1.10.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 258/34


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 30. september 2009

om meddelelse af en ubegrænset EF-godkendelse af det polske skibsregister

(EØS-relevant tekst)

(2009/728/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 af 23. april 2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe (1), særlig artikel 15, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved beslutning 2006/660/EF (2) meddelte Kommissionen en begrænset godkendelse af det polske skibsregister for et tidsrum på tre år. En begrænset godkendelse i henhold til Rådets direktiv 94/57/EF af 22. november 1994 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe, og for søfartsmyndighedernes aktiviteter i forbindelse dermed (3) er en godkendelse, som meddeles organisationer kendt som klassifikationsselskaber, der opfylder alle kravene undtagen dem, der er nævnt i punkt 2 og 3 i afsnit A »Generelle krav« i bilaget til direktivet. Virkningerne af godkendelsen er begrænset til Tjekkiet, Cypern, Litauen, Malta, Polen og Slovakiet.

(2)

Kommissionen har vurderet det polske skibsregister i overensstemmelse med artikel 11, stk. 3, i direktiv 94/57/EF. Vurderingen var baseret på resultaterne af fire kontrolinspektioner, som eksperter fra Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur foretog i 2007 i overensstemmelse med artikel 2, litra b), nr. iii), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1406/2002 (4). De tjekkiske, cypriotiske, litauiske, maltesiske, polske og slovakiske myndigheder blev opfordret til at deltage i vurderingen. Kommissionen har også taget hensyn til resultaterne af yderligere to kontrolinspektioner foretaget af Det Europæiske Søfartssikkerhedsagentur i april og maj 2009 med henblik på at undersøge det polske skibsregisters aktiviteter i forbindelse med tilsyn af nybygning af skibe og for at kontrollere, at de korrigerende foranstaltninger, som Kommissionen havde ønsket efter vurderingen, var gennemført af det polske skibsregister.

(3)

Hvor der var konstateret mangler, har det polske skibsregister i de fleste tilfælde omgående gennemført passende og tilstrækkelige korrigerende foranstaltninger. De tilbageværende mangler vedrører hovedsagelig gennemførelsen af registrets regler og procedurer, navnlig hvad angår kontrollen med skibsværfter og verifikation af nybyggerier, inspektørers uddannelse og kvalifikationer og klasseoverførsel. Det polske skibsregister er derfor blevet opfordret til at gennemføre yderligere korrigerende foranstaltninger i denne henseende. Til trods for deres alvor giver disse mangler ikke anledning til at stille spørgsmålstegn ved den overordnede kvalitet i forbindelse med organisationens vigtigste systemer og kontrolmekanismer.

(4)

På nuværende tidspunkt er forordning (EF) nr. 391/2009 trådt i kraft. Heri er fastsat, at organisationer, som på datoen for forordningens ikrafttræden er tildelt en godkendelse i henhold til direktiv 94/57/EF, bibeholder denne godkendelse. Godkendelserne skal efterprøves af Kommissionen inden 17. juni 2010 med henblik på at afgøre, om begrænsninger skal erstattes af andre eller helt fjernes.

(5)

Ifølge de oplysninger, der foreligger Kommissionen og bygger på vurderingen og inspektionerne, overholder det polske skibsregister generelt de krav og forpligtelser, der er fastsat i forordning (EF) nr. 391/2009 for alle fartsområder og alle typer skibe.

(6)

Ifølge de seneste data, der er offentliggjort i henhold til Parisaftalememorandummet om havnestatskontrol, og som vedrører de inspektioner, aftaleparterne foretog i 2008, resulterede 0,77 % af samtlige inspektioner i tilbageholdelse af skibe på grund af problemer med certifikater, der var udstedt af det polske skibsregister i perioden 2006-2008, mod 0,34 % i gennemsnit for godkendte organisationer.

(7)

En meddelelse af en EF-godkendelse af det polske skibsregister bør træde i kraft den 29. september 2009 for at sikre godkendelsens kontinuitet.

(8)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra USS-udvalget, der er nedsat ved artikel 12 i forordning (EF) nr. 391/2009 —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Herved meddeles Fællesskabets ubegrænsede godkendelse af det polske skibsregister med virkning fra den 29. september 2009.

Artikel 2

Denne afgørelse offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Bruxelles, den 30. september 2009.

På Kommissionens vegne

Antonio TAJANI

Næstformand


(1)  EUT L 131 af 28.5.2009, s. 11.

(2)  EUT L 272 af 3.10.2006, s. 17.

(3)  EFT L 319 af 12.12.1994, s. 20.

(4)  EFT L 208 af 5.8.2002, s. 1.