19.12.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 340/76


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 1297/2008/EF

af 16. december 2008

om et program for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik (Meets)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 285,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

efter proceduren i traktatens artikel 251 (1), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen har i sin meddelelse af 16. marts 2005 om bedre regulering til gavn for vækst og beskæftigelse i Den Europæiske Union og i sin meddelelse af 24. januar 2007 om et handlingsprogram for reduktion af administrative byrder i Den Europæiske Union forpligtet sig til at sikre bedre regulering og undgå unødvendigt bureaukrati og overregulering.

(2)

Den 14. november 2006 offentliggjorde Kommissionen en meddelelse om reducering af indberetningsbyrden, forenkling og fastsættelse af prioriterede mål inden for fællesskabsstatistikker, hvori der er fastlagt en strategi til yderligere reducering af virksomhedernes statistikbyrde.

(3)

Med henblik på at imødekomme Fællesskabets behov for statistiske oplysninger er der i løbet af de sidste 15 år vedtaget en række statistiske bestemmelser, som beskriver virksomhedernes aktiviteter og indeholder forpligtelser for virksomhederne om levering af data. Det er nødvendigt at foretage en revision for at sikre, at disse statistiske bestemmelser er konsistente med hensyn til bl.a. omfang, begreber og definitioner. I så vid udstrækning som muligt bør forenkling og fastsættelse af prioriterede mål kendetegne disse bestemmelser.

(4)

Erhvervs- og handelsstatistikken står over for store udfordringer i de kommende år. For at statistikker skal kunne anvendes som støtte for fællesskabspolitikker, skal de kunne afspejle fænomener i Fællesskabets økonomi, som er i forandring, f.eks. globalisering, nye tendenser inden for iværksætterkulturen, informationssamfundet, handel med tjenesteydelser, innovation, skiftende handelsstrukturer og konkurrenceevne i lyset af den fornyede Lissabonstrategi.

(5)

Et centralt element, som er bestemmende for behovet for erhvervs- og handelsstatistik, er den fornyede Lissabon-strategi, der har til formål at fremme den europæiske økonomis konkurrenceevne og sikre stor og bæredygtig vækst.

(6)

Den øgede europæiske integration inden for en række økonomiske områder, herunder Den Europæiske Monetære Union og det europæiske toldsystem, skaber nye statistiske behov i relation til euroens rolle i internationale transaktioner og gør det nødvendigt at tilpasse det statistiske system. Erhvervs- og handelsstatistik bør kunne opfylde disse behov behørigt og rettidigt levere aktuelle statistiske data af høj kvalitet om de strukturelle ændringer i den europæiske økonomi og dens erhvervsliv.

(7)

Erhvervs- og handelsstatistikker omfatter flere områder, hvor der bør foretages forbedringer, såsom statistikker over erhvervsstrukturer, kortsigtede statistikker, Prodcom-statistikker, statistikker om informations- og kommunikationsteknologi og statistikker om handel med varer mellem medlemsstaterne (Intrastat).

(8)

De ansvarlige myndigheder bør omlægge metoderne til produktion af erhvervs- og handelsstatistik for at lette virksomhedernes statistikbyrde og på en sådan måde, at alle tilgængelige kilder og nye teknologier kan udnyttes optimalt.

(9)

Behovet for nye typer indikatorer kan opstå som følge af bestræbelserne for at modernisere det statistiske produktionssystem. Nye typer indikatorer, som leverer de nødvendige oplysninger, kan tilvejebringes ved at kombinere eksisterende typer erhvervsstatistik uden at øge indberetningsbyrden for virksomhederne. Nye kilder og elektronisk adgang må forventes at gøre dataindsamlingen mindre byrdefuld og samtidig levere flere oplysninger. Erhvervsstatistikken potentiale bør udnyttes mere effektivt, og kvaliteten af de statistiske data bør højnes.

(10)

De nationale statistiske kontorer bør i vid udstrækning inddrages i moderniseringen af det statistiske produktionssystem for at undgå øgede omkostninger og bureaukrati.

(11)

Forenklingen af Intrastat-systemet indgår som led i bestræbelserne på at reducere statistikkravene og lette virksomhedernes byrde. Den seneste beslutning om at reducere dækningsgraden vil bidrage til dette mål på kort sigt. På længere sigt bør andre forenklingsmetoder blive undersøgt, herunder envejsrapporteringssystemet. Den eventuelle gennemførelse af disse forenklingsmetoder afhænger på lang sigt af gennemførlighedsundersøgelser og andre foranstaltninger, som skal gennemføres efter denne afgørelse. Der bør dog tages hensyn til statistikkernes kvalitet og de betydelige omkostninger i forbindelse med ændringer.

