21.2.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 46/11


RÅDETS DIREKTIV 2008/7/EF

af 12. februar 2008

om kapitaltilførselsafgifter

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 93 og 94,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 69/335/EØF af 17. juli 1969 om kapitaltilførselsafgifter (3) er adskillige gange blevet ændret væsentligt (4). I forbindelse med nye ændringer af nævnte direktiv bør der af hensyn til klarheden foretages en omarbejdning af de pågældende bestemmelser.

(2)

Afgifterne på kapitaltilførsel, dvs. afgiften på kapitaltilførsel til selskaber, stempelafgiften på værdipapirer og afgiften på omstruktureringsdispositioner er, uanset om disse dispositioner indebærer en kapitalforhøjelse eller ej, årsag til forskelsbehandling, dobbeltbeskatning og uligheder, der hæmmer de frie kapitalbevægelser. Det samme gælder andre afgifter med samme karakteristika som kapitaltilførselsafgiften og stempelafgiften på værdipapirer.

(3)

Derfor er det i det indre markeds interesse at harmonisere lovgivningen om kapitaltilførselsafgifter for så vidt muligt at eliminere faktorer, som kan fordreje konkurrencevilkårene eller hæmme de frie kapitalbevægelser.

(4)

De økonomiske virkninger af kapitaltilførselsafgiften hæmmer virksomhedsomgrupperinger og virksomhedernes udvikling. Disse virkninger er særlig negative i den nuværende konjunktursituation, hvor det er bydende nødvendigt at fremme investeringerne.

(5)

Den bedste løsning for at nå disse mål ville være at afskaffe kapitaltilførselsafgiften.

(6)

De indtægtstab, som den umiddelbare anvendelse af en sådan foranstaltning ville indebære, er imidlertid uacceptable for visse medlemsstater, som på nuværende tidspunkt anvender kapitaltilførselsafgiften. Følgelig bør disse medlemsstater have mulighed for at fortsætte med at pålægge alle eller en del af de pågældende dispositioner kapitaltilførselsafgift, forudsat at der anvendes en enhedsafgiftssats inden for samme medlemsstat. Har en medlemsstat én gang valgt ikke at opkræve kapitaltilførselsafgift af alle eller en del af dispositionerne under dette direktiv, bør det ikke være muligt for den at genindføre sådanne afgifter.

(7)

Tanken om et indre marked forudsætter, at en afgift på kapitaltilførsler vedrørende kapital, der er samlet inden for et selskab, ikke bør opkræves mere end én gang inden for det indre marked. Hvis den medlemsstat, som beskatningsretten tilkommer, ikke opkræver kapitaltilførselsafgift af alle eller visse af de dispositioner, der er omfattet af dette direktiv, må ingen anden medlemsstat som følge heraf udøve en beskatningsret i forhold til disse dispositioner.

(8)

Det er hensigtsmæssigt at fastsætte strenge betingelser for de situationer, hvor medlemsstater fortsat opkræver kapitaltilførselsafgift, især hvad angår fritagelser og nedsættelser.

(9)

Bortset fra kapitaltilførselsafgiften bør der ikke opkræves nogen afgift af kapitaltilførsler. Navnlig bør der ikke opkræves stempelafgift af værdipapirer uden hensyn til værdipapirernes oprindelse og uden hensyn til, om de repræsenterer et selskabs egenkapital eller lånekapital.

(10)

Listen over kapitalselskaber i direktiv 69/335/EØF er ufuldstændig og bør derfor tilpasses.

(11)

Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går direktivet ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(12)

Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun gælde de bestemmelser, der udgør en materiel ændring i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre bestemmelser, der er uændrede, følger af de tidligere direktiver.

(13)

Dette direktiv berører ikke medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til tidsfristerne for gennemførelse i national ret af de direktiver, der er opført i bilag II, del B.

