31.5.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 146/1


EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS AFGØRELSE Nr. 771/2006/EF

af 17. maj 2006

om det europæiske år for lige muligheder for alle (2007) — mod et retfærdigt samfund

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 13, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg (1),

under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget (2),

efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Ikke-forskelsbehandling er et af Den Europæiske Unions grundlæggende principper. Der bør tages hensyn til dette princip i alle Den Europæiske Unions politikker.

(2)

På grundlag af traktatens artikel 13 har Rådet vedtaget direktiv 2000/43/EF af 29. juni 2000 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindelse (4) med hensyn til bl.a. beskæftigelse, erhvervsuddannelse, uddannelse, varer og tjenesteydelser samt social beskyttelse, direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv (5), som forbyder forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder og seksuel orientering, og direktiv 2004/113/EF af 13. december 2004 om gennemførelse af princippet om ligebehandling af mænd og kvinder i forbindelse med adgang til og levering af varer og tjenesteydelser (6).

(3)

I henhold til traktatens artikel 2 er fremme af ligestilling mellem mænd og kvinder en af Fællesskabets vigtige opgaver. I traktatens artikel 3, stk. 2, fastsættes det endvidere, at Fællesskabet i alle sine aktiviteter skal tilstræbe at fjerne uligheder og fremme ligestilling mellem mænd og kvinder.

(4)

Artikel 21 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder indeholder forbud mod forskelsbehandling af en lang række grunde, og artikel 23 fastsætter krav om, at ligestilling mellem mænd og kvinder skal sikres på alle områder.

(5)

Fællesskabslovgivningen om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling finder anvendelse på alle personer i Den Europæiske Union.

(6)

Den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden 2005-2010, som supplerer og støtter Lissabon-strategien, spiller en central rolle med hensyn til at fremme den sociale dimension af økonomisk vækst. Et af de prioriterede områder på den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden for perioden 2005-2010 er fremme af lige muligheder for alle som et middel til at skabe et samfund præget af større social integration.

(7)

2007 markerer tiåret for det europæiske år mod racisme, som har muliggjort store fremskridt i retning af fjernelse af forskelsbehandling på grund af race.

(8)

Fællesskabslovgivningen har betydeligt øget omfanget af den ligestilling og beskyttelse mod uligheder og forskelsbehandling, som er sikret i hele Den Europæiske Union, og har fungeret som katalysator for udviklingen af en mere sammenhængende, rettighedsbaseret tilgang til ligestilling og ikke-forskelsbehandling. På trods af dette møder personer i Den Europæiske Union fortsat forskelsbehandling og uligheder i deres hverdag.

(9)

Det europæiske år for lige muligheder for alle (i det følgende benævnt »det europæiske år«) bør skabe en dynamik, som støtter medlemsstaternes bestræbelser på at gennemføre fællesskabslovgivningen om ligebehandling og ikke-forskelsbehandling.

(10)

Det er afgørende, at foranstaltninger vedrørende race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering tager fuldt hensyn til forskellene mellem kønnene.

(11)

Høringsprocessen i forbindelse med Kommissionens grønbog »Ligestilling og ikke-forskelsbehandling i den udvidede Europæiske Union«, der blev forelagt den 28. maj 2004, viste, at et bredt flertal af de adspurgte personer mener, at Den Europæiske Union bør styrke sine bestræbelser på at bekæmpe forskelsbehandling på grund af køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller overbevisning, handicap, alder eller seksuel orientering.

(12)

I sin beslutning af 28. april 2005 om romaernes situation i Den Europæiske Union (7) henleder Europa-Parlamentet opmærksomheden på den fortsatte eksistens af sinti-fjendtlighed/roma-had og følgerne heraf for mulighederne for beskæftigelse, uddannelse og adgang til sociale ydelser for Den Europæiske Unions dårligst stillede etniske mindretalsgruppe.

(13)

Hvis Fællesskabets lovgivningsmæssige rammer for bekæmpelse af forskelsbehandling skal have en positiv virkning, er den brede befolknings opbakning og en reel politisk vilje til forandring af afgørende betydning. I denne sammenhæng spiller arbejdsmarkedets parter, de lokale og regionale myndigheder samt ngo'erne en central rolle. Det europæiske år bør fungere som en katalysator ved at skabe større bevidsthed og tilføre nye impulser. Det bør bidrage til at skabe et samlingspunkt for den politiske opmærksomhed i alle medlemsstater og mobilisere alle med henblik på at fremme Den Europæiske Unions nye rammestrategi for ikke-forskelsbehandling og lige muligheder, også efter 2007.

