30.3.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 94/22

(1)

Oprettelsen af et integreret marked for elektroniske betalinger i euro uden sondring mellem indenlandske og grænseoverskridende betalinger er en forudsætning for, at det indre marked kan fungere hensigtsmæssigt. Projektet med det fælles eurobetalingsområde (i det følgende benævnt »SEPA«) tager derfor sigte på at udvikle fælles EU-dækkende betalingstjenester til erstatning af de nuværende indenlandske betalingstjenester. Med indførelsen af åbne, fælles betalingsstandarder, regler og praksisser og gennem integreret betalingsbehandling burde SEPA give Unionens borgere og virksomheder sikre, brugervenlige og pålidelige betalingstjenester i euro til konkurrencedygtige priser. Dette bør gælde for SEPA-betalinger inden for og på tværs af nationale grænser på de samme grundlæggende betingelser og i overensstemmelse med de samme rettigheder og forpligtelser, uanset placering inden for Unionen. SEPA bør virkeliggøres på en måde, der letter adgangen for nye markedsdeltagere og udviklingen af nye produkter og skaber gunstige betingelser for øget konkurrence inden for betalingstjenester og for uhindret udvikling og hurtig gennemførelse i hele Unionen af innovationer vedrørende betalinger. Som følge heraf bør forbedrede stordriftsfordele, bedre driftseffektivitet og øget konkurrence føre til et pristryk i nedadgående retning for elektroniske betalingstjenester i euro. Det bør få store konsekvenser, særlig i medlemsstater hvor betalinger er relativt dyre sammenlignet med andre medlemsstater. Overgangen til SEPA bør derfor ikke blive ledsaget af generelle prisstigninger for betalingstjenestebrugerne (herefter »brugerne«) i almindelighed, og forbrugerne i særdeleshed. I de tilfælde, hvor brugeren er forbruger, bør princippet om ikke at opkræve højere gebyrer i stedet fremmes. Kommissionen vil fortsat overvåge prisudviklingen i betalingssektoren og opfordres til at fremlægge en årlig analyse heraf.

(2)

SEPA's succes er meget vigtig i økonomisk og politisk henseende. SEPA er helt på linje med Europa 2020-strategien, som sigter mod en mere intelligent økonomi, hvor velstand skyldes innovation og mere effektiv anvendelse af forhåndenværende ressourcer. Både Europa-Parlamentet, i sine beslutninger af 12. marts 2009 (4) og 10. marts 2010 (5) om gennemførelsen af SEPA, og Rådet, i sine konklusioner af 2. december 2009, har understreget, hvor vigtigt det er at sikre hurtig omstilling til SEPA.

(3)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked (6) indfører et moderne retsgrundlag for oprettelsen af et indre marked for betalinger, hvor SEPA er et grundlæggende element.

(4)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 924/2009 af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet (7) indfører også en række foranstaltninger, som kan medvirke til at gøre SEPA til en succes, f.eks. en udvidelse af princippet om lige store gebyrer til at omfatte grænseoverskridende direkte debiteringer og sikring af adgang for direkte debiteringer.

(5)

Den europæiske banksektors selvregulerende tiltag gennem SEPA-initiativet har vist sig ikke at være tilstrækkelige til at sikre fælles omstilling til EU-dækkende ordninger for kreditoverførsler og direkte debiteringer både på udbuds- og efterspørgselssiden. Der er navnlig ikke blevet taget hensyn til forbruger- og andre brugerinteresser på en fyldestgørende og gennemsigtig måde. Alle relevante interessenter bør komme til orde. Endvidere har denne selvreguleringsproces ikke været underlagt passende styringsforanstaltninger, hvilket muligvis er en del af forklaringen på efterspørgselssidens langsomme ibrugtagning. Selv om den nylige oprettelse af SEPA-Rådet er en væsentlig forbedring af styringen af SEPA-projektet, ligger styringen grundlæggende og formelt stadig i høj grad hos Det Europæiske Betalingsråd (EPC). Kommissionen bør derfor foretage en gennemgang af styringsordningerne for hele SEPA-projektet inden udgangen af 2012 og, om nødvendigt, fremsætte forslag. Denne gennemgang bør blandt andet undersøge sammensætningen af EPC, samspillet mellem EPC og en overordnet ledelsesstruktur, såsom SEPA-Rådet, og denne overordnede strukturs rolle.