(14)

I betragtning af de hæmmende virkninger af kapitaltilførselsafgiften bør Kommissionen hvert tredje år forelægge en rapport om anvendelsen af dette direktiv med henblik på at afskaffe denne afgift —

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

KAPITEL I

EMNE OG ANVENDELSESOMRÅDE

Artikel 1

Emne

Dette direktiv regulerer opkrævningen af afgifter af følgende dispositioner:

a)

kapitaltilførsler til kapitalselskaber

b)

omstruktureringsdispositioner, hvori kapitalselskaber er impliceret

c)

udstedelse af visse værdipapirer og obligationer.

Artikel 2

Kapitalselskab

1.   Ved »kapitalselskab« forstås i dette direktiv:

a)

ethvert selskab, der antager en af de i bilag I anførte former

b)

ethvert selskab, enhver sammenslutning eller enhver juridisk person, hvis kapital eller aktiver er omsættelige på børsen

c)

ethvert selskab, enhver sammenslutning eller enhver juridisk person med erhvervsformål, hvis medlemmer er berettigede til uden forudgående godkendelse at afhænde deres andele til tredjemand, og hvis medlemmer kun hæfter for selskabets, sammenslutningens eller den juridiske persons gæld med deres andele.

2.   Med henblik på dette direktiv anses alle andre selskaber, sammenslutninger eller juridiske personer, der har et erhvervsformål, for at være kapitalselskaber.

Artikel 3

Kapitaltilførsler

Med henblik på dette direktiv og med forbehold af artikel 4 betragtes følgende dispositioner som »kapitaltilførsler«:

a)

stiftelse af et kapitalselskab

b)

omdannelse af et selskab, en sammenslutning eller en juridisk person, der ikke er et kapitalselskab, til et kapitalselskab

c)

forhøjelse af kapitalen i et kapitalselskab ved tilførsel af aktiver af enhver art

d)

forhøjelse af aktiverne i et kapitalselskab ved tilførsel af aktiver af enhver art, for hvilke der ikke ydes vederlag i form af andele i selskabets kapital eller aktiver, men i form af de samme rettigheder, som indrømmes deltagere, som f.eks. stemmerettigheder, ret til andel i overskuddet eller ret til likvidationsprovenu

e)

flytning fra et tredjeland til en medlemsstat af sædet for den reelle ledelse for et kapitalselskab, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i et tredjeland

f)

flytning fra et tredjeland til en medlemsstat af det vedtægtsmæssige hjemsted for et kapitalselskab, hvis sæde for den reelle ledelse er beliggende i et tredjeland

g)

forhøjelse af kapitalen i et kapitalselskab ved omdannelse af overskud, reserver eller henlæggelser

h)

forøgelse af aktiverne i et kapitalselskab ved ydelser fra en deltager, der ikke medfører nogen forhøjelse af kapitalen, men resulterer i en ændring af selskabsrettighederne eller vil kunne øge selskabsandelenes værdi

i)

et kapitalselskabs optagelse af lån, når långiveren har krav på andel i selskabsoverskuddet

j)

et kapitalselskabs optagelse af lån hos en deltager eller hos en deltagers ægtefælle eller barn samt optagelse af lån hos tredjemand, når en deltager stiller sikkerhed for et sådant lån under forudsætning af, at sådanne lån har samme funktion som en forhøjelse af kapitalen.

Artikel 4

Omstruktureringsdispositioner

1.   Med henblik på dette direktiv anses følgende »omstruktureringsdispositioner« ikke for at være kapitaltilførsler:

a)

et eller flere kapitalselskabers tilførsel af alle deres aktiver og passiver eller en eller flere grene af deres virksomhed til et eller flere kapitalselskaber, der er under stiftelse eller allerede består, forudsat at vederlaget for tilførslen i det mindste delvis udgøres af værdipapirer, der repræsenterer det erhvervende selskabs kapital

b)

erhvervelse af et kapitalselskab, der er under stiftelse, eller som allerede består, af andele, som repræsenterer et flertal af stemmerettighederne i et andet kapitalselskab, forudsat at vederlaget for de erhvervede andele i det mindste delvis udgøres af værdipapirer, der repræsenterer det førstnævnte selskabs kapital. Hvis flertallet af stemmerettighederne nås som følge af flere dispositioner, er det kun den disposition, hvorved flertallet af stemmerettighederne nås, og alle efterfølgende dispositioner, der anses for at være omstruktureringsdispositioner.