(14)

Det europæiske år bør desuden sætte fokus på mangeartet forskelsbehandling, dvs. forskelsbehandling af to eller flere af de grunde, der er anført i traktatens artikel 13. Det bør i denne sammenhæng tilstræbes, at alle disse former for forskelsbehandling bekæmpes i lige høj grad.

(15)

De varierende grader af fremskridt på nationalt plan gør det nødvendigt straks at træffe foranstaltninger på europæisk og nationalt plan vedrørende ligestilling og ikke-forskelsbehandling. I overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet bør størstedelen af foranstaltningerne i forbindelse med det europæiske år decentraliseres på nationalt plan.

(16)

Det europæiske år bør åbnes for deltagelse af medlemsstaterne, de tiltrædende lande, kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, EFTA/EØS-landene i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, landene på det vestlige Balkan i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat i deres respektive aftaler, og landene omfattet af den europæiske naboskabspolitik i overensstemmelse med bestemmelserne i strategidokumentet fra maj 2004 og handlingsplanerne for hvert enkelt land.

(17)

Der er behov for sammenhæng og komplementaritet i forhold til andre foranstaltninger på fællesskabsplan, navnlig indsatsen for at bekæmpe forskelsbehandling og social udstødelse og fremme grundlæggende rettigheder, uddannelse, kultur, interkulturel dialog, ungdom, medborgerskab, indvandring og asyl samt ligestilling mellem kønnene.

(18)

I denne afgørelse fastlægges for hele programmets varighed en finansieringsramme, der som omhandlet i punkt 33 i den interinstitutionelle aftale af 6. maj 1999 mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forbedring af budgetproceduren (8) udgør det primære referencegrundlag for budgetmyndigheden inden for rammerne af den årlige budgetprocedure.

(19)

De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne afgørelse bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (9).

(20)

Målene for denne afgørelse kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne som følge af bl.a. behovet for multilaterale partnerskaber, tværnational udveksling af oplysninger og udbredelse af god praksis på fællesskabsplan, og kan derfor på grund af handlingens omfang bedre gennemføres på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne afgørelse ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål —

TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det europæiske år

2007 gøres til »det europæiske år for lige muligheder for alle«.

Artikel 2

Mål

Målene for det europæiske år er:

a)

Rettigheder: Større bevidsthed om retten til ligestilling og ikke-forskelsbehandling samt om problematikken med mangeartet forskelsbehandling. Det europæiske år vil fokusere på det budskab, at alle er berettigede til ligebehandling uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det europæiske år vil endvidere gøre befolkningsgrupper, der risikerer at blive udsat for forskelsbehandling, mere bevidste om deres rettigheder samt om eksisterende fællesskabslovgivning om ikke-forskelsbehandling.

b)

Repræsentation: Fremme af debatten om, hvordan man i højere grad kan få grupper, der er udsat for forskelsbehandling, til at deltage i samfundet og opnå lige deltagelse af mænd og kvinder. Det europæiske år vil tilskynde til overvejelser og debat om behovet for at øge disse gruppers deltagelse i samfundet og øge deres inddragelse i foranstaltninger, der tager sigte på at bekæmpe forskelsbehandling, i alle sektorer og på alle niveauer.

c)

Anerkendelse: Fremme og værdsættelse af forskelligartethed og lighed. Det europæiske år vil, navnlig ved at fremhæve fordelene ved mangfoldighed, fokusere på, at alle uanset køn, race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering kan bidrage positivt til samfundet som helhed.

d)

Respekt: Fremme af et samfund præget af større samhørighed. Det europæiske år vil øge bevidstheden om betydningen af at udrydde stereotyper, fordomme og vold, af at fremme gode relationer mellem alle grupper i samfundet, herunder navnlig blandt unge, og af at fremme og udbrede de værdier, som udgør grundlaget for bekæmpelsen af forskelsbehandling.

Artikel 3

Foranstaltningernes indhold

1.   Foranstaltningerne med henblik på at nå de i artikel 2 opstillede mål kan omfatte tilrettelæggelse af eller støtte til især følgende:

a)

møder og arrangementer

b)

oplysnings-, pr- og uddannelseskampagner

c)

rundspørger og undersøgelser på fællesskabsplan eller nationalt plan.