(6)

Kun en hurtig og omfattende omstilling til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debitering vil kunne skabe de fulde fordele ved et integreret marked for betalinger, således at de store omkostninger, der er forbundet med at anvende både »traditionelle« produkter og SEPA-produkter samtidigt, kan fjernes. Der bør derfor indføres regler om gennemførelse af alle kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner foretaget i euro i Unionen. Korttransaktioner bør dog ikke være omfattet på indeværende tidspunkt, idet de fælles standarder for EU-kortbetalinger stadig er under udarbejdelse. Pengeoverførsler, internt behandlede betalinger, betalingstransaktioner med store beløb, betalinger mellem betalingstjenesteudbydere for deres egen regning og betalinger via mobiltelefon eller anden form for telekommunikation eller digital eller informationsteknologisk anordning bør ikke være omfattet af disse regler, idet disse betalingstjenester ikke kan sammenlignes med kreditoverførsler eller direkte debiteringer. Anvendes betalingskort ved salgsstedet eller en anden anordning, såsom mobiltelefon, som middel til at initiere en betalingstransaktion enten ved salgsstedet eller på afstand, hvilket umiddelbart medfører en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der kan identificeres ved det eksisterende nationale grundlæggende bankkontonummer (BBAN-nummer) eller internationale bankkontonummer (IBAN-nummer), bør denne betalingstransaktion dog være omfattet. I betragtning af de specifikke karakteristika ved betalinger, der behandles i betalingssystemer for store beløb, dvs. at de har høj prioritet, er hastesager og fortrinsvist omhandler store beløb, er det endvidere ikke hensigtsmæssigt, at sådanne betalinger er omfattet af denne forordning. Denne undtagelse bør ikke omfatte direkte debitering, medmindre betaleren eksplicit har anmodet om, at betalingen sendes via et betalingssystem for store beløb.

(7)

På indeværende tidspunkt findes der flere betalingstjenester — hovedsagelig til betalinger over internettet — som også anvender IBAN-nummeret og forretningsidentifikationskoden (BIC), og som er baseret på kreditoverførsler eller direkte debiteringer, men som har yderligere egenskaber. Disse tjenester forventes udbredt ud over de nuværende nationale grænser, og dette kan muligvis imødekomme forbrugernes efterspørgsel efter innovative, sikre og billige betalingstjenester. For ikke at udelukke sådanne tjenester fra markedet bør reguleringen af slutdatoerne for kreditoverførsler og direkte debiteringer i denne forordning kun finde anvendelse på disse transaktioners underliggende kreditoverførsel eller direkte debitering.

(8)

Ved langt størsteparten af de betalingstransaktioner, der finder sted i Unionen, er det muligt at fastslå en specifik betalingskonto alene ved brug af IBAN-nummeret, uden at det også er nødvendigt at angive BIC-koden. Som følge af denne kendsgerning har bankerne i en række medlemsstater allerede etableret en nummeroversigt, database eller andet teknisk middel til at identificere den BIC-kode, der svarer til et specifikt IBAN-nummer. Der er kun behov for BIC-koden i et meget lille, resterende antal tilfælde. Det forekommer ubegrundet og uforholdsmæssigt byrdefuldt at forpligte alle betalere og betalingsmodtagere i hele Unionen til altid at angive BIC-koden samtidig med IBAN-nummeret for det begrænsede antal tilfælde, hvor dette på nuværende tidspunkt er nødvendigt. En meget enklere fremgangsmåde ville være, at betalingstjenesteudbydere og andre aktører finder en løsning på og fjerner de tilfælde, hvor en betalingskonto ikke kan identificeres utvetydigt ved angivelse af et givent IBAN-nummer. Der bør således udvikles de tekniske midler, der er nødvendige for, at alle brugere kan identificere en betalingskonto utvetydigt alene ved hjælp af IBAN-nummer.

(9)

For at kunne gennemføre en kreditoverførsel skal der være adgang til betalingsmodtagerens betalingskonto. For at fremme ibrugtagning af EU-dækkende kreditoverførsels- og direkte debiteringstjenester bør der indføres en pligt til at sikre adgang i hele Unionen. For at forbedre gennemsigtigheden bør denne pligt og den pligt til at sikre adgang, der allerede er indført for direkte debiteringer ved forordning (EF) nr. 924/2009, endvidere konsolideres i en fælles retsakt. Der bør til alle betalingsmodtageres betalingskonti, hvortil der er adgang for en indenlandsk kreditoverførsel, også være adgang for en EU-dækkende kreditoverførselsordning. Der bør til alle betaleres betalingskonti, der er tilgængelige for en indenlandsk direkte debitering, også være adgang for en EU-dækkende direkte debiteringsordning. Dette bør gælde, uanset om en betalingstjenesteudbyder beslutter at deltage i eller stå uden for en given ordning om kreditoverførsel eller direkte debitering.

