26.5.2010 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 127/19 |
KOMMISSIONENS AFGØRELSE
af 25. maj 2010
om ændring af beslutning 2001/672/EF for så vidt angår perioder for flytning af kreaturer til sommergræsningsområder
(meddelt under nummer K(2010) 3188)
(EØS-relevant tekst)
(2010/300/EU)
EUROPA–KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1760/2000 af 17. juli 2000 om indførelse af en ordning for identifikation og registrering af kvæg og om mærkning af oksekød og oksekødsprodukter og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 820/97 (1), særlig artikel 7, stk. 1, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) |
Ved forordning (EF) nr. 1760/2000 indføres et system for identifikation og registrering af kvæg for at sikre gennemsigtigheden af betingelserne for produktion og markedsføring af oksekød og oksekødsprodukter. Med henblik herpå skal medlemsstaterne ifølge forordningen oprette nationale kvægdatabaser, som registrerer dyrenes identitet, alle bedrifterne på deres område og flytninger af dyrene. Derudover pålægges brugerne inden for en frist, som fastsættes af medlemsstaten, og som skal være på mellem tre og syv dage, at indberette til den kompetente myndighed bl.a. alle flytninger til og fra bedriften sammen med datoerne for disse begivenheder. |
(2) |
Forordningen giver Kommissionen mulighed for efter anmodning fra en medlemsstat at forlænge maksimumsfristen og fastsætte specifikke regler for forskellige bjergområder, hvilket skete ved Kommissionens beslutning 2001/672/EF af 20. august 2001 om særlige regler for flytning af kreaturer, når de sættes på græs om sommeren i bjergområder (2). |
(3) |
I henhold til betragtning 4 i beslutning 2001/672/EF skal disse særlige regler resultere i en reel forenkling og indskrænkes til de bestemmelser, der er absolut nødvendige for, at den nationale kvægdatabase kan fungere som planlagt. |
(4) |
Beslutning 2001/672/EF gælder for sådanne flytninger i perioden fra 1. maj til 15. oktober. De praktiske erfaringer med anvendelsen af nævnte beslutning har vist, at i nogle bjergområder begynder flytningen til sommergræsningsområder allerede i april. Anvendelsesområdet for beslutning 2001/672/EF bør ændres i overensstemmelse hermed for at tage hensyn til dette forhold. |
(5) |
Dyr, der flyttes fra forskellige bedrifter til det samme sommergræsningsbjergområde, ankommer under visse betingelser hertil over en periode på over syv dage. For at reducere unødvendige administrative byrder bør tidsfristerne i beslutning 2001/672/EF tilpasses for at tage hensyn til denne praksis, uden at det går ud over sporbarheden. |
(6) |
Beslutning 2001/672/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed. |
(7) |
Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Komitéen for Landbrugsfondene — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
I beslutning 2001/672/EF foretages følgende ændringer:
1) |
I artikel 1 ændres »1. maj« til »15. april«. |
2) |
Artikel 2, stk. 4, affattes således: »4. Oplysningerne fra listen i stk. 2 indberettes til den kompetente myndighed i overensstemmelse med artikel 7, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1760/2000 senest 15 dage efter, at dyrene er drevet på græs.« |
Artikel 2
Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den 25. maj 2010.
På Kommissionens vegne
John DALLI
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 204 af 11.8.2000, s. 1.
(2) EFT L 235 af 4.9.2001, s. 23.