2.   Foranstaltningerne i stk. 1 er beskrevet nærmere i bilaget.

Artikel 4

Integrering af kønsaspektet

Det europæiske år tager hensyn til de forskellige måder, hvorpå kvinder og mænd udsættes for forskelsbehandling på grund af race eller etnisk oprindelse, religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 5

Samarbejde og gennemførelse på fællesskabsplan

Kommissionen sørger for, at de foranstaltninger på fællesskabsplan, der er omfattet af denne afgørelse, gennemføres i overensstemmelse med bilaget, navnlig ved at sikre, at alle de former for forskelsbehandling, der er anført i traktatens artikel 13 og denne afgørelses artikel 2, bekæmpes i lige høj grad.

Kommissionen træffer navnlig de nødvendige foranstaltninger for at sikre den i artikel 10 omhandlede sammenhæng og komplementaritet mellem fællesskabsforanstaltninger og ‐initiativer med henblik på at bidrage til opfyldelse af de mål, der er opstillet i artikel 2.

Kommissionen udveksler regelmæssigt synspunkter med de berørte parter, ikke-statslige organisationer, der repræsenterer de befolkningsgrupper, der er ofre for forskelsbehandling, og civilsamfundet, navnlig på fællesskabsplan, om udformningen, gennemførelsen, opfølgningen og evalueringen af det europæiske år. I dette øjemed stiller Kommissionen de relevante oplysninger til rådighed for sådanne berørte parter. Kommissionen underretter det udvalg, der nedsættes ved artikel 7, stk. 1, om de pågældende parters synspunkter.

Artikel 6

Samarbejde og gennemførelse på nationalt plan

1.   Hver enkelt medlemsstat opretter eller udpeger et nationalt gennemførelsesorgan med ansvar for dens deltagelse i det europæiske år. Hver enkelt medlemsstat underretter senest den 17. juni 2006 Kommissionen om det valgte organ. Det nationale gennemførelsesorgan er ansvarligt for fastlæggelsen af den nationale strategi og prioritering for det europæiske år samt for udvælgelsen af de enkelte foranstaltninger, der indstilles til fællesskabsstøtte. Den nationale strategi og prioritering for det europæiske år fastlægges i overensstemmelse med de i artikel 2 opstillede mål og tilstræber, at alle de former for forskelsbehandling, der er anført i artikel 2, bekæmpes i lige høj grad.

Proceduren for tildeling af fællesskabsstøtte til aktiviteter på nationalt plan er fastsat bilagets del II.

2.   I forbindelse med udførelsen af sine opgaver hører det nationale gennemførelsesorgan regelmæssigt repræsentanter for civilsamfundet og arbejder nært sammen med dem, herunder også med organisationer, der forsvarer eller repræsenterer potentielle ofre for forskelsbehandling og ulighed, og med andre relevante berørte parter.

Artikel 7

Udvalgsprocedure

1.   Kommissionen bistås af et udvalg (i det følgende benævnt »udvalget«).

2.   Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 3 og 7 i afgørelse 1999/468/EF, jf. dennes artikel 8.

3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

4.   Medlemsstaternes repræsentanter i udvalget udpeges fortrinsvis fra de nationale gennemførelsesorganer, der er nævnt i artikel 6, stk. 1.

Artikel 8

Finansielle ordninger

1.   Foranstaltninger på fællesskabsplan, jf. bilagets del I, kan støttes med op til 80 % eller give anledning til indkøbskontrakter, der finansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget.

2.   Foranstaltninger af lokal, regional eller national karakter, jf. bilagets del II, punkt 6, kan samfinansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget med op til 50 % af de samlede konsoliderede udgifter forbundet med de aktioner, der gennemføres på lokalt, regionalt eller nationalt plan, efter proceduren i bilagets del II.

Artikel 9

Ansøgnings- og udvælgelsesprocedure

1.   Kommissionen træffer afgørelse om finansiering af de foranstaltninger, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1, efter proceduren i artikel 7, stk. 2.

2.   Ansøgninger om økonomisk støtte til foranstaltninger i henhold til artikel 8, stk. 2, indgives til Kommissionen af de nationale gennemførelsesorganer efter proceduren i bilagets del II.