(10)

Teknisk interoperabilitet er en forudsætning for konkurrence. Med henblik på at oprette et integreret marked for elektroniske betalingssystemer, som anvender euro, er det afgørende, at behandlingen af kreditoverførsler og direkte debiteringer ikke hindres af forretningsregler eller tekniske vanskeligheder, såsom obligatorisk deltagelse i mere end ét system for afvikling af grænseoverskridende betalinger. Kreditoverførsler og direkte debiteringer bør gennemføres via en ordning, hvis grundlæggende regler følges af et antal betalingstjenesteudbydere, som udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne i et flertal af medlemsstaterne, og udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne inden for Unionen, og som er de samme for både grænseoverskridende og rent indenlandske kreditoverførsels- og direkte debiteringstransaktioner. Hvis der findes mere end ét betalingssystem til behandling af sådanne betalinger, bør de pågældende betalingssystemer være interoperable gennem anvendelse af EU-dækkende og internationale standarder, således at alle brugere og alle betalingstjenesteudbydere kan udnytte fordelene ved problemfrie detailbetalinger i euro i hele Unionen.

(11)

I betragtning af de særlige karakteristika ved erhvervsmarkedet og eftersom ordninger for kreditoverførsel eller direkte debitering mellem virksomheder skal opfylde alle øvrige bestemmelser i denne forordning, herunder at der skal gælde de samme regler for grænseoverskridende og indenlandske transaktioner, bør kravet om, at deltagere skal udgøre et flertal af betalingstjenesteudbyderne i flertallet af medlemsstater, kun finde anvendelse for så vidt som de betalingstjenesteudbydere, der leverer kreditoverførsels- eller direkte debiteringstjenester mellem virksomheder, udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne i flertallet af de medlemsstater, hvor sådanne tjenester er til rådighed, og udgør et flertal af de betalingstjenesteudbydere, der leverer sådanne tjenester inden for Unionen.

(12)

Det er meget vigtigt at fastslå tekniske krav, der utvetydigt fastlægger de egenskaber, som EU-dækkende betalingsordninger udarbejdet under passende styringsforanstaltninger skal opfylde for at sikre interoperabilitet mellem betalingssystemerne. Sådanne tekniske krav bør ikke begrænse fleksibilitet og innovation og bør være åbne og neutrale i forhold til potentielle nye udviklinger og forbedringer på betalingsmarkedet. Tekniske krav bør udformes under hensyntagen til de særlige karakteristika ved kreditoverførsler og direkte debiteringer, særlig for så vidt angår dataelementerne i betalingsmeddelelsen.

(13)

Det er vigtigt at træffe foranstaltninger til at styrke brugernes tillid til anvendelsen af betalingstjenester, især hvad angår direkte debiteringer. Sådanne foranstaltninger bør sætte betalerne i stand til at give deres betalingstjenesteudbydere instruks om at begrænse direkte debiteringsopkrævning til et vist beløb eller en vis periodicitet og til at etablere specifikke tilladelses- eller udelukkelseslister over betalingsmodtagere. Inden for rammerne af etableringen af EU-dækkende direkte debiteringsordninger er det hensigtsmæssigt, at forbrugerne kan få gavn af sådanne kontroller. Hvad angår den praktiske implementering af sådanne kontroller over for betalingsmodtagere, er det dog vigtigt, at betalingstjenesteudbyderne sættes i stand til at udføre kontroller på grundlag af IBAN-nummer og, i en overgangsperiode og udelukkende i nødvendigt omfang, af BIC-kode eller et andet unikt kreditor-identifikationsnummer for specificerede betalingsmodtagere. Øvrige relevante brugerrettigheder er allerede blevet fastsat ved direktiv 2007/64/EF og bør sikres fuldt ud.