2.   »Omstruktureringsdispositioner« omfatter også tilførsel til et kapitalselskab af alle aktiver og passiver i et andet kapitalselskab, der i sin helhed ejes af førstnævnte selskab.

KAPITEL II

ALMINDELIGE BESTEMMELSER

Artikel 5

Dispositioner, som ikke er afgiftspligtige

1.   Medlemsstaterne må ikke af kapitalselskaber opkræve afgifter af nogen art af følgende dispositioner:

a)

kapitaltilførsler

b)

lån eller ydelser i forbindelse med kapitaltilførsler

c)

registrering eller andre formaliteter inden påbegyndelse af virksomhed, som et kapitalselskab kan underkastes på grund af sin retlige form

d)

ændring i et kapitalselskabs stiftelsesoverenskomst eller vedtægter og især ikke følgende:

i)

et kapitalselskabs omdannelse til et kapitalselskab af anden karakter

ii)

flytning fra en medlemsstat til en anden af sædet for den reelle ledelse eller det vedtægtsmæssige hjemsted for et kapitalselskab

iii)

ændring af et kapitalselskabs formål

iv)

forlængelse af et kapitalselskabs beståen

e)

de i artikel 4 omhandlede omstruktureringsdispositioner.

2.   Medlemsstaterne må ikke opkræve afgifter af nogen art af:

a)

udfærdigelse, udstedelse, optagelse til børsnotering, tilførsel til markedet af eller handel med aktier, andelsbeviser eller andre værdipapirer af lignende art samt certifikater for sådanne værdipapirer, uanset hvem emittenten måtte være

b)

lån, herunder statsobligationer, der, uanset hvem emittenten måtte være, optages ved udstedelse af obligationer eller andre omsættelige værdipapirer eller hermed forbundne formaliteter, samt af udfærdigelse, udstedelse eller optagelse til børsnotering, tilførsel til markedet af eller handel med sådanne obligationer eller andre omsættelige værdipapirer.

Artikel 6

Afgifter og merværdiafgift

1.   Uanset artikel 5 må medlemsstaterne opkræve følgende skatter og afgifter:

a)

afgifter på overdragelse af værdipapirer opkrævet efter fast eller variabel takst

b)

ejerskifteafgifter, herunder tinglysningsafgifter, ved overførsel af erhvervsvirksomheder eller fast ejendom beliggende inden for deres område til et kapitalselskab

c)

ejerskifteafgifter af tilførsel af aktiver af enhver art til et kapitalselskab, hvis der for tilførslen af sådanne aktiver ydes et vederlag i form af andre værdier end selskabsandele

d)

afgifter af stiftelse, tinglysning eller aflysning af pant og andre rettigheder i fast ejendom

e)

afgifter i form af honorarer eller anden form for vederlag

f)

merværdiafgift.

2.   De i stk. 1, litra b)-e), nævnte skatter og afgifter må ikke variere efter, om sædet for den reelle ledelse eller det vedtægtsmæssige hjemsted for kapitalselskabet er beliggende på området for den medlemsstat, der opkræver skatten eller afgiften. Disse skatter og afgifter må ikke være højere end dem, der i den opkrævende medlemsstat opkræves i forbindelse med lignende dispositioner.

KAPITEL III

SÆRLIGE BESTEMMELSER

Artikel 7

Opkrævning af kapitaltilførselsafgift i visse medlemsstater

1.   Uanset artikel 5, stk. 1, litra a), må en medlemsstat, som pr. 1. januar 2006 opkrævede afgift af kapitaltilførsler til kapitalselskaber, i det følgende benævnt »kapitaltilførselsafgift«, fortsætte hermed forudsat at den opfylder artikel 8-14.

2.   Ophører en medlemsstat på et hvilket som helst tidspunkt efter den 1. januar 2006 med at opkræve kapitaltilførselsafgift, må den ikke genindføre den.