(12)

I overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning er der blevet foretaget en forudgående evaluering, således at der i programmet fastlagt ved denne afgørelse fokuseres på nødvendigheden af at effektivisere opfyldelsen af målsætningerne og for fra og med programmets udarbejdelse at tage højde for budgetbegrænsninger.

(13)

Denne afgørelse fastlægger for hele programmets varighed en finansieringsramme, der udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden under den årlige budgetprocedure, jf. punkt 37 i den interinstitutionelle aftale af 17. maj 2006 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning (2).

(14)

Målet for denne afgørelse, nemlig at oprette et program for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, eftersom en ukoordineret modernisering ville medføre dobbeltarbejde, gentagelse af fejl og højere omkostninger, og kan derfor på grund af statistikkernes omfang bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(15)

Udvalget for det Statistiske Program, der er nedsat ved Rådets afgørelse 89/382/EØF, Euratom (3), er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 3 i nævnte afgørelse.

(16)

Rådets forordning (EF) nr. 322/97 af 17. februar 1997 om EF-statistikker (4) udgør referencerammen for bestemmelserne i denne afgørelse.

(17)

De foranstaltninger, der er nødvendige for gennemførelsen af denne beslutning, bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (5)

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Oprettelse af programmet

1.   I denne afgørelse fastlægges et program for modernisering af den europæiske erhvervs- og handelsstatistik (herefter benævnt Meets-programmet).

2.   Meets-programmet påbegyndes den 1. januar 2009 og afsluttes den 31. december 2013.

Artikel 2

Genstand og generelle mål

1.   De foranstaltninger, der er omfattet af Meets-programmet, vedrører udarbejdelsen og formidlingen af erhvervs- og handelsstatistikker inden for Fællesskabet.

2.   Meets-programmet har følgende generelle mål:

a)

at revurdere prioriterede områder og udvikle målindikatorer for nye områder (mål 1)

b)

at strømline rammerne om erhvervsstatistikken (mål 2)

c)

at støtte gennemførelsen af en mere effektiv udarbejdelse af erhvervs- og handelsstatistikker (mål 3), og

d)

at modernisere dataindsamlingssystemet for varehandlen mellem medlemsstaterne (herefter benævnt Intrastat) (mål 4).

Artikel 3

Foranstaltninger

Til opfyldelse af målene i artikel 2, stk. 2, iværksættes følgende foranstaltninger:

a)

Revurdering af prioriterede områder og udvikling af målindikatorer for nye områder (mål 1):

foranstaltning 1.1: indkredsning af statistikområder, som har mistet betydning

foranstaltning 1.2: udvikling af nye statistikområder.

b)

Strømlining af rammerne om erhvervsstatistikken (mål 2):

foranstaltning 2.1: integrering af begreber og metoder i de retlige rammer

foranstaltning 2.2: udvikling af statistikker vedrørende virksomhedsgrupper

foranstaltning 2.3: gennemførelse af fællesskabsundersøgelser med henblik på at minimere virksomhedernes indberetningsbyrde.

c)

Støtte til gennemførelse af en mere effektiv af udarbejdelse af erhvervs- og handelsstatistikker (mål 3):

foranstaltning 3.1: bedre udnyttelse af data, som allerede findes i det statistiske system, herunder mulighed for at anvende skøn

foranstaltning 3.2: bedre udnyttelse af allerede eksisterende økonomiske data

foranstaltning 3.3: udvikling af værktøjer til mere effektiv udtrækning, indberetning og bearbejdning af data.

d)

Modernisering af Intrastat (mål 4):

foranstaltning 4.1: harmonisering af metoder til forbedring af kvaliteten i et forenklet Intrastat

foranstaltning 4.2: bedre udnyttelse af administrative data

foranstaltning 4.3: forbedring og forenkling af udveksling af data indenfor Intrastat.

De i denne artikel angivne foranstaltninger er omhandlet i bilaget og vil blive nærmere beskrevet i de årlige arbejdsprogrammer, der vedtages i medfør af artikel 4.