(14)

Teknisk standardisering er en hjørnesten i integrationen af netværk såsom Unionens marked for betalinger. Brugen af standarder udviklet af internationale eller europæiske standardiseringsorganer bør fra en given dato være obligatorisk for alle relevante transaktioner. I betalingssammenhæng er sådanne obligatoriske standarder IBAN, BIC og standarden for meddelelser om finansielle tjenester »ISO 20022 XML«. Forudsætningen for fuld interoperabilitet i hele Unionen er derfor, at alle betalingstjenesteudbydere bruger sådanne standarder. Obligatorisk brug af IBAN-numre og BIC-koder bør især, om nødvendigt, fremmes ved hjælp af omfattende kommunikations- og hjælpeforanstaltninger i medlemsstaterne for at sikre en gnidningsfri og let overgang til EU-dækkende kreditoverførsler og direkte debiteringer, særlig for forbrugerne. Betalingstjenesteudbyderne bør have mulighed for i bi- eller multilateralt regi at træffe aftale om udvidelse af det grundlæggende latinske tegnsæt for at understøtte regionale variationer af SEPA-standardmeddelelser.

(15)

Det er aldeles afgørende, at alle aktører og især unionsborgerne, er grundigt og rettidigt informeret, således at de er fuldstændig forberedte på de ændringer, som SEPA medfører. De centrale interessenter, såsom betalingstjenesteudbyderne, offentlige forvaltninger og nationale centralbanker såvel som andre aktører, der gør intensivt brug af regelmæssige betalinger, bør derfor føre specifikke og omfattende oplysningskampagner, der i fornødent omfang er forholdsmæssigt afpasset og skræddersyet til deres målgrupper, med det formål at højne offentlighedens kendskab til og forberede borgerne på omstillingen til SEPA. Der er navnlig behov for at gøre borgerne fortrolige med omstillingen fra BBAN-numre til IBAN-numre. De nationale SEPA-koordinationsudvalg er mest velegnet til at koordinere sådanne oplysningskampagner.

(16)

For at muliggøre en samordnet overgangsproces, der kan sikre klarhed og enkelthed for forbrugerne, er det passende at fastsætte en enkelt omstillingsfrist, efter hvilken alle kreditoverførsler og direkte debiteringstransaktioner bør opfylde disse tekniske krav, samtidig med at markedet dog forbliver åbent over for yderligere udvikling og innovation.

(17)

Det bør være muligt for medlemsstaterne i en overgangsperiode at tillade betalingstjenesteudbyderne at lade forbrugere fortsætte med at bruge BBAN-numre til indenlandske betalingstransaktioner på den betingelse, at interoperabiliteten sikres ved, at den relevante betalingstjenesteudbyder teknisk og sikkert konverterer BBAN-nummeret til den tilsvarende unikke betalingskontoidentifikationskode. Betalingstjenesteudbyderen bør ikke opkræve nogen direkte eller indirekte gebyrer eller andre afgifter i forbindelse med denne tjeneste.

(18)

Selv om udviklingsniveauet for kreditoverførsels- og direkte debiteringstjenester varierer fra én medlemsstat til en anden, ville en fælles frist ved slutningen af en rimelig implementeringsperiode, som gør det muligt at gennemføre alle de nødvendige processer, bidrage til en koordineret, sammenhængende og integreret omstilling til SEPA og bidrage til at forhindre et SEPA i to hastigheder, hvilket ville skabe større forvirring blandt forbrugerne.

(19)

Betalingstjenesteudbydere og brugere bør have tilstrækkelig tid til at tilpasse sig de tekniske krav. Tilpasningsperioden bør dog ikke unødigt forsinke fordelene for forbrugerne eller straffe proaktive operatører, der allerede har taget skridt til at gå over til SEPA. Når det gælder indenlandske og grænseoverskridende betalingstransaktioner, bør betalingstjenesteudbyderne stille de nødvendige tekniske tjenester til rådighed for deres detailkunder for at sikre en gnidningsfri og sikker omstilling til de tekniske krav, der er fastsat i denne forordning.

(20)