3.   Ophører en medlemsstat på et hvilket som helst tidspunkt efter den 1. januar 2006 med at opkræve kapitaltilførselsafgift af de i artikel 3, litra g)-j), omhandlede kapitaltilførsler, må den ikke genindføre kapitaltilførselsafgift af sådanne kapitaltilførsler uanset bestemmelserne i artikel 10, stk. 2.

4.   Ophører en medlemsstat på et hvilket som helst tidspunkt efter den 1. januar 2006 med at opkræve kapitaltilførselsafgift af tilvejebringelsen af anlægs- eller driftskapital til en filial, må den ikke genindføre afgift af de pågældende kapitaltilførsler uanset artikel 10, stk. 4.

5.   Indrømmer en medlemsstat på et hvilket som helst tidspunkt efter den 1. januar 2006 fritagelser i henhold til artikel 13, må den ikke efterfølgende opkræve kapitaltilførselsafgift af de pågældende kapitaltilførsler.

Artikel 8

Sats for kapitaltilførselsafgiften

1.   Kapitaltilførselsafgiften opkræves med en enhedsafgiftssats.

2.   Den kapitaltilførselsafgiftssats, en medlemsstat anvender, må ikke være højere end den sats, medlemsstaten anvendte den 1. januar 2006.

Nedsætter medlemsstaten efter denne dato den anvendte sats, må den ikke genindføre en højere sats.

3.   Kapitaltilførselsafgiftssatsen må under ingen omstændigheder være højere end 1 %.

Artikel 9

Udelukkelse af visse enheder fra anvendelsesområdet

Medlemsstaterne kan med henblik på opkrævning af kapitaltilførselsafgift vælge ikke at betragte de i artikel 2, stk. 2, omhandlede enheder som kapitalselskaber.

Artikel 10

Dispositioner, der er pålagt kapitaltilførselsafgift, og fordeling af beskatningsrettigheder

1.   Fortsætter en medlemsstat i medfør af artikel 7, stk. 1, med at opkræve kapitaltilførselsafgift, skal den pålægge de i artikel 3, litra a)-d), omhandlede kapitaltilførsler kapitaltilførselsafgift, hvis sædet for kapitalselskabets reelle ledelse er beliggende i den pågældende medlemsstat på det tidspunkt, hvor kapitaltilførslen finder sted.

Den skal også pålægge de i artikel 3, litra e) og f), omhandlede kapitaltilførsler kapitaltilførselsafgift.

2.   Fortsætter en medlemsstat med at opkræve kapitaltilførselsafgift, kan den gøre det af de i artikel 3, litra g)-j), omhandlede kapitaltilførsler, hvis sædet for kapitalselskabets reelle ledelse er beliggende i den pågældende medlemsstat på det tidspunkt, hvor kapitaltilførslen finder sted.

3.   Er sædet for et kapitalselskabs reelle ledelse beliggende i et tredjeland, og er dets vedtægtsmæssige hjemsted beliggende i en medlemsstat, som fortsætter med at opkræve kapitaltilførselsafgift, er kapitaltilførsler underlagt kapitaltilførselsafgift i denne medlemsstat.

4.   Er et kapitalselskabs vedtægtsmæssige hjemsted og sædet for dets reelle ledelse beliggende i et tredjeland, kan tilførsel af anlægs- eller driftskapital til en filial, der er beliggende i en medlemsstat, som fortsætter med at opkræve kapitaltilførselsafgift, pålægges kapitaltilførselsafgift i denne medlemsstat.

Artikel 11

Beregningsgrundlag for kapitaltilførselsafgiften

1.   Ved kapitaltilførsler i henhold til artikel 3, litra a), c) og d), er beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften den faktiske værdi af de aktiver af enhver art, der er ydet eller vil blive ydet af deltagerne, med fradrag af de forpligtelser og de udgifter, der pålægges selskabet i forbindelse med kapitaltilførslen.

Opkrævningen af kapitaltilførselsafgiften må udsættes, indtil tilførslerne har fundet sted.