Artikel 4

Årlige arbejdsprogrammer

Årlige arbejdsprogrammer med de prioriterede foranstaltninger under hver målsætning i artikel 2, stk. 2, og fordelingen af budgetmidlerne i henhold til denne afgørelse, vedtages efter proceduren i artikel 5, stk. 2.

Artikel 5

Udvalg

1.   Kommissionen bistås af Udvalget for det Statistiske Program.

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 og 7 i afgørelse 1999/468/EF i overensstemmelse med samme afgørelses artikel 8.

Perioden i artikel 4, stk. 3, i afgørelse 1999/468/EF, fastsættes til tre måneder.

Artikel 6

Evaluering

1.   I samarbejde med medlemsstaterne evaluerer Kommissionen regelmæssigt de aktiviteter, der er omfattet af Meets-programmet, for at vurdere, om målene i artikel 2, stk. 2, er blevet opfyldt og for at fastlægge retningslinjer for forbedring af effektiviteten af kommende foranstaltninger.

2.   Senest den 31. december 2010, og derefter hvert år indtil 2013, forelægger Kommissionen en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Meets-programmet.

Senest den 31. juli 2014 skal Kommissionen forelægge en endelig rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af Meets-programmet. I rapporten skal der i forhold til de udgifter, Fællesskabet har afholdt, foretages en vurdering af, hvilke fordele foranstaltningerne har medført for Fællesskabet, medlemsstaterne og leverandørerne og brugerne af statistiske data med henblik på at fastslå, på hvilke områder der kan ske forbedringer.

Artikel 7

Finansiering

1.   Finansieringsrammen for gennemførelsen af Meets-programmet er for perioden 2009-2013 på 42 500 000 EUR.

2.   De årlige bevillinger godkendes af budgetmyndigheden inden for den finansielle ramme.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Strasbourg, 16. december 2008.

På Europa-Parlamentets vegne

H.-G. PÖTTERING

Formand

På Rådets vegne

B. LE MAIRE

Formand


(1)  Europa-Parlamentets udtalelse af 9.7.2008 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 18.11.2008.

(2)  EUT C 139 af 14.6.2006, s. 1.

(3)  EFT L 181 af 28.6.1989, s. 47.

(4)  EFT L 52 af 22.2.1997, s. 1.

(5)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.


BILAG

BESKRIVELSE AF FORANSTALTNINGERNE I ARTIKEL 3

Mål 1

:

Revurdering af prioriterede områder og udvikling af målindikatorer for nye områder

Foranstaltning 1.1: Indkredsning af statistikområder, som har mistet betydning

I en verden i forandring vil statistikbehov blive revurderet med regelmæssige mellemrum, ikke alene fordi nye statistikbehov opstår, men også fordi andre mister betydning eller endog bliver forældet. Derfor vil de prioriterede områder blive revurderet med regelmæssige mellemrum i nært samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at indkredse områder og karakteristika, som prioriteres lavere og derfor kan udelades i retsforskrifterne. Sådanne revurderinger har til formål at forenkle statistikkravene og reducere indberetningsbyrden. Kommissionen kan kræve iværksættelse af eksterne studier i den forbindelse.

Foranstaltning 1.2: Udvikling af nye statistikområder

I en økonomi i forandring er det vigtigt i nært samarbejde med medlemsstaterne at definere prioriterede statistikområder såsom handel med tjenesteydelser, globalisering og iværksætterkultur og på fællesskabsplan at fastlægge målindikatorer for hvert af de prioriterede områder. Det er nødvendigt i videst muligt omfang at harmonisere sådanne indikatorer med internationale statistikker.

Statistikkerne skal udarbejdes på en effektiv måde og skal være sammenlignelige. Europæiske Statistikker moderniseres derfor i nøje overensstemmelse med princippet om kohærens og sammenlignelighed af data for de berørte perioder. Derfor udfoldes der inden for det europæiske statistiske system bestræbelser for at nå til enighed om harmoniserede definitioner af nye karakteristika og indikatorer.

Når der er opnået enighed om målindikatorer og harmoniserede definitioner heraf, kræves der en yderligere indsats for at udvikle og afprøve statistikudarbejdelsen inden for de prioriterede områder.

Som bidrag til fastlæggelsen af nye statistikområder og målindikatorer iværksætter Kommissionen studier, arrangerer seminarer og yder finansiel støtte til udvikling af metoder til indsamling af nye statistiske data.

