. 6, første afsnit, litra b)
Artikel 32, stk. 7, andet afsnit	Artikel 40, stk. 6, andet afsnit
—	Artikel 40, stk. 7
—	Artikel 41
Artikel 33	—
Artikel 34, stk. 1 og stk. 2, første afsnit, litra a)	Artikel 42, stk. 1 og stk. 2, første afnsit, litra a)
Artikel 34, stk. 2, første afsnit, litra b)	—
Artikel 34, stk. 2, første afsnit, litra c)	Artikel 42, stk. 2, første afsnit, litra b)
Artikel 34, stk. 3, litra a)	Artikel 42, stk. 3
Artikel 34, stk. 3, litra b)	—
Artikel 35, stk. 1	Artikel 43, stk. 1, litra a)
—	Artikel 43, stk. 1, litra b)
Artikel 35, stk. 2 og stk. 3, første afsnit, litra a)-f)	—
Artikel 35, stk. 4	Artikel 43, stk. 2
Artikel 35, stk. 5	Artikel 43, stk. 3
Artikel 36, stk. 1og stk. 2, litra c)	Artikel 39, stk. 1 og stk. 2, litra c)
Artikel 36, stk. 2, litra d)	—
Artikel 36, stk. 3	—
—	Artikel 39, stk. 3
Artikel 36, stk. 4-6	Artikel 39, stk. 4-6
—	Artikel 39, stk. 7
Artikel 36, stk. 7	—
Artikel 37	Artikel 44
Artikel 38	Artikel 45
—	Artikel 46, stk. 1, litra a), nr. i)
Artikel 39, stk. 1, litra a), nr. i) og ii)	Artikel 46, stk. 1, litra a), nr. ii) og iii)
Artikel 39, stk. 1, litra a), nr. iii)	—
Artikel 39, stk. 1, litra b)	Artikel 46, stk. 1, litra b)
Artikel 39, stk. 1, litra c) og d)	—
Artikel 39, stk. 1, litra e)	Artikel 46, stk. 1, litra c)
—	Artikel 46, stk. 2 og 3
Artikel 39, stk. 2	Artikel 46, stk. 4, første afsnit
—	Artikel 46, stk. 4, andet og tredje afsnit
Artikel 39, stk. 3	—
—	Artikel 46, stk. 5-9
Artikel 39, stk. 4	Artikel 46, stk. 10
Artikel 39, stk. 5	—
Artikel 39, stk. 6	Artikel 41, stk. 11
Artikel 40	Artikel 47
Artikel 41	Artikel 48
—	Artikel 49
Artikel 42	Artikel 50
Artikel 43, stk. 1	Artikel 51, stk. 1
—	Artikel 51, stk. 2
Artikel 43, stk. 2 og 3	Artikel 51, stk. 3 og 4
Artikel 44	Artikel 52, stk. 1
—	Artikel 52, stk. 2
—	Artikel 53
Artikel 45	Artikel 54
Artikel 46	Artikel 55
Bilag I	—
Bilag II	Bilag I
Bilag III	—
—	Bilag II
—	Bilag III