2.   Ved kapitaltilførsler i henhold til artikel 3, litra b), e) og f), er beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften den faktiske værdi af de aktiver af enhver art, der tilhører selskabet på tidspunktet for omdannelsen eller flytningen, med fradrag af de forpligtelser og de udgifter, som påhviler selskabet på dette tidspunkt.

3.   Ved kapitaltilførsler i henhold til artikel 3, litra g), er beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften den nominelle værdi af en sådan forhøjelse.

4.   Ved kapitaltilførsler i henhold til artikel 3, litra h), er beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften den faktiske værdi af de præsterede ydelser med fradrag af de forpligtelser og de udgifter, der pålægges selskabet i forbindelse med sådanne ydelser.

5.   Ved kapitaltilførsler i henhold til artikel 3, litra i) og j), er beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften det optagne låns nominelle værdi.

6.   I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1 og 2, kan den faktiske værdi af de selskabsandele, der er tildelt eller tilhører den enkelte deltager, benyttes som beregningsgrundlag for kapitaltilførselsafgiften undtagen i tilfælde, hvor der alene tilføres kontanter.

Det afgiftspligtige beløb kan under ingen omstændigheder være mindre end den nominelle værdi af de selskabsandele, som er tildelt eller tilhører den enkelte deltager.

Artikel 12

Udelukkelse fra beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften

1.   Ved en forhøjelse af kapitalen omfatter beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften ikke:

a)

beløb for aktiver tilhørende kapitalselskabet, som anvendes til kapitalforhøjelsen, og som allerede har været pålagt kapitaltilførselsafgift

b)

beløb for lån optaget af kapitalselskabet, som konverteres til selskabsandele, og som allerede har været pålagt kapitaltilførselsafgift.

2.   En medlemsstat kan fra beregningsgrundlaget for kapitaltilførselsafgiften udelukke beløb for kapital, der er tilført af en deltager, der hæfter ubegrænset for et kapitalselskabs forpligtelser, samt en sådan deltagers andel i selskabets aktiver.

Anvender en medlemsstat denne mulighed, er enhver disposition, hvorved en deltagers hæftelse begrænses til hans andel i selskabets kapital, især hvor begrænsningen af hæftelsen er en følge af en omdannelse af det pågældende kapitalselskab til et kapitalselskab af anden art, pålagt kapitaltilførselsafgift.

Kapitaltilførselsafgiften opkræves i alle disse tilfælde af værdien af den andel, som de deltagere, der hæfter ubegrænset for kapitalselskabets forpligtelser, har i selskabets aktiver.

3.   I tilfælde af en kapitaltilførsel i henhold til artikel 3, litra c), kan den del af kapitaltilførslen efter en nedskrivning af kapitalen som følge af tab, der svarer til kapitalnedskrivningen, holdes ude fra beregningsgrundlaget, forudsat at kapitaltilførslen sker inden fire år efter kapitalnedskrivningen.

Artikel 13

Afgiftsfritagelse for kapitaltilførsler til visse kapitalselskaber

Medlemsstaterne kan indrømme fritagelse for kapitaltilførselsafgift for kapitaltilførsler til følgende selskaber:

a)

kapitalselskaber, der er offentlige forsyningsselskaber, som f.eks. offentlige trafikselskaber, havnemyndigheder eller vand-, gas- eller elværker, når deres kapital for mindst halvdelens vedkommende ejes af staten eller regionale eller lokale myndigheder

b)

kapitalselskaber, der i henhold til deres vedtægter og faktisk udelukkende og direkte forfølger kulturelle, sociale, nødhjælpsmæssige eller uddannelsesmæssige formål.

Medlemsstater, der fritager sådanne kapitaltilførsler for kapitaltilførselsafgiften, skal også anvende fritagelsen på tilførsel af anlægs- eller driftskapital til en filial på deres område, jf. artikel 10, stk. 4.

Artikel 14

Fravigelsesprocedure

For visse typer af kapitaltilførsler eller kapitalselskaber kan der ske fritagelser eller nedsættelser af satserne enten for at sikre en retfærdig beskatning eller af sociale hensyn eller for at gøre det muligt for en medlemsstat at tage hensyn til en særlig situation.