Mål 2

:

Strømlining af rammerne om erhvervsstatistikken

Foranstaltning 2.1: Integrering af begreber og metoder i de retlige rammer

Europæiske statistikker udarbejdes i henhold til fællesskabslovgivning, som gennem årene har undergået en udvikling. Det er nødvendigt at undersøge denne lovgivning for at sikre konsistens. Derfor kan Kommissionen iværksætte eksterne studier med det formål at revurdere de eksisterende retsakter for at sikre harmoniserede retlige rammer for de forskellige områder inden for erhvervs- og handelsstatistikken.

I statistikker forekommer tværgående emner. Flere statistikområder indeholder f.eks. data om beskæftigelsen og kan beskrive samme fænomen fra forskellige vinkler. Kommissionen vil derfor iværksætte eksterne studier med henblik på at harmonisere metodologierne, der anvendes inden for de relevante statistikområder. Der vil blive ydet økonomisk støtte til medlemsstaternes projekter i den forbindelse.

Det er vigtigt, at der er konsistens mellem de enkelte områder inden for erhvervs- og handelsstatistikken. Der kan være tale om konsistensen mellem varehandelsstatistik og betalingsbalancestatistik, men også mellem statistik over erhvervsstrukturer og handelsstatistik. Kommissionen iværksætter eksterne studier, og der ydes økonomisk støtte til medlemsstaternes projekter i den forbindelse.

Foranstaltning 2.2: Udvikling af statistikker vedrørende virksomhedsgrupper

Kommissionen har taget initiativ til at oprette et fællesskabsregister over multinationale virksomhedsgrupper. Et sådant register er et centralt element i produktionen af harmoniserede af statistikker over økonomiens globalisering. Aktiviteterne under denne foranstaltning vil blive koncentreret om færdiggørelsen af dette register. Kommissionen iværksætter eksterne studier i den forbindelse.

Oprettelsen af et sådant register er ikke tilstrækkeligt. Der skal også ydes økonomisk støtte til medlemsstaterne, for at de kan udvikle mere effektive dataindsamlingsmetoder for virksomhedsgrupper og påvise deres betydning for verdenshandlen.

For så vidt angår nyttiggørelse af data fra fællesskabsregistret over multinationale virksomhedsgrupper vil der i de europæiske statistikker skulle anlægges et nyt perspektiv, og det vil derfor blive nødvendigt at indføre specifikke fællesskabsundersøgelser vedrørende virksomhedsgrupper. Kommissionen iværksætter eksterne studier, og der ydes økonomisk støtte til medlemsstaternes projekter i den forbindelse.

Foranstaltning 2.3: Gennemførelsen af fællesskabsundersøgelser med henblik på at minimere virksomhedernes indberetningsbyrde

Til at afdække nye behov for fællesskabsstatistikker kan der gennemføres fællesskabsundersøgelser på ad hoc-basis. Sådanne undersøgelser vil kræve, at Kommissionen iværksætter eksterne studier, og at der ydes økonomisk støtte til medlemsstaterne.

For at udnytte potentielle besparelser ved at anvende fællesskabsstikprøver i regelmæssige statistikker vil Kommissionen iværksætte eksterne studier for at finde områder, hvor fællesskabsaggregater ville være tilstrækkelige og for at udvikle nye metoder til indsamling af data inden for disse områder. Der ydes også økonomisk støtte til medlemsstaterne til tilpasning af deres dataindsamlingssystemer. Der findes dog ikke nogen standardstikprøvemetode til fællesskabsstatistikker, og derfor afpasses den enkelte stikprøvemetode efter forholdene.

Mål 3

:

Støtte til gennemførelsen af en mere effektiv udarbejdelse af erhvervs- og handelsstatistikker

Foranstaltning 3.1: Bedre udnyttelse af data, som allerede findes i det statistiske system, herunder mulighed for at anvende skøn

Det ultimative formål med denne foranstaltning er at tilvejebringe fuldt integrerede datasæt til erhvervs- og handelsstatistikken på mikroniveau — en »data-warehouse-tilgang« til statistik. Medlemsstaterne vil få økonomisk støtte til at sammenknytte datasæt eller mikrodatasæt fra forskellige områder af erhvervs- og handelsstatistikken som f.eks. handels- og virksomhedsregistre og at sammenknytte statistik over erhvervsstrukturer og forsknings- og udviklingsstatistikker og statistikker vedrørende informationssamfundet.