Det er vigtigt at sørge for retssikkerhed for betalingsbranchen vedrørende forretningsmodeller for direkte debitering. Regulering af multilaterale interbankgebyrer for direkte debiteringer er væsentligt for at skabe lige konkurrencevilkår for betalingstjenesteudbyderne og dermed gøre det muligt at skabe et fælles marked for direkte debiteringer. Sådanne gebyrer for transaktioner, der afvises, afslås, returneres eller tilbageføres, fordi de ikke kan gennemføres korrekt, eller som resulterer i undtagelsesvis behandling (såkaldte R-transaktioner, der kan dække over afvisninger, afslag, returneringer, tilbageføringer, tilbagekaldelser eller anmodninger om annullering), vil kunne medvirke til en effektiv fordeling af omkostningerne inden for det indre marked. Derfor synes et forbud mod multilaterale interbankgebyrer pr. transaktion at kunne bidrage til at skabe et effektivt europæisk marked for direkte debiteringer. Alligevel bør gebyrer for R-transaktioner være tilladte, hvis de opfylder visse betingelser. Af hensyn til gennemsigtigheden og forbrugerbeskyttelsen er det nødvendigt, at betalingstjenesteudbyderne giver forbrugerne klare og letforståelige oplysninger om gebyrer for R-transaktioner. Under alle omstændigheder berører reglerne for R-transaktioner ikke anvendelsen af artikel 101 og 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF). Det bør endvidere bemærkes, at direkte debitering og betaling med kort overordnet set har forskellige karakteristika, særlig derved, at betalingsmodtagerne har flere muligheder for at give betalerne incitament til at benytte direkte debitering via en forudgående kontrakt mellem betalingsmodtageren og betaleren, mens der for kortbetalingers vedkommende ikke eksisterer en sådan forudgående kontrakt, og betalingstransaktionen er ofte en enkeltstående og uregelmæssig foreteelse. Derfor berører bestemmelserne om multilaterale interbankgebyrer for direkte debitering ikke analysen i henhold til Unionens konkurrenceregler af multilaterale interbankgebyrer for betalingskorttransaktioner. Yderligere valgfrie tjenester er ikke omfattet af forbuddet i denne forordning, såfremt de tydeligt og utvetydigt kan skelnes fra kernetjenesterne for direkte debitering, og såfremt det står betalingstjenesteudbyderne og brugerne frit for at udbyde eller anvende sådanne tjenester. De er dog fortsat underlagt Unionens og de nationale konkurrenceregler.

(21)

Derfor bør muligheden for at anvende multilaterale interbankgebyrer pr. transaktion i forbindelse med indenlandske og grænseoverskridende direkte debiteringer begrænses tidsmæssigt, og der bør indføres generelle betingelser for anvendelse af interbankgebyrer for R-transaktioner.

(22)

Kommissionen bør overvåge niveauet for gebyrerne for R-transaktioner i hele Unionen. Gebyrer for R-transaktioner på det indre marked bør med tiden konvergere, således at de ikke varierer fra medlemsstat til medlemsstat i et sådant omfang, at det udgør en trussel mod lige konkurrencevilkår.

(23)

I nogle medlemsstater findes der visse traditionelle betalingstjenester, som svarer til kreditoverførsler eller direkte debiteringer, men som har meget specifikke funktionaliteter, ofte af historiske eller juridiske årsager. Normalt tegner sådanne tjenester sig for et marginalt transaktionsvolumen. De kunne derfor klassificeres som nicheprodukter. En overgangsperiode for sådanne nicheprodukter, som er tilstrækkelig lang til at minimere omstillingens konsekvenser for brugerne, bør gøre det lettere for begge sider af markedet først at fokusere på omstillingen af hovedmassen af kreditoverførsler og direkte debiteringer, hvorved størstedelen af de potentielle fordele ved et integreret EU-marked for betalinger vil kunne udnyttes på et tidligere tidspunkt. I visse medlemsstater findes der specifikke instrumenter for direkte debitering, som tilsyneladende minder meget om betalingskorttransaktioner på den måde, at betaleren på salgsstedet anvender et kort til at initiere betalingstransaktionen, men den underliggende betalingstransaktion er en direkte debitering. Kortet bruges i en sådan betalingstransaktion kun til en udlæsning med henblik på den elektroniske generering af debiteringsmandatet, som skal underskrives af betaleren på salgsstedet. Selv om sådan en betalingstjeneste ikke kan klassificeres som et nicheprodukt, er der behov for en overgangsperiode for sådanne betalingstjenester på grund af den betragtelige mængde af transaktioner, de tegner sig for. For at sætte interessenterne i stand til at implementere en passende SEPA-erstatning herfor, bør overgangsperioden være af tilstrækkelig længde.

(24)

For at det indre marked for betalinger fungerer tilfredsstillende, er det meget vigtigt at sikre, at betalere, såsom forbrugere, virksomheder eller offentlige myndigheder, kan foretage kreditoverførsler til betalingskonti, som betalingsmodtagerne har oprettet hos betalingstjenesteudbydere etableret i andre medlemsstater, og som der er adgang til i henhold til denne forordning.