En medlemsstat, der påtænker at træffe en sådan foranstaltning, skal i god tid forelægge sagen for Kommissionen med henblik på anvendelse af traktatens artikel 97.

KAPITEL IV

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 15

Gennemførelse

1.   Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme artikel 3, 4, 5, 7, 8, 12, 13 og 14 senest den 31. december 2008. De meddeler Kommissionen teksten til disse retsforskrifter en sammenligningstabel over bestemmelserne og dette direktiv.

Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De skal desuden indeholde oplysning om, at henvisninger i gældende love og administrative bestemmelser til de direktiver, der ophæves ved dette direktiv, gælder som henvisninger til nærværende direktiv. De nærmere regler for henvisningen og affattelsen af den nævnte oplysning fastsættes af medlemsstaterne.

2.   Medlemsstaterne tilsender Kommissionen teksten til de vigtigste nationale bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 16

Ophævelse

Direktiv 69/355/EØF, som ændret ved de direktiver, der er opført i del A i bilag II, ophæves med virkning fra den 1. januar 2009, uden at dette berører medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til tidsfristerne for gennemførelse i national ret af de direktiver, der er opført i del B i bilag II.

Henvisninger til det ophævede direktiv betragtes som henvisninger til nærværende direktiv og skal læses i overensstemmelse med den i bilag III anførte sammenligningstabel.

Artikel 17

Revision

Kommissionen forelægger hvert tredje år Rådet en rapport om anvendelsen af dette direktiv, især med henblik på at afskaffe kapitaltilførselsafgiften. Til hjælp for Kommissionen i forbindelse med revisionen sender medlemsstaterne oplysninger om indtægterne fra kapitaltilførselsafgiften til Kommissionen.

Artikel 18

Ikrafttrædelse

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 1, 2, 6, 9, 10 og 11 anvendes fra den 1. januar 2009.

Artikel 19

Adressater

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. februar 2008.

På Rådets vegne

A. BAJUK

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 12.12.2007 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(2)  EUT C 126 af 7.6.2007, s. 6.

(3)  EFT L 249 af 3.10.1969, s. 25. Senest ændret ved direktiv 2006/98/EF (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 129).

(4)  Jf. bilag II, del A.


BILAG I

LISTE OVER SELSKABER, JF. ARTIKEL 2, STK. 1, LITRA A)

1)

Selskaber stiftet i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 2157/2001 af 8. oktober 2001 om statut for det europæiske selskab (SE) (1)

2)

selskaber i henhold til belgisk ret med betegnelsen:

i)

société anonyme/naamloze vennootschap

ii)

société en commandite par actions/commanditaire vennootschap op aandelen

iii)

société privée à responsabilité limitée/besloten vennootschap met beperkte aansprakelijkheid

3)

selskaber i henhold til bulgarsk ret med betegnelsen:

i)

акционерно дружество

ii)

командитно дружество с акции

iii)

дружество с ограничена отговорност

4)

selskaber i henhold til tjekkisk ret med betegnelsen:

i)

akciová společnost

ii)

komanditní společnost

iii)

společnost s ručením omezeným

5)

selskaber i henhold til dansk ret med betegnelsen:

i)

aktieselskab

ii)

kommandit-aktieselskab

6)

selskaber i henhold til tysk ret med betegnelsen:

i)

Aktiengesellschaft

ii)

Kommanditgesellschaft auf Aktien

iii)

Gesellschaft mit beschränkter Haftung

7)

selskaber i henhold til estisk ret med betegnelsen:

i)

täisühing

ii)

usaldusühing

iii)

osaühing

iv)

aktsiaselts

v)

tulundusühistu

8)

selskaber i henhold til irsk ret med betegnelsen: companies incorporated with limited liability

9)

selskaber i henhold til græsk ret med betegnelsen:

i)

Ανώνυμος Εταιρία

ii)

Ετερόρρυθμος κατά μετοχάς Εταιρία

iii)