Artikel 10

Sammenhæng og komplementaritet

Kommissionen sørger i samarbejde med medlemsstaterne for sammenhæng mellem de foranstaltninger, der er omfattet af denne afgørelse, og andre foranstaltninger og initiativer, der gennemføres på fællesskabsplan og nationalt og regionalt plan.

De sikrer fuld komplementaritet mellem det europæiske år og andre eksisterende initiativer og ressourcer på fællesskabsplan og nationalt og regionalt plan, som kan bidrage til at nå målene for det europæiske år.

Artikel 11

Tredjelandes deltagelse

Følgende lande kan deltage i det europæiske år:

a)

lande, med hvilke Den Europæiske Union har undertegnet en tiltrædelsestraktat

b)

kandidatlande, der er omfattet af en førtiltrædelsesstrategi, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammer, som er fastsat i de respektive rammeaftaler og associeringsrådsafgørelser

c)

de EFTA-lande, der er part i EØS-aftalen, i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte aftale

d)

landene på det vestlige Balkan i overensstemmelse med de ordninger, der skal aftales med disse lande i rammeaftalerne om de generelle principper for deres deltagelse i fællesskabsprogrammer

e)

de partnerlande, der er omfattet af den europæiske naboskabspolitik, i overensstemmelse med de generelle principper og betingelser for disse landes deltagelse i fællesskabsprogrammer fastsat i strategidokumentet fra maj 2004 og handlingsplanerne for hvert enkelt land. Enhver fællesskabsstøtte til foranstaltninger i partnerlandene omfattet af den europæiske naboskabspolitik dækkes inden for rammerne af instrumentet for den europæiske naboskabspolitik i overensstemmelse med de prioriteringer og procedurer, der er fastsat for det overordnede samarbejde med disse lande.

Artikel 12

Budget

Finansieringsrammen for gennemførelsen af de foranstaltninger, som er omfattet af denne afgørelse, er for perioden fra 1. januar 2006 til 31. december 2007 fastlagt til 15 mio. EUR, hvoraf 6 mio. EUR er for perioden indtil den 31. december 2006. For perioden efter den 31. december 2006 er beløbet vejledende og anses for bekræftet, hvis det for denne periodes vedkommende er i overensstemmelse med den flerårige finansieringsramme for den periode, der begynder den 1. januar 2007.

Artikel 13

Internationalt samarbejde

Kommissionen kan inden for rammerne af det europæiske år samarbejde med relevante internationale organisationer, navnlig Europarådet og De Forenede Nationer.

Artikel 14

Overvågning og evaluering

Kommissionen forelægger senest den 31. december 2008 Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget en rapport om gennemførelsen, resultaterne og den samlede evaluering af de foranstaltninger, der er omhandlet i denne afgørelse.

Artikel 15

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Udfærdiget i Strasbourg, den 17. maj 2006.

På Europa-Parlamentets vegne

Formand

J. BORRELL FONTELLES

På Rådets vegne

Formand

H. WINKLER


(1)  EUT C 65 af 17.3.2006, s. 70.

(2)  Udtalelse af 16.11.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT).

(3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 13.12.2005 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 28.4.2006.

(4)  EFT L 180 af 19.7.2000, s. 22.

(5)  EFT L 303 af 2.12.2000, s. 16.

(6)  EUT L 373 af 21.12.2004, s. 37.

(7)  EUT C 45 E af 23.2.2006, s. 129.

(8)  EFT C 172 af 18.6.1999, s. 1. Ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse 2003/429/EF af 19. maj 2003 om tilpasning af de finansielle overslag under hensyn til udvidelsen (EUT L 147 af 14.6.2003, s. 25).

(9)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.


BILAG

Beskrivelse af de i artikel 3 omhandlede foranstaltninger

I.   Foranstaltninger på fællesskabsplan

1.

Møder og arrangementer

a)

Tilrettelæggelse af møder på fællesskabsplan.

b)

Tilrettelæggelse af arrangementer for at øge bevidstheden om målene for det europæiske år, herunder konferencer for at markere det europæiske års indledning og afslutning, på grundlag af støtte til de medlemsstater, som varetager Rådets formandskab på det pågældende tidspunkt, og tilrettelæggelse af det første årlige »ligestillingstopmøde«.

2.