(25)

For at sikre en gnidningsløs overgang til SEPA bør en gyldig bemyndigelse af en betalingsmodtager til at opkræve tilbagevendende direkte debiteringer via en traditionel ordning fortsat være gyldig efter udløbet af den omstillingsfrist, der er fastsat i denne forordning. En sådan bemyndigelse bør antages at udgøre samtykke til, at betalerens betalingstjenesteudbyder udfører de tilbagevendende direkte debiteringer, som opkræves af betalingsmodtageren i overensstemmelse med denne forordning, i mangel af nationale bestemmelser vedrørende mandatets fortsatte gyldighed eller af kundeaftaler om ændring af direkte debiteringsmandater med henblik på at sikre deres videreførelse. Forbrugerrettighederne skal imidlertid beskyttes og i tilfælde af, at eksisterende direkte debiteringsmandater omfatter ubetinget ret til refusion, bør sådanne rettigheder opretholdes.

(26)

De kompetente myndigheder bør tillægges beføjelse til at udføre deres overvågningsopgaver effektivt og træffe alle nødvendige foranstaltninger, herunder klagebehandling, for at sikre, at betalingstjenesteudbyderne opfylder kravene i denne forordning. Medlemsstaterne bør desuden sikre, at der kan indgives klager over brugere, der ikke overholder denne forordning, og at denne forordning kan håndhæves på virkningsfuld og effektiv vis via administrative eller retslige midler. De kompetente myndigheder i de forskellige medlemsstater bør med henblik på at fremme overholdelsen af denne forordning samarbejde med hinanden og, hvor det er relevant, med Den Europæiske Centralbank (ECB) og medlemsstaternes nationale centralbanker og andre relevante kompetente myndigheder, såsom Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 (8) (EBA), der er udpeget i henhold til EU- eller national lovgivning gældende for betalingstjenesteudbydere.

(27)

Medlemsstaterne bør fastsætte bestemmelser om de sanktioner, der pålægges for overtrædelse af denne forordning, og bør sikre, at disse sanktioner er effektive, forholdsmæssigt afpassede og har afskrækkende virkning, samt at de anvendes. Disse sanktioner bør ikke finde anvendelse på forbrugerne.

(28)

For at sikre muligheden for erstatning, hvis denne forordning ikke anvendes korrekt, eller hvis der opstår tvister mellem brugere og betalingstjenesteudbydere vedrørende rettigheder og forpligtelser i henhold til denne forordning, bør medlemsstaterne indføre tilstrækkelige og effektive udenretslige klage- og erstatningsprocedurer. Medlemsstaterne bør kunne beslutte, at disse procedurer kun skal gælde for forbrugere eller kun for forbrugere og mikrovirksomheder.

(29)

Kommissionen bør forelægge en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, EBA og ECB om anvendelsen af denne forordning. Rapporten bør om nødvendigt ledsages af et forslag til ændring af denne forordning.

(30)

For at sikre, at de tekniske krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro holdes opdateret, bør beføjelsen til at vedtage retsakter i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF delegeres til Kommissionen for så vidt angår disse tekniske krav. I erklæringen (nr. 39) ad artikel 290 i TEUF, der er knyttet som bilag til slutakten fra den regeringskonference, der vedtog Lissabontraktaten, tog konferencen til efterretning, at Kommissionen i overensstemmelse med sin faste praksis også fremover agter at søge bistand fra eksperter udnævnt af medlemsstaterne, når den udarbejder udkast til delegerede retsakter på området finansielle tjenesteydelser. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante og gennemsigtige høringer under sit forberedende arbejde, herunder af ECB og alle relevante interessenter. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(31)

Da det er nødvendigt for betalingstjenesteudbydere, der er etableret i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, at foretage et særligt forberedende arbejde uden for betalingsmarkedet for deres nationale valuta, bør sådanne betalingstjenesteudbydere kunne udsætte anvendelsen af de tekniske krav i en bestemt periode. Medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, bør dog opfylde de tekniske krav med henblik på at etablere et fuldgyldigt europæisk betalingsområde, hvilket vil styrke det indre marked.