Εταιρία Περιωρισμένης Ευθύνης

10)

selskaber i henhold til spansk ret med betegnelsen:

i)

sociedad anónima

ii)

sociedad comanditaria por acciones

iii)

sociedad de responsabilidad limitada

11)

selskaber i henhold til fransk ret med betegnelsen:

i)

société anonyme

ii)

société en commandite par actions

iii)

société à responsabilité limitée

12)

selskaber i henhold til italiensk ret med betegnelsen:

i)

società per azioni

ii)

società in accomandita per azioni

iii)

società a responsabilità limitata

13)

selskaber i henhold til cypriotisk ret med betegnelsen: εταιρείες περιορισμένης ευθύνης

14)

selskaber i henhold til lettisk ret med betegnelsen: kapitālsabiedrība

15)

selskaber i henhold til litauisk ret med betegnelsen:

i)

akcinė bendrovė

ii)

uždaroji akcinė bendrovė

16)

selskaber i henhold til luxembourgsk ret med betegnelsen:

i)

société anonyme

ii)

société en commandite par actions

iii)

société à responsabilité limitée

17)

selskaber i henhold til ungarsk ret med betegnelsen:

i)

részvénytársaság

ii)

korlátolt felelősségű társaság

18)

selskaber i henhold til maltesisk ret med betegnelsen:

i)

Kumpaniji ta’ Responsabilità Limitata

ii)

Soċjetajiet in akkomandita li l-kapital tagħhom jkun maqsum f’azzjonijiet

19)

selskaber i henhold til nederlandsk ret med betegnelsen:

i)

naamloze vennootschap

ii)

besloten vennootschap met beperkte aansprakelijkheid

iii)

open commanditaire vennootschap

20)

selskaber i henhold til østrigsk ret med betegnelsen:

i)

Aktiengesellschaft

ii)

Gesellschaft mit beschränkter Haftung

21)

selskaber i henhold til polsk ret med betegnelsen:

i)

spółka akcyjna

ii)

spółka z ograniczoną odpowiedzialnością

22)

selskaber i henhold til portugisisk ret med betegnelsen:

i)

sociedade anónima

ii)

sociedade em comandita por acções

iii)

sociedade por quotas

23)

selskaber i henhold til rumænsk ret med betegnelsen:

i)

societăți în nume colectiv

ii)

societăți în comandită simplă

iii)

societăți pe acțiuni

iv)

societăți în comandită pe acțiuni

v)

societăți cu răspundere limitată.

24)

selskaber i henhold til slovensk ret med betegnelsen:

i)

delniška družba

ii)

komanditna delniška družba

iii)

družba z omejeno odgovornostjo

25)

selskaber i henhold til slovakisk ret med betegnelsen:

i)

akciová spoločnosť

ii)

spoločnosť s ručením obmedzeným

iii)

komanditná spoločnosť

26)

selskaber i henhold til finsk ret med betegnelsen:

i)

osakeyhtiö — aktiebolag

ii)

osuuskunta — andelslag

iii)

säästöpankki — sparbank

iv)

vakuutusyhtiö — försäkringsbolag

27)

selskaber i henhold til svensk ret med betegnelsen:

i)

aktiebolag

ii)

försäkringsaktiebolag

28)

selskaber i henhold til Det Forenede Kongeriges ret med betegnelsen: companies incorporated with limited liability.


(1)  EFT L 294 af 10.11.2001, s. 1. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 1791/2006 (EUT L 363 af 20.12.2006, s. 1).


BILAG II

DEL A

Ophævet direktiv med senere ændringer

(jf. artikel 16, stk. 1)

Rådets direktiv 69/335/EØF

(EFT L 249 af 3.10.1969, s. 25)

Punkt VI.1 i bilag I til tiltrædelsesakten fra 1972

(EFT L 73 af 27.3.1972, s. 93)

Rådets direktiv 73/79/EØF

(EFT L 103 af 18.4.1973, s. 13)

Rådets direktiv 73/80/EØF

(EFT L 103 af 18.4.1973, s. 15)

Rådets direktiv 74/553/EØF

(EFT L 303 af 13.11.1974, s. 9)