Der foretages metodologiske studier vedrørende nye arbejdsprocesser med henblik på bedre udnyttelse af løbende dataindsamlinger, f.eks. for at vurdere informations- og kommunikationsteknologiens (ikt) betydning for virksomhedernes indtjening ved at sammenknytte data fra forskellige kilder.

Effektiviseringen af dataindsamlingen sigter mod at reducere virksomhedernes byrde. Der skal skabes sikkerhed for, at de statistiske kontorer udnytter de indsamlede data bedst muligt. Derfor ydes der økonomisk støtte til metodologiske studier med henblik på optimal fordeling af stikprøvestørrelser og kombination med andre kilder og tilhørende estimationsmetoder. Sådan økonomisk støtte kan også ydes til kvalitetsstudier i tilfælde, hvor virksomheder (f.eks. små og mellemstore virksomheder) ikke er omfattet af statistiske undersøgelser samt udvikling af egnede, harmoniserede estimationsmetoder.

Foranstaltning 3.2: Bedre udnyttelse af allerede eksisterende økonomiske data

Statistiske data indsamles undertiden to gange. Første gang til administrative formål, f.eks. skatter, og dernæst i forbindelse med statistiske undersøgelser. Sådant dobbeltarbejde undgås så vidt muligt. I henhold til Meets-programmet ydes der derfor økonomisk støtte til projekter, som går ud på at anvende administrative data til statistiske formål, herunder virksomhedsregnskaber, således at medlemsstaterne bistås med at omstille sig fra statistiske undersøgelser til administrative data samtidig med, at den høje datakvalitet bevares.

Inden for virksomhederne forekommer det hensigtsmæssigt at fremme integreringen af regnskabssystemer og statistisk rapportering, således at indberetningen af data kan forenkles. Kommissionen iværksætter eksterne studier, og der gives økonomisk støtte til medlemsstaternes projekter i den forbindelse.

Foranstaltning 3.3: Udvikling af værktøjer til mere effektiv udtrækning, indberetning og bearbejdning af data

Ny ikt giver mulighed for at forenkle indberetningen. Dette mål kan nås ved at anvende virksomhedsregnskaber og andre finansielle rapporteringer opstillet efter internationale regnskabsstandarder samt egnede tekniske standarder for sådanne regnskaber, herunder eXtensible Business Reporting Language (XBRL). Der vil blive taget initiativer til at yde økonomisk støtte til foranstaltninger, der letter virksomhedernes indberetning af data til de nationale statistiske myndigheder.

En mere effektiv anvendelse af ikt-værktøjer fremmes for at lette udvekslingen af oplysninger mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Desuden skal der udvikles værktøjer til validering, fejlfinding, korrektioner, analyser og redigering. Der ydes økonomisk støtte til medlemsstaternes projekter i den forbindelse.

I forbindelse med det løbende arbejde med forenkling af toldformaliteterne ved eksport og import ydes der økonomisk støtte til at lette udvekslingen, bearbejdningen og formidlingen af detaljerede handelsstatistikker af høj kvalitet.

Mål 4

:

Modernisering af Intrastat

Foranstaltning 4.1: Harmonisering af metoder til forbedring af kvaliteten i et forenklet Intrastat

Der ydes økonomisk støtte til foranstaltninger i medlemsstaterne, som har til formål at udvikle værktøjer og metoder til forbedring af datakvaliteten og dataindsamlingssystemet.

Der ydes økonomisk støtte til foranstaltninger i medlemsstaterne, som har til formål at reducere skævheder ved at undgå fejlklassificeringer og harmonisere estimations-, indsamlings- og bearbejdningssystemer, regler for behandling af fortrolige data, tærskler og justeringsmetoder.

Foranstaltning 4.2: Bedre udnyttelse af administrative data

Genanvendelse af administrative data, der indberettes af virksomhederne til andre formål (især moms- og regnskabsdata) fremmes. Der ydes økonomisk støtte i den forbindelse, herunder også til udvikling af ikt-værktøjer og -procedurer.

Foranstaltning 4.3: Forbedring og forenkling af udveksling af data indenfor Intrastat

Videreudviklingen af værktøjer og metoder til udveksling af data inden for et centraliseret system er af afgørende betydning. Det er nødvendigt at udvikle værktøjer til validering, fejlfinding, korrektioner, analyser og redigering inden for statistik over samhandlen mellem medlemsstaterne. Der ydes økonomisk støtte til foranstaltninger rettet mod juridiske og tekniske aspekter af dataudvekslingen mellem medlemsstater.