27.9.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 279/13

(1)

Princippet om, at der ikke må forskelsbehandles på grundlag af nationalitet, er af særdeles stor betydning for den fri bevægelighed for personer, jf. artikel 21, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, i TEUF. Det indebærer afskaffelse af enhver forskelsbehandling af medlemsstaternes statsborgere.

(2)

I Gottardo-sagen (3), tog Domstolen konsekvensen af princippet i artikel 45 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF); sagen omhandlede en person med bopæl i Den Europæiske Union, som havde arbejdet i Frankrig, Italien og Schweiz. Den pågældende person havde ikke optjent tilstrækkelige rettigheder til at blive tilkendt pension i Italien og anmodede derfor om, at de perioder, hvor hun havde været forsikret i Schweiz og Italien, blev lagt sammen efter den regel, som i henhold til den bilaterale overenskomst mellem Italien og Schweiz gælder for statsborgere fra disse lande.

(3)

Domstolen erklærede, at når en medlemsstat indgår en bilateral overenskomst om social sikring med et tredjeland, hvorefter forsikringsperioder, der er tilbagelagt i det pågældende land, skal tages i betragtning med henblik på at erhverve ret til ydelser ved alderdom, følger det af det grundlæggende princip om ligebehandling, at denne medlemsstat skal indrømme statsborgere fra de øvrige medlemsstater de samme rettigheder som dem, statens egne statsborgere er blevet tillagt i medfør af overenskomsten, medmindre staten har en objektiv begrundelse for sin afvisning (4).

(4)

I denne forbindelse følger det af Domstolens afgørelse, at dens fortolkning af begrebet »lovgivning« i artikel 1, litra l), i forordning (EF) nr. 883/2004 ikke kan have til følge, at medlemsstaterne fritages for at overholde princippet om ligebehandling i artikel 45, stk. 2, i TEUF.

(5)

I den pågældende sag udtalte Domstolen, at en forrykkelse af ligevægten og gensidigheden i den bilaterale overenskomst, der var indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland, ikke udgjorde en objektiv grund til, at den medlemsstat, der var part i overenskomsten, kunne afvise at udstrække de rettigheder, som medlemsstatens egne statsborgere kunne udlede af overenskomsten, til også at omfatte de andre medlemsstaters statsborgere.

(6)

Domstolen godtog heller ikke de indvendinger angående en eventuel stigning i de økonomiske byrder og de administrative vanskeligheder i forbindelse med samarbejdet med de kompetente myndigheder i tredjelandet, som den medlemsstat, der var part i den bilaterale overenskomst, havde fremført som begrundelse for ikke at have overholdt sine forpligtelser i henhold til traktaten.

(7)

Det er vigtigt at uddrage alle konsekvenser af denne dom, som har meget stor betydning for EU-statsborgere, som opholder sig i en anden medlemsstat i medfør af retten til fri bevægelighed.

(8)

Det skal derfor præciseres, at bilaterale overenskomster om social sikring indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland skal fortolkes således, at de rettigheder, der gælder statsborgere i den medlemsstat, der er part i overenskomsten, i princippet gælder statsborgere fra en anden medlemsstat, der befinder sig i en set ud fra en objektiv vurdering tilsvarende situation.

(9)

Ud over at sikre en ensartet anvendelse i konkrete tilfælde af den retspraksis, der kommer til udtryk i Gottardo-dommen, er der principielt behov for en gennemgang af de eksisterende bilaterale overenskomster. I denne henseende hedder det i artikel 351 i TEUF om tidligere indgåede overenskomster, at: »den eller de pågældende medlemsstaterne (bringer) alle egnede midler i anvendelse med henblik på at fjerne de konstaterede uoverensstemmelser«, mens artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union foreskriver, at »medlemsstaterne træffer alle almindelige eller særlige foranstaltninger for at sikre opfyldelsen af de forpligtelser, der følger af traktaterne eller af retsakter vedtaget af EU-institutionerne.«

(10)

Det er vigtigt at minde om, at nye bilaterale overenskomster om social sikring indgået mellem en medlemsstat og et tredjeland skal indeholde en udtrykkelig henvisning til princippet om forbud mod at forskelsbehandle en statsborger fra en anden medlemsstat på grundlag af nationalitet, når denne i henhold til retten til fri bevægelighed har opholdt sig i den medlemsstat, der er part i den pågældende overenskomst.

(11)

Anvendelsen af Gottardo-dommen på individuelle tilfælde afhænger i vid udstrækning af samarbejdet med tredjelande, eftersom det påhviler disse lande at attestere de forsikringsperioder, som den pågældende person har tilbagelagt der.

(12)

Det bør henhøre under den administrative kommission at behandle dette spørgsmål, eftersom Gottardo-dommen vedrører anvendelse af ligestillingsprincippet på området for social sikring.

1.

I overensstemmelse med princippet om forbud mod forskelsbehandling mellem en stats egne statsborgere og statsborgere fra en anden medlemsstat, som har benyttet sig af deres ret til fri bevægelighed i henhold til artikel 21, stk. 1, og artikel 45, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, finder bestemmelserne i en overenskomst om sociale sikring indgået med et tredjeland i princippet også anvendelse på statsborgere fra en anden medlemsstat, der befinder sig i samme situation som statens egne statsborgere.

2.

Nye bilaterale overenskomster om social sikring, der indgås mellem en medlemsstat og et tredjeland, bør indeholde en udtrykkelig henvisning til princippet om forbud mod at forskelsbehandle en statsborger fra en anden medlemsstat på grundlag af nationalitet, når denne har udøvet sin ret til fri bevægelighed til eller fra den medlemsstat, der er part i den pågældende overenskomst.

3.

Medlemsstaterne underretter myndighederne i de lande, hvormed de har indgået bilaterale overenskomster om social sikring, hvis bestemmelser kun finder anvendelse på deres statsborgere, om følgerne af denne henstilling. De medlemsstater, som har indgået bilaterale overenskomster med et og samme tredjeland, kan i fællesskab træffe foranstaltninger med henblik på fremsættelse af anmodninger om samarbejde. Det giver sig selv, at et sådant samarbejde er tvingende nødvendigt, hvis EU-retten skal efterleves.

4.

Henstilling P1 ophæves fra den dag, hvor denne henstilling træder i kraft.

5.

Denne henstilling offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Den anvendes fra den første dag i den anden måned, der følger efter offentliggørelsen.