Punkt VI.1 i bilag I til tiltrædelsesakten fra 1979

(EFT L 291 af 19.11.1979, s. 95)

Rådets direktiv 85/303/EØF

(EFT L 156 af 15.6.1985, s. 23)

Punkt V.1 i bilag I til tiltrædelsesakten fra 1985

(EFT L 302 af 15.11.1985, s. 167)

Punkt XI.B.I.1 i bilag I til tiltrædelsesakten fra 1994

(EFT C 241 af 29.8.1994, s. 196)

Punkt 9.1 i bilag II til tiltrædelsesakten fra 2003

(EUT L 236 af 23.9.2003, s. 555)

DEL B

Tidsfrister for gennemførelse i national ret

(jf. artikel 16, stk. 1)

Direktiv

Tidsfrister for gennemførelse

Rådets direktiv 69/335/EØF

1. januar 1972

Rådets direktiv 73/79/EØF

Rådets direktiv 73/80/EØF

Rådets direktiv 74/553/EØF

Rådets direktiv 85/303/EØF

1. januar 1986


BILAG III

Sammenligningstabel

Direktiv 69/335/EØF

Nærværende direktiv

Artikel 1

Artikel 7

Artikel 1

Artikel 2, stk. 1

Artikel 10, stk. 1, første afsnit, og artikel 10, stk. 2

Artikel 2, stk. 2

Artikel 10, stk. 3

Artikel 2, stk. 3

Artikel 10, stk. 4

Artikel 3, stk. 1, indledning

Artikel 2, stk. 1, indledning

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Artikel 2, stk. 1, litra a), og bilag I

Artikel 3, stk. 1, litra b)

Artikel 2, stk. 1, litra b)

Artikel 3, stk. 1, litra c)

Artikel 2, stk. 1, litra c)

Artikel 3, stk. 2, første punktum

Artikel 2, stk. 2

Artikel 3, stk. 2, andet punktum

Artikel 9

Artikel 4, stk. 1, litra a)-f)

Artikel 3, litra a)-f), og artikel 10, stk. 1

Artikel 4, stk. 1, litra g) og h)

Artikel 5, stk. 1, litra d), nr. ii)

Artikel 4, stk. 2, første afsnit

Artikel 3, litra g)-j), artikel 7, stk. 3, og artikel 10, stk. 2

Artikel 4, stk. 2, andet afsnit

Artikel 4, stk. 3

Artikel 5, stk. 1, litra d)

Artikel 5, stk. 1, litra a)

Artikel 11, stk. 1

Artikel 5, stk. 1, litra b)

Artikel 11, stk. 2

Artikel 5, stk. 1, litra c)

Artikel 11, stk. 3

Artikel 5, stk. 1, litra d)

Artikel 11, stk. 4

Artikel 5, stk. 1, litra e)

Artikel 11, stk. 5

Artikel 5, stk. 2

Artikel 11, stk. 6

Artikel 5, stk. 3

Artikel 12, stk. 1

Artikel 6, stk. 1

Artikel 12, stk. 2, første afsnit

Artikel 6, stk. 2

Artikel 12, stk. 2, andet og tredje afsnit

Artikel 7, stk. 1, første og andet afsnit

Artikel 4, artikel 5, stk. 1, litra e)

Ophævet artikel 7, stk. 1, litra b)

Artikel 4, litra a)

Ophævet artikel 7, stk. 1, litra bb)

Artikel 4, litra b)

Artikel 7, stk. 1, tredje afsnit

Artikel 7, stk. 2

Artikel 7 og 8

Artikel 7, stk. 3

Artikel 12, stk. 3

Artikel 8

Artikel 7, stk. 5, og artikel 13, stk. 1

Artikel 13, stk. 2

Artikel 9

Artikel 14

Artikel 10

Artikel 5, stk. 1, litra a)-c)

Artikel 11

Artikel 5, stk. 2

Artikel 12

Artikel 6

Artikel 13

Artikel 15, stk. 1

Artikel 14

Artikel 15, stk. 2

Artikel 16

Artikel 17

Artikel 15

Artikel 18

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bilag I

Bilag II

Bilag III