13.1.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 8/31


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 9. januar 2009

om ændring af beslutning 2008/655/EF for så vidt angår godkendelse af visse medlemsstaters planer for nødvaccination mod bluetongue og om fastsættelse af EF-tilskuddet for 2007 og 2008

(meddelt under nummer K(2008) 8966)

(Kun den danske, den franske, den italienske, den nederlandske, den portugisiske, den spanske, den svenske, den tjekkiske og den tyske udgave er autentiske)

(2009/19/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets direktiv 2000/75/EF af 20. november 2000 om vedtagelse af specifikke bestemmelser vedrørende foranstaltninger til bekæmpelse og udryddelse af bluetongue hos får (1), særlig artikel 9, stk. 2,

under henvisning til Rådets beslutning 90/424/EØF af 26. juni 1990 om visse udgifter på veterinærområdet (2), særlig artikel 3, stk. 3, stk. 4 og stk. 5, andet led, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ved Kommissionens beslutning 2008/655/EF af 24. juli 2008 om godkendelse af visse medlemsstaters planer for nødvaccination mod bluetongue og om fastsættelse af EF-tilskuddet for 2007 og 2008 (3) godkendtes Belgiens, Tjekkiets, Danmarks, Tysklands, Spaniens, Frankrigs, Italiens, Luxembourgs, Nederlandenes og Portugals vaccinationsplaner, ligesom der blev fastsat maksimumsbeløb for EF-tilskuddet.

(2)

Der har i andet halvår af 2008 været udbrud af bluetongue i flere medlemsstater. Blandt andet var der for første gang udbrud af bluetongue, serotype 8, i Østrig og Sverige. I Danmark og Spanien blev der konstateret nye udbrud af bluetongue, serotype 8. Derudover konstaterede man yderligere spredning af bluetongue, serotype 1, i Frankrig, Spanien og Portugal.

(3)

Eftersom udbruddene i Østrig og Sverige fandt sted efter offentliggørelsen af beslutning 2008/655/EF, forelagde disse to medlemsstater deres vaccinationsplaner for sent til at overholde den frist, der er fastsat i samme beslutnings artikel 4, stk. 2. Bestemmelserne om de foreløbige rapporter, herunder om reduktion af EF-tilskuddet, bør derfor ikke finde anvendelse på de pågældende medlemsstater.

(4)

De pågældende medlemsstater har underrettet Kommissionen og de øvrige medlemsstater om forekomsten af sygdommen. Disse medlemsstater har forelagt deres nye eller ændrede planer for nødvaccination med skønsmæssig angivelse af forbruget af vaccinedoser i 2007 og 2008 og de anslåede udgifter til gennemførelsen af vaccinationerne. Kommissionen har vurderet de nye planer, der er forelagt af Østrig og Sverige, og de ændrede planer, der er forelagt af Danmark, Spanien, Frankrig, Nederlandene og Portugal, ud fra både et veterinært og et økonomisk synspunkt og har konstateret, at planerne er i overensstemmelse med Fællesskabets veterinærlovgivning. Vaccinationen af dyr mod bluetongue i de berørte medlemsstater bør derfor godkendes i overensstemmelse med artikel 9, stk. 2, i direktiv 2000/75/EF.

(5)

De støtteberettigede udgifter begrænser sig i øjeblikket til udgifter, der er betalt i perioden 1. november 2007 til 31. december 2008. Planerne for nødvaccination løber imidlertid indtil udgangen af 2008. Det bør derfor være selve gennemførelsen af vaccination i praksis, der er afgørende for, om udgifterne er støtteberettigede. Foranstaltninger, der gennemføres i ovennævnte periode, berettiger til medfinansiering.

(6)

Beslutning 2008/655/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(7)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

I beslutning 2008/655/EF foretages følgende ændringer:

1)

Artikel 1, stk. 1, affattes således:

»De vaccinationsplaner bestående af tekniske og finansielle bestemmelser, som Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Sverige har forelagt, godkendes for perioden 1. november 2007 til 31. december 2008.«

2)

Artikel 2, stk. 1, første afsnit, affattes således:

»I forbindelse med gennemførelsen af hasteforanstaltninger til bekæmpelse af bluetongue i 2007 og 2008 er Belgien, Tjekkiet, Danmark, Tyskland, Spanien, Frankrig, Italien, Luxembourg, Nederlandene, Østrig, Portugal og Sverige berettiget til et særligt EF-tilskud til de i artikel 1 omhandlede planer for nødvaccination mod bluetongue, idet tilskuddet er på:«

3)

Artikel 4, stk. 1, litra d), affattes således:

»d)

et endeligt regnskab, fremlagt i elektronisk form i overensstemmelse med bilaget, for udgifter, som medlemsstaten har haft i perioden 1. november 2007 til 31. december 2008 og betalt inden fremlæggelsen af regnskabet.«

4)

I artikel 4, stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Stk. 1, litra a) og b), og stk. 2 finder dog ikke anvendelse på de af Østrig og Sverige forelagte planer.«

Artikel 2

Adressater

Denne beslutning er rettet til Kongeriget Belgien, Den Tjekkiske Republik, Kongeriget Danmark, Forbundsrepublikken Tyskland, Kongeriget Spanien, Den Franske Republik, Den Italienske Republik, Storhertugdømmet Luxembourg, Kongeriget Nederlandene, Republikken Østrig, Den Portugisiske Republik og Kongeriget Sverige.

Udfærdiget i Bruxelles, den 9. januar 2009.

På Kommissionens vegne

Androulla VASSILIOU

Medlem af Kommissionen


(1)  EFT L 327 af 22.12.2000, s. 74.

(2)  EFT L 224 af 18.8.1990, s. 19.

(3)  EUT L 214 af 9.8.2008, s. 66.