(32)

For at sikre en bred offentlig opbakning til SEPA er det afgørende, at betalerne er sikret en høj grad af beskyttelse, navnlig for direkte debiteringstransaktioner. Den nuværende og eneste paneuropæiske direkte debiteringsordning for forbrugere, som EPC har udviklet, fastsætter ubetinget ret til refusion, uden at der stilles spørgsmål for autoriserede betalinger, inden for en periode på otte uger fra den dato, hvor pengene blev debiteret, hvorimod denne refusionsret er underlagt flere betingelser i henhold til artikel 62 og 63 i direktiv 2007/64/EF. I lyset af den nuværende markedssituation og nødvendigheden af at sikre et højt niveau af forbrugerbeskyttelse, bør effekterne af disse bestemmelser vurderes i den rapport, som Kommissionen i overensstemmelse med artikel 87 i direktiv 2007/64/EF senest den 1. november 2012 skal forelægge for Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og ECB, ledsaget, hvis hensigtsmæssigt, af forslag til revision.

(33)

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (9) finder anvendelse på behandling af personoplysninger i henhold til denne forordning. Omstillingen til SEPA og indførelsen af fælles standarder og regler for betalinger bør være baseret på overholdelse af national lovgivning om beskyttelse af følsomme personoplysninger i medlemsstaterne og bør værne om unionsborgernes interesser.

(34)

Finansielle meddelelser vedrørende betalinger og overførsler inden for SEPA er ikke omfattet af aftalen mellem Den Europæiske Union og Amerikas Forenede Stater af 28. juni 2010 om behandling og overførsel af finansielle betalingsdata fra Den Europæiske Union til USA til brug for programmet til sporing af finansiering af terrorisme (10).

(35)

Målet for denne forordning, nemlig at fastsætte tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, og kan derfor på grund af dens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre end, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(36)

Medlemsstaterne skal i henhold til artikel 5, stk. 1, i forordning (EF) nr. 924/2009 ophæve afregningsbaserede indenlandske indberetningsforpligtelser, som er pålagt betalingstjenesteudbyderne, gældende for betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner på op til 50 000 EUR. Indsamlingen af afregningsbaserede betalingsbalancestatistikker begyndte efter ophøret af kontrol med valutavekslinger og har udgjort en betydelig kilde til data sammen med andre kilder, såsom direkte statistiske undersøgelser, som bidrager til statistikker af god kvalitet. Fra begyndelsen af 1990'erne valgte flere medlemsstater i højere grad at benytte oplysninger indberettet direkte af firmaer og husstande, snarere end data indberettet af banker på vegne deres kunder. Selv om afregningsbaseret indberetning er en løsning, der for samfundet som helhed reducerer omkostningerne ved sammenfatning af betalingsbalancer og sikrer statistikker af god kvalitet, vil bibeholdelsen af denne indberetningsform i nogle medlemsstater, hvad grænseoverskridende betalinger angår, kunne nedsætte effektiviteten og øge omkostningerne. Eftersom et af formålene med SEPA er at reducere omkostningerne ved grænseoverskridende betalinger, bør afregningsbaserede betalingsbalanceindberetninger fuldstændig afskaffes.

(37)

For at øge retssikkerheden bør fristerne for interbankgebyrer i artikel 7 i forordning (EF) nr. 924/2009 tilpasses bestemmelserne i nærværende forordning.

(38)

Forordning (EF) nr. 924/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

a)

betalingstransaktioner gennemført mellem og internt hos betalingstjenesteudbydere, herunder deres agenter eller filialer, for deres egen regning

b)

betalingstransaktioner behandlet og afviklet ved hjælp af betalingssystemer for store beløb, bortset fra betalingstransaktioner ved direkte debitering, hvor betaleren ikke udtrykkeligt har anmodet om, at transaktionen sendes via et betalingssystem for store beløb

c)

betalingstransaktioner ved hjælp af et betalingskort eller lignende anordning, herunder hævning af kontanter, medmindre betalingskortet eller den lignende anordning kun benyttes til at frembringe de oplysninger, der er nødvendige for direkte at foretage en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer

d)

betalingstransaktioner ved hjælp af et telekommunikations-, digital- eller informationsteknologiredskab, hvis sådanne betalingstransaktioner ikke fører til en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved et BBAN- eller IBAN-nummer

e)

pengeoverførselstransaktioner som defineret i artikel 4, nr. 13), i direktiv 2007/64/EF

f)

betalingstransaktioner, hvor der overføres elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (11), medmindre sådanne transaktioner resulterer i en kreditoverførsel eller direkte debitering til og fra en betalingskonto, der er identificeret ved BBAN- eller IBAN-nummer.

