2.3.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 57/8


KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 201/2011

af 1. marts 2011

om en model for erklæring af overensstemmelse med en godkendt jernbanekøretøjstype

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (1), særlig artikel 26, stk. 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen bør vedtage en model for erklæring af overensstemmelse med en godkendt køretøjstype, som foreskrevet i direktivet.

(2)

Det Europæiske Jernbaneagentur udsendte den 30. juni 2010 sin henstilling om modellen for erklæring af overensstemmelse med en godkendt køretøjstype.

(3)

Bilagene til typeoverensstemmelseserklæringen bør dokumentere, at de relevante verifikationsprocedurer er gennemført i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning og anmeldte nationale forskrifter, og indeholde henvisninger til de relevante direktiver, tekniske specifikationer for interoperabilitet, nationale forskrifter og andre bestemmelser. Typegodkendelsen, der identificeres ved sit europæiske identifikationsnummer, bør indeholde oplysninger om alle de lovbestemmelser, som danner grundlag for udstedelsen af typegodkendelsen i en medlemsstat.

(4)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, som blev nedsat ved artikel 29, stk. 1, i direktiv 2008/57/EF —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Modellen for typeoverensstemmelseserklæring, jf. artikel 26, stk. 4, i direktiv 2008/57/EF, fastsættes i bilaget til denne forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Den anvendes fra 2. juni 2011.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat, undtagen i Cypern og Malta, så længe der ikke findes noget jernbanenet på deres område.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. marts 2011.

På Kommissionens vegne

José Manuel BARROSO

Formand


(1)  EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1


BILAG

MODEL FOR ERKLÆRING OM OVERENSSTEMMELSE MED EN GODKENDT KØRETØJSTYPE

Vi,

ansøger (1)

[firmanavn]

[fuldstændig adresse]

repræsentant:

[firmanavn]

[fuldstændig adresse]

for ansøgeren

[firmanavn]

[fuldstændig adresse]

erklærer på eget ansvar, at køretøjet [europæisk køretøjsnummer]  (2), som denne erklæring er udstedt for,

er i overensstemmelse med køretøjstypen [identifikation af køretøjstypen i ERATV], der er godkendt i følgende medlemsstater:

[medlemsstat 1], jf. godkendelse nr. [EIN for typegodkendelsen i medlemsstat 1]

[medlemsstat 2], jf. godkendelse nr. [EIN for typegodkendelsen i medlemsstat 2]

… (alle medlemsstater, hvor køretøjstypen er godkendt, anføres)

opfylder de relevante bestemmelser i EU's lovgivning, de relevante tekniske specifikationer for interoperabilitet og gældende nationale forskrifter som anført i bilagene til denne erklæring

har gennemgået alle de verifikationsprocedurer, der er nødvendige for udstedelse af denne erklæring.

Bilagsoversigt (3)

[bilagstitler]

Underskrevet for [ansøgerens navn]

Udfærdiget i [sted], den [DD/MM/ÅÅÅÅ]

[navn, stilling] [underskrift]

Felt forbeholdt den nationale sikkerhedsmyndighed:

EVN-nummer, som køretøjet har fået tildelt: [EVN-nummer]


(1)  Ansøgeren kan være ordregiveren eller fabrikanten eller ordregiverens eller fabrikantens repræsentant i EU.

(2)  Hvis køretøjet endnu ikke har fået tildelt et europæisk køretøjsnummer (EVN-nummer), når denne erklæring udstedes, skal køretøjet identificeres ved hjælp af et andet identifikationssystem efter aftale mellem ansøgeren og den kompetente nationale sikkerhedsmyndighed. I så fald udfylder den nationale sikkerhedsmyndighed EVN-nummerfeltet, når køretøjet har fået tildelt et EVN-nummer.

(3)  Bilagene skal omfatte kopier af dokumentationen for gennemførelse af de relevante verifikationsprocedurer i overensstemmelse med gældende EU-lovgivning (EF-verifikationserklæringer) og nationale forskrifter.