Oplysnings- og pr-kampagner, der omfatter følgende:

a)

Udformning af et logo, der er tilgængeligt og disponibelt i forskellige formater, og et eller flere slogans for det europæiske år, som skal anvendes i forbindelse med alle foranstaltninger med tilknytning til det europæiske år.

b)

En oplysningskampagne på fællesskabsplan.

c)

Relevante foranstaltninger, som har til formål at sætte fokus på resultaterne og øge synligheden af fællesskabsforanstaltninger og ‐initiativer, der bidrager til at nå målene for det europæiske år.

d)

Afholdelse af konkurrencer på europæisk plan med fokus på resultater og erfaringer i forbindelse med temaerne for det europæiske år.

3.

Andre foranstaltninger

Rundspørger og undersøgelser på fællesskabsplan, herunder en række spørgsmål, der skal gøre det muligt at vurdere virkningen af det europæiske år, og som skal indgå i en Eurobarometer-undersøgelse og en evalueringsrapport om det europæiske års gennemslagskraft og virkning.

4.

Støtten kan antage følgende former:

direkte køb af varer og tjenesteydelser, især inden for kommunikation, via offentlige og/eller begrænsede udbud

direkte køb af konsulentbistand via offentlige og/eller begrænsede udbud

økonomisk støtte til dækning af udgifter til særlige arrangementer på europæisk plan for at fokusere på det europæiske år og øge bevidstheden herom; sådan støtte må ikke overstige 80 % af de samlede udgifter afholdt af modtageren.

Kommissionen kan gøre brug af teknisk og/eller administrativ støtte til fordel for både Kommissionen og medlemsstaterne, f.eks. for at finansiere ekstern ekspertise inden for et specifikt område.

II.   Foranstaltninger på nationalt plan

1.

Foranstaltninger på lokalt, regionalt og nationalt plan kan samfinansieres over Den Europæiske Unions almindelige budget med op til 50 % af de samlede udgifter pr. medlemsstat.

2.

Efter vedtagelsen af denne afgørelse sender Kommissionen en indkaldelse af forslag til de nationale gennemførelsesorganer.

3.

Som reaktion på indkaldelsen af forslag indgiver de enkelte nationale gennemførelsesorganer én ansøgning om fællesskabsstøtte. Denne ansøgning om støtte skal indeholde en beskrivelse af den nationale strategi og prioritering for det europæiske år, af de foranstaltninger, der foreslås finansieret i den pågældende medlemsstat, og af de organisationer, der vil være ansvarlige for gennemførelsen af de enkelte foranstaltninger. Ansøgningen om støtte skal være ledsaget af et detaljeret budget med angivelse af de samlede udgifter til de foreslåede foranstaltninger samt af størrelsen af og kilderne til samfinansiering. Støtteberettigede udgifter kan omfatte de nationale gennemførelsesorganers udgifter til personale og administration.

4.

Den nationale strategi og prioritering for det europæiske år skal fastlægges i overensstemmelse med de i artikel 2 opstillede mål og skal tilstræbe, at alle de former for forskelsbehandling, der er anført i nævnte artikel, bekæmpes i lige høj grad.

5.

Kommissionen tager stilling til og anmoder om nødvendigt om ændringer af ansøgningerne om fællesskabsstøtte fra de nationale gennemførelsesorganer, som har ansvaret for at koordinere og overvåge gennemførelsen af de forskellige nationale foranstaltninger.

6.

Foranstaltningerne på lokalt, regionalt eller nationalt plan kan omfatte:

a)

Møder og arrangementer vedrørende målene for det europæiske år, herunder et arrangement til lancering af det europæiske år.

b)

Informations- og uddannelseskampagner og foranstaltninger til formidling af de principper og værdier, der udgør grundlaget for det europæiske år, på nationalt plan, herunder uddeling af priser og afholdelse af konkurrencer.

c)

Andre rundspørger og undersøgelser end dem, der er omhandlet i del I, punkt 3.

III.   Foranstaltninger, hvortil der ikke kan ydes finansiel støtte over Den Europæiske Unions almindelige budget

Fællesskabet vil yde moralsk støtte, herunder skriftlig tilladelse til at anvende logoet og andet materiale med tilknytning til det europæiske år, til initiativer iværksat af offentlige eller private organisationer, såfremt disse organisationer fyldestgørende kan påvise over for Kommissionen, at de pågældende initiativer allerede er eller vil være under afvikling i løbet af det europæiske år, og at de kan forventes at bidrage væsentligt til virkeliggørelsen af et eller flere af målene for det europæiske år.