a)

de har de samme regler for indenlandske og grænseoverskridende kreditoverførselstransaktioner inden for Unionen og tilsvarende for indenlandske og grænseoverskridende direkte debiteringstransaktioner inden for Unionen, og

b)

deltagerne i betalingsordningen repræsenterer et flertal af betalingstjenesteudbyderne i et flertal af medlemsstaterne og udgør et flertal af betalingstjenesteudbyderne inden for Unionen, idet der kun medregnes betalingstjenesteudbydere, der udbyder henholdsvis kreditoverførsler eller direkte debiteringer.

a)

de skal anvende den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til at identificere betalingskonti, uanset hvor den pågældende betalingstjenesteudbyder er etableret

b)

de skal anvende de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater ved videresending af betalingstransaktioner til en anden betalingstjenesteudbyder eller via et detailbetalingssystem

c)

de skal sikre, at brugere anvender den betalingskontoidentifikationskode, der er fastsat i bilagets punkt 1, litra a), til identificering af betalingskonti, uanset om betalerens og betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder eller den eneste betalingstjenesteudbyder involveret i betalingstransaktionen er etableret i samme medlemsstat eller i forskellige medlemsstater

d)

de skal sikre, at de i bilagets punkt 1, litra b), fastsatte meddelelsesformater anvendes, hvor en bruger, der ikke er en forbruger eller mikrovirksomhed, initierer eller modtager individuelle kreditoverførsler eller individuelle direkte debiteringer, der ikke overføres individuelt, men videresendes samlet.

a)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at betaleren oplyser de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra a)

b)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra b), til betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder

c)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse eller stille de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 2, litra d), til rådighed for betalingsmodtageren.

a)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal sikre, at:

b)

betalingsmodtagerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra b), til betalerens betalingstjenesteudbyder

c)

betalerens betalingstjenesteudbyder skal oplyse de dataelementer, der er fastsat i bilagets punkt 3, litra c), til eller stille dem til rådighed for betaleren

d)

betaleren skal have ret til at give sin betalingstjenesteudbyder instruks om:

a)

ordningen sigter mod en effektiv tildeling af omkostningerne til den betalingstjenesteudbyder eller dennes bruger, alt efter hvad der er relevant, der er årsag til R-transaktionen, under hensyntagen til transaktionsomkostninger, og sikrer, at betaleren ikke automatisk pålægges omkostningerne, og at betalingstjenesteudbyderen ikke må pålægge brugere omkostninger, for så vidt angår en given type R-transaktion, der overstiger de omkostninger, som betalingstjenesteudbyderen afholder for sådanne transaktioner

b)

gebyrerne er udelukkende omkostningsbaserede

c)

gebyrerne overstiger ikke de faktiske omkostninger, der er forbundet med en R-transaktion, som håndteres af den mest omkostningseffektive sammenlignelige betalingstjenesteudbyder, der er en repræsentativ part i ordningen for så vidt angår transaktionsvolumen og tjenesteydelsernes art

d)

gebyrer anvendt i overensstemmelse med litra a), b) og c) forhindrer betalingstjenesteudbyderen i at opkræve yderligere gebyrer i forbindelse med de omkostninger, som dækkes af interbankgebyrerne, af deres respektive brugere

e)

der findes ikke noget praktisk og rentabelt alternativ til ordningen, som ville indebære en tilsvarende eller mere effektiv håndtering af R-transaktioner med tilsvarende eller lavere omkostninger for forbrugerne.

1)

Artikel 2, nr. 10), affattes således:

»10)   »midler«: sedler og mønter, kontopenge og elektroniske penge som defineret i artikel 2, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (15).

2)

Artikel 3, stk. 1, affattes således:

»1.   Gebyrer, som en udbyder af betalingstjenester opkræver af en bruger af betalingstjenester i forbindelse med grænseoverskridende betalinger skal være de samme som de gebyrer, som denne udbyder af betalingstjenester opkræver af brugere af betalingstjenester for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta.«

3)

I artikel 4 foretages følgende ændringer:

4)

Artikel 5, stk. 1, affattes således:

»1.   Med virkning fra den 1. februar 2016 ophæver medlemsstaterne de nationale forpligtelser for udbydere af betalingstjenester til at foretage indberetninger til brug for afregningsbaserede betalingsbalancestatistikker vedrørende deres kunders betalingstransaktioner.«

5)

I artikel 7 foretages følgende ændringer:

6)

Artikel 8 udgår.